1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> April. | Bokselskap

Dagbok 1810

av Christiane Koren

April.

101Søndag 1ste «Du vil vist narre os til Vinduet og vise os April, Moer Koren!» Nesten var jeg fristet til det Børn, da jeg nu seer, hvor net det kunde falde, om jeg lod Eder staae der, og intet see. Men dertil er jeg for blødhiertet. Træder igien hen med mig, og I skulde faae see en høy lang Mand i blaa Kappe, og tre sortpelsede Damer, med røde og gule Shawler deruden paa, Fløyels Hatte etc – see, hvordan de hopper af den ene Steen paa den anden, og sikkert vilde I udbryde med Lotta og mig: Hvordan er det disse pyntede Donnaer mueligt, at gaae herop i dette Morads? «Endnu seer det saare aprilagtigt ud. Lad os da komme fra Vinduet. De maae jo dog for Pokker længe siden være inde i Stuen» – Ja vist er de. Lotta kastede i Hast sit blaatærnede Forklæde og ilede ind. Jeg fulgte lidt langsommere efter, da de alt sadde i Orden som følger: I Sophaen Frue Weideman, Madam Lykke, hendes Mama, og Jomfrue Gamst, som er fulgt op med denne, begge i Besøg hos Politimesteren, der gik pratende med Presidenten, men greb «Tante Koren» strax hun kom ind, og fremstillede hende for sine to nye Landsmandinder.

Min Hovedpine var saa temmelig forsvunden, og den hele Aften gik rigtig fornøyeligt i disse behagelige Menneskers Selskab. Weideman er saa morsom gal, som nogen kan være det, det veed I, ligesom at jeg synes grumme godt om hans lille blide, stille Christiane. At dette er hendes Navn hørte jeg først i Gaar af Moderen, en rask midaldrende Kone, meget artig og forbindtlig, som man i Øyeblikket er kiendt med. Jomfrue Gamst havde i det Hele megen Lighed med sit Navn: det er ikke just vakkert. Det er hun heller ikke, men dog endnu mindre styg. Hun havde nogle vanklædende Unoder (som det her kaldes) naar Ansigtet var i sin naturlige Form, og især naar et venligt Hul i Kinden blev synligt ved et ufrievilligt Smiil, var hun ret kiøn saa gar. Min egen Præst Ottesen 102kom ogsaa herop med Jessen min, og som skrevet staaer, det var en saare fornøyelig Qvel. «Ende god, alting godt» – sagde Presidenten, og lod dem kiøre hiem tilhobe.

Snart lakker det nu til Enden med mit Tøyenophold denne Sinde. Ogsaa disse Dage glede hurtigt, skiøndt deelt mellem mange, mangehaande Længsler, og skiøndt kun den mindste Deel af mine Planer om til Tidens Anvendelse, bleve udførte.

I Aften kommer Hesten ind efter mig, i Morgen møder Barna mine paa Vildberg. Men saa maae jeg forlade min velsignede Lotta, endnu saa eenslig, og faaer ikke see Kista mi og min lille Pleyedatter forinden, og har ikke seet, faaer ikke see min gode Rasmussen forinden, med hvem jeg endnu har saa meget utalt, og hvad der giør dette især saa tungt, er, at Upasselighed er Skyld i det. Min Jes skal i Dag bringe mig vis Efterretning om Deres Befindende min Ven. Gud give den maae svare til mit Ønske.

Om ellers denne Aften bliver saa morsom eller interessant som den forrige? Derom tvivler jeg høylig. Jomfrue Wolderne ere her alt. Det er gode, flinke Pigebørn, men interessante kan jeg ikke sige, de er. Ogsaa pleyer her om Søndagen stedse være en Sværm unge Mennesker, og bliver vel atter saa i Aften. Min Jes kommer da, det veed jeg.

Aften. En stillere Søndag har jeg ikke levet paa Tøyen; men den gik derfor ikke mindre, maaskee just derfor behageligt. Her kom ingen flere end min gode Jes og Steen. Min Jes, hvor god han end var, fik sine Skrub, fordi han blot havde hørt til, ikke seet eller talt med min gode Rasmussen, som dog nu skal begynde at gaae ud igien, hørte jeg i Gaar. Til mig kom han ikke. – Og lad mig nu ogsaa engang klage over Skriveren. Med Aslak, som kom ind efter mig, fik jeg Brev fra Maja mi – alt er Gud skee Lov vel derhiemme – men, der er kommet et Brev til mig fra Kbhn, skriver hun, som de vist troer, er fra Øhlenschläger, og det vil Skriveren ikke sende mig, skiøndt han veed, hvor jeg længes efter det i saa lang Tiid forgiæves. Mon 103han troer, jeg der behøves noget mere for at drage mig des hastigere til det dyrebare Hiem?

Og nu God Nat allesammen fra det velsignede Tøyen! og Du tusend God Nat, min fromme Lotta, hvis varme inderlige Kys jeg endnu føler. For hver Stund min Tak saa varm som dette Kys!

2den Mandag Endnu en God Morgen herfra, alle I Elskede! og en hiertelig Lykønskning, godeste Lisebarn, til Din Fødselsdag, paa denne, mit Danmark engang saa hædrende Dag, ak hvis Minde nu kun forøger de nærværende bittre Følelser – Men for Dig, Gode, blive denne Dag, og for alle, som elske Dig, en Glædesdag! Amen!

Veyret er klart men koldt. Farvel da, Tøyen, med alle dine Beboere. Gud signe alt som aander inden dine Porte! Min Kista har jeg savnet, og tidt gaaet til hendes Kammerdør, ey erindrende, hun var borte. Nu Farvel, dyrebare Lotta med Din brave Lawsonmand, Farvel og Tak og Guds rigeste Velsignelse til Løn for Eders Godhed og Venskab.

Kl 9 Aslak er gaaet til Byen, og sandt at sige, synes jeg, dette Hefte burde være et heelt Tøyenhefte, da jeg dog paa det øvrige lidet Rum ikke faaer sagt Eder noget udførligt om Hiemreysen etc. Min Lotta har desuden noget ude at sysle med, Presidenten er alt taget til Byen, liden Hanna skriver til sin kiære Maria, alt mit Tøy, selv Strikkestrømpen, er indpakket. Hvad bædre kan jeg da tage mig for, end bortsladdre et Qvarterstiid, det sidste her, i al Venlighed og Kiærlighed med mine Kiære, Kiæreste.

Hvordan mon de har det paa Eger i Dag? Mon ingen fra Strømsøe er der? Vidste jeg det dog. Det ahner mig, og er det saa, faaer jeg vide det med Kista mi. Dog, det faaer jeg jo først paa Søndag, om nesten otte Dage. Herefter bliver et svælgende Dyb befestet mellem os – Det fæle frygtelige Tellegrøb.

104Og hvordan mon det i Dag er med min elskede Sally? I Gaar fik jeg Brev fra hende, eller rettere i hendes Navn. Peter havde skrevet det, hun laae. Ellers har hun været saa flink, saa frie for Hovedpine siden hun kom fra Hovind – Det har jeg ikke. Meget faae Dage har jeg været ganske frie for denne slemme Giæst, og Ondt for Brystet. Men hver Vaar er jeg jo en Usling, og har ingen Grund til at vente det bædre herefter, før den evige Vaar bryder frem det evige Morgenrøde, «som aldrig hidser sig til Middags Glød» – naar ingen Afstand, intet Tellegrøb, ingen jordisk Tyngde modsætter sig vore Længsler, vor Higen at synke i den Elskedes Favn –

Da skal jeg Millioner Mile
I Øyeblikket giennemile –

__________

Lidt langsommere vil det gaae til Vildberg i Dag, de korte 4 Mile, saa meget langsommere, som jeg stunder saa efter at komme did, at see min Maja, min Lina, maaskee min Koren selv, og flere fra Hovind, og min kiære Ane Messel og de andre gode Mennesker. «En Smule Længsel efter det kiære Brev blander sig vel ogsaa i Spillet? » – Har jeg tænkt at nægte det? Ikke en Smule, ney, ret megen og varm Længsel. Men om det nu ikke var fra Adam! De burde, naar de ikke vilde sendt det, taugt reent stille. Skulde nu ogsaa denne Gang mit Haab skuffe mig – Gud veed, det blev smerteligt. Havde jeg det i Haanden, mit Øye skulde ikke skuffe mig. Skiøndt jeg i 4 Aar ikke saae et Bogstav fra ham, ere de kiære Træk for dybt indprægede i mit Hierte til at kunde glæmmes, om jeg end ikke havde opfrisket Mindet ved tit at see paa de gamle barnlige Breve fra hine lykkelige Tider – die nun vorbei sind –

Og hvad er det herneden, om hvilket det ey snart hedder: «Det er forbi!» – Saa ere nu ogsaa de vennesalige Dage paa Tøyen.

105Hovind

4de April «Er det dog mueligt, Christiane, at Tilintetgiørelsen af et, i sig selv ubetydeligt Haab, saa reent kan nedstemme dig? At den kan døve dine Følelser, hindre dig fra at tage Deel i den Glæde, der er saa umiskiendelig i alle Ansigter ved din Hiemkomst?» – Ved denne tænkte Monolog søgte jeg at bringe mig selv i Ligevægt igien, da jeg, ved første Øyekast overbeviist om, at hiint Brev ikke var fra Øhlenslæger, følte en dyb Mismods Kulde i mit Hierte, som giorde mig ligegyldig ved alle de gode Menneskers Bestræbelser for at vise mig hvor glade de saae mig igien[.] Det lykkedes alligevel ikke strax at bortphilosophere min Bedrøvelse – thi dertil forvandlede sig snart mit Mismod; dog tvang jeg mig det beste jeg kunde, og først da min Koren i Aftes nesten var indslumret, gav jeg mine Taare – som I giærne maae kalde barnagtige – Luft. Det fatale Brev var ligesaa langt fra at være fra Kbhn som fra Ø: Det var fra Lieut. Bull i Trondhiem. Stakkels Gut! jeg havde selv bedt ham skrive mig til, og nu gad jeg neppe see i Brevet. Saadanne ustø inconseqvente Skabninger ere vi Evas og Adams Sønner og Døttre. (:At «alle Regler har Undtagelser» – behøver jo ikke at staae her?:)

Kl: 11: Mandag Morgen forlod jeg det kiære Tøyen, den end kiærere Lotta, og liden Johanna, efter først at have taget Afskeed med min gode President, og, det falder af sig selv, ved en god Frokost og et dygtigt Glas Viin hentet Mod og Styrke til at gaae Reysens Besværligheder imøde. De vare imidlertiid ikke af det værste Slags. Aslak vidste med sædvanlig Færdighed at oplede hver Sneeplæt, og blev end Veyen derved lidt forlænget, blev den ogsaa forbædret, og jeg foretrækker altiid, især for Hestens Skyld, den bædre Vey, skiøndt lidt længere, den kortere slemme. Ved disse Omveye kom vi ikke til at hvile paa det sædvanlige Sted, men i en Plads under Aasen, Skiællebek benamset. Da jeg stod færdig at tage derfra, kom Pastor Chrystie, hvorved mit Ophold der forlængedes en halv Times Tiid. Jeg tog min Madsæk frem, og tracterede Præsten 106med Din deylige Skinke og Risengrynkage, kiæreste Lottamoer, som smagte ham ret godt, og mig med, i hvor lidt jeg havde tænkt paa at benytte mig af denne Din overflødige Godhed underveys.

Efter denne lange Hvile troede vi nok, Aslak og jeg, at Gulen kunde gaae i et væk til Vildberg, og det giorde den da. Kun et Øyeblik bleve vi standsede paa Skrimstad ved to pyntelige Pigebørn, som ‹…› ilede hen til Slæden. Det var Jomfrue Jensen fra Nannestad, nyelig hiemvendt fra et Besøg i Trondhiem, og en Jomfrue, hvis Navn jeg nu atter har glæmt, som var fulgt med hende derfra, og skulde nu fortsætte Touren til Lister med en Cancelliraad Bøchman (Det var disse, og Cancellrd. Fuldmægtig, som havde været her i forrige Uge, og Hanna Bull intet Navn vidste paa) Den lille Trondhiemmerinde, som neppe kunde være over 16 eller 17 Aar, var en vakker, net Pige, med noget saa barnlig frit og huldt i sit Aasyn og hele Væsen, at jeg angrede ret paa, vi saae hverandre saa øyeblikligt vel for første og sidste Gang i dette Liv. Her havde hun ogsaa fundet alles Bifald. Bøchman, som ogsaa skulde være en meget behagelig Mand, fik jeg ikke see. Han var taget i et kort Besøg til Fogden Pind.

En heel bliid, Fruentimmer Klynge, blandt den Maja, Lina og Nella, ilede mig imøde paa Vildberg Gaarden og Trapperne. Min Koren havde Maanedsting, kunde altsaa ikke komme. Min kiære Anemoer var saa aldeles som i fordum Dage, og hentryllede mig mangen Gang i disse, dog, som I kan tænke, kun for Øyeblik. Ak! der fattedes mig jo saa meget hvorhen jeg saae, hvorhen jeg tænkte. Moer Messel vilde have sig en Snoestyrvolt, som jeg aldrig i mine Dage har spillet uden paa Vildberg, men her ofte, da det var det eneste Spil den agtværdige gamle Moder gav sig af med, og virkelig fandt Moroe i. Latter falder af sig selv i dette naragtige blinde Spil, som dog endnu tiere afbrødes ved Anemoers lystige interessante Anecdoter end ved Latteren

I Gaar Eftermidd. vare vi nede hos gamle Faster, og drak en god ærlig Kop Caffe. Hun siger, hun har det ret godt i sin Eenslighed, og jeg troer det, da hun ved Læsning og Skrivning veed godt at udfylde den mangfoldige Tiid hun har tilovers fra sine saare faa Hussysler. Dog er hun meget stille, og «giøres gammel» – Jeg agter og elsker hende, og vil saa giærne overtale mig til at troe, hun er lykkelig, skiøndt de fleste tvivle om 107at hun, saa længe vant til at være blandt Mennesker, kan være det i denne, nesten øde Eensomhed. I hendes Sted troer jeg, jeg vilde og kunde være det. Min Maja fandt denne lille stille Boelig midt i Skoven og det Malerie, Faster gav over hendes Levemaade, saa efter sin Smag, at hun ønskede sig at boe der eller saaledes. At Faster samlede alle de Fugle, denne uforstyrrede Skov er fuld af, om sin lille Hytte ved at udstrøe Korn til dem, henrykte hende især. Alt hvad der lever og aander har Fordring paa dette kiærlighedsfulde Hiertes Ømhed og Velvillie, fremfor alt smaae Børn, og alle muelige Dyr.

Meer end almindelig rørt tog jeg Afskeed med den kiære Gamle. «Sara kan jeg aldrig glæmme. Jeg seer hende bestandig her paa dette Sted, hvor jeg saae hende sidste Gang» sagde hun, og kunde ikke tale mere – jeg ikke heller. Du seer hende vist snart igien, gode Faster!

Om de gamle Mennesker siger min Jean Paul:
«Wohl sind sie lange Schatten, und ihre Abendsonne liegt kalt auf der Erde; aber sie zeigen alle nach Morgen.

__________

Først Kl: 6 slap vi fra Vildberg, hvor jeg havde fundet det endnu fornøyeligere blandt de gode kiærlige Mennesker, om jeg ikke havde stundet saa efter at see Hiemmet og min Koren og alle de Kiære igien. Alle vare tilstæde undtagen Hertel, som jeg først faaer see Fredag. «Men Vangensten har du jo ikke nævnt, Moer Koren. Hvor kommer det sig?» Han var i Byen, vilde nødig været fraværende naar vi kom did, men maatte reyse.

Og saa, I Elskede, har jeg kun at mælde Eder, at jeg nu er aldeles i min gamle søde Roe, har lagt og sat hver Ting paa sit Sted, og sidder selv paa mit gamle Sted i mit gamle Værksted. Min lille Maja, skiøndt munter og frisk, har sin Hoste endnu, og søde Lina mi vilde I ikke kiende igien i Dag, saa hoven er hendes ene lille Kind af Tandpine. Hun fælder og faaer Tænder i denne Tiid. Men hun er saa taalmodig, endskiøndt man kan mærke, der følger Feber med Tandsmerten, og lige snurrig er det lille Dyr. I Aftes, da jeg sad og bladdrede i en Bog, jeg ikke har seet før: En nyegift Mands Dagbog, sagde jeg til Skriveren: «Nesten ligedan bar du dig ad som nyegift Mand» – Imod dig? Moer, tog hun Ordet – Ja saa maae jeg rigtig læse den for at see, hvordan Faer bar sig ad som nyegift Mand –

108Fred: 6te Da jeg vaagnede i Gaar Morges, var jeg saa mat, at jeg fandt det betænkeligt at vove mig ud af Sengen. Efter mange Pauseringer blev jeg paaklædt, og kom ned, men vedblev at være lige kraftesløs, kunde neppe løfte Haanden i Veyret. Det er en underlig ubegribelig Mathed. Jeg spiser godt, sover roeligt, fattes ellers intet av Betydenhed og kan dog undertiden være saa afkræftet som efter langvarigt Sygeleye. Den tilstundende Sommer, mener Walbohm og jeg med, vil giøre en god Forandring. Ud paa Eftermidd: blev Veyret saa deyligt. Jeg giorde en lille Tour til Plogstad, efter hvilken jeg befandt mig bædre, og er det endnu i Dag, skiøndt jeg ikke troer, det vedvarer.

Fogden stod færdig at tage til Byen da jeg kom til Plogstad. Alt er der i Bevægelse i Anledning af det nærforestaaende Bryllup og Barsel. Den glade Jacobea dandser denne sin lykkelige Tiid imøde. Kunde hun saadan dandse sit hele Liv igiennem, det gode Barn! Ja, Gud opfylde hendes Forventninger, og lade hende blive saa lykkelig, som hun har Evne til at giøre lykkelig. En sørgelig Contrast mod den blomstrende, af Haabets og Forventelsens Sol omstraalede Pige, er den stakkels Margaretha Keilhau, som ogsaa var der i Gaar. Hendes ufaderlige Fader har frasagt sig hende aldeles og, lyst paa en skrækkelig Maade Forbandelse over hende, hvis hun ikke frasiger sig sin Kiæreste. Ak, og det er det samme, siger hun, som at frasige sig Livet. Og sandelig, jeg troer, hun visner mod Graven. Hendes tunge langsomme Trin, hendes blege indhulede Kinder, og især hendes matte, tidt vaade Øye, gik mig igiennem Siælen, og saa giærne jeg vilde, kunde jeg ikke deltage i den hulde Beas Munterhed. Min Rikke lider meget med de arme unge Mennesker –

«Hvor nødig kan tidt Hiertet Frænder lyde!
O, Frænder, elsker først, og lader af at byde.»

__________

Med det samme jeg kom hiem, kom ogsaa min gode Hertel. Min Koren er i Hurdalen, og kommer først hiem i Aften. Jeg har i al Hast skrevet til Dig, elskede Lotta, og maatte saa lægge mig her i Sophaen, og paa Alskens Maader søge at opfriske det stillestaaende Liv og bringe det i Gang igien. Nu er Uhret atter trukket raskt op for en Stund. Jeg skal i Aften see til Mad: Walbohm.

109Løverdag 7de Hun er opstanden fra de Døde. Gud give hendes vidunderlige Bædring Varighed.

Med den nu atter forandrede Post fik jeg intet i Gaar, men i Dag desmere med et Bud fra Kongsberg. Tak, min elskede Maja, min elskede Lotta for de hulde Breve. Et Brev, min gode Kista skulde have sendt mig fra Kongsberg, har jeg derimod ikke faaet. Velkommen tilbage til Tøyen, Kistamoer, med min lille Pleyedatter, som jeg nu, og Børnene endnu mere, saa hiertelig længes efter. Gud skee Lov, I Dyrebare, at I alle leve og lide vel. Tillader mit Hoved det, skal jeg skrive meget i Dag, da der nok gaaer et Bud ind paa Mandag herfra til Byen. I Morgen venter jeg min Rikke (som efter Sædvane giør sin Kirkegang her ved Hovind) med alle sine, og de gode Chrysties. Da bliver der ingen Skrivning af. Blev det kun af i Dag!

Søndag 8de Min Rikke og Bea vare netop inde af Dørren og gav mig et Kys, saa ilede de til Kirken. Jeg skulde fulgt dem, men Walbohm som nu nyelig gik herfra, forbød mig det og al Kirkegang til jeg bliver stærkere. Dog er jeg i Dag saa rask at jeg kunde, synes jeg, foretage mig hvad det skulde være. Mine Breve ere færdige, et langt til min Maja C, et lidet til Kista, et end mindre til Jes. Lottamoer faaer bie med det, hun har faaet. I Dag kunde jeg male hele Ark fulde som ingen Ting, var jeg ene. Dog, mon det ikke just er Glæden over d min Rikkes og de andre Kiæres Nærværelse, som giør mig saa kiæk? Ja, at see den hulde Rikke her igien efter saa lang, for hende smertelig Tiids Forløb, saa rask og munter og lykkelig, det skaber Marv i de matte Been. Her, som var det i dit Tempel, Algode, beder jeg med og for hende, den Gode, at hendes rene Moderfryd maae vedblive uafbrudt, eller dog kun afbrydes ved smaae Ængstelser, for at blive des fastere og inderligere, som Luften renses ved og bliver skiønnere efter et Uveyr.

Og her, som i Dit Tempel, Alkiærlige, beder jeg med Modervarme og Moderømhed for min dyrebare Catharine Treschow, hvis Dag denne er. O! maatte den neste 8de April see hende i mine, mig i hendes Arme!

110Mandag 9de «Længere end til Kl 4 kan jeg ikke være fra min Wilhelm, søde Moer Koren» – sagde min Rikke, og det begreb jeg godt. At hun ventede Futen sin fra Byen var endnu een, men meget svagere Grund som jeg nok havde paataget mig at bestride. Men nu fik den Vægt ved den første. Enhver anden Følelse, det veed jeg af Erfaring, er Moderfølelsen underordnet. Dog de vare saa frydrige de faa Timer, at de nok kunde giælde for en heel Dag. Hun var mig jo som givet igien, den gode fromme Rikke. – Skulde jeg personificere Glæden, behøvede jeg kun at pege paa Bea Heyberg. Ethvert Blik, enhver Bevægelse siger: «jeg er saa usigelig lykkelig» – Der er noget rørende, hiertehævende i at see et godt, elskeligt Menneske saaledes at svæve og svømme i lutter glade Følelser – det forekom mig stedse, som hendes Fødder ikke rørte Jorden – en øm dydig Lidenskab at udtrykke sig saa aldeles malerisk, uden alle Ord. Inden man veed det, løfter de os med sig i deres Himmel. Og hvad kan mere end en saadan Opløftelse, og at den allerede herneden er muelig for den støvklædte Aand, give os Vished om en tilkommende Kiærligheds og Venskabs Himmel? – Heller ikke var her i Gaar nogen sørgelig Contrast som blandede Malurt i Honningbægeret. Alle syntes meer og mindre besiælede af den kiære Piges Glæde. Bea, Jomfr. Heide og Børnene bleve nogle Timer længere end min Rikke. Chrysties, de gode, til Kl:11 – Fatter Munthe selv var hiertelig bliid. Seer I, her kom, som var det faldt ned fra Skyerne, et stoert deyligt Stykke Helleflynder til Gaards kort før Selskabet kom i Gaar, og det er en Sieldenhed (jeg vilde sagt Raritet; men Koren vil endelig (absolut) jeg skal vænne mig af med alle fremmede Ord – og hvad giør man ikke for den kiære Husfreds Skyld?) altsaa, en Sieldenhed paa disse Kanter. «Hvordan dette staaer i Forbindelse med Munthes Blidhed?» – Sandelig, jeg finder det ingen Lak eller Lyde hos især det ældre Menneske, at det foretrækker en Spise for en anden, altsaa heller ikke hos min Siælesørger. Og opfordrer jeg Eder herved, I kiære Husmødre alle, til at sige: om I ikke ere ret fornøyede over at have noget ualmindelig godt til dem I holder af, om de end ingen væsentlig Priis sætter paa den legemlige Æden og Drikken, og til dem, der endogsaa ere Eder ligegyldige, naar disse, som sal: John, alt fortærer en god Ræt med Øynene? Og om det ikke 111er dobbelt fornøyeligt, naar en saadan Ræt, som ved Aladdins Lampe, kommer i det Øyeblik, man kunde ønske den?

«I Dag er du ret i dit Vaasehiørne, Gullet mit!» siger Du, kiæreste Lottamoer, og «saa Gu, Du har Ret» – Men jeg veed ikke, om jeg skulde betroe Eder, mine Elskede, hvad jeg troer, der har bragt mig i dette Hiørne. Dog hvorfor ikke? Der har Walbohm bildt Barna her ind, at jeg er mat og svag, og at de endelig maatte finde paa noget, som kunde styrke mig. Saa kommer Maren Skieldrup, som er en grumme godmodig Skabning, herind med Smørrebrød og – en Æggedosis. For denne Gang modtog jeg den – den saae saa appetitlig ud – men frabad mig det skulde, som de stakkels Børn vilde, blive en Vane. Nu kommer det an paa, mine Kiære, hvad I synes om Frugterne af «den destillerte Æggesopkens udtrykkelige Befaling» og om I træder paa Børnenes og Walbohms, eller paa min og min sunde Fornufts, item Reputations Side (Om Forladelse, Skriver, her fandt jeg intet ret udtryksfuldt danskt Udtryk) Men imidlertiid, da en Stemmesamling her desværre er vidløftig, vil jeg vandre den altiid, og dog aldrig noknok] rettet fra: nog ved overskriving priste Middelvey, og bruge det ret behagelige Styrkemiddel en eller to Gange ugentlig. Faaer da ogsaa see, om Virkningen fremdeles bliver den samme.

Tirsd: 10de I Dag vilde ingen Æggedosis hielpe, var jeg end istand til at synke den. Intet Middel vil fordrive en rasende Hovedpine[.] Jeg vaagnede som sædvanlig med den, men mine sædvanlige Midler kan ikke cujonere den, den cujonerer mig. Dog den mindre, end for det første Visheden om, at Hertel i Gaar Morges reyste syg bort – det fik jeg vide af Sollner, hvor han havde været inde – han kommer ikke hiem før Torsdag, og i al den Tiid skal jeg gaae saa uroelig – for det andet har her i Eftermidd: været Ildløs i Nærheden af Dragvold paa en Gaard, hedder Trøgstad. Det saa frygteligt ud her fra mit Vindue. Vore Folk, som strax ilede did, ere endnu ikke tilbage, men med Kikkerten seer man – Ilden er længe siden slukt – at adskillige Bygninger i de faa Timer ere lagde i Aske –

Min kiære Egersøns sønlige Brev af 27de f: M: fik jeg nu med et Byebud, og moderlig Tak for det modtage De ogsaa her – og et fra min Jes, som kommer hiem i Morgen 8te Dage. Jeg er reent ussel – God Nat!

112Onsd: 11te Neppe havde jeg sagt Eder dette God Nat, før Hovedpinen – jeg har sjelden havt den i saa pinlig Grad – tvang mig til Sengs. Efter en Kop varm Thee og Kampherdraaber, faldt jeg i en kort men sød Slummer, og vaagnede uden Smerte, men meget mat. Denne Mathed vedholder ogsaa i Dag. Jeg torde derfor ikke, efter mit Løfte til Chrysties, vove mig til Gierdrum i Dag, men de gode Børn, som der ligesaa nødig som jeg forlader det kiære Hiem, toge did i mit Sted eller paa mine Vegne. Jeg føler mig ikke stærk nok til at vove mig ud paa det haarde Føre, som jeg har sagt reent Farvel, skiøndt det desværre seer ud til at vare længe[.] Ja, endnu hærsker Vinteren i al sin Strenghed, Jorden er Malm, og Nordvinden ulige skarpere end ved Nytaarstider. Kun giennem Ruderne føler man, Solen har Aprilkraft.

Gud skee Lov, her har været et Bud fra Hertel i Dag, og han skriver muntert og er vist – jeg haaber det – brav.

Af fire Opsiddere (som de her kaldes) paa Trøgstad, har to beholdt sine Bygninger og alt, et halvt Mirakel i en saadan Storm, og som Husene staae klinede paa hinanden. Den ene af de, for hvem det brændte, har faaet endeel bierget, den anden, fra hvem Ilden brød ud, man troer giennem Skorstenen, fast intet –

Torsd: 12te Nu har jeg fuldendt et Brev – jeg har skrevet paa det i mange Dage – til – Øhlensläger. I smiler, mine Elskede, jeg seer det nok; men jeg seer ogsaa, hvor blide, kiærlighedsfulde disse Smiil ere. Det er ikke haanlig Medynk over min Svaghed, det er huld Deeltagelse i den, som fremlokker dem. Saadan faaer jeg da engang Ende paa den Venten og Længsel. Vi ere jo alle enige i, at Uvished er det værste af alt. Faaer jeg intet Svar, saa er han ikke mere den Øhlenslæger, jeg elskede saa inderlig, saa er det forbi, og jeg har blot af denne, som af saa mange mit Livs bedste Glæder, Mindet tilbage. Saa vil jeg sørge over ham som over de Døde, maaskee bittrere. Men I skal see, det ikke er Tilfældet. Ellers er jeg forberedt paa alt. Jeg har sagt til mig selv: «det kan blive dig en Kilde til nye Smerter. Svarer han end, saa er det jo dog, som du havde tiltryglet dig et Brev osv» – Men Moderhiertet, kan I troe, kiender intet til denne smaaelige Forfængelighed, og beroeliges ikke før det kan sige til sig selv: «du har nu 113nunu] gjentatt på begge sider av sideskift giort alt mueligt for at bringe det vildfarende Barn paa ret Vey.» – Og hvor vidt, mener I, en Moder maae gaae, inden hun kan sige det? Dog vil jeg oprigtig som altiid tilstaae Eder, at jeg har kiæmpet med mig selv, før jeg bestemte mig til, at sende mit Brev bort. Nu ligger det færdigt, og skal afsted. Jeg er ordentlig bædre tilmode siden jeg er vis paa, det skal afsted. Men Brevet til min elskede Malla og Katty drager jeg ud i det længste (det skal altsammen nedsendes med Kammj: Anker, som reyser d: 17de eller 18 fra Ejdsvold) i Haab om, at faae noget mere, nemt end et Dagb: Hefte at sende dem.

Saa harmelig troede jeg aldrig jeg kunde blive paa min kiære Jean Paul. Der har jeg, sparsomt som den Karrige tager til sit Guld, og nesten lige saa mismodig som han ved dets Formindskelse, læst langsomt, ofte et Blad flere Gange, og vendt det langsomt om, og sukket, naar det leed til Enden med det 1ste, 2det og tredie lille pene Bind af Flegeljahre (en Tittel, I ey maae støde Eder over. Det er et stygt upassende Dække over en deylig duftende Blomsterkurv:) Endelig tager jeg med et endnu dybere Suk den sidste, vender Bladene end langsommere, ængstes ved at see, hvor korte Skridt der giøres til de mange interessante Forplumringers Udvikling; og midt i en af disse, som har sat Hiertet i den heftigste Bevægelse – høre vi med den ædle hulde Yngling Gottwalt, den underlige excentriske Broders fjærne Fløytetoner – forsvunden er han, og – Snip Snap Snude – Eventyret ude. Ney, disse Digterkneb eller hvad jeg skal kalde dem ere over al Beskrivelse kiedsommelige. Og det er ikke første Gang Jean Paul giør sig skyldig heri. Hans unsichtbare Loge, maaskee det skiønneste af alt det skiønne han skrev, endes ligesaa. Det er et hæsligt Uvæsen, og som Tydsklands Digtere saa hyppig, ret som var det Mode, giøre sig skyldige i – Fye!

Børnene kom tidlig hiem. Min Majas Hoste tager til igien. Det bekymrer mig meget. Gud give nu Hertel kom frisk hiem i Aften. O! bliver endelig friske, alle I Elskede, Velsignede!

114Fred: 13de Hertel kom Gud skee Lov meget færm hiem, men er i Dag ude igien. Det var intet Under, om han blev syg, ved den evindelige Flakken. Gud holde sin Haand over ham. Han lever til manges Trøst og Held. Det forekommer mig, min Maja ikke er ret frisk i Dag, men hun smiler af min Frygt, kysser mig, og forsikrer, hun feyler ikke det mindste. Var det kun og blev Sandhed.

Gaarsposten bragte mig et gammelt Brev fra min gode Kista, skrevet paa Kongsberg, og ikke Smit eller Smule mere. Derimod bragte den mig Ærgelse i Tiden, hvor Wulfsberg, Gud veed hvorfor, har oversat en Recension over Øhlenslägers Aladdin af Alg: Literat: Zeit: som – jeg har hørt tale om den før – oven i Kiøbet skal være af Jean Paul, og som paa ingen Maade stemmer overeens med min Følelse for og af dette skiønne Stygge. Thi er jeg skiøndt ikke saa moderblind, at jeg jo kan see, det har sine Feyl, og maaskee mange, finder jeg dog disse langt overveyede af Skiønhederne, det I sikkert alle indrømme mig. Dog, jeg gad seet, og skal ey hvile før jeg har seet den hele Zergliederung, som skal være 7 Piller lang, siger W: Men jeg gad ogsaa seet den fortydskede Aladdin, som mueligt, skiøndt oversadt af Digteren selv, tør have tilsadt nogle af sine medfødte fædrelandske Skiønheder i sin Omklædning.

Eftermidd: Og hvilken Pakke har jeg ikke nu færdig til mine kiære Børn i Kbhn. Den haaber jeg, skal snart være i deres Hænder. En Kammerjunker maae reyse fort, det slaaer aldrig feyl, især en Anker.

Søndag 15de «Du kan giærne sætte Slæden bort, Aslak. Før Brylluppet paa Plogstad kommer jeg ikke ud af Dørren, og da er det vel vant, vi kan bruge Slæde.» – Saa løde mine Ord, og saa var min Mening, da jeg sidste Gang kom fra Futens. Men i Fredags kom en lille Sæddel fra min elskede Rikke. Brudgommen var kommet 8 Dage før de ventede ham, og hans Tiid meget knap. Brylluppet maatte altsaa blive før Bestemmelsen (det er nu fastsat til den 24de) og var der i den Anledning meget, hun ønskede at raadspørge sin Moer Koren om. Slæden maatte da for en Dag igien, og i Gaar, Sommersdagen, som hvad Luften angik ret svarte til sit Navn, tog jeg did heel tidlig, og var der til seent i Aftes. En fuldkommen deylig Dag. Bea, kan I vel tænke, var lutter Liv. Hun underholdt os med Geschichter, den ene morsommere end den anden, saa ingen af os vidste, hvor Tiden var bleven af. Imellem mørknedes hendes hulde blaa Øye 115ved Tanken om den nær forestaaende Skilsmisse fra sin Rikke. Men et Blik paa Hoffman, og Øyet straalte af Glæde. Sikkert bliver hun ogsaa en lykkelig Kone. Den unge Mand vinder ved at kiendes. Giid de nu vare komne til Tønsberg og deres lille stille Boelig. Føret er over al Maade jamerligt, og virkelig lader det nu, som Vinteren skulde tage en Ende.

Aften Min Hverdags-Hovedpine blev i Dag, maaskee fordi det var Søndag, usædvanlig slem. At jeg fik høre, min Maja i Gaar havde været lidt upasselig, og ogsaa i Dag saae hende saa bleeg og mat, formindskede den ikke. Som jeg var i Beraad med mig selv, under en Samtale med lille Faer Mørk om jeg skulde begive mig til Roe, kom to Slæder i Gaarden, den ene – jeg troede neppe mine egne Øyne – styret af den ulykkelige Capit: Hiort. I denne var hans Kone, i den anden Frue Wærner. Jeg kunde neppe staae, saa zittrede jeg. Det var et ængsteligt Øyeblik, inden jeg havde bedt dem velkommen.

Gud, hvor kan et Menneske være stolt, enten af Siæls eller Legems Fortrin! Var en saadan Vildfarende som tillidsfuld byggede paa denne løse, slibrige Grund, og han havde kiendt Hiort tilforn, denne vakkre, raske, stoute Yngling og Mand, jeg vilde, uden at sige et Ord mere end: «mindes hvad han var for faa, endnu for 2 Aar siden» – føre ham hen for den blege, udtærede Arme, der liig en Skygge sniger sig taus omkring, taler ikke, men læser derimod, naar han faaer fat paa en Bog, høyt, ofte i et væk, ofte stavende, men paa samme Blad. Dog, at ikke den menneskelige Natur skulde synke for dybt i den Mismodiges Øyne, og for at gyde Kraft i et forsagende Hierte, vilde jeg vise paa Ane Wærner, den Ulykkeliges huldtroe Mage, og sige: tænk dig hende, hendes blide Ungdom, hendes smilende, meget lovende Udsigter i Fremtiden, og see hende nu, forenet med et nesten vanvittigt Væsen, ofte udsat for Mangel paa det Nødvendige, ikke istand til at være sine Børns Moder som hun vilde, og føler, hun under andre Omstændighede kunde være det, tænk dig alle hendes Lidelser i disse 116sidste Aar, og hvordan hun har baaret dem, og endnu bærer dem, uden at Haabet om Forandring letter hende den skrækkelige Byrde, og see til hvilket ophøyet Væsen Kiærlighed og Følelse af Pligt kan giøre Støvets svage Barn.

Hvilken salig sød Sandhed: «Kiærlighed haaber alt, troer alt, fordrager alt.» – Det eneste som ængster hende, er Frygt for ikke at kunde giøre ham Livet taaleligt; og Tanken at miste ham, er hende utaalelig. Ogsaa synes det som Følelsen af denne hendes hulde Ømhed er den eneste, der er bleven tilbage i den ulykkelige Mands Siæl. Hans Opmærksomhed for hende og alt hvad der hører hende til, er rørende. Saa fortalte hun med et taarefuldt Smiil, at han aldrig taaler Børnene rører noget, som hører hende til, og seer han en Rift eller et Hul i noget af hendes Tøy, har han ingen Roe før han faaer fat paa Synaal og Traad og syer det sammen, saa hun tidt maae skiære hele Stykket ud, da hans Evne ikke ligner hans gode Villie.

I Mørkningen toge de bort. Mit Hoved var bædre, min Maja ogsaa, og saa er det, Gud skee Lov i Dag ogsaa.

Nu tog min Koren selv til Ejdsvold med Pakken til Kbhn, nu har jeg læst tydsk med Maja, og skal – det er ikke for tidligt – skrive til min kiære Egersøn, og til Hovind Tøyen – jeg kunde giærne ladet Hovind staae: thi tillader Tiden det, skal min Sally ogsaa have nogle Ord. Det skal alt ind i Morgen med den, som henter Jessen min hiem. I vil behage at observere, at Slutningen af dette er skrevet i Dag, den 16de Mandag, paa hvilken jeg intet andet har at fortælle Eder, end at jeg i Nat converserte med den gl: ærværdige Klokker Bakke, som jeg syntes tog mig saa kiærlig i Haanden, og ønskede mig en glædelig Julefest. Denne Drøm, forekom det mig atter, fortalte jeg min kiære Egersøn, og bad ham sige mig Udtydningen; men den var saa orakelmessig mørk, at jeg glæmte den før jeg vaagnede rigtig.

Tirsdag 17de Nella og jeg sad’ oppe, da alle andre i Aftes havde forføyet sig til Køys, for at vente paa Skriverens Hiemkomst. Kl: henimod 11 hørte vi Hundeglam og Biælder – og det var ham – men 117hans første Ord var: Jeg har en Perial, Børn, og vil strax gaae i Seng. Vi troede det ikke, men til et Beviis anførte han, for det første, at han just var kommet til en Afskedssmaus, Kammerjunkeren holdt, hvor der blev drukket skrapt, fire, fem forskiællige Sorter Vine; og for det andet, at han havde kiørt galt, og maatte spurgt sig for før han kom paa rette Vey. Dette Beviis havde giort det første overflødigt. Men i Dag har han betalt Gildet, stakkels Gut, og ikke alene været «tiuk i Hovedet» som jo en Svenske engang sagde man bliver efter saadant Lag, men ordentlig holdt Sengen lige til nu, Kl: 3, da han Gud skee Lov er lige flink ‹…› igien, og alt ved sin Protocol. Det er en styg Ting at vilde betage Mennesket sin gode frie Villie, Hensigten være nu hvilken den vil, ikke at tale om hvordan Guds milde Gaver – og det i en saa viinknap Tiid som denne – bortsløses, ja lige til den aandberigende Champagne. Med denne sidste Sort – den eneste jeg veed at sætte Priis paa – skal Ankers Viinkiælder være stærkt forsynet. Det kunde nesten friste mig til at giøre Indbrud.

Lunde reyste ind med Hesten efter min Jes – og Gud give, det nu var i Morgen!

Onsdag 18de Den er kommen, og min Jes med. Frisk og rask svang han sig af Væslerøen Kl. 4 i Eftermidd:, bragte mig et Brev fra min elskede Lotta og et fra lille Zarine, men ellers intet. Jeg havde ventet noget i Dag med ham fra Strømsøe. Det bringer maaskee Posten i Morgen. Mon ogsaa fra Dig? gode Sally!

Skiærtorsdag 19de Endnu er ingen Post kommen, altsaa har jeg dog Haabet saa længe. Tidlig i Morges reyste Hertel. Mere end i lang Tiid følte jeg i Dag Kald til at gaae i Kirken, og det angrede mig ey, jeg havde fulgt det. Det var en hiertelig simpel rørende Tale, lille Mørk holdt, just som efter min Følelse en Skiærtorsdags Præken bør være. «Hvem» sagde han blandt andet, «kan gaae forbi en troefast ædel Vens Grav, uden at standse, uden at ofre detdet] rettet fra: den ved overskriving elskede Støv en Vemodstaare, uden at gienkalde sig den dyrebare Bortgangnes ædle Liv og Handlinger 118og Kiærlighed for os? O, den som kan det, har aldrig følt hvor sødt og trøstefuldt sandt troefast Venskab er, det største Gode, Jorden eyer, og kun en saadan Ulykkelig kan med Ligegyldighed nærme sig eller ganske udeblive fra det hellige Vennemaaltiid og Venneminde den største og ædleste blandt Mennesker anbefale de os saa rørende kiærligt: Dette giører til min Hukommelse!» –

Min Koren var med mig i Kirken, ellers ingen.

Langfredag 20de Det var et hæsligt Sludveyr i Gaar, dog kom, og det Kl henimod 5 først, min kiære Fut, det unge Brudepar, og Fabritius. Min Bea vilde sige Hovind end et Farvel, og Fogden svingede paa sin Hat. Hertel og Jes skal være Faddere. Til Brylluppet er ellers for Rummets Skyld ingen budne uden de Gifte, to fra hvert Huus. Til Ball om Torsdagen derimod alle som vil og kan dandse. De drak kun Thee og bleve her et Par Timer. Fabritius, som skal til Ejdsvold, er her endnu.

Posten kom meget seent i Aftes, og dog altiid tids nok. Ikke et eneste Ord til mig. I saa lang Tiid intet fra Strømsøe. Maae I kun alle der være friske, I Velsignede. Ja, min Maja, Du har forvænt mig. Naar jeg i 14 Dage ikke hører fra Dig, og i 8 Dage ikke fra Tøyen, frygter jeg stedse, der er noget i Veyen.

I Nat blev jeg og min Koren meget forskrækkede, dog vel egentlig kun jeg. Han er som Oldtidens Riddere: uden Frygt og uden Daddel. Ragazzo, den troe Puddel, som laae her i Gangen, giøede stærkt, vi hørte nogen ved Dørren til Kiøkkengangen, og et Øyeblik efter, at den voldsom blev opstødt, eller indspendt, saa Jærnskaadden raslede hen ad Gulvet. Jeg skialv som et Espeløv. Koren sprang op og til Vinduet, men saae ingen, klædte sig paa i en Hast, og fik, da derder] rettet fra: det ved overskriving endnu var Ild i Kakkelovnen, tændt Lys og gik ned, men saae intet, uden den viid aabne Dør, som han lukte saa godt han kunde, og kom lige klog tilbage. Endnu er det ubegribeligt ved hvad Magt den saaledes blev opsprængt. Sikkert ved menneskelig – men om Natten, og vor fredelige Dørr? Jes og Fabritius og alle Pigerne havde hørt det.

119Første Paaskedag.

Gud give Eder, I Dyrebare, Gud give os Alle en glædelig Paaskefest! Denne, Opstandelsens Fest, skal jo engang blive os den høyeste, vor egentligste Fest – I den ligger jo Forjettelsen om Indgangen til uafbrudte Glæder. Da jeg i Dag – nu – traadde hen for Saras, Wilhelms, lille Johans og min Hetgens Silhouetter, og med Kys og Taare sagde: En glædelig Paaskefest, I dyrebare Savnede! da følte jeg i mit inderste Hierte hvad denne Fest var – og skal blive.

Jesus lever – Graven brast.
Han stod op med Guddoms Vælde.
Nu mit Haab staaer evig fast,
Tvivl og Frygt det ey kan fælde.
Lynet blinker – Jorden bæver –
Graven brast, og Jesus lever.

Og mine – og vore Elskede lever, Sara og Wilhelm, og Din Petra, min Maja, og alle vore Smaae, Fædre, Mødre, de leve Alle, de ere blot reyst bort lidt i Forveyen; blev os ved deres Bortgang Veyen til Graven tungere, des lettere bliver den giennem Gravens dunkle Porte, des herligere Modtagelsen hisset paa Opstandelsens Dag.

O! derfor skal ingen Fest være mig helligere end denne.

Men i Aftes blev jeg ret saa mismodig. Lunde kom hiem fra Byen, og havde ikke en Linie til mig fra noget Menneske. Dog, i Aften kommer Hertel, med ham tør der dog vel være noget. Fra min Sally fik jeg en Hilsen. Hende saae Lunde paa Tøyen, og der var Gud skee Lov alting meget vel. Vidste jeg nu kun, det ogsaa var saa paa Strømsøe, og i Kbhn – hvad vilde jeg da mere? O, saa blev der vel endda noget for det unøysomme Hierte at ønske og kræve.

Gud give, Hertel og min lille Kaja vare vel hiemme. Det skal være et skrækkeligt Føre, og den arme Lunde havde væltet tre Gange, og det i Kariol, dog kom han heelskindet derfra. Men roelig bliver jeg ikke før jeg seer de kiære Ventede her i godt Behold. I Dag har jeg seet Linerlen første Gang, og jeg troer, hørt Stæren, dog det er jeg ikke vis paa. Paa Tøyen hørte jeg allerede Lærken.

120Anden Paaskedag. Da Kl blev 8, og endnu ingen Hertel var at høre eller see, blev jeg alt mere og mere ængstelig. Men lidt før 9: kom de da, og Gud skee Lov friske og raske. Kun engang havde de væltet, men i Slæde, og det siger da ikke saa meget. Min lille Kaja er et sødt venligt Barn. Hun er 5 Aar, en blaaøyet blond Glut. Her var en Jubel omkring hende da hun kom, men det bragte hende ikke ud af sin Fatning. Venligt rakte hun de smaae Arme til os alle, men især var hendes Opmærksomhed henvendt paa Lina, der ikke var mindre glad i hende, og forærede hende strax et lille bitte Dukke Chatoul, fuldt af Smaaesager, som hun selv havde vadsket og strøget til denne Fest. Men med sand moderlig Ømhed hang Majas Øyne ved hver af hendes Bevægelser. Det vil ret blive et Legetøy for os alle. Og saa bevare Gud hendes Ind- og Udgang hos os fra nu af og saa længe, Gud lader os leve med og beholde hende. Amen!

Hertel havde med sædvanlige, ham allene egne Færdighed, udrettet de mange, tildeels vanskelige Comissioner, han fjærn og nær fra saa godmodig havde paataget sig. Til Maja havde han peen Balstads, til Bruden en Mængde Grønt og Blomster hvoraf jeg tog min Deel, som nu fryder mit Øye og Næse. Intet kunde lettere friste mig til Forgribelse paa fremmed Gods end Blomster, eller de allene kunde friste mig – langt mere, end Ankers Champagne – Jeg er en sand I-n C-t i Næsenydelse – betyder nemlig Lugten.

Men saa bragte Hertel mig noget endnu kiærere, et Brev fra min elskede Lotta, tilligemed et nydeligt Næt, hun selv havde fileret til sin Christiane, og et Brev fra Sally – Skal jeg rigtig til? Sallymoer! Ja, jeg vil det, siden Du beder saa vakkert, og allene fortælle en lille Geschichte, som – faldt mig ind. Der var engang en Præst, som skriftede grumme strængt, og blandt andet en stakkels Pige, som ikke var sig 121ringeste Ondt bevidst. Slige rene Siæle var et Særsyn for hans Velærværdighed, og for at rædde sin Troe paa Arvesynden, den han for intet i Verden vilde give Slip paa, spurgte han tilsidst: om hun da aldrig havde følt nogen syndig Tanke opstige i sin Siæl? Pigen forstod ham ikke ret; men saa længe forklarede og dreyede han det, til det arme Barn ikke kunde sige sig frie for al Synd, naar blot en flygtig Tanke var Forsyndelse, ja det samme som virkelig Brøde. Nu gav han hende, triumpherende over ‹…› at have ræddet Arvesyndens Reputation, Aflad; men lagde hende til Slutning to Ting paa Hiertet: at Tanken var i Giærningens Sted; og at hun ikke maatte glæmme at betænke Siælesørgeren med en af de Oste, hendes Moder tilberedte saa ypperligt. Pigen kyssede grædende hans Haand og gik. Der gik en rum Tiid, Præsten saae hverken Pigen eller Osten. Endelig mødte han den første engang hendelseviis, og naturligviis erindrede hende om sit Løfte. «Osten? har Faer ikke faaet den endnu?» – Ney, mit Barn! – «Herregud, da har jeg mange Gange tænkt paa, Faer skulde have den» – Ja hvad hielper det, Barn, at du blot tænker paa det? – «Og Faer sa’ jo dog selv, at Tanken var fuldkommen det samme, som Giærningen» –

Videre gaaer ikke min Geschichte. Hvad den har med Sally og hendes Brev at giøre? Hm! jeg fortalte Jer jo just denne Anecdot for ikke at forøge Antallet paa de egentlige Sara-Geschichter, og saa bør I ey spørge, jeg ey svare eller gaae videre: «thi det anstaaer os ey» – Imidertiid, beste Sally, være Du hiertelig takket baade for dette Brev, og det, som før er afsendt og endnu ikke ariveret, om det ellers ikke, siger min Koren, er gaaet med dette, som med – det Du veed selv – og med Osten til Præsten. Giid jeg nu havde tilfredsstillet Eder Alle, mine Elskte! Men det ene Bud efter det andet kommer og gaaer, den ene Post bringes efter den anden – fra Dig intet, dyrebare Maja C. – Gud veed, hvad jeg skal tænke – og fra Kbhn intet. Saa længe, min Maja, lod Du endnu aldrig Din C: vente forgiæves. Dog veed jeg, Du og Dine leve og lide vel. En Pakke til Dig fik Hertel bortsendt med Faie fra Drammen, som nyelig havde været i Dit Huus.

122Eftermidd: Nu har jeg pakket sammen, og kommer for at sige Eder, Dyrebare, og disse Blade Farvel, rimeligviis for flere Dage. Saa tidlig mueligt reyser jeg i Morgen til Brudehuset, og ifører mig først der min Pynt, da vi derfra kun har et kort Stykke til Kirken, men som vist blive os suurt nok, fordi Veyen paa den Kant er endnu slemmere, end her. Det er aftalt, jeg bliver i Morgen Nat paa Plogstad, og har min hulde Rikke og Bea saa inderlig bedt mig blive der Torsdag over, at jeg vel neppe kan nægte de Gode det, især da vi sa snart skal miste Bea. Men da gaaer fire hele Dage bort. «Bort? Hvordan det? Moer Koren! Ere de borte for dig, de Dage du tilbringer blandt disse sieldne Mennesker?» Ney, saa meente jeg det heller ikke. Jeg veed, de vil gaae behageligt[.] Ogsaa Børnene beder mig blive der Balnatten over, og for min Majas Skyld især vil det være mig beroeligende, skiøndt hun nu Gud skee Lov er ret færm, og jeg veed, hun vilde være forsigtig, om jeg end ikke var nærværende.

Ingen har været her i Dag, undtagen Fatter Munthe. Han var saa bliid og godlidende, og al hans Opfarenhed og øvrige Mangler uagtet, er dog hans Hierte godt og medynksfuldt for enhver Lidende. Derpaa saae jeg et nyt Beviis i Dag, saae endogsaa Taare i hans Øyne, og var han i dette Øyeblik ordentlig vakker. Du vilde ret været glad i Fetteren Din, Lottamoer, havde Du seet ham da.

Vil nu Moer Koren komme ind og drikke Thee? spørger Maren Skieldrup saa blidt. «Ja mit Barn, det vil jeg giærne men det er stedse, som jeg endnu havde noget at fortælle Eder, og som det faldt mig tungt for saa mange Dage at løsrive mig fra Eder – fra Eder, det er, fra disse Blade.

Kl 7½ Derfor endnu et God Nat, I Velsignede! Og saa maae I vide, at jeg i dette Øyeblik bandt en Bouqvet, som jeg i Morgen skal bringe Bruden. Der er en Rosmarinstilk iblandt Auriklerne og Gyllenlakkerne, men mange Hiertensfryd 123Qviste, den glade Piges Yndlingsgrønt. Saa give Gud, at det Bæger hun skal udtømme, blot maae ved en enkelt Draabe Bitterhed blive smagfuldere, dets Sødhed forhøyet – og at den Krands, Hymen rækker hende, maae værne om hendes Hiertes Fryd, og den dunkle veemodige Rosmarin kun maae findes der, for at forhøye Hiertensfrydens lyse livlige Farve!

Fredag 27de Lidt mat – ja, det er jeg naturligviis efter Gaarsdagens Sviir, efter ikke at have havt uden et Par Timers Søvn, men for Resten frie for Hovedpine og al Slags Pine – saaledes, mine Dyrebare, har I mig her igien, og nu for lang Tiid fængslet til det signede Hiem, til dette lille Kammer, til min Underholdning med Eder.

Paa engang har vi faaet fuld Sommer. Den begyndte i al sin Kraft Bryllups-Barseldagen. Veyret er saa skiønt som Føret afskyeligt, og saa var det allerede da. Alle muelige Anstalter vare giorte for at giøre os Veyene fremkommelige, og det vare de ogsaa. Jeg fandt Bruden i sit Kammer, nesten pyntet, da jeg kom, dog kom min Bouqvet tidsnok. Hun var saa nydelig i sin hvide Silkekiole, uden al anden Prydelse end en simpel grøn Krands paa de vakre brune Lokker, og en Rad hvide Pærler om Halsen. De fleste af de Indbudne kom til Plogstad for at følge med til Kirken, hvor vi fandt de øvrige, og en heel Kirkealmue af Tilskuere. Det var en høytidelig rørende Ceremonie. Først Barnedaaben – Rikke bar selv sin Wilhelm Koren. De øvrige Faddere vare Bruden, Frøken Keilhau, Brudgommen, Ritmester Ingier, Fabritius, Hertel og Jes. Som det evigdyrebare Navn lød fra min elskede Rikkes Læber – jeg hørte hendes Stemme skialv, overfaldt ogsaa mig en uvilkaarlig Skiælven, og mit Hierte var inderlig beklæmt, til en Taarestøm gav det Luft. Mine Øyne vare ikke de eneste vaade der – strax efter var Brudevielsen; og kunde Du, kiæreste Lotta, 124ret været fornøyet med Fetteren Din, om Du havde hørt denne Brudetale. Vist nok vilde jeg havt noget ude af den og andet i den, men i det Hele var den saa Gu ganske bra[.] Men I maae tilstaae mig, han havde havt saa god Anledning til at tale om Kiærligheds Almagt i Anledning af Pigens Udvandring ikke allene fra det dyre faderlige Huus, fra de moderlige Arme, men ogsaa fra Fødeland, fra alt, for at «følge med Manden» – Dog, hvordan skulde han just falde paa min Idee? Det var godt som det var. Textens Ord vare: «See og smag hvor god Herren er!» (Den havde sagtens heller ikke blevet mit Valg:)

Da vi nu samledes i Brudehuset, gik det tilbords, og derved som det pleyer gaae, dog ikke saa ganske med mig. Mit Hoved fordrog ikke al den Varme ude og inde, og slog sig rebelsk. Strax vi kom af Kirken blev det mig for tungt. Den hulde Bea i sin hvide Brudedragt var selv ude for at doctere mig, gneed mig bag Ørnene med grønt Sæbe osv – men til sengs maatte jeg ligefuldt. Dog var dette Middel virksomt, og velsigner jeg det og den kiærlige Haand som rakte mig det: thi ikke allene blev jeg fuldkommen rask før de vare fra Bordet, men har været det hele Tiden selv i Dag, efter en heel Nats Vaagen, og Hiemkiørsel i Slæde paa Steen og Gruus i Solens brændende Straaler, der neppe i Juni kunde være hedere.

Om Ballet og det øvrige i Morgen. Nu ere de Gode langt fra det giæstmilde Plogstad, Bea langt fra sit andet Hiem, og træder nu ind i lutter nye Forhold blandt lutter nye Mennesker. Gud, Kiærlighedens Fader er med Dig, hulde unge Kone, og over Dig hviler mange Ædles Velsignelser. Da jeg alt sad i Slæden, gav hun mig det sidste Afskedskys og mine Kinder bleve vaade af hendes Taare. Ogsaa hun og hendes brave Hoffmann vare reysefærdige. Min stille sagtmodige Rikke vil længe savne den muntre vennehulde Bea. Alle Folkene sørgede for hun skulde reyse. Hun vandt saa let alles Hierter. Lev vel, min Bea!

Her hiemme fandt jeg mange velsignede Breve. Min Maja C:, min Egersøn, min Sally, tak, tak for hver Linie! Det var Siæle-Vederqvægelse – (Telja havde sørget for den legemlige og tracterede med Rødgrød) Ogsaa fra Fetter Wærner et Brev om hans lykkelige Ankomst til Bergen d: 9de i denne Maaned –

125Løverd. 28de Endnu ere vi paa Plogstad. Dagen mellem Brylluppet og Ballet havde vi foresat os at nyde hinandens Selskab ret i Roe og Stilhed, og glædet os meest til den af alle Dage. Men det gik her som sædvanligt, naar man foresætter sig at være glade. Glæden vil – som Kiærlighed og alle ædlere Følelser – komme ukaldet og uventet. Den forsmaaer, eller elsker i det mindste ikke For- og Tilberedelser. Vor kiære Rikke havde hele Natten været saa syg, og blev ved at være det Dagen igiennem. Hvor kunde vi da være glade?

Den unge Kone havde nok at giøre med Indpakningen. Om Eftermidd: var nogle Visitter. Brudgommen – havde jeg nær sagt – nu da, den nyegifte Mand, Fogden og min Koren fik sig en lille L’homber. Saa gik Dagen. Rikke blev ikke bædre. Men Gud skee Lov, da jeg Torsdagmorgen kom agende i Slæde og Morads fra den gamle Plogstadbygning (de loe nok af mig, naar jeg sagde: ney, nu maae jeg kiøre tilsengs:) stod hun leende og flink ude paa Trappen og modtog mig, og var fuldkommen rask. Den søde Wilhelm uroer hende heller ikke. Han er saa god og bliid, som hans Navne

Der var en velsignet Mængde Ungdom til Ballet, men, som nesten stedse er Tilfældet paa Landet, fast dobbelt saa mange Fruentimmer som Mandfolk. Og af disse Faa satte sig endog nogle – jeg vil ikke nævne dem – til at spille. Det gik med alt dette ret lystigt alt til Kl 4. Først da forføyede enhver sig til sit, jeg med min Koren og Smaaepigerne ned i Gamlebygningen, hvor vi sov sødt nogle Timer, og stode alle raskeog stode alle raske] rettet fra: og alle storde raske ved nummerering over ordene op igien. Kun Rikke var ikke saa aldeles brav, hvad intet Under var efter al den Uroe. Paa Beas blege Kinder, i de altiid vaade Øyne stod saa læseligt: «nu skilles vi ad!» – Og nu ere vi adskildte for lang Tiid. Selv fra min Rikke skiller nu Føret mig længe – længe. Jessen min, som nu tog til Byen, seer jeg heller ikke flere Maanede‹r.›

Værer imidlertiid – og værer altid lykkelige, I Dyrebare! Jeg er ikke brav i Dag, som maaskee kommer af, at jeg i Aftes seent og længe (det var for første Gang i Aar) var i Haven, uden Hat paa det usle Hoved. Nu gaaer jeg til Sengs. God Morge‹…›

126Søndag 29de Hovedpinen varede rigtig Dagen ud, skiøndt den efter nogle Timers Søvn blev lindere. I Dag er den reent borte. I Aftes – det mørknede alt – kom Krefting hid paa en Tour til Hurdalen hvorhen han alt er faret i Dag, og bliver en Tiid. Ogsaa væsle Ole, som skydsede min Jes til Byen, er kommet tilbage, og bragte mig, Du elskede Maja C, Dit hulde Brev, den brillante Taschenbuch for dette Aar, og Baggesens Heideblumen, hvilke sidste jeg ogsaa har lugtet til, og fundet, som min kiære Søn Frederich, at de langt fra ikke duftede sødt som de, Sangeren plantede da «han var lille» – Jeg erindrer ikke hvor det er, jeg har bladdret dem igiennem tilforn. Overalt – det er sørgeligt men sandt – staaer det fæle Gienfærd altiid et og andet Sted for mine Øyne naar jeg tager et af denne mig før saa kiære Digter‹s› Arbeyder i Haanden; og i Labyrinthen selv frygter jeg nu for at møde det. Men Dig, Elskede, min Tak, som var det for de skiønneste Roser, som duftede de lifligt som Gyldenlakken, der her staaer for mig, qvægende Øye og Næse. De prægtige Navne: Gøthe, Jean Paul, Pfeffel, Lafontaine etc, som Lommebogens Tittelblad pranger med, lover jo ogsaa et rigt Udbytte. De mange nysselige Kobbere har min lille Maja allerede gottet sig ved og med. – Fra Tøyen fik jeg intet, men Maja nogle Linier fra vor dyrebare Lotta, som ikke, lod det til, er ret brav, og fra den gode Kista. Men Budet opholdt sig saa kort. Lotta lover mig snart et Brev, og Gud give, det maatte beroelige mig igien! Jes kom meget godt ind. Og haaber jeg, det kiære unge Par ogsaa skal komme hastig og vel til deres Hiem, maaskee – de meente det – i Aften.

Sommeren har, som den pleyer, med et afløst Vinteren, uden at det er tilladt Vaaren at træde imellem. Den tryllende Vaar, som saa reent har faaet sin Afskeed! Dog, dens egentlige Triumphmaaned begynder jo først Tirsdag, maaskee fortrænges da – thi nu gaaer jo alt forkeert, i denne Verden – Sommeren af Vaaren, og de glohede Solstraaler kiøles af ved en mild Regn.

127Kl 6. Jeg har nu besøgt nesten alle Lysthusene i Haven, ogsaa min Saras, hendes fordum kiæreste Hvilested. Nu er hendes Hvilested dybt og mørkt. Snart grønnes en Løvhytte over det –

Børnene har været paa min Høy, og havt Æolsharpen med sig, og dens søde Himmeltoner har trængt sig dybt i alles Hierter, i min Majas det bløde for saadanne Toner skabte Hierte fremfor alt. Hvor giærne havde jeg ogsaa hørt den der! Hernede forstummer den strax. Det vilde giort mig saa godt i Dag, havde jeg hørt den. De gode Børn havde ogsaa ønsket saa inderligt, de havde havt mig der, men det er for slemt at komme frem. Det bliver snart bædre, og da skal jeg fryde mit Sind ved dens vemodsfulde Toner paa Wilhelmsminde, j i Saras Grotte – hvor disse Toner hører hen. Mit Bryst er saa trangt, mit Aandedræt saa tungt. Saras og Wilhelms Savn har ikke i lang Tiid været mig saa bittert som i Dag. Den opvaagnende Natur minder saa smerteligt om hvad der for dette Liv aldrig mere opvaagner for mig –

Mandag 30te. Kl. 7 i Morges, før jeg var kommet rigtig op, hørte jeg den raske Pastor Bierk nede i Stuen, og blev ganske skamfuld over, at jeg endnu ikke var videre. Men om Morgenen er jeg altiid daarligst, og maae mod min fordums Skik altiid blive liggende en Stund efter jeg er vaagnet, hvis jeg ikke vil være ussel den hele Dag. Og dog bliver Morgenstunden herefter det herligste af hele Dagen. Min Koren er altiid oppe før Kl. 6, som oftest før den er 5. Det var jeg ogsaa i fordum Tiid. Koren ynges visselig op igien, Gud være lovet! Som jeg gaaer ned ad Bakken, gaaer han opad den. Endnu engang: Gud være lovet!

Nu reyste de til Auction, Skriveren, Præsten og Hertel. Jeg har alt været min Tour i Haven med Fatter Bierk, læst med Lina og skrevet til min Rikke. Der er min lille Maja, og skal læse tydsk med mig. Siden er hun de ‹…› to smaae Systres Læremoder. Telja har Uge, Maren S: spinder Traad, Nella syer og sukker, men synger i det samme for at jage Sukket og Tanken om det udsatte Bryllup paa Flugten. Saadan har vi det her, mine Elskelige! I Gaar 128fik jeg opspurgt et Bud til Byen, men som strax skulde afsted, saa jeg med det kun fik et Par Linier til min elskede Lotta.

Skiøndt det ikke egentlig vedkommer hverken mig eller Dagbogen (uden for saa vidt jeg i denne giærne vilde giøre Eder Rede for mine Tanker og Ord som for mine Gierninger) vil jeg til en Forandring fortælle Eder, at den H-x-n, hvis Navn, før han kom herop, nesten aldrig blev nævnt uden med Forbandelser og Haan, nu lever in dulci jubilo, som var han et Exempel af Ædelmod og Patriotisme, kortsagt en ‹…› fuldkommen Contrast af hvad han er. Han er i Selskab eller har Selskab Dag ud Dag ind. Ogsaa hos Pr: Fr: sees han nu, og har sit Boston Partie med hendes Naade. Saa vidt jeg veed, eller kan indsee, er det vel en, jeg vil troe for alle Retskafne sørgelig, Nødvendighed, at Mænd der staaer i Embeds- og andre Forretnings-Forhold med dette lumpne Væsen, maae see og omgaaes ham. Det er allerede haardt nok. Men at drive det over det Nødvendige? Jeg veed det ikke. Det veed jeg, at ikke min brave W-l har været hos ham, og at H – tre Gange forgiæves har søgt at faae ham i Tale. Han bliver sin Charakter troe, kalder en Skurk en Skurk, og slaaer Sparto til Fanden. Vel ham, den ædle unge Mand, at hans heldige uafhængige Stilling giver ham saa fuld Raadighed over sine Handlinger, at han kan undgaae al Modsigelse mellem dem og hans Grundsætninger.

__________

Nu kom Diderichsen hiem fra Holt, en Gaard i Ullensager, til hvilken han ofte giør Udvandringer paa mange Dage. Nu har han været der siden før Paaske, og kom syg hiem. Ham vilde Døden være en Velgiærning, og trøstefuldt for mig og alle hans Paarørende at vide ham roelig i sin Grav. Men han som sidder der oppe i Himmelen, som lille Kaja siger, veed bedst, naar det er Tiid, og hvorfor det ikke før har været det.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.