Dagbok 1811

av Christiane Koren

Februarj

Løverdag 2den I velsignet uafbrudt Stilhed henlever vi disse Dage med vor Lotta, vor elskede Lotta imellem os. I Morgen er dette Gode forbi, men Gud skee Lov, for det har været, er endnu i Dag, og saa Mindet tilbage. Og kom dette Gode ikke saa uventet? og var det ikke i alle Henseender utaknemmeligt, om jeg klagede over, at det ikke kunde vare længere? – Her har vi sadt det meste af Dagen – I veed, mine Dyrebare, hvor dette her er – jeg har skrevet lidt, vi har begge læst lidt, men snakket langt mere. Den første Deel af mine Brude blev færdig i Gaar med Dagens sidste Glimt, og Lottamoer har nu nesten læst den ud, og læst mange Stæder under hyppige Taare – Jeg har nu ogsaa læst Øhlenschlägers Digtninger, som jeg ogsaa fik med mine kiære Byefolk fra min elskelige Maja C, som selv havde laant den; men kunde umuelig have dette Gode udeelt med sin Moer Koren, som hun ikke ret nyder nogen Glæde i Livet, den hun ikke kan giøre sine Venner deelagtige i. – Aly og Gulhindy, det søde sindrige Eventyr, har jeg læst med hiertens Glæde fra Begyndelsen til Enden, men Poesierne derimod finder jeg ikke, et Par undtagne, bærer Digterens ægte Præg. Dog, jeg har læst dem i Hast og for det meste under Støy og Latter. Naar jeg faaer dem igien – thi det forstaaer sig, jeg maae have dem til Arv og Eye – tør jeg maaskee finde det anderledes.

I Dag skal jeg skrive til min Maja, og til mine dyrebare kbhnske Døttre, som vel nu allerede har seet den kiære Broder Frederich, maaskee i dette Øyeblik underholder sig med ham, eller i Mangel heraf, med Moer Korens Journal, det eneste, han bragte dem fra mig.

24

Søndag 3die Nu ere de borte, de velsignede Mennesker. Min fromme Lotta sidder ikke mere ved min Side, de glade Unger støyer ikke mere omkring mig; hvor jeg kommer, er det stille –

Lille Jomfrue Bierk kom her tidlig i Morges for at følge med dem til Byen. Gud være med Eder, mine Elskede! Maja kommer nok ikke hastig tilbage da hun sidst i denne Maaned skal til min dyrebare ældre Marie, skal til Vaaren være hende i Thrinasaras Sted, og hos den kunsterfarne Jomfrue Ravert lære Tegning og Baldyring. Saa længe, til vor elskede Maja C, naar hun først har glædet mig og mit Hovind med sin Nærværelse, kommer og tager hende med sig, bliver hun nok paa Tøyen. Og er hun ikke ogsaa der hiemme? som hos vor Maja, som hos mig? O, I Gode, Ædle! O vi Lykkelige, som har Eder‹!›

Og nu Tak, hulde Lotta, for hver glad Stund og det var enhver, vi nu vare samlede. Intet afbrød vor søde Roe, har jeg sagt Eder; dog, en lille næsviis Muus fandt en Dag for godt, at prøve herpaa – den syntes nok, vi havde det for eensformigt og fornøyeligt. Tænk, den spadserede paa Kanten af Sophaen, hvor Lottamoer sad i sin Andagt og læste, og uroede os ret fast den hele Eftermiddag. Men en Kat, som vi slap herind, NB da vi gik ud, har nog givet det lille næsvise Ting sin Rest, da jeg intet har fornummet til den siden. Mig skræmte den – eller rettere den blotte Frygt – dygtig, det veed jeg. Men I skal ikke faae det at vide, thi det var alt for barnagtigt.

Tirsd: 5te Hr. Munthe kom tidligere end sædvanlig af Kirke i Sønd. Det første han fortalte var, at hans Kone med øvrige Husgisinde kom hid om Eftermiddagen. Jeg tænkte paa mine forrige gode Aftener, og sukkede. De kom først Kl: 3½. Madamen, begge Sønnerne, Jomfrue Molzhau – en meget vakker Pige – og den unge Enkemand, Lieut: Hanche, som var meget stille og nedslagen. Men da de fik høre, Præsten Molzhaus skulde komme til dem om Aftenen, toge de bort Kl 6. Fader Mørk kom lidt før de toge bort, skulde strax løbet igien, men som han altiid siger, men blev dog gaaende og prate med os en god Stund. Han var meget bekymret over, hvordan han skulde faae sagt sin Kone 25Windholdts Død, da hun holdt af denne, sin eneste Slægtning heroppe, og dette Budskab kom saa pludseligt, som Døden kom over den underlige stakkels Mand selv, hvis Figur fra det første jeg saae ham, har staaet for mine Øyne, naar jeg vilde tænke mig noget ret barokt og besynderligt. Men, saa vidt jeg veed, giorde han «intet Kræe imod» var tiænstagtig o.s.v. – Hans Datter, som ikke er en ganske almindelig Pige, skal snart giftes med en ung Kiøbmand Petersen.

Tak, elskede Lotta, for dit kiærlige Brev, og endnu engang for Din kiærlige Nærværelse. Jeg tvivler ikke om, at Dit unge Reyseselskabs Lustighed forkortede Dig Hiemveyen, at de vare Kista, og da Din Lawson ‹s›om, ham velkomne, og nu lever i sin Herres Glæde. Lina sendte saa men Bud hiem i Gaar efter sit Halsbaand og et lille Brystspende, saa hun nok har i Sinde at giøre Stads derinde, det fornette lille Ting, som Tante Bull kalder hende.

Onsdag 6te Der er ikke andet for, mine Elskelige, jeg maae underholde Eder lidt imellem om Veyret, hvad man altiid i Nødsfald tager sin Tilflugt til. Det er i disse Dage mildt som Aprilveyr, og i Gaar forsikrede Folkene, de havde hørt Aarfuglen slaae. Men jeg holder, saa lidt jeg er for Kulden, dog mere af reen frisk Luft saa længe det skal være Vinter. Eller er denne usædvanlige Vinter en Begyndelse til alle de Herligheder, dette, af saa mange i from Overtroe ventede 1811: skal bringe os?

Saa har jeg nu atter udlæst en nye Roman af Lafontaine, Raphael oder das stille Leben. Naturligviis maae denne schreibselige Digter ofte gientage sig selv, de samme Situationer de samme Udtryk; men jeg lader mig aldrig mine Følelser afdisputere, og velsigner ham for mangen deylig Time. At ogsaa alle hans senere Arbeyder bærer et høyere Præg, er vist og sandt. «Jeg har ham mistænkt for, sagde min Egersøn i Vinter, at han søger at træde i Jean Pauls Fodspor, og det var ikke det galeste, han kunde giøre.» Ney, det veed Gud! I denne Raphael, er virkelig jeanpaulske Stæder, og i det Hele har den glædet mig meget. Kun gaaer det mod Slutningen alt for fort, hvad desværre er en af L: Unoder. Men det er vist og sandt, mit Hierte bankede stærkt inden jeg saae min Helt velbeholden igien i sin Angeliches Arme, i sin ædle Families Skiød, og det var først – paa de sidste Blade. Nogle iblandt Eder vil kanskee smile over den gamle Mutter Korens ungdommelige Smag. Men I vil Alle takke Gud, at jeg har beholdt den.

26Eftermidd. Jeg lader alting fare, for at fortælle Eder en Naragtighed, som i dette Øyeblik bragte mig, allene som jeg her sidder, i saadan Latter. Den gamle paa Haand og Fod lamme Hans (Hanson vil han giærne kaldes) som I jo alle kiender af disse Blade, han, som engang ledte en Hest, halt som han selv, til Vands, og imens de hinkede til hver sin Side, sang: «Fryd dig ved Livet i dine Ungdomsaar!» – Nu, denne Hanson kiørte Vand med min Gul, og Gulen slap fra Sælen og Hans, og sprang lystig omkring. Længe hinkede han efter den, smaaebandende, men da han indsaae Umueligheden at naae den, sparkede han efter den, og det, i sin Ivrighed, med det eneste gode Been han har, hvorved han naturligviis kom af Balancen, men fik til Lykke fat i en Langslæde, saa det ey bar reent over Ende – til Lykke baade for ham og mig: thi havde den gamle Stakkel faldt og stødt sig, var der ingen Latter blevet af, og den giør dog saa godt. Nu maae jeg ind og fortælle Telja og Maren det, og saa til mine mange, mange Breve igien, som i Dag skal vandre til Tøyen, og derfra til alle Verdens Hiørner og Kanter.

Fredag 8de Jeg blev underlig tilmode, da jeg i Gaar saae et lille Værs i Intelligentsbladet, overskrevet Ursula. Det kunde saa aldeles hentydes paa den unge Frøken Lund fra Eidsberg, der i nogen Tiid har lagt i Xtiania under Thulstrups Haand. Hun væltede paa en Tour til Trondhiem i Fior Vaar, hvor hun tog hen i det værste Forefald for at besøge en Oncle, og kom nu ved Juletiid tilbage, meget ussel, med en Kræftknude i Brystet, en Følge af hiin Vælting, og har, der siges uden Forældrenes Vidende, siden været i Christ: Efter hiint lille hiertelige Værs, skulde hun været død. Naar jeg endnu har sagt Eder, at hun tog bort paa en saa urimelig Tiid for at undgaae flere eller større daglige Urimeligheder i det faderlige Huus (hun elskede imod Forældrenes Villie en brav ung, men fattig Mand) vil jeg her afskrive Eder disse Linier:


Ursula helliget

Og Livets Vaar er Spøg og Blomsters Ven;
Men, liig et Duun i Storm bortviftes den.
                                                    Guldberg.

27Hulde! nu fuldendt er Scenen,
Væsners Fader vinked Dig,
Just da Stormen nu herneden
Meer end forhen rystet Dig
Bliid han kaldte Dig, Du Gode!
Bort til bædre Egne hen‹.›
Saaret Barm ey der skal bløde,
Suk ey meer skal hæve den.
                                        L:S:

___________

Hendes Navn er Ursula. Kan nu noget være sandsynligere, end at disse Linier er ved hendes Død? Og er det saa – Ulykkelige Forældre! hvad kan da trøste Eder! Det var et elskeligt Barn, hvis Taalmodighed i legemlige Lidelser – hun var aldrig nogen Vinter frisk – jeg ofte har beundret, Fromhed og Uskyldighed erstattede rigelig Mangel af Skiønhed, skiøndt hun efter hun blev voxen – jeg har ikke seet hende i mange Aar – var bleven ret smuk, siger man, og var almindelig elsket af alle, som kiendte hende. Hun var min Wilhelms Jævnaldrende, Korens Guddatter, og Wilhelm Lunds Gudsøn, derfor kaldte vi dem for Spøg Kiærester da de vare smaae, og de vare meget gode Venner. Rygtet har sagt, og maaskee jeg her efter det, at Forældrene inderlig ønskede, hun skulde taget den gamle Generalmajor Lowzan, som var sterbens forliebt i den 17 Aars Pige, da han laae i Eidsberg, og at hun siden hun bestemt afslog det, ikke har været lykkelig hiemme. Endnu engang, og ti Gange: arme ulykkelige Forældre! – hvad skal trøste dem, er alt dette saa i Sandhed?

Løverdag 9de Ney, jeg maae ud en Tour; denne Ind- og Stillesidden føler jeg nedbryder min Helbred. I Dag er Veyret saa usigelig deyligt, klart, og dog mildt. I Eftermiddag overrasker jeg min Rikke, som ikke venter mig før i neste Uge. Men da faaer jeg Glutterne hiem, da river jeg mig ikke saa godt løst. Der er nok alligevel, som fængsler mig, og det er af reen Pligtfølelse mod mig selv – «Mod dig selv? Christiane! Ikke ogsaa mod dine Elskede Elskende?» – Og ere I da ikke mig selv? Meget mere, end mig Selv? – altsaa af Pligtfølelse mod dette mit bædre Selv, skal jeg modstaae det Tryllerie, som især dette lille Kammer omgiver mig med, naar jeg tænker paa at tage ud. Overalt smiler det til mig: «Hvor har du det bædre – hvor saa godt, som inden disse Vægge?» –

 Min Søvn er afbrudt og uroelig. Især var den det i Nat, da jeg ti Gange 28vaagnede op i heftig Skræk, og var, Gud veed hvordan, kommet ind i alle Frankrigs Rædselscener fra Revulutionstiden, som hver nye Slummer fornyede og blev afbrudt ved.

At jeg først tager bort i Eftermiddag er tildeels for at faae noget færdigt til i Morgen, da Ungerne mine skal komme hiem Sønda Mandag, altsaa Hestene ind i Morgen. Gud skee Lov, de kommer tilbage igien! Denne Uge har i egentligste Forstand været den stille Uge her.

Søndag 10de Paa et hængende Haar nær, var min Tour i Gaar gaaet rabundus. Just som jeg stod færdig, Hesten forespendt, kom to Slæder i Gaarden. Det var Capitain Wærner og lille Frue Bergh fra Limsæt – Enke efter Generalauditeurens Broder – Hun har aldrig før været her, og saa syntes jeg det upassende at tage bort, skiøndt jeg unødig opgav mit Forsæt. Men da Frue B. saae alle Reyseanstalterne, tillod hun slet ikke, jeg blev hiemme, og gav mig sin Haand til Forsikring, snart at komme igien. Hvad en ydermere beroeligede mig var, at hun egentlig ikke kom i Besøg til mig, men havde nogle Penge-Affairer at afgiøre med Hertel.

Saa foer jeg da afsted i det himmelske sande Vaarveyr, og var i en Time hos min Rikke, der hang sig saa glad om min Hals, og som jeg ikke kom ganske uventet. Hun havde sagt, nyelig før: «Mon ikke det deylige Veyr skulde lokke min Moer Koren hid i Dag? «

Nu er Wilhelm Koren igien fuldelig færm, gaaer og snakker lidt, fl‹æ›xer og er saa velsignet god. Det gaaer nu igien flinkt med mit Strikketøy, og det gaaer altiid flinkt med vor Snak, og Kl var over 9 før vi tænkte det, thi Stueuhret stod hele Tiden paa 6. Da jeg tog hiem i det klare Maaneskin, blæste det, og jeg frøs lidt, da min Marie har min Reysehue, og de to Smaae hver noget af min Vinter-Uniform; dog er jeg Gud skee Lov rask i Dag baade paa Siæl og Legeme, og sov nesten uafbrudt i behagelige og morsome Drømme.

I Morgen skal vi alle Mand møde de kiære Ventede paa Gierdrum Præstegaard – det bliver en deylig Tour, haaber jeg. Og saa har jeg nu igien taget paa at blive Fru Fygombye, som vor gamle Justiskar kaldte mig i de gamle lykkelige Dage, naar han blev vreed paa mig, fordi jeg ikke altiid blev – eller kunde blive hiemme der, naar jeg var hos ham.

Aften Vi pleyer ikke hente Posten meer end engang om Ugen; men jeg ventede halvveys Brev i Dag fra min Maja C: og sendte Bud efter 29den. Det ventede fra Maja var der ikke, men et andet længe ventet fra min gode Bergh, et langt Brev, som baade glædede og bedrøvede mig. En af de Ting som bedrøvede mig var, at han havde været syg (men dog nu Gud skee Lov var frisk igien) og en af de der glædede mig, at han havde talt med Øhlenschläger, som tænker paa sin Moer Koren med sønlig Ømhed – og hvor kunde han ogsaa andet? Har jeg noget Øyeblik holdt op at tænke moderligt paa ham? Ney, jeg veed det, hans Hierte er ligesaa lidt som mit skabt for Forglæmmelse, og Kiærlighed føder Gienkiærlighed.

Onsdag 13de «Det bliver for ondt for Moer at reyse ud i Dag» sagde min Ane, da hun i Mandags Morges bragte mig Vand og Caffe op. Rigtig nok snedte det stærkt, men, Glutterne imøde kunde langt værre Veyr ikke holdt mig hiemme. Fabritius var her, han styrede mig, Lunde Maren Skieldrup. Telja vilde være hiemme og tage imod dem, Skriveren og Hertel havde Forretninger. Vi arriverede lykkelig til den fredelige Præsteboelig, hvor vi blot fandt Præsteparret og deres Jørgen hiemme. Jomfruerne svirede endnu i Byen. I Mørkningen kom to Slæder, og lille Jørgen saae dem først, og raabte: Nu kommer de. I den første Slæde var – unge Kiøbmand Horster, i den anden rigtig nok Lina og Kaja. Maja slap ikke. Hun havde lovet sig en Dag til vore velsignede unge Præstefolk, og et Par andre Stæder, og kommer først hiem Fredag. Jes var ikke blevet saa tidlig færdig, han kom nogle Timer efter. De Smaae vare nu ligesaa glade efter ved at komme hiem, som de vare ved at reyse bort. Paa Hovind og Tøyen er det samme, siger de. De havde levet deyligt, været paa Comedie o.s.v.

Her hiemme fandt vi ingen oppe uden vor gode Hertel og Telja, Kl: 11 gik min Koren tilsengs (han skulde tidlig ud i Gaar Morges) og Fatter Wangensten, som efter meer end et Aars Forløb glædede Hovind med sin høye Nærværelse, var ogsaa bleven træt af at vente. I Gaar Morges kom Lina ind til mig, rødmende som Morgenhimlen, gav mig en lille Pakke og sagde: «Det er Markedsgave fra os allesammen, Moer!» og kyssede mig. Det var nydelige Kniplinger 30og Tyl til en Kappe. Deres Fader fik et smukt Vestetøy; og‹saa› til de andre i Huset, havde de lidt Smaat. Det er egentlig den snilde President der har udrustet dem med saa megen Markedsrigdom. Seer I, paa Hertels Foranstaltning fik de Lov at fede en Kalv og sælge, den kiøbte Presidenten og gav – hvad neppe nogen anden havde givet, i hvor kostbart alt er – rene 30rd for den, da han hørte, det skulde være Barnas Markedspenge. Til deres Lykke vidste deres Fader ligesaa lidt som de, da de toge ind, hvilken Coup de vilde giøre, og gav dem derfor noget at bie med. Tilgiv, mine Elskede, at jeg opholder Eder ved disse Bagateller – Dog, hvorfor beder jeg om Tilgivelse? beder Eder derom! Er det ikke just saadanne Bagateller som udgiør det huslige Livs sandeste Ynde?

Gaars Formiddagen gik bort i Prat med Wangensten. Han lod mig læse et Brev fra sin Søster Keiser, som det var mig saa kiært at høre noget fra, og dobbelt kiært, da jeg hørte, hvordan alle XstiansandsXstiansands] rettet fra: Xstiand ved overskriving Indvaanere har kappedes om at formilde hendes Savn saa meget mueligt. Jeg skrev et Par Linier til hende. Imod Middag kom Pastor Chrystie og Horster; Skriveren og Hertel var borte, og saa toge de bort, Wangensten med, da de havde spiist og drukket Caffe.

Min gode Ursula Lund ikke allene lever, men er i bedste Bædring. Børnene havde besøgt hende. Gud veed hvem den Ursula er, som jeg saa bedrøvet tog for hende.

Torsdag 14de Nu reyser Herr Melin efter min Marie. Jes skulde hentet hende, men han er stærk forkiølet, og holder i Dag Sengen. Dog har det med Guds Hielp intet at betyde. Han er ikke stærk, hvad jeg dog haaber, efter hans Bygning, han skal blive, naar den stærke Vext ophører.

Sidst i denne eller først i neste Uge venter jeg min dyrebare Maja C: og halvveys med hende Barna vore, Thrinasara og hendes Real, til hvem jeg har skrevet med Melin, og maaskee – dog er det kun et svagt Haab – min Lottamoer –

31Fredag 15de I Gaar kom det, det kiære Brev, og Søndag eller Mandag kommer min Maja C – om Flere med hende veed jeg endnu ikke – men at hun bliver gode 8 Dage (ja tilvisse gode!) hos os, det tør jeg sikkert glæde mig til; og til Dalls komme, som i disse Dage ventes til Xtiania tør jeg denne Gang ogsaa sikkert glæde mig: thi vist bringer han mig nu noget fra baade Døttre og Søn –

Stakkels mine velsignede Egerbørn som har lidt saa ondt paa Nedreysen. Jeg siger med vor Maja C, som sendte mig Eders Hilsner, Elskede, og gav mig Haab om Brev med det første: «Gud være lovet, som i alle Farer holdt sin beskiærmende Haand over Eder!» – Den hvile over Eder, beskiærmende og velsignende, I Elskede. I alle mine Elskede! fra nu af i al Evighed – Amen!

Ogsaa sendte den samme Maja mig en Afskrift af Øhlenschlägers sindrige Sang til Schimmelmans Fødselsfest. Hvor fordobler sig alt Gode hvad vi har og nyder, ved disse Meddelelser! hvor formildes hver Kummer ved denne Deling og Deeltagelse!

Stille og klart er Veyret i Dag, som min lille Majas Siæl; men koldt som denne er varm. «I Dag, Gud skee Lov! kommer Marie!» saaledes har de Alle bedt mig God Morgen, saaledes elske vi Alle hverandre. «Og kun Kiærlighed drager Himmelen ned til Jorden!»

Løverdag 16de Hun kom, det kiære Barn, rød og hviid, rask og munter, men først Kl 6½, da hendes Fader, hvis Kiæledægge man beskylder hende for at være, efter at have været nede meget over sin sædvanlige Hviletiid (Skumringen er hans eneste Hviletiid) og tidt seet længselfuld giennem Vinduet, var gaaet op paa sit Værksted, hvorfra han dog snart kom ned for at kysse sin Maja. Det eneste hun medbragte, var et lille Brev fra vor kiære Kista. Om den store Majas Komme, og om flere kom med hende, vidste hun intet mere eller vissere end jeg. Men Morgendagen eller senest Mandag (ak, der er langt til Mandag!) vil jo give mig glad Vished. Kun fra vor elskede Sally hører jeg ikke et Ord. Mit Haab stod saa vist til Capit: Berg, han skal have været i Byen, men medbragt noget til mig har han ikke, det maatte jeg have faaet, og ingen siger mig et Ord om det kiære Barn, og jeg har nu intet at glæde de elskende Søstre med dernede. Det er smertelig, dobbelt tungt.

32Mand: 18de Præsten Munthe kom ikke i Gaar, skiøndt det var hans Kirketour her. Faer Mørk var her som sædvanligt et Øyeblik, men for Resten intet fremmet Menneske. Mit Hoved sagde over hundrede Gange: der kommer ingen Maja i Dag! men Hiertet hviskede saa sagte, at Hovedet ikke kunde høre det: Hvem veed? –

Denne Gang havde Hovedet desværre Ret; og det faaer da have Ret engang imellem. I Dag er begge i fuldkommen Forstaaelse, og dis‹c›urerer ganske høyt med hverandre. Men saa bitterlig koldt er det. Er Du vel indpakket? elskede Maja! Endnu ønskede jeg ikke Du var ude. Op ad Dagen haaber jeg, det skal blive mildere. Men her i det lille grønne Kammer er det saa godt og varmt. Var Du dog her!

I Løverdags, Skriverens Audientsdag, som I veed, var her foruden Sollner og Wærner et Par svenske Folk, som i flere Aar har boet oppe i Gierdrum Fieldet, hvor Manden, Siøberg, har været Fuldmægtig for Fedei Comisset. Han er simpel og hverdags, men hans Kone ret tækkelig og et Fruentimmer af god Opdragelse. De flytter nu igien til deres Fødeland, og var det altsaa første og sidste Gang hun varvar] rettet fra: tar ved overskriving her i Huset; men i Gierdrum Præstgrd har jeg ofte seet hende, og hun vilde ogsaa see mig engang endnu, derfor fulgte hun med sin Mand som havde adskilligt at afgiøre med Contoiret. De har boet som i en Udørken, og jeg undres ikke paa, hun giærne tager tilbage til Fosterlandet. Det rørte mig at sige hende Farvel for stedse – som alt, hvad der er for stedse og sidste Gang, rører mig.

I Gaar blev Skriveren anmodet om enten at komme selv eller sende en paa sine Vegne, da en dødsyg Kone –. «Kiære, Skriveren er jo ikke Læge – det var vel Walbohm, de skulde hentet?» – Lad mig faae tale ud, Børn! – det var rigtig nok Skriveren. Seer I, det var et Testament angaaende, som skulde oprettes mellem den døende Kone og hendes Mand. Hertel tog did, og Jes fulgte med ham. Da de kom, fandt de tre, fire drukne Mænd; og Hertel gik lige til Sengen, drog Omhænget tilside, men der var ikke meer Kone end bag paa min Haand. Hun stod tværtimod karsk og sund for deres Øyne, og det eneste ærdru ædrue Menneske i Huset. 33Testamentet blev giort, og de kom leende tilbage.

Tirsdag 19de

«Lad Stormene længe nok hvine
Og pidske den flyvende Snee
Her sidder jeg luunt mellem Mine
Og trygt kan af Boreas lee»

Ja, her sidder jeg trygt, hyggeligt, velsignet, ved min dyrebare Majas Side, og takker Gud saa inderlig, fordi hun er hos mig, og fordi hun kom i Gaar, vel lidt forfrossen, men dog i stille Veyr, og peent Føre. I Dag er det et reent afskyeligt Veyr, Storm og Sneefyg, og Veyene, siges der, reent ufremkommelige. Altsaa endnu en og tusind Gange: Gud skee Lov, at jeg har hende trygt her i min Sopha, i mit stille lune Kammer, hvor hun dog ikke er frie, som vi Gigtplagede i saadant Raseveyr ingensteds er for Mindelser om det.

Hun kom i Mørkningen, og ganske ene, ingen Barn, ingen Frue Lotta i Følge med sig. Foruden sig selv, det Bedste af Alt, medbragte hun mig – ak hvor meget, meget deyligt! Hvad nævner jeg først? Eders ømme barnlige Breve, dyrebare C og M: baade det ældre, som sidst skulde været med Dall, og det yngre, som begge nu kom paa engang – det første saa langt, saa inderlig interessant – eller Dit lille Brev, elskede Lotta! med Løfte om, snart at see Din Moer Koren igien, og medbringe Din længsels fuld ventede Jørgen – eller Deres behagelige Journal, kiære Søn Frederich med hvilken jeg nu har giort den hele tildeels besværlige Tour med Eder, og er landet, ak, hvor mit Hierte saa ofte, jeg selv – for saa vidt Legemet er mig selv – aldrig lander, i Din Stue, elskede Cathinka, hvor vor Egerven fandt Dig ved Din ædle Mages Side, ham med Pennen i Haanden, Eder begge omgivet af Børnene – O just saadan seer jeg Eder ofte; men seer ogsaa Malla iblandt Eder, min stakkels kiære Malla, som har været, som endnu er syg, og ikke har seet vor Frederich[.] Tager Alle min moder- søster- venlige Tak for de glade Øyeblikke I har skiænket mig! Endnu ligger Correggio her, og tre Bind vist herlige Digte, udgivne af den ypperlige Schlippenback, under Tittel Kuronia, og det lille Digt Nytaarsnat af Reformatoren Grundtvig, som jeg ogsaa har de kiærlige Døttrene mine at takke for – og Maja, min Maja sidder her, og mange glade Dage smiler mig imøde.

34Tirsdag 26de Ja, mine Dyrebare! saa længe har I og Journalen skeedt Uret. Men her er jeg, for at tilfredsstille Eder, for at give Dagbogen hvad Dagbogens er, for saa vidt mit stakkels fortumlede Hoved tillader det. Dog, for ikke at begynde efter saa langvarig Taushed med en eller flere Jeremiader – thi Gigten pirrer Hovedet – Maja er borte – og i Morgen forlader ogsaa min lille Maja mig – vil jeg gaae kiækt tilbage, og ordne Alt Dag for Dag i mine Tanker, og «gribe dem, nyde dem igien», de Timer, ak, som fløy saa lynsnart hen!» –

Onsdagen gik sødt, stille og deyligt, fra Morgen til Aften her i det lille Kammer; jeg skrev alt imellem paa min Oversættelse, Maja læste i Kuronia, og læste lidt imellem, som var «alt for deyligt» høyt for mig, holdt Lovtaler over nogle Digtere, skiændte paa andre, og udsonede sig atter med dem. Saa pauserede vi begge, og udfyldte Pausen – I kan nok tænke hvormed – med kiærlig Samsnak. Ak, og før vi vidste det, var det Aften – «Og nu er alt een af de gode Dage forbi!» sukkede vi begge, allerede den første Aften – det er nu otte Aftner siden – Ja, denne første Aften læste jeg Correggio høyt for Barna derinde. Den faldt ikke i Traad for mig som Axel og Valborg den blide, eller Hakon Jarl den herlige; den er fuld af Kunstnersind, har i det Hele ikke saa almeen Interesse som den ovennævnte, men ved en nye Giennemlæsning, stille for mig selv, vil jeg vist finde mere skiønt i den end hvad der nu især giorde Indtryk paa mig: alle Scener hvori Barnet er, og Eremitten, og den himmelske Pige med det himmelske Navn – Altsaa, først naar jeg har læst den engang til, mere om den. Og saa var det Onsdag aften. Har jeg sagt Eder, hvor stærk Maja mi, den store Maja, er i Kabalen? Det havde I ikke troet? Ja, men dog er det saa[.] Hun kan, troer jeg, de Sneese Kabaler, den ene kunstigere end den anden, men alle saa regelrette, at man snart lære hende Kunsten af, hvad nok ellers ikke skal være Kabalens Særkiende, troer jeg. Med 35disse, og et ikke fuldt saa kunstigt Spil, Rabus benamset, mo‹e›rede vi om Aftenen osos] rettet fra: og ved overskriving og Barna. Saa blev det

Torsdag Og var jeg den hele udslagne Formiddag saa rask, saa lustig, og blev det ey mindre siden, da Posten bragte mig det velsignede sønlige omstændelige Brev fra min Frederich hvori ogsaa Lisemoer havde skrevet et Lev vel, og hvorfor, Elskede, her atter findes min moderlige Tak – At dette kiære tidtlæste Brev blev en nye riig Underholdningskilde, kan I nok tænke Eder. Og tænk, det havde lagt hos Munthes siden Søndag. Da havde jeg Bud der (der aabnes nu Posten) men ingen var hiemme, og jeg følte dog paa mig, at det var kommet, hvad Maja Mandag Aften, da hun kom, bekræftede: thi vor troefaste Egerven havde sagt: «Neste Post faaer Moer Koren Brev» –

Den deylige Dag paa Dukkehuset! Der gad jeg ogsaa nok staaet usynlig i en Krog, og været Vidne til den Glæde der hærskede i denne Kreds af sieldne Mennesker, ak, og seet min Adam engang endnu, og hørt ham. Men mon jeg kunde baret mig for at træde frem, eller i det mindste ladet min Røst høre, da han «uopfordret, naturligviis» siger De, min gode Egersøn! da han talte om snart at skrive til Moer Koren? Hvorfor, Adam, lover Du det saa ofte, og uopfordret, uden at holde det? Og hvorfor kan jeg aldrig vredes, hvorfor glæder det mig blot at høre om saadanne Løfter? Ak jo, det veed jeg nok: Det kommer af, at intet kan betage mig Visheden om din sønlige Kiærlighed, ikke du selv engang – det kommer af, at mit Hierte aldrig kan ophøre at elske hvad det engang har elsket – og hvor kunde Adams det? Ney, hverken vore Hierter eller Fingre skal bløde ved Guldbrocadens Sønderrivelse og Sammensyelse, (I mindes jo Alle denne deylige rørende Allegorie i det herlige Eventyr Aly og Guldhindij) som vel undertiden har faaet et lidet Brist, hvis Reperation ‹…› har kostet Taare, men intet Blod. Og skulde jeg ogsaa først hisset see Dig igien, min Adam, og herneden aldrig noget fra dig mere – dog skal Guldbrocaden ingen eneste Rift faae mere. «Hvem der dog kunde dele en saadan Aften med dem!» sagde Maja og jeg, da vi læste om den deylige stille Aften hos Døttrene mine

36

Men vi deler dem, alle Eders deylige Aftner og Dage, som I ogsaa sikkert i den forbigangne Uge ofte har sadt her hos min, hos vor Maja og mig, i det lille grønne Kammer, hvor der er saa godt og og hyggeligt, og hvor vi jo dog ogsaa, Alle Vi, engang skal sidde sammen som i den grønne Stue paa Eger, og i Majadalen, og paa Tøyen, ‹og› paa – Sinsen? eller hvor? det er det samme, naar det kun er hos Treschow og Katty. Lad mig drømme mig disse søde Mueligheder, og Dyrebare! skulde de end aldrig blive mere ende Drømme –

Nu nok for i Dag. Jeg har skrevet til Bergh, og nu er jeg saa mat at jeg ikke orker mere end at sige Eder, Elskede, et God Nat!

Onsdag 27de Uden at see til Høyre eller Venstre – mit Hierte staaer endnu fuldt af Taare, fremlokkede i Øyet ved den søde Linas Taare da hendes, alles vores elskede Marie reyste – gaaer jeg nu videre, det vil sige tilbage til

Fredag Ak, da giød en smertelig Gigt- Tand- og Hovedpine sine malurtdraaber i det fulde Honningbæger disse Dage havde rakt mig. Men jeg forsøgte at skumme dem saa let af Bægeret, og svælge dem i en hast. Den Dag lykkedes det nogenlunde. Jeg tænkte ikke at tale meget, skrev flittig paa min Oversættelse, imens Maja sad med en stoer Skuffe fuld af ældgamle Breve, paa for et stort Bord, og reviderede dem med mageløs Taalmodighed, og kastede et vemodsfuldt medlidende Blik paa sin Moer Koren naar hun ikke kunde bare sig for en suur Mine ved de bittre Draabers Nedsvælgen. Men ethvert saadant Blik betoge disse noget af sin Bitterhed, og kom der for mange paa engang lagde jeg det smertefulde Hoved paa hendes vennehulde Barm og da fik den over vor uskyldige Glæde misundelige Dæmon ingen Magt med mig – Mod Aftenen bædredes det. Dog – og det seer Du først her, elskede Maja! – da jeg kastede de til Tilintetgiørelsen bestemte Breve paa Ilden, og saae dem smuldre hen i Aske det ene efter det andet – ak mange af dem havde engang glædet mig usigeligt, da kom det atter over mig, som over Konning Saul, og Din Davidsharpe, hvor blidt Du stemte den, kunde ikke ganske fordrive den skadefro Dæmons Indflydelse, som syntes forstærket ved hvert Brev 37Luerne giorde til sit Rov. Ney, Venskabs Genius kunde det ikke være der opsteeg af de stakkels Breves gloende Grav. Det vilde smertet dybere end i Hovedet. Med et sagte Suk – ikke over Smerten den venstre Side af Hovedet – forlod jeg Offeraltaret, og den Aften gik taaleligt endda. Natten var værre, og end værre blev

Løverdagen Skiøndt jeg sad mellem to Talismænd – Maja sad paa min høyre Side, ved min venstre laae det kiære Sønnebrev, som skulde besvares – var det dog med Nød og Neppe jeg fik mit Svar færdigt. Og neppe havde jeg sluttet, og Maja taget Pennen for at tilføye nogle Linier, saa maatte jeg lægge mig her paa Sophaen, og siden gaae fra Bordet tilsengs. Og hvad der forøgede Smerten var Tanken om de mange Timer af de faa der nu vare igien, som gik saadan til Spilde. Vel os, at vi fra Begyndelsen omgiktes sparsomt med vor kostbare Tiid, min Maja! saa har vi da intet at bebreyde os selv – og det er Meget i denne Verden, det forekommer mig tidt at være det Meste, og er det jo ogsaa for saa vidt, at det hielper os at udholde alle Savn, og frembringer en Beroeligelse, som man vel undertiden kunde tage for selve Glæden.

Søndag den sidste af de som Tanken hastig, forsvundne Dages, var jeg paa det allerusleste. Min Koren, som hele Tiden havde foresat sig at følge begge vore Majaer til Strømsøe, men som har saa saare liden Tiid at raade over, tog i Forveyen til Tøyen og Drammen, da min Moer C: Mandag skulde møde sin Thrina og Real paa Fedt Prestegaard, blive Onsdag (i Dag) over i Byen, og han, Skriveren vor, endelig maatte være tilbage Mandag. Han forlod bedrøvet sin skrantne Christiane, som giorde sig saa kiæk som mueligt, og som han jo vidste havde den Dag i det mindste sin Maja endnu. Om Eftermiddagen kom min kiære ømme Rikke, og da kunde jeg neppe tale med hende, og Taarene skialv i hendes Øyne, i hendes Stemme, da hun vilde qvæle dem. Men see! det var, som Presidenten siger: «Det sidste Pust af Satans Raserie!» – Efter en usigelig smertefuld 38Time, som jeg for det meste tilbragte herinde paa Sophaen og allene, gleed det paa engang bort, og Gud skee Lov fordi denne sidste Aften blev saa god! Rikkemoer tog beroeliget bort med sin lille Rasmus, som i de første Øyeblik han saae mig, gav mig mangt med ynksomt Øyekast. Natten var atter slem – det fik ikke hielpe.

Mandag Kl 12 reyste min dyrebare Maja – Hertel og Jes fulgte hende – og forbi vare de, de velsignede Dage, som jeg saa længe havde glædet mig til, glædede mig i, og skal glæde mig ved alt til vi atter samles, og jeg lægger dem til den øvrige rige Glædesum, som aldrig kan formindskes, som ingen Cours har nogen Indflydelse paa, fordi den er nedlagt i Evighedens Banqve, og dens Renter uberegnelige.

Og saa Tak for hvert Øyeblik, Du dyrebare Maja!

I Gaar, Tirsdag var jeg mat og svag, som I har seet. Linas lille blege taarefulde Ansigt stod altiid for mig. Skilsmissen fra Marie har altiid været hende det smerteligste af Alt, om denne end kun har beløbet sig til et Par Dage. Nu gialdt det flere Maaneder. Har jeg før sagt Eder noget, mine Elskede, om denne Maries Reyse? Jeg erindrer det ikke. I veed, hvad Lyst og Anlæg hun har til Tegning. Det har længe været i Værk, at hun hos den kunstforstandige Jomfrue Ravert skulde faae saa megen Ferdighed heri, som i nogle Maaneder kunde bibringes hende, og hvorved hun siden kunde hielpe sig selv videre. Nu falder det sig saa ønskeligt, at bemeldte Jomfr: R: boer tet ved vor Cappelens, lige over for deres Have, og at hun for Moer C Skyld, maaskee ogsaa lidt for min vil give vor lille Maja Undervisning, da hun ellers ingen flere Elever antager, og at Maja kan være paa en Maade i Thrinasaras Sted, i den ømmeste Vennevold, i sit tredie Hiem – Tøyen er det andet – O tag hende, min M: C. – tryk hende til Dit modersøsterlige Hierte, det fromme Barn! Hun vil giengielde Din og 39Din ædle Mages Godhed med det eneste, hvormed baade hun og jeg kan giengielde den, med taknemmelig Kiærlighed, med evig Kiærlighed, som den ligger dybt og endnu uudhviklet i hendes unge rene Hierte – Som Din Thrine er min, saa være hun din! Maja! Lotta! vi har jo vore Glæder og Sorger fælles, vort Alt – og er ikke vore Børn vort beste Alt?

Tidlig i Dag toge de bort – Jes styrer hende. Linas Taare flød mildere: thi jeg har lovet hende, om det gaaer an, at hun skal følge med mig naar jeg i neste Maaned besøger Majaerne vore. Denne Trøst kunde jeg ikke negte det lille hulde stærktfølende Væsen – og mig selv. Marie tog Afskeed med alle Mennesker og Dyr, traskede giennem Sneen i hvert Hul, hvor der fandtes et levende Væsen, ogsaa ned i Drengestuen til den syge Gunder, som havde forvredet sin Fod før han sidst styrede hende til Christ:, men fortaug det, for ikke at miste den Glæde, at styre sin kiære Jomfrue, og kunde saa hverken gaae eller staae da han kom hiem igien, og kan det vel ikke endnu saa hastig, skiøndt han ved Walbohms Omhu mærkelig bædres.

Jeg har fundet paa Alskens Arbeyder for de Smaae – thi ogsaa Kaja kostede selv Tanken om Majas Bortreyse Taare; men dette lille livfulde Dyr kan ligesaa lidt holde længe fast paa en og samme Forestilling, som blive længe paa et Sted.

Fader Mørk kom i Aftes for at sige sin Yndling end et Farvel. Ellers har jeg ingen seet siden Du forlod os, min Maja C. Hvor Faa vi vare ved Bordet i Dag! Hertel og Lunde er ogsaa borte, Lunde i Byen, hvorfra jeg ret med Længsel venter ham tilbage i Morgen, da jeg veed, han bringer mig Hilsener fra mine Elskede derinde, maaskee endnu mere, end Hilsner. Maaske endogsaa Efterretninger om Din Jørgens Ankomst, dyrebare Lotta og at jeg snart skal see Dig og ham paa mit Hovind –

40Torsdag 28d At jeg i Gaar og i Dag er friskere, end i lang Tiid, vil jo være noget af det kiæreste, I Dyrebare, jeg paa dette Heftes sidste Blad kan fortælle Eder. Jeg skiønner paa det, og takker Gud, fordi det smertelige Onde saa snart gik over; men dog kan jeg ikke bare mig for – thi det er uvilkaarligt – at tænke: havde du dog været saa rask den hele lykkelige Tiid, du havde dit Hiertes Veninde her! Hvad der er ufrievilligt, tilgiver vor gode himmelske Fader (og tilgiver han ikke Alt, hvad vi hiertelig angrer?) og ogsaa dette.

Da jeg stod op i Dag – og det var tidligere end før i Vinter – var Veyret klart og godt, og jeg glædede mig saa over det paa de Elskedes Vegne, som i Dag skal tage til Strømsøe. Men nu sneer det igien som i Gaar. Dog, I ere saa mange i Følge i Dag, og da gaaer det i alle Fald bædre. Og hvordan mon det Vey og Føre skulde være, som vor raadige Real ikke skulde komme frem og hielpe andre frem i? Ney, min Thrinasara! Du kunde ingen bædre Leder valgt Dig paa Livets Vey, i hvad Forstand Du saa tager disse Ord, det veed og føler vi Gud skee Lov Alle. Aandsnærværelse og mandig Kiækhed indgyder altiid Agtelse i det qvindelige Hierte, der føler sin Trang til Værge og Beskyttelse selv for Mænd der maaskee ellers var blevet os ligegyldige. Det har jeg erfaret mere end engang; og føler – jeg tør vel sige som mit hele Kiøn – at Bestemthed og Fasthed i Farer de være af hvad Natur de vil, maae være et af Hovedtrækkene i den Mands Charakter, vi skal elske og agte.

Og saa lykkelig Reyse, mine Elskede, Velsignede! Dog, endnu ere I ikke underveys – Kl: er 9 – Nu gaaer Thrinemoer først og steller med Indpakning og Frokost til Moer si og Sødskende sine, og har det saa travlt. O jeg seer det saa godt altsammen.

Gud ledsage Eder! Gud velsigne og bevare Eder Alle, ‹I› mit Hiertes Elskede, fra nu af i al Evighed! Amen!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.