Julj

3

Søndag 1^ste Vær mig hilset, kiære Maaned, i hvilken jeg skal samles med saa mange af mit Hiertes Kiæreste. Vær mig hilset, kiære Maaned, i hvilken jeg først traadde ind i en Verden, der gav mig flere Glæder end Lidelser, og giør de disse sidste selv ofte til Glædeskilder.

Ak! ligger ikke selv i de bittreste Spiren til Evighedens Glæder!

Jeg stod op med en smertelig Hovedpine, som blev værre ved Tanken om, at jeg maatte ud i denne Hede. Nu er jeg noget bædre, og holder mig, at denne Bædring kan vedvare – om ey gaae fremad – i yderste Stilhed. Mit Byebud er expideret. Og nu reenskriver jeg min Omarbeydelse af Julius af Tarent. Dermed er det, jeg har havt, og endnu har saa travlt. Den skulde see lidt maneerlig ud før ieg reyste, for at faae Lov til at følge med mig til Tøyen og i Majasdal, og aflægge, om jeg ikke kommer der selv, sit Besøg paa Eger, og saa spadsere ^videre den Tour, der for mine Hiærne- og Hiertefostre er «den store Tour»

Anledningen til dette Arbeyde skylder jeg Dagbogen Regnskab for som for alt hvad jeg foretager mig, og Grunden til alle mine Handlinger (naar jeg selv er mig denne tydelig bevidst) men detil ^maae mere Tiid og bædre Hoved, I Elskede –

Mandag 2^den De ofrende Jomfruer kom saa seent af Kirken, at vi først kom til at tage bort Kl: henimod 3, just i den forsmædeligste Hede, og i et Støv som bragte en evig Taage omkring os, ja selv omtaagede Skriveren, der reed ved vor Side, saa vi neppe saae ham, til lille Kajas store Bekymring, da hun aldrig er bædre til mode, end naar hun seer «Manden i Stuen» som hun i Begyndelsen hun kom hid, kaldte ham. Ellers er der paa disse stærke halvanden Miil megen Skovvey, og ikke en eneste Bakke, neppe en Høyning, en Sieldenhed i et Klippeland. Meget behageligt overraskedes vi da vi kom did, og steeg neppe ind i den lille lave men kiøle og pene Stue, før Hede og Støv var glæmt. Alting saae saa fortroeligt ud. Ved Siden af den lille Stue var 2 smaae nysselige Kamre, og var i det Hele noget saa regelmæssigt der i Forening med den yderste Reenlighed og Nethed, giør Øyet 4saa godt. Det sidste kunde ikke være mig, som kiender den flinke Værtinde, saa uventet: Den der fra Ungdommen har faaet Smag for Orden og Nethed, vil siden, selv i Livets ‹mi›sligste Forhold sielden fornægte den ganske. Men at den lille Hytte selv og dens Beliggenhed var saa venligtsmilende, havde jeg ikke tænkt mig. Og saa alle de glade Ansigter og den hiertemente Tak for vi kom. Frue Wærner, skiøndt hun fast hver Time venter sin Nedkomst, vovede sig ogsaa did i denne Hede – hun har da kun en halv Miil did. Ja, havde ikke det sørgelige Syn af den ulykkelige Mand nedstemt mig hver Gang jeg saae paa ham, vilde det været mig meget behagelige Timer jeg tilbragte der. Han sad for det meste ved sin Bog, hvori han læste høyt i et væk og i een Tone, og vi vare meget ude omkring. Her var det altsammen ogsaa ret efter min Teljas Smag, saa hun virkelig fornøyede sig, og Børnene ikke mindre NB ude, hvor de havde sit frie Spas. Inde torde de ikke rumstere meget, da Hiort ey lider megen Tummel. Saa nedstemmende Synet af denne stakkels Mand er, fristes man dog ofte uimodstaaelig for ^til Latter, især naar man har saadanne Galninger med som Nella og Frue Wærner. Han er f: E: meget mistænkelig, og yttrede dette især mod Nella. Hver Gang hun kom ind skottede han fra sin Bog, og laae der en Sølvskee eller andet paa Bordet, holdt han Haanden fast over det til hun var borte. Jeg fortalte hende vor kiære gl: Justiskars Ordsprog: «Den er ikke gal, som Ondt ræddes» – og tillige, at han vel veed, hun nu skal sætte Boe og kan behøve noget af hvert. At hun havde sine Løyer af ^at bringe ham i Activitet kan I nok tænke Eder. Men ved Bordet blev det ingen, selv ikke min alvorlige Koren mueligt at holde Latteren tilbage, da han tog en stoer Karuds med Haanden og kastede paa Fadet saa det kladskede igien. Til al Lykke var den gode Anemoer fraværende, og alle Børnene spiste i Kammeret. Gud hvilket tungt Liv for den unge tækkelige Kone. Ethvert Smiil han aftvinger andre ved sit Galskab, maae dog være hende et Dolkestik i hendes arme saarede Hierte. Men det tungeste er hende dog at see sine to 5virkelig vakkre Pigebørn blive saa aldeles forsømte, da han giør dem al Undervisning umuelig ved at blande sig deri. Gud give jeg vidste at lette hende denne Byrde. Den Ældste, nu 12 Aar, tægner til at blive meget smuk, den Yngste er mindre vakker, men seer saa hiertelig from ud. Den Mellemste er i Trondhiem hos en Farbroder, og er der meget vel

Saa slem Didfarten var, saa deylig var Hiemreysen imellem 9 og 11, igiennem Skoven hvis Beboere glædede sig – og os – i den herlige Aften. Hele Skarer af pyntede unge Bønderpiger og Karle mødte vi, som skulde feire den dobbelte Helligaften – det er i Dag Mariebesøgelse, eller som de her kalder den, Sigtmes, og da holder de sig Navnet efterretteligt, og besøger hinanden fra Morgen til Aften, og Violen hviler saa lidt som deres Been.

Torsdag 5^te Endelig ere mine tarentiske Brødre reyseklædte, for saa vidt som Reysen kun skal gaae til deres Stedmoders Nærmeste og Kiæreste, hvor hverken hun elle de behøver synderlig Pynt, og hvor der overalt sees mere paa det Indre end Ydre. Jeg talte nok engang om den Interesse Julius af Tarent havde havt for mig fra min tidligste Ungdom, men ikke udførligen, som jeg nu haver det i Sinde. –

«Jeg var mig en Glut i mit syttende Aar» da en Student Weinwich, en brav ung Nordmand, som fra han kom til Kbhn var kiendt i mine Forældres Huus paa Castrup (altsaa fra min grønne Barndom) og altiid saa broderligt forsynede mig med Bøger, ogsaa bragte mig beml: Julius og en Oversættelse af den ved ham selv, som endnu ikke var ganske fuldfærdig. Hvordan mange Scener rystede min unge Siæl, kan jeg aldrig glæmme, og at den har giort et mægtigt Indtryk paa mig kan jeg vide af den Varme hvormed jeg greb den, da jeg efter mere end tyve Aars Forløb hendelseviis fik fat paa den igien blandt endeel Bøger min Koren ved sit sidste Ophold i Kbhn havde kiøbt paa en Auction. Det var mig som Giensynet af en længe savnet Ven, eller en Barndoms Yndlingsplads. Den gode troefaste Nordman (han boer nu paa Amalienborg, og lever, troer jeg, af sine Midler) stod for mine Øyne med sit runde glade Fiæs, og alt hvad der da omgav mig; jeg var 17 Aar igien, og kunde giort Regnskab for hver Tanke og Følelse i det Øyeblik, og kunde det, troer jeg endnu, naar jeg blot seer 6den. I de mange Aar den ^siden har været i mit Værge, havde jeg ofte Lyst til at forsøge min Lykke ved en Oversættelse, men der var meget som afskrækkede mig. Men nu i senere Tiid da det meer end nogensinde er mig nødvendigt at have noget saadant Arbeyde for, er ogsaa Touren kommet til den, og i Foraaret begyndte jeg da Omarbeydelsen, eller om I vil, Oversættelsen paa mit Viis. Og nu intet Ord mere. De ulykkelige Brødre maae selv tale for sig, og vil neppe forfeyle Veyen til Eders Hierter, I Elskede.

Ogsaa jeg er nu nesten reyseferdig, og Børnene, Kaja selv ikke undtagen, har det grumme travlt med Forberedelserne til en Tour af hvilken ogsaa de lover dig saa mange Glæder.

En velsignet Regn, som endnu vedvarer, har qvæget Jorden og opblidnet Menneskets Aasyn. Vi hænge saa ved denne Jord, vi arme Støvets Børn, og det er vel godt, den er os kiær saa længe den skal være vor Boepæl. Hvem siger ikke med Schillers Marqvis Posa: «O Gott! das Leben ist doch schøn!»

I Aftes, Kl var 5, kom vore gode Naboekoner, som vi seer alt for sieldent, Mad: Mørk og Waldbohm. Deres Ægteherrer og den stive Krabat, Ritmester Holch, kom siden. Veyret forbød os at gaae meget omkring, især da den gode tækkelige Mutter Walbohm endnu maae være meget varsom. Med sand Glæde saae vi hende her igien. Det var engang, og i lang Tiid, høyst usandsynligt, det nogensinde skulde skeet. Ja, jeg vil see paa den, der har snildere, hyggeligere Naboer, end vore Præste- og Doctor-Folk. De blev her til Kl: 11, og da Regnen alt blev stærkere og stærkere, kiørte de hiem, udmunderede med alle muelige Cavayer og Hatter, for ikke at blive giennemblødte. Det var en ret fornøyelig Aften. Kun den dumme Ritmester ærgede jeg mig over, som forsøgte paa at giøre den vakkre Skik (det var et tosset Udtryk) at bede fra Prækestolen om de Veyrforandringer vi trænger – d: e: troer at trænge til latterlig. Gode Gud, hvad saadanne Mennesker, der ingen Slags Troe har, kalder Overtroe! Lille Faer Mørk – det var just i Anledning af hans bønhørte Bøn i Søndags om Regn i Søndags om Regn] rettet fra: Bøn om Regn i Søndags ved bruk av en strek 7dette kom paa Bane – fremsatte sine Grunde i sit sædvanlige apostoliske Sprog, og taug tilsidst, for ikke at kaste Pærler for de Gryntende.

Fredag 6^te For det eneste, kiære righaltige Brev, Posten i Gaar bragte mig, modtag her min Tak, min ædle Egersøn. Gud skee Lov, at jeg kan haabe, snart mundtlig at besvare det. Giid jeg havde været med Dem ^hos Anker Bierre og hans Maja, og kunde talt mig saa mæt som jeg vilde? (eller rettere hørt), – om mine Elskede dernede, som dog ingen har kunnet fortælle mig saadan om, som samme, troefaste urokkelige Berg. Det glæder mig, at ogsaa De finder ham uforandret, eller, som De saa præsteligt udtrykker det: «Det var første Gang jeg saae ham i hans nye Klæder og Værdighed, den han dog ikke synes at holde for et Rov» – Blandt Deres Tilhørere ved Frøken Rosenkrantzes Pianoforte vilde jeg ogsaa giærne befundet mig, og selv, NB: useet, i Forsamlingen af Selskabet for Norges Vel. Jeg maae her – med Deres sønligkiærlige Tilladelse – afskrive dette Sted i Deres Brev til Trøst og Opbyggelse for mine elskede Dagb: Læsere og Læserinder: «Det interessanteste der blev afhandlet, var et Forslag om at udsætte en ‹…› Præmie af 400^rd for den bedste Lovtale for vor – ak saa snart og saa grusomt – tabte Christian. Siden steeg Præsten Niels frem med et – som Biskop Bech kaldte det – firefoldigt Forslag i samme Anledning, hvor Præmien for en Lovtale over Printsen ansloges til 600^rd a 1000^rd Species. Det forslog bædre, og De kan troe, visse Ansigter vare heel lange under Lange ^disse Forhandlinger» – Sikkert var den fine Mands ikke iblandt de korteste mellem de lange.

Nu har jeg læst Aviserne. Hvilke blodige Optrin ved Din Ligfærd, ædle fredelskende Christian! Men frygteligt, I brave Svenske, har I lagt Eders Kiærlighed for den ædle Fyrste, Eders Afskye for Udaadsmanden, for Dagen. Maatte kun Eders Hævn have truffet og herefter kun træffe de Skyldige! Mit Hierte vaander og fryder sig paa engang ved at tænke sig disse Skræk-Optrin. 8Vaander sig ved Tanken: «det var dog mueligt, hiin saa gyselig mishandlede og dræbte Fersen var uskyldig, mueligt, ja mere end mueligt, sandsynligt, at mangen virkelig Uskyldig vil komme til at lide med den Skyldige – thi hvor finder en saadan Forbittrelse Grændseskiællet?» – Glæder sig derimod ved at see den svenske Nation besiælede af samme Hengivenhedsaand for det fyrstelige Menneske, den menneskelige Fyrste, den ædle Helt, som Norges Sønner og Døttre.

O, mine elskede Landsmænd, Norske og Danske! lader dette Træk udslætte noget af den, Menneskeligheden og Eder selv nedværdigende Fordom mod en i Sandhed agtværdig Nation og lærer dog engang at skiælne mellem Nation, Folket, og det ovenpaa flydende Afskum, eller Skum for som burde af

Major Neumann var her i Formidd. Ved Frokosten vilde han, Værten skulde drikke ham til. Ja, sagde min Koren, den Fremmede kan jo ellers ikke vide hvad han faaer – «Aa» svarede Neumann, «var Han blevet blandt os her kunde han drukket og spiist trygt.» Denne raske Ideegang hos Manden frapperte mig virkelig.

Han har nu for stedse taget Afskeed med denne Egn, den brave Hochzu, og tog ret vemodig Afskeed med os i Dag. «Har Cappelen ikke været her?» spurgte han da han kom. Heel glade gienspurgte vi om Grunden til dette Spørgsmaal, men hørte da, at der nu intet mere var at vente. Fader Cappelen havde besøgt ham, fortalte han, paa Ringerige, og da sagt, han paa en Tour til Christ: vilde see til Hovind. Men han kom nok den Gang ikke længere, end til Byen, hvor jeg har hørt, han har været; og vil vi da trøste os med at han som en Mand af Ord indløser sit Løfte, hvis Opfyldelse jeg nu snart skal lægge ham nærmere paa Hiertet. «Den Neumann da!» siger han saa vist – «hvorfor skulde han fortælle det?» og lægger saa til: «Hvad der ikke er skeet, kan skee» – skal skee? – «Ja, Top! med det allerførste!» – Ja, «Saa vil vi ha’ det

9Løverd. Aften 7^de Indpakket er alt, ordnet er alt. Maja kom nu med Telja og Nella tilbage fra Houg, som hun maatte see til før den lange Reyses Tiltrædelse. Jeg har sadt længe i denne himmelske Aften i mit eget Lysthuus og læst Slutningen af Erholungen, hvori er ret meget Godt, endeel Skiønt, men ogsaa tilstrækkelig «flittig Hilsen» Iblandt Digtene er mange ret nysselige, nogle udmærkede –

I Formiddags var Fader Mørk og Walbohm her for at ønske os en lykkelig Reyse, og medgive os deres Formaninger og Velsignelser. Begge Deele kom fra redelige Hierter. Den underlig barnlige Præst stod Taarene ordentlig i Øynene ved denne Afskeed til en saa kort Fraværelse. Vi fik som sagt alle hans Velsignelse, men den dobbelte faldt som altiid i Majas Lod. «Det er en Guds Engel paa Jorden» – siger han.

Nu er intet tilbage uden mit Farvel med de sødt Slumrende. I Aftes, da jeg og Nella bragte vore Blomster did, fandt vi endnu de friske, vi havde sadt der før Regnen kom. – I tre Aftener hindrede den os at komme did og jeg længtes saa hiertelig efter den lille stille Have. Nu skal jeg tage Afskeed med den for mange mange Dage og Aftner, og ingen Rose er endnu udsprungen, og saa faa Blomster har jeg, og de Rosentræer der ere plantede, bærer ingen Blomster i Aar –

Den først udsprungne i Haven har Nella hellig lovet mig at bringe derhen i mit Navn, og alle 3 Jomfruerne, ikke at lade den ubesøgt og uprydet mens jeg er borte.

Min Koren er borte, Hertel ogsaa, som ikke kommer hiem før i Dag, 8 Dage. Tingene begynder i Morgen – ney, da reyser først min Koren og Lunde did. Mandag begynder de. Jeg er, som I nok mærker, mine Elskede, lidt forvirret i Hovedet. Det taaler ikke saa mange Slags Tanker paa en gang. God Nat!

10Tøyen

Mandag 9^de Kl 4 i Gaar Morges kom min Ane op med et Glas Vand og en Kop Caffe; men den Hovedpine, jeg nesten hver Morgen vaagner med, var saa smertelig, at jeg ikke kom op før den var henved 6. Da vare alt Børnene i fuld Stand, og Kl:1 fore vi afsted, ledsaget af alle de kiære Hiemmeværendes gode Ønsker. Det var en herlig Morgenstund; kun angrede jeg paa, at vi ikke vare komne ud før. Dog, det var ikke utaaleligt hedt, og det fæle Støv begyndte først herinde mod Byen at uleylige os lidt. Paa Moe blev jeg ikke lidt forundret ved at see lille Moer Krefting (som vi hele Ugen havde ventet til Hovind) med sin lille velsignede Claus Wilhelm Koren, Madam Broch og Jomfrue Bigum. De vare komne for seent, til at torde reyse længere med de smaae Børn (min Gina havde ogsaa sin Lille med sig) og havde lagt paa Moe. Da de bliver i vor Egn en Maaneds Tiid kan jeg da haabe at see dem ved Tilbagekomsten. Da vi vare færdige at reyse, kom et forfaseligt stort Følge til Moe, Rigem: Qvart: Gluckstad, Schaftes, og mange gl. Madamer og unge Jomfruer. Gud kiendte dem alle. Vi pratede lidt med dem, og fortsatte Touren hid, hvor vi ariverede Kl: 3 lykkelig og vel. Saa tidlig havde de ikke ventet os, og blev i Førstningen ordentlig lidt flaue ved det, min elskede Lotta, min Lot Kista og liden Hanna, da de havde foresadt sig at møde os. Dog blev, kan I nok tænke, denne Feylregning glæmt i den første Omfavnelse, og ganske i den sødeste Roe tilbragte vi hele Eftermidd: og Aftenen. Det var en Sieldenhed paa Tøyen, især en Søndag i saa skiønt Veyr, at være saa i vor Ensomhed. Kun lille Kadet Wenzel (den lille Major kaldet) var her. Derimod kom ikke min Jes, som jeg vist ventede endog skulde modtaget os her. Han troede ikke – har jeg i Dag havt Bud – vi for Hedens Skyld skulde kommet før meget seent, og var taget ‹mod› sin Vert og Vertinde (der er saa kiærlige imod ham) paa Landet.

11Vor kiære President, som Gud skee Lov er det friskeste, jeg i lang Tiid har seet ham, var hos Major Juls, hvis Datter nu i disse Dage har havt Bryllup, i hvilken Anledning der ^er alskens Familie-Giæstebuder, hvad vi faaer at føle i Morgen, min Lotta og jeg, som skal til Agent Bagges. Den snilde gamle Mand har bedt saa hiertelig, at vi ikke kunde sige Ney, og jeg saa meget mindre, som jeg ofte har været buden did, og stedse havt? Undskyldning. Vi glæder os da ved, at vi ere samlede Lotta mi og jeg, og i det Haab, at vi skal see den gode Frue Pavels der, hvad dog maaskee torde feyle.

To glædelige Nyeheder modtog mig ved min Hidkomst: Min Lottamoer bliver med til Majadal, og Brev laae her fra de elskede Døttrene mine, som sædvanligt, et sandt Datterbrev. Egentlig var det kun fra Thrinemoer, dog sluttet med et Par Linier fra Malla. Haver begge Tak, I Dyrebare, for hver kiærlig Linie, og for det, vor tabte Helt værdige Sørgeqvad, der fulgte det kiære Brev. Hvor giærne jeg gad kiende denne Flammesiæl, den Grundtvig. Der lyder, synes mig,‹…› giennem al hans Kraft og Fylde en saa reen Siæl, en i hans hele Væsen liggende Afskye for alt Lavt og Usselt, kort, han er mig en sand Digter – Den lille Tilegnelse af hans Sørgeqvad til Hertugen, holder jeg ogsaa saa meget af. Det er saa hierteligt og prunkløst og smigerfrit som selve Digtet og dets Gienstand –

Doctor Møllers kommer her til Middag. I Aften venter jeg, og venter med inderlig Længsel min tilkommende Svigersøn, min glade lykkelige Ottesen, og med ham Brev fra Dig, elskte Maja. Hvor har jeg ikke meget Glædeligt i Vente!

Torsdag 10^de Det var, I kan troe mig, mine Dyrebare, en ret fornøyelig Dag i Gaar. Skulde den blevet mørknet ved noget, var det ved at see paa den gode Frue Møller. Man kiender hende neppe mere igien, saa bleggul, maver og indfalden er hun. Kunde hendes vakkre brune Øyne (der ligner vor Sallys saa meget) 12ere lige glimrende. Men snart vil vel Dødens Haand slukke deres Glands. Dog var hun munter, og den lille prægtige Doctor det muntreste jeg i mange Aar har seet ham. De fornøyede sig vist i ‹…› ^vort lille Lag. Hvor Møller var henrykt i Grundtvigs Sørgeqvad. Han læste det sagte og høyt med alle som var og kom her, og oplyste mig om meget, som jeg ikke ret forstod, skiøndt jeg troede at have forstaaet det. – Min gode Zarine kom her før Møllers; om Eftermiddagen kom den brave Olsen med sin tækkelige Hustroe og endelig den lykkelige glade kiære unge Præst. Ney, saa glad har jeg endnu aldrig seet noget Menneske (og vel sielden nogen, der har havt saa megen Aarsag til at være det) og alle, alle bleve det med ham, følte og deelte hans Lykke og undte ham den saa hiertelig, det stod udtrykt i hvert Ansigt –

Men da jeg nu fik Dit Brev, Du elskede Maja, og ilte herud i mit lille pene Kammer med det, og saae hvad Du ønskede, og var allerede i Tankerne midt iblandt Barna mine paa Strømsøe – det løb saa om i mit Hoved, jeg vidste, først at Frue Lotta ikke var belavet paa at reyse saa snart, og for det andet, at min gode Kista vilde blive hiertelig bedrøvet, naar hun hørte vi skulde bort Onsdag istæden for Løverdag. Dog hvor kunde jeg blot tænke paa at lade min Majas kiærlige Ønske blive uopfyldt, hendes med sædvanlig Klogskab lagde Plan forstyrret. I en Hast lagde jeg ogsaa min, og udregnede, hvordan jeg skulde giøre det alt til det bedste. Lottamoer blev lidt uvis, og fandt en og anden lille Anstødssteen; men alle, selv Kista traadde paa min Side (da hun havde læst det vennehulde Brev) for at rydde disse af Veyen. Jeg vil nu ikke engang tale om den flammende Ottesen, som bad og besvor os – I kan nok vide hvorved – og fulgte os uophørligt til han var vis i sin Sag – men nu satte sig Presidenten paa sit Dommersæde, og lod ret høre og see han var Mand i sit Huus. Ja, kunde den bra Presidenter blive Eder kiærere end han er, han var blevet det, havde 13I seet og hørt ham. Alle Knuder løste han under et ved den Erklæring: «og saa følger jeg med denne forliebte Galning og henter Jer hiem igien» «af bare Nysgiærrighed» lagde han til, «for at see, hvordan de unge Folk bærer sig ad» – Da var der intet mere i Veyen for vor Lotta. Altsaa i Morgen, allerede i Morgen trykker jeg Eder til det moderlige Bryst, holder jeg min Thrinasara velsignende i mine Arme, seer jeg min elskede Egersøn, maaskee ogsaa Lisebarnet, og min egen Don Pedro – og da de mange lykkelige Dage der ligger for mig – O Gud, lad dem alle blive lykkelige, uformørkede af nogen Mismods Skye! –

Min Jes er her. Han var her ogsaa i Aftes. Af de Mange der saa ærligt under Ottesen sin Lykke er dog sikkert ingen Gladere, end han. «Just saadan en Pige maatte Ottesen have for at blive saa lykkelig som han er det værd» – siger han. Hvor min Børneflok forøges. Herren velsigne og bevare og løfte sit Aasyn over den!

Min Kista er ikke ret frisk i Dag; dog haaber jeg med Guds Hielp hun skal blive det, og at hun og Barna skal faae en saa morsom Aften hos de snilde Olsens, som min Lotta og jeg venter en kiedelig Dag. «Hu, tu, tu, kiære Frue!»

Tors ^Onsdag 11^te Hvor mange Gange gientog jeg dette Hu tu tu! i Gaar[.] Gud skee Lov jeg havde min Lotta og min Maja Pavels, og at jeg ogsaa iblandt alle disse kiedelige Mennesker havde mit sædvanlige Held at faae to af de bedste Naboer, jeg der kunde ønske mig. Da vi kom bleve vi førte ned i Haven, hvor Selskabet samledes i, et stort Lysthus. Lysten der var imidlertiid heel maadelig, da det trak reent bestialsk, og vi vist i halvanden Time sad som nogle Narre og besaae hinanden. Frue Pavels var blandt de sidste som kom, og jeg begyndte alt at ængstes over hendes Udeblivelse. Da det nu endelig dagedes, og vi fik see Vertinden, og strax efter Tegnet, at det skulde gaae tilbords, blev givet, begyndte atter min Forsagelse, og steg med hver en de foer afsted med. Frue Pavels og jeg stode sammen, da kom Slotspræsten og greb Frue Lotta – men see, ind steg Brudgommen, som jeg alt troede i Høysædet, og som ærlig Secretair og Skriver tog han Secretair- og Skriverinden, og sad jeg 14mellem ham og Slotspræsten, lige over for mig Slotspræstinden, saa det var ret godt og meget over min Forventning. Og det kunde behøves, for at faae Ende paa de, rundelig maalt tre Timer vi sad der i det lille Værelse sammenpakkede over saa megen Mad, at det endnu vamler for mig at tænke paa det 8 a 10 Retter, og alt det Aarstiden frembringer, som sieldent og kosteligt var. Jeg gav Brudgommen eller den unge Mand det Raad, ikke at træde i Familiens Spor hvad Tractering angaaer, og det forsikrede han, han endogsaa uden mit Raad vel skulde vogte sig for, da det var ham en Vederstyggelighed. Endelig forløstes vi derfra, men maatte, uagtet det blæste og Regnen hang over vore Hoveder, atter ned i forbemeldte aabne Lysthus (som nesten kunde give mig Lede for alle aabne Lysthuse) for at faae os en Kop Caffe. Dog, det gik snart over, og siden havde vi da vor Friehed at gaae og staae hvor vi vilde. Ærlig benyttede vi den da, vi som vilde have Friehed; thi nesten alle Herrerne og nogle Mardamer lode sig flux paalægge et nyt Aag ved Spillebordene –

Skiøndt det blæste koldt, gik Frue Pavels og jeg en lang Tiid op og ned i Haven i mangehaande Samtaler, og var denne Tiid mig den korteste af hele Dagen. Da vi kom ind, havde de alt Lys. Lotta var blevet reent borte for mig. Hun havde imidlertiid været inde hos en gammel Tante Bævins, og samlet et rigt Forraad Stof til Spøg og Latter. Men nu længes jeg efter at forlade den rigtig nok pene, netliggende Lakkegaard, og siger Eder, mine Elskede, derfor kun i Korthed, at blandt de halv hundrede Mennesker der var rapset sammen, har jeg alt nævnt Eder de Eneste, som interesserede mig, skiøndt der desuden var en og anden jeg ret godt kunde lide, f:E: Præsten Juel, med hvem jeg længe talte om Ottesen, hans Yndling, i hvis Lykke han glædede sig, som i en Søns. Det samme giorde Pavels og hans Maja, og hvem kiender ham som de, uden at giøre det? Reins Syster, Mad: Ener Holm var der. Hendes Udvortes er langt fra ikke tækkeligt, men naar hun taler, glæmmer man det, og hører hun ikke er sadt paa sin rette Hylde da hun blev den lille kortvillige Eners Ægtemage. Saa var ogsaa den unge Frue Steen, forrige Kaja Collet, der med et lille deyligt 7 Maaneders Pigebarn, og sin stygge lapsede Mand, der seer ud som en opløben forkiælet Dreng, og sin Svigermoder, en ret godlidende Kone. Hvor denne blot unge Kone bliver feed og svær. Hun er alt nu som hendes Moder, da jeg 15saae hende første Gang. Alle Mennesker roser hende, hun er saa hiertelig god og en flink Kone, som hun vist er og bliver en kiærlig Moder. Om hun kan være lykkelig med denne Mand? Det lader til hun er meget fornøyet.

Hvor glade vi, Kl. 11 satte os i Vognen, min Lotta og jeg, og takkede Gud for vi sad der, og at den Dag var forbi, og at vi Dagen efter skulde fortsætte vor Tour til Strømsøe og Ejdsfoss, hvor langt andre Dage ventede os. Og de er allerede begyndte: thi fra vi vare komne tilbords hos Bagges og til nu, den 13^de Fredag, sidder jeg her ved min Thrinas Chatoul, og fortsætter hvad der ved Indpakning, Visitter og endelig selve Reysen blev afbrudt paa Tøyen, hvor jeg endte med: «og det kunde behøves – »

I tre Karioler rullede vi afsted Onsdag Formiddag. Paa Torvet kom den gamle Fader Horster og hans snilde Døttre ud for at ønske os en lykkelig Reyse. Og den kunde ikke været lykkeligere og fornøyeligere end den var. Kun at vi sadde saa særskildte var lidt leyt. Ak, jeg tør ikke mere som før forkorte mig Veyen ved Drømme om Fremtiden – dog, lang blev mig kun den sidste Miil, som altiid er Tilfældet naar man nærmer sig Maalet, man stunder til. Det eneste Eventyr vi havde underveys, var at Frue Heyerdal kom til Ravnsborg just som vi skulde tage derfra. Hun omfavnede Frue Lotta, som Gud skee Lov stod Dørren nærmest, og gav mig siden et troefast Kys, som jeg med mit Hierte og Hoved fuldt af de tilstundende Glæder redelig giengieldte. Jeg troer sikkert, Fruen faldt i Forundring over at see mig saadan, saa snaksom og venlig, kort ‹…› som hun aldrig har seet mig før. Men naar jeg er saadan stemt, kan jeg umuelig vise Grol imod noget Menneske. Hun troer mig nok meget lunet. Da vi kom til Dramen toge vi tvært over Fiorden i en Baad, og lod Hestene gaae omkring. Derved var vi nesten en heel Time tidligere i vor dyrebare Majas Arme. Hun havde begyndt at falde i uroelige Tanker da Kl: blev 6½ og hun endnu ikke saae os. Men disse fik ey Tiid til at rodfæste sig inden vi jog dem paa Flugten. Ganske ene var Maja vor, og kommet fra sin Dal til Strømsøe nogle Timer før vi kom der. Siden kom vor kiære Don Pedro, og efter ham en gammel Provst Hammer, og endelig vor egen Provst, som blev der Natten over, og tog bort i Gaar Morges paa samme Tiid nesten som vi toge hid til den i Aar saa usigelig skiønne

16Majadal.

Den første Halvvey hid kiørte Lottamoer, den anden jeg med vor Maja. Det regnede smaat, men mildt og varmt, og betog os ikke nogen Behagelighed. Et Stykke herfra mødte det velsignede Thrinabarn os, med lille Sophie Pechel. I Vognen modtog hun de moderligste Omfavnelser, ilte derfra til Tante Lotta og Smaasystrene, og kiørte saa med os her hiem, hvor vi først ret kunde tage hende til vore Hierter, det dyrebare Barn, som seer saa livsaligglad ud, det hun er, maae være og vil blive. Du høre og bønhøre mig evige Fader i Himmelen!

For vor legemlige Tarv havde den huslige Pige ogsaa kiærlig draget Omsorg. Vederqvægede ved Caffe, Thee ogved Caffe, Thee og] rettet fra: ved Thee, Caffe og ved nummerering over ordene deyligt friskt Hvedebrød, hilsede jeg ^{i Følge med}Lotta og Thrina, først paa alle de kiendte Stæder i Haven og sad under den ældgamle Eeg, men ilede derpaa længselfuld i Lunden. Der var noget, som drog mig ned til min egen Bænk. Den var vaad, dog satte jeg mig paa den, og, Gud – mit Blik faldt paa en nye Gienstand lige for Bænken. Paa en med Græstørv indfattet Forhøyning i Form af en Grav, omplantet med Rosmarin, Evighedsblomster og Forglæmmigey staaer en ^sort oven til oval Jærnplade. Paa den i en ‹…› Krands S: W: og nedenunder: «Saaledes forenede os Livets Blomster og Evighedens Cirkel» – Min Maja, min Maja, Gud lønne Dig alt Dit Venskab – jeg kan ikke, jeg har kun disse Taare –

Og nu kan jeg ikke mere. Haanden er saa mat, og Øynene taaredunkle –

Løverd: 15^de Just nu kommer jeg fra det velsignede, af den ømmeste Vennehaand opreyste Minde, som min Maja, Lina, og lille Sophie havde behængt med en Guirland af røde og hvide Roser og Buxbum. Var jeg ikke kommet der da, havde jeg neppe seet det i Dag heller. Nu øser det ned af Himmelen. Saa giorde det i Gaar den hele Dag, og vi kom neppe ud af Dørren. Det er ikke som vi ønskede det, men vi faaer finde os i det, da det ikke kan være anderledes, og desuden er det ønskeligste Veyr for Jorden. «Faaer finde os i det!» Er det da ikke i vore Hierter Venskab som Kiærlighed har sine Templer og sine Lunde?

17I Gaar var vi da ganske i vor Eensomhed, vel kan jeg sige vor søde Eensomhed. Jeg var ikke ret frisk. Ud paa Eftermiddagen blev jeg bædre, og læste da min Julius af Tarent, som mine elskede Tilhørerinder gav sit Bifald og sine Taare. I Dag skal min kiære Lottamoer læse den, og vil sikkert skiænke den begge Dele. I Gaar loe hun af Rahbeks «ostindiske Shawl» mens vi leed med de tarentiske Brødre. Nu tør det blive omvendt. Hvor man kommer her finder man al Slags Underholdning for Siæl og Legeme. Jeg har en heel Bogstabel liggende som jeg skal, i det mindste giennembladdre. De der behøver mere Opmærksomhed, tager jeg med mig – som om det var mine egne – thi det er netop for Dagbogen jeg har nogle Øyeblik til overs, for Læsning ingen, den undtagen som ikke afbryder Conversationen (at dette, foruden at være et fremmet, er et stivt og koldt Ord, var mig aldrig saa paafaldende som nu jeg skrev det her ved min Sarathrines Chatoul) «Og hvordan mon nu Saramoer lever?» siger vi ofte til hinanden. At hun længe siden er kommet til London er der al Grund til at formode. Vi skal allesammen skrive herfra til hende. Midt i det fremmede Land tænker hun vist ofte paa sine Elskede i det dyre Norge, og har ingen, hun saadan kan tale med os om, som vi kan tale om hende. Jeg savner det kiære Barn saa meget, erindrer saa alle Scener fra forrige Sommer da vi vare samlede her. Mon vi aldrig mere skal samles Saaledes? – «Mon hun aldrig skal sidde her imellem os mere?» sukkede vi, Maja C: og jeg, da vi i Forgaaraftes sad paa hendes lille Bænk ved Bækken. O jo, vor elskede Sally, det skal og vil og maae Du, og med Guds Hielp ofte. Vær imidlertiid frisk og lykkelig der Du er! Vær begge Dele som jeg er det i Dag! Gud give, vi alle havde faaet Dit første Brev, og saae Du levede og leed vel – og at de ømme bekymrede Systre og Døttre dernede ogsaa vidste det – O Gud, og at vi engang Alle maatte samles i en Kreds, som nu mine to Majaer (der har mere fælles end Navnet) og Thrinasara og Lotta og Lina og jeg er samlede! Amen, det skee! Vi venter Fremmede i Aften, Justitsraad Wulfsbergs og Kiøbmand Kirkegaard med sin vakkre Petra og min Thrinas Hanna, som vist ogsaa vil blive min lille Majas Hanna. Husets Fader har vi ventet fra Morgenstunden. Ham pleyer intet Veyr at skræmme fra sine Reyser, ingen Hindringer at være uovervindelige.

18Søndag 15^de Fader Cappelen kom i Gaar Middags, og med ham Frue Wulfsberg ganske allene. Fra Kirkegaards kom heller ingen. De havde lovet sig ud før Indbydelsen kom herfra. I dets Sted er i Dag den store lange Ritmester Knudsen fra Sannesogn her med sin lille pertentelige Frue. Hvor lang denne Dag har været fremfor de andre. Regnen hindrer os at komme nogensteds. Mutter Wulfsberg, den jævne godlidende Kone, er lidt upasselig, og min Lina synes jeg heller ikke er aldeles som hun pleyer i Aften. Det har rigtig nok forstemt mig lidt. Vi strikker og snakker og kabaliserer, men det gaaer saa traadt altsammen. Selv her synes jeg ikke det vil gaae. Nu slog Klokken 7, og jeg troede sikkert det i det mindste havde været 8. Naar er det før hendet mig i Majadal?

I Formiddag læste jeg Grundtvigs Demis-Præken høyt for mine andægtige Tilhørerinder og Tilhører, Don Pedro. Fra den velsignede Tilegnelse til hans (lykkelige) Fader, og til det sidste Amen, er den efter mit Sind og Hierte. Og over denne Tale skulde Kbhns Præster forarget sig og ført Anke? Desværre for dem, er det sandt.

Her sidder min Thrina og Maja K, og begge finder det samme som jeg, at denne Dag har saare lidt fælles med de andre. De pleyer ellers ligesaa lidt som jeg vide hvad Kiedsomhed er. Men desbædre vil vi skiønne paa de følgende Dage; det er min Trøst og deres. Lotta strikker saa ivrigt, og finter mig, som slet ikke kan komme i med at være flittig. Faaer ikke hielp‹…› Maja C er saa søvnig, og tvinger sig til at smile naar Søvnen vil overvælde hende. I kan troe, vi udgiør et snurrigt Fembladskløver –

Men med alt det, hvilken Forskiæl paa denne Dag og hiin hos Bakkes! Her gaaer vi dog hvor vi vil, og stiæler os til lidt Moroe – men der[.] Det er kun i Sammenligning med de andre, at denne Dag er saa underlig. For min dyrebare Maja C: tilbagebringer disse Dage smertelige Minder. I Gaar var det 6 Aar siden hendes elskede elskværdige Petra blev revet fra det blødende Moderhierte, det stedse blødende. Alnaadens Fader! lad de kommende Dage bringe det hulde Hierte Giengield for alle sine Lidelser, rene Moderglæder i sin og min Sarathrines Lykke!

19Mandag 16^de Har jeg sagt Eder, mine Elskede, at det alt hiemmefra var bestemt, min Maja og Lina herfra skulde giøre en Tour til Kongsberg, for at besøge den snilde agtværdige Poppes Familie? Kl: 10 i Formidd: fulgte vi dem alle tilbaads. Vinden og Strømmen var med dem og Fader Cappelen, ligesaa Rorsfolkene, troede, de til lidt over Middag skulde være ved Fiskum paa Eger – to Mile herfra – hvorfra de har en lille Miil at spadsere til Kongsberg. Lille Sophie Pechel var med dem men bliver der en Stund hos sin Moder, derimod faaer de nok Ledsagelse tilbage af den morsomme Poppa, som min Maja C med sin sædvanlige Omhu for sine Venners Fornøyelse, bad dem tage med sig hid. Den troe Aslak var deres Geleyder. Det har tordnet og regnet lidt i Eftermidd: men med Guds Hielp ere de nu snart ved deres Bestemmelsessted, om de ikke ‹e›re blevetblevet] rettet fra: blevne ved overskriving for længe opholdte hos Præsten Hebers, hvor de skulde ind for at bede dem komme herud i Morgen eller paa Onsdag. De lander nok lige ved hans Præstegaard. Jeg synes see Poppas glade Forundring naar begge hendes Yndlinger saa uventet staaer for hendes Øyne. Og hvor glade de vare, de gode uskyldige Børn, til denne Tour. Gud er ‹v›ist med dem, og bringer dem lykkelig og vel tilbage i mine Arme. Vi ere nu atter i vor Eenlighed, vi fire Koner og Thrinabarnet vort. Fader Cappelen tog i Midd: til Byen. Med ham skrev jeg til min Koren ‹o›g Lotta til Kistamoer. I en af disse Dage skal vi allesammen skrive ‹t›il vor kiære Sally. Det skal blive hende kiærkomment. Hver Dag, ‹n›aar Regnen lader os komme saa langt, sidder jeg paa hendes Bænk og mindes da alt hvad vi der talte, og alle Scener fra vor sidste Sammenvandring i den skiønne Majadal, staaer saa levende for mig. Maatte hun være friskere nu, end hun da var! Videre tør mit Ønske endnu ikke gaae – og saa til et Brev fra hende.

Det snurrige ritmesterlige Ægtepar toge herfra i Aftes. Til min og Thrinas store Gammen tog Knudsen Æolsharpen for en Langeleg, hvilken sidste han selv havde mere Lighed med end denne med Harpen, anmærkede Thrina. Saa fandt han ogsaa, at Klopstock var et meget latterligt Navn, og troede vist, det skulde være Hopstok, for saa hedd’ dog en Provst, mente han.

20Tirsdag 17^de «Jeg tog mig en Hustroe, derfor kan jeg ikke komme» – «Jeg kiøbte en Ager, og gaaer nu hen at besee den; thi kan jeg ey komme» – «Jeg kiøbte mig et Par Oxen, dem maae jeg prøve – hav mig undskyldt.‹»›

Saa mange, om ikke de samme Forretninger maae alle Hidbudne have, især dem vi helst saae her. Heller ikke Hebers kommer. Aarsagen faaer vi vel vide af vor Maja K: i Morgen. Gud skee Lov, da kommer de kiære Unger tilbage, som ikke allene jeg finder det – selv i Majasdal – ødt efter, og med dem vist den godlidende Poppenheim. Det var et haardt Veyr her i Midd: Stunden, dog kun et Qvarters Tiid. Regnen jog os op af den kiære Lund, hvor vi sad saa deyligt om et Bord, de andre arbeydende, jeg læsende for dem. Tordenen slog i Lynet saa stærkt, at vi alle fore op, dog Gud skee Lov kun en Gang, siden bortfiærnede den sig, og ikke til Kongsberg. Der skinnede Solen klart, hen ad den Kant til, mener jeg. Men blot Tanken om at sligt et Veyr havde truffet ind i Gaar, eller kunde træffe i Morgen naar jeg vidste de Elskede underveys, ængstede og ængstede mig. – «Tordenen slaaer blot efter Trold, og altsaa ikke efter Maja og Lina» sagde min kiære Faer Cappelen i Gaar, da jeg var uroelig over den lang‹t› borteværende Torden, som dog Gud skee Lov ikke drog hen over Egern[.] Men hver Dag siden vi kom hid, har det regnet; dog for det meste afvexlende med blidt Solskin, saa vi har kundet besøge Lunden og alle mine Yndlingsstæder. I Eftermidd: holdt jeg atter mine Forelæsninger i det søde Badehus, og siden drak vi Thee i den saa kaldte Dagligstue i Lunden. Nu ere de alle vandrede ud paa en Spadsertour, som jeg ikke torde vove at giøre med dem da mine Knæe i Dag ere meget usle.

Hvilket deyligt Liv lever vi ellers! Saa frit overladte til os selv, til Valget blandt de mange rige Nydelser der tilbyder sig os hvor vi gaaer, staaer og sidder, det være sig for Siælen eller Legemet. Lille Mutter Wulfsberg er saa hiertelig kortvillig og naiv. Hendes gode aabne Hierte og naturlige Forstand røber sig i alt hvad hun siger og foretager sig. Lotta og Thrina ere reent forstyrrede i Dag. – Fortsættelse ‹i neste Hefte.›slitt papir

21Torsdag 19^de Julj. Vi havde det ret travlt i Gaar, min Maja C. og jeg, med at udfinde et passende Sted til Æolsharpen, da den maae hænge i Vindstrøget. Og vi fandt det, det passeligste i den hele velsignede Lund, ved den elskelige, saa tidlig hiemgangne Petras Minde. I den hentørrede Bierk bag hendes Bænk fik vi den ophængt. Vinden var svag, og kun som et sagte Suk fra et beklæmt Bryst lød det nu og da i Strængene. «O, havde jeg dog ogsaa kiendt Din Petra!» sagde jeg, og nu tonede Harpen stærkt, men sødt, som om den Forklarede var nærværende, og hørte mit Ønske. Det overraskede os, vi trykkede hinandens Hænder og Taarene fløde saa mildt, og omkring os var det saa hellighøytideligt, men stille. Da Harpen havde svaret: «Hun er hos Eder» – taug den.

Fra denne kiære Bænk kunde vi see ud over Egern hvorfra Børnene skulde komme, og saae dem henimod Aften glide hen over den speylklare Flade, og ilede dem i Møde. Den snilde Poppa var med dem, og med Glæde trykkede jeg de Elskede til mit Hierte, som dog ikke havde slaaet ret roelig fra Baaden, som førte dem bort, forsvandt for mine Øyne, og til jeg nu paa den faste Landjord holdt dem i mine Arme. De havde havt en meget behagelig og morsom Tour, vare saa venskabeligt modtagne af de gode Poppes, saa glade i Kajas smaae Sydskende, syntes saa godt om de gode Hebers, hvor de spiste til Midd: baade paa Bort- og Hiemreysen, kort vilde ikke for meget godt undværet denne lille Reyse. Men ingen Rose er uden Torne, ingen Fornøyelse ublandet. Min lille Maja havde paa Kongsberggader, overfaldt af en stærk Regn, tabt sin Syepose, hvori var alt hendes Hab’ und Gut – Til Lykke bestod det kun af f 3^rd, saa Tabet var forvindeligt. Og saa oven paa denne deylige Dag, da vi sad saa deyligt i Fiskerhuset, fik jeg Brev fra den morsomme Nella med fuld Beretning om alt der hiemme, og deri en lille Sæddel fra min dyrebare Koren, som glæder sig over sin Christianes Lykke, og saa inderlig ønsker at dele den. Ja, da blev den forøget, Du Gode, ligesom Tanken om at Du maae ønske forgiæves, for et Øyeblik trak en lille Skye over den klare Himmel; men kun et Øyeblik – i Dag 8 Dage er jeg jo atter i Dine hulde Arme, du eneste Skriver paa Jorderige.

22Ogsaa et Brev fra den kiære Kista til vor Lotta bragte mig Glæde og Beroeligelse. Min Jes er Gud skee Lov rask, Presidenten ligesaa, og kommer i Morgen med min elskelige Thrinasaras lykkelige Præst. Her kommer mange i Morgen, skrev min egen Don Pedro, som med hvert Øyeblik bliver mig kiærere og agtværdigere, til sin Maja. Han selv kommer ogsaa da først tilbage, i Følge med Presidenteren, Ottesen og Kammerraad Dajons. Og i Morgen kan vi da ogsaa vente vor elskede Egerprovst og hans Lise – jo det bliver os Alle en Dag! Lille Mutter Wulfsberg har ogsaa sin Skriver i Vente. Gud give, jeg havde det samme! men vær nøysomt mit Hierte! – Derimod tager den snilde Poppenheim bort. Det er hende umueligt at blive længere, siger hun, saa tungt det falder hende at rive sig fra denne tryllende Dal. Jeg beholdt hende saa giærne længere, og det giorde vi alle – undte hende saa giærne at dele disse herlige Dage –

Ja, nu har jeg sadt over disse halvanden Sider i nesten to Timer. Men kan jeg for, at min Thrina kommer og sætter sig hos mig, og at jeg saa slet ikke kan andet, end lægge Pennen og tale med det søde Barn? Ogsaa Lottamoer var her med Blomster til mig, og siden Thrina igien med Smørrebrød og deylig sød vellugtende Liqveur. Til Afvexling læste vi sammen nogle Psalmer i hendes christianfeldtske Gesangbuch som vare liv- og aandfulde, digteriskskiønne.

Ja, I Ædle alle, som læser disse Blade, Eders Moer Koren maae være Eder saa kiær, som hun er det, for at I ikke skal fristes til et lille Stænk af Misundelse, der dog vel indsniger sig i de reneste Hierter (hvor de dog ogsaa strax igien udslukkes^ættes) Men I misunder mig ikke, ønsker kun at dele mine Glæder. O Gud give, I kunde det!

Jeg havde ellers en uroelig Nat. Min Lina afbrød hvert Øyeblik min Slummer – thi Søvn var det ikke – ved at snakke og ynke sig i Søvne. Jeg maatte op og see til hende, og hun brændte saa heed og var stærk rød. Det foruroeligede mig meget. I Aftes var hun det ogsaa, og mig uafvidende havde min Moer Cappelen givet hende et lille kiølende Pulver. Gud skee Lov, hun er ret brav i Dag, skiøndt hun seer lidt mat ud. Det er nok Forkiølelse, maaskee ogsaa Orm. Men jeg er selv rigtig træt og mat.

23Fredag 20^de Det er jeg i Dag ogsaa, og mere end i Gaar. Min Lina vedbliver at skrante, skiøndt vi alle synes, hun er bædre i Dag. For at hun skal blive rigtig brav, har min kiære Maja C givet hende Brækvand i Dag, paa hvis Virkning vi nu venter, og haaber jeg med Guds Hielp hun da skal faae Ende paa den Hede og Døsighed som er mig saa ængstelig. Imidlertiid slaaer Hiertet lidt beklæmt ved at see det elskelige Barn ligge saa bleg og smile til os. Poppa, som først reyser i Eftermidd:, og min lille Maja forlader hende ikke. Saa havde jeg ogsaa en Skræk i Dag tidlig. Just som Ottesen kom i Gaarden, bragte den arme Karen, som I kiender af disse Blade, og som i alle disse Dage har gaaet reent som i Drømme, Themaschinen ind, men satte den saa galt, at Caffemaschinen væltede om, Fløden og alt ud over Gulvet. Det som skrækkede mig var, at min Moer Cappelen som troede at kunde faae ræddet noget, ilede til, og den gloehede Caffe strømmede ned paa hendes Fod. Hun kom ikke ud af sin Fatning, og beroeligede mig. Gud skee Lov, hun ingen Skade kom til. Men mit Hoved, som ikke før var godt, er blevet værre af denne Hurlumhey. Der skal saa megen Overbærelse til, saa megen Hiertensgodhed, som den der udmærker denne kiære Dals Beboere, for ^ikkeat trættes ved den ulykkelige Piges mange forkerte Handlinger, og den Skade, hun tidt anrætter.

I Aftes slog hun Farinlaaget itu, og jeg skiælver nesten naar jeg seer hende med noget brækkeligt i Hænderne. Forgangen Aften snappede hun, da vi alle sad om Bordet, Opsættet bort. «Was ist das?» raabte Thrina i sin Forskrækkelse, og fik det ræddet. Saa jammerlig har jeg aldrig seet den arme Karen før. Hun ønsker sig saa tidt i den sorte Jord, og hvor godt var det hende, om hun snart fik dette Ønske opfyldt.

Ottesen kom tidlig, har jeg sagt Eder, og det begriber I nok. Til Strømsøe var han i Følge med den adstadige President, som fandt at Hvilen var passeligere paa den Tiid end Reysens Fortsættelse (de kom der Kl henimod 1 i Nat) Men veed Elskeren Forskiæl paa Nat og Dag, paa Tiid og Stund naar han iler til den Elskede?

Nu har jeg seet dem i hinandens Arme, og mit Hierte velsignet dem.

24Løverdag 21^de Huset, det store rummelige Huus, har nu Beboere nok. Mere og mindre (alt som man tager det) end nok for mig.

I Gaar, strax efter jeg havde lagt Journalen bort, kom den kiære Husets Fader, og med ham vor brave kiære President, som jeg ikke mindes at haver seet saa rask i de sidste to Aar, som nu. Ud paa Eftermidd: kom vor elskelige Eger Provst, men ene. Lisemoer havde været med ham til Vestfossen, hvor de skulde gaae til Baads videre, men den strømmende Regn skrækkede hende, som ikke taaler at blive giennemblødt, fra at fortsætte Reysen. Jeg kunde Gud skee Lov ret glæde mig i hans Komme, thi da havde Brækmidlet virket, og min søde Lina var livligere.

Den snilde Poppa havde ikke Hierte til at forlade sin lille Yndling, og bliver her nu til vi reyser, som ikke bliver før Mandag, da vi vil lave det saa, at vi naaer Tøyen samme Dag, som nok gaaer an, naar Hestene staaer rede, og vi ere tidlig ude. Saa kom da Kammrd: Dajon og hans underlig udmayede Frue, med coleur de rosa Næt om Hovedet, indcirklet med sorte Baand og hvide Pærler. Og endelig, da jeg, mat og svag, havde listet mig op for at gaae tilsengs, den flinke Justitsrd. Wulfsberg. Da var Kl: nesten Midnat.

I Dag er Gud være lovet min Lina paa Benene, naturligviis bleeg og mat, men dog munter, og som man kan vente det efter saa mange Dages, Skranten og den udmattende Gaarsdag. Men for at være ret hierteglad maae jeg see hende ganske som hun pleyer være; og endda var jeg det maaskee ikke i Dag. Der er kommet en slem Streeg i min Regning. Min elskede Maja C: kan ikke komme til Hovind efter Bestemmelsen. En Auction, hvor hun for sin Thrinas Skyld nødvendig maae være, giør hende det umueligt. Hun lover at komme ud i August. Ak, men da kan der atter komme noget i Veyen – Gud forbyde det! – men det kan dog saa let skee – og den 27^de er hun da ikke hos mig, og – nu reyser Lotta nok heller ikke, men opætter det for at følges med sin Maja. Hvordan det laver sig med Egerbarna veed jeg heller ikke endnu. Min Thrinasara bliver med mig, det veed jeg da Gud skee Lov, og hendes Real med.

25Nu beholder vi ogsaa det kiære Thrinabarn imellem os, min Lotta og jeg, til Moderen henter hende, og Maja – lad mig haabe det – længere, end om hun nu var blevet med. Sikkert vil det glæde Eder, I Dyrebare, at Eders Moer Koren endnu saadan kan udfinde den lysere Side, og ikke seer alting i Verden fra en eneste Standpunkt, giennem Mismods og Tungsinds dunkle Seeglas.

Nu ere de alle gaaet ned i Lunden, Frue Dajon med sneehviid Taftes Hat kantet med lyserøde (hendes Livfarve) Baand. Hun og lille Moer Wulfsberg (som jeg stedse kalder Mutterchen, hvad Thrina synes er saa passeligt) er meget gode Veninder, som nok ogsaa deres Indre har mere overeensstemmende end det Ydre; thi intet kan være mere contrasterende end dette. Den ene lutter Simpelhed og Natur, den anden en Nurnberger Bouthiqve – Mine Smaae holder sig oppe da det blæser stærkt. Maja kan ikke forlade den lille Syster. Men jeg maae nu følge efter. Det gaaer ikke saa ganske let i den kiære Lund, som naar vi ere unter uns.

Søndag 22^de Men det var vi en deylig halv Time i det mindste, min Maja C, min Egersøn og jeg. De vare alle gaaet ned til Værket, vi tre undtagen, og ved Petras Minde, paa hendes Bænk, læste vor kiære Provst den Brudevielse, han nyelig har holdt paa Petraborg for Omsteds Enke, som nu er gift med en Klokker og Skolelærer Hein paa Strømsøe. Der var en sørgelig ^rig Materie at tale over, og den var der ikke forgiæves. Hvilke Forandringer i 7 Aar paa dette skiønne Sted, Petras Borg, som hun aldrig kom til at beboe. «Hun har nu en fastere Borg» sagde min gode Frederich. Ja vel har hun det. Det var just hendes Begravelsesdag, og vi sadd’ der for hendes nyelig opreyste med hvide Roser krandsede Minde, og hørte en Brudevielse for hendes Omsteds Enke med en anden Mand. Den skiønne rørende Tale trængte til mit Hiertes Inderste; hvad Indtryk maatte det da ikke giøre paa den ømme Moders. –

Jeg var saa underlig og beklæmt i Aftes. Min Lina var ikke saa brav mod Aftenen, og ogsaa nu i Eftermidd: er hun ikke saa rask 26som fra Morgenstunden. Med Guds Hielp har det intet at betyde og er blot Orm, som jeg haaber at faae Raad for hos Møller eller Thulstrup, naar jeg nu kommer til Tøyen. Men ret let om Hiertet er det mig dog umueligt at være, naar en af disse dets Nærmeste fattes det mindste. Jeg gik derfor ogsaa i Aftes tidlig op. De sang og vare saa lystige, men dertil stemte ikke mit Indre. Og forsætlig skal jeg aldrig forstyrre noget Menneskes Glæde, hvor meget mindre saa mange kiære Menneskers? Der fik den slemme Provstesøn mig til at staae op Kl halvsyv i Morges, da han endelig, sagde han, maatte ud grumme tidligt. I sig selv var de‹t› ikke for tidligt Opstandelse, og som oftest er jeg før oppe; men mit Hoved var saa slemt, at da han havde sagt os Farvel (Kl 10) maatte jeg tilsengs, og stod først op henimod Middag, det er at sige da den var 2½ –

Det har været et forfærdeligt Veyr fra denne Tiid til nu, Torden, Lyn og Regn. Dog haaber jeg, vor elskede Ven har naaet sit Hiem forinden det brød løs, i det mindste været paa Landjorden. Gud give det! For lidt siden toge de godlidende Wulfsbergs bort. Præstekonen her fra Hoff, Mad: Thurman, og tvende Jomfru Nescher er her, efter det Udvortes simple snilde Hverdagsmennesker –

Og nu lakker det da til Enden med vort Ophold her. Faa Timer endnu, saa er det forbi. Neppe seer jeg mine Yndlingsstæder i Dag, og maaskee faaer jeg ingen Tiid til at tage Afskeed med dem, med den velsignede Lund, i Morgen. Min Maja kommer ikke til Hovind, min Lina er ikke frisk – alt dette giør mig saa beklæmt. Jeg skal endnu skrive lidt til vor Sally i Dag, og de skiænder dernede – især Lotta – for jeg er saa længe borte. Det burde Du dog ikke, Lottamoer, som veed, hvad jeg bestiller her. Men jeg maae dog snart gaae. Min Maja og Thrina har seet op til mig. O ellers er der vel intet Sted, hvor man har saa aldeles sin Friehed, som her, og dette er det, som udbreder et tifold Ynde over alle de andre Goder og Glæder og Skiønheder Maja og hendes Dal og hendes Pedro og hendes Thrina og alt hvad der omgiver dem og den saa vennehuldt tilsmiler sine Giæster.

27Farvel da altsammen! Gud give mig at finde Eder alle, I dyrebare Gienstande igien med Glæde, og blandt de Elskede, som jeg nu har omkring mig. Farvel, min hulde Thrinas pene Chatoul, Farvel! Her paa dette Sted finder jeg dig neppe mere, sidder jeg neppe mere og fortæller om hvor godt jeg har det. Men saa finder jeg dig med Guds Hielp paa et andet ligesaa kiært Sted, og tør vel ogsaa derfra fortælle Eder om det velsignede unge Pars huslige Lyksalighed, og hvor godt deres og Eders Moer Koren ogsaa der har det –

Farvel altsammen! Guds Fred med og over dig, kiære kiære Dal!!!

27Tøyen

25^de Onsdag «Vi maae see at komme saa tidligt ud i Morgen som mueligt» var Aftalen paa Ejdsfoss, og Kl: henimod 6 vare vi alle paa Benene. Efter et lille Løb ned til de kiære Minder i den kiære Lund var jeg færdig at stige til Vogns, og før den var 7, vare vi alle underveys. Som til Ejdsfoss, saa og paa Tilbageveyen, kiørte Lotta den ene, jeg den anden Halvvey med vor Maja C, og efter Touren jeg nu den første ene i min Kariol, hvorfra jeg kastede mangt et taknemmeligt Blik til det venlige hvide Huus og den hele yndefulde Dal, som jeg ikke saa snart skal see igien, i det mindste ikke i dens Sommerpragt. Vi vare et stadsiøskt Følge. Foran i Spidsen Fader Cappelen og Presidenteren, dernest Maja og Lotta med min lille syge, dog den Dag allerede bædre, Lina imellem sig, og den lille Maja, saa jeg, saa endelig de unge To, som Presidenten paastod, ikke af blot Beskedenhed vilde være de Sidste. Veyret var saa ønskeligt, og af alt lovede vi os en svare fornøyelig Reyse. Men da vi kom til Strømsøe, begyndte Mændene at snakke om, det var bedst, at tage seent ud for Hedens Skyld etc. Det bedrøvede mig meget, allene for min Linas Skyld, da jeg frygtede Natteluften ikke skulde være hende tiænlig. Det samme frygtede min ømme Lotta og min ømme Maja C, som hellere renoncerede paa at have os de Timer længere, end at denne Forlængelse blev paa Linas og min Moderømheds 28Bekostning. Jeg veed vist, at baade Presidenten og Don Pedro elsker Linchen hiertelig, og vil hende saa vel som vi, men denne frygtløse Kiærlighed kiender Moderhiertet intet til. «Frygt er ikke i Kiærlighed» hedder det. Men bogstavelig skal dette vist ikke forstaaes. Eller jeg har intet Begreb om Kiærlighed.

Da vi havde spiist og drukket Caffe skulde vi da tænke paa at komme videre. Men saa var saa meget ufærdigt, og først Kl 4 forlode vi Strømsøe. Det kiære Ægtepar fulgte os over Vandet – Hestene lode vi som sædvanligt gaae over V Færgen en Times Tiid i Forveyen – Paa Bragnæs stod den brave Postmester Smith og modtog os. Det rørte mig meget at see ham igien i en saa forandret Situation, og efter giensidige haarde Prøvelser. Han forekom mig saa resignert, saa ganske som den, der har opgiort sin Regning med Skiæbnen, og er vis paa, ikke at faae flere Mellemregninger med den. Efter de ømme tidt gientagne Farvel, fore vi da videre, og til Gillebek gik alting godt. Men her opdagedes, at Presidentens Vogn «bar til at gaae sun» og at han umuelig kunde komme videre, om ingen Reperation blev foretaget. Den til alting oplagte og til alt beredvillige unge Fæstemand paatog sig Arbeydet, hamrede og snedkerede det bedste han kunde, og Sveed og Regn strømmede ned fra de vakkre sorte Lokker over hans Pande og Kinder. Han hentede sig imellem en Hiertestyrkning, og da gik det som det var smurt. Lotta som stod alvorlig og saae til, udbrød endelig, henvendende sig til Thrinabarnet: «Han er sandelig skikket til mere, end at staae i Guds Huus, denne Præsten din» – og deri havde hun ret. Selv Aslak anmærkede, at et saadant Reyseselskab var godt aa ha. Det maatte ogsaa min Lina sande, som fra Ravnsborg sad imellem det kiære unge Par, der havde en stoer Paraplye over sig, og undgik derved at blive giennemblødt, som vi andre blev, da det fra Sandvigen af til henimod Byen regnede uophørligt. Først Kl: halv to vare vi her paa Tøyen, hvor den kiære Kistamoer og 29liden Hanna modtog os saa gladeligen, og vi ved deylig Thee og Tvebakker snart glæmte alle vore Viderværdigheder.

I Gaar samledes vi alle ret muntre og friske, skiøndt ikke ganske udhvilede. Gud skee Lov, min Lina er meget bædre, og Maja, som var den vaadeste af os alle, færm.

Da jeg i Gaar havde sovet en god Middagssøvn og skrevet til Kbhn med Præsten Juel, som reyser ned i Dag, kom Pavels’s og Rasmussen, og siden Wulfsbergs – Fortsættelse følger fra

Hovind

Thi hvordan kunde jeg med dette fulde, af den ømmeste Taknemmeligheds ^Følelse-overstrømmende Hierte tale om ligegyldige eller andre Ting end de, som nu omgiver mig, omsvæver mig kunde jeg sige som salige Aander, som Saras og Wilhelms Aand –

Fra deres Hvilested kommer jeg nu. Min Lotta, min Thrina, hendes Ottesen og min gode Hertel var med mig. Da vi havde bragt vort Blomsteroffer paa Graven, og jeg sad med mit Blik heftet paa den, gav den hulde Thrina mig et Papiir. Før Øyet kiendte Hiertet den kiære Haand. Men de strømmende Taare hindrede mig at læse mere end de første Stropher. Her er det. Ottesen læste det høyt for os – Her er det –

Til Moer Koren
ved Wilhelms og Saras Grav d. 27^de Julj 1810 –

Sødt du hviler ved din Wilhelms Side
Hulde Pige! med din Jomfrue-Krands,
Smiler blidt: «Jeg har hørt op at lide,
Svæver salig fro i himmelsk Glands.

Wilhelm kaldte mig – hans kiendte Stemme
Svagt som Aanders Hvisken lød til mig:
‘Sara! følg mig ned i Gravens Giæmme
Ak der er saa eensomt uden dig!

30Vore Hierter groede tæt tilsammen,
Livet bandt – ey Døden skille dem!
De skal stige giennem Ætherflammen
Op til Stiærners Krands i Lysets Hiem.

Saares end paa nye vor Moders Hierte,
Blødende ved nyelig brustne Baand,
Bøyes end vor Faders Aand af Smerte –
Alles Fader styrker deres Aand.’

Wilhelm! ja jeg kommer – Himmeltoner
Kalder mig til Aanders Systerchor.
Hvor de blinke, hine Stiærnekroner,
Hvor den synker dybt den dunkle Jord!»

Lad den synke – Høyt sig Himlen hæver,
Og vor Aand skal hæve sig til den.
Moder! hvor din Wilhelm, Sara svæver,
Samles DuDu] rettet fra: du ved overskriving og De og Vi igien.

Blidt i Dag, da dine Taare rinde
Ved de Elsktes stille Hvilested,
Og fra deres lyse Tabors Tinde
Straale Troen, Haabet til dig ned!

__________

Min Søn, min Ven, min Frederich! Hvorfor kunde Du ikke være her i Dag, og selv give mig disse hierteløftende smertestillende Linier, og see de «blide Taare rinde» og i et moderligt Favnetag modtage mit Hiertes varmeste Tak, og læse den i disse Taare! Men Gud læser den der, og min Tak til Ham, Alles Fader, som gav mig Dig, min Søn, min Ven, min Frederich, og disse flere Jordens Ædelste, som kalder mig sin Moer Koren, som jeg kalder mine Børn, mine Elskede 31og som allerede her giver mig saa reen en Forsmag paa Evighedens høyeste Glæder. O min Frederich, o min Maja! hvorfor kan jeg ikke i Dag synke til Eders Hierter, som til min Lottas og Sarathrinas, til min Korens og Børnenes og de andre Elskedes – Men Gud skee Lov, I kommer. Det nærværende Øyebliks Glæder forhøyes ved de ventede, og min vennehulde Rasmussen, min nye Søn, kommer – og den kiære Maja Pavels, og hendes redelige Slotspræst – og min Lina hører jeg syngende springe omkring, og ^paa alle Ansigter, og hvor jeg vender Øyet, seer jeg Godhed og Kiærlighed, seer jeg alt i Bevægelse for at høytideligholde den elskede lykkelige Moders Fødselsdag. Men nu er det mig umueligt, at skrive mere, i det mindste at skrive noget sammenhængende – Naar det stiller lidt af i mit Indre iler jeg hid igien til Eder – Min Rikke kommer her ogsaa i Dag. De drager jo saa ømt Omhu for alt hvad der kan glæde mig, min ædle Koren, min gode Telja, og den troefaste Hertel, og enhver især til den Sidste blandt Folkene kappes jo om at lægge deres Kiærlighed for mig for Dagen.

29^de Man^Søndag Det er blevet mig aldeles umueligt at komme til disse kiære Blade før nu. Og hvordan ordner jeg det paa Papiret, som ligger saa hulter til bulter i mit Hoved? Det gik vel endda an, om ikke Hiertet ogsaa vilde tale med, og det vinder altiid over det stakkels Hoved, og det værste er, at det ikke veed at holde op igien, og ligesaa lidt at bringe Tingene i en Slags Orden. Dog I ere vante til dets Sladdren, og til at bære over med den.

Det var en sand festlig Dag fra Begyndelsen til Enden – saa mange deylige Overraskelser afløste hinanden, og bragte mig den 27^de Julj 1808 i vemodsfuld Erindring – da De kom først, min elskede Frederich, og søgte at temperere vor Glæde over Deres Komme ved Forsikring om, at vi ingen flere kunde vente, og saa bedst som vi sadde tilbords, Døren gik op og Du, kiæreste Maja, og Du, godeste Lisemoer, traadde ind – Du skulde dog engang see min Wilhelm, dyrebare Maja – derfor kom Du, og saae ham ved den blege Systers Side, som nu «hviler 32sødt ved hans Side med sin Jomfrue-Krands» – Ja, «deres Hierter groede tæt tilsammen – Livet bandt – ey Døden skildte dem» – O min Egersøn, saadan kunde kun Du udtale mine Følelser – i disse Ord og i disse: «Sara, følg mig ned i Dødens Giæmme Ak der er saa eensomt uden dig!» – hører jeg Gienklangen af mit Hiertes Stemme, og velsigner Dig som fremlokkede den, og de Taare, som «glider saa blidelig» – –

__________

Da jeg i Gaar^Forgaars Morges havde modtaget først min Korens, min lille Majas (de Smaae sov endnu) min Lottas og Thrinasaras Lykønskninger, og hernede Jesseguttens, og min Teljas, siden Hertels, og den gode Reals og alle de Øvriges, kom jeg herind i mit Kammer og fandt paa Bordet en peen Hat (den var fra Hertel) et deyligt Tyls Tørklæde (Lottamoers Gave) og en skiøn Udgave af Thomsons Aarstider, med hans Portrait og flere Kobbere – paa mit Navn Pagna 58, kiendte jeg min Thrinas Haand. I Vinduet stode to Blomsterpotter, lille Majas Opelskninger til denne Dag, og Maren Skieldrup stak mig, da hun gratulerede mig, rødmende en lille net Syenaalbog i Haanden. «Fra Moer skulde du havt et lille Strikketøy» sagde Thrinabarnet, «men som ikke blev færdigt» – Min Korens 7 Penne har ogsaa sin Plads blandt de alt for mange og kostelige Geburtsdags Foræringer – Men der er endnu langt frem med Overraskelserne. Jeg kommer ud af mit Kammer, og for mine Øyne staaer – Præst Wulfsberg, ved hans Side den troe Lollik, Dall – begge som nedfaldne fra Luften. En Pakke Bøger havde Dall til mig, og mere end det, et kiært Brev fra de elskede Døttre, og deri en lille nysselig Pung fra Malla, som var det eneste jeg saae – thi tænk Eder, først i Gaar Morges blev det mig mueligt at læse det velsignede Brev, dette kiære Bidrag til min Fødselsdags Glæde og Hæder. Tak, I Dyrebare, moderlig Tak! Det vil glæde Eder, at det kom saa acurat den 27^de, med den lille Pung, og min Kattys: «Du skulde havt noget til denne din Dag, min Moer Koren, men som ikke blev færdigt» – O, er Eders barnlige Ønsker mig da ikke mere, end Alt!

Fogdens, Chrysties, og Mørkes kom, det gik til Bords, og alle vare de muntre og fro. Champagneviin vankede der ikke i Aar, da den 33naar den NB skal være god, ikke er at faae for nogen Priis. Men Hierterne vare varme uden den, og Sangen lød rask fra vor kiære unge Præsts Læber, og lokkede den fra de andres. Men nu gik Wulfsberg ud med Hertel, som lidt efter kom ind med en tildækket Tallærken og satte for mig, og gik derpaa rundt om Bordet og uddelte trykte Blade. Jeg blev saa ængstelig tilmode ved alt dette, og da de nu istemmede, og jeg under Servietten saae et overmaade smukt Rav-Halsbaand, blev jeg (det er ved Gud sandt) ordentlig beklæmt over al denne Høytiid. Imidlertiid var det saa hiertelig vel meent, og min Tak, da jeg under Sangen havde fattet mig lidt – og slet intet hørt – var det sandelig ogsaa.

Vi drak Caffe paa Wilhelmsminde, og da jeg kom did – o Gud, hvordan udtaler jeg det, hvor findes der Ord for saadanne Fornemmelser! Kunde jeg dog føre Eder Alle, I Elskelige, derhen, at I kunde see hvor nysseligt de Gode har faaet det i den korte Tiid, jeg var borte. Pene smag- (og skygge)fulde Gardiner, Skabe Bord, Sopha og Stole malede hvide, betrukne med grønt og hvidt her hiemme vævet Tøy, kort alting saa festligt og dog simpelt smykket, og i Orden alt hvad deroppe behøves, Theetøy, Glas etc[.] Der drak vi da Caffe, Thee, Punsch, skiød saa det rungede i Fieldene, og var der til seent om Aftenen, da Dagen endtes som den havde begyndt, i Fryd og Gammen, med Skud, ^og et lille uskyldigt Fyrværkerie (den snilde Lundes Foranstaltning)(den … Foranstaltning)] parentesbuene erstatter kommaer ved overskrivning med Skaaler og Klinken – Gamle Moer Mørk forsikrede, hun aldrig havde havt en saa deylig Dag i Norge eller siden hun var – som Lotta siger – i sin Ungdoms Blomster, og hendes fromme Ægteherre erklærede i sin barnlige Tone: at en saadan Glæde var ham en Forsmag paa Himmelens. Han kunde ikke giøre sig noget tydeligere Begreb om denne, sagde han, en‹d› ved at tænke sig den saadan. Dette ærværdige Par sad ved den ene Bordende. Just nu taler vi herom, Lotta, Thrina og jeg (de sidder begge herinde hos mig) og siger Thrina hun ved Bordet sagde til Ottesen: «nu burde vi sidde ved den anden Ende, saa 34var det den gamle og nye Kiærlighed» – «Ja, siger Frue Lotta, og saa burde det tredie præstelige Par, Chrysties, sadt midt imellem Eder fire, som Middelveyen mellem det Gamle og Nye» – Der, mine Elskede, har I Maleriet, og Dagens Begivenheder i Korthed og Eenfoldighed. Jeg kunde fyldt flere Sider, skulde – og kunde jeg sagt ^sige Eder alt, og især hvad der foregik i mit Inderste, hvor alle de afvexlende Følelser dog stedse forenede sig til Een: den ømmeste Taknemmeligheds for Gud og Eder –

«Men uden Torne ingen Rose groer, Og Sorg gaaer jævnsides Glæden paa vor Jord» – Stakkels Maja mi havde ret en tung Dag i Gaar, da hun fandt 4 af sine Giæslinger og nogle Kyllinger døde og mange syge, formodentlig af den megen Skyden, som har skrækket Livet af dem. Hun er før ingen Elskerinde af Skud, og bliver det vist mindre herefter –

Ellers var det en tumultarisk Dag i Gaar. Chrysties blev her om Natten, da det regnede stærkt (min Rikke og hendes Fut reyste tidligere) og deres Jørgen ikke var ret frisk. Vi vare hver paa sine Veye, Lotta, Moer Chrystie, Wulfsberg Dall, Hertel, min Koren og jeg ved Graven og derfra i Haven, det var netop Middag, da de kom og fortalte, at Gudmundsens hele Familie var kommet, 8 i Tallet. Der maatte nu forandres lidt i Kiøkkensædlen og Borddækningen, og vor Kiæde, saa pludselig afbrudt for at udhvides med nye Led, der ikke synderlig passede, i det mindste ikke saa strax, kom ey mere i den forrige Orden. De bleve her til vi havde drukket Thee paa Vilhelmsminde; lidt efter forlod Dall og Wulfsberg os, og endelig, Kl. 10½ vor kiære realske Ottesen, som ikke kunde rive sig løs før, og nu maae gaae saa godt som af Kariolen paa Prækestolen. Underligt nok, at i den hele Bye ikke skal findes en hielpsom Prædikker, ingen, som vil betale sin Giæld til den velvillige unge Mand, der saa ofte har lettet sine Brødre deres Byrder –

35Hvor velsignet meget Dall fortalte mig om mine Elskede dernede, og om den søde Sywald. Da jeg havde læst mit Brev, det kiære lange Geburtsdagsbrev, var det saa deyligt at tye til den sig altiid selv lige Landsmand, for at faae som et Tillæg til Brevet; og han gav det villigt og rundeligt. Min Koren glæder sig ordentlig over, at hans Dattersøn slægter ham paa, og ikke lider fremmede Navne, hvor han troer at kunde komme ud med Modersmaalet. Og vi loe ret alle saa godt af hans Formodning: at den store Mand i Kongens Have som sønderriver Løven, nok maatte have spiist dygtig Øllebrød siden han var bleven saa stoer og stærk. Den søde Gut! Naar skal jeg see ham? Dog, sikkert engang, ogsaa i dette Liv.

I Dag, Søndag 29^de, ere vi ganske i vor Roelighed, og har det saa godt[.] Men tidlig i Morgen forlader vor elskede Lotta os, og min Koren tager da ogsaa til Byen, dog kun for en Dags Tiid. Han siger endogsaa, han vil komme igien en ⁱ Morgenaften, og jeg begynder at blive lidt jaloux, thi sikkert er det for Thrinabarnets Skyld, da han ellers aldrig giør saa forcerte Marscher –

Nu kom unge Horn fra Byen, og nu skulde vi, efter at have drukket Caffe i Haven drikke Thee paa Vilhelmsminde, om ikke Regnen forbyder det.

30^te Mandag. Den forbød det ikke, og vi vare der til det mørknede. Naar man først er der, kommer man ikke let derfra.

Kl er 6, min Koren er alt reyst for en Time siden, og nu hører jeg min kiære Lotta allerede er oppe og gaaer saa sagte, vist nok for ikke at vække sin Thrina, som sover i neste Værelse. Dog, nu hører jeg dem begge, og siger Eder, I dyrebare Fraværende, først en God Morgen her, og iler saa til de elskede Nærværende – faa Timer endnu, og Lotta er ikke mere blandt disse – for at hilse dem God Morgen –

Nu, Kl. lidt over 8, toge de bort, Lotta og liden Hanna Bull – Det er en herlig Morgenstund, og jeg haaber, min elskede Lotta, du skal have en fornøyelig Hiemtour, og i alle Henseender godt af, Du glædede os med Din Nærværelse. Gud skee Lov, snart seer jeg Dig igien, Du Gode!

36Og nu vil jeg være paa Tøyen før Lotta, for derfra at give Eder, mine Elskelige, den belovede Fortsættelse (see(see] venstre parentesbue erstatter punktum ved overskriving Pagna 29.)

Det var halvafgiort før jeg reyste til Strømsøe, at Pavels’s skulde komme herud imens de andre mine Kiære vare her. Men nu, da ikke min Maja C og ikke Egerprovstens var med, blev det saaledes omkalfatret, at Slotspræstens udsatte Hidtouren til de Alle kunde samles her den 15^de August, naar Nellas Bryllup, som er fastsadt til den 10^de, er forbi. Ogsaa min kiære Rasmussen lovede med et Haandslag da at giøre Følge. «Den 15^de» gientog Slotspræsten. «Ja, jeg kan tænke, blev han ved, at Moer Koren da vil have foranstaltet en Fest til den franske Keysers Ære, siden dette just er hans Fødselsdag» – og nu blev paa staaende Fod midt i Tøyenhaven giort et Udkast til denne Høytiid, som følger (Udkastet nemlig)

Pavels paatog sig at holde Talen, hvis Thema vi ikke ret bleve enige om. Egerprovsten skulde forfærdige Kantaten, hvortil Rasmussen og Pavels gav den første Strophe:

Den femtende August
Napoleon er just,
Til Verden fød. Hvor han er god! hvor han er sød! –

Dermed mente de, var Isen brudt for Digteren, og vare de nær komne i Klammerie om, hvem af dem der tilkom det meste og beste i denne sublime Begyndelse. Jeg skulde skaffe en Vise eller to tilveye. Vi vilde ydmygst ansøge Etatsraad F: om Musikken til Kantaten, og havde vi først hans Løfte herom, troede vi nok, Frøken B: lod sig bevæge til at synge en Bravour-Aria som under Kanoners Torden (Marias Giæs og Høns kan, som I seer, desaarsag ingen Rolle faae) og Trompeters Skingren skulde beslutte den hele Feyring. Og naar nu alt dette behørig blev fortalt først i Iversens Aviser (Fynboen Flor skulde misant besørge det indrykket der) og siden i de meest berømte Pariser Blader kan I nok tænke Eder, hvilken Opsigt det vilde giøre, og at Æres-Lægions-Ordener og Gulddaaser og smaae bitte Diamantkors vilde regne nedover Opfinderne og 37Udførerne. «Hvor giærne giorde vi alle vore Kiære delagtige i denne Dags Glæder og disse Glæders Belønning!» var Slutningen paa dette Vaaserie, hvorved vi store Børn moroede os den hele Aften. En og anden ubehagelig Intermezzo har jeg ingen Lyst til at berøre. Den arme Wulfsberg var syg og nedstemt. Saa var han her ogsaa og hans Forsøg at være munter mislykkedes sørgeligt, som vel altiid er Tilfældet, naar Glæden skal søges uden for os, det være sig uden for vort Hierte eller vort Hiem –

Onsdag Middag var den lille Doctor Møller og hans tækkelige, stille lidende Kone, paa Tøyen, men toge tidlig hiem, da de vidste, vi om Aftenen skulde til Pavels’s. Der havde vi atter en saadan Aften, som jeg ^{med Jean Paul} kalder Sabatsaftner. Foruden os alle fra Tøyen var ingen uden Rasmussen og Widing (Capitajnen, som nu er kommet i Juels Sted og boer paa Festningen) Vi snakkede, strikkede og spadserede, og havde det ved alt og overalt lige behageligt. Rasmussen havde faaet Brev fra Sverdrup, og deri den politiske Nyehed, at Hertugen af Augustenborg var tilbuden at træde i sin ædle Broders Sted, og at man formodede, han, om han blev valgt, modtog Tilbudet. Ney, det kan jeg ikke formode, mindre troe, og har væddet med Presidenten og Rasmussen at han ikke modtager det. Dog, af Dit Brev, elskede Katty seer jeg Du ogsaa vilde væddet med mig, og alle spaaer, jeg taber. De to Ansigt 8ß var det ligemeget med, men jeg taber langt mere, om disse tabes. Tiden vil vise det.

Torsdag Formiddag forlode vi det kiære vakre Tøyen, da Presidenteren allerede var vandret ad Byen til. Lotta kiørte i sin nye stadselige Kariol, jeg i min gamle, Maja, Hanna og Kaja sammen – min Thrina maatte vente efter sin Real, som først maatte læse paa Kadet-Academiet. Med dem fulgte Lina. Stakkels min Kista blev da ene forladt igien. I Dag glæder hun sig i sin Moer Bulls Hiemkomst, og i at see Skriveren min.

Her hiemme modtoges vi, som paa Tøyen, af blide Ansigter og saae rundt om os alting hvidt og peent og ordentligt, og Gaard, Have og Mark prangende i Sommerskiønhedens Fylde.

38Aften Kl: 5½ Hvem skulde tænkt, der paa denne deylige Formiddagsstund skulde fulgt et saadant Uveyr, som nu har holdt ved nesten i et fra Middag, med Regn, Lyn og Torden? Gud give, min elskede Lotta maae have undgaaet det, og naaet sit trygge Hiem før det naaede hende. Det haaber jeg, da det først nu har draget sig hen ad den Kant. Den tunge Luft paaførte os alle, især min Thrina og mig, et Slags Sovesyge, saa vi slumrede her i hver sit Hiørne af min Sopha med en Bog i Haanden, men vaktes og bleve ret muntre da man bragte os nogle ret gode og for i Aar de første Molter. Dog tør jeg kun anprise denne Cour mod Sovesyge som et Paliativ: thi som Molterne gik, kom Søvnen tilbage, og tvang mig til en ordentlig Middagshvile[.] Men jeg har ogsaa været vaagen siden Kl. 4, da min Koren stod op. Gud skee Lov, han var saa tidlig ude, og var vist længe før Uveyret brød løst i Byen.

Lille Thrinchen maae I dog ikke troe, har deelt min Dovenskab den hele Dag. Hun har tværtimod ved fordoblet Flittighed indhentet hvad i Formiddag kunde være forsømt. Giid jeg kunde sige det samme! Sandheden troe kan jeg det ikke.

«Og hvordan mon stakkels Moer har det i Dag paa Auctionen» siger Thrinebarnet. Vel ikke synderlig behageligt, svarer jeg, uden for saa vidt, at hun er der for sine elskede Børns Skyld. Og hvilke Ubehageligheder overvindes da ikke? Har jeg ey Ret? min dyrebare Maja! –

Jes og Horn reed til Plogstad i al Regnen imens jeg sov. De vilde ikke have det bædre. Dem ynker jeg ikke, men vel en Aargang af Erholungen, som Jes skulde bringe min Rikke, tilligemed nogle Smaaeting hun for Regnens Skyld lod ligge her i Fredags.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.