Junj

Løverd: 1^ste Det lod, som de sidste Maydage vilde nedbryde endeel af hvad dereres mellemste Brødre havde frembragt. Juni begynder ikke mildere. Men saa tungt denne pludselige Forandring end falder, troer jeg dog det er godt, da den vedholdende Varme oven paa Regnen vilde drevet alle Vexter alt for stærkt. Ogsaa kujoneres herved de for Planterne og Træer saa skadelige Insekter, hvoraf det allerede vrimlede. Det faaer da ikke hielpe at det – som al bitter Medicin – behager os ikke. Endnu mindre behager mig min tilbagevendende Hovedpine. Jeg staaer tidlig op, og ligger længe – i Dag til Kl: over 6 – men det er det samme. Dog haaber jeg, naar Veyret mildnes igien formildes ogsaa Gigten (arme Meyer, jeg tænker saa paa ham) som jeg nu atter har begyndt at tractere med min Majas Draaber –

I Gaar mod Aftenen kom Jørgen Bullins fra Hedemarken hid, og det paa sin Fod. Er ikke det en rask Gut? Jo, Gud skee Lov, det er han, baade rask og snild i alle Maader, og raskere og muntrere end nu, har jeg aldrig seet ham. Kl: 3 i Morges fortsatte han sin Vandring til det kiære Hiem. Jess fulgte ham, og er endnu ikke kommet tilbage – I Morgen Middag ere vi alle budne til Munthes, og da jeg i Aar og Dag ikke har været der uden i een kort Visit, torde jeg ey sige Ney. Hu, tu, tu! kiære Frue! –

137Første Pintsedag

Inderlig ønsker jeg Eder Alle, mine Dyrebare, en behageligere Pintsedag, end jeg venter mig. Med et tungere Hierte har jeg ikke i Dag lang Tiid forladt mit Leye. I Aftes kom den stakkels Georg. Tak, min ædle ømme Real baade fordi De skaffede os ham hid, og for det kiærlig deeltagende Brev han bragte mig fra Dem. Jeg vilde han skulde have en roelig Nat, og endnu veed han intet, neppe, troer jeg, at Moderen er syg. For ikke at forraade mig, har jeg ikke tordet giøre noget Spørgsmaal for at udforske det. Men før vi tager til Ullensager bør han vide det, siger min Koren, at han kan adspredes lidt ved denne Tour. O ja, han er endnu i den lykkelige Alder, hvori man kan adspredes – Foruden dette var min første Morgentanke den ulykkelige Frue Castberg og hendes endnu ulykkeligere Datter. Naar I læser dette, veed I allerede den overalt skrækkelige Skiæbne der har truffet disse Gode, Uskyldige, og flere Gode, Uskyldige, den dræbte Ritmester Arntzens Kone (min Rikkes Coucine, en bliid, sørgmodig Skabning) og hendes og hans Faderløse – veed I, at Lieut: Pullich, Frue Castbergs Svigersøn, der paa Exercerpladsen kom i Ordvexling med sin Ritmester Arntzen, gik hiem, hentede to Sabler, og hug, da A: afslog Duellen, denne over Armen og giennem Livet, ^saa han døde to Timer efter. Bergh skriver dette til min Kista, som sendte mig hans Brev. Den ulykkelige høyfrugtsommelige unge Kone (før Moder til et Barn) ilede med sin Moder til Kongen for at anraabe om Naade – ak! Frederichs gode Hierte vil bløde med dem, men benaade Morderen – det kan han ikke, under alle disse Omstændigheder ikke, og saa er der ingen Redning mere for ham og dem. – O Gud, kun hos dig er Rædning – O at du tog dem til dig før de tusind Gange døer i Mandens og Sønnens voldsomme Død og alle hans Siælemartrer – Ney, Du elskede Lotta, jeg kunde ikke glæde mig i Dit hulde Brev engang, hvori Du, ligesom vor Kista, taler saa meget om Din Maja, hvor rask og munter hun var, og hvor elsket af sin ædle nye Moder, og af Eder Alle. Jeg torde ikke glæde mig; men naar jeg bliver roeligere, skal jeg læse de kiære Breve igien og glæde mig. Og Du er jo heller ikke frisk? beste Kista! O, hvem kan være frisk naar man hører saa meget sørgeligt – Var denne mørke regnfulde Dag først forbi – og havde jeg begyndt at forberede Georg til hvad han maae vide. Gud styrke hans unge Hierte! og alle, alle lidende Hierter fjærn og nær!

138– Jeg skulde trøste Georg, og han har trøstet mig. I Fredags har han havt Brev fra Hiemmet, fire Dage senere skrevet end Mad: Floods Sidste og deri siges, at de nu, efter at have været uden alt Haab om hans Moders Liv, nu har det beste Haab igien. Gud lade det være grundet! Og skulde de været saa grusomme at give Barnet det, om det ikke var grundet? Jeg kunde umuelig med Magt rive dette skiønne Haab ud af det unge Hierte, hvori jo intet hefter sig fastere end Haabet. Da jeg spurgte ham, om han nyelig havde havt Brev hiemme fra, og hvordan det stod til med hans Moder, og han svarede: Nu er hun Gud skee Lov i Bædring – kom Taarene mig i Øynene og jeg kunde ikke længere holde dem tilbage[.] Men jeg maatte sondere dybere, og saa kom det til Erklæring imellem os, og nu venter jeg, men ikke uden Ængstelse, Bekræftelse enten paa hans Haab eller min Frygt. Maaskee faaer jeg den endnu i Dag.

Anden Pintsedag, 3^die Da vi i Gaar kom til Wilhelmsminde, holdt Hertel, som kiørte foran med lille Jessen, stille, og spurgte, om jeg ikke vilde gaae derop? Koren og Jes stege af, og alle bade de mig, da jeg ikke havde været der før i Aar, og det var uvist hvordan Veyret kunde blive i Morgen o.s.v. Jeg vilde nødig til det, deels fordi jeg havde tynde Skoe paa, og var indpakket, deels fordi jeg kun kunde blive der et Øyeblik. Men jeg gik da. Indgangen var giort beqvæm, og de fulgte mig alle. Og da jeg nu kom ind ad Dørren, faldt strax Aarsagen til denne Beden mig i Øynene og paa Hiertet. O Du Maja, Du Maja! Hvad kan jeg da sige og giøre, ikke til Giengiæld, men for at vise Dig, hvordan jeg føler, og kun kan føle Dine uendelige Bestræbelser for at glæde mig. Ja, der stod det, det nydeligste lille Skriverpult mine Øyne nogentiid saae, og som Hertel efter Din Anmodning havde mig uafvidende faaet derop, og nu var geskiæftig at aabne og vise mig de mangfoldige Indretninger i dette Mesterstykke. Der læste jeg ogsaa det lille Brev til ham, som havde ledsaget det, der havde jeg, o hvor giærne, hvor giærne, blevet den hele Dag, og den var gaaet hurtigere, det veed jeg vist, end den gik[.] Men jeg maatte afsted igien, maatte rive mig løs fra den Fristelse, strax at sætte mig hen og sige Dig, Du Elskede – alt, hvad jeg kunde sige. Alle Skrivmaterialier vare der, og endda maatte jeg rive mig løs, kastede et vemodigt Blik omkring mig, og sagde sukkende: Farvel, kiære søde Pult til i Morgen, da sidder jeg roelig og glad ved dig, naar jeg endnu engang har glædet mig ved din Beskuelse ind- og udvendig, og taler 139med hende, som jeg skylder saa mange af mit Livs saligste Øyeblikke – Farvel til i Morgen, min dyrebare Wilhelms Minde! – Ak men denne Morgen – dog, det hører endnu ikke hid. Jeg kunde ikke andet, jeg maatte paa Veyen tale om min kiære Skat med Aslak, som havde hiulpet Hertel at bære den did, hvor den nu, i det mindste for Sommeren, hørte hiemme, og som, naar jeg taug, igien begyndte at rose og beundre den. Den maatte vist være kommet fra Engeland, mente han, og det mente ogsaa min Koren og de alle, men jeg førte dem ud af den Vildfarelse, da jeg vidste de giøres i det stille kunstrige Christiansfeldt. –

Endnu vare alle i Kirken da vi kom til Ullensager, kun Hans Myhre og Jomfr: Molzhau var hiemme og tog imod os. Af de mange Eqvipager i Gaarden og ved Kirken saae vi, hvor talrigt Selskabet vilde blive, og det blev endnu talrigere end vi troede. Henimod 50 Mennesker med stort og smaat – Det var kiedsomt at opramse dem alle. Jeg vil kun sige Eder, at min Rikke var iblandt dem, og havde vi kundet være mere unter uns, end det her var mueligt, skulde jeg mindre ^bedrøvet tænkt tilbage paa Wilhelmsminde og mit Pult og Hovind og de kiære Hiemmeværende. Men man kan ikke saadan afsondre sig, dog giorde vi det imellem, kanskee mere, end vi efter stræng Selskabspligt burde. Jeg gav min Rikke et Vink om den høystsørgelige Skiæbne, som er truffet hendes ulykkelige Coucine, en af hendes Barndoms kiæreste Veninder, og den Heftighed hvormed hun spurgte: «Arntzen er dog vel ikke død? Gud, kiære Moer Koren, siig mig, om han er død? o min stakkels Gunild!» viste mig hvor skrækkeligt denne Tildragelse vilde virket paa hende, om hun pludselig havde hørt den i al sin frygtelige Sandhed. Jeg lod hende blive i den Uvished, som jeg sagde, Bergh var i da han skrev, og just havde hørt det som han skulde slutte sit Brev, dog torde jeg ikke nære hendes Haab: at han dog vel kunde leve, men torde ligesaa lidt reent tilintetgiøre det. Ved Bordet blev meget talt herom, da flere havde hørt det, men lykkeligviis ved en anden Ende af det lange Gallebord, saa hun i den Tummel af alle disse samsnakkende Mennesker intet hørte. Jeg gav siden Fruentimmerne et Vink om Taushed, og Mandfolkene vare for det meste ved Keglebanen og ellers ude omkring. Gud give hende nu at være forbered nok til at erfare alt, som hun desværre snart maae. –

Ney, leyere end i Gaar sad jeg dog aldrig tilbords, og det i to stive Timer. Paa den ene Side den lille forunderlige Oberst Scheel, Tausheden selv, og paa den anden Over Krigs Comissair Hansen, dennes sande Contrast. O at han 140han, som min anden Sidepatron kunde havde aabnet Munden for at spise og drikke! Men, skiøndt han ikke forsømte det, slap jeg dog ikke at høre hans Jeremiader, hvoraf den ene uophørlig afløste den anden, som I kan forestille Eder, naar I hører Themaerne: de dyre Tider – hans besværlige, og for 3 Aar endnu uafgiorte Regnskaber – Umueligheden i, ene at faae sig dem fra Halsen – Umueligheden i af sine ringe Indkomster at skaffe sig Hielp – og endelig tilsidst en vidtløftig (thi al Korthed er ham umuelig, og hans Taleredskaber er det eneste, han ikke sparer paa – jo, og saa det kosteligste af alt: Tiden) Undskyldning, fordi han havde været tvunget til at understylte vor Antagonist, Odelspretendenten Scheitlie, med Raad og Daad. Det var længe siden ude af mit Hoved, og var mig fast en Nyehed. Han vilde nok giøre det godt igien ved at fortælle mig, at samme unge Herre var en Laps, samt at der nu slet ingen Grund var til at frygte. Begge Dele forsikrede jeg ham, jeg længe havde vidst. – Da nu denne Poenitentse var forbi skyndte vi os ned i Haven, hvor vi drak Caffe (saa deyligt var Veyret blevet) og sad og sladdrede et Par Timers Tiid, og da jeg havde mit Strikketøy med, gik den allersombedst.

Vi og Valbohms havde længst Vey, og brød først op. Herre Gud hvor glad jeg satte mig i Kariolen og tænkte paa Morgendagen, og lagde mine Planer hvordan den skulde tilbringes. Den blide klare Himmel syntes at love mig sin Bistand til deres Udførelse. Mit første Arbeyde skulde være – og jeg vilde staae ret tidlig op – at binde min Krands til Graven, hvor jeg nu ikke har været siden i Gaar 8 Dage, og gaae did med den – saa hiem og skrive paa Dagbogen, for at faae den ind i Morgen med Georg – saa i Kirken, og endelig tilbringe hele Eftermiddagen paa Wilhelmsminde ved mit lille søde Skriverpult. Men i Nat vaagnede den styrtende Regn mig, og jeg kunde grædt, saa bedrøvet blev jeg. Hele Dagen har det holdt ved med Storm og Regn, og af alle Planer er ingen udført uden dette mit Rablerie. Munthe er allerede reyst hiem igien. Giørups er her endnu. – Paa Præstegaarden fik jeg et lille sønligt Brev fra min Real, og et langt fra Zarinchen, som skiænder slemt paa alle de Mennesker der er Skyld i hendes Christies og alle de øvrige Militaires Omkastninger fra Herodes til Pila‹tu›s. Real sendte mig ogsaa den sidste Sandsiger, som jeg i Eftermiddag har læst og ærgret mig over. Mimikeren Peale vil lege Jean Paul, og har som det lader, piint sig gudsjammerlig for at fremkonstle noget i hans Former, uden at tænke paa, at det er Materien der flyder saa umiddelbar fra den ædle Digters Hierte, der giver dem sit Værd, og ikke Indklædningen – og dette kalder Sandsigeren et Sidestykke til det foregaaende Nummer

141Onsdag 5^te Juni I Gaar fik jeg da udført de for anden Pintsedag lagte Planer – kun i Kirken kom jeg ikke, og dog kunde jeg ogsaa giærne kommet did, da der var Brudevielse. Solen skinnede klart, dog blæste det stærkt, men det fik ikke hielpe. Da jeg havde skrevet til min Lotta og Kista og et Par andre Breve, spist og drukket Caffe, gik jeg med mine to Smaae til det kiære vakre Wilhelmsminde. Dog, først maae jeg fortælle Eder, hvilken Sorg jeg havde. I Høst tog jeg Sopha- og Stolesæderne her hiem, for at have dem i Sikkerhed, tænkte jeg, og fik lagt dem paa den allerøverste Hylde i mit Klædekammer – og nu i Gaar, da vi tager dem ned, er nesten hvert et meer eller mindre musegnavet og tilflyet, og det de vakre nye grønne og hvide Hynder! Havde det ikke været for Skams Skyld, troer jeg jeg havde grædt. Telja trøstede mig det bedste hun kunde, tog et Stykke af Tøyet som var tilovers, og gik derop med lille Marthe Kokke, og fik da helet og pudset dem saa nogenlunde. Men jeg veed nok hvad Skiæbnen (som I veed «giør intet hen i Taaget») havde bag Øret hermed. Den vilde ikke, at Honningbægeret, for at bruge et av Rahbeks Yndlingsudtryk, skulde blive mig for for vammelt,blive mig for for vammelt] rettet fra: blive for mig for vammelt ved nummerering over ordene naar jeg deroppe ved mit søde lille Pult tømte det ud tilbunds, derfor kom den disse Malurtdraaber i – men den havde taget alt for lidt, jeg smagte det ikke engang – Da jeg nu ret i min Magelighed havde beseet min lille Skat, satte jeg mig til rette midt i Sophaen, og skrev til min Maja C – til hvem anden kunde de første Linier derfra være? – og, o hvor deyligt hvor deyligt jeg sad! Børnene vare for det meste ude, og da sad jeg ganske ene. Men mod Aftenen blev Stormen saa voldsom, at mit lille hele Huus rystede, og Regnen syntes hænge os over Hovedet. Jeg maatte da skynde mig hiem og her slutte det kiære Brev. Da den hele Pakke, Hertel og Lina og Jes i Dag skal have med sig ^{var færdig} gik jeg med Børnene, der paa W:Minde havde bundet Krandsen til det andet dyrebare Minde, da derhen med den og mange sødtduftende Lilier, Balsam og Heggeblomster. I en af Hovindgaardene stod det omtalte Bryllup, og Violerne og muntre Stemmer lød os imøde. Det var en af min Saras og Wilhelms Legesøstre som var Brud – – Lina sagde det elskede Sted et vemodigt Farvel for længe.

Nu ere de Kiære reysefærdige. Veyret er mørkt, men des lysere ere Linas Øyne. I Morgen skal hun see sin Marie. Hun bliver hos Majaerne sine til hun kan følge hiem igien med mig. Jes og Hertel kommer igien inden min Koren og jeg reyser.

142Nu, Kl 9, reyste de, og giid de ikke bleve for vaade inden de naaede Tøyenhiemmet. Muelig kan Blæsten adsprede de tykke Skyer. Min Koren er ogsaa borte, i Gierdrum, saa her er ret eensomt, og denne Eensomhed frygter jeg bliver Mester over den Standhaftighed hvormed jeg hidtil har modstaaet Fristelsen at læse de nye lafontainske Arbeyder – Linas lyse Øyne mørknede dog af nogle Taare da hun bad Farvel. Kaja holdt sig tapper, da jeg blev ved at tale med hende om vor Tøyenreyse, og om en lille Tour hun i Morgen, om Veyret bliver godt, skal giøre til Houg med Telja. O den lykkelige Alder, da man seer sig om overalt efter Trøst mod sine smaae Sorger, og aldrig forgiæves, da vor «Morgenrøde er klædt i varigt Purpur» og «ingen Taare strømmer længe nok til at bortskylle, men kun forfrisker Mayen paa vor Kind» – «Lyksalige Alder! hvi er du saa kort? Hvi driver dig tunge Bekymringer bort!» – Vi venter halvveys lille Hanna Bull i Aften.

Torsdag 6^te Hun kom ogsaa, og havde et Brev med fra min elskelige Lotta, men som ikke kunde andet end bedrøve mig. O giid Du nu, Du Gode, maae være friskere, end da Du skrev det. Kista er brav igien, siger Hanna, og alting ellers vel paa det kiære Tøyen, som nu er saa deyligt.

Atter i Dag er det øsende Regn, og mine Reysende takker nok Gud, Presidenten vil laane dem Huus. Gud give de fik det bædre i Morgen. Stakkels min lille Maja, hvor længselfuld venter hun nu mellem Frygt og Haab, og seer det sidste alt svagere, som Regnen bliver stærkere.

Lille Georg haabede saa vist at finde Brev fra Hiemmet naar han kom tilbage, og give mig Gienpart af det. Men der var intet, og Gud veed om vi skal antage det for et godt eller slemt Teyn. Maatte det være det første! I dag – o hvem veed, hvad Posten da bringer –

Jeg kunde ikke holde op i Gaar, før jeg havde giennemlæst Amalia Horts, og giennemfløyet de sidste Sider. Sandelig, jeg aandede neppe saa ængstelig var jeg ved disse gode Menneskers indviklede Skiæbne, og som efter Sædvane først opløstes paa det allersidste Blad. Ja, det veed Gud, den er usandsynlig i høy Grad, meget deri, at sige, men den har Scener saa skiønne og henrivende som jeg maatte læse om og om igien, og et Par ædle, hele Tiden godt vedligeholdte Charakterer. Og saa opdager man virkelig ikke let Tingenes Gang, som ellers ofte er Tilfældet i de fleste, selv i Lafontaines Romaner – uden navn, som min snurrige Skriver, vil læse bag fra. Et Par overflødige Episoder kunde uden Skade være borte, skiønt de just heller ikke skader der de staaer.

143Fredag 7^de Der var ikke mindre end 4 Breve til mig med Posten i Gaar! Fra min Broder i Helsingøer, der med sin fromme Hanna slider Tiden som de kan, tilfreds i deres meget smaae Kaar med dem selv, deres lille raske Jess, og snart ventende en Lille til. Kiærlighed forsøder dem mange af Livets Bitterheder, men giør dem vel stunddom ^disse endnu bittrere, fordi den ene lider mere for den anden end for sig selv. Det andet var fra den glade Borch som meldte os sin Nellas lykkelige Nedkomst med en Søn. Num: 3 fra Fetter Hosevinkel, som nu er i Christiania, og endelig Num: 4 fra min velsignede, dyrebare Maja C: det første i Aar fra den kiære Dal, og skrevet den for det ømme Moderhierte saa smertefulde 3^die Junj, «da hun maatte overlevere det hende saa dyre Barn, hendes lille Petra, i den evige Faders Hænder, som allerede havde Moderen forud» – Det er Dine egne Ord, min Siæls Veninde, og de grov sig dybt i mit Hierte. Nesten det hele kiære Brev er i denne sørgmodige Tone –ak, Du forlod jo, den Dag Du tog til Din Dal, en trøstesløs Moder ved sin Søns Dødsleye – den stakkels Madam Malling – saa maatte vel^vel de aldrig helede Saar, der taaler mindre Berørelse end denne, bløde igien. Og det var en saa traurig Dag, denne anden Pintsedag – intet Solsmiil forskiønnede den stille Dal, og Himmelen græd med sin Maja – O men saa mørke som disse første Dage der vare Dig, Du Ædle, saa lyse – det haaber jeg til Gud – skulde denne Sommers øvrige blive for Dig. Og allerede smiler de Dig imøde, ligesom Solen giennem de tynde Taager der paa eller efter en Regnveyrsdag omgiver Dine romantiske Fielde. I Morgen samles alle Din Christianes Børn omkring Dig, Dine Sødskende, Dine Børn. O, kunde jeg med et staae midt iblant Eder! men Geduld, Geduld! om ti Dage, saa – staaer jeg der jo ved min Korens Side – Geduld, Geduld!

Jo, de toge dog fra Tøyen i Gaar henimod Middag, fortalte Lunde som kom hiem i Aftes fra Byen, Hertel og Barna. Vaade ere de vel blevne, men saa ventede ikke lille Maja forgiæves, og saa har alle smaa Viderværdigheder vist været glæmte i det samme Øyeblik de saae den velsignede Unge ile dem imøde. – Prosten Chrystie var her et Par Timer i Gaar efter lang Tids Forløb. Han var saa nedstemt, hans Øyne ere saa usle just som mine engang var det, men derfor kunde jeg muntre ham saa godt op med det glade Haab, at det var en Overgang, og han tog Gud 144skee Lov mere fornøyet bort end han kom, og fik lidt norsk Snustobak med sig, og alle de gode og sikre Raad, som har hiulpet mig og i den senere Tiid min gode Hertel. – En beroeligende Efterretning bragte Lunde mig: at Du, dyrebare Lotta, Gud være lovet, nu er færm igien, i det mindste var Du munter og som sædvanlig, sagde han, da han var paa Tøyen – Og see nu gaaer det til Brevskrivning igien, thi i Morgen gaaer et Bud herfra directe til Presidenterens Herresæde, og skal sikkert ikke gaae tomhændet. Fra min Rikke fik jeg et lille Klagebrev i Gaar fordi Veyret saa trodsigt modsætter sig hendes Ønske at spadsere hid. Men jeg gav hende det Raad, «til Trods for Regn og Blæst, at tage sig en Hæst, og kiøre eller ride hid alt som hun kunde best» – Det haaber jeg, hun følger paa Søndag – til at forkorte hende denne Tiid, og til Ombytning med Arkadien sendte jeg hende Amalie Horst, og Melin fyldte en Kurv med nogle hundrede, som han forsikrede, af den fineste Sorten Planter. «For», sagde han, «Mad: Borchsenius er selv fiin, og saa er det jo Fornøyelse, at være fiin igien mod hende. Ikke sandt? Frue Koren!» –

Løverdag 8^de Hvor man skiønner paa saadan en stille himmelskskiøn Dag over paa saa mange regnfulde og uroelige. Jeg har ogsaa tilbragt den saa deyligt, den deylige Dag, for det meste i Haven, deels strikkende og snakkende med Smaaepigerne – min Koren er i Næss, og vi allene – deels læsende Arkadien, som jeg nu har tilendebragt, og maae sande hvad min Rikke siger om den, at det er en af de usandsynligste, altsaa mindst interessante af denne Digters Arbeyder. Imidlertiid giælder om den, som uden Undtagelse om dem alle, at man ikke godt kan lægge den bort før den er udlæst. Hans Skildringer af det blide moderlige Hierte, synes jeg altiid lykkes ham, og herom troer jeg mig ikke en incompitent Dommerinde at være.

 Og nu, nu ere de vist underveys til Majadal, alle Barna mine under Hertel og maaskee Don Pedros Anførsel. Thi før de kunde faae Majalille med er de ikke taget bort fra Strømsøe – og nu gaaer det over den romantiske Bergstie, og snart aabner sig for dem den skiønne Dal, og – Dine moderlige Arme, dyrebare Moer Maja. Hvor alt forener sig for at giøre dem denne Dag behagelig, det Gud lade den blive dem som jeg haaber det.

145Kl 8½ I Lysthuset ved Keglebanen har jeg nu bundet den smukkeste Krands i dette Aar, og den største, af Syrener og Narcisser, og i Følge med min Telja, Hanna og Kaja bragt den til Mindet. Woldernes, Thonboes, og et Par andre Grave faaer da ogsaa for det meste et lille Offer, og en Grav, hvor et Par unge Ægtefolk hviler ved hinandens Side i Roe, som det sorte Kors saa sandt og simpelt fortæller, pynter den stille Telja bestandig. Solen kastede sine sidste Straaler paa min Krands da jeg sagde det søde Hvilested God Nat, og tog Afskeed med det som jeg.

Wilhelmsminde – Mand: 10^de For første Gang hilser jeg Eder herfra, I alle, alle min Siæls Elskede! Hvilke deylige Timer har jeg nu tilbragt her, hvilken velsignet Eftermiddag! Det er ogsaa første Gang i Aar vi har drukket Caffe heroppe, og allerførste Gang jeg ved min lille søde Majapult taler med Eder. Her har jeg nu nyelig fuldendt et lille Brev til mine elskelige Slotspræstbørn, Svaret paa et langt kiærligt i Gaar med Posten – Jeg har søgt at trøste min gode, paa mange Maader lidende Søn, og det med det bedste jeg vidste, med Udsigterne til hvad han selv kalder «den Herlighed, som skal afløse disse Dages Pinagtighed» – vor Samling i Majadal og flere Stæder, og saa har jeg sendt ham alt hvad han og hans Maja har berettiget mig til at haabe vil være ham Trøst og Vederqvægelse: den allerførste Deel af min Dagbog, og den anden Deel af mine samlede Digte, hvilke sidste skal gaae fra det syge Barn og det pleyende, til de friske, og alle vil de finde meget deri: deres Moer Korens hele Siæl og Hierte.

 Men nu til Gaarsdagen. Jeg havde bestemt mig til at gaae i Kirke, og lavede mig allerede til, da kom min hulde Rikke, som jeg ikke med Vished torde vente, og saa bleve vi hiemme, og holdt i Stilhed vor Andagt paa en Gud ikke mindre velbehagelig Maade, det veed jeg, end om vi havde gaaet i det indlukte Herrens Tempel. Hans Tempel er overalt, og et af de skiønneste, nest det i et reent, fromt Hierte, er den rene blaa Hvælving, under hvilken vi tilbragte hele Formiddagen. Frue Wærner og hendes Datter var her til Middag, og ud paa Aftenen kom Munthe og Kone, som havde spiist paa Gislevold, Frue Roweder, Frøken T‹orn›e, d^o Keilhau, og Jomfr: Ingier. De bleve her til Aftens, Frue Roweder og Jomfr: Ingier undtagen, og jeg vilde giærne de skulde blevet Natten over, da det tog paa at regne stærkt, men de lode sig ikke overtale. Vi forsynede dem da med at mueligt Reysetøy, og da ogsaa Veyret sagtnede, troer jeg, de kom nogenlunde tørre hiem. Saa godt som Formiddagen gik Eftermidd: just ikke. Saa længe til Regnen jog os ind, vare vi i Haven, men torde ey vove os længere. I Dag har jeg faaet et lille Brev eller Brevunge fra min Lotta –

146Tirsdag 11^te Om denne Dag, der nu nesten er forbi, er saare lidet at fortælle. Jeg har læst og skrevet lidt, spadsert lidt, og pfiffet lidt paa min Stads til min forestaaende kiære Reyse. Men det var da snart giort. Min Koren, som var oppe Kl lidt over 3 i Dag, tog til Næss Kl 5, og bliver borte til Overmorgen. Jeg er saa besynderlig træt, og tillige som jeg stundede efter noget, som jeg ikke veed hvad er. Hertel og Jess kan vi i det allertidligste vente hiem i Morgenaften eller Torsdag. Min Ane skulde riktig nok kommet hiem i Gaar fra Byen, og er endnu ikke ariveret. Jeg er bange hun er blevet syg. Maren og Hanna syer saa flittigt paa min nye blaarudede Dagligkiole. Kaja er usædvanlig stille, og her er i det hele Huus saa stille og ødt efter alle de kiære Fraværende. Nu har vel Telja snart Grøden færdig, og saa bærer det snart til Sengs, og saa vil jeg lægge mig og see at sove ind med Tanken om i Dag 8 Dage og Drømme om Majaerne og Majadal, i det mindste saa længe jeg er vaagen, og selv kan nogenlunde commandere hvad jeg vil drømme. I Nat drømte jeg om saa mange hvide Blomster og brune Blade paa store Træer, men det var en naturlig Følge af min Aftenspadsertour, hvor jeg glædede mig over de blomstrende Rognetræer der nu har afløst Hæggen, og fylder hele Gaarden med Vellugt. De staaer nesten ganske overpuddrede, ligesom Kirsebærtræerne, ^der dog nu nesten har afblomstret. Vi kom først Kl over 9 hiem fra Wilhelmsminde.

Onsdag 12^te Med Grøden gik det fort nok, og jeg tænkte alt paa Sængen, men lagde, imens Jomfruerne var ude en Spadsertour, Kabal, for at see om Jess og Hertel skulde komme hiem i Dag. Kaja sad hos mig. I det samme saae jeg saa megen Stads dreye ind af Alleen, troede vist det var Hedals, og undrede, de kom saa seent. Vi fik travlt, jeg og Ungen min for at faae ryddet op og Kortene sammenpakkede, og opsanket alle Filderne efter Syejomfruerne, at det ikke skulde see ud hos os som i Snøde Præstegaard. Imidlertiid var de Fremmede stegne af og kom da ind, ikke Frue Hedal, men Frue Rasch fra Eidsberg, hendes Lina, min Guddatter, hendes Broderkone, en vakker ung Landsmandinde og hendes, Fruens nemlig, yngste Broder, Hans Heyerdal, som nyelig er kommet op fra Kbhn. 147I den Hast maatte de tage til takke med lidt Æggerøre og Spegepølse og Smørrebrød. Mens det blev tillavet, gik vi Haven rundt, som de ønskede at see hvor seent det var, og da saa det frugale Maaltiid var forbi, bar det da endelig tilsengs. «Og saa sov du ind og drømte om Majadal?» – O, jeg meer end drømte om den, jeg giennemvandrede den lysvaagen med Jesen min. Ja han og Hertel kom, strax vi havde lagt os og det til min store Forundring, da jeg slet ikke havde ventet dem før i Dag eller i Morgen. Jess maatte flux op og sad en god Stund hos mig og fortalte saa omstændelig, og bragte mig saa uendelige mange Hilsner fra de Mange min Siæls Elskede. Men Hertel har Brev eller Breve til mig, sagde Jess. I Dag har jeg endnu ingen af dem seet. – Det regner igien, og seer ud til Dagsregn. Vore Fremmede havde bestemt sig til at blive over i Dag, og var vel uden denne Bestemmelse bleven nødt til det. Men de havde ogsaa tænkt at vandre dygtig omkring og besee alle Hovinds Herligheder, og jeg tænkte halvveys paa at holde til det meste af Dagen paa mit søde Wilhelmsminde – deraf bliver intet. Det var nok en Ahnelse om denne Regn som drev dem til at giennemvandre Haven Kl: 10 i Aftes.. – Endnu hører jeg ingen røre paa sig, undtagen unge Heyerdal her inde i Storstuekammeret nest ved. Fruentimmerne har Kamrene her oven over, men der er stille og tyst.

Torsdag 13^de Nu reyste de allesammen, den tækkelige Edle Rasch, hendes meget vakre brunøyede Svigerinde, den beskedne flinke Yngling, Broderen, og lille Lina. Det var ret godlidende Mennesker allesammen, og Gaarsdagen gik meget behagelig, Formiddagen meest i Haven, Eftermiddagen paa Wilhelmsminde, det de som alle der seer det, var indtaget i, og Aftenen deels paa Kirkegaarden, deels herinde. Med blide Taare hilsede den gode Edle sine Ungdomsvenners Grav, som hun første Gang besøgte, og unge Heyerdal, Wilhelms Ven og Skolekammerat, med et vemodsfuldt Blik. Før de toge bort i Dag, vare de der igien, begge Svigerinderne med hver sin pene Krands, siger Hertel. Jeg vidste ikke, de vare der. Min unge Landsmandine, som kun har været 4 Aar i Norge, talte saa morsomt norskt, kan I troe. Hun har et behageligt Organ, og taler ogsaa naar hun tier med de sorte Sallyøyne. Ja, o ja tilvisse var det er deylig Dag i Gaar, og veed jeg nesten ikke hvor jeg skal begynde med at fortælle alle de gode kiære Ting, Hertel bragte mig.

148Først var det nu Beskrivelsen over det tryllende skiønne Ejdsfoss, vor Majadal, og de mange kiærlige Hilsener derfra og fra Tøyen og fra Realf og Thrinasara, og Fortælling om hvor deyligt lille Maja lever, og hvor de ædle Pleyeforældre elsker hende og hun dem, og hendes Glæde og Linas da de samledes, etc etc – og saa et majadalsk Majabrev, og med det det sidste Hefte af den velsignede kbhnske Sønnejournal, og et saa sønligt Brev fra Sønnen selv, og endelig en Pakke fra Brummer med Resten af de bestilte Bøger, og Resten af hvad jeg i lang Tiid tør bestille – det var 1: Leontine af Kotzebue, som I veed, ikke er min Yndlingsforfatter, men denne har jeg hørt meget rose – Corelia af Theklas Forfatterinde, og 3^die den saa usigelige interessante Ferdinand Warner af Eberhard, hvoraf nogle Fragmenter i Erholungen giorde os alle saa begiærlige efter mere – Allerede har jeg meddeelt min Rikke noget af dette Gode, som hun i min lange Fraværelse skal have at styrke sig paa – noget følger med mig – men alt vil jeg see at have nyt for mig naar jeg kommer tilbage – og saa faaer jeg nok hvad jeg af dette Slags Aandsføde kan behøve af Majas og Frederichs Bibliotheker mens jeg er der, og der behøver jeg ikke meget af fremmede Produkter, men rupser vel et og andet hiem med mig – «O du lykkelige Moer Koren!» – ja siig og gientag det kun I Elskede! og tak saa Gud og Eder selv fordi Moer Koren er saa lykkelig. – Imens de spadserede paa min Høy og i Saras Grotte i Gaar strax vi havde spiist, lagde jeg mig her paa Sophaen, og læste med et Par deylige nye Briller (desværre nyelig komne fra London) Hertel havde hiem til mig, det endnu deyligere Journalhefte, og giennemtænkte de mange behagelige Øyeblikke denne Læsning havde skiænket mig, og Tanker og Følelser brød ud i ord, som de saa ofte giør ved saadanne Leyligheder –

Hvor glad jeg efter denne nydelserige Time igien forenedes med mit lille behagelige Selskab, og hvor Caffen smagte godt paa mit Wilhelmsminde – ja det kan I tænke Eder – I Gaar blev Veyret imod Formodning godt, i Dag tværtimod, blæser og regner det stunddom efter en klar Morgenstund. Stakkels de Reysende! Jess fulgte dem til Veye. Men den lille vakre Præstekone er især at ynke, som kun beholdt sin Mand, der er Cappellan i Ringeboe, faa Dage efter Brylluppet, og nu blot møder og seer ham igien et Par Dage, og saa maae tilbage igien, da de først hen imod Høsten kan flytte til deres Boepæl. De havde Bryllup i Martj, troer jeg.

149Fredag 14^de I Gaar læste jeg i en af de sidste Sandsigere Grundtvigs Anholtstog med megen Interesse. Hvor Begyndelsen er deylig, og Sammenligningen mellem Buhl og Balder, og den hele paa ham^Buhl henegnede Mythologie. Og, om det er Forkiærlighed for Digteren, eller hvad det ellers er – nok, jeg finder det Hele deyligt, skiøndt jeg indseer, at de Fleste, og blandt disse Mange af de bædre, ja selv ædleste Mennesker vil finde Tonen, især i Slutningen lidt underlig for ikke at sige bigot.

Saa læste jeg her i Morgenstunden i det andet Hefte af Theone, et Besøg hos Haydn af Iffland, og maatte ofte standse for at borttørre mine Taare. Jeg saae den ædle Olding saa livagtig for mine Øyne, han, som allerede hernede var saa fortroelig med Himmelens Harmonie. O, hvor maae han hisset istemme Englechoret! O hvor havde jeg ønsket med Iffland eller som Iffland at kunde siunket til Oldingens Bryst, og han havde da kanskee givet mig Halvten af de Blomster, I: bad han om og fik til Erindring. Af alt i denne simple rørende Fortælling rørte mig dog allermest Oldingens barnlige Glæde, da han hørte, at der ved en eneste Opførelse af hans Mesterstykke Skabelsen i Berlin var indkommet over 2000^rd til de Fattige. Jeg saae ham slaae sit fromme Øye til Himmelen, og, medens det straalede af Glæde (Ifflands Ord) hørte jeg ham gientage «Over 2000^rd – for de Fattige! Hører du det ogsaa? (vendende sig til sin Tiæner, som viste ham sønlig Kiærlighed og den dybeste Ærefrygt) min Skabelse har i Berlin indbragt over 2000^rd, og det til de Fattige!!» Ved disse Ord, vedbliver I:, lagde han sig tilbage i Stolen, og lod sine Glædestaare frit Løb. «For de Fattige! mit Arbeyde har skiænket Fattige en behagelig Dag! det er herligt, det er trøstende!» –

Men siden vi nu taler om saadant, hvordan er min Frederichs deylige sønlige Elegie ved Jacobies Grav kommet til at faae Plads i Kbhns Skilderie mellem alt det Blandingsgods der staaer? Det undres og ærger mig.

Kl: 6 i Morges kom Fader Bierk hid, for at tage til Næss Prstegrd hvor hans Høyærværdighed, Overhyrden, forsamler sine Underhyrder omkring sig i disse Dage, som han herefter vil have for Skik at forsamle dem snart hos den ene, snart hos den anden af disse. Og tænk, den besynderlige Finkenhagen, Provsten, hvis Embedssager nok ikke maae 150være det, som trykker ham meest, havde ladet Bispens Brev ligge uaabnet i sit Skriverpult, hvor han hendelsevis fandt det Dagen før Høyærværdighedens høye Ankomst. Der blev nu et Zvash og Rumstering i hele Huset, og Expresser afsendt til alle de sandelige Hr Brødre. Den stakkels Kone har jeg meest, eller allene ondt af. «Var det ikke for Konens Skyld» sagde Koren «skulde det været morsomt, havde han slet ikke aabnet Brevet eller vist af noget før Bispen havde staaet midt paa Gulvet. Da kunde B: havt Grund til at sige: Ih, det var meyet, Hr Provst, vidste De ikke jeg skulde kommet» –

Og nu gaaer det til Indpakning, og nu, mine Elskelige, for lang lang Tiid, for meer end en Maaned Farvel, Farvel fra Hovind!

Tøyen

Søndag Morgen 16^de Først Kl: henimod 8 forlode vi i Gaar vort kiære Hovind, jeg i en, Hanna Bull og Kaja i en anden Kariol. Skriveren kom efter paa sin lille President – saa kalder Folkene hiemme hans Ridehest, som vor snilde President har havt den Godhed (dog uden at være en god Mand) at overlade ham. Der var i Forveyen mange Deliberationer, om jeg torde tage min fine, og skiøndt 5 Aar gl, nye Kavay og den fjorgamle nye Hat paa, thi det truede med Regn. Men jeg stolede paa min Lykke og lod det staae til, og see, Veyret blev alt bædre og bædre. Med samme vi stege af paa Moe, kom Giæstgiveren med et Brev til mig,som var kommet fra Vildberg, hvor de vidste, jeg tog til Byen. Det var da et velsignet Hansel til en glad Reyse, dette Brev fra den sieldne Bispinde Keyser (der skriver den nydeligste Fruentimmerhaand jeg kiender)[.] I det Hele hærskede den blide Resignation, som egner Qvinden. Og saa erkiender hun med Taknemmelighed, alt det Chrsands Indvaanere har giort, og det paa den fineste, delicateste Maade, for at erstatte hende og hendes Børn det tunge Savn, saa vidt det kan erstattes. Wangensten havde efter Sædvane malet et Par Linier uden paa Brevet, og det saagar paa tydsk – Efter denne Hiertestyrkning, fik ogsaa Legemet hvad det tilkom, og havde Telja ærligt sørget for dets Nødvendigheder. Herinde mod Byen mødte jeg Moer Chrystie, som fortalte i hvilken Hurlumhey hendes Mand, faa Timer efter han var kommet tilba Byen, maatte skynde sig tilbage, da et aandeløst Bud bragte ham Efterretning om Forhandlingen paa Næss Prstgrd. General Blücher mødte vi ogsaa, siddende paa en almindelig Arbeyds Kiærre i en blaa Frak og med en grov gul Straahat, der stak fælt af til det store violetblaa Ansigt.

151Saa langt kom jeg i min korte Nathabit. Nu har jeg giort mit Toilet og sidder itrukket en splinternye blaarudet Kiortel, som jeg tænker mine kiære kbhnske Døttre skal snart faae Magen til, og saa gaaer Fortællingen videre til det vakre giæstmilde Tøyen, hvor vi ariverede Kl lidt over tre. Vi fandt alle Husets Folk hiemme, fandt dem Gud skee Lov alle vel, saa vi giensidig nød Giensamlingens Glæde – og hvordan kunde den nydes anderledes? En trøstelig Efterretning fikk jeg strax jeg kom hid, at det nemlig ikke var den Arntzen, vi frygtede, der blev dræbt af den ulykkelige, som jeg hører allerede straffede Pulli, men en ung ugift Mand. Dobbelt trøsteligt var dette, da i det mindste ingen Kone og Børn begræder hans Død, og min Rikke ikke sin elskede Cousines Tab. Jeg satte mig strax hen at melde hende det, og giid disse Ord alt vare i hendes Hænder og Trøsten i hendes gode bekymrede Hierte.

Kl: 11. Jeg havde foresat mig, at see til min syge Slotspræst i Dag, men saa lod hans Maja mig hilse i Aftes, at hun vilde komme herop i Morges ^Dag, og nu har hun været her, den blide hulde Maja, med sine tre velsignedeGlutter. De kom allesammen kiørende med Maribo, som herfra reyste til Høland med Presidenteren. Vi skal i Eftermidd: til Festningen, alle vi andre. Hvem kunde sige Maja Ney? og hvem af os vilde ikke giærne see til hendes og vor kiære Patient? og saa ere vi jo alle samlede der thi det forstaaer sig, at det elskelige unge Præstepar er der. Det bliver da det samme, som vi vare samlede her paa Tøyen. Maja gik efter en Times Tid med sine Smaae, og tog lille Kaja med til Pant og Gidsel. Og saa, mine Elskelige, bliver det kun God Dag og Farvel fra Tøyen dennesinde; thi vi vilde giærne lidt betids ud i Morgen –

Strømsøe

Tirsdag 18^de Kl 6 Aften Imens begge Majaerne og Lina følger Broderen Frederich til Sundstædet, (han har paa Bragnæss et Par Visitter at giøre) og Fader C: med Skriveren giør sig en Tour paa Vandet, sidder jeg her med min syge smertefulde Taae, hvormed jeg neppe kan gaae ^staae, end sige gaae – men med et desto friskere glædefuldere Hiærte, og nytter denne Enestund til at tale med de elskede Fraværende, for ikke at komme i en alt for stoer Giæld til dem og Dagbogen. Og for ikke at fortælle det ene i det andet, skal jeg tvinge Tankerne til at gaae saa sagtelig tilbage, som Legemet flytter sig fremad paa den halvanden Fod.

152Vi toge da samtlige Søndag Eftermiddag til Pavels’s, hvor vi fandt vor gode Vert bædre, end vi haabede, og med oplivet Aasyn modtog han os, og mødte os denne samme Oplivelse fra alle de vennehulde Aasyner som omgav os. Disse vare da foruden de til Huset hørende, vor Realf og Thrinasara, som begge ilede i den moderlige Favn. Lidt efter kom Edvardus Munk med sin Sophie, og saa var Tallet fuldt. Ved Diskureren og Musiceren og et lille Gran Spadseren gik Aftenen deyligt. Vi vare i en kort Barselvisit hos Capit Widings, Lotta, Kista og jeg. Det hele Huus har været hiemsøgt av Koldfeber, og endnu vare ikke alle restituerede. Gud veed, hvor Kl: blev 11½, men nok, den blev det, og vi maatte forføye os hver til sit, efter at have gientaget vore indbyrdes Løfter og Aftaler Mødet i Majadal angaaende. Mit lille kiære Selskab vandrede paa samtlige deres raske Been til Tøyen, kun jeg lod mig drage did af fire laante. Kl: 9 Mandag Morgen efter indtaget Frokost, og Vished om ogsaa at have faaet lidt med at tære paa underveys, toge vi kiærlig Afskeed ved Haveporten. Jørgen var vandret paa sin Fod Kl: 5 til Præsten Randers i Asker, saa min elskelige Lotta, Kista, Hanna og Kaja stode forladte igien da vi forlode dem.

Paa Ravnsborg spiste jeg, medens Koren røg sin Pibe, mine deylige Smørrebrød med deylig Appetit, og drak en ikke mindre deylig Kop Caffé paa det nu igien hyggelige Gillebek, som nu beboes af de gamle snilde Beboeres godlidende Datter. Da vi vare komne ned af Paradisbakkerne, blev Veyen mig saa lang, som den blev Linchen, da hun sidst ilede til sin Maja. O hvor meget havde jeg ikke at ile til! Langelig saae jeg over til det smukke Auestad, langelig, da vi vare komne ind i Byen, til hvert Sted, hvor vi pleyer sætte over med Baad; men vi skulde dog ind til Borches, og saa maatte jeg holde det ud den lange leye Bragnæssgade igiennem. Hos Borches fandt vi alt i Lyst og Gammen, og Nella med sin lilde Dukkesøn paa Skiødet. Vi maatte enten vi peeb eller sang drikke Caffé der ogsaa, da de havde, sagde den unge Madame, giort sig Umage for at skaffe god raae Fløde til Moer Koren. Endelig vare vi paa Færgen, jeg derfra i Kariolen, Koren paa sin lille President, og afsted gik det alt hvad trække kunde til det venlige hvide Huus med de grønne blomstrende Kastanietræer udenfor. Ned fra Guds Rige – I veed jo, Majalille kalder sit Thrinasarakammer saa – lød høyt: «Moer Koren!» og ned styrtede de af Trapperne, begge Majaerne og Lina, og jeg af Kariolen og vi alle i hinandens Arme. Der ligger vi godt, og saaledes lad os ligge til – ja jeg veed ikke ret selv – maaskee til jeg paa eller i mit Guds Rige kan rive mig løs for at vende tilbage til disse Blade.

153Majasdal

Torsdag 20^de Og det kan jeg først nu, efter at – dog, I nøyes ikke med at vide, hvor jeg nu kom fra, og saa tungt det falder mig, at gaae den lange Vey tilbage over den besværlige Bergstie, saa faaer jeg vel til det.

Vi havde neppe giort og besvart hundrede Spørgsmaal, og skikket os til Sæde i den sorte Sopha ved det lille runde Theebord før Egersønnen min stod lige for mine Øyne, den i saa lang Tiid ikke seete Egersøn. Hvilken velsignet Kreds udgiorde vi nu om det lille runde Bord! Her begyndte nu Dialogen for Alvor og tvivler jeg om, at der i salig Pontopidans tykke Forklaring, Stregstykker og alt iberegnet, er flere Spørgsmaal og Giensvar end her uophørlig vexlede. Gud veed, naar der var blevet en Hvilepunkt, om ikke et Par raske Greb i en Harpe i neste Værelse havde giort mig – men heller ingen flere end mig – opmerksom. «Hvem er det?» spurgte jeg. «Ferara» svarede Maja C, men saae saa polisk ud, at jeg strax fattede Mistanke og gik for selv at see, og saae – ja, I har sikkert allerede giættet, at det var min lille Maja jeg saae ved Harpen, og at denne Overraskelse kom fra hende, som jeg skylder saa uendelig mange af mit Livs bedste Glæder, og som jeg derfor ikke siger noget om, fordi derom intet kan siges. Men det kan jeg sige, at saa uventet var mig ikke i lang Tiid og kun faa Gange i mit Liv nogen Overraskelse, og saa behagelig. Ak, og saa var det mig, som jeg skulde seet min Sara – det greb mig alt sammen saa underligt, og jeg maatte græde. I veed jo det er i Sorg og Glæde min eneste Tilflugt. (Som jeg tør haabe min Maja, saa meget det staaer i hendes Magt, vil stræbe at lønne disse ædle Pleyeforeldres Kiærlighed paa den eneste Maade den kan lønnes, med Gienkiærlighed, den barnligømmeste, tør jeg ogsaa haabe hun ved sin Fliid og Vedholden i hvad hun nu har Anledning til at lære, vil vise, at hen ^deres Godhed heller ikke her har været spilt. Efter den Tiid hun har lært, troer jeg ikke hun kunde bragt det videre, og saa er det ogsaa med de øvrige Ting hun lærer. Selv Linchen havde siden hun kom hid, lært en Feyer Vals som hun spillede nok saa rask. O det var en nydelserig, af intet Uvedkommende afbrudt Aften. Og ey mindre var den følgende Dag det. Imens Fader C: og K: vare sine Erinder (de havde tidlig om Morgenen været sammen paa Auestad) og Smaaeungerne hos Jomfr: Ravert, giorde vi en Spadsertour til Vogns (for min Fods Skyld) til Auestad, Maja, Frederich og jeg. Først besøgte vi Majaroe som det nu er omdøbt, Maja C’s Barndoms Yndlingssted, der fordum var benamset Christineroe, som svarer saa godt til sit Navn, og her sang vor elskelige Ledsager Ætherøen for os, ‹…› som 154acompagneredes af den forbisusende Bæk. Da vi havde besøgt Linas lille Bænk, gik det videre tilbage til Auestad, og her fandt Maja, at vi behøvede en Vederqvægelse, og flux stod paa det lille Bord i det pene lille Lysthus en Ringe deylig guul Mælk med behørig Sukker og Brød paa, og lod vi det ret smage os delicat, saa vi da vi kom ordentlig tilbords ordentlig slog Vrag paa Mutters Suppe og nesten paa Pebberrodskiød og Pandekager med, i hvor appetilig det for Resten maatte være. Efter begge disse Maaltider tog jeg mig en lille Lur da jeg var blevet træt, ikke af den korte overjordiske Reyse, men af den lange underjordiske med salig Niels Klim. Saa tog, da vi havde drukket Caffe, Faer Cappelen og Skriveren en Tour ud paa Vandet, Hr Frederich til Bragnæss i et Par Visitter, og jeg hilsede paa Jomfr: Ravert. Da Provstesønnen kom tilbage fik han ingen Roe før han sad ved Claveret, som i saa lang Tiid havde staaet ødt og stumt – men nu talede det des længere og skiønnere til vore Hierter. Smaaesøstrene havde saa meget at plage ham om, og han opfyldte med broderlig Langmodighed alle deres og alles vores Ønsker. N: G: Omsted fulgte hiem med Faer C: og Koren[.] Gud veed, hvor denne saa ualmindelig vakre Mand er kommet til at faae alle de forunderlige og fæle Fagter paa sig; man fristes til at lee om man aldrig var saa alvorlig, naar han tager paa at capriolere. Han blev her til Aften – her, vil sige der, forstaaer I.

I Gaar Formiddag reyste Aslak hiem med Gulen min. Med ham skrev jeg et lille Brev til Lottamoer og nogle Linier paa min Korens Brev til Hertel. Vi skulde reyst herud kl 11, men da vi giærne først vilde sige lille Maja et Farvel endnu, blev den over 12 før vi kom afsted. Da tog ogsaa Egersønnen til sit Hiem. Jeg kiørte med min Maja C i hendes Vogn. Den stakkels lille Karen var med os. Hun forlod nødig sin Legekammerat, Lina, der ogsaa giærne havde beholdt hende, og havde Moer C vist ikke skildt dem ad, om hun ey havde frygtet for, det stakkels forstyrrede store Barn skulde fundet paa for mange, muelig ogsaa farlige Galskaber[.] Den lange Vey blev os ikke lang. Lille Sophie Pechel tog nok saa bliid imod os og gav os styrkende Thee og D^o Tvebakker som giorde en ypperlig Virkning[.] Siælen savnede heller ikke sine Gotter. Saa seent og kødligt det end var, besøgte vi Lunden, den kiære Lund, og de signede Minder. Først Kl: henimod 10 kom Skriveren, som tog meget senere end vi fra Byen, og havde paa Veyen besøgt Ritmester Knudsen hiin Lange.

Strax vi kom ned i Morges, vare vi ude at finde eller vælge det Sted, vi 155skulde drikke vor Caffe med Smag, men det blæste for koldt – I maae vide kl. var kun 6 – til at sidde ude, thi bleve vi i den vakre lyse Forstue, hvor vi siden holder til al den Tiid vi ikke ere ude eller sidder ved Skriverbordet. Derved har jeg nu sadt troet, som I seer, mine Elskede, skiøndt dette er skrevet stykkeviis og ikke paa engang. I Formiddag vandrede vi den deylige Lund igiennem, beblomstrede vore Minder, og besøgte vort eller mit saa kiære Badehuus – thi fast alle andre giver Fiskerhuset Fortrin. I Eftermiddag har vi endnu ikke været ude da det er mørkt ^{i Veyret} og blæser. Min Maja har meget at ordne i sit Huus, ogsaa noget at skrive, imens sidder jeg her og snakker med Eder, eller nede med min Bog. Skriveren er snart hist, h her med sin Bog, en Reysebeskrivelse giennem Norge og Finmarken af Buch, som vaar kiære Vert gav ham med paa Veyen – saa er nu det meste af denne Dag gaaet, kun alt for snart. I Morgen venter vi halvveys Faer siøl og Maja og Lina.

Fredag 21^de Det skal være den længste Dag i Dag. Vi har været oppe siden Kl: 5, og nu er den snart 5 igien, men Gud veed, de Timer vare ikke lange. I Formiddag vare vi nogle Timer i Badehuset, og havde Hiemveyen været længere, vare vi vist blevne vadskede. Det er et ustadigt Veyr, og endnu har vi ikke sadt i den kiære Lund under aaben Himmel, i hvor ofte vi har forsøgt det. Men en deylig Aften havde vi i Aftes i det nydelige Fiskerhuus. Der sad vi alle tre læsende og sluddrende til Kl: over 9. Det er unægteligt tryllendeskiønt, overalt i og omkring det smiler lutter blide Gienstande Øyet imøde, og jeg undres ikke over, at de fleste, ja fast Alle, giver det Fortrinnet for Badehuset, som omskygget af mørke Graner, uden anden Udsigt end til disse og Vandet, har noget vemodsfuldt, nesten sørgmodigt, der dog saa sødt smigrer det for disse Følelser stemte Hierte. Den første Rose min Haand bryder, er stedse et Offer til de elskede Tabtes Minde. Et eneste Frøe, som har staaet inde i Vinter, blomstrer nu i Lunden, en af dets først udsprungne Roser brød jeg i Dag, og at den ikke skulde visne for snart, da en anden ikke saa let kan komme i dens Sted, gik min Maja selv tilbage og hentede et lille Glas, hvori den nu staaer i Vand ved Foden af Mindet.

Nu er Veyret igien saa behageligt. Mueligt kommer Faer Pedro i Aften (men først seent da han skal expidere Posten) og Smaaepigerne. Vist tør vi ikke vente dem. – Majamoer gaaer og tripper herude i den brede lyse Gang og har det saa travlt med at faae opstilt sine to nye smaae pene Ægtesenge i Haab om, Hr Peder i Nat skal hvile i den ene ved hendes Side.

156Løverdag 22^de Ney hør nu kun, hvilke Nyeheder jeg har at meddele Eder Kun Skade, at det, naar I seer det her, ikke længere er Nyeheder. Betænkende dette, vil jeg gaae frem i den jævne fortællende Tone, saa alt kan komme smukt paa sit behørige Sted. Seer I, henimod Aften maatte vi dog en Tour i Fiskerhuset, og der gik denne Aften deylig som den forrige. «Giid de nu kom mens vi sad her» sagde jeg – thi derfra seer man ud til Veyen om Bergsvandet. Men det kunde vi da ey vente, og gik Kl: halvni hiem, spiste vor Aftensmad, og var uvis om vi skulde blive oppe til de kom eller ey. Under disse Deliberationer rullede en Vogn ind i Gaarden, efter den en Kariol, i hvilken vi strax kiendte vor kiære Vert, som i Vognen Ungerne vore, der sprang ud med høye Jubelraab. Endnu sad en stille tilsløret Gestalt i Vognen, og imens vi endnu giættede, thi det vilde Børnene vi skulde, hvem det maatte være, laae vor elskede, vor saa længe savnede Sally B. i vore Arme. Hvilken Overraskelse dette var os, og hvordan vi alle paa engang spurgte og ikke biede paa Svar men spurgte igien, det seer I vist nu for Eders Øyne og hører med Eders Øren, og saa vil vi lade det kiære Barn et Øyebliks Pusterum, og mig med. –

Her har I mig igien, mine Elskelige, efter en Spadsertour i Lunden og et Par Timers deylige Hvile i Badehuset med Maja C og Sally, hvor dog vore Tunger, vore Tanker og Følelser ikke hvilede. Fader C og K: ere stedse enten sammen, eller hver paa sine Veye; Glutterne vare ude en Tour til Hest, og nu er det Middag. Siden mere –

Sally, vor kiære Sally, kom i Onsdags efter en meget kort og heldig Reyse til Svelvigen. Derfra tog hun til Strømsøe, og kom hid, som I har seet, med vore andre Kiære, i Aftes. Hun seer saa sund og rask ud, og Glæden over at være i det elskede Land mellem de elskede Sine, opliver end mere hendes hele Væsen. For meget meget vilde hun ikke have undværet denne Reyse, dette nydelserige og hendes Sundhed saa gavnlige Ophold i London, men heller ikke for, troer jeg, endnu mere, igien at være i sit Norge, og nu i sin Majadal, i vor lille vennehulde Kreds. O hvor ønsker jeg, hvor ønskede jeg i det Øyeblik jeg saae hende, at hendes og min Katty og Malla igien ^{vidste hende} iblandt os. Men det skal I jo snart faae vide, Gud skee Lov! Det koster mig Møye at sidde her, imens Maja C og Sally spadserer her lige nedenfor mine Vinduer, og derfra gaaer til Fiskerhuset, hvorhen de har stævnet mig. Men jeg er jo alles Eders Moer Koren, og maae dele mig mellem Jer alle saa godt jeg kan. Til mit Tøyen maae jeg skrive, og til mit Hovind, og saa stunddom her sladdre lidt, og da giennyder jeg jo alle mine Glæder, de mange, de rene og uforstyrrede, som her med hvert Øyeblik bliver mig tildeel.

Tak, elskede Lotta, for Dit kiærlige Brev i Gaar. Nu ere de ude at fiske, Fader C, Skriveren, Maja og Lina. I Fiskerhuset tænker jeg vi alle samles.

157Mandag, St: Hansdag Ja, der samledes vi, og der drak vi Thee, og blev der efter Sædvane til seent paa Aftenen. De bragte en heel Hoben deylige Aborrer med, som smagte os og vel Fiskerne især, delicat til Aftensmad. Værkets Folk har den Skik, at helligholde St: Hansaften, naar den falder ind paa en hellig Dag, Dagen før, og da dette i Aar var Tilfældet, dandsede de lusteligt omkring den pyntede forfærdelig høye Maystang, og det efter to Violer, og havde paa sit Viis en prægtig Aften. Da vi havde spist, antændte Fader C, siden det dog gialdt for St. Hansaften, en Mængde tørre Riis ved Enden af Lunden, som hvirvlede høyt i Luften, og tog sig vakkert ud mellem alle de friske grønne Træer. Men jeg sad nok lidt længere ude, end jeg taalte det, og var hele Dagen i Gaar slet ikke rask. Saa ganske var heller ikke denne Dag som de foregaaende. O Mennesket forvænnes saa let. Formidd: var intet at klage paa, det veed Gud. I Badehuset forelæste vor Maja C os en deylig Præken af Egervennen, hørende til Dagen og passende til alt det Skiønne, alle de Velsignelser som omgav os. Fader C, Skriveren, Sally og jeg vare agtsomme Tilhørere. Jeg havde i Forveyen læst nogle hiertelige skiønne svenske Psalmer, saa Andagten var holdt, og sandelig holdt andægtig. Siden blev jeg siddende ene en Stund med Lafontaines Aline Riesenstein, saa kom og gik Maja C og Sally, og endelig maatte vi alle gaae op, det var blevet Middag. Forvalter Engstrøm var her, hans Kone og Datter, og en fremmet Person, som var i Besøg hos dem, som jeg ey veed hvad hedder, og ey oplukkede sin Mund den hele Dag. Mad: Engstrøm, har Maja C: udfundet, er et Sidestykke til Mad: Giørup, og har jeg raadt Maja at giøre som jeg, ikke genere sig for hende, da hun vel bliver hendes som Mad: G: mit Søndags Besøg, men lade hende gaae og stulle sig siøl. Det Raad vidste hun sagtens og har fulgt før, og befundet sig vel ved det. Men ganske unter uns vare vi dog ikke lell. Mod Aftenen kom en Jagtjunker Tillisch, som boer nu paa Kongsberg, en Brodersøn af min gamle agtværdige Frøken Tillisch i Lolland, Hetgens Opdragerinde. Det er et lille høfligt og, som det lod, ubetydeligt Væsen. Han tog ad Egeren til sit Hiem i Morges, paa samme Tiid som Faer C til Strømsøe. Barna bleve til over Middag, saa foer Mathias afsted med dem, og nu lever vi fire Igienblevne i den gamle søde ubeskrivelig søde Roelighed, nesten kun i Lunden, læsende og sladdrende. I Formidd: og tildeels i Gaar har jeg skrevet til min Jess, min Kista og den gode Mad: Flood. Ak, Frue Jessen er nu vel ikke mere iblandt de Levende. Vor Sally havde talt med hende paa Jomfrueland, hvor hun med flere (Mad: 158Flood nemlig) fra Schien, havde været ombord. Denne Efterretning, især siden vi havde fattet et slags Haab igien; tempererer rigtig nok min Glæde – men saa maae det jo være i dette Liv. Og sagtens er der endnu noget som er anderledes, end vi ønskede det. I Gaar havde vi saa halv om halv Haab om at see vor kiære Egerven her, eller at han dog skulde kommet en Gang i denne Uge; men der bliver intet af. Han kan ikke løsrive sig fra sine mange og mangehaande Forretninger, og seer vi ham nu næppe før Slotspræsteparrets Komme Søndag 8 Dage. Og giid det blev da! Og saa lade Gud intet heller hindre vor Thrinasara og Realf fra at komme hid Torsdag som Thrinamoer skrev i Gaar var bestemt til deres Hidreyse. Sandelig, det er ligesom jeg imellem ankede paa at disse vore Elskede, der ere saa berettigede til at deeltage i Majadalens Glæder saa længe skal forgiæves hige efter dem. O hvor giærne deelte vi dem med Eder, dyrebare Barna vore – o at vi kunde det‹!› Et Brev fik jeg ogsaa i Gaar hiemme fra, og staaer alt Gud skee Tak vel til der. Men nu kalder Theetiden mig igien i Lunden, og min Koren og min Maja og min Sally, og Fuglenes Qviddren kalder mig did –

Onsdag 26^de Og alting kalder mig did og holder mig der, og holder os alle der. I Gaar hele Dagen vare vi nesten ikke inde, spiste endogsaa Middagsmaden, der tildeels var Lundemad, Asparges og oplagt Mælk, derude. I Dag har vi drukket Caffe og opslaaer nok fremdeles vort Paulun der. Noget Nyt har jeg ikke at sige Eder,Eder] rettet fra: D ved overskriving Elskede, thi den ene Dag er aldeles som den anden. Jeg traf just i Gaar paa den et Sted i den deylige Ferdinand Warner, saa passende, saa troe en Skildring af disse Dage, at jeg ikke kan holde mig fra at give Eder den her, skiøndt det svæver mig dunkelt for, jeg ved en lignende Leylighed allerede før har meddeelt Eder den i disse Blade: «Dagene følger hindanden som skiønne Perler af lige mild Glands paa den smidige Snoer. Ingen udmærker sig, om ingen kan jeg fortælle, thi i det Væsentlige ligne de alle hverandre. En hver af dem rækker os en Blomst til vor Lyksaligheds og Kiærligheds ‹…› Krands og forsvinder roelig og stille» –

Nu har jeg sadt her og sladdret meer end en Time ^{med Sally,} meest om vore fraværende Elskede, om vor Katty og Malla, og vor første Bekiendtskabskreds. Saa giør jeg et Sprang ind til Maja mi – vi boer nu, maae I vide, i hver sin Ende af Bygningen, og afbryder hende i sit Skriverie, og der har vi min Koren som kogende heed kommer fra en lille Fiskertour, og puster og blæser av den stærke Hede, og strax igien styrter sig ud i den. Det er vort Levenedsløb –

159Saa usigelig deyligt dette er i sig selv, saa lidt Stof giver det, just fordi det er saa usigeligt; til Beskrivelser. Jeg vil derfor, deels for at bringe lidt Afvexling i min Journal, deels for at faae dette Hefte fuldskrevet, og især fordi Sangen er saa deylig, her afskrive hvad vi, som for saa meget Godtgodt har f vor Egerven at takke, følgende

Fremdlings Abenlied.

Ich komme vom Gebirge hier,
Es dampft das Thal, es wogt das Meer.
Ich wandle still, bin wenig froh,
Und immer fragt der Seufzer: Wo?

Die Sonne dünkt mich hier so kalt,
Die Blüthe welk, das Leben alt,
Und was sie reden leerer Schall.
Ich bin ein Fremdling überall.

Wo bist du, mein gelobtes Land,
Gefasst, geahnt, doch nie gekant,
Das Land, das Land so hoffnungsgrün,
Das Land, wo meine Rosen blühn?

Wo meine Träume wandeln gehn
Wo meine Todten auferstehn,
Das Land, das meine Sprache spricht,
Und alles hat, was mir gebricht.

Ich wandle still, bin wenig froh,
Und immer fragt der Seufzer, Wo?
Im Geisterruf tönts mir zurück:
Da, wo du nicht bist, ist das Glück.
                                           Werner.

___________

Torsdag 27^de Gaarsaftenen – o, det var en Aften! O at I kun her skal finde et mat Gienskin af den; at jeg ikke kan male Eder den som jeg nød og følte som vi Fire Lykkelige nød og følte den – O at I ikke Alle nød og følte den med os!

160Som sædvanlig var Dagen tilbragt i Lundens tryllende Skygger, fra hvilke Smaaefuglene i søde Toner takkede og lønnede Lundens Eyerinde for den uforstyrrede Fred de der nyder, og ligesom takkede os fordi vi forhøyede hendes Glæder ved at dele dem. Jeg læste høyt, først en her før omtalt Brudevielse af min Egersøn, holdt i Fior just ved denne Tiid paa Petraborg, og siden Øhlenschlägers kunstskiønne Correggio. Da den trykkende Hede – som ret lod os føle hvad saadan Skygge er – blev afløst af Aftensvalingen, gik vi ned til Fiskerhuset, og derfra i en paratliggende Baad. Den deylige Bergsøe var et stort Speyl, hvori alle de smilende Gienstande om os fordobledes, og vidste man ikke, hvorhen man skulde vende det henrykte glædekarrige Øye saa intet skulde blive useet eller gaae til Spilde. Ney, det lader sig paa ingen Maade beskrive hvor skiønt alting var, og endnu mindre, hvordan vor Glæde gik over til Veemod (den høyeste Grad, jordisk Glæde kan stige til) ved at tale om og tænke paa hvad der er forbi og er og skal komme. «Mon Katty og Malla og Treschow og hans Syvald nogentiid skal giøre denne Tour med os?» sagde jeg. Sally sukkede, men Maja svarede: «Ja det haaber jeg vist» – og vi haabede det alle, thi i slige Øyeblik seyrer Haab og Tillid til Gud over alle Mistvivl. Saa talte vi om de glade Dage som venter vort kiære Slotspræstepar i dette dem endnu ukiendte Elysium, og om alle vore elskede Fraværende, for ligesom at godtgiøre dem hvad de tabte ved ikke at nyde denne Aften med os. Ak, og nesten altiid ender sig vore Samtaler, og sikkert stedse vore Takkers Gang i Udsigterne til hvad der endnu er skiønnere end Majasdal, det evige Elysium, hvor intet Savn skal minde os om, at vi dog kunde være endnu lykkeligere.

Da vi kom tilbage fra vort lille Tog, stod det landlige lille Maaltid færdigt i Lysthuset, deylig qvægende Mælk, friskt Brød og nyelig kiærnet Smør. I kan tænke, om det smagte os. Maaskee vil I lee, i det mindste smile af mig, men dog maae jeg sige Eder det, at ingen kunstlet Ret vilde smagt mig oven paa denne Fart, at endogsaa det simpleste kogte eller stegte vilde været mig imod som upassende til den skiønne Idylaften. Kl: var 11 da vi kom hiem, og en sød styrkende Søvn maatte følge og fulgte paa den søde siælestyrkende Aften.

 I Dag har jeg endnu ikke hilset den kiære Lund god Morgen. Sally er der alt længe siden med sin Frants Sternbald, Koren – ja, I skal siden faae vide hvad han bestiller der. Maja skriver. Men nu faaer hun ikke Lov at skrive længere[.] Gaae nu, kiære Dagboghefte, og hils min Siæls Elskede fra mig og Majadal.

161Fredag 28^de Kl er vel 10, tænker jeg, og endnu har jeg ikke hilset min kiære Lund God Morgen. Den trykkende Hede giør det nesten besværlig at røre sig af Flækken. Imidlertiid har jeg skrevet adskillige Breve, og deriblandt et til den nu baade moder- og faderløse Georg Jessen. I Dag kom Dødsbudet fra den troefaste Inger Flood. Det var som I veed længe forudseet, dog faldt det tungt paa mit Hierte, og saa meget tungere, som jeg tillige med dette fik Brev fra det stakkels Barn hvori han saa glad fortæller mig, at en Reysende fra Schien har sagt ham, at der var godt Haab om hans Moders Bædring. Og dette Haab maae jeg nu betage ham. Arme, arme Georg! I Søndags døde hans Moder, i Gaar blev hun lagt ved sin Georgs Side. Hun havde saa aldeles tabt al Samling, at hun slet ikke erindrede eller spurgte om sine Børn. Nu er hun lykkelig, og alles Fader vil opvække Fædre og Mødre for hendes syv Smaae, som snart vil udgræde sin Smerte, den de fleste af dem endnu intet ^ikke kan føle fordi de intet Begreb har om deres Tab. Vel dem, og vel hende, som alt i saa lang Tiid var død for Verden og dens Kummer. Døden overskar ikke, men opløste de lidt efter lidt slappede Baand saa sagtelig, at hun ikke følte det –

Gaarsdagen tilbragte vi lige til Aften i Værelserne, hvor vi fandt det kiøligere end selv i Lunden. Dog spiste vi der til Middag. Den tordensvangre Luft gav os Haab om qvægende Regn, men det skuffedes. Vi hørte blot et eneste Skrald, saa klarnede det igien, men Luften vedblev at være trykkende, saa vi neppe kunde aande. I Dag er det ey anderledes. I Aften venter vi med vor kiære Fader C vor Realf og Thrina, Maja og Lina, og Jomfr. Ravert.

Løverdag 29^de Saadan er mit Haab, og ikke allene mit, men alles ey i lang Tiid blevet skuffet, og her, hvor alle mine Ønsker ligesom forekommes, falder det dobbelt tungt paa det forvænte Hierte. Vi vidste nesten ikke i Gaar hvor vi vilde være for den ubændige Hede. Tordenen rullede, Luften var trykkende. Stakkels Sara var saa syg, men alle trøstede vi os ^til den svale Aften, som foruden den haabede Kiøling endnu skulde bringe os saa meget Godt. Kl: var 11, jeg sad 162hos vor kiære Syge, og vor elskelige Maja var ogsaa kommet ind til hende, da rullede en Vogn ind i Gaarden. Maja ilede ned, jeg efter hende, men midt paa Trappen hørte jeg: «De kommer ikke» – Ney, de kommer ikke, vor dyrebare Thrinasara og Realf, maaskee neppe engang med Slotspræstbarna – Ottesen kan ikke blive frie fra Academiet, som han for meer en det Fierdingaar siden har meldt sig fra, de bruger alle Kunster for at beholde ham – det er begribeligt, men ikke retfærdigt, ja virkelig uædelt, og en slet Løn for hans mangeaarige Opofrelser. Han kunde vel slide sig løs, men det vil han ikke, og det er atter begribeligt for os, som kiender ham. At de gode Børn begge jamrer sig over de skuffede Forventninger, er naturligt som at vi alle istemme med dem. Min Maja og Lina kom heller ikke, da Jomfr: Ravert først kunde blive reysefærdig i Dag. Nu er det Aften, og vi venter dem hvert Øyeblik, og jeg med lidt Ængstelse, da Tordenen atter lader sig høre, og det længe truende Uveyr dog engang maae bryde løst. Gud lade os have dem her forinden, og at det da maatte være forbi inden i Morgenaften, min Koren og Sally skal forlade os. I Dag er hun brav, men jeg ret ussel i Hovedet, og saa dorsk og uskikket til alt. Denne Klage hører man overalt, selv over Egern lyder den hid fra Provstesønnen min, som vi i Dag fik et lille Brev fra. Vi faaer ikke see ham før i Følge med vore kiære Ventede i Morgen 8 Dage.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.