XIX.

Det havde været travlt med Opgjør, Udbetalinger og Lønninger paa Værftschefens Kontor hele Formiddagen. Sølvmønt i forseglede Poser, i Tutter og blanke eftertællede Stabler var udleveret til de forskjellige, og alt lykkelig og vel noteret og kontrolleret, og Jærnskabet slaat igjen og lukket.

Det var et Pust hver Gang med disse Penge– og Regnskabsopgjør; det syntes paa Kommandørens indknebne Mund, der mere end ellers var i stramt Bid; han havde ondt for ikke at røbe en nervøs Skjælven paa Haanden, naar han noterede. Han stod ti Gange hellere, saa gammel han var, paa Kommandobrættet i en ordentlig Byge end nu med hans Aar og Følelse af tiltagende Glemsomhed i dette ængstelige Regnskabsvæsen, hvor Ansvaret kunde strømme ind ad en hvilkensomhelst arithmetisk Læk.

Idag var det Tørn over! Panden med det tynde graa Haar paa Siderne var betydelig lysnet, og han gik synlig lettet frem og tilbage paa den korte Gulvstump, medens Betjenten lagde sammen og gik.

Oppe i det ene Hjørne af Pulten stod endnu endel Sølvtutter ovenpaa nogle Pengesedler. Det var de vanlige Maanedspenge til Husholdningen, som Mama pleiede at lade en af Smaapigerne afhente.

Han saa ikke netop behagelig overrasket ud, da hun selv viste sig i Døren. Det anede ham, at det var noget, han skulde presses for; han havde gjentagne Erfaringer.

«Der, Jutta,» sagde han og viste hen paa Pulten, «har Du dit.»

«Tak Vennen min . . .»

Hun stod og samlede sammen Pengene:

«Ja vi kunde jo kommet saa godt ud af det, havde vi ikke Børnene at støtte. Marthes Reise, Du . . .»

«Snak ikke om det. Det var den Sne, som faldt ifjor.»

«Og saa» – hun trak et svært beklemt Suk –, «Karsten! Hans Stilling er jo saa pinlig ved Siden af Svigerforældrene nu, de har saa vanskelige Tider; han kan ikke paafaldende mindske sit Hus uden at skade Wanckels Kredit. Enhver vilde jo skjønne, at det skede, fordi han ikke længere kunde faa de vanlige Tilskud der.»

«Saa bør han flytte til en anden By; – det er den simple Udvei af den Nød.»

«Hvor er Du henne, Witt, – en kostbar Flytning ikke to Aar efter at de er gift! blot for en overgaaende Krise. Wanckels Formue er aldeles urokket, siger Karsten, den ligger i Fartøier og solide Værdier; det er blot de kontante Penge, det skal være saa uhyre vanskelig for overalt nu. Jeg maa sige, det er leit med disse Pengemænd, at det skal være saadan snart oppe og snart nede – Og Karsten gaar der saa fortrykt; – nu» – hun sukkede – «skulde han absolut havt to hundrede Specier. Han havde paaregnet dem saa sikkert, som han levede, og saa er det rent umulig at faa dem dernede paa Kontoret! . . . Han var hos mig, jeg véd ikke min arme Raad, Witt! – han var saa rent ude af det. Han havde faat en Veksel fra Wanckel for Pengene paa tre Maaneder, sagde han; men den er ikke mulig at anbringe nu straks; – og saa – hør og betænk nu først, kjære Witt! – mente han, at Du kunde hjælpe ham ved at tage den. Det var bare, at Du hævede idag af, hvad Du har i Sparebanken. Jeg siger Dig, vi faar gjøre det for Gutten, Witt!»

Der var noget trodsigt, men samtidig hjælpeløst i det Blik, Kommandøren sendte sin Hustru. Det var nu den tredie Gang, han skulde rykke ud med Penge for disse vanskelige Tider hos Konsul Wanckels . . .

«Karsten har alt faat det lille, han engang kan vente i Arv, véd Du, Jutta. Det var naturligvis bare en liden, umærkelig Klat for ham de otte hundrede Specier! Men saa kan din og min Hovedpude bli nok saa haard, naar vi bare faar Pensionen at leve paa. Kanske Du vil, vi skal ta’ imod Hjælp af ham da,» kom det graablegt dirrende.

«Kjære Ven, hvorfor overdriver Du saa, – bestandig og bestandig. Du kan jo rent komme til at miste din Søns Kjærlighed paa det. Her er jo ikke Spørgsmaal om andet end paa en fin Maade at forstrække Wanckels med to hundrede Specier.»

«Fint? . . . Jeg skal ha Retten til at plyndre for Pengene baade hos Karsten og Wanckels . . . fint!» han hven op som en Hingst, – «at presse de sidste Draaber ud af sin gamle Far!»

«Witt, Witt! – er Du ikke urimelig nu; ser Du det ikke selv? . . . Vilde Karsten presse Dig for alt i Verden?»

«Der, tag Sparebankbogen,» sagde han skjælvende; – «men ingen Veksel, siger jeg Dig . . . jeg, jeg taaler den ikke for mine Øine.»

«Kjære Witt da, – at Du skal ta’ alt saa bedrøvelig mørkt; det er næsten ikke til at holde ud! Det er, som jeg skulde være din onde Aand. Jo det er det, Witt, jeg føler det . . . og, var det ikke, fordi Karsten trængte det saa, – aldrig i Evighed tog jeg paa mig den Slags Ærinder! Men Du kan tro, jeg er ikke lidet stolt af, at det dog alligevel er hans Far, som støtter nu. Aa ja, jeg mener, det kan gjøre godt hos Wanckels ogsaa . . .»

Da hun var gaat, stod Kommandøren længe betænkt ved Pulten. Udtrykket var haardt.

Han havde en bitter Følelse af sin egen Magtesløshed, taalte ikke længere hverken Sindsbevægelse eller Ansvar. Han saa, hvorledes hans Alderdom blev et forsvarsløst Bytte for Juttas stærkere Villie; hvorledes han som et hjælpeløst Vrag kunde blive drevet op i hvadsomhelst, – kanske ende sine Dage som medindviklet i en Handelsmands Affærer . . .

Han havde drømt om en Hviletid fra sin ansvarsfulde Stilling; men Jutta havde faat ham til at staa.

Og slig kunde de drive ham . . .

Han smilte lidt eget læbeløst: – de blev til Fiender igrunden allesammen . . .

Ansigtet blev næsten listig tilfreds – tog han sin Afsked, saa undgik han dem!

Han lagde den ene Haand op paa den anden paa Pultens Laag, som han langsomt betænkt pressede Beslutningen ned. –

---

Siden Marthe ifjor efter et Fravær af henved et Aar var kommet tilbage fra Tyskland, havde Kommandørinden for at aflede mulige Formodninger med en vis Ostentation søgt at sætte hende i Vinden som den nyhjemkomne Datter.

Hun havde en Trang til at komme paa en mildere, mindre stiv Fod med Opinionen. Hun, Kommandørinden, som hidtil uden Modsigelse havde præsideret i Bymeningens Høiesteret, – blot et lidet Pibl dernede fra Stolpe i Pommern, og hun var moralsk afsat, mere end inhabil!

Men det havde været en Anstrengelse næsten over alle Grænser at faa det blot nogenlunde til at gaa. Der kunde være ventet en adskillig stærkere Følelse hos Marthe af, at hendes uoprettelige Daarskab kunde paalægge sine Opoffrelser; og hun maatte jo indse, hvor vigtigt det var for hende, at alt blev holdt i den rette Gjænge.

Mama mærkede altfor godt, at de smaa Forsøg, hun gjorde paa at være medgjørlig, ene og alene skede, fordi hun saa, hvor trykket og ulykkelige de allesammen var for hendes Skyld.

Men Marthes Natur var saa rent uheldig med, at hun ikke kunde lægge en Side ned i Forglemmelse – ialfald for den nødvendige Tid, – som vi alle maa gjøre saa mangen Gang. Det, som var i Sindet, stod i Ansigtet, og det, hun gik og tænkte paa, skrev sig ligesom udenpaa hende. Der var noget saa ustyrlig i Marthes Følelse, som en Fugl, der er kommet ind i en Stue og bare vil ud mod Ruden.

Kommandørinden vilde sige, at det næsten var en Mor, som røbede sig i den sørgmodige Tone, der laa over hende. Hun maatte se til at kry sig op og finde lidt af sin gamle Livlighed igjen, – kunde drive op lidt Tosseri ogsaa, det var saa aldeles nødvendigt.

Marthes vemodige, resignerede Øine modsagde alle Tilløb; hun bød høist kun til med sit tækkelige Smil. Hun følte sig hundrede Mile borte fra alt, hvad de forlangte af hende. Al hendes Sind og Tanke hang tungsindig fastgrot ved det ene, – hendes lille Gut nede i Stolpe.

Hun gik og tænkte paa, hvordan hun vel skulde faa sendt didned et Par smaa Skjorter, hun havde faat istand til Gutten, Strømperne og Livet og et hæklet Vuggeteppe. Hun saa for sig lille Jans Ansigt med de alt, før hun forlod ham, mørknede Bryn, den morsomme, snurrige Næse, den mærkelige Mund, der havde saa forunderlig mange Udtryk, og begge de deilige smaa Hænder, som nu kramsede efter Frau Jahr; han havde ikke Lov at være til for sin egen Mor, han stakkars liden! . . .

Men Kommandørinden følte jo, at dette blev umuligt, skulde Skinnet bevares; Marthe indbød til Forundring.

Og saa vidste Kommandørinden ingen anden Udvei end saa smaat at forespeile hende Haabet om, at hun mulig om to, tre Aar kunde faa reise didned igjen en Tur. Kommer Tid, kommer Raad, tænkte hun.

Og det var mærkelig, hvor det virkede. Der var som en stille Fylde ved Marthe, og, naar hun en og anden Gang fik et Skjær af den gamle Munterhed, syntes Kommandørinden, man næsten kunde glemme alt dette sørgelige.

– Marthe sad oppe paa Værelset en Eftermiddag paa et eget Vis beskjæftiget. Hun havde ikke kunnet modstaa at tage sin store gamle Stadsdukke op fra Sofaen i Kongesalen og bare klæde og prøve lidt paa den og saa smaat rede Seng for den dernede i Komodeskuffen. Hun blev temmelig befippet og var aldeles ikke vis paa, om det havde lykkets hende at faa den tidsnok undaf, da Cecilie kom rask indover Gangen for at tage paa sig til sin vanlige Spadseretur før Aftensbordet.

Cecilie saa temmelig stramt undrende paa hende:

«Jeg synes, Du skulde ta paa Dig og gaa med ud, Marthe, – ikke sidde der og tulle og lege, havde jeg nær sagt.»

Marthe forstod godt, hvorfor Cecilie var i saadan Fart og Uro idag. Fasting og Laura var kommet hjem til Focks i Besøg; de havde ikke været hjemme, siden de blev gift for to Aar siden, samme Høst Marthe reiste.

«Skulde Du ikke ha Lyst til at snakke fra en Gang, Du ogsaa,» udbrød Cecilie igjen. «Jeg kan ikke begribe mig paa Dig, Du siger ikke et Ord; – jeg synes, Du maatte kunne sende et helt Veir udover!»

Marthe satte et Par forskrækkede Øine paa hende; hun var ikke vant til, at der blev rørt ved noget af hendes.

«– som Du er blet trakket paa!» vedblev Cecilie. – «Vi skal i Morteren, ser Du; men hverken faa skrige eller kny. – Der er to Mænd, jeg har trot ordentlig paa i denne Verden; – og de har skuffet mig saa dybt, som man bare kan skuffes . . . De er ligedan alle, allesammen . . .»

«Du mener Jan, Cecilie? Jo-o, Du mener Jan . . .»

Der trak op en Bævren i Marthes Ansigt, som hun følte sin totale Afmægtighed til at rede ud noget Forsvar for ham.

«Aa Gud, aa Gud, hvor lidet I begriber af det!» brast hun ud aldeles ulykkelig . . .

Der opstod en Taushed.

«Saa saa, vær ikke vred paa mig, Marthe, – hører Du,» sagde Cecilie; hun havde i en vis Ilfærdighed faat Hat og Hansker paa.

Der var ingen Greie at faa paa Marthe! – Og kanske bedst, hun blev i sin troskyldige Illusion; hun var for from for denne Verden . . . Men samvittighedsløsere Menneske . . .

Hun var afsted, – gjorde sin Pligt og gik sin Aftentur, medens det urolige Blod drev hende.

Cecilie var begyndt at holde sin egen oppositionelle Kontrabog med Skjæbnen – og Mandfolk i Særdeleshed. Hun havde samlet op et helt Væld af Bitterhed, og hendes skarpe Øie ledte ligesom efter Misforholde for at faa givet den Luft. Og hun var ikke den, som ikke forstod at kredense det, saa det baade morede og bed.

Hun kunde gjerne gaat Gaden om Dammen og Kirken, saa hun ikke kom forbi Vinduerne hos Focks. Hun skulde naturligvis trække sig bort, ikke vise sig og sky give Plads . . . Men hvorfor det? . . .

Hun dreiede rask ind i Gaden, og saa rolig ind af Vinduet, hilsende til Fru Fock, som hastig vendte sig og kaldte paa Laura.

Nu nikkede Cecilie ogsaa et Par Gange tilbage til Laura, medens hun gik videre.

«Hun er stolt at se til,» sagde Fasting, som blev staaende ved Vindusposten og saa efter hende.

«Stakkars Cecilie!» yttrede Fru Fock, – «jeg tror virkelig, hun føler selv, at Folk er ræd hendes Tunge.»

«Lidt dømmesyg, hører jeg, de siger, hun er,» indrømmede Laura let. Hun var blevet liden og rund og koneagtig og begyndte at ligne Moderen som en ny Krone et mere slidt Tokronestykke.

«Der var en Bund der,» – sluttede Fasting en Betragtning for sig selv; – «men den drukner, som prøver at sokne efter den . . . Der er Kvindfolk, som har mange, mange Havarier paa sin Samvittighed,» slog han det hen i Spøg.

«Fy, Fasting! – ikke snak saa om Cecilie, hun er jo min gamle Veninde; – værsgo vær snil!»

«Jeg kommer virkelig til at huske paa,» aabnede Fru Fock sin et Øieblik betænkt sammensnurpede Mund, «dengang hun kom hjem fra Kristiansfeldt, og Kommandørinden betrode mig, hvorledes hun havde lovet sig selv ikke at tillade Cecilie at gifte sig, før hun var over de tyve. Men nu tror jeg nok, Kommandørinden ikke længere er saa ivrig paa den Haandfæstning. Der har jo været umaadelige Pretensioner i det Hus. Men saa skal vi ikke dømme Menneskene; – vi for vor Part har ialfald ikke set andet end godt af dem . . .»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.