Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

VI.

Med de lysere Aftener udover Marts var Ballerne forbi. Selskabeligheden formede sig nu mere som Smaasammenkomster her og der om i Søofficerskredsene.

Det var dette Vinterselskabelighedens Vaarbrud, der under almindelig Uro i Blodet arter sig med smaa delibererende Kaffe– og Thekredse og flygtige uformodede Visiter af Folk, som ellers ikke pleier at slænge ind paa den Maade. Der kommer noget rastløst bevægeligt i Omgangslivet, noget som en opknust Is i Bølgegang. Solen stikker og blinker saa hidsende lyst i Øinene, Luften damper, og det gjærer og yrer med Muligheder.

Og Karsten havde rigtig Fart paa sig. Han skulde retnu ud i Dampskibstrafiken, var beskjæftiget med alle mulige Forberedelser for sit personlige Udstyr og derhos uafladelig engageret især hos Krogs og Wanckels.

Den lyse stille Minka Krog med den spæde, fine Figur og de vakkre Øine, som bestandig saa og opdagede saameget morsomt og altid gjemte det til Karsten, havde faat en Ankergrund i ham, som han følte kunde blive farlig.

Men nu, han bare havde denne knappe Maanedstid igjen, bare vel tre Uger, til han skulde ud i Ruten, nu kunde han ialfald unde sig den Fornøielse at se og træffe hende, – sandelig ogsaa lidt for hendes Skyld, stakkar, som vist ikke tog det saa rent let.

Det hændte, at han sad oppe paa Værelset og læste engelske Kjærlighedsvers, og der var visse Ryk, hvori han rent ud var hjertegrebet og fandt ud, at hele Verden var Skidt.

For at føie Mama gik han saa med hende til The hos Wanckels og var livlig og interessant. Det var ham derhos en vis Tilfredsstillelse at se af Mamas Mine, naar de gik hjem, at han havde dreiet Hovedet rundt paa Wally.

Men en Sviptur ind til Krogs maatte der jo bagefter til, saa han fik et Glimt af Minka, om saa blot for at faa henslængt et Ord om, at han havde kjedet sig iaften hos Wanckels eller høre Minka uskyldig fromt spørge, hvad Dragt Wally havde anlagt idag, om hun havde smilt lige uudgrundeligt i grønt eller blaat – eller sort? . . .

Karsten fordrog ikke at være sentimental; men han kjendte sig virkelig i denne Tid ikke fri for enkelte Nap af den Sort. – – – – – – – – – – – –

– Det forestaaende Liv ombord havde jo Sider, der vel kunde tiltale en Mand, som var vant til at vække en vis Opmærksomhed baade ved Udseende og Væsen.

Og skulde han først ekvipere sig for en maaske fleraarig Livsstilling, saa burde det gjøres grundig, Udstyr for godt og ondt Veir fra Solsteg til Regnskyl og Hagl ombord paa et Kystdampskib, hvor man skal repræsentere baade i Kahyt og paa Dæk for Passagerer, reisende og Turister fra alle Lande og i alle Verdens Rangstillinger.

Idag var Toiletskrinet kommet, som han havde forskrevet fra England. Det stod der aabent paa Bordet duftende af Russelæder med slebne Glaskrukker under Sølvlaag og alskens Tænger, Børster og Toiletgjenstande med Elfenbens Haandtag hvilende paa Fløil i to Rader under Barberspeilet.

Kommandørinden var høist tiltalt og fandt, at det var i den rigtig noble massive Herrestil. Just det, som saa i ét og alt passede for Karsten! nikkede hun.

Denne Mangfoldighed af mandlige Fornødenheder betragtedes af Cecilie nærmest med en vis undrende Nysgjerrighed, medens Marthe tænkte paa, hvad Jan vel vilde sige.

«Hvad . . . hvad er det?» lød Kommandørens Stemme.

«Karstens Toiletskrin, Far!» hørtes det i Munden paa hverandre fra begge Døttrene.

«Fra England,» oplyste Karsten tørt.

Kommandøren stod lidt og saa paa det. Der trak sig en tyk læderagtig Fold om Mundvigene.

«Æ-æsch!» harkede han og gik.

«Er det indiskret at spørge,» vendte han sig henne i Døren, – «hvormeget Herren har git for dette Frisørstel!»

«Sytten Pund,» svarte Karsten flot ligegyldig; han var blevet rasende.

«Sytten . . . Naa saa; naa saa, he-æsch! – og ikke betalt, naturligvis. Du synes, dette er rimeligt Du ogsaa, Jutta? – I min Tid vilde man ikke gjort synderlig Lykke i Officersmessen med sligt noget Narretøi! Men bevars, bevars . . .»

De to bevars’er lød som Trompetskrald i Taget, idet han forsvandt ud af Døren.

«Véd Du hvad, Mor,» sagde Karsten roligt beherskende sig, – «jeg tror virkelig, det er paatide, jeg kommer løs fra denne – demoraliserende Guttebehandling. Det er bent ud utaaleligt. Slig Brutalitet . . .

Han er en gammel Baadsmand, er han! Ikke Spor af Begreb om Raffinement eller bare det, som hører til et civiliseret Menneskes Fornødenheder. Total Mangel i Blodet paa alt europæisk Begreb om Komfort.»

Han slængte sig hidsig hen i Gyngestolen.

. . . «Men det slaar ikke til længere at gaa der paa Træskuderne med Krigsartiklerne i Brystlommen og Rottingen i Sidelommen og dominere og barbere sig Onsdag og Søndag; – de andre Dage skal Skjægstubberne staa ud af Hagen. Nu, vi gaar med Dampfærger mellem alle Land og har Maskiner og et teknisk dannet Personale under os, faar vi nok vise os som Gentleman med Gentlemans Vaner!

Sæt bare det Tilfælde,» – han vuggede indigneret med Tommelfingeren i Ærmegabet paa Vesten, – «at jeg maatte tilbyde én eller anden anset reisende mit Lukaf. Og den Slags kan jo træffe hver Dag; de reiser inkognito baade den og den, baade Statsmænd og Prinser» . . .

«Ja bevars, Karsten,» udbrød Kommandørinden, «det havde jeg ikke tænkt paa! – Javist, det siger sig selv, Du kan ikke være udstyret fint nok. Witt, Witt . . .» Hun tog et Par ilsomme Skridt henimod Døren.

«Aa nei, Mama,» holdt Karsten hende tilbage, «det er ikke noget for ham det! – Bær Toiletskrinet op paa mit Værelse, Du Marthe; – men forsigtig. Sæt det paa Kommoden.»


Siden hin Formiddag i Vinter, Cecilie og Fasting skiltes i Entréen, havde hver af de selskabelige Sammenkomster, hvori hun kunde vente at træffe ham, været hende en hel Spænding. Hun havde levet i Feber for hvert af dem, drømt og udgrundet, hvad der vilde komme, studeret, hvordan hun selv vilde være, og hvad hun vilde sige, saa de ikke fik noget at opholde sig over. En Dame gi’r Tonen an omkring sig, havde Mama og Karsten sagt.

Danse med ham, svare ét eller andet Ord og se paa ham, det vilde være saa let og naturligt.

Hun kunde imellem kjende sig saa tryg, hun havde jo følt, at han holdt af hende.

Men saa dæmrede de igjen frem alle disse Mistanker, som gjorde Jordbunden saa utryg, – og rev Illusionen tvertover som et skrigende Tøi.

Hendes Fantasi stod igjen foran alt dette mystiske, og hun grublede og grundede, indtil hun atter var der, hvor hun sidst slap, – hvorledes han nærmede sig, hvad han kunde sige og hun svare . . .

I hvilken Dragt vilde han helst synes om hende?

Og naar hun saa traadte ind paa et Bal skjælvende og bleg, saa det prikkede i Kinderne . . .

Han var der ikke, kom ikke! – ikke første Gang, da hun havde den enkle hvide med Perlerne, heller ikke den næste, da hun bar den blaa med Aksene i Haaret. Salen blev med ét saa tom. Og hun maatte danse og være i Vinden og konversere om alt det, hun ikke brød sig om, med alle disse komplimenterende Mennesker, hun hellerikke brød sig om – i det uendelige hele Natten udover.

Der var ikke Maade paa, hvor Karsten var fornøiet med hende, og hvor han skrød af det Dagen efter.

Men Marthe fik ikke et Ord af Søsteren, naar hun kom hjem og lagde Naalene, eftersom hun tog dem ud, en for en nøiagtig op i Glasassietten paa Speilbordet, hængte Kjolen hen og ordnede hver Del af Pynten i al Nøgternhed paa sit Sted for at slippe at behøve at røre ved noget af det imorgen.

Paa Ballet i Officersklubben – det sidste iaar overgik hun sig selv. Hun havde indrettet sig paa at trodse den Kvæld og rigtig gjøre Lykke, fordi han havde negligeret hende!

Iaften vidste hun han kom; han var jo i Bestyrelsen og havde været hos hendes Bror om Formiddagen oppe paa hans Værelse.

Da hun viste sig ved Karstens Arm, tog hun alles Blikke, det blege ved hende den Aften gav hende sligt Udtrykt.

Hun saa ham straks, hvorledes han iagttog og fulgte dem, fra de kom ind af Døren. Det havde været hende umuligt nu at møde hans Øine blot nogenledes naturligt, det bankede og stansede saa lammende inde i Brystet. Han stod øiensynlig og ventede paa, at de skulde komme forbi.

«Godaften, Fasting!» sagde Karsten, – «vellykket Arrangement, Du! heldig ordnet.»

«I det Stykke stoler jeg heller paa din Søsters Skjøn. Hvad siger De, Frøken?»

Der var noget i Henvendelsen, der gjorde, at der kom en halvfjottet Hævnlyst over hende:

«Udmærket; men hvorfor tog De ikke Eksempel af Ballet sidst hos Lüders? – alle de grønne Dekorationer med Bladplanter i Sideværelserne, erindrer De nok.»

Han saa forbauset paa hende; – hun maatte dog for Pokker huske, at han ikke havde været der!

«Aa naa, De var der vist ikke? men der var saa nydeligt!» – Og saa nikkede hun venligt, idet de gik videre.

Hun turde bare ikke tænke paa, hvad hun havde sagt. Hun følte det ligesom noget var gaat istykker for hende; – og saa blev hun engageret og kom i Vinden.

Herrerne kappedes om hende fra Dans til Dans; de dukkede frem og bukkede, saa Balbogen var mere end fyldt. Der snakkedes, og det hvirvlede rundt. Hun saa ogsaa et Par Gange Fasting paa Gulvet i Medfør af sin Pligt som Bestyrer, og hun overraskede ham i at staa og se paa hende, medens hun dansede.

Hun havde hele Tiden med haardnakket List gjemt Wienervalsen til ham; det var den niende Dans.

Hun vilde finde en Leilighed til at hilse ham. Hun fandt den, og hun saa, han blev ganske forandret.

Men ogsaa Wienervalsen gik forbi.

Og dog var og blev der hele Tiden som en usynlig Traad imellem dem.

Hun følte, han holdt Øie med hende; – og Blikke og Miner, hvad hun gjorde, Maaden, hun førte sig paa og konverserede, det var alt bare med Tanke paa ham!

I Kotillonen havde han sin Plads et Stykke nedenfor paa den anden Side, og hun havde mødt hans Øiekast, idet hun dansede forbi. Det var saa eget grundende beundrende.

Hun fik med ét ligesom Fornemmelsen af, at hun dog kunde eie sin Magt over ham.

Og det var ikke uden Bevidsthed, at hun bagefter stod lige over for ham og smilte saa levende interesseret til Devold, som konverserede hende. Fasting havde engang nævnt noget om det lyse talende Udtryk ved Munden, naar hun smilte. Et og andet halvvovet Blik sagde, – hvad hun anede og følte, – at hans Opmærksomhed ikke veg fra hende, at hun holdt hans Sans fangen, og hun sittrede af Glæde.

Det var som en Strid, hvor det veiede om hendes Magt.

Hun gjorde sig ikke rede for, hvordan det gik til, eller hvor hun tog Modet fra, det hele gik for sig i en Stemning uimodstaaelig, ubetænkt.

I en af de smaa Ture, hvori hun havde at tage op en Kavaler, stod hun pludselig foran ham:

«Har De rent bestemt Dem til ikke at danse med mig mere, Fasting?» spurgte hun.

Han saa overrasket ud, og som han stred med sig selv, før han lidt sent svarede:

«Naar man danser saa klodset som jeg, optar man ikke Ballets første Dame; – det er simpelthen min Pligt som Medlem af Bestyrelsen,» spøgte han.

«Det mener De ikke noget med, Fasting!»

«Mener De altid med, hvad De siger?» henkastede han, idet han førte hende ind i Valsen.

Medens hun rettede sig efter hans Dans og havde hans Arm fast om sig, kom det «Ja», hun svarte, det følte hun, af hele hendes Hjerte.

Han smilte lidt eget:

«Javist, javist, – jeg tror jo ogsaa, – hver Gang!

En ung Kvinde har saa mange oprigtige Stemnin ger,» tog han sig lidt efter brat. Han pressede hendes Haand haardt, medens de dansede videre.

Hun saa blot i blind Rus Lysene blinke over hans Skulder.

«Saa glat saadant et Dansegulv!» undskyldte han et fornyet Tag om hendes Liv.

For tredie Gang foran hendes Plads følte hun, hvorledes han næsten nølede med at slippe hende. Men, idet hun gav ham sit bedste, tillidsfuldeste Blik, blev han igjen saa egen ironisk:

«Jeg har vist beholdt Dem forlænge, Frøken Witt! Men hvem vil ikke gjerne drage det ud, naar han et Øieblik kan kjende det næsten, som han holdt Lykken mellem Hænderne? . . .» – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Fasting kunde ikke gjøre for det. Hver Gang han havde set hende igjen, om blot i Forbigaaende flygtig paa Gaden, – det gjærede altid paany op i ham.

Men aldrig havde han set Cecilie Witt saa smuk som i denne Kvæld!

Han havde Følelsen endnu i Armen af den unge fulde, elastiske Skikkelse, han havde holdt om Livet, hendes rige kastaniebrune Haarfylde med den vidunderlige Nakkebøining nær ind til ham. Og han havde søgt at faa Grund i Ansigtets Udtryk. Det var saa oprigtig, saa helt fyldt af det, hun mente i det Øieblik! – at én kunde git Livet paa, at der ikke var en Bagtanke i hele hendes Sjæl. Og det var der ikke heller, – førend siden, naar hun fik betænkt sig og snurrede Hovedet rundt paa nogen anden.

Hun huskede ikke, enten han havde været paa Ballet hos Lüders eller ei! – hvad var nu det for noget?

Men, at hun var farlig besnærende, det kjendte han paa den Feber, han var i . . .

Der gik Timer af Natten og ind i den graa Morgenlysning, hvorunder han tændte Cigar efter Cigar uden at huske, hvorledes den forrige var udrøgt, før det blev ham muligt at faa stilnet ned og klaret Tankerne og opgjort sin Konduite.

. . . Naar en forstandig Mand skal stifte Familie, hvad vil han saa ha?

Kanske den, som fanger og koketterer og dreier Hodet rundt paa én og er interessant – og ubegribelig, – og kan snyde én imorgen slig, saa, – ja saa der bare ikke gives den Skarv i den vide Verden, som kan snyde én for Hundredeparten? For, om de tog Huset og Sengen og Støvlerne og satte én paa Kronarbeide, hvad var det mod at mærke, at Du har tat Fanden paa Ryggen, og skal bære ham frem, til Du sturter, til Du sturter, Gut! – Og saa blir Du saa ond og harsk indvendig, at det eneste rette, Du kunde gjøre, var bare at kværke baade Dig selv og hende, ekspedere sig ud af Verden . . .

Aa nei, – saadant et saakaldet bedaarende Fruentimmer, som én aldrig kan lodde tilbunds alligevel, det blir for sleip Grund at støtte sin Fremtid paa . . .

Han trak Uhret, hvis Kjædestump han havde viklet om Haanden, for haardt op. Fjæren sprang; den løb snurrende og snurrende af, og uden at bryde sig mere med det lagde han det paa Bordet.

Middelmaadig Far, – hverdagslig og beskeden ikke netop opløftende eller indtagende eller bedaarende – jevn, stø og sikker; de skal udtages som Melkekjør uden Fordomme og Hensyn . . .

Den sidste Kraftsats regalerede han sig med, idet han efterat have varet med Gardinet mod Morgenlyset atter ganske opgjort og klar gik tilsengs.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.