I.

En Tjenestemand beredte sig i den blege Solnedgang til at affire Flaget ved Marine-Etablissementets Vold.

Indenfor paa Grønsværet strakte to kobberirrede, af Regnvand halvopfyldte Mørsere i bøiet skutrygget Stilling sine Skygger næsten lige hen til Randen af den sandige Plads foran Værftchefsboligen, en stengraa, énetages Bygning med Fløie, Kvistkarnapper og Trætoppene fra den store Have bagved synlige over Taget.

Et Par Vinduer stod aabne hos Værftchefen, Kommandør Witt, i den endnu lyse lune Høstaften.

Kvældens sluknende Solstreif glittrede gjennem Gardinerne med et Par Støvstrimer hen paa det øverste af Portræterne paa Væggen og tændte enkelte Steder en luerød Glød i Guldlisterne under Loftet.

Der var adskillige hos Kommandørens iaften; der blinkede Uniformer med Ankerknapper og i Vinduskarmen saas de graa Nakker af et Par ældre Søofficerer.

I den bløde posede Lænestol ved Divanbordet sad Kommandørinden, anselig, myndig, lidt fedladen med en vægtig Guldkjæde om Hals og Bryst. Det regelmæssige markerede Ansigt havde en vis værdig Fylde under Hagen. Hele Holdningen fortalte om fordums Skjønhed og Pretentioner.

I Sofaen sad Kapteinløitnant Focks Frue og nok en værdig Dame og strikkede Tiden af paa haarde Livet.

Medens de ældre Søofficerer henne i Hjørnesofaen i al Lunhed hørte Kommandøren behandle og afgarve først Admiralitetet – Kommandøren og Admiralen var Hund og Kat, – og dernæst Marinestyrelsen, beleiredes Pianoet af tre fire af Marinens Premier– og Sekondløitnanter. Cecilie Witt ledte frem Noder for at synge, og der blev ydet fuld, hedblodig Tribut i hele Søofficerskredsen til Kommandørens ældste Datter, der med sin to Aar yngre Søster Marthe ivaares var kommet hjem fra et treaarigt Ophold i Kristiansfeldt.

I en mere beskeden Længselens Afstand sad et Par Kadetunderofficerer i hvide Benklæder og med venstre Skulder frynset i Guld af den nylig ved Eksamen vundne Epaulet. Den ene ludede og balancerede foroverbøiet paa Stolen henne ved det londonske Slaguhr, der stod i sin høie Mahognikasse et Stykke fra Ovnen, den anden grublede mørk indeklemt mellem Piedestalen og Sybordforhøiningen, hvor den lille runde rødmussede Laura Fock sad og hviskede med en Veninde, lidt stødt over, at han vendte hende Ryggen.

Der drømtes og bankede Forhaabninger i mange Hjerter.

Det var blevet ganske stille i Stuen, medens Cecilie sang.

Kun fra Sideværelset hørtes undertrykt Latter, og af og til skimtedes i Døraabningen Marthes tynde Slyngelalderskikkelse i Kamp med sin Fætter Jan, Sjømanden, der strævede med at vriste et Æble fra hende; den unge Piges lattermilde Ansigt og anstrengt sammenbidte Tænder viste, at Striden stod hed.

Kommandøren var ikke musikalsk; han sad og fandt sig i Omstændighederne. Af og til, naar han glemte sig og dæmpet fortsatte Passiaren, kom der et talende Blik eller et betydningsfuldt: «Kjære Witt!» fra Kommandørinden.

Den lille skaldede, snakkesalige Kaptein med det lyse Plommeansigt og glisne Kindskjæg – Fru Focks Mand, som de kaldte ham – faldt hen i noget høitideligt sødt, medens tykke Marinelæge Clausen midt paa Gulvet med en Mine, som han plystrede til, stod og tegnede Linierne af den unge Piges prægtige kastaniebrune Haarsætning, Nakke og Skuldre i Luften bag hende.

Det, Løitnant Fasting fordybede sig saa i, var det levende Udtryk ved Munden. Stemmen dirrede saa frisk og klar; hele Maaden var saa naturlig, – saa knusende vakker! . . .

Medens han bøiede sig over hendes Skulder og vendte Nodebladet, holdt han noget omstændelig paa med at forsikkre det lille Nodehefte mod at glide af Stativet, og hendes Muntre retledende Nik afviste langtfra den lidt ubehændige Hjælp.

I den Disput, der bagefter udspandt sig mellem dem om deres forskjellige Yndlingssange, viste det sig, at de var aldeles uenige undtagen om én, hvorom de igjen var desto stærkere enige.

Medens de under livlig Meningsudveksling stod optagne af at gjennemblade Nodeheftet, hviskede Fru Fock henne i Sofaen:

«Hende faar De ikke beholde længe hjemme, Kommandørinde! Der er Væddemaal i Byen om, hvem der skal gaa af med Seiren.»

Kommandørindens lidt rødsprængte Ansigt forraadte ikke med en Mine, at hun var smigret:

«Véd De hvad, kjære Fru Fock! Der gaar mange Veie til Rom. Deres Laura med hendes forstandige, stille Væsen og elskelige Naturlighed har just Herretække, – jeg tar ikke feil.»

«Min stakkars lille Laura med sin Stumpnæse!» sukkede Fru Fock beskedent afværgende.

«Med den Hud og de friske Roser er hun mere end vakker nok, kjære! Det er saamæn ikke Trækkenes Regelmæssighed som gjør det. Indbild Dem bare ikke, at hun er af dem, der slipper ubemærket gjennem Verden,» spøgte hun.

Fru Fock saa et Øieblik gløg prøvende op paa hende. Skulde der ha været nogetslags Snak om hendes Laura? . . .

«Nu sendte vi vore Smaapiger til Kristiansfeldt for at holde dem aldeles uberørte i Skoleaarene; vi vilde være fri for Ungdomskurtise,» forklarede Kommandørinden. «Men en Mor har saamæn Brug for alle sine Øine. De unge Piger kan ikke være forsigtige nok; de skal være med, og man maa dog holde dem borte, som om Mandfolkene var bare Luft; og det er de ikke, Fru Fock!» klappede hun hende med et forstaaende Smil paa Armen.

Fru Fock rynkede Munden sammen som en Sypose; hun var nu paa det rene med, at hun havde havt Ret, – det var virkelig for Tænderne, Kommandørinden havde gjort sin sidste mystiske Tur til Hovedstaden.

Strikkepindene blinkede i Stilhed videre, medens Tankerne gik . . .

Fru Fock tænkte paa, hvorledes den gode Kommandørinde selv i sin Tid havde været omtalt. Der gik sandelig nok af Historier om hende og alle de Gange, hun havde været baade offentlig og hemmelig forlovet, før hun som en lidt falmet Skjønhed havnede i Ægteskabet med den mindst femten Aar ældre daværende Kapteinløitnant Witt – og blev saa mistænkelig og stræng i sine Principer.

«Du Karsten!» vinkede Kommandørinden til sin Søn, en vakker mørk, krumnæset Løitnant med et tykt Sideskjæg og af en umiskjendelig Lighed med Moderen. Han var netop kommet ind og gik med en noget nonchalant Mine henover Gulvet, idet han ligegyldig strøg sig om den lidt tilgjort slappe Hage.

«Jeg hører, Du har havt Permission helt siden igaar Eftermiddag, og dine Forældre har først den Ære at se Dig idag?» lød det inkvirerende; hun mysede forskende op paa ham.

«Godaften, Fru Fock! De hører, jeg skal ha min Straffepræken,» nikkede han let hen. – «Vi tog en Landtur, Mama! Skovveien ind til . . . vig, Bull, Storm og jeg, – prægtig Maaneskin» . . .

«Saa-aa, – man beser Landskabet om Natten ogsaa?» spurgte hun i en Tone, der skulde være stræng, men var temmelig moderlig overbærende og ikke fri for et Glimt af interesseret Nysgjærrighed.

«Aa nei, just ikke det; men saa blev der nu ikke netop sovet meget heller,» kom det med en skjult Gispen. «Jeg har tat min Mon igjen oppe paa Kammeret i hele Eftermiddag.

Er der mere, Du vil vide, Mama?» spurgte han saa med en paagaaende Aabenhed, som færdig til at krænge ud med alting.

«Tak nei, min Gut, jeg har aldeles nok!»

Han fjernede sig, og Mama vekslede et lunt Blik med Fruerne:

«Det er ikke raadeligt at blande sig for langt ind i saadanne Herrers Affærer; men man faar jo ialfald lade, som man holder dem i Ørene.

Naa, hvad er det, Karsten?» spurgte hun, da Sønnen lidt efter igjen bøiede sig hviskende over hendes Lænestol.

Kommandørinden saa et Øieblik hen til Pianoet, hvor Cecilie stod i fuld livlig Passiar med Fasting.

«Cecilie!» vendte hun sig om i Stolen, – «der er vist flere, som vil ha en Kop The til; Du faar ta Dig lidt af os her.»

Cecilie skyndte sig hen, affyrende et sidste Tilsvar underveis:

«Nei Fastings tysk, Mama! der stødte Løitnanten virkelig paa Grund, for jeg husker paa en Prik Paginaet, hvor Regelen staar . . .»

Som hun skyllede en Kop ved Themaskinen, slog en rund Gjenstad med temmelig Fart ned paa Bordet midt imellem Thetøiet, væltede et Par Kopper og trillede videre ned paa Gulvet. Det efterfulgtes af et forfærdet: «Nei men Mor! . . .» fra den sekstenaarige Marthe, der under Søsterens Foredrag havde kjæmpet saa tappert inde i Sideværelset.

Kommandørinden rettede sig et Øieblik med et skarpt Opsyn, men tog sig igjen:

«Marthe, Marthe, hvor kan Du være saa barnagtig!»

Hendes Blik ledte søgende efter Gjenstanden; var det en Bold eller et Garnnøste? . . .

Frem forbi Marthe trængte sig Sjømanden, en rask undersætsig Fyr med begsvart Lug og svære sorte Øienbryn:

«Jeg er rent ulykkelig, Tante! Det var mig, som kastede saa klodset, at Marthe ikke kunde ta det op.

«Et deiligt Æble,» lo Fasting, som tog det op.

«Et af mine Glasæbler!» udbrød Kommandørinden med en ubehersket opfarende Bevægelse.

«Saa klart, at én kan se ind til Kjernen!» vedblev Løitnant Fasting og keg ind i Æblet. Med et: «værsaagod, Frøken!» gik han hen til Marthe med det.

«Ta-ak,» kom det synkende i Halsen. Den unge Pige stod og hang med Hodet under Vægten af Moderens Fortørnelse, medens hun dog ikke kunde lade være at gløtte op.

«Ikke saa greit, Marthe, naar én har Beg i Haaret,» trøstede Kommandøren.

«Jeg tænker, Marthe gjør bedst i at gaa op paa sit Værelse,» mente Kommandørinden skarpt. «Det er ikke sundt for Smaapiger at være oppe saa sent; vi skal overholde Reglerne fra Kristiansfeldt.»

«Drei af for Bygen, Marthe!» varede Kommandøren lunt.

«Du maa spørge Kaptejn Fock og Far, om ikke de ogsaa vil ha The, Cecilie,» lød det med et stramt Smil, før Kommandørinden reiste sig og forsvandt ind i det andet Værelse.

Kommandøren fandt for godt at vende den ægteskabelige Blindside til og fortsatte ivrigere og mere høirøstet med Fock.

«Marthe skal ha sine Skrub, forstaar sig,» yttrede Karsten flot, – «Mamas Glasæbler, Jan, jeg tror Du er gal!»

«Skjændigt . . . Det var mig, som rystede det ned og kastede med det, og saa gaar det ud over Marthe.»

«Aa tag Dig endelig ikke saa nær af det, det Veir er snart over,» trøstede Karsten.

Men Jan føg ud.

«Saadanne halvvoksne Jentunger maa ha lidt Kustus, ikke sandt, Fru Fock?» vedblev Karsten. «Man kan ikke sige, at hendes Opdragelse just er fuldendt i Kristiansfeldt, – hvad?»

«Marthe er et rent Naturbarn endnu,» undskyldte Fru Fock.

«Sig ligesaa godt, at hun er som en ustyrlig Kalv, der netop er sluppet ud av Vinterfjøset! – Kan De se, Fru Fock,» bøiede han sig fortrolig lavmælt over Sofakanten, «hvor hun ligner Far med den egne Maade at holde Hodet og kige med det ene Øie paa; hun vil det, hun vil, hun ogsaa ligesom han . . . Skjøn skal hun da ikke bli, – noget mellem en ribbet Skjære og Ansats til Kraftfigur.»

«Sig ikke det,» trak Fru Fock paa det, – «det er nogle besynderlige Øine.

Ja her er blet en stor Forandring i Kommandørens Hus med de to voksne Døttre,» konverserede hun videre. «Og saadan en Pragtblomst som Cecilie . . .»

Karsten var blevet distræt. Han holdt Øie med Søsteren, som igjen stod omringet. Hun var midt inde i en munter Beskrivelse af Opholdet i Kristiansfeldt og alle de Tanker, de der gjorde sig om Verden udenfor. Pensionsgutterne eksisterede bag et høit Plankeværk; – og som de udmalte sig dem og lavede Romaner!

Der blev stigende livligt derhenne ved Vindusforhøiningen, helt til Karsten kom og bød kort: – «Kommandøren forlangte to Løitnanter ind til Whisten!»

---

Den svære Værftsport hvinede paa sine Hængsler og faldt tungt i efter Selskabet. Kommandøren var alt med sit Lys i Haanden i Trappen for at gaa tilkøis.

I Stuen ordnede Cecilie Noderne og lukkede Pianoet.

Karsten stod henne ved Vinduet og ventede utaalmodig paa, at Stuepigen skulde faa taget ud Punscheglassene og forsvinde.

«Du kan tro, dette er noget andet end at være i Kristiansfeldt, Karsten! Hver Aften synes jeg, jeg skal op paa den lange mørke Sal igjen med de to Rader Senge og begge Lærerinderne til at passe paa os.»

«Da skulde jeg ønske, Du havde en Smule af Kontrollen igjen jeg,» lød det tvært. «Jeg skal sige Dig, Cecilie, der er ikke saa lidt at udsætte paa din Opførsel iaften.»

«Hvad siger Du?» stansede hun forskrækket. «Hvad har jeg gjort?»

«Du opfører Dig adskillig mere som en Skoletøs end som en Dame.»

Tonen var den overlegent belærende Brors og den verdensmandsmæssige Søofficers.

«Nei hør, véd Du hvad, Karsten, skal jeg sætte op en Mine? Jeg vil virkelig faa Lov til at være naturlig og ikke skabe mig til – her mellem bare Venner og kjendte Mennesker.»

«Naa, saa Du regner Løitnanterne og saadanne nybagte Kadetsprader for Venner? – de vil vist føle sig meget smigret. Men det skal jeg sige Dig, Cecilie! jeg vil ikke ha en Søster, som mine Kammerater har tilbedste, – ler af, mildest talt. Jeg gad vide hvad Du tror, de morer sig med at snakke om iaften?»

«Men Karsten!» brød hun ud imod ham, «dette er sjofelt . . . Hvad har jeg gjort? Sig det. Kom med det, hører Du!»

«En Dame lar ikke Herrerne staa og hænge over sine Skuldre i det uendelige og vende Noderne baade frem og tilbage, medens hun ler og opmuntrer. Du kan være vis paa, at for Eksempel en Dame som Wally Wanckel ikke vilde tillade, nei aldrig vilde risikeret den Slags.»

«Nei det kan Du ha saa inderlig Ret i!» kom det leende, medens Forargelsens Taarer stod hende i Øinene. «Jeg tror hellerikke, hun vilde risikeret det. Først er hun styg, og dernæst er hun stiv og dernæst er hun kjedelig. Skal det være mit Mønster, saa –»

«Ja det er Tingen. Du tror, Du er en Skjønhed, at alt skal dreie sig om Dig; og saa bærer Du Dig ad som en Gaas, eller, om Du vil, jeg skal udtrykke mig sirligere, som en Svane, der for første Gang er ude paa Dammen og lar sig beundre!»

«Det er skammeligt . . . afskyeligt!» brast hun ud i Graad.

«Aa, Mor!» . . . kaldte Karsten kort i Døren; – «kom lidt herind!

Cecilie er ikke til at faa til at begribe, at det ikke gaar an at staa i halvtimevis med Hodet ned i Nodehefterne sammen med mine høitagtede Venner, alle Marineofficererne! Jeg kjender dem jeg.

Og saa dernæst, Du skulde hørt, hvad det var for en Passiar, hun gav tilbedste, Mama, alle sine Tanker, og de lod til at ha været mange, – om unge Mandfolk, som var gjemt bag et Plankegjærde i Kristiansfeldt! . . . Partere mig,» – han reiste sig og pustede ud, – «er Du vakker, Søster Cecilie, saa er der visse Partier af Livet, hvor Du er saa dum som – ja dummere end . . .

Jeg gad vide, om Du engang aner, hvordan de nu morer sig med at gaa Dig igjennem ikvæld?»

Cecilie kastede sig lidenskabeligt ind til Moderen:

«Jeg forsikkrer Dig, jeg forstaar det ikke,» hulkede hun. «Det er skammeligt, saa skammeligt . . . Jeg véd jo sletikke, hvordan jeg skal være eller, hvad der gaar an at sige. Jeg har ikke Lyst til at være mellem dem! . . .»

«Nei hør nu Barn! Du maa bruge Forstand. Du er saa ung endda. Man kjender ikke Verden paa én Dag . . . Jeg havde virkelig ogsaa tænkt at gi Dig en liden Paamindelse . . . men tro Du Karsten!»

«Mama! . . . siger Du ogsaa det?» raabte hun og saa modløs forskende paa hende.

«En ung Dame har naturligvis sine Midler til at distancere en Herre,» trøstede Mama.

«Du vil nok lære Farvandene at kjende, Cilia!» strøg Karsten hende over Haaret. «Du behøver ikke at ta til Taarerne for det. Men lidt Lods trænger Du i Begyndelsen. – Gaa nu tilkøis og tænk lidt paa, hvad jeg har sagt . . . Fryd Dig saa i, at Du ikke har nitten tyve ligesaa dumme Kristiansfeldtergjæs som Du selv inde paa Barakken din!» jønede han godsligt.

Cecilie drog sig hæftig undaf ham og fo’r ud af Døren. –

Kommandørinden var kommen fra Afklædningen og sad foroverbøiet bred og mægtig i den drivhvide Nattrøie og Natkappe med Armene over Lænestolen.

«Du kunde nok tat varsommere ivei, Karsten! Men det er godt, hun er blet lidt opskræmt og har faat Øiet en Smule op. En ung Pige maa være saa va’r som en vild Fugl!» udstødte hun med et erfarent Suk og trykkede med forsigtig Haand sit smukke buklede Haar tilbage under Natkappen.

«Men saa blir de nu tilslut ganske kloge Fugle,» mente Karsten flot, – «gjensidig Jagt det, Mor!»

Kommandørindens levende mørke Øine hvilte med et vist Behag paa den smukke Søn. Den Slags Bemærkninger af Karsten erobrede hende altid.

Hun sad og langsomt ligesom vaskede sine hvide Hænder, saa det spillede i Ringene, og godgjorde sig ved Tanken om, at hun skulde faa beholde ham hele Vinteren.

Du skal se, Du skal faa det noksaa hyggeligt herhjemme, Karsten! – Du faar naturligvis holde din egen Selskabelighed, dit eget Kortbord ganske uafhængig af Far, og se, hvem Du vil hos Dig.»

«Du lover godt, Mor; men Kommandøren har en glædelig Evne til at være allestedsnærværende.»

«Han er blet meget medgjørligere, Karsten, forsikkrer jeg Dig. Og desuden, en Søn, som er Løitnant! – han vil indse, at Du ikke længere er noget Barn. – Og saa véd Du jo, han fortrækker tidlig om Aftenen . . .»

«Ikke Spor af Anelse i hans Liv om, at han paalægger Folk Tvang!» knurrede Karsten.

«Véd Du hvad min Ven!» nikkede Kommandørinden afledende, «jeg studerer paa at flytte Sofaen fra Salskammeret ind paa dit Værelse. Den er stor og gammeldags; men rigtig god og magelig – og pynter saa Du! . . . Jeg vil gaa ned i Butiken til Printz og finde et vakkert Træk til den. Deroppe blir nu ubetinget dit eget Territorium . . . Og hvor godt for Cecilie, at hun faar en saadan Bror til at føre sig om i Vinter!»

«Ja, jeg tviler ikke paa, at jeg faar min fulde Hyre.»

«Hør, Karsten! her kom igaar Indbydelse til The imorgen Aften hos Konsul Wanckels ude paa Landstedet. Jeg svarte nu paa egen Haand, at vi skulde komme; men jeg véd ikke, hvad Far vil sige til det.»

«Du mener, han vil slaa sig vrang, gjøre Vrøvl?»

«Det blir et Nappetag. Jeg faar se at finde et beleiligt Øieblik; Du véd, hvor bange han er for, at vi skal paadrage os mere Omgang.»

Hendes Blik fulgte grublende Sønnen, der slentrede op og ned i det skumre Værelse: – «Rigtig nette Folk, Du . . . Det er Fragterne i disse Aar, som har gjort ham til den rige Mand.

Wally Wanckel er jo en ren Guldklump,» sagde hun veiende med Hovedet.

«Det véd hun da ogsaa tilstrækkelig, – fransk Modejournal!» henkastede Karsten.

«Ja, hun har Raad til at holde de Toiletter, hun vil, – rigtig en kvindelig, sød Pige, Du . . .»

«Gruelig flot Hus! Jeg maa sige, jeg ser hverken Visdommen eller Fornøielsen ved at bli borte derfra.»

«Ja, ja, min Gut!» Kommandørinden reiste sin brede hvitklædte Skikkelse med et lidet Gisp, – «jeg maa jo faa Far til at gaa . . . Du kan stikke Invitationskortet til ham imorgen ved Bordet, Du Karsten!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.