Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen

av Hanna Winsnes

Talgens Behandling

Alt det Fedt, som bliver tilovers efter Slagtnigen maa, efter at være pillet reent, ligge nogle Dage at tørres, derpaa hakkes og bankes det i en dertil indrettet udbulet Stok, der kaldes Talgnuv. Det hakkes med en Øxe og bankes med Bagen af samme. Øxen maa ofte varmes for at faae det ret sammenhængende. Naar det er fiint og fast, saa det seer ud som et heelt Stykke, hugges det i smaa Stykker, og lægges atter paa Fjelene, at tørres i 6 a 8 Dage, hvorpaa det smeltes og sies. Lysenes Godhed beroer meget paa at Talgen tørres vel.

En anden Maade

For dem, der have store Slagtninger og meget Fedt tilovers, er der en hurtigere Maade at tilberede Talgen paa, som jeg vel ikke har forsøgt, men hørt omtale af paalidelige Folk, som sikker. Man kommer alt Fedt, uden at rense det for Itler og Hinder i et stort Kar, hælder lunket Vand derpaa, og lader en Karl træde dette med blottede Fødder; naar Vandet er blevet blodigt, tappes der af, og nyt heldes paa; dette gjentages til Talgen er hvid, Vandet seer klart ud, og alle Itler og Hinder skiller sig fra den, og kan optages for sig selv.

Talgen hakkes siden i en Hakkeblok med Kvive og smeltes strax, men Stykkerne maa ligge i Varmen at tørres siden, inden de henlægges. Paa denne Maade skal Oxetalg blive ligesaa hvid som Faaretalg, og Lysene skal brænde lige klare. Det første er rimeligt, det andet tvivler jeg paa. Man bør i al Fald prøve med en liden Portion.

Lysestøbning

Det er ikke godt at vælge den varme Sommertid til Støbning; thi da vil den gaae seent fra Haanden af den Grund, at Talgen ikke vil størkne paa Lysene saa hurtig, som man ønsker; heller ikke er det godt at støbe i Vinterkulden, undtagen man har et Værelse, der kan holdes godt varmt og frit for Træk, hvoraf Lysene altid blive skjæve, og faae Revner. Høst og Foraar er altsaa den bedste Tid, og har man forsynet sig med Talg for Vinteren, saa bør Foraaret foretrækkes for de længere Dages Skyld, og fordi man da ikke er saa overlæsset med Arbeide, som om Høsten.

Man tager 2 stærke Stænger, og binder dem fast til Krakke eller Stole i saa lang Afstand som Lysespiddene behøve; disse Stænger maa beklædes med grove brugte Lagen, der maa hænge lige ned til Gulvet imellem dem, deels for at Talgen ikke skal dryppe paa Gulvet, deels for at bevare Lysene for Træk; Stængerne placeres 2 paa hver Side af Lyseformen, og da der bør være 2 Mennesker til at støbe, saa beholder Enhver sin Side, hvor de bestandig vedblive i Orden fra den ene Ende til den anden. Lyseformen er et ovalt Kar, der er passende høit, saa man ikke skal staae bøiet under Støbningen, Længden bør være saadan, at 5 a 6 Lys kunne dyppes uden at støde paa hinanden, og Bredden saa, at 2 Spid kunne dyppes paa en Gang; den maa være stærkt arbeidet af fast Veed og med gode Baand. Denne Form sættes da i et andet større Kar, der fyldes med varmt Vand for at holde Talgen varm, Formen selv fyldes ogsaa med varmt Vand, naar Talgen er siet i den, da den sjelden bliver fuld af Talg alene. Alle Talgstykker maa skrabes og renses vel, før de smeltes; det afskrabede bruges siden til simplere Lys. Man støber altsaa de store først. Af hvert BPund Talg faaes 66 store Lys af 9/16 Alens Længde, Løkken fraregnet, og 2/16 i Omkreds. Enhver bør ellers støbe dem efter sine Stager, da det er lettest hverken at behøve Omvikling eller Afskrabning. Af smaa Lygtelys, der ere meget nyttige, for ikke at skjære de store over, faaes omtrent 310 af et BPund; de lægges efter Lygtens Høide, dog noget kortere, og støbes efter dens Pibe. Lysene faae bestandig en Klump Talg nedenfor Vegen; den afskjæres med en skarp Kniv, naar man seer, de snart ere tykke nok; denne Talg smeltes, og Lysene støbes 1 a 2 Gange over bagefter. Man bør hele Vinteren igjennem paasee, at al Skrabetalg bliver gjemt; thi om den end er sortagtig og styg, kan den dog afsies, og bruges til Lygtelysene. 2 Mennesker kunne godt støbe 12 a 14 BPund Talg paa en Dag, naar de ere tidlig oppe, og have Hjelp til Smeltningen og til at varme Vand. Det er umuligt at støbe saa nær, at der jo bliver Talg tilbage i Formen; dette lader man størkne paa Vandet, og gjemmer det til Sæbe eller en anden Støbning.

Dersom man ønsker, at Lysene skulle ligne Formelys, det vil sige, være næsten lige tykke i begge Ender, da frembringes dette ved at dyppe dem 2 Gange hurtig paa hinanden for hver Gang de støbes over; men da bliver Arbeidet næsten dobbelt saa seent, ikke alene for den Tid, der medgaaer til at dyppe dem ned, men fordi de smelte nedentil, og saaledes blive saa meget senere tykke. Det er bedst blot at dyppe nogle saaledes til Stadslys.

Til Veger er Bomuldsgarn baade billigst og bedst; man regner almindelig en Mark til 3 BPund Talg, dog beroer dette paa hvor tykke eller smale, man ønsker Vegerne. Af tykke løse Veger brænder Lysene bedst og klarest, men af tynde ere de drøiest, dog maa dette ikke overdrives; thi da rinde de. Garnet maa spindes grovt og løst, og det maa vaskes og tørres vel, før det bruges. Det er ogsaa godt at lade Vegerne hænge en Tid i Varmen at tørres efter Dreiningen; thi jo mere man kan faae Alt tørret, der hører til Lys, jo bedre brænde de; i modsat Fald vil de let sprage. Man indretter en Fjel med en smal fast Stok i den ene Ende, afmaaler Længden, som man ønsker Lyset skal have, og banker en Tellekniv ned der. Herom snoer man Garnet, og afskjærer det med Kniven for hvert Hundrede. Et Spid bindes fast til Ryggen af en Stol, herpaa hænges et saadant Hundrede af Traade, og saa tager man 2 a 3 dobbelte efter deres Tykkelse, indgnider dem med lidt reen Talg, som man holder i Linklud, dreier dem derpaa rundt, til de kunne holde sammen, og gnider dem atter over med Talg.

Naar der skal støbes, tælles 5 paa hvert Spid af store Lys, mere vilde være for tungt, og 6 a 8 af Lygtelys; naar de dyppes første Gang maa man stryge dem nedad mellem to Fingre, for at faae dem rette; dette maa ogsaa gjentages med de Fleste anden Gang.

Faaretalg er fastest, hvidest og give de bedste Lys; men Talg af Kreature, der ere gjødede med Drank er meget vanskelig at faae til at skikke sig; den har noget olieagtig ved sig. Ligeledes bør man vogte sig for at kjøbe russisk Talg, da Lysene heraf som oftest give en slem Røg i Værelset, og gjerne ville rinde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen

Hanna Winsnes' kokebok, Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen, ble første gang utgitt i 1845. Den regnes som et viktig verk i norsk kulturhistorie fordi den gir et bilde av datidens velstående husholdninger.

I tillegg til en rekke oppskrifter inneholder boken råd om nesten alt en husmor på en stor gård måtte kunne: husdyrhold, hvordan behandle tjenestefolk, rengjøring, slakting, sylting, baking, såpekoking osv.

Kokeboken er kommet i en rekke opplag gjennom årene, men er nok i dag mest kjent på grunn av Arne Garborgs berømte essay Hanna Winsnes's kogebog fra 1890.

Se faksimiler av andreutgaven fra 1846 (NB digital)

Les mer..

Om Hanna Winsnes

I dag er Hanna Winsnes mest kjent for kokeboken Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen (første gang utgitt i 1845). Men hun skrev også fortellinger og dikt og var en viktig kulturpersonlighet i sin tid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.