At Mennesker af Dyr saa tidt
Meer Væsen end af Næsten giøre,
Det see vi dagligdags, og høre;
Moralen hos dem nytter lidt.
Jeg derfor mig opholder ei
Ved dem Bebreidelser at give,
Som de vil være, lad dem blive!
Moral skriv for dem, hvem som vil!
Jeg, for min Part, jeg passer, jeg,
Og min Propos strax skrider til.
Der var engang en Tømmersvend;
Mod ham en Slagter-Hund sig viiste ei som Ven.
Han vilde bide ham: og, som nu let kan vides,
En Tømmersvend ei meer end du og jeg kanrettet til “vil” i senere utgaver bides:
Han derfor hævede sin Øxe rask,
Og kløvede sin Uvens Pandebrask.
Nu skulde det til Uhæld treffe,
At Hundens Eier kom
I Øieblikket, som
Hans Hund var ud af Stand at bieffe;
Han bieffede for ham.
Jeg holder det for Skam
For Læseren at repetere,
Hvad Skieldsord, Trudsler, Eed, han bieffede, med mere
Omsonst den kiere Mand, som havde Panden deelt
Ham vilde forestille:
To halve Hoveder udgiør et heelt;
Den anden mod Raison ei tage vilde,
Og skiønt han fandt sig noget slagen
Ved et saa fyndigt Argument,
Han foranstaltede dog næste Dagen
Den Tømmersvend en Stevning sendt.
Ei denne lod sig forelægge,lod sig forelægge, lod sig af Dommeren give Udsættelse.
For Dommeren de mødte begge.
Citanten mælede da først:
«Han kunde jaget bort min Hund mod nogle Børst,
Jeg selv da skulde sagt, han giorde vel,
Men slaae mig Hunden reent ihiel,
Og med sin Øxe paa ham Panden kløve,
Og mig min beste Skat berøve,
Det troer jeg vist, Hr. Dommer, straffes bør.»
Hr. Dommer tog til Ords: «svar mig paa hvad jeg spør,
Du Tømmersvend, hvorfor ei Skaftet tage,
Og dermed Hunden fra dig jage?»
Han svarede (først rømmende med Tugt):
«Ifald han havde mig med Halen vildet bidt,
Jeg Skaftet ei engang imod ham havde brugt,
Men jaget ham med bare Hænder:
Men Bæstet faldt mig an med skarpe Tænder.»
Da kiendte Dommeren, saasnart han hørte det:
«Skarpt imod skarpt, den Tømmersvend har Ret.
Du Slagter, som har yppet Trætten,
To Mark erlægger her i Retten.»
*
Jeg lovede vel i Fortalen
At ikke røre ved Moralen;
Dog Loven, siger man, er ærlig,
Men Holden er besværlig.
I Enden af mit Værk at strøe moralske Træk,
Derefter var jeg før, os er endnu en Giæk.
Moralen her skal kort, dog noget fyndig gives:
Man ei om Bagatel maae med sin Næste kives.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Johan Herman Wessel er kjent for sine muntre vers og fortellinger. I dette utvalget er de tre mest leste fortellingene tatt med: «Herremanden», «Hundemordet» og «Smeden og Bageren».
Se faksimiler av fortellingene i Samlede Digte fra 1862 (NB digital)
Johan Herman Wessel er i dag best kjent som en munter dikter, først og fremst på grunn av tragedieparodien Kierlighed uden Strømper (1772), muntre småvers og komiske fortellinger som «Smeden og Bageren» og «Hundemordet». Men Wessel kunne også skrive om alvorlige ting, for eksempel handler diktet «Søvnen» om døden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.