XVI.

Det var ikke godt at vide, hvad for Slags Meddelelser, Marthe kunde have havt; men før seks imorges havde hun været ude og spadseret i det ruskede, regnmættede Veir.

Hun var hjemme til Frokost, rød og opkjaset; hun havde trængt saa til en rigtig god Tur, sagde hun.

Og uden, at nogen vidste af det, tog hun paa sig og gik ud paany.

Vinden trykkede og susede ind af Gangdøren, da hun aabnede den, og Linen paa Flagstangen udenfor smeldte og smeldte med en ensformig Lyd.

Hun stod igjen uden at have mærket Veien oppe ved det lille røde Vagthus, hvor hun havde været, da det lysnede imorges.

Vinden peb og ulede om Knarterne og tog i Klæderne, medens hun saa og speidede ud over den graa Sjø.

Regnskyerne lukkede Horisonten som en taaget Rand. Der kunde dukke frem hvadsomhelst hvert Øieblik.

Sydover gik Baaerne i vildt Oprør som en Række hvide jagende Støtter, der reiste sig med Skumsprøit og igjen sank, blottende stygge, sortgraa Skjær. En og anden Maage tumlede sig i Indløbet og skar gjennem Vinden udover, hvor et Par større Fartøier gik for dobbeltrevede Mersseil og Skum om Bougen, medens deres nøgne tøveirssorte Stænger pegede ind i Disigheden . . .

Det forekom hende den ene Gang efter den anden, som der kunde været Røg inde i det tykkeste af Horisonten; men det var kun Skyerne, som væltede sig urolig mørkt paa den Kant.

Hun havde skrevet, at hun vilde være deroppe, naar Udenlandsdampskibet kom. Og hun vidste, han vilde se efter hende. De havde sit bedste Minde fra dette Vagthus.

For at dæmpe sin Uro gik hun af og til hen og satte sig paa Bænken og forsøgte at tænke paa, hvordan han saa ud nu, hvordan han vilde bære sig ad og hvordan det skulde gaa?

Men hun kunde sletikke tænke; hun var bare optat af at vente.

Der . . . der! . . . dukkede Damperen ud af Taagen.

Hun stod og stirrede og trak ind Luften . . . Røgen blev hastig tydeligere og større; den laa som en udspændt lang sort Strime lavt henover Havfladen.

Hun stod som fastplantet uden Idé om hvor længe. Haaret var vaadt foran under Hatten, og Kaaben havde trukket sin tunge Del af Fugtigheden.

Damperen voksede sig større og større, alt blev stedse tydeligere, indtil den med ét løb susende og larmende lige mod Indløbet nedenfor og kom saa nær, at hun næsten kunde raabt ned paa Dækket.

Agter ved Rælingen stod en Mand og gjorde ivrig Tegn opover med Hatten.

Hun svingede med sit Lommetørklæde uden at vide, at hun med den anden Haand ogsaa gjorde det samme med Paraplyen.

Hun stirrede gjennem Graaden, kjendte Jan paa Maaden med Hovedet, og at han sendte Bud til hende gjennem Luften.

Hun kom i halvt Sprang hjem og skyndte sig ovenpaa til Gangvinduet for at se Dampskibet landsætte Passagerer ude paa Havnen.

Hun hørte Cecilie sige inde ved Dækketøi-Skabet til Mama:

«Det kunde godt hænde, at Jan var med Dampskibet idag.»

«Snak ikke saa, vi vil haabe, det varer endda fjorten Dage.»

Marthe trykkede Hovedet nær imod Ruden for at skjule Ansigtet, da Cecilie kom og stillede sig ved Siden af hende og ivrig saa ud:

«Gid vi havde Kikkerten, saa kunde vi se dem, som sættes iland i Baaden.»

Men Marthe havde længst skjelnet Jan. Nu fløi hun ned efter Kikkerten og var i Øieblikket oppe igjen. Hun saa og saa.

«Nu hvad ser Du?»

«Jeg, jeg . . . se selv.»

Istedetfor at levere Søsteren Kikkerten satte Marthe den nok engang selv for Øinene. Baaden var nu næsten inde ved Bryggen.

«Saa laan mig den da?»

«Ja – – de-r . . .»

Men hun tog den ikke fra Øiet, før Jan var oppe af Bryggetrappen.

«Har Du set saa tvær!»

«Jeg var bare ikke vis paa; – jeg syntes . . .»

«Ja nu! – det er ikke godt at se mellem alle dem paa Bryggen;» Cecilie stod og ledte med Kikkerten.

Marthe var borte.

Hun var fløiet ned og havde aabnet Gangdøren, før Jan endnu ringede, og mødte ham med et Ansigt rødt af Regndrevet og Graaden og halv forstyrret af den voldsomme Sindsbevægelse . . .

«Jan – Jan!» – hun trak ham skjælvende ind i Gangen med en Omfavnelse, som de begge blot vilde holde Virkeligheden fast, – forsikkre sig om den . . .

Pludselig fo’r hun op, hun hørte Støi. Hun fik netop hvisket:

«Sig ingenting idag, Jan!» – da Cecilie kom springende ned af Trappen med et høit overrasket:

«Jamæn er det Jan!»

«Ja her er han, Cecilie!»

«Alt det sorte Skjæg! – og saa brun, som Du var barket. Jeg har glædet mig saa til Dig, at Du ikke ved det; – saa blir her da lidt muntert igjen . . . Du faar ikke bare ta Dig af Marthe dennegang, hører Du,» spøgte hun, medens han hang sin Wams og den bløde, stukne Silkehue væk . . . «Der er blet svært til Mand af Dig. Er vi endnu lige høie, tror Du? Værsgod maal Dig, før Du slipper ind.»

Han studsede ved at se paa hende:

«Og Du, Cecilie, er da ogsaa blet lidt – anderledes. Det vil sige, ikke mindre vakker,» tog han sig, medens han mønstrede hende. «Men Du er vist blet noksaa – hm, . . . Sig mig, er det Dig, som har Kommandoen her i Huset nu?»

«Naa, Du trænger nok til at se Mama igjen,» lo Cecilie. «Kom nu ind.»

«Far! tænk Jan er kommet,» raabte hun i Kontordøren og sprang saa op paa Gangen efter Mama.

Jan og Marthe blev alene i Stuen.

Det londonske Slaguhr og de store sortindrammede Lithografier med Kongens og Dronningens forgyldte Portræter i Spidsen gik en hel svimmel Runddans for deres Øine . . . Det var virkeligt, – de var sammen, – stod der og saa paa hinanden . . .

Hun var blevet en fuldvoksen udviklet Kvinde, endda tusinde Gange mere den samme ubegribelige selvforglemmende, fremfusende unge Pige, som han fra først af havde stridt saa for ikke at blive bundet af, og som han siden havde sat ind alt, hvad han eiede af Evne for at vinde . . . Ikke Spor hos hende af at være udglattet til noget ligt de andre!

Og hun læste i hans Ansigt Spor af Arbeide og Anstrengelse, – noget som en nervøs Rynke ved Øiekrogene og en blaa Aare. Hun opdagede et stort hvidt Ar, der trak sig indunder Hagen:

«Det er derfor, Du bærer Skjæg, Jan?» Hun strøg over det med Følelsen af, at han havde faat det under Kampen for at naa frem til saadan, som de nu stod der sammen. Skjægget til de brede Skuldre gjorde ham ligesom en Smule mere undersætsig; den korte stærke Hals, hvorom Tørklædet laa slængt, var brunet som en Trærod . . .

«Faar jeg se paa Gutten, hvor er han?» lød Kommandørens Stemme i Døren. – «Godt gjort, min kjære Jan, knap seks og tyve Aar og alt Mand for Dig selv!

Gutten bor naturligvis hos os,» vendte han sig til Kommandørinden. Hun havde givet sig Tid til at tage en anden Kappe paa og modtog Jan med en vis mild Venlighed, hvoraf der dog ligesom trak noget kjøligt.

«Du bør vist ikke sige «Gutten» længere, Witt. Jan Børresen er jo nu blet en hel» – hun ledte lidt efter Udtrykket – «Skibsfører».

«Tak, men jeg har ladet Tøiet bringe til Hotellet og bestilt Logi der.»

«Snik Snak, Du véd da, dit Værelse staar her hos os.»

«Tak –; men jeg kan faa Forhindringer; jeg véd ikke, hvad Time jeg kan komme til at reise, – jeg maa nok ligesom ha’ Klokkestrengen i Haanden.»

«Jeg vil ikke vide af andet. Du bor her den Stump Tid, Du har,» afskar Kommandøren enhver Indvending.

«Jans forrige Værelse er jo brugt til Pulterkammer; men Nella vil vist gjøre sit bedste for at faa det istand,» yttrede Kommandørinden lidt formelt.

– Det skulde staa skuret og pudset akkurat, som han havde det i gamle Dage, færdigt til Aftenen, lovede Nella opstemt, da Marthe kom ud med Ordren. Jan og hun var gode, gamle Venner.

Efter Middagen faldt det saa kjedeligt, at Marthe maatte ud et Ærinde. Hun skulde prøve sin nye Vaarkjole.

Kommandørinden havde lovet Jomfru Mathisen, at det ikke skulde staa paa dem. Det var bedst, at Marthe gik straks og saa, hvor langt hun var kommet; Mathisen var saa rent overlæsset med Søm i denne Tid, alle skulle ha’ sine Vaardragter færdige.

Marthe sendte Jan et Blik; – han fulgte hende naturligvis.

Kommandørinden fandt imidlertid for godt at lægge Beslag paa ham:

Børresen maatte sætte hende lidt ind i sine Forholde. Hans Udsigter i Stillingen beroede vel ogsaa i nogen Maade paa Petroleumspriserne? – Var han tilfreds med de Herrer Redere? Der var jo saa mange underlige Slags Forholde derover, som man heldigvis ikke vidste af her . . .

«Skynd Dig nu, Marthe! saa Du kommer afsted.

. . . Saa det er brave Mennesker, virkelig brave Mennesker? Ja det er naturligvis Undtagelser . . .»

Marthe var endelig med sin yderlig skuffede Mine og et langt Øiekast ude af Døren.

Kommandørinden fortsatte Samtalen en Stund og forlod saa Stuen:

– «Jeg haaber, Du ikke har glemt, at vi har Kaffeen halv fire,» sagde hun i Døren.

Jan gik med Huen i Haanden, lagde den sammen og brettede den og studerede paa, om det vel gik an at slippe ud efter Marthe ved at paaskyde, at han skulde hente sit Tøi fra Hotellet, eller om han var nødt til at vente paa Kommandørindens Kaffe.

Cecilie sad lidt fortænkt og saa af og til hen paa ham. Der var noget saa sjøfrisk lige ud af Arbeidet kommet ved ham.

«Du sa’, jeg var forandret, Jan,» slap det ud af hende. «Du mente vist noget med det. – Du synes, jeg er bleven ligesom ældre?»

«Ja-a, en Pige paa tre, fire og tyve Aar kan nok stønne under Alderens vægt!»

«En Pige paa tre, fire og tyve er gammel, Jan!» brød hun hæftig ud; hun havde en Trang til Fortrolighed. «Hun slutter akkurat i de Aar, da I begynder at foreta’ Jer noget.»

«Da ser det ud til at være Kræfter nok i Dig, Cecilie! Du er slet ikke død i mindste Maade.»

«Aa nei, jeg kan nok holde mig nogle Aar endda, er det det, Du mener . . . men – man er en Blomst, ser Du Jan, som staar i et Vandglas.»

«Og saa blir man da Kone engang, det er da Pokker til Utaalmodighed,» lo han.

«Saa naa ja, – hænge sig paa en Knag, mener Du, helst en forgyldt.»

«Da tænker jeg, der er nok af dem, som knæler for Dig; – for Eksempel –»

«Aa bry Dig ikke med at gjætte. – – Du ser saa foretagsom ud, Jan,» afbrød hun sig. «Du véd ikke, hvor jeg misunder Dig!»

Det gjorde hende godt at faa krænge sit Hjerte lidt ud, og det skede saa naturligt paa gammel Kammeratsfod, at Jan et Øieblik spekulerede paa, om han ikke gjorde rigtigst i ogsaa at krænge sit Hjerte for hende.

Han betænkte sig imidlertid; – han holdt paa at gaa glip af Marthe derude.

«Vilde Du ha slige Næver?» spurgte han og viste frem sine to adskillig medtagne Greb; han tog i Døren og skyndte sig ud.

– Mama havde saameget Brug for Marthe; og Marthe fo’r hen, hvor hun troede, Mama blot pegte, og hørte galt den ene Gang efter den anden. Hun gik som paa Gløder. For Tanken susede det hele Tiden, at Jan var inde i Stuen, og at hun stod lige foran Afgjørelsen. Nu skulde det bekjendes, det hun havde gaat med i alle disse Aar . . .

Hun faldt i Staver og grundede over, hvad hver af Forældrene vilde sige – og Cecilie og Karsten.

Hun gjenfandt sig stadig svedig angstfuld foran Mamas Mine.

Kommandøren overraskedes i Gyngestolen ved, at Marthe i Skumringen pludselig satte sig hen og lagde Haanden paa hans. Han strøg hende lidt forundret over Kinden.

Hun fik ikke mere end hvisket et Par Ord til Jan, da hun gled forbi ham, før Lampen tændtes.

Og, da de saa ud over Aftenen sad ved sine Arbeider om Bordet, var det ordentlig svimmelt. Hun styrkede sig jo ved at vove et og andet Blik hen til Jan; men det var, som hun ikke kunde finde paa et Ord at sige. Hun holdt Øie med Mamas Ansigt og grublede paa, hvorledes det vilde se ud, naar hun imorgen Formiddag fik vide, hvorfor Jan var kommet.

Og Jan gjorde paa sin Side sit bedste. Han svarede bare en eneste Gang distræt, saa Cecilie lo af ham og sagde, at han endnu sad og seilede efter Reisen. Han var et Øieblik faldt hen i at gruble paa, hvordan han vilde begynde til Kommandøren imorgen. Ellers fulgte han meget opmærksomt, hvorledes Marthe syde, og syntes, det var mærkeligt, hvor mange Gange Traaden maatte trækkes ud i en Søm paa en Aften.

Da der sagdes Godnat, fandt de et Øieblik til hinandens Hænder. De forsøgte at se freidige paa hinanden og give Mod. – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Kommandøren var i godt Humør idag og passiarede ved Frokostbordet, medens de drak Kaffeen, og Jan sad og lod, som han smurte paa Brødet og dreiede og vendte det. Han var bleg og svarte saa underlig beskedent og kortfattet.

Han agtede at bryde Isen nu lige efter Frokosten, be om en Samtale med Kommandøren og Kommandørinden; – og han stirrede sjæleangst ind i, hvad der vilde ske, om han nu mødte et Nei. Han kjendte sig bare saa afmægtig; det stod ikke i hans Magt at rive Marthe fra Forældrene.

Marthe taalte næsten ikke at se Jan sidde saadan, bleg og fugtigsved . . .

Og saa skulde Mama kanske være blind nok til at være imod ham!

Der kom med ét saadan Sindsro over hende. Hun vidste saa trygt og helt ud, hvad hun vilde; – og at fra det blev hun aldrig til at rokke. Hun var Jans over alle Hensyn – ogsaa til Forældrene! . . . Det steg som en Trods i hende.

---

Det var, som om Loftet var faldt ned over Kommandørinden, da Jan kom med sit Andragende.

Hun havde et helt fortærende Raseri i Brystet.

Men den overhængende Nødvendighed af at hindre Kommandøren fra i Øieblikket at udtale sig, lod hende beherske sig. Hun havde al sin Møie med at hindre ham fra at følge sin øieblikkelige bevægede Indskydelse og gaa videre med noget Slags Løfte om Samtykke, end raadeligt var. Hun holdt med Bestemthed paa, at de maatte faa Tid til ordentlig at overveie denne vigtige Sag. Oprigtigheden og den aabne Færd var sandelig ikke her hverken paa Hr. Børresens eller den stakkars uerfarne, hun vilde ikke nytte et Udtryk som forledede, Datters Side; – men noget nobelt Brug af sit Ophold under deres Tag kunde han ialfald ikke siges at have gjort.

Efter det første uundgaaelige Udbrud begyndte hun at appellere ogsaa til Jans egen Følelse; – han syntes vist ikke, det var saa urimeligt, om de som Forældre tog sig lidt Tid til at betænke, hvad de kunde forsvare for sin Samvittighed.

– Kommandørinden var ganske altereret og blussende i Ansigtet, da hun kom ud fra Samtalen. Foreløbig havde det jo lykkedes hende at opnaa en Udsættelse.

Men det kogte i hende. Marthe, som virkelig kunde ha’ en Fremtid! – og saa skulde hun tages ombord af saadan en Skipper Børresen som et Petroleumsfad . . .

«Tænk, at Marthe har gaat saadan og gjemt paa dette nu i fire fem Aar!» kom Cecilie optaget ind. «Hun har fortalt mig det altsammen. Jeg synes det ikke er værdt at pine dem længere. De vil jo ha’ hinanden!»

«Kjære Dig, Cecilie, fly’ nu ikke Du ogsaa i Lyset! Du er da forstandig nok til at skjønne, at det er en romantisk Barnegrille, Marthe har lavet sig op. Hvad véd hun endnu om, hvem hun virkelig vil fæste sig til?»

«Ja der kan da ialfald ingen anden vide det. Men det er vist rent utænkeligt, at to, som vil ha’ hinanden, skal faa hinanden!» lød det bittert.

«Det er hverken din Fars eller min Mening at sætte os imod, hvem saa Marthe valgte, naar vi først forstod, at der var Alvor i det, – selv om vi maatte drage et noksaa tungt Suk ved at se hende dale ned til slet og ret Skipperkone. Men jeg mener rigtignok, at det er ganske nødvendigt, at de faar Tid til at se paa hinanden med voksne Øine.»

«Skal det da ikke være nogenting, at Jan har stridt og arbeidet for at faa hende i al den Tid? Han tjener jo nu rundelig til at kunne sætte eget Hjem. Jeg synes, det er ordentlig stort gjort af ham; – og han er nu seks og tyve Aar.»

«Du taler utrolig uerfarent, Cecilie! En Mand strider og arbeider under alle Omstændigheder for sig selv for at komme sig frem. Men det klinger nu saa høit, at det skal være for Marthe. Jeg kan uden Hekseri tænke mig, at Jan Børresen vil ha’ en af Kommandør Witts Døttre. Men, naar vi skal veie Sagen, saa er det dog Marthe, vi først og fremst maa tænke paa, som er vort Barn. Hun har jo aldeles ingen Maalestok endnu. Dette er en Smaapigedrøm; hun maa sandelig faa se sig lidt om i Verden og prøve sig.»

«Du vil da ikke, Mor! at hun skal svare Jan, som har trot paa hende i alle disse Aar, at nu vil hun først se efter, om hun ikke kan bli forelsket i nogen anden? Jeg tænker, han vilde være saa kvit og færdig med hende som saa!» hun slog med en heftig Gestus ud med Haanden.

Der var en upassende Hede i Tonen, som fristede Mama stærkt til at minde om Grænsen; men det var for vigtigt at faa Cecilie bearbeidet nu:

«Det var nu egentlig fra først af bare Vidunderlighederne ved Jans Søliv, som trak; – og saa blev han Helten. Men at lade hende blindt holde ved den Roman, Cecilie,» – rystede Kommandørinden paa Hodet . . . «Det er jo saadan egen uvirkelig Fantasi hos Marthe; alt vokser sig fast for hende; og saa hengir hun sig til det saa voldsomt.»

«Hun kommer aldrig til at holde af nogen anden, saa godt kjender jeg Marthe, Mama!»

«Ne-i, hun har klynget sig fast nok – desværre – til denne fikse Idé. Men, naar vi kommer ned paa Jorden og ser i Virkeligheden, saa staar Marthes Natur for mig saa ganske, ganske anderledes. Hun er netop saa modtagelig. Eller hvad synes Du om hende paa Ballet forleden? Døm blot med egne Øine, Cecilie! Der skulde just ikke være saa meget igjen af den evig elskede Jan den Aften. Hun var jo aldeles væk, fik ordentlig et helt nyt Væsen, saa betaget var hun af den Hyldning, hun fik. At det ikke var nogen Umulighed, at hun kunde komme til at se med milde Øine paa nogen af dem, som gjorde hende saa hed Opvartning, – det saa nu jeg. Men dette var egentlig første Gang hun var ude og havde nogen Anledning til at gjøre Erfaringer.»

Cecilie svarede ikke; hun kom til at huske paa, hvor ude af sig af Glæde Marthe virkelig havde været oppe paa Værelset, da hun pratede og snakkede saa ulidelig hele Tiden.

«Nei, ser Du, Cecilie, det er Virkeligheden, hun endnu ikke har faat prøve; – og det bør vi alle efter Evne lægge vor Indflydelse til, at hun kan faa. Det er saa underlig med Sammenligningen; og, naar Jan er reist igjen, kan der komme ganske anderledes stærke Indtryk . . . Aa nei, misforstaa mig bare ikke, her er ikke Tanke hverken hos Far eller mig om at modsætte os noget, blot en Opsættelse paa et Aarstid ialfald, før vi lader hende gaa hen og bestemme sig. Hun bør faa lidt Tid til at maale Hr. Jan Børresen med den ideale Sømand, hun har gaat og lavet sig op; – kanske kommer hun til at føle, at hun ikke bør haste saa stærkt . . . Men det staar naturligvis rent til hende selv.»

«Hun slipper ham aldrig, Mor!»

«Naa desto bedre. Det er jo blot, at hun ikke gaar hen iblinde og – ja jeg kan ikke la være at sige, hvad jeg mener, – kaster sig bort! Du maa være enig med mig i dette, Cecilie, de maa kunne taale at prøve sine gjensidige Følelser.»

«De véd saa inderlig godt, hvad de vil begge to, Mama. Men de faar jo finde sig i det, naar baade Du og Far staar saa stærkt paa det.»

Det var ikke paa den vante varsom-pertentlige Maade, at Kommandørinden bagefter, da hun blev alene, fulgte sin Trang til at fare sig over Pandebuklerne. En Smule Forstaaelse havde hun dog opnaaet hos Cecilie af, at det ikke gik an at løbe lige hen og sige Ja og Amen! – Men det var en Strid . . .

Hun lukkede Øinene med et træt Suk.

Jan kunde nok gjøre sit Indtryk paa en ung Pige; hun var ikke blind for det . . . Men hvem maatte ikke over saadant? Hun kunde dog ikke lade Barnet forsvinde fra hele den Dannelsens Luft, hun levede og var født i, hele sin Omgangskreds, for at blive en amerikansk Skibsførers Mrs. i en eller anden Havneby ude i Verden!

Det gik ikke an her at give sig over; og det var jo hende, som maatte staa for alt det, som ubehageligt var.

– Næste Dag kom Jan og Marthe sammen hjem fra en tidlig Morgentur.

Mama var i den Anledning meget stram, og efter Frokosten tog hun Marthe alene ind for sig:

Saalænge alt endnu svævede uafgjort, maatte hun paa det bestemteste holde paa, at Marthe ikke paa nogen Maade tillod sig at omgaaes Jan Børresen anderledes end enhver anden Herre. Det eneste Sted, de under de nuværende delikate Forhold havde at mødes, var for alles Øine og i Stuen. Hun havde ellers ventet, at Jan selv havde fattet den Æresforpligtelse, der nu paalaa ham til ikke at nærme sig hende, før der var givet ham Ret til det . . . «En, der var lidt mere af vor – hvad skal jeg sige, – Tænkemaade, vilde jo straks have følt det . . .»

Der gik over en Uge paa det Vis. De saa hinanden ærlig og redelig næsten ikke uden i Stuen. En Berøring med Hænderne i Trappen, en Hvisken oppe paa Gangen i Forbigaaende om Aftenen, naar man skulde tilsengs; – en eneste Gang en Omfavnelse inde i Mørket og et brændende Kys fra Marthes Side.

Det var, da Skaalen en Dag randt over, og Jan aldeles ude af sig havde sagt, at det værste, han i sit Liv havde gjort og nogengang kom til at gjøre, var at gaa saadan paa Hosesokker og næsten ikke turde se over til hende.

Jans kolde øvede Dømmekraft lod ham ikke skuffe sig. Han følte fra hvad Kant Vinden blæste, og hvilken Mening der laa indbagt i Kommandørindens venlige Sukkerkugler. Han gik der stille, pint, saa Marthe ret, som det var, fristedes til at gaa ind og rent ud erklære, at Jan og hun var og vilde være forlovede. Hun sad undertiden næsten paa Randen af at bryde ud . . .

Kommandøren taalte ikke rigtig at have Marthes Øine saadan hængende ved sig. Forelskelsen med Lidenskaben, Gløden og al Uforstandigheden dukkede som en afbleget Stribe Land op i Erindringen, og han lovede sig ved sin Sjæl og Salighed, at de om et Aar skulde ha’ hinanden, – om Marthe da vilde som nu.

Men til den Tid fik det forblive med, hvad Jutta vilde! Hun havde Ret, naar hun fordrede, at der skulde gaa en ordentlig fuld Overveielse foran noget saa vigtigt som et Giftermaal.

Han tog saa gjerne en Passiar inde i Stuen baade om Forretninger, Seilkutumer og Tiderne for Hyrer. Men, naar den Ende var spundet, var det, som han fik Følelsen af, at Touget dog egentlig var længere. Han sad lidt og harkede halv forlegen og tog saa Veien til Kontoret.

Karsten vedblev fra første Dag at lade, som han intet vidste af, hvad der var passeret. Han fandt, at Jentungen havde havt et klækkeligt dumt Indfald. Det var bare, at Fætter Jan pynteligst mulig, saa der ikke blev nogetslags Ymt om det i Byen, til sin Tid blev ønsket lykkelig Reise til Bremen og heldig Fart over Atlanterhavet. Det var jo gledet nok saa brav disse Par Uger, og om to, tre til var det over.

Men Kommandørinden paa sin Side var alt andet end beroliget. Hun trode at se Funker fare mellem disse tændte mørke Øine og Marthes stumt sørgmodige, og at de undertiden næsten syntes ladede med Trods. Hun følte, der gik Tale i Luften.

Men Kommandørindens sikkre Væsen gav Gefreiderrollen saa taktfuldt, at Skildvagten paa Post aldrig et Øieblik kom frem. Paa de Tider, da der kunde være Anledning for Jan og Marthe til at træffes i Stuen, sad hun der saagodtsom bestandig eller ogsaa var der noget for Marthe at udrette i Huset. De kunde ligesaa godt været adskilte ved tusinder af Mile!

I hele Gaar Eftermiddag og Aftes havde Marthe blot vogtet og ventet paa, om de et eneste Øieblik kunde blive alene, – og netop ved Sengetid lod Mama hende læse høit oppe hos Far paa Soveværelset, til han sovnede.

Iaften nølede hun med et vist Haab nede i Stuen. Men da Mama kaldte paa hende oppe fra Trappen, og hun hørte, at hun virkelig skulde op paa sovekammeret igjen og læse høit, blev hun rent fortvilet.

Ikke saa meget som Godnat til Jan iaften heller . . .

Hun brast ud i en Graad saa utøilet, at Kommandørinden rask lukkede Stuedøren og tog hende op med sig paa sit eget Soveværelse.

«Du maa da virkelig forstaa at beherske dit Sind en liden Smule, Marthe, og ikke tillade Dig at give Dig hen til din Misstemning, saa det høres over hele Huset!»

Men Ord var spildt paa Marthe; hun stod og saa paa Moderen med Øine, der var saa ulykkelige, og saa kastede hun sig lidenskabeligt paa Ansigtet ned i Mamas Hovedpude.

Skulde hun da ikke faa Lov til at tale med Jan nogengang! jamrede hun.

Som hun havde glædet sig til, at han endelig engang skulde komme . . . Og saa –

«Hvorfor har Du lagt ham saa for Had, Mama?» brød hun ud.

Men hun angrede det i det samme og sprang hen og kastede sig i Moderens Fang:

«Aa nei, nei jeg mente det ikke, jeg mente det ikke . . . Jeg véd jo, Du er saa god og snil. Men Mama, Du maa lade mig faa Jan . . . Kjære Mama! Du maa det, hører Du. Far siger Ja, bare Du vil. – Vi skal bli saa glade i Dig, Mor. Du kan tro, Du skal nok faa mærke, at vi holder af Dig . . .»

Hun laa næsten i Vildelse og saa op i Moderens Ansigt, som hun vilde tage om blot en Gnist af Haab af det.

Kommandørinden bøiede sig over hende bekymret hovedrystende; – hun syntes, hun rent kunde hade dette uvedkommende Menneske, som skulde saadan bryde ind og gjøre al den Sorg.

«Jeg kommer ikke til at holde af nogen anden i Verden end bare, bare Jan,» klagede hun.

«Jeg vil være Jans, Mor. I faar ikke Lov til at skille os . . .»

Hun var saa aldeles ude af sig, at Mama rent ud maatte sætte hende for sig hen paa Sofaen og gjentage for hende Grundene én for én . . .

. . . Og skulde hun ikke kunne vente et Aars Tid, naar Far og Mor saa alvorlig fandt, at hendes eget bedste krævede det?

Marthe higstede og græd, og Mama sad og talte og stellede saa godt for hende, gav hende at lugte af sin Lugteflaske og lidt efter nogle Draaber Nafta. Hun maatte ikke gaa, før Mama saa sin lille Pige nogenlunde rolig. Det var ikke andet end, hvad der var ret og fornuftigt altsammen, det vidste hun jo . . .

Men Kommandørinden var blevet for Alvor forskrækket. Dette gik aabenbart ikke an. Jan lod slet ikke til at forstaa, at man ventede, at han skulde ha den Takt at fortrække under disse Omstændigheder. Hver Dag, de var sammen, kunde blive skjæbnesvanger. Her var rentud Fare for, at Barnet skulde sætte sig denne Idé saa fast i Hovedet, at den aldrig gik ud igjen.

Tidlig den næste Formiddag tog Kommandørinden paa sig og kjørte ud til Karsten.

Marthe og Cecilie havde Ærinde ned til Fru Falkenberg, der sad inde med Sypigen, og saa skulde de op til Focks og høre om Modejournalerne.

Kommandørinden kom først hjem, da de holdt paa at dække Middagsbordet; hun havde maattet blive hos Karsten og drikke Chokolade . . .

Men saa havde hun jo en Efterretning! – hun havde allerførst maattet ind til Far paa Kontoret med den; hun trode endnu ikke sine egne Øren, saa, hun kunde sige lykkelig, var den for Marthe! «Tænk, Karsten og Wally har udtrykkelig inviteret Dig til at følge med dem paa deres Udenlandstur – tre Maaneder; – og nu, det er blevet saadant deiligt Vaarveir, reiser de med Udenlandsdampskibet paa Fredag, – tænk allerede om tre Dage!

Naa jeg maa sige, her blir Brug for Sypigen! Vi faar hjælpes ad saa godt vi kan, allesammen . . . Og hvad sagde de hos Focks, Cecilie? – Imorgen først, – vi maa ha’ hende allerede nu straks i Eftermiddag; Du maa sige Fru Fock Grunden . . .

Marthe! nu vil jeg virkelig ikke ha’ noget Jaaleri og Tøv. Dette er vel saa stor en Sag for Dig, skulde jeg mene, at Du faar ta’ Fornuften en Smule fangen og bare være rigtig tilfreds og glad, fordi noget saa sjeldent falder i din Lod.

Og kan hænde, at dette lykkelige Tilfælde er godt for andre Ting ogsaa,» udtalte hun alvorligt, da Marthe næsten tumlende paa Benene uvilkaarlig fulgte efter hende. «Børresens taktløse Ophold her i Huset holder jo paa at pine Livet af Dig; det er, som Du ikke er rigtig klog om Dagene. Jo før Prøven begynder, desto bedre for Eder begge to, fatter Du ikke det?»

Marthe saa aldeles ikke ud som hun fattede det.

Hun var stum nedtordnet og ganske hvid. Hun for stod det næsten ikke; det sang bare i Ørene, at hun skulde reise fra Jan. – – – – – – – – – – – – – – – – –

– De sad og syde dernede i Spisestuen hele Eftermiddagen og Aftenen. Klokken blev halv tolv, før Travlheden sluttede, og man gik tilsengs.

Deroppe paa Værelset sad Marthe stille fortabt paa Sengekanten og gjorde ikke Tegn til at klæde sig af. Der var noget ophidset over hende. Af og til lyttede hun og ligesom vak.

Hun fik have Ro, – faa Fred til at sørge ud, tænkte Cecilie. Det var saa blodig Synd i dem begge to . . . Men kanske var det alligevel bedst, der blev en Ende paa denne forfærdelige Seigpining.

Hun lagde sig stille uden at snakke til Søsteren.

Lidt efter slukkede Marthe Lyset, og Cecilie trode at høre, at hun vred op Laasen og gik ud i Gangen uden helt at lukke Døren efter sig.

Cecilie syntes lidt efter, at der lød en gjentagen forsigtig Banken henne paa Jans Dør.

Hun vilde vel se til at faa tale med ham, stakkar . . . – – – – – – – – – – – – – – – – –

– Det var, som Kommandørinden nu var kommet ud over en dybt trykkende Bekymring og aandede op igjen. Det havde været en rigtig pinlig, vanskelig Tid!

Nu havde hun igjen faat Dampen op, og Forberedelserne og Udstyret til Marthes Reise formede sig mirakuløst under hendes vante Hænder.

Der var kun disse Par Dage igjen; men det var en ren Pine, at se de to gaa der, som Luften var hed mellem dem. Det havde naturligvis været saa inderlig let og hyggeligt for hende bare at klappe sammen og lade dem faa hinanden, – som Far og Cecilie var saa godmodige at ville! . . .

– – Maanen lagde en svag Stribe høit oppe paa Væggen, da Marthes Skygge gled indover Gangen for at faa sagt Jan alt det uendelige, hun havde paa Hjertet den sidste Aften.

Han tog bleg skjælvende imod hende i Døren og strøg hende ømt varsomt over Haaret . . .

De holdt hinanden fast; der var vild Sorg i Afskeden.

– Da de endelig skiltes, havde de gjort op deres Beslutning: – Dette var ikke Skilsmisse. Naar han om fire à fem Maaneder var tilbake igjen, vilde hun følge ham, trods alt og udover alle Hensyn; og de skulde sætte Bo og Hjem derover, hvor han var.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.