Dagbok 1810

av Christiane Koren

May.

1291ste Tirsdag. Den begynder med kold Nordenvind, denne skiønne Maaned, som overalt i de senere Aar har tabt meget af sit Renomè paa disse Kanter. Dog i Fjor artede den sig godt, og tør vel giøre saa ogsaa i Aar, og gienvinde noget af sit tabte gode Rygte

Fader Bierk kom her igien med min Koren fra Auctionen, hvor han havde kiøbt Gaarden, Holum, som ligger en halv Miil herfra, og vil vi nu vel oftere end ellers faae de gode Præstegaardsfolk at see. Præsten laae her i Nat, og tog nu hiem.

Dersom I saae min Koren i Dag, hvordan de sværmer om ham, alle de Poteteskiøbere, som ere stævnede hid paa en Tiid, og færdig at ødelægge den arme Melin, som desaarsag, for at faae lidt Pusterum, giver Anvisning paa Skriveren. Gud give jeg havde 100de Tdr. at dele ud imellem de mange Trængende. Jeg skulde da giærne holde Sværmen og Tummelen ud. Det er saa tungt at give Afslag, især ‹…› til dem, som tillidsfuld nærmer sig til os. Fra Vildberg er ogsaa Bud her i denne Anledning, og med dette fik jeg et muntert Brev fra min igien opyngede Ane Messel. Blandt andet fortæller hun, at Moer Wangensten har, til Straf for hun i Søndags vævede 3½ Al Baand, faaet stærk Rygpine, og takker sin Gud fordi hun, som ogsaa var i Væverstolen, i Tide følte med et Slags Rædsel, at det ikke var Sabathsarbeyde.

Onsdag 2den Min stakkels Dagbog staaer i denne Tiid Fare for at blive en blot Sygehistorie, det jeg af alt – baade for Eders Skyld, I Elskede, og for min egen – mindst ønskede den skulde blive[.] Jeg har neml: nesten ikke andet at fortælle Eder, end om min Hovedpine etc – atter i Dag har den holdt mig flere Timer i Sengen, og nu sidder jeg her saa mat, og fast kied mig selv – dog, da der intet kommer ud af, vil jeg snakke lidt med Eder om andre Ting, for, om mueligt at desennyere os alle –

Ja, nu har jeg da læst den tydske Aladdin, Øhlenslægers 130egen Oversættelse. Den er meget vidtløftigere end Originalen, mere beriget, om I vil, phantasierigere; men naturligviis er den danske mig, og vil vist ogsaa være Eder alle den Kiæreste, skiøndt jeg med megen Fornøyelse har læst Oversættelsen. I denne er især tre Ting, som forskiønner den, synes mig, meget. Det er den Kamp i Gulnares Siæl, da hun blander Dødsdrikken til Noureddin, og at hun her ligesom med Magt tvinges til, ved dette Uhyres Død at forekomme sin elskede Aladdins. At hun saa ligegyldig, nesten med et Slags Triumph foretog denne, det qvindelige Hierte saa oprørende Handling, var mig altiid en Torn i den deylige Blomsterbouqvet, som jeg ønskede den befriet for, og som min kiære Adam nu saa net har taget ud af den, og ikke det allene, men sat en qvægende Blomst i dens Sted. Den anden Forskiønnelse er ved den fromme Fatimes Begravelse. Da Alferne har jordet hende, og plantet Lilier paa Graven, forlader de den under egen og Nattergalsang – saa ogsaa i den danske – men her bliver en af dem, Forraadnelsen, tilbage, og giærne afskrev jeg Eder her den hele betydningsfulde Sang, hvoraf især det sidste Værs er saa skiønt; men I maae selv læse det alt – Endelig er det den herlige Slutning, som virkelig kroner det Hele, da, efter den skiændige Hinbads Død, det ædle, nu fra al Forfølgelse befriede, ved saa mange Prøvelser luttrede Par, pludselig hensættes i Underhulen, som for at renses fra hvad jordiskt Støv der endnu kunde klæbe ved dem –

Lampen hænger igien paa sit forrige Sted – blusser ikke, brænder klar og reen, bliver en Sol, beskinner ikke mere kolde døde Stene, men en skiøn Have, fuld af Liv og Aande, et andet Eden. Lampens Aand har sin Friehed. De staae, som Blomsterne omkring dem, barnligtrygge under Lampens, Livets og deres Faders og Herres umiddelbare Beskyttelse. –

131Løverdag 5te I Torsdagsaftes blev Posten meget længe. «Det kan være mig det samme» sagde jeg «mig bringer den neppe noget.» Og see hvad den bragte: Tvende saa kiære som uventede Breve fra min Maja C og Lotta, et fra Kbhn fra unge Bergh, og et fra, ak, kun den ene af de elskede Døttre der, fra min Katty. Jeg var reent fortiuset over alle disse kiære uventede Giæster, som Hertel bragte da vi sad om Grødfadet. Paa engang var min Grød Appetit forsvunden; Brillerne og Lyseskiærmen maatte frem, og nu sad jeg længe og valgte, uvis, hvilket jeg først skulde aabne. Jeg aabnede dem derfor et efter et, uden at see andet i nogen af dem, end Datoen, og nesten ligedan afvexlede jeg med Læsningen. Det hulde Majabrev gav mig reen ublandet Glæde, ogsaa min gode Berghs, som beretter hans lykkelige, 7 Dages, Nedreyse og at han har det ret efter Ønske. Men Du er syg, dyrebare Lotta og skrev dog for ikke at lade mig vente forgiæves – og min Malla D: er syg, saa syg, at hun ikke kunde skrive – Dog, det var gl, det kiære Brev, af 13de fM. Med Guds Hielp er hun nu brav igien, det kiære Barn, da det blot var Følge af en Tandbyld, som vel er smertelig, men ikke farlig og saa langvarig. Men saa var det hele Brev saa sørgmodigt. Det Glimt af Haab, som strax flammede saa høyt i mit Hierte (det tossede barnagtige Hierte som ved alle Haabets Bedragerier og Mishandlinger ikke bliver ældre eller klogere) er saa godt som forsvunden igien. Om det nogensinde tændes mere? Om jeg nogensinde mere trykker Eder til mit moderlige Bryst, I Dyrebare? Hvem besvarer mig det? Og skulde jeg ønske dem besvarede? O ney! Lad Haabet længe nok have mig til Beste, jeg holder det dog fast, og engang veed jeg, det skal ikke skuffe mig –

At I har savnet mig saa længe her, tager I igien der. «Hvor? hvad vil det sige?» Det vil sige, at jeg i Gaar og i Dag nesten ikke har giort andet, end skrevet Breve, nær havde jeg sagt, til alle mine Dagboglæsere. Dog til de Fleste.

132Væsle Ole skal i Morgen til Byen, og da i dette Uføre et Bud derind er saa sieldent, tog jeg mig over, at afgiøre, saa vidt mueligt, alt hvad der laae mig paa Hiertet. Til Xania, Tøyen, Strømsøe, Eger, og Hovind har jeg skrevet, ikke mindre end 10, siger og skriver Ti Breve, dog var deriblandt vel ogsaa et Par Brevunger. I maae dog tilstaae mig, at ingen vel kan svare mere til sit Navn, end Skriverinden, Eders Moer Koren. Og jeg troer, dette Skriverie har været Gud velbehageligt: thi selv den Hovedpine, hvormed jeg i Dag satte mig til Arbeydet, blev ligesom skrevet bort. Nu føler jeg den ikke mere, men kun lidt Træthed i den høyre Haand.

Søndag 6te Boreas, den slemme Gast, har gientaget sit vinterlige Herredømme, og pidsker nu de arme Skyer «som de var «kiørt med Svøbe» giennem Luften, saa de ikke faaer giort andet, end skiule Solen, istæden for at de vist, fik de Lov at gaae langsommere, oplivede den forknyttede Jord med mild Væde, og vege ærbødige tilbage for det alt qvægende Vaarsolsmiil.

Forgangen Dag – en af de skiønneste Dage vi har havt – fandt Lunde og Grüner paa, at sætte min Æolsharpe øverst op i Taarnet imellem alle de aabne Luger. Langt borte hørtes de himmelske Toner. De Vandrende og Reysende standsede paa Veyen, og troe‹de› sig fortryllede, og det maatte de vel. Hvorfra Lyden kom, begreb ingen. Nede i Haven løde de tryllende, hendøende Toner som jeg tænker mig Svanens, naar den, som Jean Paul siger, flyver hen over Vinternatten; og mit Hierte bævede, og det var som det stod stille, da Harpen taug. Nu er den alt flyttet til sin Sommerresidents, Wilhelmsminde. Hertel og Jomfruerne bragte den derop i Dag. Blev det dog ogsaa mig snart mueligt, at komme der!

Mandag 7de Fatter Munthe var her i Gaar. Han var saa bedrøvet ved at tænke paa sin Andreas’s dunkle Fremtids Udsigter, hvad han vel kan have Aarsag til. Gutten har Hovedet fuldt af underlige Griller, og aldeles uopfyldelige Ønsker. «Knægten vil vel min Troe endelig gifte sig» – siger Nella, men den Galning siger saa meget; dog kunde det være mueligt, hun her ikke havde ganske Uret. Egentlig er dog vel Tingen, at 133han føler, der maae tænkes paa noget Alvorligt, at han ingen Vey seer banet for sig, og selv fattes Evne til at gaae en ubanet, uden Veyledelse. Faderens Kummer var rørende. Meer end engang stode hans Øyne fulde af Taare. Resultatet af vore Raadslagninger blev, at han bliver her, til Faderen kan skaffe ham en Bøxelgaard, og at vi imidlertiid holder ham til at beskiæftige sig med al Slags Gaardsarbeyde, for at faae lidt Begreb om hvad der til hans forestaaende Bestemmelse er saa vigtigt. Gud give, det maae nytte. Faderen reyste dog med meget lettere Hierte, end han kom. Nest Kone og Børn er min Koren Munthe det kiæreste Væsen paa Jorden, og allene derfor maatte jeg være ham god.

Ellers var her ingen, uden den sædvanlige Søndagsgiæst, Giørup. Fabritius kom mod Aftenen. Han bekræftede, hvad en lille Sæddel fra min Rikke før havde meldt mig, at vor søde Wilhelm var, og længe havde været lidt upasselig i sin Mave, hvad dog med Guds Hielp, da han ellers er munter, roelig, og færm i alle Dele, ikke har noget at betyde.

Dit Brev, elskede Lotta, af 2den May, bragte en Bonde i Gaar. Det var saa tilsølet og forrøget at jeg i Hast fik den stygge Reysekiole af det, og var det inden i fiint og hvidt som Snee. Han har vist, bilder jeg mig ind, havd det i sit Madskriin, og saa berøget det, for at befrie det for Madlugten. Havde kun dets Indhold været glædeligere! Stakkels min velsignede Lotta, som endnu er syg og lider saa meget! Dobbelt maae nu den fatale Indqvartering genere Dig, i hvor snild for Resten Major Arild er. Jeg har kiendt ham for mange Aar siden, fra det første jeg kom til Norge. Det var en vakker, yderst beskeden Gut, hvad der var saa meget mere mærkeligt, som begge hans Brødre vare nogle forstyrrede Krabater, og en Fetter af ham en grumme slem Dreng. De kaldte den gode Arild en Tiid: Moer Korens egen Krønike, fordi jeg altiid anførte ham til Exempel paa Tække og Beskedenhed, hvad de fleste unge Mennesker i Smaalehnene den Gang ikke havde stort Begreb om. Virkelig er han opkaldt efter sin Stammefader og den danske Krønikes Forfatter, Arild Hvidtfeldt.

134Tirsdag 8de Ole er kommet tilbage, men for alt hvad jeg skrev, fik jeg kun et eneste Brev – det var fra min gode troe Kista – Intet fra Jes, ikke en eneste af mine Commissioner udrettet. O, jeg har grædt Harms og Kummers Taare. Derved er mit arme Hoved blevet forstyrret, og Hiertet dog ikke lettere. Det slog alt det Ventede saa længselfuldt imøde. Kort før var jeg med min Koren, Lina, Kaja og Nella for første Gang i Aar paa min Høy og i Saras Grotte. Du ogsaa syg endnu, dyrebare Lotta – Presidenten heller ikke frisk. Mit Hierte er saa beklæmt. God Nat!

Onsdag 9de Jeg havde ingen god Nat, og havde da heller ingen ventet. Den ene fæle Drøm afløste den anden. Jeg behøver altsaa ikke at sige Eder, mine Elskede, hvor ussel jeg er i Dag. Et Par Breve jeg har skrevet til Byen, og som nu alt ere afsted, har ikke bidraget til at adsprede den Ængstelse, der hviler over mig. Med mit arme Hoved og Hierte er det som med to heterogene Sygdomme: hvad der helbreder den ene, forøger den anden. Saa velgiørende Taarene ere for Hiertet, saa dyrt betaler Hovedet denne Lindring –

Krefting kom her tidlig i Formiddag paa sin Hiemtour fra Hurdalen. Han bliver her til i Morgen.

Jeg har nyelig læst den sidste Postdags Aviser, det vil sige, ladet Øynene løbe hen over dem. Og som det i et Assemblee af lutter Ceremoniemenesker vilde giort mig godt at støde paa et Væsen af bædre Art, saa qvægede det mig blandt alle de ækle pragtfulde Narrestregers Beskrivelse som jeg aldrig holder ud at læse, hendelseviis at faae Øye paa det keyserlige, ikke bonapartiske Træk med Gulddaasen, den unge Keyserinde modtog paa Frankrigs Grændser. Havde jeg blot hørt, ikke læst det udbasunet i alle Aviser, havde det været altsammen mindre offentligt, troer jeg, det vilde rørt mig ligesaa meget, som Luise selv. Men endogsaa som det nu er, rørte det mig. Slaaer der et sandt qvindeligt-barnligt Hierte i den unge Fyrstindes Barm, saa maae dog den søde Bevidsthed: at hun er sit arme Moderlands Skytsengel, være hende en rig Erstatning for Tabet af sit Livs sande Glæder og Friehed. Faderkeyseren, og end mere 135hans stakkels mishandede Folk, maae vel takke Gud for som gav dem denne ræddende Engel, der udstrakte Fredens Palme over dem inden de sank ganske.

Torsd 10de I Dag er det 20 Aar siden den sieldne troefaste Hertel kom i vort Huus. Hver Glæde og Lidelse, som i denne lange Tiid har hiemsøgt os, har han sönlig og broderlig deelt. Riig var den paa sande Glæder, denne lange Række af Aar – (: ak! Kun ikke de sidste). De Stød, som da traf, syntes vel haarde; og vare det – jeg mistede to Børn, min ædle Ungdomsleder, Staal, Koren sin kiæreste Ven, Aagaard, siden sin, og jeg min Moder. Men Tidens Haand formildede og har lægt alle disse Saar. Først senere har jeg følt, at der gives Hiertesaar, som kun Graven har helbredende Balsam for – og ligger der ikke nesten Helbredelse i denne Vished?

I det jeg erindrede, det i Dag var den 10de, og tyvende Aarsdagen siden Hertel kom til os, flød, som det ofte hender mig, naar Hiertet er i Bevægelse, de ubundne Tanker hen paa Papiret:

Tyve Aar, en Trediedeel af Livet,
Som det Faa af Støvets Børn blev givet,
Deelte Du hver Kummer og hvert Held
Troefast redeligt med mig og Mine,
Som vi ømt og troefast deelte Dine.
Venskab, dette rene Glæders Væld,
Som selv Evigheden ey udtømmer,
Som først der i renest Klarhed strømmer,
Har sit sande Tempel i Din Barm.
Det forsøde Dig hver Livets Kummer!
Ved det vaagne Du af Dødens Slummer
Sødt til evig Fryd i Wilhelms Arm!

__________

Det er mørkt og vinterligt. Intet Grønt qvæger Øyet, saa længe trættet ved at omsvæve i den døde ligklædte Natur. Endnu brænder det i Ovnen nesten fra Morgen til Aften. I Dag et Aar – det var Wolds Begravelsesdag, derfor husker jeg det – vare vel heller ikke alle Vinterens Spor udslættede, men dog var det ulige mildere. Den over vore Hoveder hængende Regn nedbeder alle saa hierteligt; men den hænger lige ubøyelig saaledes i mange Dage

136«Tyve Aar» lyder det for mit Øre i Dag hvor jeg gaaer og staaer. En lang Tiid synes – og er det. Og dog er den gaaet saa ubegribelig snart. Og er ikke selv det sidste i denne lange Aarrække, den bittreste Deel ilet hastigere end det ængstede Hierte, der saae hver Dag for sig som et Aar, torde ventet? Saa glide de umærkelige, Minuter Timer, Dage, bliver Uger, Maaneder og Aar før vi veed det, indtil det sidste Øyeblik kommer – en ængstelig Pause, inden Forhænget gaaer op, og det nye Liv ligger ubegrændset for os uden Time, Dage og Aar –

Fredag 11te Den gode Krefting (nu reyste han i Snee og Slud) havde i Gaar netop udskrevet mig Placaten om den nye Postforandring, saa kom Posten hid, og et ‹…› heelt Intell: Blad opfyldt med – atter en nye Indretning. Man kunde nesten falde paa, visse Folk ikke havde andet at bestille end giøre andre Folk «taabelige i Hovdet» som min gl: ærlige Moer Møller i fordum Dage udlod sig. Nu er vi atter i Vilderede, elskede Maja mi, og Du har hoveret for tidlig over: at Du nu i Klogskab kunde maale Dig med Postkontoiret. Ney, ney, min Moer, der vil mere til. Dit Kiære af 1ste May var altsaa 9 Dage gammelt da det i Gaar kom i mine Hænder. Tak for det kiære gamle Brev!

Eftermidd. Og Tak Du velsignede Lotta mi, for det kiære yngre, som nu bragtes mig fra Byen. Jeg seer dog da lidt bædre igien, Du Gode og Din Presidenter ligesaa. Hiertelige som Du selv ere alle Dine Breve, men dette gik i mange Henseender saa lige til mit Hierte, greb saa ømt og sikkert ind i dets Inderste. Hvorfor skulle I ikke alle vide det? I elskede Deeltagende! Det var min Jes jeg var bekymret for. Han er god, det veed jeg, men saa blød, og, frygter jeg, for svag til altiid at modstaae Fristelsen til Fornøyelser naar disse kommer i Collision med alvorligere Ting. I et mismodigt Øyeblik yttrede jeg min Bekymring herover i et Brev til den troe Kista, og dette besvarer nu min Lotta, og giør mig opmærksom paa et Udtryk deri som undslap det stakkels Hierte, hvis Saar endnu stedse bløder – og altiid vil bløde, ved mindste Berørelse. «Vogt dig for Sammenligninger min Christiane. Han føler vist selv, han ikke er hvad din Tabte var. Tak Gud du har ham, du faaer vist Glæde af ham» saa skriver Du min Lotta! og jeg skal stræbe at følge Dit vennehulde Vink – Ja, jeg takker Gud, jeg har ham. Han skrev ogsaa med dette 137Bud saa barnlig bedrøvet over at have bedrøvet mig – begge disse Breve har qvæget mit hede lidende Bryst, som den strax ved blide Solstraaler smeltede Snee Jorden og Træerne. Men endnu hænger kolde Skyer over disse; og saa forbittredes mig ogsaa hiin Vederqvægelse ved at høre, min elskede Sally er syg. Det skriver baade min Lotta, og den gode Frue Bergh, fra hvem jeg fik et langt muntert Brev. Det er Tandpine – altsaa ikke farlig, men smertelig Sygdom. Gud give den nu maatte for længe siden været veget fra Dig, søde, saa ofte lidende Barn! Og den pleyer jo ikke at vedvare længe ad Gangen, som nok heller ikke var at udholde. For denne saa almindelige Smerte var jeg Gud skee Lov forskaanet min hele Levetiid igiennem. Er det Sympathie med Din fraværende Malla, som ogsaa i denne Tiid, efter vor Katty’s Sidste, har havt denne Plage? Hvad det er eller ikke er, saa Gud give, det nu maae være forbi, og I Begge friske.

Aften Atter en Pakke og Brev! den første var fra den nye Sønnen min, Rasmussen, det sidste fra min gamle og dog yngste, Jes. Det var to Dage ældre, end det jeg fik før i Dag! Stakkels Gut!‹…› Han beraaber sig ogsaa paa dette længe før bortsendte, som jeg intet vidste af. Fra Rasm: et lille bitte fiint Brev, men som i det lille Rum indeholdt meget sønligt Godt-Godt. I faaer det ikke at vide endnu, men kanskee med Tiden, naar I vedbliver at være artige Børn.

Jes fortæller, at Flor blandt andre Experimenter har ladet sine Elever slagte, stege og spise – en Kat! Hu, tu, tu! det var dog det værste, jeg kan tænke mig spiseligt. Jes siger med Rette: «den Steeg havde du vist ikke smagt, Moer!» Ney ellers saa mange Tak, Hr Flor! Giid jeg kunde lade blive at tænke paa det. Og Jes siger oven i Kiøbet, det smagte godt. Ney, det kan jeg misanten ikke tilgive min gode Ven Flor saa snart.

Søndag 13de Der er i Dag Confirmation i Ullensager. En af Præsten Molzhaus Døttre, som har været i Munthes Huus siden hun var 3 Aar, en ret vakker Pige, bliver confirmered. Præsten bad os alle did, men jeg takker Gud, saa længe jeg kan sidde inden mine 4 Vægge og slippe for at fare afsted paa de 4 eller 2 Hiul saa længe Føret ikke er sikkert.

138Men hele Hovind Ungdommen drog nu did, et 5 Mands Rytterie, saa kun vi Gamle, min Koren, jeg, Hertel (som skal til Næss i Eftermiddag) og Telja ere hiemme, og hos os de to Smaae. Linchen har havt en slem Hoste i disse Dage, som giorde mig ret frygtsom (hvad der da ikke skal meget til, siger Skriveren) især da Kighoste grasserer stærkt i Christ: Paa disse Kanter har jeg Gud skee Lov ikke hørt, og giid jeg heller ikke maae faae høre til den. Nu er hun meget bædre, og har egentlig ikke været syg, kun hostet.

Før jeg var kommet ned i Dag, var den Gangerpilt Fabritius her (han gaaer for det meste mellem Plogstad og her, og bærer ofte hele Læs Træer herfra paa Ryggen til Rikkes nye Have, som han arbeyder troelig i) og laae da til mig paa Theebordet en Sæddel fra min hulde Rikke, som giorde min Kop Caffe end mere velsmagende. Vor søde Wilhelm er fuldkommen rask igien, lige roelig og god, og tiltager daglig i Skiønsomhed. Selv er hun færm, og alt smiler nu om og til hende, ogsaa det Haab, at see sin Moer Koren snart igien. «For to Aar siden, siger hun, var du hos mig den 13de May, og i Fior paa din Egersøns Fødselsdag» og det husker jeg ogsaa. Saa holde vi Regning med hverandre[.] Saa sendte hun mig ogsaa et Brev fra Hoffman, det første de har faaet, med Efterretning om det unge Pars Hiemtour. Den havde været saare besværlig, tildeels farlig, da der paa hiin Side var skrækkelig Tælleløsning. Engang maatte den unge Kone ride paa bar Hest og mandfolkeviis et langt Stykke, en anden Gang uf af Kiærren, og vente, til der blev hentet Folk som kunde faae Hesten op af Dynget. Jo, det er et underligt Syn for en dansk stakkels Kone, som de Nordmænd eller Skiæbnen (Hoffman er Beas Landsmand) slæber herop, at see sig saaledes færdig at begraves midt paa en Landevey og det Midsommer (det har hendet mig i Juni Maaned) da det elskte Fødeland staaer i sin fulde Pragt. Og endda, forudsaae vi end alt dette, fulgte vi vel med – og endda, hvor kiært mit Danmark er mig, ombyttede jeg ikke Opholdet i Norge med sine tre korte Sommermaaneder med noget andet i Verden.

139

Elskede Land!
Som i saa mangen en Scene
Rædsel med Ynde forene
Tryllende kan!

__________

og hvor saa mange hede, troefaste Hierter slaaer for mig, og hvor jeg har lært at kiende Livets høyeste Glæder – som dets høyeste Lidelser – og hvor Sara og Wilhelm og mine tre Smaae hviler –

__________

I øvrigt befandt det unge Par sig vel efter den besværlige Tour – og hvad er i den Alder besværligt? – og for et Par Elskende? Bea havde ey skrevet. «I Dag maae du gaae med i Kirken Christiane» siger min Koren, som nu sidder og skiærer alle mine Penne til hele Ugen. Maaskee, tænker jeg. Veyret er saa lokkende, og Veyen med, giennem Haven.

Eftermidd. Jeg havde nesten opgivet mit Forsæt at gaae i Kirken deels fordi det begyndte at blæse en kold Nordvind, men især, naar jeg skal være oprigtig, fordi Troldmanden Jean Paul holdt mig saa fast ved sine Blumen- Frucht- und Dornenstükke, at jeg ikke saae, hvordan jeg skulde rive mig løs. Men saa kom som sædvanlig lille Fatter Mørk, og jeg mærkede godt paa alting, han giærne saae, jeg gik i Kirke. Jeg fulgte da med min Koren, og det angrede mig ikke. Af Psalmernes Valg og Evangeliet saa jeg strax hvorfor han ønskede jeg skulde være hans Tilhørerinde. En af Hovedgienstændene for vore Samtaler er Døden og det evige (virkelige) Liv. Begge ere vi enige om at det er enhver Forfatters og Talers Pligt at giøre Dødens, denne undeblivelige Giæsts Komme, til en Trøstekilde, ikke til et Skrækbillede for vore og Støvets Brødre og Systre. Og det giorde han ærligt i Dag, den Herrens Apostel

Tungt er det ellers, at en saadan Mand, en saa troe Arbeyder i Herrens Vingaard, for det meste kun har en halv Snees Tilhørere; og jeg begriber det maae være opmuntrende for ham, at see en og anden blandt disse Faa som han veed, fatter og forstaaer ham.

Lina og Kaya ere nu gaaet hen at besøge den gode Moer Mørk[.] Hertel er reyst, og nu er her stille – og dog saa godt – overalt

140Mand: 14de Da de Smaae i Aftes kom hiem fra Mørkes, blev jeg lidt angst for min lille Kaja. Hun hang saa bleeg paa Pigens Arm, som havde hentet dem, og ynkede sig jammerligt. Vi fik hende i Seng, og strax Bud til Walbohm, der med sin sædvanlige Opmærksomhed var tilbage med Budet; men en bædre Læge, Søvnen, havde alt indfundet sig, hun sov uafbrudt den hele Nat, og er i Dag aldeles rask. Hun havde nok spiist for mange Gotter og drukket mere Viin end hun taalte. Jeg drak fire Gange, siger hun. Men hvorfor giorde du det, naar du ikke taalte det? spørger vi hende, og hun svarer meget rigtigt: Jeg vidste jo inte, jeg ikke kunde taale det, og de bad mig saa meget. De gode gamle Folk vare saa forskrækkede og havde Bud her seent i Aftes. I Dag har jeg alt glædet dem med Gienbud.

Kl:9 var mit unge Rytterie tilbage, uden at noget Eventyr var mødt dem underveys. De havde fornøyet sig meget paa den hele Tour, og Maja kunde ikke ophøre at tale om Ane Molzhau, der var saa sød og saae saa bleg og vemodig ud, siger hun, i sin første Brudepynt. Hendes svage Moder var der ogsaa, ak, og kunde ikke lægge den høyre lamme Haand paa det elskede Barns Hoved, kunde ikke folde den med den venstre til Bøn og Velsignelse over hende[.] Men med den endnu levende Arm kunde hun dog trykke hende til det velsignede Hierte, og i dette foldede sig jo meer end et Par Hænder til en Bøn –

Nesten hele Bøygdens Stoerfolk var paa Præstegr: og Fetteren Din, min Lotta, saa hiertelig bliid og godlidende, siger de, og ved Confirmationen rørt til Taare. Var Ane M: hans eget Barn, hun kunde ey være ham kiærere; og mod den hele Familie har han stedse viist sig en troefast Ven.

Men som min Maja var glad i den vakre Confirmant, hendes Barndoms Veninde og Legesøster, saa ærgede Nella sig over en anden tilstædeværende Jomfrue. Hendes Moder, som længe har været Enke, og virkelig er ved sine Døttres Pragt- og Sløsesyge bragt i usle Omstændigheder, ligger nu for Døden, og mangler det Nødvendigste: barnlig Ømhed og Pleye, og rimeligviis flere Nødvendigheder til at formilde de sidste bittre Dage. Nu var denne den ældste, Datter her i en nye blaa levantintaftes Klædning, med langt Slæb, og alt hvad der hørte til complet Damepynt. Ikke dette allene var ærgeligt, siger Nella, men meer endnu det, at hun 141talte om alting, f.E. en kostbar Kam, som om Bagateller. Og, lagde Maja til, var saa munter og undredes over, hvordan Livet kunde hænge saa længe i hendes Moder – det var det værste. Deri havde min gode Maja vel Ret. Det første vidnede kun om yderlig Forfængelighed, men det sidste om en nesten utænkelig Grad af Letsindighed. Dog, Grændseskiællet mellem begge er jo ogsaa saa umærkeligt, at den ene let kan gaae over i den andens Enemærker.

Onsdag 16de Usædvanlig let og uden Hovedpine forlod jeg Sengen i Gaar Morges, en Time før jeg pleyer, fordi jeg havde mange Breve at skrive med Posten. Med det første til min Lotta gik det færmt fra Haanden, men midt i det andet, til Jessen min, faldt Pennen mig af Haanden og en dødelig Mathed over mit hele Legeme. Jeg har i Vaar især ofte havt dette Tilfælde, dog sielden saa stærkt og længe. Ved Nellas Omhu (flere fik ey vide det) gleed det lidt bort efter Haanden, men før Eftermiddag var jeg dog ikke istand til at foretage mig nogen Ting. De begyndte Breve til Jes og unge Bergh fik jeg netop tidlig nok færdige til Postens Afgang; men Du, elskede Maja, fik intet, og det giorde mig saa ondt, da Du nu et Par Postdage kommer til at vente forgiæves. Men naar Du engang læser dette, vil det giøre Dig mere ondt, Du Gode, at see hvad Aarsagen var, end den feylslagne Venten.

Hertel kom hiem i Gaar Nat fra Næss. Han havde havt det Uheld, at Hesten var faldt ned i en forraadnet Broe, og han af paa den ene Side, hvorved han har stødt sin Hofte slemt; dog kan han være oppe, og var endog ude i Gaar. Gud skee Lov, det ey blev værre! og at intet Ondt bider paa ham. Han har det fælles med Skriveren – og alle ædle stærke Mennesker – at deres Følelser for fremmede Lidelser svækker Følelsen af deres egne.

Lieut: Gill kom her i Aftes. Han har været syg, og seer saa nedslagen ud. Aarsagen til begge Deele er vel Sorg over hans unge Kones haarde Nedkomst med et dødfødt Barn. Ogsaa hun var nær Døden, og er endnu meget svag; og dobbelt tungt er det ham derfor at forlade hende for at gaae til sin Post i Guldbrandsdalen. Han har søgt, men endnu ikke faaet sin Afskeed. Vi har overtalt ham til at blive over i Dag, og det var ey vanskeligt. Hovind bliver ham vist altiid kiært.

142Torsdag 17de Kun to Ting har jeg at melde Eder i Dag, mine Elskelige, men begge Sieldenhæder. 1) var jeg oppe før Kl 6 i Dag, uden Hovedpine, uden Mathed; 2) har det sneet den hele Nat og holder endnu ved, saa jeg sikkert troer vi kan kiøre i Slæde – den syttende May –

Løverdag 19de Da Gill var reyst i Torsdags, satte jeg mig til at skrive ret alvorlig, for at faae endeel færdigt og afsendt med et Bud fra Plogstad til Byen. Selv vilde jeg bringe det did – til Plogstad, nemlig, om Bededagen. Posten kom saa tidlig, at jeg fik endnu besvaret, skiøndt i Hast, et Brev fra min kiære troe Kista og fra Jes til Maja – det var snart besvaret. Det var kun 4 Linier, og giid de ogsaa havde været uskrevne. Han fortæller blot, at han den Dag han skrev, havde taget Brækmiddel, for at forekomme, siger han, Følgerne af en Forkiølelse. Mathed hindrede ham fra at skrive mere dog forsikrer han, at det altsammen intet har at betyde. Gud give det[.] Jeg er dog nu i megen Uroe, inden Byebudet kommer tilbage, om da det maae bringe mig Roelighed. Dit kiære Brev, dyrebare Maja C, besvarede jeg ogsaa saa løselig i Gaar, med en smertelig Hovedpine. Denne nødte mig til at opgive alt Haab om at see Plogstad og min Rikke. Men da jeg havde faaet alle mine Siebensakker i Orden, kom Waldbohm, som Dagen før havde været paa Plogstad som vidste, de ventede mig der i Gaar, og forsikkrede, da Veyret var saa godt, jeg maatte og skulde ud. Nu, «de ere gode at lokke som efter vil hoppe» og var det ikke, som Hovedpinen ordentlig tog Flugten for Doctorens Besværgelser. Min Pynt blev uforandret, altsaa var Anstalterne snart giorte, men med et bankende Hierte satte jeg mig for første Gang i Kariolen – ved alt hvad jeg foretager mig første og sidste Gang, kan jeg slet ikke være ligegyldig. Heller ikke havde jeg den kiække Aslak med – han var ey hiemme. Dog kom jeg nok saa deyligt frem med den sagtmodige Gunder, og veed jeg aldrig, Føret paa denne Aarstiid har været saa godt, saa frit for Sylter (som de gode Nordmænd saa pudserlig kalder det) som jeg i Gaar fandt det.

143Det var seent, først Kl 1½ jeg naaede Plogstad, hvor de nesten havde ladt af at vente min høye Ankomst. Dog blev jeg modtagen. Og havde Walbohm faaet manet sin Hovedpine rigtig bort (men det var blot hans Nærværelse, den skyede) skulde jeg havt en deylig Bededag, uagtet jeg – da jeg for Skams Skyld ikke kunde være rigtig vinterklædt – frøs dygtig paa Bortveyen, og var bekymret for Jessen min, og ikke fandt Rikkemoer fuldkommen vel. Egentlig var det hendes indvortes Menneske, som skrantede og for slig Skranten – det veed I godt, mine Elskede – har et elsket Væsens Nærværelse den beste Lægedom. Nu veed jeg ikke, om jeg har Ret til at fortælle Eder andre end mine egne Svagheder. Det er saa naturligt, at jeg i mine Venners giærne vilde finde en Tilflugt eller Stytte for mine – tilgiv derfor, elskede Rikke, læser Du nogensinde disse Blade, at jeg fortæller hvad det var, som havde bragt Dit ømme Sind i Uorden – En Drøm. Saa levende var Erindringen herom blevet hende, at da jeg blev saa længe, og endelig kom, troede hun, jeg havde et Sørgebudskab at bringe hende fra hendes danske Venner, troede fuldt og fast, at hendes og min kiære Eline Rafn var død. Hun torde ikke spørge, saa meget mindre som hun tog Sporene af Kuld og Hovedsmerte paa mine blege Kinder for Bekræftelse paa sin Frygt – den Gud lade være ugrundet, Du Gode, som han spare Dig for enhver nye Kummer!

Ellers var min Wilhelm og alt vel der. Jeg læste et meget morsomt Brev fra den raske Bea, der efter at have talt lidt om Reysens Besværligheder, hvorved hun henviser til sin Mands Brev, gaaer gesvindt over til det Behageligere, og giver en nøye og interessant Beskrivelse over Modtagelsen i Tønsberg, Indtrædelsen i sin lille Boelig, dens hele Indretning – og her stod hun livagtig for mine Øyne – Naboelaget, og alt, hvad hun i den korte Tiid kan have bragt i Erfaring. Hun er saa hiertelig tilfreds i sin nye Stilling, i sine Naboer, i alle sine Omgivelser, at hun sikkert ikke byttede med Frankrigs Luise, i det mindste ikke uden at kunde have Hofmann paa Thronen med sig, saa troer jeg nok, hun gad legt en Smule Keyserinde.

144Jeg tog tidlig hiem, og tænkte nesten endnu at finde mine Jomfruer paa Houg, hvor de efter at have været smukt i Kirken, spadserede hen om Eftermidd:, Maja, Lina og Maren. Det er nesten 3 Fierdinger dherfra did, altsaa halvanden Miil frem og tilbage, og dog kom Ungerne mine, der vare gaaet fra Houg længe før jeg kom der, springende mig nok saa friskt imøde, og befinner sig i Dag meget vel efter Touren. Nella, som ikke var ganske frisk, torde ey vove sig saa langt. Hun var gaaet med lille Kaja til Gislevold, hele Contoiret havde været ude paa Fiskerie, saa ingen uden min Koren og den stille Telja var hiemme hos Fatter Munthe hele Eftermidd: Han havde, siger de Alle som vare i Kirke, giort en overmaade god, rørende Præken i Gaar.

Paa Hiemveyen hørte jeg første Gang Giøgen, hørte den i Øst, Glædegiøgen altsaa. Men de fleste har hørt den for mere end 8 Dage siden. Efter Sagnet betyder det et haardt Aar, naar den galer paa bar Qvist, og i Aar skulde den, paa disse Kanter, havt Ondt for at finde et enkelt Løv, end sige en heel løvfuldløvfuld] rettet fra: Q ved overskriving Qvist, ved dens Komme. Rigtig nok spaaer heller ikke den stedse vedholdende Nattekuld og skarpe hæsende Vinde meget godt. Men i disse Tider slaae jo alle Spaadomme feyl, hvorfor da ikke ogsaa denne? Vist nok er det, at Forsommeren i Fjor var saa ønskelig som mueligt, men det blev dog kun et maadeligt Aar. Den langvarige aands- og grødefortærende Tørke tilintetgiorde de smilende Haab.

Imellem Vindstødene i Aftes, var det et himmelskt Veyr: Trosternes søde, melankolske Nattergalslag, og Giøgens muntre eensformige Kukkuk var den eneste Lyd i den stille Aften, naar jeg standsede Gulen min, for at have ret godt af det Alt. Kun et eneste Menneske mødte vi paa den lange Vey, kun den Eneste saae vi, før vi kom hiem. Maanen stod i sin fulde Pragt paa den skyeløse blaa Hvælving. I dens Straaler glimrede Fløyen paa Wilhelmsminde – hvorpaa hans Navn og Dødsdag staaer – og det hvide Stakit om Saras Grotte og Graven – som dog kun min Siæls Øye saae.

145Aften. To Lieutenanter Riis, Sønner af Lehnsmandenken, ere her nu for at raadføre dem med min Koren om et og andet i Anledning af Moderens forestaaende Død, som hvert Øyeblik ventes. De græder saa bitterligt, og det skiær mig ind i Siælen, da den ene – den Ældste – sagde: «Hun har slidt sin hele Levetiid for os, og aldrig vidst hvad Godt var, og vi har intet, slet intet kunde giort for hende. Nu kanskee (han har antaget Gaarden) hun kunde faaet det godt paa sine gamle Dage, og nu – er det forbi» – Arme ulykkelige Børn! Hvad skal lindre Eders Jammer, naar hun nu er borte, og I føler det saa brændende: «vi har intet giort for hende. Hendes hele Liv var Opofrelse og Sorg for os. Hun gav os Alt, vi hende Intet, og nu hører hun ikke engang vore Klager, vore Velsignelser, vor grændseløse Jammer – »

 – O, I Elskede, skulde da ikke alle vore Bestræbelser gaae ud paa at give vore Medvandrende Beviis paa vor Ømhed og Kiærlighed, at forsøde hinanden de bittre Timer, der paa denne tornefulde Bane til Graven gives saa mange af, og ved øm Deeltagelse forhøye Nydelsen af de faa lyse, og giøre dem end lysere? Hvad skal ellers rædde os fra Fortvivlelse, naar Døden river dem fra den tornefulde Bane som vi lade dem gaae ene, uden at strøe en Blomst paa den, uden at borttage, saa ofte vi kunde det, en saarende Torn?

Jeg vil lade Jean Paul – hvem kan det som han? – tale for mig:
«Hvad der ved hver Gravhøy qvæler os, er den Tanke»: «Ak, hvor vilde jeg have elsket dig, gode Hierte, kunde jeg forudseet hvor snart du skulde synke sammen i Støv!» O, at ingen af os kan tage en Døendes følesløse Haand og sige: «Du Blege, jeg har dog forsødet dig dit hele, nu forgangne Liv, jeg har aldrig givet dit nu sammenfaldende Hierte andet end reen Kiærlighed, reen Glæde» – O, at vi alle, naar endelig Tiden, Sorgen, Livets Vinter uden Kiærlighed, har forskiønnet vort Hierte, maae træde hen med unyttige Sukke for de Elskendes Hvilested og sige»: «Og at jeg nu, da jeg er bædre og kiærligere, ikke har Eder mere, ikke kan elske Eder mere – o, at allerede det gode Bryst er giennemsigtigt og brudt, og intet Hierte har mere, som jeg nu vilde elske skiønnere og glæde mere, end tilforn» – hvad bliver os da andet tilovers, end stum Anger og uophørlige bittre Taare? Jo, noget bædre bliver os tilovers: En varmere, troere, skiønnere Kiærlighed mod ethvert elsket Hierte, som endnu slaaer ved vort – » –

146Søndag 20de Vi skal comunicere i Dag. Gud styrke mig til at holde det ud under den lange Kirketiæneste. Jeg er meget syg.

Eftermiddag Det gik an. Den gode Mørk, som var her inde før han gik i Kirke, lovede at skynde sig, og havde ogsaa valgt de korteste og saa faa Psalmer som mueligt. Men dog var hans Skriftetale ikke kort og hans Præken længere, end de i den senere Tiid pleyer være. Dog, maaskee forekom det mig kun saa fordi jeg deels sad med et Slags Frygt for at blive værre, deels umuelig kunde have min Opmærksomhed henvendt som jeg vilde og burde, til hans meget gode Taler. I bokstavelig Forstand var her «Aanden villig men Kiødet skrøbeligt» – Og sandelig er det ydmygende for den ædlere Deel, at skulde saaledes behærskes og nedtrykkes af den ringere, det udødelige gudlige Væsen af det usle Støv. Naar jeg er saa mat og svag som jeg har været i Dag (nu efter nogle Timers Hvile er jeg meget bædre:) maae jeg med Magt søge at adsprede Tankerne, ikke at hefte dem ved nogen Gienstand, og allermindst ved noget angribende. Fik Siælen Raaderum i saadanne Øyeblik, troer jeg det blev den muelig at skaffe sig Flugt ud af sit Fængsel.

Alle Jomfruerne, og alle Contoirfolkene (Munthe undtagen, som har sine Forældre saa nær) fulgtes med mig, min Koren og Maja. Vi ere jo ogsaa alle kun een Familie. Det var vel sidste Gang, den gode Nella fulgte med os. I 6 Aar har vi fulgtes ad.

Det skal have tordnet i Dag tidlig, sigter de. Jeg har ey hørt det[.] Maaskee bliver Luften mildere derefter. Den er ret skarp.

Nu kom med et Bud fra Byen Brev med fra min Jes. Han har nok, kan jeg mærke paa alt, været meget syg. Nu, forsikrer han, er han fuldkommen brav, kun noget mat, og kan endnu ikke være meget ude, da han bruger Medicin. Gud give, jeg vidste den rette Sammenhæng. Fra Tøyen faaer jeg dog vel snart noget mere tilfredsstillende. Hvad han har fattedes‹,› ak eller maaskee fattes endnu, taler han intet om.

147Mand: 21de Da vi havde drukket Thee i Gaar, Kl: var alt 6, kom Frue Wærner og Frue Hiort, og blev her et Par Timer. De behøve begge en Smule Opmuntring, disse to gode Svigerinder. Wærner, den raske unge Mand, har taget sin Afskeed. Den smukke Mand Staffeldt, hans Chef, har da ved evige Chikaner drevet det dertil. Ærgelse over at see sig tilbagesat den ene Gang efter den anden, og desuagtet at blive uophørlig jaget fra det ene til det andet Sted, har naget paa hans indre og ydre Menneske, saa han nu, sagde hans Kone, ikke ligner sig selv mere. Disse gode simple Mennesker levede tilforn saa roeligt og tilfreds i deres meget smaae Kaar, bar Byrden saa troet med hinanden. Gud forbyde at det nu skulde gaae hende som Frue Hiort, at al Byrden skulde blive lagt allene paa hendes svage Skuldre. Hun holdt det neppe ud.

Chikaner, Undertrykkelser og Satanesser finder sagtens Sted over alt og i alle Stænder, men dog vel neppe i nogen Stand som i den melitaire. Er ikke nu Lapsen Haxtausen, Papas og Mamas ægte Søn, bleven Capitajn, faaet Compagnie, og sprunget, Gud veed hvor mange forbi, blandt hvilke dog vist ere Værdigere (thi dertil vil grumme lidt) end han. Blandt de prejudicerte er en Officer som har været hans Lærer, det veed jeg. Imod saadan Uretfærdighed oprører sig mit hele Væsen. Maae da de Forurettede taale det – «tie – bukke atter – og tie?» – Det er skiændigt. «Ivre dig ikke, kiære Moer!» siger I nok. Dog ney, det siger I ikke, I ivrer med mig. Og hvad nytter det saa altsammen? Intet, det veed jeg nok. Men saa deler I dog min paa det uskyldige Papiir udøste Harme, naar I læser dette.

Vi har i disse Dage alle været meget bekymret for Procurator Krogh, som har været overmaade syg. I Gaar var Hertel der, og han er Gud skee Lov i Bædring, skiøndt endnu langt fra ikke brav. Hvilken Elendighed, havde Gud kaldt ham fra en stakkels Moder med 5 smaae bitte Børn. Ogsaa er det en meget retskaffen af alle agtet Mand.

Tirsdag 22de Gud signe Dig, dyrebare Lotta! og i Dit fromme Hierte Fred! See, saa bliid som Du er selv, er denne Din Dag. Den første Vaarregn falder qvægende paa Jorden, og det af Kulden forkuede Græs reyser trøstet og smilende i Haabets skiønne Farve, det spæde Hoved i Veyret. Det være mig et Sindbillede paa, at den Bekymring som i disse Dage har nedtrykt Dit ømme Hierte, snart maae vige for Haabets Smiil og Din kiære Lawsonmand, befriet for hver Smerte, som Du føler endnu smerteligere end han, maae 148faae sin fulde Siæls og Legems Raskhed igien, som han – ak desværre ikke havde, da Du skrev det kiære Brev, som bragtes mig i Dag. Du har nu modtaget en lille Bog og et lille tosset Vers fra Din Christiane, og en Strikkeskee fra min Koren, hans egne Hænders Arbeyde, og Dig vist derfor kiær.

Gud signe Dig, dyrebare Lotta! og i Dit fromme Hierte Fred!

Tak, elskede Sally, for Dit kiære Brev, og Din pene Krave, den jeg skal prunke med paa Nellas Høytidsdag, og Tak fordi Du er frisk igien hvad der er Din Moer Koren kiærest af det altsammen.

Fra den lille Zarine var ogsaa Brev, og deri Efterretning om; at den lille Moer Krefting har faaet sig en rask Gut, og er selv rask. Det er nu hendes ottende. Til saa mange var jeg ogsaa Moder. Gud lade hende beholde – er det saaledes hende og dem gavnligt – flere, end jeg har beholdt! og mig give Gud, at beholde dem, jeg endnu har! –

Om min Jes fik jeg ingen fuldstændig Efterretning – «og naar faaer jeg du det, siger Skriveren, naar det giælder om Ungerne dine?» – Han har nok Ret, og det har han for det meste. Fuldkommen frisk frygter jeg, han ikke er endnu, dog med Guds Hielp i bedste Bædring, som han ogsaa selv skrev i Søndags.

Koren stræber nu fra tidlig tidlig om Morgenen med at plante Træer og pynte paa det kiære Wilhelmsminde. Hver Time han kan stiæle fra andre Forretninger, er han der, og blev der i Morges, uagtet det regnede stærkt, sin Tiid om, og kom hiem som en halvdruknet Muus, men lige bli lel.

Torsdag 24de Det var en Post! 4 Breve, kiære Breve fra min Lotta, fra min Egersøn, fra Poppenheim, og endelig – fra Øhlensläger. Mit Hierte bankede og mine Øyne bleve vaade. I vil ey undres herover, mine Elskede; der laae de for mig de kiære kiendte Træk, som jeg i saa lang Tiid ikke saae. Ligesaa lidt vil I undres over, at jeg først aabnede og læste dette. Men vil og skal I da undres over noget, mine Dyrebare, saa lad det være derover: at jeg efter dette Brevs Læsning har mere tilovers at ønske og mindre at haabe, end før. Men lad mig ikke være uretfærdig. Der vilde vel meget til at opfylde en saa længe og tildeels smertelig spendt Forventning. Dette Brev, veed Gud, har det ikke – Vel veed jeg, det altiid var hans Maneer, paa sin jeanpaulsk: «at skiule sine Taare, sit rørte Hiertes Udtryk under en comisk Maske.» Men med alt det – jeg finder ikke min gamle Adam igien. Dog tør jeg 149haabe, han ikke er «dødet og druknet» i Sydens lumre Luft, eller i den endnu lumrere Røgelsesdamp i det kiære Fødeland, maaskee blot indslumret, og vaagner igien til et nyt Liv. Om 14 Dage, skriver han, skal han gifte sig. Brevet var 10 Dage gl – altsaa om faa Dage. Gud give Dig og Din Christiane, Du dog stedse kiære Adam, al Himlens beste Velsignelse. Amen! – Saa tomt, tildeels saaret, mit Hierte bortlagde dette, saa tilfredsstillet og ligesom kiælet for blev det ved det sande sønlige Brev fra min elskede Frederich, dette ‹…› fuldskrevne og af Hiertets Fylde fulde Brev, som jeg strax satte mig til at besvare, om det ikke nu var saa seent, og desuden Fatter Munthe var her. Men dog skal Svaret med min Koren Søndag; og her skal De atter finde min moderligste Tak, ædle Ven! ogsaa for de usigelig deylige sødtduftende Blomster, som slutter den hele vellugtende Krands. Og saa Dit Brev, Du min velsignede Lotta, det var ogsaa en sand qvægsom Balsam paa det – ak, jeg veed det – alt for forvændte Hiertes Vunder, som vil behandles saa ømt og varsomt, om de ikke skal bløde uophørlig, og som, uden denne Behandling, den vel aldrig nogen Lidende har kiendt kiærlighedsfuldere, vel længe siden havde forblødet sig. Gud skee Lov, at vor kiære President igien er bædre. Gud skee Lov for saa meget, for Alt! Ogsaa fordi de retskafne Poppes, som begge har været syge, nu ere friske, efter hvad den snilde Poppenheim skriver.

Aften. Præsten er borte. Med Hertel har jeg besøgt vor kiære Grav, om hvilken Snedkeren nu sætter et peent Stakitværk, og hvor jeg skal faae mig en Bænk, og nu kan gaae frit ud og ind. Jeg har ikke været den saa nær siden Du fulgtes med mig, dyrebare Maja, den første skrækkelige Gang, ikke knælet paa den siden Saras dyrebare Støv lagdes der. Et høyt Giærde uden Indgang indhægnede den hellige Jordplæt. Nu var jeg ikke ene, nu kunde jeg ikke knæle der. Men mit Hierte knælede og flød i Taare.

Maja, Nella og Telja har været paa Houg i Dag. Den hele udslagne Dag har min Koren staaet og gaaet ude paa Marken, hvor de pløyer til og sætter Potetes. Da lever han saa godt, efter sin Smag. Giid han ofte havde Leylighed til at leve saa!

150Fredag 25de «Morgenstund har Guld i Mund!» Ja, nu har jeg – Kl: er ikke 7 endnu – ved det velsignede Caffebord (smiil kun, mit gode Lisebarn!) strikket adskillige Omgange paa min Strømpe, været i Haven og hentet mig en frisk Aurikel, atter giennemløbet de kiære Breve, og meer end giennemløbet det himmelskiønne Digt: Das Lüftchen aus Süden, og finder ved denne anden roeligere Giennemlæsning, hvad De siger herom, min gode Egersøn, saa sandt som skiønt: «Det er, som vare (Wilhelm Meisters) Mignons Følelser satte i Æolsharpe-Musik.» – Det er et frieherligt Digt, lægger jeg til, Gud veed, uden at vilde sige nogen Borger, fordi Digteren er Frieherre, Schlippenbach benamset – Jeg er saa usigelig frisk i denne Morgenstund, og saa lykkelig. Det er den første virkelige Vaarmorgen vi har havt, og Fuglene som qviddrer saa lysteligen her uden for mit Vindue, er ikke gladere, ikke lettere om deres smaae Hierter end jeg om mit. Jeg kunde trykke hele Verden til det. Gud veed, hvordan det er, at jeg er, at jeg kan være saa glad. Dog det var ogsaa Utaknemmelighed at begruble det. Saadan vaagnede jeg, da min fromme Maja Kl 5½ kom svævende hentil Sengen og vakte sin Fader. Det var saa sødt strax jeg slog Øynene op at møde dette milde Blik, og føle hendes barnlige Mund paa min og paa min Haand. Om det kan vedvare saaledes til Aften? Ney, allerede dette Spørgsmaal hører ikke hiemme her – Nu skal jeg skrive ret for Alvor til min Lotta, og til min Frederich, ogsaa lidt til Maja mi – hun fik 8 Sider (smaae vare de sagtens) sidst, og alle Barna maae have ligt. Sallys Brev er alt færdigt paa en lille Efterskrift nær. Og nu kunde jeg lægge dette hen, vilde det ogsaa, men saa er det, som der var noget der tyngede paa min Samvittighed, som jeg først maatte have i Rigtighed. Har jeg maaskee giort Dig Uret, gode Adam? Saa tilgiv mig! Jeg vil tilstaae Dig det, og jeg vil ey opsætte det til neste Sommer, naar Du kommer til Norge. Sligt maae man aldrig opsætte, var man end vis paa at Terminen skulde opleves. Her er da min første Tilstaaelse for Eder, I mine andre Elskede, og ved den er jeg allerede saa vidt beroeliget, at jeg kan gaae til de velsignede Breves Besvarelse.

Løverd: 26de Dermed kom jeg dog ikke ret langt i Gaar. Nesten hele Eftermiddagen tilbragte vi paa det dyrebare Wilhelmsminde, hvor jeg var for første Gang i Aar, og hvor det var saa godt, at jeg ey kunde rive mig derfra.

151Men nu skal jeg stræbe at indhente det forsømte, skiøndt jeg i Dag langt fra ikke er, hverken aandelig eller legemlig hvad jeg var i Gaar. Det var da heller ikke venteligt, at det skulde holde saa længe ud. Al Ungdommen, Linchen inclusive, spadserer i Eftermidd: til Gierdrum. I Morgen kommer jeg, Hertel og lille Kaja efter til Kirketiid. Min Koren reyser til Byen, og Telja vil være hiemme og passe paa Huset.

Søndag 27de En eneste God Morgen, først og især til Dem, min dyrebare Egersøn! og veed jeg vist De i Dag tænker ofte paa Deres Moer Koren og at baade De og Deres gode Lise ønsker som kiærlige Børn den elskede Moder nærværende. Og hun er der: hun omsvæver og velsigner Eder –

Saa Eder alle en God Morgen, min Siæls Elskede! Den er bliid og skiøn den kiære Dag, som den bør være. Min Koren er reysefærdig, ligesaa jeg og mit lille Følge. Vi vilde saa giærne komme tidsnok til Gierdr. for at lye Præken, og om der kun ikke spilles os et Puds, og Pastoren er ved Anexet. Det faaer staae sin Prøve. Der er min sagtmodige Telja – som vist skal besidde Himlen – og siger: «Nu er alting færdigt, Moer!» –

Mand: 28de. Rigtig nok mødte vi den brave Chrystie paa sin Tour til Heni (Anexet) i sin hele Ordensdragt. Men vi havde nu engang foresat os at vilde høre ham, saa denne knappe Fierding (længere er det ikke) hverken giorde fra eller til. Vi toge blot til Præstegrd. for at spise Frokost, og lode saa staae ad Heni til, hvor jeg aldrig havde været før. Det er nesten den mindste Kirke jeg har seet. I min Storstue rummes vist ligesaa mange Mennesker, troer jeg. Ogsaa var den propfuld. Men i selve Christiansborgs fordums skiønne Slotskirke hørte jeg aldrig Taleren Bastholm med større Tilfredshed end i denne lille Fiælekirke Chrysties simple, rørende, skiønne Tale i Gaar. Jeg vilde ikke for meget godt undværet denne Kirketour. Sandt nok er det, at der vel ikke kan gives en rigere Text end den: Faderen elsker Eder, som vare de Ord, han valgte af det herlige Evangelium at tale over. Kort, det kom fra Hiertet og gik til Hiertet, som er den sande Kiærligheds Natur og Væsen. Lina selv – et Beviis paa hvor fatteligthierteligt det var – spurgte mig siden: «Moder, var det ikke en deylig Præken?» – Hun og min Kaja sade saa stille og opmærksomme. At Kaja hørte hvad Præsten talte, saae jeg deraf, at hun bøyede sig hver Gang, Jesu Navn blev nævnt. En Skik, der nu er gaaet af Brug, og der som Ceremonie vel ikke just betyder noget, men som jeg dog holder meget af, og aldrig aflægger. Jeg kan erindre, at jeg som Barn ofte græd 152bittre Angerstaare, naar jeg ved at giøre mig selv Regnskab for Dagens Foretagender, kom til at gruble over, om jeg ogsaa havde neyet eller bøyet mig ved at læse og høre nævne dette hellige Navn. O, at altiid vore Hierter bøyede sig ved at tænke det!

Al Ungdommen, endogsaa Kaja, gik til Kirken, og det siger da intet for saadanne Fodgiængere. Men tænk Eder, i Dag gaaer Præsten de 3½ Miil til Byen som Anfører for 5 Jomfruer, hvoriblandt er mine tre, Maja, Nella, og Maren Skieldrup[.] Denne Plan var lagt før vi kom did i Gaar, og hvor nødig jeg gav Maja mi mit Samtykke til denne, jeg frygter alt for lange Reyse, kan I neppe troe. Men var det mueligt, at slippe? Fader Chrystie (hvis Øyesteen Maja altiid har været) lovede at passe alting saa godt ved Gangen, at intet skulde være at befrygte. Give Gud denne Tour blev dem i det Hele saa behagelig, som de tænkte sig den. Deres Glæde var ubeskrivelig, men fordunkledes ved hver mørk Skye, lyste naturligviis ogsaa op igien med den. Det er intet behageligt Veyr i Dag, stærk Blæst og koldt. Dog har de Vinden paa Ryggen, og kan gaae for fulde Segl. Hvor skal min Koren undres, og de alle paa Tøyen, naar Pastoren kommer did (han lovede at gaae derom) med sine 5 bekrandsede Jomfruer – thi alle havde de krandset sine Hatte med Moos, og vare bevæbnede med peent udsmykkede Stokke, som lille Jørgen Chrystie (der ogsaa er med) og Gryner havde forfærdiget dem i Gaar Morges før Kl: 5. Kort det er et hyrdemæssigt Tog, og det undres mig, min Lotta, om Du ikke, naar Din første Forundring har sadt sig, vil synge: «Paa en lille Tue stod en Hyrdestav osv – Præsten maae være hiemme igien Christ: Himmelfartsdag, Torsdag; men Barna vore bliver inde til Fredag, og Løverd: henter vi vore fra Gierdrum. Saa er Planen, den Gud give maae lade sig udføre til almindelig Glæde og Tilfredsheed.

Vi toge tidlig hiem, vi Tilbagevendende, at de Vandrende kunde komme til Hvile, den de saa vel behøvede. Widings var der, ogsaa Madamens Syster. Saa lidt samme Widing er af mine Folk, kunde jeg dog nesten have ondt af ham. Han har faaet en vel stræng Tugtemester over sig i Agent Nielsen. Han behandler ham reent en canallie. Meest – eller kanske allene for den arme Kone giør det mig ondt. Gud skee Lov vi aldrig tilraadte hende dette Partie, snarere det 153Modsatte, det er at sige, saa vidt dette kunde bestaae efter de Skridt som allerede vare giorte. Saadanne Raadførsler skeer ogsaa for det meste kun paa qvansviis, naar Tingen alt er afgiort, eller de dog har besluttet, de Raadspørgende, at følge deres egne Hoveder.

Jeg fik i Gaar min Titan tilbage fra den brave Bergmester Bauman, som har havt den siden i Høst; og med den et meget forbindtligt interessant Brev. Han er – og det maatte han blive – indtaget i Jean Paul; men man maae kiende ham nøyere, siger han, for at forstaae ham. Ja, det maae man vist nok, og tilbunds tvivler jeg om, nogen forstaaer ham. Men før jeg forstod ham, tvang han mig til at elske sig, saa det nok egentlig kun var mit Hoved som ikke forstod ham. Nu bliver dette ogsaa meer og meer fortroeligt med ham, men vist er det, at mit Hierte aldrig har forstaaet noget bædre, end det forstaaer ham.

Heel forundret blev jeg, da jeg kom ned i Morges, og saae en Pakke paa mit Bord acurat som den jeg i Fredags sendte med et Bud til Byen til min Maja C: samme Størrelse, samme Voxdug og alt – og den var da heller ikke fra andre end samme min Maja, som jeg nu ønskede, om ikke for andet end Raritetens Skyld, havde fundet min ligesaa uformodet liggende for sig. Sikkert troede ogsaa Du, det var den samme, Du havde afsendt, der ligedan var retourneret – Men saa fik Du, Elskede, kun et Par Linier fra Din Moer Koren, som Du nu glædede med et langt kiærligt Brev, for hvilket Du ogsaa her modtage min kiærligste Tak. Gud give Torsdagen var der, saa fik jeg en Fortsættelse af det, som jeg længselfuld seer imøde –

Ogsaa laae her et lille Brev fra den ældste Jomfr: Horster, skrevet i hendes Faders Navn, med Forsikring at min Jes nu er fuldkommen karsk, da de hver Dag saae ham flere Gange, ofte havde talt med ham, og han nu, da hun skrev, var hos Flor. Altsaa en deylig ‹…› Morgenhilsen. Var jeg kun roelig nu for min Maja. Stormen vedvarer. Maatte alle Storme lægge sig, de ind- og udvændige, som ængster mine Dyrebare! (og mig) Og de vil det, Elskede, de vil det. Men som de physiske luttrer Luften, og bringer Velsignelse og Sundhed, saa luttres vel og forædles vor Siæl ved de moralske Storme.

154Tirsdag 29de Giørup og hans Kone kom her i Gaar Eftermidd: og blev her til Kl over 10. Da de vare borte, og Telja havde fulgt op med de Smaae, blev jeg længe siddende ene nede i Stuen. Med et blev den Stilhed omkring mig – alle Mennesker havde lagt sig – mig saa ængstelig. Jeg tænkte mig et Øyeblik: om du stod saaledes ene i den hele Verden! Den maatte forsvinde saa hastig som den opsteg, den skrækkelige Tanke. Hvem kunde udholdt den længere? Jeg ilede op paa mit eensomme Kammer til mit eensomme Leye, hvor Søvnen ikke længer lod mig blive allene, men hensatte mig i et Virvar af Mennesker og Begivenheder, som, kunde jeg erindre og fortælle dem alle, vilde blive en heel tiecksk Roman, thi Dyr og Træer og Blomster talede i mellem hinanden, og gebærdede sig heel underligt. Formodentlig har det været en Udvikling af de dunkle Ideer i min Siæl foranledigede ved Følelsen af min Eensomhed og den Taushed, som hærskede omkring mig. Ved nøye at efterspørre Ideernes Gang, kommer man dog ofte efter Forbindelsen mellem disse og vore Drømme, kom maaskee altid efter de naar man erindrede sig hine rigtigt, og giorde Sammenligninger mellem dem og det drømte. Iblandt andre Herligheder som Drømmen begavede mig med, var mange deylige Leivkøyer, og een eneste stoer Provinzrose, den skiønneste jeg har seet, men uden grønne Blade, og den blomstrede, eller rettere laae afplukket bag et fiint hvidt giennemsigtigt Forhæng. Grundstoffet til dette Syns Frembringelse kunde jeg vel ogsaa opdage; men jeg vil ikke søge efter det –

Vi har hørt fra Gierdrum, at Selskabet gik i Gaar Morges Kl: 7, og at de endogsaa havde faaet den gode Mad: Chrystie overtalt at blive med. Det er ligesom en nye Beroeligelse for mig: des sædeligere gaaer det. Ja, ja, hun har vel syntes som saa, at det ikke var saa raadeligt, Præsten gik ene med alle de Jomfruer. Maaskee har hun ogsaa tænkt: «Hvad vil Folk sige?» og at man «saa men maae staae paa sin Repetation.» – Dog fraraadte jeg hende det, naar vi nu skal tale alvorligt, thi de vare alle om hende og bad hende. Men hun kan nok ligesaa lidt med at sige Ney som jeg. Hvor bebreydede jeg mig denne Svaghed i Aftes, og ængstedes for min Maja, og tænkte: bliver hun nu syg, var end ikke denne Tour Skyld i det, dog vil og maae du bebreyde dig det, og lide dobbelt. I Dag ‹…›teksttap nederst på siden roelig, ligesom Veyret og med Guds Hielp bekommer det hende vel.

155Det kiære Barn er ellers gaaet glip af en Fornøyelse hun sætter stoer Priis paa som paa alle landlige Optrin. I Dag slap vi Creaturene, og det vilde glædet hende dobbelt, da de vare i saa god Stand, som mueligt, og giorde nogle Hallingkast, saa det var Lyst at see. Men nu vil det nok blive Smalhans for de arme Dyr, da ude kun er saare lidt at faae og vi dog ey kunde holde dem inde længere. Det er tungt, i Slutningen af May ikke at kunde fæste sine Øyne paa en eneste ret grøn Plæt. Dog spaaer alle et godt Aar. Gud give os det. Vel kunde det arme Norge trænge til det.

Det er kommet mig saa fast i Hovedet, at Øhlensläger har Bryllup i Dag. Herren velsigne og bevare og lyse sit Ansigt over Eder, I Elskede, og være Eder naadig og give Eder sin Fred! Amen. – Brylluppet maae nu have været eller blive hvad Tiid det vil, Velsignelsen giælder stedse

Onsdag 30te I Gaar Eftermidd: skulde vi første Gang forsøge at trække Karusser i Liøgodtkiæret. Men Vandet er endnu for koldt, og saa tog det som det pleyer, paa at blæse, saa vi fik ingen (først seent i Aftes fik Hertel, den Ufortrødne, nogle enkelte men meget store) Da vi havde drukket Caffe paa Wilhelmsminde, gik hver til sit Arbeyde her hiemme, kun min Lina og Kaja bleve hos mig deroppe, og havde sit Stel ude paa Bakken, imens jeg sad ganske allene (for første Gang) med mine svenske Digtere, med Polymnia, som min hulde Maja, der deler alt godt med mig, har sendt mig. Dette lille Bind indeholder mange nydelige Smaaestykker, og jeg sad just fordybet i et af de skiønneste, Hoppet, (som jo ogsaa er det skiønneste, Livet har at byde os:) da jeg hørte andre Stemmer udenfor end mine Glutters. Det var Fabritius med sin Grethe, som kom fra Plogstad, og bragte mig mange venlige Hilsener derfra. Ret frisk er min Rikke desværre ikke i disse Dage, men lille Wilhelm og alle øvrige i ønskeligt Velgaaende.

Da jeg endnu ikke har faaet sadt min Husholdning deroppe, havde jeg intet at byde de Fremmede. De fulgte altsaa hiem med til Hovind og drak Thee her. Det beste af alt dette er, at jeg fik hværvet Lieuten: til at gaae til Byen for at følge den da nu hyrdeløse Hiord tilbage. Han skulde derind sagde han, med det første, og da det var ham det samme naar, fandt jeg ud, det var bedst han gik i Dag, blev over i Morgen: og førte de Forladte til Gierdr: Løverdag. Var ikke det perfect af mig? Lottamoer! men var det ikke ogsaa snildt af lille Grethe, at hun ikke havde det mindste imod denne Expedition? Jeg synes vi førte os alle sammen op, som levede vi i de drabelige Riddertider.

156Der kom Telja mi leende ind til mig: «Moer, nu kan der lyses af Prækestolen for Borch og Nella naar det skal være, for nu er Bryllupsøllet i Kiælderen, og før maae der aldrig lyses for et Par Forlovede» Det har jeg aldrig vidst før, og I maaskee ikke heller, mine Elskede, thi bleve vi nu alle saa meget klogere. I Morgen skal rigtig nok, uden Hensyn til Øllet, lyses for dem.

Og nu er vel snart min Koren paa Hiemveyen. Mit Hierte banker ham glad men lidt ængsteligt imøde. Var alting dog vel derinde!

Christi Himmlftsd: sidste May. Gud skee Lov, det er det. Maja var lige færm den anden Dag, og da hun kom til fuld Bryllupsstads, gik hun om Tirsdagen til Agers Kirke med Brudeparret og det hele tøyenske Huus, hvilket Tog Lotta mi har beskrevet mig noksaa morsomt og omstændeligt. Ogsaa min Jes er rask igien, og den kiære President meget bædre, end han har været, kort, alting saa saare vel. Men nu begriber I da slet ikke, hvem der havde Bryllup paa Tøyen. Jeg faaer da vel fortælle Eder, at det var Stuepigen, Hanna, som har været der længe, er fød paa Sundmøer, hvor Presidenten var Sorenskriver, kom lige derfra til Bulls, hvor hun har været behandlet mere som Barn end Tiænestetyende, og nu havde hun sit Bryllup der med Hæder og Ære, fik en ung rask Mand – selv er hun en vakker ung Pige – som bruger Læsten og Violbuen lige godt. Presidenten har kiøbt Huus til dem, og disse Gode stræbt at giøre alt for dem saa godt mueligt. Der var temmelig stort Selskab der om Eftermiddagen. Om Formidd: vare de viede af den brave Ottesen i Agers Kirke, hvorhen, som sagt, Frue Lotta med alle sine tre Jomfruer, Major Hvidtfeldt og min Koren, ledsagede dem. Den lustige Generalinde Meyer kom did med sin Mand for at see til Presidenten uden at tænke paa slig Høytiid. Hun maatte da blive i sin hvide Skiørt og Trøye, hvor hun dog vist tog sig fordelagtig ud mellem gamle Mardamer med kulsorte Peruqver og rosenrøde Blomster etc. «Saa pene bliver vist aldrig du og jeg, Gullet mit» skriver Frue Lotta. Det er værre, min Malla D: end Hyacinthen i Nakken; thi saa galt falder det dog ikke i Øynene med Ungdommen som med Aldrende, naar de ugler sig ud.

Det er saa længe siden jeg var i Kirke naar Munthe prædikede. I Dag gaaer jeg med min Koren og Smaaeungerne vore. Denne Dag har fra min Barndom været mig en af Aarets kiæreste Dage, vel tildeels fordi den falder ind i den behageligste Aarstid. I Aar er der ‹…›teksttap nederst på siden ‹med› Behagelig ‹…› 157Mad. Munthe fulgte hid i Dag med sin Mand. Det var en Streg i min Regning, men «Puus faaer taale det» selv naar Flor lader Skindet trække af den. Og saa vidt gaaer det dog ikke her. Nu skal vi følges ad i Kirken. Naar jeg kommer hiem, venter jeg at finde Posten, og det saa inderligt længselfuldt ventede Brev fra min Maja.

Aften. Ja, dyrebare Maja, jeg iler til Dig, alting er færdigt til min Reyse i Morgen tidlig. Du ønsker, og vor elskede Sarathrine ønsker saa hierteligt at see og omfavne Eders Moer Koren inden Fhldstouren, og skulde jeg da ikke gladelig opfylde dette vort fælles Ønske! Jo, jeg iler, paa Kiærligheds og Venskabs og – Glædens Vinger – I Morgen længe før denne Tiid venter jeg at være paa det velsignede Tøyen, Løverd: længe før Aften i Eders Arme.

Munthes er reyst. Jeg fulgte dem til Wilhelmsminde – og nu skal du ogsaa giøre dig reysefærdig, min kiære Dagbog: –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1810

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.