September

Fredag 1^ste I veed jo, jeg har det altiid godt og fornøyeligt hos min Rikke. «Altiid fornøyeligt? Moer Koren! Naar Eders Taare over de fælles Tab og Savn blander sig, naar de svundne lykkelige Dages Minder svæver vemodsfulde som Ossians Elskede Skygger forbi Eders Siæls Øye, er da det» – Fornøyeligt – Nu, jeg vil tilstaae Eder, Udtrykket var ikke rigtigt men ingen af disse Blades bestemte Læsere vil nogensinde giøre mig hiint Spørgsmaal, som jeg her giorde mig i deres Navn, fordi jeg fandt Ordet «fornøyeligt» ikke stod aldeles paa sit rette Sted.

Det var seent, Linchen og jeg kom til Plogstad, men Rikkemoer skiændte ikke, blev tværtimod glad, da hun strax begreb, vi skulde blive der om Natten og den hele følgende Dag. I Gaar Middag kom Nella og Zarine. Min Koren spadserede did over Fieldet, og kom en Times Tiid senere end jeg og Lina.

17Vi vare i Barselvisit hos lille Frue Keilhau. Lidelsens Præg staaer endnu saa tydeligt i det blege Ansigt, i de matte Øyne og Mathed og Stilhed er udbredt over hendes hele Væsen. Barnet er nok meget svagt, og har siden den første Dag det saae Lyset nesten ikke aabnet Øynene, som det arme lille Dyr nok lider meget i. Men som det altiid gaaer: det mindre Onde viger for det større. Over Moderens Fare blev vel ikke tænkt paa den Lille, og nu hun er saa at sige vendt tilbage til dem fra Graven, er deres Glæde for stoer til, at Sorg over Barnets Tilstand – der muelig heller ikke er saa ‹…› ^mislig som det forekommer min Rikke og mig – ikke kan foruroelige dem. O! vel maae de være glade. O Gud, havde en af Mine blevet mig saaledes giengivet – Har jeg sagt Eder, da jeg alt troede min Sara død, og var i Fortvivlelse eller Bedøvelse flygtet fra mit Kammer, brød en Straale af Haab pludselig giennem det Dødsmørke som omgav min Siæl. Hun levede endnu, sagde man mig, og selv Walbohm troede det mueligt, hun kunde vende tilbage til Livet. Min Glæde ligner intet, uden den Marter, som foregik og endnu mere fulgte den. Alt blev lyst om mig. I de Øyblik jeg var ene, bad jeg til ^Gud, at han vilde tilgive mig min Smerte over Vilhelms Tab, lovede, aldrig at klage – Og nu det skrækkelige, skrækkelige Dødsbudskab, som jeg i det følgende Øyeblik læste i de Dødninglige Skikkelser, som tause svævede om min Seng – Evige Gud, forund mig at glæmme det –

Men lad mig tilstaae Eder, mine Dyrebare, at see i Anledning af Sophie Keilhaus saa uventede Tilbagevenden, i sin 18Moders Arme, har giort en sørgelig Opdagelse i mit Inderste. Ja, kunde I troe det? der har været Øyeblikke hvori det vilde trøstet mig, troer jeg, om ogsaa denne Moder havde havt et elsket Barn at begræde. O! af den Møye det koster mig at giøre Eder denne Bekiendelse, føler jeg end dybere, hvor ond jeg var. Dog vilde I ogsaa troe Eders Christianes anden Forsikring: at det kun var øyebliklige ufrievillige Fornemmelser, dem jeg søgte at undertrykke saa hastigt, som de opkom; og at min Deeltagelse i den lykkelige Moders og Mands Glæde var reen og inderlig –

Min gode Moer Chrystie har paa en Reyse til Byen været i stoer Fare, da Hestene løbe løbske, splittede Vognen ad, og kastede hende, og Præsten Bergh fra Hedemarken, med hvem hun kiørte, langt bort, hver til sin Side. Præsten slog sig overmaade slemt, dog uden at brække Arme eller Been; og Moer Chrystie kan takke Gud, hvad jeg troelig giør med og paa hendes Vegne, at hun slap saaledes, nemlig med at forslaae det halve Ansigt og Øyet, som endnu alt bærer Mærker af Faldet, sagde Aslak, som jeg, da jeg hørte hun var kommet hiem, i Gaar havde der, for at faae Sammenhængen rigtig at vide. Rygtet, veed I nok, giør altiid Tingene farligere, end de ere‹.› Fader Chrystie var lykkeligviis ikke med. Han er i denne Tiid i Brevig i Besøg hos sin Moder og Familie.

Pavels’s er lykkelig retourneret ^{fra Bergen}, skriver unge Præst Ottesen. Af samme Breve seer jeg, at Din Broder Peter, min elskede Sally, allerede er Ægtemand. Samme Øyeblik, min gode Real skrev, skulde han til Dit Hovind, for at forene Peter til med sin og Din Tulla. Gud signe dem 19og denne deres Forening, at den maae bli‹ve› dem selv, de gamle Forældre, og min elskede elskede Sally til Hygge Glæde og Lyksalighed! Amen!

Eftermidd. eller rettere Aften. Lidt før vi skulde gaae til Bords i Dag, kom begge Enkerne Mad: Wangensten fra Byen, og Mad: Holbye fra Vildberg. De reyste alt nu igien. Og blot dette vilde jeg sige Eder, mine Elskede, og at jeg nu gaaer hen til den saa længe ubesøgte Grav, og maaskee derfra til Saras Grotte og min Høy. Det er et saa herligt, stille, dunkelt, vemodsfuldt Veyr.

Løverdag 2^den Des ublidere, fælere er det i Dag. «Regnen strømmer, Stormen tuder, Skyen synker mørk og lavt –» Vel, at jeg i Aftes kom til mine Yndlingsstæder. I Dag ‹m›aae jeg være der fra.

Nu vilde jeg sætte mig hen og skrive til mine kiære Døttre dernede, og til flere Kiære der. Men atter skal der, siger man, være strængt anordnet: at intet Brev, med Post-Courier, eller andre Reysende, maae gaae til Kbhn uden at være giennemlæst af en Stabsofficer heroppe, og have hans Paatægnelse. En afskyelig Tvang! Vel kiender jeg et Par i denne Classe, brave, fortrinlige Mænd; men mit hele Hierte har jeg dog ikke Lyst til at lægge aabent for deres Øyne, som naar jeg taler med mine elskede Børn, for hvem jeg ingen Tanke holder skiult eller kan skiule, om jeg end vilde. Dog, endnu har min Koren intet faaet dette strænge Forbud angaaende; og i alt Fald kan vel Presidenteren – for han er saa bra – hielpe mig tilrette naar han faaer mine Breve, som Gud veed, ikke skal besmittes med et eneste Stænk af den forhadte, uigiennemtrængelige Politik.

20Søndag 3^die Det seer meget melitairsk ud her i Dag. I Gaar Eftermiddag kom Fetter Christie, og med ham en Capitajn Coucheron, en Lieut: Lassen og en d^o Astrup, ney, Aarestrup. De tage igien bort i Aften, og har Haab om (Christi‹…› Frygt for) at komme snart tilbage til Bergen. Men dette Haa‹…› og denne Frygt er maaskee lige ugrundet, Capitajnen er en midaldrende Mand, meget snaksom, hvortil vel Anledningen især er, at han kiender min Korens hele Familie de ere neml alle fra Bergen – og er en af hans Fettres, Sore‹…›skriver Korens Naboe. Denne Sorenskr Koren har ogsaa en Sara. Ligesom min, er hans nestældste Datter opkaldt efter sin Mormoder. Men han har sin Sara Koren endnu. Det er en smuk og god Pige, siger Capit. Gud lade da de gode Foræl‹…› have længere Glæde af hende, end vi af vor Sara herneden – Der skal i disse Dage være død en ung Lieut. Brodtkorph paa Vinger, sine Forældres Eneste, en haabefuld, elskelig Yngling, og Arving til en Tønde Guld. Hans gl Fader tog den lange Vey fra Nordlandene, hvor han er Kiøbmand troer jeg, her hid i Sommer, for at see sin Søn, og tog bort med den Vished, at hans Yndling var frisk og rask, og kom maaskee neppe hiem, før det hierteknusende Dødsbudskab indhentede ham –

Lassen og Aarestrup lader til at være et Par beskedne, godlidende unge Mennesker. Skriveren og Capit: ere i Kirken al Ungdommen paa Vilhelmsminde, hvorfra Regnen nok vil følge dem hiem. Den evindelige, sørgelige Regn! Havde den ikke hængt os over Hovedet, var vist min Rikke kommet hid i Dag – Selv fik jeg intet Brev i Dag, men fra min kiære Kista var et til hendes gode Broder, fuldt af lutter gode glædende Efterretninger om Ungerne mine og alt paa Tøyen, og Hilsener fra min Sally, som er færm. Tak, Kista mi, for det alt

21Aften Borte ere alle de Røde, og Hr. Munthe med. Hvor forskiællig er dog ikke Smagen! Capit: Coucheron var saa indtaget i Munthe og hans Præken at han vilde have ham til Biskop, om Valget af en saadan geystlig Overhyrde stod til ham. Min Koren siger ogsaa, at han prækede meget godt i Dag; og der er ingen Tvivl om, at han kan det, naar han vil: Men han burde altiid vilde det. Dog, han kunde sige: «Gaae I hen og præk, og see saa hvor godt det er» – Jeg begriber ret godt, at alt saadant bestemt Arbeyde, ikke stedse kan lykkes ligegodt; men aldeles slet maae det kun ikke være, uden der, hvor det aldrig kan blive anderledes.

Stakkels Fetter Hosewinkel (I veed jo, den vakkre Gut, Christie, har dette stygge Navn) saa kort en Tour har han endnu aldrig giort til Hovind, og Tanken om, at han ikke vil giøre mange flere hid, giorde ham, tilligemed denne Korthed, ret nedslagen. Han var heller ikke ret frisk. Gud lade det ikke have været en Forudfølelse af alvorlig Sygdom ak! og alvorlig Skilsmisse, der nedstæmte ham saa –

Tirsd: 5^te Telja og Lina toge nu til Houg, hvor de bliver i denne Uge, og vi, maaskee i Morgen, besøger dem. Linas Glæde over denne Tour blev endnu forøget ved det Haab, at faae sin kiære Luise Radik did, men der begyndte at trække sig mørke Skyer for den klare Sol: Hun skulde selv skrive til Moer Borchsenius og bede om Luises Selskab og i sin glade Hast rablede hun noget ulæseligt Føy sammen, som jeg vilde hun skulde skrive om. Det gik haardt paa, da alt var reysefærdigt; men det kunde ey være anderledes, og under hede Taare kom da endelig et Par læselige Linier paa Papiret. Gud veed, enhver af dine Taare, min Lina, falder tungt paa mit Hierte; men de kunde i Fremtiden 22falde tungere, om jeg nu skyede for meget at see dem. Nu tørres de let, og uden at tage «Magen af din Kind» – O! maatte de altiid flyde saa let, og tørres saa let! Men ak! kun i denne Alder er slige Ønsker opfyldelige.

Onsd: 6^te Siden jeg kom tilbage fra Tøyen, siden I vare hos mig, I Elskelige! har vi ikke havt en saadan Dag, som i Gaar. Det var just en af mine Yndlingsdage, en stille, bliid Høstdag, det sandeste – og skiønneste – Billede af den ædle Oldings eller Matrones Nedgang af Livets Bakke, en Nedgang, som Bevistheden om «den forestaaende søde Hvile efter den velbrugte Dag» maa giøre saa let og behagelig. Vi drak Caffe i Haven, og deels der, deels paa min Høy, sad jeg og Zarine til Kl 7. Ikke at nyde saadanne Timer, især nu, de blive saa sieldne, var jo reen Synd imod Naturen, og mod den synder man ikke ustrafet. Hvad der giør mig Høstdagen saa kiær, og vil herefter giøre mig den endnu kiærere, er det høytidelige Vemodsfulde som er udbredt over det Hele, det Forbillede i Naturens blide Opløsning paa vor Hensynken i Graven, for derfra, ligesom den, at gaae over til et nyt – forhærliget Liv. Denne min Siæls Vemod blev forøget ved Modtagelsen af Dit Brev, dyrebare Lotta, der var en sand, dyb Gienlyd af mine Følelser –

Jeg har skrevet til min Rikke, og bedt hende møde os i Eftermidd: paa Houg, og følge med hiem i Aften, saa vi kunde have en deylig heel Dag for os I Morgen[.] Giid hun kom! kan hun, saa nægter hun ikke mig – og sig selv, den Glæde[.] Lille Gryner er alt i Forveyen med samt Ragazzo, hans uadskillelige Staldbroder, for at forvisse Tellja om, vort Komme

23Torsd: 7^de Ney, Rikke kom ikke, og intet Bud fra hende. Dog veed jeg, hun og alle hendes ere friske og vel. I denne Uge maae hun dog vist komme: Hvorfor lader hun mig vente saa længe forgiæves? Der er ret vakkert paa Houg, og begge Værtinderne, Telja og Lina, vare saa blide og geskiæftige saa det var en Lyst. Vi drak Caffe, spiste færskt Smør, Mælk og Flødegrød der, og kom ikke hiem før det var bælmørkt. Did kiørte jeg selv i min Kariol – Nella, som ikke var frisk, med Hertel, alle øvrige gik, men hiem sad Zarine hos Mad: Giørup, og fik rystet Flødegrøden dygtig ned, og unge Lunde tilbød sig, at staae bag paa Kariolen, og kiøre for ‹mig› hvad jeg taknemmelig modtog, og i det tykke Mørke var særdeles tiænt med. Hvad vi i øvrigt toge os for der? Strikkede, spadserede, og til Hvile og Forandring spillede et nyemodens Spil, hvis Navn I maae giætte. Lina og Telja ere lige glade i Houg, og bliver der begge til Løverdag. Thi «Synd det er, at skille dennem ad, som giærne tilsammen monne være» – men dog falder det mig li‹dt›li‹dt›] rettet fra: lig ved overskriving tungt, at undvære det lille Legetøy, Lina, saa længe.

Nu var Faer Mørk og Jomfr. Wiinholdt her, og bad, vi endelig maatte komme derover i Eftermiddag; og hvem kan sige Faer Mørk ney, naar han beder saa venligt?

Et langt Brev ligger alt i nogle Dage færdigt til Eder, mine dyrebare Børn dernede, og venter efter Obrist: Meyer, som har lovet at komme herindom med sin Forlovede, Provstinde Borkgreving, naar de kom tilbage fra Toten, som nok bliver i en af disse Dage. Der maae jo nu intet Brev gaae til Danmark, uden at være giennemseet af en Stabsofficer maaskee jeg har skrevet herom før i min Harme — men jeg veed med Vished, Meyer sætter sit Segl for uden at aabne det, hvad han ogsaa trygt kan. En Moder har nok andet end Statssager og Politik at afhandle med sine elskede, elskende Børn.

24Fredag 8^de Vi sadde alle i Aftes hos Mørkes, lyttende efter lille Lise Wiinholdts Sang og Claverspil, da Dørren gik op, og et Par reyseklædte Folk stode midt iblandt os. Det var Krefting og Kone, som her fik høre, vi vare paa Løfti, og toge lige did. De ere nu tagne til Houg, for at besee sin tilkommende Boelig, og giid de gode Mennesker maae finde sig fornøyede der, indtil bædre Udsigter vil aabne sig for dem! De kommer tilbage til Middag, og i Dag venter jeg med Vished min Rikke. I Eftermid: lovede Mørkes, de vilde komme herhen, og naar jeg nu har fortalt Eder det, I Elskelige, sætter jeg mig hen at skrive til min Lotta, min lille, og bliver Tiid til det, ogsaa min store Maja, som ellers maae blive til i Morgen, naar jeg kommer i Roe. Kreftings vil da hiem igien. Dog, alle Brevene kunde jeg muelig faae ind under et, og derfor, Moer Koren, frisk til Arbeydet! –

Dog først maae jeg fortælle Eder, at den gode Poppenheim i GaarGaar] rettet fra: D ved overskriving kom med alt sit Hab und Gut, for at faae Husly for det første, da hun ikke har været istand til længere at døge Præstens Grovheder. Han er bleven reent forstyrret fordi hans Svigerfader vil gifte sig, den leye gamle Grinatus,Grinatus] rettet fra: Grit ved overskriving som alt har glæmt, hvor travlt han selv havde for at komme ud af sin halv Aars Enkemands Stand. Ja, jeg kan ikke hielpe Dig, min fromme Lottamoer! men nu er jeg rigtig for Alvor vreed paa Fetteren Din, og vil Du som jeg, slaaer vi Haanden reent af ham. Arme Andreas! Faderens Urimeligheder koster ham virkelig meget, især denne sidste mod den retskafne almindelig agtede Jomfr: Poppe, som staaer paa en af Andreas’s øverste Hylder.

25Løverd: Morgen 9^de Imens den første Side tørres paa Brevet til min elskede Maja C: vil jeg ogsaa hilse Eder, mine andre Dyrebare, God Morgen! Endnu er det saa stille i Værelset hvor Kreftings sover. I min Siæl er det ikke saa stille: thi endnu seer jeg min Wilhelm for mig, som jeg saae ham i Nat, bleeg, med tilbunden Hoved. Graaden vakte mig. Og da – jeg har nyelig fortalt Dig det, Maja! – var det, som en bliid Stemme tilhviskede mig: «Han er lykkelig. Ikke bleeg og lidende, skiøn, i himmelsk Glands skal du see ham igien, og han skal ile i dine Arme, og takke dig, at du fødte ham til den uendelige Lyksalighed» – Var det hans, var det Saras Aand, der trøstede det høytbankende Moderhierte, som ved Opvaagnelsen følte sine Savn saa bittert, med hiin blide Stemme? Jeg slumrede roelig ind igien, og drømte atter om Wilhelm, men han var blomstrende og skiøn, syntes jeg, og sad trøstende ved en syg Vens Side, med sit ømme Blik fast heftet paa denne hans ældre Vens blege Ansigt – da vaagnede jeg atter, alle vare i Bevægelse, min Koren alt oppe – og derfor sidder jeg nu med Hiertet tungt, fuldt af Tanker om den sidste Deel af min Drøm. Dog, det Hele var en saare naturlig Følge af de Forestillinger, jeg i Aftes sov ind med – og intet videre.

Mandfolkene spillede et Par Timers Tiid i Aftes, lille Mørk undtagen, som sad mellem os arbeydende Fruentimmer. Jomfr: Wiinholt, Nella og Zarine sang (min Rikke reyste tidligt for Mørkets Skyld) og imellem talte vi, og bleve alvorlige ved en og anden Sang, og de svundne gladere Dage og gladere Aftener – ogsaa de sørgeligere – glede forbi Siælens Øye – ak! ogsaa den, da jeg første Gang havde knælet paa Vilhelms Grav – Claveret var borte, og Sangeren, og min Maja – ak! og Sara ligger ved Vilhelms Side – Ja, det er anderledes nu –

26Eftermidd: Kreftings og Poppe toge til Nannestad Præstgrd. hvor vi skal komme efter i Morgeneftermidd: Jeg har ikke været der i Sommer. Nu kom Telja og Lina mi fra Houg; Gud skee Lov! Det var saa langsomt efter dem, Lina savnede jeg i hver Krog, og alle savner den morsomme Glut, og undværer hende nødigt.

Ere alt de deylige Høstdage forbi? Det stormer, og regner af og til. I Fjor ved denne Tiid foruroeligede enhver mørk Skye mig. Da stundede det til min Ejdsfosstour, min sidste glade Tour – Saadanne kan jeg aldrig mere faae – og da foruroeligedes jeg af en mørk Skye, af enhver lille Hindring, som truede at tilintetgiøre, eller blot sinke den kiære Reyse til Dig, min Maja, og den 21^de Septbr – Min Saras Arm ængstedes jeg især ved at tænke paa – og nu hviler den i Støvet, den kiære lidende Arm, slynger sig aldrig mere om min Hals, borttørrer aldrig mere mine Taare, glæder mig aldrig med nogen Linie mere –

Sønd: 10^de Fra min lille Maja, min Sally, og unge Bergh bragte Posten mig Breve, og alle, Gud være lovet, ere vel – Ja, elskede Sally! det forsvinder tilvisse meer og meer, det søde Haab, at see Dig hos mig i Høst. Men saa sees vi dog alligevel – (skiøndt ikke saaledes) – og maaskee i Dag 14 Dage. Bergh skriver meget morsomt om, hvorlunde de gamle Præster i Grevskabet dyrker sin Bisp, hvordan især et Steds blev sadt for ham og hans høyærværdige Ægtefælle, som følger ham, et Par store høye Sovestole NB. ved Aftensbordet, med splinternyeudstoppede Stoffes Hynder, og hvor meget de end Begge frabade sig denne Stads, dog maatte lade sig det gefalde; hvordan Bispen ikke kan giøre nogen Bevægelse, uden Præsterne, alle som een, staaer op og bukker o.s.v – De Stakler! og den arme Bisp! Hvem mon det generes meest?

27At jeg intet fik fra Dig, min Moer Cappelen, foruroeliger mig saa meget mere, som min Drøm ikke vil forsvinde af mine Tanker. Skulde nogen hos Dig, eller nogen af vore fælles Elskede fattes noget? Gud i Naade forbyde det!

Og nu bragte et Bud fra Byen mig Breve fra min kiære hulde Lotta, som ingen Leylighed lader gaae forbi uden at glæde sin C: med nogle Ord, og fra min syge Kista, som plaget af Bylder og Feber (foraarsaget ved disse) dog skriver –

Saa er hun gaaet bort, hun ogsaa, den vakre unge Kone, den ømme, ypperlige Moder, bort fra sine 6 Smaae, bort fra den gamle Moder, bort fra et Liv, og en Mage, som ingen Glæder mere havde at give hende. Gode, vist høylig miskiendte Madam Arntzen ‹…› i ^hvad Feyl og Mangler du end havde (alle de, man saa gavmild tillagde dig, maatte den sorteste Avind allene kunde finde ud) du var dine 6 velsignede Glutters ømme omhyggelige Pleyerske og Opdragerinde, du var din gamle Moders hulde gode Datter – Fred med dig! Guds Fred! og over dine Smaae Moder- og paa en vis Maade Faderløse, og over den mod Graven heldende Moder! De bittre Deltagelsestaare du græd med og for mig, ere nu giengieldte – dog, for dig, du Lykkelige, flyde de ikke. Men Gud er jo de Forladtes Fader. Hvil sødt!

Det er min stakkels Zarines Fødselsdag i Dag. Alle ere færdige til Reysen, Vognen forspendt. Moer Chrystie, sagde Walbohm i Morges, kommer her i Aften, for at blive nogle Dage i Nærheden af ham, at han kan see til hendes Kind, som er meget slem efter den fatale Byetour. Hun slipper nok ikke en smertelig Operation. Det er leyt, vi skal være borte men Lina lover, at holde hende med Selskab, og i Morgen i god Betids haaber jeg, vi alle ere hiemme igien –

28Onsdag 13^de «Nu først? Jeg synes, Moer vor, du bliver lidt for skiødesløs med din Journalholding. Fra Søndag Til Onsdag er 3 Dage, og jeg har rigtig været hiemme siden Mandag Eftermiddag, da vi fandt den gode Moer Chrystie her, bleeg og forbunden og nedslagen, og siden – – «Ih saa gaae dog ordentlig frem som du pleyer. Du vil nu vel oven i Kiøbet snyde os for de Dage, du ikke har seet til disse stakkels Blade, og for Nannestadtouren, og for» – – Beskrivelsen over Frue Jensen? Ney, det var at berøve disse, desuden nu saa mavre Blade, en af sine største Prydelser. Men siden I nu endelig vil have det saa ordentligt, mine Elskede, saa kiører vi nu, Jeg, Zarine og Nella afsted til Nannestd – det er Sønd: Midd: Kl 1½ – efter at Hertel, Telja og Lina har lovet at holde den ventede Moer Chrystie med Selskab. Skriveren er til Hest, tager en kortere Vey, og er der før vi. Lidt nedenfor Præstegrd møder vi en heel Flok unge Piger, anførte af Poppenheim,iblandt dem en Jomfr: Zelmer, som Dagen efter, i Følge med Jomfr: Jensen (som er i Bierkes Huus) skal reyse til Trondhiem. Nu holder Vognen, og de godlidende, hæderværdige Præstefolk, Mand, Kone, Svigermoder, Svigerinde, staaer i Dørren, tager saa venligt imod os, kappes med de unge Piger som nu ogsaa ere ariverede, at hielpe os tilrette, føre os ind osv – og nu triner vi ind. Mine Øyne, som først med Velbehag faldt paa det runde saa stadseligt dækkede Caffebord, flyver, som Staalet trukket af Magneten, derfra, til en Figur, som med et dybt Kniks nærmer 29sig mig – «Det er Frue Jensen!» farer som et elektriskt Stød giennem alle mine Nærver (Poppe havde hvisket til os, at hun var der) men hvor har du seet hende før? Jeg faaer neppe Tiid at hilse rundt, endnu mindre at giengielde Fruens forbindtlige Ord – hendes ‹…› ^Stemme, hendes Fagter, alt overbeviser mig mere og mere om, at vi ere gamle Bekiendtere – Saaledes drømmende har jeg sadt mig ved hendes Side, drukket min første Kop – og nu, ved denne velsignede alt oplivende Safts Bistand, opgaaer der med et et Lys i min mørke Forstand: «I Todes Kiærligheds Nytte saae du hende» lyder det nu tydeligt for Siælens Øre, og for dens Øye staaer saa aldeles, som Fruen sidder for de legemlige, Natten i al sin Fælhed, uden at et eneste Træk, ved den samvittighedsfuldeste Sammenligning, behøver at tages fra, legges til, eller forandres. Da jeg nu er forsikret om, mine Elskede, at I alle har den Ære, at kiende hiin ædle Frøken Carstens, Etatsraadens Syster, skiænker I mig vist Beskrivelsen over hendes sande Contrafey; thi det er hun, hvordan I snoer og vender hende, ud eller ind. For at give denne saa vel lykkede Copie al muelig Fuldstændighed, staaer hendes Niece, Jomfr: Zelmer, som Dagen ved hendes Side. Desværre er Ligheden her ikke nær saa stoer, dog i Sammenligning med Tanten er hun en Engel, og uden al Sammenligning, en bliid, godmodig Skabning, og ret vakker. Hendes Kiæreste, en ung Kiøbmand Rualt, kunde ogsaa saa halv om halv passere for en Pendant af Todes Sønderjyde – men saa ere ogsaa alle Sammenligninger giorte denne Gang –

30Kreftings vare endnu paa Nannestd, og Præsten Brock’s saa vi ret var en heel Forsamling. Men for mig kastede Natten saa megen Skygge over alt omkring sig, at det ikke var mig saa gemytligt paa den, ellers for alt Vaas og Sladder og Nyehedssyge fremmede, godlidende Præstegaard. Hr Bierk har faaet sin Moder til sig, en 72 aarig Matrone, jævn og simpel som ^{det sig} en agtbar Bondekone sømmer. Alle i hele Huset kappes om at forsøde hende enhver Alderdommens Besværlighed; dog, da hun sit hele lange Liv igiennem har fulgt Naturens Love, vilde hun ikke føle disse saa meget endnu, om hun ikke havde havt det Uheld, at forbrænde sin ene Fod, som vel neppe bliver ganske helbredet mere. Forgiæves ønskede det gode Præstepar sig den Lykke at faae hende til sig, saa længe hendes Svoger, Obr: Bierk levede, hos hvem hun var i 31 Aar.

Mand: Morgen toge Jomfr: Zelmer og Jensen bort, fulgt til Veye af Rualt, som med det samme tog til Byen. Natten viste sig kun et Øyeblik, og forsvandt. «Det er ikke ^smukt ‹…› men desværre ganske sandt» at jeg – og ikke jeg allene – om just ikke vare glade ved, dog heller ikke sørgede over at Fruen ikke befandt sig vel, og holdt Sengen. Men hvem sørger over, at see sig befriet for Natten, den Nat at sige som ingen Søvn bringer?

Og da vi nu kom hiem Kl. henimod 5, mødte vi den blege, forbundne, nedslagne Moer Chrystie, hvis Kind Dagen før var bleven skaaren. Lina havde troelig holdt sit Løfte, og giort alt hvad hendes lille Evne strakte til for at opmuntre Moer Chrystie, den gode, taalige Kone

31Seent om Aftenen kom Nellas Syster, Bea Møller, og Borch, Nellas Kiæreste. De bliver her, troer jeg, denne Uge ud. Der spadseres, synges, lees, etc. Moer Chr. og jeg sidder for det meste som Tilhører- og Tilskuerinder. Den gode Patientinde er meget bædre og muntrere, men vi vilde giærne, Walbohm og jeg, at hun blev her nogle Dage endnu, og modtog sin Præst – som hun venter Løverdag – saa brav, som det er mueligt, hun i saa kort Tiid kan blive.

Torsdag 14^de I Nat frøs det, saa Marken i Morges var hviid, Bønner, Portulak og Kartoffelgræs bortfrosset, og i Eftermidd: drak vi Caffe i Haven. Dog faldt det, nu Kl: 4, lidt svalt, og er det her i mit «smag- og skyggefulde Kammer, endda svalere, saa jeg snart igien maae søge Solen.

Hvad det «Smag- og skyggefulde» vil sige? spørger nogle iblandt Eder om, mine Elskelige. Jo, Overauditeur Hansen, en grumme stoer Pedant, bestilte i Sommer hos Jomfr: LøfenLøfen] rettet fra: ‹…› ved overskriving ‹…› en Hat til sin Kone som maatte, og det endelig, være saaledes

Løverd: 16de Ogsaa i Gaar ^{drak vi}, men rimeligviis for sidste Gang i for denne Sommer, vor Caffe i Haven. Imens vi sadde der, kom Brockes og Poppenheim. De vare siden i Afskeeds Visit hos Walbohms og Mørkes. Da de kom tilbage, vare de begge, især Poppe (Præsten var ikke med dem) saa nedslagne, at det stak giennem mit, ved enhver Skilsmisse lidende Hierte. Sporet af Taarene paa den ellers altiid saa muntre Poppes Kinder, vakte paa engang alle Forestillinger om det Ubehagelige i hendes saa utidige og uventede Reyse fra disse Egne, og vi bleve enige om, min ømme gode Koren og jeg, at bede hende blive hos os til over Julen for det første, da hun imidlertiid bædre kunde indrette sine Ting, osv – Og paa engang forsvandt de mørke Skyer. Nu bliver hun.

32Brockes ere reyste, og Gud veed naar, eller om jeg nogensinde seer min gode fromme Gina Smith igien. Giid de med deres lille søde Ane kom hurtig og godt til deres Bestemmelsessted, Friderichsværn, og da kunde faae blive der i Roe.

Søndag 17^de Borch og Bea Møller toge nu ogsaa bort, og Hertel fulgte med dem til Byen. Borch medtog Pakker og Breve til Dig, Elskede Maja C:; men fra Dig hører jeg intet. Posten kom i Aftes – jeg var ikke frisk – den bragte mig ikke det mindste, og jeg fik endnu mere ondt for Brystet, og Feberkulden fordobledes. Gud veed, hvad der anlediger denne Taushed. Naar jeg kun var vis paa, at ikke Du selv eller nogen af Dine Elskede fattedes noget, saa gav jeg mig tilfreds, i hvor tungt det er, saa usædvanlig længe intet at høre eller see fra min ømme Maja

Søvnen har ikke styrket mig. Nu sidder jeg her i mit lune Kammer, som i Dag for første Gang er opildnet, og skulde skrive af alle Kræfter for at faae de mange Breve færdige, som Borch skal have med sig til Kbhn – Af alle Kræfter? Ja, naar der kun var nogen at tage af. Moer Chrystie kommer her igien i Dag for at blive her nogen Tiid med sin syge Kind i Nærheden af Walbohm.

Mand: 18^de Det var alt mørkt i Aftes, Fader Chrystie var kommet hid for at see til sin Kone og os Alle (han og hans lille Jørgen gaaer nu og spadserer herudenfor) da kom et Bud fra min Rikke, og bragte mig det velsignede Brev fra min Moer Cappelen – men af 4^de d: M – Aarsagen, at det kom saa seent, var at der fulgte en lille Bog med, og at det altsaa har maattet vente paa Leylighed – Nu, det var nogen, var stoer Trøst. Men jeg er slet ikke frisk faaer ingen qvægsom Søvn, fik den ikke engang i Nat efter Modtagelsen af det kiære Brev, hvori ogsaa var et Par 33Linier fra min elskede Thrinesara. Eder Begge min Tak, I Dyrebare; og Dig endnu en Gang Tak, min T: for det muntre Brev til stakkels Zarine vor som ikke forfeylede sin Virkning. Hun blev rød af Glæde, da jeg gav hende det. Du er hende saa inderlig kiær, og hendes Hierte hænger saa fast ved dem, som engang ere blevne hende kiære.

Tirsd: 19^de Selv dette skiønne, alt oplivende Høstveyr, den tilbagevendende Sommer, kan ikke jage den slemme Feberhovedpine og dennes øvrige Følge paa Flugten. Min gode Moer Chrystie bliver daglig bædre, men maae endnu ikke tænke paa at reyse hiem. Nu tog Præsten og lille Jørgen bort, men lovede at komme igien og see til Moer, og tage liden Ragna med, som i Dag kommer fra Byen. Muelig faaer jeg med hende et Brev fra Tøyen, og maaskee – dog jeg vil intet, slet intet vente.

Fader Mørk var her i Aftes med sin Lisemoer, som i Dag tager hiem til sine, begge upasselige, Forældre i Gierdrum[.] Præsten er ikke heller ganske frisk, og gik tidlig til Sengs, men vi andre Patientinden undtagen, sad en god Stund oppe, og fordybede os saaledes i Oldtiidssagn, at vi glæmte hvor gamle vi selv vare, og hvor mange Klokken var. Den glæmmer man let i en interessant Samtale, og det er Samtalerne med Mørk stedse. Selv min pinagtige Hovedvee syntes at have Ærbødighed for den ærværdige graae Oldtiid, og holdt sig roelig, saa længe vi vandrede om i Herculanems og Pompeiis Ruiner. Men i Nat gientog den med fordoblet Vælde sin Ret, og de faa Timers Søvn den undte mig, viste mig mørke, beængstende Syner. Blandt andre Thrine Olsens Død og min Zarines inderlige Smerte. Jeg vaagnede med Smerte i Hovedet og yderlig mat; men takkede dog Gud, at jeg ikke drømte mere.

34Kl 6½ O! Alnaadens Gud! kunde jeg, da jeg den forbigangne 19^de Septbr ilede i Dine Arme, dyrebare Maja, kunde jeg da tænkt paa, at jeg i Dag skulde smaaelig samlet de sidste Haveblomster for at pynte min Saras Grav, hendes, som blomstrede som den yndefuldeste Blomst ved min Side, hendes og Vilhelms, min Siæls Yndlinge – jeg da saa lyksalige Moder –

Onsdag 20^de

Forsvinder, Forsvinder, I martrende Minder,
Som mane tilbage De frydfulde Dage,
De svundne, forsvundne – Ak! evig forsvundne –

Ney, de vil ikke forsvinde, ikke flye, de martrende Minder. Hvorhen jeg seer, seer jeg Sara, som jeg i Dag et Aar saae skal hende – jeg seer intet uden hende, føler intet uden hendes Tab og hendes Broders. Men jeg er ret meget syg, og for svag til at kiæmpe mod de nedtrykkende Forestillinger –

Jeg har glædet mig saa til at see Tøyen, min elskede Lotta, alle de dyrebare der, maae kun intet forbyde denne kiære med saa megen Længsel imødeseete Samling. Jeg er saa underlig tilmode, men det er vel det matte, lidende Legeme som om ^indhyller Siælen i Mismods og Ahnelsers Taage. Klarer det i Morgen, efter en roelig Nat, op i min Hiærne vil denne Taage svinde bort. I Morgen – ja i Morgen vil jeg vist vaagne frie for den martrende Hovedpine. Da vil min Koren, jeg skal følge med ham til Ritmester Ingiers. Jeg blev heller hiemme den kiære Morgendag. Men «Lydighed er jo bædre end Offer» og saa festligholder jeg den jo saaledes som allerbedst.

35Da jeg i Formidd: kom op til min Koren, stod en af vore Naboekoner, en ung, vakker, bliid Skabning, hulkende uden at kunde tale. Jeg vidste, hendes Søn, hendes eneste Barn, havde længe været sygt, og troede, det nu var gandske røvet hende. Jeg torde neppe spørge. Den Arme! Tænker Eder, I Elskede, hvad Lidelser det maae være, som tvinger en Moder, en sand øm god Moder til at sige: «Han lever endnu, ikke bædre, men heller ikke lettere; ak! men der er noget skrækkeligere end Barnets Død» – Jeg vil ikke ængste Eder for den Ulykkelige i længere Uvished. Hendes Mand er beskyldt, og desværre nok med Ret, for, Medviden i hans Broders Postran, og nu dømt til 4 Maaneders Fæstningsarbeyde.

Ak! I seer hende, den blege angstfulde Moder mellem det døende Barn og den saaledes tabte Mand – Gud seer hendes, den vist Uskyldiges Taare. Jeg har følt dem smertelig, og mit Onde i Hovedet og i Hiertet har taget til.

Gud give jeg i Aften maae faae gode Tidender fra Tøyen, fra alle de Kiære, med Hertel. Han kommer vel seent.

Aften Han kom dog ikke senere, end jeg kan sige mine Dyrebare, at alt er vel, saare vel paa det kiære Tøyen, og med alle, hos alle mine Egne. To Breve paa engang fra de elskede Døttrene mine dernede – Det ene (begyndt 19^de Junj, først endt og afsendt 18^de August) fra Dig, min Malla, skal jeg, for at beroelige mit Hierte, og Dit, som jeg saa uforsætlig har bedrøvet, som jeg saa giærne vilde glæde, skal jeg besvare fra Tøyen, og ligesaa min hulde Kattys. O! hvor har de styrket mit Hierte, de barnlige Breve. Og hvor har det smigret det, at mine stakkels Dagb:bl: kunde interessere en Treschow saa meget, at han over dem glæmte Collegietimen. I tilgiver 36denne lille Forfængelighed (som maaskee ikke er saa lille da) thi hvad tilgiver I ikke Eders Moer Koren?

Den 21^de Septbr

O! at jeg ey paa Tankens Vinge
Til Majasdal kan svinge mig!
At jeg ey selv Den Elskte, Dig
Kan mine ømme Ønsker bringe
I et – ak! kun Eet Favnetag!
O! at de hede Taare qvæler,
Mens Mindet ved det Svundne dvæler,
Hvert Glædens Udbrud – Selv i Dag

Med disse hede Taare, som, om de end «qvæler Glædens Udbrud» dog ikke kan qvæle Følelsen af denne Dags Værd i min Siæl, hilser jeg den, Din den velsignede Dag, dyrebare Veninde! Mine Ønsker, mine Bønner læser Gud i dette Hierte, hvis Taknemmelighed, hvis dybe Følelse af hvad det skylder Dig, og flere af Jordens Bedste, er dets Stolthed som Eders Venskab og Kiærlighed dets høyeste Lyksalighed.

Saa blidt smilede det forbigangne Aars 21 Septb^r ogsaa, og dens Smiil virkede dobbelt efter mange mørke regnfulde Dage. Mange Gange smile den Fryd og Fred i Din Siæl, Du Gode, og i alle deres, for hvem Du lever, lever mere, end for Dig Selv, den velsignede Dag!

__________

37Fred: 22^de Jeg kom ikke til Moustad i Gaar, hvor der ingen Forretning blev af, men tog i denden] rettet fra: det ved overskriving Sted til min gode, kiære Rikke, som jeg fandt mat og svag efter et Par slemme Dage. Men hun blev raskere og raskere, og vi havde det saa godt, for det meste ene vi to, undertiden tog den muntre, behagelige Husfader Deel i Samtalerne, og undertiden afbrødes de paa en ikke ubehagelig Maade af de glade Glutter. Min Lina var fulgt med Hertel og Lunde did – de toge videre, og kom igien i Aftes og hentede hende, og vi fulgtes ad tilbage – Lunde kiørte for mig – i det herligste Maanelys. Paa Ejdsfoss og til Strømsøe fulgte min Rikke mig saa giærne, og der vare vi som oftest i Gaar. Fornam Du os ikke? dyrebare Maja!

Stakkels min gode Moer Chrystie! hun var i Gaar, og er i Dag ussel i sit Øye, og har nogen Saarfeber, hvorfor hun maae holde Sengen: Og naar jeg kommer ind i dette Kammer, seer en liggende, en Syg, paa dette, Saras Dødsleye – Jeg vender let tilbage uden at vove mig derind. Nu er Præsten her, og sidder deroppe, og den troe Poppenheim forlader hende ikke. Men jeg har travlt med Indpakning etc til min Morgenreyse, og her ventes i Aften Fremmede, Obr: Meyer og Frue Borchgreving. De skal være meget velkomne, maae det kun ingen Stands giøre i min Byetour, thi formodentlig bliver de her i Nat.

Dit kiære Brev, elskede Maja, begyndt d: 9^de endt d: 17: d M har jeg nu faaet, og seer Du! heller ikke denne Gang var min ængstelige Drøm uden Betydning. Du har været syg, min elskede Egersøn, meget syg: Ja, jeg saae Dem jo bleeg og udmattet, og min Vilhelm siddende ved Deres Seng. Siden saae jeg Dem igien saa blomstrende og frisk, og Gud skee Lov, at ogsaa denne 38Deel af min Drøm begynder at gaae i Opfyldelse, at jeg naar jeg seer Dem engang igien, kan haabe at see Dem som den trøstende Deel af min Drøm viste mig Dem. Stakkels Lisemoer! Dog, naar det er saaledes forbi, o! hvor let forvindes da og forglemmes de bittreste Lidelser! Ney, ikke forglæmmes: de mindes med Tak til Gud og forøge Følelsen af den tilbagevendte Sandhed og Lyksalighed

Man fortæller, at den unge nyelig gifte Lumholz har nu stillet Forsøg med sit spæde Barn, hvorlunde det kunde hærdes til at udholde al Møye og Besvær i Fremtiden, og at disse Forsøg har lykkedes saa slet, at der nu tvivles om Barnets Liv. Saa har han blandt andet havt det ud visse Timer i al Slags Veyr og for nogen Tiid siden i skrækkelig Regn og Blæst, efter hvilket det nu svæver i yderste Livsfare. Han maae dog nok have i det mindste en Skrue løs, og Guneld Solberg er endda ikke saa misundelsesværdig som de Fleste troede, kanskee troer endnu.

Donatoa som fulgte Dit Brev, vennehulde Maja, har jeg ladet blive uaabnet, da jeg ikke vil føre mig selv i Fristelse[.] Der vil gaae mang en Dag, uden jeg tør give mig i Færd med hvad der fordrer saa megen og spendt Opmærksomhed. Jeg faaer neppe et simpelt Brev til at glide ret fra Pennen, eller en jævn prosaisk Bogs Indhold ret i Hiærnen. Den vedholdende Hovedpine, som dog nu synes at give efter for min Taalmodighed, har sløvet selv de grovere Sandseredskaber

Freden med Sverrig skal være nær, man troer endog sluttet. Ordinantskiæden er ophævet, og nesten alle Melitaire vender triumpherende tilbage til de kiære lune Arnesteder. Alle? O! hvor mange vandrede heden, til det end bædre, virkeligere Hiem. De Lykkelige! Men de, som nu forgiæves seer den elskte Ventede imøde, og istædenfor ham modtager Efterretningen om hans længere Bortvandring, hvorfra han ikke vender mere tilbage – De Ulykkelige! Og de, som veed, at Manden, Sønnen Broderen, Vennen, Elskeren ligger langt fra deres Arme, kold, alt 39henfalden i Støv. Gud trøste Eder Alle! og han er rig paa Trøst –

Lina og jeg har da ogsaa grædt de Taare forgiæves. Mad: Arntsen lever, og skal, efter en meget farlig Sygdom, nu være fuldkomen frisk. Vel for hendes gl Moder, hendes Børn. Hun havde været lykkelig. Meyer og hans Brud lode sig nu undskylde, at de ey kan komme denne Gang. Det er anden Gang vi har ventet saaledes efter dette Herskab. Det bliver da ingen Hindring for vor Reyse i Morgen. Alt er indpakket, og saa tidlig mueligt ville vi afsted, jeg, Linchen – som nu gaaer og kiører Korn ind – og Nella, som skal tage en Afskeed endnu med sin Borch, inden han forlader Norge. Nu vandrer ogsaa disse Blade i Vognskrinet, og seer ikke Dagens Lys før paa det velsignede Tøyen.

Kom nu kun min Koren hiem i Aften! Dog det giør han nok

Løverd: 23^de (endnu paa Hovind) Og hvorfor er du ikke kommet længer? Moer vor! Eller er det endnu saa tidligt paa Dagen? Langt derfra, mine kiære Børn. Kl er over 10. Men i Dag kommer jeg ikke længere. Det er et rasende, ægte Jævndøgnsveyr, og for min Linas Skyld opsatte jeg Reysen til i Morgen; maae det da kun blive bædre. Ogsaa var det en stoer Fristelse, at min Koren har lovet, da at følge med os. Nella foer afsted «paa Kiærlighedsvinger, som bringer over Dal over Søe den elskende Møe» –

Og jeg sætter mig nu hen og begynder flere Breve til Kbhn, som skal med min kiære Præst Ottesen, og til min Maja C: som skal sendes hende saa snart jeg kommer ind.

I Dag et Aar fulgtes vi ad, Du, Maja mi, Din Thrine, (vor Thrine) Lottamoer, Egerpræsten, Petruska, Sally, ak! og min Sara, og min Koren og jeg. Vi kan nu ikke mere Alle følges ad – Men jeg vil søge at løsrive mig fra disse qvælende Minder. I det mindste bør jeg ikke kiede Eder, I Elskede, ved disse evig eenslydende Toner! Dog hvordan kan jeg undgaae det, naar disse Blade skal #være en Gienlyd af mine Tanker og Følelser – og det ville jo de skulde være.

Præsten Chrystie og Fogden, som ogsaa var her i Nat, ere tagne bort, og jeg har nu sadt en Times Tiid hos Moer Chrystie, som nu bliver kiendelig bædre, men dog holder Sengen, da Walbohm troer, det skal befordre hastigere Helbredelse. Hr. James, ellers saa kiæk, er reent imponeret ved sin Hustroes nærværende Forfatning, og reent haandfalden ved at savne hende i sit Huus[.} Men de gode Ægtemænd, disse Jordens vældige Herrer, har godt af, at de imellem lærer at sætte den rette Priis paa os skrøblige qvindelige Redskaber, og føle, hvor uundværlige vi ere dem til Livets Lyksalighed. Kun giør det mig ondt, at en saa from god Skabning som min Moer Chrystie, har maattet tilkiøbe sig denne Triumph ved saa mange Lidelser.

Faer Mørk (han er en Undtagelse fra Reglen. Hos ham beholder Qvindekiønnet stedse sin tilbørlige Rang) har sadt en god Stund og snakket med os. Nu gik han til sin med Middagsmaden ventende Kone. Jeg kan aldrig see dette Ægtepar, samlet eller særskildt, uden at tænke mig Thelemon og Baucis.

Arme Nella! hvor det øser ned, og hvor jeg har det godt her i mit lune Kammer. Men saa i Aften, naar jeg havde sadt saa glad iblandt Eder, I Elskede Ventende[.] Dog, i slig Veyr, venter I mig ikke, vil endog være fornøyet med at Eders Moer Koren og Linaungen ey vovede sig ud. I fordum Dage var det mig intet at blive giennemblødt; men nu er jeg bleven meget, meget gammel over 10 Aar ældre, end jeg var for et Aar siden.

Aften Endnu raser Veyret ligedan, og tegner ikke til at blive bædre i Morgen. Jeg er ret saa ængstelig, saa længselfuld, og tør ikke bestemt tænke paa Reysen, og tænker nu kun paa, hvor de velsignede Mennesker nu vilde været samlede glade om os, og hvor fattige de ere blevne, da Nella kom ene.

40Tøyen 28^de Septbr. Ons^Torsdag

Ja, I Dyrebare, saa mange smertelige Dage ere hengledne, siden mit Farvel fra Hovind. O! hvilke Timer, Dage og Nætter har dette været Eders Moer Koren. Først nu er mit stakkels Hierte roeligt nok til at tage fat paa dette mit kiære Arbeyde, først i disse Øyeblik da min Maja, mit fromme, dyrebare Barn, efter nogle Timers styrkende Søvn begynder at give os grundet Haab om, at hun igien vil vende tilbage til Livet, til den trøstesløse Moders, den dybt bøyede Faders, til alle sine elskede elskende Sørgendes Arme. Det er i Dag den 14 Dag hun har lagt paa det haarde Sygeleye, hvor hun ofte har svævet mellem Liv og Død – Ak, hvordan kan jeg fortælle Eder det alt og omstændeligt?

Da Hertel kom fra Byen i Gaar 8 Dage – har jeg maaskee alt sagt Eder det? – og han saa underlig undgik alle mine Spørgsmaal om hvordan det stod til paa Tøyen og med Jes og Maja, da foer det mig ahnende giennem Siælen, at det ikke var rigtigt; men han dyssede mig i Søvn ved Digt om sig selv, at han havde sviret om Natten, osv – Det var Sorg, inderlig Angst, og de af Graad opsvulmede Øyne der gav ham dette forsvirede Udseende, som passede saa godt til hans Udsagn. Og tænk Eder – o, I kan det Alle, og Eders Hierter vil bløde blot ved Erindringen – han forlod min Maja, uvis, om han nogensinde skulde see hende mere her paa Jorden, paa denne Jord, hvor ogsaa han har mistet saa meget. Arme Hertel! arme min Koren, som fik dette Skrækbudskab, og skulde skiule det for mig.

41Michelsdag Hertil var jeg kommet i Gaar, da Doctor Møller og Kone kom, han paa Embeds og den fraværende Thulstrups Vegne, og begge for at see til Maja og os Alle. En roelig Søvn har styrket den kiære Syge, hun har spiist med Lyst og Smag, og hørt med Fornøyelse et langt Eventyr jeg har fortalt hende, og altsaa kan jeg nu, end gladere end i Gaar, fortsætte de overstandne thi det haaber jeg til Gud de ere – Lidelsesdages Begivenheder. Den gode, sieldne Hertel udførte sin tunge Rolle, de andre ligeledes de, han gav dem. Og min Koren, den ømme kiærlige Fader, som fik, og maatte faae at vide, at hans Maja, hans Hiertes Yndling, laae nesten uden Haab, som under Paaskud af en Embedsforretning, Hertel havde glæmt at tale om i Edsvold, tog herind, ak Gud, som jeg tog paa Veyen hid, da Dødsbudskabet, det knusende, mødte mig. Hvad har han ikke lidt, denden] rettet fra: det ved overskriving Ømme, Gode, paa denne ensomme ængstelige Reyse! Men saa skrækkelig som min blev den, Gud være evig lovet, ikke afbrudt, og noget trøsteligere lød Tidenderne ham imøde fra de ædle, sande Venner her, som søgte at beroelige ham[.] Han blev her kun til neste Dag, for ikke at uroelige mig, forlod sin Maja bekymret, men dog med Haab og kom hiem med samme uforandrede Udseende, som kom han virkelig fra Edsvold og en Forretning. Paa Hertels Foranstaltning var ogsaa min Telja kommet hid, som det kiære syge Barn havde længtes saa meget efter. Hun maatte til Houg, hed det, hvor hendes Nærværelse var aldeles nødvendig – og saaledes enedes de alle om, at bedrage mig til mit Bedste, og jeg godtroende Stakkel satte ingen mistillid til alle deres Foregivender, og 42Gud gav det ømme Bedragerie Biefald, og lod det lykkes over Forventning. Først paa Veyen hid begyndte min Koren at forberede mig til at finde Maja lidt upasselig, og nu saae han først for Alvor, hvor nyttigt det var, jeg ikke havde vidst noget thi nu slap han ikke, før han havde sagt mig alt. Dog, først her, og efterhaanden har jeg faaet det Hele at vide, og med hvilken mageløs Skaansel de har gaaet frem, de Ædle alle, det ham som ene kan lønne dem evindelig!

Den første Aften var den smerteligste, det første Møde med min Jes i Haven, med min Lotta her i Stuen, de sørgende vaade nedslagne Blik til Svar paa mine Spørgsmaal – ney, det var Dødsmarter. Jeg fik ey Lov at see hende før Mandag, da Thulstrup, den ømme, gode Thulstrup selv førte mig ind til hende. Men hun var meget meget ussel, kunde ikke ret løfte sine Øyne til mig, og Munden drog sig til et Smiil, som naar dette kiæmper med den frembristende Taare, men de slappe Muskler tog strax igien sin forrige intetsigende – og dog saa smerteligudtryksfulde – Stilling. Thulstrup, (som da Hertel hentede ham hid første Gang, sagde inderlig bedrøvet: «Hvorfor vil dog de Børn endelig have mig? Kan jeg nu heller ikke hielpe her? O, gaae til en anden Læge: til Møller» – Men Hertel slap ham ikke) Thulstrup turde intet Haab give mig, kun Udsigt til Haab, og Trøst. Tirsdag Morgen klarede hans Ansigt op. Men siden har han ikke været her, da han i største Hast er kaldt til Toten til den brave almindelig elskede som agtede Major Darrhe, hvis Liv Gud give ham at redde, til Held og Glæde for mange, for Nationen, for den sande Store og sande Ædle Christian August, hvis 43Ven han er, i dette hellige Ords helligste Forstand. Møller har imidlertiid som sagt seet troet til hende, vor Maja, og er altiid min kiære gamle litle Doctor. Hans Kone stode Glædes og Veemodstaare i Øynene, da hun saae mig i Gaar siddende her ved mit Skriverie, og læste, sagde hun, i mit Ansigt, at det stod vel til. Og mens de vare her, kom den velsignede Don Pedro, bekymret selv for vor Maja, med den elskede anden bekymrede Majas vennehulde Brev, det 5^te, jeg i Dag under et har, ikke besvaret, men i faa Linier indtil videre takket for. Faer Cappelen blev ^hos os til Kl 10, Presidenten kom hiem, og Aftenen gik morsomt. Mathias med sin Lygte paa Hatten lyste sin Herre, min Jes og unge Steen hiem.

Vor kiære Egerven er Gud skee Tak frisk igien, og at hans Siæl har ikke lidt med Legemet, det vidner de skiønne Linier til Din Fødselsdag, min Maja, dem jeg saa giærne prydede min Dagbog med, om jeg torde, det er, troede mig dertil berettiget. Jeg kunde ikke bare mig for, at vise Wulfsberg og Ottesen dem, da de kom her en Aftenstund, og der var især to ægte jeanpaulske Linier deri, fandt Pastor W – Han var her i Gaar det meste af Dagen, og var gaaet netop, som Møllers kom. Vi havde mange Ting paa Bane, Præsten og jeg, og skiøndt syg og nedstemt, giorde min Glæde ham glad, som alle fjærn og nær har lidt med mig og Mine i disse ængstelige Dage, og nu glæder sig med os. Var nu kun den gode Faer C: i sit Hiem – han har et fælt Veyr i Dag, stakkels Faer C! men hvad ændser den raske Mand Storm og Slud! – og havde dryppet Trøstens44 blide Balsam i Dit ømme Hierte, min Maja, og i Dit, min Thrinesara. Jeg begriber, hvor bange I længes og venter, haaber og frygter.

Som vor kiære Schmidt giorde vel i, at vende tilbage til det Liv, for hvilket han er saa umisteligt, til de Mange, der saa bittert vilde savne ham, der nu saa hiertelig glæder sig og takker Gud, som gav dem ham igien, saa giorde gl. Justitsraad Gram vel i at forlade en Verden, hvori ingen vil savne ham, hvor han var sig og den en Byrde. Som en Helt drak han i Malagaviin (hans Yndlingsdrik) den sidste Afskedsskaal med sine om Dødsleyet staaende Børn og opgav Aanden kort efter med sit sædvanlige Ordsprog: «Hvad giør vi nu?» Svaret faaer han hisset.

Eftermidd: Min Maja har nu spiist efter sin Maade ret godt, og nu byder Kista et Stille! overalt, at hun kan faae sove. Lotta sidder med en Bog halv slumrende i Sophaen, og min Koren gaaer røgende opog ned ad Gulvet. Lina og Hanna floxer i neste Værelse, og Telja sidder hos sin halvslumrende Maja. Ogsaa mig vinker Sophaen til et lille Blund, og jeg finder vel noget søvndyssende Produkt blandt de Piecer, Wulfsberg har sendt mig, som egentlig skal til min Maja C vist ikke efter hendes, heller ikke Don Pedros Ordre, men Hr Schubothes Godtbefindende. Gaae Du nu ogsaa og hviil Dig, min troefaste Kista, som i disse 14 lange Nætter ikke har havt en Times tryg Søvn, men vaaget ved Majas Leye.

45Løverd: sidste Septbr Lad mig blot sige Eder, I Dyrebare, at min Maja i Dag er saa færm, har sovet og spiist, smilet og snakket – og at Darrhe, den ædle Mand, bliver givet sin Familie, sin Prints og sit Land igien. Thulstrup er kommet tilbage i Gaar, kommer her formodentlig i Dag, og vil ogsaa dele vor Glæde over den elskede Majas overstandne Fare. Han var ikke aldeles roelig, da han saae hende sidst[.] Nu vil han see en mærkelig, en glædelig Forandring

Men i Dag, nu om nogle Timer, maae min Koren reyse til sit Hiem. Gud være evig takket, at han kan tage did med et saa let, som han sidst, den Gode, tog herfra med et tungt Hierte, at han kan udbrede Glæde i det kiære Hiem, som sidst Sorg.

Vor Sally venter jeg nu hvert Øyeblik, og længes saa hiertelig efter at see hende, og at hun skal glæde sig med sin Moer Koren, og læse Systrenes, de Kiæres Breve, dem hun endnu ikke har seet, jeg endnu ikke kunde besvaret –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.