Cecilie holdt paa at faa en Mani for at pudse og polere. Hun gned Bitterheden og sin Kraft ind i det gamle Mahognimøblement. Stolrygge, Bordskiver og Chiffonierer skinnede saa at sige af hendes Forargelser.
I de sidste fjorten Dage havde Polérkluden hvilt, og Nellas Koster og Børster og «Brændevin og Kridt» været uvanlig lidt i Vinden.
Marthes Hoste, der i de sidste to tre Aar havde været haard i Vintertiden, tog pludselig en alvorlig Vending, da hun efter en Forkjølelse tidlig ivaar fik hæftige Anfald af Blodspytning og Afmattelse.
Hun var saa uforsigtig, sagde Kommandørinden; men hun var jo nok saa rask imellem, naar hun blot kunde komme lidt til Kræfter; og Opiumspiller var et aldeles probat Middel mod Nattehosten, naar de blev regelmæssig brugte, – og saa Uldliv!
Kommandøren talte om den varme Tid, den var bedre end al Medicin.
Først, da Anfaldene blev hyppigere, veksledes der Blikke; og der gik som en kold Træk gjennem det gamle Hus, da Doktoren betænkelig rystede paa Hovedet.
For Cecilie kom dette som noget ubegribeligt forfærdeligt, der ligesom med ét rørte op i al hendes Følelse for Søsteren.
Og, medens hun sad udover Nætterne i Ængstelse for hvert nyt Hosteanfald, begyndte hun at øine Drag og Linier af det, som Hverdagslivet og den daglige Vane havde lagt sit Støv over . . .
Marthe var saa munter engang, vild og ubændig, ikke til at raade med; – og siden! stille, føielig og ligesom færdig til at godtgjøre sin Tilværelse ved at vige for alle. Og hvor havde det ikke faldt af sig selv, at hun, Cecilie, skulde være den første, opvartes først, forsynes først . . .
Hun havde under Sygdommen med en saar Følelse begyndt at lægge Mærke til, hvor Marthe var taknemmelig for enhver Haandsrækning, – hvor beskeden og ydmyg, – ligesom uværdig. Hun? – Marthe? – hendes Søster? . . .
Det havde det Liv, de, hendes nærmeste, daglig førte sammen, gjort af hende! – Slig, uden dybere Forstaaelse, kunde Menneskene ufrivillig pine hverandre, gaa og træde hverandre paa Hjerteroden, saa Blikket sænkedes, og Ryggen bøiedes; – det kunde være éns egen Søster, man gik og smaasnakkede med og var smaasnil med og stortrakkede paa.
Hun sad og tænkte paa Marthes Liv og paa sit eget . . .
Cecilie vak op ved, at Marthe stønnede og blev urolig. Det var gjerne Forbudet paa en af hendes Attaker.
Nu rejste hun sig i Sengen; hun følte sig saa beklemt, sagde hun, og begyndte at se sig hjælpeløs om.
Cecilie holdt hende i den magre, af Angst klamme Haand og tog om hende nu, Hosten begyndte. Den gjennemrystede hele hendes Legeme og hun kjendtes saa tynd og svag.
Det var et haardt Anfald, Blod – Blod . . .
Bagefter laa hun bleg med en Rand af kolde Svedperler om Panden, og Øinene lukkede sig i Søvn af Træthed og Afmattelse allerede, medens Cecilie bredte over hende.
Da hun flyttede Natlampen, for at den ikke skulde plage Øinene, saa hun et lidet Kort ligge nedenfor Sengen.
Det var et Fotografi.
Hun sad længe bag Sengegjærdet og holdt det ind til det svage Lampeskjær.
Det var Jans Lug, – hans sorte Øine. Marthes Gut!
Marthe havde det under Sengeteppet, og det bar Spor af at være eiet længe.
Og saadan havde hun gaat uden Fortrolighed alene . . .
Den vakkre Gut! Der laa Marthes Liv; – hun havde maattet gjemme sit bedste undaf . . .
Cecilie laa vaagen om Natten, og der modnedes i hende en Beslutning:
Hun vilde sætte alt ind paa, at Marthe skulde faa se Jan.
Hensynet til Marthe, at hun kunde naa sit Livs største Glæde, inden hun forlod dem, havde ogsaa hos de to gamle nu veiet over ethvert andet Hensyn. Trods alt det høist prekære for Familien og de mange Vanskeligheder ved Sagen var Jan besluttet hjemkaldt, og de havde lovet Marthe, at han skulde opdrages hos dem som en Slægtning, de tog til sig.
– Marthe havde i hele Dag vidst, at Gutten skulde komme, og ligget og smilt og tænkt; det var som et ungt, lykkeligt Skjær over det saa medtagne Ansigt.
Hun havde følt sig saa let helt fra imorges, været næsten hostefri. Men nu blev hun saa urolig; hun vendte sig fra den ene Side til den anden, reiste sig op og laa igjen og spurgte med ét ængstelig om Tiden. Jan ventedes med Dampbaaden Klokken fem . . .
Hun kastede sig fremover; Anfaldet kom.
Det blev heftigt. Der kjæmpedes og stredes halvkvalt for Aanden; den mistedes og droges igjen med Forsøg paa svage Ynk nu og da i Mellemrummene under de svære Hostetogter . . .
De stod om hende alle i Angst for Udgangen; det kunde se ud, som det dog ikke skulde blive saa, at hun fik se Sønnen.
«Det gaar nok over,» nikkede Nella sagte, som hun svarede paa alles Tanker; «hun er ikke reisefærdig, før hun har faat se Gutten sin!»
Kommandørinden og Cecilie vekslede et Blik; Nella havde altsaa gaat der i alle disse Aar og forstaat altsammen.
Marthe laa stille hen en Timestid.
Nu lukkede hun op Øinene og begyndte at se urolig hen mod Døren. Hun maatte have hørt noget derude paa Gangen.
Cecilie aabnede varsomt Døren.
En sorthaaret tretten, fjortenaarig Gut ventede udenfor med Ansigtet opsvulmet af Graad.
«Nu kan han komme, Far,» sagde hun sagte.
Gutten var i et Nu henne ved Sengen.
Han ligesom studsede og stirrede paa den udtærede Skikkelse, som laa der med de store lysende Øine rettet paa ham og skalv og rørte paa de hvide Hænder, som hun vilde løfte dem imod ham.
Han bøiede sig pludselig overvældet til hende.
Da hun havde faat hans Hoved ned, smilte hun og lagde begge Hænder om hans Kinder og strøg saa hans Haar.
Hun arbeidede gjentagende for at faa et Ord frem, medens hun laa og saa paa ham . . .
Hun havde mistet Stemmen og begyndte at se kjærlig angst paa ham; – hun følte, hun skulde forlade ham.
«Tante tænker bare paa Jan,» – udtalte han skjælvende ude af sig paa norsk efter det, hun havde lært ham.
«Mor!» – rettede hun ilfærdig og reiste sig halvt.
Hun faldt tilbage mod Puden. Hænderne gled fra hans Kinder.
Hun var sluknet . . .
Cecilie saa det først; hun greb om Jan.
Hun havde ham at leve for, – saa at sige Smuler fra stakkars Marthes fattige Bord.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Kommandørens Døttre ble utgitt i 1886. Boken ble en salgssuksess, men Lie ble anklaget for å være for pessimistisk og dyster.
Som i Familien paa Gilje foregår handlingen i et embetsmannsmiljø og temaet er også i denne romanen kvinnesak. Lie vil vise hvordan menneskene, og da særlig kvinnene, blir ofre for det miljøet de vokser opp i.
Handlingen er bygget opp rundt familien With. Allerede i starten av boken kommer det tydelig fram at døtrene Cecilie og Marthes oppdragelse skiller seg sterkt fra sønnen Karstens. Den forskjellige oppdragelsen og forskjellene i forventningene til kjønnene fører til misforståelse og mistillit mellom kjønnene. Rett etter utgivelsen skriver Lie: «Jeg har sét [...] Kvinder [...] gaa der som visnede Stilke [...] fulde af Bitterhed og Misforstaaelser og uden Spor af Anvendelse for deres rige, saftfulde Kræfter og Evner – og har fundet ud, at det kom af den megen Unatur og Kunstighed i Opdragelse og det dermed i Sammenhæng staaende senere vredne Omgangsliv, der gjør Kløften mellem begge Kjøn til et rent kunstigt Fantasiforhold fuldt af Vranghed og Misforstaaelse.» (brev til Gunnar af Geijerstam 14/12 1886, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 959-60)
Bokens tittel henspiller på Camilla Colletts store kvinnesaksroman, Amtmandens Døtre.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (NB digital)
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.