Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

"/> XIV. | Bokselskap

Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

XIV.

Der gik nok et kjedt og slidsomt Aar, før Karsten vandt frem til Maalet for sin foreløbige Ærgjærrighed, at vise sin smukke udprægede Person paa Kommandobrættet som Chef . . .

Men nu var ogsaa den Ting naat.

Og allerede den paafølgende Høst fandt han at burde begive med Dampskibsfartens Besværligheder. Han var hjertekjed af Beafen til Frokost og Laksen og Kalvestegen til Middag den hele udslagne Sommer Dag ud og Dag ind. Den sukkrede Taarntærte, som smuldrede og minkede udover hele Turen, taalte han næsten ikke mere at se . . .

– Det var vidtløftige Overlægninger i begge Familier, baade hos Wanckels og Witts, medens Forberedelserne til Udstyret stod paa udover Vinteren og ikke uden sine stille Rivninger. Men det var unægtelig et nydeligt Hus, der blev sat, en Komfort, som straks lod én føle Karstens flotte Smag.

Han giftede sig udpaa Vaarsiden og skulde nogle Uger efter foretage en Bryllupsreise til Udlandet.

Men det gjaldt, følte Kommandørinden, at faa lagt sin Indflydelse ind med den rigtige Tyngde; Karsten var i al sin fulde ubundne Frihed vant til sin Mors ledende Haand og Raad. Og disse Penge trængte sandelig sin tilstrækkelige Modvægt og Støtte af deres overlegne sociale Stilling, skulde han ikke komme til at bli for afhængig af de Wanckelske. Wally var ikke saa lidt fordringsfuld med Hensyn til at ville holde Karsten for sig selv; – det var dog ikke Karsten, som var gaat op i Wanckels, men Frøken Wanckel, der var blevet en Witt!

Det, Kommandørinden i den Anledning pinte sin Tanke med, var for Øieblikket nærmest Sagens selskabelige Sider.

Der kunde dog ventes en vis Optræden ogsaa fra Kommandørens i denne Festens Tid i Anledning af de nygifte, – noget udenfor det Præg, der laa over et almindeligt Selskab.

Og saa blev der virkelig, – hun havde nu overveiet det paa det nøieste, – intet andet tilovers end at foreslaa Witt, at det gjordes af med et ordentligt Bal.

Ja, det kom til at koste mange Penge, skulde det være i fuld Stil og svare til den Wanckelske Rigmandsmaalestok, saa Karsten kunde føle, der faldt nogen Ære og Glans for ham.

Jo mere hun grublede, desto mere paakrævet nødvendig stillede det sig; og der dukkede efterhaanden ogsaa andre Hensyn frem:

Det kunde trænges, at Marthe optraadte lidt ogsaa udenfor det jevne hverdagslige, – saadan i en vis Folio som Husets Datter ved en større Anledning.

Og Cecilie, – Kommandørinden drog et Suk, – det var noget eget der. Alle var jo saa optat af hende til en Tid. Men noget dybere! Det var, som hun skræmte og stødte dem fra sig igjen.

Efter i fire fem Aar at have danset ude hos andre, vilde det dog være noget for hende at faa vise sig paa eget Balgulv . . .

Men hele Anretningen med Midnatssupéen, Isen, Champagnen! – Hun saa sin Mands Ansigt til For slaget, – to gule Læderfolder om hver Side af Mundvigen og et Smil, saa knusende uforstaaende.

Det var saa mange Penge, bare Champagnen . . . Aldrig i Evighed gik Witt ind paa dette!

Kommandørinden værkede og grublede. Ballet i Kongesalen med det imponerende Billede i Fonden og Rækken af Uniformer og Toiletter paa det hvide Gulv under Lysekronerne bevægede sig og glimrede mere og mere for hendes Fantasi. Det var ikke til at gaa og bære paa længere.

Hun gjennemgik Sagens Detailler for Karsten, Spørgsmaalet om Hornmusiken, Fruernes Plads, hvem der burde føre op, hvorledes Supéen skulde anrettes, og Spillebordene for de ældre fordeles i de indre Værelser. Det endte med et Suk:

«Men Far, ser Du!»

Og Karsten saa saa inderlig godt Far. Men det vilde jo bli noget at gjøre Front med foran Svigerforældrene . . .

Til sin Overraskelse fandt Kommandørinden denne Gang ogsaa Cecilie ordentlig varm for Sagen. Det var ellers i den senere Tid ikke hendes Vis at sætte et fornøiet Ansigt op, naar der var Tale om Tilstellinger eller Indbydelser.

Naar Cecilie alligevel stadig mødte med det friske Smil, de livlig interesserede Øine, den velklingende, lidt spottende Latter og den ubetinget smagfuldeste Dragt, saa var det ikke, fordi hun jo længst var kjed af Selskabeligheden. Det var alt saa færdigt, saa indvendig aftrasket, saa altid kun den samme tomme, ørkesløse Maade at faa Tiden slaat ihjel paa. Men der laa en inticerende Forfængelighedens Strid og bævede under. Hendes Stolthed vilde ikke give tabt, hun maatte være den første mellem de unge.

Før havde det ikke været saa nøie, om Kjolen slog en Rynke eller noget netop klædte saa allerbedst. Nu var Toilettespørgsmaalet blevet hende et helt Studium, en pinlig Udspekuleren.

Mama mente imponeret, at Cecilie tegnede til at blive hende selv op ad Dage; – der var ingen Ende paa Nøiagtighed i Prøvinger, Udstuderinger og Forslag; hun brød sig sandelig ikke med Hensynet til, hvad det kostede! – Sidde, sidde, hed det først og fremst, og et Par Hansker kasseredes i et Nu. Selv Karsten havde faat Respekt for Damen ved Søsteren saadan, som Mama og Sypigen og alt i Huset fik bøie sig for dette.

Men, naar Mamas Plan om Ballet i Kongesalen fængede saa stærkt hos hende og ordentlig omfattedes med en syttenaarig Ungpiges hele hede Utaalmodighed, turde det have sin særlige Grund.

Fasting var i disse Dage kommet til Stedet. Han skulde have sin Station der mulig hele Aaret og bo hos Focks.

Der var kommet Oprør i hendes Blod fra det Øieblik, hun hørte det.

I de fire Aar, siden hun havde set ham, havde hun jo undertiden været noksaa optaget, eller interesseret ialfald, for én eller anden. Hun havde kjendt Mænd med virkelig prægtige og elskværdige Egenskaber fradraget visse Skjultheder og Uoprigtigheder, som nu engang tillaa denne Verdens Mandkjøn, – og hun havde ovenikjøbet bestræbt sig for at sætte dem saa høit op paa Piedestal for sig selv som blot muligt.

Men egentlig forglemme sig for nogen af dem, saa hun kunde miste de to Øine, hun havde i Hovedet, – nei!

Hun havde engang oplevet, hvad det vilde sige at føle en Funke tændt i sig, og havde siden gaat ligesom prøvende og ventet paa en Gjentagelse.

Hun havde indbildt sig, at det alt var nogenlunde glemt eller ialfald saavidt overgroet, at hun til Nød kunde behandle det som en saar Erindring; men længe gjemte Følelser brød igjen op med en ubeherskelig Magt.

Hun speidede i lidenskabelig Spænding efter et Skimt af ham; den kjendte Gang og Skikkelse vilde hun opfanget om aldrig saa langt og mellem aldrig saa mange.

Og Ballet hjemme, – kanske kunde hun der møde ham første Gang!

– Mama havde opstillet sine Brikker: Hensynet til Wanckels, til Karsten, til Døttrene og ikke mindst, at Karsten havde sendt dem en hel Kasse Champagne af den, han havde forsynet sin Kjælder med fra Barnett & fils i Reims.

Kommandøren stod imidlertid som en Moringsstolpe midt i Brændingen; han overskylledes af den, men viste sig lige urokkelig.

«Han var ikke blevet ør af Karstens Luksus og agtede ikke at lade sig smitte!»

Saa fik han taale at høre Hovedargumentet, erklærede Kommandørinden: – Godtfolk skumlede og undrede paa, om Kommandør Witt ikke snart vilde søge Afsked. Han fik vise, at han var i sin Vigør og optog sin fulde brede Plads, som de maatte finde sig i at gaa afveien for. Det var nødvendigt, at der repræsenteredes og engang imellem vistes, at de tog Del i Livet om dem . . .

Kommandørinden havde sin særegne Grund til at give Ballet snart, helst i næste Uge.

Der var indløbet Brev fra Jan, der meldte, at han havde faat Ansættelse som Kaptein paa det store Jernskib Lucida, der gik fra Newport til Bremen med Petroleumsfade. Han skulde overtage Posten i April i Bremen og havde arrangeret sig paa at være hjemme i Norge en Tid først og aflægge Kommandørens et Besøg.

Men Kommandørinden følte ingen Lyst til at faa Hr. Skipper Børresen figurerende mellem dem netop paa Ballet eller feire en Hjemkomst, der duftede af Petroleum.


Cecilie havde i Ugens Løb forberedt én Dragt, angret den igjen, ladet sy og omsy. Hun tog af og paa sig, prøvede ved Lysskjæret for at se, hvad der klædte til Haar, Hudfarve, Figur, og hendes Tanke havde svæ vet som en speidende Fugl over Wallys nye Toiletter fra Udlandet, om det var mulig at plukke en Idé der kunde virke i hendes . . .

Dagen før Ballet havde Fasting gjort sin tjenstlige Visit. Den var kort, og hun gik ikke ind; hun havde ikke havt Mod paa et tilfældig hverdagsligt første Møde, – næsten frygtet den gamle halvtossede Forvirring, han saa havde misforstaat. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Det gjaldt at ingen gik paa Gangen, om Cecilie kunde faa sove et Par Timer om Eftermiddagen før Ballet; hun saa saa medtaget ud, mente Mama.

Naa her var Pretentioner! mumlede Kommandøren, der maatte liste sig med knirkende Trin op af Trappen.

Der var ingen, som fik vide, at hun ikke havde lukket et Øie hele Natten.

Saa kom Paaklædningen under nervøs urolig Forventning . . .

Og nu – for sidste Gang efter de mange Prøver, – stod hun endelig der for Speilet med en Seiersfølelse og hørte, hvad hun selv saa, at hun var glansfuld smuk iaften!

Ved paa forskjellig Vis at forhale og uddrage Tiden opnaaede hun først at være i Salen en Time sildigere, end Kommandøren i sin prompte Villie havde paabudt.

Hun vilde komme med friskt Toilette, og saa, at der mulig ventedes paa hende . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.