Martj

109Torsdag 2^den «Det første du i Dag skal foretage dig, er det kiære Dagbogskriverie, er at giøre dine Elskede Regning for disse sidste Dage» tænkte jeg i Morges, da jeg vaagnede, vaagnede saa let og roelig, og vedblev i denne Stæmning, da min gode Mørk kom, medens vi endnu drak Thee, og vi kom som sædvanlig i Alskens Materier. Han har Fastepræken i Dag, og kunde ikke blive længe; men inden jeg da kom herind og til Eder, I Dyrebare, bragte Hertel mig alle de Bøger min Wilhelm deels havde laant, deels faaet af mig, og nogle flere af hans efterladte. Der var Saaret atter saa smerteligt oprevet, og nu bløder det i sine inderste Rødder, og de taaretunge Øyne seer ikke mere –

__________

Viin fryder, i det mindste styrker Hiertet, tænkte den ømme omhufulde Hertel, og tvang mig saa venlig til at drikke nesten et heelt Glas Madera. Men det har forstyrret mig reent. Imidlertiid vil jeg forsøge at fortælle om min Udvandring til Eidsvold, men maae først vende tilbage til Mandag Aften, da jeg sad her i Begreb med at skrive til min Lotta, men blev afbrudt ved et Besøg af Forvalter Krefting, hans Kone, hendes Broder med sin nyelig ægtede Hustroe, og Kreftings Syster, en Mad: Iversen. Disse tre Sidste skulde til Byen, Kreftings fulgte dem hid. De bleve her kun Natten over, og jeg fulgte med Kreftings, som endelig maatte hiem samme Dag, saa langt, som vi havde een Vey. Min Koren var i Forveyen paa Berger, det vakkre Berger, som I alle kiender, mine elskede Døttre dernede, og Du, min Sally. Der er nu en Odelsmand, som giør Professor 110Leganger sin Ret til dette hans Yndlingssted, stridigt og i den Anledning var min Koren der. Efter Sædvane var Fruen der allene: Professoren kommer der nu aldrig da han forudseer, at Modparten vil seyre, og det altsaa blot fornyer hans, saa naturlige, Mismodighed, at see det igien. Her kunde jeg nu anbringe min hele Harme over denne mig saa forhadte – for sit skrækkelige Misbrug forhadte, Odelsret – men I vilde maaskee troe, mine Venner, at det var Vinen som talte, og derfor tier jeg hermed. Der gives desværre altiid Anledning til at fornye denne Harme –

Længe var der endnu til Midd: da jeg kom til Berger. Skriver og Procuratorer vare snart færdige, og da vi havde spist etc – dette etc betyder Caffe – fortsatte vi, Koren og jeg, i Følge med Fruen, vor Vey til Præstegaarden. Det var nesten Vaarveyr, deyligt Føre giennem de eviggrønne Granskove; men smertefuld Gigt i mine Arme, og end smertefuldere Minder i min Siæl, giorde mig, som saa ofte er Tilfældet, ak! alt for ofte, ufølsom og uskiønsom ved alt det Gode, som endnu omgav mig.

Erindringen om mit sidste Besøg paa Præstegaarden, var ogsaa levende i gamle Fader Legangers Siæl, det saae jeg i hans vaade Øyne, det følte jeg i hans varme, vemodige Haandtryk, det hørte jeg i hans afbrudte accentløse Stemme. –

I Gaar Morges Kl 5 foer den underlige, i saa mange Henseender underlige Frue Leganger til Hedemarken i et, som hun sagde, nødvendigt Ærinde. Vi lovede at blive til om Eftermiddagen hos Fader Leganger, som da vilde følge os til Mork.

111Det var en deylig Formiddag. Vi tilbragte den ganske paa Professorens Studeerværelse, der er saa peent og smagfuldt som mueligt, og hvor den gode gamle Mand havde sadt en Læhnestol tilrette for mig, et Bord, ^hvorpaa Baggesens nyeste Digte og mere sligt indbydende, hvor kort sagt den ene Sands ikke havde noget at misunde den anden, da ingen af dem alle blev glæmt. Yndige sødtduftende Blomster og Fuglesang enedes godt med Baggesens Digte, (hvori jeg fandt meget nyt, og ^{blandt dette} noget meget skiønt) At der endnu var en utilfredsstillet Sands følte jeg ikke, tænkte jeg ikke paa, før man bragte Chocolade og øvrige Tilbehør, alt i Overeensstemmelse med det øvrige Hele. Saa blev Kl: 2, saa blev den henimod 4, inden vi kom til det venlige fortroelige Mork, hvor der ikke findes en Plæt, som jo ved et eller andet sødt, vemodsfuldt og bittert Minde fra fordums og senere Dage, er mig helligt. Ogsaa her var Sara sidste Gang med mig –

Vi blev der kun et Par Timer, og slap derfra kun paa det Vilkaar: at jeg i Tinget skulde komme igien. Gud veed, om jeg kan holde det. Med Forsæt kunde jeg ikke skuffe de gode, kiærlige Menneskers Forventning –

Stille og blidt lyste Maanen fra den blaa Æther ned til os, sødt og vemodsfuldt smilte den giennem de grønne Graner Længsel i min Siæl, og noget, som jeg ikke veed om det var Fryd eller Kummer. «I Maanen omgives vor første Moder af alle sine Døttre, de som vare, og de som først skulde nedstige paa Jorden» siger Jean Paul i sin underskiønne Mondsfinsterniss. Saae du ned til mig, min Sara, 112giennem de grønne Graner? – –

Kl: lidt over 8 vare vi hiemme. Saa tidligt havde de ikke ventet os, og omringede min Slæde saa jeg nær ikke var kommet af den, saa glade og muntre, de kiære gode Børn! Her fandt jeg Brev fra min Jes, og fra min Kista Hertel, og fra Præst Wulfsberg, med hvilket fulgte Baggesens tydske Digte, dem jeg ikke har seet tilforn. Paa Tøyen, Gud skee Lov, er alt vel, kun ikke min Saras, min Vilhelms og min bedrøvede og ikke friske Kista. I Dag 8 Dage seer jeg maaskee det kiære Tøyen, jeg og Lina. O! da maae jeg finde Eder alle friske, alt vel. Fra Lottamoer fik jeg denne Gang intet, fortiænte rigtig nok heller intet, da jeg ey skrev til hende. Dog, det var hiint Besøgs Skyld. Men heller ikke regner vi saa nøye paa sligt, Lotta mi og jeg. Vi skriver naar vi føler Kald til det, og saa bør det jo være.

Paa Eidsvold Præstegaard drømte jeg, at mine Kbnske Døttre, deres Moder Devegge, og Professoren kom hid til Hovind, og skulde være her en lang Tiid, og jeg havde saa travlt og var saa glad, og blev, efter Drømmens Skik (Livet har jo den samme) aldrig færdig. De vare alle, syntes jeg, saa uforandrede, kun Professoren (jeg kaldte ham rigtig nok heller min Doctor, ak! og allerhelst Faer Sinsen –) var bleven meget feed, og talte ikke stort til mig, som bedrøvede mig meget. Moer Devegge var saa bliid, syntes jeg, Døttrene, de samme kiærlige ømme Børn kiælede for mig og græd – Jeg troede da jeg paa Hiemveyen tænkte paa denne Drøm: maaske finder du din Sally paa Hovind – men ingen Sally var der – ingen!

113Fredag 3^die Melin begynder alt at sysle i Haven, lader kiøre Giødsel ind o.s.v. – Hvor pleyede det glæde mig, som ethvert Forbud paa den sig nærmende Vaar! Vaaren bringer ingen Lægedom for mit saarede Hierte, bringer nye smertelige Minder – kun den eneste Forventning: at besøge deres Grav, at ofre paa den det første Grønt, den første Blomst, kun det kan den bringe mig, kun denne Forventning opfyldt.

Saras røde Forklæde hænger ikke for mit Vindue som forrige Vaar. Rosenskin passer ikke for mine mørke Dage. Hendes røde Kinder ere falmede – den Haand, som saa ømt aftørrede mine Taare hensmuldrer i Støvet – nu saa lad dem flyde, uaftørrede flyde

Løverd: 4^de Jeg følte det nødvendigt i Gaar at giøre en Tour ud, at komme i Luften. Saa tog jeg om Eftermidd: til min kiære Rikke, og det blev bædre baade med Siæl og Legeme. Kun en lille Stadsvisit af Fru Rohweder og vor tilkommende Præstekone afbrød vor deylige Eensomhed, men blot for nogle Øyeblik, og selv slig en lille Afbrydelse medfører Erstatning for hvad man taber ved den: thi siden stræber man dobbelt at indhente det Forsømte. I det samme blide klare Maanelys gleed jeg hiem. Der er paa Vinterveyen til Plogstad et Field eller Fieldstykke, som min Vilhelm kaldte sit Field, fordi han engang som Barn væltede der med sin Hertel. Naar jeg nærmer mig det, lukker mine Øyne sig uvilkaarligt – maaskee for at holde Taarene tilbage. Aslak pleyede stedse før minde mig om Vilhelms Field. Siden Vilhelm ikke er mere, har han den Skaansomhed, aldrig at nævne det.

114Jeg fandt ^hiemme et Brev fra min Lotta, som bekræftede Fr: Rohweders Udsagn (hun kom Dagen før fra Byen) at alt var vel paa Tøyen, den gode Kista undtagen, som lider meget paa Sind og Legeme, som først i en bædre Verden, hos sin Sara, finder Helbredelse – og hvor finder det lidende Hierte den fuldkommen før der?

Søndag 5^te Endelig et Brev fra Danmark, fra min yngste Broder Josias i Helsingøer, et saa glædeligt og sørgeligt Brev. Han er da, den gode, blide Gut, efter nesten 10 Aars Forlovelse, forenet med sin Hanna, og føler sig saa lykkelig med sine neppe 300^rd aarlige Indkomster (han er Secretair i Qvarantaine Comissionen) som faa med saa mange tusende. Og er det de Tusende, som giør lykkelig? – Fra min Syster og hendes hele Familie ogsaa glædelige Efterretninger, dobbelt glædelige efter meer end et Aars Taushed. «Og nu det Sørgelige? Moer Koren?» – O! han veed min Vilhelms Død, men ikke, ikke den ogsaa ham saa kiære Saras. I hans Brev er saa meget om og til hende – og det saarer bittert. Havde du vidst, min gode, ømme Josias, at Din Glædesdag – d: 8^de Decb^r var en af din Christianes skrækkeligste, o! du havde før endnu længere udsat den ønskede Forbindelse med din fromme Hanna, end saaret mit Hierte. Men nu veed du det, og græmmer dig –

Saa er Du endnu plaget af den smertelige Tandpine, min Sally! og venter kun dens Afskeed, for at komme til Din Moer Koren. Ja, giid den maae, og giid al Smerte maae om mueligt for stedse, forlade Dig, elskede Barn! men 115nu ønskede jeg, Du ikke kom, ikke standsede min Byetour, men fik vide, jeg kom ind, og da fulgte mig og Lina tilbage – det skulde blive saa godt til mig. – og jo ogsaa til Dig. Ikke sandt? –

Nu reyste min Koren til Grundsæt Marked, og havde ingen anden med sig end Marias lille fordums Hønseindspecteur, Ole, der vist i Dag var et af de lykkeligste Væsner paa Jorden, deels fordi han skulde reyse til dette Marked, deels fordi han var blevet pyntet med Vilhelms og Jesses aflagte Klæder, som altiid falde i hans Lod. «Nu maae dog Folk vist troe, sagde han, naar de seer mig, at jeg er en lille Stoerkar» –

Mandag 6^te «Der skal i Morgen være stort Galla – formodentlig Jaord – paa Ullensager Præstgrd – Did kan jeg ikke, uden at harme den nu saa siæleglade Enkemand, undgaae at komme, altsaa reyser jeg og min Lina Onsdag Morgen lige ^der fra til Tøyen. Og du følger med, kiære Dagbog, troe Veninde! Ak! og saa mangen hierteknusende Erindring –

__________

Løverdag 11^te Det er seent, mine Elskede, jeg hilser Eder herfra. Men bædre seent, end aldrig.

Tirsdagen var en lang Dag. Jeg var syg. De mig overalt følgende Minder trængte sig saa martrende ind paa min Siæl. Den blide fromme Mad: Munthe var mig virkelig kiær, maatte være enhver kiær, som kiendte hende. Hvor mange mange Gange var jeg her, omringet 116af alle mine Børn, og saa usigelig lykkelig, og hun glædede sig saa med mig, og alt spaaede, at vi længe skulde glæde os med hinanden. Og nu er det forbi, og nu er hun glæmt, den blide godmodige Skabning, glæmt, og hendes Plads igien besadt før Legemet er halvgaaet over til Støvet. Eders Pladser, I mine Elskede, til jeg igien favner Eder, Tungtsavnede, kan ingen besætte; de staae aabne i det blødende Hierte til dette faaer Hvile hos Eder i Graven, og I hisset hviler ved det fornyede Hierte –

Det meste af Aftenen tilbragte jeg i Samtaler med min kiære ømme Rikke, lille Faer Mørk, og min gode Hertel. Deres Medfølelse opløste den stille nagende Kummer i Vemod og Taare.

Onsdag Formidd: Kl. 11 sad vi i Bredslæden, Lina og jeg. Føret var la la, og her ind mod Byen ret slemt, dog slap vi ved den flinke Aslaks Kraft og Paapassenhed uden al Fare, selv uden Frygt, skiøndt Lina skreg lidt et Par Gange, men fortsatte strax igien sin Sang, som hun fandt var det eneste Middel til at fordrive Søvnen, hvortil hun paa Reyser er meget genegen.

I Gaarden modtog den gode Kista os, her i Stuen den kiære Lottamoer, som sad blandt alt sit Sølv, som en Harpax mellem sine Grunker; men neppe havde denne saasnart og glad ilet fra disse, som den hulde Lotta fra hiint, da hun saae os. Her skulde Dagen efter være stort 117Middagsselskab (hvad just ikke glædede mig) og i den Anledning lod den forstandige Husmoder sit Sølv passere ‹…› Revue. – Om de Følelser, hvormed jeg saae Tøyen igien, og de, hvormed vi her bleve modtagne, behøver jeg ikke – kan heller ikke – sige noget. Presidenten var i Selskab hos Rosenkrantz, og kom seent hiem. Jessen min var her et Par Timer, Gud skee Lov frisk og temmelig munter.

Det var Mandsselskab her, og ikke nyelig saae jeg en saadan Samling af fortrinlige Mennesker. Nogle af dem, som meest interesserede mig, vil jeg nævne Eder. Det var nu af Skolelærerne Rosted, Rasmussen og Platou – Wittrup var her, men jeg nævner kun de, som interesserer mig. Justitsraad Wexels, hans Broder, med hvis dybe stille Sorg over en elsket Kones Tab intet Hierte bædre kunde sympathisere, end mit. Capitain Giedde, en af de agtværdigste unge Mænd jeg kiender; Major Darrhe; Rosenkrantz; gamle Arbin og Collet, hvilke sidste jeg aldrig kan see uden Tilbageerindringen af hine lykkelige Dage –

De svandt – de svandt –
Og kun Erindringen jeg har tilbage –
Gud, lad mig aldrig, aldrig tabe den!

Her var mange flere og blandt dem ‹…› mange Brave, f:E. Gamle Fatter Pløhn, Maschmann etc –

Ved Bordet var Grev Moltke og Just: Wexels mine Sidemænd. For at «staae paa Levemaadens Repetation», maatte 118jeg underholde mig lidt med min grevelige Naboe, endskiøndt jeg følte ulige mere Kald til at henvende hele Conversationen til den borgelige. Interessant i sig selv til alle Tider var han mig det nu dobbelt ved det meget han kunde fortælle mig om Eder, mine Dyrebare dernede; og maatte han især fortælle mig meget om den lille Syvald, som han meget nøye beskrev mig, forstaaer sig, paa hans sædvanlige Viis; men kiendt med Mandens Tone, troer jeg neppe, jeg saa let tager Feyl af ham. Det er nu engang blevet ham en Vane at forskandse sig bag Ironiens vældige Volde, men reent uigiennemtrængelige ere de dog saa lidet som alle kunstige Volde. Han fortalte mig ogsaa, at Treschow var bleven Ridder. Det fandt jeg, som alle finder det, «en Orden i sin Orden» – men som oftest gaaer det saa aldeles uden for denne, at man selv med den største Ligegyldighed for saadant, tvinges til at ærgre sig. Ogsaa den ædle Faye er bleven Ordens Ridder. Wexels, som paa sin Hidreyse havde besøgt ham, gav mig ingen trøstelig Efterretninger om hans Siæls og Legems Befindende. O! alt for voldsomt nedbrydes det sidste ved den første –

«Mueligt» sagde W: med det Træk ved Næsen, I kiænder, ‹…› «at denne Decoration kan have nogen fordeelagtig Indflydelse paa hans Sindsstemning» Arme Faye! Mangen Gang dækkes vel et saaret Hierte ved 119en Stiærne, en Orden – men lindres? heles? – –

Sally B: uvidende om hvilket stort Samqvæm (Compagnie, vilde gamle Provstinde Schnitler sagt) hun skulde dumpe ind i, kom ganske i sin Hverdagspynt som til det kiære fortroelige Tøyen i Almindelighed. Jeg læste et «Gud forbarme sig!» i hendes omløbende Øyne, men uden videre Ængstelse og Forlegenhed over den Kattuns Kiole, som sikkert ingen lagde Mærke til, kom hun op og slog en lille Prat af med mig og min høyre Sidemand, som meget villig spadserede tilbage med hende, der, jeg nyelig var kommet fra – let at giætte hvorhen – og fremførte lille tykke raske Syvald endnu engang med det mørke brune Haar og i al sin Livlighed. Ret godt gik det øvrige af Dagen i afvexlende Samtaler – ogsaa under Taare kan jo Tiden gaae godt – Med den retskafne godmodige Rosted talte jeg længe om mine Døde og Levende. Hans Taare fremlokkedes ved mine. Han kiendte især Vilhelm, og kunde dele, deelte, og har deelt mit store, uerstattelige Tab. Ogsaa hans eget, hans eneste Søns fornyedes heftig i det bløde Faderhierte: «Jeg glæmmer ham aldrig!» gientog han flere Gange. Glæmme? O Gud ney! Forglæmmelse er et hierteknusende Ord – Og om min Jes talte jeg, og takkede ham som han saa vel fortiæner for hans Ømhed imod den stakkels nedtrykte, og kun alt for let forsagte Gut – og mit Hierte blev lettere.

120Gaarsdagen tilbragte vi i fuldeste Roe. Kun min Jes var her et Øyeblik, ellers ingen. Men ganske i Roe tilbragte vor elskede Lotta den ikke, da hun igien fik den afskyelige Tandpine, som nu hele Dagen til i dette Øyeblik, Kl 5, har holdt hende i Sengen og i vedvarende Smerter, som desværre, uagtet alt hvad der er brugt, endnu ikke ophører at martre hende, den velsignede Taaliglidende. Og det smerter i Siælens Inderste at see Lidelser, Elskedes Lidelser, uden at kunde bidrage til deres ‹…› Lindring. Hun sidder nu i Sophaen og har taget en Bog, som hun dog ikke kan udholde at læse i. Min kiære nedslagne Kista sidder og syer paa en Kappe til mig, og jamrer i Ord som jeg her med Pennen. Lina, det lille lykkelige Væsen, glæder sig overalt, ved alt. O! at hun længe kunde det! Hun er nu ude i Husholdningen, som hun meget ivrig antager sig her paa Tøyen, formodentlig af Kiærlighed til Presidenten, som har en af de første Pladser i hendes Hierte – og er denne Kiærlighed aldeles giensidig – Han, den arme brave President træller fra Morgen til Aften i Comissioner og alskens Forretninger, saa vi sielden seer ham. Han er giærne hos os, naar han kan faae Lov til det[.] Sally lovede halv om halv at komme hid i Dag, men opsætter det maaskee til i Morgen.

Og er her nu et Udtag af mit Liv og Levnet i disse 121Dage, kun at jeg endnu lægger til, at jeg har modtaget 2 kiære Majabreve, besvaret dem, og skrevet, foruden alt dette her, endnu adskilligt, Breve, Oversættelser, kort sagt, været flittig, ret flittig, fortiæner, og venter, at I skulde rose mig –

Mandag 13^de Løverdagen var her, blev her ved at være saa stille og eensomt. Den kiære, hulde Lotta laae nesten hele Dagen i Smerte og Vaande, var nogle Øyeblik oppe, men maatte igien tilsengs, uden at finde Roe eller Hvile. Om Aftenen kom min Jes og Secretair Ottesen. Det var en tung tung Aften. Jeg kan intet mere sige om den. Det var, som Vilhelm paa nye var udrevet af mine, af Jesses Arme. Stakkels min gode omhufulde Kista ængstede og bedrøvede jeg saa – Gud veed, jeg kunde ikke for det – Jes ikke heller. Men det var en tung, tung Aften.

I Gaar, Søndag, vedblev den fatale Tandpine at berøve os vor Lottas Selskab og plage hende. Om Formidd: kom, efter Sædvane, Jomfr: Wolderne, om Eftermidd: min kiære Sally og hendes Broder, Petrus, som kun blev kort. Henimod Aften kom Mad: Arntzen og Jomfr: Rasch, Præsten Wulfsberg og Kone. Men jeg var ikke frisk, Lotta laae, og mit Sind var saa nedstemt. I hvor travlt min stakkels Jes har, kom han her nogle Øyeblik, og var færm. Vi snakkede, eller rettere, de snakkede – jeg kunde ikke tage synderlig Deel i 122noget. Dog jo, i et tog jeg Deel: Dall, den gode troefaste Dall er kommet herop. Jeg skal see ham igien – han skal fortælle mig om – ak, om hvor meget – har maaskee Breve. Hvor jeg længes efter ham! men hvor gruer jeg ogsaa for dette første Møde! Evige Gud! hvilke Forandringer, hvilke skrækkelige Forandringer siden vort sidste Møde! Mit arme Kbhn og I Dyrebare dernede – da leed jeg med og for Eder, for det hele saa haardt hiemsøgte Fødeland. Dette haarde Stød var det andet – Dichmans Død det første – som rystede mit hele Væsen i dets Inderste. Og nu, nu disse sidste. Ja, det var voldsomme Stød – men jeg er stærk. Sørg ikke, I Elskede, o! sørger ikke! Jeg har jo overlevet alle disse Stød. Et Par Gange – jeg kan, jeg tør ikke nægte Eder det – har jeg følt, eller troet at føle et Forbud om den jordiske Hyttes snare Nedbrydelse. Det angreb den venstre Side, især Armen, saa smertefuldt, og Smerten gik lige ind i Hierterødderne, og Armen blev saa mat og følesløs, og Knæerne skialv, og hele Legemet skialv. Men det gik snart over, og efterlod ingen Minder. Jeg har talt herom med Thulstrup. Han har lovet, jeg skal blive bædre, blive brav – O! sørger ikke, I Elskede! Jeg bliver giærne iblandt Eder. Min Jes, min Maja og Lina, jeg bliver jo giærne hos Eder, hos Eders ædle Fader – hos Eder Alle ^I usigelig ømme, elskende, elskte Mennesker! Gud lade mig endnu længe blive blandt Eder. Hans Villie skee! Han vil jo kun vort Vel –

__________

123Professor Olavsen paa Kongsberg har i Intelig: bladet indført en besynderlig Tirade – enen] rettet fra: et ved overskriving Slags Lovtale over den hedenfarne St – th – en Indbydelse til at oprette ham et Æreminde, osv –

Hvad Aand ^driver Olavsen til saaledes at prostituere sig og den Mands Minde, som en sand Ven vilde stræbe at indhylle i Forglæmmelsens uigiennemtrængeligste Slør? En god Genius stod sikkert ikke ved hans Side, da han skrev. Han bryder paa en forhadt Maade den Dødes Fred. Men hvad er uudgranskeligt som Menneskets Siæl?

Tirsd: 14^de Jeg var i Aftes et Øyeblik nede hos min Jes, som ikke har megen Tiid til at komme herop, da Examen begynder i Morgen, den Examen, for hvilken baade han og jeg gruer saa meget. Han logerer meget godt, meget fornøyeligt, Gud skee Lov!

Endnu ingen Dall. Som jeg hører, skal han forblive heroppe en Tiid. Jeg har skrevet ham til, og bedt ham saa hiertelig komme hid. Det vilde være mig tungt at tage bort, uden at have talt med ham. Brev har han vel ikke, men Hilsener maae han dog have, og kan sige mig meget fra de Elskede dernede.

124Fredag 17^de Hovind. Her sidder jeg da nu paa mit kiære Hovind, i det kiære venlige Kammer, og endelig ogsaa ved Siden af min kiære hulde Sally B: Men det er Eder ikke nok, I Elskede, at I veed, vi sidder her: I vil ogsaa vide hvordan vi kom hid, hvad der, siden vi sidst talte sammen, er foregaaet, osv – Saa maae I da følge med mig tilbage til Tøyen, hvor vi skildtes ad Tirsdagaften[.] Dall lod svare paa mit Brev, at han skulde komme Onsdag Morgen, og han kom. Men før han, og før Frue Lotta og jeg rigtig vare oppe, kom Sally, og I kan troe, hun hoverede ret over, dog engang at have været tidlig paa Færde. Ney, Brev bragte den snilde Lollik mig ikke. Sally fik et. Til mig skal I have skrevet, dyrebare Børn, med en Lieutenant, hvis Navn jeg nu ey erindrer, men som formodentlig er ikke mere til, uden han skulde være i Engeland, hvor^som man har et svagt Haab om at den brave Tønder Lund ogsaa er henslæbt til, og altiid bædre der, end paa Havets Bund. En Røverkule tilbagegiver dog undertiden sit Rov – Graven aldrig – Der er en almindelig Sorg over hans frygtede Undergang, som erkiendes for et Nationaltab, og derfor vil man saa nødig give slip paa det svage Haabglimt – og det giver vi jo stedse saa nødig slip paa –

Det var langt fra, at jeg fik vide Halvdelen af hvad jeg længtes efter at høre dernedefra. Kun et Par Timer havde vi Dall, og der skulde pakkes ind, spises Frokost, 125og kom hundrede Ting iveyen. Dog det væsentligste: at I, elskede Barna mine, lever vel, hørte jeg jo, og saae jeg i Brevene til Sally. Eders Utaalmodighed efter at høre fra Fødelandet og Eders Elskede her, er saa saare naturlig. Ogsaa uden egen daglig Erfaring kunde jeg dele den med Eder. Er Søren Munk – og det er at haabe, sagde Dall – kommet vel ned, saa har I nu længesiden mit lange sørgelige Brev fra Tøyen. –

Præsten Chrystie, som skulde følge os hiem til sin Boelig, (efter Løfte) kom, i Følge med unge Præst Ottesen, og Kl henimod 12 begyndtes Toget. Gud skee Lov, min dyrebare Lotta var færm, Presidenten ligesaa – raskere, end i lang Tiid – Kista mi var ikke aldeles brav; men at hun beholdt Lina igien, hialp lidt paa Sagen (I veed jo, Presidenten vilde beholde hende, og den fromme Lotta med, uagtet hun er hendes Medbeylerske) Altsaa tog jeg for saa vidt med et lettere Hierte Afskeed fra det evigvelsignede Tøyen. Naar seer jeg det igien? Ikke hastig – Gud give, roelig, glad i det Almindeliges Vel! –

Sally tog Plads – Linas Plads – hos mig i Bredslæden, og alle vore Pakkenilliker havde vi i hendes. Den første Miil, da Føret var slettest, og lutter Bakker, sad vi saaledes sammen. Siden, da det blev bædre, fandt vi, at det var for tungt for Hesten, og saa fik jeg ene det store Rum. Naar jeg undtager en lille Skræk ved det 126min Hest, som fik Benet ned i et dybt Hul, faldt, saa vi troede den død, gik alting godt, og vor Reysestaldbroder førte os med al muelig Omhu til sit hyggelige Hiem, hvor vi fandt et talrigt Selskab, blandt hvilket alle de Kiære herfra, Telja undtagen. Præsten Munthe var der ogsaa, men i slet Houmeur, formodentlig fordi hans Brud nyelig har forladt ham, skiøndt kun for en føye Tiid. Vi ragede ved Bordet i en temmelig alvorlig Striid, som ikke lod sig bielægge, og som jeg giærne vil stræbe at glæmme. Stakkels Sally var ikke ganske vel, og spiste ikke om Aftenen, saa hun intet hørte, hverken af denne underlige coleriske Mands Uartigheder mod mig eller Værten, vor gode blide Vært – Dog lader det ikke, som jeg ynkede hende fordi hun ikke var Vidne til disse slet ikke morsomme Scener? –

Torsdag ventede vi vor kiære Mad: Borchsenius, og jeg glædede mig, da Solen om Morgenen vakte mig, ved Tanken om hendes Komme. Men hun kom ikke. Hendes lille Thrine var Dagen før blevet heftig syg, og skiøndt bædre, dog endnu i tvivlsom Forfatning. Fogden, som skulde til Tinget, bragte selv denne sørgelige Efterretning. Jeg blev saa beklæmt, saa bedrøvet, og havde ingen Roe, før jeg kom did. Den altiid forekommende Præst laante mig en Hest, og paa de Vilkaar, at jeg skulde komme igien til Middag, fik jeg Lov, 127Egentlig 127at tage derhen strax. Da jeg giennem de grønne Graner skimtede det venlige røde Tag, bankede mit Hierte stærkere, og neppe vovede jeg at spørge Walbohm, som endelig kom ud paa Trappen, hvor ellers min Rikke og de glade Glutter pleyer modtage mig, hvordan det stod til. Han søgte at beroelige mig; men den lidende Moders tause Taare talte mægtigere til det andet saarede Moderhierte, end alle Ord og Trøstetaler. Imidlertiid fandt jeg den Lille bædre, end jeg ventede, og forlod den noget roeligere kiære Rikke, efter et Par Timers Forløb, nesten saa glad, som jeg bedrøvet kom did: thi alt meer og meer overbevistes jeg om, der ingen Fare var. Et Bud derhen i Dag, som nu er tilbage bekræfter det – Gud være lovet!

Ney, ingen Sorg paa Jorden kan lignes ved Moderens Sorg – som vel heller ingen Glæde ved hendes Glæde[.] Men naar de nu ere borte, de, som kostede hendes Hierte saa mange Kummers- Angst- og Glædestaare – – hvad Erstatning har denne Jord for dette Tab?

Intet – men hiin Alt –

__________

Det var blevet saa lyst omkring mig, jeg aandede saa let, og hele Gaarsdagen var og blev jeg saa usædvanlig munter, giorde saa gar Geschichter om Sally, kort, var som i mine lykkelige Dage.

Vi skrev til Byen, Sally og jeg, spildte Blæk paa Chrysties nye Skriverbord, og tilbragte Tiden ret godt! ^{Ved at spilde Blæk etc?! – Aa ja!} Først

128Kl 8½ kom Tingfolkene, og først Kl 1 i Nat kom vi hiem, efter megen udstanden Striid med de snilde giæstfrie Præstefolk, som slet ikke vilde tillade os at tage derfra saa seent.

Her flokkede de sig om vore Slæder, de forstyrrede Unger, og havde nær revet os ud af dem. Maja er saa reent overgiven som jeg aldrig har seet hende, aldrig troet, hun kunde blive. Det maae være i Følelse af den hende nye Helbred at Munterhed og Glæde saaledes flyder giennem alle hendes Aarer. Gud lade den uforstyrret flyde der! O! jeg veedr hvor lidet der vil til at standse den.

Det er nu Eftermidd: Vi ere ene, alle vi Qvindfolk, da det er første Tingdag her i Ullensager. Jeg skal nu ind og læse for dem, naar vi først har skrevet lidt til Dig, elskede Maja vor, Sally og jeg. I Gaar skrev jeg til min velsignede Lottamoer, og et Par Linier til min gode troefaste Kista.

I Gaar gad jeg staaet i en Krog og seet paa min Lina, som var i Besøg hos Arntzens, hvis ældste Datters Fødselsdag det var. Hun glædede sig saa hiertelig til dette Besøg – Og nu seer jeg med Forundring, at jeg intet har fortalt Eder om, hvilken lykkelig Dag Mandagen var hende, og hvor behagelig den tillige blev for os Voxne. De to ældste af Proctr Arntzens Døttre kom i Besøg til hende, og medbragte en Foræring af et lille Theestel, 129Theeskriin og alt Tilbehør, og tillige Invitationen til i Gaar. De blev paa Tøyen til Kl 9 om Aftenen, og deres uskyldige Munterhed, deres hiertelige Glæde – ak! som siden aldrig i nogen Alder bliver saa hiertelig mere – opmuntrede min ikke friske Lotta, saa hun tænkte mindre paa sin Tandpine, og mig, saa jeg takkede Gud for hver svunden glad Dag, som for de svundne tunge og min Kista, som ikke, sagde hun, længe havde været saa fro og let om Hiertet – O, Vee den Ulykkelige, som det uskyldige Barnespøg ikke rører, til hvis arme Hierte det uskyldige Barnesprog ingen Vey finder!

__________

Her en Sæddel fra min Rikke, min stakkels kiære Rikke. Hendes Thrine er ikke saa brav endda, ikke som hun var i Morges. Imidlertiid haaber jeg, paa Grund af min egen Erfaring, at hendes, desværre alt for begribelige Ængstelighed, forøger Faren i hendes Øyne, i hendes saa haardt prøvede, endnu ikke lægte Moderhierte. Gud læge det, som Moderhiertet herneden kan læges – ved fordoblede Glæder af dem, gode, hulde Rikke, Du har tilbage!

Løverdag 18^de Her kom Maja mi, kastende sig ind over Stakittet omom] rettet fra: i ved overskriving min lille Have uden for Vinduet, og raabte ind giennem dette: «lille Thrine paa Plogstad er bædre i Dag» – Gud skee Lov for det! Den hvile- og mageløs omhufulde Hertel havde havt Bud der nu igien, mig uafvidende. Ret brav er hun ikke, hører jeg, men dog 130bædre, og da Moderen selv har sagt det, tør jeg troe, hun er meget bædre.

Vi lever ret saa godt nu. I Aftes læste jeg for de kiære lyttende Børn, og skal snart igien begynde dette Arbeyde. I Dag har jeg skrevet til Kbhn, til Døttrene mine, og skal skrive til Sønnen, Adam, i Morgen. Mit Sidste sørgelige Brev fra Tøyen har han, efter al Sandsynlighed, ikke faaet. Det var vist i en af de 11 Postsække, som ere kastede ombord, da Postjagten forfulgtes af de forhadte, alt ondt afstedkommende Engelænder.

Alt for meget beskiæftiget med mig selv og min Kummer, har jeg, som jeg nu først selv opdager, ganske aflagt at indføre de politiske Rygter i min Dagbog, som engang udgiorde en væsentlig Deel af den, og som, om den bliver saa længe til, om flere Aar vil de giøre den interessant i flere Henseender. Nu fortælles, at den svenske Majestæt er dethroniseret, at en russisk Prints skal arve hans Throne, efter Svenskernes udtrykkelige Anmodning etc[.] Item, at Engelands Konge, i Anledning af det mislykkede Tog i Spanien, skal have reent mistet det lille Glimt af Fornuft, han havde tilbage, og Regieringen være Printsen af Wales overdraget. Men som vist fortalte Dall, at vor gode Frederich skal have modtaget en egenhændig Skrivelse fra Ruslands brave Monark, med de varmeste Forsikringer om hans Deeltagelse i Danmarks og Norges Uheld, og Løfter om: ikke at hvile, før han har skaffet vor Konge Hævn over sine Fiender og fuldkommen Erstatning for Tab, Tort og saa videre.

See der har I atter et Stykke af en Aviis.

131Søndag 19^de Denne travle Dag er nu nesten forbi. Brevene til Kbhn ere færdige, og et til min Lotta, og et til min Maja C, og to store Pakker skal afsted i Morgen. Giid det saa sandt alt kom til sin Bestemmelse. Men der skal vel Lykke til. O! hvor tungt det er at skrive og bortsende Breve med denne Tvivl. Før jeg var oppe i Dag, kom min Maja op med Breve til mig og sin Fader. Til mig vare de fra min Moer Cappelen, min Jes, og min Kista. Strax efter fik jeg Bud fra Plogstad, at den Lille nu var meget bædre, men havde været yderlig slet, langt slettere, end de kiære ømme Mennesker her vilde lade mig vide. Stakkels min ømme Rikke! Stormen, og megen Smerte i min Arm holdt mig i Gaar fra at tage did; men havde jeg vidst ret, hvor slemt det var, vilde neppe enten det, eller den Medicin, jeg havde taget, og efter hvilken jeg ikke maae komme i Luften – holdt mig tilbage. Arme, arme ømme Moder! hvor er Dit Hierte igien bleven hiemsøgt! men Gud skee evig Lov, at det nu kan slaae lettere! o! slog det kun ganske roeligt igien!

Alle disse beroeligende Efterretninger – det var gaaet min Jes godt ved Examen i de første Dage – bleve, fordi intet i dette Liv kan og maae være ublandet, forbittret ved den Frygt, Du ytrer i Dit Brev, elskede Maja C: at vor kiære, ømme 132Egerven ikke er frisk. Dog haaber jeg, Din, naar det angaaer dine Venner, alt for frygtsomme Siæl, har ladet Dig ahne Farer hvor ingen er. I seer, mine Elskede, Haabet har endnu ikke ophørt at række mig Haanden, endnu ikke ganske overgivet mig blot til Erindringen, skiøndt

«was geblühet hat ist nun dahin –» – –

Jeg sendte mine kiære Døttre dernede en Afskrift af denne Tiedges skiønne Hoffnung und Erinnerung, og af min Oversættelse af Jean Pauls ulignelig deylige Mondsfinsterniss. Havde de det kun alt, eller fik det rigtigt – baade de, og min dyrebare Adam det ham bestemte Brev –

Dagen har gaaet i fuldkommen Roe. Med Skrivningen gaaer det just ikke saa fort, naar Sally sidder her hos mig, da vi stedse, og vare vi nok saa længe sammen, har saa meget at tale om. For det meeste vandre vi da ved Erindringens Haand tilbage til vort Bekiendtskabs første Dage, og saa fremad til den Punkt, hvorved vi nu staaer; men ofte, ak! ofte standse vi, dvæle vi ved mangt et dyrebart Minde, og kommer ikke længere, og Erindringen stytter sig paa de hellige Minder, og maner os ikke til at følge sig længere, og vinker ad sin hulde Syster, Haabet, men vinker som oftest forgiæves – da seer hun vedmodsfuld paa os, og giver os hvad hun har – Taare

Ved Sinsen, det kiære uforglæmmelige Sinsen, stod hun saaledes, da vi sammen kiørte der forbi, Sally og jeg, og vinkede blidt til Haabet – men det flygtede, forsvandt –

133Mandag 20^de Vi skal nu alle som Een, Telja undtagen, giøre en Tour til Nannestad Præstegaard. Den gode Mad: Bierch og Datter havde været her, mens jeg var i Byen, for at faae udtrykkeligt Løfte om at vi skulde komme did i Tinget. Veyret er saa vakkert, min Arm god, og alle Ungerne saa muntre. Poppenheim, som kom her i Gaar, giør dem ikke klogere end de var før, kan I tænke. Hun er ellers go aa ha den samme Poppenheim, i Sorg og i Glæde: i disse for vor elskede Rikke saa tunge Dage, har hun været hos hende, og troeligt deelt hendes Kummer

I Dag er det et Aar siden jeg begyndte denne Dagbog. O Gud, hvor mangen tung, hvor mangen skrækkelig Dag har dette Aar indeholdt for Eders Moer Koren. Alnaadens Gud! maatte det kommende give det arme Hierte Roe, ikke til at heles – det kan det jo først «hvor det slaaer ey meer» – men til at inddysse sine Smerter, saa de maae dulme hen til bliid Veemod! Og derom bede I Alle med mig, min Siæls Elskede! og bede for mig og Mine – og for Eder selv: thi I ere jo Alle Mine –

Onsdag 22^de Hvilke velsignede gode Mennesker der er paa den Nannestad Præstegrd! Den i det Hele hærskende Simpelhed og Hiertelighed har saa meget tillokkende for mig, giør saa godt i mit Indeste. Det er den rene Kiærne, styrkende og qvægende; og hvor ubetydeligt er 134det da, at Skallen ikke er saa glat og glimrende, som maaskee mange, der ikke lægger Mærke til mere end den vilde støde sig over, og ikke skiøtte om at trænge dybere. Havde min kiære Sally kun ikke blevet syg, vilde vi alle havt en ret fornøyelig Dag der; men det gode Barn blev overmaade ussel, og maatte lægge sig, og kunde ikke tage hiem om Aftenen, hvad vi desuden vel neppe havde faaet Lov til. Vi blev da, Sally og jeg, til i Gaar Eftermidd – de 4 Jomfruer, Zarine, Nelle, Hanna Bull og Maja, kiørte paa sin Langslæde om Formidd:, og satte Nella af hos Capit: Wærners, hvor vi ogsaa vare inde et Øyeblik paa Hiemveyen. Hun skulde hielpe Fruen med nogen Pynt; thi Nella kan alting, maae I vide. Poppe bliver nogle Dage paa Præstegaarden.

I Dag er vor Sally ret færm, men min Maja, min kiære fromme Maja er stærkt forkiølet, og maae holde Sengen. Imidlertiid forsikkrer Walbohm, som nu gik herfra, at det ikke betyder det mindste, og at hun i Morgen skal være lige brav. Det give Gud! O! I vil ikke finde det underligt, mine Dyrebare, at jeg er tungere om Hiertet end sædvanligt. Der vil ikke mange Grans ‹…›^Tyngder til at nedtynge Kummerens Vægtskaal mod Jorden – jeg tør ikke, ney jeg vil ikke sige – mod Graven. Fader Mørk var her ogsaa, for at see til sin Yndling, den blide retskafne Guds Mand! Jeg er jo omgivet, i og uden Huset, med lutter gode, retskafne Mennesker. Et stort, sandt Held!

135Eftermidd eller Aften Imedens jeg har expideret et Bud, som i Morgen skal til Byen for at hente Jessen min hiem i Paaskeferierne, har den gode Sally B og Zarine været hos min Maja, læst for hende, og talt med hende. Hanna Bull viger intet Øyeblik fra hende. Og nu skal jeg giøre dem Selskab. Gud skee Lov, hun er virkelig bædre i Aften!

Og saa er da den saa længe slemt huserende Gustav, Sverrigs Konning, endelig berøvet det skrækkelig misbrugte Scepter, og saa tør maaskee Roelighed og den signede Fred atter vende tilbage til vort elskede Land, til vort Danmark og Norge. I det mindste er det jo den klareste Udsigt vi hidtil har havt til dette Haabs Opfyldelse

Fra min elskte Lotta fik jeg denne Tidende, og unge Præst Ottesen bekræftede den, og begge Breve vare trøstende i mange Henseender, for mit Moderhierte meer end trøstende. Var nu min Maja kun rigtig frisk! –

Arme, dyrebare Rikke, som har lidt saa meget for sin lille velsignede Glut, lider endnu, skiøndt Faren er forbi, men de smertelige Følger, f:E. af den spanske Flue, osv ikke endnu hævede, og koster den ømme Moder Natte- og Sindsroe. Gud lade hende udholde det, uden at blive syg, naar den Lille er bleven frisk, og skal glæde hende igien. «Modersorger! Moderglæder! Intet, intet ligner eder.»

«Her sender jeg dig, skrev min Rikke, Rahbeks sidste Tilskuer, hans Svanesang, sender dig den med sandt Veemod, kiære Moer Koren, fordi det er den sidste.» – og jeg delte denne Veemod med min elskede Rikke, som vi har saa mange Følelser – og 136Skiæbner fælles. Med et Suk har jeg nu giennemlæst og bortlagt dette sidste Blad af Tilskueren, og mindet ved dette sidste, og ^om det første af disse Blade, om alle de Ting der omgav mig ved dets Giennemlæsning, om alle de Fornøyelser især de første Aargange forskaffede mig, fulgte endnu et og flere Suk, og mit Hierte er bleven beklæmt og saa underligt forekommer mig alting – saa forgiængeligt – og denne Stemming bringes jeg nesten altiid i, hver Gang jeg foretager mig noget, seer eller hører ‹…› noget hvorved jeg maae tænke: det er sidste Gang – det er forbi[.] Forbi er det skrækkeligste Ord jeg kiender – Men fra de Ængstelser, det frembringer, river Siælen sig løs, og svinger sig over alt det som kan forbindes med Begrebet om forbi – sidste Gang – og Haabet løfter den alt høyere og høyere, men den voxende hede Længsel efter en Verden, hvori intet skal være forbi – o! den bliver ofte martrende.

I vort Bekiendtskabs første Dage, dyrebare Thrine Treschow, Maria Devegge, erindrer jeg, vi engang vare samlede hos Thoms paa en Concert. Da den var forbi, toge I bort, men jeg med mit Selskab skulde blive der og spise. Jeg bad Eder saa meget blive, fordi I fra første Øyeblik vare blevne mig saa kiære, fordi vore Hierter strax forstode hinanden saa godt. Men I kunde ikke, fordi I havde lovet Moer vist at komme hiem, «og saa ligger Tilskueren hiemme, sagde Du, hulde Thrine, og den maae vi have læst i Aften, for den skal bort i Morgen» – Hvor levende det alt stod for mig da jeg lagde det sidste Nummer af Tilskueren bort! –

137Torsd: 23^de Der reyser de ind efter min Jes, efter ham allene. Til den forrige Paaskeferier ilede ogsaa Du, elskede tabte Vilhelm, saa barnligglad til det Dig stedse saa dyrebare Hiem, og Din hulde Sara saae saa længselfuld efter de kiære Brødre, og jeg – var den lykkeligste af alle Mødre. Det er forbi –

«was geblühet hat ist nun dahin –
am Grabe dort sehn wir uns wieder –»

__________

Maja mi var bædre i Morges, end hun er nu. Sally er heller ikke saa frisk, at hun tør følge med til Plogstad, og endnu er det uvist, om jeg tager did. Selv saa nedslagen og mismodig, kan jeg jo ikke trøste min kiære Rikke – græde med hende – det har jeg giort saa ofte, og hun har grædt med mig, og det er blevet os bædre. Endnu veed jeg ikke, hvad jeg beslutter. Ubestemthed, endogsaa i Smaaeting, er ubehagelig, det veed jeg, og føler ofte og dybt i denne Tiid.

Fredag 24^de Der blev ingen Reyse af i Gaar. Maja blev glt alt slettere og slettere. Et Brækmiddel, som virkede stærkt, og vist forekom en alvorlig Sygdom, har jeg nok at takke for, at hun i Dag er meget bædre, meget munter. Hvor ængstelig Gaarsdagen var mig, begriber I nok, mine Elskede! Sally er ogsaa en heel Deel bædre i Dag, og, skiøndt det snøger ude Vennen min (som den fra Vognmand ^{til Kiøbmand} avancerede Person i Dramen, hvis Navn er for ubetydeligt til at huskes, sagde i et Selskab – for dog at sige noget – til sin unge Kone) reyser vi til den kiære Rikke, som nu i to Dage har ventet forgiæves.

Jessen min er sikkert alt underveys. Ogsaa Tingfolkene venter vi hiem i Aften, og tager derfor nu strax – Kl 10 – afsted, forat være hiemme i betimelig Tiid.

138Løverd: 25^de Arme, dyrebare Rikke! – Min Jes var kommet hiem før vi, min Koren ogsaa, Maja var, og er bædre (skiøndt ikke fuldkommen brav) Lina lever, som alle paa det velsignede Tøyen, vel – hvor glad skulde jeg nu været i Aftes, som jeg kan være det, om jeg havde forladt den kiære ømme Moder mindre angstfuld! men hun staaer for mig overalt, med de forvaagede, forgrædte Øyne, med det ængstlige Blik paa den lille Lidende, hvis stille Graad og Jamren overalt lyder for mit Øre. O! det var mig saa tungt at være der, og end nu tungere, at tage derfra. Engang – det var skrækkeligt troede jeg, nu er det forbi! og knælede ved Vuggen, og holdt den lille kolde, svedte, matte Haand i min, og følte paa den afvexlende Puls, ventende hvert Secund, at den skulde standse. Imens hang Moderens Øye stivt og ubevægeligt, uden Taare, paa den blege Engel – ney, slige Øyeblik, slige Qvaler kan kun en Moder tænke og føle, men ikke forklare. Nu har jeg Bud der, og hver Gang nogen nærmer seg hid, farer jeg forskrækket sammen, og troer, det er Budet – Gud, maaskee Dødsbudet – Ney, det var for skrækkeligt –

Sara, min kiære Sara, som havde glædet sig Saa til dette Besøg, leed med de Lidende – Men nu nøder min Hovedpine, som hiin bange Venten forøger, mig til Sengs – Maja mi har ogsaa Hovedpine i Dag, og er mat

139Søndag 26^de Det kom, Dødsbudet – men først i Dag. Arme, arme Moder! arme til Jorden bøyede Fader! Alnaadens Gud! giv dem Taare! riv deres Hierter, de sønderknuste Hierter bort fra Jorden, som ingen Glæder mere tilvinker dem, løft dere fortvivlelsesfulde Blik fra detn henblægnedede Engels forladte, skiønne Boelig til hendes, til deres, til alles vores Hiem heroven over –

Det var skrækkeligt! Efter saa mange Dages Lidelser – dette haarde Stød. Gud, du, fra hvem det kom, du ene kan give Kraft til at udholde det – Og du vil. Du gav jo mig, Taare, og giød Fred i min Siæl, og løftede mit Blik op over Jorden, Tiden og Graven. Ja, du vil – du vil –

__________

Poppe, som vaagede der i Nat, bragte den, skiøndt meer end halvventede, dog saa hierterystende Tidende. Kl 12 forlod hun de trøstesløse, til det sidste haabende Forældre, den søde, uskyldige elskværdige Glut. Hvilken Nat, o Gud, o du arme Moder, du kummerfulde Fader, hvilken Nat!

Hertel, den Gode, Deeltagende, er reyst did. Jeg kan ikke, tør ikke, og faaer ey heller Lov –

I Gaar laae jeg nesten hele Dagen. I Morges forlod jeg mit Leye saa usædvanlig frisk, og det var alt saa lyst om mig. Maja var færm, Jes kom op til mig før jeg stod op, saa bliid og allerede reysefærdig til en lille Tour. Jeg vidste der skulde komme Brev fra Dig, dyrebare Maja, kort, jeg var saa let og vel tilmode. Sally ligesaa. Og nu, nu seer og hører jeg, min elskede Rikkes Jamren og Faderens stumme mørke Blik hvorhen jeg vender mig – og alle Hiertets Saar bløder smerteligere.

140Eftermidd. Tak her, min dyrebare Maja C, og Du, min egen Thrinesara, for de kiære, hulde Breve. De andre vare ^et fra Sorenskriver Christie, saa behagelig og interessant som han er selv; det andet fra den stakkels unge Bergh, som er syg. Ogsaa min elskede Egersøn er syg, skriver Du, Moer Cappelen, og din Ængstelse er smitsom, er det saa meget mere som ængstelige Efterretninger indløber fra alle Sider. Af den usædvanlige, ‹…› selv i min dyrebare Frederichs travleste Provstetiid usædvanlige Taushed, begyndte jeg at frygte, det ikke stod vel til paa Eger. Men Du har jo dog nyelig seet vor Ven i Drammen, Maja mi, og saa tør det med Guds Hielp kun være en lille Vaarforkiølelse, slem nok mens den varer, men uden farlige Følger. Lad mig haabe det. Og Gud skee Tak, at jeg endnu kan haabe.

Mand: 27^de Min Koren og lille Zarine reyste nu til Byen, hun for at være inde ved sin Systers Bryllup, Skriveren min i Forretninger, og for at medtage sin Lina. I Dag er min Maja første Gang nede, og Gud skee Lov rask. Jeg skal ^nu ind og læse for alle de kiære Børn[.] Men mit Hierte er hos den arme sønderknuste Moder paa Plogstad, alle mine Tanker ere der. Selv tog jeg did i Dag, om ikke min Arm i Nat havde været saa slem og saa tør jeg ey ud. Og saa gruer jeg for det første smertelige Møde, dog, det maae engang være.

Sally staaer nu og efterseer i mit Bogskab, hvad hun ønsker, jeg skal læse for dem. Endnu har hun intet fundet og jeg faaer vel hielpe hende, det arme Barn –

141Onsd: 29^de Nu er jeg roeligere, meget roeligere, siden jeg har seet og talt med de kiære lidende Venner. I Gaar Eftermidd: vare vi der, Poppe og jeg. Vi fandt dem som vi kunde vente det, og taalelige, som det ved de første Smerter efter et saa vældigt Stød, er mueligt at være det. I Morgen lovede de, at komme hid, og blive ^her den skrækkelige Begravelsesscene over, Fredag. Gud, skiænk dem Styrke og Kraft da og fremdeles! Jeg vidste ikke, da jeg var paa Strømsøe – thi de kiærlige mageløsømme Mennesker skiulte jo saa meget mueligt alt for mig, som kunde lægge nye Vægt til min Kummer, som i og for sig selv var knusende nok – hvad Dag min elskede Saras skiønne Støv skulde overgives Jorden; men min inderlige Siæleangst, den hvileløse Uroe som forfulgte mig overalt, sagde mig tydeligt nok, ikke allene Dagen, men Timen, da hun sank ned ved Vilhelms Side –

Vi vare neppe oppe i Morges, før den gode Forvalter Krefting var her, og det lige fra Hurdalen. Det er ogsaa en af de Retskafne, Skiæbnen paa mange Maader finder sit Spøg i at drille. Hans Stilling er for nærværende Tiid høyst ubehagelig, som den fra Grunden retskafne, redelige, brave Mands maae være det, ved at see sig underordnet Mennesker blottet for alt Menneskeværd, f:E: den smidige Øgle, Hr Branddirecteuren, som blot ved sin Opførsel mod Krefting maatte blive ethvert kun rigtigfølende Menneske foragtelig, og en Kaufeldt –

Veyret er saa blidt i Dag, og jeg kan ikke troe andet, end at min Koren i Dag kommer og bringer mig sin Lina.

142Skiærtorsdag 30^te30] rettet fra: 20 ved overskriving Ja, han kom, den Gode, Kl: 7 i Aftes, og bragte mig sin og min Lina, alles vores Glæde tilbage, frisk og blomstrende og haabsmilende som den første sig knyttende Rosenknop: O! hvor slog mit Hierte hende imøde, hvor hængte alles Øyne saa blide og glade paa det søde og – hvorfor kan jeg ikke sige hvad alle siger, skiønne Barn. Men i dette, som i ethvert Glædesglimt der smiler til mig, blandede sig den unævnelig bittersøde Veemod, som saa uundgaaelig vil og maae blande sig i hvert mit Fremtiids Haab. O! I Elskede, trættes ikke ved mine evige Gientagelser – de ere saa uundgaaelige som hiin Veemodsfølelse, naar mit Hierte skal – og det skal det jo stedse – ligge aabent for Eder paa hvert af disse Blade.

Min Koren bragte mig ogsaa Breve og Hilsener, saa kiære og vennehulde, fra det elskede Tøyen, og en Pakke Bøger fra Strømsøe, ledsagede med nogle Linier, min Maja, fra Dig! og havde de kun indeholdt den eneste: at vor dyrebare Egerven er bædre, vilde den været mig kiær – (dog, det er alt fra Din Haand) – og glædende. Jeg har skrevet, og i Dag faaer vor gode Provst, haaber jeg, mit Brev. Gud give, han frisk og munter modtog det! Krefting er alt reyst, og nu venter vi alle Øyeblik de sørgmodige, ak! med saa megen Ret kummerfulde Forældre fra det nu glædetomme Plogstad. O, ogsaa Dig, dyrebare Veninde, slaaer mit medsaarede, medfølende Hierte smerteligt imøde. Fandt Du, o, fandt Du ved denne, som Din knuste Barm, endeel af din saa skrækkeligtabte Roe igien! Taare og den ømmeste Deeltagelse skal du finde, og 143har ikke Erfaring lært mig, hvad det er, at det er meget?

Langfredag, for min elskede Rikke en sand Lidelsesdag. Her i Sophaen hos mig sidder hun, med en Bog i Haanden, over hvilken de graadtunge Øyne stirrer hen paa et Sted – paa den lille Kiste, paa den aabne Grav, hvori, maaskee, i dette Øyeblik, hendes Haab, hendes Glæde nedsænkes: thi hvad kan en Moder see andet paa en saadan Dag?

Nu skal vi strax bort, med til Plogstad, Sally og jeg. Min Koren, Jes og Hertel er vel, inden vi kommer der, tilbage fra Kirken – Vangensten kom hid i Aftes. Hans Nærværelse er et virkeligt Intermesso i det alvorfulde Stille som hærsker rundt om os. Var nu Dagen forbi! –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.