1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Januar] | Bokselskap

Dagbok 1811

av Christiane Koren

[Januar]

3

Nytaarsdag.

«Lad Taager din Isse kun dække,
O Fremtiid! det ængster os ey.
Lad Mulmet end varslende vække,
Dog Haabet omstraaler vor Vey.

___________

Hvad kan jeg andet, end begynde dette nye Aar som jeg endte det gamle, med de ømmeste Velsignelser og Ønsker over Eder, I nære og fiærne Elskede, Elskende! Som der er ingen iblandt Eder, der jo i Dag tænker paa mig og Mine med et fromt, barnligt, vennehuldt Ønske, er der heller ikke iblandt Eder Alle nogen, for hvem jeg jo med Moder- og Vennesind nedbeder Velsignelser fra alt det Godes milde Giver.

Og Du længst Bortfjærnede, hulde Sally, som i det fremmede, det fiendtlige Land, i Dag helligholder, maaskee blot i Dit Hiertes Stilhed, for første, og jeg haaber sidste Gang, Dit det dobbelt nye Aars Begyndelse, kom sund og vel igien tilbage i vore Arme, og over Dig, hvor Du aander, Himlens Fred, søde kiære Sally! og over Eder – os Alle! Amen. –

Middag. Et stort Brev fra Kbhn bragte man mig nu. Fra hvem kunde det være uden fra de dyrebare Barna mine!? Men det var over 6 Uger gammelt, var kommet op med Justitsraad Wexels, som maae have reyst i Sneglegang, eller opholdt sig længe noget Steds underveys. Dog, det være gammelt eller nyt, det velsignede Brev, det var mig en kiær Nytaarsgave, end kiærere, om mueligt, ved de Linier deri fra Deres Haand, ædle Treschow, som har rørt mig til Taare, og disse bittersøde Veemodstaare være Dem min Tak være Dem det her og for Gud. – Med hvert Aars, med hver Maaneds Begyndelse (og vel oftere) tænker jeg: «om du inden denne Maaneds, dette Aars (Uges eller Dags) Ende, saae din Sara og Vilhelm igien! Det er intet Ønske, mine Elskede! Min Kiærlighed for de, jeg har tilbage, formilder min Længsel efter de Forudgangne, forvandler den til stille Hengivenhed i Alfaders Villie.

4Men saadan vaktes dog ikke i lang Tiid min Lyst til Livet, som da jeg læste: «dog ey kan man afslaae mig, naar jeg efter 40 Aar‹s› Læreembede i Aar 1814, og min Alders 63, søger om Afskeed. Maaskee beholder jeg endda saa megen Kraft tilbage, at jeg som Privat kan være mit elskte Land til nogen Nytte. Hertil indskrænker sig mine Forhaabninger for dette Liv.» – Og mine, ædl‹…› Mand, udvider sig ved Tanken om, jeg kunde nesten sige Visheden om, at jeg skal faae see Dem og med Dem de andre elskede Barna mine endnu engang paa denne Jord. Tre Aa‹r› ja, det synes langt. Men naar jeg tænker paa hvordan selv diss‹e› to sidste Aar har bortskyndt sig, forekommer mig tre forestaaende ikke lange: thi Haabet staaer smilende i Baggrunden, og hend‹es› hulde Smiil falder lysende ned paa den lange Række af de tre Gange 365 Dage, som Maanens Straaler over den lange, men klare Vinternat. Ja, det elskede Fødeland skal see, og jeg ska‹l› see Eder igien, og vi skal forene os i Tak for al Eders Kiærlighed[.] Og endnu længe længe skal det troefaste Norge glædes og velsignes ved en af dets værdigste, dets ømthengivneste Sønners gavnrige Liv – Jeg skriver under lutter Afbrydelser, og afbrydes nu ganske ved Mørket og de alt kommende Giæster, men især ved en ulidelig Hovedpine, som jeg frygter vil giøre mig uskikket til at rygte mit Kald som Vertinde. Men jeg stoler paa mine brave Medhielpere og Medhielpersker. –

2den Januarj, Onsdag. Alle ligger nu i den dybeste søvn, Telj‹a,› Maja og Hanna Bull undtagen – og jeg, som I da seer, er lysvaage‹n.› Men derfor fortiæner jeg ingen Tak; thi har jeg end ikke sovet, har jeg dog hvilet min sædvanlige Tiid. Gud forbyde at mange, en‹d› sige Alle det nye Aars Dage skulde blive mig som den i Gaar – Da jeg havde faaet dem i Dands, gik jeg herind og lagde mig paa Sophaen, saae imellem ind til de mange Glade, og tænkte jeg skulde holdt det ud til de havde spiist. Men det blev alt værre og værre, og da jeg havde overdraget Nella min Plads, og faaet hendes og Hertels Løfte, at alting skulde blive besørget paa det be‹d›ste, hvad ogsaa min Telja lovede mig, gik jeg tilsengs Kl:11 – men ikke til synderlig Roe. Dog, den ønskede jeg ikke, ja den 5vilde virkelig blevet mig Uroe, thi da havde jeg troet det var gaaet istaae med Moroen. Til denne Bekymring fandt jeg ingen Grund: Ved Bordet gik det i en Sang og Klinken og Hurraraab (hver Gang Dørren gik op, hørte jeg det) saa jeg neppe veed, naar de gave sig Tiid at spise – med Drikken gaaer det gesvindere. Nella stod saamen ærlig paa min Repetation» – det maae man lade hende. Kl 8, da de sadde ved Frokostbordet, stod jeg op, og Kl. 9 dandsede de endnu en Feyer til guter letzt. Alle forsikrede, de havde moret sig kongeligt, og paa intet Ansigt saae jeg Spor af Mathed eller Søvn, ikke engang paa Fader Bierkes. «Var han der ogsaa?» Ja, da Borch og Jes var der for at bede hans Datter, og hvem flere Dandsende der var, svarede han: at han nok kom med ubuden – og hvor velkommen denne behagelige Mand var os, kan I tænke. Musik er hans Hiertens Glæde, hans Kiæphest. Han kunde ikke rive sig fra en Clairnetblæser (som ogsaa blæser deyligt) en heel Time efter han havde bestemt at tage sig lidt Roe. Her var alt i alt 40 Mennesker, og det er passeligt for det Dandserum vi har. Paa Fader Bierk og Giørups nær, var det lutter Ungdom, og ret megen elskværdig Ungdom. Ogsaa havde vi, hvad sielden er Tilfældet paa Landet, nesten saa mange Dandsere som Dandserinder, og det flinke utrættelige Dandsere. Blandt disse var Ritmester Ingiers to ældste Sønner, begge Lytnanter, og en Mandal, Jes’s gl: Skolekammerat, tre tækkelige unge Mænnesker, Fabritius, Lunde, Otto Smith, Borch, og min Hr Søn (hvis Opmærksomhed for alles Fornøyelse jeg med megen Tilfredshed lagde Mærke til) og, nesten alle, Selv min gamle Hertel dandsede et Par Dandse, hører jeg. Lina holdt ud som de andre (hun har sin Papas Natur) og Kaja ligesaa, efter en kort Luur. Men saa faldt hun ogsaa om paa sin Seng med al sin Pynt, som da bestod i et Pærlebaand og en nye rød Kiole, og laae selv saa rød som Kiolen.

Om Forladelse lille Zarine og Maren Skieldrup! Jeg har giort Jer Uret Børn! I har heller ikke sovet – Og nu rører Borches sig i Stoerstuekammeret. Jeg hører den unge Madam klynke saa smaat – Men før jegfør jeg] rettet fra: jeg før ved nummerering over ordene forlader Gaarsdagen, maae jeg dog fortælle Eder, at – I vil ikke troe Eders egne Øyne – min Skriver skriver – Nytaarsvers, som jeg er vis paa mange, maaskee endog Kiendere, vilde foretrække, selve min (frafaldne) Adams – Ja, jeg vidste nok, I vilde ryste paa Hovedet, Børn, og jeg studsede selv ikke mindre end I, da min Maria 6i Gaar Morges kom hen og kyssede mig «for det Nytaarsvers, hun havde faaet af Faer, hun og hendes Sydskende.» – Det veed jeg intet af forsikrede jeg hende – «Nu, saa kom da med det! Du har vist, Moer Koren, lært af denne kiedsommelige Vidtsvævenhed af den uendelige Tristram Schandy» – Kan være, mine Elskelige! ja, der bedroges min Forventning skammelig – I Aftes» – «Og i Dag vil du giøre Giengield paa os, og bedrage vores, det er ret umoderligt, veed du det?» – «Nu nu, mine ki‹æ›re Børn, begynder ikke det nye Aar med Utaalmodighed!» – Og hvis er Skylden? Havde du dog aldrig seet den fortredelige Bog!» – «Det ønsker vist ingen mere, end jeg. Saa var mine Penge sparet, og megen Ærgelse havde jeg undgaaet» – «Aa du fortiænte ret» – «Endnu mere.» Ney, det vilde Du ikke sagt, Sally, eller Du, Malla – en af Jer syntes jeg det var jeg hørte – Altsaa, for at fatte mig kort – «Ja giid du kunde det!» – Naa, hvorfor afbrød Du mig nu igien? Det havde alt staaet her, det hele Værs, som hverken var meer eller mindre end en Anvisning paa 1000rd siger og skriver Et Tusinde Rigsdaler, d: C:, som Ritmester Rasch skal udbetale Barna, ikke som Odelspenge paa Mustorp, men som min Korens rene Tilgodehavende. Og har jeg nu ikke Ret? Kan man ikke sætte saadant et Nytaarsværs ved Siden af hvilket som helst det skal være?

Suppen er paa Bordet, hører jeg, og nu maae jeg op og vække den genialske Digter –

3die Torsdag. Herre Gud, hvor jeg med alle mine saare Fingre og øvrige Skavanker lever deyligt i denne Tiid! Jeg tør neppe troe paa det er sandt, at jeg faaer saadan være hiemme i min Roelighed. I Dag skal de alle til Munthes til Middag. Kun de to Smaae bliver hiemme hos mig og Telja. Saa længe nu Dagslyset varer – og jeg seer alt et Par Minuter længere – underholder jeg mig, I Elskede, med Eder, og naar jeg ikke seer længere, morer jeg mig med Glutterne til vi tænder Lys, saa tager jeg fat paa Madam Stahls Delphine, som Brummer ubedet har sendt mig, og hvorfor jeg veed ham oprigtig Tak. I det lidet jeg læste i Gaar, fandt jeg deylige Stæder, og haaber at finde den saa meget over, som Tristr: Schandy var under min Forventning. De Smaae afbryder mig vel imellem, og det maae de giærne. Naar jeg vil have dem gan‹s›ke roelige, giver jeg dem hver sin Bog, saa ere de stille og glade som 7jeg, om end Kaja ikke holder lang Stillesidden ud. Nu skal jeg tage fat paa Brevene, som den gode Nella og hendes Borch skal have med sig i Morgen (da reyser de) til min stakkels kiære Lotta, som ikke har været frisk i hele Julen, skrev min Kista, men dog da var bædre – og til Søn Rasmussen, som jeg skal forskaffe en ret alvorlig Glæde ved Meddelelsen af vor ædle Treschows Brev, skiønt det ikke svarer ganske til hans Ønsker, ak, og til vort Haab endnu for kort Tiid siden –

Kl: 9 i Aftes forføyede det hele Hovind Personale sig til Hvile, som fast alle trængte haardt til. – Nu begynder det – Kl: er atter 9 – at blive levende i det hele Huus – Min Koren er taget for længe siden til Ullensager Prstgrd, for at møde ved Forligelses-Comissionen. Hvordan det der monne gaae? længes jeg dog efter at høre.

4de Fredag. De fra Munthe giorte Forligs-Forslag, bleve ikke antagne af Odelsmændene – den unge Hr Scheitlie var der selv – og nu gaaer da vel Sagen saa langt den kan komme. De kom alle hiem Kl. 11, og havde levet ret morsomt. Før det var ret lyst i Dag, reyste Borches, hvad ikke var for tidligt, naar de skal naae deres Hiem, hvortil de herfra har 9 stærke Miil, i Aften og det maatte de endelig. Nella var nok saa færm. Skiøndt hun har et godt Hiem at reyse til, forlod hun dog Hovind med Vemod.

«O es ist eine schrecklicher Tod, Verbrennen» – siger Reka i Lessings Nathan, og disse Ord gienlyder i denne Tiid nesten stedse i mit Inderste. De arme, haardtprøvede Werners har atter havt et gyseligt Uheld. Et af deres Børn var og er endnu sygt. Hos dette vaagede en halvvoxen Pige, som passede Børnene, i samme Værelse, hvor Forældrene laae. Hun havde sadt sig ved Ovnen, og var faldt i Søvn der. En Gnist faldt i hendes Klæder, og da hun vaagnede i et høyt Skrig, stode disse i lys Lue. Wærner fløy op af Sengen, greb det ulykkelige Barn og bar hende, imens Flamerne sloge sammen om ham, ud i Sneen – jeg kan ikke udmale det skrækkelige Billede. I Gaar døde Barnet, og Gud skee Lov, hendes Smerter saa snart toge Ende. For hende kunde Walbohm, som strax blev hentet, intet udrette, men anvendte alt for Wærner, der har forbrændt sine Hænder, og har stærk Feber. Maatte han kun ikke falde tilbage i den Nærvefeber, han endnu ikke var ganske helbredet for –

8Søndag 6te Vi sad i godt Kirkelag i Aftes, havde faaet det saa deylig varmt, og jeg begyndte at læse for mine glade Tilhørerinder, da kom Bielder raslende, og i Maanskinnet saae vi en indhyllet Fruentimmer-Figur, som sneeg sig af Slæden og ned i Kiøkkenet uden at bekymre sig om de Forundrede, som ilede efter hende, og ungie‹…› kiendte den kiære Kista, som vilde overrasket os, hvad hun ogsa‹a› virkelig giorde. Børnene bleve lidt grætne da vi afbrødes i vor Roe; men at der nu blev en almindelig Glæde behøver jeg vel ikk‹e› at sige Eder. Kunde vi blevet gladere, end vi vare i hendes Komme, maatte det være ved at høre hvor vel alt stod til paa det velsi‹g›nede Tøyen, hvorfor Gud være takket og priset – Hun bliver her kun til Tirsdag, den kiære Pige, og da følger min hulde Zarina og Hannamoer ind med hende. Og nu laver de sig alle til at tage til Lehnsmand Riis til Middag, og hvor formodentlig bliver Dands i Aften. Det er en stræng Kuld, saa jeg ugiærne seer denne Tour, men de lover at tage sig i Agt, og jeg stoler paa den troe Kista og Broder hendes, og betroer dem Opsigten over Lina og dem alle og er temmelig tryg. Ofte bruger jeg i denne Tiid Dalls Ordsprog: «Hvem veed, hvortil det er godt?» i Anledning, som I alt har giættet, af hvad der befrier mig for at forlade Huset. Min Rikke har ladet mig hilse ved Futen, som er her, at hun kommer til mig i Eftermiddag, og saa seer I nok, jeg venter mig det lidt godt, som den gode Frue Kiærulff havde til Mundheld, og som Gud give, hun ofte, og sit hele Liv igiennem maae have det –

Min Koren tog nu til Byen, belæsset med Breve og Pakker fra mig, Breve til Kiøbenhavn og Strømsøe og Christiania[.] Men mig har den slæmme Præst Wulfsberg vist intet bragt fra Eder, Elskede dernede, da de paa Tøyen hverken har hørt eller seet til ham. Det er høyst underligt. Ogsaa Bergh er taus – Men maaskee har de ikke engang faaet fat paa den ustøe Præst. Helst lægger jeg Skylden paa ham. – Der er atter Bielder – her har været saa mange Morgenvisitter – det er formodentlig Ungdommen fra Ritmester Ingiers som skal med til Humble i Dag –

9Mandag 7de Dem var det, Aslaug, Hans og Martin Ingier. De lovede at komme tilbage med Børnene; men i Nat kom Hertel og Lina, og lod os vide, at de snilde Bierkes havde giort Beslag paa dem allesammen – de skulde ligge der, og vi kan ey vente dem hiem før mod Aftenen. Denne Gang faaer jeg altsaa ikke meget godt af min Kistas Nærværelse. Dog, maae hun kun more sig lidt, er det godt. Men her hiemme morede hun sig dog allerbedst, det veed jeg – Ja, vi havde det rigtig meget godt, min Rikke og jeg, og meget, efter 5 Ugers Fraværelse fra hinanden at fortælle om vore Udenlandsreyser. Men nogle sørgelige Efterretninger fra mit gamle Ejdsberg og Aschim forbittrede dog disse Timers Behagelighed. Især faldt det smerteligt paa mit Hierte at Præsten Hiortes Datter (de har kun hende og to Sønner) var saa slet, da Moer B: reyste at de ikke troede det mueligt, hun skulde leve. Den fromme, lille, gode Bolette! Min Saras allerførste Legesøster, og som hun talte om hele Tiden mens hun var syg, og endnu den sidste Dag – Skulde hun maaskee allerede nu være samlet med sin Sara igien. O, arme Moder! arme Fader! I vare mine troefaste Venner, og jeg veed, hvordan I har deelt mine Tab – Jeg drømte i Nat – og det var ikke underligt – nesten kun om Aschim Præstegaard, og at jeg fik Brev fra Hiort, hvori han, efter at have talt om Sara og Vilhelm siger: «ogsaa vort Hoveds Krone er affalden – den 5te døde Bolette Hiort» – disse Ord staaer saa tydeligt for mine Øyne. O maatte det alt kun været en Drøm!

Jeg laae, for første Gang i lang Tiid, og læste en Times Tiid, troer jeg. Da Hertel og Lina kom, havde jeg nyelig slukket mit Lys. Det var nok ikke rigtig, især da jeg først gik tilsengs Kl: 12 – Men jeg vilde ikke overlade mig mine egne Tanker, vilde ikke engang – torde ikke – tage fat paa Delphine, hvis Skiæbne – den eneste i det virkelige Liv som i det digtede, jeg kiender – jeg forudseer maae blive alt mere og mere sørgeligt. Jeg tog det første det beste jeg fik fat paa. Det var Jüngers floue Kiole fra Lyon[.] Men den kunde ikke fængsle min Opmærksomhed, og mine Drømme bragte alle de Forestillinger tilbage, jeg havde søgt at 10undflye. Saa mangen Scene fra fordums Dage, fra mine første i Norge, gik imens jeg vaagede og naar jeg sov forbi Siælens Øye. Jeg fandt Kiærlighed og Godhed overalt, men ingensteds mere, end paa det, ak indtil nu saa lykkelige Aschim, hvis Giæstfrihed er saa almindelig bekiendt. Gud give jeg kunde være der i dette Nu for enten at dele deres Glæde eller Kummer – begge maae være unævnelig. Evige Fader! Styrk de Lidende, om Du vil, de skal lide, og giv deres Smerte Taare, at deres Hierter ikke skal briste i Fortvivlelse – giv dem Venner i Nødens Tiid, som du gav mig og min Koren, at de maae leve for de Mange som vilde bittert savne dem –

Tirsdag 8de Begyndte vi seent at jule paa Hovind, holder vi ogsaa ud i Længden. I Gaar Eftermidd: kom det unge Folk hiem, og med dem Jomfrue Horsterne og Ingiers Børn. De havde stoer Lyst, mærkede jeg, til at faae sig nogle Juleleger, og lod jeg flux lægge i i Stoerstuen, hvor de kunde have godt Svingrum. At de skulde bie til der blev varmt, var ikke at tænke paa, og maatte jeg da finde paa noget, hvorved de kunde springe omkring, og blandede mig lige saa barnagtig som de alle, med i Legen til det var kommet i Gang. I det samme kom den gode Olsen med sin Thrina fra deres Østerdalstour, hvor de havde besøgt Olsens Fader og Slægtninge, velstaaende brave Bønder, som alle ere blevne saa indtagne i de‹n› unge godlidende Kone der saa godt veed at omgaaes disse Naturens jævne Børn. Hun havde mange smaae morsomme Geschichter om denne Tour, og fortæller dem paa sin egen snurrig‹e› Maade. «Naar jeg undtager, sagde hun, at de vare færdige at proppe mig med Mad og Drikke, levede jeg ret deyligt blandt dem‹.»› Nu reyste de – der var ingen Muelighed i at holde dem i Dag over; men min kiære Kista, Zarinchen, og Hanna, beholder vi Gud skee Lov til i Morgen. Jomfr: Ingier og hendes Brødre ere her endnu, men maae hiem i Aften. Jomfr: Horsterne toge til Gierdrum i Aftes, neppe afkiølede efter en rask Feyer – Tak, dyrebare Maja C: for Dit lille Brev. Saa snart her nu bliver lidt Roe, begynder jeg Oversættelsen af «die beiden Bräute» at min‹e› ikke tydsklæsende Veninder maae glæde sig ved den, som den Gud skee Lov har glædet Dig, Gode, og vor Egerven –

11Torsdag 10de Hidtil har det gaaet flinkt med min Journal. Men nu er Julen forbi, og alt igien vendt tilbage i sin daglige Orden. Aldrig saa snart var min kiære, min evigkiære Kista og min hulde Zarine reyst i Gaar, og strax efter dem Major Krogh, som var her for at tale med Skriveren, før Telja fik sin Rok ind og i Gang. Nu er Hanna Bull allene tilbage. Tak, min elskede Lotta, at Du tillod hende at blive til hendes og Majas Glæde. Nu faaer Du dem begge paa engang. Hanna spurgte Koren da han kom: om han havde talt med Moer? Ja det kan du jo begribe, svarede han, naar jeg var saa længe paa Tøyen. Og andet Svar fik hun ikke, før han i Gaar Morges lod Lina bringe hende sin hiemvævede Kiole og andre Ting til dagligt Brug – og da forstod hun Sammenhængen. – Jeg var meget syg i Gaar den hele Dag, og kunde slet ikke bruge mine Hænder, hvad der giør Sindet saa sygt som Legemet. Dog oversatte jeg nogle Sider af de tvende Brude, kan det kun læses. I Dag venter jeg med Ængstelse Folkene tilbage fra Byen, og med dem Efterretning om Bolette Hiort, som jeg har bedt min Lotta skaffe mig hos Hiorts Beslægtede i Christiania. Jeg er ret rask men har ingen rigtig Roe i denne Venten. Tak, min Kista, for Din Nærværelse, skiøndt jeg havde lidet godt af den, og den sidste Aften især blev saa stille for os alle, da vor Maria blev syg. Gud skee Lov at det gik saa snart over, og at hun i Gaar var rask igien og ogsaa er det i Dag.

Fredag 11te Og Gud skee Lov, at min Drøm var uden Betydning: den gode Bolette Hiort, skriver min Kista, er i ønskelig Bædring, er givet de kiærlige lykkelige Forældre tilbage igien. Lov og Tak være dig, o Gud, du Miskundheds Fader! – De kiære Pigebørn kom vel til Byen, og uden andet Uheld, end at Zarine giorde for dybt et Kniks for en Bordkiører, hvis belæssede Slæde rev hendes altfor lette overende, dog faldt hun godt og blødt, siger hun, og var det kun en lille Afvexling paa den deylige mens eensformige Vey. Begge fandt alt vel i deres kiære Hiem, og saa er jo Gud skee Lov nu alting vel – Kun ikke jeg selv. I Dag er atter en slem Dag, og min gode Rikke venter mig, som i Gaar, forgiæves. Jeg har ofte stærk Feber; og tidt, mine Elskede, er det mig, som det stundede til mit Livs Aften. Dog, man siger, at der følger et Slags Mismod med det Onde, jeg har. Mismod? Skulde det kunde frembringe hiin Tanke, ak, som var saa sød, ‹og› 12jeg kunde skille den fra Forestillingen om Eders Bedrøvelse, mine Dyrebare, min Siæls Dyrebare paa Jorden. Men snart vilde bliid Veemod blande sig i Eders Kummer og endelig fortrænge de‹n› naar I tænkte Eder Eders Venindes Lyksalighed, og hvordan I m‹ed› hvert Skridt kom den og hende nærmere. Har jeg ikke nu overlevet Sara og Vilhelm i to Aar, og havt mangen glad Time siden jeg troede al Jordens Glæde var forsvunden for mig? – Jeg blive‹r›giærne længere iblandt Eder, det veed I, og vil bede Gud jeg maa‹e› blive det saa længe jeg endnu kan være min Koren og hans Børn og Eder Alle til Gavn og Glæde. Hans Villie skee!

Søndag 13de Man giør sig dog rigtig selv mange Plager i denne Verden. Forgangen Aften fandt jeg paa et Experiment med mine stakkels Hænder, hvorved de ere blevne meget værre, og har været nesten ubrugelige. Nu ere de lidt bædre, og bliver mit Hoved det ogsaa, skal jeg i Dag skrive til mine elskede Egerbørn, at mit Farvel kan modtage dem i Christiania, hvor de, og ogsaa Du, dyrebare Maja C, kommer i neste (i den nu begyndte) Uge, skrev mit velsignede Thrinabarn med min Koren, og moderlig Tak være Dig, og Du og min kiære Real for de barnligømme Linier, Eders Ønsker, Eders Kiærlighed. Havde jeg nogensinde været saa ulykkelig at tvivle om Udødeligheden – Følelsen af hvad jeg er Eder, I alle min Siæls usigelig Elskede, og hvad I ere mig, maatte hævet hver Tvivl: denne Følelse kunde ikke være hvad den er, var den ikke uendelig –

Da Læsning i denne Tiid nesten er mit eneste Arbeyde, fordi jeg dertil ingen Synderlig Haandhielp behøver, har jeg nu faaet udlæst Delphine. Man seer tydelig, at den er blevet til for at udvikle Forfatterindens Tanker og Grundsætninger, og altsaa udgiør det historiske det mindste i de 5 Dele; men jeg læste dem dog til det sidste Blad med udeelt Opmærksomhed og Interesse, fandt den rig paa skiønne Stæder, og blandt disse nogle, som jeg troer, kun kunde flyde fra en qvindelig Siæl i en qvindelig Pen. Men hvorfor denne Bog har paadraget hende Bonapartes Unaade, begriber jeg lige saa lidt som de fleste af hans, mig bekiendte Handlinger.

13Mandag 14de Da jeg er saa temmelig kiendt med de fleste Omboendes Eqvipager, blev jeg forundret i Gaar Formiddag, da jeg saae tre, mig ganske fremmede Slæder, de to temmelig bepakkede, holde i Gaarden, og spændes fra. Det var en gammel Ejdsbergsøgning, en Ritmester Bierregaard, med sin ældste Datter, som er hos Widing siden hans Kones (hendes Søsters) Sygdom og død, og hans Yngste. Han havde besøgt sin Svigersøn, hvor han ikke havde fundet sig synderlig tilfreds, stakkels gamle Mand – han er over 70 Aar – og megen Sorg af og med hans Børn, nedbøyer ham dybt i hans Alderdom. Vi vilde giærne hygge ham det beste vi kunde, og saa hengave vi os taalmodig hans hvileløse Snaksomhed, og fik flere og nøyere Underretninger om alle vore gamle Bekiendtere, end vi har faaet siden vi forlode Smaalehnene. Den glædeligste var Bekræftelsen paa min gode kiære Bolette Hiorts Bædring. Bierregaard er nær beslægtet med Hiortes og havde havt Bud der Dagen før han tog herop, og da troede de al Fare forbi. Vi hengave os taalmodig den gamle Mands Snaksomhed, sagde jeg; men egentlig var det min Koren og Hertel denne Roes giælder: thi tilsidst blev jeg dog saa træt, at jeg satte mig herind, og tog fat paa min Oversættelse, som det gaaer ret flinkt med efter Omstændighederne, Hændernes, nemlig. Nu synes det dog, de vil blive bædre, og det var ikke for tidligt.

Bierregaard tog bort med sin yngste Datter, da de havde spiist Frokost. Arme Olding! her forlod han et ulykkeligt Barn, og hiemme finder han et ikke mindre ulykkeligt, en Datter, som nesten er vanvittig over en kulkastet Forlovelse. Da han i Aftes talte om alle sine Viderværdigheder, løb Taarene ned over hans graa Kinder – og hvad kan være mere rørende end en Mands, en Oldings, en Faders Taare!

I Morgen gaaer et Bud herfra til Byen, og saa har jeg altiid travlt, naar jeg er saa lykkelig, jeg kan have det. Karen Bierregaard er ogsaa taget bort, men kommer her snart igien med sit stakkels, for nærværende Tiid – og maaskee for stedse – faderløse Barn. «Menschen sind’s, die Menschen elend macht.»

14Torsd: 17de Arme, ulykkelige Caroline! siger jeg, og løfter mine Øyne paa det hulde veemodsfulde Aasyn, som stedse, naar jeg længe betragter det, bringer mig Taare i Øynene; og hver gang denne Dag vender tilbage, denne grusomme Dag, som tilintetgiorde hvert hendes Haab for det hele ungdommelige Liv, tilintetgiorde hendes hele Tilværelse, staaer alle hine Rædselsscener, som allerede i mit 8de Aar giorde saa dyb‹t› et Indtryk paa min barnlige Siæl, levende for mig. Dog, hun har j‹o› længe, længe siden overstridt; og havde det lykkedes Forførelse og Ondskab at forgifte hendes Uskyld, o, hendes Angerstaare, hendes grændseløse Lidelser luttrede hendes unge Hierte igien, og hun svang sig reen og hellig igien tilbage til sin rette Fader, sit rette Hiem. Og bliver det os ikke alle et uforrykkeligt Maal efter Livets møysomme, men korte Vandring? Lader os da ikke klage.

I Gaar fristedes jeg stærk til Utaalmodighed, ikke saa meget over Smerten i min Haand, som over Umueligheden at bruge den. Det var en tung Dag. Saa kom Dit Brev, dyrebare Lotta! Du er ogsaa syg og mismodig, Du Gode! Dit Brev gav mig Taare – Du talte deri om min Vilhelm, og dette Navn, som evig gienlyder i mit Inderste, hører og læser jeg aldrig uden Bevægelse. Jeg græd længe, og det giorde mit Hierte godt, det blev lettere, min Utaalmodighed ophørte, jeg skammede mig ved at saa lidet kunde frembringe den, og jeg sagde til mig selv:

«See ‹…› dig omkring, kom dem i hu,
Som bære tifold meer end du,
Og ey saa hastig trættes –»

___________

Min Koren og Jes var paa Plogstad. Fogden var i Byen, og min gode Rikke lovede, at see til mig, da jeg ikke kan komme til hende. O, jeg kan ingensteds komme. Var jeg frisk, da holdt neppe noget mig fra, at see mine elskede Egerbarn endnu engang før de reyser, og min Maja, og vore Børn og Dig, ømme, elskede Lotta, og Din Lawson, og min Kista, og mine Slotspræstvenner – og saa vilde jeg ilet tilbage igien og længe glædet mig over, jeg havde seet Eder. Det var min Plan – den leed Skibbrud som saa mange andre. –

15Fredag 18de Min gode troe Rikke kom her i Aftes, da det alt begyndte at mørkne, og i et Veyr, som jeg ikke nænte at lade lille Ole gaae over til Walbohm i for mig. Hendes Mand havde noget at afgiøre med min, og da hun havde hørt, jeg var sygere end før, havde hun ingen Roe, før hun selv saae mig. Capitain Hals var her paa Visitering, og jeg sad her inde den hele Aften, Rikke hos mig. Futen og mine Folk saae imellem ind til os. Saa fik vi Posten, jeg to Breve, fra Edvard Munk og fra min elskede Maja C, hvoraf jeg seer, at hun og vore Egervenner neppe kommer til Byen i denne Uge, men saa seer jeg ogsaa, at Dall ventes op i disse Dage; og nu begriber jeg, hvorfor jeg den ene Postdag efter den anden har ventet forgiæves efter at høre noget dernede fra. O, hvor giærne var jeg, baade for at see og tale med den troe Lollik, og for mange andre Aarsagers Skyld paa mit kiære Tøyen i denne Tiid, giorde Omstændighederne det ikke umueligt.

Fogdens reyste, alle vore Bønner uagtet, hiem igien da de havde spiist. Hals i Formiddag. Nu er Frøken Keilhau, Jomfrue Antze og Fabritius her, og jeg hører herind, hvor den glade Ungdom støyer. Min Roe forstyrrer det ikke, forøger det snarere. «Lad den muntre grønne Ungdom kun forlyste sig i de glade Dage, som gaaer hastelig», staaer der i en gammel Vise – O ja, lad dem det! Tilvisse gaaer Denne Tiid – ak, kun alt for hastelig – I Dag har det været en af mine meget gode Dage, uden Feber, og uden synderlig Smerte i Hænderne. Snart er Halvdelen af de tvende Brude oversadt, NB første Deel af den. Det er et lønnende Arbeyde i alle Henseender.

Søndag 20de Nu er da ogsaa det Haab forbi. Hvor forgiæves var min Glæde i Dalls Komme! Han bringer mig intet, og med ham ventede jeg, ak saa meget, ikke allene Breve, ogsaa Bøger, hvad jeg aldrig har trængt mere til end nu, jeg intet kan bestille – Tilgiv, I Dyrebare, min C og M:, at jeg ikke kunde glæde mig som jeg pleyer i Eders velsignede ømme Brev. Det er barnagtigt, men 16I skal alligevel vide det, at jeg græd over mit feylslagne Haab, og bebreydede Dall, at han var som saa mange andre, han hvis Tiænst- og Velvillighed jeg saa ofte med Taknemmelighed har beundret. Eder, mine kiærlige Døttre, kunde jeg ikke tilregne det, det smertede ogsaa Eder, at det gik saa, og at I ikke fik bort hvad I saa barnlig havde tiltænkt mig. Men det var mig ubegribeligt, at det kunde gaae saa – Dall var og er mig ubegribelig. Gud forlade ham det, han har skaffet mig en ret ubehagelig Dag, ikke allene derved, at han intet bragte mig, men især ved det vrantne Lune han har sadt mig i, som giø‹r› mig alt kiedsommeligt, ja mig end mere kiedsommelig for andre. Jeg læste det kiære barnlige Brev kun ganske flygtigt, og vil ikke heller tillade mig selv at læse det før jeg fortiæner det bædre. Og ikke i en Tiid af, Gud veed hvor mange Maaneder, et Ord fra Bergh – det har jeg dog Lov til, at harmes over –

Torsdag 22de Jeg fik meget mere at harmes, eller rettere bedrøve‹s› over Søndagaften, ja inderlig bedrøvet var jeg, og græd bittre, ganske andre Taare, end de mit feylslagne Haab afpræssede mig om Morgene‹n,› ja, nu skammede jeg mig ret ved disse. Men jeg kan ikke sige Eder mere, mine Dyrebare, for de ædle Menneskers Skyld, som det nærmere vedkommer, og paa hvis Vegne jeg leed saa meget. Heller ikke var dette Slags Lidelser mig selv fremmet, desværre! Nok herom.

Saa var jeg da i Gaar for første Gang i Aar og siden jeg kom fra Tøyen, i Slæde. Touren, det forstaaer sig, gik til min kiære Rikke[.] Min Jes styrede mig, og da vi vilde være tidlig hiemme igien, vare vi tidlig ude. Gud skee Lov jeg fandt søde Willa saa rask, hans Moder ogsaa, skiøndt hun Dagen før havde været meget syg. Min lille raske Rasmus savnede jeg. Han er hos Ritmester Ingiers, for at undervises med deres Børn. Dagen gik kun alt for hastig. Futen var mere hos os, end han pleyer, og ret lustig, som jeg længe ikke har seet ham. De vare alle glade i at see mig og om mueligt mere end ellers, da jeg aldrig før – en sørgelig Perio‹de› 17undtagen – havde været saa længe fra Plogstad. Ogsaa mit Strikketøy var med, men stort blev det ikke brugt, og faaer nok hvile endnu nogle Dage til Fingrene kan taale Traaden. For Resten giennemsaae vi endeel Tegninger og andre Rariteter, Fabritius havde havt med sig fra Kbhn, og læste et lille naragtigt Stykke: «Planen, eller Bønderne og Soldaterne» – jeg troer en Oversættelse af det Franske, som skulde være et ret og passende Stykke for et Privat-Theater. Det morede mig ret.

Kl 5½ var vi hiemme igien, uden at have mødt nogen Graabeen paa den store Mose, som vi halvveys ventede, da vi paa Bortveyen saae mangfoldige Spor af disse fæle Dyr overalt – Der blev ikke liden Glæde paa Barna over min tidlige Tilbagekomst. En bragde mig Skiærmen til Lyset, en anden Skammelen o.s.v. og tog jeg fat paa den anden Deel af Lafontaines Theodor som jeg til Kl: 10½ fik nesten halvlæst: thi I maae vide, jeg læser som Fanden læser Bibelen, sans comparaison, og giver dem neppe Halvdelen af de Kysse, Omfavnelser og Taare, denne Forfatter er kun altfor rig paa. Mange Afhandlinger som slaaer ind i det latinske og græske, gaaer ligeledes i Løbet; thi ellers spørger de mig, ligesom Sabine spørger sin lærde Broder, hvert Øyeblik: «Hvad er det?», og da jeg nu, som Gud og hver Mand – kun ikke Strømsøe Madamerne – veed, ikke er lærd, og dog giærne staaer paa min Repetation, saa pringer jeg det over, som salig Jalles «flittig Hilsen fra min Kone» – og vinder derved meget, seer I, i alle Henseender. Om mine Tilhørerinder ikke taber ved det? Ja, jeg kan i alt Fald ikke hielpe dem: thi selv der, hvor dog nok en Forklaring var mig muelig, blev det for vidtløftigt, og afbrød Fortællingens raske Gang, som nu paa mit Viis gaaer meget raskere –

At jeg, siden vi taler om Raskhed, selv er dygtig rask i Dag baade paa Sind og Legeme, har I nok alt, mine Elskelige, udfundet af hvad her skrevet staaer. Som mit Ansigt er et troet Speyl, er min Pen en troe Tolk af mine Følelser –

18Torsdag 24de At der i Dag maatte være noget til mig fra Tøyen, fra min Maja C, maaskee fra Egersønnen, som dog, haabede jeg, fik et Øyebliks Tiid at sige sin Moer Koren endnu et Farvel fra Norge – at alle disse Forventninger skulde skuffes, vilde ingen faaet mig til at troe, før jeg selv havde giennemsøgt Postvesken, og intet fundet, uden et Brev fra Jette Degen – som maae tilgive mig, at jeg neppe har læst hendes Brev, stakkels gode Pige, kun seet, at hun har det meget godt der hun nu er – og det fornøyer mig, i hvor nedslagen jeg er –

Forstaaer jeg ret en Bekiendtgiørelse i Tiden, saa er allerede i Mandags agende Post afgaaet, og saa – ja, saa ere de borte, og Gud ledsage Dem! Men min Maja, min Lotta, min Kista hvorfor ikke et eneste Ord fra nogen af Eder? Sandelig, det er ret som alle mine saadanne Haab skulde glippe. Ja ja da! I Morgen begynder vel mine Jeremiader. Her er blot Forløberen. Kunde jeg kun give Lige for Lige! Men hvem tabte herved, uden jeg selv? Ney, jeg vil hellere lade som jeg var ædelmodig, som jeg vilde sanke gloende Kul paa Eders Hoveder, og blive ved at skrive til I svarer mig –

I Gaar Morges døde Frue Hanche, efter neppe to Maaneders Ægtestand. Megen Glæde gik hun neppe fra her paa Jorden, og den unge Ægtemand, mener jeg, trøster sig snart. Gud skee Lov, ingen Moderløse vil komme til at savne hende. Madam Munthe var hos hende i hendes Dødsstund; og har Præsten stedse viist sig som en Fader, ligesom hans afdøde Kone viste sig som Moder, mod den stakkels, i sit korte Liv meget lidende Frue Hanche. Nu er Livet og Lidelserne forbi.

Min Koren er borte i Dag, Lunde ogsaa, Hertel har været borte i flere Dage, Marie og Hanna ere paa Houg, for at see hvordan der staaer til, saa de Hiemmeværende ikke beløber sig til Mange.

19Jessen min har ikke været frisk i Nat, og har endnu i Dag lidt Mavekrampe, dog er han Gud skee Lov oppe, og staaer nu og mynstrer Skrædderen, som skal sye hans nye pene Vadmels Kiole etc. Lina og Kaja trækker hverandre paa Kiælke heruden for – see saadan har vi det. Men hvem siger mig, I Elskede, hvordan I nu har det? Og om jeg giætter, hvem siger mig, om jeg har giættet ret? –

Der er Biælder, vist nok min Skriver – altsaa ind at tage imod ham –

Løverd: 26de Det vidste jeg vel, eller burde vidst at min elskelige Lotta, min dyrebare Maja C ikke lode mig blive uden Efterretninger, naar Leylighed gaves. Og Gud skee Lov, den gaves i Gaar. Seent – dog sad jeg her endnu og skrev – kom en Lieut: Wisløv og endnu en Do Lieutenant, som begge skulde til Trondhiem, og med dem fik jeg de velsignede Breve fra min Maja og Lotta, og min lille Maja fra sin Kista, og nu veed jeg da, de Alle lever vel, og at vore Egervenner reyste Onsdag – først Onsdag – uden at sige mig ‹e›t Farvel. Dette læser I langt fra mig, mine Elskede; mueligt har I forinden glædet mig med nogle Linier fra Hovedstaden, og endda vil det giøre Eder ondt, I intet farvel sagde Eders Moer Koren. Men jeg veed sagtens, hvordan det er naar man ligger paa Reysen. I det mindste siger Moderhiertet, at der umuelig blev dem lævnet Tiid eller Roe til at skrive – Altsaa intet mere herom. Gud give Eder en lyksom Reyse, og en behagelig Tour, og at vi glade maatte samles igien!!!

Og nu veed jeg ogsaa, at jeg vist tør glæde mig til Din Nærværelse, Dit Komme, Din længere Bliven her, dyrebare Maja! og trøster mig ved denne blide Udsigt over, at jeg ikke saae Dig nu, Du var mig paa nær 5 Mile nær – Ak, der er meget i de to kiære lange Breve som trøster mig, og vækker Veemod i mi‹n› Siæl, sød, stille Veemod. Jeg frygter, at Længslen efter at see mine dyrebare Tøyenvenner, og min Real og min Thrinasara, forfører mig til at bryde det Løfte, jeg har givet mig selv, ikke 20at tage til Byen før paa det allersidste Vinterføre, og imidlertiid bruge mine Huus-Curer for Siæl og Legeme. I burde ikke friste den let Forførte, mine Elskelige, som desværre «drages og lokkes af sine egne Begiærligheder» – Dog, endnu har mine bædre? Forsætter Overhaand. Hvor længe? Det faaer vi see[.]

Rasmussen er bleven gift, og er kommet ind i saa mange Sysler, at han nu reent glæmmer sin Moer Koren, i det mindste ikke lader hende høre noget fra sig; og nu skal han heller ikke høre fra mig før han seer her, at jeg er en Smule von paa ham. Da vil han gaae i sig selv, og tage Pennen, og takke mig for Meddelelsen af vor ædle Treschows Brev, og saa – er Alt godt igien.

 Min gode Hertel, som i lang Tiid ikke har været ret brav i sine Øyne, vil tage til Byen ‹…› i Morgen for at consulere Møller eller Thulstrup. Vi har alle overtalt ham hertil. Med ham skulde dette Hefte og en mægtig Hoben Breve. Men nu, hører jeg, det er uvist, om der bliver noget af hans Reyse i Morgen. Imidlertii‹d› vil jeg lade som jeg var vis paa det, og giøre alting færdigt. Min Jes skal, gaaer Touren for sig, blive med ham.

De to unge Lieutenanter lode sig ikke overtale til at blive her Natten over, da de skulde naae Toten i Dag, og ingen Skyds havde tilsagt. Det var Jes’s gamle gode Venner og Kammerater, saa vi ret bad dem meget, dog lod jeg dem kun bede, da de vare fared afsted før jeg kom ind, og jeg havde taget mine Briller af og rene Handsker paa for at gaae ind og neye for dem; men – «borte var Marius med Liren» –

Naar jeg nu blot faaer sagt Eder, at alle Smaaepigerne har grumme travlt for at ordne sig til den forestaaende Markedstour, veed jeg slet intet mere at fylde dette lille Rum med, uden I vil høre lidt mere om Jette? Ja, hun har det godt, har jeg alt sagt Eder, er i Huset hos en Engø (hvad Bestilling han har, veed Gud) og denne Engøs Huus staaer atter paa en Øe, der er saa lang som han er trang ‹…› den hedder Langøe, beliggende en halv Miil fra Tønsberg. I Huset er to Pigebørn, 8 og 9 Aar, hvis Gouvernante hun er. Folkene ‹…›ige og godgiørende og meget artige mod hende, siger hun –

21Søndag 27de Jeg var ret inderlig bekymret for min gode Hertel i Gaar. Han havde været saa syg om Natten, og laae til ud paa Formiddagen. Gud skee Lov, i Dag er han rask og reyser nu strax til Byen tillige med Jessen min. Da denne Reyse blev bestemt i Fredags, foresatte jeg mig i Gaar at tømme br‹ad› paa det Rum i mit Skriverbord, hvor de mange ubesvarede Breve i denne Tiid tidt har giort mig ængstlig om Hiertet (ere Alle saa samvittighedsfulde heri, som jeg? Grib i Eders Barm, før I svarer, Sønnerne mine!) men neppe havde jeg begyndt, saa kom Wærners og Frue Hiort, og blev her hele Dagen. Nu generer jeg mig ellers ikke ved saadanne Leyligheder ‹a›llermindst for saa kiendte, gode Mennesker. Men jeg har ikke seet dem ‹s›iden jeg saae Wærner i Dødens Arme, og de har alle siden den Tiid ‹u›dstaaet saa usigelig meget, at jeg blev glad i at see dem igien, og nænte ikke, at gaae fra dem. De udstandne Lidelsers Spor ere saa læselige paa deres Ansigter, og alle Øyeblik kom Taarene Frue Wærner i Øynene, naar hun talte om eller tænkte paa det ulykkelige ‹fo›rbrændte Barn. At dette skrækkelige Syn uophørlig staaer for hende, og at hun vaagner hver Nat ved den Tiid, dette vaagnede hende, kan jeg alt for vel begribe. Endnu kan Wærner ikke bruge ‹s›in forbrændte høyre Haand; som han nesten ingen Følelse har i – Da de toge bort, Kl: 5, gik jeg herind og giorde færdigt saa meget ‹j›eg kunde; men ved Lys gaaer det dog kun smaat.

Tirsdag 29de I Dag for 21 Aar siden oplevede jeg den første af mit Livs ret ‹b›ittre Dage. Da døde min Førstefødte, min halvanden Aars gl: Marie. Egentlig var det den anden bittre: thi min ædle Faders, den fromme Korsdragers Død bøyede mig dybt, gav mit unge Hierte et smerteligt Saar. Men han gik fra lutter Sorger til den Himmel, der allerede her laae i hans Barm, det trø‹s›tede den 16 Aars Pige, som saa giærne havde hengivet sit Liv for denne dyrebare Faders Roe og Glæde, der i hans seneste Leveaar saa sparsomt tildeltes ham – dog, hans Siæls Fred kunde ingen jordisk Kummer røve ham. Men her laae den spæde Rosenknop brækket, visnet for mine hede, tørre Øyne, mit første Moderhaab, mine første unævnelige Moderglæder tilintetgiorte. Hvordan kunde jeg udholdt det, om ikke min maanedsgamle Sara, det skiønneste Barn nogen saae, havde smilet til mig: «er jeg da ikke ogsaa dit Barn? elsker du da ikke ogsaa mig? Moder!

22«Deres Marie, sagde Doctor Wandel, som vi havde hentet ud, kan jeg ikke rædde, men tænk paa, at De har et Barn endnu, og hvad De skylder hende» – han tog Sara af Vuggen og lagde hende i mine Arme med et Vemodssmiil som jeg seer endnu. Men den søde Engels Smiil trængte dybere i min Siæl end alle Ord, dybere endog end min ædle Korens, der glæmte sin Smerte over min, eller – thi kunde den glæmmes? – skiulte den og leed i Stilhed – Det var min Sara, min elskelige Spæde som hialp mig at bære mine Lidelser, at behærske dem. Naar hun laae ved mit Bryst, anstrængede jeg mig for at undertrykkes hver mørk Tanke, og bebreydede mig hver Taare som faldt paa den lille Engel, men som alt faldt lettere og mildere.

Hvor mange Glæder og Sorger – de høyeste meneskelige Glæder og de dybeste Smerter – ligger i dette Mellemrum! –

Madam Wahlbohm, hendes Frøken og Jomfrue var her et Øyeblik i Aftes. De drak blot Thee, og spadserede saa tilbage igien.

Onsdag 3te «Mon Hertel og Jes kommer i Aften?», sagde jeg, da vi hadde taget Aftensæde i Aftes. Somme troede Ja, somme Ney, og mens vi endnu vare uenige herom, hørte vi Bielder, og raabte Alle: «der er de!» Børnene saae ud af Vinduet: «Der er to Slæder. Jes styrer et Fruentimmer. Det er Tante Bull! det er Moer Bull!» – og see, hende var det, min troefaste Lotta, som længtes efter at see sin Christiane, og gav sig i Hertels Følge, og kom nu saa uventet, os alle saa glædeligt. Nu sidder hun her i Sophaen, og læser gamle Breve, og saa sladdrer vi imellem, og har det saa godt. Nu er da Fruens høye Ankomst tilbørlig meldt, og dermed, mine andre Elskelige lade I Eder nøye en liden Stund.

See, nu er jeg her igien for at lade Eder vide, at min Lotta medbra‹g›te mig en Pakke, formodentlig fra unge Bergh, men ikke et Ord fulg‹…› med den, og var det ikke Bøger, jeg just havde bedet ham om, vilde jeg umuelig troet det var fra min gode nøyagtige Bergh, da der iblandt de tre Bøger (de vare alle af Lafontaine, hvis Værker jeg giærne vilde have complet, da jeg har de fleste) men den ene anden Deel af een hvis første jeg aldrig har seet. Dog, det er let, selv for den Ordentligste at tage feyl. Men at jeg intet Brev faaer, er mindre tilgiveligt.

Saa fik jeg fra min Kista en Kantate til Kongens sidste Fødselsdag[.] 23Texten af Pavels. Musikken af Falbe. Denne sidste roses meget af de Tilstædeværende, siger min Lotta, og sandelig, finder jeg Texten det fortrinligste af den brave Slotspræsts Poesier. Den er saa hiertelig, saa smigerfrie og sand. Mindre heldig var Bispen i sin Tale, siger man (hele Høytideligheden var paa Skolen) da han ikke kan lade den slemme Vane, at giennemgaae alle Stænder, og at sige Bitterheder. Og hveden kommer sligt i en Høytidstale? Man kunde endnu lægge et, maaskee flere Hveden til, men det kan være nok med dette.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.