III.

Gik der nogen Sjømand paa hele Kysten og længtes efter Isløsningen, saa var det gamle Kommandøren. Han syntes, han gjorde rent Vintertogt med alle de sene Hundevagter i Baller og Selskaber efter Jul. Han betvilede ikke et Øieblik, at Selskabelighed var en baade Verdens– og Husulykke, at den foruden Tjenestens Ruin tilmed fremskyndede en sørgelig tidlig Død; men han holdt dog denne sin bittre Overbevisning saa temmelig inden Taushedens Segl. En fuld Afdækning af hans Formening vilde have ført til en altfor voldsom huslig Brydning med hans Jutta uden anden Udsigt end alligevel at maatte fire, og saa foretrak han at gaa for lukkede Kanonporte.

Og ikvæld igjen Bal . . . det var bare for anden Gang i samme Uge!

Han havde set Husets faste Syjomfru efter Middagen etablere sig inde i Dagligstuen og vidste, hvad Klokken var slagen. Han gik urven op og tog sig en Middagslur.

Dernede i Stuen udbredte sig en stedse vidtløftigere Travlhed med Toilettet til Aftenen. Over Sofa, Stolerygge og Borde bredte sig efterhaanden alskens klart Tyl og skylette ætheriske luftige Skjørter, der vogtedes med Argusøine og ængstelige Advarselens Raab, bare Karsten eller Jan paa deres Passage gjennem Stuen kom paa tre Skridts Hold.

Kommandørindens Pynt og rumoptagende, kniplingsbesatte Silkekjole optog to tre Stole mindst behørig satte ud fra hverandre.

«En Pakke fra Kristiania til Tante!» kom Jan ind; han havde attrapperet den ude i Værftsporten.

Kommandørinden næsten rev den op. – «Hys, er det Far, som kommer i Trappen? Spring imod ham med Aviserne, Du Marthe!

Tror Du ikke, Du kunde finde et hensigtsmæssigere Opholdssted, Jan, end her inde mellem al Pynten og vore stivede hvide Sager?»

Hendes utaalmodige Hænder og ærgerlig opgivne Mine forraadte noksom, at hun allerede var paa det rene med, at hun fik en Skuffelse.

Hun havde ventet det ny Hovedtøi fra Kristiania sammen med et Par andre Bestillinger, – og alle de Anstalter, hun havde gjort for at faa det i rette Tid! – De var saa venlige at skaffe hende den Fornøielse at maatte optræde i et af de Hovedtøier, hun havde præsenteret sig i før i Vinter.

Nella fik straks skaffe ned Tiner og Kasser.

Skulde hun nu sætte Blomsterne fra Kjøbenhavnerkappen paa den hvide Flors? – eller nytte Fjærpynten fra Hamburg? . . .

Hun hentede frem og ledte mellem de forskjellige runde og firkantede Æsker, tog ud og vragede. Bordet blomstrede og svulmede i Flor af hendes Kappe– og Haarbesætninger, medens hun bøiet over det og ivrig stedt i Valget idelig appelerede til Syjomfruen om ny Ændringer og Forandringer.

«Hvad synes De, Jomfru Mathisen, om denne Sammensætning? Jeg har nu varieret med Blomster hele Vinteren. Det er det med Fjær, at –»

Kommandørinden fandt ikke for godt at fortsætte, men holdt Kappen betænksomt prøvende ud for sig paa Haanden. Fjær gav Værdighed, men desværre ogsaa – Alder . . .

En liden ekstra Rynke ved Øiet røbede en vis indre Strid, inden hun bestemte sig for Fjærbesætningen.

«Og saa taaler min blaa Kjole inderlig godt at tages lidt ind i Livet, Jomfru Mathisen; den er næsten en Tomme for vid. – Cecilie er vel begyndt at klæde sig, Nella?»

– Cecilie kjendte alt enkelte ufrivillige frysende Anfald af Balangsten. Den kom saa underlig klam over hende. Det var saa fremmed for hendes nervestærke Væsen.

Det var som en Troldring, – de kom altid frem igjen, de smaa blaa, hvasse Øine og det morsomme Ansigt, som der ligesom dirrede nogetslags Veir i, stadig et halvt stridt Hoved høiere end de andre . . .

Men hun maatte jo le, naar hun saadan gav sig til at danse og snakke og være saa uhyre optaget baade af Storm og Devold, at Mama irettesatte hende, – bare for at faa dem fra at lægge Mærke til Fasting. Hvor de var dumme allesammen, – først Mama og Karsten, skjøndt det gik endda an; – men saa Fasting! . . . Det var næsten, saa hun ikke vidste, om hun turde gjøre det mere, saa vred blev han i Øinene. Men det lyste saa morsomt op i dem, naar hun saa bagefter gjorde sig lystig over Storms Dans.

Nei, hun vidste ikke rigtig, om hun turde gjøre det mere; han sa sidst saa alvorlig: «Jeg troede ikke, De var koket!» . . .

Aa hvor dumme de er alle Mandfolkene. Jeg tror, han vilde, jeg skulde sige lige ud til ham, at jeg helst vilde danse alle Dansene bare med ham! Hun kjendte sig som en Fjær i hans Haand, endda hun vidste med sig selv, at hun ikke var nogen Fjær; ingen af Kommandørens Børn var det . . . Hvor uskyldig koldblodig han bar sig ad, da de drak Kaffeen, før de reiste sidst, og hendes ene Hanske var borte; hun vilde gi sit Liv paa, at Fasting havde stjaalet den! – hun var vis paa det. Det var netop det fine Par, hun havde faat af Karsten, og det gjaldt, at Mama ikke kom efter det . . .

«Nei véd Du hvad,» udbrød hun til Nella, som laa paa Knæ med den ene Lysestage paa Gulvet og hjalp med Ophæftningen, – «ikke faar de mig til at ta denne Tyl paa Halsen!» – Hun slængte et klart Fichu hen paa Sengen, medens Blikket indigneret gled hen paa de prægtige Skuldre i Speilet.

Nella protesterede saa godt, hun kunde, for de Knappenaale, hun havde i Munden.

«Men Mama sa det jo, Cecilie!» indvendte Marthe; hun fulgte med glødende Interesse Søsterens Paaklædning oppe paa Kammeret.

«Pyh, – fordi Karsten fandt paa det . . . nei Tak.»

«Nei Du, Mama sa, Du forkjølte Dig!»

«Det er bare dette Karstens evindelige . . . disse Her rerne, som han altid snakker om. Jeg er saa kjed, saa kjed af det. Kan de ikke se alt, hvad de aarker! Det er, som de skulde dø af et Par Arme og Skuldre. En kan jo næsten ikke røre sig for dem. Huf!» trampede hun harmfuldt.

«Staa nu bare stille, Cecilie;» forlangte Nella, «saa vi blir færdige; Kommandørinden kan rope. Er Skjørtet passe langt saa, Marthe? . . . Der er nok baade af onde Tanker og Tunger i Verden, som saadan en fin Ungdomsleik ikke véd noget om,» vedblev hun mystisk vægtig. «De sværmer om en ung Frøken som Fluer om et Stykke Sukker.»

«Sur, sur, surr,» kastede Cecilie ærgerlig paa Nakken. «Lad dem surre; jeg er ikke af Sukker.»

Der gjærede noget i hende. Hvormeget hun end glemte det og gjemte det, hvormeget det end kom bort i Henførelsen under Dansen, Konversationen og Komplimenterne, – hun havde ivinter føget som en Snehvirvel fra Bal til Bal – det var og blev dog et vist Stød i hendes unbefangene Tillid, hun havde faat den Aften, da Karsten tog hende saa i Skole, og hendes Mor satte Seglet paa! Var det hundrede Mile væk fra hendes Tanker, det frøs og skalv dog med i Balfeberen og Forventningens Uro og dukkede frem under de stadige Advarsler og Tilrettevisninger om end kun som et Skimt af en kjølig Livstvil, der egentlig bare var Mors og Karstens.

Hun saa endnu engang lidt tvilsom prøvende ind i Speilet.

«Jeg tar ikke Tyl!»

«Faar nu høre, hvad Kommandørinden siger,» stod Nella paa sit.

«Saa gaar jeg bare ikke, ser Du, Nella.»

«Hum – mum – mum» . . . lød det trodsende fra Nellas sammenpressede af Knappenaale stængte Mund. «Karsten véd det nok han.»

Hun fæstede efter en opmærksom Maalen i Overkjolen.

«Du kan da se, hvor paapakket hun blir i Halsen, Nella? – ikke gik jeg med det!» faldt Marthe ind.

«Det er nok vel betænkt, det svarer jeg for,» nikkede Nella forbeholdent, medens hun under Ophæftningen tog Knappenaal paa Knappenaal ud af Munden.

«Di kan tro, det er betænkt. Det er ikke noget Kirkegulv én danser paa! . . . Sidder det ret saa?» Hun maalte med sit smaaøiede Ansigt paa skjæve til den ene og den anden Side.

«Jeg gjør ikke. Karsten finder det sletikke galt for Wally Wanckel og de andre. Og saa komme med, at det er for, at jeg ikke skal faa ondt i Halsen. Gaa der som en indballet Frue!»

«Hys, der kommer Mama,» hviskede Marthe.

Udenfor Døren hørtes en bragende Lyd af stivede Skjørter. Fruen kom ind med ophæftet Silkekjole og et Lys i Haanden; Nella maatte hjælpe hende med Kniplingskraven.

«Jeg vil ikke ha Fichuet, Mama,» raabte Cecilie imod hende. «Du véd ikke, hvor fæl jeg ser ud.»

«Snak Barn! Kom hid med det, Nella.»

Hun mønstrede Datterens hvide Baldragt ved Lyset.

«Men Du milde . . . har ikke Marthe gaat hen og sat sig der lige paa det,» brast Nella ud; hun viskede og glattede Tyllet ivrig med Haanden.

«I én Krøl altsammen! – og Sløiferne . . .»

«Nella, Nella!» raabte det udefra Gangen. «Nella . . .

Er I færdige, kan jeg komme ind!» vedblev Karstens Stemme nu utaalmodig lige udenfor Døren; han stak den ene Haand ind med en stivet, hvid Vest.

«Nella har vasket og stivet Vesten med Knapperne i. – Se her, gule Rustflekker efter Staalringene, gaar hun rent i Barndommen?»

«Men bevare Dig, Nella! Du vidste da, Du maatte ta Ringene ud,» tog Kommandørinden i vred.

«Det er nok ombord, de leverer den Slags Vask!» svarede Nella rolig fornærmet, medens hun glattede paa Fichuet. – «Jeg har lagt to renstrøgne Veste op i Kommoden, om Løitnanten vil se efter, om der findes Rust paa dem? Den der er tat fra Kufferten.»

«Skal Cecilie troppe op barhalset iaften igjen, Mama?» stansede han ved at se Søsteren.

«Det nytter rigtignok ikke at tale om noget Fichu nu,» skjændte Kommandørinden; «Marthe har tilgavns sørget for at ødelægge det. Læg det bort, Nella!»

Marthe sad og veiede frem og tilbage paa Stolen og tog sine Skjænd med Hodet neddukket.

Medens Nella holdt paa med Mamas prægtige Kniplingskrave, keg hun af og til op paa Cecilie, og der udviklede sig mere og mere mellem Søstrene en af undertrykt Lystighed svanger Telegrafmeddelelse, der truede med at blive farlig for Marthes letrørte Lattermuskler; hun havde nogle Smilehuller henslængt her og der i Ansigtet, som gjorde hende mistænkelig nok før.

Kommandørinden besaa tilbagebøiet mysende sin egen statelige Skikkelse i Speilet, medens hun med begge Hænderne let glattede sig nedover Livet og Hofterne om den noget svær blevne Taille, der fængsledes i sin Fiskebensmur, saa den stramme Silke glinsede. Blikket gled hen paa Cecilie, som bøiede sig frem ved Siden af og rettede og fæstede et Par Blomster i sit svære Haar.

Cecilie saa bra ud iaften, det stod ikke til at nægte; denne prægtige Figur . . . men – Kommandørinden rankede sig, – sin Mamas fine krumme Næse havde hun nu ikke, der var adskilligt af Kommandøren . . . De faste, fulde Skuldre og Armene var jo magnifike . . .

Hun glemte at fuldende Mønstringen for at nyde Sønnen, som kom ind i Galla i den klædelige blaa Søofficers Uniform med de prægtige Epauletter, der satte Figur og Skuldre i en saa mandig Glans.

Hendes livlige Øine lyste af selvtilfreds Stolthed. Der var hendes mørke Haar og fine, krumme Næse; den var næsten uforskammet kry!

Han kom for at melde, at Kommandøren gik og ventede utaalmodig nedenunder.

Kommandørinden stod med den blaaviolette Silkekjole svøbt høit op om sig til Reisen. Nella trak Sokkerne paa, medens Cecilie maatte dreie sig langsomt rundt til en sidste Besigtigelse.

«Hututu,» mente Karsten, – nu gjaldt det blot at faa den dyre Fragt ordentlig emballeret og stuvet ind i Slædevognen! –

– Da de var reist, havde de brættet op Teppet paa Spisebordet og givet sig til, – Jan og Marthe, – at spille Kort.

«Bare et Kvarter til, bare ti Minuter, Nella – til den slaar halv inde i Stuen! . . .»

De var begyndt med at prutte sig til en halv Time, og Nella, som havde travlt ude, kom rykkevis farende ind med, at nu maatte det være slut!

Marthe fortalte om Cecilies Pynt og om de mageløse Atlaskes Sko, som ikke var kommet med Posten før sent i Eftermiddag; – de gamle var umulige; de var brugt fire Gange . . . «I helt hvidt!» – henstillede hun begeistret til hans Dom.

«Det var mig, som la Knægten paa,» mindede han.

Det temmelig matte Svar afbrød ingenlunde hendes Iver. Hun berettede om Fichuet, og hvordan det bare var Karsten, som fik Mama til det.

«Kan Du begribe, hvorfor hun ikke skulde faa gaa udringet som de andre?»

«Hun skulde naturligvis helst puttes i en Sæk!» mente Jan sagtmodig.

«Ja det siger jeg Dig, Jan, naar jeg skal paa Bal, faar ingen mig afsted høihalset. Vi burde kanske ha Modest som Nella, naar hun skal ud i Kaffebesøg.»

«Stik paa! – Du faar nøie Dig med at sidde og spille Kort med mig herhjemme endnu.»

«Du Jan,» lo hun til ham og saa med Damemine ned bag sig som efter Slæbet – «til næste Vinter – da blir det Cecilie og mig!»

«Ja da ja» . . .

Der gik ligesom noget i ham, medens han saa paa hende.

«Ja da ja,» fulgte det nedslagent og betænkt «da er jeg væk da.»

«Det er noksaa kjedeligt Jan, er det!»

«Ja noksaa,» udstødte han bittert. «Det blir hyggeligt at gaa derude paa Sjøen og tænke paa det altsammen her i Land.»

«Det er jo saa længe til, snak ikke om det.»

«Ja det synes Du.»

«Snak ikke om det, hører Du, – det er kjedeligt!»

«Bare noget er kjedeligt, saa kan Du la være Du. Du har Raad til det,» knurrede han.

«Nei jeg vil ikke mere, naar Du er saa rent ligeglad med, hvordan Du spiller, Jan, – Du kaster jo bare paa!»

«Aa det er det samme med det altsammen . . . Jeg kan arbeide i ti Aar, jeg faar endda ikke Penge til at sætte i noget Skib, saa jeg kan føre det som egen Mand!» Jan strøg sig i Haaret, som han var sved. «Det er, som det bare skal gaa tilhavs med mig.»

«Huf ja, jeg skulde gjerne fulgt Dig, Jan, var jeg bare –,» hun vilde sagt Gut; men der var pludselig noget, som stoppede det op for hende, og saa dreiede hun det til:

«Men Far kan da hjælpe Dig?

Bare lidt til?» raabte hun utaalmodig hen til Døren, hvor Nella nu igjen manede, – «vi maa da faa Lov til at ende Spillet!»

«– til at bli Kaptein for andres Regning ja, – og gaa paa Opsigelse. Der er saa mange, som synes, det er baade bra og gjildt. Men – en saadan Skipper, hvad er han her i Huset? – Aa ja, det skjønner Du ikke!» han satte Kortet i Bordet, saa det svingede rundt.

«Det er rigtig noget Sludder, Du holder paa med, Jan!» tog hun hidsig i. «Du er jo i Slægt med os.»

«Du tror, det er bare for, hvad Karsten mener? Men saa tænker din Mor ligedan og Cecilie ligedan, – og Du ogsaa, naar det kommer til Stykket.»

«Jeg? – ikke jeg, det véd Du godt, Jan.»

«Du véd ikke, hvad Du kommer til at tænke, Marthe! – en Søofficer kan næsten ikke se en Koffardikaptein med Kikkert. De blir slig af at gaa og stadse og være Smaakonger ombord og paa Værfterne . . . og nævner én Bombay eller Melbourne eller Stillehavet om Horn, saa er det, som de bare blaaser af det, fordi det ikke er gjort til Orlogs med Salut og Dunder! – Ja jeg undtar Fasting; han var ikke for fornem til at ligge over Raaen, den Karen; han solgte Uniformen sin og gik paa Matroshyre fra Melbourne til England.»

«Fortæl om det, Jan, – saa kaster vi Kortene; det er meget morsommere.»

«Ja Du maa nu ikke indbilde Dig, at Koffardifartøierne er saa rent smaa derude! De i Stillehavstraden paa Pacifiken, eller som gaar paa Kina eller paa Java efter Ris, er ikke mindre end Orlogsfregatter og ligesaa fine i alle Ender. Du kan tro, der er Kahytter baade med Speile og Forgyldning; det blinker af Lysekroner og Messing, hvor Du ser. Kapteinerne tjener ligesaa mange tusinder, som vore i Marinen har hundreder. Men det gjør ingenting; de blir Koffardisnuder for dem alligevel,» kom det indbidt.

«Aa nei min sandten, om Di faar begynde paa disse lange Sjømandshistorierne nu!» – knagede det baade i Døren og Nella.

Slig havde de fordrevet gamle Nella fra Position til Position, indtil Klokken var blet over halv elleve.

Og nu var Nella færdig med Huset og Ordningen ude og havde taget fat paa det Strikketøi, hvorover hun agtede at sidde og nikke og duppe udover Natten, til hun havde dem alle hjemme og Pynten og Pudsen vel af dem.

«Kom, Nella, saa skal Du faa høre, hvorledes vi fangede Albatrosen i et Fiskegarn og stoppede den ud.»

«Slet ikke, nu faar I sandelig lægge Jer. Det faar være slut nu, hører Du, Jan!»

«Aa, Du kunde gjerne unde mig at faa sidde lidt; jeg har jo bare denne ene Vinter at være hjemme. Saa skal Marthe til at danse og jeg til at seile. Da blir Marthe fin og jeg grov og simpel igjen, ser Du.»

Der trak op et Udtryk i Marthes Ansigt.

«Du kan tro, det er nok saa snurrigt saadan at være sat udenfor igjen. Hvad? – kan Du ikke tænke Dig det?»

«Aa jo; – men hvad skal vi med det nu da?» indvendte Marthe lidt svagt.

«Nei det er sandt, hvad skal vi med det nu? – Jeg husker netop saadan en hyggelig Kvæld nede i Captown, Du. Der var dygtig varmt; vi havde stuvet ind Last. Og saa gik jeg om Kvælden, som jeg var i Arbeidsklæderne, op paa en af Pladsene ved Havnen. Der er saa mange vakkre Torve der med Springvand og Træer, – og satte mig paa en Havebænk under nogle Vinduer . . . Det var saa svalt, og indenfor spillede de Piano og lo og sang. Det var alslags Melodier. Det kjendtes nok saa underlig at sidde og høre paa Familie og Folkeskik saa langt borte bagom Jorden og se op paa alle de rare Stjerner, som begyndte at pible frem over Træerne paa Pladsen. Jeg var ganske dum rørt jeg og gjorde jo Ører saa godt, jeg kunde, ind imod Vinduet, som stod aabent. Saa stak med en Gang en pen ung Pige Hodet ud gjennem det og raabte paa engelsk:

«Mor se! lige under Vinduet . . . en lurvet Fyr fra Havnen, som har siddet og luret.»

Og saa kom alle Hoderne forskrækkede ud, og Vinduet smeldte i.»

«Du kunde tat Huen af og hilst, Jan.»

«Netop det, jeg gjorde; – og efter en grundig Besigtigelse hørte jeg, de lukkede Gangdøren til udenfor med en svær Jernslaa. Det var bare at plukke afsted igjen og ombord det, og drømme sødt paa det!»

«Du skulde ikke fare saa rent langt bort, Jan,» lød det lidt ynkeligt.

«Tak, er det noget, jeg gjør nu, saa er det at gaa langt bort. Enten vil jeg bli til noget tilgavns i denne Verden eller saa – kan det ryke!»

Der begyndte visse Trækninger i Ansigtsmusklerne hos Marthe.

«Aa, hvad gjør det! I danser og fornøier Jer lige friskt herhjemme.»

Marthe havde søgt at holde Tanken fra sig; – det var jo saa længe til. Men nu brast det løs med Taarernes hele fulde overdaadige Flom i en hed Hulken. At Jan, hendes eneste Kammerat og bedste Ven, skulde være saa langt, langt borte hele Vinteren, ja kanske i flere Aar! – det fortvilede i Stillingen strømmede overvældende ind paa hende:

«Det er saa kjedeligt, saa kjedeligt. Jeg har ingen Lyst mere . . . vil ikke gaa paa Bal . . . Nei ikke en eneste Dans med dem; det er bare leit altsammen!»

Hun tyde hen til Vinduet og saa ud i Mørket.

«Du snakker saa kjedeligt i hele Aften, Jan,» forsøgte hun at dække sig.

«Der ser Dere, Di har siddet forlænge . . .» kom Nella altereret frem.

«En faar aldrig huske paa, at Sjømænd skal ud igjen; men ta Glæden, mens én har den.» trøstede hun. – «Skamme Dig, Jan; sidde der og pine og plage Barnet! Hver Stand faar bære sin beskikkede Lod.»

Jan forsøgte jo paa at se bekymret og ulykkelig ud over, hvad han havde anrettet; men samtidig spillede der et lyst Udtryk i hans Øine, næsten som han i Baggrunden kannibalsk frydede sig.

«Men, naar de kommer hjem, – er det da ogsaa kjedeligt, Nella?» begyndte han for at muntre op. «Naar én har ligget derude i Ruffene og nede paa Tyskendækkene Verden rundt og længtet efter nogen herhjemme baade et og to Aar, og kanske knap faat kapret et Brev eller to hele Tiden henne paa Konsulatkontorerne . . . Aa! – bare at se paa langt Hold Huset og Trapperne og Døren – Veien strømrender for Øinene. – Og saa lure sig paa dem ræd for, at Døren skal gaa op eller nogen kige ud af Vinduet! . . .»

«Ja ja mæn Jan!» – tog Nella i forført af Emnet, – «hvor Skurekluden gik oppe og nede i Huset hjemme fra det, vi fik Brev, at der var bare én eller to Reiser igjen. Kunde Vaskebøtten snakke! . . . aldrig blev det fint og blankt nok for Mor, det skulde nu ikke være mindre end ombord, og vi kunde faa gjøre det om igjen Uge paa Uge. Men,» sukkede hun paa sin mystisk forbeholdne Maade, – «saa gaar der nu mangen troskyldig Stakkar og glæder Livet af sig, mens Manden bedrager hende i hver Havn . . .

Men jeg mener, I er fra Forstanden!» afbrød hun sig pludselig. «Hvorlænge vil I bli siddende? Hvad tænker I Kommandørinden vilde sige? Nu følger jeg med Dig op og tænder Lyset, Marthe!»

Det faldt ikke Nella ind at tænke paa sin egen Magelighed eller lukke Øinene, saalænge der endnu var en Sjæl oppe eller ude fra Huset.

Og i denne urolige Vinter med Baller og Selskaber havde hun strikket ud baade to og tre Par Strømper, som hun ikke havde regnet paa.

At hun ikke havde noget med at sidde og vente paa Karsten, vidste hun jo nok; men hun kunde alligevel ikke ha rigtig Ro paa sig eller lade være at skvætte op i Søvne og lytte, til hun hørte, det endelig gik i Gangdøren og alt var vel laaset.

---

Nogle Timer efter paa Natten laa Marthe og sled med Søvnen og gløttede paa Cecilie, som trak Kaabe og Sokker af; – det havde vist snet dygtig.

Hun kjendte Duft af Parfume og hørte halvvaagen, hvordan Nella kom og gik, og at hun sagde, at Kommandørinden alt var i Seng . . .

Cecilie stod rød og varm fremfor Speilet og plukkede alskens Ordener, Stjerner, Baand og Blomster af Skuldre og Bryst, medens Nella holdt paa at snøre op Kjolelivet.

«Har jeg endnu flere? . . . se Nella! Jeg véd ikke, hvor jeg har faat dem fra allesammen . . . næsten ikke Fred til at sidde stille i fem Minuter . . .»

Hun grundede noget eftertænksomt ind i Speilet, medens hun besaa en Nellik, som var stukket ind ved Brystnaalen:

«Fasting er nu ingen Danser, ser Du Nella . . . Men for en Kotillon!»

At snakke væk med Nella var det samme som at snakke med sig selv; – og nu, Marthe pludselig reiste sig i Sengen, blev der en Trio.

«Hvordan var Wally Wanckel klædt Du, – – i Silke, i hvidt?»

«Ja, Karsten førte op Kotillonen med hende og dansede med hende ret, som det var, i hele Aften.»

«Tisch – – ti – tisch, –» kniste Marthe, – «jeg tænkte bare paa noget, – Fasting . . . hvormange Danse dansede Du med ham? Han stjal sig vel til at ta Dig op i alle Turene?»

«Slet ikke! han vil helst passiare, – tale fornuftig med mig, forstaar Du. Men, Karsten, – naar han vel har danset med Wally Wanckel, – og Karsten er første Kavaler, ser Du, – saa sætter han hende altid saa trofast ned ved Siden af Mama, for at hun skal snakke med hende, og saa er han selv altid nogetsteds henne ved Minka Krog.»

«Ha’de Wally Fichu, Du?»

«Hun? . . . nei, – hun kunde vel trænge det, saa kantet og mager, hun er . . . Men uf! – det har været en Plage i hele Aften, at jeg har vidst, at Karsten bare passer paa og speider efter mig. Gjør jeg noget galt nu? siger jeg noget galt nu? – alt mulig er galt! Han tog mig da op for Forsigtigheds Skyld i Kotillonen; jeg snakkede vel formeget med Fasting.

Alle de Blomster der kan Du faa, Nella, ind til Dig.

Aa ræk mig Vandglasset!»

Hun satte Nelliken ned i det.

«Ah-a-ah,» – trak Marthe hermende Veiret efter hende; «det dufter saa dejligt! Jeg véd nok, hvem Du har faat den af.»

«Aldeles ikke Du; – læg Dig bare til at sove; Du er en ækkel Unge,» afviste Søsteren og satte Blomsterglasset fra sig hen paa Speilet.

«Men hvad snakkede Fasting saa alvorlig med Dig om Du?» kom det lidt efter grundende fra Marthe.

Cecilie svarede ikke. Hun blev staaende med Kjolelivet i Haanden. Fastings Stemme under Takten af Balmusiken gik endnu i hende . . .

«Ja, Karsten skulde bare vidst, hvad vi drøftede; jeg tror, han havde kløvet Hodet paa mig med Sabelen.»

«Saa Du, – hvad?» Marthe laa og støttede Hagen i Hænderne glubsk nysgjerrig.

«Han troede vist, jeg var koket,» sagde hun eftertænksomt. – «Kadet Devold og jeg morede os skrækkelig med at fyge forbi alle de andre i Inklinationsturen; Devold danser jo saa umenneskelig godt. Jeg kom rent til at le af Fasting saa bidsk, som han sad der, da jeg kom tilbage igjen.»

«Ja for han kan nu ikke danse videre selv, maa Du undskylde, Cecilie!»

«Det bryr han sig saamæn ikke det ringeste om heller,» afviste Cecilie overlegent, – «han har andet i Hodet end at danse.»

«Naa, saa han gaar paa Bal for at gruble over Skibsbyggeriet henne paa Beddingen, han!»

«Aa nei, det tror jeg just ikke, han tænkte meget paa iaften; – men hvor skulde han ellers træffe dem, han gjerne vilde tale med? Man kan da ikke bli kjendt paa sligt Sniksnak og Talemaader, som man maa komme med, naar alverden sidder og passer paa, det er jeg enig med Fasting i.»

«Huf nei Du,» ivrede Marthe, «slig, som de sidder og snakker – om Befordringer og om al den Sorg, de har af alting, og om Husholderskerne og Tjenestepigerne, som altid er saa fordærvede, og saa om Smørret og Kjødet, som blir saa dyrt . . . og hvad de har hørt om nogen, som er syg, – Kaptein Meyers Nyretilfælde!» hermede hun.

«Nei Ungdommen lyster nok ikke paa det, som alvorligt er,» sukkede Nella, – «den vil helst lægge et Dansegulv over det.»

«Det vil aldeles ikke Ungdommen, Du! – men de vil snakke om, hvad de selv vil,» afbrød Cecilie afgjørende. – «Fasting er sandelig mere end alvorlig nok. Han fortalte mig om det ny Fyrtaarn, han har været med at bygge og saa mange Ting, han tænker paa at gjøre. Med ét spurgte han mig, om jeg begreb, hvad det var for et stygt Laksefiske et saadant Bal?»

«Hvad mente han med det, Du?»

«Aa han mente, at de inklinerer og gjør Kur, kan Du skjønne,» sagde Cecilie lidt utaalmodig. «De snapper over Fluerne, sa han – og vips paa Land i en Forlovelse. Saa er den Fyren ekspederet for Livet! holdt han paa. – Med Fluerne mente han naturligvis os Damerne.»

«Aa Mandfolkene har altid Veie til at smette sig undaf; men Fruentimmerne stakkar . . .»

«Hysch da, Nella med dit Præk, jeg faar jo ikke høre, hvad Cecilie siger!» Marthe daskede utaalmodig i Hovedpuden.

. . . «Der skal et fælt Mod til at gifte sig, sa han. En véd, hvad én gir, – sig selv med Sind og Skind! Men, hvad én faar igjen? værre Vaagespil!» . . . oprippede Cecilie under Erindringen, medens hun med Børsten spredte ud Haaret, som nu var friet for Naale og Opsætning . . . «Han ønskede der var Glasruder i Menneskene, saa kunde de se hverandre tilgrunds og bunds.»

«Ja det var et sandt Ord,» brød Nella igjen ud. «Javist bør de se sig for, før de gaar ind i det Spel!»

Cecilie rev Børsten med et Krafttag gjennem Haaret:

«Den, jeg tror, den tror jeg, jeg!»

«Og hvad sa han saa mere? – og hvad sa saa Du?» ivrede Marthe forhippet.

«Aa vi sa meget,» lød det distræt. «Han sa forresten ogsaa, at han vilde komme her og drikke Kaffe imorgen Eftermiddag . . . hvis jeg tillod det. – Men dette er ikke noget for Dig, Marthe!»

«Pu-uh,» svarte det med et affeiende Jep henne fra Hovedpuden. Marthe havde en Fornemmelse af, at dette var græsselig nær næsten et virkeligt Frieri.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.