Det er altid bedre at forebygge Sygdomme end at helbrede dem; saaledes er Rødsyge vanskelig at helbrede; men at aldrig vore Kreature have været plagede deraf, tilskriver jeg det simple Middel at vaske dem med koldt Vand over det nederste af Ryggen (Krydset), naar det er hedt om Sommeren; det bør skee midt paa Dagen, hvor man driver Kreaturene ind paa denne Tid, og man kan gjerne slaae Vand over dem af en Bøtte. Er det paa det varmeste af Dagen, behøver man ikke at tørre dem, men skeer det senere, maa de aftørres med et grovt Klæde. Naar de om Høsten eller tidlig om Sommeren have været ude i koldt Regn, bør det Vaade skrabes af dem med en Hesteskrabe, og Ryggen tørres med et Klæde; det hindrer Hoste og mange Ulemper. Naar Køer og Faar indsættes til Vinteren bør man hver Morgen i 3 a 4 Dage give dem et lidet Stykke Deig blandet med Malurt, Tjære og Salt; er det meget koldt og fugtigt, medens de endnu gaae ude, da bør man ogsaa give dem dette før. Desuden bør den Rende, hvori Faarene faae deres Drikke, og den Stabbe, hvorpaa man giver dem Salt, være overstrøgen med Tjære og tørret. Det gjør, at de ikke saa let ere udsatte for den saa almindelige Lungesyge.
Naar Køerne slippe ud om Foraaret, tager man ung Nesle (Nelde), giver den et Opkog i Vand, og tager saa den hele Qvast, der nu ikke længere brænder, og vasker dermed Koens Yver og Patter, medens Resten endnu er godt lunken; dette hindrer ikke alene Sprækker og Saar, der let indfinder sig om Vaaren, men det trækker Melken ned, saa de øge deraf, man bør derfor vedblive dermed, saalænge Neslen ikke gaaer i Frø, og vaske dem netop som de skulle melkes; jo mindre og yngre Neslen er, jo bedre er den. Men have de allerede faaet Sprækker, da læges de ikke heraf; da maa man tage Sod under en Gryde, gnide den ud i gammelt Ister, og smøre dermed, hvilket bør atter afvaskes før Malkningen med Neslevand.
Man lader Budeien tygge Lakris til det bliver flydende, og smøre denne Sauce over det hele Yver; hjelper det ikke første Gang, saa gjentages det; dog pleier een Gang som oftest være nok.
bestaaer deri, at Maven svæller ud, saa den staaer i Fare for at revne, og det hænder ikke sjelden, at Koen døer deraf. Et simpelt, men sikkert Hjelpemiddel er at give Koen en Spiseskee tørt Kaalfrø, helst Hovedkaal eller Kaalrabi, og derovenpaa ½ Pægel sød Melk. Efter nogle Minuter begynder den stærkt at rabe, og Maven svinder ind.
3 Pægle raa Linolie indgives Koen; kan det ikke skee i en Gang, da faaer man give den i flere Portioner saa hurtig paa hinanden som muligt; dette bringer Koen til at laxere; man maa derfor lade de staae inde, og give den lidet at æde, men derimod lunket Drikke. Stødte Østersskaller indgivne i Edikke skal ogsaa være gode Midler; men jeg har meest Tillid til Linolien.
Naar Køerne staae og svede paa Baasen af Mathed og æde lidet, er det godt at give dem lidt Salpeter hver Morgen i Deig, og siden en Haandfuld tørt Malt. Man maa desuden om Vinteren en Gang imellem gnide dem i Munden med en ulden Klud, der er dyppet i Tjære og Salt for at rense Tungen. Tænderne gnides blot med fiint Salt.
Ungfæe pleier ofte være udsat herfor, helst de som voxe stærkt; naar man seer, at de blive mavre og tabe Madlysten, bør man føre dem hen til et lyst Sted for nøie at eftersee, om de have Luus. De sidde meest om Halsen og bag Ørene, siden udbrede de sig over hele Kroppen, hvis de ikke blive forjagede itide. Man kjøber da paa Apotheket noget, der kaldes Ryttersalve, men som nok egentlig er Mercurial, gnider det ud i Fedt eller usaltet Smør, og indgnider dermed alle de Steder, hvor Utøiet findes. I denne Tid maa det Kreatur, som er under Kuur, staae vel adskilt fra de Øvrige, for at ikke en enkelt Luus skal rømme hen paa dem og forplante sig; de døe ellers i Almindelighed og Dyret pleier blive befriet for dem efter at have været indsmuurt 3 Morgener.
Den viser sig meest hos Kalve, og er ofte umulig at læge; dog har jeg flere Gange reddet saadanne syge Kalve ved at give dem Dyvelstrekdraaber eller i Mangel deraf Campherdraaber som til et voxent Menneske, derpaa gnide deres hele Legeme stærkt med et uldent Klæde, og saa pakke dem ned i Halm eller Høe, saa at kun Hovedet er frit. Sædvanlig falde de i Søvn efter saadan Behandling, og vaagne ofte ganske raske. Det skal ogsaa være godt at give nyfødte Kalve en Pægel Øl med en Theskee Sod i, for at hindre fremtidig Krampe; men derom kan jeg intet sige med Vished. Der gives ellers saa mange gode Bøger og Kreaturbehandling, at det vilde være overflødigt her at indføre de mere kunstige Midler; disse simple Huusraad ere kun anførte, fordi det er Ting, som man for det meste har ved Haanden, og hvormed man altsaa kan afhjelpe Nøden i en Hast, og fordi de efter flere skjønsomme Menneskers Erfaring ere befundne probate.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hanna Winsnes' kokebok, Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen, ble første gang utgitt i 1845. Den regnes som et viktig verk i norsk kulturhistorie fordi den gir et bilde av datidens velstående husholdninger.
I tillegg til en rekke oppskrifter inneholder boken råd om nesten alt en husmor på en stor gård måtte kunne: husdyrhold, hvordan behandle tjenestefolk, rengjøring, slakting, sylting, baking, såpekoking osv.
Kokeboken er kommet i en rekke opplag gjennom årene, men er nok i dag mest kjent på grunn av Arne Garborgs berømte essay Hanna Winsnes's kogebog fra 1890.
Se faksimiler av andreutgaven fra 1846 (NB digital)
I dag er Hanna Winsnes mest kjent for kokeboken Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen (første gang utgitt i 1845). Men hun skrev også fortellinger og dikt og var en viktig kulturpersonlighet i sin tid.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
