[August]

3

Hovind

1^ste August Vær mig og min hele Kreds hiertelig velkommen, kiære Dag! Jeg begynder saa giærne en nye Halvaargang med dig, min gode, retskafne Pavels Fødselsdag. O I gode kiære Mennesker, min Pavels, min Maja! seer den ofte igien og altiid med Glæde, denne Dag, og vi skulde Alle glæde os med Eder. Og endnu engang i sær mig og min hele Kreds velkommen, kiære 1^ste August! Det er ogsaa min snilde Fetter Randulfs Fødselsdag, og Jacob Bulls – Gud lade det gaae Eder alle vel! – Men hvem mon i Dag er paa Festningen? Realf og hans Thrine, den elskede Søster og Broder, er fraværende, og Presidentparret, ellers vidste jeg dem der – nu veed jeg ingen der med nogen slags Vished, uden Munkeparret, Edvard og Sophie. –

Vi kommer nu, Kl: 7, fra vor sædvanlige Aftenspadsertour paa Kirkegaarden, lille Zarine og jeg. Foruden den vakre Krands til Mindet, med ^af de nesten sidste, smaaelig sankede Roser, pyntede jeg en frisk Grav, som i Dag modtog vor Naboes Søn, en rask 12 Aars gl: Dreng, som kun var syg i nogle Dage. Paa Tilbageveyen talte jeg med Faderen, som var meget vemodig. Endnu har han 6 Sønner, men nu, den 7^de er borte, var det, som denne havde været ham den kiæreste – den eneste –

Saa snart vi har spiist vor Grød, skal vi giøre en lille Spadsertour. Veyret er altfor himmelskt skiønt til at være inde i.

Fredag d: 2^den Vi kom ey længere end til min Høy. Der bleve vi siddende længe, og ønskede jeg: giid nu Lotta kom mens vi sad her! dog ventede jeg hende ikke før Løverdag. I min Saras Grotte kunde vi ikke opholde os, Duggen faldt saa stærk, og vi maatte vandre hiem. Men neppe vare vi komne innad Døren, før to Karioler kom rullende i Gaarden. Det var min Lotta og hendes Hr Gemahl og Hr Søn. Et Øyebliks Tøven paa Christianehøy havde bragt mit Ønske i Opfyldelse. Efter dem kom en Lieut: Thorvig, med hvem Presidenten underveys havde byttet Eqvipage, da han kiørte og Lawsonmand reed, hvilket ikke syntes at være i sin Orden. Nu sidder Lottamoer her og læser mit sidste Journalhefte, som i Morgen skal gaae med bemeldte Lytnant til Tøyen og Aggershus festning, og derfra videre sin gl: Tour –

Min Koren er gaaet til Gilstad, hvor han har Maanedsting, Ungdommen er paa sine Veye, Presidenten allene i Dagligstuen, hvor han nyelig har læst Eders Sidste, mine dyrebare kbhnske Børn, som han var saa glad i, som han stedse er ved at høre noget fra sin ædle uforglæmmelige Treschow – Saadan har vi det, og som I seer, ret godt.

4Et velsignet langt sønligt Brev fik jeg i Gaar fra min Frederich, et lille vennehuldt fra min Kista, og nogle Linier fra Nella, som tilligemed en lille peen Kurv og i den et grønt Slør, skulde ariveret hid den 27^de Julj, men kom først nu, Brevet at sige. Kurven faaer jeg selv hente paa Tøyen thi i Følge mit Løfte følger jeg ind med min Lotta for nogle Dage, som hun og Kista paastaaer jeg snød dem for da jeg kom tilbage fra Majadal, og nu vil have betalt. Det er travle Høstdage, og jeg faaer bide i alt det sure Æble at tage Skyds og selv være Kudsk. Tirsdag siger Fruen er den yderste Tiid hun kan blive her. Presidenten tager i Morgen til Høeland, Sønnebarnet til sit Tønsager, hvor hans Frue Mama fandt sig ret fornøyet, siger han, og tog til takke med simpel Beværtning. O det maatte være underligt, tog ikke en øm Moder tiltakke med alt hos et elsket Barn. Egnen deromkring er skiøn som paa hele Hedemarken, og «gode Naboer og saadanne Ting» er der heller ingen Mangel paa. Behøvede en Moder som Lotta mere, eller engang saa meget, for at være glad i sin Jørgens Huus?

Løverdag 3^die Kl: 5 i Morges tog Jørgen afsted, nogle Timer senere hans Papa; og blev det forinden afgiort, at vi nu først reyser herfra Torsdag. Saa beholder jeg min Lotta, Zarine og hendes Wærner de Dage med, og havde de tvende sidste og saa bestemt sig til at blive just saa længe. Det er da ret tilpas i alle Maader. Mindre tilpas er det mig, og sikkert os alle, at vi i Morgen skal spise til Middag hos Lehnsmand Riis i Nannestad, hvor da vel det meste af Dagen gaaer saa at sige tilspilde. Dog, mit kiære Selskab er med mig, og Fogdens kommer der ogsaa, og er ikke Præstefolkene der, giør vi nok en Tour did. Anledningen til denne Stads er, at Futen og Hertel har kiøbt en Gaard der i Nærheden, hvor de i Morgen skal have Høehovning.

Denne Dag er gaaet som de forrige, en Deel af den i Haven, og en Deel af Aftenen paa min Høy og i Saras Grotte. Hvem lever ikke giærne naar det lader sig giøre, under Guds skiønne Himmel i saa himmelskt Veyr!

Mandag 5^te Aften. I synes vel det er seent jeg giør Eder Regnskab for denne og Gaarsdagen, mine Elskede; men vide maae I, at vi først nu, Kl: over 5, ere ariverede tilbage fra Nannestad. Lige til det yderste skrev jeg i Gaar, til min Maja C: og Hr Frederich, og var netop færdig 5da Futen og hans lille Madam rullede ind i Gaarden. Frue Lotta, Zarina, Kaja og jeg kiørte sammen, Fetter Hosevinkel var Kudsk. Hertel var i Forveyen, Koren, Jess og Lunde til Hæst – vi var, som I seer, et honorabelt Følge. Fogden forførte os til at kiøre den slemme Sognedal, som bestaaer af lutter svære Bakker, og er desuden Veyen overmaade slet vedligeholdt. Men Fetteren er en flink Gut ^Kudsk, som han i det Hele er en flink Gut, og det gik nok saa godt. Foruden os var der ingen. Præstefolkene havde lovet at komme om Eftermiddagen. Riis, som efter at have været nesten vanvittig af Hang til det Stærke, det er med andre Ord: som aldrig kunde «vara tør i Struben», er nu meget ordentlig, som jeg vil ønske maae vedvare for hans egen og store Families Skyld. Han har nu en nye deylig Bygning; som er saa beqvæm og net at det er en Lyst. Vertinden seer man kun sielden, først naar man skal tilbords. Did stod vor Hu, da vi alle vare skrubsultne, og negter jeg ikke, at Tiden gik allerbedst for mig indtil min Appetit var tilfredsstillet. Det blev den strax og rundelig ved en deylig Skinke og ditto grønne Ærter. Stegen, ja selv Jordbærrene med sin behørige Fløde til, fristede mig ikke mere. Da vi havde spiist, tog alle Mandsperfolkene, min Husbond undtagen, til den omtalte Gaard, hvorpaa Dødningen var, vi 3 Mardamer toge os en Middagssøvn, og lille Zarine giennemsøgte det i samme Værelse staaende Bibliothek, men fandt intet til Trøst og Opbyggelse uden Fondonatus Pung og Ønskehat og da den ikke strak til at mane Søvnen bort, sank ogsaa hun sødelig i Blund der hun sad paa Stolen, hvor hun havde langt mindre Stødning end Kiærringen som faldt ud af Kirkestolen; dog sad hun – og blev siddende. Lotta og Rikke havde ogsaa hver sin Krønike at læse sig i Søvn med, og giorde sprænglærde Anmærkninger, og bleve meget klogere end de vare tilforne. Med mig foregik ingen Forandring. Ved Caffebordet gik Tiden atter, ikke som den var kiørt «med Svøbe» men med et pynteligt Fastelavnsriis, fast endnu bædre og meget hurtigere end ved Spisebordet. Mens vi sad der, ved Caffebordet nemlig, kom Fader Bierk. Hans Fruentimmer torde ey ud i den, virkelig forsmædelige Hede – de kom efter først Kl: 7, Moer Bierk, lille Elsemoer, og end senere Gina Broch, som Fogden havde taget med sig paa Hiemveyen. Nu var vi ret et godt Compagnie[.] Men derfor vilde vi ikke heller skilles ad saa snart. Kun min Koren, som skulde til Eidsvold Mandag, tog hiem, og Christie og H Jess, som skulde til Næss. Fogdens blev Natten over hos Rises, ogsaa Pastor Chrystie som om Aftenen kom did, men Lotta, Zarina og jeg, samt vor nye Kudsk, Hertel, tog til Præstegaarden, hvor vi ey slap fra før i Eftermiddag, og hvor man altiid giærne bliver saa længe man kan, selv om man forudseer der vil vanke en blødt Trøye, som i Dag var Tilfældet med os. Fogdens var i Følge med os fra Bierkes. Ogsaa var den Tour forbi 6som var af de ganske bra, men hvorved ingen glædede sig som lille Kaja, der paa Humble fandt saa mange Legekamerater. Dog var hun nesten rasende af Glæde da det bar hiem ad. – Hvad mine Øyne først faldt paa her hiemme, var et Brev fra lille Maja mi, hvoraf jeg erfarer alle mine derværende Elskedes Vellidende, og at samme Maja d:10^de August, Borches Bryllupsdag, skal være Fadder til det unge Pars Førstefødte, som alt er benamset Christian Wilhelm[.] Gina Brocks Sara er et sødt lille Barn. Hvor ædelt handler denne sieldne Familie af gode Mennesker, det hele præstelige Huus, med min kiære Gina! Midt i sin egen Families Skiød kunde ikke Kiærlighed og Ømhed omgive hende mere end nu. Hendes Mand er endnu ^{hos Brock} som jeg nok før har fortalt Eder, ikke selv er istand til at forrette noget, og nu ganske er entlediget fra Embedet.

Tirsdag 6^te Vi havde overlagt med Rikke, at vi i Dag skulde mødes paa Houg, drikke Caffe og spise Mælk der, og ret have en fornøyelig Eftermiddag. Men Skiæbnen vilde det anderledes. Med det Bud som skydsede lille Jessen til Byen i Søndags, fik stakkels min Zarine Brev fra sin Svoger, at hans Barn var dødsygt, og hans Kone, naturligviis ikke frisk; selv var han i høy Grad nedslagen. Der blev paa engang en sørgelig Streg i vor Regning. Før hendes Werner kom hiem, kunde hun ingen fast Beslutning tage, skiøndt hun strax bestemte sig til at reyse ind i Dag, hvad jeg i hendes Sted ogsaa havde giort. Ak, den qvælende Uvished – hvad kan være skrækkeligere end den? Christi og Jess kom i Nat, og i Formidd: tog det gode Barn bort, inderlig bedrøvet. Gud lade hende finde det taaleligere end hun, end vi alle tør haabe det!

Onsdag 7^de Da Zarine var reyst blev her saa stille iblandt os. Jeg havde, som jeg i alle disse Dage har havt, meget at skrive, og min Lotta satte sig herind hos mig med sin Bog og sit Strikketøy. Om Eftermiddagen drak vi Caffe i Haven, men det blæste lidt koldt, saa vi ey sad der længe. Dagen sluttede vi, Lotta og jeg, med et Besøg paa Graven, hvor hen vi bragte de sidste Roser, og en Nellike fra lille Zarina, som paalagde mig at bringe den did med en Hilsen fra hende, da hun selv ikke fik Tiid at tage Afskeed med dette ogsaa hende hellige Sted – Vi sad længe der, talte om de sødt Hvilende, om hvordan deres Hierter allerede her «groede tæt tilsammen» – Aftenrøden smilte i vore Taare. Vi gik med Løfte i Dag at komme igien med en frisk Krands; men 7den stærke uophørlige Regn forbyder Opfindelsen af dette kiære Løfte. Nu har jeg, kiæmpende med en stærk Hovedpine, som dog efter en god Middagshvile er taaleligere, skrevet til den mørke Aften, pakket ind o.s.v. Det tegner til daarligt Reyseveyr. Og nu seer jeg knap at sige Eder, Dyrebare, Godnat!

Torsdag, d: 8^de Wilhelms tyvende Aars Fødselsdag – O du Glædens og Smertens bittersøde Dag, Vidne til min høyeste Glæde og min dybeste Smerte – Du min Førstefødtes (i Dag 23^de) Fødselsdag! med hede Taare hilser jeg, skal jeg hilse dig saa ofte jeg endnu skal see dig vende tilbage «indhyllet i dit Sørgeslør» – men mit Hierte velsigner og skal evig velsigne dig –

___________

En mørk Taage hviler over Jorden. Det er ret en Høstdag!, dog regner det ikke endnu, tør maaskee ogsaa blive klarere opad Dagen – Kl: er nu først 6 – Henimod 10 reyser vi, og reyser med lettere Hierter, da vi i Aftes fik Brev fra den gode Zarine, at hendes Søster var brav, og Barnet vel meget sygt, men dog ikke uden Haab. «Saa roelig som jeg nu er, skriver hun, kunde jeg ikke været, var jeg blevet paa mit ellers saa kiære Hovind» – Det er saa vaaadt, at jeg ikke kan bringe mit Blomsteroffer til Wilhelm til Fødselsdagsgave. Min gode Werner er gaaet did med det paa mine Vegne. Og nu har jeg kun en Gang at giøre, saa er mit Huus beskikket. Det er til den arme, ak saa længe lidende Inger. Døden har en langvarig haard Kamp med det saa unge Liv.

Tøyen

Fredag 9^de Da jeg med et beklæmt Hierte kom tilbage fra den Døende (som tog Afskeed med mig, rakte mig sin hede tørre Haand, uden at kunde tale – paa Trækningerne i det dødninglige Ansigt saae jeg, hun vilde græde, men Taarekilden er udtørret endnu før Livets sidste Gnister slukkes) – mødte jeg Werner og min Lotta, som kom fra Haven, og paa Lottas Øyne saae jeg, hun havde været længere. Ja, hun havde bundet og bragt en Krands til sin Wilhelm, og den sidste Natviol til sin Sara, hvis Yndlingsblomst det var – Strax efter forlode vi Hovind. Veyret vedblev at være mørkt, dog slap vi ganske for Regn, og det var mildt og godt at reyse. Paa Skrimstad (did havde vi egne Hæste) stod Skydsen færdig, og ligesaa paa Grorud, saa vi fra Moe ikke vare af Vognen før vi stege ud ved det vakre Tøyens Haveport, hvor min Kista, liden Hanna, og Zarinchen kom os saa glædelig imøde. At Wærner 8var Kudsk, og at vi ved Lakkegaarden mødte Zarina paa sin Vandring til Tøyen, hører endnu til Reysens Beskrivelse. Her paa Ha‹…› Havetrappen fandt vi vor kiære Vært presidere i sin Nattrøye og hele sædvanlige Negligé. Han var netop kommet saa meget forud (fra sin Hølandstour) at han var blevet rigtig hiemmelig. Capit: Widing kom hid og blev her til Aftens. Presidenten fik sig en Piqvet med den unge Fetter Christie, vi andre havde nok at prate om, spiste og drak for Resten, og havde det saa hyggeligt, som vi haaber at faae det i Dag den hele Dag i vor Eenlighed –

Husets Fader tog tidlig til Byen. Jeg vilde været hos Frue Maribo i Anledning af en Amme, ikke jeg, men Koren har skaffet hende (og(og] venstre parentesbue erstatter komma (ved overskriving) ^{har han} havt det nok saa travlt for at komme i Maskopie med den smukke unge Kone) men Veyret er saa ufysent, som Lotta siger, og ret rask er jeg heller ikke, thi lod jeg det beroe ved skriftlig Underretning, og sendte nu med denne en nydelig lillebitte, neppe øynelig Vugge fra samme Hr Skriver til samme vakkre Frue. Hvad tykkes Eder, mine Elskelige, om denne min gamle graahaarede Coridon?

Løverdag 10^de Vi spiste tidlig i Gaar Middag, for at faae os en god Middagssøvn. Men neppe havde vi vor deylige Laxesuppe tillivs, og var i Begreb med at forføye os til Hvile, saa kom Biskebasken, Sally vor, saa heed og rød fra Byen, og talte om, strax at gaae igien til sit Hiem da hun havde været nogle Dage i Byen. Dog lod hun sig accordere, det kiære Barn, og blev til den mørke Qvel. Da jeg herom havde hendes Tilsagn, gik jeg for at hvile det trætte, nu i nogen Tiid ret meget svage Hoved; men sove kunde jeg ikke, og tog fat paa min gl: Niels Klim, som laae her fra sidst. Ney tænkte jeg, du faaer dog ind til Sara di, Niels Klim er nu i Roe hos sine Martianere, og løber ikke bort, lille søde Sara er du ikke saa vis paa at finde igien – Efter denne indvortes Monolog gik jeg da ind i Dagligstuen, der beskygget af det største Castanietræe jeg har seet, ret indbyder til Middagssøvn. Og Frue Lotta og Miss Sally havde saamen ikke ladet sig indbyde forgiæves, men sad i sød Slum hver i sit Hiørne af Sophaen[.] Kista var i samme Forretning i sit lille Kammer, tænker jeg. Alt var tyst og stille. Thi vandrede jeg sagte tilbage, og saa videre med Sieur Klim, som just nu er i Begreb med at giøre sine Parykker. Dog, saa sagte jeg gik, havde Sara hørt det, og kom lidt efter herud, halv i Søvne, saa vidt jeg af mange Ting kunde slutte mig til. Ud paa Eftermidd: 9kom den vakre tækkelige Frue Maribo, saa hiertelig glad over den Amme jeg havde skaffet hende, og over den lille Kurv fra Skriveren. Hvor megen Deel han havde i Amme-Commissionen lod jeg hende vide, at han engang i Tiden kunde faae den Løn, han i Stilhed giør sig Regning paa, som I nok begriber er et Kys, og det er vist og sandt, enen] rettet fra: et ved overskriving kysseligere Mund har jeg ikke seet. Til Høsten flytter de til Økeren, som I jo veed, Maribo har kiøbt af Collet for den, i disse Tider urimelig lave Sum, 61000^rd. I 8 Dage betænkte Collet sig inden han sluttede Kiøbet, og 8 Dage efter bød han Maribo 5000^rd Overpenge, for at faae det tilbage, men naturligvis for seent. Lotta og Sally glæder sig til dette nye Naboeskab, og jeg med paa deres ^{og mine} egne Vegne. Nu skal jeg vist oftere see det deylige Økeren igien, som kan vente al muelig Forskiønnelse herefter. – Just var Thee-Sessionen forbi, saa kom mit elskede Slotspræstpar spadserende, og har jeg aldrig seet Fader Pavels raskere, jeg havde nær sagt saa rask, som i Gaar. Det er Din Dal, min Maja, og alt dens velsignede Tilbehør, der har havt denne gunstige Indflydelse paa vor Vens Sinds og Legemshelbred, det troer han selv og hans Maja, og vi alle med dem. Frue Maribo reyste, de blev, og Wulfsberg som endnu kom senere, blev ogsaa til vi havde spiist. Arme W: han seer nu igien saa svag ud, og er det nok ogsaa i høy Grad. Ak, han vilde selv majadalsk Luft neppe helbrede. – Saa gik denne Aften mindre stille, men ikke mindre behagelig, end vi fra Morgenstunden tænkte den vilde gaae – I Dag er mit Hoved saa reent elendigt, og frygter jeg, det for Alvor bærer tilsengs med mig. Og dog havde jeg foresat mig at opofre den til Afbetaling paa min, til «en frygtelig Høyde» stegne Brevgield. – Presidenten, som har faaet en slem Forkiølelseshoste, men ellers Gud skee Lov er munter og færm, er gaaet til Byen for længe siden, og kommer først seent i Aften hiem, da han skal til Rosenkrantzes – I Dag er det Nellas Bryllupsdag, og i Dag er hendes Søn til Daaben. Min Maja er Fadder der.

Søndag 11^te Resten af ^GaarsDagen gik tildeels i Sengen, hvor en smertelig Hovedpine holdt mig flere Timer, deels med at faae et Brev færdigt til mine elskede Børn i Kbhn. Vi vare i Stilhed og ganske ene, og kunde havt det saa godt, havde ikke den slemme Hovedpine giort en Streg i Regningen, og det giør den kun alt for ofte, vil maaskee ogsaa giøre det i Dag; thi vel er den endnu ikke saa slem, men en yderlig Mathed giør mig det vanskeligt endogs‹aa›, at holde Pennen – og hvor giærne vilde jeg være frisk i Dag, da min Pavels og Maja og Sally kommer her. Fetter Christie var her et Par Timer i Aftes men han forstyrrede ikke vor Roe –

10Mandag 12^te Endnu hviler alle her i sød Roe, kun min Hovedpine hviler ikke mere, dog er den endnu taalelig, og imens den er det, vil jeg giøre Eder Regnskab for hvordan Dagen gik i Gaar. Til Middag var her Slotspræstens, Wittrups Jomfrue Wolderne og Agatha Messel, min Zarina og hendes Werner, tre Lieut: Stenersen, Thorvig og Eklev. Alle vare komne, kun Sally ikke. «Hun husker vist ikke andet, end at hun er i London hvor Middagen er henlagt til Kl 5» – sagde vi mellem os, og gik tilbords og lod staae Plads til Morbroer Peter – Da vi havde spist, truede min Kista mig til at lægge mig lidt, og det giorde godt. Med et blev min Dør aabnet i en Fart, og Biskebasken Sara kom midt paa Gulvet, der blev hun staaende forundret og bedrøvet over at finde mig der, sit Liggende fæe. Jeg stod ret karsk og fornøyet op, og gik den hele Dag i Fliid og Gammen, thi alle Damer havde Arbeyde med sig, kun ikke Sally, deels for hun kom saa seent, kan jeg tænke, deels fordi hun endnu paa sin engelsk ikke vil vanhellige Hviledagen. Ud kunde ingen komme – men der kom Kista mi ind med en Kop Caffe, og nu har jeg været inde og pratet med min Lottamoer, og med vor kiære President, som alt er faret ad Høland til igien. Qvæget og styrket vender jeg da nu tilbage til Gaarsdagen – Mad: Wittrup, den eneste af Selskabet jeg saae første Gang, har i sit hele Udvortes megen Lighed med Lisemoer paa Eger, er meget stille og tækkelig. Til dette kommer, at man veed hun er saa saare agtværdig i alle Henseender. Ved Musik- og anden Undervisning erhværver hun mere, end hendes Mand er istand til, dog skal han stræbe troelig med hende, og syntes jeg i Gaar langt bædre om ham end ellers i den senere Tiid – Presidenten spiste hos Printsen, men kom hiem Kl: 6. Da gik det løs paa en Boston, og en Piqvet. Alle ikke Spillende leyrede sig i den store vakre Forstue først om Æolharpens Himmeltoner, siden om Maja P: Sally og Wittrup som istemte nok saa jufligt mangen Sang, men bragte sielden nogen tilende fordi ingen af dem var saa stærk i Texten som i Musikken. Jeg tænkte sukkende paa min Egersøn som er stærk i begge Dele, og var et Par Gange paa Veye at kalde Fader Pavels fra Bostonbordet, at han kunde komme de Syngendes Hukommelse til Hielp. Men meest harmedes jeg, da midt i min ^den søde Vuggesang af Aladdin, Mad: Maja og Miss Sally brød ud i Skoggerlatter. Sara lod neml: Alladdin skiære sig en Fløyte af en Mindesteen istæden for af en Hyldegreen, og det hørte Maja, og Sang og Klang var forbi og min Taalmodighet med. De vilde jeg skulde dømme hvem af dem der var ^den Skyldigste, og jeg sagde blot: «Vee den; fra hvem Forargelsen kommer!» – Ellers gav dette Anledning til en Anecdot om en Jomfrue 11– og «Tak, hun var endnu værre» end Miss Sally – som i Abrahamsons deylige «Værer Fred med Eder Alle» – lod «store Stene falde og døe» – saa skal hun virkelig istæden for «stode, strede, faldt og døde» have siunged: «Store Stene faldt og døde» Kl: halvelleve gik hver til sit, efter at vi vare blevne enige om, Onsdag at hiemsøge vort kiære Slotspræstpar, vi herfra og Sally. I Haab om, at vor Realf og Thrine kunde komme inden eller til den Dag, udsatte vi denne glade Samling til den sidste af de Dage jeg bliver her. Et Brev i Dag fra Maja C: har dog nesten betaget os dette glade Haab. Gud signe Dig, Elskede, for det lille Brev, som siger mig at et større er ariveret til Hovind, som jeg nu vel først finder der. Tillige seer jeg deraf at jeg i neste Uge kan vente min gode Søster Inger Flood og Mand fra Schien. De skal være mig hiertelig velkomne –

Aften Jeg vil kun – thi det er allerede mørkt – lade Eder vide, at jeg nu kom tilbage fra et lille Besøk hos de gode Olsens, hvor jeg dog kun traf Fruentimmerne hiemme, og en Jomfrue Selche som var der da jeg kom – De vare ey fornøyede med min Stadsvisit, som dog varede 3, 4 Timer, især satte Zarinalild ret et Bededagsansikt op – Resten i Morgen. God Nat!

Tirsdag 13^de God morgen kan jeg ikke sige, thi det er alt langt paa Dagen, hvoraf den største Deel er gaaet med Brevskrivning. Det sidste af disse, og det længste, sluttede jeg just nu. Det var til Dig, hulde Maja C, Svar paa Dit Lille med Posten i Gaar, og det velsignede, 6 Sider lange Dagbogbrev, som jeg i Aftes fik fra min Koren indsendt tilligemed nogle Linier fra ham selv. Ved Lys læste jeg og maatte jeg læse dem flygtig igienem, og nu har jeg gientaget dette kiære Arbeyde ved Guds blide Lys, som i Dag skinner saa vederqvægende efter flere kolde Dage. Ogsaa er det efter flere mørke Dage blevet lyst igien i mit Hoved, som ikke længe har været saa godt som i Dag. Vi har været ganske allene til nu, Kl: 5, da Olsen, hans Kone, Zarine og Christie kom. De drikker nu Thee i Haven, hvor vi ogsaa drak i Morges, og Lotta og Kista hele Dagen har sadt med deres Arbeyde. Jeg har blot nu og da giort et Sprang ud til dem. Endelig er min Post for denne Gang færdig, og er det kun mens jeg venter Lys til Forsegling jeg vedbliver at sladdre med Eder, Elskelige! I Morgen skal jeg fortælle om al den Stads her skal blive i Byen; i en vis høytidelig Anledning. Ellers er det Spot og Skam som de giæstererer og flanærer her i denne Bye. Giæstebud afløser Giæstebud, og det ene prægtigere end det andet; alt, det forstaaer sig, hos de saa kaldte Kiøbmænd. Hos Stens paa Ellingsrud var Printsen, jeg troer i Fredags, og Stadsen der skal have været gefærlig. De havde faaet Atlaskes Gardiner op fra Kbhn som kostede 4000^rd, og mente Pavels og vi andre med, at hele Colladset var for at fremvise disse kostelige Gardiner, og at 12derfor deres Skaal burde drikkes, og drikkes allerførst, før selve hans Durchlauchtigheds – Men der staaer Lyset og brænder, og der sidder de ude og skiænder, fordi jeg ey tilbagevender, ey Brevene bortsender – galt er det i alle Ender – jeg mine Folk kiender – «Gud, hvilket Vaas!» – Nu, Tømme paa Pennen, for Blækket Laas –

Kl: 7½ Thrina Olsen maatte skynde sig hiem til Gutten sin, og de gik alle. Vi fulgte dem til Alleeporten, og imens baade Moer Lotta og Kista læser mine tarentiske Brødre (den er i løse Blade, forstaaer I) vil jeg fortælle om den forestaaende Høytiid. Det er da hverken meer eller mindre, end forrige Frøken Haxtausens nu Baronesse Knuths høye Ankomst med sin høye Gemahl førstkommende Torsdag, som foraarsager al denne Blæst. Paa Hr Papas Lyststed er giort erstaunlige Forberedelser til en Familiefest, og har den ømme, dybtfølende Fader selv, siges der, giort alskens Indskriptioner som skal anbringes – ja Gud veed hvor? Det vil sikkert blive bevægeligt. «Ja hva sa’ han Ole Tofserud?» – mælede Presidenten, da vi spurgte, om han ingen Ideer havde til Dagens Forhærligelse. Denne brave Mands Mundheld (I vide alle hvor smukt dette er) mente han, skulde, i smukke forgyldte Romerbogstaver, ikke tage sig ilde ud et eller andet Sted, f:E: hvor den første Omfavnelse skulde gaae for sig – thi den som alt vil formodentlig skee efter Reglerne. Skade for mig og min Journal at min Hiemreyse just er bestemt denne store Dag, Napoleons og min Jesses Fødselsdag – desuden. – Ellers underligt nok at det falder sig saa: paa Wilhelms Fødselsdag kom jeg hid, paa Jes’s tager jeg herfra. Det sidste erindrede jeg først nu – og hindrede end ikke Mørket mig, nu kunde jeg dog ikke skrive mere i den Tone, jeg har begyndt – thi Farvel, Evig elskede, til i Morgen!

Torsdag 15^de Gud velsigne min elskede Jess, som i Dag fylder, allerede har fyldt sit 18^de Aar. Jeg har nok før sagt Eder, at han kan have, om han vil, to Geburtsdage: thi just som Kl: slog 12, Natten mellem den 14^de og 15^de, kom han til Verden. Med ingen af mine 8 Børn, og for ingen af dem, har jeg lidt saa meget. Brystbylder og en heftig Feber nødte mig til at vænne ham fra Brystet da han var 11 Dage gammel, stakkels Gut. Maaskee var det Aarsagen til, at han i sine første 2 Leveaar var saa svag. Ak, I kan tænke Eder hvor svag, naar jeg tidt med de hedeste Smertetaare bad Gud tage ham til sig. «Dog skee ikke min Villie, Fader, men din!» – sukkede det skiælvende Hierte – og hans Villie skedte, og jeg beholdt ham, lovet være du, evige Fader! Din Fred, din Velsignelse over den eyegode, nu saa raske Gut, som ingen større Glæde kiender paa Jorden, end at kunde bidrage til min og sin ædle Faders Glæde, og til alles omkring sig – Derfor elsker ogsaa alle ham, og saae giærne igien paa hans Øyne hvad han ønskede –

13Jeg fik i Gaar Morges en saa kiærlig Sæddel fra min hulde Maja P: hvori hun gientog sin Indbydelse til os alle, at komme til hende om Eftermidd: og bad mig, sin snart bortreysende Moer Koren, komme did til Middag, da hendes P: havde en Dagbog og noget andet Smaatterie at glæde Mama si med; men det maatte jeg afslaae, da det fortredelige Hoved fordrede al muelig Hvile, om det skulde blive til nogen Nytte den Dag – tillige fortalte hun os, at der var stærkt Haab om, vi skulde faae vort elskelige unge Par, Realf og Thrina at see, da den tænksomme Slotspræst havde skrevet og lagt dem paa Hierte hvilken Glæde de kunde giøre os, og at de ellers ikke fik see Moer si og hun ikke dem, o.s.v. Kort, det var baade kraftigt og bevægeligt, og forudsaae vi den ønskede Virkning[.] Jeg giorde mine Breve færdige til min Adam, den syge Adam (som jeg dog, Gud skee Lov, hører, nu er brav igien) og til min unge Ven, Bergh, hvem jeg paalagde selv at overantvorde det første i Adams egen Haand, for at kunde give mig fuldstændig Underretning om hans Befindende. Dermed var alt det fuldbragt, jeg havde foresadt mig, her paa Tøyen at fuldbringe, og med et taalelig opklaret Hoved og et endnu mere opklaret Sind begave vi os Kl: 4 paa Veyen. Dog just som vi stode færdige at træde i Vognen, Lotta og jeg (Kista og Hanna var den anden Fragt) kom Aslak med Gulen min, som i Dag skal drage mig til Hiemmet, hvor Gud skee Lov alt er som da jeg reyste, siger Aslak og en lille Sæddel fra Jessen min.

Da vi kom til den vakre hyggelige Præsteboelig, stod Caffen færdig, og den som deylig var, og havde vi skiøndt faaet vor Bekomst før vi tog bort, og havde det end ikke været Caffe, hvem kunde modstaaet den venlige skiænkende Værtinde? Imidlertiid besaae vi Ægteparrets giensidige Geburtsdagsgaver fra Herren til Fruen (og havde Smaabarna ogsaa sin Deel deri, de velsignede venlige Glutter) et nydeligt Syeskrin med alt Tilbehør; fra Fruen til Herren (og havde Glutterne ogsaa Deel heri) en deylig formet Sølv Globus med en hviid Voxstabel i. Men dette, kan I tænke, holdt mig ey fra at fordre den lovede Dagbog. «Ja Maria har lovet Dem, kiære Moer Koren, hvad ikke existerer» sagde Præsten – men hun loe, og sagde: «Seer du, Moer min, naar jeg siger Dagbog mener jeg Stambog» – og den fik jeg da, og Madam Langes Briller hentede Marianebarnet i en Snup, da hun hørte jeg havde glæmt mine, og saa gik ved dette behagelige Arbeyde, dobbelt behagelig, da Eyermanden selv sad hos mig, og satte Noter til Texten hvor det behøvedes. Mangt et kiendt og kiært Navn fandt jeg der, ogsaa min elskede Egersøns, hvis Haand jeg neppe gienkiendte, da han som jeg nu i flere, ja mange Aar, har brugt de latinske istæden for de danske Bogstaver. Des snarere gienkiendte jeg Aanden i det lille Digt – Maja som vilde, som hun altiid vil, see alle sine kiære Giæster hver paa sit Viis ligesaa behagelig beskiæftiget som jeg, fandt adskilligt til Lotta si, og til Kista, ja saagar en Værsebog til Lille Hanna, og skulde jeg ogsaa havt Part heraf, var ikke Rosteds – de eneste foruden os Indbudne – kommet i det samme. Hvor gamle og stille alle disse gode Mennesker forekom mig, især Frue Rosted. Saa trykker og kuer disse Tiders Pinagtighed saa mange gode, den 14bedste Skiæbne værdige Mennesker. At det var Næringssorger der havde frembragt denne Forandring, mærkede jeg af alting – Men nu, mine Elskede, maae jeg sige Eder Farvel fra mit velsignede Tøyen – der kom Zarine og Fetter Christie, og pakkes ind skal der. Fortsættelsen fra

Hovind.

Fredag 16^de Saa frisk og færm jeg i Aftes Kl 7 kom hid, saa ussel er jeg i Dag. Jeg vil derfor blot i Korthed fortælle Eder om min Reyse, og saa begive mig tilsengs. Kl 11 i Gaar Formidd: tog jeg Afskeed med de elskede Tøyen Beboere, og med Zarina og Werner. I Formiddag sendte jeg min Sally et skriftligt Farvel, og sagt hende, hvad hun vidste før, hvor smerteligt det er mig, at den afskyelige Hovedpine ogsaa skal berøve hende saa mangen Glæde, og hvor meget vi alle savnede hende Aftenen før i den lille Vennekreds. Ogsaa til Majalille skrev jeg et Par Ord, og saa gik Reysen for sig i det fortræffeligste Veyr, skiøndt det Dagen før regnede og var ret umildt[.] Paa Boukellen hvilede jeg, og tænkte ret at giøre Siæl og Legeme tilgode med min Pavels Stambog, som jeg fik Lov at tage med mig, og min Lottas Smørrebrød, Rips og Stikkelsbær. Men den gamle rystende, i Begyndelsen af vort Bekiendtskab saa mutte, Værtinde, var ret kommet i Snakkehiørnet, og holdt det for sin Pligt, at holde mig med Selskab, som jeg mærkede deraf at hun beklagede mig, fordi jeg reyste saa ene. Alle mine Forsikringer at jeg aldrig kiededes naar jeg var allene, at jeg altiid havde en Bog med mig naar jeg hvilede o.s.v: hialp ikke. Hun forstod ikke dette Vink og veeg ey af Plætten. Glad ilede jeg videre, og forstyrredes paa Moe ikke hverken af Giørups eller nogen Moers Siæl, imens jeg læste ⁱ den mig saa høyst interessante Stambog, ventende min Caffe. Fluerne uleyligede mig vel lidt, men mod hiin Uleylighed var det intet. Den godslige Moer Moe bragte selv min Caffe, og blev og drak med mig, hvorom jeg selv bad hende, da jeg allerede havde pakket mine Siebensacher i Poppenheims, nu paa sit sidste Værs syngende, grønne Pose. Kl: 7 var jeg som sagt hiemme, hvor jeg kun fandt mine 3 Jomfruer – ingen Skriver, ingen Hertel ingen Jess, hvilken Sidste jeg dog havde haabet at finde hiemme, og maatte jeg altsaa giæmme min Geburtsdagsgave, et peent Væstetøy, til i Dag, da han (han kom hiem i Nat Kl 2) med Taknemmelighed har imodtaget det. – Fire Timer før jeg kom hiem, havde Gud slukket den stakkels Ingers lange Jammer. En Pige, som vi mødte her strax ved, sagde til Aslak: «Nu Adiøs fra ho Inger!» Det var da Dødsbudskabet. Gud skee Lov det var forbi! En gl. Legslem, den lamme Hanson, ligger meget slet, dog troer Walbohm han lever –

15Med liden glade Kaja giorde jeg en Tour i Haven, læste lidt, og snakkede meget, spiste Fuglesteg og grønne Ærter, gik tilsengs, kunde længe ikke sove, og blev vakt af min første Søvn ved Jeses og Lundes Hiemkomst[.] Det er uvist om jeg seer min Koren i Aften, men vist at Hertel først kommer hiem Søndag. Han har været saa ussel i disse Dage af Tandpine men er nu brav, siger Jessen min.

Fortsættelse fra Onsdagaften.

Lidt efter Rosteds kom vor velsignede Realf og Thrina. Lottamoer saae dem først, og nu ilede vi dem imøde, jeg, Mariane, Julie (Claudine havde Hovedpine og laae) og jeg foran, og gik det det først paa en Kyssen og Favnen, saa paa en Spørgen løs. Thrina mi seer saa rask ud, og Moderhaabets Glæder hviler paa hendes Ansigt, ^over hendes hele Væsen, det sødeste af alle jordiske Haab, det det Algode opfylde i rigeste Maade!!! – Ogsaa den unge Præst var blevet fyldigere end før, og er i det Hele den personificerede Glæde selv. Det kostede lidt Overvindelse at sætte mig til Tresetbordet, ved hvilket jeg i hele Aar ikke har sadt. Ogsaa her blev Mindet om fordums Dage mig bittert. Hvor ganske anderledes var da Frue Rosted, hvor munter og fuld af Galskab – og nu ikke et Ord som jo røbede Mismod, neppe et Smiil. Min kiære Lotta saae jeg var forknyttet som jeg. Hun og Frue Reiersen var de andre Medspillende. Imidlertiid holdt Lotta kiækt ud til Enden, men min Maja P: og min Kista afløste mig imellem, og saa sad jeg saa godt hos de hiemkomne Ungerne mine, og hørte om det elskede Majadal og Strømsøe, og alle Begivenheder fra jeg forlod det. Stakkels min lille Maja havde i nogle Dage havt Hovedpine – et sørgeligt Arvegods efter mig – derfor fik jeg intet Brev; dog forsikrede de mig helligt, hun var brav og hos sin Lærerinde da de reyste, og Lina som Fuglen i den klare Luft. Fra store Maja var Brev til mig og en Bogpakke med Fragtvognen, som jeg fik da jeg kom til Tøyen – Fader Pavels og Professoren spillede Piqvet. Og har jeg saa ikke mere at sige Eder om den, paa hine sørgelige Erindringer nær, saa deylige Eftermiddag, uden at jeg om Aftenen forspiste mig en Smule paa Grønærter med Hummer i, en af mine Livretter, hvormed den elskelige Værtinde, hos hvem jeg som sædvanlig sad, alt for rundelig forsynede mig. Kl: 12 kom vi hiem, og fandt vor kiære President, som var ariveret om Aftenen fra Høland, endnu oppe og ventende os –

Min Kista var ikke ganske brav i Gaar Morges, dog bædre før jeg reyste: Ogsaa Farvel for i Sommer, du vakre Tøyen med alle dine Elskede, hvoraf jeg dog haaber at faae see nogle forinden jeg seer dig igien –

16Løverd. 17^de Jeg havde netop lagt mig i Gaar Eftermiddag, da Walbohm kom, og bad om at faae tale med mig. Jeg troede, det var paa Embeds Vegne han kom til den Syge, men see! det var noget ganske andet. Han havde en venlig Hilsen til mig fra General Meyer, om vi ikke d. 13^de Septbr, da Soldaterne skal lege for Printsen paa Gardermoen, vilde give Høystsamme med sit Følge Logie med hvad dertil hørte, Middagstaffel etc, her paa Hovind, som Hr Generalen ansaae for det beqvæmmeste Sted, skiøndt det er en god halv Miil fra Pladsen. Men jeg bad Walbohm føre Meyer til Gemytte: først, at jeg netop i de Dage havde Haab om at see mit Hougs besat paa en ganske anden Maade; andet, at det vilde være Frem og Tilbage, da Touren skal gaae lige til Eidsvold; og tredie, at intet Sted var i alle Henseender passeligere for hans Durchlauchtighed med Følge, end Homble, der ligger lige paa Veyen, og er i alle Maader beqvæmt, Beværtning og alt godt. I øvrigt vilde jeg med Fornøyelse, ifald Beværtningen skulde, som altiid har været Skik og Brug, skee paa selve Pladsen under Telte; bidrage alt hvad jeg kunde til dennes Complettering. Walbohm indsaae og billigede mine Grunde, og vi ærgede os begge en Smule over Meyer, som kiender Homble og veed, hvor passeligt et Sted det var, men vil, maaskee for at spare sin Pung, paabyrde sine saa kaldte Venner alle disse Uleyligheder. Var der intet andet Sted, nærmere end Hovind, ja da var det ubilligt at afslaae det; men da det aldrig før har havt Sted, at nogen ved slige Leyligheder er indqvarteret her omkring, saa troer jeg ikke man fornærmer Generalen ved at tiltroe ham egennyttige Grunde. Ja, var det blot giort med et Maaltiid eller to, det fik saa være; men Logie kan jeg ikke skaffe paa den Tiid – Da haaber jeg til Gud at see mig omgivet af de elskede Barna mine; og der maatte være ganske andre Aarsager end Føyelighed mod en rig Mands egennyttige Ønsker, som skulde bevæge mig til at bede Eder, mine Elskelige, udsætte hiint Møde, det jeg saa længe, og I alle saa længe har glædet Eder til med mig. «Er det ikke ogsaa sandt da?» – Min Koren, som kom hiem i Aftes, er aldeles enig med mig. Ak, havde jeg engang kunde seet Christian August inden mine Dørre! –

17Søndag aften 18^de Min Koren, som kom hiem ^Fredagaften, tog nu igien bort, og kommer ikke hiem før Løverdag, bliver da til Mandag, og saa atter hele Ugen borte paa den fortredelige, saa mange bedrøvende Skatte-Comission. Præsten Munthe reyste saa snart han havde drukket Caffe; men Frue Hiort, som kom her i Formidd: først nu. Jeg var netop ferdig da hun kom med mine Breve til Byen, til min Lotta, lille Maja, og nogle faa Linier til min Realf og Thrina. Gud skee Lov, min Jess, som jeg i Gaar frygtede skulde blevet alvorlig syg, er i Dag rask igien. – Posten bragte mig et eneste Brev – det var fra min gode Wilhelm i Bergen. – Der seer jeg Hertels Kariol, og maae nu ind og tale lidt med ham, med Hertel nemlig –

Han er frisk og færm, men er det ogsaa først nu. En forsmædelig Tandpine har plaget ham nu i fulde 14 Dage. – I Næss, hvorfra han kommer, grasserer Blodgang stærkt og bortrykker Mange, især smaae Børn. Dog kan denne Sygdom, taget i Tide, saa let helbredes, ja jeg troer lettest af alle Sygdomme, men de bruger intet, og lader det have sin Gang, og saa gaaer det til Graven.

Endnu har jeg ikke siden jeg kom hiem besøgt mine Elskedes Grav. I Fredags var jeg syg, i Gaar Jessen min ikke frisk, og da var jeg ey i stand til at gaae did. Nu kan jeg og vil det, og min Kaja følger mig.

Mandag Morgen 19^de Da jeg kom ud i Haven, hvor jeg nu i Bærtiden er temmelig vis paa at finde Kaja, fandt jeg i dets Sted endeel Smaaegutter ifærd med at plyndre de bedste Stikkelsbærtræer. Denne impertinente Dristighed ærgede mig saa jeg skammer mig ved at tilstaae Eder det. «Hvad bestiller I her?» – Vi spiser Bær – Men jeg fik dem afsted i en Fart, kun een, den som svarte for dem alle, blev staaende og saae saa næsviis ud, at jeg nesten var færdig at slaae ham paa Øret. Det giorde jeg da Gud skee Lov ikke, og har aldrig i mine Dage giort. Jeg fik da ogsaa ham tilbeens. Men nu saae jeg paa mine Blomster, som jeg havde i Haanden, og Taarene kom mig i Øynene, og trænger sig endnu frem, naar jeg tænker paa, at jeg paa denne Vandring kunde opbringes og det af en saadan Bagatel. Jeg lagde Blomsterne paa en Bænk, paa Wilhelms Bænk, og kunde ikke for alt gaaet til Fredens Boelig i denne Stemning.

Nogle Timer efter, det var allerede mørkt, men en stille himmelsk Aften gik jeg did. Ane fulgte mig. Men jeg nærmede mig ikke det hellige Sted saadan som ellers, og sad der kun et Øyeblik. O, ved Synet af en Grav, var det end ikke en os saa dyrebar, maae, synes jeg, hver Uret, ja selv hver 18Overilelse fylde Hiertet med Anger. Var Tanken om Døden, om det hastig bortilende Liv stedse nærværende for vor Siæl, da maatte Lasten og hver uædel Følelse forsvinde fra Jorden og Livet.

I Aftes læste jeg til Kl henimod 11. Jeg føler i Dag paa mit Hoved at det var for længe, og dog havde jeg endda neppe holdt op, om ikke den gode Maren, som slet ikke vilde lægge sig før jeg gik op, havde sadt saa og stridt med Søvnen. O, hvem kan lægge den herlige Corinna bort uden Overvindelse! Jeg kan ikke sammenligne den med noget af hvad jeg før har læst. Den er den eneste i sit Slags. Naar jeg har læst den ud, mere.

Tirsdag 20^de Desværre, den er udlæst, og denne rene Siælenydelse forbi. Med høytbankende Hierte lagde jeg den bort, og det vil banke længe, vemodigt og smerteligt ved Mindet om dette jeanpaulsk- qvindelig- skiønne Digt

Jeg maae endnu sige Eder mere herom, mine Elskede; men ikke nu – thi der er min Kariol og Gulen, og skal bringe mig til min kiære, for sin ikke ret friske Willa bekymrede Rikke. Jeg vælger just denne Dag at tage did, da jeg ikke giærne vil være hiemme naar de bærer Inger til Graven.

Hun havde selv anordnet sin Pynt og hvordan hun ønskede alt, og det skeer. Jeg maae være tidlig tilbage; thi her Time har jeg nu i flere Dage ventet Floods, og det var leyt, kom de, og fandt hverken mig eller Koren hiemme.

Aften Kl 7 Allerede en heel Time har jeg været hiemme, klædt mig om – thi jeg blev døyvaad – modtaget den til Hvile bragte Ingers Søstres og Paarørendes Tak og Taare for i Dag og for hvad de kaldte min Godhed imod den saa længe Lidende – endda har jeg havt et andet kiært Arbeyde for, og sidder nu her for at fortælle Eder, at min Rikke var ret mismodig da jeg kom, fordi Gutten hendes var saa stille, og hendes Frygt for han skulde faae Blodgang (hvoraf saa mange Børn døer rundt om hende) endnu ikke hævet. Men efter nogle Timers Søvn var Wilhelm saa munter som nogensinde, og den ømme Moder roeligere da jeg forlod hende. Hun havde giærne beholdt mig, jeg giærne blevet længere, og det kunde jeg ogsaa, thi neppe troer jeg, nogen Schiens Folk kommer hid i Dag. Kommer de, modtager jeg dem i min gamle brune Kaseking, som var saa snart at krybe ind i da det Vaade kom af. Paa Bortveyen mødte jeg Byebudet som tog ind i Søndags, men kun bragte mig et lille Brev fra Nella Borch, hvori hun fortæller, at Maja mi var saa peen i Barselet hos hende, og N: G: Omsted dødelig forliebt i Lina. – Fra Tøyen var intet. Alt var vel der, sagde Manden, som maaskee neppe selv har været der engang.

19Onsdag 21^de Det er et saa melancholskt Veyr i Dag, og overalt føler jeg mig saa ensom. I Aftes læste jeg, deels med Jess, deels allene Franzéns Digte, hvoriblandt er mange deylige. I Dag har jeg ogsaa bladdret lidt i den, min Middagssøvns Time. Men jeg kunde ikke holde mine Tanker samlede, og det blev med et saa mørkt, og jeg saa ængstelig, at jeg maatte forlade Læsning og Kammer. Corinna havde jeg dog neppe lagt bort. Hun fængslede mig hvor jeg sad. I Gaar talte jeg saa meget om hende med min Rikke; nu har jeg kun disse Blade at tale med, og Gud skee Lov, jeg har dem – det er jo Eder Alle, mit Hiertes Dyrebareste, jeg da taler med. Ak, men I svarer mig saa sielden, fast aldrig, paa hvad jeg saadan her fortæller og spørger Eder om. Ja, det var om Corinna – Men for ikke at betage Historien for Eder, som ey endnu har læst den, sin Interesse, vil jeg blot sige: at jeg aldrig ved alt hvad jeg har hørt og læst om og over Italien, har saadan med min hele Siæl seet og følt alt som ved mine Vandringer med Corinna. Heller ikke kan jeg faae ud af mit Hoved, at Digterinden, ligesom hun i Delphine har udviklet sine egne Grundsætninger, i Corinna har malet sig selv og maaskee fortalt sit Hiertes egenegen] rettet fra: eget ved overskriving Historie. Hvad det første angaaer, da vil I sande med mig, at man for at være ^male en Corinna saadan som hun her er malet, selv maae besidde, i det mindste den største Deel af Heltindens Talenter – Og saa være Madam Stahl velsignet for den rige, rene Nydelse hun har skiænket mig og Utallige! Naar Du, elskede Maja C: bliver Eyerinde af dette skiønne Værk, skal jeg atter og med fornyet Lyst giennemnyde det.

Torsdag 22^de I Aftes, det mørknede alt, havde jeg lagt en Kabal for at see om Flodes da ikke kom engang, og den var gaaet flux ud, og jeg vilde pakke de tossede Kort sammen, da jeg hørte en Larm uden for Vinduet, og see Forgaardsportene (som hele Sommeren aldrig aabnes, da vi har lagt Indkiørslen til Baggaarden for at skaane den pene Gaard) stode viidaabne, og en Vogn holdt for Dørren. Regnen øste ned af Himlen, og som druknede Muus stod den flinke Søster Inger og hendes alvorlige Husbond for mine Øyne. De ligger endnu, troer jeg, men jeg hører dem tale –

Hun er blevet noget eldre af Udseende, men hendes ungdommelige Raskhed beholder hun vist. Man skulde ikke troe hun var Moder til 10 Børn, og bedrager ikke mit Øye mig, bliver det snart til det 11^te – Det er et vennehuldt Væsen, med et varmt, maaskee alt for varmt Hierte, istand til ethvert Offer for sine Venner. Doctor Jessen sagde 20saa ofte: «Kunde man sammensmelte dette Ægtepar, saa hun fik lidt af sin Mands Tilbageholdenhed, og han lidt af hendes Munterhed og Ligefremhed, vilde de begge blive fuldkomnere.» – Men ogsaa som det nu er, ere de et Par hiertensgode og agtværdige Mennesker.

Aften Kl 6½ Vi havde budet Chrysties herhid til Middag (Præsten er Moer Floods Fetter) men han havde Forretninger og kunde ikke komme før i Eftermiddag, og hans Kone er ikke ret frisk, kom altsaa slet ikke. Den snilde Præstemand er her nu, og vi Qvindfolk holder ham med Selskab, da Flood tog paa Auction med Hertel hos den stakkels Frue Hiort – ak, dette er hende en tung Dag! Jess er reyst til Hedemarken i Besøg til sin kiære Fetter Jørgen. Denne Uge var ^er den eneste Tiid han godt kunde være borte. Her har vi sadt i Dag, Søster Inger og jeg, da Blæsten jog os ind af Haven, og snakket om mange Ting, meest om vor fælleds Ven, den hedenfarne Doctor Jessen, om hans Kone, og begges Sygdom og Død. Hun tabte meget, den gode varme Inger, i denne sin troefaste Ven, og leed meget med den Sinds og Legems svage Enke, som hun nesten intet Øyeblik forlod i hendes 14 Ugers Sygdom[.] Hvor lykkelig hun var, den stakkels Lotte, at hun saa snart kom efter sin Georg – og hvor lykkeligt det vist var for de, nu alle saa godt forsynede Børn, at hun fulgte ham, sin Støtte og deres, saa hastig. O! saa er jo alt hvad han, vor omhufulde Fader giør, saa saare vel.

Fra min kiære Lotta og fra begge Smaaepigerne mine fik jeg Brev i Dag[.] De sidste havde med deres hulde anden Moder besøgt de kiære Egersødskender og den dyrebare Grav, min Majas Elskedes Grav. Jeg har ikke besøgt Mines i disse Dage. Veyret er saa umildt, og den gode Inger saa svag, og gaae fra hende vil jeg ikke, ogsaa vil hun giærne være med mig did.

Fredag, 23^de Din Fødselsdag, min velsignede Lina, din tiende, Du mit elskede, yngste Barn! Nu skal jeg skrive til hende, og et langt Brev, ene til hende. Hun klager over, at dette er den anden Geburtsdag, hun ikke er hiemme, men dog er hun jo ogsaa hiemme der. O jeg veed hun faaer et fader- og moderligt Kys, og et for den fraværende Fader og Moder, og et søsterligt, og et for Jessen sin med. Gud velsigne Dig, og vaage over hvert Dit Fied, Du søde Lille! og over alle Dine og mine Elskedes, ved hvem Dit unge Hierte allerede hænger saa varmt og inderligt! – I Dag 9 Aar trykkede jeg Dig med hede Afskedstaare til mit bankende Hierte, da jeg og Sara begyndte vor Kbhnsreyse. Men Du smilte til vore Taare – thi ogsaa Din Sara græd – men forstod dem. Nu forstaaer Du Din Moders Taare, og vil, o Gud, hør det! aldrig koste hende andre end Glædestaare

21Løverdag 24^de Hvor jeg slap i Gaar, mine Venner, veed jeg ikke, og det sluttede Hefte er allerede afsendt. Men jeg troer ikke jeg fortalte noget om Gaarsdagen, uden at det var min Linas Geburtsdag. Chrystie var her, det veed I da. Imens jeg skrev et stadseligt Brev paa Velinpapir med forgyldte Kanter til Linchen, og et meget simpelt Hastværksbrev til Maja C:, og tre Linier til Lotta med Dagbogheftet, gik de omkring i Haven. De ønskede at gaae længere, og jeg gik med dem til Graven og i Kirken. Veyret var ufysent, og den gode Ingermoer ikke ret frisk. Jeg fik dem da i en lille Lhomber, og fuldendte under denne mit Arbeyde her.

Chrystie reyste strax over Middag, og vi gik alle til vor Middagshvile. Jeg laae paa Sophaen og læste, det bankede, og ind kom den ældste unge Munthe. Vi gik da skyndelig ind i Dagligstuen for ikke at uroe det kiære Ægtepar her næst ved, og pratede en Stund til det blev over Caffetiid, da buldrede jeg dem op og ind til os. Veyret var blevet mildt og vi gik op til min Høy og i Saras Grotte, hiem og drak Thee og strikkede (istæden for at tale om Dyden. I veed jo vel alle der er et Drama som begynder som saa: «Nu, min Søster, vil vi sætte os, drikke Thee og tale om Dyden.») Saa kom heel uformodentlig min Koren, som vi først ventede i Aften, og Frue Flood fløy ud og om Halsen paa ham. Hendes adstadige Mand og jeg fulgte den raske Kiælling det forteste vi kunde. Aftenen gik i god fortroelig Passiar, og i borgelig Tiid bar det tilsengs. – I Morgen skal vi alle samtlig til Gierdrum. Jeg skulde skrive til Byen, takke min velsignede Realf og hans og min ligerviis velsignede Thrinasara for de kiærlige barnlige Breve, Floods bragte mig fra dem, og meget mere; blev der kun Tiid og mit Hoved godt. Men Koren skal alt bort igien; dog beholder vi Hertel hiemme i Dag, og maaskee spadserer de uden mig til Wilhelmsminde. Baade at gaae og snakke falder mig saa tungt i Dag. Men intet saa let, som at sidde her og snakke med Eder.

Mandag 26^de Nu reyste de gode hyggelige Mennesker, den glohede Inger og hendes i det Udvortes hende saa ulige, stille, sindige Mand. Held være med dem, de Gode, Retskafne, med dem og deres talrige Familie! Hun skal snart vorde Moder til det 11^te Barn (9 har de i Live) og seer saa ungdommelig og peen ud, at man giærne kunde fristes til at kalde hende Jomfrue. Og alligevel er hun stedse svagelig, bliver let heftig rørt, som hun med al den Ild, alt det Liv maae blive, og har havt Modgange af alle Slags at kiæmpe med i sit 25 Aars Ægteskab. Hun er endnu ikke 42 Aar. Held være med dem, de Gode! Min Koren tog bort strax efter dette, og før Løverdag, maaskee Søndag, seer jeg ham ikke igien. Det regner og blæser. Mit Hoved er maadelig godt. Gud skee 22Lov at det og jeg og alt er som det er! I skal strax høre, mine Elskede hvor megen Aarsag jeg har til denne Lov og Tak.

De gik i Løverdags uden mig til Wilhelmsminde, der havde deres som alles Bifald. Om Eftermiddagen maatte jeg lægge mig, og efter en kort Søvn blev det bædre. Vi drak Caffe og var længe i Haven. Mod Aftenen kom min Koren. Vi spillede Rabus, snakkede, spøgte, og gik til Sengs. Dog før jeg nu gaaer videre, maae jeg fortælle Eder, at jeg Løverd: Morgen vaagnede i en Hiertensangst, da jeg drømte Jess var kommet tilbage samme Dag han tog bort, fordi han havde brækket sit Been. I Gaar Morges vækkede en anden ey mindre skræksom Drøm mig: at Lina var meget syg.

Vi toge tidlig til Gierdrum, for at komme til Kirketiid. Koren reed, Flood kiørte i Hertels Kariol, og Hertel med Moer Inger, Kaja og mig i Flodes Vogn, der er lidt gammeldags, men god at sidde i. Under Spøg og Snak gik den lange Vey i en Snup, og vi kom i betimelig Tiid, ja traf endnu Præsten hiemme, og spiste Frokost før vi toge i Kirken. Det var en ret god Præken, dog den maadeligste jeg har hørt af Chrystie; og det var tydeligt, at hans i den senere Tiid saa svage Syn, der giør ham Bruget af Papiret umueligt, var Skyld i vi ikke hørte den som den vist var udarbeydet. Da vi kom ud af Kirken, styrtregnede det, og vi skyndte at pakke os i Vognen og Kariolen, i den første var Moer Flood, jeg, Hertel og Pauline Horster. Gud skee Lov, lille Kaja sad i KariolenKariolen] rettet fra: Karo ved overskriving hos Ragna Chrystie[.] Aslak lod Hestene gaae alt hvad trække kunde. Hertel havde taget Pauline paa sit Skiød, for at svøbe hende ind med i sin Kappe, da hun slet intet Skiul havde mod Regnen, var hviid og let som en Sommerfugl.» Ja Gu falder Sædet ^ned med os, Jomfrue» – sagde Hertel, og loe, og vi loe alle – med et – Vognen var i fuld Fart – styrtede begge ud, Forsædet efter, men blev hængende i det ene Jærn. Vor Angst vil jeg ikke prøve at male og heller ikke ængste Eder, mine Gode. De slap, ubegribeligt er det, med at blive dygtig tilsølede, Pauline med at skrubbe Huden lidt af sin Kind og ene Arm, Hertel med et, Gud være lovet, ubetydeligt Stød paa Been og Skulder. Først ved deres Stemme og Latter kom jeg til mig selv igien, men den hele Dag vedblev mit Hierte at være beklæmt, og mine Knæe skialv. Det giør de endnu, og i dem vil jeg længe føle det. Kunde jeg grædt, var det gaaet ^snarere over. Endnu engang, det er ubegribeligt, at de slap saadan, at Vognen ikke gik over dem, da det var en smal, paa begge Sider indgiærdet Vey hvor de styrtede ud. Forsædet, 23der var til at slaae op naar det ey blev brugt, holdtes kun ved to tynde og rimeligviis forslidte Jærn. Da nu al Vægten kom paa den ene Side, har det ene af disse ikke kundet modstaae denne Vægt. Hvor frygteligt det end saae ud og var, saa tænk Eder, om dette var skedt paa Hiemveyen, i de svære Bakker, i Mørk og Mulm, naar Hertel og Kaja roelig, som paa Bortreysen havde sadt der. Vognen kom strax til en Smed, og er nu vist stærkere end den længe har været; ikke desmindre sad dog kun Frue Flood og jeg i den tilbage; Hertel fik Præstens Kariol og tog Kaja med sig.

Foruden os var Munthes, Kroghs (dog kun Kone og Datter) og den snurrige Obrist Scheel der. Vi ventede paa Munthes til Kl: henimod 3, da vilde Chrystie bitterdød ikke vente længere, og vi gik tilbords. Da Suppen var spiist, kom de, Præsten, hans Kone, Andreas, og Obersten. Det var ret morsomt. Da Værten, Flood, min Koren og Hertel udgiorde et Lhomberpartie, fattedes Obersten, Munthe og han Søn fierde Mand til en Polskpas. Søster Inger, som aldrig har godt for at sige Ney, lod sig overtale til at hielpe dem ud af deres Vaande, og jeg løste hende lidt af. Vi vilde giærne været hiem i Lyse, men der var ingen Muelighed i. Dog kom vi derfra Kl: 9, og Gud skee Lov vel hiem. Hertel forsikrer, han ingen Mindelse har i Dag af Faldet. Jomfr: Horster har det vist endnu mindre, haaber jeg.

Til Gaarsdagens Begivenheder hører endnu, hvad for mig var noget af det bedste, og en deylig Desert oven paa Moer Chrysties velsmagende Maaltiid, at Munthe bragte Posten og 3 Breve til mig, fra min gode unge Ven, Bergh, fra Slotspræsten min, og fra min elskelige Maja C. Dette Sidste laae inden i Ven Pavels’s, da han selv havde bragt det med sig fra sin Egertour, over hvilken han giver mig en fuldkommen og høyst interessant Beskrivelse, saa at jeg, uden at det stod der med udtrykkelige Ord, seer hvor fornøyelig, Siæl og Legem gavnlig den har været ham. Tak, I Elskelige, for disse kiære velsignede Breve – mit Hiertes Tak!

Og nu kunde jeg glæde mig til den længselfuld ventede 8^de Septbr, vidste jeg ikke min hulde Rikke B: saa bekymret for sin Wilhelm, der vedbliver at være skranten, og er det mere nu, siger hun, end da jeg saae ham. Walbohm, som var her for lidt siden, forsikrer imidlertiid at han slet intet frygter. Han tog nu did. O maatte intet intet forbittre mig det glade Møde med alle de elskede Barna mine! Lille Claudine Pavels har Koldfeberen, men det er da ingen farlig Sygdom, og er, haaber jeg, forbi inden den Tiid, saa de ømme Forældre kan reyse roelig, om end mindre tilfredse, da 24de vel neppe, nu det lakker til Høsten, tør tage hende, og altsaa heller ikke tager nogen af de Mindre med. Og de havde glædet sig saa, Claudine, Mariane og Lina over denne Giensamling, de stakkels velsignede Smaaglutter.

Fra Sally, det underlige Barn, hører jeg aldrig noget. Mutter Flood var saa vis paa at finde hende her. Jo det veed jeg vist. Hun vilde sagde hun, var det paa nogen Maade mueligt besøge hende i de faa Dage, de bliver i ‹…› ^Christiania[.] Herfra vilde de tage lige til Tøyen, da Ingermoer endelig vilde lære kiende det og dets Beboere. Mueligt ere de der nu – Kl 4 – og faaer sig en god Kop Caffe. Jeg har lagt, maae I vide, og slutter Regnskabet for disse Dage med lidt lettere Hoved. Veyret er mørkt og truende hele Dagen, dog har det ikke regnet endnu ^siden, kun strax de vare reyste kom en Skuur, som det hedder her.

Tirsdag 27^de Hvor det seer frygteligt krigeriskt ud! Hele Gaarden er fuld af Dragoner med deres Heste, alle i fuld Rustning, som stod Svensken igien ved Blakiær. Det er de her indqvarterede. Hele 10 Stykker var os beskiærede, og det i 18 Dage. Men jeg troer Hertel har føyet Anstalt, saa vi slipper nogle af dem, maaskee Halvparten igien, og betaler for dem andre Stæder her i Naboelauget. Det veed jeg, min Koren langt hellere vil. Det er vanskeligt hvor før er saa fuldt som her, at skaffe Rum til saa mange. Det er imidlertiid allesammen honette Folk, Gaardmænd fra Sognet, og vi skal fare med dem det bedste vi kan. Det var Synd andet. De slider ondt nok alligevel; og trykkende maae det være for de fleste, at være fra Hiemmet i en saa travl Tiid, uden noget egentligt Gavn for sig og andre.

Torsdag 29^de Der er lidet at sige Eder, mine Elskede, om disse stille, eensformige Dage. Dog noget om denne, en af de skiønneste, vi længe har havt, hvorfor vi ogsaa har benyttet den saa godt mueligt, faaet skrabet Folk sammen fra Øst og Vest og har nu Gud skee Lov, en god Slump Rug inde, som de nu banker af paa Loen eftersom den kommer ind (de kalder det, veed I, at skrifte den, og havde den Synder at bekiende, kom de vist for en Dag ved denne Behandling) saa det dundrer herind. Desuden har jeg med Byebud og Posten faaet Brev fra min elskede Lotta, fra Majalille, fra Kistamoer, et Par Linier fra Fader Pavels (hvis Claudine Gud skee Lov er bædre) og endelig fra Sally, et 12 Dage gl Brev, men mig saa kiært, da det giver mig temmelig Vished om, at see hende her med mine andre Dyrebare. Og end engang Gud skee Lov! den brave General Auditeur Bergh, som har været Døden nær, er nu uden Fare, og alt oppe igien. Hans 25arme Maja, hvilke græsselige Dage hun har havt! Men hvilken navnløs Glæde har hun ikke ogsaa nu! Gud være lovet for det!

Og i Dag, min Lotta, er Du i stoer Stads hos Rosenkrantzes. Hellere sad Du her hos mig i det lille stille Kammer, og sladdrede med Din Christiane, og glædede Dig over den deylige Rug, der kommer ind. Men efter en saadan Hoveriedag smager det hyggelige Hiem dobbelt godt, og i Morgen skulde jeg ret have Lyst til at sidde hos Dig og høre hvordan Du havde levet. Dog, Du har vist funden en eller anden, Du ret har kunnet hygge Dig til, f:E: den fra Bergen nyelig hidkomne Frue Wibe, som Du synes saa vel om. (Lotta troede Selskabet egentlig giort for Wibes) At Vert og Vertinde ere fortræffelige Mennesker kommer ikke stort i Beregning, da de maae dele sig mellem alle, og altsaa blive for lidt for hver især.

Min lille Maja glæder sig over at hun snart skal see sit første og andet Hiem, Tøyen og Hovind, igien, men forudføler tillige den Smerte det vil blive hende, at skilles fra det tredie, hvor Kiærlighed og Ømhed saa længe og uafbrudt har omgivet og fængslet hende. Ligeledes er hun uroelig over, at Jomfr: Ravert paa ingen Maade vil tage noget for hendes Undervisning. «Og foruden det hun har lært mig, har hun været saa inderlig god mod mig» – siger det kiære taknemmelige Barn. Herefter tør jeg tale friere om denne hulde beskedne Unge, da hun herefter ikke læser disse Blade, en Glæde, jeg ikke kunde nægte hende da hun var fra mig; og havde hendes Siæle- og Navnesøster, Maja C, ikke med roeligt Hierte kunde havt denne Nydelse, som hun og I alle saa vennehuldt kalder det, udeelt med sit elskede Barn. Da Rosenkrantz (skrev Maja C for nyelig) for en Tiid siden var hos dem, var han indtaget i begge Barna, Maja og Lina, og spurgte, hvad saa Mange spørger om: «om der var Familie – eller blot Venskabsforbindelse imellem hende og Korens?» – «De fleste» lægger hun til, «begriber ikke det sidste Slags Muelighed; dog, R: begreb det vist, og Gud skee Lov, vi begriber det!» – Ja, og evig skal vi derfor love ham –

Jeg saae i Aviserne, at Frue Mørk, Berghauptmand Brunnichs Datter, var kommet hiem til sine Forældre i Besøg for der at lægge sig til at døe. Det er ligesom jeg havde Bekiendtskab til denne unge, og saa længe lidende Kone, fra min Frederichs Dagbog, hvor hun ofte omtales. Hendes Sygdom var ulægelig, altsaa dobbelt vel hende, at hun hviler. Hendes Fader har anmeldt hendes Død med et Værs, som jeg aldrig kunde troe, var af en Fader, stod ikke hans Navn under det – Saadan strax at kunde sætte saadan Sorg i Riim, synes mig underligt –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.