VIII.

Vaaren lakkede fremover med alle de nære Forandringer i Luften.

Marthe tællede i sin urolige Beklemthed kun et Par Uger, til Jan gik til Amerika, og ude paa Havnen laa Korvetten snart færdig til at faa Kommandoen heist; med den skulde Fasting, Bull og Storm.

Med Paasken begyndte ogsaa for Kommandørens den mere repræsentative Tid af Aaret, da alt maatte være parat til at modtage allehaande officielle militære Galla-Opvartninger og Visiter, ikke at tale om mulige Besøg fra fremmede Orlogsmænd, der kunde anløbe Havnen.

Huset saa at sige endevendtes fra øverst til nederst; der maledes og hvidtedes af Værftets Malermestere, der vaskedes, der pudsedes, der blev bonet og gnedet.

Kommandørinden svævede i travl Iver snart i Haven hos Leiefolkene og gav sine Ordre, medens begge hendes Døttre saare ivrige færdedes mellem Rabatterne med Skoene klissede og Hænderne røde af den vaarfugtige Muldjord. Snart passerede hun varsomt omskuende og kontrollerende gjennem Kjøkkenet, hvor Komfuren sværtedes, og Kobber og Messing poleredes af Tjenestepigerne.

Af og til tog hun sig saa en Oversigt inde paa Kongesalen, hvis lange Planker behandledes med særlig Finesse og Gnidning af Skurekonerne. Den bar sit Navn af, at en dansk Konges Portræt hang der til Afmindelse og med en Underskrift om, at han under et Ophold i Norge havde taget Nattekvarter i Kommandantboligen. En vis Lugt af Æbler og Vinterfrugt, som havde ligget opbevaret derinde, hæftede endnu ved. I Taget svævede dekorative Figurer fra en luksuriøsere Tid; – Kommandørindens Skridt over Gulvet antog uvilkaarlig en vis selvfølende Air derinde.

Rundturen sluttede gjerne hos Nella, der stod for Vinduerne og alle Gardinerne, og hvis lille Skikkelse i Regelen opdagedes begravet mellem dem paa en Trappestige, løftende en Gardinstang med Spyd over Hovedet.

Det var med en vis nervøs Forcerethed, at Cecilie tog fat med i disse huslige Arbeider. Den urolige Spænding, saa skjælvende fuld af Forventning, havde drevet hendes kraftige Natur op til en vis Eksaltation. Al denne Kritik, alt dette uforstaaelige i Luften havde git hende en forvirret Fornemmelse af, at det næsten var en kinkig Sag at være en ung Pige.

Hun led under en stigende Følelse af, at de Skuffelser, hvortil hendes Sammentræf med Fasting saa stadig vendte sig, havde sin Grund i hendes eget kunstige Væsen mod ham.

Der var altid et eller andet at ærgre sig over bagefter, – det blev saa vanskeligt og unaturligt.

Da han kom saa ligefrem hen til hende sidst hos Focks, var hun blevet ganske retiré og næsten spids. Laura Fock og Trine Meyer stod lige i Nærheden og passede paa og lagde Mærke til, hvordan hun var mod ham. Og saa, for at rette paa det, var hun blevet forceret snakkesalig. Hun havde følt hans Øine, at han saa, hun var lavet.

Venlig og ligevægtig, – sa Mama. Ja deilig! det var netop da, hun kom paa Stylter . . .

Hun stod idag oppe paa Bordet i Lysthuset med en Malerpotte ved Foden og malede de gamle graa Tagsprinkler med grønt. Hun strakte sig saa høit, hun kunde, for at naa til; det gjaldt at tage fuld Kost og kladske rask og overflødigt til deroppe mellem Sprinklerne og selv slippe bedst muligt fra Skvætten.

«Nok saa anstrængende Arbeide det, Frøken!» hørte hun muntert bagom sig.

Det sittrede gjennem hende; hun kjendte Stemmen; men samtidig fik hun en Angst: – var det passende at staa deroppe, skulde hun springe ned fra Bordet?

Der var noget i hendes Stolthed, som oprørte sig; hun kunde ikke formaa sig til at gjøre dette Hop med den tilhørende leende Undskyldning, – og saa blev hun staaende og sagde smilende:

«Jeg maa ha Taget færdig, skal jeg ikke faa alt Dryppet af Kosten over mig to Gange.»

«Naar De op, Frøken . . . Skal jeg hente Dem noget høiere at staa paa, – lidt til Fodstykke?»

«Nei Tak,» svarte hun lidt kort.

«Hm – saa, jeg generer maaske?»

«Aa nei da!» vendte hun Hovedet om til ham. Udtrykket var saa indtagende.

«De har intet imod, at jeg staar her da og snakker til Kommissionen kommer ud af Huset. Vi inspicerer Værftsbygningerne idag; Kaptein Fock gaar omkring og bukker og siger: «alt iorden!» Jeg er bare Sekretær. – Men hvor har De faat alle Malergreierne fra?»

«Hos Folkene udenfor ved Stakittet; det fristede mig at se alle Malerpøsene.»

«Det er ganske frydefuldt engang at se en ung Dame som foretar sig noget; ja jeg mener noget, som der er lidt Naturlighed ved.»

«Tænker De virkelig saa?» lød det næsten ironisk; hun stødte Malerkosten ind i en Forsænkning deroppe.

«Jo Frøken Witt! jeg vil virkelig staa paa, at jeg tænker saa. Det er saa simpelt; af en naturlig Beskjæftigelse tænker man sig til et naturligt Menneske. Og» – hans Øine hang uvilkaarlig magnetisk ved enhver af hendes Rørelser, medens hun ikke var fri for baade at føle og nyde det, – «det er nu ikke bare det ret og slet ydre. Aanden, véd De, kan betage netop gjennem de mest bizarre Træk; – men der kan ogsaa lure en Kokettes Bedrag og kolde Leg under, Frøken Witt!»

«Fasting! . . . hvad tror De om mig?» udbrød hun. Hun stod med Malerkosten slapt ned.

Han saa op mod hende med en Tilskyndelse som til at løfte hende ned i sine Arme.

«Hvad jeg tror? . . . Jeg tror, at De er den, De er, – et betagende Øieblikkets Barn . . . men – i to Øieblikke er De to Mennesker. – Hvad kan De for det?» sagde han næsten bedrøvet.

«Tak for Deres gode Mening om mig, Fasting!» lød det koldt.

«De er dog vel ikke vred paa mig, Frøken?»

«Jeg, nei, hvor kan De falde paa det? De saa jo, hvor andægtig jeg hørte paa Deres Forelæsning Hjælp mig heller med at ta Malerpøsen og sætte den udenfor, – saa gjør De noget nyttigt!»

Hun rakte den hen til ham og hoppede selv ned.

«Sig mig, har jeg saaret Dem?» vendte han sig varmt til hende.

«Mig? – hvor kan De tænke det; – en Dame maa jo aldrig kunne saares! At hun er to Mennesker det samme som at sige, at hun er intet Menneske, hvad gjør det? . . . En Dame er overhovedet neppe noget Menneske, tror jeg!»

«Cecilie, har jeg gjort Dem Sorg?» hviskede han indtrængende. – «Jeg vilde gi, hvad det skulde være for, at det ikke var sket! Men det kommer af, at ingen kan bringe mig saa til at forglemme mig selv som De, – ingen i Verden!» udstødte han.

Kommissionen kom i Haveporten og talte med Kommandøren.

Kommandørinden mente, at Herrerne burde styrke sig ved et Glas Portvin, og Selskabet forsvandt – dog ikke, før Kaptein Fock ligesaa galant som hjulbenet og skaldet først havde udbedet sig Lov til at mætte sine Øine, som han udtrykte sig. Han tog Cecilie om begge haandledene, sprikede hendes Arme ud og plirede hende med sit lyse Plommeansigt forgudende ind i Øinene:

«Bevars, bevars, alt i Orden, Frøken!» komplimenterede han henrykt. – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Fastings sidste Udbrud dirrede endnu i Ørene paa Cecilie, – «ingen i Verden!» . . .

Det var kommet saa pludselig voldsomt netop, som hun havde staat frysende iskold indtrukket i sig selv.

Hun stod med et Greb af Lærredsforklædet i Haanden, – der var en stor grøn Skvæt af Malingen blandt de mange mindre, – og stirrede med det indvendige Øie i noget som et usynligt Edderkoppespind, hvori hun havde været indviklet. Hun fik en Følelse som den frelste Flue.

En Humle surrede i Sprinklerne; den tonede ind og ud:

«Ingen i Verden» . . .

---

Hvad der iaar mere end ellers lagde Hede og Iver over de huslige Forberedelser før Paaske og optog Kommandørindens spændte Tanke med endeløse Kombinationer, var, at Karstens Fødselsdag, tyvende April, indtraf paa Torsdag, og at Kystdampskibet, hvorpaa han var Næstkommanderende, netop den Dag – det skete kun hveranden Torsdag – anløb Havnen, efter Ruten Klokken 11 om Formiddagen.

I Regelen laa det kun en halv Times Tid à tre Kvarter derude, – saavidt at Andreas fik Vasken afleveret, medens Dampskorstenen kogte og af og til øredøvende slap ud sin hvide Damp. Passagererne sattes hastig fraborde med sine Kufferter hen til Bybryggen, og Lastegodset i jagende Hast firedes fra Kranen ned i Prammen, der lagde til ved Forelugen. Der var mangengang ikke synderlig mere Tid end til at faa vekslet Hilsener med Karsten fra Volden og Vinduerne eller talt med ham i Hasten fra en Baad under Dampskibssiden, naar Jan roede Smaapigerne.

Kommandørindens saa længe opkorkede moderlige Følelse var imidlertid denne Gang brudt ud i en uimodstaaelig Trang til at faa gjort en Fødselsdagsfest for Karsten, – en Formiddagspikenik, hvor hun kunde have Sønnen hjemme hos sig i Stuen.

Hun udmalte sig ham – sat raskt iland af Værftets Jolleroere, – som Dagens feterede Helt, hvis Skaal blev drukket af Selskabet i Champagne til den fineste Anretning; hvorledes hendes egen Rolle vilde være de tilbageholdt stille Taarers, – lige indtil Karsten, saa vindende i al sin Fremtræden, svarede paa Skaalen, og hvordan hun saa omfavnede ham inderlig hjertegrebet; men derfor ikke ude af den Stil og Værdighed, som en Moder altid bevarer, der eier det rette Overblik, – og hvordan han under den knappe Tid igjen vilde forsvinde som et Meteor. Det vilde gi Virkning, blive som en Glans efter ham, – og Wally Wanckel skulde naturligvis være blandt de indbudne.

Det hele kunde bli saa rent mageløst! Det kom blot an paa at faa strakt de tre Kvarter til en og en halv eller mulig to Timer; – et Kvarter til at komme iland, et Kvarter til at komme ombord igjen, Resten blev deres.

Hun havde alt presset Kaptein Fock og alle de epaulettebærende Myndigheder, som kom indom deres Stue, for alle mulige Muligheder, som stod i Forbindelse med den Sag.

Hun havde afpint sin Mand et Leilighedsvink til Chefen i et egenhændigt Brev i Anledning af noget Gods for Værftet, hvori han udtalte et muligt Haab om at de maaske paa Torsdag kunde faa se Sønnen hjemme et Øieblik.

Men hendes Bekymringer var ikke lettede. Alt beroede dog paa det enkle, om der var meget eller lidt Fragtgods at aflosse.

Det var sandelig ingen let Sag at gjøre istand en Formiddagsfrokost med Geléer og Champagne og indbyde paa en saa høist risikabel Mulighed.

Fra Morgenen af var imidlertid alt parat. Værftets Jolleroere ventede paa Beddingen, færdige til at gaa i Baaden, og Jan var fra tidlig af oppe paa Fjeldknarten ved det søndre Indløb for at holde Udkig og gi Melding saasnart der viste sig Røg i Horisonten, – en Tur, hvortil Marthe haardnakket og paastaaelig havde opnaaet Mamas Tilladelse til at gjøre ham Følge. Hun kunde godt faa en klar Kjole og Pynten betids paa sig alligevel; hun saa bestandig Dampskibene før nogen anden.

Jan skulde reise alt næste Lørdag – samme Dag, som Korvetten lettede – og, hvad der vilde blive bagefter, var noget, hun ikke engang turde se ind i.

Jan havde draget hende ved Armen op hele Bakken, – hvor de begge pludselig faldt paa at springe omkap.

Og saa havde hun igjen paastaat, at hun blev træt og maatte hvile sig, hvilket ogsaa Jan havde gjort med hendes Haand i sin, saalænge til hun pludselig fik Uro paa sig og skyndte paa:

«Men Jan, vi maa op, Dampskibet kan komme.»

Og saa gik og sprang de og støttede han hende igjen om Livet, til de var helt oppe ved det røde tømrede Vagthus. Solen begyndte alt at stege Fugtigheden af Væggen.

Havet laa dernede glittrende blankt med en Række hvide Sprøit langt udover Baaerne. Der var adskillige Seil at se, smaa og store, Skjegter og Lodsbaade, der stod i alle Retninger for den friske Bris; – men ikke Spor af Dampbaadsrøg.

Det var vist meget fortidlig; Klokken var ikke mere end halv ni.

De satte sig paa Læsiden af Vagttaarnet for Vindtrækket; der var som en liden Bænk der, og, hvad der manglede i Udsigten, havde de, bare de stak Hovedet frem om Kanten.

Jan blev med ét saa urolig; han havde et Øieblik igjen taget hende i Haanden og legt med den. Det var blevet til det idag, at det saa naturlig for dem begge kunde gjøres.

Men saa sprang han med ét op og begyndte at gaa bortenfor paa Haugen.

«Jeg maa se efter Dampskibet, Marthe! Her blaaser; jeg synes, Du nu skal gaa hjem. Du kan sige, der endnu ikke har vist sig noget . . . Og saa skal Du jo pynte Dig!»

«Tak, saa kunde jeg jo helst blet hjemme med engang.»

«Jeg har ikke bedt Dig om at følge med hid op og forkjøle Dig,» vedblev han saa uhyggelig, at Marthe blev rent fugtig i Øinene, mens hun saa paa ham.

«Ja ja ja, jeg mener jo ikke det. Men staa her, kanske to Timer, og lade sig gjennemblæse, – Du skulde betænke det, synes jeg . . .»

Marthes Ansigt lysnede ikke.

«Sæt Dig ialfald paa Bænken igjen, saa skal jeg patruljere her fremme.»

«Ser Du noget, Jan?» lo hun lidt efter og stak Hovedet frem om Hjørnet.

«Nei.»

«Ikke jeg heller. Tænk her er Kraakebærkart alt iaar; kom hid skal Du se.»

De saa en Stund og fandt her og der flere Spirer mellem Røserne bortover Fjeldknarten.

Saa overraskede Jan hende i at staa med begge Armene urørlig støttet op mod en stor mosgroet Kampesten og se udover Sjøen:

«Græder Du, Marthe?»

«Nei jeg gjør ikke;» hun rystede langsomt Hovedet.

«Jovist gjør Du; hvad er det, – hvad gaar der af Dig? . . . Du skulde gaa hjem, Marthe!»

Der gik konvulsiviske Trækninger gjennem hende; hun stod aabenbarlig og kjæmpede.

Pludselig brød hun ud i en ustyrlig Hulken med Armene opgivet ud for sig paa Stenen.

Han søgte at tale til hende; men hun hørte ham ikke, det blev heller værre. Saa tog han bagfra beroligende om hendes Hænder.

Han holdt dem begge lukkede inde i sine, medens Krampegraaden rykkede i hende. Og saa vendte hun ude af sig sit glødende graadfyldte Ansigt om lige mod ham.

«Jeg tænkte bare paa, Jan! om det var Dig, jeg stod slig og saa efter; – og jeg faar aldrig se nogen Dampbaadsrøg!» skreg hun og slog Armene om hans Hals . . . «Du er borte da! Jan, Jan, slip mig ikke, forlad mig ikke . . .» – – – – – – – – – – – – – – – – –

Selskabet dernede blev saa vellykket heldigt baade med Landstigningen og Karstens Tale og Geléerne og de indbudne Gjæster, som Kommandørinden blot i sit dristigste Begjær kunde ønsket.

Medens der blev drukket for Karsten, listede to Hænder sig til at nærme sig hinanden med Champagneglassene, og de drak deres unge skjulte Lykkes Skaal.

Der lyste ogsaa et Par andre Ansigter i en anden Nuance af Lykken, – de dirrende Forventningers.

Fasting havde kun Øie for Cecilie. Det var, som al Afstand, alt unaturligt mellem dem idag var forsvundet; og de saa ubetydelige Ord, de fik vekslet, eiede en Dobbeltbund, som ingen af dem tog feil af.

Karsten var forsvunden som et Meteor efter udtrykkelig at have frabedet sig alt Følgeskab ned til Baaden; og Kommandørinden stod anselig og værdig i Kredsen af de udsøgt klædte Damer og et opstemt Selskab og nød Sønnens efterladte Glans i Stuen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.