1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Juli | Bokselskap

Dagbok 1811

av Christiane Koren

Juli

Mandag 1ste Seent i Løverdagsaften kom de kiære Unger, og Jomfrue Ravert. Gud skee Lov, Tordenen og Regnen kom senere, først om Natten. Men det forslaaer ikke til at afkiøle den Hede som qvæler os, skiøndt den synes at have giort Luften lidt lettere.

I Gaar var igien Forvalter Engstrøms her, og med dem et ungt Menneske, Breda, og hans Søster, et Par simple Naturens Børn. Deres Fader var Lieutenant, og døde 1808 i Lazarettet i Fredstad. Vi havde det da ikke saa aldeles godt som sædvanligt, og jeg har ingen Dag været mindre i Lunden. Gaae torde jeg ikke for Hedens Skyld, og sidde der uden i fortroelig Samtale eller med en Bog og mig selv, kan jeg ikke rigtig vænne mig til. Med alt det maatte Sally dog tilstaae, jeg var bra til at holde de Fremmede med Selskab. Maja vil vist sige det samme, naar jeg spørger hende. Nu vil jeg gaae ind for det samme 163Kl: er ringet 5, og vække alle de kiære Barna, ‹…› og saa spørge store Maja, om det ikke er sandt, jeg er bra? – Før hun ret fik sine velsignede Øyne op, gav hun mig Ret. Nu giør hun sit Toilet under Samtale med mig, som er flyttet med mit Skriverbord herud paa den kiøle lyse store Gang, og med vor elskede lille Maja, som har sit Værelse, fordum søde Thrinasaras, inden for Faer og Moer Cappelens Sovekammer, der herfra seer ud som en liflig Lund, de to smaae Senge under det grønne Omhæng som et grønt Telt – Lina ligger i en malerisk Stilling sødtslumrende – og der er lille Karen med en deylig Kop Caffe – O hvem har det bædre i den hele vide Verden end jeg?! Stakkels min Koren, han forlod ugiærne vor skiønne Dal, Sally ligesaa. Hun tog bort med den kiære ædle Fetteren sin Kl: 3, i den stærkeste Hede, da han maatte være tidlig i Byen, Koren besteg først kl: 6, da en qvægende Regn havde afkiølet Luften, sin lille President, omringet af Barna sine, ledsaget af mangt et venligt Øyekast. I Dag tager han og vor elskede Sally sammen til Tøyen, som Sally vil see om ikke mere, saa snart det bliver hende mueligt. Nu bliver de glade der. I Nat drømte jeg saa meget om dem, og om min lille Kaja.

Ja, alle har dog nogen Glæde imellemstunder, (ved Alle forstaaer jeg her vor Kreds) nogen Afvexling. Kun den snilde sieldne Elisa Thorsteinson nægtes hver opmuntrende Afvexling, og seer den ene Dag glide liig den anden, den ynderigste Sommer- som den barskeste Vinterdag, uden at kunde – eller vilde – forlade den ærverdige Betta (Bestemoder) hvis barnlig blide Sind dog stunddom formørkes af den alt for heftige Længsel efter Gravens Hvile. Vi havde saa sikkert haabet at see vor Elisa, men i Gaar skrev hun, at den kiære Gamle nu har ganske tabt sin Hørelse, og at dette forøger hendes Længsel saa den nesten bliver Utaalmodighed, efter Befrielse fra den tunge Støvindhylling. Nu er det aldeles umueligt at forlade hende, saa hun neppe i Sommer seer sin Maja og hendes Dal, og jeg faaer da slet ikke see hende. Gode Elisa, Dit Hierte lønner Dig, og den Glæde at føle hvad Du er den ærverdige Gamle, og alle Godes Agtelse lønner Dig Dine Opofrelser; men vist venter Dig, jeg vil ikke sige større – thi hvad kan være større? – men endnu en anden Løn, selv i dette Liv –

Nu er alle paa Benene, ogsaa Jomfr: Ravert, og naar vi nu har faaet vor tilbørlige Frokost, gaaer det ud i Lunden med vort Strikketøy. Jeg troer Jomfrue Ravert reyser i Dag, og med hende min og alles vores elskelige Majalille og Lina. Som om det var den ædle Maja C: og hendes Pedros egne Børn, deres Thrinasaras og Reals virkelige Sødskende, elske de Maja og Lina – og elsker jeg Thrina og Real mindre?

164Tirsdag 2den Jeg troer ikke, Kl er meget over 4, men jeg vaagnede saa heed og med stærk Hovedpine, og torde ikke ligge længere, thi da var det blevet værre. Min Maja synes jeg allerede rører sig, men gaae ind og vække hende om hun sover endnu, har jeg ikke Hierte til. Kl 5 er ellers vor sædvanlige Opstandelsestiid. Tys! nu hører jeg, hun er oppe –

Vi havde giærne beholdt Jomfr: Ravert længere, min elskelige Maja bad hende meget blive, men hun kunde ikke. Det er et meget fornuftigt Fruentimmer, med Smag og jeg troer ogsaa Følelse for det Skiønne. Hun er overmaade svag, ingen eneste Dag frisk, og dog saa taalmodig. Kl: henimod 6 toge de da bort, hun og de velsignede Barna vore. Lille Sophie escorterede dem ligesom forrige Mandag, et Stykke til Hest. Strax de var reyst, gik jeg efter Aftale med Maja ud i Lunden, hvor hun skulde følge efter, og hvor vi tænkte at tilbringe Aftenen saa deyligt i vor søde Eensomhed. Men neppe havde jeg lagt mit Løsøre fra mig, før jeg foer i Veyret ved et stærkt Tordenslag lige over mit Hoved, syntes jeg. Jeg blev hiertelig angst for de kiære Bortreyste. Maja kom, der fulgte endnu et Slag, og at vi ikke som i Søndags skulde blive vadskede før vi kom ind, pakkede vi sukkende sammen og retirerede ind i den svaleste Stue. Her begyndte nu Maja med astronomisk Mine at giøre mig begribeligt, at Tordenen ikke drog henad Drammen til, og at der altsaa intet var at frygte for de Reysende. Det hele Tordenveyr var ogsaa forbi med de to Slag, og Regn kom slet ikke – Resten af Aftenen tilbragte vi med Læsning – jeg læste min Fayel høyt for – og Snak. Da vi havde spiist gik vi en Tour i Haven og sad under den majestætiske vist flere Aarhundrede gamle Eeg.

Nu vil Maja ned og bade sig, og saa samles vi i Lunden, hvorhen jeg bringer vore Bøger og Strikketøyer, at vi kan afvexle med Læsning og Arbeyde hvilket sidste kan ledsages af Samtale, som vi, vare vi end samlede Aar ud og Aar ind, aldrig savnede Stof til. Lidt ødt er det efter min Koren, min Sally og de to smaae velsignede Glutter, men de ere mig dog ligesom endnu nærværende. Vore Samtaler, de maae begynde om hvad de vil, dreyer sig dog stedse om vore fraværende Elskede, og saa er det, som de vare midt iblandt os. I Gaar sad jeg paa min Korens Yndlingssted, etet] rettet fra: en ved overskriving i en gammel Egestamme udskaaretudskaaret] rettet fra: udskaaren ved overskriving Sæde, hvor han har skaaret sit Navn, og saaledes tilegnet sig Ret til det.det] rettet fra: den ved overskriving Der staaer et ligedan Sæde ved Siden af det,det] rettet fra: den ved overskriving og et Bord, 165altsammen i Skyggen af tætte Graner, saa fortroeligt eremittiskt. Her sad jeg og læste et Par smaae Fortællinger af Doro Caro, som jeg ikke kiendte før og som ret vare interessante, især een, Reysen til Spanien.

Nu gaaer det ad Lunden til med min Jean Pauls Qvintus Fixlein, som jeg rigtig nok har læst før; men naar kunde man trættes af denne Digters Arbeyder? Ogsaa maae de kun læses i saa uafbrudt Roe, som disse Dage lover; og hvad Sted passer bædre til denne Siælenydelse end den jeanpaulske Majadal?

Onsdag 3die I Gaar vilde I ret leet af mig, mine Elskede, men kanskee tillige ynket mig en Smule. To Gange vandrede jeg ud i Lunden med Bog og Strikketøy og havde neppe sadt mig i Lave, før en Regnbyge jog mig ind igien. Dette og Heden havde saa nær giort mig chatolsk i Hovedet, især da disse slemme Mennesker, selv Maja ikke undtagen, loe af mine Ud- og Indvandringer, skiøndt hun selv begge Gange var paa Veye at følge mig. Endelig mod Aftenen – alle gode Ting ere, som I veed, tre – vovede vi os ud, min Maja og jeg, og tog vor Plads i min Korens lille Eremitboelig, hvor vi brugte Træstubben til Theebord, og smagte Theen her ret fortræffelig. Lille Sophie bragte os ogsaa imellem Jordbær og Blaabær til en Forfriskelse i Heden. Vor Aftensmad besluttede vi at spise i det lille søde Fiskerhus, og havde netop faaet det expideret, da en Expresse fra Fader Cappelen berøvede mig min Majas Selskab. Hun maatte nemlig op og foranstalte alskens Ting, Fisk og Vildt etc, sendt til Byen, hvor Stadtholderen i Dag skal exercere og frokostere. Besynderligt nok, at de mange Epicuræere derinde, Hans Bang og Consorter, ved alt hvad offentlig er og en Smule patriotiskt, lukker sine Kiældere og Forraadskamre tæt til, og ved alle slige Leyligheder vælter den hele Byrde paa vor kiære Don Pedro, som i al Stilhed paatager sig den, og endogsaa uden et Haansmiil søger at jævne hvad de tidt giør knudret nok for ham, ja hvad mere er, med Kiærlighedskaabe at skiule deres mange Fadaiser. – Imidlertiid ilede denne Mands Kone at fuldføre sin Husbonds Villie, giærne og med Glæde, og fandt jeg hende da jeg Kl: halv 11 kom op, skrivende, og alt var bragt i Orden. I Nat gik det til Byen. Men saa takkede vi begge Gud, at vi vare her i den stille Dal, langt fra Printsevrøvl og Larm, og saa ganske ganske vore egne.

166Fader C lod os vide, at Koren og Sally først Kl 3 Mandageftermiddag toge fra Strømsøe, at Barna vore vare komne vel hiem, og at Grev Wedels var kommet did kort før de kom. Lille Maja er nok blevet lidt confus da hun fik høre at disse fornæmme Giæster vare der. Gud veed, hvordan hun i øvrigt har gebærdet sig. Jeg er bange, Fader C ved saadanne Leyligheder ikke har synderlig Nytte af sin nye Jomfrue Datter, hvis Rige saa lidet er af denne Verden.

I Dag vover jeg mig for det første ikke ud, for ikke atter at give Anledning til Latter. Solen smiler vel, men det seer ikke ud som det var Alvor, kun som den igien vilde lokke mig ud for at Regnen strax skulde drive mig ind igien. Jorden sukker efter Lædskelse. Jeg skulde derfor taalig baaret min vaade Skiæbne i Gaar, om ikke Regnen havde holdt op saa snart jeg var kommet under Tag. Det var just det ærgerligste.

Torsdag 4de Hvad der lover mindst, giver undertiden meest. Saa gik det i Gaar. Det var eller blev en skiøn Dag; vi spiste, drak og boede i Lunden til den mørke Aften. Men skulde I troe det, Elskede, at vi sad sammen, min Maja og jeg, uden i hele Qvarter, ja længere, at mæle Ordet? Og dog er det saa. Vi vare begge fordybede, hun i sin Ferdinand Warner, sikkert en af de første Romaner (Forfatteren er Eberhard) jeg i min herlige Fixlein, men da vi saa fik vor Snak og Tale igien, gik det ogsaa som en Strøm. Vi besøgte vore Kiære, nu stedse, saa længe Blomstertiden varer, blomstrende Minder og sad ved dem, gik saa hiem og spiste de første Jordbær, at sige de første med Fløde paa, saa en Tour i Haven, og lagde endelig en Kabal, for at see, om vore elskede Børn Thrina og Realf, skal komme med Slotspræstparret, og see – de kommer! sagde Kabalen, som i Begyndelsen saae vrangvillig ud, men tilsidst gik i en Snup. Maatte det sidste blive saa vist som det er rigtigt, at det har gaaet vrangvilligt med denne Reyse. En Kløver 4 som stedse laae os i Veyen, kaldte Maja Hegermann: thi denne ellers saa prægtige brave Mand er dog Skyld i alle disse Forhalinger, vel af en rosværdig Iver for sit kiære Institut, og paa en Maade som viser, at han skiønner sin unge Vens Værd, men med alt det dog Skyld i saa mangen Streg i vor Regning.

167Kl 8 I dette Øyeblik fik min Maja Brev fra sin Pedro, og deri et til ham fra vor Pavels, deres Hidreyse angaaende, og betager dette os desværre alt Haab om at see de elskede Ungerne vore med dem, og samles jeg neppe med dem denne Gang i Majas dal. At Pavels og hans Maja er ligesaa nedslagne herover som vi, kan I, mine andre Dyrebare, tænke Eder.

Hvad jeg nyelig skrev om Hegermann, siger Søn Pavels, og nesten med samme Ord. Af Venskab og Agtelse for denne vist nok høystagværdige Mand, og af en maaskee alt for øm Pligtfølelse, vil Ottesen ikke giøre sin Ret giældende, og siger jeg med min kiære Slotspræst, at denne Resignation giør hans Hierte Ære. Hegermanns Fremgangsmaade lader sig i det høyeste undskylde, billiges kan den ikke. Men hvad er der andet for, end med de elskede Barna at sukke og taale hvad nu ikke kan være anderledes.

Tordenen ruller uophørlig, skiøndt langt borte. Her paa den lyse Gang er Aftendæmring. Men nu regner det deyligt, Gud skee Lov. Af vor Lundevandring bliver neppe noget i Dag – desbædre smager det at slaae sig ned der igien naar Tordnen tier og Solen smiler. Og her er ogsaa godt, og Fixlein lader sig deylig læse i den kiøle Gang, hvor afplukkede Roser dufter rundt om mig. Min Maja skriver, og jeg har indgaaet en Pagt med mig selv, ikke at tale et Ord før hun er færdig, fordi hun fintede mig for lidt siden, at jeg var Skyld i, hun skrev feyl. Hun lokker nok saa venligt for mig, at jeg skal bryde mit Taushedsløfte; men forgiæves.

Fredag 5te Sandelig, det var en frygtelig Nat. Uveyret drog bort, men kom igien med fordoblet Vælde. Storm, Regn, Lyn i Lyn ledsaget af hastig paafulgte Skrald vedholdt den hele Nat. Min hulde Maja vilde ikke, jeg maatte ligge paa mit eensomme Kammer, skiøndt det er tæt ved hendes, men bad mig flytte ind til hende i Don Pedros lille Seng under det grønne Telt. Men Søvn kom sielden i vore Øyne, og de Minuter jeg sov vare mere udmattende end min Vaagen. Det var overalt ingen Søvn, kun en ved skræksomme Syner afbrudt Slummer. Veyret var vel ikke det eneste som bidrog hertil. Ak, hver Time af disse Dage sliber en nye Dolk for min Majas ømme Moderhierte. I Dag er det 7 Aar siden hendes elskede Petronelles Nedkomst, Begyndelsen til hendes navnløse Lidelser. Herom talte vi længe i Aftes, og nesten om intet andet. Jeg veed jo af Erfaring, at det ikke, som saa mange mener, opripper Hiertets Saar, men lindrer det, at gienkalde sig og male for et lige følende og ligedan 168saaret Hierte slige Scener, hvis Minde aldrig kan udslættes, i det mindste aldrig af et Moderbryst, skiøndt Tidens velgiørende Haand ogsaa der giver denden] rettet fra: det ved overskriving alt mildere og mildere Farver. Kl henimod 6, en Time senere end sædvanlig, forlode vi vort grønne Telt, mattere end da vi toge vor Tilflugt til det. Ogsaa i Dag er Veyret mørkt, regn- og stormfuldt, og seer det ud til at vi heller ikke i Dag skal komme ud i vor velsignede Lund. Men hvad i Verden frembyder vel blot een Side? Uveyret i Gaar og i Dag forekommer Tingfolkenes med deres Madamers Hidkomst i Morgen, som vilde forstyrret vor kiære Plan, Søndag at møde vore elskede Ventede paa Strømsøe, og saa ere vi endogsaa den, Jorden desuden qvægende, Regn høylig forbunden. – I dette Øyeblik har jeg udlæst min Fixlein, og Maja blevet færdig med sine Excerpter af Ferdinand Warner.

Løverdag 6te Hvilken Contrast var ikke i alle Henseender Gaarsaftenen mod den foregaaende (Torsdag). Da det leed mod Aften, klarede Veyret op, alt levede og aandede friere, den qvægede Natur smilede taknemmelig – Fuglenes glade Qviddrene, Træernes og Blomsternes Duften var dens Tak – Min Maja og jeg gik først i Haven og samlede røde og hvide Roser, og bragte saa disse vore Offre ‹…› til Petras Minde i Lunden – Det var jo lille Petras Fødselsdag. Der sad vi længe paa den ældre Petras Bænk mellem de omfaldne Støtter under den tørre Bierk[.] Hvad kunde vi der og i disse Øyeblik tale om, uden de elskede Bortgangne? O Du ædle, sieldne Maja! Livets høyeste Glæder skiænkede denne Dag Dig, og saadan, som kun et saadant Hierte kan føle dem – ak, men med hvor skrækkelige lange Lidelser har Du betalt de korte Glæder!!

Maanen stod klar paa den blaa Himmel, da kom vor kiære velsignede Fader Cappelen, saa munter og rask, bragte os en stoer Papirpose fuld af deylige Kirsebær fra sit Auestad, og Breve, deylige Breve, fra lille Maja mi, og fra de elskelige Døttrene mine i Kbhn, og fra Thrina og Realf til Moer C: hvori de igien yttrer Haab om at kunde følges med eller dog snart efter Pavels’s. Gud lade nu det saa skee! Amen!

Brevet fra Kbhn var temmelig til Alders, fra 16de Junj. Gud skee Lov, I Kiære, den Frygt I deri yttrer for Eders Sally, er da nu hævet, og I veed hende trygge i det elskede Fædreland – o, favnede jeg Eder ogsaa snart saadan, og samledes med Eder i Majadal!

169Kl 4. See, nu har jeg pakket mine Smaasager ind til min lille Reyse i Morgen. Dog, det er sandt, nu først husker jeg, at I intet veed om denne Reyse, mine Elskelige. Thi giøres Eder da vitterligt, at min Maja og jeg Kl 5 i Morgen tidlig tager Veyen over Bergstien og ad Strømsøe til, for der i Morgenaften at modtage vortvort] rettet fra: vore ved overskriving dyrebare Slotspræstpar, og maaskee det yngere Do Par, og vor Egerven. Bestemt er det, at vi ved samme Klokkeslæt Mandagmorgen skal forlade Strømsøe og vende hid – hvilken Karevane! – til vor kiære Dal. Dette holdt jeg mig forpligtet at bekiendtgiøre Eder, samt at Fader Cappelen fra Eger, hvorhen han farer til Baads i Morgen tidlig, ogsaa møder i Byen. Maatte nu Veyret ikke forstyrre vore deyliglagde Planer. Det er saa ustadigt, allerbedst Solen skinner, kommer Lyn og Torden med et, og Regnbyger. Far nu vel til Mandag eller maaskee Tirsdag, mine Elskede! og nu lægger jeg disse Blade bort for at tage fat paa et alt begyndt Brev til mine kbhnske Døttre.

Kl 7 Jo, endnu engang seer I mig her, mine Elskede, heed og beklæmt og med et tungt Hierte. Ak jeg kommer fra et sørgeligt Syn. Et ungt Menneske her fra Værket er druknet ved at bade sig. Jeg fik høre det, da jeg sad her og skrev til Døttrene mine, af lille stakkels Karen, der selv var saa bleeg som Døden, og sagde hun, at Moer Cappelen allerede var dernede (det var strax neden for Badehuset) for at forsøge alt mueligt til hans Rædning. Jeg gik ogsaa did, og fandt hende den Gode i fuld Beskiæftigelse for at frarive Døden sit Bytte. Men han havde indsluttet det fast i sine Jærnarme. Min ædle Majas nesten to Timers vedholdende Stræben var forgiæves, hverken den eller den ulykkelige Moders Jammerskrig kaldte ham tilbage til det Liv som for faa Øyeblikke siden giennemstrømmede den raske Ynglings Aarer. Engang troede vi at spore Livs Tegn. Gud skee Lov, at jeg ikke i min Glæde ilede ud og raabte til Moderen: «Han er givet dig igien, lykkelige Moder! Ved Guds og min Majas Hielp er han givet dig igien» – Det havde været skrækkeligt at vække dette Haab igien for strax at udslukke det. I hvor forgiæves alt var, har det dog glædet mig at see den utrættelige Iver hvormed alle Værkets Folk ligesom kappedes om at efterkomme Majas kiærlige Forskrifter, og at der ikke iblandt alle disse mange Mennesker fandtes Een, som viste Træghed eller Ulyst, endnu mindrede, som blandt 170Almuen kun alt for tidt er Tilfældet, spottede med de giorte Forsøg som et Indgreb i Lagnan. Hvorfra man kan udlede dette behøver ikke at staae her. Vi vide alle: Som Herren er, følger ham Svende.

Oven paa denne sørgelige Scene har vi havt et frygteligt Tordenveyr, og et Regnstyrt, blandet med Hagl, hvortil jeg sielden har seet Magen. Saa har jeg heller ikke ofte seet et høytideligere Syn end da Uveyret sagtnedes. Paa den ene Side stod i de kulsorte Skyer den skiønneste fuldstændigste Regnbue, paa den anden, over Majas Lund var Himmelen blaa og klar, og fra de majestætiske skovkrandsede Fielde, som trindt om dette deylige Sted udgiør Baggrunden, skiød Solen sine tusind Straaler ned paa Egern, i hvis stille blanke Flade det Hele speylede sig. – Men nu er det mørkt, og mit Brev bliver vel neppe færdigt før jeg kommer tilbage fra min lille Tour.

Tirsdag 9de Kl 11 i Formidd: nødte en smertelig Hovedpine mig til Sengs, og først henimod 3 kom jeg saa vidt paa Benene igien. Nu har vi spiist, og sat lidt i Haven, begge Majaerne, C og P: og min Egersøn og jeg. De sidder der endnu, og Fader Pavels faaer sig en Middagssøvn. Indtil vi skal gaae ned i Lysthuset ved Vandet og drikke Caffe, vil jeg prøve paa at meddele Eder, Elskede, noget af disse Dages Begivenheder. Søndag Morgen Kl: 6 (før blev det ikke) toge vi afsted, min Maja og jeg, og havde det ypperligste Reyseveyr, og gik det i en Fart med den snilde raske Mathis til Kudsk. Han kiørte som det havde været for Husbond selv, og før Kl 11 vare vi i det venlige hvide Huus paa Strømsøe. Barna vare i Kirke, men kom snart. Posten var kommet, og et heelt Bord laae fuldt af Breve, blandt hvilke kun et var til mig, men blandt de mange til Maja C var dog to paa en Maade ogsaa stilede til mig, det ene fra vor Sally som var saa munter og færm, det andet fra Søster Inger i Schien, som indeholdt den høyst behagelige Efterretning, at alle Jessens Børn, fem Døttre, strax efter Moderens Død havde fundet Fædre og Mødre blandt de ædle Mennesker i Egnen, og alle vare komne i Vennevold. Det ene Brev til mig var fra min gode unge Bergh. Imens Mutter syslede i sit Huus, var jeg paa lille Majas Guds Rige, og hørte med Glæde den Fremgang hun havde giort paa Harpen, og snakkede med og kiælede for de søde Ungerne mine. Den store Unge kom ogsaa op til os imellem og kiælede og blev kiælet – saa spiste vi, saa sov vi to Reysende en velfortiænt Middagssøvn, saa pyntede vi os, saa drak vi Caffe, saa kom Fader Pedro, som var reyst opover Egern til Eger, og der havde spiist hos Provsten vor til Middag og meldte at han kom efter om Aftenen, men nu var hos Justitsraad 171Wulfsberg hvis Søn, Auditeuren, havde Bryllup – Endelig Kl: 8 saae Fader C og kiendte Baaden med de kiære Ventede, og længe før den landede stode vi færdige at modtage dem, og Lina som langt borte kiendte Claudine og Mariana var færdig at springe ud i Vandet imod dem. Foruden dem selv bragte de en heel Mængde deylige Breve til mig fra Hiemmet, hvor alt Gud skee Lov var, og jeg haaber er vel, og fra min velsignede Lotta et saa langt vennehuldt Brev, og var det da jeg læste det som om hun stod hos mig – o hvor undte jeg Dig, Du Gode, at have staaet midt i denne Din kiære Cirkel, som Du saa levende malede Dig, og hvoraf Du udgiør et saa elskeligt Led. Hvor forundret blev jeg, ved i Pakken hiemme fra at finde et lille Brev med ingen anden Udskrift end: «Ved Moer Korens Pult». – det var fra den underlige Wulfsberg, som paa sine Vandringer, jeg troer fra Odalen og Winger, havde været paa Hovind, et ret nysseligt lille Rimbrev, som han overalt har sin Force i at give visse Smaaeting en peen Vending. Ved bædre Tiid og Leylighed skal jeg maaskee afskrive det her i disse Blade. Nu gaaer det mig som Baggesen, at jeg er færdig at lægge dem bort «til jeg faaer lidt mindre Stof dertil. Ja, til i Morgen for det første, hviler, I kiære Blade!

Onsdagmorgen 10de Kl 5. Imens alt omkring mig er stille, sidder jeg her igien, mine Dyrebare, og kiæmpede ret med Søvn og Mathed for at komme op og hid. Det er saa tungt at være længe af Gangen fra det kiære kiære Selskab, og dog er jeg ikke med nogen ret Roe iblandt dem, de Elskede, saa længe min Giæld til Dagbogen er saa stoer. I Dag skal jeg desuden have Brevet til Døttrene mine dernede færdigt, og min Lotta skulde have et Svar paa sit hulde Brev, og hiemme paa Hovind længes de ogsaa efter at høre herfra, det veed jeg. Men nu maae I sætte Eder hen med mig igien paa Strømsøe ved mine Breve, mens de allesammen vandrer til det vakre Auestad. Jeg var netop blevet færdig med dem, og sad oppe hos min Maja og Lina, da denne sidste, som stod ved Vinduet og raabte: «God Dag, god Dag, du lille Broder Frederich!» og styrtede sig ud og ned af Trapperne, Maja efter, og hang de begge i den kiærlige Broders Arme inden jeg, som dog heller ikke tøvede, kom efter. Imens vi nu vare saa allene, talte vi om dit og dat, men meest om vor kiære Slotspræstindes Fødselsdag, den 8de Julj, og hvordan de‹n› skulde hilses, og det kiære lille Barn hilses naar hun med sin Gemahl for første Gang, og just denne Dag, kom til Majadal. Sønnen min læste et velsignet lille Digt til den hulde Søster i denne Anledning, og traf det saa deyligt sammen med vore Foranstaltninger her, som det kunde været aftalt. Min i alt sligt og i alt som kan glæde hendes Elskede saa opfindsomme Maja, havde i Maskepie med Skriveren min, da han var her, udfundet følgende: 172I en lille forhøyet Runddeel i Lunden udskar min kunstige Skriver efter den ey mindre kunstige Majas Anvisning, i Græstorven M: P: – 8de Julj 1811 – lige for blev sadt en lille net hviid Bænk, og det kiære Navn indlagt med Roser. I troer ikke, hvor deyligt det tog sig ud; men I maae heller ikke gaae did endnu – der er langt frem inden vi kommer saa langt. Jeg skal bede vor Egerven saa vakkert om Lov til at smykke min Journal med hans Digt, saa skal I see, hvor alt var sammenpassende. Dog, nu er jeg der igien –

Aftenen gik med Prat og Mad og Drikke nok saa lustelig. Først Kl: over 9 Mandagmorgen kom vi afsted. Fader Pavels fortalte os det var hans Majas Geburtsdag, og vi anstillede os som om vi aldrig havde troet det, og gratulerte ret stadseligt, ja saa gar formulariskt. Saa gik da Toget for sig: Den præstelige Familie i een, Moer C, Hr Frederich, Linchen og jeg i en anden Vogn. Fatter Cappelen vilde blive til Tirsdag for at følge ud med sin Thrina og Realf, som vi da Gud skee Lov havde Vished om, skulde komme Mandag. Lille Maja bade vi alle forgiæves om at følge med. Hun vilde ikke, kunde ikke forsømme sin Tegning og end mindre sin Harpe saa længe, sagde hun. Onsdag skulde hun komme efter. Den første Miil gik saa deyligt, men saa blev vor Maja P: lidt syg, og havde et Par slemme Anfald af Krampe[.] Hendes raad- og daadfulde Navnesøster byttede Plads med Slotspræsten, og han blev min Sidemand, men det varede længe, inden vi kom ret i vor Skik igien, og det var først da vor kiære Syge var bleven nogenlunde brav. Over Bergstien gik de alle, Store og Smaae, den gamle Moer Koren undtagen; og som om jeg ikke havde seet Majadal i et heelt Aar, hilsede jeg den saa snart jeg øynede Bergvandet. Glæden lyste ud af Pavels’s Aasyn ved Beskuelsen af den skiønne i saa høy Grad romantiske Egn, og jublende bøde vi hinanden velkomne til den stille «Fredens og Glædens Dal» som vor Sally saa rigtig kalder den. Efter en lille Forfriskelse gik vi i Lunden, og førte jeg uformærkt Maja den Nyefødte til sin Bænk for sit rosenlagde Navn, og blide Taare var hendes Tak til sin Maja, hendes Tak og Svar paa vore Lykønskninger, som nu strømmede frit fra Hiertet giennem Læberne – Og nu ved Bordet den skiønne Sang – men det blev den kiære Spæde for meget, hendes Hierte var overvældet – (hun havde tidlig om Morgenen faaet en rørende Lykønskning af sin ømme lykkelige Mage) – hun maatte fra Bordet og lægge sig, men efter en god Søvn – og vi sov alle, trætte af Dagens Byrde og Hede – var hun Gud skee Lov rask, og har været det hele Tiden. Vi kom ikke mere ud, da det blev stærk Regn; men 173vi havde det for godt inde til, at vi kunde blive utaalmodige. Egersønnen satte sig til Claveret, som Maja havde besørget hid at alt kunde være complet, og legede saa lifligt paa det, og sang med Maja P, og det blev Sengetiid før vi tænkte paa det. I Gaar, som I har seet, mine Elskede, vaagnede jeg med Hovedpine, og hvordan vi havde det til over Middag veed I ogsaa. I Fiskerhuset, hvor Caffen smagte inderlig godt, besluttede vi at blive, for derfra at see de elskede Ventede imøde. Men ved Æolsharpens og da den taug ved sød fortroelig Snak, gleed Tiden saa uformærkt, og just da vi sad og giættede: hvor mon de nu er? kom de i en glad Fart nedover Bakken, Faderen med sine elskede Børn, sin Thrina, sin Real, og sin og min lille Maja – vore Børn, mine Børn allesammen – De havde taget Ungen min med en Trumph og hun kiørte med Broder Real, min Thrinasara med sin glade kiærlige Fader, og nu – først nu mærkede vi, at det var disses Savn der havde ladet os noget tilovers at ønske af alt hvad vi kunde haabe opfyldt – Det hele venlige lille Lysthus var propfuldt, og har vist aldrig indsluttet gladere, lykkeligere, kiærlighedsfuldere Væsner inden sine smilende Vægge. Real tog sit gamle Sæde i Dørtærskelen, hvor han dog ikke nu havde sit gamle Prospect: sin Thrina ved Theebordet. Der sad liden Sophi, og det var ikke meer end saa at den unge Madam fandt sig i at sidde paa Bænk med os Matroner. Men der hører Du dog nu rigtig hen, mit elskelige Barn! – Da vi kom herop gik Touren i Lunden og ned i Thrinemoers Lundunge, en lille trindt omskygget Runddeel med Græsbænke, hvor Skriveren min havde, ligesom ovenfor er meldt, udskaaret den 18de Junj, Thrinas og Reals første lykkelige Dag. O maatte hver af Eders Dage, I Dyrebare, og af Dine, min Maja P: saaledes være betegnede med Roser, som disse Eders Festdage her vare det! og de vil blive det: «thi Venskabshaand strøer Roser allevegne, Og blidner Livets Vey til mørken Grav» – Aftenen gik med Musik og Sang og Samsnak, ikke at forglæmme Æggepunsch og Appelsiner med det mere, som Legemet fik paa sin Part, for ikke at blive misundelig over Siælens mangehaande Nydelser.

Nu har jeg sadt her troet, og skrevet troet – synes I ikke det? –og kun holdt op mens jeg pratede lidt med min Thrinasara (som bragte mig nyeskaarne Penne fra sin Gemahl) og spiste deyligt Hvedebrød, som Linchen bragte mig fra min Maja C, og Jordbær som lille Claudine havde plukket og bragte mig til Desert. Saadan gaaer de hele Dagen, disse venlige Glutter, og giver os Bær og Blomster, og saadan gaaer den hele Dag i usigelig Vennehuldhed og Kiærlighed og Glæde.

174Torsdag 11te Fader Cappelen er allerede afsted med vor kiære lille Maja, som slet ikke gav sig længere Tiid, og et lille Brev til min Lotta og et ikke stort større til de kbhnske Døttrene mine. Jeg kom seent op i Dag, og har lidt Hovedpine. Værre er det med vor gode Slotspræst, som har været meget syg i Nat, og nu har maattet lægge sig. Med mig pleyer det bædres op ad Dagen, og Gud give det ogsaa maae blive Tilfældet med ham. Det er vel altiid tungt at lide, men ved Tanken om de Glæder man ved saadant Skranterie taber, lider ogsaa Siælen, og det Onde fordobles.

Det er da hele Gaarsdagen I skulde have Regnskab for, og I vil vel ikke nøyes med at jeg siger den var usigelig deylig. Endeel af Formiddagen tilbragte jeg her ved Skriverbordet, siden giorde vi alle en Tour opad Veyen til Eid. Det blev lidt for langt og brat for mine svage Knæe, og desuden var jeg blevet vaad paa Fødderne. Jeg maatte derfor saa nødig jeg vilde bryde op, det er udlagt: vende tilbage. Pavels giorde mig Selskab, og Thrina og Ottesen stode ubestemte, som Hercules ved Korsveyen, hvilket Partie de skulde slaae sig til. Men Skiæbnen afgiorde det for dem, da Ottesen fandt noget Jærn, som en Rytter, vi nyelig havde mødt maatte have tabt, og foer den samvittighedsfulde Præst efter ham for at give ham det fundne igien. Imens stod Thrinabarnet og ventede hans Gienkomst, og vi fortsatte Hiemmarschen. Inden jeg havde faaet ombyttet mit vaade Fodtøy, var hele Selskabet i Gaarden fra en anden Side[.] Henimod Aften giorde vi en Baadtour til den vakre Bierkeøe, hvor vi hilsede de gamle Navne og satte nye. Min egen troe Real udprikkede, da mine Øyne ey stod til det, N:T:C:T:M:D: og satte en Krands om de dyrebare Navne. Jeg fik med Møye – jeg havde ingen Briller – printet min troefaste Kistas Navn, og hendes sieldne Broders, og et S: og W: ved Siden af dem. Som sædvanlig landede vi ved Fiskerhuset og drak Thee der og vare der til Kl: over 8. Da vi kom tilbage hid, satte Hr Frederich sig til Claveret, og opfyldte sit Løfte til den yngste av Majasøstrene sine, og spillede alle hendes Yndlingsstykker, som for det meste ogsaa ere mine, og forlod ikke Claveret før vi kaldtes tilbords. Jeg gik saa godt som derfra tilsengs da jeg ikke var ret frisk, min Thrina og Pavels fulgte mit Exempel, men de øvrige karske lustige Barna mine vare endnu en Tour i Maaneskin paa Vandet, og kan ikke noksom sige hvor deyligt det var i den stille Aften. Nu ere de i Lunden, og did skal jeg følge dem. Vor Egerven har vi Gud skee Lov faaet overtalt, bedt og truet til at blive her i Dag over. Nu hører jeg, at vor kiære Slotspræst ogsaa er paa Benene igien. Maatte han dog blive brav, at han kunde glæde sig ret, og intet skulde forstyrre vor Roe!

175Fredag 12te12] rettet fra: 14 ved overskriving Hilsen til Eder Alle fra vor kiære Egerven, som vi nu har fulgt til Baads. Begge Majaerne, C og P:, fulgte ham længere, jeg troer halvveys, og kommer ikke igien før imod Middag. Den Slotspræstinde er saadan Vandkrabbe, mætta, at hun giærne gad pladske støt som en lille Havfrue. Baaden kunde i det høyeste rummet een til. Fader Pavels, skiøndt Gud skee Lov rask i Dag, havde ingen Lyst, jeg havde nok Lyst, men deels skulde jeg skrive til min velsignede Koren, fra hvem jeg i Dag fik et saa langt kiærligt Brev, deels frygtede jeg, at Modvind kunde giøre Tilbagefarten vanskelig og nøde os til en alt for lang Spadsertour, som før er hendt; «og de unge To?» Hvor I kan spørge, Børn! Jeg har jo sagt Eder, at der i Baaden kun var Rum endnu til Een – Naar jeg nu har fortalt Eder, at Gaarsaftenen gik som de forrige, paa det nær, at Maja C: Slotspræstparret og Egersønnen giorde en Spadsertour op paa et af de nærliggende Fielde, hvorfra skal være en deylig Udsigt ned over hele Dalen, og at jeg med Thrina og Realen min imens sad og gik i den kiøle Lund, saa skriver jeg til min Koren, og saa, om de ikke er tilbage til jeg dermed er færdig, har I mig her igien – thi Pavels sidder i Fiskerhuset med sin Bog, og de andre Barna vandre og sidde sammen i Haven og Lunden, og jeg er i Dag saa lidt skikket til at gaae, at jeg hellere slaaer mig til Roe, og i mit kiære Selskabs kortere Fraværelse underholder mig med de kiære, ak saa langt Fraværende.

Kl 6 Kl: halvto kom vore Majaer tilbage, og havde havt en plaserlig Fart, paa den Viderværdighed nær, at da de vilde tage fat paa deres Frokost der hvor de skulde skilles ad, var det væsentligste glæmt – Brødet nemlig. Da vi drak Caffe i Lunden kom en lille Regnbyge, den er forbi, Solen skinner, de vandre nu alle til Fiskerhuset, for at drikke Thee der, men jeg bliver hos Eder, mine elskte Fraværende, da jeg som sagt i Dag ikke føler noget Kald til at vove mig langt fra Huset. Jeg har saa slem Gigt i det halve Hoved i Aften. Mueligt glæder jeg dem med min høye Nærværelse om den sagtnes, og naar det bliver svalere.

Nu, da min elskelige Hr Frederich ikke mere underholder os med Musik og Samtaler og mimiske Darstellunger, som I kan troe han blev begeystret til hver Gang han fik Maja Pavels’s røde store Shawl paa, vil jeg underholde mig selv og Eder ved efter hans Tilladelse at afskrive Eder hans


Sang, den 8de Julj 1811.

Vor Frue Maria, et vennehuldt Noer,
For første Gang hilste i Dag paa vor Jord,
Og Jorden tog hende paa blomstrende Skiød
Og Rosen den smilte saa blussende rød.

176Den hilste sin Søster i purpurne Glands,
Og flætted´ til hende en duftende Krands.
Sin Ynde og Blidhed den prægede ind
I Pigens det bløde og barnlige Sind.

Og Lilien bøyed huldsalig sig ned,
Og aanded i Siælen Uskyldigheds Fred.
Narcissen i Øyet, som blidt mod den saae,
Sig malte med Himmelens klareste Blaa.

End Rosen den røde og Lilien hviid
Og blaalig Narcissen omsvæver dig bliid,
Og Sommeren hilser som Moder og Viv
Sin Datter med tredobbelt Ynde og Liv.

Og hulde Kiærminder fra Majadals Favn
Sig slynge, o Maja! saa ømt om dit Navn,
Og tolker dig Venskabs og Kiærligheds Bøn:
Nyd længe i elskende Hierter din Løn!

___________

Løverdag 13de Jeg var ret en Usling i Gaar, og kom ikke hele Eftermiddagen ud af Huset. Kl: 8, da det blev for kiøligt at sidde ude (det høstes allerede, synes jeg) samledes vi alle i den pene blaa Stue. Claveret var desværre stumt, skiøndt Maja P: nok kan faae det til at tale naar hun vil, og hun vil nok ogsaa, det gode Barn, men det Par Timer som var igien af Aftenen gik som et behageligt Øyeblik ved Forelæsningen af en meget interessant Biographie, skrevet med Hiertelighed og Sandhed. Slotspræsten var Forelæseren. I Dag regner det stærkt, og i Dag tænkte jeg i Stilhed og ene at tage Afskeed med alle mine Yndlingsstæder heromkring, da her vel i Morgen bliver mindre roeligt. Og saa ere de jo forbi, saa ubeskrivelig snart forbi, de 26 glade Dage jeg har tilbragt i min dyrebare Majas velsignede Dal – kun een er tilbage – – –

Jeg sidder her ene paa mit Kammer i den tidlige Morgenstund, og alt er saa stille og Veyret saa mørkt. Der kom lille Karen, den gode venlige Skabning, med en Kop Caffe til mig. Den bringer hun mig hver Morgen herop. I denne Tiid lever hun deyligt med de tre Smaae, og er aldeles Barn som de og med dem. Claudine og Maria, ‹…› har sine Dukker med, og et Par Gange har jeg overrasket hende allene beskiæftiget med at pynte og stelle med dem, og jeg har trukket mig sagte tilbage for ikke at vække hende af den glade Drøm: at hun endnu er et lykkeligt Barn – –

Naa, den Fader Cappelen! Kl er ikke 7 endnu, og der er han allerede fra Strømsøe. Det kalder jeg en Morgenmand. Han har alt hilset mig fra Maja mi, hun er Gud skee Lov rask, forsikrer han.

177Kl 11. Den regnfulde Formiddag gleed fornøyelig hen med Forelæsningen af den ufuldendte Biographie, som var kun alt for snart forbi – Nu har Regnen hørt op, og jeg tænker for i Aften, saa vi kanskje endnu kan faae giort den deylige Vandtour igien som vi giorde da min Koren og Sally var her. Ogsaa mine Afskedsbesøg i Lunden har jeg foresat mig at giøre naar Træerne faaer afrystet sine tunge Regnperler. Imidlertiid vil jeg, for at faae dette Hefte færdigt i Majasdal, afskrive Gangerpilten Wulfbergs Vers her, i den Tiid jeg havde bestemt til Eftermiddagshvile. Her er det:


Moer Koren!

See, Sønnen din, den Vandrende,
Og Sted hver Dag forandrende,
Men dog i Grunden een
Han kom til Hovind hinkende,
Sit Vandringsskab forsinkende
Paa to saarføtte Been.

Jeg fandt din Jess den venlige,
Og Hertelmand to-eenlige
I Stuer – meer end ti:
Paa samme Tiid kom Fremmeder,
Som syntes nesten hiemme her.
Hvo drager Jer forbi?

Os Giæstmildhed tilgodegiør,
Den Skik, jeg tør formode, døer
Ey ud paa Hovind Gaard.
Vi sove, mættes, drikke, lee,
Og kun en Blind kan ikke see,
Det herligt med os staaer

Dog svæver Hiertet vidt omkring,
Og bryder sig kun lidt om Ting,
Som Kiødet trives ved!
Thi alle Vegne stode Spor
Af dig, du alle Godes Moer!
Og af din Kiærlighed.

Hun er her ey! – saa sukker jeg,
Hvi er hun dog, saa mukker jeg,
Hvi er hun ikke her?
Fra C (af Tant og Trængsel fuld)
Jeg gik saa glad, saa længselfuld
Did hvor min Moder er….

Jeg søgte – men jeg ikke fandt,
Jeg voved, men jeg ikke vandt
Den sieldne, stille Fryd:
At see dig i din egen Borg,
Hvor høye Glæder – megen Sorg
Tit luttrede din Dyd.

Hvo veed, naar det mig undes skal
(Jeg, som blandt Lænkebundnes Tal
Til Huset bunden staaer!)
At flye fra tomhedsfulde Bye
Hen til dit Hovinds hulde Lye,
Hvor Venskab ey forgaaer!

___________

Det er ret en Joulepille, den Hr: Niels. Ved sin Tilbagekomst til Xstiania hørte han (eller vidste det maaskee før) at hans Broder Dagen efter skulde have Bryllup, og fortsatte sin Vandring til Eger efter to Timers Rast, og viede Brudeparret.

178Søndag 14de Da jeg i Morges – Solens Straaler vakte mig – slog mine Øyne op, var min første Tanke: «Dette er da den sidste Gang i lang Tiid Solen vækker dig til en glad Dag i din Majasdal» – ak, og da faldt det smerteligt paa mit Hierte hvilken Smertedag denne var Dig for 7 Aar siden, huldsalige Maja, ømme dybt saarede Moder, og hvilke bittre Minder den bragte Dig tilbage. O hvem kunde føle disse inderligere, dele dem troere med Dig, end dette af lige Saar evigblødende Hierte, og som kiender Dit som maaskee kun faa kiender det! Evig blødende? sagde jeg det? O alnaadens evige Fader, tilgiv at jeg sagde det! Ney, min Maja, ikke evig – ikke engang for dette Liv stedse blødende. Ikke med hvert Aar, ney med hver Dag, naar de første Bedøvelsens og den skrækkelige OpvaagnelsesOpvaagnelses] rettet fra: Opvaagnelsens ved overskriving Maaneder og Uger og Dage ere overlevede, bløder Saaret mildere alt som Taarene begynder at flyde villigere. O at med hver Taare, som i Dag og herefter flyder fra Dine blide Øyne, Vemodssøde Fred og Fryd maae synke i Dit blide Hierte! Amen!

Kl 12 Jeg har seet dem flyde, de milde Taare. Her, da mine blandede sig med dem, med et andet vemodsfuldt Moderhiertes Taare, og da Du holdt Din velsignede Thrina paa Dit Skiød i Dine Arme, og Din Real omfavnede Eder begge, og da vor ædle Pavels forelæste os en af sine skiønne hiertelige Taler – og jeg har seet Din Peders Øye hvile saa vemodsfuldt paa Dine – og jeg har seet meget meget mere, men jeg siger det ikke, thi min Aand saae det ud i det fjærne. Engang skal jeg sige Eder hvad jeg saae –

Ja, vi har holdt vor Andagt ordentligt, og nu været i Lunden, hvor de alle ere endnu og jeg strax igien hos dem, og besøgt vore Minder, og ofret dem vore Blomster, og prydet Altaret i Petronellas Lund med hvide Roser. Der er min Maja selv, og siger mig, at Harpen toner saa deyligt i Badehuset; men did er lidt langt og brat, naar vi strax skal gaae tilbage igien, da det nu stunder til Middag. Men oppebie dem i Lunden vil jeg.

I Dag bliver den i Gaar 8 Dage Druknede begravet. Ak, det har jeg nok ikke sagt Eder, at jeg strax jeg saae ham livløs paa Græsset, kiendte Ansigtet igien. Han var en af de raskeste til at dandse om Maystangen St.hansaften, han hvilede aldrig mens vi stode dernede, som om det ahnede ham, at de var sidste Gang han nød denne Ungdomslyst. Dog, havde det ahnet ham, var vel tværtimod hans Skridt plutselig standsede og hans Glæde forsvunden. Det er et forkert Udtryk, men I udfinder vel Meningen, mine Elskede!

179Kl 8 De toge alle ud den deylige Tour paa Bergsvandet, og vil tage i Land og saae tilbage. Jeg torde ikke blive med, da jeg slet ikke er frisk i Dag. Gaae tilbage den temmelig lange Vey havde jeg ikke orket, men jeg kunde roet hiem igien. Jeg maatte med moderlig Myndighed true min Maja C til at være med, hun vilde endelig blive hiemme hos sin Moer Koren; men Motion er nødvendig for hendes Hebred, som den vel er, meer og mindre, for alles, ogsaa vist for min, og det er sandelig ikke Dovenskab at jeg gaaer saa lidt – jeg kan det ikke anderledes, mine Knæe ere blevne saa grumme svage, de vil ofte slet ikke bære mig, og da faaer jeg saa ondt for Brystet. Dog er der ingen Dag, naar det er Opholdsveyr, at jeg jo gaaer noget. Imens de vare borte, sad jeg med min Bog i det yndige Fiskerhus, henved to Timer ganske ene; da kom Madam Engstrøm (hun og hendes Mand og Barn er her som sædvanligt om Søndagen) ene roende tilbage, da hun er halt og derfor heller valgte den mageligere Befordring. Med hende kom jeg nu her hiem, de andre kan vel ikke ventes saa snart, da Omveyen er lang. Saadan er det meste gaaet af denne Dag, den sidste her for denne Sinde. Jeg har ogsaa spadseret lidt i Lunden og sadt der og læst, men kun kort. God Nat, mine Dyrebare, men ikke Farvel fra Majadal. I Dag 8 Dage siger jeg Eder, haaber jeg, God Nat fra Hovind.

Mandag Morgen d: 15de Jeg har allerede indpakket og drukket min Caffe, sagt Farvel til min kiære Fader Cappelen, som foer afsted Kl: lidt over 5, og vaagnet min velsignede Maja og sadt lidt og snakket hos hende. Alle andre sover endnu – Med et langt lettere Hierte pakkede jeg ind og tænkte paa Bortreysen, thi – de følger alle ind med os, de Elskede. Aals fra Porsgrund (Faer C:s Stedfader) ventes med sin Familie til Strømsøe i denne Uge, saa maatte Maja ind; i hvor som var, og Realf skal giøre en Tour med sin faderkiærlige Svigerfader til Ringeriget, og blev nesten forstyrret af Glæde da han hørte, han fik sin Thrine med til Byen, altsaa beholdt hende en heel Dag – de skal først reyse fra Strømsøe i Morgen – længere. Saa udfandt Majamoer, hvis Ud- og Op-findelseskraft jeg saa ofte beundrer og velsigner, at det faldt aller som bedst, de i Dag fulgte ind med os. Selv liden Sophie bliver med, og Maja lille faaer mange Fremmede! at modtage. Fader Pedro har imidlertiid beredt Veyen for os, og meldt Herskabet. Aslak kom i Løverdags til Strømsøe med Gulen min, men Brev havde han ikke med, hører jeg. Det var vel ingen af de Skrivende hiemme; og min Koren havde jo ogsaa nyelig skrevet et saa langt, saa omstændeligt og velsignet Brev, den Gode!

180De kiære Vandrende kom først hiem Kl: over 9. Saa snart vi havde spiist, forføyede vi os alle til Hvile. Stakkels Fader Pavels var ikke saa brav, og lider meget af Smerte i sine Been. Gud give han maae være bædre i Dag, og at disse korte Dages glade Ophold i dette Eden iblandt Mennesker som hans Hierte hænger ved (og det hænger fast hvor det engang har hæftet sig) maae have saa gavnlig Indflydelse paa hans Legeme som det vist har og vil have paa hans Siæl!

Det regner, og truer at blive Dagsbløde. Nu, det faaer da ikke hielpe. O hvor godt det er, at de Alle – «bliver vaade med dig?» – Aa ja, skiøndt det ikke var min Mening; I tager mig altiid saa braat, Børn – at de Alle bliver med os, vilde jeg sagt. Men neppe kommer jeg ned til Badehuset, som jeg i Gaar ikke fik sagt Farvel til, og til den hele kiære Lund havde jeg endnu engang saa giærne sagt Farvel – nu; saa siger mit Hierte det ligefuldt, imedens det dvæler ved hver Bænk ved hver Plæt hvor jeg havde det, Gud, Du allene veed, hvor godt –

 Men nu hører jeg de ere paa Benene, og de Smaae springer lustig i Gangen –

Kl: 9: Og ret paa karske Been ere vi Gud skee Lov Allesammen, ogsaa Fader Pavels, og enhver har nu travlt med at samle sine Effecter og sit Løsøre, som ligger strødt om overalt. Først Kl: 1 tager vi herfra, men da Heste ere bestilte, gaaer det nok raskt, haaber ‹…› ‹…›aarTeksttap ved skade på papiret vi først ere over Bergstien, der fra denne Side er meget bratte‹…› ‹…›Teksttap ved skade på papiret længere opad, end fra den anden. Nu, da jeg faaer min Maja og Thrinasara med mig, og da jeg ikke kan komme i Lunden, iler Tankerne fremad til Maja K: og til at høre noget af Aslak om Tøyen og Hovind. Med alt det har jeg dog ikke ret Roe til at foretage mig noget. Jeg vilde skrevet lidt til Egersønnen min, men jeg troer ikke det bliver herfra. Paa Fredag seer jeg ham paa Tøyen, derom har jeg hans sønlige Løfte. Han reyser til Christiania for at møde sin Hustroe, som i Torsdags tog fra Kbhn med Posten, i Følge med Kammerherre Hauchs.

Og saa Farvel fra Majas tryllende Dal, I Dyrebare, som ikke delte disse mange lykkelige Dage med mig – Og Tak, I som delte dem, for hvert vort Samlivs Øyeblik. Og for Alt Eder min Tak, som dog ingen Ord findes for, ædle Fader Pedro, ædle evigkiære Maja! men fordi ingen Ord findes for mine Følelser, og ingen behøves, hvor disse finder en Gienlyd som i Dit Bryst, Maja, min Maja evig! saa blot – Farvel!

Og du, skiønne Dal! Stille Vennerslund! – Farvel! Farvel! Farvel!


181Hovind

Løverdag 20de Vidste jeg nu kun, hvordan jeg skulde begynde, fortsætte og fuldende alt det meget, jeg har at giøre Regnskab for. Saa nær otte Dage ere i egentligste Forstand borttumlede, uden at et Øyeblik er blevet tilovers for disse stakkels Blade. Men nu sidder jeg her i min gamle søde Roe, og det herlige Veyr og alle andre Lokkelser skal jeg stræbe at modstaae til min Gield er afgiort. Kun at de fatale Fluer, som der surrer om mig som en Biesværm, vilde give mig Fred –

 Mit Farvel fra den elskede Dal modtog I da den 15de nesten med det samme jeg forlod den. Det vilde været et tungt Farvel, havde de ikke fulgt med mig som forskiønner den skiønne Dal, og i hvis Kreds jeg overalt kan tænke mig i Majadal, og aldrig bittert savne, om end hiertelig længes efter den. Kl: henimod to begyndte Toget i stærk Taageregn. Realf med sin ThrinaThrina] rettet fra: Thria ved overskriving forænt under en af den kunstforstandige unge Præst i Vognen fastsat Paraplye; begge Majaerne og lille Mariane derefter i Slotspræstens med Dæk forsynede Vogn; endelig Slotspræsten selv, jeg, Lina, Claudine og Sophie Pechel i Fader Cappelens største Vogn. Det gik raskt til Bergstien, op ad hvilken selve Mathias maae fare sagte frem, endogsaa naar han kiører sin hurtige Herre. Mit hele VognSelskab spadserede op over den, Regnen var nesten ganske forbi, og vi havde hele Veyen det ønskeligste Veyr. Intet Eventyr mødte os, alting gik i sin Orden, og glædelig modtog min Marie os, men lidt skamfuld over, at hun havde glæmt at sende mig et Brev fra sin Fader, som Aslak havde bragt. Af dette saae jeg, at den unge Amtmand havde indfundet sig til Tingene, og skulde være her i nogle Dage. Da vi havde drukket Thee, spadserede vi alle som Een op til det vakre Auestad, som nu begynder at vise sig meer og meer i al sin Vakkerhed. I Haven spiste vi deylige spanske Kirsebær, dog voxede der samsnakkede, vandrede hiem igien, spiste atter, og lod Hvilen smage os saa godt som alt det øvrige havde smagt os.

Kl 4 Tirsdag Morgen vaagnede jeg ved min lille Majas Puslen omkring i Værelset, skiøndt det kiære Barn gik uden Skoe og saa sagte som 182en lille Kattepus, med hvem hun ellers ikke for Resten har mindste Lighed. Lidt efter stod jeg op fra min sødtslumrendesødtslumrende] rettet fra: sødtslumt ved overskriving Linas Side, vilde snakket lidt med Eder, mine Elskede, men var for heed og træt, og satte mig til at læse, smaahviskede med Ungen min, besaae hendes Arbeyder, og hørte siden, da hun ikke mere frygtede at vække nogen, hendes Harpespil. Saa gik jeg ned og vækkede min velsignede Maja C, sad paa hendes lille Seng og snakkede og drak en god Kop Caffe forlods, som den liggende Madam ordinerede og liden Sophi bragte mig. Jeg havde saa giærne sadt der længere; thi nu da det stundede til Skilsmissen følte jeg ret levende hvor meget vi endnu havde usnakket. Men alt skal jo have en Ende i dette Liv. Kl. 7 var Slotspræstens Skyds bestilt, og før den var 8 toge de bort, de Gode; jeg en Time senere. Lina, i hvis lille Siæl havde været en haard Kamp imellem hendes Lyst at blive hos sin Marie og de kiærlige Pleyeforældre, og at Længsel efter Tøyen og Hovind, streed for at holde Taarene tilbage, kyssede og trykte mig til det lille Bryst og forlod mig uden at sige et Ord. (Maja K: var gaaet roelig, efter et ømt Farvel, til Jomfr: Ravert) Min Maja C, hendes og min Thrinasara og Realf – Fader C havde jeg før taget Afskeed med – vinkede mig Farvel til saa længe vi øynede hverandre, og saadan staaer de endnu for min Siæls Øyne – Hos Borche‹s› blev jeg en halv Times Tiid. Nella var færm, og hendes lille Wilhelm var voxet dygtigt. Den lange Vey til Gillebek forkortede Aslak mig ved Fortællinger om Hiemmet her, hvordan alt stod til, og hvad der i min Fraværelse havde tildraget sig. Inden jeg vidste et Ord af det, var jeg paa Høyden af Paradisbakkerne. Paa Gillebek spiste jeg i den ret pene kiøle Stue tyk Mælk og Brød, og læste den øvrige Tiid bort til Gulen havde fortæret sit Græs. Jeg faldt i en sød Slum i Kariolen, og vaktes af den ved en klynkende Stemme. Det var en Mand, som altiid passer paa mig – og vel paa alle Reysende – ved Veyen, og pleyer falbyde Myssekrandse. Nu var det Jordbær til en Forandring, men som jeg ikke lystede, gav ham en Skiærv og fortsatte min Fart, uden andre Hendelser, end at jeg mødte Justitsraad Collet, ellers den Sorte kaldet, i en Faeton med to Heste og en sølvsnoret Kudsk, selv siddende i bare Skiorteærmer, hvori han slet ikke tog sig godt ud. Paa Ravnsborg bestilte jeg Caffe, og satte mig ret magelig tilrette med min Bog til den var færdig, tænkte jeg. Atter slumrede jeg nu ind, og atter væktes 183jeg ved en klynkende Stemme. Det var Vertinden, som laae syg i neste Værelse. Søvnen var forbi, og jeg ønskede mere at komme ud igien end at drikke Caffe, dog drak jeg den da den kom, skiøndt med sur Fløde til, og i Selskab med Capit: Berg, som jeg dog holder af fordi han bragte os vor kiære Sally – velbeholden fra og til London. For disse faa Kopper Caffe betalte jeg mine ‹…›, og ilede glad afsted, mit kiære Tøyen til. Veyen blev mig, hvor raskt det gik, dog grumme lang. Endelig var jeg der, og i min elskede Lottas og Kistas Arme, og nesten qvalt af den glade Kajaunges Kiærtegn. Her laae igien Brev fra min Koren med saa indstændige Begiæringer og Paakaldelser, at jeg vilde komme hiem saa snart mueligt, og hellere følge ind igien med Lottamoer naar hun havde været her og paa Hedemarken, o.s.v. Lottas Underlæbe blev lidt lang, nesten som Linas da hun bad mig Farvel, og Kista sagde: Herregud! og Hanna: Ney da, Moer Koren! og Kaja: Bliver jeg med dig? – da de hørte min Beslutning, som en høvig og lydig Hustroe at tage hiem Torsdag. Dog ikke allene fandt de sig deri, men gave mig endogsaa Ret efter nøyere Overveyelse. Og det havde I Alle giort, mine Elskelige, om I havde seet hvor kiærligt og ømt han bad mig, den gode kiære Johan, og dog overlod alt til mig selv – og saadan er han jo stedse. – Presidenten kom hiem lidt før vi skulde køye os, flink og munter.

Den hele Onsdag regnede det til henimod Aften. Jeg sendte Bud til Barna paa Festningen, og til Sally for at lade dem vide Omgiørelsen i min Reyseplan – thi efter den førstlagte skulde jeg blevet inde til i Dag, Løverdag – Nogle faa Linier skrev jeg til min Maja C og en lille Seddel til Søn Frederich, som nu i Gaar modtog ham paa Tøyen istæden for hans egen Mama Koren. Saa giorde jeg en Pakke færdig som skulde med Wraatz til Døttrene mine i Kbhn, og havde ikke Hierte til at begynde et Dagbogblad i den korte Tiid, den eneste Dag jeg kunde være paa mit Tøyen. Mod Aftenen kom vor Sally og blev hos os til Kl: 10. Presidenten var hele Dagen hiemme. En Søn af Mad: Flood, Lieut: i Artelleriet, og lille Jessen, var et Øyeblik i en Visit. Flood var er et ret vakkert ungt Menneske og ønskede jeg, den snilde Inger havde sadt ved min Side og seet ham. Lille Jessen kommer herud i Dag eller tidlig i Morgen tilligemed min lille Kaja. – Torsdag Morgen Kl 6½ forlod jeg mit vakre kiære Tøyen, ledsaget af alle de elskede Menneskers Kiærlighed og Velsignelser, og i den glade Vished 184at jeg Fredag skal see min Lottamoer hos mig, og beholde hende længe i Sammenligning med den Tiid hun ellers pleyer være her. Og meget rimeligt Haab har jeg ogsaa om, tilligemed hende at see min Sally. Saa har jeg dog disse Kiære hos mig den 27de.

 Heden er i Dag nesten forsmædelig. Nu har jeg sovet min Middags Søvn her i Sophaen efter gammel Stiil, og drømte at Fader Pavels forærede mig en grumme Hoben Tobak i en peen Blikdaase. Telja dækker Caffebordet her ude i Baggaarden, hvor der er den bedste Skygge.

Aa ja, der var godt, men kiølere er det dog her i mit kiære Kammer. Nu er jeg da paa min Reyse hiem. Det første Hvilested, Skiellebæk, kom jeg til i god Mag, uden at lide af Heden, som siden tiltog. Der spiste jeg de deylige Smørrebrød, min Kista ikke havde glæmt at give mig med, og de end deyligere lædskende Kirsebær min Lotta selv havde plukket til mig. Ved Middagstide var jeg paa Moe, og saa søvning, at jeg ikke kunde holde Øynene aabne ved en meget interessant Fortælling i Erholungen. Jeg bad dem skaffe mig Caffe for at faae Hast paa denne Dorskhed, og vilde ligesom paa Ravnsborg probere at faae et Blund – imidlertiid; men see! der førte den fiendske Skiæbne Giørup og Kone did, som kom, sagde lille Giørup «for hos Manden paa Moe at faae kiøbt sig en Vojature, da deres gamle var saa saare brøstfældig, at det virkelig var haszaderligt at betroe sig i den» – saa mange vare hans Ord, og de vare Sandhed: thi det begav sig, at da de skulde afsted igien, med uforrettet Sag, var det ene Kiærrehiul heelt, det andet halvtsønder. Gud veed, paa hvad Maade de kom derfra. Mad: Giørup lovede mig, at faae et Bud til min Rikke for at underrette hende om min høye Ankomst, og at jeg Dagen efter tog til Nannestad, hvor jeg saa giærne vilde, hun skulde møde mig.

Her var mit første Møde den lille graa Kattekilling, som tog mindre Notiz af mig end jeg af den, da jeg meget ærbødig veeg tilside for den. Siden kom min Telja og Ane og alle Husets Øvrige, alle i største Forundring over mit uventede Komme, men hiertensglade, og undskyldende at det ikke saae saa ordentlig ud som det burde ved Fruens Hiemkomst. Herinde i mit Kammer stod en heel Mængde Stager med Lys i, saa jeg i Begyndelsen troede, de vilde iluminere for Honnen, som Frue Rahbek og Øhlenschläger i gamle Dage; men saa erindrede jeg, at her Aftenen før havde 185været Selskab for Grev Knuth. Ane rullede, og stakkels min Telja gaaer allene med alt, da Skieldruppen endnu ikke er kommet fra sit Besøg. Saa træt jeg var, maatte jeg rundt om i Haven og Gaarden, hvor jeg fandt alting i bedste Orden, feyet og prydet og Bænkene malede og skurde, kort, overalt Spor af Grevebesøget og Hertels altomfattende Blik. Da jeg havde skrevet lidt til Lotta og Sally med det Bud som i Dag bringer Kaja og Jessen hid, taget Afskeed med Jomfr: Antze, som nu flyttede fra Walbohms hvor hun har været i mange Aar, til sin Familie i Tellemarken, tog jeg Mod til mig og gik ud til den dødblege udtærede efter sin Opløsning haardtstundende Inger, som brast i Graad da hun saae mig, og kun spurgte efter Maria og Lina. Gud ende snart hendes Lidelser! og jeg haaber, de ikke kan vare længe. Mit sidste Aftenbesøg var til Sara og Wilhelm med mit Roseoffer. Det har Telja og Ane troelig bragt i min Fraværelse. Alt var saa stille, den hvidmalede Bænk indbød mig til Hvile, men jeg torde ikke sidde der længe, da det blæste koldt, og jeg var meget varm.

I Gaar Morges Kl: halvsyv var jeg i fuld Pomp, og lidt efter paa Veyen til Nannestad Præstgrd. Aslak gav mig ingen Roe før jeg lod ham tage den lille Vogn, for, sagde han, at komme hurtigere frem. Jeg gav efter og det giærne, i det Haab at faae min Koren hiem med mig, eller maaskee Rikkemoer, da man sagde mig her, at Fogden skulde følge Amtmanden til Hurdalen. Vi giorde rigtig nok ikke Veyen lang, og jeg stod midt paa Gulvet i Dagligstuen før nogen saae eller hørte mig. De blev ey mindre glade, de gode hiertelige Folk, over mit Komme, end forundrede. Præsten ordinerede paa engang Caffe, Chocolade, Viin, og Gud veed hvad mere, og hvad jeg foretrak, giætter I let. Nu gik det paa en Praten løs. Jeg havde halvveys formodet, Tingfolkene skulde været der, men de ventedes først til Middag, Greven før, for at faae sig et Partie Schach med Pastoren. Lidt efter mig kom unge Leganger for at invitere Amtmanden til sin Fader i Eidsvold Tingtiid. Af ham hørte jeg, at hans Søster bliver heroppe sin Barselseng over, men at Wratz skulde reyse ned Dagen efter, og lovede Leganger, som følger ham til Christ: selv at hente Pakken til Døttrene mine paa Tøyen og anbefale sin Svogers Omsorg. Saa var det i Rigtighed. Da jeg havde giort min Runddar i Huset, og kysset min Ginas lille vakre Sara, kom Grev Knuth, en tækkelig beskeden ung Mand – (yngling synes 186mig contrasterende mod Navnet Amtmand, om denne ogsaa kun er 22 Aar)[.] Et Par blidere blaa Øyne har jeg ikke seet, og dem er det, som giør ham vakker. Han bragte mig Hilsener, skiøndt to Aar gamle, fra Sophie Ørsted, og da vi havde flere fælleds Bekiendtskaber, og han med Varme talte om min Adam, kom Samtalen snart i Gang. Han var rigtig glad i at finde mig der, det saae jeg, og kunde ikke antage for blotte Complimenter hvad han sagde i Anledning af ikke at have fundet mig hiemme paa Hovind, som han fandt meget vakkert. Især var han indtaget i Wilhelmsminde, og i den Tone hvormed han udtalte dette dyrebare Navn; hørte jeg ret hans vidste og følte dets Betydning.

Min Koren kom en Timestiid eller to efter Greven. Han vidste, jeg var der, og hans Øyne meer end hans Læber takkede mig og bød mig velkommen. Først Kl over 3 kom Fogden, Hertel, og de øvrige Tingfolk, med dem Jessen min, som Dagen før var buden til Rises, og nu til Præstens. I hvor vant jeg er til at see mig elsket og omgivet af Kiærlighed, kan dog denne søde Vane aldrig blive saa meget Vane at jeg ikke med glad Taknemmelighed skulde paaskiønne denne Lykke, den største paa Jorden, og vist blandt Evighedens Glæder den største. – Kun min kiære Rikke ventede jeg forgiæves. Gid give, hun ikke maae være syg. I Morgen hører jeg fra hende, og hvem veed, om jeg ikke seer hende her. Hun længes ey mindre end jeg efter denne Sammenkomst, det veed jeg.

Hverken Amtmanden eller Fogden havde synderlig Lyst til at forlade Nannestads hyggelige Præsteborg, kunde man mærke; men da Skydsen til Hurdalen var bestilt, toge de bort henimod Aften. Jeg bad Greven tage herind om paa Tilbagetouren, men han kommer ikke denne Vey, da han vil reyse giennem Smaalehnene til Havslund hvor hans Kone er. Det stod haardt for os at slippe fra de gode giæstmilde Folk, men de begreb godt, at jeg stundede hiem, Koren ligesaa, og saa lode de os fare. Vi kiørte sammen, Jess reed paa sin Hingst. Da vi kom til det første Led, vilde han være saa galant, stakkels Gut, at lukke op, men hans Hæst vilde ikke, kapriolerte og traadde en af Vognstængerne itu. Der sad vi da i en Maade. Men Aslak, som aldrig er raadvild, løb tilbage til Præstegrd, fik Søm og Baand og en Mand til at hielpe sig, surrede og borede og fik det i god Stand igien.

187Fader Bierk som fik høre vort Uheld, kom ned til os, og fornyede sit Ønske, at vi skulde blive Natten over paa Prstegrd, og da vi vedblev at være standhaftige, stod han hos os, til Vognskaden var curert. Siden gik det ret godt, skiøndt jeg ingen Troe har til denne Vojaturen, fordi der stedse indtræffer noget Galt hver Gang jeg bruger den, alt fra den Tiid de løbske Hæste splittede den ad paa Sinsen for mange Aar siden, som I, mine elskede kbhnske Børn vist erindrer, som Du, min Sally vel ey heller har glæmt da vi væltede med den ved Romsaas. Jeg torde ikke lade mig mærke med, at jeg var bange for Gutten min, som jeg saae svinge sig paa Hæsten, da han havde tugtet den dygtig, og fore afsted som et Lyn. Gud skee Lov, al min Frygt var ugrundet. Han kom og modtog os, og havde været hiemme over 3 Qvarter.

See her, mine Elskede, har I da disse Dages Begivenheder ret nøyagtige, skiøndt i Korthed og Enfoldighed. Denne Dag har jeg tilbragt for det meste herinde, da Heden er utaalelig blot man rører sig. Nu er det Aften. Jeg sad lidt i mit Lysthus i Haven, men en impertinent Padde; hvis Selskab jeg slet ikke kunde blive qvit, forjog mig derfra, og det er ogsaa seent. – I Gaar blev den saa længe usle Capitajn Hiort stædt til Graven. Han levede sig selv og Sine, især den stakkels Kone, til Byrde. Gud skee Lov at han hviler!

Søndag 21de Først i Morges kom lille Kaja og Georg Jessen. De havde reyst den hele Nat, og det var det klogeste de kunde giøre. Kaja er saa rask som en Top, men hendes Reysefælle har lagt sig lidt. De bragte mig blot Hilsener, intet Brev fra Tøyen, hvor de fik uventede Fremmede, siger Kaja, og det er da intet Nyt der. Men fra den snilde Munk Edvard bragte Georg mig et lille venligt Brev, og Mad: Stahls Corinna af hvis Læsning jeg lover mig deylige Timer! Dog, da jeg nu har saa meget andet Nyt skal min Rikke faae den først at glæde sig i, og siden skulde den gaae den gl: Tour, om Du ikke selv, dyrebareste Maja C, snart kunde vente den som Din Eyendom. Jessen fortalte mig, og det beroeligede mig ordentlig, at ingen Egerprovst var kommet til Byen endnu i Gaar, da han havde havt Brudevielse hos Just: Wulfbergs i Fredags – det er den ene Datter, som faaer, jeg troer en Proctr, Nærdrum. Hvorfor 188ikke Søster og Broder havde Bryllup paa engang, da der var saa kort imellem, begriber jeg ikke. At det, som der siges, skulde være «fordi der ingen Lykke er ved, at to Sødskende vies paa engang» – faaer man mig ikke til at troe. Nu, det er da ogsaa det samme – Om Posten var kommet og med den Provstinde Lise, vidste Jessen ikke.

Mandag 22de Hundedagene gaaer ind med den samme Hede, som i disse Dage plager Mennesker og Dyr. Gud hielpe os alle vel at overstande den. Stakkels min elskede Maja C som i disse Dage har saa mange Fremmede og faaer fleer, og dobbelt ynker jeg Dig, Du Gode, nødes Du til at blive i den hede Bye. Hvor længes jeg efter Torsdag for at høre fra Eder, Elskelige! Ak i Dag er det allerede 8 Dage siden jeg forlod den velsignede Dal, hvor mine Tanker saa giærne dvæler, i Morgen 8 Dage siden jeg saae Pavels og Maja vandre til Baaden, og min stille Marie til Jomfr: Ravert, og min Lina med de taarefulde Øyne, og min Maja C og min Thrinasara staae vinkende mig Farvel til under de grønne Castanietræer –.

Munthe var her i Gaar, alle Gislevolderne i en kort Visit da de kom fra Kirken, ellers ingen. Da Heden tog lidt af, reyste min Koren til Eidsvold, hvor i Dag er Ting, de andre Tingfolk lidt før. Jeg satte mig med min Wenzel Falk (en af den uudtømmelige Lafontaines nyeste Romaner fuld af morsomme Scener, i samme Smag som von Halden‹)› i Haven, og blev siddende der, skiøndt jeg ikke fandt det saa kiøligt som her i Kammeret: men der man kommer bliver man helst i denne Tiid. Mit Hoved var ogsaa ret forstyrret, og ikke engang til Graven orkede jeg gaae. Men Ane var der med Roser og Krands.

Kaja holdt sig tappert efter den giennemvaagede Nat, uden at sove, til Kl: over 10. Det var saa hyggeligt at see hende trippe omkring igien, det venlige lille Dyr. I Dag hviler hun ud for Alvor.

Aften Saa stille som denne, har jeg ikke i lang Tiid tilbragt en heel Dag. Jeg har strikket, læst og skrevet, men der er en Tomhed i mit Inderste, som giør, at intet ret vil gelinge for mig, en underlig Længsel. Nu vandrer jeg med min lille Kaja, som ogsaa gaaer saa eensom og stille, did, hvor det endnu er eensommere og stillere end her omkring mig.

189

Tirsdag 23de Det var vist nok den trykkende Luft som hvilte saa ængstelig paa mig. Da vi kom tilbage fra det stille Hvilested, begyndte det at tordne og en stærk Regnbyge afkiølede Luften. Jeg sov deyligt paa min haarde Madrads, og er ret rask i Dag. Kl 11 kom Skriveren min, og nu er disse Ting, som de kalder Jordbærtingene, forbi. Greven reyste fra Eidsvold Prstgrd Kl 3 i Morges. I Aftes var Skriveren og Fogden der, men ikke fik see lille Frue Wratz eller nogen af hendes Børn, som ret ærgede dem.

Fra min gode Rikke fik jeg nu en saa klynkende Sæddel fordi hun ikke har seet sin Moer Koren saa længe. I Morgen havde jeg tænkt at tage did, men nu kan jeg ikke opsætte det, og reyser i Eftermiddag.

Onsdag 24de Gud skee Lov, jeg fandt hende saa færm og Vilhelm som jeg første Gang saae klædt som Dreng, saa sød og morsom. Der var blevet saa meget Nyt og Peent imens jeg var borte, og den lille Madam selv havde tiltaget i Trivelighed. Betalte hun kun ikke sine Moderglæder saa dyrt! Ak! men hvor snart er det overstaaet og glæmt, naar kun disse Glæder ikke forvandles til bittre Smerter, de bittreste af Alle. Men Gud vil jo ikke prøve Dig saa haardt, elskede Rikke, ikke mere tage dine Glæder fra dig –

Imens jeg var der, kom lille Luise Radik, som i nogle Aar har været paa Plogstad og nu er hiemme hos Forældrene, i et Besøg for nogle Dage. Siden kom Vangensten, den snurrige Herre. Han forelæste os 16 Forslag han har at giøre Selskabet for Norges Vel, og iblandt disse – et Tal– og Cl‹as›selolotteries Anlæggelse her i Norge. Gud tilgive ham dette, mit Inderste oprørende, Indfald! Kort; hans Projectmagerie forekom os heelt barnagtigt som det virkeligt er at ramse op paa Papiret uden at vide eller tænke paa hvordan et, end sige alle disse Forslag, forudsat de vare gavnlige, kan udføres. Det tog vi os den Friehed at erindre Manden om. Men det mente han kunde andre sørge for, han havde giort sit.

 Vi drak Thee i en Løvsal i den nye Have, som allerede er kommet videre end, Vangenstens Projecter vil komme i Snese Aar. Kl 10 tog jeg bort med Løfte om at see min elskede Rikke her Løverdag, maae hun kun blive frisk. Hun er det sielden en Uge igiennem. Jeg mødte Fogden strax ved sit Hiem og fik saa halvveys Løfte om ogsaa at see ham her. Til dette mit Tog hører dog ogsaa, at jeg fik Lyst til at kiøre i en Kariol, som Mare‹n› Skieldrup i Gaar Nat kom tilbage i fra Vinger, hvor hun har været i Besøg og at det rystede mig ubarmhiertig. Jeg dandsede Feyer den hele Vey –

190

Torsdag 25de Jeg vaagnede i Dagningen med en heftig Beængstelse og Smerte i Maven og under Brystet. Min Koren skulde op Kl: halv 5 og paa en Forretning som vil medtage flere Dage. Jeg vaagnede ham til bestemt Tiid, og laae siden en Timestiid i Haab om det skulde blive bædre; men det blev snarere værre. Det meste af Formiddagen har jeg lagt paa Sophaen her, og nu, efter en ret alvorlig Middagshvile er det Gud skee Lov ret godt, kun meget mat er jeg.

Med Posten fik jeg et St: Hansaften skrevet Brev fra mine elskede Børn i Kbhn – min ædle Treschow havde ogsaa skrevet nogle velsignede Linier deri – og et fra Majalille, et lille muntert Brev, hvori hun fortæller mig om de mange Fremmede der nu giæster Majadal. Jeg vidste det nok: thi de vare ventede før vi toge derfra, og giorde mig altsaa intet Haab om noget fra min ældre Maja, og dog – dog sukkede jeg dybt, som om mit Haab var slaaet feyl. Lille Maja havde Dagen før skrevet mig til med Fetter Hosevinkel, som vi, siger hun, kan vente hid i disse Dage. Men det var forstandigt af Barnet mit desuagtet at skrive med Posten: thi hiertelig bedrøvet var jeg blevet, om derfra slet intet havde været til mig. Det var saa sødt og majaligt. Gud signe Dig for det, Majalill!

Det bliver altsaa ved det samme: I tre, fire Aar skal jeg endnu ikke see Eder, I Dyrebare dernede! I ikke Eders Norge. Det rørte mig saa meget, og jeg veed ikke, om det meest bedrøvede eller glædede mig, hvad De skriver, ædle T, og som De nok tilgiver, jeg indfører her: «Jeg lever i disse Øyeblik (ved Giennemlæsning af Moer Korens Journal) igien i den forrige Vennekreds. Ere end nogle Scener mig ganske nye, nogle Personer ligeledes; Hovedpersonerne ere dog de samme, og Forandringerne ey større, end at jeg godt kan orientere mig deri. Her har jeg endnu ikke fundet, og finder ganske vist ingen, hvortil jeg saa tet kan slutte mig som selv til mange Ubekiendte eller lidet Kiendte der nævnes i Deres Journal. Sverdrup er den eneste, jeg her med et Slags Fortroelighed hænger fast ved, og den Tilbøyelighed har jeg taget med fra Norge» –

O! hvor tet vilde vi her slutte os til og om Eder, I Elskelige! O, hvi reves ‹I› ud af vore Arme, fra vore troefaste Hierter, som vi nu kun med Siælens Arme kan trykke Eder til! O, hvorfor kan der ingen Ende blive paa disse «O!» og «Hvi?» – – Ak, fordi de ere blotte Raab i Ørken, som ingen kan besvare. – En Anecdot, som charakteriserer Tidernes Bistialskhed, for at bruge Dit eget Udtryk, min Katty, maae endnu udskrives af det kiære Brev.

191Kongen og hans Datter spadserede sammen som sædvanlig. Paa Østergade blev Printsessen opmærksom paa et Shawl i en Krambodvindue, og sagde til sin Fader, at hun nok havde Lyst til det. Det er vist meget dyrt, svarede han, spurgte, og hørte det kostede 500rd. De fortsatte deres Gang, men Kongen mærkede, Caroline blev saa stille. Da de kom hiem, lod han en gaae did for at kiøbe det, men det var alt solgt. Han læste nu det feylslagne Haab paa Pigens Ansigt, og trøstede hende med, at det var mueligt Kiøberen overlod det igien, og sendte atter Bud for at høre hvem der havde kiøbt det. Da Budet bragte det Svar, at den rige Slagterkone ved Stranden havde kiøbt det, skal han have stampet i Gulvet, og forbudet at der slet ikke skulde anmodes hende om at overlade det! – Ja, det er en forkert Verden vi lever i, «paa alting vendes op og ned, og intet staaer paa rette Sted» –

Lunde havde i Gaar mødt Hr Presidenteren, som ganske strunk v‹ar› reyst Hovind forbi. Gud skee Lov min Lotta kommer i Morgen, og kan giør‹e› Regnskab for dette og mere, f:E: om Egersønnen har været der etc –

Apropos! Maja C: see til at erindre, om Du har tracteret med Bisp i Dag i Din Dal. Mens jeg laae i Eftermidd: drømte jeg jeg sad der hos Dig, og Du gav mig et Glas Bisp, hvis Lige jeg vaagen aldrig har smagt. Saa syntes jeg ogsaa jeg bandt store hvide Kirsebær i mit Haar. En Mode, som dog vel aldrig kan blive giængs uden i Drømme.

Fredag 26de O, det vidste jeg, det følte jeg nok, at Du ikke, Du Maja C, kunde lade mig i saa mange Dage vente, dog ney, ikke vente, men ønske forgiæves at see noget fra Dig. Nu bragte et Bud fra Byen Dit velsignede Brev, som var skrevet Dagen efter jeg forlod Dig, og skulde truffet mig paa Tøyen, men traf mig først nu, og 8 Dage gl – Der er Lotta –

Den 27de Ja, det var min elskede Lotta, og Zarina og Christie og en lille Brodersøn af Hertel, men ingen Sally –

Mit Hierte er saa fuldt, saa fuldt – O her ligger de rundt om mig, alle de Vidner om Eders Venskab og Kiærlighed, I Dyrebare Fra- og Nærværende. Men i Dag kan jeg intet sige. Jeg takker Gud inder‹lig› for alt det Gode, det uendelige Gode han har givet mig, for de Elskede jeg har hos mig, og har havt, og som fraværende tænker paa mig og velsigner mig og den Dag, som gav dem deres Moer Koren, ak, som kun kan elske – og græde. Ja; de flyder saa villigt i Dag mine Taare – Det er 192den første Gang i mange Aar, min Koren ikke har vækket mig med et sagte Haandtryk og et ømt Kys paa denne Dag, den allerførste jeg savner min Maria og Lina siden Gud gav mig dem – I Morgen mere. Nu kun Eder Alle Alle mit Hiertes moderligste Tak. O Frederich, min elskede Søn og Ven, min Frederich! Ogsaa denne 27de Julj takker jeg Dig at mine Taare flyder saa sødt –

Søndag 28de Imens min Lotta laver sig til sin Hedemarksreyse, og nogle ere ifærd med at stande op, andre at klæde sig paa, blandt disse lille Zarine, som jeg nu vækkede, sidder jeg her omstraalet af den søde Morgensol for at begynde i det mindste at fortælle Eder, Elskede, noget om Gaarsdagen. Det var den første Gang i 15 Aar jeg den 27de Julj savnede min Koren, og jeg savnede ham og hans Børn saa bittert. Da jeg aabnede mit Chatoul, hvori jeg har Alskens Ting, faldt et Par Ærmer som havde tilhørt min Sara mig lige i Hænderne. Det var hendelsevis de trillede frem da jeg søgte efter andre Ting; men det var mig dog saa underligt, og mine Taare brød frem. Jeg trykkede de endnu af Muschus lugtende Ærmer og Vilhelms Penne til mine Læber. Jeg var saa usigelig beklæmt. Men da jeg saa kom ‹d›er ned i mit Kammer, det overalt beblomstrede, greb jeg først blandt de ‹m›ange vinkende Sager paa mit lille Bord en Bog – det var min Frede‹ri›chs Digte, mig saa kiære i sig selv, dobbelt kiære ved – hvad I her seer:


Til Moer Koren den 27de Julj 1811.

Tag denne Gave paa Din Fødselsdag
fra Vennehaand og fra et sønligt Hierte,
Der ved Din Moderfryd og Modersmerte
Slog nu med lette, nu med tunge Slag.

‹M›odtag Din Digters simple Blomsterkrands.
‹I›nden Din søde Navneblomst Du finder
‹In›dflettet mellem nogle smaae Kiærminder,
‹D›er frydes ved Dit milde Øyes Glands

Og en Cypres i Krandsen vinker Dig;
Den spired frem i Dødens stille Have,
Der mellem Vilhelms, Saras friske Grave
Mod Evighedens Blomst den bøyed’ sig.

Tag denne Gave paa din Fødselsdag
Fra Vennehaand og fra et sønligt Hierte,
Der ved din Moderfryd og Modersmerte
Slog nu med lette, nu med tunge Slag.

___________

Da flød Taarene blideligen, og det tunge Hierte slog lettere Slag, og det skal være min moderlige Tak, og den eneste og kiæreste, det ved jeg, Sønnen, Vennen og Digteren attraaer – og jeg kan give.

Dernest kom Raden til de mange vennehulde Breve, et fra Maja C, som fulgte ‹m›ed min nysselige lille Pult, men først skulde aabnes den 27deJulj, et fra Maja K: med en peen Kappe (hendes første Tamburinsøm) et vemodigtkiærligt lille Brev – hun 193var jo aldrig bortfjærnet fra mig før min Fødselsdag – et fra mine gode Børn paa Aggerhusfestning – et fra min Sally, et Klagebrev, for hun ikke selv kunde overrække mig den lille nette Naalepude – og endnu et fra min Maja C skrevet d: 21de, hvori ogsaa Thrinasara og Realf havde tilføyet sine hiertelige Lykønskninger, og skulde med disse fulgt et lille Tegnestykke fra mit Thrinabarns egen Haand, men som ikke var kommet i Ramme endnu, og fulgte 25de nye skaarne Penne fra Realgutten min (hvoraf jeg nu skriver med en) saa Skriveren kan spare sine fattige Syv til en anden Gang. Fra Lotta mi en Kam, fra Sønnebarnet hendes (som uformodentlig kom hid Aftenen før) et Par smukke Handsker; fra Maren Skieldrup en meget peen strikket Kappe, fra Zarinchen en lille Pengepung, men for brillant til andet end Guldpenge, hvorfor den nok faaer hvile sig i god Roe; fra Kista mi pene Kappebaand. I Haven, hvor Zarina havde travlt for at faae mig ned, saae jeg i den store Runddeel midt i Haven en overmaade nydelig grøn og hviid lakeret stoer Blomsterkurv paa en end større Forhøyning af Grønsvær, hvorpaa de havde arbeydet Aftenen før og hele den tidlige Morgenstund, Hertel, fra hvem Kurven var, Christi, Lunde, Gryner, Jess, kort alle de kiære gode Mennesker, hvis høyeste Glæde er at see mig glad. Som ved en Hexekiæp stod Blomster (Urtepotter nedgravede i Jorden) i Kurven og trindt omkring det Hele.

Til Middag var her Chrysties, Walbohms, Mørkes, og Giørups. Min Rikke kom først Eftermiddag med sin søde Wilhelm. Hun havde ventet paa sin Mand, og maatte dog reyse før han kom hiem. Vi havde ventet ham hid, men træt og mødig tog han lige til sit Plogstad, da min Koren først henimod Aften tog til sit Hiem. Men paa ham saaes ingen Mødighed[.] Gud skee Lov! Han var i en Haandevending barberet og pudset og oppe hos os paa Vilhelmsminde, hvor vi drak Caffe, og hvor Zarine nok saa zirlig havde faaet et C og K anbragt med Roser paa Væggen.

Min Rikke tog tidlig hiem for sin søde Drengs Skyld. Havde hendes Husbond kommet hid, troer jeg hun var blevet Natten over. Lille Lovise Radik og Jomfr: Heide, som kom om til Middag, toge med hende. Alle de andre bleve til henimod 11, spiste Smørrebrød og drak Punsch, og min Skaal, det forstaaer sig, under svære Kanonskud. Ungdommen var heel lustig, ak, som det skulde været i de gamle glade Dage hvis Minde blev end mere levende ved at see min gode Jørgen her igien iblandt os. Det var ret en Kamerat- og Fetterstreg af Presidenteren at sende os Gutten sin hid, skiøndt vi derved mistede Lottamoer 194en Dag tidligere end hun havde bestemt at reyse herfra. Dog holder hun sit Løfte at blive her deslængere paa Tilbageveyen, skal jeg heller ikke klage derover.

Saa gik Dagen, og gik ret behagelig. Jeg havde i Forveyen giort mig nogenlunde fortroelig med Tanken om de uundgaaelige Savn, saa Hiertet ikke torde knurre; kun min Sallys var uventet, og det var saa meget tungere at bringe Hiertet til Taushed, som det deels havde glædet sig til denne Giensamling igien paa Hovind med fuld Vished, deels hvidskede til mig, at jeg selv var lidt Skyld i, hendes Hidreyse gik overstyr. «Ja Moer Koren, det har vi længe ventet paa, at du skulde sige os hvorfor hun ikke kom.» – Har Du det? Mallamoer? – thi det var det jo som talte her i Dit eget og Kattys Navn – Seer I, mine Børn, jeg troede fuldt og fast hun kunde faae Befordring hiemme fra, da hun ikke nævnte eller det kom paa Snak om Maaden at komme hid, og det kiære Barn stolede paa, det var tidsnok at underrette mig om det Modsatte, og saa fik jeg først med Lotta i Forgaars denne Underretning. Dog, havde jeg end faaet den noget før, vilde det dog i denne travle og mislige Høehøst været vanskeligt, det kunde blevet anderledes. Nu faaer jeg, og Du med, kiære Pige, trøste os til, at hvad ikke er skeet, kan og vil skee.

Og til de Elskedes Hvilested kom jeg ikke, i hvor ofte jeg var paa Veyen did. Zarine og Telja var der med Krands og Roser. Formidd: gik med Skrivning til store og lille Maja, og til Kista – det kom bort tidlig i Morges med lille Hertel – og saa var et og andet i Huset at sysle med. Hvad der borttog Morgenstunden, har I allerede seet. I Dag var vi der, da vi gik i Kirken, og sadde vi der længe, Zarina og jeg. Hun havde ikke hørt min Egersøns Elegie til forrige Aars 27de Julj. Den læste jeg her for hende og hendes Werner – det kunde jeg ikke, havde de været her i Gaar et Aar.

Lotta, som endelig vilde bedt Farvel i Aftes for at reyse saa tidlig i Dag, kom dog ikke bort før den kl. var 8. Hun kiørte, Sønnebarnet reed, og nu er de vel ikke saa langt fra Lawsonmand. Men stakkels Lottamoer har glæmt sit Strikketøy, den Opdagelse giorde jeg da vi kom fra Kirken. Hun vil savne det meget, den flittige Frue, det veed jeg, og kan godt, fordi jeg borte er ligesaa flittig, sætte mig i hendes Sted. Betydede det kun, hun kom des snarere igien!

195Saa folkerigt her var i Gaar, saa stille var er her i Dag. Min Koren er heller ikke i Helgen frie for Contoirarbeyde, dog har han sadt lidt hernede hos mig imellem. Hertel er borte for at faae sit Høe ind. De unge Mennesker spadserer, og læser, og lader mig sidde i Roe, da de veed jeg har meget at skrive. Vi ere i Stilhed enige om, ikke at genere hverandre. Og da det nu er længe siden I hørte noget om Hermelin, vil jeg mens jeg husker det giøre Eder lidt bekiendt med hans Hundedagsgalskaber, der ellers vedvarer fra 1ste Januar til 31te Decbr – I Morges var han inde før Moer Bull reyste, for at hilse paa hende og vel især paa Zarine, som I jo veed har en høy Stiærne paa hans Himmel. Han fortalte da blandt andet: «at han i denne Tiid havde en stoer Ulykke, som var den største Fornøyelse han havde havt siden han kom paa til Hovind.» Hvori denne fornøyelige Ulykke bestod fik vi ey at vide, da det i det samme faldt ham ind, at han skulde hilse mig fra Majorskan paa Mork, og fra Frue Leganger: «som stængte ham ind i Mælkeboden, og gav ham en stoer fransk Dram, og bad ham endelig og endelig hilse Frue Koren.» – Langt bædre vilde denne Virtuos kunde give os et lustigt Sidestykke til Reiwers fürchterliche Ildebrandshistorie, end Hr Peale giver Sidestykker til Jean Paul –

Til Gaarsdagens Begivenheder hører endnu, at begge de unge Munther vare her for at aflægge deres pligtskyldige Gratulats til den høystvigtige Dag. Baade de og lille Mørk havde ligeledes mange galante Lykønskninger at frembringe fra hans Høyærværdighed Biskoppen og Frøken Pauline, som giæstede Ulllensager Prstgrd i Fredags paa Hiemreysen fra Oplandet. Jeg skal love for, Præsterne føler paa alle Sæt og Viis at de har faaet og staaer under en nye Overhyrde. Hm! hvordan kom jeg nu til at tænke paa den fameuse svenske Vise: Naar en Præst faaer Pastorat – og just paa den Strophe: «Klipper end Præsten iblandt saa det svier, Klager ey Faaret, men lider og tier?» – I kan, om I vil, sætte to andre Tostavelsesord istæden for «Præsten» og «Faaret» for at komme Meningen nærmere – eller sæt istæden for alt andet Oncle Erichs gamle Udraab: «Heel ubluelig!» –

Skolelærer Arnesen – det er sandt – kom her i Gaar i Middagsstunden paa en Tour fra Biri. Herfra tog han til Gudmundsens. Han er blevet gammel og stille, synes vi alle som kiendte ham før. Men det vanklæder ham ikke.

196Aldrig veed jeg jeg har leet, i det mindste ikke høyt, i Kirken, før i Dag. Men hvem kunde bare sig? Her sidder jeg endnu mutters ene og leer høyt som en Nar. Morpheus havde ret faaet sin Magt fast med hele Menigheden, mig selv og mit Selskab inclusive. Gud veed, hvor saadant kommer fra. Af Faer Mørkes bedste Prækener var just ikke den i Dag, dog heller ikke søvndyssende, synes mig. Imidlertiid var ikke en Stoel, hvori jo een eller flere nikkede. En gammel Kone sad ganske ene og meget yderlig, og giorde mangt et dybt Buk til sine Gienboere. Men med et faldt hun saa lang hun var midt ud paa Gulvet, og giorde det i den Stilhed der hærskede en pokkers Larm. Til al Lykke var det under Barnedaaben, og Forargelsen ikke saa stoer, som var det hendet under Prækenen. Der blev en almindelig Latter, saa det gienlød i Templet, men ingen var værre end Zarina og Kaja, saa Koren og Christie skyndte sig at faae Stoelvinduerne lukkede. Den stakkels gamle Kone! Gud skee Lov, hun stødte sig ikke, skiøndt det lod saa, da hun længe blev liggende og saae sig om. Ellers leer jeg aldrig ved at see nogen falde, men bliver bange. Men dette kom saa forunderligt I aldrig kan troe det: I havde leet alle saa godt som vi –

Mandag 29de I Morges havde vi et smukt Besøg. Hr Munthe af Morgenstierne kom sammen hid fra Brotnow, hvor han og hans Kone havde været nogle Dage i Besøg – Frue Waager har mange smukke Bekiendtskaber – for at følge med Skriveren paa en Forretning. Det var første Gang jeg havde den Ære at see denne fameuse Herre (der falder saa meget fameust ind i denne Tiid) og jeg lagde ret an paa, det skulde blive den sidste, i det mindste her i Huset. Han troer nok, jeg er en meget ugiæstmild Skriverinde, og det maae han giærne troe, og virkelig er jeg det mod alle af hans Slags. Hans høye Ven og Velynder – paa hvis Vegne han kom her i Dag, paa Forretningen at sige – troer vist det samme [.] Ja, veed I nu hvem det er? det kunde jo være Professor P eller hvilken som helst I vil af det Fire:Fire] rettet fra: fire ved overskriving eller FembladskløverFembladskløver] rettet fra: fembladskløver ved overskriving derinde – men det er Asessor Haagen M her er meent. Hu tu tu, hvor han er styg denne Morgenstierne! Arme min Koren, som skal drages med ham. –

Al Ungdommen og min gamle Telja gik til Houg i Morges, og kom nu Kl 5, døyvaade hiem – ja, den Regn er slem, og for flere end dem, thi intet Høe kommer frem, under Tag, inden Lem – Disse smukke Riim ere skrevne i Storstuen, hvor mit søde lille Pult staaer endnu siden jeg var borte, og som Dagbogen aldrig før har lagt paa. I mit Kammer var saa mørkt. Jeg nødes 197nok til, saa ondt det giør mig, at lade dem kappe dygtig. Dagen er for Resten gaaet stilfærdig hen med sædvanligt Arbeyde. Jeg har læst i Franzéns Digte, og finder mange deylige Stykker deri, men mange nye, i det mindste mig aldeles fremmede Ord, som dog ikke ofte giør mig Meningen uforstaaelig.

Tirsdag 30te Uformodet kom min Koren som jeg først ventede i Morgen, hiem i Aftes, da vi just havde sadt os ved vort Grødfad. Det foer ilt igiennem mig, da han sagde: «Morgenstierne kommer strax efter» – Hvorfor? fik jeg neppe frem i min Angst. Jeg troede sikkert han skulde blive Natten over, og en mindre god Mand end min Skriver havde maaskee en Stund ladet mig blive i den Alteration; men han beroeligede mig strax. Det var et blot Galanterie af Manden, som havde ført Korens Vædsker med Protokoller etc i sin Kariol, og nu selv leverede dem af. I veed, Koren rider endnu stedse. Hans Kone var endnu bestandig paa Brotnow, did skulde ogsaa han, og vi sagde alle Lykke paa Reysen.

I Dag er det, og var den hele Nat, vedholdende Regn. For Ageren er det godt, siger de; men med Høebiergingen seer det lidt leyt ud; dog kan det blive godt endnu. Men jeg seer ret vemodigt paa Dit Strikketøy i Dag, beste Lottamoer! hvor Du maae savne det, nu, Du ingensteds kan komme, ikke uden for Dørren. Stakkels Dig! – Nu skal I ellers høre, mine Venner, hvilken Narrehætte den samme Frue Lotta er, ja saagar en Smule ugudelig. I Søndags Morges lige til hun skulde reyse, sad hun saa flittig og strikkede. Jeg veed ikke hvem det var, som undredes over denne Flittighed. «Ja, sagde hun, det er dog rigtig dig, Christiane der har forført mig til at arbeyde Søndag Formiddag, det giorde jeg aldrig før i Verden før jeg kiendte dig» – Angrer du det da? Har du ikke tidt sagt, du var ret glad ved at være kommet i denne Vane? «Ja, Gullet mit; men om jeg nu ikke bliver salig for det samme? Seer du jeg havde dog vel paa en Maade faaet Ende paa den Smule Tiid her; men der er det mygge længer» – Men til Straf for denne Blasphamie glæmte hun det hele Strikkegreye – det var en haard Straf, Lottamoer, især da det falder ind i dette Regnveyr. Nu kommer det an paa, 198om Humphry Klinker er go for at holde Dig med Selskab imens Lawsonmand og Sønnebarnet slaaer i Brættet eller faaer sig en Piqvet. Dog, jeg mener, Du ikke faaer Lov at være meget hiemme i Din Roe; men dit Strikketøy savner Du ligefuldt hiemme eller borte, stakkels Dig!

Torsdag 31te Hvor den er gaaet hastig, denne Maaned! Det kommer mig for som det var for et Par Dage siden jeg skrev den første. Da sad jeg saa godt oppe paa den store lyse Gang i Majadal – Gud skee Lov, jeg sidder ogsaa godt nu i det lille dunkle Kammer paa Hovind.

I Dag har jeg ret været harm paa mig selv. Jeg har saa meget Skriverie for, og kiært Skriverie oven i Kiøbet, og der kom jeg til i Eftermiddag at tage fat paa den underfulde Corelia, oder die Geheimnisse des Grabes, og var ikke istand til, at rive mig løs fra den, før den første Deel, som er deylig tyk, var tilende. Den er af Theklas og Eudocias Forfatterinde, som endnu stedse skriver incognito. Et af hendes bedste Arbeyder er det vel ikke. Den er lidt langtrukken, og har i Formen og Tilsnittet megen Lighed med Madame Gomez’s Fortællinger, som i min grønne Ungdom eller rettere Barndom, kostede mig saa mange vellystfulde Taare. Interessant und schauervoll er den med alt det, det er vist –

I denne deylige Aftenstund sad lille Zarina og jeg hvor vi saa giærne sidder, ved Graven, en lang Stund, og mangen svunden Scene gik atter vort Øye og Hierte forbi. Da vi kom hiem, var Søndagsposten kommet. Jeg seer, den arme gamle Thurman (Majadals Præst) har mistet sin Kone, hans 10 Børn deres Moder. Det giør mig ret inderlig ondt for ham og dem; hvis Tab er størst, hans eller deres, veed jeg ikke. Det smelter vel sammen i et, og beklagelseværdige ere de alle.

Efter gammel Stiil, slutter jeg den første Halvdeel af min Dagbog med denne Maaneds Udgang, og lyser min moder- og venne-hulde Velsignelse over Eder Alle, I min Siæls Elskede, som giorde mig dette Tidsrum, som giør mig mit hele Liv saa behageligt.

Guds Fred om, over og med Eder Alle, om, over og med Eders Moer Koren!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.