Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

"/> X. | Bokselskap

Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

X.

Klokken to tre Nat til Lørdag rumsteredes der varlig i Trapperne med at bringe ned Jans Skibskiste, saa de ikke kom til at vække Kommandøren og Fruen.

Han havde taget Afsked om Aftenen og takket saa vakkert bevæget for sig. Kommandørinden maatte bekjende, at hun ikke havde ventet, at Jan havde hæftet sig saa til Huset. Der var virkelig en saadan oprigtig Betagethed i hans hele Væsen, og det gjorde godt at se, at han skjønte en Smule paa, hvad de havde gjort for ham.

Marthe havde stjaalet sig op en hel Time, før Nella efter Aftale vækkede ogsaa Cecilie – for, som hun forklarede, at være vis paa, at Nella havde Kaffeen færdig i ret Tid.

Og saa toges der Farvel.

Jan var alt kommet henimod Værftsporten, da Marthe pludselig sprang efter ham; det var noget, hun havde glemt at sige ham, udbrød hun ilsomt.

Men, da den svære Port smeldte i, listede hun sig med sin skjælvende Hemmelighed forbi Cecilie op paa Værelset.

Hun havde jo saadan Trang til at betro sig til Søsteren. Men, naar hun tænkte paa, hvad de alle vilde sige, hendes Far og Mor og Karsten – og kanske ogsaa Cecilie! Hun, som ikke var mere end seksten Aar endda! – De vilde vist bare le og kalde det Barnestreger . . . hun holdt ikke ud at de lo; hun vidste, det var for hele Livet. Og saa vilde de blive forfærdelig vrede, – mest paa Jan . . . Mama havde saa meget at udsætte paa ham . . . alting saa galt, Haaret som Skomagerbeg! – og det, som netop var det kjækkeste Haar, Marthe nogensinde havde set.

Hun laa og grublede og tænkte paa, hvordan han nu havde det ombord. – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Længere ud paa Morgenen ved Sekstiden stod Cecilie i det aabne Karnapvindu inde paa Karstens Værelse stille, urørlig . . .

Korvetten skulde gaa under Seil idag; den holdt endnu paa med sit Morgentoilette derude. De lagde op Finkenetterne, Dækkene spuledes, Pøser heves udenbords og haledes ind igjen, medens det smud sige Spulevand skyllede ned af Spygatterne. Seilene, der de foregaaende Dage havde hængt for at soles, laa nu tæt beslaaede langs de toppede og brasede Ræer. Baadene var indhalede fra Bommene.

Cecilie stod som fastgroet deroppe ved Vinduet. Hun saa sin Fader nede paa Volden følge alt gjennem Kikkerten.

Efterhaanden samlede der sig flere af Værftets Officianter, Fartøierne paa Havnen begyndte at fyldes med Tilskuere, og en hel Del Baade roede ud for at se i Nærheden.

Ved Ottetiden fo’r Orlogsflaget under Gaffelen, medens Vimpelen hang paa Toppen af Stormasten.

Af og til blinkede det i en Uniformsknap der ombord, eller hun troede at skjelne en eller anden af Officererne, som gik paa Skansen . . .

Et Øieblik blev Udtrykket spændt stirrende, – hun havde gjenkjendt Fasting.

Den halvaabne, kort aandende Mund røbede, at hun var Bytte for en stærk Bevægelse, medens hun stod der aldeles selvforglemmende hensunket i alt det, som foregik. Der arbeidede indeni hende noget, som hun med sin voldsomme Natur ikke turde give Luft. Hun havde en Trang til at kaste sig ned paa Gulvet og storhulke.

Han var ikke kommet! . . .

Hun havde ventet ham, ventet ham feberspændt hele Dagen, hver Dag nu i Ugen. Og igaar, da han vidste, hun havde sin Sangtime henne hos Fru Gram, havde han været der paa en kort Afskedsvisit.

Han havde jo forstaat sidst, – og de holdt jo af hinanden!

Og nu! – Øinene blindedes . . .

Baadsmandspiben trillede og skar gjennem Luften. Korvetten bevægede sig henimod sit Anker og Kjættingen hang ret ned foran Bougen.

Der hørtes noget som Kommandoer, og Matroser myldrede opover Vævlingerne, udover Ræer, Gafler og Bougspryd, medens Seilene – det ene efter det andet – begyndte at svulme ud blændende hvide i Givtouge og Gordinger under alskens trillende Signaler.

Korvetten, der laa opsvaiet bak mod Vinden, holdt paa at falde af, og Seilene fyldtes.

Nu faldt Underseilene . . .

Under en Salut fra Værftsvolden, der en Stund drog som et graat Slør foran Vinduerne, seg det vakkre Orlogsskib for en jevn Bramseilskuling ud af Havnegabet.

Lidt efter saa hun kun Korvettens øverste Seil bag Kammen af Øen, og – saa den sidste hvide Stump . . . – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Dagen havde slæbt sig frem Time efter Time, til det endelig blev Sengetid. Fra Rullegardinet oppe i Karnapvinduet flød et Skjær af den lyse Sommernat over Toiletbordet og Speilet hen paa Døren i Søstrenes Kammer.

Et Par Stole med Kjoler over Ryggen kastede matte Skygger hen paa Stykker af Gulvet, medens de to Senge hver ved sin Væg drog sig ind i Halvdunkelheden.

Cecilie laa forover med den ene Arm hængende nedad Sengekanten og stirrede dumpt hen for sig. Det var saa ødt og forladt om hende, saa stille i Værelset . . .

Blikket faldt hen paa Speilet. Med den hvide Gaze om antog det Formen af en Brud med Slør. Det blev saa trist, at hun maatte vende sig bort.

Hun vaktes ved noget som en Stønnen.

Hun løftede opmærksomt Hovedet op fra Puden. Der lød en kvalt sagte Higsten.

«Hvad graater Du for, Marthe?»

Der blev muk stille.

«Jovist ligger Du og graater jo!»

«Ne-i jeg –»

«Hvad er det som feiler Dig, hører Du.»

«Aa jeg bare drømte saa leit.»

«Javist ja, – hører jeg ikke, Du ligger og higster der under Dynen.»

Marthe stak sit fortudede Ansigt op.

«Du kan vel tænke Dig, at jeg synes, det er kjedeligt, at Jan er reist.»

«Ja det er sandt, det er virkelig kjedeligt.»

Det udstødtes saa besynderlig hjertebedrøvet, at Marthe med ét reiste sig og saa hen paa hende.

Pludselig sprang hun op og satte sig hen paa Sengekanten hos Søsteren.

«Det er saa forfærdelig tomt og leit!» klagede Marthe.

«Ja Jan var svært snil og hyggelig.»

«Ja-a,» medgaves det grædefærdigt.

«Men saa kommer han jo hid igjen nogengang. Det kan være værre Ting end det.»

Marthe saa opmærksomt paa hende:

«Du mener, at Fasting gik med Korvetten idag? Aa jeg véd det godt.»

Cecilie kastede sig tilbage paa Puden.

«Han kommer slet ikke igjen!» udstødte hun . . . «aldrig!»

«Du kan da tænke, han kommer igjen. Han, som er saa frygtelig forelsket i Dig, – og Du, som er saa vakker,» trøstede Marthe.

Cecilie rystede blot stum paa Hovedet.

«Men han har jo ikke Øinene fra Dig! Du skulde bare vide alt det, jeg har lagt Mærke til. Sidst i Selskabet for Karsten gjorde han ikke andet hele Tiden end at passe paa, hvem Du talte med. Det saa baade Jan og jeg. Jeg forsikkrer Dig, han bare lader, som han taler med Folk, naar Du er inde. Det var ingen Kunst at ta Kaffekoppen fra ham, førend han havde smagt paa den engang.

Og han hilser saa vakkert Du, – ikke sandt?» vedblev hun ivrig. «Da jeg mødte ham igaar, var det paa saadan varm, menende Maade; jeg forstod godt, at det var noget, han vilde jeg skulde bringe hjem til Dig. Tror Du ikke det?»

«Ser Du,» sagde Cecilie sagte, – «jeg kom til at støde ham dernede paa Bryggen, og siden – kom han ikke.»

«Bare det! – Jan sagde, at det var det bedste Mærke paa, ja Du véd, – Forelskelse, – at man var rigtig Uvenner. – Og det var derfor han ikke kom, siger Du? Han kan jo skrive fra Korvetten . . . kan jo komme her igjen til Høsten. Rigtig noget at sørge for!»

Cecilie reiste sig og tog heftig om Søsteren.

«Han vilde ikke gjøre Visiten her paa det løse mere, – saadan træffe Dig mellem de andre . . . det var med Villie altsammen, skjønner Du ikke det,» trøstede Marthe og strøg over hendes brændende Kind.

Der kom som en Beroligelse over Cecilies oprevne, overtrætte Nerver.

Hun lagde sig tilbage paa Puden endnu, medens Søsteren snakkede. Marthe var saa vis og ivrig, at hun vakte som et lidet skjælvende Haab hos hende, og hun vidste saa meget at sige om Fasting.

Da Marthe endelig krøb iseng igjen, følte hun sig saa forunderlig let og glad; hun var tryg paa sin Jan!

Hun lagde sig godt til. Det var saa meget fra disse sidste Dage at se tilbage paa . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.