Dagbok 1810

av Christiane Koren

December

Søndag, 2den

Jeg fik høre i Gaar, at Capitain Werner var meget syg, og tog derhen i Gaar Eftermiddag. Sandelig, der er Sorgens Boelig. Han var meget slet, saa mat, at han neppe kunde tale forstaaeligt. Moderens Død har, som jeg frygtede, ganske nedbøyet ham. Der ligger han, den til Døden syge Mand, i det eneste Værelse de har, mellem de stakkels jamrende Børn, hvoraf det mindste kun er 19 Uger gammelt. Falder en sielden Slummer paa de hede tunge Øyenlaage, opskrækkes han ved Barnets Graad. For at giøre dette denne Jammerscene endnu mørkere, var ogsaa den ulykkelige, stille vanvittige Hiort der, men frisk og rørig. Den brave Solner kom ogsaa did, og vi giorde begge hvad vi kunde for at tiltale den Syge og den hele sørgende Familie Trøst. Ganske forgiæves vare vore Bestræbelser Gud skee Lov ikke. Ogsaa fik vi det Løfte af Werner, at han ikke vilde see sin Moder, som han før saa stærkt paastod, og som hans Kone og Syster frygtede for Følgerne af. «Jeg fik jo ikke see hende døe» sagde han, «og skal nu ikke see hende mere – det er haardt.» «Og staaer hendes Billede ikke i Deres Hierte, saadan som hun levede iblandt os? I det bædre Liv, hun nu er gaaet over til, trænger vort Øye ikke. Hvorfor vilde De da indpræge Dem Billedet af det kolde Støv, som nu er tilbage? Og tænk paa, hvad De skylder Deres gode Kone, Deres Børn, som De elsker saa høyt, og hvis Haab og Støtte De er. For disses Skyld maae De saa meget mueligt bortfjærne alt hvad der kunde giøre for stærkt Indtryk paa Deres Sind og forstyrre den Roe, De trænger saa meget til» – Dette sidste følte han dybt, 126og derfor modsagde han os heller ikke i alt hvad vi anordnede Begravelsen angaaende, som han før endelig vilde havt udsadt til han kunde følge denne elskede Moder til Hvile. Endogsaa efter den længst muelige Udsættelse kunde dette havt et skrækkeligt Tilbagefald, ja hans Død i Følge med sig. Nu blev det saa afgiort, at hans nærmeste Beslægtede og Venner skal komme der om Formddg: Onsdag 8 Dage (den eneste Dag, Tingfolkene kan blive med) spise Frokost der, følge til Kirken, og saa tage hiem hver til Sit. Anderledes burde det aldrig være paa noget Sted; og her er det i enhver Henseende umueligt, det kan blive anderledes.

Det lod, som hans Hierte var blevet lettere efter disse Overlæg, og Konens og Systerens var det virkelig, saa Gud skee Lov jeg kom did, og fandt saa god en Medhielp der i Sollner. Jeg er ellers meget uroelig over, intet at have hørt derfra i Dag, da her skulde kommet et Bud hid i Morges. Maae han kun ikke være blevet værre i Nat. Walbohm er der nok, og saa kommer han og bringer os Efterretning, som Gud give maae blive taalelige. Det var skrækkeligt, skulde han gaae bort fra de mange Uforsørgede.

Vi har haft en kort Visit af Lieut: Asche paa Brotnow, som for Postexpeditionens Skyld ikke kunde blive til Middag, og havde lovet sin Frue at komme tilbage. Et andet af en Student Riis, (Johan Rises Søn i Christiania) som havde noget at afgiøre paa Contoiret, var ikke længere. Det er saa usædvanligt paa Landet, at lade Folk reyse, som man siger, med tørre Munde, eller denne blot vædet med en Dosis og en Smule Slikkerie – Den kiære slemme Rikke har jeg ogsaa ventet saa vist i Dag, men nu er det over Middag, – skiøndt langt frem med os, som skal vente efter Munthe – og altsaa er nok min Vent forgiæves. Dog muelig reyser hun paa engang med sin Fut, som i Dag skal til Næss, hvor Tingene begynder i Morgen. Hertel og Lunde reyser ogsaa i Aften, men min Koren ikke før i Morgen tidlig. –

Alt mit Tøy, al min Bryllups Pynt, er indpakket, for at gaae med et Bud til Tøyen i Morgen. Til at skrive bliver vel neppe Tiid – men nu kommer jeg jo selv, I Elskede, og da tale vi mere sammen i een Time, end med Pennen paa et heelt Ark.

127Mandag 3die Nu er min Koren taget til Tinget, og nu seer jeg ham ikke igien i de første 17 Dage, thi før den 20de kommer han ikke hiem – i denne Mellemtiid vel, men saa er jeg borte fra ham – Mig venter glade, lykkelige Dage, ham kun Slæb og Arbeyde. Det tempererer mærkelig min Glæde kan I troe, Elskede – O at han kunde deelt den, for alt denne, hans saa inderlig kiære Thrinas «Hiertes Glædesdag.» – Ogsaa er jo han, som flere, intet Sted hellere, end der, jeg nu stunder hen[.] Jeg mærkede saa tydeligt, skiøndt han ikke nente at sige det, at denne Opofrelse til hans Embeds Pligter kostede ham end nogensinde før. Og at han med intet Ord udlod sig herom for ikke at mørkne hans Christianes lyse Udsigter, at han med saa unævnelig Omhu søger at bortfiærne hver Skye paa mit Livs Horizont forvandler ofte min Glæde til Veemod – Jeg kan ikke forklare det – men I forstaaer mig, Gud skee Lov, nok.

Kl. var over halvtre i Gaar. Jeg var ret grætten og sulten, grætten paa Fetteren Din, min Lotta, som blev saa urimelig længe i Kirken. Da kom min velsignede Rikke med sin Rasmus, og Sult og Grættenhed var reent forbi. Jeg glæmte, at mine stakkels Giæs vare færdige at falde af Spiddet, og tog nok saa blidt mod Præsten, som kom strax efter. Rikkemoer, og Jomfrue Antze, som ogsaa kom i Eftermiddags Besøg, sad tilbords for Stads Skyld. Vi drak Caffe ved Lys, ret som det alt kunde været i Julen, og sad, da Pastoren var taget bort, i god fortroelig Snak til Kl: halvni – længere blev min Rikke ikke, da Fogden i Dag skulde tidlig ud. «For min stakkels Vilhelms Skyld» sagde hun, «kunde jeg nu giærne være borte. Vi har ikke seet hverandre siden i Onsdags» – og Taarene begyndte at trænge frem. Hun har været saa meget syg i den senere Tiid, og maatte bryde overtvært med at vænne ham fra Brystet, hvorved Gutten ikke har lidt nær saa meget, som den ømme Moder. Kun naar han sover, stiæler hun sig til at see ham. Det kiender jeg saa godt igien. Uagtet alle de Besværligheder, al den Uroe der er forbunden med dette søde Arbeyde (ak, som lønnes saa rigelig)(ak … rigelig)] parentesbuene erstatter kommaer ved overskriving er det dog en af de største Glæder, jeg kiender, og kun Sorgen, naar det maae ophøre, troer jeg, er større.

Blandt alle de Tanker, som i Dag krydser sig i mit Hoved, er den hærskende: hvordan i Dag 8 Dage Dit Hierte vil banke, dyrebare Sara-Thrina! hvor glad, hvor beklæmt og underligt, det vigtige, hellige Øyeblik 128imøde, da Du ganske skal tilhøre Din henrykte Real – Venlige, men hede Taare fylde mine Øyne. O min Maja, min Siæls Veninde: i Din Lykke, ved Dit glade, men dog ved smertelige Minder blødende Hierte vil jeg stræbe at glæmme, hvordan jeg paa denne Dag for to Aar siden landflygtig fra mit Hiem, Sorgens mørke Boelig, skrev hine Linier til Dig fra Gierdrum, som gav mig de første Taare, men som atter standsede i et convulsivisk Skrig, som Moer Chrystie siden har fortalt mig. Jeg har kun en dunkel Idee om disse første skrækkelige Dage[.] Men kan jeg ikke glæmme – og hvordan kunde jeg det! – Du har jo heller ikke glæmt, kan aldrig glæmme – vore Taare skal blande sig og flyde lettere – lettere end disse, i mit eensomme Kammer –

Mandag 4de Jeg var den hele Dag i Gaar i en vedholdende sørgeligmodig Stemning. Intet Arbeyde vilde gaae fra Haanden, før jeg gav mig til at excerpere af Schlippenbachs deylige romantische Dichtungen – ney, Wanderungen, hvori mit Hierte fandt en Gienlyd som styrkede og qvægede det. Iblandt flere skiønne Stæder er ogsaa dette:

«Mennesket ligner Granen, som staaer ligest og høyest i de dybeste eensomste Skove, men sielden trives i Haverne; og menneskelig Lyksalighed er som en Fløytetone, der i Klyfter og Bierge giver tifold Gienlyd, men i de larmende Stæder i det høyeste høres i et eensomt Værelse, eller i Concerter, overtonet, ofte overdøvet af andre Instrumenter» – At dette er saa sandt som skiønt, modsiger sikkert ingen af Eder, mine Elskede!

Siden, da vi havde tændt Lys, læste jeg for Barna efter Sædvane, og har i disse Aftener læst mere end ellers, da de i saa lang Tiid skal undvære denne deres beste Glæde. Maria var ikke ret frisk, men kunde dog ikke overtale sig til at gaae op før Læsningen var forbi ved den almindelige Sengetiid. Gud skee Lov, hun er frisk i Dag. Men med Wærner skal det være meget maadeligt. Lille Grüner er nu taget derhen, for at faae rigtig Beskeed, og med et tungt Hierte venter jeg hans Tilbagekomst, med et endnu tungere vil jeg forlade Hiemmet i Morgen, om han ingen trøstelige Tidender bringer tilbage. – Det er et rasende Veyr i Dag, ordentlig Sneefog – dog, det skulde ikke formindske min Glæde over at ile til Eder, Dyrebare – ifald det vedblev saa 129i Morgen, naar jeg kunde reyse med et let Sind. Det eneste var, om Føret skulde blive for slemt, som de frygter, ved det den stærke Blæst sammenhober den tørre Snee. Men de velsignede Glutterne mine trøster mig, og siger: «Du faaer vist godt Veyr Moer! Du maae faae godt Veyr.» Det faaer vi nu see. Forbønner vil det ikke mangle paa. Og de Retfærdiges Bønner formaaer jo meget.

Eftermidd: Grüner er kommet, men desværre, uden gode Efterretninger. Efter alt hvad jeg hører, er det den skrækkelige snigende Nærvefeber, Werner har, ak Gud, som maaskee bereder denne arme Familie en ligedan Juul som mig for to Aar siden[.] Saadan, som nu den lidende Frue Werner, gik jeg da – o de qvalfulde Dage, hvis Minde jeg endnu ikke kan udholde –

Jeg vil intet Godnat sige Eder fra Hovind, mine Dyrebare! Vedbliver Veyret saa, siger de, jeg umuelig kan reyse i Morgen[.] Dog har jeg Lyst til at forsøge det. Nu, God Nat kan jeg jo i alt Fald sige Eder, enten jeg saa hilser Eder God Morgen igien fra Hovind eller –

Tøyen

Ja, mine Elskede, herfra hilser jeg Eder i Dag, Torsdag, den 6te en glad og kiærlig God Morgen. Veyret blev deyligt i Gaar, Føret ligesaa. Først Kl 11: forlod jeg Hiemmet og de, Slæden omringende Glutter, som streed om, hvem der skulde faae det sidste Kys. Maja gik af med Seyeren.

Saa stille som i Gaar, har jeg sielden seet det paa Veyen hid. Den eneste af Storfolk vi mødte, var den gale Præst Gamborg med sin Svigerinde. Han foer fra sin Slæde hen til mig: «Skal Moer til Byen?» – Ja – «Aslak, vend Slæden om og kiør Moer hiem igien til Hovind – (Slaen skulde der staae istæden for Slæden) for, ney Gu om der er Mad aa faae i Byen» – Jeg beroeligede ham da med, at jeg tog til Tøyen, hvor jeg var vis paa at blive mæt, og saa drog han sin Vey i Fred. Just som jeg paa det sidste Skifte var reysefærdig, kom min gode Thrina Vangensten fra Vildberg derind, dog paa sin Hiemtour. Maanen smilede 130saa venligt ned over mig, og smilede dyb Veemod i min Siæl ved Mindet om den 10de Decbr 1808, da den ogsaa, paa denne samme Vey skinnede som nu, og mine Øyne var lukkede for dens f som mit Hierte for Haabets Straaler – Ogsaa den skrækkelige 4de Novbr stod den i sin fulde Glands, og af disse græsselige Øyeblik, da jeg vidste, Vilhelm var død, erindrer jeg mig intet saa tydeligt som den fulde Maane, og hvordan jeg stirrede paa den, og bad Gud – ney, ikke bad, fordrede, han skulde bringe mig over Maanen til Vilhelm

Tilgiver, o I Dyrebare! at jeg saa ofte kommer tilbage til det samme. Men disse Blade skal jo giæmme mine Følelser som mine Handlinger, og bestemmes ikke de sidste ved de første? og hvordan kunde I da faae et rigtigt Begreb om mig, naar jeg ikke lagde mit Hierte saa aabent for Eders Øyne som jeg selv kiender det? –

Hvad Klokken var da jeg kom hid, veed jeg ikke: thi i min kiærlige Lottas, min glade, Gud skee Lov nu friske, Kistas, Favntag glæmte jeg at tænke paa andet, end at jeg nu saae dem igien, og lille Hanna, der ikke paa sin Maade var mindre glad end vi andre. Der blev en hiertelig Samsnak, kan I nok troe, kun afbrudt ved Mad og Drikke, hvormed Kista proppede mig reent forskrækkelig. Caffe, Tvebakker, Maderaviin og Butterdeygs Kage med Syltetøy paa, og endda rigtig Aftensmad til. Lottamoer bad mig, men Kista slog sig von, og saa maatte jeg vel være hørig og lydig –

Kl: 11 kom vor kiære President, og gik atter en Stund i Prat. Det er saa hiertensgodt at sidde saa. En roelig Nat kronede den deylige Aften, og nu er Presidenten i Byen, men kommer hiem til Middag, og vi Fruer overlægger vor Reyse og hvad dertil hører, viser hverandre hvad vi vil tage med, forudseer, at vi ikke bliver af de første Stadsedamer, hvad i øvrigt ikke sætter os flere graa Haar, end vi har før, og endnu mindre formindsker vor Glæde over de ventede, haabede, signede Dage, vi ile imøde.

Det er et hæsligt Jaskeveyr; alligevel tager vor Kista i Eftermidd: til Byen for at udrette et Par Smaaerinder for begge Morerne sine som nu fik et lille venligt Brev fra den tredie Moer paa Strømsøe, med Gientagelse af den vennehulde Indbydelse.

# Fredag 7de Den over al Beskrivelse glade Brudgom var her i Gaaraftes, sad en Times Tiid hos os – og meget var det, han havde saa lang Roe – men maatte da hiem, og til Pavels, Munkes, og Gud veed de flere Stæder. Vi havde troet, han i Morgen skulde blive vor Ledsager – Jo Pyt! Han kunde komme bort i Dag, og saa var det jo heller intet Under, at han foer, i egentlig Forstand, foer paa Kiærligheds Vinge, til sin Thrina, sin Lykke. Han tog det meste af vort Tøy med sig, og lovede at skaffe os Geleyde af sin Broder, Secretairen. «Hvad for Os?» – Os trende Fruer, Pavels, Bull & Koren. Men i Vand vil det komme til at gaae. Baade i Gaar og i Dag regner det. Slotspræsten jamrer sig erbarmeligt, og troer vi faaer tage Hiul-Eqvipager det Gud bevare os fra. Kl: henimod 11 er vor Reyse bestemt i Morgen Formiddag, forstaaer I – Dette skriver jeg i halv Mørke. Presidenten kom seent hiem til Middag, men nu beholder vi ham til Qvæls. Lille Zarine er her, og steller lidt med det, som fattes i vor Stads, især i min, og det var fast alt –

Strømsøe

Torsdag 13de At jeg har taugt i saa lang Tiid, mine elskede Venner, og i en Tiid, saa righoldig paa Materie, vil i første Øyeblik undre Eder; men saa vil det vist ogsaa strax falde Eder ind igien, at just denne Righaltighed er Aarsag i min Taushed, da jeg stedse har været med blandt de Handlende og i en fast hvileløs Hvirel af Adspredelser. Hvor lidet dette passer til min Siæls og Legems Tarv, føler jeg kun alt for meget, og jeg veed ikke hvad jeg gav til blot en eneste Dags Roe. Dog tænker jeg at erobre en saadan i Morgen – hvorom mere efter Ordenen. – Nu maae I, før I tager Bryllups Klæder paa, iføre Eder alskens Reysetøy, Kl: er henved 12, og vi maae forlade det kiære Tøyen (det er Løverd: 8de) og min kiære Kista og lille Johanne‹,› og begiv‹e› os paa Veyen. Det er høy Tiid, Føret er slet, og Frue Pavels, som vilde reyse hiemme fra Kl: 11, er vist langt i Forveyen – Det var hun. Førs‹t› imellem Sandvigen og Ravnsborg indhentede vi hende, og havde #vi da ogsaa lagt den værste Vey tilbage. Paa Ravnsborg mødte vi Procurator Sommerfeldt med sin unge Kone. Han var ogsaa i de forrige lykkelige Tider paa det glade Hovind med Børnene i Ferierne. Siden da saae jeg ham nu første Gang igien, og hine svundne Glæder stode levende for min Siæl. Han kiendte mig ikke strax. Vi vare begge blevne meget gamle, syntes jeg, i disse 4 Aar. Taarene stode det gode unge Menneske i Øynene naar han saae paa mig, og vi undgik at tale sammen saa meget muelig. Vi maatte drikke Caffe med det unge Par, og saa fortsatte de deres, vi vor Vey. De toge lige til Tøyen, hvor de vilde blive Søndag over, og giorde det mig ondt for min kiære ømme Kista, som havde foresadt sig at tilbringe den, ogsaa hende smertelige 9de Decbr hos sine Veninder, Madam Olsen og lille Zarine, som kunde og vilde deeltaget i hendes bittre Savn og Erindringer. Nu maatte hun vel blive hiemme, min Saras og min Kista – og græde sine Taare ene –

Hvor vennehuldt vi bleve modtagne, hvor godt alt var lavet for os af vor elskelige, alt overseende Maja, som bædre end nogen af alle de Qvinder og Mænd jeg har kiendt, veed at ordne og passe det ene i det andet, saa det er, som faldt det af sig selv, er ufornødent at sige Eder. Den sædvanlige Roe og Stilhed hærskede overalt, som om intet var paa færde, uagtet hele Huset Søndag blev fuldt af Logerende; og var vist ingen blandt os alle, som ved mindste Savn af vante Beqvæmmeligheder mærkede til at vi i dette ikke meget store Huus, vare ti a tolv Fremmede, og at Dagen efter skulde være et Selskab af over 50 Mennesker.

Søndagen, 9de var jeg meget syg, og meget beklæmt. Da kom fra Christiania vor snilde President, Hr Pavels, Døderlein, Secretair Ottesen, og en yngere Broder[.] Fra Porsgrund Fader Cappelens Stedfader, Aal fra Borrestad, og dennes Stedsøn Real Cappelen, et ungt Menneske Paust, og gamle Skipper Berg, om hvem vor Sally altiid sagde: «det er en sielden Skipper» –

Mandagen, den vigtige Dag, toge vi Husets Folk til Kirken Kl 11½, i vore Peltser, ogsaa Bruden i Pelts og Slør, saa velsignet vakker som jeg nogensinde havde seet hende. En hiertelig skiønnere Tale end denne Pavels’s Brudetale, hørte jeg aldrig. Den kom fra og gik til Hiertet. Og saa havde han et rigt Stof, og nyttede det. Han saae der for sig sin saa inderlig elskede mange Aars Medhielp og Broder, saa lykkelig, som Mennesket herneden, og med Haabet om heroven kan blive det. Faa Øyne bleve tørre.

Da vi kom hiem, gik det til Pyntingen – at det med nogle af Herrerne ‹g›ik til Bostonbordet, vil jeg ikke videre berøre, endnu mindre nævne de‹m.›

# Frue Pavels adskildte det lykkelige rørte Par, og førte Bruden til Toilettet, hvorfra hun gik festlig smykket i sin nydelige hvide Silkekiole, med en eneste blegrød Rose i sit brune Haar. Os alle hialp den forbindtlige Maja Pavels før hun tænkte paa sig selv; men vi vare alle postamenterede omkring i Visitværelset eller Storstuen, som vi Landsbyefolk kalder det, før de forfærdelig galante Mardamer indfandt sig. Saa mange Slæb og Blomster og Pærler og Smykker og Tyls Garneringer har jeg aldrig før seet paa et Sted. Det er over al Beskrivelse (i det mindste over den, som staaer i min Magt) hvor prægtige de vare alle i Hob. Hvor jeg gruede for den lange Bordsidden og hvad Sidemænd, Gud vilde tilføre mig. Men see! han indskiød Slotspræsten at prenumerere paa mig i Forveyen, og var han tilstæde i Nødens Tiid og rakte mig sin venskabelige høyre Arm. Ved min anden Side havde jeg den jovialske brave Fader Aal, nest ham min Lotta, nest Pavels Brudeparret, lige for mig min elskelige Maja Pavels, og saa var det altsammen saare godt. Hvordan kunde jeg ogsaa ellers holdt det ud til Kl: halv 8? thi før tog den trættende Bordsidden ingen Ende. Siden gik det med de fleste til Spillebordene som Skik og Brug medfører.

Ogsaa jeg tog Kort for at sidde hos Lotta og Slotspræstinden og slippe for at vaase med de stive Damer. Dog en af de første blandt disse, Madame Bang, var fierde Mand. Vi hævede det snart, og jeg har ikke i lang Tiid følt mig lettere om Hiertet, end da de sidste toge afsted. Nær havde jeg sagt med gamle Jalles – naragtige Ihukommelse – «Gud skee Lov de ere paa Dør, de kommer P-k-‹…› ikke igien i Morgen» – Men de fleste kom dog igien for at gratulere, Mandfolkene om Formiddagen, Fruentimmerne Eftermidd; dog det var en Overgang. Vor Thrina var saa peen i sin første Konemorgendragt, og baade den henrykte unge Ægtemand og jeg saae ugiærne, at hun ombyttede den til Middag. Men hvad modstaaer Etiqvettens henrivende Strøm?

«Men ubegribeligt er det os, Moer Koren, at Du ikke har nævnt Dine Egerbarn. De vare der dog vist.» Ney, mine Gode, de vare her ikke. Da Præsterne stedse har travlt til Julen, og vor Egerven ved sin forestaaende Kbhnstour dobbelt travlt, kunde han kun skiænke os en eneste Dag, og valgte han da hellere en anden, end den larmende Bryllupsdag. Tirsdag kom han, men ene, da Lisabarnet plagedes af Gigttandpine, og ey vovede sig ud. Ja vist var det godt, og vi fik megen deylig Musik og Sang; men i vor Roe var vi langt fra ikke. Vor gode Slotspræst maatte tilbage, da han i Gaar viede Frøken Rosenkrantz og Grev Knuth[.] #For ham giorde det mig dog ikke saa ondt, da han sad fængslet ved Bostonbordet, og det finder han overalt i Christiania igien; men vor kiære, vor hulde Maja rev sig nødig fra os, og det giorde de da begge. De havde saa giærne blevet – og hvem bliver ikke giærne her? – som vi havde beholdt dem. Seent kommer man altiid afsted ved slige Leyligheder, men det var dog alt for seent de toge bort, Kl 4½. Giid de ikke leed for ondt inden de naaede Byen i det slemme Føre.

Onsdag vare vi hiemme; men Visitterne strømmede som den forrige Dag ud og ind. Jeg var ikke ret frisk, som jeg længe ikke har været, og tilbragte megen Tiid heroppe paa vort Værelse, hvor nu Elisa Thorsteinson havde taget Frue Pavels’s Seng; men ogsaa hun, den i saa mange Henseender sieldne Pige forlod os i Gaar, og ere vi nu ene, Lotta og jeg paa det store Værelse med alle sine Senge. I Morgen tager ogsaa hun bort, og saa er jeg ene tilbage –

Var den nu ogsaa forbi, denne Dag! Vi skal til Bangs. Saa syg jeg er, Gud veed, jeg kan neppe orke at holde Pennen, tør jeg dog ikke andet, end tage did, da jeg engang før har været buden der, og da undskyldte mig, rigtig nok med mindre Grund end jeg havde i Dag, med Upasselighed. Men i Morgen, det gaae som det vil, bliver baade min velsignede Maja og jeg hiemme fra N: Omsteds, hvor vi alle ere budne, og skal vi da have det saa deyligt, haaber jeg. Var Presidentens blevet over, havde vi fulgt med, det forstaaer sig; thi Lotta vilde ikke reyst ene, hvad heller ikke vi havde nænt, hun skulde. Men hun har det godt, hun kommer hiem i Roe til sit hyggelige Tøyen, og Thrinabarnet har sin Real, og saa maae jo Maja og jeg ogsaa have det godt paa vort Viis –

At jeg har været mindre omstændelig end baade I, Elskede, og jeg ønsked‹e,› maae ey undres Eder, da her er liden Roe at faae. I Gaar – det har jeg glæmt – var Nella Borch her, og vi havde da meget at tale om, og saa gik det istaae med Skrivningen. Og der er mere fra i Gaar, jeg har glæmt. Min Moer C: bad Nella blive i vort Qvindelag. Alle Herrerne vare budne til gamle Mallings i Anledning af Bispens Nærværelse her ved en Skoleholder-Examen. Om Eftermidd: kom Jomfrue Ravert her, og blev her ogsaa. Vi sad’ i godt Lag med vort Arbeyde i den sorte Sopha, som I nok kiender, hvor der er saa godt, NB naar det lille runde Bord staaer foran den – og havde koset os med Kage og Syltetøy og et Glas af den deylige Miød, som ikke findes bædre i Odins Sahl – da #blev der en Tummel ude i Gangen, og ind buldrede unge Malling, Gram, og min vakre Lieut: Collet, alle i det perialskeste Lune af Verden, glade og støyende, dog alt inden Anstændigheds Grændser. Gik det en lille Smule uden for disse, var det mellem dem selv indbyrdes. Collet var lige tækkelig og sad roelig iblandt os Fruentimmer, og lod dem (hans Kammerater nemlig) giøre ved sig hvad de vilde. De heldte Miød i ham, drillede ham paa alle Sæt og Viis, men han blev sig selv liig, godlidende og tækkelig. Jomfr: Ravert, som ikke var ret frisk, listede sig bort og hiem, men vi andre loe og blev – Collet veed I jo er, som Lotta siger, en af mine Kanutter –

Saa meget om Gaarsdagen. – Ak, i Dag er det to Aar siden jeg kom hid med min Mand, mine Børn, flygtende for Døden, ønskende jeg kunde flygtet for mig selv, i Graven, i Dødens Arme, ak, til dem, de Bortgangne, til Roelighed, til Himlen – Og kunde jeg glæmme alt, Eders mageløse Ømhed, Eders hulde trøsterige utrættelige Omhu og den Kunst (som egne Lidelser allene kan lære det ædleste Hierte)(som … Hierte)] parentesbuene erstatter kommaer ved overskriving hvormed I vidste at binde de skiøre Traader, de alt bristefærdige, igien til Livet, vidste at give dem mere og mere Styrke – kunde jeg glæmme det, da maatte alle Gode, da maatte Gud glæmme mig. Ney, I Ædle! ney, min Maja, det glæmmer jeg aldrig –

TorsFredag 14de vor, min, Reals velsignede Thrinas Fødselsdag – Og Gud har hørt hvad jeg bad, hvad jeg i Dag to Aar bad, da Du sank grædende til den lidende Moderbarm, og jeg første Gang kaldte Dig min Thrinasara. Nu synker Du fra den ædleste Moder- og Faderbarm, fra de ømmeste Venneomfavnelse i den troefaste, lykkeligste Mages – Og Gud har hørt hvad jeg bad, naar Du, Maja, min Maja, tog den Synkende til Dit Bryst og sagde: «Ogsaa denne Kummer skal mildnes, min Moer Koren! mig kan du troe, dette Hierte som vilde forgaae i sin Smerte ligesom nu dit, det kan du troe. Læges kan de evig aldrig, de dybe Saar; men den voldsomme Brænden kan og vil og maae tage af – ellers slog jo ikke mit endnu» – da bad jeg: Lad hende, strænge, gode, vise Fader! lad hende i sin Enestes Lykke leve op igien til lyksalige Dage! – og han har hørt mig: Hun fant det Hierte, som var hendes værd, hun gav Dig en Søn, som fortiæner at kalde Dig Moder, Din Pedro Fader – Og ere I ikke alle mine, og Eders Lykke min, som min er Eders, som jeg er Eders Moer Koren?! –

De ere nu borte, det kiære kiære Presidentpar. Alle ere pyntede til at tage i Middagsselskab, kun ikke min Moer C: og jeg, som nu skulde havt det saa godt i vor Eenlighed, om jeg kun i Dag havde faaet Brev hiemme fra, som jeg saa vist ventede. Det har nedstemt mig meget. Da jeg stod heroppe og saae min troe Lotta tage bort, græd jeg, og længtes for første Gang efter, at forlade dette Huus. Paa Tøyen kunde de sagt mig noget hiemme fra, tænkte jeg, og nu skal #atter saa mange Dage gaae hen i Uvished. Min ømme Maja er nesten lige saa bedrøvet herover, som jeg, og derfor skal hun ikke mærke, om jeg kan skiule det, hvor nedslagen jeg er –

Hvordan Gaarsdagen gik? Aa, som alle saadanne Dage kan gaae. Stads og Prat og Æderie uden Ende. I dette sidste tager sikkert ingen Luen fra Mad: Bang, og derudpaa gaaer al hendes Digten og Tragten. Kunde den gaae ud paa noget uslere? Dog, «giver Keyserens det, Keyserens er, og Mad: Bang det, Madam Bangs er» – hun er unægtelig en flink, ordentlig Kone i sit Huus, der i alle Kroge er som et Dukkeskab i nyeste Smag. Og det giør dog ogsaa Øyet godt. Begge hendes gifte Døttre, Madam Omsted og Frue Smith, er tækkelige unge Koner, den sidste, Petronelle, især, som har et saa frit, godlidende Væsen, og er blandt de Bekiendtskaber jeg her har giort, et af de, jeg sætter meest Priis paa. Der var hos Bangs mange Danske: Doctor Mynster og hans Kone, et ret tækkeligt Par, Dajon og hans gamle bepærlede Frue, der dog for Resten denne Gang var rimelig i sin Pynt; en Jomfrue Stokfleth, Frue Fayes Syster, og Madam Rørbyes, i hvis Huus hun er. Smuk var hun ikke, men ret net, kun, syntes mig, noget for frisk – Doctor Heyberg og jeg. Blandt de Mennesker, jeg saae der første Gang, var for Resten intet mærkeligt.

Deels fordi jeg virkelig ikke var vel, deels fordi jeg i Dag ikke vilde være vel, havde jeg bedt min elskelige Maja tage tidlig hiem. Lottamoer fulgte os, og begge takkede mig Ære og Godt, da vi vare i vor Roe igien, og i vor Seng Kl 10½ – En Søstersøn af Fader Cappelen, Diderich Jørgensen, var kommet op fra Kbhn, og havde medbragt, troede vi, mange Bøger – en nye Grund til at skynde os hiem fra Bangs. Men de vare opsendte fra Schubote, og blot, paa en eller to nær, ubetydelige Piecer. Af Jørgensens gode Smag vidste vi nok, vi kunde ventet os noget andet –

Nu var mit Thrinabarn her i al sin Pomp, men kunde ikke, sagde hun, holde sig fra lidt Avindsyge over begge Morerne sine, som ‹s›kulde have det saa ønskeligt her hiemme. Hun maae yde Sædvanen sin Ret, der er ikke andet for. At jeg ved Bordet i Gaar sad saa deyligt som nogensinde, mellem den kiære Real, som tog mig tilbords, og min Moer Cappelen, maae I ogsaa vide. Lottamoer var ogsaa i samme Naboelav, og den unge Mand var reent overgiven, saa den lange Bordsidden #gik i en Snup. Det var alt det, Thrina kunde holde hans hvide galloperende Hest i Tømme. Men der var ogsaa megen Anledning det veed Gud. Den bemeldte hvide Hest fik Sporen uophørlig i Siden. Maaskee falder mig siden og ved bædre Mag meget ind, som jeg nu glider over, men som paa det kiære eensformige Hovind skal være godt aa ha at tage til, naar Stoffet til Journalen bliver for tørt eller gaaer reent op. –

Løverdag 15de En saadan Dag som i Gaar, havde vi ikke giort os Regning paa i denne tummultariske Tiid, min elskede Maja og jeg. Da de alle vare borte, og vi havde spiist, vi To og lille Sophie Pechel ene tilbords, gik vi herop, og tog os en ret alvorlig Middagsøvn. Da vi vaagnede var det bælmørkt; men liden Sophie havde det lyst og varmt til os dernede, og en qvægende Kop Caffe. Saa læste, saa snakkede vi, og læste mere i hinandens inderste Lønkamre end i de aabne Bøger, som laae for os. «Havde jeg nu kun faaet et Brev hiemme fra, saa var denne Aften ganske som jeg ønskede det!» sukkede jeg. Maja gik et Øyeblik ud, og ned fra Contoiret kom en af Betiænterne, og i hans Haand et Brev, og dette Brev, efterglæmt paa Posthuset, var til mig, var fra min velsignede Koren og min hulde Maja, og selv fra søde Lina nogle Linier. Det var langt mere, end jeg torde ventet – i denne travle Tingtiid et langt Brev fra min Koren. Men naar fandt han ikke Tiid til at glæde sin Christiane? Det gik, som jeg troede: Føret allene var Skyld i, han ikke kom, den Gode, og med al hans ugrændsede Hengivenhed i Skiæbnens Styrelse, fandt han sig ogsaa heri, skiøndt han havde, siger han, barnlig glædet sig til at overraske os, og at see sin elskede Thrinasara Brud – Det skulde ikke være – og fuldkomment skal herneden intet være – derfor maatte min Glæde i Gaar ogsaa tempereres ved Tanken om den arme Frue Wærners Lidelser. Hendes Mand ligger endnu ligedan, og sikkert er det den dødbringende Nærvefeber, som langsom udtærer hans Livskraft. Det er en sørgelig Forestilling, som blander sig i alle mine lysere, og fordunkler dem – Dog drak vi vor elskede Thrinabarns Skaal i Mallaga, og klinkede, og har neppe Maja studeret mere til Bryllupsdagsretterne, end til hvad #vi Tre denne velsignede Aften skulde kose os med: thi tracterede vi os med Kiødkager, Æblegrød og Fløde, og, som alt skrevet staaer, med den søde Mallaga. Saaledes styrket oppebiede vi vore Giæstererende, som ikke havde havt det nær saa behageligt som vi; ja for første Gang opdagede jeg et lidet Glimt af Misundelse – dog fye, bort med dette her saa upassende Ord – af Misnøye da, hos vor Thrina, ikke fordi vi havde havt det saa deyligt – hvad godt og deyligt undte hun ikke giærne begge Morerne sine? – men fordi hun ikke kunde deelt denne herlige Dag og Aften med os.

I Aften skal jeg til Nellamoer, og det var Synd at nægte hende denne Begiæring; men jeg blev dog hellere hiemme, især da den tækkelige Hanna Strøm er her, som jeg holder saa meget af, og som fortiæner saa ganske at være min Sarathrinas kiæreste Ungdomsveninde. I Morgen gaaer det til Eger med Maja og mig. De Unge skal i Kirken, og siden begynde de talløse Afskedsvisitter. Længe bliver ikke vort Ophold paa Eger, da vi maae hiem samme Qvel, fordi min Moer C: til den forestaaende Reyse med Dotter si, har meget at ordne og tage vare. Dog did maatte jeg, da Gud veed, naar vi nu sees igien. Før Sommeren bliver det ikke, da de strax over Nytaar tiltræder deres Kbhnsreyse –

Mandag 17de Inderlig Tak for i Gaar, mine elskede Egerbørn! O at vi maatte saaledes, roelige og tilfreds, samles igien, at Eders Kbhnstour denne Gang maatte i alle Henseender blive saa behagelig nu, som den sidst var det Modsatte. Med et bædre Ønske kan jeg ikke ledsage min gientagne Tak for al Eders Kiærlighed og Godhed. Og Gud vil vist høre det og bønhøre det.

Ved Middagstide kom vi til Præstgrd: Veyr og Føre stemmede med alt det øvrige for at giøre os vor Tour behagelig. Kun maatte vi ved Sundet lade Hestene spende fra og Slæderne trække over, da man sagde os, Isen var svag. Men det var da en føye Sag.

En Stund efter os, kom Madam Heber og hendes Søster, og imens vi ‹v›entede Hr Heber fra et af Anexerne, kortedes den kun alt for korte Tiid ved Læsning, Samtale, og Musik. Blandt de fra Schubote til Faer Cappelen opsendte Bøger, var en lille Piece, benamset Perleschnur, en høyst passelig Tittel, da dens hele Indhold #er korte Uddrag af de fortrinligste tydske Digtere, altsaa lutter ædle Pærler, ligesom paa en Snoer. Den tog vi med, og bad Provsten udlede os de beste og skiønneste Pærler af nogle, vi havde med os. «Pærler? Hvad jeg forstaaer jeg mig paa saadant?» tog han til orde, men udfandt i en Hast den rette Mening.

Og saa var Dagen forsvunden, og Aftenen, og Kl: halvti, og vi maatte tænke paa de to Mile der adskiller Eger og Strømsøe – som vi saa ofte har fundet at være for langt Skillerum, og som dog kun er en kort Spadsertour mod det nu forestaaende. Det er kun alt for sandt, at intet uden Savn lærer os ret at sætte Priis paa Livets høyeste Goder. I den lykkelige Barndom nyder vi de Goder, Øyeblikket skiænker os, uden at disse forbittres ved Savn eller Anger. Derfor ere vi saa lykkelige ved at hensætte os i denne Uskylds, Glædens Alder, derfor blive vi saa lykkelige naar den hisset skal forherliget, luttret, fornyes, derfor heder det: «Uden I blive som disse – o.s.v. –

Jeg kom til at sidde saa godt indpakket, og sagde til Aslak: «Vælt mig nu ikke, saa jeg kommer ud af mine Folder» – Det har vel ingen Fare, mente han, og neppe var jeg forbi Kirken, saa giorde Gulen et Kast tilsiden, og Madamen laae smukt og tog i Sneen Maal af Siælens Frakke, og havde Stræb nok for at komme i nogenlunde Orden igien. Min Maja blev mere bange end jeg, og vilde vi skulde vendt om igien til Præstegrd: men det lykkedes mig at beroelige hende, og vi fortsatte vor Vey, bleve atter trukne over Sundet, og var i mindre end to Timer, og før jeg troede os stort over Halvveys, i vort kiære Hiem. Fader Cappelen var alt kommet tilbage fra sit Ejdsfoss, og laae i sin søde Søvn, hvorfor min Maja for ey at afbryde den eller forstyrre ham, kom herop til mig, og tog en af de tomme Senge i Besiddelse (Beliggelse skulde det vel hede) og snakkede vi os da i roelig Slummer, saa tryg paa min Side, at jeg ikke engang hørte, hun i Morges listede sig ned af Løntrappen herfra til hendes Sovekammer.

«Men Løverdagaften har du jo sprunget reent over, Moer vor!» Ja, I regne det ikke saa nøye med mig, mine Elskede, om jeg imellem giør nogle Spring, og fører Eder frem og tilbage. Følg nu med mig til Borches, og jeg vil underholde Eder der saa godt jeg kan. Da jeg kom ‹…›teksttap grunnet skade på siden ‹der› ingen uden en Madam Broch, som saae vredladen ud og var ‹ret› ‹…›teksttap grunnet skade på siden #heller ikke fornøyelig. Men des blidere var min gode Nella og hendes Borch og hans gamle Moder, som ikke vidste, hvor godt de vilde giøre det for mig. Jeg foresatte mig derfor, at være lige bli lell om saa det ventede Selskab giorde mig ligesaa lidt lykkelig (som Ottosen siger) som den mørkladne Madame. De kom lidt efter lidt, en Kiøbmand Henningsen, en reen Bulderbasse, og hans Kone, en jævn, lys lille Tuppe, Proctr Reich med hans ret vakre, godlidende Hustroe, og med dem en Jomfr: Hellesen, Reichs Søsterdatter, som lignede vor Sally B: saa meget, som Søstre sielden ligner hinanden. Især var denne Lighed skuffende naar hun sad stille og saae hen for sig. Kun var hun noget fyldigere, og som det lod, overmaade munter. Men holde af de kiære kiendte Træk maatte jeg og maae jeg, hvordan Pigen end er for Resten. Doctor Mynster og Kone var der ogsaa, og min gamle Postmester Smith, med hvem jeg især underholdt mig, da jeg havde udholdt en Times Styrvolt med Mardamerne. Det er, som I nok veed, en af mine Grundsætninger at skikke mig efter Omstændighederne, hvor disse ikke vil rette sig, ikke kan rette sig efter mig. Og derved har jeg fundet mig ret vel. Og skulde man ikke taale et Par Timers Selvfornægtelse, især naar man derved kan bidrage til andres Fornøyelse, og til saadannes, som giærne vil fornøye os? – Nella har det meget net, godt og beqvæmt, og er sikkert lykkeligere, end jeg engang torde haabe, hun skulde blive –

Men nu falder Mørket saa stærkt paa, at jeg neppe seer at sige Eder, mine Dyrebare, Farvel fra Strømsøe – Der er Nella ogsaa – Farvel! Farvel!

Tøyen

Onsdag 19de Mandagaften tilbragte vi ganske i vor søde Roe, da min elskede Maja havde tilendebragt sine mangehaande Sysler, Indpakning, Husets Ordning etc – og det unge Par sine Visitter. Kl 10½ vare vi reysefærdige Tirsdag eller i Gaar Morges. Om Thrinas og hendes Moders Taare, med hvilke de fleste Tilstædeværendes blandede sig, siger jeg Eder intet. ‹Hv›em iblandt os kan ikke tænke sig denne Moders og Datters #Afskeed! Gud være lovet, at vi kan det! Faa Døttre forlade et saadant Hiem, en saadan Moder og Fader; og hun fortiænte det og dem. Men heller ikke kan nogen Brud gaae tryggere ved troefast Ømheds Haand sin qvindelige Bestemmelse imøde. Ja, min elskede Thrinasara! Kiærlighed og Ømhed skal omgive Dig alle Dit Lives Dage. Endnu lever Du jo ligesom under de ædle Forældres Øyne, og Datterens og Hustroens Pligter smelte saa i hinanden, at Du ikke veed, hvilke der ere Dig de kiæreste, de helligste. Det, selv under de blideste Udsigter til ægteskabeligt Held dog haardtklingende: «Du skal forlade Fader og Moder og følge din Mand» – taber sin tilsyneladende og tidt virkelige Haardhed: Du forlader dem ikke, de ikke Dig. Ofte, og hver Gang gladere, seer Du ved Din Vens Haand det dyrebare Hiem igien, ofte, og hver Gang gladere, see De deres Børn, seer dem kappende om at bevise og bevidne dem deres taknemmelige Kiærlighed som deres Lykke – Seer I, mine Elskelige, nu førte jeg Eder giærne med et Spring fra Strømsøe til det unge Ægtepars Boelig. Men I ere vante til at føres Skridtviis i disse Blade, og saa I maae I forene Eder med os, som i 6 Slæder fore ud af Gaarden, og bleve alt flere og flere, og tilsidst – ja jeg veed ikke hvor mange. Endnu mange havde foresadt sig at ledsage det kiære Thrinabarn til Gillebek; men vi vare nok tidligere ude, end de havde formodet. At min raske Lieutnant Collet ogsaa var af Følget, forstaaer sig. Imidlertiid opholdte vi os ikke længe paa Gillebek, og giorde Afskeden der saa kort som mueligt. Fader Cappelen der med lille Sophie sin Broder og gamle Berg havde fulgt did, forlod os der, og nu vare vi blot tre Slæder, de Unge sammen i een, min Maja og jeg i hver sin. Paa Ravnsborg maatte vi puste længere for Gulens Skyld (jeg allene havde min egen Hest) og her vilde Moer Maja vi skulde drikke Caffe, der smagte deylig, og gleed ned under Spøg og Munterhed, da Hr Real var saa velsignet lustig, at vi alle bleve det med ham. Den unge ‹blide› ‹Vertinde› bidrog og‹sa›a sit til vor Underholdning, da h‹un›teksttap i siste linje grunnet skade på siden #i fuld Fortroelighed viste os sin nye hiemmevævede Seng, sine Vinduesgardiner, og udbad sig vor Mening om alt dette, som man ret saae, giorde hende meget lykkelig. Og I kan nok troe, at vi fandt det altsammen smukt og rosværdigt, og vilde fundet det saa i hvordan det havde været: thi hvem kunde nænne at forstyrre en saa uskyldig Glæde? Vee den, som kunde det. Og vi følte os jo desuden selv saa tilfredse og lykkelige, og vilde, at hele Verden havde været det som vi. Derfor contrasterede det saa med vor Stemning hvad man her fortalte os, at Engelsmanden var faldt ind i Christiansand, og at mange Melitaire var paa Marschen did. Her var bestilt Skyds for en Mængde baade til den og følgende Dag, og vi mødte dem rigtig nok flokkeviis med Sang og Hurraraab, da vi kom ind mod Byen. Men deres Bestemmelse skal være noget ganske andet, hvorom jeg dog endnu ingen ret Idee har, og altsaa ey vil tale mere om for det første.

Endelig vare vi i det kiære unge Pars Boelig, hvor alt hvad beqvæmt, nydeligt og smagfuldt er fra alle Sider smilede os imøde, hvor alt behagede Øyet og giorde Hiertet godt, hvor de taknemmelige glade Børn laae i den rørte lykkelige Moders Arme, og ogsaa i mine – thi de ere jo ogsaa mine Børn –

Deyligere har aldrig nogen Thee smagt end den, vor Thrina skiænkede for os. Siden kom ogsaa først min Lotta, saa hendes Lawsonmand. Det var, som jeg ikke havde seet Lottamoer i lang Tiid, og jeg havde tusind Ting at fortælle hende. Ak, men da hun tog sin Pelts og Hat af, og jeg saae hende sørgeklædt, faldt det smerteligt paa mit Hierte, og hun behøvede ikke at sige mig for hvem hun bar Sørgedragt. Den gode, saa almindelig elskede Borneman Bull (Apotheker i Bergen) døde den 3die Decbr efter langt Sygeleye. Som Mand, Fader, Broder og Ven vil han savnes bitterligt, og neppe bittrere af nogen, end af vor ædle Stiftamtmand, som havde og var denne Broder saa kiær, som seer sig saaledes berøvet den ene af sine Alderdoms Støtter efter den anden; men som under alle de haarde Slag bliver ‹sig›teksttap grunnet avrevet hjørne selv liig, taber ikke sin Siælsblidhed, sin fromme Hengivenhed #i Alstyrerens Villie. Her hiemme læste jeg med hede Taare hans Brev til den dybtmedsørgende Broder. I hver Linie gienkiendte jeg ham. Til mig laae her Brev fra den elskværdige lille Dolly som ikke beklager sig selv eller sin Moder saa meget, som den elskede Pleyefader. Gud trøste og styrke dem Alle!

Torsdag 20de Jeg skyder, som I seer, ikke mange Miles Fart i Vagten. I Gaar blev jeg afbrudt af Frue Lotta, som halvpyntet kom og fortalte mig, det var høy Tiid at tænke paa min Paaklædning. Vi skulde alle, maae I vide, i Middagsselskab hos Slotspræsten. Dog maae I, før vi følges ad did, først spise til Aftens hos den unge Præstekone, og saa følge med Presidentparret og mig her hiem til mit hyggelige Tøyen, til min troefaste Kista, og liden Hanna, som saa hiertelig glade modtoge mig. Vor kiære President er saa stille, og skiøndt han efter sin sædvanlige Viis intet nævner om sin Sorg, staaer den dog tydelig præget paa hans Aasyn og er kiendelig i hans hele Væsen for den der kiender ham saa nøye som jeg. «Saa falder det ene Led af efter det andet af den Kiæde som binder os til Livet og hinanden, og jo mindre Kredsen bliver, jo tættere slutter de overblevne Led sig sammen» – Det er Sandhed. Ak men «Vee den sidste Arme, som skal vandre venneløs igiennem Livets Ørk» –

Eftermiddag Aftenen og Mørket stunder til, og endnu har jeg intet fortalt Eder om Gaarsdagen. Den var ret fornøyelig, som det altiid er og maae være fornøyeligt hos det i saa mange Henseender sieldne Slotspræstpar. Maja er en huld Værtinde og hendes Pavels en opmærksommere Vært end man ved løst Bekiendtskab til ham skulde troe, som man overalt maae kiende hans hele retskafne Indvortes og hans lyse Aand for at oversee smaae Ubehielpeligheder i det Udvortes, og en lille Vrippenhed, som ved en mindre bliid og klog Kones Side vilde falde mer i Øynene; men som man deels herved, deels ved saa mange Siæls Fortrin (naar man har Sands for disse) bringes til at glæmme. Der var da os alle herfra, min Maja C, det unge Præstepar, mi‹n› kiære Rasmussen med sin unge stille, tækkelige Hustroe, der vi‹st› ogsaa er blandt de Mennesker, som vinder ved at kiendes nøyere ‹og› hvis blide Qvindelighed man selv ved første Blik ikke kan miskien‹de›

#De andre vare Døderlein og Kone, Mad: Juel, Capitajn Widdings, Lieut: Birk – Ja, nu troer jeg vi har dem Alle – ney, endnu rester den snilde Edvard Munk, den lykkelige Fader, hvis Sophie har skiænket ham en Søn i disse Dage, og Madam Wulfsberg – Da vi havde drukket Caffe, tog min Maja C, Mad: Rasmussen, Mad: Wulfsberg og Frue Widing paa Comedie; Lotta, Lawsonmand og jeg i Visitter, men bleve kun modtagne hos Rosteds og Madam Munk. Det var et behageligt Syn, og er vel det skiønneste paa Jorden (jeg i det mindste kiender intet skiønnere) at see den unge glade Moder med sin Førstefødte i Armen, den unge henrykte Fader med de brændende Øyne heftede paa de dyrebare Gienstande, hans hele Alt i Livet – Denne Naturens uforvanskede Datter laae rød og hviid, frisk og munter, som havde hun blot lagt sig til Middagshvile med sin lille Yndling. Han var samme Dag døbt af vor kiære Real, og var dette hans første præstelige Forretning som Ægtemand – og neppe kunde nogen været ham kiærere end at døbe sin beste Vens, sin Edvards Førstefødte, at være Vidne til dette unge Pars Fader- og Moderfryd, den reneste, helligste af al jordisk Fryd. Og sikkert, min Real, sikkert fyldte søde Ahnelser under den hellige Forretning Deres eget Hierte, som Gud ogsaa vil skiænke denne Lykke, den eneste, der endnu er Dem ubekiendt.

Fredag 21de (Fortsættelse) Vi fandt Rosteds ganske ene, ham ved sit Skriverbord omgivet af de syslende Fruentimmer. Den brave, agtværdige Mand er ældedes meget, og man sporer alt for tydeligt, at det overvættes Arbeyde kieder og trætter ham. Og det er intet Under. Han havde ogsaa været syg og var endnu forkiølet. Frue Rosted var ganske som i de gode gamle Dage, og Lottamoer og jeg (Presidenten udholdt ikke hele Touren og forlod os paa Halvveyen) sad der en god Stund, og havde giærne ‹s›adt der længere – Min Moer Cappelen havde fornøyet sig paa Comedien (Henrich den femtes Ungdom) hvor Carlsen især, som Vært, skal spille mesterlig. Madam Wulfsberg var ret lustig #og er hun go aa ha naar Conversationen ligesom vil til at gaae istaae, som dog tidt hender i blandet, ogsaa det beste Selskab. Naar hun fik sin Mand op, vidste hun ikke rigtig, dog troede hun først i neste Maaned. Giid han da bragte mig noget fra Eder, I Elskede dernede, fra hvem jeg saa længe intet har hørt.

At jeg i Gaar afbrød saa pludselig var ikke Mørkets Skyld, men jeg fik saa ondt, at jeg maatte lægge mig. I en lille Slummer gik det over, og vi tilbragte Aftenen i fortroelig Snak, dog meest Lotta og jeg paa min vor egen Haand, da Kista havde lidt af hvert at sysle med til i Dag, her skal være Middagsselskab, og Hanna gik fra og til.

I Dag ventede jeg nesten med Vished min Koren, og ganske sikkert Jes. Men ingen af dem kom, kun Lunde, som bragte mig en Jeremiade fra min stakkels Maja der er i stoer Uroe over, intet at have hørt fra mig siden jeg tog hiemme fra. Dog har jeg skrevet to Breve fra Strømsøe, men som Postmesteren har fundet for godt, at sende hid igien – Gud veed hvorfor – og ligger det ene her endnu, det andet haaber jeg dog de faaer i Dag, de gode Velsignede. Siden Onsdag har de ventet mig, skriver hun; da jeg ikke troede, Opholdet paa Strømsøe skulde blevet saa langt, lovede jeg da at være hiemme, og nu kan jeg tænke mig deres Bekymring over intet at see eller høre fra deres kiære Moer Koren. Gud skee Lov, at de alle ere friske, at alt er vel, og at ogsaa Werner er i Bædring – og endnu engang Gud skee Lov, at jeg i Morgen skal omfavne dem alle, min Siæls Elskede!

At Selskabet her i Dag er for vor dyrebare Moer C: og hendes Børn, har I alt sagt Eder selv. I Gaar vare de i Barselgilde hos W: Egeberg, hvor ogsaa Fader Pedro var, for at staae Fadder til en efter ham opkaldt Dreng. Men han er alt i Dag faret ad Strømsøe til, og kunde ikke blive over alle Presidentens Bønner uagtet. Han har et afskyeligt Veyr i Dag. Men hvad agter han sligt? Det er slemt for de Hidventede. Og nu tager jeg Afskeed fra Eder, Elskelige, he‹r› og fra Tøyen. Tidlig i Morgen gaaer det ad Hiemmet til.

Hovind.

#«Vær velkommen igien til dit kiære Hiem, vor Moer Koren!» istæmmer I, det veed jeg, af ganske Hierte med de andre mine Elskelige her, som omringede mig med Kiærtegn, Klynken over min lange Udeblivelse, og smaae venlige Bebreydelser, der nesten vare mig saa kiære som Kiærtegnene, og var jo i sig selv heller ikke andet. Skriveren lod længe vente paa sig, og vilde giærne affecteret lidt stræng Alvorlighed; men hans til al Forstillelse uduelige Ansigt, røbede ham strax, i hvor længe han havde sadt det i Lave. Dog forsikrer han, at var jeg ikke kommet i Gaar, var han i Dag reyst bort og blevet borte hele Julen. Mon det havde været ham mueligt? Jeg troer det ikke: For at straffe mig havde han begaaet en Uretfærdighed mod sig selv og sine Børn og Husgesinde, og uretfærdig kan han ikke være. Men det var altsammen den uefterrettelige Postgangs Skyld, det indseer nu han og de Alle, og saa snart det kom til Erklæring, var alting godt.

Jeg forlod Tøyen – «Ja i Gaar, det veed vi. Men husk paa, at du skylder os Regnskab for Fredagen» – Det er sandt. Nu da. Det var Middagsselskab, har jeg sagt Eder, og var der Bispen med sin Dame, sin ældste Søn og mellemste Frøken-Datter-Pauline, forsviret af forrige Nats Ball hos Rosenkrantz’s (som havde været stort og overmaade brillant, og det allerførste Ball i det Huus) kom først om Aftenen. Etatsraad Falbe (som forlod Selskabet tidlig, og før Frøken Pauline kom, formodentlig for at tilbringe Aftenen hos sin nye Donna) Grüner og hans ret tækkelige, meget muntre Kone (J: C: Smiths Datter) min gode Slotspræst og hans sieldne Hustroe, Edward Munk, alle tre Jomfrue Wolderne og Agathe Messel, Døderlein og Kone, Doctor Garman, det forstyrrede Menneske – og saa min velsignede Maja C: og hendes og mine elskede Børn – ja, og Secretair Ottesen, og hans Kiæreste, Jomfrue Riis, og den nye Skolelærer, Kiærs‹g›aard, som jeg saae første Gang, og talte meget med om mine Elskede # i Kbhn, fra hvem han havde bragt mig Brev da han kom herop. Et meget behageligt ungt Menneske. Og, af en saadan Dag at være, en meget behagelig Dag, i Kredsen af saa mange Dyrebare. End behageligere blev den mig ved Lundes Ankomst, som bragte mig Brev fra min hulde Maja Koren og Tidender hiemme fra, Gud skee Lov lutter gode; men betog mig tillige Haabet om at see min Koren og Jes den Dag, som jeg havde ventet og var skeet, om hiint Postvilderede ikke havde været. Det var ogsaa Skyld i, at jeg maatte reyse ene hiem i Gaar, og at min Kista, Zarina og Hanna Bull nu først kommer i Morgen. Kl: 5 i Morges tog Jes ind efter dem. –

Min kiærlige Lotta frietog mig for at spille, og fik Bispinden sit Tresetpartie med Jomfr: Wold, Kiærsgaard, og den gale Doctr Garman, der ret synes forsætlig at giøre sig til Nar i den troeskyldige Mening derved at behage Selskabet. Det giorde mig sandelig ondt for ham som Menneske og Præst. Maja Pavels blev nødt i en Boston, hvorved dog vor gode Real afløste hende lidt, og greb jeg disse Øyeblik for at smaaesnakke med hende. Ved Spillebordet giorde jeg ellers Sammenligning mellem hende og Madame Grüner (Presidenten og Døderlein vare de andre Medspillende) hvis hele Tanke var ved Kortet, skiøndt uden al vanzirende Lidenskabelighed; og bekræftede denne Sammenligning min før faste Overbevisning: at mit Kiøn aldrig staaer lettere Fare for at tabe det skiønne qvindelige Præg, som allene berettiger det til det smigrende Navn: det Smukke Kiøn – end ved Spillebordet. Allene den spendte Opmærksomhed paa de stygge malede Blade hvorved de drages ganske fra al Deeltagelse i hvad der foregaaer omkring dem, er, synes mig, upassende for Qvinden i hvis Charakter Naturen har lagt Deeltagelse og Opmærksomhed i og med alt hvad der omgiver dem. Mad: Grüner saae jeg allesteds hellere end ved Spillebordet, min Frue Pavels ligesaa giærne der som ellers, fordi man tydelig saae, hun sad der ugiærne. Jeg seer aldrig Fruentimmer spille uden at tænke paa Stolbergs:

«Et Blik, hun ængstelig slog ned paa Kortet,
Har røvet hende Cleons Siæl for evig –»

#Ney, ingen god og klog Mand betroer sit Livs Held i en Spillerskes Hænder. Dog være dette langt fra sagt i Hensyn til den godmodige Madame Grüner, som vist ikke giør Spil til sin Hovedsyssel, eller elsker det med Lidenskab.

Min Moer Cappelen, som vilde tage tidlig hiem, da hun ligesom jeg skulde reyse Dagen efter, slap ogsaa at spille. Før vi spiste om Aftenen tog hun bort med Barna sine, og i Gaar, paa samme Tiid som jeg ilede til mine, forlod hun sine. Gode, dyrebare Veninde, paa min Hiemvey tænkte jeg ofte paa Dig, og en af mine første Tanker da jeg vaagnede i Morges var Din Opvaagnen i Dit Hiem, hvor Du nu savner og for Fremtiden skal savne Dit elskede Barn. Men Du veed hende saa lykkelig i Kiærligheds og Venskabs Arme. Det forsødede Dig i Gaar det tunge Farvel, det har i Dag styrket Dig til at bære Dit Savn; det vil være den anden Tanke i Din og Din Pedros Siæl, naar den første er, at I nu ere allene. Og Gud skee Lov, at I har hende saa nær, at I, naar Længslen bliver Eders Hierter for stærk, kan ile i de elskede elskende Børns Arme –

Og hav nu Tak for de mange lykkelige Timer vi delede, og de milde Taare, min Maja, Du i Dag 14 Dage, Saras Dødsdag, blandede med mine. Ja, vore ved Sorg og Glæder sammenknyttede Hierter adskiller ikke Tidens, ikke Dødens Haand – Heller ikke vore, min Lotta, Du hvis vemodsfulde Blik fulgte mig saa ømt hvert Skridt jeg gik, og søgte mig overalt – Heller ikke vore, min Kista, Du i hvis Hierte min Saras og Vilhelms Minde er præget med uovervindelig Smerte. Ney, I Elskelige Alle fjærn og nær, I som engang ere bundne til mit som mit til Eders Hierter! Dødens Engel sønderriver ikke de hellige Baand han løser dem kun her, at Livets Engel hisset skal binde dem for Evigheden –

Men hav nu Tak for alle disse Dager og Timer, Fader Cappelen ‹o›g min Maja, Fader Bull og min Lotta! Haver alle Tak, I Gode, og Fred være med Eder!

#Juleaftens Morgen Nu er min Jes vel allerede langt paa Hiemveyen med sine Jomfruer. Solen smiler for første Gang i mange Dage, smiler til deres Glæde og til vor. Alle seer de Kommende glade imøde, men ingen gladere end min Maja. Hun har i Dag, som sædvanlig, været oppe og i Husarbeyde siden Kl 5, og det er fast utroeligt, hvor meget hun har faaet færdigt imens jeg var borte. Alle 5 Jomfruerne mine skal i Aften smykke sig med nyesyede Hværkens Kiortler som dog ikke ere hiemmevævede, da det ikke kunde blive færdigt til Julen, og den gode Skriver derfor har faaet, ved Hertels Hielp, kiøbt dem «noget saa længe», og faaer de da derved to istæden for een[.] De andre faaer da blive Paaskekioler. «Men du kan troe, siger Lina, at de bliver penere» – formodentlig fordi hun selv har spundet Indslætten til sin. Det er ogsaa en ret færm lille Tøs. Kaja gaaer dem alle tilhaande, og er som en Viol.

Gud give, beste Lottamoer, Du nu fik i Sinde at følge med ud i Dag. Det er ligesom det ahner mig, da Veyret er saa godt. Jeg veed Du kommer giærne, om Du kan, og kommer sikkert engang i Julen. Nu, det er ogsaa godt at have noget tilgode. Fabritius kom i Gaar fra Kbhn, bragte mig nogle Bøger og mange venlige Hilsener fra mine Elskede dernede, men intet Brev. Det var lidt haardt, dog faaer Puus taale det, og vente, at Justitsrd Wexels, som ogsaa nu skal være underveys, dog vel har noget til mig fra Døttrene mine. Lieut: P. Anker, med hvem Fabritius fulgte op, skal ogsaa, siger F: have en lille Pakke og et Brev til mig fra min gode sønligtroe Bergh. Det tør de maaskee bringe med sig i Dag.

Paa Hiemveyen hid, kom Frue Leganger efter mig. Hun havde været i Byen for at see sin Datter, Frue Wratz, der er kommet op med sine tre søde smaae Børn, men som ikke kunde følge med Moderen til den ventende Fader, da et af Børnene var blevet upasselig, formodentlig efter Reysen. Gud lade ikke hendes Giensamlings Glæder forbittres saa smerteligt, som Frue L: frygtede for. Denne unge smukke Kone er almindelig elsket og agtet af alle som i den senere Tiid omgaaes hende –

# Paa Moe var, da jeg kom der, en ung Officer med sin Kone og et andet ungt Menneske, formodentlig Fruens Broder. De vare alle danske, og havde kun været her, hørte jeg, et halv Aar. Da de spurgte mig, om jeg ogsaa nyelig var kommet fra ‹Dan›mark,teksttap i margen på hele denne siden blev jeg ret glad over, at mit Modersmaal endnu l‹od› dem formode sligt. De vilde ikke troe, jeg havde været 23 ‹Aar› i Norge. Jeg sagde dem mit Navn, og tænkte de skulde gi‹øre› det samme, men det lod de være, og alt hvad jeg veed er, a‹t› de toge til Hedemarken og til en Gaard der, heed Sandvol‹d› Den unge, mindre end smukke Kone, som var i høystvelsigne‹de› Omstændigheder, fandt sig meget P brydt med den her nødvenddige Indpakning (og deri kiendte jeg mig selv igien) og kunde s‹…› ingen Rede hitte deri. «Min Kyse taer jeg ikke paa før jeg er k‹om›met i Vognen» – sagde hun. «Der kommer De ikke hastig» sagde jeg smilende over denne sande Danisme. «Ney, jeg meente i Kanen» svarede hun, og nu maatte jeg tvinge mig, for ikke at smile igien[.] Saa har vel mange smilet over den unge Skrivermadam, da hun kom først herop. Dog, i Omgang nesten fra min Barndom med Norges Sønner og et Par af dets Døttre, var jeg halv naturaliseret før jeg kom hid. Gud give alle mine Landsmændinder, som forlader sin elskede Kreds og sit Fødeland, saadan Modtagelse som jeg fandt, saadanne Venner som jeg har fundet. Og søger de og stræber de at fortiæne det, sandelig, i Norriges Land søger de det ikke forgiæves, i dette vort dyrebare andet Fædreland –

«Hvem mon det var?» spurgte jeg, da de vare reyste, den snaksomme Vertinde som bragte mig min Caffe (hvortil Tøyen Hvedebrødet smagte delicat) «Aa det var Jydefolk» svarede hun, og vidste ikke mere. Under denne Benævnelse hørte jeg dem ogsaa tale om mig, ja selv om min Bergenser, da vi kom herop, og blev sommetider lidt stødt, men tænkte p saa igi‹en›

«Vi er – desværre,
Jo alle Jyder for vor Herre.» –

Første Juledag.

#Gud give os alle en glædelig Fest!

Mine glade Ahnelser i Gaar skuffede mig meget. Min gode Lotta blev hiemme hos sin ikke friske President, og min Kista kunde ingen Fornøyelse havt af, under disse Omstændigheder at forlade det Huus, hun er og vel maae være saa hiertelig hengiven. Der kom altsaa ikke flere end lille Zarinchen og Hanna Bull, og hvor inderlig velkomne de vare, kunde jeg dog ikke strax vise dem det, saa mismodig blev jeg ved at see min Forventning saaledes slaae feyl. Dog fattede jeg mig snarere end Børnene – Maria kunde neppe holde sine Taare tilbage. Men lidt efter lidt bædredes det med os Alle, og de gode Smaaepiger kunde ikke tvivle om, vi vare glade i deres Komme. Kun munter kunde jeg ikke være, da mine Tanker hvert Øyeblik var paa mit velsignede Tøye‹n›[.] Og der ere de ogsaa i Dag, og jeg ønskede, mit Legeme var saa let flyttet did som min Siæl, da sad jeg nu hos Dig, elskede Lotta, og flød vore Taare samlede, fløde de lettere. Dog, med Guds Hielp er Din Lawsonmand bædre, og giid, meget bædre i Dag.

Fader Mørk har været her og ønsket os en glædelig Julefest, og kom vist intet Ønske fra et varmere Hierte. Min Koren og alle Barna gaaer i Kirke, men jeg ikke, da mine Hænder, især den høyre, er saa hoven, at jeg med megen Møye holder Pennen. Op ad Dagen pleyer det blive bædre med Hænderne og det hele Korpus –

Anden Juledag.

Saa stille en Juledag som i Gaar, mindes jeg ikke paa Hovind, hvor dog selv i Fior var nogle unge Mennesker samlede og nogen Munterhed. Da vi havde spiist – her var intet fremmet Menneske – tog Hertel til Næss, Jes og Lunde en Kiøretour. Jeg satte mig til at læse for Barna, og bædre Juleglæder kunde jeg ikke skiænket dem. Nu skal jeg, saa godt den syge Haand tillader det, skrive til Strømsøe ‹…›teksttap grunnet avrevet hjørne

#27de Torsdag. Vi vare netop komne fra Bordet i Gaar – det var Munthes Offerdag, saa vi først kom tilbords Kl: henimod 3 – da Pastor Chrysties Familie og to Jomfrue Horstere fra Byen (en er der i Huset) kom kiørende, til megen Gammen for Ungdommen, ogsaa for os Ældre, som i saa lang Tiid ikke saaes. Vi fik med megen Møye fat paa en Spillemand, og gik det nok saa lustigt. Fabritius kom ogsaa hid, og de holdt ud, disse faa Dandsende, til Kl: 1. «Maaskee faaer vi ikke dandse mere i Julen, Moer» sagde Maria og jeg sagde: Dands i Guds Navn, mine kiære Børn! og glædede mig over, at Maja, min alvorlige Maja, fandt Fornøyelse heri, og ønskede ved mig selv, det tidt maatte blive Tilfældet. Chrystie og Kone toge bort Kl. 11, og da gik ogsaa jeg og min Koren tilsengs, og lode Ungdommen raade ene for Huset. Nu sidder de alt med deres Arbeyde, og Jes læser for dem.

I Aften venter vi da Borches; men seent maae de komme, da de tager lige fra Drammen i Dag. O medbragte de noget Glædeligt fra Tøyen, bragde de – – ney, det vil jeg slaae af mit Hoved. Mon de ikke ogsaa kunde have et lille bitte Brev til mig fra min elskede Maja C:? Det er et unøysomt Hiertes Ønske, det veed jeg nok. Men hvem har bidraget saa meget til denne Unøysomhed?

28de Fredag Efter Kl 7 i Aftes lyttede vi stedse til Vinduet, hørte mange forbifarende Bielder, og tænkte hver Gang: der er de! Posten kom, den bragte mig intet, og den maatte dog, mente vi alle, bragt noget fra Tøyen, om de ikke bragte os dem selv – see, nu er det sagt, og maae staae der. Thetøyet, det nye paa den nye Presenterbakke, stod færdigt, Lysene i mine 20 Aars gamle nye Stager, ja saagar Skriveren havde ombyttet ‹s›in fillede Vadmels Frakke med den saa kaldte nye, der da rigtig #nok er nogle Aar yngere, end bemeldte Stager – Kl: blev halv to og da kom – en Expresse med et Brev fra Nella: at et glædeligt Forfald var Skyld i, de ikke holdt Ord. Et Skib med Korn, som de nesten havde opgivet Haabet om at see mere, og hvorpaa den største eller dog en stoer Deel af deres Velfærd beroede, var lykkelig ariveret, og dets Udlosning etc, giorde det umueligt for Borch at komme hid før længere hen i Julen – Det var da for saa vidt vel nok, men at vi intet hører fra Tøyen –

I Dag tidlig gik et Bud derind, som vel kommer hiem i Morgennat engang. Med dette Bud var ogsaa et Brev til min velsignede Maja C: og et til min stakkels Dolly i Bergen. Hertel kom hiem fra Næss i Nat, og tager did igien i Afte‹n› og tager Jes og Lunde med sig til et Ball som skal være hos en Gaard- og Brugseyer Øyeset. Mine stakkels Pigebørn har liden Moroe i denne Juul. Jeg havde budet Vildbergerne hid, men de har alle Forfald. Det lader alligevel ikke til, de finder det langsomt. I Aftes læste jeg en interessant Fortælling for dem af Erholungen, som holdt ud til Postens og Expressens Komme. I Aften vil de tage sig en Slædetour. De veed, hvor giærne jeg undte dem al muelig Fornøyelse, og tager vennemildt tiltakke med min gode Villie. Skriveren og Kaja lader «Herrens Fugl ikke døe» – De holder saadanne Spektakler, at den Alvorligste ikke kan andet end lee af dem. I kan ikke forestille Eder, hvilken liden morsom Unge den Kaja er. Mage til den Kraft og Styrke har jeg sielden seet i den Alder, og med alt det er hun midt i sit overgivne Galskab saa føyelig og bliid som noget Barn kan være

I Dag er det Din Fødselsdag, min elskede fraværende Datter, min Malla D: Skal jeg aldrig mere hilse Dig paa denne Din Dag i Dit Fødeland? Men maatte Du baade nu og stedse hilse den med et tilfreds, et glad Hierte, er et af mine varmeste Ønsker opfyldt – Erindrer I fra #gamle Tider, mine Elskelige, hvordan min snurrige Skriver paa denne Dag, der ogsaa var hans fortræffelige Moders Fødselsdag – og kun paa denne, puddrede og pyntede sig? Det samme giorde han saa længe hans Fader levede, ‹…› naar dennes Fødselsdag indfaldt. Men Gud allene saae, hvordan han i sit Inderste helligholdt disse ham vigtige Dage, med glad sønlig Taknemmelighed, og da gik ingen, hvis Bøn det stod i hans Magt at opfylde, ubønhørt fra ham. Dog gielder vel dette om alle hans Livs Dage, kun at han da, undertiden, betænker sig lidt mere.

29de Løverdag. Uagtet Maria, Zarina, og de andre Smaaebarn ikke vilde lade sig mærke dermed, forstod jeg dog, da Jes og Lunde (Hertel blev hiemme) toge til Balls, at de giærne havde taget Deel i denne Fornøyelse. Thi bleve vi enige om, min Koren og jeg, at de Nytaarsaften eller Nytaarsdagsaften skulde faae en lille ordentlig Svingom her. Og da brød deres Ønsker ud i deres Hiertensglæde. Jes har Fuldmagt at bede hvem han selv vil, af de han træffer paa sin Vey. Det skal være lutter dandsende Ungdom, og skal de faae more sig det bedste de kan, naar jeg kan faae tage min Tilflugt hid i mit stille Kammer, og Kl: 10 eller 11 i min Seng.

Nu toge de engang saa vel tilmode til Giestad hvor de blev til Kl. 10, og havde det, siger de, ret morsomt.

«Nu skal vi leve i vor gode Roe» sagde jeg til Skriveren, da de støyende Unger vare borte. I det samme kom tre Slæder raslende i Gaarden. Det var Obristd: Roweder, Frue Waager, og hendes Cicisbeo, Lieutnant Asche. De vare i Besøg paa Gislevold, og giorde derfra kun en lille fransk Visit hid. Frue Waager, som aldrig har været her før, lovede at komme snart igien og for længere Tiid.

Saa sad vi siden, min Husbond og jeg, i Samdrægtighed paa Sophaen med hver sin Bog, han med min Jean Pauls ‹Blu›men-Frucht- und Dornenstücke, som mere end engang gior‹de› #ham Hovedet kruset, men holdt ham rigelig skadesløs derfor ved sine utallige Skiønheder og Hierteligheder – jeg med Tristram Schandy, som slet ikke svarer til mine Forventninger, er mig alt for vidtsvævende, indviklet, og hvori jeg kun i enkelte Glimt gienkiender min Yndlingsbogs (Yoricks følsomme Reyse)(Yoricks … Reyse)] parentesbuene erstatter anførselstegn ved overskriving Forfatter[.] Dog er det vel for tidlig at fælde nogen Dom over ham endnu, da jeg nyelig har begyndt. At jeg lagde Jean Pauls Dämmerungen für Deutschland bort, med Hiertet giennemtrængt af den stedse tiltagende Kiærlighed og Beundring, der alt længe har syntes, ikke at kunde tiltage, og dog voxer ved hver nye Giennemlæsning af hans Mesterværker, giorde vel sit til, at jeg ikke saa strax kunde finde mig i de lutter Schaltage, det første Bind er opfyldt med, og som dog ofte ere jeanpaulske nok, men afløses ikke, som hans, af det over alt Jordiskt hævende Himmelsprog –

Hertel saae imellem ned til os. Kun vi Tre vare hiemme[.] Ane Stuepige, vor Husholderske, bad jeg skaffe min Koren og mig Vandgrød til Qvelsmad; men hun fandt dette alt for simpelt i Julen, og kom anstigende med en deylig Fløde- eller Fløyelsgrød, som vi lod smage os ret godt ved vort lille Bord, hvor vi sad’ ene sammen (Hertel spiser sielden om Aftenen) som i vort Ægteskabs yngste Dage.

Her er alt Byebudet igien, med et vennehuldt Brev fra min kiære Lotta, men intet fra min Kista til mig, og i de faa Linier til Hanna slet intet om, at vi kan vente hende – og heller ikke Dig elskede Lotta! Dog Gud være lovet, at Din Lawsonmand er brav igien, og Dit Hierte roeligt. Presidenten havde været paa Bærum Juleaften, hvor der var Middagsselskab og Ball og over 90 Mennesker. Saa stort og glimrende bliver mit Ball ikke; men mueligt nok saa fornøyeligt, just fordi det har disse Mangler; men især fordi de dertil Ventede ikke indtil Kiedsomhed ere mætte af Forlystelser, endnu i Be‹g›yndelsen af eller midt i Forlystelsernes Alder.

#Søndag 30te (fordum Glædensdag paa Hovind)

Borches kom i Aftes og her blev ret megen Glæde og Gammen. Den unge Kone befinder sig imellemstunder ikke saa aldeles vel, som da ofte er Tilfældet med unge Koner. Dog formoder jeg – endnu ligger de alle –alle –] tankestrek erstatter komma at hun bliver med alle de øvrige til Gierdrum. Præsten var her i Gaar, i Følge med gamle Horster, for at faae Bekræftelse paa Ungdommens Løfte.

I Dag, var jeg end frisk og torde ud, var det mig dog umueligt at tage nogen Steds. Gud skee Lov, at jeg slipper for at sige Ney, og at jeg kan tilbringe denne Juul i saadan Roe. Det Onde jeg lider, erstattes rundelig herved.

21 Aar havde Du været i Dag, min uforglæmmelige Sara! Ney, mit elskede Barn, mit til utænkelige Lyksaligheder gienfødte Barn! jeg ønsker Dig ikke tilbage i Taarenes Land – derfor flyder de ikke – o Sara! o Wilhelm!

Eftermiddag Nu fore de afsted, jeg veed ikke i hvor mange Slæder; men en lang Række var det: Kun jeg, Telja og Kaja ere tilbage. Det lille Dyr finder sig saa godt i alt, og naar de ere saa smaae, har de det bedst hiemme, for alt naar det gaaer saa langt paa Natten, som vist denne Gang bliver Tilfældet. «Moer» hvidskede Maja da hun bad Farvel «giv endelig Kaja lidt Bakkelse og Gotter.» – Men det sørger nok Telja, ubedt, for. Imidlertiid fornægter min Maja ikke sin moderkiærlige Charakter under nogen Omstændighed.

I undres vel over, at jeg intet har hørt eller seet til min Rikke i denne Tiid. Hun er taget en lille Tour til Edsberg at besøge sin gamle Tante, Frue Fritzner. Over Nytaar ventes hun tilbage. Giid hun morede sig paa denne Tour, og kom frisk og rask tilbage med sin Rasmus. Fogden, troer jeg, henter hende tilbage.

Hvor det nu er stille rundt om mig, og anderledes end ellers den 30de Decbr ved denne Tiid. Ved Din Grav, Sara, ‹er› det endnu stillere –

#Mandag – Aarets sidste Dag. Det var en deylig stille Aften, som jeg ret skulde giort mig tilgode med. om ikke en slem bolden Finger, der giør mig det grumme besværligt at føre Pennen, havde lagt sig derimellem, og forstyrret alle mine Concepter. At Mennesket, den stolte Skabning, skal være en saadan Cujon, at en saadan Bagatel skal bestemme hans Lyst og Ulyst! «Men alle» vilde I maaskee sige, mine Elskede, «ere ikke saa ømtfølende for slige (og alle) Smaaeting, som du, Moer vor.» Det tilstaaer jeg giærne, endskiøndt legemlige Lidelser sielden bringer mig til Klage. Det er ogsaa kun her paa disse Blade, alle mine Følelsers Fortroelige, at jeg klager, og især fordi det fast er mig umueligt at faae sagt Eder alt, hvad jeg endnu, før Aaret og dette Hefte gaaer til Ende, vilde sige Eder.

Mad: Borch, Hertel og Lina kom hiem Kl: 3 i Nat, alle de andre først da den var 6. Min ungdommelige gamle Skriver, som havde dandset hele Natten, gik ikke tilsengs, er endnu lige flink, drak nu, jeg var inde, sin Dosis til sin Frokost, og havde stoer Lyst, siger han, til at dandse igien. Et bædre Beviis for en velbrugt Ungdom end denne Ynglingsraskhed i det 53 Aar, kan jeg ikke tænke mig. Saa vist jeg antager dette, giør jeg det ikke til nogen Regel for det Modsatte. Der kan vel gives unge Oldinge, som ikke selv nedbrød sin Siæls og Legems Sundhed, som maatte bukke under for en svag Legems Beskaffenhed, og ak, end oftere for den ubøyelige Skiæbnes haarde Slag. Men Himlens bedste Velsignelse er dog en saadan Siæl i et saadant Legeme, som blev min Koren tildeel – O at denne Velsignelse maae hvile over ham til den høyeste Alder, og – blive hans Børns Arv! O, at den maatte hvile over Eder Alle, I min Siæls Dyrebare, og være Eder et Skiold mod hver mødende Kummers Anfald, en Fordoblelse af alle Glæder, som i dette og ‹…› nu snart begyndende og mange mange Aar falde i Eders Lod – kun i det Forhold, som I i det nu fuldendte og saa mange tilbagelagte Aar, Maaneder og Dage har stræbt at forsø‹…› hver Bitterhed, og skabe Trøst og Glæder for Eders Christiane

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.