Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

"/> XI. | Bokselskap

Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

XI.

Dampbaadsrøgen havde været slem mod Kommandørindens hvide Strudsfjær, den var udskjæmt totalt; – men ellers havde det været en aldeles nydelig Tur, hun havde gjort med Karstens Damper til Hovedstaden . . . Deiligste Veir af Verden, stille med blot den sjøfriske Luftning, som Farten gav; og hun var jo blevet behandlet med en Egard, – aldeles distingveret, placeret øverst hos Chefen ved den tætbesatte Middag.

Der ombord fik hun da se Karsten i sit rette Lys som Gentleman mellem Gentlemen. Han havde jo et Væsen, førte en Person. Det havde moret hende at se ham lige over for en høiadelig engelsk Baronet, som bereiste Norge med sin Datter. Han havde gaat op og ned hele Eftermiddagen med ham i den kordialeste Passiar, og Datteren konverserede han saa frit og let og muntert, som han kunde være født og baaret mellem dem.

Der var noget saa ligefremt og nobelt ved Karsten! Hun havde godt set, at den unge Lady ikke var uberørt af ham; hun havde været saa udsøgt venlig, da hun kom hen og takkede for Reisekortet, som de havde laant; og det var dog nok lidt mere end en Tilfældighed, at det var hende, som gjorde det, og ikke hendes Far.

Blandt Passagererne havde Amtmandinde Sem været og nok en Dame, som skulde til Bad, saa man havde jo ogsaa faat sig en og anden lille fortrolig Orientering over visse Familieforholde, medens man sad under Solseilet; – og aldeles fuldstændig Rede paa, hvordan det hang sammen med den Wernerske Historie paa Fassum. Det var ganske rigtig fuld Skandale.

I Hovedstaden var det første, hun havde gjort, at skaffe sig ny Hattebesætning, og hun havde brugt sin sorte Fløiels Mantille til den graa Silkekjole paa Visiterne, skjønt det faldt vel varmt.

Men Tandlægen havde været aldeles skammelig dyr! Og hun var rimeligvis nødt til at reise op til ham nok engang i Sommer, – hvad der jo faldt adskillig mere beleilig nu, de havde Karsten at reise med.

Man trængte virkelig engang imellem til at lufte Hjemmestøvet af sig, skulde man ikke bli forlagt. Dette havde været en ren Opfriskelse! – Men Cecilie var da blevet endda magrere og blegere, mens hun havde været borte! . . .

– Cecilie havde ikke været rask hele Sommeren, gaat der og trukket sig træt og mat uden Lyst til nogenting med Hovedpine, Hjertebanken og Susen for Ørene.

Det var jo sligt noget, som unge Piger fordetmeste havde at drages med allesammen, trøstede tykke Marinelæge Clausen.

. . . «Ikke egentlig frydefyldt,» gav han af sig til Kommandøren, da de fulgtes ud. «Det begynder akkurat med Hanskerne, Viften og Fiffen! Bønderne véd ikke af det. Man tror at kunne sætte Naturen paa Dør, og saa stikker den Ansigtet ind af Vinduet igjen som den blege Sot . . . Saa vil de ha Medicin, – det maatte da været én, som forgav hele det kunstige Væsen!»

Selv var han bagefter inde paa Apotheket og foreskrev høist forekommende to Sorter Miksturer og én Æske med Piller.

Men Cecilie blev blas og mager, holdt ordentlig paa at miste sit gode Udseende, mente Mama.

Doktor Clausen tilraadede frisk Luft, lidt Forandring . . . ny Indtryk paa Nerverne.

Og saa blev det til, at hun skulde prøve en Søtur.


– Cecilie sad nu med Teppe og Sjal om sig ombord paa Dampskibet hos Karsten og skulde gjøre Turen langs Kysten frem og tilbage.

Hun havde været ombord fra i Formiddag, var tung og søvnig af Luften. Uoplagt og ude af Stand til at gjøre sig noget videre op, speilede hun ligesom kun ind med Øinene det brogede Dampskibsliv omkring sig.

Folk kom og gik, snakkede og gled forbi hende næsten som Fotografibilleder. Stemmerne lød undertiden saa fjerne, skjønt Ordene faldt ganske nær ved hende.

Hun fulgte sløvt, hvorledes Karsten med sit gode stø Sjømandsvæsen svarede og trøstede Passagererne i Anledning af Veiret med et Par joviale Ord. Han gik op og ned med Hænderne paa Ryggen og gav enkelte Gange en pertentlig Ordre om en Flæk paa Dækket, der holdtes orlogsmæssig fint, medens det næsten var undtagelsesvis han indlod sig nærmere med nogen.

Han var meget omhyggelig mod hende, men egentlig skuffet. Han havde jo nok ment, at hans smukke Søster skulde gjort lidt Væsen af sig og været anderle des imødekommende overfor hans Præsentationer. Hun sad der, spøgte han, saa træg som en Høstflue!

Røgen væltede sort fra Skorstenen, medens Damperen skar igjennem de lange Dønninger.

Hele Eftermiddagen havde hun bare set den Strime Sø mellem Rælingen og den hvide hængende Baad; nu var den mere blyagtig, storbølgende. Hun fik den helt ind i Hjernen, hun saa den for sig, naar hun lukkede Øinene.

Paa det sidste Stoppested indtoges igjen en hel Del Passagerer, og man gik ned til Aftensbordet, før Dampskibet løb ud i aaben Sø.

Enkelte vekslende Striber af den heldende Sol gulnede dernede ind igjennem Kahytsvinduerne hen over de travlt spisende, og man saa af og til et Glimt af Skipperhuse og Træer i det trange Sund.

Passiaren vaagnede belivet under Følelsen af Øieblikkets Tryghed og Velbefindende, – indtil en vis almindelig Uro og enkelte forskjellige Opbrud lod ane, at man atter holdt paa at løbe ud i rum Sjø.

Fartøiet begyndte at løfte sig og rulle over. Glastøi og Borde dirrede og rystede under Duren af Skruen. Lamperne gyngede under Loftet. Det veiede op og ned, steg og faldt.

Nogle Damer var kommet ombord med Blomster, som absolut skulde sættes i Vand; – Cecilie havde aldrig troet, hun skulde synes Blomster var saa modbydelige!

Opvarterne tog bort Anretningen, larmende med Stentøi. Bordene knagede, Fartøiet væltede over, løftede sig og dalede.

En kunstelskende Handelsreisende satte sig til Pianoet og regalerede med «Længselsvalsen» og «Den sidste Rose» paa det mest udtryksfuldt melankolske i voksende og svindende Fylde under Duvingerne. Tonerne ligesom hamrede og naglede sig langsomt udtrukne ind i de inderste Nerver, medens den ene efter den anden bleg og med mere eller mindre grebne Miner trak sig ud af Kahytten.

Luften oppe paa Dækket den hele Dag havde gjort Cecilie overtræt; det skulde være godt at komme til sin Køie! . . .

Inde i Damekahytten var der endnu kun faa. En Frue var beskjæftiget med at bespise to Smaapiger og en Gut af medtagne Nistesager. De havde netop slaat ned en Flaske Bringebærsaft, som de stredes om, og Opvartningspigen maatte tilhjælp, medens en ung Kone henne ved Underkøien paa den anden Kant uafladelig arbeidede med at faa et tandsygt Diebarn isøvn.

Omkring i Køierne og udenfor laa Reisevæsker, spændte og løste, Reiseremme, Parasoller, Sjaler, Galoscher og Æsker. Hver Krog til at hænge paa var optaget af Overstykker, der hang udenpaa hverandre, og Døren kun til at faa halvt op.

Det forekom Cecilie, medens hun stod der og ordnede sig til Natten, som der maatte blive et Virvar af Klædningsstykker, naar alle disse Beholdere skulde rykke ud med deres Indhold.

Hun befandt sig inderlig vel ved at være kommen op i Køien. Det lille runde Vindu stod paagløt til den friske Søluft udenfor. Opvartningspigen var saa særdeles opmærksom mod Løitnantens Søster, og det var morsomt at ligge og høre paa de tre Børn snakke og prate om, at de skulde til Bedstepapa i Besøg, medens man holdt paa at klæde dem af.

Lidt efter begyndte den ene efter den anden af Kahyttens Indehaversker at melde sig.

En Dame forlangte med skarp Stemme Rede paa, hvorledes en fremmed Vadsæk var kommet op i hendes Køie. Hun lod hente Køiebogen for at bevise sin Ret, bredte reisevant sit Tøi ud over og hang med et «om Forladelse, tør jeg be’,» der ikke var indrettet paa Modsigelse, andres Klæder bort fra de Knager, hun selv havde Brug for. Hun udførte i al Mag et Nattoilette, der tog Vaskevandstel og Haandklæder i Beslag saa vidtløftigt, som hun kunde være i sit eget Hjem.

En Frøken og en Frue kom ind og lod til netop at have opdaget, at de skulde til samme Bad; det var saa deiligt! . . . De havde under deres ivrige Snakken og Henrykkelse ikke synderlig Sans for Omgivelserne, der dog lidt efter lidt stemte dem mere nøgternt.

En fed, rund, graahaaret Frue i Silkesalop havde Møie med at trykke sig ind ad den halv aabne Dør. Hun tog pustende Hatten af sig.

«Hæng den ud i Gangen, Dina!» rakte hun Armen ud til Opvartersken.

Efter det Saloppen med samme Ordre. Saa Kjolen. «Hæng den ind hos Dem, der skal ikke mangle Drikkepenge! Aa, ræk mig et vaadt Haandklæde ind» . . .

Efter paa det Vis i Forstaaelse med Pigen at have gjort sit Nattoilette ud gjennem Døren, forsvandt hun i forbausende Fart i Køien, hvorfra der lidt efter lød en regelmæssig Snorken.

Opvartersken tændte Lampen og skruede Vinduerne til. Hun gjorde i Stand et Par ekstra Køiepladser paa Sofabænken og tog bort to, tre Haandkufferter og Vadsække, der sattes ovenpaa de andre paa Gulvet.

Der lod til at bli overfyldt, og Cecilie kunde ikke undlade at gjøre en vis beklemt Kalkyle for Natten. Hun opnaaede den Oplysning hos Pigen, at hendes Køie under Loftet var den bedste og udtaget af Løitnant Witt selv.

To Damer fandt en heldig Udvei for sine Blomster ved at sætte dem i Vaskevandsmuggen. Den ene paastod ivrig, at der ikke var Tanke om at blive søsyg.

«Hvor kan én faa hængt sit Uhr? . . . Hvor gjør Du af din Portemonai?» hviskede hun, medens hun strakte sig indover Køien.

«Uf, det er saa hedt derinde! Men,» – hun holdt paa at tumle ned ad Taburetten, hun stod paa, – «jeg tror virkelig det bli’r værre og værre med Rullingen» . . .

Saa rodede de i det uendelige efter en forlagt Eaude-Cologneflaske, medens der mellem to Køier i en mat og ynkelig Tone udveksledes gjensidige Fortrøstninger om Veiret. At det rullede saa ubehageligt, kom vist af, at Fartøiet havde faat Bølgerne mere paa Siden; baade Chefen og Løitnant Witt havde lovet godt Veir! . . .

Ved Lampeskjæret gled der ind forskjellige Skikkelser, som under alskens uvilkaarlige Udbrud i Anledning af Slingringen, den trange Plads og Umuligheden af at udfinde, hvor de skulde lægge af sig Klæderne, tilslut mere eller mindre resignerede fandt sig frem til sine Sovesteder.

En lidt større Gut trodsede længe i Døren, han vilde være i Herrekahytten hos Faderen . . .

Den jevne Dur af Maskinen og Vuggingen af Søgangen virkede beroligende og søvndyssende paa Cecilie.

Det sidste, som foresvævede hende, før hun sov ind, var, at en reiseklædt Kone strævede med at faa sat en Del Syltekrukker indenfor Døren; de holdt paa at rulle overende i Gangen.

Ud paa Natten laa hun og droges og sledes med Søvnen som i et Mareridt, hørte halv i Drømme et Barn skrige og blive bysset, og at der raabtes paa Opvartningspigen, snakkedes og trøstedes. Skruen durede af og til med en underlig Lyd, som den glap i Luften og rystende surrede tomt rundt om sig selv.

En inderlig ond Os pinte hende tilslut helt vaagen. Lampen var gaat ud.

Det var blevet ulidelig hedt og kvalmt, og gjennem Halvmørket lød Jamren og alle Slags Søsygens Lyder.

. . . «Bare om en Stund, saa er det over, hørte Du jo, – saa er vi i smult Vand igjen,» trøstede det i den borteste Køie, hvor Moderen sad opret og holdt paa Guttens hede Pande.

. . . «Bare en Stund, saa er det o-o-ver,» brast Stemmen.

Gutten begyndte at hyle, han vilde bare i Land igjen.

En Dame laa og stønnede og jamrede; hun havde Brystkrampe og troede aldrig, hun kom levende frem.

Fra Køien ved Siden af strakte en hvid Nattrøiearm hjælpende ud en Flaske med Nafta, – blot hun kunde faa fat i et Stykke Sukker der borte i sin Kjolelomme! . . .

I den klumre, modbydelige og mangeartede Atmosphære under Loftet blandede sig nu en gjennemtrængende Naftalugt.

Men dette blev jo forfærdeligt, – indestængte i et lidet Rum, pakkede og stuvede sammen alle de Fruentimmer og Børn . . .

Man maatte da kunne faa Vinduerne op!

Umuligt, – de var skruede til for Sjøgangen. Der stod kun ét halvaabent, vistnok for Nøds Skyld, nærmest et Aflukke, hvis Laas glippede under Slingringen, saa Pigen uafladelig blev anmodet om at lukke det til.

Men saa Døren?

Cecilie fo’r op; det forekom hende, som der blot var Spørgsmaal om at undgaa at blive kvalt i det forpestede Rum.

De laa alle og klagede og jamrede og raabte paa Opvartningspigen; det var en Scene som paa et Koleralazareth . . .

Cecilie forsøgte paa at skaffe den stakkels lille Frue med Barnet Vand af Karaffelen, medens hun holdt Døraabningen fri med Foden. Hun var yderst oprørt og gjorde Opvartningspigen Forestillinger. Det maatte da i al Fald gaa an at faa bragt den syge Frue med Barnet ind i en af de ubesatte Herrelukafer?

«Ugjørligt, Frøken! der kunde komme Herrepassagerer udover Natten . . . og om to tre Timer er vi i smult Vand igjen, saa blir det bedre altsammen, skal De se!» trøstede den raadløse, forplagede Pige.

«Jeg skal række Dem Tøiet, – vær saa god,» hjalp hun en ung Dame, som havde havt en fatal Plads paa Bænken og lod til at have fattet den resolute Beslutning at famle sig op paa Dækket alene.

Nu formaaede Cecilie ikke mere. Hovedet blev hedt og svimmelt, Væggene i det kvalme, slingrende og veiende Rum blev ligesom klamsvede.

Hun fulgte Eksemplet, tog skyndsomt paa sig og bjergede sig op i den friske Luft.

Der var lidt ængstelig øde paa Dækket, det slingrede betænkeligt i Mørket.

Udenbords lysnede kun de hvide Skumstriber af Farten, og nede fra Ildstederne i Maskinrummet lød alskens Larm, medens Damprøret susede og brummede underligt i Natten, hver Gang Fartøiet løb ned i Bølgegangen med sin ludende Lanterne i Masten.

Hun skjelnede den unge Dames Skikkelse paa Bænken henne ved Røglugaren og gik hen og satte sig ved Siden af hende.

Ingen af dem brød sig om at passiare. De havde en Trang til at komme sig igjen i den friske Luft begge to, og efter en første Bemærkning om, hvor forfærdeligt det var nedenunder, veksledes der længe ikke et Ord.

De havde taget Plads paa Vindsiden, og af og til drev en let Regn fra Kammen af en Bølge, der knustes mod Dampbaadssiden, hen paa dem.

«Skulde vi ikke prøve at komme ind i Røglugaren?» mente Cecilie; hun syntes, den anden sad vel tyndklædt.

«Aa nei, her er saa friskt herude!»

Cecilie lagde en Del af sit Sjal over hende:

«Har De langt igjen at reise?»

«Jeg er først hjemme iovermorgen Formiddag. Jeg skal hjem til mine Slægtninge nordenfor Bergen – en Fornøielsestur med Dampskibet, før Ferierne ender.»

Ordet Fornøielsestur udtaltes med en vis indbidt Betoning.

«Jeg har sparet og lagt sammen til den i to Aar,» tilføiede hun. «Jeg hedder Anna Gregersen og er Lærerinde i ***helle.»

«Ja, det var en forfærdelig Soveplads, De havde dernede paa Bænken foran Køierne.»

«Med den rette kvindelige Taalmodighed maatte den vist kunne fordrages; det kunde jo været saa meget værre . . . Underligt nok, der er Køier baade her og der ledige paa Herresiden.»

«Løitnant Witt her ombord er min Bro’r. De kan tro, jeg skal forklare ham det altsammen: jeg vilde bare ønske, at det var i Morgen tidlig. Han skal ikke dø i Synden!» forsikkrede Cecilie hidsig.

Frøken Gregersen saa pludselig forskrækket og bønlig paa hende:

«For alle Ting nei, jeg hverken tør eller vil ha’ det paa mig, at jeg har gjort Kvalm ombord i det Dampskib, jeg har reist med. Kom det til ***helle, det blev Prostitution og Skandale! Og en Lærerinde, som gjør det, hun kommer ikke langt. Det gaar aldeles ikke an for hele min Stilling; saa De maa endelig være saa snil at love mig, Frøken Witt, at De ikke paa nogen Maade blander mig ind i dette. Gjør De det, kommer jeg bare til at erklære, at jeg netop er særdeles tilfreds! – For Deres egen Regning er det en anden Sag. Er man ikke afhængig af nogen, saa véd jeg minsandten ikke, hvorfor man skal være saa kvindelig at tie.»

Der kom noget forharmet skrigende i Stemmen.

Et pent, stille, beskedent Menneske, som Cecilie næsten ikke havde lagt Mærke til om Dagen, – og indvendig bare Bittersalt . . .

Cecilie stod foran en ny Erfaring, der tilfredsstillede hendes Selvfølelse. Der var altsaa virkelig en Forskjel mellem Folk, som ikke betænkte sig paa at snakke fra, hvad det saa kostede, naar det kom til Yderlighed, og saa saadanne, som gik der og ræsonnerede indvendig og taalte og kom igjennem Verden ved at slikke som Hunde deres Hænder, som de helst vilde bide . . . Det vil altsaa dog sige noget, at være en Witt af gammel god Familie, som Mama og Karsten altid snakkede om.

«I ***helle? . . . De er Lærerinde i ***helle?» gjenoptog hun Samtalen; der fo’r visse Idéassociationer gjennem hende. – «Der er vel ikke saa stor Omgangskreds paa et saadant lidet Sted?»

«Nei, jeg kjender egentlig bare fem-seks Familier, – Skibsreder Lorentzens, Kjøbmand Jesdals, Overtoldbetjent Fastings . . .»

«Aa ja! de bor i ***helle» . . . stansede Cecilie hende; – «Sønnen, Løitnant Fasting, har jeg set ofte.»

«Ja, han var hjemme hos sine Forældre en liden Tur i Vaar, før han skulde ud paa Togt. Jeg var sammen med ham en Aften; det er vist en nok saa egen Mand. Forældrene er ganske fortvilet over hans Projekter med disse ny Fyr, han strider for. Faderen er saadan pen forsigtig Mand; han synes, det er ganske forfærdeligt, at Sønnen gir sig ud i Avisskriverier og lægger sig ud med sine Foresatte. Og Folk der paa Stedet var jo oprørte og nyntes, at, naar den gamle med stor Opofrelse havde holdt ham frem, saa kunde han kræve, at Sønnen ikke gik hen og forspildte sin Karriere . . . Ja De véd – Snakket og Sladren paa et saadant Smaasted» . . .

Jo Cecilie vidste! – Aa, hvor hun hadede det. Fasting gi op sit for alleslags Hensyn, naar han har sat sig i Hodet at faa Fyrene til at lyse bedre i Landet.

Passiaren var gaat istaa.

Det svulmede og voksede indeni Cecilie, medens hun sad der i Natten og tænkte og drømte om Fastings Planer. Han havde jo ogsaa talt med hende om dette . . .

Der langt inde over Rælingen blussede et hvidt, klart Fyr op hvert Minut. Det var som en Hilsen, hvergang Blinkfyret lyste; og hun fulgte det ivrig, indtil det forsvandt.

Der skimrede et nyt rødt Lys fremme i Horisonten; det beskjæftigede hende med sit underlige Skjær, indtil en graalig Morgenstribe begyndte at lysne borte i Havranden.

Oppe paa Kommandobrættet skimtede hun gjennem Skumringen halvt i Drømme to Skikkelser; det var Lodsen og Rorgjængeren.

. . . Hun havde en Fornemmelse af noget saa frit og let og lykkeligt og sovnede ind med Nakken mod Røglugarens Vinduslister. – – – – – – – – – – – – – – – – –

Solen var langt oppe, da hun vaagnede ved at høre Karstens Stemme:

«Jeg mener, Du er gal, Cecilie! sidder Du her?»

Han lagde nok et Sjal om hende.

«Aa jeg har sovet saa deilig heroppe paa Dækket, Karsten!»

Hun sundede sig lidt og saa sig om. Lærerinden var der ikke.

Og nu først begyndte hun at huske . . . Jaha, alt det hun havde at sige Karsten! Frøken Gregersen havde vist klogelig trukket sig ned i Kahytten igjen for ikke at komme an i Ubehageligheder.

«Nu skal Du faa varm Kaffe, Cilia. Du kan trænge til det, stakkar. Sidde heroppe og fryse i Morgenkulingen . . . Men der kan da Pokker ingen passe paa slig heller, at éns Søster ikke farer op om Natten,» henkastede han ærgerlig for sig selv.

«Der var forfærdelig dernede!» udbrød Cecilie.

«Naa? Du var jo netop saa henrykt.»

«Du skulde vidst, hvordan det har været hos os.»

«Aa-aa jeg tror nok, jeg kan tænke mig til det; det har været adskillig Sjøgang.»

«Ja Du skulde ha stukket Næsen derned.»

«Gud bevare Dig – i Damekahytten?» spøgte han.

«Jeg siger Dig, det var ikke til at udholde.»

«Sjøsygen? – Du kan da skjønne, at vi ofte har anderledes Veir end inat.»

. . . «pakket eller, hvad Dere kalder det, stuvet ned i et kvalmt hedt Rum med smaa Børn, uden Luft nogetsteds fra og saa usigelig ækelt – og stinkende!»

«Pi-jah . . . Sjøsygen er usigelig,» – trak han paa Skulderen, – «almindelig menneskelig Lidelse, ser Du, – skjærer alle over én Kam.»

«Slet ikke faar Du indbildt mig, at noget menneske, om han saa var aldrig saa sjøstærk, – om det ogsaa var baade Dig og Chefen, – havde holdt ud at ligge i et saadant forpestet Rum uden at bli syg. Men det, som er skammeligt, er, at der var ledige Køier baade her og der andetsteds. Herrerne faar omtrent hver sit Lukaf, de stuves ikke sammen i en Kahyt.»

«Hm, hm,» kræmtede han, «Du vil vel ikke ha Damerne til at trænge ind paa Herresiden?»

«I Lukafer for sig?»

«Du mener, saa der hang saa et Skjørt og saa en Frak udenfor i Gangen bortover Knaggerne? Det turde være et mindre passende pêle mêle . . . Ser Du, Du begriber nu vel, at dette er overtænkt, og, bryder man først Reglerne, – især ombord paa et stort Passagerdampskib, der er Statens, – saa – saa har vi det, som ikke gaar an, – Ophævelse af al Skillemur . . . Eller rettere Huler i Muren,» mumlede han.

«Véd Du hvad, Karsten, dette er oprørende.»

«Hys da, Cecilie.»

«Aa jeg synes, det er saa, at en Dame aldrig skulde taale det.»

«Hvad gjør vi andet hele Dagen end at bære Dig og dine Lige paa Hænderne?» unddrog han sig spasende; – «vi forvænner Jer.»

«Ja det er netop det. I er saa galante, bringer Stole og Sjaler, fører tilbords og gjør Kur og saa med det samme – plumper vi ind i et opfyldt ækelt Rum, saa afskyeligt, at det ikke taaler at fortælles!»

«Aa, aa, Cilia, forivre Dig nu ikke, Du er for nervøs, – rent for nervøs. Der kommer Folk paa Dækket, og det ser ud, som Du er vred. Det er ikke rigtig kvindeligt med denne Heftigheden . . . en Fandens Arv fra Kommandøren! – Du skal passe lidt paa det, Cilia; det er jo Nervøsiteten, Du skal hjælpe paa nu; – ikke forivre Dig. Vi skal faa lidt Kaffe, skal Du se . . .

Og nu, Du, –» sagde han godmodig, «er der ikke mere Sjøgang end, at vi kan faa Vinduerne op nede i Damekahytten. Der skal gjøres istand, saa Du godt kan gaa tilkøis . . . Du kan tro, en liden Lur, Cilia, blidgjør Sindet,» lo han.

«Hututu, ikke vil jeg træffe Dig paa Morgenkvisten uden Paraply . . . Naa se, der har vi jo Kaffeen!

Naar Du har drukket, gjør Du bedst i at gaa ned, for nu begynder de at spule og skrubbe heroppe.» – – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Der var kommet som ny Livsaander over Cecilie, siden Fasting var blevet nævnt inat.

Hun havde faat Luft for Følelser, som ellers laa nedkuede, og hun var derhos blevet inderlig opægget. Modsætningen mellem alt det chevalereske paa Dækket og Behandlingen nedenunder mindede om saa meget, hun havde oplevet, hvor Virkeligheden altid for hende havde forholdt sig til det galante ydre som – ja som Damekahytten.

Karsten var ganske forbauset over Sjøluftens Indflydelse paa hende. Hun var saa langt fra det slappe, døsige, trætte Væsen fra igaar. Det var unægtelig en Dame af Holdning, som man skulde lede efter, som sad der med den frynsede Parasol bag Nakken og vuggede med Foden, medens hun paa sin egne Maade mønstrede den, hun talte med. De kom ud for en vis fin Ironi, og hun bed en og anden komplaisant Herre – og enkelte Damer med – saa kvikt af, at Taburetterne uvilkaarlig flyttedes nærmere.

Og hun gjorde Lykke.

Karsten lyttede til de skarpe Svar, medens han af og til gik forbi, og syntes, det klædte hende særdeles. Hun var nydelig . . . Pinedød, en Skjønhed med Aand og Salt!

Og han blev tilsvarende opmærksom, hentede Sjaler op, lagde sit eget prægtige Plaid under hendes Fødder, og kom, ret som det var, og spurgte, hvordan hun havde det. «En Bror er ikke en Døit bedre faren end en Fætter!» spøgte han.

Cecilie saa det ikke uden et vist indre Smil; hun begreb, at hun gjorde Lykke . . . Det var altsaa en lønsom Sag det at optage Angrebet, – at anlægge den kritiske Maalestok . . .

Hun følte, at hun interesserede, og en dunkel Fornemmelse sagde hende, at der havde hun fundet sin Nøgle til Verden, sit Sesam.

Hun kunde ogsaa sige sig selv, at hun efter bedste Evne anvendte Tiden underveis paa Turen til at udvikle dette sit kritiske Øie. Hun blev ligesom klarsynet, da hun fik Lyst til at se.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.