XX.

Henved et halvt Snes Aar var gaat hen med sine store Forandringer. Marine-Etablissementet var degraderet i Betydning. Der laa et Strøg af det forladtes Vemod i selve Lufttonen over alle disse offentlige Værksteder, Bygninger og Barakker saavelsom selve Stedet, der havde trukket sin Vækst og Næring af det. Her var billigt at bo for Pensionister, nok af ubeboede Leiligheder, og Livet mellem de gjenværende Familier forholdsvis stille mod den gamle Glanstids stærke Selskabelighed.

Kommandør Witt havde længst taget Afsked. Han bebode nu et af de ældre Træhuse i Byen, hvis blanke Ruder med de velpudsede Speidere foran og skinnende Gangdørlaas over Trappen vidnede om, at gamle Nellas Haand endnu gik lige ufortrøden.

Kommandøren arbeidede sig daglig med sin Krykkestok egensindig nedover mod Havnen; der fik ingen følge ham. Det var hans Formiddagsarbeide at vide, at han havde været dernede og kranglet med gamle Bendtz; og det kostede hver Dag et Slag med Jutta, som ihærdig fremhævede Forehavendets Farer og Risikoer og ikke glemte hver Gang at regalere ham med Rækken af hans smaa Distraktioner og Uheld.

«. . . Og saa blir Du saa træt igjen, Witt, at Du gjør, som dengang Du satte Dig ind i Klubben over Aviserne og sov fra Middagen.»

«Jeg siger Dig, Jutta! jeg kunde gaa en Gang til saa langt uden at kjende det.»

«Snak, Witt, det véd Du godt, Du ikke kan.»

«Jeg siger Dig, jeg kunde gaa dobbelt saa langt tre, fire, fem – ti Gange saa langt!» fistlede han ude af sig selv og traskede afsted. Uniformspjekkerten hang vid om ham; han saa liden og bøiet ud, medens han stolprede ned ad Trappen.

Kommandørinden sad fængslet til Rullestolen og sov og læste Romaner og blev i slet Humør, naar der ikke kom Besøg om Dagen. Hun fordrede af deres bekjendte, at de gjorde sin Opvartning, og man vidste, hun holdt Kontrol og Regnskab og gjerne optog en Forsømmelse som en Undladelse af at vise den gamle skyldige Honnør.

Ellers gik alt for sig med en gjennemført Økonomi. Den var dikteret af Nødvendigheden. Med Konsul Wanckels store Fallit og Karstens betydelige Forlegenheder i den Anledning var alle de Sparepenge, Kommandøren havde haabet paa som en Hjælp for sin Alderdom, strøgne med. Karsten maatte, hvad det skulde koste, støttes saavidt, at han kunde blive staaende i sin Embedsstilling.

Der var jo ogsaa visse andre Udgiftsposter, som i Stilhed trak. De havde paa en Maade formet sig til et Suk hos Kommandørinden, som om der gjemtes den hemmelige Aarsag til alt, hvad der trykkede.

Og Marthe forstod Betydningen. Det var det stille «Hys», som hvilte over Huset . . .

– Tiden havde gaat hærjende over Marthe. Udover noget vist afpillet blegt i Ansigtstrækkene laa Øinene med det egne stumme taalmodige, undertiden forskræmt spørgende Udtryk. Hendes Liv var gaat hen med sin Verden inde i sig selv i skjult Længsel først efter Jan og siden – i alle disse Aar, indtil Blikket blev det stille med den dybt indbrændte Ild, – efter hendes lille Gut; – han, som ikke turde nævnes.

Hun havde et over alt andet lysende Punkt for sin Erindring – de to Maaneder, hun for halv sjette Aar siden havde været nede i Stolpe og ladet ham kalde sig Tante, men omfavnet ham og legt med ham og havt ham paa Fanget som en Mor og klædt ham og lagt ham tilsengs og siddet over ham om Natten gjerrig paa at se ham drage Aande og sove og kjende Varmen af ham og læse alle de kjære Ligheder og alt det forunderlig mærkelige ved hans Træk. Og om Dagen sagde hun norske Ord for ham og fortalte ham om en Mand, som var saa snil, og som han maatte holde af, og som havde faret tilsjøs, og havde ganske sorte Øine som lille Jan selv og endnu mørkere Haar.

Nu levede hun paa en tynd Spindelvævstraad af et Haab om engang at faa komme didned igjen. Hver Skilling, hun kunde indspare, blev gjemt tilside for den Mulighed.

Fru Jahr kvitterede for Betalingen hvert Fjerdingaar og skrev og beskrev ham efter Marthes indtrængende Bønner; der turde ikke være Breve oftere for ikke at vække Opmærksomhed.

Og alt fra dengang, hun var dernede, havde Jan lagt ind med egenhændige Breve til sin Tante i Norge. Hun rugede og hang over de smaa Skrivelser, fulgte og gjættede ud af dem Guttens Vækst fra de første store klodsede Træk med alskens barnlige Tegninger i og under de norske Ord, han stregede op her og der for at vise, han huskede altsammen, som Tante altid spurgte saa om i Brevene, han fik gjennem Fru Jahr, – til den flinke, mere samlede Skoleguthaand, der var dresseret i Skjønskrift.

Hun gjorde sig op i Tanken en kvik, rap, bluseklædt Skolegut, som var hendes dernede, og hvis Øine spillede og blinkede svarte af Liv. Han maatte vel være saa eller saa stor nu; Jan havde jo ikke været af de høie, men despot og stærk . . .

Hun kunde i lange Stunder staa og hænge ud af Kjøkkenvinduet og se Gutterne lege paa den anden Side af Gjerdet ved Vandposten.

Disse Barnestemmer holdt hende fast og fængslede hende til Pletten urørlig. Hun saa et Glimt af sin Jan her og der imellem dem. Og at faa stikke Sukker eller et Kagestykke til en og anden, som traskede forbi Trappen om Morgenen med Bogremmen over Skulderen, var hendes Fryd; hun følte sig i et stille Forbund med dem.

Jan begyndte at sende pressede Blomster og Sommerfugle fra Skolens Udflugter med Læreren. Men med de hændigere Udtryk blev det ligesom fattigere paa de gamle naturlige Udbrud; han maatte have levet fra sig, glemt alt dette fra de var sammen, der stod for hende saa frisk som fra igaar . . .

Det gjøs som en Kulde ud af Brevene, at han blev mere og mere fremmed for hende, havde andre Ting i Hovedet, prægedes af Interesser og Tanker, de levede i dernede.

Hun følte for hver Gang, at han kom længere og længere fra hende. Hun stirrede i det med næsten Fortvivlelse, pintes af en stigende dyb, usigelig Angst for at miste ham. Disse Mønsterprøver paa Haandskrifter, han nu sendte, – der stod som en isnende Adskillelse af dem.

Hun kunde staa fortænkt og stirre paa sine Spareskillinger; – der vilde gaa Aar, før det naaedes som hun behøvede, og han blive ganske, ganske fremmed . . . – – – – – – – – – – – – – – – – –

– – Den vanlige Lørdagspuds var gaat over Huset idag fra tidlig imorges.

Skurekonen følte sig ordentlig kontrolleret. Hun var under et Par Øine, der i Mangel af andet at bruge sig paa, havde vundet et vidunderligt Skarpsyn for Støv og Pletter og ikke tillod Skurekluden nogen letfærdig Overfaren. Cecilie saa alvorligt efter og tog det grundig. Hun fo’r selv overalt med Støvekluden, eftergik Nella, hvor hun havde været paa Dørklinker, Vindusposter og Skilderirammer, og gjorde det om igjen; for – ivrede hun, – Nella var blevet ligesom nummen i Hænderne, saa hun slap alt, hvad der skulde lidt Magt til, halvgjort fra sig.

Det var som et Uveir gjennem Huset, aabne Vinduer, Flytten af Møbler, Feiekosten i Loftet, Sus af Skuringen, medens Vaskebøtten erobrede sig Terræn fremover det hvide, umalede Gulv med den fugtig-mørke Tone bag sig. Og under det lød Marthes haarde Hosten; hun taalte ikke Trækken og Raadampen.

Det var ordentlig en Lettelse, da Cecilie ved Elvetiden gik ud til et Møde i den frivillige Fattigpleie, hvor hun var en af de virksomme Medlemmer. –

– Cecilie lod dem undertiden kjøbe Guld for dyrt, mente Kommandørinden; man risikerede jo Helbreden. Hun havde formelig maattet skynde sig fra Sovekammeret idag, fordi der skulde vaskes.

Kommandørinden satte sig ved Vinduet i den alt lunede og tørre Stue; det var jo prægtig at føle alt saa pudset og rent.

Der saa hun i Speideren Fru Falkenberg komme nedover Gaden paa Formiddagsbesøg.

Hun ringede med Bordklokken:

«Aa, Marthe, gjør istand Chokolade Du, og sæt ind Kager – i Pletkurven. Du tar de forgyldte Kopper. Lad Nella springe over Gaden og faa nogle friske Hvedeboller . . . Og læg lidt Kongerøgelse paa Ovnen. Drei lidt paa Rullestolen for mig først.»

Det blev en ganske lang Visit. Fru Falkenberg havde alt godt og glædeligt og dertil ogsaa adskillig sørge ligt at aflevere om sin gifte Datter Elise og sine to Sønner, der var paa hver sin Kant af Landet.

Hun var vidtløftig af sig, og Kommandørinden hørte deltagende til med sit elskværdigste Smil, medens hendes blændende hvide Tandrække gav et lidt forvirret Indtryk af det store, gamle, furede Ansigt. Det var den bedste Maade at faa Beretningen engang endt paa, saa hun selv kunde begynde paa sit Yndlingsthema om Karsten.

. . . Det var jo disse knappe Indtægter, – klagede Kommandørinden, – som var saa dobbelt følelige for ham med hans Livsvaner; – og saa feteret Selskabsmand, som han var, kunde han ikke unddrage sig det meget Omgangsliv, der herskede derhenne paa Stedet. Men hun følte sig bare saa inderlig glad og lettet alligevel over, at han var ophørt med den haarde Rute paa Nordland. Hendes Ængstelser de to Aar! . . . Det var sandelig heltemodig af ham at ta fat paa den. – Ja Karsten var en Natur! Det erfarede hun ikke mindst den Dag, han pludselig stod inde i Stuen dernede i Kommandørboligen og erklærede, at nu havde han besluttet at sælge hele sit deilige Indbo paa det allernødvendigste nær og søge sig bort. «Jeg maatte beundre ham, – ikke et Ord af hans Mund om, at han havde nogen at bebreide . . .»

Hun afskar pludselig Themaet med:

«Saa Deres Elise er ikke saa rask, Fru Falkenberg?»

Cecilie kom ind af Entrédøren, og Kommandørinden vidste, der ikke længere var den ønskelige Luft for hendes Udtalelser om Karsten.

Cecilie fandt – og det havde hun paa vanlig oprigtig Vis sagt sin Mor, – at Karsten bare laa, som han havde redet. Han havde gaat hen og giftet sig for Penge og var blevet tat ved Næsen.

Nu traadte hun ind i Stuen og hilste Fru Falkenberg, medens hun tog Hatten af det svære Haar; de tykke kastaniebrune Fletninger var sat op i Knude bag.

Det var en ferm, statelig Skikkelse, lidt fyldig med kanske vel raske Bevægelser og et smukt, skarpt, fast Ansigt. Udtrykket eiede noget af det, Fru Falkenberg pludselig blev saa retrygget og agtsom paa Stolen ved, saa hun med ét huskede, at Visiten havde varet længe, alt for længe. Der var et eget stramt buespændt Drag ved Munden, som om den bar en ikke netop for alle behagelig Mening, – noget vist til Indignation dirrende færdigt:

«Naa hvad siger De, Fru Falkenberg! Vor gamle Ven Kaptein Jerwel, som skrev de vakkre Vers over sin Hustru ifjor, – han har trøstet sig nu; tat en ung Pige paa sytten Aar. De er saamæn alt gifte! «Kjærligheden i Himlen bor», stod der i Verset, – jo saamæn! – Jeg var ganske rørt jeg, da jeg læste det . . . Alle Mandfolk burde kunne gjøre Vers, – dreie dem paa Lire. Det er saadan vakker og letvindt Maade at komme fra det paa . . .»

Fru Falkenberg lo nedover Trappen. Nu havde Cecilie Witt faat noget at fare med igjen . . . naar havde hun nogensinde sagt et godt Ord om et Mandfolk!

«Kjære, der ringede det paa Gangdøren dernede, Marthe,» udbrød Kommandørinden . . . «Bare det ikke er Far, som igjen er paavei til at gaa feil ind til Toldinspektørens. Skal han nu staa der, naar de aabner Døren igjen! . . . Pas paa ham lidt i Trappen Du.»

Kommandøren kom strævende opover; han stansede ved hvert tredie Trin og tog ufortrødent fat paa igjen af og til med et mistænkeligt Blik op, om nogen var ude og saa efter ham. Han havde foretaget sig en Tur hen til Posthuset og faat sig stoppet Aviserne i Sidelommen.

Oppe paa Gangen hjalp Marthe ham Frakken af og tog op Posten.

«Nei, nei, siger jeg Dig; kom hid med den.»

Han stak Haanden ind i Avisomslaget og fandt frem et Brev, han havde forvaret.

Det var tysk Stempel; Marthe saa det.

Han aabnede det inde hos Kommandørinden.

Indlagt laa det vanlige Brev til Marthe. Han dreiede det i Haanden, brettede og bøiede lidt paa det igjen, som om han undrede sig; der var noget indeni som et tykt Kortblad. Han rakte det uden at sige et Ord til Kommandørinden.

Ogsaa hun følte og bøiede paa det, indtil hun med et «hm», der ligesom gav Pust for deres begges Tanker sagde:

«Levér det nu ikke til Marthe, saa Nella ser det, Witt.»

Ved Middagsbordet rettede Kommandøren ubemærket et og andet forskende Blik hen paa Marthe. Der var et vist bevæget Skjær i hendes magre tynde Ansigt og noget ved Øinene, som viste, hun havde grædt; men hun var saa vant til at skjule, hvad der gik i hende . . .

Kommandøren smaasnorkede paa Sofaen i Soveværelset, da Marthe kom ind med Kaffeen; Avisen var faldt ned paa Gulvet.

Han vaagnede ved, at hun satte Koppen paa Bordet foran ham.

«Tak,» sagde han og saa vist paa hende – «Tak, Marthe! – Hm, hm . . . Det var et noksaa tykt Brev Du fik, Marthe. – Alt vel?» spurgte han va’r.

En saadan Hentydning var ikke faldt i alle de Aar, og Marthe fik pludselig Taarer i Øinene:

«Ja, tak Far!» svarede hun næsten tonløst og vilde skynde sig ud af Døren.

Kommandøren reiste sig paa Sofaen og kræmtede:

«Marthe! . . . hm, – vil Du lade mig se det Fotografi, Du fik?»

Hun studsede, som hun behøvede Tid til at forstaa:

«Tak, Far! . . .»

Hun tog Konvoluten op af Lommen og leverede ham den.

Han havde sat sig helt op, da hun hastig kom sig ud af Døren.

Marthe gik spændt rastløs hele Eftermiddagen. Hun kunde ikke tage sig noget for, gjorde sig Ærinde snart her og snart der og skvat op, naar der toges i en Dør.

Hun havde faat en saadan Gysen i sig og stod i Skumringen ude i Kjøkkenet foran Ovnshullet i Komfuren og varmede sine kolde Hænder.

Kommandøren aabnede varsomt Døren og saa sig om, og, da Nella holdt paa at fylde Gløder paa Ildskuffen til Ovnen i Stuen, lukkede han den igjen.

Lidt efter kom han ud til Marthe med Fotografiet.

«Det var en vakker Gut . . . prægtig Gut . . . rigtig en prægtig Gut! – Det er Synd i Dig – og Synd i Gutten . . . og Synd i os allesammen . . .» begyndte Stemmen at skjælve; han gik ind, som om han frygtede for at overmandes af sin Bevægelse.

Marthe gik der og skar op og gjorde istand til Aftensbordet; hun tænkte paa, hvorledes hun skulde faa sidde alene iaften og se paa Billedet . . .

Hun havde med alt sit levet i Hjemmet som en ensom Fange i et mørkt snævert Rum. Nu var der aabnet en Sprække ialfald til Lys og Fortrolighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.