Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

"/> XIII. | Bokselskap

Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

XIII.

Cecilie havde i Stilhed gaat og grublet i flere Dage; det var intet mindre end en Idé, hun var optaget af.

Den var udklækket den Aften, hun kjørte hjem fra Skøiteisen og sad der i Slæden bitter og ulykkelig ovenpaa Dagen . . . Bare det samme op igjen Aaret rundt, pynte sig og gaa i Selskaber, de samme Mennesker, det samme Snak, – tage imod, rydde og pudse, tragte The, tragte Kaffe, spille og synge fore og være kvik, – og saa rydde bort igjen . . .

Aa, den som kunde ta sig noget til, ha et ordentligt Arbeide!

Men hvad kunde hun gjøre?

Lærerinde? – tvinge og plage Smaabørn, som hun selv var blet plaget? . . .

Hendes Tanke ledte paa maafaa.

Oprette en Handel med alt, som hører til kvindelig Klædedragt, . . . begynde ganske smaat . . . eller kanske med Uldgarn?

Det forandredes til en Modehandel.

Ikke i nogen Smaaby, i selve Hovedstaden; hun vidste, hun havde en udmærket Smag . . .

Medens Beck konverserede og var kvik i Maaneskinnet, tronede hun i Aanden i en Butik med Baandæsker og Kapper og Hatteformer i Hylderne og et Par Værelser bagom og skrev Regninger. Hun saa dem alle have saadant Pres for at faa det færdigt. De skulde med her og der og lade sig lyve alskens Ting op i Øinene og se til, om de kunde holde sig lige høit i Vinden iaar som ifjor.

Og hun sad saa lykkelig og havde travlt og samlede Penge til at reise til Udlandet for at studere de nyeste Moder.

Hun gik og tænkte paa det i to, tre Dage efter Kjøreturen, indtil Planen om Modehandelen pludselig en Aften, da de skulde lægge sig, brød i veltalende Ordelag ud over Marthes Hoved.


«Buden ud igjen!» klagede Cecilie; de havde faat en Invitationsbillet til Willocks. «Kan vi da ikke nogengang sige nei, Mama?»

«Hvorfor det? Det er naturligvis deres Mening at gjøre lidt Stas af Karsten og Wally i denne Tid.»

«Jeg er saa kjed af det.»

«Sig forvænnet Du, – bare altfor feteret, Barnet mit! Du begynder virkelig at bli saa rent ujevn i den senere Tid. – Marthe faar ta’ sin grønne med Slaget.»

«Jeg synes virkelig, Folk kunde ha noget andet at gjøre end bare saadan gaa og komme og be’ hverandre. Jeg kunde ha’ saadan Lyst til en Gang at ha’ noget virkeligt Arbeide, – saa jeg kunde undskylde mig med noget andet end Hovedpine . . . Tak, jeg har travlt!»

Cecilie sagde det med et hidsigt Nik under Tanken paa sin ny Plan.

«Hvor Du snakker, Cecilie; det er ordentlig forfængelig Tale. Tænk, om Du virkelig stod saa, at Du var nødt til at tjene dit Brød . . . Du tar vel din blaa?»

«Aa den brune gjør det nok saa godt.»

«Du maatte da mindst ta din store Kniplingskrave og Manchetter til. Kanske blir der en Svingom efter Bordet.»

«Uf, nu har jeg begyndt at faa Hovedpine efter det hver Gang.»

«Jeg skal sige Dig, Cecilie, Du skal passe Dig lidt for det Humør; man kan tidsnok komme udover dette, der ligesom er Blomsterdunet ved en ung Pige . . . Du er blet lidt for kritisk og ho’demæssig; – jeg har ofte tænkt paa at sige Dig det. Det er en noksaa farlig Vei, Du er slaat ind paa, – at ta Mandfolkenes Privilegium og ville dominere! Der er en liden kvindelig Hemmelighed, som heder at glimre ved at lade andre glimre . . .

Du har jo saa mange Fordele, Barn! – men smidig er Du ikke. Et Fruentimmer maa ha lidt af Kattepoten, kunne viske over og faa det elskværdige frem . . . Se bare Marthe, stakkar, hun mangler langtfra fin Fremtræden. Med sit godmodige, kvikke Væsen kan hun saamæn snart være paa en grøn Gren.»

«Jeg tror, jeg døde, fik jeg ikke ialfald snakke lidt fra!» udbrast Cecilie saa heftigt, at Mama saa paa hende.

«Jeg har saadan Lyst til at gjøre noget, Mama!»

«Du gjør det, Du skal gjøre, min Pige.»

«Gaa i Selskab er da sandelig ikke at udrette noget.»

«Hm-m, sig ikke det,» – indvendtes der med et vist betænkt Eftertryk. «Der er kløgtigere Hoder end dit, som kommer der; – og hvorfor mener Du alle de alvorlige Mænd gaar i Selskab?»

«Mandfolkene har sit Arbeide og gaar ud for at adsprede sig; – og saa skal vi lade, som vi gjør det samme, – bare snakke hen i Veiret for at hvile ud!»

«Der snakker nok én hen i Veiret nu.»

«Jeg mener blot, at det maatte gaa an for os ogsaa at ta sig noget for.»

«Reise ud og bli Gouvernante og lære fra Dig Tysken din, mener Du? – nei,» smilte Mama, idet hun tilfredsstillet saa op og ned paa sin smukke Datter og samtidig studerede lidt paa hende i den blaa, «Du staar Gudskelov ikke foran det Nødmiddel endnu.»

«Ja men naar jeg nu har fundet ud noget, jeg virkelig duer til, Mama! Det er ikke noget, jeg saa gjerne vil bli som Modehandlerinde.»

«Ja, det kunde bli saa hyggeligt – levere Pynten til alle de andre, som gik i Selskab.»

«Det er netop det, jeg vilde.»

«Saa, ja. Jeg ser Laura Fock og Elise Falkenberg og Wally rynke paa Næsen til Dig og kanske trække af paa Regningen, fordi Du har git dem Hattebesætninger eller Blomsterpynt, de ikke liker.»

«Jeg mente da slet ikke at være her i Byen.»

«Bevare mig, hvor Du kan være barnagtig, Cecilie; først fik Du nu lære og gaa ind som Sypige i en saadan Handel.»

«Etsteds langt borte, Mama!»

«Hvor de ikke kjendte Kommandør Witt? – det blev ikke her i Landet det . . . Véd Du hvad, jeg er rent himmelfalden over Dig, Cecilie, Du er da nu over tyve Aar og saa by din Mor saadant rent – Væv. Jeg véd jo, det skyldes denne uheldige Blegsot, som vel skal begynde igjen nu med Vaaren. Men Du maa virkelig vogte Dig for saadan at gaa og se Dig lei paa al Verden, Cecilie! Du kan være vis paa, det gjør ikke noget godt Indtryk. Vær munter og elskværdig, saa kommer Du nok til at more Dig selv ogsaa, skal Du se . . .

Har jeg ikke Ret, Karsten?» vendte Kommandørinden sig mod ham. Han kom med den blaasorte Hage frisk nyraget og Hatten i Haanden for at gaa ud. –

«Cecilie har nogle Griller om at trække sig tilbage fra Verden og tage ud og selv tjene sit Brød.»

«Ja det er et Stadium det! Jeg har talt med mange unge Piger; naar de faar Virkelysten paa sig, er der altid gaat dem noget imod. De mærker Aktierne synker lidt i Byen og saa blir de hidsige paa Gouvernanteposter i Præstegaarde og hos Proprietærer paa Landet. Men med den Slags jomfrunalske Synaals– og Lærerindetendentser blir man Piskedausen ikke gift! . . . Jeg vilde bare sige Jer, at Mourier var oppe hos mig og fortalte, at der blir et rigtig fint, stort Selskab hos Willocks. Han kom fra Falkenbergs, Elise holdt paa med Pynten; hun vidste, hun skulde did alt igaar.»

«Saa?» henkastede Cecilie kort; det lod virkelig til, at den Konfirmationsungen begyndte at faa Privilegier.

«Jeg tar’ den blaa, Mama, den brune sidder sletikke saa godt. Og saa maa jeg ud i Byen og faa mig et Par lange Hansker . . .»

Karsten fulgte hende lidt efter henover Gaden til Printz; han skulde ud til Wanckels.

«Du gjør lidt i at være skarp, Cecilie, i den senere Tid, naar Du er ude.»

«Ja jeg gjør det; et Væsen maa man da anta mod Herrerne; naturlig gaar det jo ikke an at være!»

«Saa-aa? da tænkte jeg, det var netop det, det kom an paa at være; – – og ikke denne Maade at fare frem som et saltet Straffens Ris, straks et Mandfolk uforvarende er kommet til at slarve lidt paa en Mening. Et Fruentimmer behøver da ikke at bli en ren Tornebusk, fordi om hun har lidt godt Hode . . .

Men Tingen er, Cecilie,» – han piskede sig paa Benet med den lille myge Fiskebensstok, han gik med; han følte han tog i noget voveligt mod Søsteren, «at denne bidende Tunge ikke passer for Dig . . . længere! Et pur ungt Blod kan sige saa meget, ser Du; men i Længden – hm, – saa gaar det ikke; der kommer lidt af Ragekniven frem, forstaar Du. Det er ikke bare Dunet længere . . .»

«Adjø, Karsten! jeg skal nedover efter et Mønster – indom til Minka Krog,» kom det ironisk.

Hun skyndte sig nedover Gaden og ind den opmaagede Tvervei forbi den lille røde Kagebutik.

Det var ikke længere den, som trak; det var Madam Andersens Leiebibliothek, hvor baade hun og Laura Fock og andre Veninder havde deres Privatkontoer.

Og, da hun en halv Timestid efter gik hjemover, gjemte hendes elegante Ilderskinds Muffe en fedtet Roman med halv afrevet Nummer paa Ryggen.

Den første af den Slags havde unægtelig udvidet Horisonten. Nu slugte hun dem udover Natten med Lyset paa Hovedpuden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.