Den næste Formiddag ved Ellevetiden spankulerede Karsten op og ned i Stuen.
Han saa grætten og uudsovet ud; der havde jo været en ganske varm Ekstrasession bagefter i Nat med Kammeraterne, saa Klokken blev imod fem, før han kom tilkøis. Han vilde ogsaa ha sørget for sin rette Forpleining med Søvn mindst endnu et Par Timers Tid istedetfor at risikere at bli kapret hernede til et eller andet af Kommandøren, der var, som han var rent besat for at finde paa noget at kjøre ham i Vinden med, bare han saa ham.
Men der laa ham en moralsk Hoveripligt paa. Han var blet mere og mere forarget igaar, eftersom han drak. Hun fik sandelig nu faa en ordentlig Overhaling, Søster Cecilie! . . .
Det klirrede i Theskeer og Kopper derude i Spisestuen. Kaffebrættet skulde bringes op paa Sengen til Mama, kom Marthe fygende ned med Besked.
Med Uniformsfrakken aaben og knirkende med Støvlerne gik han og tænkte sig sintere og sintere.
Han aabnede pludselig Vinduet; han havde set Løitnant Grundt stanse udenfor. Det betød noget, – Grundt vilde naturligvis holde sig klar af Kommandøren.
«Naa, saa Du er da oppe?»
«Ja-a, aa-ja . . .»
«Svær Rangel inat, Du. Huf ja! – Det var bare det, jeg vilde sige Dig, at nede hos mig staar der diverse Sager at rette sig op paa: Saltet Laks, Sild, Kaviar . . . Hvad? – lidt Akevit, Bayerøl et cetera. Falkenberg og Storm er der.»
Karsten stod lidt uvis; men Broderpligten vandt Overhaand, og det var med et vist Velbefindende i sin Selvagtelse, at han saa paa sit Uhr:
«Tak! – men I faar gi lidt Taal og bie paa mig dernede – bare tre Kvarter. Halv et præcis er jeg paa Pletten. Begynd nu ikke før, hører Du.»
«Vel, saa henter jeg Bennecke imens. – Jeg tænker nok, vi skal faa ham paa Obligationen jeg, naar han er tilstrækkelig myget. Vi faar gjøre lidt Kur til ham.»
«Hm, – véd Du hvad, det er en lei Rodeholder.»
«Faar til, skal Papiret bli fornyet; hans Navn gaar som Smør.»
«Huf, nævn ikke Fedt!»
«Ja ja, saa tænk paa Kaviaren og Akeviten. Au revoir!» drog Grundt afsted.
Karsten saa efter ham; Luften i Vinduet gjorde godt.
Der aabnedes en Dør og hørtes raske Skridt i Værelset indenfor.
«Naa da . . . Har Du tænkt at forevise Dig idag, Cecilie!» lød det spydigt; «Du kommer saa blaasende fin og færdig.»
Han saa straks, at der var lidt forsiggjort ved Dragten saa tidlig paa Morgenen ovenpaa Ballet; den mørke sluttende Kjole klædte hende mesterlig til det idag lidt blege Ansigt og det svære rødbrune Haar.
«Du er altid morgengrætten, naar Du har været ude og moret Dig, Du Karsten! . . . Nei, hvor Gutterne skriger og baser paa Volden; det har snet vældig inat. Den er kram. Dump! der gaar en stor Snerul nedover; jeg kunde ha Lyst til at være med.»
«Alting skal være saa overdrevent med Dig, Cecilie! Jeg har ikke engang den Trøst, at det er Affektation. Akkurat staaet op fra Bal, og saa har Du Lyst til at stupe Kraake med alle Ungerne derude i Sneen. Er ikke det at drive paa, saa –»
«Kjære, hvor Du er sød idag da, Karsten.»
«Ikke andet end den rene skjære Fornøielseslyst, som tyter og pibler ud af Dig!»
«Da ser det ikke ud, som det er Fornøielseslysten, som pibler ud af Dig.»
«Det har Du gjort dit til, min kjære Cecilie! – Aa nei, jeg mener slet ikke Vrøvl idag. Du besørgede det grundig nok igaar paa Ballet. Naar én har danset og sjauet med Herrerne og moret dem slig, som Du har gjort inat, burde en ung Pige være tilfreds med sine Meriter!»
«Jeg vil blot sige Dig, at jeg gaar min Vei, begynder Du nu igjen, Karsten! Det er, som Du har en Mani for at skjænde, hvergang jeg har moret mig. Jeg bryr mig slet ikke om at bli irettesat af Dig. Jeg tror, rent ud sagt, slet ikke, Du skjønner det. – Ikke mere end bag paa min Haand forstaar Du Dig paa, hvad en ung Pige mener og gjør!»
Det sidste blev sagt med en Selvfølelse, der ikke var uden Virkning paa Karsten. Det bragte ham til at tage sig sammen; han følte, han maatte overbevise.
«Ser Du, Søster Cecilie,» kom det broderlig fortrolig. «Naar jeg siger Dig, at jeg bare for at faa sagt Dig det, jeg har paa Hjerte, har udsat et Møde med Grundt og flere andre, saa bør Du forstaa, at det er, fordi jeg mener at tale alvorlig med Dig og ikke krangle. Der er virkelig Ting, som ingen anden end en Bror kan sige Dig; – ialfald faar Du ikke høre det af nogen anden . . . Og det er nu – for at tage mildt paa det, – for det første denne uhyre ubændige Overdrivelse i alting, som rent ud sprænger alt damemæssigt, hele din Værdighed, forstaar Du . . . Danser Du, saa gir Du Dig saa rent hen – saa upassende rent hen. En Dame danser da virkelig ikke bare dumt naivt ud for at fare som paa et betalt Tøsebal . . .»
«Véd Du hvad, Karsten!»
«Nei lad mig tale ud . . . Snakker Du, saa er ogsaa det som det skulde gjælde Livet. Det skal være saa oprigtigt altsammen, som man skjærer én op lige til det inderste. Som om Folk gaar i Selskab for at være oprigtige. Som et Mandfolk ikke har andet i Lommen end det, han kan vrænge og krænge ud for en ung Pige, som Du! – Du faar moderere Dig, forstaar Du, lære Dig til at passe dit Væsen, ellers kommer Du ikke til at bestille andet end at bomre og prostituere Dig . . . Verden er slet ikke saadan naiv og oprigtig og sand og sligt; – alt det der er noget overspændt Jaaleri, som Du faar hive overbord.
Og saa at sætte sig hen og tale interesseret fortrolig bag Rækkerne med Kavalererne! Du ser ud, som Du sluger hvert Ord, de siger, i den dybeste ukrænkeligste Tro . . . Og de morer sig naturligvis ved at prøve, hvad de kan by et saadant Fænomen! Du maa da skjønne, at det er den rene Balkonversation, som de naturligvis har budt slige enfoldige Ungdommer mange Gange før, – og som er saa inderlig blaast væk, naar de kommer ud til Punschebordet.
Naa, naa, – ta det nu ikke saa overdrevent igjen! Men det skadede ikke, om Du for én Gangs Skyld fik høre, i hvad for høist tvilsom Belysning jeres Naiveteter blev sat, og hvordan Passiaren gaar der . . . Det kunde gi dine Begreber en kjølig Overhaling.»
Den blege Maade, hvorpaa Cecilie stirrede paa Broderen, røbede noksom, at hun et Øieblik følte sig under en saadan «kjølig Overhaling».
«Det er afskyeligt, – afskyeligt! hvad Du der staar og fortæller mig . . . at de virkelig skulde gaa lige fra mig – saadan, som de har siddet og set mig i Øinene, – og ud og vrænge og vende det. Jeg siger Dig, jeg véd ikke længere hverken op eller ned!» skreg hun næsten fra sig. «Mandfolk er da vel Mennesker, som man kan tale naturlig med.»
«Se saa, nu skal der skriges op igjen. Du kan da begribe, det er for din egen Skyld, jeg prøver at oplyse Dig lidt og Pokker ikke for min!»
«Vidste jeg, at nogen havde mig slig til Nar, fornærmede mig saa, jeg –»
«Aa igjen din Overdrivelse! – man fornærmer ikke paa et Bal, man bare kurtiserer; det er det, Du slet ikke vil forstaa, – at det er Fjas og Sludder, ikke Spor af Alvor naturligvis.»
«Jeg vilde da heller, at de ligefrem rakte Tungen ud til mig!»
«Ja jeg tror saamæn gjerne det; – der vilde vist bli en naturlig, ugenert Tone, naar Du fik raade. Men en Dame, ser Du, min kjære Søster, bryder aldrig med det, som er comme il faut. Hun steller sig absolut saa, at hun ikke blir omtalt, endsige – ja Du véd ikke, hvordan der blir snakket. Jeg forsikkrer Dig, Du aner det ikke engang.»
Der blev en Pause, hvori kun Karstens Skridt hørtes i Stuen.
«Snakker dine Kammerater ogsaa saadan, Karsten?» spurgte hun med ét.
«Aa, dersom Du tror, at de ikke er kritiske nok, saa –»
«Snakker Fasting ogsaa saadan?» fik hun frem.
«Han som de andre naturligvis.»
«Og Du ogsaa, Karsten?»
«Jeg skal sige Dig, at, hørte jeg nogen tale uhøvisk om min Søster, véd jeg ikke, hvad jeg gjorde;» han slog sig paa Siden. «Og man er da ogsaa endel saar paa det Punkt, kan Du forstaa. – Men ellers,» lo han trohjertig, «maa man jo tude med de Ulve, man er iblandt. Ogsaa er man jo et Mandfolk ogsaa, skal jeg sige Dig, Cilia, og – nei jeg skal ikke føre Dig længere ind i Apokryferne . . .»
Han knappede Uniformsfrakken, medens han smaanynnende saa sig om efter sin Hue.
Cecilie sad igjen som overtrukket af en stiv kold Skorpe.
Lidt efter strøg Karsten forbi Vinduet; han havde Hast, han halv sprang.
Hun begyndte dog tilslut at forstaa, tænkte han.
«Forresten stort Svineri at være slig en Bror, som skal hale sine Søstre ud af Paradiset!» mumlede han i Trappen op til Grundt.
Fasting var ikke anderledes end de andre . . .
Cecilie sad oppe paa Kammeret og stirrede ind i alt dette, – hvad Fasting havde sagt, og hun havde svaret. Hun mønstrede op igjen Scene for Scene med speidende Mistanke.
Aah, kunde hun bare tro ham tilbunds, helt trygt som inat! – da kunde alt dette stygge Virvar for hende gjerne blive der, det var. Hvad brød hun sig om det, bare han var klar.
Men ogsaa han havde talt om ikke at tro Overfladen. Hun saa hans lune Smil, medens de sad sammen i Kotillonen . . .
Dette Smil, – havde det ogsaa to Meninger?
Nu saa hun ogsaa det poliske Glimt i Øiet, som saa tit havde faat hende til at le. Der var Dobbeltbund . . .
Og hele Ballets Vrangside steg frem for hende. I Ansigterne kom der Drag af spottende Cynisme. Herrerne vekslede betydende Øiekast, og hun saa sig selv troskyldig henrykt hoppende og dansende mellem dem. Alt blev som et Vippebræt.
Hun strævede og arbeidede i Feber for at faa hans Ansigt frem saadan, som hun vilde have det, uden dette i Minen, der saa inderst lunt smilte hende ulykkelig. Men det blev blot endnu mere skjærende; Fasting var ikke anderledes end de andre! . . .
Marthe stak Hovedet ind af Sovekammerdøren.
«Cecilie, skynd Dig ned, – Fasting!» lød det ilfærdig.
En kort uvillig Hovedrysten var Svaret.
«Han har saadan en deilig blaa Svibel med til Mama, – i Krukke med Papir om!»
«Saa?» – Cecilie reiste sig betænkt op paa Albuen . . . «Nei jeg gaar ikke ned. Det er jo til Mama; hun takker nok selv.»
«Aa Tøv, Du maa skynde Dig, hører Du. Kaffeen er alt inde. Mama sa, Du skulde komme ned.»
«Du skal sige, at jeg har slig Hovedpine; – det er ligesaa sandt som alt det andet!»
«Det var en deilig Besked.»
«Skal jeg ikke faa Lov til at være syg heller?»
«Men kjære Dig, Du sa jo selv, at Fasting bad Dig om at faa komme.»
«Aa slig Balpassiar tar ingen for Alvor. Sig bare, at jeg har Hovedpine . . . Nei hør nu,» overveiede hun, idet hun reiste sig halvt op paa den flade Haand, «Du skal slet ikke gjøre Hovedpinen saa svær. Sig blot til Mama, saa han hører det, at jeg er træt og skal ikke ha nogen Kaffe.»
«Men hvorfor skal jeg sige det?»
«Nu skal Du, hører Du! – – Aah!» – Hun strakte ud Armene om Hovedet og brast i en voldsom Graad.
Marthe saa lidt paa Søsteren og gik sagte ned.
Var Fasting ikke blevet klog af Ordene, – det var ikke netop med et naturligt Foredrag, Marthe afgav den paalagte Undskyldning, – saa blev han det af hendes Ansigt. Marthes Medfølelse var kommet op, og hun skimtede, at her var noget, som skar dybere. At det var Fastings Skyld, det var hun vis paa.
Kommandørinden var ikke uopmærksom paa, hvor forandret Fasting blev. Han svarede to tre Gange distræt, før han samlede sig tilstrækkelig til at fortsætte Konversationen.
Med sit erfarne Instinkt gjættede hun straks, at her foregik noget mellem hendes Datter og Fasting. Og Undskyldningen, – saamæn! – den viste, at Cecilie forstod den Kunst at hævde sig. Hun følte ved det som en Fuglemor, der til sin Overraskelse ser Ungen for første Gang ude og øve sig og opdager, at den af Naturen er klogere, end hun tænkte.
Hun viede den unge Mand en vis nøiere prøvende Opmærksomhed. Det var en Slags moderlig Takseren, en Revy, hun holdt.
Personen var ubetinget upaaklagelig, ikke nogen Skjønhed netop, men af den senefulde, karslige Skikkelse stod der noget tillidvækkende. At han var behagelig var just ikke sagt. For Øieblikket sad han der med et Humør, som en hed Kakkelovn, man varsomt maatte gaa udenom.
«Aa nei, skal De alt gaa, kjære Fasting!» beklagede hun, da han noget lummert og hastig gjorde Mine til at tage Afsked . . . «ikke en Kop Kaffe til? Saa kommer kanske Karsten hjem. De véd ikke, hvor jeg er glad i Deres Svibel, – og netop en blaa . . .»
«Jeg skal sige Dem noget,» nikkede hun moderlig til Farvel; – «jeg liker godt, at unge Mennesker viser sig forekommende og elskværdige mod os ældre; det er ikke noget daarligt Tegn.»
Siden Fasting slap Cecilies Haand paa Ballet inat, til han i Eftermiddag skjælvende og beklemt, saa det susede om Ørene, traadte ind til Kommandørens, havde han ikke gjort andet end se hende for sig, – med to tunge Rosenknopper i det svære Haar og det kraftige meningsfyldte Ansigt, hvordan hun havde smilt og let op mod ham, – saa han blev som en nyt Menneske under det.
Han havde gaat som i en Rus lige til han i Eftermiddag stod der ved Døren, og kom til at banke for stærkt paa og bagefter lyttede til Kommandørindens blidt udtalte «Kom ind!» som et heldigt Varsel.
Han havde havt et Slags Tro paa, at hans Skjæbne skulde blive afgjort i denne Dag, om ikke netop med det ligefremme, afgjørende Spørgsmaal, – lidt Leilighed skal der jo til alting, – saa dog af hendes Øine og hele Væsen. Han vilde vidst at spørge slig, at hun maatte have svaret. Og saa . . .
Med den blaa Uniformspjekkert opslaat om Ørene for det halvvaade Snefog gjenfandt han sig en Timestid efter i Skumringen travende i det bløde, endnu uopkjørte Føre paa Landeveien.
«Jeg Fæ,» brød han ud, – «docerede for hende om Krog og Angel, og, mens jeg snakker, sætter hun bare Troskyldigheden med de forskende kloge Øine paa og smiler, saa den gløggeste maatte bide over, – endsige saadan en ligetil Laks som jeg . . . Koket naturligvis . . .
Pokker! jeg er jo ikke den eneste, som er forgabet i hende. Der er jo en hel Hale; – og det maa da vel være for noget.
«Aa-aa-nei, der tør de nok ta en Smule feil; hun har tilovers for mig . . . Hun har tilovers for mig,» – stansede han, – «ordentlig tilovers for mig!»
Han skridtede med ny Fart.
«M-en, naturligvis, – der er et stort Sprang fra at holde af én til at ville hoppe lige lukt ind i det for hele Livet. Det er en Kjætting med to Halsbaand det. Hun maatte være lige gal forelsket som jeg for at gjøre det. Hun har naturligvis betænkt sig, – faat Skrupler inat.
Hvad véd hun egentlig om mig? – og kanske, om hun fik høre alt det, jeg tilslut havde at sige hende, vilde hun bare bede Gud bevare sig.
Huh, jeg tror sandfærdeligen, at det, som mest klemmer, det er at faa snakke rigtig ud . . .
Hun var saa vakker og klog, – saa vakker og klog!» . . . gjentog han. «En gaar her og slæber med sig selv i Ensomheden og lukker sig inde, – og tror saa at finde den, som kan forstaa én, og som én vilde betro sig til – slig, som én er, med Skrøbeligheder og hele Væsen . . .
Men, – gaa ind med et Menneske, som hun aldrig kan bli kvit igjen?
Ja, én maa egentlig være saa spilrende desperat blind forgabet som jeg for at vaage sligt . . . Og, om hun saa har betænkt sig, – hvad urimeligt er der i det? Hun kan sandelig mene det baade oprigtig og varmt, om hun ikke saadan paa første Ord vil springe lige lukt i Havet med mig, stakkars Pigebarn! Det vil bare sige, at hun har lidt Vet tilovers endnu . . .
Eller – hm, . . . saa saa, – kanske det tilslut er Moderen, som har havt Vettet for hende . . . Du skal se, det er Kommandørinden, som har lagt Kjælke i Veien . . .»
Minen lysnede betydelig.
«Du skal se det!»
Han gik og grublede bortefter.
Det blev nu Kommandørinden, som nærmest beskjæftigede ham.
Hun var jo saa udsøgt venlig ved Kaffeen, – og han var et Fæ, som ikke havde begrebet, at der stak noget under . . .
Men, – hun inviterede ham til at komme igjen – –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.
Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.
Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)
Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.