Sladderen har nu engang paataget sig et Slags Overinspektion med Folks Forlovelser. Der er saa forbausende mange interesserte, nogle frydefulde, andre forargede, nogle bekymrede, andre skadefro; de øiner saa inderlig vel, hvordan det vil gaa, hvordan han har faat en Kam til sit Haar eller hun fanget det, hun vil angre med Graad og Tænders Gnidsel.
Og i Anledning af Karstens Forlovelse med Wally Wanckel manglede det ikke paa, at Dommene faldt skarpe nok. Det blev drøftet og sigtet og vakte en hel Sensation paa Stedet. Man tvilte ikke paa, at Kommandørinden havde staat bag.
Og hans Færd mod Minka Krog! Hun havde besvimet, da hun hørte det.
Karsten skulde kort iforveien været saa ulykkelig for hende, og betroet hende, at han havde en enorm Gjæld.
Det var i en ordentlig Oktober Kuling paa Stathavet, saa Sjøen skyllede over Dækket og med Udsigt til en svær Hotelregning, naar han kom til Trondhjem for to Aars flot selskabelig Leben iland, at han endelig resolverede sig. Jo længere han gik i Dampskibsfarten – og han fo’r nu paa det andet Aar, – desmere tilbunds seilte han sig i Pengeveien. Der blev intet andet for, Minka fik overbord! En Mand maa bli klar paa sin Kalkyle, opgjøre sit Bestik . . .
Brevet blev skrevet i samme Veir oppe i Styrehuset og leveret til Postmesteren ombord med et humoristisk: «Pinedød, lad det ikke komme bort, det er Pengebrev.»
De havde fortjent en ordentlig Toddy baade han og Postmesteren, da de samme Kvæld i dette Svineveir klarte sig ind til Kristiansund.
Det var imødeset med en vis Spænding, hvorledes Karsten Witt vilde optræde som forlovet, naar han kom hjem i de Par Vintermaaneder, Dampskibet paa Grund af Isforholdene lagde op. Forrige Vinter havde han tilbragt den Tid i Trondhjem.
Det gik imidlertid paa det aller naturligste. Den ene Visit blev aflagt efter den anden, selv – skjønt lidt sent – hos Krogs; det vil da sige, det traf sig saa heldigt, at Minka var ude i Chokoladeselskab.
Og man maatte medgive, at, siden Wally var blevet forlovet og mere var i Kommandørindens Hænder, var der virkelig ligesom kommet noget mere naturligt over hende i det hele. Hendes Forpyntethed var alt blevet saa mærkelig modereret.
Kommandørinden havde ogsaa sine Tanker om, hvorledes hun skulde influere paa og opdrage Wally til en Kone for Karsten. Det gaar nu engang ikke ved Formaninger, men ved den Atmosphære, man indaander; – hun var paa det rene med det, – og tillige med, at hun just ikke vilde blive videre tilfreds, om Wally ikke begreb sin Begrænsning, men vilde være den eneste, som optog Karsten.
Kun Marthe kunde ikke forsone sig med Forlovelsen. Forargelsen over Karsten piblede ud af hende. Det værste, hun havde oplevet var, da hun saa Mama kysse Fru Wanckel; det var, som de dræbte Minka mellem sig . . .
– Marthe var ikke længere denne opskudte, tynde svaiende Misteltein; hun havde udviklet sig til en kraftig ung Pige med noget vist rask energisk i Væksten og brændende i Blikket.
Hun gik der med sin Hemmelighed imellem dem og levede sit eget Liv, der trak Næring for Smil og Bekymring, Ængstelse og Forhaabninger fra et helt andet Jordsmon.
Det blev hende, som gjemte Jans Breve allesammen; og, naar hun kunde liste sig hen og staa i lange Stunder læsende over sin Komodeskuffe, var det, fordi hun kunde tyde Runer mellem Linierne, som undgik de andre.
Dette skjulte afgjemte undlod ikke at sætte sit Præg. Hun havde ligesom ondt for at falde ind i de andres Interesser og, hvad der forargede Mama, hun var saa beklagelig ligegyldig for alt det, som ellers pleier at optage unge Piger. At faa lidt Stil paa hende, lidt af Damen havde aldrig villet lykkes. Marthe manglede ligesom alt Gehør for Tingen, al nødvendig Forfængelighed paa den Kant.
Marthes Tanker var fortiden stærkt optagne. Jan havde faat Posten som første Styrmand paa en stor Petroleumsfarer paa Europa med Udsigt hos Kompagniet til om et Par Aar at blive Kaptein. Det havde først gjort hende saa ustyrlig glad. Hun saa, at han nu holdt paa at vinde sin og hendes Fremtid.
Men nu bagefter drømte hun ikke om andet end brændende Petroleumsskibe om Nætterne.
Og mulig var det Betragtninger en Aften over Petroleumsdampen, hvormeget Hede der skulde til, før den eksploderede, der bragte hende til at udfritte sin Far om Petroleumsfartens Risikoer og Farer.
Men den Olie var opfundet efter de Aar, Kommandøren havde været i praktisk Fart, og Eksporten med. Det var naturligvis risikabelt nok, men dog ikke værre end at fare med Salpetersyre – eller Krudt.
«Krudt! . . . det kan jo gaa i Luften med engang,» fo’r Marthe op.
«Aa, man er naturligvis forsigtig, indelukket Rum og saa videre.»
«Men det er da vel forbudt at tænde Lys eller røge Tobak der ombord, Far?»
«Og koge Mad, mener Du,» lo Kommandøren. «Aa nei, de tar det vist nok saa lunt . . . Ser Du, Sjøfolk er jo vant til, at der bare er en tynd Planke mellem dem og Sjøen; de sover som bedst, naar de hører, det skvalper en Tomme udenfor. Og ind til Petroleumen er der altids en Jernplade saa tyk som en Linie eller to. Jeg har havt en Portion Nitroglycerin under Hænde; den taaler ikke Tryk eller Slag. Hyggeligt var det ikke; men Du ser, – jeg er ikke fløiet i Luften.»
«Saa det gik virkelig godt?» spurgte hun og mærkede først sin Aandsfraværelse ved hans tørre:
«Jo, Barnet mit, jeg sprang i Luften, det er bare den Stump igjen af mig, som sidder her!»
«Men, kjære Marthe, hvor har Du dine Tanker? Det gaar dog ikke an rent at sidde og maabe sig væk!» brast Kommandørinden ud.
«Jeg kom bare til at tænke paa noget andet, Mama.»
«Det vil sige, Du har Hodet fuldt af Jans Brev,» sagde Mama ærgerlig. «Du store, voksne Pige, gaa der og være optat af disse Skibssager, som han kunde sætte i Glorie for Dig, dengang Du netop var konfirmeret . . . Det er dog Maade paa Barnagtighed; det er, som Du endnu lekte med Dukker!»
Kommandøren udstødte et Par utaalmodige Kræmt og gik.
«Naturligvis er baade Far og jeg fornøiet, fordi det gaar ham godt,» forklarede Kommandørinden. «Vi har i bedste Maade hjulpet og tat os af ham, og det er virkelig smukt at se, hvor taknemmelig han i sine Breve hænger ved Huset. Men hans Plads og Sphære blir jo aldrig inden vor Kreds, det maa Du forstaa, Marthe.»
«Men Mama!» udbrød Marthe, – «tale om Jan paa den Maade . . . Fordi han er fattig . . .»
«Det er sletikke Fattigdom og Rigdom, jeg mener; han kan godt bli mere formuende end vi. Men det er Forskjellen i Dannelsestrin. Han kommer til at gaa frem og tilbage mellem Amerika og Europa med sit Petroleumsspand; og hvad skal vi tale med ham om andet end kanske kjøbe Petroleum af ham.»
«Aa Mor, aa Mor, hvor ondt Du snakker . . .» brast Marthe oprørt ud. «Du véd ikke, hvad Du siger!»
«Naa, naa, Marthemor! Du blir jo ganske heftig,» strøg Mama hende over Haaret. «Der er slet ingen, som har imod Jan. Men det er et raat Liv, han har at slaa sig frem i, – og han er da forandret, kan Du tænke Dig. Om han af og til skriver hid for gammelts Skyld, saa er det jo af det Slags, som Tiden snart bleger væk. – Saa saa, saadan stor, fornuftig Pige . . .
Véd Du hvad, Marthe, jeg tænker, Du gaar ovenpaa efter min opsprættede Pelskaabe, saa skal vi se, om vi kan finde ud noget rigtig vakkert af Skindbesætningen til Krave og Kanter for Dig . . .»
«Det er saamæn ganske heldigt,» tænkte Kommandørinden, da Marthe forsagt og nedslagen som et Straa i en Hagelbyge smøg sig ud af Døren, «at vi har Atlanterhavet mellem os og denne Jan. Det er da Gudskelov bare Brevene, vi faar ind af Døren . . .»
Cecilie stod klædt og færdig til at gaa ud med Karsten. Han skulde have nogle udsøgte fine Lommetørklæder hos Printz og ønskede Søsteren med paa Raad.
Karsten forstod sig paa, naar en Dame var comme il faut og havde intet imod at vise hende frem paa de Par Visiter, de saa kunde gjøre med det samme, for at faa endelig Aftale og Bestemmelse om en kombineret Slæde– og Skøitetur Lørdag Eftermiddag op til Værksvandet. Blot saadan som Kjolen sad paa hende, høihalset sort og tætsluttende med en mørkerød Sløife ved den hvide Kravestrime, – enkel og kraftig.
Den simple sorte Uldkjole med mørkerødt i Halsen, den glatte Krave og de smaa raske opbrættede Manchetter for Haandleddene var Udslaget af mange Forsøg og Udpønskninger, mange kasserede Façoner.
Slædeturen var arrangeret af Løitnanterne Jerwel og Mourier, Vinterens Løwer, den sidste nys hjemkommen fra Tjeneste i den franske Marine.
Det Spørgsmaal, der stod igjen at faa afgjort, var nu blot, hvilket Samlingssted Turen skulde gaa ud fra, om fra Wanckels eller Kommandørens?
Hos Focks, Falkenbergs og Meyers herskede der dog idag under Visiterne kun én Mening om, at det naturligvis maatte blive fra Kommandørens. Det laa i Luften, at man fandt, at den lidt hastig opskudte Wanckel– ske Familie vilde komme til at inkassere en vel stor selskabelig Honnør; – man havde overhovedet mindre Lyst til at lade sig bruge til at fetere Løitnant Witts vordende Svigerforældre.
For Cecilie var det jo en liden Skuffelse, da Mourier, som de mødte sammen med Premierløitnant Beck, beklagede, at han desværre havde maatte love lille Elise Falkenbergs Mor egenhændig at kjøre og ta sig af hendes Datter paa Turen. Men Beck stod parat til at være hendes Kavaler, om hun vilde gjøre ham den Ære.
«Jeg takker Dem næsten, Mourier,» lo Cecilie, «for jeg kan ikke sige, jeg just har den største Tillid til Deres Kjøring.»
Men indvendig var hun ikke fri for en Skygge af Forundring over, at det skulde træffe sig saa, at det just var den uomdisputerlig smukkeste af de unge Piger, Løitnant Mourier var bleven nødt til at kjøre i Spidsslæde. Han havde jo været selvskrevet til at gjøre hende sin Opvartning først.
Det blev et prægtigt Vinterveir den Lørdag, klart og Frost. Klokken tre om Eftermiddagen kom Bred– og Smalslæder opkjørende næsten samtidig paa Pladsen foran Værftschefsboligen.
Premierløitnant Beck var en overordentlig beleven Kavaler at have til at styre for sig. Han var bekjendt for sit gode Hoved og sin flængende Tunge, og Cecilie gav ham intet efter. De ordentlig overbød hinanden, og Bemærkningerne faldt bidende og kvikke fra begge Sider. Passiaren gik med et stigende Liv, saa de næsten ikke lagde Mærke til Veien, før Værksvandet uventet laa foran dem mellem Granerne.
Man gjorde Holdt ved Opsynsmandsboligen, hvor dampende Kaffe stod og ventede. De lange besværlige Reisekaaber blev aflagte, og snart saas de skøitedygtige Damer og Herrer nede paa de store, høit opkravede Isstykker ved Stranden.
Løitnant Beck bandt galant Cecilies Skøiter og førte hende med en vis Ostentation ud paa Isen. Hun havde Øvelse fra Barneaarene af paa Kanalen og Dammen og løb let og elegant.
Hun glemte i Øieblikket alt omkring sig for denne ubundne Fart med Brystet i fri Aandedrag fyldt af det rene, frostfriske Veir, medens en svag bleg Strime af Nymaanen løftede sig underlig kold over Skovtoppene.
Der var saa megen indestængt Livskraft i hendes velbyggede Skikkelse, der trængte til at faa Luft, at det først var efter en god Stunds passioneret Løb for egen Regning, det faldt hende ind at stanse og se sig om.
Hun havde nærmest ventet at være mere eller mindre efterfulgt af de andre. Men hele Selskabet med Undtagelse af Kadetunderofficer Willock, der kredsede i Nærheden af hende, løb derinde paa den lille Vig, hvor de havde spændt Skøiterne paa, under høirøstet Latter og Snak, – Mourier aldeles optaget af at lære og baglæns lede Elise Falkenberg ved Haanden paa hendes første Skoletrin. Jerwel løb i behændige Cirkler om Anna Valeur, der lod til at øve en særlig Tiltrækningskraft paa ham, og selv den aandelig fordringsfulde Beck var optaget af at give en temmelig stum nykonfirmeret Blomst de første Lektioner paa glat Is.
Cecilie stod med en irriteret Fornemmelse af ligesom at være kommet udenfor Ringen. Det havde ikke faldt nogen ind at følge efter hende.
Jo nu kom Løitnant Jerwel med to Kusiner paa Slæb, som han slap, da han kom i Nærheden af Cecilie.
Han maatte hen for at udtrykke sin Beundring; han havde aldrig set en Dame løbe saa elegant og sikkert paa Skøiter. Frøken Witt pligtede næsten at komme ind i Vigen igjen for at være Mønstereksemplar for de unge Elever der, – en Mening, som Beck paa Distance erklærede sig høilydt enig i, medens Mourier, pludselig opgivende Lektionen inde ved Land, nu kom i Fart udover.
Han gav sig til at kredse om hende og næsten stormende galant fange hende ind i alskens Ringe og Ottetal.
Det var en Leg, han var Mester i, og som morede dem begge under gjensidige Behændighedsprøver, saa han tilslut foreslog et Kapløb Haand i Haand op og ned af Isen.
Visse Tegn lod hende, da de for anden Gang kom i Nærheden af de andre, gjætte, at det mulig kunde være Mouriers Mening at forsvinde hen til sin interessante Undervisning igjen.
Hun satte sig simpelthen paa det Point at hindre det, – ikke netop for hans Skyld; men hun agtede ikke at tabe sin Prestige for den lille Aarsungen inde ved Land . . .
Hun begyndte at raillere Mourier med dette egne Blik, der lod hans Forfængelighed føle, at han stod under en smuk Kvindes Kritik. Hun kom helt i Aande, spøgte og snertede, gav og gjengjældte, og lidt efter havde, – hvad Cecilie ikke undlod at lægge Bræt paa, – de fleste samlet sig om dem.
Hun fik en Fornemmelse af dog at have raadet med Selskabet.
Der kom som et naturligt Veir over hende, en slagfærdig Friskhed, som baade indtog og dominerede. Bemærkningerne føg, medens man gled forbi hinanden.
Beck havde nok med at passe sine Ben, raabte han . . . Han kjendte det, som han risikerede en Kugle om Ørene, hvergang han kom forbi Frøken Cecilie!
Han skulde ikke være forknyt, lød det igjen. Anna Valeur havde slet ikke let, da han pirouetterede baglæns foran hende og saa med engang dumpede og sad og saa op paa hende fra Isen.
«Bare Skade ved et saa vakkert Fruentimmer, at hun er saa anstrengende pikant,» bandte Beck, da han var ude af Skudhold.
Men Cecilie havde hævdet sin Førsterangsplads, skjønt – hun følte det med en vis Bitterhed, – ikke uden Anstrengelse.
Maanens Krumhorn havde løftet sig et godt Stykke over Aasryggen. Den dæmrende Skumringstime med Tinten af det begyndende Maaneskin lagde noget skyggeagtigt, mere frit fortroligt, konventionelt ubundet ind i Stemningen.
Hun saa Karsten gjøre sin Hoveritjeneste hos Wally, der kun daarlig kunde gaa paa Skøiter og hele Tiden trængte hans Støtte, – og syntes pludselig, det blev saa trist at se paa.
Stakkars Bror, stakkars Bror! lød det indeni hende. Du er jo saa vakker, saa stolt en Gut . . . og saa – Hun syntes, de kunde ta hinanden i Haanden og bare resigneret lade det gaa udfor begge to, slig som Livet bedrog dem. Var kanske nogen engang mere lovende end Karsten og – det dæmrede næsten i en indvendig Graad for hende, – hun selv?
Der dukkede et Billede op . . .
Hun fik med ét saadan Medlidenhed med Karsten; . . . han kunde dog faa slippe løs lidt . . . Hun var saa vis paa, han vilde trække Pusten og flyve som en fri Fugl henover Isen, og more sig med de andre unge Piger, om hun nu løste ham af.
Hun fo’r lige hen til Wally:
Nu vilde hun forpagte hende, erklærede hun, en lang Stund for sig.
Hun spasede og lo med hende og trak hende over Isen. Wally havde bare at staa paa Skøiterne . . . Hun og Mourier og Beck skulde afløse hverandre. Hun vidste, Wally ikke var ufølsom for Udmærkelsen.
Mourier? . . .
Hun saa sig om; – han laa paa Isen ivrig sysselsat med at hjælpe Skøiterne bedre paa Elise Falkenberg.
«Beck! spænd Dem for med mig,» raabte Cecilie.
«Kan ikke, – er alt engageret. Frøken Meyer staar og venter.»
Og nu saa hun ogsaa Jerwel trække sig indover til den yngste Ungdom, hvor Karsten løb og passiarede og gjorde sine Sving med noget af en løssluppen Foles Fart.
Hun havde en saaret Følelse af, hvorledes man dækket af Skumringen igjen gled fra hende; det var mere naturligt at snakke og fjase med disse femten, sekstenaarige!
Hun sørgede ufortrødent for Wally. Den unge Willock, der var og blev hendes sværmeriske svorne, hjalp hende.
. . . Hun drog Laura Fock med; – og der kom Marthe trækkende Kaptein Turman ved et Bastes Lommetørklæde. Ja den, som kunde være saa troskyldig lykkelig, saa naturlig intet anende som Marthe!
Hun kjendte en bitter Fryd ved at vide, at Broderen ialfald fik være med og more sig derinde og være dum. Fuskede de andre sig væk, saa – hvorfor skulde ikke han ogsaa faa Lov til det? . . .
Cecilie var overgiven og næsten støiende munter, medens hun elskværdig holdt paa at faa sat Liv i de andre . . .
Aa, hvor hun trak paa Wally! – det var, som hun kjendte sin egen Skjæbne tynge og stritte bag sig.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.
Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.
Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)
Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.