V.

De havde kjøbt Silkebaand og Hansker, Cecilie Witt og Laura Fock, og kom ud fra Galanterihandler Printz. De to Veninder bøiede i rask Fart om Hjørnet med Ansigterne mod Nordensnoen, som feiede opover Gaden.

Den hastige Gang sagtnedes mærkelig ikke langt fra et lidet rødt Hjørnehus, i hvis rimfrosne Vinduer Toppene af Glaskrukker med Bonbons og Sukkerkugler plirede frem i Dagen. Der skimtedes nogle paa Sidehylder udstillede Kager og ophængt Bagværk af forskjellige lokkende Farver.

De stod lidt tvilraadige.

«Kanske det ikke er noget videre idag; lad os gaa forbi og se.»

Der var en vis indbyrdes Lystighed i Minerne.

«Jo, de staar derinde paa Disken i Pladen, Æblekagerne, – kan Du se, Laura? Jeg er vis paa, de er ganske varme.»

«Den, som bare havde havt Marthe til at springe ind for sig,» udbrød Laura. – «De kan kige i Vinduerne efter os hele Gaden opover. Du kan være vis paa, de siger, vi træffer Kadetter dernede.»

«Pyt for det! Der kommer ikke et Liv fra nogen af Skolerne eller Institutet før elleve. Bare vi skynder os. Vi kan godt spise en, mens hun pakker den anden ind, saa tar vi den i Muffen . . .»

De gled hastig ind af Døren.

Det var ovenpaa denne heldig udførte Affære, og just som de i brillant Humør endnu tyggede Resten af den første saa altfor skyndsomt indtagne Æblekage, – at de om Hjørnet næsten løb lige paa Løitnant Fasting.

Han gjorde Grebet til Huen med en forskende stiv Hilsen; men Udtrykket gik over til et solskinsartet lysende, da han mødte Cecilies Øine. Der stod under Overraskelsen en saa skalkagtig tillidsfuld Meddelelse i dem, at han oplivet nikkede ned til Konditorboden til Tegn paa, at han forstod Betroelsen.

Cecilie kjendte sig, som hun kunde flyve, saa lettet var hun. Hun følte, at dette lille Møde var en Udsoning, en Begivenhed mellem dem. Og hun havde gaat med et tungt Tryk paa Hjertet i de sidste Dage, havde ikke havt Fred, siden hun hin Eftermiddag efter Kaffevisiten hørte den dragende Strubelyd af Fjæren i Gangdøren, som slog igjen efter ham.

«Ærgerligt Du, at vi traf Fasting!» mente Laura, «nu skal han vel fortælle de andre Løitnanter, at vi gaar der om Dagen for at træffe Kadetterne.» –

---

– Karsten og Mama var alene i Stuen, da hun kom hjem, og Marthe hyssede og sagde, at de ikke maatte gaa didind. Mama var i daarligt Humør. «Kan Du begribe, hvad det er, Cecilie?»

Derinde sad Karsten skjødesløs med Albuen lænet paa Bordet:

«. . . Galt ja! Sig mig nu, Mor, nytter det til noget at bli ved med det! Javist er det galt ja. Kan jeg ikke finde de stakkars seksti Daler, der maa til Afdraget, saa kommer de min Salighed til Kommandøren med Papiret. Og da skal der bli Staahei! – Hututu, han tar jo alting som den levende Dommedag. Og hører han tilmed, at jeg har bortsat Gagen, saa er han istand til at holde et Hus, saa her blir Skandale for hele Officerkorpset. Han mangler saa total Sansen for det, som er fair play.»

«Det har Du ikke Lov til at sige om din Far, Karsten.»

«Aa Mor,» – Karsten anlagde en affeiende Overlegenhed, – «der er noget, som heder at repræsentere Uniformens Prestige. Men sligt gaar høit over Gamlens Begreb. Han gjør sig bare latterlig med disse moralske Ligtaler. Og saa helvedes ugentlemansmæssig udannet, som det høres.»

Karsten strakte ud Hælene og saa misfornøiet op i Taget.

«Jeg synes virkelig, Karsten, Du kunde holdt mig fri for mere af Pengeplager nu.»

«Ja-a den, som havde den Visdom. Men man er nu engang Gentleman og kan ikke gebærde sig som en Prakker. Og desuden, Mor, har nu Du egentlig træneret mig til at gnu paa Skillingen? Mon Du ikke har villet ha din Søn i en vis Stil –»

«Men Karsten . . . bebreider Du mig nu ogsaa, at jeg har holdt formeget af Dig?» udbrast hun.

«Aa jeg bebreider ingenting, naturligvis. – – Jeg begynder bare at bli en Smule fornøiet af at være hjemme.» Han spandt resigneret sit tykke Sideskjæg ud med Fingrene.

«Karsten.»

«Du ser da, hvor det generer mig paa al Vis. Ikke saameget som en liden Gjældsaffære uden at den risikerer at komme til behagelig Drøftelse af Kommandøren.»

«Naar det nu ogsaa skal lægges mig tillast, at jeg aldrig har tænkt paa andet end det, som kunde være Dig til Glæde og Fornøielse; – ja for det var det, Du mente,» halvt jamrede hun.

«Se saa, – naa! – Jeg taler om de seksti Daler, og Du kommer stadig med alt andet, Mor. Det er bare umuligt, at faa Dig til at bli ved Sagen.»

«Du véd jo alt, hvad Husholdningspengene skal række til.»

«Aa for den Sags Skyld, saa behøver Du vist ikke at haste saa med at betale Regningerne for Kjoler og Hattepynt oppe i Kristiania; de venter saa inderlig gjerne et Fjerdingaar til. Kommandørens Navn er godt nok.»

Kommandørinden hensank i en stille overveiende Betænkning, hvorunder hun langsomt nikkede ved sig selv.

«Men saa maatte jeg bestille mindst et Fløielsliv eller noget lignende,» brød hun ud, «saa Regningen med Anstændighed kan betales senere.» Minen var lysnet betydelig.

«Far spør virkelig saa efter alting nu, om det er betalt, at det sandelig er nok saa tungt at være mig, Karsten! Jeg maa ta meget paa mig for din Skyld,» sukkede hun hengivent og støttede sig tilbage i Sofaen.

«Jeg har nu min Tro om, at den gamle spør nok saa forsigtig efter, naar det gjælder Dig, Mama. Dels véd han godt, hvad derpaa følger . . . og dels er han naturligvis forfængelig af Dig, – ja han som vi andre.»

«Aa Du! . . .» Hun kneb med et eget Smil Øinene sammen. – «Ulykken er, at Du sletikke er skabt til at leve paa Løitnantsgage, Karsten. Der er noget af en Herremand i Dig.»

«Hvad Pokker kan det nytte, naar man ikke har noget at være Herremand paa.»

«Ja Du behøver nok i Længden mere end mine stakkars Husholdningspenge. Du er af dem, som ligesom bare mangler Hest og Vogn og Tjener.»

«Ja-a, vilde jeg reise ud og lægge mig ordentlig i Sælen nogetsteds, saa kunde man vel altid spille en Rolle; – det er ikke frit for, at der imellem kan overfalde mig en vis Lyst til at bli noget dueligt.»

«Snak ikke saa, Karsten, – hvormange vinder noget paa det Vis? Saadan Opbrydernatur som Far og den Slags har Du virkelig ikke. Det var Synd, om din vakkre Ungdom skulde gaa op i bare Slid og Trællearbeide; jeg vilde kjende det, som jeg mistede Dig. – Og,» ivrede hun nervøst, «Du kan tro, der var flere end jeg, som vilde savne Dig . . .

Sig mig nu,» spurgte hun pludselig, «er Du virkelig saa opmærksom mod Wally Wanckel, som hun fortjener af Dig. Ja for at hun har været mere end tilstrækkelig optat af en vis Herre i hele Vinter, derom er der ikke Tvil.»

«Mon Du ikke har Hallucinationer, Mor, naar det gjælder mig?» afskar han hende lidt kort. Han havde just, før denne plagelige Affære kom paa, grublet over, om han skulde gaa op til Falks iaften, hvor han var vis paa at træffe Minka Krog.

«Aa kjære Karsten, fornærm ikke din Mors Iagtta gelsesevne. Jeg forsikkrer Dig, hun er et andet Menneske, fra Du kommer ind; – blir saa stille og distræt. Ellers kan hun underholde baade morsomt og forstandigt.»

«Ja-a, Mor, morsom – er hun nu – i-ikke!»

«Men Karsten, hundrede tusind Daler er ikke saa kjedsommelige.»

«Ne-ei, – nei» . . .

Karstens smukke, lidt oversunde Ansigt faldt hen i en forstemt Selvbetragtning, medens han med Fingrene opererede betænkt i de smaakrøllede Nakkehaar.

«Tja, tja, Mama,» sagde han lidt grælende. «Jeg skjønner jo saa inderligt godt, Du ikke bryr Dig om, at jeg skal være rigtig forelsket i nogen, – saa det bare blir Dig, som har mig.»

«Huf Karsten, Du sidder der saa lei,» pustede hun. – «Dette har rigtig været en ubehagelig pinsom Formiddag!»

Hun pirkede varsomt med Strikkepinden fremme i de graa Pandebukler:

«Jeg mener, Du faar be et Spilleparti til Dig iaften. – Saa lar jeg Nella plukke og gjøre istand seks Ryper straks, – hvad siger Du, Karsten?»

«Jaha, hvorfor ikke det; – de vanlige – Grundt, Falkenberg og Bull eller kanske heller Fasting?»

Medens Familien holdt til om den store Astrallampe i Dagligstuen, spillede de unge Løitnanter sin Boston i det ydre Værelse for opslagen Dør.

Der lød raske Meldinger, lavmælte ironiske Yttringer og, – som Kommandørinden bemærkede, da hun gik om ved Punschebordet, – der maatte vist være meget store Kort paa Haanden iaften eller ogsaa meget Mod.

«Det er Deres mageløse Punsch, Kommandørinde,» klagede Bull, – jeg vilde ikke eie Opskriften for aldrig det, den lar én begaa saa rent for mange Bêter.»

«Ja de Bêter . . .» rystede Kommandørinden paa Hovedet; – «men det er nu engang de unge Herrers Privilegium at gjøre Bêter.»

«– med Forstand, – med Forstand ja,» – korrigerede Karsten og kastede et Kort paa. – «Tak, Mama!» han holdt Glasset hen til hende.

Kommandørinden bar jo sin statelige Værdighed med sig ogsaa, hvor det gjaldt en saadan Ting som at skjænke Punsch, og det kniplingsfrynsede Haandled og den hvide, lidt for aaresprængte Haand med Ringene spillede om Muggens Hank. Det var med noget af det Lune, hvormed hun i gamle Dage forstod at indtage, at hun nu mysende hen med Øinene langsomt sagde:

«Forstanden indfinder sig saa inderlig sikkert med Aarene, – og saa faar vi slet Humør.»

«Jeg løfter mit Glas for Kommandørinden,» udbrød Grundt; «jeg trænger nu engang saare til det overbærende; – og griber Anledningen til at tømme det helt ud, – aa for en Punsch!» – – –

– Det var en egen rutineret, let legende Maade baade Grundt og Falkenberg havde, naar de af og til, medens en Rubber var ude, udfoldede sit Konversationstalent inde i Stuen hos Damerne.

Cecilie var opstemt og kom i ét væk i Disput, saa Grundt tilslut maatte søge at faa Kommandørinden med paa sin Side. Hun mildnede ogsaa af paa Dissentserne med en fuld Sol af moderlig Overbærelse:

«De unge Piger er oprørske véd De, Grundt; idet mindste er det i et forskrækkeligt Maal saa med begge mine.»

Den hidsige Trods klædte jo hendes Datter godt; hun var ikke blind for det; – men der var noget vist væligt i den indtagende Nakkebøining, der næsten lidt betænkelig mindede om Faderen. Cecilie manglede ligesom disse blide, ubeskrivelige Mellemstrænge, der er saa gode at eie i alle Forholde.

Jan skjønte saa inderlig godt, hvorfor Cecilie var lidt oprørsk ikvæld og overdreven; hun kunde se Fasting derinde, hvergang han bøiede sig eller gav Kort.

Jan sad lidt tilbage i Halvmørket og knækkede Nødder paa Permen af en Navigationsbog, som han brugte til Presenterbakke for Damerne og ærgrede sig over, hvordan de ærtede og fik Marthe hed i Toppen ved at behandle hende barnslig. Hans poliske Ansigt og spillende Øine stod i levende Meningsudveksling med hende, og han forsømte da hellerikke efter Evne at afbryde Passiaren ved passende ubeleiligt at byde Marthe sine forskjellige Udvalg af Nøddekjærner. Disse hans sidste Eksperimenter stansedes jo af og til ved en streng fortørnet Straffemine fra Kommandørinden . . .

Der kom Fasting; – og Marthe maatte kige hen paa Jan og siden lidt hen paa Cecilie. Hun havde nær let, da Fasting knagende satte sig i Rørstolen; han var ingen Spirevip.

«Frøken Cecilie tegner for at brodere?» sagde han og bøiede sig hen til hende; – «det ser ud som . . .»

«Ja, men Ulykken er, at jeg ikke faar det til. C’et blir saa for stort mod W’et, naar det skal føres helt rundt.»

«Vil De laane mig det lidt . . . Tak ogsaa Blyanten.»

Hans haarede, brede Haand ledte lidt, før han fandt den bekvemme Maade at føre den paa, og han sad en Stund og stregede Forsøgsvis hen og bort i Luften, medens Cecilie fulgte, hvad det skulde blive. Begges Hoveder var nær sammen ved Bordet. Marthe turde næsten ikke se op paa nogen af dem. Hun syde og syde.

«Kan det gaa an – saadan?»

Cecilie blev hed. Hun saa sit Navnetræk C lagt rundt om W; men paa endel af W’et var der som udkastsvis gjort et Par Snirkler, saa det godt kunde tydes som et F. Hun blev blegere og blegere, medens hun saa ned i Broderiet.

«Er De fornøiet med det?» spurgte han lavt, idet han reiste sig; han raabtes ind til Spillebordet igjen.

Cecilie følte, hun skalv; hun prøvede at smile. «Ja,» fik hun endelig presset frem, og saa med ét helt fuldt op paa ham.

Han gik hastig; men vendte sig i Døren som for at tage med sig endnu et Glimt af hende.

Marthe tittede paa delikateste Maade op paa Søsteren, men blev hængende ved det lyse, lykkelige Udtryk i hendes Ansigt. – – – – – – – – – – – – – – – – –

Kommandøren havde været ganske mærkelig hyggelig i hele Kvæld, holdt sin egen Menage, røgt Tobak og læst Aviser henne i Hjørnesofaen ved sin grønskjærmede Kontorlampe.

Nu lagde han Piben fra sig, slentrede forbi den opslagne Dør og keg ind til Spillebordet.

Under Fornemmelsen af, at hans overhængende Kritik nærmede sig, gik Spillet med en vis forceret Freidighed; man sagde Witzer til sine Udspil med en fri, uberørt Ligegyldighed, medens Karsten utaalmodig saa hen paa det engelske Slaguhr; – det lakkede vel retnu mod den gamles Sengetid? Falkenbergs distingveret krumme Næse med de mørknende Indsænkninger ved Næsevingerne fik endnu mere end ellers Udseendet af at lugte misfornøiet surt, og en og anden uvilkaarlig Dreining viste, at Grundt ikke var fri for en nervøs Følelse i Ryggen, da Kommandøren blev staaende bag ham og begyndte at følge Kortene.

Nu tog han en Stol og satte sig. Det var dog et mærkværdigt Spil, Grundt der havde paa Haanden . . . Fyren skjønte nu vel, at han bare behøvede at holde paa Knægten for at ha otte Stik oplagte? Men det kunde aldrig falde ham ind at blande sig i de Herrers Spil.

Med et frisk, flot Drei satte Grundt Knægten i, saa den snurrede rundt paa Bordet, og kjendte et Blaas i Nakken, der havde Arten af alt andet end kildrende Smiger.

Kommandøren var en fin Spiller, og «Hm-rrrhm!» –, lød det med visse Mellemrum, indtil Grundt med røde Øren og i indvendig fortærende Sinne, som han siden sagde, – satte i en slig kapital Dumhed, at Kommandøren bare stum reiste sig og forhalede ind til sit eget Bord.

Der tar han min Salighed paa ny fat paa Aviserne! rasede det indeni Karsten, der følte sin Honnør som Vært berørt. Han reiste sig og gik hen til Døren:

«Mama, det er Meningen at takke for os. Vi forlægger Resten af Kvælden oppe paa mit Værelse; – haaber Du har en liden varm Fornyelse af din Punsch at sende op til at støtte paa, hvad jeg ellers kan ha deroppe?»

«Javist, min Ven, det skal komme; – og Jan hjælper nok med at arrangere Kortbordet.»

«Hm-rrr-rr» . . . harkede det henne ved Kontorlampen – «Klokken er elleve, ser jeg, – Sengetid for Folk, som har noget at bestille. Jeg vil sige mine Herrer Godnat!»

Kommandøren reiste sig med den ene Haand om Lampen og hilsede med et Buk, der var knapt nok.

«Men Witt!» brød Kommandørinden indigneret ud, da de var gaat, – «tænker Du da ikke paa, hvor umulig det er for Karsten at be Venner til sig paa den Maade?»

«Aa jeg tænker, der blir lige meget og lige lidt af ham alligevel jeg! Han blir det, han er, – en Spradenfeldt, som driver Dank og sætter Bêter paa alle Kanter naturligvis. Hvorfor skulde nu ikke de Herrer kunne holde ud i en skikkelig Stue?»

«Men Witt . . . slige unge Mandfolk de har dog virkelig meget mellem sig, som ikke netop er for Cecilies og Marthes Øren; – ja eller for mine,» tillagde hun med Værdighed.

«Saa-aa? – alskens slibrig daarlig Snak om Fruentimmer og sligt –»

«Hys da . . . Cecilie og Marthe!» mindede Fruen; «jeg haaber, Du betænker, at dine Døttre er i Stuen, Witt!»

Cecilie havde staat i egne Tanker med Broderiet og Tegningen i Haanden færdig til at gaa; nu saa hun med ét spændt speidende hen paa Faderen.

Skjæret af Kontorlampen faldt paa Kommandørens magre skarpe Ansigt og korte graa Kindskjæg; der gik en Bevægelse i ham, som han havde ondt for at mestre. Han ligesom mumsede ved Læberne paa Gammelmandsvis.

«Jeg fordrager ikke, at der skal bli en Døgenigt af Karsten!» kom det skjærende. – «Var der endda lidt Saft og Kraft i Turingen. Men jeg ser ikke andet end en riglig liden, smaaagtig og simpel Forfængelighed . . . Jeg forstaar ikke, at Du vil hjælpe til med det, Mor!» –

– Det var kun langsomt Fod for Fod, at Cecilie gik op ad Trappen for at lægge sig. Hendes Skygge var sen om at flytte sig ved den halvdunkle Ganglampe næsten, som hun kunde villet opfange et og andet af den høirøstede Passiar, der kom fra Karstens Værelse indenfor den brune Dør deroppe. Hun skulde forbi den ind til sit og Marthes Kammer.

Der lød Lattersalver, og hun skjelnede Fastings dybe korte Stemme imellem. Han var ikke bedre end de andre havde Karsten sagt . . .

Hun stansede et Øieblik spændt, men tog sig igjen og skyndte sig forbi.

---

Cecilie havde varmet Bolt til Pibejernet og fæstet det i Nellas Strygebræt. Det var lunt og varmt derinde i Pigekammeret baade af Kakkelovnen og Strygedampen og Formiddagsstille, før de begyndte at brase i Kjøkkenet til Middagen. Solen skinnede blændende paa de opkastede Sneskavler udenfor Vinduet.

Det havde været en noksaa urolig Morgen. Mama var grætten og holdt Hovedpinedag antagelig efter en eller anden Meningsudveksling om Gaarsdagen med Kommandøren oppe paa Soveværelset.

Cecilie sad taus foroverbukkende paa Kjøkkenstolen, medens det vaade af Strimlen hang sladsket ned fra den ene Side af Jernet, og det færdige efterhaanden krusede sig oplagt i Hob paa Bordet.

«Du Nella,» kom det endelig – «naar sluttede de igaaraftes oppe hos Karsten?»

«Aa det var saamæn nok saa tidlig det – for dem at være, – at de sluttede – her da,» lagde hun til. «Klokken var vel som to.»

Der blev en Pause.

«Hvad kan de le saa af Du?» begyndte hun saa igjen. «Du var jo deroppe med Punsch igaar.»

Nella svarede ikke. Hun syntes blot mere og mere at blive ladet. Kapitlet om Mandfolkene vakte altid hendes Indignation, og under Anstrengelsen for at presse og trykke med Strygejernet lød et formummet «mm . . . hm!»

«Du hørte da, hvad de snakkede om, Nella?»

«Aa aa – mm, –mh, – det er nok bare, om én kan lade være at bruge Ørene . . . Aa-mmh!» pressede hun paa oppe i Skjortelinningen. – «Jeg ser paa Brættet og Glassene og sætter det fra mig og hører hverken tilhøire eller tilvenstre. Jeg er glad, jeg er vel ude igjen.»

«Var det nogen, de gjorde Nar af, Du?» kom det forsigtig.

«Aa-mm, – mmh, – der er nok ikke mange, som gaar fri der; de holder sig ikke engang for god til at ape med et gammelt Menneske, naar hun efter Kommandørindens Befaling gaar op med Punschemuggen.»

«Hvordan det? hvad er det Du mener, Nella?»

«Aa det kan være det samme, hvad jeg mener; men saa skulde de nu undse sig for at skøie og bry et ordentlig Menneske – og drikke Kjærestens Skaal, jeg véd mig saa vist fri; der har ingen havt noget at si’e paa mig før i Verden, saa kunde jeg vel gaa i Fred nu.»

«Og det blev Du saa sint for, Nella?» lo Cecilie.

«Jeg tænker, de blir det nogen og hver jeg. Tro dem den, som lyster; der er mange nok blet bedragne paa det. Men nede i Stuen er de saa galante og fine, bevars!»

«Der er da vel Forskjel paa Mandfolkene ogsaa, Nella, – én er vel saa og én saa?»

«Da har jeg sandelig for mit Liv aldrig hørt andet end, at der var samme Arten i dem allesammen! Skulde den Dør slaaes op, saa –»

Hun vædede paa Fingeren, kjendte hen paa Strygejernet, om det var varmt og tog saa i stum Iver paa med at stryge. Mundens Mimik og det lange Parti opover Kinden gav mere og mere Udtryk for hendes Forargelse, medens hun overlod sig til sin gammelpigelige Fantasi om alt det forfærdelige ved Ungkarle.

«Det er nok ikke værdt for en ung Frøken at grunde i det,» endte det forblommet.

«Jeg véd snart ikke, hvad der er værdt for en ung Frøken jeg?» undslap det Cecilie kort; hun pibede paa Strimlen utaalmodig jagende.

Det ringede paa Entrédøren, og nogen lukkede op. Det fo’r gjennem hende, at det kunde være Fasting.

Men da Stuepigen virkelig kom ind og meldte, at Løitnant Fasting var derude, svimlede og susede Blodet hende for Ørene. Bleg og med kolde Hænder samlede hun i skjælvende Hast op Strimlerne . . .

«Men kjære vene» – mente Nella, – «er han alt her igjen den Løitnanten? De burde da svælge Turingen først, synes jeg, og sove ud. Oppasseren kan saavidt ha faat Tid til at ta Punscheflekkerne af Frakken!»

Bemærkningen berørte Cecilie pinlig, medens hun holdt en flygtig Mønstring i det lille Speil over Nellas Kommode.

Hendes Blod bankede heftig, da hun vred om Dørklinken ud til Entréen.

Men det varme lykkelige Blik, hvormed han havde hilset hende, tabte uvilkaarlig endel af sit bedste Udtryk, da hun i sin noget stive Gjenhilsen lod til at tænke sig, at Visiten kunde gjælde nogen anden.

«Jeg har valgt denne Tid, fordi jeg tænkte» . . . havde han begyndt med Betydning.

Nu saa han alvorlig paa hende, og det var med et Udtryk af smertefuld Tvil, hvorunder han blev rød helt op til Haarrødderne, at han fortsatte: – «fordi jeg tænkte, at Deres Broder endnu ikke var gaat ud» –

Medens han fremstammede nogle Ord, – den Tiltale, han havde havt paa Læben, glap øiensynlig for ham, – mødte hans forskende Øie noget forsigtig fremmed i hendes Væsen, der gjorde ham va’r.

Var det en kritisk Mønstren dette besynderlige tvilende Drag ved Læben?» . . .

Det var ialfald noget, som gjorde ham utryg og hidsede ham op.

Og nu, han nævnte Broderen, lød Svaret næsten ironisk:

Hun havde ikke set Karsten idag; han sov vist endnu.

Hun var kunstig og en hel anden end igaar mod ham, det var ikke til at tage feil af.

Cecilie stod et Øieblik og ligesom trak beklemt Veiret. Hun sagde lidt unaturligt og med Ordene i Halsen noget om, han vilde vente, saa skulde han straks faa Besked.

Under den Mistænkelighed, som var opjaget i hende, havde hun haabet paa et eller andet Ord af ham, der kunde give hende Tryghed.

Det behøvedes ikke mere; – blot at se ham var at tro ham; alle Tvil var svundne.

Med en pludselig Varme saa hun et Øieblik næsten bedende op paa ham. Hun kjendte, hun fik Taarer i Øinene . . .

Bevægelsen skalv i hans Ansigt; der steg en fortærende Harme i ham. Han yttrede rydt ligegyldigt, idet han formelt bukkede:

«Saa nytter det ikke at vente; jeg har desuden endel at besørge paa Værftet.»

Entrédøren klirrede i Glasset, da han lukkede den.

Cecilie gjorde en uvilkaarlig Bevægelse efter ham; hun havde nær skreget . . .

---

Jan vilde netop ved Middagstid tage Trappen op til sit Værelse i vanlig Fart for at lægge Bøgerne fra sig, da han mødte Marthe.

«Hy-s, Mama har Hovedpine!»

«Har nogen gjort Dig noget, Du ser saa traurig ud?»

Marthe unddrog sig.

«Faat Skjænd deroppe – af Tante?»

Hun rystede paa Hovedet.

«Hvad er det, Marthe?»

Hun stod saa betænkt der ved Gelænderet.

«Er det noget med mig?» spurgte han pludselig mistænkelig. «Har din Mor sagt noget?

Hører Du, Du skal si’ mig det, Marthe! Er det noget, hun . . .»

Han stod og ledte efter Udtrykket, medens hans Blik baade mødte og undgik hendes; det var, som han vilde grunde hende ud.

– «ikke liker . . . Kanske, at Du er saa meget sammen med mig?» kom det noget vanskeligt.

«Nei det har hun ikke sagt noget om, – ikke et Ord heller!» forsikkrede Marthe.

«Men ser Du, Jan,» skyndte hun sig fra det, og Minen var med ét saa bekymret inde i det, som hun nu agtede at betro ham: – «Der er vist noget iveien med Cecilie og Fasting. Ja, for hun har tat imod ham i Entréen idag; han kom ikke ind og . . . og . . . hun vender sig bare bort, naar jeg snakker til hende og ser saa rødøiet og forgrædt ud. Da jeg kom ind i Stuen, stod hun rent fortabt ved Sybordet, hun er vist frygtelig bedrøvet. De har nok disputeret igjen og blet uenige.»

«Py-yt! – ikke andet end, at de trætter. Det er det allerbedste Mærke paa, at de snart blir forlovet det.»

«Saa-aa?»

«Tøis! Slig uenige er Folk altid, naar de holder af hverandre, og jo værre de kommer paa Kant, des snarere gaar det.»

«Tror Du det, Jan?»

«Jeg tror ikke, jeg véd det. En kan komme frem i alslags Vind, blot der er Vind, ser Du. Det er bare Folk, som ikke bryr sig om hverandre, som gaar saadan og lunker og dvasker og er enige. De, som liker hverandre bedst, trætter, saa Busta fyker –»

Han stod med et hændigt lydløst Sprang midt oppe i Trappen.

Ikke et Ryk i Marthe for at følge efter! Hun stod med Hovedet paa skjæve og keg grundende ud for sig.

Der var i det, Jan havde sagt, noget, der vakte en saa kjedelig Følelse hos hende . . . Hun og Jan var altid Venner de, – bare lekte og morede sig . . . og dvaskede og lunkede kanske, som han sa’! Men en alvorlig trætte som mellem Cecilie og Fasting, saa hun kunde græde sig ihjel og saadan . . . Marthe kjendte, hun fik Øinene fulde.

Hun satte sig alene hen i Dagligstuvinduet og græd, hun vidste ikke rigtig hvorfor.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.