Dagbok 1810

av Christiane Koren

Februarj.

Torsdag 1ste (Tøyen) Men endnu har jeg ikke forladt det kiære Strømsøe. Vor Egerprovst kom, men allene. Stakkels Lisemoer, som ikke var ret frisk da vi forlode hende, var blevet værre siden, og torde ey vove sig ud. Gud give, hun nu maae være bædre, fuldkommen vel – Hun, og I Alle, Dyrebare! Det var en deylig, velsignet Aften. Vi vare ganske ene. Alt hvad Provstemanden kunde uden ad af Livstykkerne vore, fik vi paa Claveret. Siden efter nogle Partier Piqvet med Faer Cappelen, og et kort Besøg af Rørbyes, forelæste han os Oversættelsen af Iflands Vaterhaus, og var Klokken – den ilende Klokke – alt slaget et, før vi kom til Roe. Dog, dertil kom jeg ikke endda saa snart, da de forstyrrede Piger Thrina og 33Elisa laae paa mit Værelse, og holdt saa ugudelige Spektakler, at jeg ‹…›teksttap grunnet skade på papiret på denne og de følgende sidene havde maattet tage den Resolution at raabe min provstelige Søn, so‹…› laae i næste Værelse, til Hielp. «Aa, det var nok ikke værre, end Du se‹…› vilde have det, Moer vor.» – Mener I?

Saa tog jeg Afskeed med det kiære kiære Strømsøe, med de kiære, kiære Mennesker; men den blev mig lettere, end sædvanlig: min Maja, vor Thrina, og Elisa fulgte mig til Gillebek; og om en Maaned seer jeg de to første Elskede, hos mig paa Hovind, dem og Egerbarna maaskee med. Det var jo altsaa kun som jeg ilede forud for at modtage Eder, for at fortælle vor Lotta, at vi havde vore Elskede saa snart i Vente. Og derfor trykkede jeg Eder saa roelig til mit varme takfulde Hierte, hvis Sprog I saa godt forstaaer og Gud skee Lov, at I forstaaer det: thi udtrykke dets Følelser kan jeg jo dog ikke. Og hvilket Sprog kan udtrykke det, og min Tak til Gud, som gav mig Eder, til Eder, som han gav mig!

Da vi havde spiist og drukket vor Caffe paa Gillebek efter min Majas husmoderlige Foranstaltning, og nu stode færdige at tage ak, hver sin Vey, kom Aslak ind med Bededagsansigt og folde‹…› Hænder, og fortalte: den ene Skaaken paa Fruas Slæde er tvært ov‹…› Gulen havde kiedet sig ved at staae saa længe stille, og ved en Vol‹…› afstedkommet dette Uheld, slemt nok, da man ingen Vey kommer me‹…› halvanden Skaak. Men for hvad i Verden veed ikke Moer Cappele‹n› Raad? Hun fik sig et Par laante, jeg fik hendes, og hendes gamle troe Svend Ole Auestad sagde, da jeg satte mig i Slæden: Naar nu Moer kommer til Hovind med Fruas Skaaker, kan vi bytte om ig‹…› Folkene bærer altiid noget Præg af sit Herskabs Tænke- og Handlemaa‹…› Saa seer man der Velvillie og Blidhed paa ethvert Ansigt, og Husbondens Flinkhed og Raskhed er kiendelig i Tiænernes –

Eders ømme Kys og Velsignelser omsvævede mig hele Veyen som Sky‹…›aander, og Veyen gik hastigere, end jeg kunde troet. Men, I maae vide alle mine Barnagtigheder, Elskede, altsaa ogsaa den: at jeg virkelig var bleven uroelig ved Aslaks Sørgmodighed, som vedvarede hele Tiden. Jeg troede nemlig, at han, da han talte med nogle Reyse‹…› her fra Byen, havde hørt, der var noget galt, enten her eller paa Hovind. Ligefrem torde jeg ikke spørge ham, men førte allehaande p‹…› 34Bane, som sigtede derhen, og var angst for hvert Svar. Men jeg ‹s›porede intet, og jo nærmere jeg kom Byen, jo roeligere blev jeg. Nu maae jeg dog sige til min Undskyldning (om nogen behøves) at min første Uroe blev opvakt ved det mig ellers saa behagelige Møde med de brave Brødre, Capitajnerne Gedde (som vi mødte paa Strømsøe, og holdt lidt og talte med) da den Yngste sagde: «Deres Lina er nu meget bædre, kun lidt hæs» – Der var ey Tiid til nøyere Forklaring, og min Frygt udlagde disse Ord paa mange Maader.

See, nu veed I det Alt, og nu er mit Hierte lettet.

Her skal komme Fremmede til Aften, jeg skal skrive et Par Breve, derfor vil jeg kun kort og godt sige Eder: at jeg fandt alle her vel, Gud skee Lov og Tak! Min Jes og en 3, 4 andre unge Mennesker toge mod mig, tilligemed Kista mi, og saa kom Maja og Lina, og saa kom jeg ind til Lottamoer, og til den brave President, som sad i Papirer til Ørnene (og Gud veed, hvor han kan arbeyde i slig Støy som her var og er for det meste i saadan Forsamling, især naar Lina ‹g›iver Tonen an) Glade saaes vi igien, og sad i fortroelig Snak, vi Gamle, da Børnene havde lagt sig, til Kl: over 11. I kan tænke jeg ‹h›avde meget at fortælle – en Extract af hvad I finder her.

Skulde jeg endnu give Eder endnu en Anledning til at smile over mine Ahnelser og Ængstelser? Ja en meer eller mindre giør intet til Sagen. I Nat drømte jeg, min lille Fader Mørk kom, bleg som et Liig, for ‹…›t tage Afskeed med os. Han skulde reyse, jeg veed ikke hvorhen. Mange Gange kyste jeg ham: Hans Kinder og Læber vare saa kolde. Han spurgte om sin kiære Maria, men hun kom ikke, før han var ‹b›orte. «Vi sees igien» sagde jeg da han gik, og han vendte sig, saae ‹…›aa blidt paa mig, men saa mat, og sagde: «Ja, vi sees igien» –

Løverdag 3die Compagniet her i ‹Fre›dagaftes‹Fre›dagsaftes] Fredagsaftes rettet fra: Torsdagsaftes eller omvendt, ved overskriving blev ikke saa stort, som det skulde været: Bispen havde opsnappet de fleste, som skulde kommet hid. Egentlig var dette Selskab for en Kiøbmand Bødtker fra Kbhn. Det skulde (det er nu tredie Gang skulde i fire Linier – og det et saa befalende Ord. Fye!) det bestaaet af lutter Mandspersoner, men den snurrige President havde selv inviteret, og taget ‹…›dskillige Koner med – f. E: Frue Weideman, som rigtig er en godlidende 35lille Kone, og Mad: Arnesen, der nu alt mere og mere aflægger sit underlige affecterede Væsen, og var især den Aften ret saa Gu ganske bra. Mændene til disse Madamer vare hos Bispen, saa ‹…›elhull i papiret som Professor Rosted, Rasmussen og Platou, til min Ærgelse da jeg saa giærne havde talt med især de to første, Rosted og Ra‹…›mussen. De øvrige Indbudne vare Byfoged Winsnes, begge Capit‹…› Gedder (den Yngstes Kiæreste, Jomfr. Holst fra Laurvigen, en go‹…›modig lille Pige, logerer her i disse Dage) Capit: Widding, Justitsraa‹d› Wexels, Præsten Pavels (som ey kom) I Stæden for de borteblivende Indbudne, kom den mig saa fatale Branddirecteur H: med sin vel saa ulidelige Ægtefælle, Jomfr: Wexels, og en ung Enke, Frue Erichsen, Amtmand Wibes Datter, som var gift, jeg troer kun et halvt Aar, med sin Faders Eftermand i Grønland. De kom, hedd’ det, i Visit, og vilde, det er, giorde Miner til, strax at tage bort; men de vidste ret godt her var Selskab, og blev ved første Vink, det jeg nok skulde ladet blive at give de‹m› havde jeg været Vertinde. Men derfor er ogsaa Frue Lotta frommere end jeg. Og havde hun end taugt (hvad vist var b‹…›vet Tilfældet om hun kunde fulgt Stemmen i sit Indre) havde nok hendes Ægteherre talt, hvis Tolerance jeg beundrer ude‹n› at kunde efterligne den. Dog indseer jeg ogsaa, at mange Fo‹r›hold i Livet giør det nødvendigt, især for en Embedsman‹d,› at holde Omgangsskinnet ogsaa med Skurken i Live. Gu‹d› skee Lov, heri kan dog vi Qvindfolk lidt bædre raade os selv, skiøndt ogsaa vi nødes til at «love den udvortes Tugt». Hva‹d› der ogsaa i denne Tiid giør at den brave President omgaaes meer end ellers med Heyerdals, er den Forbindelse der er imel‹…› denne Familie og Justitsrd Wexels, Presidentens saa kiære ‹V›‹…› som I veed, har for Resten intet Familietræk fælleds med Hr Branddirecteurens. Vor Sara B: kom, som før har hændet det kiære Barn, uformodentlig midt ind i Forsamlingen; m‹…› nesten skulde man troe hun havde havt en Ahnelse, jeg glæmte at spørge hende hvad hun havde spiist om Middagen. Det var Ærtedag) thi hun var itrukket en peen hviid Kiortel o‹…› 36 ‹…›l saa stout som nogen af de andre. Det var liden Zarine ogsaa ‹s›om ligeledes kom hid i samme uskyldige Vankundighed. Aftenen gik ret morsomt. Imellem stial vi os, Sally og jeg, herud i Kammeret og slog en Prat af om mine sidste Begivenheder etc – og snart saae Lottamoer, snart Kista ind til os, og sagde os, naar de syntes vi bleve for længe fra Selskabet. Alle vi Fruentimer sad arbeydende inde i den pene Graastue om et rundt Bord, Mandfolkene og Frue Heyerdal, som i sit hele Udvortes synes at høre mere til det andet Kiøn, ved Lhomber og Bostonbordet. Ved Spisebordet havde jeg Anledning til at giøre en Opdagelse, eller – thi det var desværre ikke første Gang – en ældre bekreæftet: at Eders Moer Koren langt fra ikke har et saa forsonligt Hierte, som vist I Alle tiltroer hende.

Det glædede mig ordentlig, at Heyerdal var usædvanlig stille og undgik at nærme sig vor Kreds, selv at see did. Han kan skamme sig, er altsaa ikke en uforbæderlig Synder. Nu kunde jeg sætte en smuk Færnis paa min ovenstaaende Bekiendelse, ‹o›g sige, det var denne Omstændighed, som glædede mig. Men ney, mine Gode, det faldt mig den Gang virkelig ikke ind. Vi vilde sadt sammen ved Bordet, Sally og jeg – jeg beholder giærne naar jeg kan mit faste Stolestade hos Frue Lotta – men den slemme Justitsrd Wexels slæbte hende med Magt fra mig.

De Personer, jeg denne Aften saae første Gang vare: Bødtker, en høflig Mand, og skal være en udmærket brav Mand; Byfoged Winsnæs, som jeg nu slaaer an til et af de sædvanlige Hverdagsmennesker, og maaskee havdehavde] rettet fra: ha‹…› ved overskriving fundet en Smule flau, om han ikke saa forekommende artig havde tilbuden sig at bringe Breve og Pakker hver Løverdag, om jeg vilde, til Strømsøe; og endelig den unge Frue Erichsen, ‹…›om vilde været et meget vakkert Mandfolk, men hvis store, i sig selv smukke Øyne, endogsaa da vilde været for dristige. Tænk Eder da hvad de nu vare i et qvindeligt Hoved der overalt slet ikke syntes at være paa sit rette Sted. Hun ‹…›te meget, og godt. Jeg har, saa vidt jeg erindrer, sielden havt 37en saa besynderlig Følelse ved første Gang at see et Menneske, om hvem jeg slet intet har hørt – thi ved andres Domme eller blot Omtale veed I, hvor let man forledes til tidt vrange Forestillinger om Personer og Ting. Hun drog mig paa engang til sig og stødte mig fra sig. Jeg kan ikke forklare mig det af andet, end af det qvindelige og mandlige der saa underligt var sammenblandet i hendes Person og Væsen[.] Vort Kiøn, synes jeg, vanzirer sig ved intet saa meget, som ved et stivt, stirrende Blik, der først ligesom giennemskuer og saa maaler sin Gienstand. Ak! noget ganske andet er det, naar det qvindelige Blik i sød Forglæmmelse af alt omkring sig, hænger fast, ufravendt paa et elsket elskeligt Væsen naar det hele Hierte ligger aabent i dette Blik. –

Vor Sally havde de samme Følelser heri som jeg. Det gode kiære Barn kommer til os i Morgen igien. Giid vi da bleve mere under os selv – som vi vare det de deylige Søndager paa Strømsøe –

Da vi sadde som bedst Torsdagaften, bragte man mig Di‹t› kiære hulde Brev, dyrebare Maja C, hvori ogsaa den gode Elisa og min egen Thrina havde glædet deres ‹M›oer Koren med nogle Linier: O! Tak, Tak for enhver! I Dag er Svare‹t› bortsendt. Gud skee Lov, at jeg i Dag er lidt – ney meget let‹…›re i mit Sind, end i Gaar. Efter min Korens Ønske og Forlangende i et Brev, her laae til mig da jeg kom hid, maatte jeg tale med Professor Rosted, og skulde talt med Rasmussen om Jes, som aldeles ingen Lyst har til Studeringer, og al‹t›saa maatte mældes ud af Skolen. Det regnede; en tyk fæl Taage laae over Byen, end tykkere laae Kummers Taage om mi‹n› Siæl. Jeg har, siden I, mine elskede Fraværende flyttede herf‹…› aldrig kunde seet eller været paa Skolen, uden at Mindet om de tabte Dage har aftvunget mig et Suk, og smerteliger‹e› saarer dette Minde siden min Vilhelms længere Bortgan‹g›

38Jeg skialv da jeg steg ud af Slæden, og kunde i Begyndelsen ikke tale. De gode kiærlige Mennesker viste mig den ømmeste Opmærksomhed, og den i Sandhed ædle Rosted var ligesaa bevæget som jeg. Han fandt, som alle Fornuftige finder det, at vi giorde Ret. De nye Skoleanordninger hvorved nu atter alt er skiærpet, Arbeydet baade for Lærere og Elever fordoblet, var ikke opmuntrende, sagde han, for nogen af Parterne. Han talte meget og varmt om sin kiære Formand og Ven, vor ædle uforglæmmelige Treschow, og glædede sig over, at hans Kiærlighed for Fædrelandet ved Fraværelsen var taget til istædenfor af. Om hvad der laa mig meest paa Hiertet kunde jeg ikke tale saa meget som jeg vilde og havde foresadt mig: thi Taarene qvalte hver Gang jeg begyndte Ordene. Ogsaa R: var yderlig nedstemt – kort, Udsigterne i Fremtiden syntes os saa taagefulde som de vi havde for os giennem Vinduerne. Jeg drak Thee og var der et Par Timer, siden et Øyeblik hos Kreftings og hos Capit. Widdings. Jeg kunde ingensteds holde det ud. Her hiemme i Sophaen hos min Lotta, omgivet af de andre Kiære – Jessen min var her ogsaa, fandt jeg min Roe igien. Dertil bidrog ogsaa et Brev som laae her til mig fra min gode Wilhelm i Bergen, et otte Qvartsider langt, mig høystinteressant Brev. Det er og bliver min egen brave Gut.

I Dag Morges Kl: 8 har da John Collet sagt Verden og ‹s›it jordiske Vellevnet Farvel. Han har skrantet i en Maanedstiid, men ikke lagt, i det mindste ikke i den senere Tiid. Endogsaa i Dag var han oppe Kl: 4, men maatte saa til den lange Hvile. Hans Kone, der som hans Kone har u‹e›ndelige Fortiænester, vil vel ikke saa snart kunde finde sig i sin gienvundne Friehed. Gl: Bukiær skal ogsaa være paa Veyen til Evigheden.

39Søndag 4de Saa ofte, ak! nesten stedse kom jeg til Eder, I min Siæls Fortroelige, med mine Klager, min Kummer, mine Taare[.] See, her sidder jeg nu, her har I mig saa glad som jeg i lang Tiid ikke var det, neppe haabede, at kunde blive det mere her. I veed, hvor jeg har ængstet mig for min Jes og hans Fremtiids Skiæbne. I dette Øyeblik er denne Ængstelses Taage forsvunden og Udsigterne opklarede. Først Dig min Tak, naadige Alfader! og saa den gode, sindige, vennehulde Rasmussen, som har bragt alting for mig i saa lys en Orden. Nu bliver min Jes endnu et Aar her paa Skolen, den mig, for sine sieldne Læreres Skyld saa kiære Skole, bliver baade da og siden i Nærheden af sit Hiem, Hovind, og sit Hiem, Tøyen. Han er nu ogsaa kommet igien til den Roe, han saa længe har fattede og som man altiid fatter, inden man bliver enig med sig selv. O! hvor vil I alle glæde Eder med mig, som de kiære Mennesker her glæder sig med mig! Og hvor vil min velsignede Koren blive tilfreds, og den gode Hertel, og alle som veed, hvad denne totale Forandring, denne det elsked‹e› Barns længere Bortfjærnelse, og det Usikre i det Hele, vilde kostet mig. Nu skal jeg skrive til Rasmussen. Giid han i hver Linie kunde læse i mit taknemmelige Hierte! Alting maae være bragt i Rigtighed, saa jeg i Morgen kan giøre min Koren Regnskab. Endn nog‹le› Ord herfra i Qvel engang. Jomfr: Wolderne alle tre ere her. Endnu ikke den slemme Sally. Men det er endnu ikke rigtig Middag. Jomfr: Horn var her i en Morgenvisit. Hun har noget forbindtligt at sige til enhver, noget tækkeligt forekommende i sit hele Væsen. Stakkel‹s› Pige! Hun er opfostret i Modgangs Skole. Det er en str‹æng,› men velgiørende Læremesterinde, naar Tugten kun staaer i noget Forhold til Lærlingens Siæls og Legems Kræfter.

40Aften Kl 11. Færdig med min Indpakning, nu med et fuldkomment R roeligt Sind, vil jeg blot sige Eder, Dyrebare, et Par Ord endnu om denne Dag, og saa God Nat fra det velsignede Tøyen. Vor Sally kom dog, just da jeg sad omringet af en heel Flok Jomfruer hvem jeg forelæste Axel og Valborg den herlige, nu første Gang præntet, og som min gode Rasmussen sendte mig i Dag til Tilgift paa det trøstefulde Brev. Præsten Wulfsberg kom som en Stormvind afbrydende vor stille Roe. Dog, det var en upassende Lignelse. Den gode Mand havde revet sig løst af et muntert Selskab for at see og tale et Øyeblik med Moer Koren. Men vist nok fik jeg mere see end tale med ham. Her var for stoer Sværm af Ungdom (og saadan som i dette Huus samles den aldrig klyngeviis) og jeg beskyldte ham, maaskee uretfærdig, for, at hans Tanker vare blevne tilbage i Selskabet hos Asessor Mathisens, (hvis Datter i Aften blev forlovet med Provst Kroghs Søn fra Hadeland, Præstens Yndling) og svævede ydermere om Bostonbordet.

Nu sidder jeg, første Gang, som jeg saa ofte sad i Kbhn ved min Dagbog om Midienat. Ak! ingen Sara minder mig ‹o›m at skaane mit Hoved og mine Øyne. Lina, min Sovekamerat, slumrer sødt, seer ud som en hvilende Engel – Johanna Bull, som ligger hos os paa en Feldtseng, snakker et halvt Ord i Søvne, og sover ind igien.

Alnaadens Gud! takket være du for denne glade Dag, der endtes som den begyndte. Med Budet fra Hovind fik jeg et Par Ord fra min Koren, og deri Forsikring om, at min Rikke var rask, og min kiære Hertel, som har været syg, uden at jeg vidste andet, end at han var lidt forkiølet, er det ogsaa.

41Alle vente de os saa længselfulde. Gud skee Lov, at vi kan samles glade. Og for hvert svundet Øyeblik, hvert her mellem Eder saa gladelig svundet, lønne Eder Gud, I Elskede! og min Tak, som Ord kan udtrykke den, for dem alle, ogsaa de mindre glædelige, som vi deelte.

«Dig, min Gud, min Siæl ophøyer
For den Dag, som salig svandt.»

__________

Hovind

Febr: 6te Om min Afskeed fra Tøyen, som om alle mine Afskeder og Modtagelser der, og fra Strømsøe og Eger og hvor jeg gienseer og forlader mine elskede Venner, siger jeg intet, fordi I Alle, disse Blades Læsere, kan sige Eder selv sligt saa godt som, ja bædre, end nogen Pen og Pensel kan male det. Endnu da vi sadde i Slæderne, jeg ene i min, Maja og Lina sammen i Bredslæde, omringet af Lottamoer, Kista, Hanna B: og den barnligblide, godslige Maren Holst, havde jeg meget usagt, syntes mig. Men det var den usædvanlige Lethed i mit Inderste som saa giærne vilde meddele sig de kiære Omkringstaaende[.] Frue Lotta smuttede ind, jeg vidste ikke hvorefter, før hun kom tilbage med et Glas Viin, som Børnene endnu maatte tømme, at de Stakler ey skulde forsmægte, kan jeg tænke. Ogsaa Aslak og Gunder fik hver sin mægtige Kronsup til Gutterletz. Presidenten maatte tidlig til Byen, og Lina angrer endnu paa, hun ey fik bedt ham Farvel, rigtig Farvel, siger hun. Aldrig er jeg kommet saa fort frem, synes jeg, maaskee fordi sielden, ak! og i senere Tiid aldrig, alt saaledes har forenet sig til mit Hiertes Beroeligelse.

Paa vort første Hvilested qvægede vi os atter med Provianteringen fra Tøyen, og til Desert med min gode Rasmussens vennehulde Brev, hvoraf jeg forelæste min Maja hvad der 42især angik hendes kiære Jes. Ogsaa Lina var herved en agtsom Tilhører. Og endnu engang, beste Rasmussen, for Fremtiden Medlæser af disse Blade, modtage DeDe] rettet fra: de ved overskriving her det fulde moderlige Hiertes varmeste Tak!

End fortere end hid gik de øvrige 2 Mile til Moe. Der fandt vi en ung Jægerofficer hvis Navn jeg giærne gad vist, fordi han forekom mig bekiendt. «Men det faaer du ikke vide, min Moer!» tænkte nok han, thi alle Forsøg uden om mislykkedes, og det var rimeligt: thi vant til at gaae ligefrem, lykkes saadanne Omveye mig sielden. Han frabad sig ogsaa en Kop Caffe, som jeg af et godt Hierte bød ham, men var i øvrigt meget høflig og beskedentlig. Der er – maae jeg ved denne Anledning sige Eder – to Ting, jeg aldrig kan spørge Folk om, naar jeg ikke nødvendig maae vide det. Det er deres Navn og Alder.

Efter at have drukket Caffe – «og hun var deylig Madam, ja sprudede ret i Koppen» – fortsatte vi Touren fra Moe, Kl: halv tre, og triumpherede ret over, hvor vi skulde overraske dem der hiemme, naar vi kom saa tidligt. Men see! eller rettere hør: «Der kommer de mintroe fra Hovind og møder os!» mælede Aslak, og tre Slæder i følgende Orden: Nella, Lunde – Poppe, Gryner – Telja, Melin – klingrede imod os. De bleve baade glade og lidt flaue, thi de havde troet at være paa Moe længe før vi, og modtaget os der med Caffe. De gode Børn! At de nu ikke skulde bringe de medtagne Ingredienser tilbage, ikke see deres Plan reent tilintetgiort, men, jeg tilstaaer det, især for at deres Heste kunde faae puste lidt, besluttedes, da vi alle skulde tage ind i Kløften til 43ho Gunild, Melins fordums Inclination, som I veed. Under Deliberationen stod Melin hele Tiden med Hatten i Haanden, snart paa høyre, snart paa venstre Fod, men dristede sig ikke til at give sit Votum. Havde I kun seet, hvor geskiæftig han var der! Hvordan han agerede Vært, og fløy og snoede sig som en Top. Gunild var sær bliid, og tillod først efter at Nella havde udtømt sin hele Veltalenhed, at vi brugte vor egen Caffe. Det var kun, sagde Nella, fordi denne var malet og færdig strax – Her maatte de nu giøre os Regnskab for, hvordan alting stod til herhiemme; og Gud skee Lov, jeg saae det forud paa alle de glade Ansigter, at det var saare vel.

Ja, Algode, det er det, Dig være lovet, det er det! Da min Koren ikke ventedes tilbage fra Ejdsvold før seent, og min gode Hertel ikke fra Næss før i Dag, hastede vi ikke saa meget at forlade Kløften. Jeg havde jo saa meget af Hovind omkring mig. Dog vare vi her hiemme Kl: 6, og kom Skriveren – i Hurtighed og i mere den anden Fader Cappelen – ud i sin graa Vadmels Kiortel, med sin rygende Pibe, og tog imod os.

Blandt de kiendte glade Ansigter som omringede os, var ogsaa den mindre kiendte Maren Skieldrups. Hun seer ud som Velvillien selv, og efter alles Vidnesbyrd og hvad jeg af vort korte Bekiendtskab kan slutte, er hun brav og flink, færdig i Fruentimmerarbeyder af alleslags, forstaaer sig godt paa Landbruget, for saa vidt det vedkommer den qvindelige Bestyrelse, mindre af det egentlige indre Husholdningsvæsen, men med hendes Lærelyst, Sundhed og Ungdoms Raskhed vil det snart finde sig. Hun er endnu ikke 20 Aar, stoer og føer, mindre end vakker.

44Hertel har virkelig været meget syg. Gud skee Lov, vi ikke vidste det, før det var forbi. Dog ahnede det min stakkels kiære Kista, at det var værre, end Nella skrev, og hun havde ingen Roe Nat eller Dag. Først da hun saae Forsikringen fra ham selv, at han var fuldkommen brav, troede hun det. Og nu venter jeg ret længselfuld hans Hiemkomst, thi før ere vi ikke rigtig samlede. Gud skee Lov, at vi kan være det friske og roelige!

Lille Fader Mørk og Walbohm gik nu herfra. Præsten er flink, Doctoren nu ligesaa, men han har været meget syg. Hans Kone ligesaa. Nu ere begge raske. Det skal ogsaa min kiære Rikke være, som hun i sin nuværende ængstelige Venten kan være det. I Morgen seer jeg hende. I Dag kommer maaskee Jomfr: Heyberg og hendes Kiæreste, Hofmann herhid, mente Fabritius, som er her. De skal være velkomne, især om de vil blive til jeg har lavet alle mine Byebud færdige, at Breve og Pakker kan være paa rede Haand. I kan tænke Eder, mine Elskelige, hvor travlt jeg har havt det i Dag med at faae alle mine Ting i sin gamle Orden. Og saa har jeg nu faaet det. Barna ligesaa. Maja har allerede sin Ramme oppe, og en Væst til sin Fader i Arbeyde. Linchen har havt ligesaa travlt med at ordne sit Dukke- som jeg mit Bogskab. Nu syer hun. «Men du maae slet ikke regne saa nøye med mig i Dag, Moer, om jeg ingen Stadighed har» siger hun. Var det kun i Dag den Manglede, mit Barn, gik det endda an, tænker Mama – De har ellers begge været i Fjøset, i Hønsehuset og overalt, og hilset Mælende og Umælende, alle gamle Bekiendtere med Glæde. Maatte saa reen og skyldfrie Glæde længe være deres Lod

45Torsdag 8de I Tirsdagaftes kom Fogden hid med sin Rikkes Cousine Jomfr: Heyberg, som er kommet til Plogstad for at holde Bryllup – til Vaaren – med en ung Læge, Hofmann, som nu er der i Besøg, og naturligviis ogsaa var med. Har jeg maaskee fortalt Eder det før? De bleve her kun i et Par Timer, da den kiære Rikke ikke er, eller kan være frisk i denne Tiid, og de havde lovet hende at komme snart tilbage, et Løfte jeg ikke havde Hierte til de for min Skyld skulde bryde. I Gaar var jeg der den hele Dag, til Kl: 12 i Aftes, min Koren ligesaa. Hertel og Lina kom om Eftermiddagen. Stakkels min kiære Rikke! Hun er meget uslere end hun, ventende sin Nedkomst, pleyer være. Gud give, det var vel forbi. Men lige glad var hun i sin Moer Koren, og i at have sin kiære Bea Heyberg hos sig i de tilstundende bange Dage og siden.

«Og om Jomfr: Heyberg siger du intet. Hun er vel» – – En virkelig huld, behagelig Pige, ikke blot ung (hun fyldte sit 27de Aar i Løverdags) ikke egentlig smuk, men inderlig tækkelig, med noget saa sødtindsmigrende i Stemme og Væsen, kort, en Landsmandinde, som jeg med Glæde vedkiender mig. Og endnu har jeg jo ikke sagt Eder, at hun har megen Lighed med min Moer Borchsenius. Tænk Eder da, om jeg er glad i hende. Hofmann vinder ved at være kiendt nøyere. Han lader til at være støe og reel. I Dag reyser han og medbringer Breve og Pakker til mine Elskede paa Strømsøe, Tøyen, til Rasmussen og Jessen min. Jeg fik, før jeg tog til Plogstad i Gaar, et Par Ord fra min kiære Lotta, ligeledes fra min gode troefaste Rasmussen, og derved gik det endnu lettere for mig til det i saa lang Tiid ubesøgte Plogstad. Mandfolkene kom der ind i en Lhomber imens vi sad arbeydende og sladrende og Børnene støyede uden at de Spillende lode sig i mindste Maaade forstyrre, toge tværtimod Deel baade i vor Snak og Børnenes Leeg. See saadan kan jeg nok lide, Folk spiller. Men derfor har jeg ogsaa 46et lidet Nag til Boston, fordi det fordrer de Spillendes uafbrudte Opmærksomhed. Lad det da være hvad det er for det andet Kiøn, for mit synes det mig reent upassende, som overalt et Spillebord er det Sted hvor selv den elskeligste Qvinde tager sig mindst ud. Allene det, at man absolut, naar man ikke vil afvige fra Reglerne (og det bør sig jo ingen, som engang har underkastet sig dem) maae søge sin egen Fordeel, søge at skade andre, disse fæle Krigsregler, som udtrykkes saa rigtig i Ordsproget: Der er intet Broderskab i Kortspil – er nok til at giøre mig det kiedeligt.

En Ting seer jeg, jeg har glemt at fortælle Eder, at vi nemlig paa Hiemreysen fra Byen mødte Fetter Christie som vi i Morgen venter hid paa sin Tour til Bergen. Han bliver her vel neppe længe, da han giør sit Ophold i Byen saa langt. Det har da, kan jeg troe, sine Aarsager.

«Som vi let giætter, ligesom vi længe har giættet, at han har paataget sig at trøste Zarine over sin anden Elskers Troeløshed. Du mener nok, Moer Koren, vi ere saa eenfoldige, eller du saa snedig (fy‹…› det var et stygt Ord!) at man ikke skulde forstaae dine Vink herom» – Ja, nu veed hele Verden det; og før troede jeg mig ikke berettiget til at sige end ikke Eder det. Jeg vil oprigtig tilstaae Eder, at skiøndt disse to Mennesker hver for sig ere mig kiære, og jeg af mit inderste Hierte ønsker dem lykkelige – og maaskee just herfor – har denne deres i Stilhed indgaaede Forbindelse bedrøvet mig meget. Udsigterne ere lange og dunkle. Giid min‹e› Ahnelser og min Frygt maae være ugrundet – Jeg havde valgt anderledes for dem begge. Men de forstaaer det vel bædre. Gud give, de maae blive lykkelige. De fortiæner det. Men giid Skilsmissen ikke maae vare for længe. Mennesket kiender jo intet saa lidt, som sit eget Hierte –

47Fredag 9de Jeg har havt nogle ret ængstelige Øyeblikke i Dag. Gud skee Lov, nu ere de forbi. I Anledning af den forestaaende Forandring med Jes, har jeg i Gaar og i Dag havt adskillige Breve at skrive, da min Koren ikke har havt Tiid. Nu sad jeg og skrev til Rosted, og Tilintetgiørelsen af saa mangt et skiønt Haab faldt tungt paa mit Hierte og alle de smertelige Minder vaagnede. Jeg saae længe alt hvad jeg skrev igiennem Taaretaage; men da endelig Taarene standsede, vedvarede Taagen endda, og længe, saa jeg maatte afbryde, og tvivler om, det sidste var læseligt. Et Bud som gik i Dag lige herfra, skulde havt adskillige Breve med, ogsaa et til Egerbarna, som alt var begynt, og et til min Kista. Der blev intet af.

Af alt hvad personlig angaaer mig, er der intet mig saa frygteligt som Tanken om at tabe Synet. Og mit var i lang Tiid meget svagt; dog har jeg længe ikke følt det som i Dag. Jeg var virkelig syg, saa mat, at jeg neppe kunde røre mig, og maatte lægge mig et Par Timer paa Sophaen. Nu er jeg temmelig brav, og kan skrive og læse uden Hinder her bag mit grønne Gardin.

I Aftes var Munthe og hans Kone her.

Søndag 11te Stillere, eensligere kunde det ikke være i en Eremithytte, end nu her omkring mig. Min Koren, Børnene alle Jomfruerne, Telja inclusive, Contoirfolkene – Hertel undtagen som nu reyser til Feiringen – toge i Morges til Næss, for at besee Jordfaldet. Lang kan Tiden ikke blive Eders Moer Koren her i det lille grønne Kammer, ved sit Skriverbord, blandt sine Bøger, og for alt omgivet af de mange dyrebare veemodsøde Minder, som her mere end noget Steds omsvæver hende. Men dog giver denne aldeles Eensomhed Siælen en vis Stemning, som jeg ikke veed om er behagelig eller ængstelig. Varer den for længe uafbrudt, 48bliver den, ved at gaae over til uroelig Længsel, unægtelig det sidste. Kl er først 3, og før 5 eller 6 tør jeg ikke vente dem. Dette Mellemrum vil jeg udfylde med at skrive de Breve, mine Øyne ikke tillod mig at faae færdige i Fredags. En skarp Surdeygkage i Nakken har bragt dem til Raison. Nu kan jeg ikke klage over dem.

Et eneste kiært Brev bragte Dagsposten mig, Dit, min Maja. Jeg fordrede det som en Ret af Postvesken, thi efter Dit Løfte, der er Dig saa ubrødeligt, vidste jeg, det var der. Byebudet er endnu ikke tilbage. Om det bringer mig noget? – Fra min Rikke fik jeg en Hilsen i Dag med den sig ikke mere selv lige Fabritius (nu lige saa stille, nedslagen, som før munter) og et Brev fra min Jes, som Fogden havde bragt fra Byen. Gud skee Lov, han er nu saa tilfreds og glad. O! maatte han stedse blive, i det mindste det første! «I det mindste? Som om ikke Tilfredshed var Livets høyeste Gode, som om der gaves nogen Lykke uden den!» Uden Selvtilfredshed ikke, mine Elskede. Og den var det jeg ønskede min Jes, den er det, jeg beder Gud om for ham og hans Systre, for alle som ere mig kiære. At jeg ved denne Selvtilfredshed forstaaer det Modsatte af Selvbebreydelse, behøver vel her ingen Forklaring.

Mandag 12te Med Bybudet fik jeg Brev fra min kiære Frue Lotta, ellers fra ingen. Men det var mig nok, da det forsikrede mig om alle de Elskedes Velbefindende. Min Maja fik, da hun med de andre kom hiem Kl. over 7, et langt Brev fra sin og min gode Kista, og i de kiære Tøyenbreve faaer vi, som i de fra Maja C: et Slags Dagbog over alt Mærkeligt. Og hvad er ikke Venskab mærkeligt?

Touren havde været dem meget interessant, skiøndt lidt besværlig, da de, for at see alt nøye, maatte gaae temmelig langt

49Det er et haardt, farligt Føre, og derfor begyndte jeg at frygte lidt, da de bleve saa længe. Men Gud skee Lov, de havde ikke havt anden Uleylighed, end at min Koren i en Bakke brækkede sin ene Slædeskaak. Slæmt nok, især naar ingen raadig Moer Cappelen er ved Haanden. De havde besøgt baade Lehnsmand Reich og Proctr Smith, og havt det nok saa godt. Det havde jeg i min Eensomhed ogsaa. Min gode Ane Stuepige gik om mig som en Bødker om en Tønde, og fandt paa alt hvad hun kunde troe jeg giærne gad havt saadan. Madam Giørup drak Thee med mig. Hun har nu paataget sig en nye Byrde, i at tage den stakkels vanvittige Jomfr: Scheitli i Huset. Dog er hun stille og roelig, og i alt som et Barn. Der faaer hun det vist godt, og med denne Forsikring skal jeg beroelige Frue Bergh den ømme kiærlige Syster. Ja, det er hun, som hun var den ømmeste Datter mod sin Stedmoder, som hun dog kunde havt meget imod, og som hun er en sielden Moder og Opdragerinde. Gud give hende nu snart og længe Erstatning for de mange tunge Timer hun har havt i sit elskede Bergs Fraværelse, ved igien at omfavne og beholde ham!

Der har været megen Stads i Anledning af Collets Begravelse. Det har jeg intet imod. Med alt sit Æderie og sin af dette flydende Egoisme, var han en driftig Mand, en mild, god Husbond for de Mangfoldige der stode i hans Brød, og hvoraf mange begræder ham oprigtigt. En gammel Mand, som har været hos hans Fader og siden stedse hos ham gik grædende som et Barn op og ned af Gaderne, den Dag, han var død. Og disse Taare ere et umiskiendeligere Hædersminde over den Afdøde, end det talrige Følge til Graven – der nu er blevet saa almindeligt som Ridderkorset – Bispens Tale, Musikken i Kirken, og alt det øvrige Glimmer. Det har jeg da, som sagt, intet imod. Men at han i sine to eller tre Kister hensættes i et Lighuus, hvorfra dette i al sin Frodighed afsiælede Legeme absolut maae forpæste Luften omkring sig, finder jeg utilgiveligt, og tillige ubegribeligt 50hvordan sligt kan skee, efter de strænge Anordninger imod Begravelser paa alle Byers Kirkegaarde. Der kom dog Liget i Jorden, her raadner det oven Jorden. Ney, det er utilladeligt som ubegribeligt.

Den arme Nella er utaalmodig over intet at høre fra sin Borch, ikke at faae vide, hvor han er. Jeg er færdig at vente ham lige saa længselfuld som hun, da jeg dog vel med ham maae fra noget fra Eder, I slemme kiære Børn dernede, og maaskee ogsaa nogle af de omskrevne Bøger. At jeg i denne Tiid skriver saa urimelig meget, er fordi jeg nesten intet har at læse, intet Nyt. «Jeg vil selv giøre saadan en Tingest» tænker jeg, som den ehrensfeste Sigfred von Lindenberg, og det gaaer mig som ham: Tingesten bliver derefter. «Men bliver dog, Moer Koren, og moroer ikke allene dig selv, mens du giør den, men mangen Gang ogsaa dine Venner, dit Hiertes Kiæreste» –

Og hvad kan jeg blot ønske mere?

For lidt siden kom min Maja, og nu Lina, begge havde een Bøn til mig. Deres Fader havde givet dem hver 5rd for Kartofler, de selv havde sadt i Fjor Vaar, og bad de nu om Tilladelse at dele disse mange Penge med Broder Jes. I kan vel tænke, det blev dem tilladt. Min Maja er langt fra ikke smuk, men i slige Øyeblik er der et Udtryk af Godhed og qvindelig Huldhed udbredt over hendes Ansigt og hele Væsen, som dog nok er noget mere end Smukhed. Vel bærer Ansigtet stedse dette Siælens umiskiendelige Præg, men Udtrykket er ikke altiid det samme. Lina rødmede saa sødt, da hun fik sit Ønske opfyldt, at ingen af Eder mine Dyrebare, havde baret sig for at kysse hende. Dog giorde jeg det denne Gang ikke. I hvor inderlig deres Sydskendekiærlighed glæder mig – thi ingen Sydskende kan elske hinanden ømmere end disse – ligesom de, der nu elske hinanden i Himlen – saa vil jeg dog aldrig lade mig mærke med at denne Kiærlighed ikke er noget ganske sædvanligt, eller at de kunde være anderledes.

51Fetter Hosevinkel, som kom Fredagaften bragte mig foruden et Brev fra Zarine et fra Dig, elskede Sally B: og med det det pene Næt til min efter Sygdommen tyndhaarede Maja. Tak, Du Gode, for begge Deele. Nættet klæder hende hende meget godt. Hertel satte det først, og det strax paa hende, «saadan som Jomfr: Heyberg sætter sit, sagde han, og ikke som Madam Munthes, for det er forbandet stygt, enten det nu er saa i sig selv, eller for det hun ikke sætter det skikkelig paa sig» – Den løyerlige Hertel. Men han har Ret. Maaden at sætte en Ting paa sig, er det væsentligste ved Pynten. Det forstaaer nok Hertel. Jomfr: Heyberg klæder sig ret nysseligt.

Christie tog igien til Vinger i Løverdags. Om han bliver paa disse Kanter, eller om en 3 Ugers Tiid skal tilbage til Bergen, er endnu ubestemt. Det er en brav, solid Gut.

Tirsdag 13de I Gaareftermidd: kom Pastor Chrystie med sit hele kiære Huus, og blev her til Kl 10 – borgerlig Tiid. I Eftermiddag skal vi, alle som een, over til Mørkes. Han bad os selv i Søndags saa venligt. Hvem kunde sige Fader Mørk Ney?

Onsdag 14de Og hvem skulde ikke finde sig fornøyet i dette gode Ægtepars Selskab? Den hiertelige Velvillie som lyser af deres Øyne, yttrer sig i al deres Giøren og Laden, vilde giøre Opholdet hos dem behageligt, om end ikke alting var saa net og peent hvorhen man saae, saa godt og appetitligt alt det man nød. Der er i den egentligste Forstand som i et Dukkeskab. Saa mange smaae nette Snurrepiberier som man andre Stæder kanskee vilde finde barnagtige, synes alle her at staae hvor de hører hen, og giver det Hele noget saa barnlig fortroeligt og behageligt. Alt hvad der omgiver disse godmodige Gamle, er et sandt Udtryk af, giver et tydeligt Begreb om deres Indvortes. Og deraf forklarer jeg mig den Fornøyelse jeg finder i at see 52alle disse gammeldags Smaaezirater altiid paa samme Sted. Al Harmonie er behagelig.

Saa mødes vi ogsaa tidt, Faer Mørk og jeg, med Anmærkninger over Mennesker, Bøger etc. Mange af min Ungdoms Kreds vare hans Bekiendtere, og nogle iblandt dem, den ædle Dichman f: E: ham saare dyrebare. I Aftes kom han frem med jeg troer et halvt Duzin skrevne Visebøger fra de gode gl: Tider. Her var atter en nye Berøringspunkt imellem os: Jeg ikke allene kiendte; men havde selv afskrevet fast alle disse Sange i min Ungdoms Blomster, som Lottamoer siger, og vi bleve begge unge igien ved at erindre os alle de Omstændigheder under hvilke vi da skrev, og vemodige ved at tænke os de mange Medvandrendes, Medsyngendes – Bortgang og Forstummen.

Sagt, wo ist der Sanger hin,
Der auf bunten Wiesen
Veilchen, Ros’ und Schäferin,
Laub und Bach gepriesen?
«Mädchen, unser Leben flieht:
Auch der Sanger ist verblüht –»

Søndag 18de At jeg i saa mange Dage ikke har skrevet her, er ey fordi jeg har manglet Stof, men Tiid. Den Forandring med Jessen min giver mig ret meget Arbeyde, det vil sige Skriverie, da hans gode Fader har for meget med sit Embede at bestille, til at have stoer Tiid tilovers for privat Skriverie. Og at dette Arbeyde er mig kiært, tildeels meget behageligt, begriber I nok, mine Elskte[.] Og vil jeg nu stræbe, her at gientage det forsømte.

I Onsdagsaftes, da jeg sad i den sædvanlige Aftenkiede bragte man mig et Brev. Udskriften kiendte jeg – jeg havde Briller paa – før jeg tog det i Haanden. Fra Treschows! sagde jeg. «Fra Kbhn?» raabte Nella. «O, kiære Moer, bræk 53det, see, om der er noget om Borch!» – Naturligviis var det brækket før hendes Udraab var endt. Det gav det stakkels Barn kun liden Trøst, uden for saa vidt, hun saae – hvad hun vidste før, at hendes Ven havde været i Kbhn.

Mig gav det desmere. Tak, I Dyrebare, for hver Linie! For Din lunefulde Beskrivelse over Eders – uagtet den smukke Pige med Hyacinthen i Nakken, og flere Underligheder – interessante Julebesøg, min Malla, og for Din troe Beskrivelse, min Katty over Dit huslige Livs Glæder. O! sad jeg dog hos Eder, naar Din T: forelæser Dig først sine Forelæsninger, og forudseer, forudføler i Dit glade Smiil, i Dit vaade Øye det Bifald, alle Godes, Ædles, Tænkendes, hans Taler skal og maae vinde! Jeg skulde da – som jeg skrev Dig til (thi det er alt besvaret, det kiære Brev) nok dysse min søde Dattersøn i Roe paa mit Skiød, og kiæle ham i Søvn, og dysse og kiæle mangen bitter Følelse i Søvn – ney, hæve den høyt, høyt over Tiid og Grav til Evigheden –

Den Maade, hvorpaa jeg fik dette kiære Brev, og den simple Udskrift: «Til Frue Koren paa Hovind» Uden Posttegn, eller noget andet Mærke for at det var gaaet giennem flere Hænder, satte mig saa aldeles hen i de gamle lykkelige Dage – thi var det ikke, som kom det fra det gule Huus, fra det brune Karnap, fra Skolen eller Sinsen? Endnu veed Gud, hvorfra det kom: den Bonde som bragte det, havde faaet det af en anden Bonde. Med Borch var det ikke kommet: thi han kom hid samme Nat, efter at have reyst Nat og Dag giennem Sverrig (det os Danske og Norske nu saa ugunstige Sverrig) uden at hvile sig et Øyeblik i Christ. da han der fik høre, hvor uroelig Nella havde været over intet Brev at faae fra ham i saa lang Tiid (han har skrevet; men det gaaer underligt med Breve nu omstunder) Det var, hvad vor kiære President kalder en Kammeratstreeg; og maae jeg godt lide det og Borch med, som i denne Fristelsernes Tiid har holdt Stand, og blevet sit Nelleblad troe, uagtet alle de deylige 54Roser og Lilier man har lovet ham for at kaste det bort. Slige Fugle ere rare i denne Tiid, siger Poppenheim, og deri har hun Ret. For Resten havde han ikke en eneste Linie til mig fra noget Menneske, hvad han forsikkrede, ikke var hans Skyld. Men han havde seet Syvald, og jeg havde da faaet Brev, skiøndt af 22-23de f M – og saa maatte jeg vel give mig tilfreds. Nu tilstaaer jeg Eder ogsaa oprigtig, at det bidrog meget til min Taalmodighed denne Sinde, at han har bragt mig – hvad Nella i Gaar fulgte ind med ham for at hente – en grumme Hoben Bøger, en halv Kuffert fuld siger han, og det til Lands med sig giennem det dyre Sverrig. Hvor dyre Bøgerne selv ere, tør jeg ikke, rødmer jeg virkelig ved at tænke paa, og dog kan jeg for bare Glæde ikke komme til at fortryde denne, efter Tiid og Omstændigheder, det veed Gud, alt for store Udgift. Hvad der var mig mindst kiært af alt dette, eller allene ukiært, var en Present i Borchs og Nellas Navn, Atlask, Taft etc til en Pelts, som jeg om Morgenen fandt her i mit Kammer. Enhver, ikke ganske ubetydelig Foræring, og som ikke NB er fra en af mit Hiertes Nærmeste, sætter mig i Forlegenhed. Dog veed jeg godt, hvordan jeg kan vederlægge de unge Folk denne uden at det reent ud synes Betaling, og det trøster mig. «Og saadan fik hun sin Kiæreste, Moer!» – og saadan fik jeg da ogsaa, vist nok uden den Møye det kan have kostet at erobre Kiæresterne, mig en Silkepelts paa min gl: Alder. Mange, f. E: Hertel, har længe ærgret sig over, jeg ikke vilde anskaffe mig een, «da alle andre Koner, nesten, har det» – men paa Landet er slig Stads fast unyttigt, og den kommer nok til at hænge ved Siden af min Stads Kavay paa min kiære Frue Lottas Klædekammer, for kun at bruges der – ikke i Klædekammeret, i Staden, forstaaer I – See saa var det!

55Fra mit kiære Strømsøe, fra mit kiære Tøyen har jeg havt saa velsignede kiærlige Breve, og i Gaar en behagelig Dag paa Plogstad, saa I seer, mine Gode, denne Uge har været ret glæderig for Eders Moer Koren.

Endnu gaaer min velsignede Rikke og venter sin smertefulde Time (Gud lade det ey blive mere! og Lønnen sød og varig!) Hun er meget svag, men taalig og seer sin Smerte og sit Haab med sit fromme Hiertes fulde Hengivenhed og Tilliid i møde. I Gaar var hun endog saa munter. Futen har jeg aldrig seet saa forstyrret, og vist nok stræber han ved sin Munterhed at adsprede sin elskede Frederikke. «Hvor sødt formildes dog alle Lidelser, min Moer Koren, ved saadan en Mands Side!» siger hun ofte, og her mødes vi atter (Gud skee Lov!) som nesten stedse; Politikken allene untagen, hvor min Rikke har indsuget alt for meget af sin Hr Gemahls Frigeysterie –

Jacobea Heyberg, ja sandelig, det er en huld, sød Pige. I Gaar, i sin huslige Dragt, troer I ikke hvor vakker hun var. Det feylslagne Haabs Veemod – hun fik intet Brev fra sin Hofman – forskiønnede hende saa meget, især de milde blaa Øyne. Saa snart det er forbi med vor Rikke, kommer hun og Fetter Urban for at melde det. Hvor vil jeg nu ængstelig lytte efter Hundens Giøen og Bieldeklang!

I Aftes da jeg kom hiem var Posten kommet, og laae her tre Breve til mig, fra Bergh, Præsten Ottesen, og misant et fra Flor paa tre hele Sider. Men fra Hr Skriveren, som alt havde forføyet sig til Køys var Ordre? til mig: ikke at bedærve mine Øyne ved at læse dem før ved Dagen. Dog kan I nok tænke – griber i Eders egen Barm, ogsaa I, Adams stærke Sønner! at jeg maatte kige lidt i dem alle tre. Bergh faaer jeg neppe see. Han skal til Kbhn i neste Maaned. Gud ledsage ham, og giøre ham lykkelig! Den retskafne Ottesen! atter er et Haab – at blive Pihls Eftermand – gaaet til Grunde for ham. Giid I alle 56kiendte denne sieldne unge Mand som jeg kiender ham! Han troer vist, at kunde følge ud med mine elskede Eger, Strømsøe og Tøyen Folk til Hovind, det til denne Venten saa frydefulde Hovind. Ja, kiære unge Ven, dine Haab ere bittert skuffede – dit Hierte dybt saaret, men forbløde skal det ikke, kan det ikke – thi fra meer end Tidens Haand kan du haabe Lindring. Efter hvad I forhen har seet i disse Blade, vil jo alt dette ikke være Eder nogen Gaade – ikke engang min Forudsigelse. Brevet fra den troeværdige Flor aftvang mig, ogsaa min Koren, flere Smiil: thi han stod saa levende for os declamerende af fuldt Hierte. Umiskiendelig er hans Iver for Jesses Vel, som stedse for alt hvad han troer godt og ret, og jeg føler det, og skal takke ham saa hierteligt, som han fortiæner. Men – vor kiære gamle Justiskar havde dog nok Ret naar han sagde: «Ja, saa vil de ha’ det» thi langt anderledes trængte min gode Rasmussens sindige, ømt indklædte Venneraad og den ærværdige Rosteds, til mit Hierte end Flors: «det skal han lære, det maae han lære osv» –

I Eftermidd: skal vi i et længe skyldet Besøg til Proctr Kroghs, og medbringer jeg min lille Sara et Par smaae pene Bomuldstrømper med de dyrebare Bogstaver S:W: paa, som jeg har strikket til hende.

Her kom Hertel og gav mig 20rd, som han bad mig sende Dem, min ædle Egersøn, for de 20 ‹…› Exemplarer af Talen over Deres kiære gamle Klokker, til dennes forladte hielpeløse Datter. At Hertel har suppleret hvad der manglede i det runde Tyvetal, troer jeg nok – det var jo hans gl elskede Lærer der her var hædret, og dennes forladte Barn, det kom til Gode. Endnu har jeg ingen intet Exempl: faaet. Vi faaer nok have flere, siger Hertel – og jeg –

Mandag 19de Der kan I troe, jeg kom af Sengen i en Fart. Kl: 2 i Nat kom jeg først i den, og derfor var det jo dog ikke saa underligt, at jeg ey havde forladt den Kl: halv ni. Da kom Nannestad Præstefolk, disse forskrækkelige Morgenmennesker, hid paa en Tour til Enebak og Spydeberg, og ere nu allerede afsted igien. De har et haardt Veyr – stærk Blæst – at 57reyse ud over Øyeren i. Det samme faaer Kræftings op over Hurdalsisen. Dem mødte vi i Gaar, da vi toge til Kroghs, og bleve de med os did, hvor, som sagt, vi svirede til Kl. over 12. Chrysties var der. Jeg strikkede, giorde en Visit til Mad: Munthe, afløste imellem en Spillende, spiste, drak og kiælede Smaaebarna, især den søde Sara, som ikke var ganske frisk, men loe dog, da jeg drog de nye Strømper paa hendes smaae runde Been. (Saadanne smaae Barnefødder, siger Frue Lotta, seer acurat ud som smaae pene Grisefødder) –

Maaskee bliver de gode Kreftings over til i Morgen, om Veyret bliver for rasende. Jeg har blot nævnt det, da jeg begriber saa godt Moderens Længsel efter alle de kiære, saa længe savnede Smaae. Hvad ænser man i saadanne Tilfælde Vind og Veyr og alle Elementers Ublidhed! Kreftings Faderlængsel mærker jeg nok, lader sig snarere tilfredsstille – og det er jo atter naturligt. De bliver i Hurdalen en 8 Dage og kommer her og hviler lidt længere paa Tilbagetouren. Muelig besøger jeg dem deroppe, dem og gl: Mutter Holler og Jettemoer. Og i Dag skal Nella komme og alle mine Bøger –

Men nu hører jeg, lille Majamoer forlader Storstuekammeret, og siger Eder God Morgen for at gaae ind og sige hende det.

Onsdag 21de Man skulde troe at Alderen, om ikke hærdede vore Hierter, dog styrkede det ved Vanen til at udholde hvad det skulde være, i det mindste bædre, end i de yngre Aar. Men ney, saa er det ikke. Enhver Afskeed for lang Tiid eller for stedse, bliver mig alt mere og mere følelig. Maaskee fordi man med hvert Skridt nærmer sig Graven, Afskeden fra Livet, meer og mere.

Nu tog den gode, muntre Poppe herfra til Kongsberg, derfra til Schien, og meget mueligt, ja rimeligt, at vi da ikke sees mere i dette Liv. Vi vil savne hende meget. Hun har deelt de glade og sørgelige Dage lige troet med os. Held følge hende paa alle sine hendes Veye.

58Kreftings bleve dog Mandag over, fordi Veyret var Krefting for slemt. Hun taug, sukkede og gav efter. Saa bør det sig jo Qvinden, om hun end er Moder. Og sandelig, vi bad dem alle, de skulde blive, thi Vinden rasede, hvirvlede Sneen i tykke Skyer. Den arme Nella var nesten frossen ihiel da hun kom hiem temmelig betids. Hun bragte mig Hilsener fra det kiære Tøyen, og alle mine Bøger, som stode lokkende i Kufferten herinde men maatte staae der i Roe, indtil jeg havde giennemlæst og ret moderlig glædet mig over det velsignede Datterbrev fra Kbhn, som hun ogsaa bragte mig. Det var kommet op med den nu i sin elskværdige lykkelige Families Skiød nu saa lykkelige General Audit: Bergh.

Kunde jeg dog trykke Eder til det fulde Moderhierte for dette Brev! I et Kys, i et Blik takke Eder for det! Da nu det var læst, og den vakkre Prolog Epilog til Axel og Valborg som I ogsaa sendte mig, fordi I veed, hvor alt fra den Haand glæder Eders og Adams Moer Koren – og Nella havde udtømt alle sine Nyeheder, der ey beløbe sig til meget, fordi hun havde kun havt een Gienstand for Øye, stial jeg mig herind, pakkede op, trykkede en og anden Bog til mit Hierte, vel endog til mine Læber, men sukkede ved Savnet af nogle, som ikke vare med, og over andre, som der vare for mange af – I Gaar hialp min læse- og skrivelystne Maja mig at ordne dem, og kunde jeg kun glæmme, hvor dyre de var, skulde jeg for Alvor glæde mig over min Skat – og det giør jeg kanskee lell. I Dag førte jeg min Koren hen for Skabet. Han rystede paa Hovedet; jeg kyssede ham. «Ja det kan jeg faae for alting» sagde han.

Mange af de nye Bøger ere nu alt paa Veyen med Poppe til Eger, Strømsøe, og vor Saras Hovind. «Ingen til Tøyen?» De læser jo ikke tydsk, de kiære Mennesker der, og de danske jeg fik – Øhlensl: nordiske Digte, Palnatoke, Odeum af Sander etc. – kiender de allesammen.

59I Gaar, da Kreftings var reyst – de reyste tidligt – maatte jeg til at skrive og giøre færdigt det meget Poppa skulde have med. Siden læste jeg i 4 Timer i Rad, for at faae endt Lafontaines Landsbyepræst, at Poppe ikke skulde reyse bort med den Ank, ikke at have faaet hørt Slutningen. Jeg var nesten aandeløs tilsidst, og for kort siden vilde det vist ikke lykkedes mig at læse høyt saa længe, nesten uafbrudt. Men jeg var glad ved, at kunde bedøve mig selv en Smule ved denne virkelige Anstrængelse. Jeg var saa bedrøvet i Gaar, og har ikke stoer Aarsag til at være det mindre i Dag. Fra Rikke hører jeg intet, uden at det er ligedan. Det vil sige, hun er yderlig svag, og taber med hver Time mere af de faa Kræfter, hun har igien, og som ere hende saa uunværlige –

Mad: Walbohm, som har været syg siden Juul, var i Gaar saa slet, at der tvivledes om hendes Liv. Jeg holder inderlig af denne godmodige, fromme Skabning – og hvem kan andet? – Jeg mistede saa nødig denne sieldne Naboerske; men hvad vil det sige altsammen imod den brave Walbohms Savn, skulde hun, hans eneste Glæde, rives af hans Arme? Nu vare de saa lykkelige, og først nu, efter mange tunge Aars Gienvordigheder. I Dag er hun lidt bædre, men Haab tør man dog ikke giøre sig, ikke noget sikkert, siger den trøstesløse Ægtefælle. Hvor det i mange Øyeblik, og især i saadanne, maae være tungt at være Læge, at see den Elskede lide uden at kunde mildne Lidelserne, at see Livet gradviis svinde uden at kunde holde det tilbage, at vide saa bestemt: nu maae Lampen slukkes, Olien er udbrændt til sidste Draabe, Livets, Haabets – Glædens Olie –

Stakkels Poppe! det giorde hende Skilsmissen fra denne hende saa kiære Egn dobbelt tung, at hun maatte reyse i den smertelige Uvished om en kiær Venindes Liv. Hun havde mindst Haab af os alle. Men Haabet kan vel ikke heller fæste sig i det af andre og flere Sorger blødgiorte, smæltede Hierte.

60Torsdag 22de I Gaar kom her Invitation til os fra Munthes paa en Kop Caffe etc i Eftermidd. Gud veed, hvor giærne jeg havde sagt Ney, men da disse Mennesker, siden de skildte sig saa uvenligt ved Poppe, har troet – og ikke uden Grund – at vi havde noget imod dem, og da det er ubehageligt at leve i Misforstaaelse med Mennesker, man skal og maae omgaaes, saa vil jeg heller giver efter, og engang til Forandring bringe «Troen under Fornuftens Lydighed» – Dog, det er ikke mig som giver efter, i dette Ords egentlige Forstand: thi med virkelig sand Anger har de søgt at giøre deres Overilelse god igien

Man maae overalt mere beklage end harmes over en Mand af Munthes Natur. Hans Opfaren og Heftighed giør ham mange Gange Livet surt. Den unge Kone geraader det kanskee vel saa meget til Roes som Daddel, at hun er hans Echo. Ildetænkende er ingen af dem, snarere det Modsatte. Dog, hvortil denne Apologie? Som om jeg maatte overbevise Eder om alt dette, før jeg kunde drikke Caffe der? Ellers er det nok i Anledning af Svigerforældrenes Nærværelse, der i Dag er Selskab.

Mad: Walbohm var i Aftes, lod det, i Bædring. I Dag synes hun atter slettere.

Fredag 23de Og i Dag har hendes arme Mand opgivet alt Haab. Gud styrke ham! Gud trøste dem Alle, som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fjærn eller nær! –

Naar ikke Timerne vare saa lange, meer end dobbelt imod her hiemme eller blandt mine egne, hvor jeg da ogsaa kan sige «her hiemme» «der hiemme» – saa kunde jeg undertiden troe, jeg morede mig i saadanne Selskaber, som det i Gaar. Men denne Tidens Snigen overbeviser mig om det Modsatte. Det var paa Sessionstouren, General Meyer var her i Egnen, og alle de Herrer, som havde dermed at giøre, vare indbudne til Præstgaarden. Blandt disse vare tre Riddersmænd, og atter blandt disse saa gar et Storkors. Staffeldt, Stabel, Krebs vare de andre Korsets Betægnede To 61raske, godlidende, og, siger man, virkelig flinke Marssønner. (Stakkels min Skriver sad mellem disse tre ved Lhomberbordet som fattig Peer Erichsen) Men hvem der af alle interesserede mig mest veed jeg nok. I vil ogsaa giærne vide det, og hvorfor ikke? Det var unge Arbin, et af de elskværdigste, beskedneste unge Mennesker jeg kiender. Jeg studsede ved at see ham her saa uventet og i Uniform (herefter vil man studse mere ved at see nogen uden Uniform) han er Regimts‹:› Qvartermstr ved Jægerne – og i Begyndelsen kiendte jeg ham ikke. Der var en brav lang Frist, inden han blev hværvet til Spillebordet eller rettere naglet til det, og denne gik, naar jeg skal være oprigtig, bedst for mig: thi talte vi ikke om fordums Dage, de lykkelige, de uigienbringelig tabte! – Jeg havde ikke seet, ikke talt med ham i fem Aar – saa kan I tænke Eder hvad vi kunde tale om. Han erkyndigede sig saa hierteligt om Treschows, om Syvald. Om Bombardementet, som det ellers altiid saarer mig saa inderligt, at høre nævne, talte vi ogsaa, og om hvordan han, i Følge med Søstrene og Svogeren overraskede den lykkelige Moder, og i et Øyeblik lønnede hende for al den udstandne Angst. Jeg fik just, mens jeg talte med ham, min Axel og Valborg tilbage fra Moer Borchsenius. Han havde ikke læst den, og jeg nødte ham til at tage den med sig – (han var bange, jeg ikke skulde faae den snart nok tilbage) Det var jo en kiær Foræring fra hans tilkommende Svoger, hvormed jeg alt havde glædet mange Hierter, og skal glæde flere; og sikkert forstaaer denne Ynglings Hierte, og fortiæner at glædes ved Mester Adams Mesterstykke.

«Men hvem var der da flere?»

Ja, naar I spørger mig saa fornuftigt, mine Elskede, kun: hvem var der? saa er det let sagt. Den gode Frue Ingier med sin Aaslaug og en yngre Datter, lille Frue Keilhau, som græd bitterligt for sin kiære Tante, sin anden Moder, Mad: Walbohm, hvis Tab hun følte forud. Generalinden var stillere, end jeg nogensinde havde seet Provstinden, men det vanklædte hende ikke. Vi giorde ikke andet, end pratede. Jeg veed ikke hvordan det var, jeg kunde slet ikke faae mit Strikketøy op af den grønne Geburtsdags-Pose. 62Det er ret en Uskik, ikke at have Arbeyde med sig, og jeg har det, til Trods for denne, altiid med mig, men som sagt, i Gaar kun for at slæbe det frem og tilbage uden at see paa det. Der var ingen flere herfra end min Koren, Hertel og jeg. Andreas er syg, arme Gut, Smaapigerne havde ingen Lyst at være med. De ventede paa mig, som de altiid giør, med deylig varm Thee, og inden den var drukket og alt i Orden, blev Kl 2½ – saa I ey undres, om jeg snakker lidt i Søvne. Dog hørte jeg lysvaagen i Gaar, at der skal være en Forbindelse paa Tapetet – neppe giætter I det, thi det er alt for rosomt – derfor herud med det – mellem Frøken Beck og – Falbe. Skulde dette gaae i Hob, vilde jeg give dem det Raad, at tilbringe saa meget af deres Tiid som mueligt med Sang og Strængeleeg; thi sandsynlig blev dette den eneste Harmonie denne Forbindelse vilde – kunde frembringe.

Onsdag, sidste Febr: I Gaar var jeg grumme syg, mine Elskede, laae det meste af Dagen. Det var mig dobbelt tungt at være syg: Kreftings var her, min kiære Dagbog hvilede og havde hvilet i saa mange Dage, og paa Plogstad var min hele Siæl, hos min Rikke, nu siden Søndag en glad lykkelig Moder – det Gud lade hende blive sit hele Liv igiennem! – til en rask stoer Gut. Med denne glade Efterretning mødte min Maja mig, da jeg Mandagaften, i Følge med Kreftings, kom hid, og før jeg steeg af Slæden. (Jeg har jo dog sagt Eder, jeg skulde til Hurdalen og tog did i Løverd:?) En stoer Byrde væltede sig fra mit Hierte. Endnu lettere blev det ved den anden Tidende, som min hulde Maja lige saa glad og hurtig skyndte sig at mælde: at den snilde Madam Walbohm var i god Bædring. Hun har siden været Døden meget nær; men i dette Øyeblik var hendes Mand her, og paa hans hele Ansigt stod: der er Haab! – Gud opfyldte det! og det troer jeg, han vil. Walbohm troede det saa tillidsfuld til Guds Godhed. Og hvad frygter, haaber, og troer, som Kiærlighed?

63Løverdag Formidd: begyndte min Hurdalsreyse, mindre behageligt, end jeg havde tænkt mig den, fordi hverken Veyr eller Føre svarede til min Forventning. Dog, hvad der giorde den end mindre behagelig, var, at det, saa vidt jeg erindrer, var første Gang jeg tog saa allene til Hurdalen. Ikke mit hele Liv igiennem har jeg giort nogen Tour saa ofte i behageligt, tildeels dyrebart Selskab, som denne. I mine elskede Døttre dernede, og Du, min Sally, I glæmmer ligesaa lidt som jeg vor Samreyse did, ak, og til det elskelige Mork – og nu er det Alt forbi!–

Ogsaa med Dig, dyrebare Lotta, var det engang en deylig Tour – og nu var jeg saa ene, besøgte ikke mere Kreftings i deres lille pene Boelig, besøgte med dem den gamle Moder og de Smaae og tænkte mig hvad det vilde koste dem, saa snart at rive sig igien ud af den dyrebare Kreds. Det er dog nok sandter dog nok sandt] rettet fra: er nok dog sandt ved nummerering over ordene hvad min Koren siger: at ingen kan have bædre for at tænke sig alt Sørgeligt sammen under eet, end hans og Eders Christiane – Men kan jeg for, at det hænger altsammen saadan i en Kiæde? og at jeg ikke formaaer at skille Led fra Led?

Paa Borttouren hvilede jeg hos Frue Bergh, Lieut: Berghs Enke der nu eyer og beboer Limset, hvor fordum vor gamle Ankerberre boede med sin gode Maja, og hvor alle deres tre vakre Smaaepiger ere fødde. Jeg har aldrig været der før. Det er en nydelig beliggende Gaard, net bygget. Man har Udsigt over hele den vakkre af Træer omkrandsede Hurdalssøe. Tæt ved denne ligger en deylig Birkelund, hvor der om Sommeren maae være paradisisk skiønt. Det var engang nær ved, vi skulde kommet did. Men nu Gud skee Lov, vi ere her.

Det faldt selv Aslak tungt, at reyse Kreftings fordums Boelig forbi, det eneste Sted i Hurdalen, jeg nogensinde havde steget af ved. Ødemark ligger oven for Værket, høyt op i Fieldene, romantisk vildt og skiønt. Et eneste meget stort Værelse, og et lille Kammer, er alt hvad der er beboeligt, og deri vare vi nu 12 Mennesker Nat og Dag, og fik godt Rum, og trivedes prægtig.

64For at fornøye gl Moer Holler, der nu kun hver Jubelfest faaer sig et Slag Kort, spillede vi, hun, Krefting og jeg, en lille bitte Lhomber, og gik den øvrige Tiid med Arbeyde og Snak saa lunt og godt, imens Veyret, Blæst og Sneefog, rasede udenfor. Vor eneste Frygt var, at vi ikke skulde komme frem Mandag, og det var ikke heller uden Møye vi kom den første halve Miil til Præstgrd: hvorhen hele Huset, den lille søde August undtagen, fulgte. Kreftings comunicerede.

Molzhaus ere, med det lidet – jeg frygter mindre end lidet – de har, saa giæstfrie mod Alle. Vi maatte spise og drikke Caffe der, og det var altsammen forbi Kl 1, da vi ilede at komme afsted igien, og de gode Folk havde rettet sig derefter. Det var mig en sand Glæde at see den fordum saa raske, nu i to Aar, efter et Apopexie saa usle Mad: Molzhau, vendt tilbage til Liv og Helbred. Hun kommer sig øyensynlig fast med hver Dag. Pigebørnene (den ældste var ikke ret frisk) stel‹…› saa peent og stille med alting, og Orden og Nethed skiuler eller erstatter hvad der kan mangle i et og andet.

Kreftings tager sin deres ældste Søn – som just fyldte sit 13de Aar da han forlod det faderlige Huus, eller rettere Fødestedet – med sig til Byen. Den løyerlige, sig selv stedse lige Jettemoer, og en af Smaaepigerne, fulgte med hid, og bliver her en 14 Dage. Kreftings bliver over i Dag ogsaa, og nu skal jeg ind og læse Hakon Jarl for dem, naar min Post til Byen er expideret

I Gaar, den Stund jeg var oven Sengen forelæste jeg dem Freyas Alter, som rystede deres Lunger, og ryster mine hver Gang jeg læser det skiøndt jeg nesten kan det uden ad –

Og saa laae her to kiære Breve til mig da jeg kom hiem, fra min elskede Maja og Lotta, dem jeg nu skrider til at besvare. Og saa seer jeg ingen af Eder, I dyrebare Ventede, før – ja naar? Dog, Gud skee Lov, jeg vist veed det bliver paa Føret. Naar I da skal komme og kommer tænker jeg: «havde det ikke nu været forbi, vare de komne først i Marti, som du haabede?»

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.