Dagbok 1810

av Christiane Koren

[Januar]

Nytaarsdag 1810

1«Paa Tidens de rullende Bølger
Fremskrider du, kommende Aar!
En rædselfuld Taage dig følger,
Og skiuler din Høst og din Vaar.
Dog skal Feyghed ey ængste vort Hierte:
Thi vi mindes de Timer, som svandt:
Du vil skiænke os taarefuld Smerte,
Men qvægende Glæder iblandt.»

Med dette Værs modtog mit glade Bordselskab i Nat, just da Klokken slog 12, det kommende Aar, jublede det, i den egentligste Forstand imøde. Det kunde jeg ikke. Med stille Hengivenhed, ogsaa med Haab, med veemodblandet Glæde gaaer jeg dette, gaaer jeg den Tiid imøde, der endnu ligger imellem mig og Evigheden. Først der, først imellem de forudgangne Lyksalige, skal min Siæl juble igien.

Men ey Feyghed skal ængste mit Hierte:
Thi jeg mindes de Timer, som svandt» –

Ja jeg mindes dem, dette forgangne Aars svundne Timer, og mindes med dem Eder, I sieldne Mennesker, Eder Alle, ved hvis Haand, ved hvis Barm de henglede, disse mange bittre Timer, af hvilke enhver laae for mig som et Aar, Aaret – som en Evighed. Gud seer mine Taare, og hører og forstaaer dem

Natten gik, siger Ungdommen, som et Øyeblik:
«Hver Time er den glade Siæl for kort» –

Først Kl 6 holdt de op at dandse, og sad siden sladdrende og syngende om Theebordet til Kl 8. Før kom jeg heller ikke til Sengs, og slet ikke til Roe, saa jeg nu, mat og træt men af et varmt Hierte ønsker Eder I Alle min Siæls Elskede: Lyksaligt Nytaar‹!›

2Og efter dette hiertelige Ønske til, over Eder Alle, henvender jeg mig med endnu et forlods for Dig, min elskede Sally B., som med Aarets første Dag første Gang aabnede Dine Øyne mod Lyset. Gud give Dig i det Aar Du nu i dobbelt Henseende begynder, saa mange behagelige Timer, som Du i det forbigangne udøste bittre og mildere og altiid sande Deeltagelsestaare med og for Din Moer K.

4de Jan: Her har været for megen Tummel, idelig Kommende og Reysende, til at jeg har kunnet faae et Øyebliks Roe at underholde mig med Eder, I Kiære, eller med mig selv[.] Nu er det for saa vidt i den gamle Orden, at jeg i Dag er hiemme, at her af mine kiære Julebesøgende ingen flere er tilbage end Agatha Messel, lille Luise Radik, som nu Linchen skal følge hiem, og Hanna Bull, som bliver her, til jeg og de andre Barna reyser til Tøyen.

I Gaar toge de bort, min velsignede Lotta og Jes og Kista‹…› Steen og Wenzel, og Fetter Christie, og foer jeg da did, mit Hierte længe har kaldt mig, til Rikkemoer; som jeg fandt færmere, end jeg ventede, og glad som sædvanlig i mit Komme. Fabritius styrede mig. Da vi kom hiem, Kl imod 12, ‹…› fandt vi den tækkelige Lise Krefting, en af hendes Systre, og Otto Smith her, som nu alt ere paa Veyen til Byen. Og saa er Julen forbi, med alle dens Glæder og vemodsfulde Minder. Kunde jeg tænkt, at opleve en Juul som denne, naar jeg i den forrige saae ud i Livet som i en mørk glædetom Ørken naar jeg selv ved Din Barm, hulde Maja, i Dine Arme, min Sarathrina, og ‹paa› Tøyen omgiven af saa mange elskede Væsner, ikke kunde opdage en Lysstraale i det skrækkelige Mørke! «Alt, ogsaa Smerte, alt hvad der tilhører Jorden, er 3forgiængeligt» – Alt? Ogsaa Eders Minde, Eders dyrebare Minde? Ney! og heller ikke min Smerte. Mildnes kan den, forgaae ikke, aldrig, før jeg siger: «Jeg kommer! Sara, Vilhelm jeg kommer!» – Men mere og mere, nesten med hver Dag overbevises jeg om, at Smerte som alt andet Jordiskt er forgiængeligt, Faderens, Moderens Smerte over sine Børns Tab ene undtagen. Kan maaskee en Faders Hiertesaar læges? En Moders kan det aldrig. Det Hierte, under hvilket det elskede Væsen fik sin Tilværelse, ved hvilket det drak sin første Næring, det Hierte, som siden deelte hver det elskede Barns Følelser, glædede sig, leed med dette sit andet – sit bædre Jeg – o Ney, o Ney, arme Hierte, dit Saar læger kun Graven – din hede Smerte kan ene Dødens venlige Haand afkiøle –

__________

Jeg har grædt længe og heftigt. Nu trykker det ikke mere saa ængsteligt for mit Bryst. En Tanke, et Blik, en Lyd kan undertiden ryste mit hele Væsen saa underligt, at det er, som det skulde falde sammen. Den Stilhed, som følger efter en saadan Orkan er vel undertiden, og for det meste Mathed. Saa er det ogsaa nu. Jeg vil derfor opsætte at fortælle Eder mere om de foregaaende Dage, og et sørgeligt Besøg i disse.

Fredag 5te Dette Besøg var den ulykkelige Frue Hiort. Jeg veed ikke, om jeg før har talt noget om hende her. Hun er Syster til en Lieutnant Wærner, og var, da vi kom til øvre Romerige, en meget elskværdig Pige. Kort efter blev hun gift med sin Halvsysters Søn (og var der mange Spektakler inden de fik Tilladelse at ægte hinanden) en vakker, rask ung Mand, men hvis hele Væsen aldrig anstod mig. De har nu været gifte i adskillige Aar, og den gode Ane Wærner har altiid vedligeholdt sit muntre Udvortes, i hvor stærkt det Indre 4end ofte har modsagt det. Hun var aldrig lykkelig. For to Aar siden fik han Compagnie, og en fortrinlig god Officerboelig, og nu syntes Lykken ret at smile til dem. Paa engang – der hviler et tæt Slør over det Hele – blev han erklæret vanvittig, syg paa Siæl og Legeme, og sadt i Forvaring i Fredstd. Man troede, hans Vanvid var Forstillelse for at rædde sig ud af adskillige Fortredeligheder; men var det saa i Begyndelsen, saa er det nu ikke længere Tilfældet. Hans Forstand er uigienbringelig tabt, hans hele Legemsbygning viser Siælens Sløvhed. Hun lider uendelig meget. Men selv i de første skrækkelige Øyeblik tabte hun ikke Modet. Den nu afdøde Commendant i Fstd, Gedde, vist en brav veltænkende Mand, behandlede hende ømt og faderligt, og raadede hende, selv at tale med Printsen. Det giorde hun, og den ædle, sande Menneskeven (ak! at Norge maatte miste ham!) trøstede hende, lovede at hielpe saa meget mueligt, og holdt Ord. Han beholdt sin Gage. Saa smaat det end kan være for dem med 2 Børn, saa er ikke det nogen Anledning til Klage for den nøysomme kiække Kone; men Synet af den ulykkelige unge Mand, der neppe er en Skygge af hvad han har været, er selv for denne stærke Siæl en alt for tung Byrde. I nesten to Aar saae vi ikke hverandre, og alle vore Tab, vore Lidelser, den enes fremkaldte ved den andens, trængte voldsomt ind paa vore Hierter ved dette første Møde. Jeg har altiid holdt saa meget af hende, og hun af mig. Da vi sidst saaes, ak! det var en af mine lykkeligste Dage: alle Børnene vare hiemme og samlede om mig, jeg fik den Dag saa mange kiære Breve fra Kbhn – o, jeg mindes det saa vel. Da havde ogsaa Hiort faaet Compagnie – I Morgen har hun lovet at besøge mig igien med sin Svigerinde, Frue Wærner.

5I Nat kom de tilbage, som havde skydset mine Elskede ind, og med dem kom et velsignet Brev fra min Lotta, og inden i dette et saa barnligømt fra de dyrebare Døttre dernede, formodentlig kommet op med Ottesen. Ja, det er datterligt, kiærligt, og min moderligste Tak og Velsignelse for dette kiære Brev; og disse blide Veemodstaare, ædle Treschow, være min Tak til Dem, fordi De talte med min elskede evig uforglæmmelige Adam om mig, fordi de saa uimodstaaelig trængte ind paa hans Hierte, og fik fra dette Løftet om, at han snart vilde glæde sin og Deres Moer Koren med et Brev, ak, et i saa mange Aar savnet Brev – O! hvor seer jeg det med ængstelig Længsel imøde – Men skal end denne Længsel (som efter hiint Løfte vil blive endnu smerteligere) længe være forgiæves, saa være I dog stedse og ligefuldt takkede, mine elskelige Børn, som saa uafladelig og kiærligt mindes mig.

I Gaar forlod den elskede Christian August Christiania – I Dag forlader han Norge, det Norge, hvis Skytsengel han var, det Norge, hvor hans Hierte maae blive tilbage, fordi alle Hierter ere bundne til det.

Ja, min Katty, Du siger sandt, og Dit norske Hierte slog da Du sagde det: «Norge mister sin giæveste Mand» – «Men ogsaa i Sverrig vil han blive Norges Skytsaand» skriver i Dag min Lotta. Ja, kan han, han vil det, saa sandt Gud lever, saa sandt – ak! som vi har mistet ham!

Gode, brave Naboer, stræber at giøre ham Livet saa lykkeligt, som en Regents Liv kan blive det. Saa lykkelig, som han vil stræbe at giøre enhver Enkelt og det Hele, ak! saa lykkelig kunde I ikke giøre ham, paa hvem alle Eders Sorger hviler.

6Løverdag 6te Tre Mennesker, Frue Hiort, Wærner og hans Kone, reyste nu herfra med lettede, med glade Hierter. O! lad mig ikke klage, ikke føle mig ulykkelig, saa længe Gud forunder mig, at kunde bidrage til andres Lykke, eller (Lykke var et alt for stolt Ord) Formildelse i andres ublide Skiæbne. Blandt de mange haarde Stød, som traf den gode Ane Hiort, var dette et af de haardeste, at hun saae sig saa langt bortfjærnet fra alle sine Venner og Bekiendte, at hun ene maatte bære sin bittre Skiæbne, uden en venlig deeltagende Barm at helde sig til.

Nu har min Koren for en Tiid siden kiøbt en lille bitte Gaard i Nannestad, en halv Miil fra Wærners, den overlader han nu, den ømme velsignede Mand, til disse gode ulykkelige Menneskers Brug; og sielden har jeg seet et renere Udbrud af Glæde, end i alle disse Ansigter. Selv paa Wærners Kinder trillede store Taare – han elsker denne eneste Syster saa ømt. Gud lade det nu i alle Deele blive saa godt for dem, som vi alle ønske det! Og endeel bædre, end de har det, maae det blive: de kommer jo igien i den Egn, hvor de ere fødte og opdragne, hvor deres lykkelige Ungdom gleed hen blandt Ømhed og Kiærlighed, som atter udbreder sine Arme for at modtage dem.

I Morgen lovede min Koren, og bliver jeg ret rask, ogsaa jeg, at spise Frokost hos dem, og besee den lille nye Boelig.

Mandag 8de Det blev for seent for mig at reyse med Koren i Gaar, frisk var jeg just ikke heller. Poppe blev med i mit Sted; men det var den Gang hun fik Skriveren med sig, og det skal ikke skee tiere. Tænk, han forførte mig der den gamle stø Mand til at følge med sig til Nannestad Præstgaard, og kom de ey hiem før Kl 9. Jeg faldt, som I 7nok kan tænke, i adskillige uroelige Tanker, og var neppe at formilde da de kom tilbage, skiøndt de vilde bestikke mig med Æbler og Gotter. Den gode Ane Hiort, hendes Broder og hans Kone, havde været saa glade i den nye Boepæl, og min Koren, glædende sig med de Glade, kunde da ikke afslaae Poppas Bøn, og vilde i saadanne Øyeblik neppe afslaaet nogen Bøn, han havde det i sin Magt at opfylde.

Pastor Munthe var her i Gaar, saa bliid som en Lærke, og havde saa gar en Nytaarsgave med til min Koren, en af Præsten Lund i Vardalen nydelig udskaaret Tobaksdaase. Saa var Proctr Krogh her, med Kone og 3 Børn, hvoraf den ene er min Guddatter, den Mindste, en velsignet lille Glut, bærer det dyrebare Navn: Sara Wilhelmine, efter mine to Uforglæmmelige. Tænk da, om hun er mig kiær! Jeg vilde saa nødig, de skulde reyst saa seent – Kl 10 – ud med hende i Aftes; men de maatte endelig hiem.

Det er et lykkeligt Ægtepar. Hun var en simpel Bondepige, og tiænte her hos gl: Scheitli. Han var paa Contoiret. De bleve alt for fortroelige, men han var standhaftig i en ædel Grad: da han i Kbhn, hvor han læste til Examen, fik vide hun i sin Barselseng nesten var fra Forstanden, fordi taabelige eller slette Mennesker havde bildt hende ind, han aldrig vilde blive hende troe, ilede han tilbage saa fort mueligt, og kom maaskee netop tidsnok for at rædde hende. De bleve strax, da hun fik Samling nok til det, viede, og han forlod hende ikke mere. Hun er ret vakker, og hiertelig god, ogsaa meget flink i sit Huus, hans Dannelse har hun ikke; men nok, de ere lykkelige.

8Et lille datterligt Brev fra min Sally, et Do fra min Maja C, og et langt, kiært fra min Thrinasara, bragte Gaarsposten mig. Tak, alle I Elskede, for Eders kiærlige Ønsker til det nye Aar, dem mit Hierte saa rundelig tilbagegiver Eder. Gud skee Lov, den piinlige Gigt har forladt Dig, dyrebare Maja! hvilken smertefuld Juul har Du havt! og Din Moer Koren kunde ikke deele den, som Du deelte hendes Siæls Smerter den forrige mørke tunge Juul! Men saa kan vi jo nu glæde os sammen. O! lad mig haabe det.

«Først naar jeg seer min egen Moer Koren igien, vil jeg paa mit eget Viis feire Fredsfesten» skriver min Sarathrina. Gode, kiære Pige! hvordan engang i et skrækkeligt Øyeblik, ved Dit Hierte Fred sank i mit, glæmmer jeg aldrig. O! at ikke alle vore Elskede kan høytideligholde denne Fredsfest med os! Dog jo, det kan og vil de, ogsaa de Fraværende: thi de vilde glæde sig ved at vide os saa glade samlede engang igien. Ogsaa Eger skal jeg jo see igien –

Med et rørt Hierte, med sande Veemodstaare læste jeg nu i Tiden vor ædle Christians Afskeed til sine elskede Nordmænd, sine Landsmænd, som han kalder dem.

«Saa længe mit Hierte slaaer, slaaer det for Eder» slutter han. Og vore for Dig, dyrebare, smerteligsavnede Prints!

O! blev Du kun lykkelig! Men det ahner mig, at der forestaaer Dig heftige Storme. Og hvor raser disse frygteligerere, end om Thronen? Og hvor findes mindre Lye imod dem, end der? Din Darre er borte, arme Christian! og vel ham, at han ikke saae Dig forlade Norge, at han undgik den haarde Striid: at forlade Dig eller Fødelandet. Ved begge Dele vilde hans Hierte blødt. Nu bløder det ey mere. Han være fremdeles sin elskede fyrstelige Vens Skytsaand!

9Nu reyste min gode Agatha Messel til Vildberg, hvor hun for det første har sit Hiem. Hendes Moder bliver der Vinteren over. Det er en besynderlig Pige, denne Agatha, saa naiv, saa barnlig uskyldig at det nesten er utroeligt, nesten grændser til Barnagtighed, og dog igien i visse Punkter saa dybttænkende, saa stærkt følende, kort, en sand Original. Men hun skulde, maatte jeg raade, ikke være paa det nu saa stille, fast øde Vildberg, hun skulde være blandt mere forskiællige Mennesker, skiøndt i et kiærligt umærkeligt Ledebaand; Verden med alle dens Idrætte er hende saa reent fremmed, og hun skal jo dog leve i denne Verden. Jeg skal sige min kiære gamle Veninde min Mening, det første vi sees igien, og om hun end ikke tænker heri som jeg, saa veed jeg dog, hun ikke misbilliger at jeg taler reent ud. Vi vare jo altiid vante til, at have vore Hierter paa Læberne; og agte hinanden for meget til, at Ulighed i Meninger kunde have nogen ufordeelagtig Indflydelse paa vort mangeaarige, vort evige Venskab.

Tirsdag, 9de Da vi stode færdige at gaae til Sengs i Aftes, Kl: var 11, kom 3 Slæder raslende i Gaarden. Det var Lieut. Gill med sin Kone og en Jomfrue Thesen. De blive over her i Dag. Gill har faaet mange Penge med sin Kone, en Proprietair Enke Oppegaards eneste Datter, paa Næsodden. Man havde beskrevet denne Kone som et Monstrum af Styghed og Dumhed, og jeg, og vi alle finder hende en ret tækkelig, simpel jævn Kone, og langtfra ikke styg. Af Breve til Nella har jeg længe siden seet at hun umuelig kunde være saa udannet, som man paastod. Og sandelig, hun er det mindre, end nogle af de, som gav denne Beskrivelse over hende

10Onsdag 10de Gills reyste tidligt i Gaar. Vi vare siden om Eftermidd: paa Gierdrum Præstgrd, Jeg, alle mine Jomfruer, Telja undtagen, Lunde, Gryner og Sr Andreas. Min Koren var i Næss, Hertel i Hurdalen, og vare vi saaledes fast spredte over hele det vide Øvre Romerige.

Hos Chrysties var den tækkelige Jomfrue Horster (en ældre Syster til hende, min fromme Maren, som er der i Huset) og hendes temmelig utækkelige Broder, Claus, der dog nu er endeel bædre, end tilforn. Ellers var der foruden os Alle kun Mad: Krogh med sin lille Sara. Den raske Præst fik flux fat paa en Spillemand, og morede Ungdommen sig der ret godt, og vi Ældre ogsaa, til Kl halvtolv. Da vi kom hiem, laae min Koren længe paa sit grønne Øre. Jeg havde været lidt uroelig, fordi han skulde over Wormesund, hvor Farten i nogle Dage har været standset, da der atter er skeedt stærkt Jordfald fra en Gaard, jeg troer Brustad, lige over for Thesengaardene, hvoraf det meste gik ud for tre Aar siden. Endnu falder det daglig, og de mange store Sprækker i Jorden spaaer det vil vedvare længe. Alle i Nærheden boende ere flyttede bort. De arme Mennesker! deres Tab er betydeligt; og deres Uroe og Angst end betydeligere. Og saa usikkert er hele Næss langs med Elven.

Løverdag 13de I Dag skulde jeg efter min Bestemmelse reyst til Tøyen med Barna, og Zarine til sin Syster. Men Fetter Christi skrev, at han vilde komme herindom i Dag paa sin Hiemmarsch til Bergen, og deels for selv at see den brave Gut endnu engang, deels af andre Aarsager, som I vel skulde faae Kundskab om, og som 11I maaskee giætter, naar jeg siger Eder de behage mig just ikke saa ganske, udsættes Reysen til i Morgen. Jeg har underrettet Eder derom, I elskede Tøyen Venner, at I ikke i Dag skulde vente os forgiæves.

I Gaar ventede jeg saa længselfuld min Rikke, og ventede med Midd: Maden til Kl: over to. Da vi stode fra Bordet kom hun, Gud skee Lov, og noget efter Futen, som dog sad lige saa troet i sit Arbeyde her paa Contoiret som hiemme. Ingen Embedsmand kan, troer jeg, være mere overlæsset med Forretninger end en Foged, især naar han er saa samvittighedsfuld som vor brave Borchsenius. De vare dog begge muntre, og den stakkels lille Kiærring efter de Omstændigheder taalelig færm. Jeg gientog atter mit Løfte, og agter at holde det, at være tilbage fra alle mine Reyser sidst i denne eller først i neste Maaned, for at være hos hende saa meget mueligt i hendes Indeliggingstiid. Hun venter i disse Dage en Coucine, Jomfrue Heiberg, op fra Kbhn, som nok agter paa Plogstadsom nok agter paa Plogstad] rettet fra: som paa Plogstad nok agter ved nummerering over ordene at holde Bryllup med sin Forlovede, en ung Læge Hofmann i Laurvigen. Dennes Ventede, en Provst Heibergs Datter fra Siælland, er Rikkes Pleyesyster. De ere opdragne sammen, elske hinanden inderlig, skiøndt Pigen er endeel yngere end Madamen. Hvor glad hun da seer dette Besøg imøde, kan I nok tænke Eder, mine Dyrebare, saa glad, som nu jeg seer mit Møde med mine Tøyen-Strømsøe-Eger-Elskede imøde – (stygge Gientagelser paa Papiret! «Møde imøde») og de Alle deres Moer Koren. Ogsaa Dig, min Sally, seer jeg da nu igien – og Gud give, vi alle maae sees glade! Farvel fra Hovind.

12Tøyen 15de Jeg tænkte, da jeg saa frisk og vel kom hid i Aftes med Barna mine, at jeg i Dag skulde sige Eder saa glædelig God Dag herfra. Min Lotta var frisk og munter; Kista skiændte sagtens lidt, fordi vi ey kom Løverdag (Christie lod sig vente forgiæves) men blev strax bli‹…› igien. Presidenten var hos Pløhns, og kom hiem i god Betiids, som det syntes ret brav; men i Dag er han overmaade ussel af sin sædvanlige Steensmerte. Han ligger her paa Sophaen i stærk Feber og en Ynken, som gaaer mig giennem Siælen. Gud give, han blev saa hastig frisk igien som syg! dog, han kan gaae længe, inden man mærker hvor meget han lider. Hans Taalmodighed er mageløs

Sorenskriver Thaulow er her, en ung vakker Mand. Han skal, siges der, være bleven forlovet i disse Dage med Frøken Juul paa Festningen. Jeg veed ikke hvoraf det kommer, men jeg under hende ham ikke. Hun er ikke af mine egne Piger. Af disse er den vakkre, hulde Jomfr: Lund, Præstens Datter i Vardal, som vi i Gaar kom efter paa Moe (jeg har før talt om hende i disse Blade) Hun er ogsaa i denne Tiid bleven forlovet med Secretair Borchgreving, en brav ung Mand. Dem under jeg vel hinanden.

Her var megen Ungdom i Aftes, da vi kom, nogle for at tage imod os. Jes var ikke iblandt dem. Han var paa Ball hos Gryner, hvis Søn er hos os.

Nu har jeg skrevet til min Koren, og udrettet alle de Comssr. der vare mig givne hiemme fra, og sendt det alt med en Jomfrue Skieldrup, som skal være i Nellas Sted, og i Dag for første Gang seer Hovind. Jeg saae hende ogsaa i Dag for første Gang. Hun er meget ung, høy og før, mere styg end vakker; men skal være hiertelig god og flink, og det er jo Hovedsagen.

13

«Saa kom den 17deJanuar
Med Fanden løs, som den altiid pleyer.» –

Ney, i Dag kom den, Gud skee Lov, ret deylig og bliid, og Presidenten er færm igien, skiøndt mat, og jeg er færm og ikke mat, skiøndt jeg i Aftes var meget syg, og en Stund bange for, det skulde blevet ret alvorligt. Derfor, og fordi jeg var i Byen i Gaar Formiddag, kan jeg nu først her ønske Eder, mine Elskelige, en glædelig anden Markedsdag!

«Ha ha Moer Koren, du havde nok spiist for mange Markedsgotter i Gaar» – Det troer jeg virkelig, mine Venner, var for endeel Aarsagen til mit Onde, og saa den Afvexling af Kuld og Varme, som man er udsat for ved Morgenvisitter i Slæde. «Hvor var du da?» – Taalmodighed! Først hvem her var, inden jeg tog ned til Byen.

Det var da Major Juul, som kom for at ledsage sin tilkommende Svigersøn herfra til sit nye Logie paa Festningen. Hvor han var henrykt, den unge Mand, i sin Lykke(?)! Gud give, han maae være det saa endnu om ti Aar! det er at sige, i Naturens Orden: Henrykkelsen forvandlet til stille inderlig Tilfredshed, hvad der vel opveyer alle Forlovelsens Henrykkelser. I kan jo troe mig, mine Elskelige som taler af egen Erfaring. Vil I indvende: at der i 22 Aar glæmmes meget o.s.v. saa griber I Eders egen Barm, I, der som jeg har Erfaringen for Eder, og hielper mig at bekræfte min Sætnings Rigtighed. Den gamle Juul er ikke heller af mine Folk, og selv ved denne Anledning har han ikke just anbefalet sig i min høye Gunst og Bevaagenhed (faaer jeg engang mere Lys i Sagen, skal I faae vide, hvorfor, og har jeg da giort Manden Uret, vil jeg giærne tilstaae og afbede det) men 14en Faders Glæde over et Barns Lykke, er saa rørende, saa hellig, at den endogsaa giorde Major Juul ærværdig i mine Øyne. Jeg saae aldrig et høyere Udtryk af Glæde, i nogen Faders Aasyn. Den kom Brudgommens temmelig nær, og giid begge havde lige Aarsag til Glæde!

Presidenten, Frue Lotta, jeg, og Skriveren min, om han som jeg haaber, kommer ind i Dag, ere budne til Majorens i Morgen Middag.

Her var ellers ingen i Gaar uden først Jes, unge Horn og Lunde som bragte Markedsgotterne, der bekom mig saa slet, og siden Steen og unge Ottesen. Præsten venter jeg i Dag – Stakkels Præst! Man siger han har længe havt Godhed for Frøken Juul, og stærkt Haab om at være elsket igien. Jeg længes saa efter at faae noget ret omstændeligt at vide af ham om Eders Liv og Levnet, I Dyrebare dernede, og især om lille Syvald, som han lovede mig at giøre sig ret bekiendt med, for at kunde beskrive mig min lille Dattersøn til Punkt og Prikke.

Naa, hvor jeg da var i Gaar? Hos Kreftings et Par Timers Tiid, som der gik som et Øyeblik blandt disse mine gamle kiære Venner. Krefting var lidt skranten. Ellers finder de sig nu ret godt i sin Stilling, som den ædle Wedel stræber at giøre dem saa behagelig som mueligt. Siden var‹…› jeg hos Madame Olsen, som endnu holder sig inde efter sin uheldige Nedkomst med en, 6 Uger for tidlig fød Datter, som naturligviis var død. Hun har lidt meget, og Sindet især har været forstemt, ak! ved det saa smertelig bedragne Moderhaab. Nu er hun bædre. Zarine, arme Barn, er ikke skikket til at muntre andre, men behøver selv Opmuntring.

Olsen er en i Sandhed brav Mand, og Thrine er lykkelig.

1518de Torsdag Bedst som vi i Gaar skulde gaae til Bords, kom – kan I giætte hvem? – ja sandelig, vor kiære Egerprovst. Men kun for et Øyeblik. Han skulde, for første Gang i sin Levetiid, spise hos Ridder John. Imidlertiid fik han sig her lidt Frokost, og da vi satte os til Bords, sad han hos for Selskabs Skyld, og spiste for Selskabs Skyld, og «pillede saa smaat» med nogle Fiskeboller, at han selv frygtede, han vilde giøre en maadelig Figur ved Ridderens Bord, og altsaa i Ridderens Øyne, som bedømmer Menneskene ene efter denne Ædeprøve, og har for saa vidt Ret, synes mig, da Folk jo umueligt kan have anden hos ham at bestille, end at lade sig Mad og Viin smage godt. Jeg angrer paa, jeg ikke gav vor gode Ven det Raad, at svare Hr: John, naar han gik omkring for at indhøste Giæsternes Lovtaler over de delicate Retter etc, hvordan det var gaaet ham paa Tøyen, og lagt til: «Hvem kunde modstaae saadanne deylige Fiskeboller?» – det vilde sikkert slaaet Manden, det kunde han begrebet. Men jeg tænker, han Sønnen min finder vel paa noget ey mindre overbevisende. Kort Tiid, som sagt, var han her, og denne blev mig end mere indskrænket, da her kom et Par Søeofficerer, den ene, Bull, en Paarørende af Presidentens, den anden, Halander, en ung Amager, begge temmelig perialiserede, da de kom fra en Frokost hvor det var gaaet skarpt til. Bull, der var saa temmelig flink, var hiertelig undseelig og giorde tusend Undskyldninger baade for sig og sin unge Kamerat, der maatte til Sengs, og siden var hiertelig flau og stille, arme Fyr. Man saae tydeligt, at det var en af hans første, om ikke allerførste Perialer. Men de kunde giærne ladet os have vor Provst allene de korte Øyeblik. Han er nu alt paa Hiemveyen. Fra min Maja C blot en Hilsen, intet Brev. Hvorfor har Du forvent 16mig saa, Du Gode, at jeg ingen kan see fra den Kant, uden strax at være vis paa, de maae have Brev fra Dig til Din Moer Koren?

I Tusmørket kom Skriveren min. Ungdommen var taget til Comedien, og vi 2 Par Ægtefolk sadde nok saa ærbart og ene, jeg i en Piqvet med Presidenten, Lottamoer pyntende paa en Kappe til mig, Skriveren læsende, da det bankede. «Herind!» Det var min gode Præst Ottesen. Nedstemt, med et knust Hierte tog han sin Tilflugt hid, og det lykkedes os ved venlige Samtaler, lykkedes mig, som han ved aabenhiertig at tilstaae sin Kummer gav Anledning til at sige min Mening, at faae ham bædre stemt, hans Siæl opblidnet. At vi talte meget om Eder, dyrebare Venner i Kbhn, at jeg hvert Øyeblik kom med ham tilbage med ham i den elskede Kreds, o, det kan I Alle tænke Eder. Hans Øyne fik et nyt Liv naar han beskrev mig alt, som omgav Eder, naar han med den varme Agtelse talte om Treschow, og hvordan han elsker Norge, og ønsker sig tilbage – ak! og ønsker, som vi forgiæves! – og den elskelige Syvald med det hulde blaae Øye og de gyldne Lokker – Det var mig en festlig Aften, ogsaa fordi jeg saae den værdige unge Mand mere beroeliget –

Barna og Kista mi havde moret sig deyligt paa Comedien, og sadt saa godt hos vor Sally, som kommer hid i Morgen. Ja, giid det var i Morgen! Giid denne Dag var forbi! Jeg spaaer mig sandelig intet Morsomt af den. Og saa skal vi ud i Visitter – dog, saa gaaer den Tiid – og gratulere hos Rosenkrantz, Sommerhielm, Bergh, og Mad: Arbin. Der er det sagtens lidt seent, men bædre seent end aldrig –

Fortsættelsen følger. Her er en hel Mængde unge Mennesker, Zarine, Nella, Horn, Jes – jeg veed dem ikke alle. Det er alt op i en Forstyrrelse – Markeds Gang, mætta!

17Fredag 19de (Fortsættelse) Lille Frue Rasch kom herop med sin ældste Datter, min Guddatter, og fulgt af sin Broder Heyerdal, som nu er bleven Capellan hos Provst Anker. Det var min Vilhelms kiæreste Ven, han kaldte ham Fader, og imens de logerede sammen saae man sielden den ene uden den anden. Det foer saa smerteligt giennem min Siæl, da jeg saae ham. Jeg kunde ikke faae et Ord frem, Taare qvalte dem. Ham gik det ikke bædre. Det er en elskværdig ung Mand. O! de smertelige, de evig fornyede Minder! Men naar jeg saa tenker paa, at de skal følge mig i en bædre Verden, at de der skal udgiøre min høyeste Lyksalighed som nu en af mine Lidelser, da takker jeg Gud som gav mig denne bittersøde Følelse af de tabte – ney, ikke tabte, kun for en Tiid savnede Glæder –

Saa toge vi da i fuld Stads til Major Juuls, Presidenten med Frue, Secretairen med Do. At opregne Eder alle de underlige Figurer der vare, lønnede ey Umagen, kun mine Folk vil jeg nævne Eder: Pavels og Kone (hvilken sidste bliver mig kiærere med hver Gang jeg seer hende) Rasmussen – hille min Troe! (tog salig Wilse til Orde ved slige Leyligheder) er jeg nu alt færdig? Ja, saa med mine Egne. Der var ellers mange smukke Folk, iblandt andre en ung dansk Madam Essendrop, en ret interessant Kone, kun lidt for snaksom, og den sig altiid selv lige galne Rach, som nu endelig er bleven Ritmester. «Aa regn dem ligesaa godt op allesammen» – Ja saa men, det kan jeg ogsaa. Der var da endnu Agenterne og Ridderne Nielson og Bagge med Fruer, Ridder Schaft Do, Ridder – ney, Kammerraad Tode og Frue, et heelt giennemleyt Par. Frue Bergh (Enken) gamle snilde Birk, Provst Lassen, Madame Lange; en Madam Mandahl (Bagges Syster) med Datter, to stygge Originaler (som den arme President fik til Damer ved Bordet) Men Gud forlade min Synd, glæmte jeg ikke hendes Naade Frue Mansbach, med Søn, og General Auditeuren Sommerhielm 18der dog burde staaet i Spidsen – og over denne Forglæmmelse er jeg nu bleven saa forplumret, at jeg har glæmt hvem der endnu var – eller kunde være. Da det gik til Bords, tænkte jeg: Gud give dig dog en fordragelig Sidemand! Og aldrig er mit Ønske bleven saa over al Forventning opfyldt – thi see! Rasmussen, som jeg ikke engang formodede der, kom ind, hvor vi Fruentimmer stode paa Valg (eller som Faar til Salg paa et Torv) og lige til mig, og før han kunde bukke for mig, havde jeg ham flux under Armen, vi sagde begge «Gud skee Lov!» jeg veed ikke, hvem af os der sagde det først, og det er ogsaa det samme, nok, vi sadd’, jeg tør nok sige begge ret godt, og Bordsiddningen faldt os ikke for lang, hellere for kort, uagtet den varede sine to Timer vist (thi det var en vældig Æden og Drikken, kan I troe) og da vi stode op – jeg fik ikke mine Handsker af R: som giæmte dem, før hendes Naade trak sine paa – havde vi end meget uafhandlet. At vi vare hos Eder, dyrebare Treschows, og tilbage i de gode gamle Tider, og drak Eders Skaal, og Sverdrups, og klinkede ret hiertelig, faldt af sig selv; og saa var Øhlenschlæger og hans hiertenærende og hiertehævende Mesterværker den neste Indhold af vor Samtale. Maatte ikke Tiden da flyve? og den fløy. Min anden Sidemand var Brudgommen, Thaulow, som for det meste henvendte sin Person Ord, etc hvor hans Hierte var, til sin Donna. Han undskyldte det engang i al Hast, og jeg forsikkrede ham, at jeg ikke havde ventet det anderledes, og blev holdt skadesløs ved Sidemanden paa venstre. Arme glade unge Mand! Ney, jeg kunde ikke klinke af Hiertens Grund med Petronelle Juul da de Forlovedes Skaal blev drukken, og havde Thaulow forstaaet mit Øyensprog, og NB havt Øyne for andet end hans Petras Øyne, vilde han læst der: «Giid du om 10 Aar, gode Thaulow, maae føle dig lykkelig som i Dag!»

Efter Bordet vare vi, Presidenten, Lotta, Koren og jeg, i 6 Visitter 19uden at støde vor Fod paa nogen Steen. Ustandset spillede vi alle vore Kort ud i et væk, og fik os en lille Motion paa Maaltidet, som neppe var gaaet saa ukiedeligt for noget Par, Brudeparret maaskee undtagen, som for R: og Eders Moer Koren. Om det var blevet Tilfældet med mig, hvis Sophie A: havde sadt hvor gl: Frue Berg sad? Det er et Spørgsmaal.

Vi slap for at spille – ingen Dame, den fornæmste, om I vil eneste Fornemme, tog Partie. Vi sad saa deyligt, Lotta mi, jeg, Mad: Essendrop, Skriveren min, som giærne slipper Kortet naar han kan, midt imellem os. Frue Pavels var paa Concert. Da hun kom tilbage slog hun sig i vort Compagnie, og saa vare vi lidt inde hos Bostonspillerne, og snakkede et fortroeligt Ord sammen om Dagens Begivenheder osv – Kl henimod 12 kom vi til vort kiære fredelige Tøyen igien, hvor Kista og Linamoer halvsøvnige af Midnatsmindelser og Markedsgang, toge imod os. Men Lina mi har hentet sig en slem Forkiølelse paa Markedet, saa jeg ikke tør tage hende med til den kiære forestaaende Morgentour, hvortil hun dog havde glædet sig ligesaa meget paa sit Viis, som jeg paa mit –

Mandag 22de (Strømsøe) Her sidder jeg rigtig nok, Gud skee Lov! paa den kiære gule Sahl, paa en af de grønne Damastes lueforgyldte Stole; men I maae, mine Elskede, endnu dvæle med mig paa vort velsignede Tøyen. Der var en Mængde Morgenbesøg, lille Moer Krefting med Døttre, Raschenfeldt, Fabritius med to unge Læger, en kiødelig, en tilkomende Fetter, Heyberg og Hofman; og mellem alle disse vor elskede Sally, som vi havde giort os Regning paa at beholde hele Dagen, og som kun kunde blive en Timestiid, hvad der nedstemte os begge. Om Aftenen kom en Mængde Ungdom, og Capitajn Gedde, som i denne Tiid venter sin prægtige Broder Wilhelm, og sin Kiæreste, der skal være en fortræffelig Pige, til Christ. Den Sidste finder jeg sikkert 20paa Tøyen, hvor han har bedt om Logie for hende, og hvor alle, som bliver kiendt der, saa giærne tog sit Standqvarteer. Gud lade mig kun finde alle friske og vel der! Presidenten var bædre, men ey ret frisk, Lotta bekymret for ham og selv skranten, Maja, Lina, Kista hostede stærkt – kort, jeg forlod ikke Tøyen med et roeligt Hierte, og venter nu lidt ængsteligt Onsdagsposten og Brev derfra –

Løverdag da jeg var i fuld Indpakning, kom endu hindrende Besøg – en anden Tiid vilde det været mig kiært. Det var Præsten Heyerdahl fra Toten, hans Broder (Wilhelms ven) og Ane Lassen, opvoxen med mine nu Bortgangne – Jeg saae hende ikke i fem Aar. Hvilke Forandringer imidlertiid!

Endelig Kl: 12 sadd’ vi i Slæderne, endnu omringet af de elskte Tilbageblivende. I min arme taalmodige Korens Slæde havde Aslak pakket alt mueligt, saa han sad som en Hane paa en Kiæp, og slap dog for at vælte meer end en eneste Gang, skiøndt Føret mellem Ravnsborg og Gillebek var bedrøveligt. Og saadant sinkende Føre, naar Hiertet og Tankerne ile fremad – I vide vist Alle, hvordan det er. Ak! og jeg kan nu ikke mere som i fordums lykkelige Dage, forkorte mig Veyen ved Planer og Udkast for Fremtiden. De hidtil lagdelagde] rettet fra: lagte ved overskriving ere saa smerteligt tilintetgiorde. Vil min Siæls Blik skue ud over det Nærværende maae det være opad, udover Tiden – kun derfra vender det ikke ængstligt tilbage.

Vi fandt her, som vi ønskede det, vore Elskede ene, og fandt, hvad vi altiid finder, vor Glæde fordoblet, som man finder sit legemlige Jeg ved Beskuelse i et Speyl. I forstaaer mig nok, skiøndt jeg maaskee ikke udtrykker mig saa klart. Glæde maae jo som Kiærlighed være giensidig for at være noget, for at være Alt.

21Tirsdag 23. (Fortsættelse) Saa kom den velsignede Søndag. Der var mange Deliberationer om der skulde bedes et lidet Selskab – dog ney, det var afgiort, kun hvem der skulde bedes stod tilbage at bestemme. Vi vidste nok, Maja, Thrina og jeg, hvad vi ønskede, og Skriveren, det veed I jo, er altiid paa vort Partie. Den gode Fatter Cappelen allene syntes det saa usøndagsmæssig, her slet ingen skulde komme. Men saa blev det dog lell, og derfor var det en saa velsignet Søndag. En saadan Dag og Aften veed man med Vished, man har levet. Tænk Eder, I Dyrebare, hver især hvordan I helst ønsker en Dag tilbragt, saa veed I, hvordan vi havde det. En sand Sabbathstag vilde Jean Paul kaldt den.

Gaarsdagen var nesten ligedan, dog ikke ganske. Foruden en Mængde Visitter som kiørte, kom og gik, var der den lille Afvexling i det behagelige Eensformige, at min Maja og jeg vare i et kort Besøg hos Mad: Rørbye, som ikke er frisk; og end ydermere bleve vi alle indbudne til Middag i Dag hos Kiøbmand Bang. Vi kunde ikke afslaae det, kunde ikke lyve os syge, da her skal være stort Selskab i Morgen. Nu er Kl halvtre – «Og du sidder der endnu og skriver, Moer Koren? Er det saa fornemt paa Strømsøe, at de ikke tager i Midd. Selskab før Aften, ligesom her i Kbhn?» – Hør mig nu først ud, kiære MajaMaja] rettet fra: Mag ved overskriving Devegge (det var jo Dig, som spurgte?) Hvad vi i Gaar forgiæves ønskede, en Undskyldning, gav Gud virkelig min Moer Cappelen og mig i Dag. Hun har Gigttandpine – og Gud give den ikke blev værre i Dag, da hun har meget at ordne til i Morgen, og jeg har ikke i lang Tiid følt mig saa syg, som da jeg vaagnede i Morges. Jeg troede, det skulde blevet bædre op ad Dagen, men endnu er det det samme. Vi undskyldte os da; men det leed paa det søde Thrinebarn at gaae fra begge Morerne sine med Fader Cappelen og Koren, som ogsaa løftede lidt paa Axlerne. Og nu, mens Maja mi steller 22saa peent og laagnt sine Ting, holder jeg igien min Husholdning her paa Sahlen, hvor jeg i Fjor Vinter tilbragte det meste af min kummerfulde Tiid mens jeg var her. Og her kan jeg jo, som paa Tøyen og Hovind, giøre og lade hvad jeg vil – See, der er den stille beskedne Rachel med Caffe. «Nu maae Moer Koren drikke, før den bliver kold» – Det har jeg nu giort, og «hun var deylig, Madam!»

Mens jeg endnu har lidt af Dagen for mig, skal jeg skrive et Par Ord til min velsignede Lottamoer, og forud berede hende og de andre Kiære paa, at de ikke maae vente mig med min Koren paa Mandag, ikke før Onsdag – Naar nu i Morgen er forbi – og jeg tænker, den skal gaae godt: her kommer mange fornøyelige Mennesker. Gud give, jeg kun ogsaa fik et godt, beroeligende Brev fra Tøyen! Ja, naar saa Morgendagen er forbi, gaaer Touren til Eger, hvor Faer Cappelen og Thrinebarnet kommer efter om Fredag, saa I seer, mine Elskede Elskelige, jeg har lutter deylige Dage i Vente. Dog, det seer jo atter ud som en Plan. O! jeg skal stræbe, min gode Egersøn, at mindes hvad De i lignende Anledning engang skrev: «jeg vil glæde mig varsomt» – Ak! kun alt for meget minder mig herom –

Onsdag, 24de vor brave, kiære Fader Cappelens Fødselsdag, den Gud lade ham opleve mange, mange Gange, frisk og rask som nu, og glad og lykkelig ved og med sin sieldne Hustroe og Dotter! Amen! og I alle sige sikkert: Amen! –

Da Lys kom paa Bordet, satte vi os ved det, Maja og jeg, i fuldkommen Roe. Vort Dagarbeyde var fuldbragt (det var i Aftes, forstaaer I) Saa hurtigt som for os, gleed vist ikke Tiden for Giæsterne om Madame Bangs af fede Rætter bougnende Bord. Vort elskte Thrinebarn kom, i sin hvide tynde Kiole, med sin rosenrøde Zephyr, selv let som en Zephyr 23svævende hiem for at see til Morerne sine, som hun vel ikke misundte, at de sadd’ saa godt, men kun ønskede, at kunde blive siddende hos. Dog, efter en kort Times Forløb (Klokken her løber saa den maae blive gal) maatte det kiære Barn afsted igien, og kom saa hverken hun, Fader Pedro eller min Koren hiem før over Midnat, da min Maja og jeg efter en giennemnydt Aften, laae i vor gode Roe.

I Dag mødes vi kun, da der for Moder og Dotter gives mangehaande at tage vare; men dog sees vi, og vide os under et Tag. Siden samles vi vel ogsaa lidt mere. En Skræk, jeg fik i Morges ved Theebordet, føler jeg endnu Følgerne af. Min kiære Thrinemoer var, det vidste jeg, i Kiælderen, og paa engang hørte vi et Dump og et Skrig. Vi fore alle til Dørren. Gud skee Lov, det var ikke saa farligt, og var ikke min elskede Thrinasara, men den stakkels lille Karen, som ikke havde seet den slemme Kiælderlem aaben, og var faldt ned, dog uden at støde sig betydeligt. Mine Knæe skælver endnu, Haanden ligesaa. Dog har jeg skrevet et temmelig langt Brev til min kiære Lottamoer i Dag (der blev intet af i Aftes) tildeels Svar paa et meget kort fra min Maja K: som ikke aldeles beroeligede mig i Henseende til søde Lina, hvis Forkiølelse, siger hun blot, endnu ved varer, men er ikke værre, end da jeg forlod Tøyen. Presidenten er ligeledes ved det samme, de andre friske, skriver hun fremdeles, og at vor Sally B: var der. Slemme Maja, som ikke skrev omstændeligere! De leer af mig her, Koren især. Men de faaer det. Jeg kan ikke behærske Udbruddene af min Frygt, meget mindre Frygten selv. Nu har jeg bedt min ømme hulde Lotta skrive paa Fredag, og skiændt paa Maja – det angrer mig nu ogsaa; men Brevet er borte – Og under alt dette, maae jeg nu hen og pynte mig.

24Hans Majestæts høye Fødselsdag.

«Det var en erstaunlich lang Pause!» – Ja, mine Elskede, jeg tilstaaer det; men naar I nu alligevel faaer omstændelig Underretning om alt hvad i dette Mellemrum sig tildraget haver, ere I ikke saa lige blie lell? «O jo, Moer Koren! og vi paaskiønner, at du kan unddrage dig saa mangen Stund det Selskab du lever i, berøve dig saa mangt et kosteligt Øyeblik (ak! Livets kostelige Øyeblikke ere ikke saa mange) for at giøre os deelagtige i dine Glæder og Nydelser» – Og bliver disse mig ikke da, just da, fordoblede, forhøyede? Ney, mine Gode! Skaaner mig for den ydmygende Følelse: at holdes for bædre, end jeg er. Det er alt for ofte, uden at jeg kan forekomme det, Tilfældet, og glæder og nedslaaer mig paa engang.: thi hvad er Eders Partiskhed andet, end Vidne om det varmeste Venskab? Mit i Dag saa fulde, varme Hierte vilde I sikkert, I Alle, holde denne lille Afvigelse fra Texten tilgode. I Dag, Fredsfestens Dag, vælge jo alle Talere hvad Text, de finder passende. Skiøndt ingen Taler- kun Journalskriverinde, maae jeg have Lov til at følge dette Exempel for saa vidt, at jeg ikke binder mig til nogen vis Orden, men fortæller som det falder mig ind, og hvad der falder mig ind. En Friehed, som I jo engang for alle, ogsaa naar det ingen Festdage er, ædelmodigen har indrømmet mig, og jeg, maaskee mindre ædelmodigen, benyttet mig af.

Fredrichs, den Godes, nu ikke længer Lykkeliges, Fødselsdag – Ingen, uden en Fyrste klage over Livets Byrder og Bitterheder! De allene kiende disse i sit hele Omfang.

25

«O! komme de, komme de aldrig tilbage
De Danmark og Fredrich saa hædrende Dage!?»

Er det maaskee vel, at først den fjærne Eftertiid, naar mine Been vel længst ligge under Muld, kan besvare dette? – –

Ney, jeg er ikke stemt til at underholde Eder paa dagbogviis, mine Dyrebare, paa intet Viis. Nu kom Elisa Thorsteinson, siger min Koren, og nu gaaer jeg ned, at hilse paa hende, og bringe mit Indre igien i Ligevægt.

Eftermiddag. Det var da i TorsOnsdags, her var Middagsselskab. Det var stort. Blandt de, som interesserede mig meest, var Justitsrd Wulfsbergs, den nysselige Petronelle Kirkegaard og hendes Syster Hanna Strøm – I kiende begge af disse Blade – min vakre raske Lieut: Collet og hans Kone, som jeg saae for første Gang, strax blev kiendt med, og leed grumme godt, Fogden Collets og Doctr Mÿnster, (Münster troer jeg, han skriver sig) vare budne, men kom ikke. Der vare adskillige, som heller kunde blevet borte. Dette var allesammen Mennesker, jeg havde Lyst at kiende lidt til. Saa morsomt, som det i sligt stort Lag kan være, var det. En flink Vært og en bliid Værtinde opliver stedse et Selskab, som ikke bestaaer af blot Træefigurer. At dette ikke var Tilfældet her, har I alt seet. Ved Bordet kunde jeg ikke sidde stort bædre, end jeg sad, NB ved et Giæstebudsbord. Gamle Fader Wulfsberg var min egentlige Sidemand. Ved den anden sad en 70 Aars Olding, en Havnefoged Hofman fra Tønsberg. Hvordan h jeg blev tilmode da han, ved at høre mit Navn, spurgte mig, om jeg var i Familie med en Frøken eller Jomfrue Koren, han for nogle Aar siden havde seet paa Tøyen, en vakker Pige, som spillede paa Harpe? Og at Taare qvalte de faa Ord: Det var min Datter, 26føler I Elskede! Wulfsberg saae rørt paa mig, og gav Samtalen hastig en anden Vending. Men da min Thrinesara kom hen til mig, og uformærkt kyssede min hede vaade Kind, studsede hun lidt, men vi taug begge. Min Sorg er mig for hellig til, at jeg skulde yttre den for Fremmede. Den gamle Mand sagde mig siden, han havde havt en Søn, han var død. Da man raadslog om en Sang, passende til vor brave Værts Skaal (I veed det var hans Fødselsdag) kom gamle Hofman med, jeg veed ikke hvor mange; kort, det var en lystelig ungdommelig Olding. Om Aftenen fik Ungdommen sig et lille Sving. Blandt de unge Piger syntes jeg saa godt om den ene Jomfr: Bang, Petronelle ved Navn, en rask, levende Pige. Hendes Syster, den unge Mad: Omsted paa Fossesholm, er ogsaa en ret vakker godlidende Kone[.] Selv Mad: Bang fandt jeg ikke saa gal endda, som jeg overalt finder, at man ret maae nærme sig Mennesket for at opdage den bædre Side, da den slettere nesten altiid er mere fremstikkende og i øynefaldende. Havde jeg kunde baret mig for Sammenligninger mellem vore forrige Aftner og denne, seer I, Børn, saa havde den været ret behagelig. Men naar jeg nu sad der midt imellem de pyntede Mardamer, og kun ved et Smiil og et enkelt Ord, kunde faae tale med min kiære, for alle sine Giæster opmærksomme Maja, og hendes og min Thrina, saa tænkte jeg, og sad, før jeg vidste det, i den sorte Sopha ved Majas Side, Thrina paa Trinnet ved min anden Side, det lille runde fortroelige Bord for os – og kunde ikke faae et Ord frem til Mad: Bang. «Herre Gud, havde vi nu Sara B her!» sagde Thrinemoer engang (vi sagde det alle saa ofte. Vi ere saa 27vante til, at være samlede her) «Ney, i Dag savner jeg hende mindre, svarede hun jeg. Men ved det lille runde Bord, Thrina mi!» – «Ja, det har du Ret i» svarede hun, og vi sukkede begge –

I Dag er det Mandag, 29de Jan:, og saa er det vel ikke for tidligt, at jeg fremkommer med den Hilsen, I alle længes saa meget efter, fra Eger Præstegaard – «Hougs Præstegrd, om jeg maae bede, min kiære Mama!» – Nu ja da, mit gode Barn: Hougs Præstgrd paa Eger. Did begav vi os, min elskede Moer Cappelen, min Koren og jeg, Torsdag Formiddag. Don Pedro skulde komme efter om Fredagen med Dotter si, som først skulde see Forplumringerne Torsd: Aften. Vi vare en Timestiid inde paa Skramnes, hos den elskelige Matrone, Provstinde Schnitler (eller Betta kaldet) hvis indre Sands skiærpes og forfines, som de ydre Sandser sløves, og som med Himlen i sin fromme, reene Siæl, seer den aaben for sig. Hendes tidt smertelige Længsel efter denne Vandrings Ende, som endog stiger til et Slags Utaalmodighed, naar hun hører en, som oftest yngere Medvandrer, alt har naaet Hiemmet, saarer hendes Venner (det er alle, som kiender hende) men især hendes Børnebørn, den stille, blide Dorette og den dybere tænkende, varme Elisa, som opofrer alle andre Livets Glæder for den eneste, at forsøde den elskede Gamle sine sidste Dage. Ak! hun miskiender ikke de ømme Børns kiærlige Bestræbelser; men Verden har intet mere, som kan standse de hede Længsler, og Alderen betager hende med de øvrige Kræfter den, at kunde kaste et Slør over disse brændende Længsler, at de ikke skulde saare de elskede Elskendes Øyne og Hierter.

Paa den mig evig kiære Præstegaard, hvor jeg levede saa mangen salig Stund, fandt jeg alt, efter det lange sørgelige Mellemrum, uforandret, fandt mig og mine kiærlige Børn ganske igien. Den underlige Præst, men vist for Resten retskafne Man‹…›teksttap på grunn av skade på papiret 28Heber, som jeg, Gud veed hvorfor, aldrig kan see uden at tænke paa Hr Kammerjunker Schack Staffeldt, var der, tilligemed sin inderlig tækkelige Hustroe, og interessante Svigerinde, Jomfrue Hintze. Vi nød Tiden, som den efter min Følelse bedst kan nydes, og hastig, som naar vi sidde om det lille runde Bord her, fløy den, og vi begreb ikke, hvorledes, da vi sadde der om Dit runde Bord, gode Lisemoer, hver med sit Arbeyde, imedens vor kiære Vært, som en ægte Siælesørger tænkte paa, og ved Claveret tilfredsstillede vore Hierters Længsler og Nødtørftigheder.

«Som lædskende Dig ‹…› for den visnende Blomst» var for mit stakkels, af mangehaande Følelser sammenpræssede Hierte, Theklas Sang, Fatimes Aften- og min Saras Yndlingssang, das Grab, Wie sie so sanft ruhen – kort, alle, alle mine kiæreste Stykker, som lød fra Strængene og de sønlige Læber, nesten som jeg i Stilhed, uden at yttre det, ønskede. Modtag derfor her min ømmeste, moderligste Tak, beste Schmidt! Mindet om hiin Aften, da jeg første Gang ved min Majas Haand havde besøgt Vilhelms Grav, og den senere, da jeg saae Dem igien paa Strømsøe efter at ogsaa Sara var gaaet bort, blev alt for levende, alt for smerteligt. Jeg vidste ikke, hvor jeg vilde hen. Der var en Pause efter at de havde endt Fatimes Sang. «Men lad kun Blomsten døe» sagde Heber, og De fuldendte det skiønne Vers, og jeg blev med et saa roelig.

Fredag Morgen, før i det mindste jeg var ret paa Benene, kom den aarle flinke Don Pedro og min Thrina, som havde havt en saa herlig Tour i Maanskin og Dagbrud, og ved at see hvordan dette lidt efter lidt fordrev hiint. Fader Cappelen, den for sine Venner stedse saa redebonne Mand, kom egentlig for at følge med min Koren til Kongsberg, hvorhen han havde et vigtigt Ærinde (hvis Udfald Gud lade blive ønskeligt, vor Jes gavnligt!) De vare tilbage i god Betids, og Cappelen efter en kort Frist fort afsted igien til Strømsøe. Vor Thrina beholdt vi. Fuldt saa blidelig som den forrige gik ikke denne Dag, fordi vi ‹…›teksttap på grunn av skade på papiret unter uns ikke saa aldeles vort eget gode Lag.

29Dog fik vi Gud skee Lov holdt vor Morgenandagt, som Egerprovsten kaldte det, forinden vor Ordenskiæde blev afbrudt. «Og denne Morgenandagt bestod i?» At vor kiære Vært forelæste os en av algem: Litterat: Zeit. udskreven Recension over Schillers Værker, eller rettere disses og den elskværdige, udødelige Digters egen Biographie. Det var alt saa sandt som skiønt: og udfoldede saa ganske mange af de Følelser, som har lagt uudviklede i min Siæl, som jeg intet Udtryk har havt for. Og det blev forelæst i min lille kiære grønne Stue, af hvilken vi siden bleve landlyste – fordi vi bleve saa mange – ind i den meget stadseligere, lysere, rummeligere gule, men hvor jeg dog aldrig kan blive saa godt hiemme, som i den anden. Vist nok, da Claveret kom derind, og det lille runde Bord foran Sophaen, da blev det bædre, hiemmeligere.

En Johansen, som nu er ved Kystværnet paa Vestkanten, og i denne vor Kreds kiendt under Navn af Skytsenglen (fordi han, da de stakkels Egerbørn og Presidenten laae i Helsingborg i Trængslens og Angstens de skrækkelige Dage, giorde dem ved alt hvad han kunde optænke, det ubehagelige Liv saa taaleligt som mueligt) kom om Formiddagen, og blev til neste Dag. At han er en brav Fyr, et godlidende Menneske, slutter I Eder ganske rigtig til. Men da han med alt dette var for fremmed til at passe ganske i Dagens Orden, blev denne lidt forstyrret ved hans Komme. Om Eftermiddagen kom vor gode, mig alt mere og mere interessante Elisa Thorsteinson, og om Aftenen Justitsrd. Collet, i denne Egn kiendt under Navn af Svarte Collet, Svarten, og det, som endnu værre er. Det giør mig meget ondt, at denne Mand skal svare saa lidet til det Begreb jeg i vort Bekiendtskabs første Dage giorde mig om ham. Og det er vel ikke mig 30allene med hvem dette er Tilfældet. Alligevel, naar jeg seer ham, henføres jeg ofte i den forgangne Tiid, i Justiskarens Huus, hvor jeg første Gang og siden saa ofte saae ham, og da staaer med et alle de dyrebare Væsner om mig, som jeg saae tilligemed ham, og saaledes beholder han altiid en vis Interesse for mig, som han ikke selv, og ingen andre Omstændigheder er istand til reent at udslætte.

Jeg havde vel endnu meget at tilføye, men nu – det er i Dag den 30te – venter vi hver Stund det kiære Provstepar – hver Gang jeg hører Biælder farer jeg til Vinduet, og troer, det er dem. At vi havde deres Løfte om at komme hid i Dag giorde Afskeden – der mellem Venner, den være nu kort eller lang, stedse har noget veemodsfuldt – lettere, da vi Løverdag Aften en sand skiøn Vaaraften, forlode Eger. Endnu engang min hiertens Tak, I Gode, for Siæls og Legemspleye, og for den helbredende Mælkepunsch, hvormed Du, kiære Lisebarn, fuldendte den Cur, vor elskede Maja havde begyndt med mit af den slemme Krampehoste stærkt angrebne Bryst, af hvilket jeg nu aander saa let igien.

Paa Hidveyen toge vi ind til de snilde Wulfsbergs, for at blive der, tænkte vi, et Øyeblik; men de vilde ikke vide af nogen fransk Visit at sige, og vi maatte spise der til Aften. Der var en Backe fra Holmestrand, med sin Kone, en grumme snaksom, nyefigen, men ret vakker Madame, og Dajou med sin Frue, som jeg for første Gang saae upyntet, svøbt i en graa Frakketrøye og Skiørt (derimod i Søndags, da vi vare ude paa Visitter, Moer Cappelen og jeg, saae vi hende, det er saa sandt som jeg sidder her – i en graaegulplættet Kasseking, der, som en virkelig Tigerhud, hang malerisk skiødesløst om hende – og nu var hun her, stakkels gamle Kone! i Contra Visit, atter i anden Pynt, – til hver Dragt en anden Hat – til Tigerfællen en stoer fremstaaende, med mange Blomster beprydet)

31At vi nu bleve hos Wulfsbergs, det morsomste, giæstfrieste Huus man kan tænke sig, var godt og vel, dog ikke alt for vel; thi da jeg havde forladt Eger, stundede jeg herhiem. Kl: mod 11 ariverede vi da i godt Behold, og mødte og hialp os af Slæderne den raske Don Pedro, og den adstadige Sophie Pechel – Linas lille Poppenheim – men til min Ærgelse havde Faer Cappelen ikke været i mindste Angst over vor lange Udeblivelse, som jeg vist formodede, men spiist sin Aftensmad i god Roe, da vi ikke kom Kl 9, i Selskab med Gram, og prangede ho Sophi ved Bordet som Forlæggerske, fortaltes os, jeg troer, for at vi slet ikke skulde bilde os ind, vi vare blevne savnede. Saa haardhiertede ere de Mænd –

Søndagen levede vi i fuldkommen Roe, kun den Times Tiid undtagen, hvori vi visiterede, Maja mi og jeg. Vi bleve overalt modtagne, men kun hos den gode, lidende Frue Hauch, hvis altiid, paa Siæl og Legeme svage Mand, nu er alvorlig syg, kun hos hende, den taalige Korsdragerinde, opholdte vi os lidt over slige Besøgs sædvanlige Tiid. Thrina vor var paa Ball. Begge de gode Skramnes Pigebørn vare her, men den Yngste tog hiem igien om Aftenen. De ere alt for samvittighedsfulde til at kunde begge være borte en Nat fra den kiære Betta. Elisa er her endnu, og bliver hos de Elskede her til Torsdag. I Morgen har de lovet at følge mig til Veye. Min Koren maatte reyse i Gaar. Hans Forretninger ere bestemte. Gud skee Lov, jeg havde ham saa længe! Ogsaa i Gaar en deylig, roelig Dag. Min Thrina, som havde dandset til Kl 7 om Morgenen, var lidt forsviret, men kom sig efterhaanden. Jeg læste Jægerne høyt for det lille kiære Selskab. Siden drak vi os en halv Perial i Mjød, og drak smukt salig Kongens Skaal (det var den før saa feterede 29de) som vist intet andet Selskab drak. Det var bare vi Qvindfolk. Husets Fader 32var paa Ejdsfoss (og kom nyelig hiem) og I veed jo, hvordan det pleyer gaae «naar Katten er ude» –

Endnu ingen Egerfolk! Jeg har skrevet og lyttet – nu maae Kl: være mange, og jeg faaer see ned. Ogsaa, mine Elskelige, har I her i al Korthed og Eenfoldighed et Udtog af mit her saa lykkelige paa Nydelser rige, Liv og Levnet. Hvad der ikke lader sig beskrive, tilføyer Eders egne Følelser.

«Hvo nævner det Unævnelige? Hvo maler det Umalelige? Hvo maaler det Umaalelige?» siger Hr von Staffeldt i sine nye Digte. Blandt hans øvrige Bombast er dog dette ikke det galeste. Meget mere: Manden har Ret.

Men Dig, elskede Lottamoer, Dig være Tak, at jeg har ret kundet glæde mig i disse sidste Dage her blandt mit Hiertes Venner, at jeg i Morgen seer Skilsmissen fra dem formildet ved det Haab, at finde alt vel paa mit velsignede Tøyen. Det skylder jeg Dig, Dit hulde Brev, hvormed Du, uopfordret – Du havde endnu ikke faaet mit – beroeligede og glædede Din Christiane –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.