Af disse ere Gjæs og Høns de fordeelagtigste at holde; thi Ænder æde forholdsviis mere end Gjæs; ja der fattes ikke meget i at en And behøver samme Føde som en Gaas, om det end kan være af en simplere Sort, og der er neppe mere Mad og Fjær paa 3 Ænder end paa en Gaas. Kalkuner er ogsaa kostbare at føde, og udsatte for at crepere ved den mindste Uforsigtighed, desuden er der ingen Duun og liden Fjær; men for velhavende Folk ere de moersomme at have, da de bedst kunne tages til i en Hast, baade fordi de ere velsmagende uden at være gjødede, og fordi Fjeren er saa hurtig at afribbe. De faae sædvanlig mange Unger, men disse ere vanskelige at opklække. Hvad man især maa vogte sig for er, at de fryse, hvilket de aldeles ikke taale; ved enhver kold eller stærk Regnbyge maa de drives til Huus. Ungerne maa have sine Gryn udblødte i Melk de første Uger; men at de skulle fødes med haardkogte Æg, som mange troe, er ikke nødvendigt. De synes godt om Bær og al Slags Grønt, og hvem, som har Kalkuner Vinteren over, bør om Høsten nedsalte Grønt, som aftages, naar man optager Rødder, løse Blade af Kaal, Nesle og deslige. Af dette udvandes lidt daglig, og gives Kalkunerne imellem knust Havre; det sparer paa Kornet og holder dem friskere. Om Sommeren er det godt at have en Sandhob, hvori de kunne bade sig; thi deraf trives de vel.
maa have saa meget de ville æde fra første September til første November, da det er i den Tid de sætte Æggestok. Paa Landet har man i denne Tid ofte Anledning til at lade dem rense Agrene, naar Kornet er indhøstet, hvorved de trives overmaade vel. Fra Novembers Begyndelse til Juul behøve de blot en Haandfuld Havre om Morgen og Aften, og fra Juul og til Midten af Februar kun en Haandfuld om Dagen; men fra denne Tid af, da de lave sig til at lægge Æg, maa de have rigelig Føde, helst saalænge der intet Grønt er at nippe ude. Kan man hindre, at de ikke faae Kalk og Kul, saa er det godt; thi deraf blive Æggenes Skal knudret, og af saadanne Æg blive sjelden Unger. Skal af Mandler, især af bittre, maa ikke kalkes i Gaarden; thi af saadanne blive de fleste Smaakreature syge, og Gjæs især.
I Vandet trives de bedst, og det kan ikke nytte at holde Gjæs, hvor der ikke er Anledning til Vand; det Eneste man kan gjøre, er at grave en stor Fordybning i Jorden, og ofte fylde den med reent Vand. Naar de begynde at hverpe, maa man passe at holde dem paa det Sted, hvor man vil de skulle ligge; thi de lide ikke at flyttes, og ligge sjelden rolig paa et nyt Sted; dette maa vælges saaledes, at det er frit for Fugtighed og Træk. Det allerbedste er, naar man forfærdiger smaa Huse, der ere ganske tætte, de dannes som en Kasse, der er 2 Alen lang 1 ½ Alen bred og 1 ¼ Alen høi, uden Laag; den sættes paa Enden med Aabningen frem og mures fast paa et Underlag af en Muursteen; foran Aabningen slaaes et smalt Bret for at holde den Halm inde, som man lægger der til Gaasens Rede, og fra dette Bret til Gulvet gjøres en Broe af Muur, Træe eller Torv. Disse Huse placeres i et Udhuus, der er rummeligt og ikke for aabent, der vænner man dem til at hverpe ved at lukke dem ind i det yderste Huus hver Aften, og der sætter man deres Føde og Vand nedenfor den lille Broe, medens de ligge, saa gaae de en Gang daglig ned at æde, og væder ikke sit Rede, som naaar de have Maden ved Siden af sig. Eftersom de hverpe maa Æggene tages ind, saa de kun have et at hverpe paa; de maa gjemmes paa et Sted, der hverken er for varmt eller fryser, og vendes hver Dag. De Æg, der ere over en Maaned gamle, due ikke til Unger, derfor bør man numerere dem. 15 Æg er det meste en stor Gaas kan ruge, og det er sjelden der bliver Unger af alle, naar de have saa mange, 11 a 12 er det almindelige. Ungerne maa gjerne slippes i Vandet 2 a 3 Dage efter de ere udklækkede, hvis det ikke er meget koldt. Det er bedst, naar man kan vænne Gaasen til selv at føre dem ud og ind; dertil er den lille Broe især nødvendig, men de første Dage maa de bæres til Vandet i en flad Kurv, hvis det er langt og ujevnt. De maa have fine Gryn udblødte i Vand 14 Dage a 3 Uger, siden kunne de faae knuset Havre og leve af Grønt ude, men i den Tid de sætte Fjær maa de leve godt; thi da ere de svage, og taale ikke at sulte; de ere ogsaa meget empfindtlige for stærk Regn og Tordenbyger i denne Tid, og medens de ere ganske smaa. I Slutningen af Juli eller i August kan man plukke alle løse Fjær og Duun af de Gjæs, der ere fra forrige Aar eller ældre, men det maa skee lempelig; man binder Been og Vinger paa dem, saa de ikke kunne slaa, og føler derpaa sagte i Fjærene under Brystet især, om der ere nogle, der følge let med. Man kan paa denne Maade faae en stor Deel Fjær og Duun, der ellers blev spildt paa Marken.
Hvad der er sagt om Gjæs gjelder for det meste ogsaa om Ænder; dog kunne Ænder leve af simplere Føde, men maa æde næsten bestandig. De kunne til Nød fødes med Høefrøe og Avner udblødte i Vand, og med en lille Smule Meel paa, men behøve meget for at gjødes. Gode Ænder lægge ikke sjelden Æg anden Gang, naar Ungerne ere blevne store; men da er det gjerne for sildig paa Aaret til at lade dem ligge; man bruger gjerne Æggene til Huusholdningen.
Da Æg ere saa nødvendige og nyttige i en Huusholdning, er det ogsaa fordeelagtigt at holde Høns for dem, der have Plads dertil; men man maa behandle dem godt, hvis de skulle lønne sig; de maa aldeles ikke fryse, og man har dem derfor sædvanlig i Fæehuset om Vinteren; men hvor man har et særskilt Faarehuus, trives de bedre der, da de ikke taale den Fugtighed, der gjerne findes i Fæehuset. De hverpe meest og tidligst, naar de gaae løse i Fjøset om Dagen, og have fri Adgang til at flyve op om Aftenen i et eget Rum; man maa derfor have et Laag paa Drikkekarret, saa de ikke skulle drukne sig deri. De Køer, der ikke ere vante dertil, blive vel undertiden bange for disse flyvende Væsner, men ved Vanen taber det sig snart, og man bør ikke forandre det, om endog en Høne skulde blive ihjeltraadt i Førstningen; thi det er utroligt hvor mange flere Æg de lægge, naar de have sin Frihed. Man lader dem da blive i sit Buur om Morgenen indtil de have hverpet. De maa fødes vel hele Aaret om, dog føde de sig selv meest om Sommeren. Orme af Kaal og andre Smaaorme ere en Delicatesse for Høns og Kyllinger, man bør derfor ikke kaste dem i Ilden, som man sanker af Kaalen, men give Hønsene dem.
Af lunken Grød med suur Melk paa hverpe de herligt, ligeledes af Hareskarn, naar man kan finde det om Foraaret; man tørrer det og giver dem det iblandt deres Korn, men dette maa ikke overdrives; thi der er Exempler paa, at de deraf hverpe, saa de døe. Kyllinger maa ogsaa have sine Gryn udblødte i Melk eller Vand i 3 Uger; de kunne ellers æde mange Ting, Brødsmuler, Potetes, baade raa og kogte, der ere hakkede smaae, og Smuler af stegt og kogt Fisk. Baade Gjæs og Høns ere Elskere af Ribs- og Stikkelsbærkart, derfor maa man vogte sig for at slippe dem i Haven; thi have de engang faaet Smag derpaa, saa flyve de siden over Plankeværket, og kunne gjøre stor Skade. Kyllinger voxe seent, og ere af den Grund kostbare at føde; hvor man faaer dem for 12 a 16 . Stykket lønner det sig ikke at opklække dem.
En Høne ligger paa sine Æg i 3 Uger, en Gaas og en And i 4. Til en Hane kan holdes 8 Høns, men til en Gasse kun 2 Gjæs. Somme holde vel tre, men de faae sjelden flere Unger, ja undertiden færre end de, der holde 2. En Gaas er bedst i sit andet, tredie og fjerde Aar. En Gasse kan uden Skade blive 6 a 8 Aar gammel. Høns lægge flest Æg jo yngre de ere; men til at udklække Kyllinger ere de bedst skikkede i andet og tredie Aar.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Hanna Winsnes' kokebok, Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen, ble første gang utgitt i 1845. Den regnes som et viktig verk i norsk kulturhistorie fordi den gir et bilde av datidens velstående husholdninger.
I tillegg til en rekke oppskrifter inneholder boken råd om nesten alt en husmor på en stor gård måtte kunne: husdyrhold, hvordan behandle tjenestefolk, rengjøring, slakting, sylting, baking, såpekoking osv.
Kokeboken er kommet i en rekke opplag gjennom årene, men er nok i dag mest kjent på grunn av Arne Garborgs berømte essay Hanna Winsnes's kogebog fra 1890.
Se faksimiler av andreutgaven fra 1846 (NB digital)
I dag er Hanna Winsnes mest kjent for kokeboken Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen (første gang utgitt i 1845). Men hun skrev også fortellinger og dikt og var en viktig kulturpersonlighet i sin tid.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
