Dagbok 1810

av Christiane Koren

Martj

651ste Torsdag. Nu toge Kreftings bort, og min Hest staaer alt færdig at bringe mig til Plogstad. Ret rask skal min kiære Rikke ikke være, var det i det mindste ikke i Gaar. Maatte jeg finde det anderledes, bædre i Dag!

2den Fredag. Det Ønske blev ikke bønhørt. Jeg fandt hende desværre overmaade ussel, dog Gud skee Lov uden nogen Fare. Det var en smertelig Gigt i Hovedet, som især havde angrebet det ene Øye. Dette Slags Smerte kiender jeg saa vel, og den Frygt, som ledsager og forøger den. Selv var jeg ikke ret brav, og jeg har i lang Tiid ikke havt saa tung en Dag paa mit kiære Plogstad, hvor, som paa Hovind, ingen Enkelt lider ene. Som paa Hovind? Som i ethvert Huus, hvor Kiærlighed forener, og Vennehuld, alt og alle. Den blide Be‹a› som uøvet i alle Lidelsers Skole, endnu seer Tingene giennem det ungdommelige Haabs rosenrøde Slør, kastede oftere sine Øyne paa den velsignede trivelige Dreng i Vuggen, end paa den lidende Moder, og i det vennehulde Smiil hvormed hun betragtede dem begge, fandt jeg intet Spor af Frygt for de Lidelser, hvormed hun skulde tilkiøbe sig Moderglæderne, kun Forventningerne og Haabet om disse. Tak være dig, hulde Moder Natur, at det er saa.

Min Koren kom henimod Aften, og det var godt for Futen, som behøvede lidt Adspredelse. Han kan intet uden lide med sin Rikke naar hun lider, og under de mange haarde Slag som har truffet dette sieldne Ægtepar, reyste hun sig stedse først, og reyste han med sig. Her havde jeg en god Anledning til at holde mit Kiøn en Lovtale. Men for disse Blades Læsere var det jo overflødigt, og lader desuden beskednere, at overlade det til dem.

I et rasende Veyr, en Storm, jeg sielden har hørt Magen til, toge vi hiem, uagtet alle de kiærlige Overtalelser at blive. Min Koren skulde bort i Dag, og er længe siden afsted, stakkels Mand. Gud veed hvordan han kommer frem, da alle Veye ere tilføgede; 66men fra Plogstad vilde det fast bleven umueligt. I hvor godt jeg var indpakket, tog dog Vinden igiennem alt, og er jeg i Dag slet ikke raskere end i Gaar. Gud give kun, min Rikke var det. Lidt Lindring havde hun dog faaet, før jeg forlod hende.

Løverd: 3die Saa stærkt virker dog aldrig Legemet paa Siælen, som denne paa hiint. Jeg var og blev ved at være ret meget syg i Gaar, var engang en Afmagt meget nær, og maatte længe holde mig i Stilhed her paa Sophaen. Men saa kom det velsignede Brev og Budskab fra Strømsøe, der lød som saa: «Fredagen 9de Martj tager jeg og Thrinabarnet til Tøyen (kan ey Egersønnen din komme med os, følger han sikkert efter) hvor, saa vel som til vor Sally jeg har meldt vor høye Ankomst, samt bedet dem være parat at fortsætte Touren med os til Hovind Løverd: 10de» Saa mange var Ordene, der med Fynd og Kraft giennemfoer min hele «Siæl og Huud og Haar og Krop» – og yttrede min Glæde sig end ikke i et Hop, stod den dog saa læselig paa mit Ansigt, at alle saae og forstod som de siden delte den med mig.

Altsaa i Dag 8te Dage ved denne Tiid, o! da ere I her maaskee allerede, har jeg alt maaskee trykket mit elskede Fireblads Kløver til mit Hierte, Maja, Lotta, Thrina, Sally! Og hvem veed, om ikke Kløveret kan have hele sex Blade? Voxe de da end ikke ud paa engang, kiære og mit Hierte velkomne ere de dog, alle under eet, og hvert enkelt for sig.

Jeg kunde intet foretage mig den hele Aften uden glæde mig. Og det er saa sødt, at see sin Glæde saaledes deelt, at see Gienskinnet af den paa hvert Ansigt omkring sig. Men i slige Øyeblik er det ogsaa reent uudholdeligt at see en bedrøvet Mine. Og den stakkels Jette sad stille og nedslagen, skiøndt jeg veed, hun saa ærligt som nogen deeltog i min Glæde. «Hvorfor saa stille? Jettemoer!» Aa, jeg tænkte kun paa, Tante, at det nok var bedst, jeg reyste før det kommer saa mange. «Og hvorfor det?» For Rummets Skyld. Og saa ‹t›roede jeg – «Ney mit Barn, du skal blive her den Tiid, du har bestemt at blive, og være ubekymret for Resten. Er da ikke Hovind stort? Og er det ikke mine Elskede Venner jeg venter hid, og ingen Fremmede, 67ingen stive ceremoniele Mennesker?» Da opklaredes hendes Aasyn igien og stemte med de andre omkring mig. O, Vee det Hierte, som i sin egen Glæde kan glæmme dem, som ey ere glade, som vil og kan være ene lykkeligt – om ellers et saadant Hierte slaaer i noget menneskeligt Bryst. Ak! og i den arme Jettes Lod veed Gud, der kun faldt faa Glæder. Hendes lyse Timer ere snart talte. Skulde jeg da mørkne disse faa? Jeg, som saa Mange kappes om at giøre glad og lykkelig! –

Den velsignede Æolsharpe, Din hulde Vennegave, min Maja, har jeg trykket til mit Bryst som en øm Veninde. Og det skal den blive mig. Paa de Elskedes Grav, i Saras Grotte og paa Wilhelmsminde, dens egentlige Hiemsted, skal den blidt blande sine Sukke med mine, og naar dens sidste døende Toner opløser Siælen i unævnelig Veemod, som for paa sin jublende brusende Flugt at kunde løfte den med sig til Himlen – kan det høyeste Venskab mere? Men det kan det –

En lille munter Sæddel fra den gode Bea Heyberg har ganske beroeliget mig i Dag for min elskede Rikke. Hendes smertefulde Hovedpine gav efter som Uveyret lagde sig, saa man tydelig seer, det var dette, som foraarsagede den. Walbohm var her ogsaa nu nys saa hierteglad i sin Kones tiltagende Bædring. Saa forener alting sig for mig, at jeg glad og roelig kan see Eders Komme imøde, dyrebare Venner! I Aften kommer ogsaa min Koren hiem, Gud skee Lov, og i et langt bædre Veyr, end han reyste bort.

Mandag 5te I Gaar var efter Sædvane Hr Munthe her, og blev her, mod Sædvane, hele Aftenen og fik sig et Slag Kort. Hans Kone, som besøgte den stedse syge Madam Walbohm, kom herind for at følges hiem med sin Ægteherre, og Lieut. Hanche, som ogsaa var her. Det var godt, Mad: Munthe ey kom før, thi lige til det blev kulmørkt, skrev jeg, og denne hele Pakke Breve tager nu Hermelin med sig – han skal neml: ind og hente Hanna Bull ud til sin længselfuldventende Maja, som forud har udvirket hende denne Tilladelse, der, som I kan tænke, stod haardt at faae 68hos den strænge Frue Lotta. Men var hun end engang saa stræng, som hun er, saa er dog min Maja hendes egen Gente, som hun intet kan afslaae. Af disse mange bortsendte Breve haaber jeg, dyrebare store Maja, et lille bitte, det mindste af dem alle, skal komme Dig tilhænde før Du begiver Dig paa Hidreysen, til hvilken Gud give Dig og det hele velsignede Følge et saadant Veyr og Føre, som vi har i Dag. MinMin] rettet fra: Mit ved overskriving kiære Egersøns Brev – det eneste med Gaarsposten – skal jeg besvare mundtlig. Dog grunder sig dette Haab mere i min Moer Cappelens senere, end i dette temmelig gamle Brev.

Men hvad tænker mine elskede kbhnske Døttre vel om deres Moer Koren? Ak, jeg har glædet mig saa i den Vished: «nu har de dog vist begge dine lange Breve og Dagbokh. og alt – thi nu er det meer end en Maaned siden, Essendrop fik det første, meer end 14 Dage siden han, just som han stod reysefærdig, fik det sidste» – Og saa hører jeg, han endnu er i god Roe i Xtiania, og bliver der maaskee en Tiid endnu. Det slemme Ting! Flux, i denne Dag, mine elskede Børn, skal jeg sætte mig hen og forklare Eder Sammenhængen og beroelige Eders barnlige Hierter: thi naar I længe intet hører fra mig, troer I strax jeg maae fattes noget. Den eneste Aarsag I (og vel med Ret) kan tænke Eder om til min Taushed.

Jette er vranten, fordi hun over alt dette Skriverie seer mig saa sielden – dog, see mig kan hun tidt nok, da hun ofte kommer herind under tusind Forevendinger. Men det er hende nu engang langt mere om Praten end om Syn at giøre, og dermed kan jeg ikke tiæne hende synderlig uden om Aftenen. Nu har jeg fundet paa at give hende et Cithar at lege med, og den giør det nok i mit Forfald for det første. Just nu hører jeg hende klimpre her oven paa, og alt imellem smaaeskiænde ventelig, fordi hun ey kan faae den efter sit Sind. Arme Jette det har aldrig lykkedes hende sit hele Liv igiennem at frembringe vellydende Toner – der kommer intet ud af at stride mod Naturen. Men den, der kiender hendes gode redelige Hierte saa godt som jeg, maae finde dem, om ey behagelige, dog mindre sku‹d›rende –

69Torsdag 8de I Gaar tog jeg til Plogstad. Der glædede jeg mig med min nu Gud skee Lov temmelig raske Rikke, og den muntre livfulde Bea, og de deeltoge saa huldt i min tilstundende Glæde, og paa hele Hiemveyen var hver anden Tanke: naar du nu sætter dig i Slæde igien, er det for at møde de Elskede – Saa talte jeg, ikke Dagene, men Timerne, og fandt disse at være flere, end jeg troede. Kl 9: var jeg hiemme, hvad jeg ellers aldrig pleyer være fra Plogstad; men jeg vidste, Hanna Bull var kommet, og ventede med hende Bekræftelse paa hvad jeg dog ansaae for afgiort. Men «fikst du Pæren? Zacharias?» Tre Breve laae her til mig, fra min velsignede Lotta, fra min egen Kista, fra Nella mi. Det første – ak! i det laae en Sæddel fra vor Maja – og nu maae jeg til at regne om igien. Først Tirsdag! Der er mange mange Timer mellem Løverdag og Tirsdag. Det fik endda være det samme – thi naar de da endelig vare forbi, saa betænkte jeg, at de nu stode mig til Gode – men min Koren faaer saa lidet godt af sine og mine Kiære, og har dog glædet sig i Stilhed saa varmt som jeg til Eders Komme. Baade han og Hertel bliver borte nesten i et, 8 a 10 Dage paa Tingene, som begyndte i Tirsdags, og just den Tiid gaaer til Hurdalen, Nannestad, og Ejdsvold. Men hvad er derved at giøre? Kunde Du slet ikke undgaae det Bispecallads? kiæreste Moer Cappelen! Ney, det kunde Du nok ikke: thi Du iler ligesaa længselfuld til Tøyen og Hovind, naar Du kan, som jeg til Dig og Lotta. Hvad skal hans Høyærværdighed nu der igien? Han kunde smukt vogte sin Hiord ved blot at udbredestrække sin Stav fra Bispesædet, synes jeg. Mon det ikke da gik nok saa godt? Dog, «hvad forstaaer sig Bønder paa Agurkesallat, og Skriverinder paa Bispedont?» «Skoemager, bliv ved din Læst!» I seer, Børn, Sancho Panzas eller sal: Peer Syvs (hvorfor ikke sal Sancho Panza?) Aand er faret lyslevende i mig. Men man kunde – det er min, og bør være Eders Trøst – jo vel være besat af en langt værre Aand, især ved en saadan Leylighed.

70Fredag 9de Det gik som jeg tænkte. Min Koren blev ret mismodig da han hørte Eders Reyses Udsættelse, I slemme kiære Mennesker! Ogsaa Lottamoer og Sally vare færdige til Reysen i Morgen – det sagde mig Dit kiærlige Brev i Gaar, elskede Sally; da vidste Du endnu intet om Udsættelsen, og Lotta hialp mig at skiænde paa Bispen – thi naturligviis maae vor Harme have ham til Gienstand: thi gleed den af fra ham, maatte den jo falde – ikke paa Dig, ømme hulde Maja vor, men paa den, Du ligesaa nødig, maaskee endnu nødigere vilde[.] Din Lotta, Sally og Moer Koren skulde et Øyeblik (thi mere kunde det ikke blive) være vreed paa: Din Pedro. Thi ham er det vist, den giæstfrie, for alle saa opmærksomme Mand, der har fundet uundgaaelig fornødent at giøre dette Bispeselskab. Hvordan det staaer til i Dit Hierte, min Maja, naar som her Pligter og Ønsker kommer i Collision, veed jeg saa godt, som laae det her aabent for mig. Og paa Søndag vil det i Dit kiære ventede Brev jo ogsaa ligge aabent for mig.

En Anmærkning maae I dog tillade mig at anføre her, mine Elskede; ‹…› jeg giorde den egentlig, da jeg læste min Lottas Brev; og det er hverken meer eller mindre: end at der vist er mere Sympathie imellem Lotta og mig, end imellem hende og hendes strømsøiske Coucine Sch: – Jeg har vel før giort denne Opdagelse, kan I troe, og det er saamen heller ikke for at hæve Eders Tvivl jeg anfører den. Men det var mig saa paafallende (opfallende siger sommetider min fortydskede Rikke – nu har jeg dog nesten vænt hende af med denne Germanisme, der jo desuden er en reen Modsigelse – falde op!) da vi mødtes i vore Klager over Bisp og Selskab, og ingen af os havde Hierte til at nævne Don Pedro engang, meget mindre hans og vor Maja. Sligt Møde havde Du i hundrede Aar ikke truffet med Maven ren, Lotta mi, det kan Du troe. «Nu væver du, Gullet mit» – siger Du vist naar Du læser dette. I siger det vist Alle, og jeg troer det selv –

Jeg er ret oplagt hertil i Dag, og saa længe jeg er det, ærgrer 71jeg mig ikke over noget i Verden – tænker ikke paa i Morgen, og langt mindre paa de 10, 12 Pr Theekopper der er slaget itu her i Huset – (som sædvanlig af Ingen, den slemme Krabat!)høyre parentesbue erstatter tankestrek i en føye Tiid – og deriblandt to Par af de nyeste kbhnske – Jette, eller, som Forvalter Muus i Hurdalen kalder hende, Jomfrue Gente, tager nu til Vildberg. Gud være med hende!

Og saa er det i Dag min kiære Borchsenius’s Fødselsdag, den Gud lade ham opleve med sin sieldne Mage i al Gammen og Glæde mange mange Gange! Og saa var jeg hos Mad: Walbohm i Gaar, som er virkelig i Bædring – Og saa er min Koren atter borte i Dag, skiøndt det ikke er Tingdag – Og saa giør nu Hunden og mælder saa vist som nogen Ting den storøyede Windholdt og hans Datter, som er hos Mørkes – «Gud give det var saa vel, at der kunde blive Ende paa alle dine ogsaaer!» Det kan der saa min sandten lell – Farvel! Forarg dig ikke, fromme Siæl!

Løverdag 10de Sancho Panzas, Peer Syvs, og jeg havde nær sagt alle gode Geyster ere vegne fra mig i Dag. Nu er Kl 6 – «nu havde de været her» – er alt hvad jeg kan tænke

Windholdt og hans Datter kom, skiøndt senere og uanmeldt. Min kiære Fader Mørk var med dem. Det var et kort Morgenbesøg: I Gaar kunde jeg sagt mere om dette Besøg, i Dag intet – Jeg kan overalt intet, vil intet, gider intet. Var dog Kl 11 – Saagar efter Jomfrue Gente længes jeg. Saa kunde jeg være blot Øre uden Tanke. Var dog Kl 11! –

Søndag 11te Det var desværre ikke allene den feylslagne Forventning, der i Gaar forstæmte mig saa reent, skiøndt den giorde sit til det, og var maaskee den egentlige Grund til det Desværre[.] Engang – det er mange Aar siden – kastede jeg i Harme en Hund ned af Trapperne, halv uforsætlig – og dens Skrig hører jeg endu stedse. I Gaar aftvang jeg et Par Mennesker bittre Taare, vel tildeels Angerstaare, dog muelig giorde jeg dem Uret

72Jo mere jeg tænker paa Taarene, jo sandsynligere bliver det mig, at de i det mindste ikke vare saa skyldige som jeg holdt dem for. Det Hele var en huslig Ubehagelighed, som faldt mig saa meget tungere paa Hiertet, som sligt Gud skee Lov er et meget sieldent Tilfælde i mit Huus. Men, som Du engang sagde, min Maja C: ved en lignende Leylighed: «Det er ingen Opmuntring for gode, retskafne Tiænestefolk, naar man lader de Sletteres Opførsel være upaaanket.» – Utidig Skaansel veed jeg nok kan udarte til Uretfærdighed, og er det maaskee, strængt beregnet, i sig selv. Men det veed jeg ogsaa, at jeg aldrig har straffet, end ikke et af Børnene, uden at lide selv, maaskee ofte mere, end den Paagiældende. Og det er ikke en af de mindste blandt de mange store Velgiærninger Gud giorde mod mig, at jeg saa høyst sielden blev sadt i denne sørgelige Nødvendighed – og giid det i Gaar havde været sidste Gang!

Jomf: Gente kom henimod Aften, og med hende Jomfr: Wold, den fra Bergen tilbakekomne, som bliver her i nogle Dage.

Dit Brev og Hierte ligger nu aabent for mig, elskede Maja – Nu er min eneste Tanke: Tirsdag seer jeg dem – nu veed jeg det med Vished – Alle –

Fader Mørk var her i Dag før han gik i Kirken, vreed som en Tydsker over den nyepaalagte 4 Procentoskat. Jeg pleyer ellers godt at kunde tale ham tilrette, men i Dag var fast min Møye spildt. Ja, vist vil det blive trykkende, meer og mindre, for enhver. Det begriber jeg alt for godt. Men jeg kan ikke for, at jeg, ligesaalidt her, som da man hvert Øyeblik ventede Svenskens Overfald, kan bringes ud af min Ligevægt. Kun fra een Side er dette, som alt hvad dermed staaer i Forbindelse, mig smerteligt. Men denne ene Side skulde kun I see, mine Elskede:

O! mit Danmark, mit Danmark! Dit Hoveds Krone er falden –

Her har været saa stille i Dag, ikke et fremmed Menneske. Men med alt det dog ingen rigtig Sabbatfest, Sabbatstille for mig – –

73Tirsdag 13de Endelig er du frembrudt, kiære Dag, og saa blid, saa vaarlig. O! velkommen, du kiære skiønne Dag! Velkommen, du kiære skiønne Sol, skiøndt du ikke mere smiler giennem min Saras rosenfarvede Tørklæde i det grønne Kammer – Saadan smiler du aldrig, aldrig mere – Nu rødmer ved dit Smiil Sneen paa den dyre Jordplæt, som giæmmer det elskede Støv. Mildt og uskyldigt rødmer den, den rene hvide Snee, og lader sig giærne opløse ved dit Smiil, og forener sig med det at fremlokke – snart – det første Grønne paa de elskede Elskeliges Grav – af deres Støv. O, hvor længes mit Hierte efter dette første Grønne, dette Opstandelsens Billede –

Og nu – Kl er 11 – ere I dog vel underveys, alle Elskede!

I Aftes kom ingen Capitajn Wilhelm Gedde, ingen Præst Ottesen, som vi ventede efter med Aftensmaden til Kl 10: Nella heller ikke, som dog var sendt Hest efter Dagen før. Det er forunderligt. Jeg blev saa uroelig, da jeg maatte opgive alt Haab om at see nogen af dem, og den ængstelige Tanke, at noget Ubehageligt havde foranlediget denne Udeblivelse forfulgte mig ogsaa i Søvnens Skiød. Det var ingen god Nat. Dagen, den kiære vaarlige Dag – skulde den ikke give mig Erstatning for mere end een søvnløs eller uroelig Nat? O jo! Med Guds Hielp – I ere jo alt paa Veyen til Eders Christiane – Snart iler jeg Eder jo imøde, og i den første Omfavnelse er al Mismod og Uroe – det tør jeg jo haabe – forsvunden.

Min gode Bea Heyberg var her i Gaar den hele Dag, Luduiska, min Rasmus, og Fabritius ligesaa. Fetter Christie kom ogsaa mod Aftenen, og arbeyder nu, det gode Barn, paa et stort Silhouetstykke, som skal fremstille min Koren, mig og vore Børn. Vi sidde og staaer der alt, vi, som sidde og staae endnu oven Jorden. De to Hvilende skulde ogsaa anbringes der, jeg veed endnu ikke hvorledes.

Kl. 2: Den er tilendebragt, den deylige jeanpaulske Lebenslaufe nach aufsteigender Linie. Alle de 4 tykke Bind, og med 74et dybt Suk, der lød som den trøstesløse Faders (Forfatterens) ved sin eneste Søns, sit eneste Barns Død: «det er forbi! Alt er forbi!» lagde jeg den bort.

For saa mange, nogle og tredive Aar, siden, var neppe Jean Paul Forfatter – denne Bog har desuden ingen Yngling skrevet – Hvorfor veed man dog ikke den Ædles Navn! og dog, hvad giør Navnet til Sagen? Kunde han eller hans Verk være mig kiærere, om jeg vidste det? Du være hvem du vil, i Himlen har du et Navn, og der skal jeg høre det, og takke dig, og blive din Veninde, og din Mines og din anden Mines.

Det vil jeg ikke nægte Eder, mine Elskede, at jeg ogsaa her har fundet megen flittig Hilsen fra min Kone, den jeg, følgende sal: Jalles Exempel, har sprunget over. Dog, saa aldeles «flittig Hilsen» torde det maaskee endda ikke være, men kun min Higen efter at komme fremad, drev mig til, at behandle det saa ved denne første Giennemlæsning. Ved den neste skal jeg gaae ordentligere tilværks, og vil vist da, som i Jean Pauls Schaltage og hvad man meer antager, ved første Blik, for Fyldekalk, finde mangt ægte Guldkorn –

At jeg har skyndt mig saa med demns Giennemlæsning var fordi den skulde ledsage min Maja tilbage til Strømsøe, og derfra besøge Egersønnen – paa begge Stæder, og siden paa Dit Hovind, min Sally, vil den blive en kiær Giæst –

Men saa kiær, som hver en af de nu Ventede mig? Bliver du det, min kiære ædle Alexander, saa siig: «deres Hierter stode mig aabne som deres Arme» –

Der gaaer alt Aslak med Sæletøyet. Farvel – mit God Dag! i Eders Arme –

Onsdag 14 De ere her, de Velsignede. Det vil jeg blot i al Hast fortælle Eder, I ikke mindre Velsignede, imens de nu giøre sit Toilet. Vi har et lille Middagsselskab i Dag. Egersønnen kommer først i Morgen, Gedde og Ottesen i Dag. Altsaa i Gaar Lotta, Maja, Thrina, Sally og Bergh. Jeg mødte dem rigtig nok. Men det er 75ikke ret morsomt. Da kan man blot sees i det man kiører Rækken forbi, og saa sidder man ene med det fulde Hierte i den trange Slæde. Aldrig forekom nogen Vey mig længer end de tre Fierdinger jeg kiørte saadan i Gaar. Men nu, Gud skee Lov, har jeg Erstatning for meget mere, end det.

Tak, inderlig og – De ønsker det jo saa, gode Rasmussen – moderlig Tak for det lille sønlige Brev. De vil finde den seent her; men her er den mit Hiertes første Udbrud, og saaledes vil den være Dem velkommen, min værdige yngste Søn og Dagboglæser!

Torsdag 15de Her sidder min Maja og Sally med hver sin Bog, Bogskabet staaer aabent paa viid Væg, Thrine har nyelig forladt det, og jeg har hørt hende og Lotta dandse – jeg troer den fynske Menuet, heroven paa. Der paa det ene Kammer har disse, paa det andet Maja og Sally, sit Logie. O! hvilke Dage! og i Aften kommer Egersønnen, og har det deyligste Veyr tænkes kan at reyse i – O! hvilke 8 Dage in mente –

Fra Vildberg var her i Gaar min kiære Anemoer Messel, hendes yngste Datter, Agatha, hendes Syster Mad: Holbye, Enka kaldet, og dennes Datter, Ovidia. Munthe og hans Madam havde ogsaa vovet sig ud – det var et ligesaa rasende som det i Dag er deyligt Veyr – flere kom ikke. Og ganske som vore ensomme Dage var og kunde denne ikke være – I Dag tog stakkels Jettemoer til Hurdalen med den lille grædende Lava, som ikke kunde slide sig løs fra min Maja Koren, ved hvem hendes hele Hierte hang. Man skulde troet, hendes Jævnaarige, Lina, skulde trukket hende mere til sig, men de vare blot gode, meget gode Legevenner og Kamerater. Maja var hende Moder, Syster og alt –

Capitajn Gedde, som kom i Gaar Midd: er i Dag paa Plogstad hos sin Ungdoms Veninde, vor elskede Rikke, men kommer tilbage i god Betids for at modtage vor kiære provstelige Ven. Bergh fulgte ham, for at vise ham en Vey, han selv ikke kiender til. Jeg undres, hvor det vil gaae, da der er Veye paa Kryds og Tvers, hele Fieldet over. Dog, Dagen og Solen har de for dem. Naar vi nu har spist – Maden bæres alt op – skal jeg skrive, elskede Døttre dernede, til Eder, med Bergh, som nu for lang Tiid, om ey for stedse, forlader Norge –

76Den gode Ottesen kom ikke med Gedde. Pavels var bleven lidt upasselig; og I veed jo hvordan det har sig med Capellanen «naar Sognepræsten gaaer itu, saa maae han reparere». –

Det er ellers besynderligt med somme Mennesker, ret ligesom alle, selv deres ubetydeligste Ønsker og Planer skulde lide Skibbrud. Sandelig, hans Liv forbittres ham paa mange Sæt og Viis. O, lad os haabe at «hans Sommer og hans Høst skal give ham tilbage Tifold det Held, den Fryd hans Vaar har nægtet ham.» –

Fredag 16de Vi havde netop afspist, saa kom Provsten, altsaa længe før vi havde ventet ham. Han var ogsaa Kar af, at han havde været saa tidlig ude. Men han er ikke ret frisk, stærk forkiølet, og er det dobbelt ubehageligt, da han i Morgen skulde fortsætte Reysen til Hedemarken til Broderen sin. Vi vilde saa giærne, han skulde opsætte denne Reyse, og har dog knap Hierte til at bede ham om det. Gud give vi havde ham rask tilbage igien! –

Vil I vide, hvordan vi nu har det – Kl er 4. Vi har drukket Caffe. Frue Lotta skriver til Presidenten og Kista, Ungdommen er gaaet ud at spadsere, min store Maja, som heller ikke er ret frisk i Dag, sidder her hos mig med et heelt Bord fuldt af Bøger for sig, men læser ikke synderligt i dem, ligesom det ogsaa gaaer saare smaat med min Skrivning. Provsten sidder i den ene, unge Bergh i den anden Sopha i Dagligstuen og faaer sig en Luur. Fetter Christie har nu netop faaet Familiestykket færdig, hvor alle ere truffetne ualmindelig godt, selv de to, han aldrig har seet. De hænger som Silhouetter. af Wilhelms er især lignende. O, I veed ikke hvor kiær dette Stykke er mig, og paa det disse de kiæreste. Gud lønne dig dette Arbeyde, brave Wærner, derom vil jeg bede hver Gang jeg kaster et Blik paa det, og meget oftere.

Det meste af Formiddagen, da Capit: Gedde var reyst, tilbragte min Egersøn med at besee mit forøgede Bibliothek, og vi andre hver paa sin Maneer. Thrina mi syer mig en Fløyels Hat, mørke blaa og nok saa deylig. «Fløyels?» Ja, Malla Devegge Moer, Du kan troe, den vil staae mig godt. Du vilde selv giærne see Din Moer Koren med den, fast Fløyel er din Kontrapart. Sara – ja, I kan 77troe, det er en løyerlig Printsesse, saa ganske den kiære fordums snurrige Sara med sit: «Hvad? Hvor? Hvordan?» og sit: «Kan du li’ de, du da?» «Er du inte ækkel, du da?» o. s. v. –

Ak, men naar vi saa en Stund sidde ene, og det Nærværende er os mindst nærværende, det Forbigangne og Tilkommende alt – da er det ikke mere den snurrige Sally og den leende Moer Koren. Da staaer alt det Svundne saa levende for vore Hierter, og gienlyder der uophørligt: forbi! forbi! Og I veed det jo, I Elskelige: I al Naturen gienlyder intet saa sørgeligt.

Løverdag 17de Tidlig i Morges reyste vor gode Provst, og var Gud skee Lov meget bædre, end i Gaar. Han har deyligt Veyr, og jeg haaber, vi paa Tirsdag skal see ham endnu raskere, fuldkommen vel igien. Gud give det. I Aftes læste han for os, skiøndt han havde ondt i Halsen (han green rigtig nok lidt imellem, naar den blev for tør) saa taalmodig, først adskilligt deyligt af Jean Paul, og endelig Axel og Valborg, som alt var indpakket til Bergens Reysen, men glædede os endnu engang før den foer heden. Ja, han sang saa gar for Andreas. Og Aftenen gik saa godt –

Den brave Wærner reyste i Formiddag, den snilde elskelige Gut, og i Eftermidd: min gode Bergh, som Gud veed, om jeg nogensinde seer mere i dette Liv. Nu, saa samles vi hos Sara og Wilhelm. Gud den evige Fader være hans Fader, ledsage og bevare ham og ligesaa min Wærner. Ham kan jeg dog formode at see oftere. Hverken min velsignede Maja C: eller Lotta er ret frisk i Dag. Sara er heller ikke bli, fordi hun satte sig her i mit Kammer, og faldt i en sød Blund, og lod Brevet, Bergh skulde havt med sig, ogsaa sove sødelig i Roe her paa Skriverbordet, hvor det da laae til jeg kom ind og vakte alt hvad der slumrede. Men Bergh var da længe over Bierge og Dale. Nu er de som sædvanlig ude at tage sig en Tour, og naar de kommer tilbage, skal jeg læse for dem. Noget forstemte ere vi Alle. Giid jeg fandt noget, som kunde ‹…› bringe det igien i den forrige jævne Tone, som alle disse Afskedstagner mere end Hovedpine, Brystsnue etc, har bragt os ud af. Jeg føler selv, det ikke vil blive saa let. Imidlertiid, «a ska prober, Børnlil!» –

78Søndag 18de Ganske mislykkedes ikke mit Forsøg. Havde kun alle mine kiære Tilhørerinder været ret friske, skulde det lykkedes endnu bædre, eller om I vil, mislykkedes mindre.

Men som jeg havde endt min Forelæsning, kom Posten, kom det velsignede lille Brev fra Kbhn, fra Eder, I Dyrebareste dernede, og hvad der først faldt mig i Øynene var de faa kiære Linier fra den professorlige egen Haand. Og de glade Ahnelser om Gienforening som baade i disse Linier og det hele Brev aandede saa sødt i Eders Moer Korens og Sallys Hierter, meddeelte sig alle omkring os. O! længe saae jeg intet Brev, der glædede mig saaledes til Hierterødderne som dette. Skulde hine velsignede Ahnelser være mere, end tryllende Drømme, o, hvad maae da Virkeligheden blive, naar allerede Forudfølelsen er det! Og saadan som det traf, at vi vare samlede her, og i dette Øyeblik alle, vor kiære Egerven undtagen, som vi nu skal modtage med den deylige Vuggesang, som Sally flux, som var hun bange for at vi skulde gribe den, puttede i sin Barm. I Opfyldelsen af denne Eders Ahnelse, I Elskede: «vi formoder, I nu ere samlede paa Hovind» – finder jeg Forvisning om hiins, den vigtigeres Opfyldelse. Lad mig da glæde mig naar og i hvad jeg kan. Vore bedste Glæder skylde vi jo dog Erindringen og Haabet, og farer bedst, naar vi sammensmælte dem til et Nærværende.

I Dag ere alle raske, vor Sally har rigtig nok lidt Hovedvee, men den haaber jeg, skal forsvinde. I Eftermiddag skal vi besøge min kiære Rikke, og derfra giøre en lille Sving til Ullensager Præst:Grd – Did vare vi alle budne til Middag, men undskyldte os. Vi har det alt for godt saa ganske vore egne, til ikke at undgaae saa meget mueligt alle Brud i den jævne Gang alt nu gaaer.

Ja, I velsignede Børn dernede, I maae nok undres over Eders Moer Korens Taushed. Men Gud skee Lov, nu har I faaet, det kan ikke feyle, alt det meget, Essendrop bragte ned, og forinden dette mit Sidste med Posten. Denne Formiddag skal være opofret til Brevskrivning – Bergh skal have adskillige ned med sig – og imens morer enhver sig som de bedst veed og kan – thi Hoved Ingredientsen til Livets sande, eneste Nydelse, er jo dog Friehed –

79Mandag 19de Kl: er henimod 9 – Jeg har nu været paa alle Soveværelserne, og fundet de godt Folk nesten alle endnu i Dynerne. Den ene skylder paa den anden, som det da, kan jeg troe; har været Skik fra Paradis af. Derimot var min kiære Skriver oppe før det var lyst i Dag. De andre Tingfolk reyste til Hurdalen i Gaar men han bliver giærne hos os saa længe mueligt, den Gode. Nu var hans Skyds bestilt til Kl 5 i Morges, men kom ikke, saa han Kl 6 maatte tage sin egen Hest. Der er, som I jo veed, 4 Miil til Hurdals Tingsted. Skydsskafferen faaer nu vel en Pokkers Færd. Hvad mener I? Han burde have Skrub, men der bliver Maade med, naar min Koren skal give ham Rævselse. Siden vi taler om ham. I kan aldrig troe, hvor alle de Piger ere forliebte i min gamle, nu sølvgraae Skriver, norske og danske. Thrinasara mi kysser og kiæler ham, som var det hendes kiødelige Papa, og han staaer, maae jeg ogsaa sige, langt mere roelig, glad, og gienkiælende end Don Pedro, som hun tidt maae flyve hele Huset rundt efter for at faae et Kys – paa Kinden eller Hagen[.] Ney, Koren forstaaer den Ting bædre. «Ja, men der er Forskiæl paa virkelig og adopteret Datter, Moer vor.» – Det har I saamen Ret i. Det var nok en af mine erfarne Døttre som kunde destingvere saa rigtigt. Men Koren forsmaaer ikke heller Majas og Linas Kiæling, saa denne Regel som enhver har sin Undtagelse. Dog, hvorfor skal Thrinamoer staae her saa ene? Ja, hvad Maskapie der stedse var mellem Sara B: og Papa Koren, det veed Gud og hver Mand, og de fraværende Døttre veed meer end det – og see nu er der den siellandske Jomfr: Heyberg – Gik hun ikke der i Gaar ordentlig ud i Gangen og tog imod ham, og fik et Kys forlods, og blev han ikke igien, da vi andre toge til Munthes i en kort Visit paa Hiemveyen? Hvad jeg maae døye om Dagen! Og dog ynker ingen mig.

Vi drak Caffe hos min kiære raske Rikke, glædede os med hende og hendes lille søde Wilhelm Koren – saa skal Gutten hede – loe med den muntre Bea, og havde et Par fornøyelige Timer der. Hos Fetteren som Moer Lotta siger, vare vi kun et Øyeblik, og hiemme i god Betids spiste vore Smørrebrød, drak vor Thee, læste, snakkede, og havde 80det rigtig saa godt, eller hvad Frue Kiærulf kalder lidt godt. I Dag er Sarabarnet ikke ret frisk, dog maae hun lee af den forstyrrede Frue Lotta og Thrina. Vi ere ganske vort eget Qvindelag. Den største Deel af Dagen har jeg læst for dem. Vor gode kiære Lotta, som ikke kan tage Deel i denne Underholdning, læser imidlertiid enten selv, eller slaaer en Prat af med os, især med Thrine, naar vi pauserer. Maja Cappelen er forfaldet til Kaballægning i disse Dage. «Lier du det da?» spørger Sara, og tager strax efter fat paa Kortene. Der er noget smitsomt i denne Kaballægning, mærker jeg. Naar Kortene kommer os for Øynene, gaaer de fra Haand til Haand, naar vi ikke seer dem, savner vi dem naturligviis ikke. Ogsaa ere vi, kan I troe ret flittige for Resten. Kioler, Kapper, Strikketøyer etc ligger rundt om paa Stole og Borde, det seer ret husligt arbeydsomt ud, er det ogsaa, gaaer end intet saa fort fra Haanden som Kabalen. Hvorfra den har faaet dette Navn, undres mig. Mon ikke Wangensten skulde vide det? Jeg skal spørge ham.

Seer I, hvor samvittighedsfuld jeg er. Herhid lister jeg mig alt imellem, for at deelagtiggiøre Eder i alle vore Tanker, Ord og Giærninger. Ellers var det jo, som I vare Stedbørn, I Elskede Fraværende. Men ney, i mit Hierte er intet Rum for stedmoderlige Følelser. Det aabner, deler og meddeler sig Eder saa giærne –

Tirsdag 20de Er det virkelig mueligt, at allerede otte Dage ere forbi siden hiint glade Møde, at jeg har havt, været samlet en heel Uge med de Elskede! Saa spørger jeg mig selv – saa spørger vi hinanden. O! det er nok sandt, og endnu sandere, at der foruden denne kun er en eneste Dag tilbage af de saa længselfuld ventede, og Gud skee Lov saa rigtig giennemnydte Dage. Vel følges vi ad, vel bliver vi samlede paa det livlige kiære Tøyen til Løverd: men der skal jo være Selskab Fredag – Presidenten vil det saa, mætta, og da ere vi kun halv samlede. Men takket være Gud for hver saa sødtsvunden Time, og fordi disse Timers Aand end længe skal omsvæve os, de svundnes og snart svindendes.

I Dag kommer vor kiære Egerprovst tilbage, giid frisk og rask! Ogsaa Ottesen venter vi i Aften, men vist venter jeg ham nu aldrig mere, den gode, beskedne, kummerfulde unge Mand, som er saa lidt Herre over sin Tiid. Vor Sally er rigtig ussel i Dag, det gode kiære Barn.

81Onsdag 21de Ottesen kom saa lidt i Gaar som de forrige Gange vi har ventet ham. Dog, jeg kan ey heller sige, jeg ventede ham. Gud veed ellers hvad Aarsagen til denne Udeblivelse er. I Morgen maaskee kan vi faae vide det – Vor gode Provst kom i Betids –

Ja, saa nær ere de nu forbi de deylige Timer, og saa brat. Men jeg havde ikke været dem værd, klagede jeg over deres Flugt: just i denne ligger jo et af de største Beviser for deres Fylde og Rigdom –

«Ney, jeg vil gribe dem, og holde dem, og nyde
Og giennemføle dem –»

Da jeg ikke er saa heldig at have noget Instrument, vandrede vi alle, selv den syge Biskebasken for at bruge Oncle Erics Udtryk, vor kiære Sally, (som dog er meget bædre i Dag) til Kirken. Der spillede og sang han, vor kiære velsignede Hr Frederich – saa kalder Lina ham – den søde Romance af Sovedrikken, og saa meget andet Skiønt, hans Fingre i Kulden kunde udholde. Der ovenpaa vandrede vi, Sara og jeg, min Maja og Frederich, til de Elskedes Hvilested. «Wie sie so sanft ruhen» tonede endnu i min Siæl, inddyssede den selv der i saa sød Veemod. Den uvenlige haardfrosne, halv sneedækte Muld ængstede mig ikke. Jeg saae giennem den hvordan de hvilede saa sødt, skulde ikke ængstedes ved at lægge mig hen slumrende ved deres Side. Wie sie so sanft ruhen! jeg hører den stedse –

Fetter Randulff kom her i Aftes. Det er ogsaa en brav Gut, en ærlig vederheftig Trønder, en af mine Opdraglinger jeg har Ære og Glæde af. Tys! Hr Frederich sover – Imens lister jeg mig ud paa Tæerne. «Sara, læg Don Karlos og følg med» – Men den er ikke saa let at lægge fra sig – «Saa tag den med dig, eller bliv, Barn! God Nat, Hr Provst!

Torsdag 22de Arme min Kista! Du glædede Dig saa til vor komme, jeg glædede mig saa til at see min Saras, min Kista tilfreds og glad – og nu seer jeg Dig kummerfuld og med taarefulde Øyne. Arme Poppa, som nu maaskee intet har ræddet uden Livet, ak, og seer, som Kista, en Broder med Kone og sex smaae 82Børn, husvild, deres mangeaarige Bestræbelser i et Øyeblik tilintetgiort. De gode retskafne Mennesker! og trindt omkring Jammer og Elendighed. O! inden I læser dette, mine Elskede, veed I allerede den Ulykke som er truffet Kongsberg, den skrækkelige Ild, som skal have ødelagt den største Deel af Byen, det nye, saa vel indrettede Arbeydshus, og blandt de andre, vor kiære gode Hertels og Kistas Svogers, og Poppas Broders og Systers Eyendomme. Den ene kan ikke mere rædde den anden. Gode retskafne Hertel! i Morgen faaer jeg see ham i Byen. Jeg veed hvad hans, sine Elskedes saa opofrede Hierte udstaaer. O! alle de blødende Hierter! Gud, ene du kan forbinde, lindre de hede smertelige Saar – Ogsaa dette var, kunde jo ikke være uden din Villie – det maatte altsaa saa være. Skee din Villie! Du kan jo kun ville hvad virkelig tiæner til vort Beste –

Alle ere vi nu reysefærdige. De glade Dage ere forbi – ganske, for denne Gang ganske. Vi kan ikke glæde os saadan mere. Mit Bryst er saa slemt, og mit Hoved –

Fredag 23de Det gik langsomt med vor Hidreyse, da ingen Skyds var bestilt for min elskede Maja og Thrinabarnet. Alle vi andre havde egne Heste. Paa Moe mødte den snilde Moer Messel os efter Løfte, Thrina Wangensten, Ovidia Holbye og Agatha. Der pratede vi alt for megen Tiid hen, spiste Æbler og Hvedebrød, som min gode Thrina W: bragte med sig. Med et meget lettere Sind tog jeg derfra, da Moer Messel havde hørt, Branden paa Kongsberg ikke var saa betydelig. Vi vare ret lystige paa Skrimstad og især paa Grorud, det sidste Skifte, hvor vi dog maatte bie vist to Timer efter Skydsen. Der bestilte vi Thee, og fik den langt om længe, da Madamen havde fundet sit Nøgleknippe. Frue Lotta ilede forud, for at tage imod os. Provsten maae I troe var slig Kar, fordi han var eneste Cavaleer og Anfører. Han fulgte os hid, men Sara faldt fra i 83Fristelsens Time, da Veyen blev vildsom og Mørket faldt paa. Hun kom godt hiem lell, det kiære Barn, vi ogsaa omsider hid. Presidenten tog brummende imod os, fordi vi vare saa seent ude. Kunde nu vi for det? Vi drak Caffe, Thee, Punsch, og spiste Tvebakker til, altsammen i et væk, nesten paa engang, og gik, Maja og jeg, tilbords med en halv Perial. Provsten blev her til Klokken 11, og kommer igien i Dag. Her skal til Middag være grumme stort Collads eller som gl Moer paa Skramnes kalder det, Compagnie. Hellere havde vi været i vor gode Roe under os selv; men Presidenten havde føyet Anstalter til denne Hurlumhey, og vi faaer «tage Dagen som den er»‹,› men rigtig takker jeg ikke min gode President og Vært fordi han os i Dag saaledes «Glasset fylder.» –

Desværre, Efterretningen om Branden paa Kongsberg er skrækkelig sand. Min kiære Kista gaaer saa bleeg og stille, men er, eller lader dog til at være roeligere, end jeg torde haabe. Hendes Syster og Svoger og den gode Poppa har udstaaet usigelig meget, og maatte flygte fra et Sted til et andet forfulgt af de rasende Luer, flygte med de 6 smaae nesten nøgne Børn[.] Poppa har skrevet til Poppa Kista saa fattet og beroeligende som mueligt. Noget har de faaet ræddet. Jammeren blandt de mange Hundrede Huusvilde, kan man tænke sig. Det er godt Kista har saa meget at tage vare, saa faaer hun ey Tiid til at give Sorg og Griller Raaderum.

Hertel kommer her i Dag, min Koren i Morgen. Min Thrinasara er nu i Byen, men maae, tænker jeg, snart komme igien for at pryde sig. Maja er alt ifærd med det. Lotta har meget at stelle med før hun kan tænke paa Pynten. Og om en Stund kan jeg tænke paa den med en roelig Samvittighed, da jeg har den store Pakke færdig til Eder, I Dyrebare dernede, som skal send‹…› med Bergh, og nu har aflagt Eder Regnskab for al min Færd og Idr‹…› og var jeg tilfreds, at dette nu ogsaa snart kunde flyve i Eders Hænder. Da jeg fortalte Presidenten Indholden af Eders Seneste, og det 84glade Haab, som fremskimtede deri, gik Solen saa klar op i hans Aasyn, at hver en Fold svandt paa hans Pande. «Ney Gu!» udbrød han omsider, og vilde vide mere, end jeg desværre kunde sige ham. Kunde jeg snart sige ham og mig selv og os alle, som det saa inderligt interesserer, mere, alt!

Fetter Wærner og hans Zarine var her og toge imod os i Aftes. Jessen min har travlt med sin Examen i disse Dage. Men Gud skee Tak, han er frisk og munter, og jeg seer ham nok her i Aften.

Der maae I troe, Maja vor fik Skrupler. Her kom Brev fra Gemahlen. Kammerherre Anker kommer der i Morgen ‹…› med flere. Men det er og bliver dog min egen flinke, i alle muelige Forhold den samme velsignede Don Pedro. «Du veed, jeg giør ikke mange Omstændigheder med Rætter o.s.v. skriver han, og skal nok komme ud af det.» – Nu beholde vi hende til i Morgen efter sin Bestemmelse, og hun lader ganske i Roelighed han Faer giøre Husets Honneurs i Morgen Middag, og er jeg vis paa han giør det som sig bør. Ja sandelig, det er en Hædersmand, og det trods salig Gubba Noa. –

Der er Hertel. Han kommer, for i Morgen at tage til det ulykkelige Kongsberg, for at bringe al den Hielp og Trøst han formaae‹,› det sieldne ædle Menneske. Ogsaa min Kista er Syster i Ordets egentligste Forstand. Gud, at man dog skal kunde saa lidt andet, end beklage trøste og føle!

Løverd 24de Nu staae de færdige at reyse, de Kiære Velsigned‹e,› min Maja og Thrina. Om Gaarsdagen intet nu. O, I Gode, Farvel! Farvel! Min Frederich, Farvel! Farvel! Hav Tak for hver Stund I undte mig, hver lykkelige Stund. Det vare de alle, og de blive det: thi Mindet bliver. «Det er jo det eneste, vi virk‹…›lig kan kalde vort» – sagde Biskoppen i Gaar blandt saa meget andet Rigtigt og Godt han sagde, da vi talte om de Glæder, som svinde, og de, hvis Grund her lægges for Evigheden.

Farvel, Farvel, min Maja, min Thrina, min Frederich!

8524de (Fortsættelse) Som de stode færdige at reyse, kom min Koren. Kl var halvti. Tænk, hvor tidligt han havde været ude. Han vilde see de Kiære end engang før de kom længere fra os. Ak, nu ere de langt borte, vel alt – Kl er 4 – paa Gillebek. Her blev saa tomt og underligt, vi vare trætte og søvnige, Siæl og Legeme behøvede Hvile. Thi besluttede vi at tage en ret alvorlig Middagsblund, og derfor at spise tidligt. Kunde alle gode Forsætter saa punktlig udføres! I to hele Timer laae vi, jeg og den med langt mere Grund trætte Kista. Lottamoer sad paa Sophaen herinde i Dagligstuen, og var hendes Hvile vel altsaa mindre fuldstændig. Skriveren sad beskiæftiget som sædvanlig. Da Koren havde vækket mig med et Kys, og jeg hastig var paa Benene, skiøndt han endnu hastigere ude af Kammeret, faldt mine Øyne, giennem Vinduet, paa en fatal Gienstand. I kiender før af disse Blade, formoder jeg, Børne- og Troe- Opdrageren, Blom, den lebendige Magister Rosiflengius i alle alle Dele. Han staaer nu og giør mange Complimenter for Kista, som byder ham Eftersvælg. Da jeg ikke kan snakke mens han er her, vil jeg bruge Haanden istæden for Munden.

Det var da angaaende Compagniet i Gaar. Her var 43 Mennesker i alt, hele Bispens Familie, Marieboes, de unge og gamle, Agent Bagges, Nielsens, General Meyers, Pløhns, Obr: Lieut: Seiersted, gamle Birk og hans Systersøn, Pavels’s, Præst Ottesen, Oncle Erich, Capit: Widding – flere mindes jeg nu ikke i en Hast. Til Husets Folk regner jeg, som I begriber, foruden vor her logerende Maja og Thrina, vor kiære Egerprovst og lille søde Sara. (Ja, hvor Oncle Erich omfavnede hende da hun kom i Gaar, skulde I seet.) Saa var her endnu den nye Conferentsraad Sommerhielm, gamle Fader Neuman, og vel flere, som jeg i dette Øyeblik ey mindes. Ey heller mindes jeg nu stort, da mit Hoved, den lange Hvile uagtet, er lige tungt, og alt løber Surr for mig. Skolemesteren er Pokker i Vold, saa vi nu raader vore Munde lidt bædre; men Hovedpinen mærker jeg, er en værre Tvang- og Tugtemester. I Morgen skal vi alle til Middag til min egen Frue Pavels. Der kommer ogsaa Sally. Der skulde Maja og Thrina vor været med, og Provsten. Men see om de kom –

8625de Der var ikke andet for i Gaar, jeg maatte atter til Sengs. Jeg var rigtig meget syg, dog blev det bædre mod Aften, da ogsaa min Jes kom, munter og frisk. Med ham var Fetter Hosevinkel, som logerer her, og Secretair Ottesen. Denne sidste er en grumme kortvillig Person, men som den hele Familie, honet og brav med al sin Kortvillighed og Ulænkelighed. Egentlig skulde dette omsættes saaledes: men honet og brav som den hele Familie, uagtet hans Kortvillighed etc – thi ellers kunde det jo synes, at alt var Familietræk, hvad sandelig ikke er Tilfældet. Seent kom Fetter Randulf hid med nogle Timers senere Hilsen hiemme fra, end de, min Koren bragte.

Men I troer vist, mine Elskelige, at jeg vil snyde Eder for hele Giæstebudsdagen, og at Beværtningen kun skal bestaae i det lidet, I har faaet, og var det da sandelig saare tarveligt.

Hvem her var, veed I da. Blandt disse saae jeg adskillige første Gang, f: E: Marieboes Forældre og Kone. Denne sidste har jeg hørt omtale som en Skiønhed, deraf kom det vel, at jeg ey fandt hende saa smuk engang, som hun er. Hun er overmaade blond, har et Par fromme lyseblaa Øyne, som Fromhed virkelig er Hovedpræget i hendes Aasyn og hele Væsen, unægtelig det skiønneste Præg, Qvinden kan bære. Men lidt Liv og Aand maae blande sig i hiint Udtryk, før det kan blive skiønt. Er det ikke sandt? mine Venner – og det savnede jeg ganske, maaskee tildeels fordi jeg ikke hørte hende tale – et enkelt Ja og Ney og «Jeg takker» er kun i meget sieldne Tilfælde mere end blot Lyd, hvorved ingen Mine forandres. Endnu maae jeg anmærke, at hun er en fuldkommen Contrast af Manden, der, synes mig, kun har beholdt det vakkre af sin Nations Præg, og er, som Mand meget smukkere, end hun. I sin Pynt udmærkede hun sig ved en elskværdig Simpelhed, der stak meget af mod Svigermamas mange Juveler og Pragt, ligesom hun ogsaa, den aldrende, skiøndt virkelig smukke Kone, var nesten til Uanstændighed blottet, da den 18 Aars gamle Svigerdatter var tildækket som en Vestale. Gamle Marieboe saae jeg blot ved Spise- og Spillebordet, hvor han tog sig meget godt ud. Naar jeg tænker mig om, var her jo ingen flere, mig aldeles ubekiendte. Vi holdt, saa meget det lod sig giøre, vort eget Lag. Sikkert spørger I ikke, hvem disse Vi var. Det veed 87I nok. Frue Pavels drog vi ind i vor Cirkel. Sally var saa munter og leverfuld, som jeg nogentiid har seet hende; men hun forplumrede sig lidt et Par Gange – som hun dog, veed I, aldrig pleyer (jeg seer hendes Fjæs, naar hun læser dette: «du slemme Mama mi!» siger hun – jeg hører det alt) Thrina mi var ikke frie for at giøre sig skyldig i samme Brøde. Ved Spisebordet – de sadd’ sammen – fandt Thrine, at en vis der tilstædeværende Frue havde et meget ordinairt Væsen. «Som en Kokkepige» svarede Sara, og see, Fruens Søn sad lige over for dem[.] Om Eftermidd: faldt det ey bædre. Da anmærkede de, at bemeldte Frues Datter var meget lunefuld, og desuden af et meget antændeligt Temperament – og atter havde den, paa de bagtalelystne kiære Piger vrede Skiæbne, placeret Fruens Søn i Nærheden af dem. Frue Pavels, for hvem de kiærede sin Nød, trøstede dem kiærligt, men blandede velmente Advarsler i sin Trøst. Vi faaer nu see, om de virker mere end mine mangeaarige til lille søde Sara. Min Thrina har jeg før ikke fundet trængende til slige Advarsler; men Exempler smitter. Var ikke saa gar jeg gamle erfarne Kone nær ved, at lade mig forlede af de balstyrige Unger. En vis ung Mand, M: P-u ved Navn, forfulgte Thrinabarnet uophørlig med sine Øyne, og gav Sally hende i den Anledning en Kurv, hun havde faaet av Skriveren (den var grumme nysselig) til Brug i paakommende Tilfælde. Kort, den lille Biskebaske var ret paa sin hvide Hest. Her, hvor enhver har sin fulde Friehed, bleve vi let befriede for Spillebordets Tvang, min velsignede Maja C: og jeg, og afløste vi kun øyebliklig den gode Maja Pavels, som havde Partie med den lustige naivmorsomme Generalinde Meyer, Bispinden, og Mad: Pløhn, der var saa hiertelig bliid som jeg endnu aldrig har seet hende i mine livfødde Dage. Som hørende hiemme i Huset, vilde jeg giøre det saa deyligt, mente jeg, og var derfor snart hist, snart her. Og veed I saa hvad Tak jeg fik? Moer Cappelen kaldte mig et forvildret Ting, og Frue Lotta – som jeg især ventede al Taknemmelighed af, beskyldte mig for, jeg coqvetterede snart med gl: Birk, snart med ditto Neuman og Pløhn, fordi jeg sad en Stund hos disse – ja, og Oncle Erich – som havde deres Whistpartie i et Værelse ganske for sigdem selv. Ney, hun 88tog men feyl, lille Frue, for, naar jeg undtager den eneste Egersønnen min, som sad i Boston op over Ørnene med den galante Jødinde, Obr: Lieut: Seyersted og Slotspræsten (og kunde ikke engang faae sig en Pibe Tobak at styrke sit Hierte paa) var her ikke en af min faste Stok. Det var saa nær ved, bemeldte Egersøn havde faaet herop med sig en anden af samme Caliber, men som da vel ogsaa var kommet i en Boston. Nu kom han ikke, i hvor ordfast han ellers monne være, for at undgaae baade mig og Boston, kanskee. Giæt nu hvem det var. Jeg giver Jer desuden alt for sielden Leylighed til at øve Eders Skarpsindighed, Børn! hvad der dog er hvert Menneske saa gavnligt.

Ved Bordet havde jeg en ret god Plads mellem den godlidende General Meyer og Bispen, som talte saa hiertelig med mig om min Wilhelm, og om den Tiid, jeg skal see ham igien –

Og nu kan jeg ikke sige Eder mere, uden, at vi, skiøndt det var, af et saa stort Lag at være, ret morsomt, langt hellere havde været vort eget lidet Lag – og det kan I sige Eder bædre selv. At det var den eneste Dag, vi her kunde være samlede, giorde det Onde værre. Her havde jeg en prægtig Anledning til at skiænde paa slige Samqvæm, hvor ligt og uligt saadan trækkes sammen, havde den saa meget mere, som danske Tilskuer har opgivet sin Tilskuen. Men der staaer jo:

Æsopus skrev sig jo Ryggen skiæv,
Og Verden blev dog ey mere lige –

Den maae vel heller ikke blive det, om den end kunde. Og, naar man vil være oprigtig, saa har ogsaa det sin Nytte, som de fleste større og mindre Onder i Verden. Saa fuldelig skiønner i det mindste jeg aldrig paa Roelighed og min frie Villies hele Brug, som efter en stille, saadan støyende paafølgende Dag.

I Dag venter jeg mig det saa godt; kun maae jeg glæmme, at det skulde været end gottere, havde alle I Dyrebare Bortreyste været der med, som de gode Pavels’s saa giærne vilde. Og hvem af os vilde det ikke giærne? Hvad tager I Eder nu for? I tænker som vi paa de Dage som ere forbi – men ogsaa paa de, som Gud skee Lov, skal komme. Og saa taler I, Maja og Thrina indbyrdes og 89med Fader Cappelen, naar nu Khr: Anker er reyst, og den raske Mand standser et Øyeblik inde hos dem, Eder, og Hr Frederich med Lisemoer, om os og Reysen, og hører saa til Giengield hvad I Fraværelsen er ariveret. Jeg kan tænke mig det altsammen saa livagtigt.

Min Kista følger ikke med til Pavels i Dag, da hun forud havde lovet sig til Olsens, hvorfra de i Eftermidd: ere budne ombord paa et Skib, og klinger det snurrigt nok, at de skal kiøre ombord. Randulff og Jes bliver med os herfra. Ellers er der ingen, det jeg troer, undtagen vor Sally, Ottesen, og maaskee – er han at faae fat paa, og lader det ey blive ved Løftet – Rasmussen.

Mandag 26de Sally kom hid for at følge med os. Hun, Frue Lotta, Jes og jeg sadde nok saa peent sammen i Slædevognen. De tre snurrige Fettre, Presidenten, Auditeuren og Skriveren, vare afsted i Forveyen. Det var et himmelskt Veyr. «Hvor her er godsligt i denne Vogn!» sagde vi. «Ja, var nu kun Maja og Thrina med, og Provsten og Herregud!» – det var mig, som sagde det. Han er vist med os, sagde Lotta. Og det var han. Han smilte saa blidt og varmt giennem Vinduerne til os.

Strax jeg traadde ind ad Dørren i Slotspræstboeligen, saae jeg paa de i Halvcirkel kringsatte Stole, at Selskabet skulde være større, end vi formodede. Og det var det. Min gode hyggelige og nu saa lykkelige Frue Bergh, Wulfsbergs, Dødderleins, Forvalter Wexels, med ham den mig fatale Frue Heyerdal, og Frue Erichsen, min gode Pastor Ottesen, og et ungt Menneske, Dreyer[.] Rasmussen, stakkels Barn, var upasselig, var heller ikke buden fordi han, sagde Vertinden, engang for alle er hver Søndag – I giætter nok hvor – og desuden, lagde hun til, seer vi ham nu høyst sielden. Ja, var nu Rasmussen frisk, skulde jeg skiænde paa ham; men skiænde paa en syg Ven og et sygt Barn – ney, det har jeg aldrig havt Hierte til. Men bliv først frisk, (og min Koren forsikkrer, De bliver det snart, Gud skee Lov!) saa skal jeg nok fordre Regnskab. Hvor kan man holde op at komme til Pavels’s naar man er bleven ret kiendt og hiemme der!?

90Sally skulde været paa Concert, og jeg havde lovet, at følge med hende. Men saa fik ingen af os Lov at tage derhen. De vilde ey miste os. Vi holdt da Concert paa vor egen Haand. Sally spillede og sang i Forening med Frue Pavels, Ottesen, og Dreyer, og for saa vidt vi selv dirigerede og valgte Musikken var den os nok saa gemytlig, som den større vilde været os. Den var ellers ret god, og en Jomfrue Baggesen sang der, som skal have en usigelig sød Stemme. Dette fortalte Mad: Wulfsberg som var der med alle Glutterne. Hun kan, som I veed, ikke være længe paa et Sted; men med alt det er hun godlidende og morsom, og saare elskelig mellem sine Smaae. (Hun har en Dreng, et af de deyligste Børn i den Alder jeg har seet. Jeg kunde nesten ikke slippe ham igien af mine Arme.) Og hvor tager ogsaa en Moder sig bædre ud, end blandt sine Børn? Min Maja Pavels har tre raske Smaaepiger. Den mellemste er især et sødt venligt Barn, og Claudine, den Ældste, bliver det meer og meer, skiøndt Rasmussen engang sagde: «Hun har faaet en Villie, som man aldrig mere faaer fra hende» – De spurgte alle saa om Lina, og havde en lille Tærte, de saa giærne vilde deelt med hende. Ja, giid jeg havde havt baade hende og min lille Maja der. (Jeg faaer nok sætte Øge- eller Kiælenavne paa alle mine Majaer, for at betegne hver især.)

Om Aftenen kom da endelig den nye General Auditeur, som havde spist hos Mathisens til Middag, og som jeg saa længselfuld ventede efter, og saa vemodigglad saae igien. Vi talte nesten ikke om andet end Eder dernede, Dyrebare, og saadan har endnu ingen beskrevet mig Syvald, saa nøye og inderligt. Han fortalte ogsaa, at han var vreed paa Syvald-navnet – der klinger saa deyligt i mine Øren – og vilde, Gutten skulde hedde Peter, ja, at han havde slaget i Bordet for Dig min Katty, og Du igien for ham, i denne Anledning, og Fatter Treschow været hierteglad, men for Resten forholdt sig neutral, ved denne Striid. Det var mig et Par festlige Øyeblikke jeg fik tale i Roe med den prægtige gamle nu mere end nogensinde vakkre Fader Bergh. Blot at see ham, giorde mig go‹…›

91Wulfsberg giorde mig i Gaar opmærksom paa, at Frue Erichsen lignede Frue Aamodt, eller nu Duncker, og det giør hun virkelig dog har hendes Øyne slet ikke det Udtryk som Conradines, som hun nok heller ikke har hendes Vid og Talenter. (Siden vi taler om Conradine. Wulfsberg har nyelig havt Brev fra hendes Mand, der ogsaa skriver flittig til sin Svigermoder. De ere nu i Slesvig, og ønsker sig, skiøndt de lever meget godt, tilbage til Norge. Det var altsaa et ugrundet Rygte, at han havde forladt hende.)

Kista kom ikke hiem før Kl: halvfire i Morges. De havde levet prægtig tilskibs, og været en heel Mængde. Nu er hun saa forsoffen, det stakkels Barn, og det er jeg med, og Lottamoer ogsaa, skiøndt med mindre Grund. Men en Middagssøvn vil der dog vist til for os alle. Mændene ere i Byen, vi raader Huset ene, maae I vide. Tidlig i Morges reyste Randulff paa sin Sessionstour. I Morgen skal den anden Fetter reyse til Bergen, og med ham skulde jeg skrive. Hu tu tu, kiære Frue! Egentlig burde jeg, naar det er noget som skal være færdigt strax, tage fat paa det før paa Journalen; thi ved den bliver jeg hængende, da det jo paa en Maade er, som jeg sad mellem Jer, I Elskede, I Alle i en Kreds omkring mig, og jeg fortalte Jer Eventyr.

Tirsdag 27de I Gaar var ingen her, uden min Jes, Steen, og den gode Werner, som med taareqvalt Røst sagde os Farvel, og i Dag begynder sin Reyse til Bergen. Gud ledsage ham, den brave Gut og give ham det Held, han fortiæner. Just nu er Zarine her med sin Syster. Hun seer nedslagen ud, stakkels Barn, som er naturligt. Gud give, de begge maae blive lykkelige – og een af dem kan jo vanskelig blive det allene. Som Zarine og Thrina kom, kom ogsaa et Brev fra min velsignede Wilhelm i Bergen, et sandt Wilhelmbrev, med vennehulde Hilsener til Werners Zarine, dem jeg da strax glædede hende med. Vi maae ellers forlade de stakkels Børn, som ere spadserede herop i dette Søle, da vi alle i Aften ere budne ned til gamle Horster.

92Seent i Nat kom vor kiære Hertel fra Kongsberg, og er nu allerede paa Veyen til Hovind. Gud skee Lov, han besluttede at tage did. Han er nu langt roeligere, da han har fundet alt bædre end han torde formode, og ogsaa vi ere roeligere end tilforn. I Morgen reyser min Kista derhen, for at see til de kiære Lidende, og medtage en lille Pige, sin Systerdatter, som nu skal være min Datter, og som Hertel om 14 Dage henter herfra til Hovind, hvor hun vil blive modtagen med almindelig Glæde, især af vil den barnehulde Maja, og af Lina vist kappes om, hvem der kan elske hende systerligst. Vi ville alle elske hende.

Saa bragte Hertel mig Dit ømme majaaandende Brev, og det sarathrinske, og de mange kiærlige Hilsener fra det hele cappelnske Huus. Med min Kista skulde I have Svar, og derfor maae jeg rive mig fra det alt her, og hen at pynte mig med min nye grønne Majakiole, og Thrinekappen, som Sally er saa forliebt i, eller rettere i mig, naar jeg har den paa.

Onsdag 28de Det var heel curiøskt at see paa Presidenten og Skriveren i Dag. Den første skulde først i een af de hundrede Commissioner han sidder i, siden i Printsefærd hos Rosenkrantzes til Middag, den anden skulde hiem til sit Hovind og sine Glutter, men først ind et Par Stæder (desværre ogsaa til Plogstad, hvor Bea Heyberg er) og begge havde travlt, skulde tidlig ud, og blev siddende og spise Fisk sammen og sladdre til Kl. 11. (Dog var min Koren nede hos Bispen, og kom gloheed hiem igien.) Det er en mild Vaardag) Nu ere de begge, den ene med baldyret Vest, den anden itrukken Vadmel fra Top til Taae, men begge lige fetterlige, paa deres Bestemmelsers Vey. Gud med dem! Min Lotta hielper Kista vor med noget som skal være færdigt til hendes Kongsbergreyse – som først gaaer 93for sig i Morgen – og jeg sidder da her, som I seer, uden Skoe, da de vare blevne vaade, og jeg ikke orker at tage mig et Par andre, imens jeg tørrer dem ved Ovnen. Men I skal see, hvor færmt det gaaer at skrive uden Skoe. Det var vanskeligere uden Arme. Jeg har nok ikke fortalt Eder, at jeg var stærkt paa Veye at brække min ene – dog kun den venstre – da vi kom hid, den blev neml. i det Slæden (det var bællenemørkt) slingrede ind mod et Giærde, hængende fast; Hesten, som var i fuld Fart, standsede paa engang, jeg troede ved et Mirakkel; men saa var det blot ved Aslaks skarpe Agtpaagivenhed, som i sit Hiertes Angst trak Hest og Slæde tilbage, og derved Armen fremad igien, og kunde dog neppe troe, min Arm virkelig var uskadt. Jeg fortæller det saa i Spøg, men takker Gud for ramme Alvor, og det giør I sikkert alle, mine Elskede, at det løb saa af. Det var en lille Udsvævelse. Nu er jeg igien det ordentligste Menneske af Verden.

Med en Smule Ængstelse besteg jeg i Gaar Hiulvognen. Det er altiid Tilfældet med mig, første Gang, efter saa længe at have været vant til den trygge Slæde. Men her om Byen er ganske bart, og med hver Time bliver det mere.

Hos Horsters fandt vi, uden Husets Paarørende ingen andre end Provstinde Ottesen, og alle hendes i Byen værende Børn. Det var første Gang jeg saae denne agtværdige Matrone, og her saae jeg hende i fuld Moderlykke, omgivet af sine 6 Børn, Svigersønnen iberegnet, alle saa barnligglade og opmærksomme for den gamle Moder. Dog udmærkede sig heri fremfor alle min gode Real, og hans Syster Hanna, og hendes Mand, Dødderlein – et Par hiertelig gode elskelige Folk. Hans hele Aasyn faaer et andet Udseende, naar han taler, da er han ordentlig vakker, og har især en ualmindelig deylig Mund, og ligesaa – hos hans Kiøn – ualmindelig deylige Tænder. Hun er 94ikke vakker, men bliid og godmodig, og saae i Gaar i sin hvide Dragt, sit sneehvide Hovedtøy saae christiansfeldsk devot ud. Det maatte jeg godt lide, skiøndt jeg ikke selv veed ret hvorfor. Disse derhvorfor ere ikke heller saa gode at besvare i Mellemstunder.

Nettere og ordentligere end i gl: Horsters, kan der ikke være i noget jævnt borgerligt Huus. Det er tre flinke godlidende Pigebørn han har, uden at være egentlig smukke saa tækkelige. At saadanne Piger intet passeligt Partie finder, det undres mig. At de stille huslige qui Qvindedyder i Almindelighed bliver saa ubemærkede, geraader ikke det andet Kiøns Skarpsindighed til Ære. Sandelig, de vide ikke hvad de vilde, hvad der tiæner til deres Beste.

Mad: Horster er som en Fremmed i sin Mands Huus, som en blot Logerende, men behandles af Mand og Børn med Agtelse og Ømhed. Ogsaa seer hun meget lykkelig ud.

Clasen, fordum saa vidt og brillant bekiendt under Navn af den engelske Clasen, var der ogsaa. Han seer ussel ud, det er at sige, nedtrykt, og maae gaae med et Bind om Panden hvori er et aabent Saar, som Lægerne ikke tør hele af Frygt for værre Følger. Det smertede mig at see ham, før en af Byens meest glimrende, og, som det da lod, i sin huslige Stilling lykkeligste Mænd, nu saa ene og forladt, uden Hiem, Kone og Børn. Gud veed, hvad han lever af, og hvordan.

Ney, den Hr Søtoft er woxen Mage til Hr Schønning. Stakkels Lotta fik en saa heftig Tandpine ved Middagstide – det kunde han nu sagtens ikke for – men saa skulde vi sidde saa godt begge to i Sophaen og faae vor Middagshvile, hun med Aglaja, jeg med Lyna i Haanden. Denne Sidstes Udgiver Sr. Søtoft, vil træde i Øhlenslægers Spor, men vil neppe nogensinde finde det, ikke engang, troer jeg, Kammerjunkerens, S: S: Tieck og Schlegel, af hvem han hyppig har valgt 95sine Mottoer, seer man ere de Lygtemænd som vildleder ham fra de Spor, han saa møysom søger, og neppe, endog uden Lygtemænd, vil findes ved møysomt at søges. Noget mere trættende end denne Lyna har jeg aldrig i mine Dage sovet ind ved. Blandt andet Inddyssende er h der en Vuggevise til hans Hierte, og før jeg vidste det – det er sandelig sandt – sang jeg ganske høyt: «Aa du stakkels væsle Veit, aa du tala som e Geit – og dog er ikke den det sletteste. Selv Tittelen forsoner os med den. Hedd’ det alt (paa faa Stykker nær er alt Udgiverens eget) «Vuggevise for sund Fornuft og Smag» – kunde den være ret god og nyttig til sit Brug. Og saa al det væmmelige tilikste Abekatterie, denne Blanding af Religieusitet og Pøbelagtigheder – «reent Blasphemie, Moer!» vilde gamle Berg sige – og det er ey værd, at sige en Smule mere om, uden at jeg med Anger og Ruelse maae sande min kloge, ahnelsefulde Skrivers Ord: «les den først før du kiøber den, Christiane, jeg troer ikke, den duer stort» – Nu ere de 6 [mark][mark] står egentlig skrevet med spesialtegn for mark fløyten – dog, Fortsættelsen i Morgen – thi Jomfr: Wolderne ere her, og skrives skal der endnu denne Aften til Maja mi paa Strømsøe, til hendes og min Thrine. Skiøndt jeg jo her ogsaa har skrevet og skriver til dem. O! I Alle mit Eet!

Solen har ikke lyset mildere for min Koren paa hans Hiemvey, end Roligheds- og Tilfredsheds-Sol har opblidnet mit hele Inderste i Dag. Lovet være min og Solens og Haabets og Glædens og alt det Godes, og alles Eders, Vores Fader! Amen!

Min Jes var her i Morges i en Time han havde Lov af Skolen, for at see sin elskede Fader endnu engang før han reyste. Naar seer jeg Dem, kiære yngste Dagboglæser? Endnu gaaer De ikke ud. O! bliv dog frisk mens jeg er her!

96Torsdag 29de Lad os før vi gaaer videre, komme til Lyna igien, den Lyna, som Gud veed ikke «svæver i Himlen» skiøndt Udgiveren vil faae os til at troe hans Blik er fast henvendt dertil. Har det virkelig været det under Udarbeydelsen af hans fleste Stykker, maae det arme Blik have forvildet sig i den mørke usunde Høsttaage, som det ikke har været istand til at giennemtrænge –

Men leve Hr Lehman! mine 6 [mark][mark] står egentlig skrevet med spesialtegn for mark ere sparte. Han tog den sminkede med falske Juveler behængte Lyna i den deylige himmelblaa Silkekiortel tilbage, og fik jeg for den og ‹9› [mark][mark] står egentlig skrevet med spesialtegn for mark til i matte nye 4ß en Aglaja igien, som nu er paa Veyen til det velsignede Strømsøe, hvor hun, saa vel som i Egerprovstens stille Boe, vist vil finde en venehuld Modtagelse. Svarer hun end ikke ganske til sit gracieuske Navn, og saa lidt som Tittelkobberet til de Lovtaler hvormed begge anmeldtes i Aviserne, er den dog «ganske bra, saa Gu» efter disse Tiders Leylighed. Den ret nette Fortælling deri, Falkenberg,var jeg just i Begreb med at læse i Aftes for Woldebørnene, Zarine og Thrine Olsen, da Flor brød ind paa os, og afbrød Forelæsningen til det hele Qvindelags Misnøye. Dog ikke saa aldeles til mit, da jeg giærne passiarede med ham og ogsaa havde alvorlige Ting, Jessen min vedkommende, at tale med ham om. Han var i det ønskeligste Houmeur af Verden, og fandt sig saare tilfreds midt iblandt os 7 Fruentimmer. Først Kl. over 10 brød han op med det øvrige Selskab. Manden er brav og fast, det er baade vist og sandt, og forekom han mig i Aftes ualmindelig interessant, især da han med glimrende Øyne, løftende sin Røst til end meer end sædvanlig Høyde, talte om nogle af mine Yndlings-Scener i Hakon Jarl og Axel og Valborg. Palnatoke foredrog han endda begge disse. «Vist nok fordi 97alting der gaaer sin gode Gang uden Fruentimmer» sagde jeg. «Mener De, jeg er en Hader af Fruentimmer, fordi jeg ikke er gift? Ney minsandt er jeg ikke» gienmælede han i alvorlig Iver. Men det kom let til Erklæring imellem os. Misforstaaelsen var, seer I nok, paa begge Sider kun forstilt. Ellers slog han om sig med Asner og Bester, baade naar det gialdt Justitsraader der af pure Giærrighed gaaer som Sviin, og Berghauptmandinder, som det ikke skulde giort ham ondt at have seet i Luerne, som ødelagde det arme Kongsberg. Han fortalte ellers, at gl: Lumholz erklærer denne ulykkelige Ildsvaade for «en fortiænt Straf over det ugudelige Folk, som blot bekymrede sig om Sølv og Forfængeligheder, og lod den Herre Zebaots Templer staae øde, hans Viingaard ligge udyrket» – At Tilnavnet Asen og Bæst her var paa sit rette Sted, indvende I vist intet imod –

Min kiære Kista tog i Dag til den beklagelseværdige, vist ikke mere end andre Stæder brødefulde Bye, og kommer ey igien mens jeg er her. Min lille Pige henter Hertel herfra om nogen Tiid. Med taarefulde Øyne forlod hun os, Hertels gode sande Syster. Som alt hvad der tilhører Hovind og Tøyen vil hun være velkommen i Dit Huus, dyrebare Maja C, hvor hun overnatter.

Her blev jeg afbrudt ved vor kiære Frue Lotta, som kom og tog mig med en Trumph og førte mig ind til en Cavalær der ene, sagde hun, var gaaet herop for min Skyld. Det var Wulfsberg, svedt og mødig. Jeg fortalte ham, hvordan han var omfaret Eder, Elskede, paa Strømsøeveyen, hvad inderlig ærgrede ham. Han skulde til Byen og skrifte og giøre Ligvers; men lovede at komme igien i Aften med sin Madame Petra. – Nu faaer jeg høre, om Presidenten, som har spist hiemme i Dag – en stoer Raritet – lyster en Piqvet.

98Fred. 30te Ja men giorde han saa, og vandt henimod 40 Partier i meget føye Tiid. Seent, da vi alt vare ude af Venten, kom Wulfsberg med sin Petra, som var saa huslig peen og huslig godlidende, og med Læsning og Snakken og dertil behørig Mad og Drikke, forstaaer sig, gik Aftenen som et Øyeblik. Blandt flere snurrige Ting forelæste Præsten os en rimet Præken, Velkomsten, af den løyerlige Nordal Brun, holdt ved Krigsfolkenes Tilbagekomst. Blandt enkelte Glimt af Einars og Zarines Digters Aand, var en uendelig Mængde Plat- og Flauheder, som ved hine Glimt stode saa meget des nøgnere. – Enten vi peeb eller sang, slap vi ikke for at love Præsteparret, vi i Eftermidd: skulde drikke vor Caffe der, som Madamen paastod at producere til Fuldkommenhed. Derfra faaer jeg da, saa godt det i sligt Føre vil gaae an, giøre mine andre Visitter. Sally kommer hid i Formidd: – tidlig har hun lovet – og vi skal følges ad. Det er just ikke ganske efter vor Plan, men det var umueligt, at sige dette bedende, venligt bedende Par Ney. Lille søde Jacob trækker rigtig nok ogsaa lidt, det tilstaaer jeg. Var det kun ikke saa slemt at komme frem.

I Dag skulde jeg efter min første Bestemmelse begivet mig paa Hiemveyen, men Jessen min bad, og de bade alle, jeg skulde blive til Mandag, og ingen kan mindre modstaae Bønner end Eders Moer Koren. Det veed I jo alle, og fremfor alle. Nu er det ogsaa godt, jeg blev, da min Lotta ellers havde været saa reent allene i disse Dage. Ogsaa saaledes i vor Ensomhed paa to Mands Haand, har vi det saa godt.

Løverdag 31te Der var meget morsomt hos Wulfsbergs, og Madamens Caffe var deylig efter Løfte; men dog er intet i hendes Huus saa deyligt, som hendes Jacob, skiøndt begge Pigebørnene ere ret vakkre, hulde venlige Børn. Det Hele er saa peent, ordentligt og indbydende fra øverst til nederst, 99at man maae lystes ved det, og faae Agtelse for Husmoderen, der desuden er en saare elskelig Vertinde som han er Vert.

Vi toge tidlig derned (da vi her hiemme havde spiist en deylig Rødgrød, Frue Lottamoer tracterede os med. I veed jo, Sally kom i god Betids Formidd:) for derfra at giøre vore mange Visitter. Jo pyt! det var ret Visitføre. Vi saae strax det vilde gaae i Staae for os, og slap det alt ud til en eneste hos den nye Generalau: – saa kaldet for Kortheds Skyld. Der fik vi afvexlende Kiæle- og Fanteord – de sidste i størst Overflødighed – fordi vi blot laante Varme der, da Maja Guldbrandsen (det Navn har hun selv givet sig, ligesom I for Eftertiden vil kiende Frue Pavels i Maja Clauses, ogsaa et selvvalgt Navn, for NB at hielpe mig og Eder i at hitte Rede i alle de kiære signede Majaer:) havde giort Regning paa, at beholde os en heel Dag. Den Stund vi vare der, var alligevel et behageligt Intermezzo til den hele Dags Behageligheds Fuldstændiggiørelse (denne Periode mener jeg, selv Dagens Udgiver ikke skulde skamme sig ved at pryde sit Blad med:) og da vi kom tilbage, fandt vi Slotspræsten med sin Gemahlinde, og gl Marieboe. Presidenten var der alt, og Bostonpartiet snart arangeret. Alle vi Madamer havde os en Solotreset, hvor det gik lustigt til, og blev leet og snakket mere, end spillet. Frue Bergh havde lovet at komme, men kom ikke. Hun kunde ikke faae sit Berg flyttet med sig, det var vel Aarsagen. Hvor de tre Glutter ere voxede i Veyret! og alle tre saa vakkre tækkelige Piger. Dog, nu flyver jeg jo fra Øst til Vest, saa I neppe kan følge mig. Men I maae ogsaa vide mine Elskelige, at jeg har lagt af Hovedpine, og er endnu lidt forstyrret. Lad os derfor komme hiem i Seng. Det var først Kl over 12. Sally fulgte hiem med os, men fortsatte Touren til sit Hovind. Nu seer jeg ikke det kiære Barn saa snart igien, frygter jeg. Det slemme Føre!

100Liden Johanna Bull var kommet herhiem fra Hovind og bragte mig kiærlige Hilsener og de glade Efterretninger: at alt var vel, derfra. Gud skee Lov! Der havde været endeel Fremmede i min Fraværelse, iblandt andre nogle Trondhiemmere, som hun intet Navn vidste paa.

Nu var den underlige Doctor og Præst Garman her. Vi sad’ saa godt, min Lotta og jeg (saa godt, som man med Hovedpine kan sidde) med hver sin Bog, da det bankede paa Dørren. «Kom ind!» – og ind traadde «lang og bleeg og kold i kulsort Frak den Arme» – Hvor tungt det er at conversere under Hovedsmerter, veed vist de fleste af Eder, mine Kiære, og nu oven i Kiøbet med Hr Doctoren. Jeg var saa angst, min gode giæstfrie Lotta skulde bede ham blive til Middag, som Skik og Brug er fast med alle der kommer hid paa den Tiid; men hun følte min Frygt, og efter en god Frokost og en Times ved stærke Pauser afbrudte Conversation, gik han endelig, skiøndt man saae, han gik nødig. Bag efter (ja, da kommer tyndt Øll) giorde det os virkelig, især Lotta, ondt, at han ikke blev. Men jeg har søgt at beroelige hende med to Grunde: 1) at hun altiid kan faae Leylighed til at oprette det, og 2) at han sikkert vilde kiedet sig her, da ingen af os kunde ‹…› faae fat paa en knudefrie Traad som var istand til at holde 5 Minuter. Ellers saae han meget nedslagen og forsagt ud, stakkels Mand, og hans Stilling synes ikke at være den behageligste. Naar Du læser dette, Lottamoer, vil Din ømme Samvittighed vist atter vaagne; men maaskee har Du forinden seet Doctoren, og med Din sædvanlige Vennehuldhed giort alting godt igien.

Capit: Søfren Munk, den flinke Søemand, min elskelige Dolly Bulls Forlovede, var her en Stund i Gaar, og kom igien til Middag, bragte mig lidt peent Papiir og Oblater, og lovede mig mere. Han er her endnu – «Men seer Du der?» siger Lotta som staaer hos mig – og jeg seer ud af Vinduet – hvad I skal faae see i Morgen –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.