Kommandørens Døttre

av Jonas Lie

XV.

De sidste Gjæster var gaat, og Lysene i Lysekronerne slukkedes i Salen, medens Skjæret faldt desto stærkere fra Sideværelset, hvor Dessertbordet endnu stod med høie Vaser, Levninger af Geléer, Iser og Kager og en Mængde hensatte Glasse paa den vinplettede Dug.

«Jeg tror, jeg vil lægge Beslag paa Dig, søde Wally,» udbrød Kommandørinden, «og sende Dig op og hjælpe Smaapigerne med at faa ordnet paa Soveværelserne. Vi har jo maattet arrangere alt til Toilettet og Reisetøiet deroppe. Du ser, jeg behandler Dig som en af Familien. Du har været saa inderlig smuk iaften i den dunkelrøde Fløiel, – rigtig som en ung Frue. Du har nu vel moret Dig?» forhørte hun og fulgte hende ud af Døren.

«Aa, Nella!» kaldte Kommandørinden. «Hent ind en Flaske Champagne af Kurven. Du faar spendere den paa mig, jeg er aldeles febertørst. – Og saa to rene Glas, Du. Jeg maa ha’ en liden Prat med Karsten nu ovenpaa. Man kan jo aldrig ha en hyggelig Stund med ham alene mere, mærker Du nok, Nella, uden man skal ha Trediemand med . . .

Et Glas Champagne, Karsten? nu ovenpaa Du, ikke sandt?» raabte hun.

Karsten gik op og ned inde i Halvdunkelheden og røg sin Havaneser. Hun tog hans Arm og spadserede med en tilfreds Omskuen gjennem den lange Sal ind til Dessertbordet.

«Tak, Nella! – forsyn Dig nu rigtig godt af Desserten og pluk ud alle de brugte Glasser.

Jeg tror, jeg kan sige, det har været vellykket i alle Dele. Og Far, Du Karsten, – han var virkelig oppe, havde ordentlig lidt af at staa paa Skansen iaften . . . Men hvad siger Du saa om Marthe? Jeg trode næsten ikke mine egne Øine. Hun gjorde formelig storartet Lykke!»

«Ny, ser Du, Mor, – det har sin Tiltrækning.»

«Ja men det var ikke saadan let Festdamelykke, det var virkelig noget, som tog dem, – saadan tækkelig lysende af Glæde, som hun var! De kappedes rent om hende, og i Mangel af at faa danse med hende kom de hen til mig og udbredte sig, – Jerwel og Schmidt; – og Dreier forfulgte mig næsten. Det er ikke vanskeligt at se, at hun har sin Fremtid i sin Haand!» plum pede det ud af Kommandørinden; hun var endnu under Indflydelse af sin Overraskelse.

«Skaal, Mama!» lo Karsten. Han sad magelig tilbage i Lænestolen og drak smaat under gjentagen Stirren ind i Vædsken.

«Jeg mener, Du næsten holder paa at faa lidt Embonpoint, Karsten!» spøgte hun; – «men det klær Dig ikke ilde. Du har nu hellerikke anstrængt Dig for stærkt med Dansen iaften.»

«A-pah, Mor,» – han stødte Cigardampen ud foran sig i Luften; han havde virkelig drukket adskillig iaften; – «en Mand, som har giftet sig og sat Hus! . . . Interesserne omstuves saa forunderlig. Naar man engang har voksne Børn at sætte i Vinden, saa faar man bemøie sig med Baljubelen igjen.»

«Og Cecilie, Karsten, – hun gjorde da sin sikkre, overlegne Lykke.»

«Ja-ah,» gispede han.

«Hun tog sig overordentlig ud; – og Du saa, hvor hun forstaar at faa det livligt om sig.»

«Jeg havde nær sagt, gid hun var lidt mere dum! De snor sig ligesom fra hende, – Fanden maa vide Grunden.»

Kommandørinden sad hen i Tanker med Glasset paa Fanget. Hun kunde rentud ikke begribe, hvor hun havde havt sine Øine henne, Marthe var dog virkelig et elskeligt Barn . . .

Karsten var halvt i Drømmenes Verden med Nakken mod Stoleryggen. Panden var blank og blevet lidt høi og haarslidt paa det sidste.

Da Wally kom, vak han op . . . Hun maatte skynde sig og ta’ paa sig; de maatte jo engang afsted!


Marthe gik deroppe paa Soveværelset og klædte sig af og nynnede paa Dansemusiken.

Det gik i Fart paa hendes Vis; men hun havde saamegen Moro at give tilbedste for Cecilie. Hun hu skede op saa det ene og saa det andet og maatte sætte sig ned og udbrede sig over det.

Saa op igjen og fortsætte Afklædningen til en Stump af Dansemelodien. Hun havde aldrig brudt sig om at danse; men iaften kunde det være det samme nu, naar . . .

Kanske ikke en Maaned til . . . Hun keg saa smaat med det ene Øie.

Hun havde gaat i et Slags Feber siden Jans Brev og var lidt letstemt baade til Latter og Graad.

Hun havde moret sig græsselig iaften; der dukkede op saa meget . . .

«Nu er jeg iseng,» raabte hun. «Blir Du aldrig færdig? – om lidt saa sover jeg, Cecilie.»

Hun reiste sig halvt op i Sengen:

«Det var dog et gruelig morsomt Bal, synes Du ikke?» Hun kom i Latter . . . «Se bare, hvor lang og forladt Kjolen hænger der . . .

Det danser endnu for Øinene mine,» lød det noget efter saare søvnigt.

– Cecilie stod fortænkt foran Speilet. Det tykke, nær nedbrændte Lys i en af de staselige Selskabsstager kastede sit gule Skjær, medens hun stirrede grundende ind i det.

Hun var saa klar paa Aftenens Resultat, – at hun var dødelig skuffet, og saa lidenskabsløs frigjort til at se paa sig selv og sit eget Væsen.

Hun havde set Fasting komme rask og fri henover Gulvet imod sig og Marthe i Begyndelsen af Aftenen. Hun huskede, at Lysene i det samme ligesom havde virret hende for Øinene. Hans Ansigt viste Spor af, at han havde ligget ude ved sine Fyrbygninger i alskens Veir, og det bar et eget lunt Smil, halvt det lette Leilighedens, halvt med tusend Ting i. Han hilsede lidt forceret kordialt, – det skulde være til dem begge. Men hun saa, han studsede, da han betragtede hende og maatte tage sig igjen, som han dog ikke havde husket hende saa smuk. Og hun selv blev vist frygtelig bleg. Det var et Øieblik mellem dem.

«Uforandret, Frøken! – ser jeg» – smilte han saa med en Kompliment og gled forbi.

Under Pauserne inde ved Spillebordet havde han stillet sig i Døren. Der lyste næsten altfor tydelig Beundring i den Mine, hvormed han fulgte hende; men – det var kolde Øine, hun følte paa sig, nærmest som optagne af en stærk kritisk Grublen; ikke en Funke i hans Blik af det gamle! – Og han var gaat lige efter Supéen.

Det var færdigt, – forbi! . . .

Men der var noget andet, som ogsaa nu skulde være forbi.

Hun havde længe nok taget dette Balliv som et Arbeide, gruet sig lange Tider til hvergang. Nu var hun gaat træt! – Havde hun noget der at gjøre længere? Hævde sig? . . . Det skulde hun nok sørge for alligevel.

Hun havde alt under Rivalskabet med de yngre en og anden Gang faat en Mistanke om, at der var disponeret mellem Herrerne indbyrdes om, hvem der skulde optage Kommandørens Datter, og af adskilligt nu iaften faat ialfald noget af en Anelse om Pligtdanse.

Hun stirrede ind i Speilet paa sig selv . . . Hun var virkelig overmaade vakker; – og den Hals og de Skuldre! – til hendes Toilette . . .

Hun saa ogsaa selv ganske upartisk, at hun nu var stram ved Munden, som hun kunde være, naar hun blev bitter og gav et af sine skarpe Svar.

Hun var sig bevidst, at hun gjorde Indtrykket af at være kold og følesløs, medens hun brændte indvendig, og at være uskaansom i sine Domme, naar hun blev hidset op til at være morsom og bidende – der var noget af en Knivseg i det, havde Karsten sagt. Hun blev stiv og stram og hovmodig i Smilet og var saa nær til at saares som et glødende Jern – bare af Kunstighed . . .

Men saadan var hun ikke kommet ind i Balsalen iaften; det var nu – bagefter, – hun saa saadan ud, nu, Skuffelsen havde lagt sin Is der . . .

Eftersom hun tog af sig, lagde hun med en vis Lyst til at anskueliggjøre, hvad der foregik indeni hende, Stykke efter Stykke af sig hen paa Sofaen.

Der laa Baldragten omhyggelig ordnet med de hvide Sko og Blomsterpynten ovenpaa, som havde hun bredet Ligklædet over sin Ungdom og sine Forhaabninger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kommandørens Døttre

Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.

Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.

Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)

Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.