Marti

41Fredag 1^ste Ney, ikke engang i Drømme kunde jeg ventet saa meget Deyligt, som Lunde i Aftes bragte mig. Foruden de kiære Lotta- og Majabreve, to indholdrige velsignede Dagboghefter fra den overalt mit Begreb flittige Søn Frederich. Jeg laae sandelig heller ikke paa Ladsiden da jeg sidst var i Kbhn; jeg vil, det veed Gud, ogsaa giærne glæde mine Venner, og har just heller ikke saa ondt for at ordne Tingenes Gang paa Papiret – men saa vidt kunde jeg dog ikke bringe det. Nu, hvad større og renere Glæde kan en Moder have end at see sig overgaaetovergaaet] rettet fra: overgaaede ved overskriving av sine Børn i alt? Kun i Kiærlighed skal og kan de ikke overgaae hende. Tak, min dyrebare sønlige Ven, for denne rige Nydelse! Tak, min Maja, Du Dig altiid selv saa lige Maja, fordi Du sendte mig disse kiære Blade strax, efter den første flygtige Giennemlæsning. Men jeg lagde dem heller ikke fra mig før de vare expederede, og lod Teljas deylige Fløyels Grød blive kold længe nok – jeg havde det, som holdt mig varm. Nu ligger de allerede færdige til Afsendelse, tilligemed et lille Brev; som Gud give, alt var i min Majas Hænder, og at hun kunde modtage det roelig og glad! Thi – som intet skal være ublandet herneden – maatte ogsaa den uventede Efterretning: at vor kiære Fader Cappelen ikke befandt sig vel, temperere min Glæde. Og min Jes og Maja fik intet Følge. Bekymret ved denne Efterretning ilede den ømme Maja til Hiemmet, og hendes Thrine og Real med hende, kom altsaa en Dag tidligere, end de andre Barna mine. Men nu ere de Alle samlede, og Gud give, glade og lykkelige! O at det var Mandag, at min Koren og Jes var tilbage, at jeg igien kunde aande ret af et frit Hierte! Jeg havde saa ængstlige Drømme i Nat, syntes min Vilhelm levede, og havde forbrændt sig saa, og Marie ogsaa brændt sine Hænder. Hertel kom ikke hiem i Aftes, som han havde sagt, og var ikke ganske frisk da han tog bort i Tirsdags, det ængster mig ogsaa –

42Men jeg vil forsøge at døve alle Ængstelser i mit Bryst, ved at tænke paa, at Du, dyrebare Lotta, dog vist i Dag trykker Din elskede Jørgen til Dit glade Moderhierte, hvor han, Din Eneste, længe ikke har lagt, og hvor han nu, Gud skee Lov! skal faae Erstatning for saa mange tunge Timer, og gienvinde sine tabte, ved saa mange Sammenstød tabte, Kræfter.

Jeg var saa underlig ahnelsefuld beklæmt i Aftes inden Lunde kom. Dit Brev, min Maja, retfærdiggiorde denne Beklæmmelse for en Deel. Men de velsignede Dagboghefter adspredte den. Natten, og den trofaste Hertels lange Udeblivelse – det er alt Middag – har igien trukket de tunge Skyer sammen. Var jeg kun vis paa, Lotta, at Du nu var glad, at denne evindelige Snee ikke satte Dit Haab paa endnu en Prøve – alt i flere Dage har Du ventet forgiæves – saa ville det lysne i Horizonten – men klar bryder ikke Solen frem før jeg seer min Koren og min Jes, og veed Eder Alle, Alle, I Dyrebare, glade og lykkelige –

See her ligger ogsaa et Brev færdigt til Dig, Lotta, og Dagbog Heftet, mit stakkels fattige Dagboghefte – dog ney, denne Gang er det ikke saa fattigt endda: thi kan jeg ikke med Tryghed forudsætte, at min Glæde er Eders Glæde? – og saa skal det skaffe Eder en fornøyelig Stund, skiøndt det kun har Tanker og Følelser, ingen Handling eller Begivenhed at tilbyde Eder.

Mit Hoved tager lidt en Smule Hævn over mig, fordi det altiid, eller dog som oftest, maae staae tilbage for Hiertets Fordringer. Saa minder det mig i Dag om, at jeg ikke agtede dets sagtere Paamindelser i Aftes, men blev ved at læse de mangesteds fiint og tet skrevne Hefter i et væk. Og alle saadanne Paamindelser, selv om de falder smerteligere end i Dag, hielper dog ikke. Havde jeg den samme Nydelse i Vente i denne Qvel, (som desværre ikke er Tilfældet) blev det det samme. «Dine Øyne og jeg, ^{troer jeg ikke} fordraer ikke den Læsning» – siger Hovedet. A sku prober, Hovedlil! svarer mit hele øvrige Jeg.

43Fra den gode Bergh fik jeg Brev i Gaar. Han er atter upasselig, men ellers i en behagelig Stilling: Gud skee Lov! Tak, min elskelige Katty, fordi Du giorde ham deelagtig i hiin herlige Aften, den vor Egerven med saa glad Henrykkelse taler om, som Weise med sit Tryllespil forskiønnede, som han aldrig glæmmer – ak, og som jeg saa giærne havde deelt, som I havde undt mig at dele den.

Ney, om vor Sally kan jeg intet sige Eder. Hun var frisk, skal Capit: Berg have sagt, da han forlod London, men havde nyelig for forvredet sin Fod, hvad dog alt var godt igien. Og endda skrev hun ikke? En Bog, hun fik med sig, havde han tilbage – og ikke et Ord ledsagede den. Ubegribeligt! Det eneste rimelige jeg herved kan tænke mig, er, at Berg er blevet færdig og reyst før hun kunde formode det: Og hvilken Tiid vil nu forsvinde, inden vi kan haabe at see noget fra det kiære Barn, som vist lider ligesaa meget herved som vi –

Lørdag 2^den Hertel kom i Gaareftermidd: Skiøndt hans Hovedgigt endnu plager ham, var dog ikke den eller andet end det stærke Sneedriv Skyld i, han ikke kom hiem i Aftes.

En deylig sand Vaardag har vi havt i Dag. Det er saa oplivende og dog ‹…› melder min Hoved- og Tandpine sig temmelig stærkt igien. Min Søvn er saa afbrudt, den styrker mig ikke. O hvor lang tænker jeg mig hver Time til Mandagsaften!

Mandag 4^de Jeg bliver ordentlig lidt bange, hver Gang Hunden giør – det er endnu meget for tidligt at vente min Koren og Jes, og hvem Flere Kiære der mueligt er i deres Følge – thi træt og mat sidder jeg her efter de ud- og overstandne Poenitentser. Gaardsformidd: gik deyligt med Skrivning, et langt Brev til Døttrene mine i Kbhn, et mindre til min Kista, og et til Jettemoer. Saa kom Werners hid fra Kirken. Men aldrig generende mig for saa kiendte Mennesker, gik jeg herud da vi havde spiist for at hvile mig lidt – frisk var jeg ikke.

44De Smaae – Werners Datter, Linas Jævnaldrende, var her ogsaa – sprang lystig om i Storstuen. Da jeg følte paa mig, det var Caffetiid, gik jeg ind. I Gangen mødte jeg lille Kaja høyt grædende, uden at kunde standse hende, og da jeg kom ind, sad Lina paa en Stol stille og bleg, og store Taare og Sveddraaber trillede ned over det søde blege Ansigt. Hendes lille Bryst gik heftigt. Frue Werner og hendes Datter stode hos hende. Endelig fik hun Aandedrættet saa vidt i sin Magt, at hun kunde sige os hvad hun fattedes – dog det var kun hvad vi saae. Ved at springe om i den kolde Stue havde hun med et tabt Veyret, formodentlig ved et Anfald af Hoste. Hun kom sig Gud skee Lov snart igien, og mit Hierte bankede vist længere ængsteligt end hendes, ja selv da Kajas Taare standsede. Det lille Dyr hænger med saadan Inderlighed ved os Alle – Werners tog tidlig bort for at besøge Mørk og Walbohm, og jeg forføyede mig ind for at faae mine Breve færdige og afsendt. Og det var giort; og min Oversættelse taget frem, da kom atter Bielder. – Det var Krefting, hans Kone, to Sønner, og gamle Svigermoder. Jeg lagde alting sukkende tilside, og sagde hvad man saa ofte i dette Liv har Anledning til at sige: «Du faaer taale det, Puus!» Da jeg ikke for Tandpinens Skyld taaler at tale meget, var jeg glad ved at Hertel bragte Kabalen og Rabusen i Gang. «Eya! hvor vel du veed min Tarv og Trang!» – tænkte jeg, og den veed han for det meste ret godt. Men saa maatte han gaae med Krefting, der havde noget at afgiøre med ham, og vi tre Mardamer bleve allene. Den nesten 70 Aars gamle Frue Holler havde imidlertiid røget sin Pibe Tobak efter Sædvane, blev med et saa stille, reyste sig, gik nogle Skridt, og begyndte at vakle. Jeg saae det, løb til og holdt hende, men hun sank med et Suk dybere og dybere, og mine Kræfter udtømtes – hvad snart er giort, og Moer Krefting raabte om Hielp. Hertel og Krefting styrtede ned ad Trapperne, Lunde efter dem; men Aslak havde først hørt vort Skrig, og kommet mig til Hielp, og bragt hende paa 45Sophaen. Her laae hun, Dødens Præg paa de blege Læber, der havde trukket sig krampagtig sammen, paa de lukte Øyne, stiv og kold, og i flere Minuter uden alle Livstegn. Endelig slog hun Øynene op og stirrrede forundret omkring sig. Ak, mig havde det hele Tiden været vist, at hun aldrig skulde aabne Øynene mere. Just saadan sank Thunboe død ned ved min Side. Men hun kom til sig selv, blev bragt paa sit Kammer, som til Lykke var varmt, og til Sengs, hvor hun faldt i en tryg Søvn og vaagnede efter et Par Timer ganske restitueret, ikke engang saa mat som jeg. Kreftings, som har seet den stakkels gamle Kone saa tidt i denne Forfatning, var meest bekymret for mig, som ikke var rask før, og sandelig, bag efter følte jeg først Skrækken i alle mine Lemmer.

I Dag var hun en af de første oppe, og da de havde spiist et lille tidligt Middagsmaaltiid, tog de til Hurdalen, hvorhen den gode Moders Hierte med Utaalmodighed længtes, da hun der har de fleste af sine Børn endnu, som hun i saa lang Tiid ikke har seet, og som nyelig har været syge – hvor syge et Par af dem har været, veed hun ikke. Gud skee Lov, hun ikke kom da jeg vidste hvor farligt det var, og at jeg nu vidste dem uden Fare og i fuld Bædring.

Og Gud skee Lov, at den hele forbigangne Uge var saa roelig, var saa ganske vor egen, elskede Maja! og det tredie Gud skee Lov, at jeg nu snart kan vente min Koren, som jeg synes har været et heelt Aar borte; og det fierde og mange mange flere, naar jeg maae høre at alting er vel hvor han kommer fra, Alle de Dyrebare, friske, lykkelige, glade!

Tirsdag 5^te Jeg kan, Gud skee Lov! gientage mine Gud skee Lov. Alt er vel hos mine Elskede. Fader Cappelen, som har været virkelig, skiøndt ikke længe syg, er brav igien, mine Majaer lever vel; og er skiøndt min elskede Lottas Ventetiid forlænget 8 Dage, saa seer hun dog nu med Vished Øyeblikket, da hun skal omfavne sin Jørgen, glad og tryg imøde.

46Men hvor ganske anderledes har jeg i disse Dage tænkt mig alting hos Eder, mine Venner! Jørgen saae jeg paa Tøyen, min Thrina og Real paa Strømsøe; og disse holdes endnu ved den alt for plagede Reals Lænker fængslede til Christiania, og Jørgen kom ikke op med agende Post, fordi alt Rum var optaget af Mennesker og Pakker, fordi det sørgelige Rygte om Krig og Postens Spærring skynder alle at faae herop hvad her skal op, og komme selv, mens det endnu er giørligt. O Gud i Naade forbyde, det skulde være saa! O, skulde da atter Jammer og Elendighed oversvømme det fattige Land, ak, og som ingen Skytsengel har mere synlig iblandt sig! O, skulde I nu atter, mine elskede Egerbørn, udsættes for disse samme Gienvordigheder, som sidst, da I toge ned i Haab om mangen Glæde, og kun fandt Suk og Taare! O skulde vi nu atter røves det Eneste, der forsøder Skilsmissen fra vore Venner, den Trøst, ofte at kunde høre fra dem! Ney, o Gud, ney! Du vil giøre det bædre for os, end det seer ud til – O jeg troer og haaber paa Dig! –

To velsignede Majabreve bragte min Koren og Jes mig (som kom tidligt, før vi torde vente dem) og Grundtvigs Idunna, og alt det mere, min Maja C saa vennehuldt havde erindret til sin Moer Korens Siæls og Legems Pleye, og et venligt Kistabrev, og de tusinde Hilsener. Hadde ikke de ængstende Krigsrygter været, hvor let skulde mit Hierte nu banket! Dog, det banker ikke tungt, Ney, gode Gud og Fader, thi jeg troer og haaber paa Din Miskundhed.

Med Posten kom et lille kiærligt Brev fra den gode Frue Bergh, som ogsaa er mismodig over, intet at have faaet fra vor Sally, men har samme Formodninger som jeg: at Berg er reyst hende uafvidende. Og et Brev fra Hr Pastor Niels, hvorom jeg, som om Manden selv, ikke vil sige noget, for ikke at sige for lidt eller for meget. Jeg kan ikke tænke paa noget Godt, som gaaer til Grunde, uden at lide derved. I Ægtestands Lotteriet tilfaldt ham et ulykkeligt Lod. Jeg tager giærne mit Kiøn i Forsvar, det veed Gud, men Madam Petra kan jeg kun beklage; hendes uqvindelige, usædelige Forhold føler jeg intet Kald til at undskylde nu længere. Hun har nyelig ved sit Fusentasterie udsadt sig for en haard, fortiænt Rævselse. I et stort Selskab, og hvad mere er, i et Bryllup, sagde hun offentlig: at den Pige 47som var saa gal at gifte sig, burde kagpidskes. At saadan Udladelse «altiid er Synd, men i et Bryllup dobbelt Synd» – seer I da selv. Omsen, som desuden har godt for at sige Folk Uartigheder, skulde Dagen efter have taget stærkt til Gienmæle mod hende. Og kan hun vente andet?

Ritmester Rasch kom her i Aftes med sin Svoger, en Propietair Heyerdal. Rasch er og bliver den samme, lige lustig og forstyrret. Han kan bringe Halvdøde til Live og til Latter. Hans sex Børn ere alle Undre af Skiønhed og Vid, siger han, allesammen liig ham. Nu spiller han Rabus med den alvorlige Hertel, som jeg længe ikke har seet lee saa meget, og med Lina. Kaja kan ikke faae sine Øyne fra ham, og har bedt sig frie for at strikke i Formidd. for uhindret at kunde see paa ham og høre ham.

Torsdag 7^de Det regnede i Gaar og var ret stygt Veyr. Ikke desmindre tog jeg, som jeg havde bestemt det, til min Rikke om Eftermiddagen. Jes styrede mig, og vi vare begge enige om, at det ^var godt vi ikke opsatte Touren, da det snart, vedbliver denne fortredelige Tøe, vil blive ufremkommeligt over Moser og paa alle Smaaeveye. Det var ret slemt nu allerede, især paa Hiemveyen. Regnen øste ned, og at blive saaledes blødt i Slæde, er dobbelt ubehageligt, fordi det synes i Naturens Orden, at man der skal sidde tørt, eller dog kun vædes af Sneen. Ret fornøyet var Rikke just ey med mit korte Besøg, især da jeg, giør Veyret det ikke umueligt, skal være saa længe borte. Lina og jeg, maae I vide, tænker stærkt paa i neste Uge at tage til Tøyen, og derfra til Strømsøe. I Dag klarner det. Og saa sagde Lina i Dag: «Du skal see, Moer vor Herre vil vi skal reyse og komme til Marie, for see, nu klarner det, og nu kom Skrædderen og tog din Pelts, saa du faaer den ogsaa færdig.» Det var en gammel Pelts, som skulde have et nyt fiint Vadmels Overtræk, og som vor Hofskrædder ikke vilde befatte sig med, da det 24 Aars gamle Foerværk var saa itu (det har ogsaa udholdt mangen haard Dyst, maae I troe) men saa smeltede Hiertet (som vel aldrig kan være haardt hos en Skrædder) i den lille eenøyede Christen, der, Gud forlade min Synd, i det hele Udvortes ikke er ulig salig Professor Wilse, og han kom og afbad sin 48Overilelsessynd, og tog, som sagt hele Greya, et godt Omen for vor Reyses Fremgang, mener Linchen, som har sin særegne Mening om mange Ting.

Hr Munthe er her i Dag ved Kirken, hvor der er Fastepræken. Da alle Mand ere paa Tinge, og Jes har noget at skrive, maae jeg opofre noget af min knappe Tiid til at holde ham med Selskab. Dog, han pleyer kun være ganske kort, især naar Skriveren ikke er hiemme.

Løverdag 9^de Posten blev usædvanlig længe i Torsdags, og jeg begyndte at tænke paa hvad der var talt om Postens Sperring i Sverrig. Endelig kom den. Der var et Brev til mig med Udskrift af Maja C, og et forfærdelig tykt, som jeg strax saae var fra vor Sally. Og de vare begge fra hende, thi ogsaa Maja C sendte mig sit, og lille Maja skrev et Par Linier med det, da Moer C: maatte holde D: Bøyesen, som havde bragt Brevene, med Selskab. De vare komne med Skibs leylighed, og fra – 26^de Octbr – Dog Gud skee Lov, fordi de kom! Det ene, egentlig til de elskede Søstre, er et Slags Dagbog over hendes Reyse til og i Margot, hvor hun nød saa mangen Glæde, ak, og snart kunde paa engang faaet Ende paa Sorg og Glæde og Livet! Stakkels kiære Barn! hvor meget har Du udstaaet! Jeg vidste vel før om denne Vælting, men ikke om de nærmere Omstændigheder, dem Du nu saa rædsomt har bragt mig for Øynene. Gud skee Lov, som bevarede Dig, Elskede, og bevarede Din gode August for sin hulde Elisa, som Du har giort mig saa lysten efter at blive kiendt med, og bevarede Eder Begge for den gamle Faders og Moders Skyld, for alles vores Skyld! Men giid jeg nu havde det kiære, paa to ^Ark Velinpapir skrevne Brev i Eders Hænder, mine dyrebare Døttre dernede! men først skal det, saa er Sallys udtrykkelige Ordre, læses her af vor Lotta og Maja og Thrina og Frue Bergh. Dog ingen kan det saadan glæde, som det vil glæde Eder, I Sallys hulde Søstre og Barndoms Veninder – O at jeg dog engang imellem kunde giøre et Par sagte Strøg paa Aladdins Lampe! Da var det nu længe siden i Eders Hænder, min Katty, min Malla!

49Tirsdag 12^te For første Gang i lang i lang Tiid, har jeg i Eftermiddag taget mig en Hvilestund her paa Sophaen. Just som vi i Middags skulde gaae til bords, fik jeg sluttet Oversættelsen af mine tvende Brude, og efter ethvert Arbeyds Fuldbringelse, det være lidet eller stort, synes man sig berettiget til Hvile. I troer heller ikke, Elskede, hvor troet jeg har stræbt for at blive færdig inden min Reyse. Især har jeg i disse sidste Dage sadt her fra Kl 8 og før om Morgenen, til halvsex, sex om Aftenen, og skrevet uophørligt. Kun mens en Side tørredes har jeg læst en eller to Smaaestykker i den paa nydelige Smaaedigte saa rige Kuronia. Især finder jeg foruden Udgiverens, der alle bærer hans sande Præg, en Trinius og Trauvetters fortrinlige. En Langhansen er en sand tydsk Haste, som synger i evige Klagetoner. Jeg maae smile naar jeg har sagt til mig selv: «Det er den lebendige Haste igien» – og vender Bladet om, og seer det langweilige Navn: Langhansen. Dog, var ikke alt stemt saa ganske i samme Tone, var enkelte Stykker ikke saa uefne. Og har ikke Haste, man lee af hans Graad saa meget man vil, skrevet mangt deyligt Stykke? – Af en Maczewski er ogsaa nogle ret nysselige Stykker, og et, til Religionen er som det var skrevet ud af Grundtvigs Siæl – saadan som jeg tænker mig den efter hvad han skriver – Her er det:

Religion.

Sie ist nicht die Philosophei,
Die wähnt zu schauen, was es sey,
Das hinter der Erscheinung Bild
Sich unsern Blicke stets verhüllt.

Sie ist kein Kind der Phantasie,
Sie träumet und erdichtet nie;
Sie ehrt den Vorhang, der die Welt
Des Geistes noch verschleiert hält.

Erheucheln wollt ihr ihre Gunst?
Verschönen sie mit eurer Kunst?
Sie achtet nicht der falschen Zier;
Ein reines Herz nur huldigt ihr.

Pflicht ist der Fels, auf dem sie ruht
In stiller Einfalt, gross und gut,
Des Ueberirrdischen gewiss
Und muthvoll auch in Finsterniss

___________

Apropos, om den samme Grundtvig: Det er dog vel kun, haaber jeg til Gud, et Rygte, maaskee udspredt af skadefro Nid, at han skal være blevet vanvittig? Min lille Maja, hvis Helt han er, som I jo veed, 50skrev mig det til fra Drammen, hvor denne sørgelige Nyehed var en af de første hun der hørte. Men som sagt, jeg haaber til Gud, at det er et af Nid eller Kaadhed opfundet Rygte, og at hans lyse Forstand endnu længe skal lyse reen og kar og uformørket for Mange.

Vor Reyse var bestemt til i Morgen; men da vi i Dag maatte i Transportskyds med 4 Heste herfra og 4 fra Houg, maae vi opsætte det til Torsdag. Vor Plan, at tage med Postexpressen fra Christiania har vi forandret, da Føret er saa slemt, og bliver med hver Time værre. Det er det mildeste Vaarveyr; paa Tagene er ikke Spor af Snee, og desværre skal der ikke være stort mere paa Kongeveyen end paa Tagene. Men Aslak siger: «Saa slemt er det vel ikke, at vi jo har prøvet det værre!» ham, den altiid Uforsagte og Raadige, tager vi nu med os lige til Strømsøe, og vore Heste til Ravnsborg, men derfra Skyds. Paa mit kiære Tøyen vil denne Forandring nok ikke anstaae dem, da vi nu kun kan blive en eneste Dag over der for Hestenes Skyld. Men des længere opholde vi os paa Tilbagetouren, og saa, mine Elskede, bliver det jo det samme.

Vi vente Kreftings hvert Øyeblik. Jeg vil imidlertiid skrive til den gode Bergens Skriver, og til min elskelige Egersøn, da jeg vel nu i lang Tiid ikke faaer den Roe til saadant, som her hidtil dags er. Thi vel kan jeg saa temmelig bruge Tiden som jeg vil baade hos min Lotta og Maja – som jeg vil, forstaaer I. Ak, men da veed jeg ikke hvordan jeg vil dele mig imellem Eder Alle, I alle mine elskede dyrebare Børn og Venner!

Tys! Hunden giøer – der er Bielder!

Onsdag 13^de Det var Hexerie og blind Allarm. Der kom slet ingen og er endnu ingen Kreftings kommet. Det er vel ikke let at løsrive sig fra det gamle Hiem og de mange Smaae. Ogsaa kommer de mig i Dag meget beleyligere: thi nu har jeg beskikket mit Huus, pakket ind, skrevet et langt Brev til Bergens gode Skriver, og er kant og 51klar hvad Øyeblik det skal være. Til Egersønnen vil jeg først skrive hos min Maja C, som maaskee siden har havt Tidende fra ham, og synes det mig nu længe at være siden jeg glædedes ved de deylige Dagboghefter, hvoraf det ahner mig, jeg der skal finde flere.

Glad skal jeg altsaa i Morgen see Dig, dyrebare Lotta – thi nu har Du Din Jørgen frisk og rask igien, siger Din lille Sæddel mig i Dag, og hvor glad Du venter Din Christiane for at dele Dit Moderhiertes Glæde med hende. Gud skee evig Lov! – Føret, spaaer man mig vil blive slemt, neppe fremkommeligt. O, vi kommer nok frem. Tanken om de ventede Glæder vil giøre alt let. «Ja men ogsaa for Hestene?» Dem skal vi giøre det saa godt for ^som mueligt, kiøre lækkert og give dem Havre, og puste tidt og jævnt. Det skal nok gaae! Altsaa ikke mere fra dette Sted – hvor ^fra jeg i de første 14 Dage a 3 Uger ikke igien taler med Eder, Elskede! – end mit Farvel, og min moderligste Velsignelse!

Tøyen

15^de Marti Saa glad som i Dag sad jeg i lang Tiid ikke ved min Lottas Chatoul: thi saa glad som nu saae jeg hende ikke i lang Tiid, og ikke hendes Lawsonmand, og ikke det hele Huus. De har nu, Gud være lovet! sin Jørgen igien, frisk og brav, snild og god som han altiid har været, og alle Lidelser ere overstandne, hans legemlige, og de ædle Forældres indvortes over hans Fraværelse og de sørgelige Anledninger til dennes Forlængelse. O hvad kan oplive et Hierte mere, end at see ædle, gode, kiære Mennesker lykkelige og glade!

Vor Reyse gik ønskelig. Kl 8 i Gaar Morges sad vi i Slæden, jeg i min, Linchen i sin paa Ane Stuepiges Skiød. Hun er inde i Besøg hos sine Forældre. Vi fandt Føret over al Forventning godt, og kunde des hierteligere glæde os over det himmelske Veyr. Uden alle Hendelser og Eventyr kom vi hid Kl: 3½ hvor Jørgen var den første som vi saae, og som saae os. Saa kom min kiære Kista, frisk 52og flink paa to slemme boldne Fingre nær, der dobbelt ubeleyligt har sadt sig – Boldenheden mener jeg, thi Fingrene sad der før – paa den høyre Haand – og med hende kom liden Hanna, og begge førte mig ind, og Jørgen skiød paa, før jeg fik Reysetøyet af – Presidenten sad i sin Nattrøye, Lotta kom ind i det samme jeg kom, smilende som Solen der hele Dagen havde ledsaget os, men som ikke gik ned paa hendes frydfulde Moderansigt, hvor Gud lade den straale evindelig! Presidenten fik i al Hast en Nanqvins Busseronne over den strikkede Trøye, jeg veed ikke, om for min eller Linas Skyld – Og for at intet skulde mangle i min Glæde, laae her et sødt barnligt Brev fra min lille Maja, længsel- og kiærlighedsfuldt, og deri et Par Linier fra den store Maja, ey mindre kiærligheds- og længselfulde

Og hvordan vi i denne Stund har det. Kl er 11. Vi sidder her ene, min Lotta og jeg. Hun helbreder min paa Reyser lederte Poppe-Syepose, ak, og nu drypper Taarene stride af hendes fromme Øyne: thi vi taler om min Wilhelm, og hvordan hun elskede ham –

Al Ungdommen – den tækkelige Lieut: Garben, mine Børns og Jørgens Fetter, er her ogsaa i disse Dage – ere gaaede en Tour til Byen, til Olsens, for at faae lille Zarine herop med sig –

Der kommer min Thrinasara og min Maja Pavels – Bort, Journal, til jeg har kysset dem –

Strømsøe

Søndag 17^de «Det var et langt Kys!» siger I vist, mine Elskede! Det var en lang Kiæde av Kys; thi – Dog, min kiære Pen, vær lydig og hørig, og gaae din vante Journalvey, ordentlig og ligefrem; det er for denne Sinde udlagt: Tilbage til Tøyen og Fredagen.

Ja, de var der da, mit elskelige Thrinabarn og min elskelige Maja Pavels, og strax efter dem kom den gode brave, men meget skrantne 53Slotspræst, som var glad i Moer Korens Komme, og vidste hun og alle Tøyenianer vilde være glade i at see ham, thi tog han sig en Slæde da han for sin Hoste Skyld ikke tør gaae meget – og agede op til os. – En Ting skal jeg fortælle dig Moer min, mælede Thrina, «som just ikke vil behage dig synderligt: Paa Søndag kommer du i stort Compagnie» – Gud bevar’s derfra! Hvor da? – «Ih hiemme hos Moer og Faer. Det er i Anledning af den unge Hofgaards Bryllup med Jomfrue Omsted» – Det var nu ret et Tordenslag; og den slemme Unge gottede sig oven i Kiøbet over, at alt sligt skulde være forbi naar hun og hendes Real kom efter Tirsdag eller Onsdag.

Lidt efter blev Madamen kaldt ud, Maja P: trippede efter, og begge kom nu ind igien, hver med sin deylige Kappe paa Haanden, og Slotspræsten traadde imellem dem, som skulde han døbt de Børn, de holdte Huerne til. Men Maja kom hen til mig, og sagde med sin blide Stemme og giorde i det samme et lille Kniks: «Da du nu skal i Stads paa Søndag, min Moer Koren, vil du da ikke pynte dig med denne Kappe!» Mit Svar kan I tænke Eder. Imidlertiid stod Thrina med sin paa Haanden, og saae sig om efter Frue Lotta, som endelig kom, og veeg heel forundret tilbage for Kappen og Thrinas mange Kniks og vennehulde Anmodning, og nu hang begge disse Søsterkapper, som kun ved Baandene vare forskiællige, syede og baldyrede ved de sande søsterlige Præstinders Fingre, nu hang de paa begge Søstrenes, Lottas og Christianes, Hænder, og bleve beseete og den nydelige Søm rost, og Giverinderne nok engang kysset og Pavels fortalte, hvorlunde hans Maja havde syet med saadan Glæde, og saa emsig, at hun neppe havde havt Tiid at tale med ham. Om den anden Præstemand fører ligedan Anke fik vi ingen Leylighed til at erfare, da – han ikke kom. Herom siden.

Vi sad nu alle – de Unge vare ogsaa tilbage, med dem Zarine – 54trindt om det vel besatte Frokostbord, qvægende os med Moer Lottas liflige Ripsviin, og imens debibrertes der om at gaae og blive, og faldt da Resulationen, at det ældre Præstepar bleve der med det samme men min ømme Trinasara havde ikke Hierte til at lade sin Real spise ene, og da han prækede, havde over hundrede Confirmanter at overhøre, og skulde paa Akademiet Kl: 5, kunde han ikke komme til Tøyen til Middag. Om Aftenen lovede hun at bringe os ham, og forlod os. –

Da vi havde spiist tog Fader Pavels og jeg os en liden Titulær-Luur thi virkelig blundede ikke jeg, og han heller ikke, sagde han – I maae ey troe jeg ellers kunde vide det: thi han sad i Graastuen, og jeg laae paa min Kistas Seng. Vi passiarede siden deyligt og stundede paa, Kl: skulde blive 6 – men saa – Intermezzoer hører jo til dette Liv – kom Frue Branddirectrise Heyerdal, og Justitsraad Wexels, som allene skulde været mig – og jeg troer os Alle – velkommen, men som vi, da han ikke var det, ey ugiærne toge Afskeed med da han havde drukket Thee, og gav sin Dame Armen. I veed hvor lidt denne Frue med samt hendes Hr Gemahl hører blandt mine Folk, skiøndt hun virkelig er ret interessant. Saa blev Kl. 6 og halvsyv, og saa kom istæden for det unge Præstepar, en Undskyldning: at der var kommet Forhindring, de kunde ikke komme – og saae jeg min Thrina ey mere den Dag, og Real slet ikke. Men vreed paa ham kan jeg ikke være, da han med al sin Ungdomskraft kan trættes af det uendelige Slæberie som han er alt for god til at slides op af, saa Gud lade det snart endes! Den stø Olsen var ogsaa kommet did, og med ham og Presidenten fik Fader Pavels sig en Lhombre, og vandt, fordi han var syg, sagde han 14 eller 16^rd.

Endelig havde da den i saa mange Aar tause Biltzing skrevet til sine Søstre. Han lever ret lykkelig i sin huslige Stilling, og har en halvanden Aars gl: Datter. Det rørte mig meget efter 4 Aars Forløb at see den Haand igien som jeg før saae saa jævnlig: Og Gud, hvilke 4 Aar!!!

55Kl 9 i Gaar Morges forlode vi vort kiære Tøyen. Hele Byen og Omegnen laae indsvøbt i Taage, men Slæden gleed let over den frosne Jord, skiøndt vi kun saae enkelte Sneeplætter, og de færreste af disse i Veyen. Lidt efter lidt faldt Taagen, og Solen smilte blidt, ikke stoltelig, til den overvundne tilintetgiorde Fiende. Paa Ravnsborg vare vi efter vor Bestemmelse Kl 11 og fandt Hestene parate, og fortsatte Reysen videre, da vi havde afskediget Gutten som skulde bringe vore Heste tilbage. Paa Gillebek var ingen Skyds da vi kom der Kl: 1. Lina skulde have sig lidt Mad, skiøndt Længslen efter Marie seyrede over Madlysten, og havde Hestene været der, skulde den ikke standset os. Vi vare vis paa, Kista havde givet os de pene Smørrebrød med, hun skar til os; men ikke meer Smørrebrød fandtes, end bag paa min Haand. Vi bad da om noget, og fik Brød, Smør og noget steenhaardt Kiød, og vare færdige med hver sit Stykke da Skydsen kom. For disse to Bidder Mad tog Verten saa men 1^rd, omfrem 8ß for en Dram til Aslak. «Tager De ikke feyl?!» spurgte jeg: «1^rd for to Smørrebrød?» «Ja alting er dyrt, svarede han, og man maae tage sig betalt, saa man ikke bliver Fanter». «Men man maae heller ikke giøre andre til Fanter, sagde jeg, betalte min Daler og 8ß og fortsatte gladelig Reysen. Det var fast for varmt, og det mærkedes paa Føret, som alt blev slettere og slettere, og da vi vare komne nedover Paradisbakkerne, gik det bedrøveligt, Fod for Fod, og jo nærmere vi kom Bragness jo bedrøveligere, saa forekom det mig i det mindste, fordi min Længsel tog til som Føret tog af. Men da vi vare over Broen og paa Strømsøesiden, gik det raskere, og Aslak slog paa, og vi saae de velsignede Kastanietræer, der i al sin Vinterdragt vinkede saa venligt til mig, ak, og saa stode begge mine Majaer ved Slæderne da de ikke holdt endnu, og vi vare i hinandens Arme – de havde ikke ventet os saa tidligt; men for tidligt kom vi ikke. Min lille Maja er blevet 56feed, og seer ud som Sundheden og Glæden selv, den stille beskedne Glæde, og mellem disse to elskede Navnesøstre er sød Siæleharmonie saa deres Slægtskab er ikke paa Navnenes Vegne allene. De vare begge, da vi kom, beskiæftigede med at ordne og afpolere Sølvet som i Dag skal bruges; men Lina tog store Majas Plads, og veeg ikke, og viger ikke fra Søsterens Side, og den ældre Maja havde stelt sig saa, at hun kunde sidde temmelig i Roe hos sin Moer Koren. I de Mellemrum hun var borte, spillede jeg Rabus med min kiære Faer Cappelen og den godlidende unge Jørgensen, Cappelens Søstersøn, og Kl 10 gik vi Alle til Hvile, for at sanke Kræfter til denne Dags tunge Byrder. Gud give den var vel forbi! Des sødere skal med Guds Hielp de følgende blive, og saa kommer de andre Barna vore, og saa Dagb. Hefter fra Egersønnen, hvis sidste Brev til min Maja C jeg ogsaa fik til Velkomst i Gaar, og som skulde glædet mig saa, havde jeg ikke seet deri, at den velsignede Syvald har været meget syg. O Gud lade den Bædring, han da var i, være vedblevet, og at han nu maae være fuldkommen frisk!

I kan nok see, mine Dyrebare, paa dette meget I her har faaet, at jeg har god Tiid i Dag, og Maja C liden Tiid. Men nu lakker det ad Toilettiden. Ungerne har jævnt tittet ind til mig, store Maja ogsaa et Par Gange. Men de tænker nu alle paa Pynten, og faaer jeg vel giøre ligesaa. Hu tu tu, kiære Frue! –

Her bliver tilvisse stort Collads, eller som gamle Moer Skramness kalder det, Compagnie i Dag. Over 50 Mennesker.

Har Journalen længe hvilet – nu bliver der da Stof nok, og giid det ey gik mig som Baggesen: «at jeg maatte lade den hvile til jeg fik lidt mindre Stof dertil» – Der er Nella ogsaa –

57Kl 1½ Nella er længe siden borte, og jeg sidder her itrukket min graa Taftes Kiortel og med min pene venlige Majakappe paa. Men jeg sidder i Arrest, da jeg hører Jørgensen, som har sit Værelse uden for mit, er i færd med sin Paaklædning. Derfor, Elskte, faaer I dette atpaa: thi i Stads er man jo saa lidt skikket til de velsignede huslige Sysler. Nu kom Barna mine, og nu Farvel til i Morgen

Mandag 18^de «Gud give, de var paa Dør! De kommer P-d ikke igien i Morgen.» sagde Sal: Jalles naar han havde Fremmede. Egentlig tænkte han det nok kun; men da han stedse tænkte høyt, hørte alle de Fremmede tydeligt dette hans fromme Ønske. Gud skee Lov, at min Tunge er lidt beskednere, og ikke giver Tankerne Tøylen – hvor ofte vilde ellers hiint jalliske Udraab i Gaar brudt frem af min Siæl! Ak, og især ved Bordet, hvor min gode Genius, ^som ellers pleyer staae saa troet ved min Side naar ^man staaer og lader sig tage, reent havde forladt mig. Da Kammerjunker Hauch styrede sin Gang hen til mig, var det ikke langt fra, jeg havde prostituert os Begge ved et Angstskrig. Imidlertiid blev det ved et Suk, som dog var lydeligt nok, kun ikke, Gud skee Lov, for de omkringstaaende Mardamers Øren, som havde for travlt med at ordne sine Slæb og Shawler og sætte sig i ret maleriske Stillinger. Jeg gik da med min Junker, og da Haabet er det sidste, der forlader os, havde ^hørte jeg endnu, alt til min Skiæbne uigienkaldelig var afgiort, det hviske til mig: «du faaer Trøst fra høyre Side» – Jo, jeg tænker det! Der sad Kammerraad Dajon, og saa fremdeles rundt om mig, hvorhen jeg vendte mit Øye, den hele Toldbod. Dajon bemærkede det ogsaa, og ynkede mig som saaledes var faldt iblandt Toldere og – «Syndere» sagde jeg; men lagde hurtigt til: og det ere vi jo desværre, Alle. En stiv (for ikke at lyve og sige en god) Halvtime ventede den hele store Forsamling efter den smukke Mand Hr Scheitlie, med Tilbehør forstaaer sig, og da kom endelig Bud: de kunde ikke have den Ære – Kl 3½ kom vi tilbords. Solen stod høyt paa Himlen; thi saae 58jeg med et D^o lydeligt Suk paa de ildespaaende mange Lys paa Bordet. «Gud forbyde de skulde blive brugte imens vi sad’ her!» sagde jeg, glad ved at kunde sige noget. «Og det skal De ikke bede Gud forbyde; thi her sidder vi min Troe godt» gienmælede Dajon. Hvorpaa mit hele Svar atter var et dybt Suk. Imidlertiid var jeg deylig sulten, og fik deylig Suppe med deylige Kiødboller og saa videre, og var ordentlig husholdrisk med min Appetit for at komme ud med den, tænkte jeg, til Enden. Men den gik til Ende før vi vare ret i Midten af Maaltidet, og Dagen med, og Lysene havde brændt en Stund før Isen kom, og Appetiten tilbage med den. Kl 7 havde vi først vor Friehed igien for saa vidt, at vi kunde gaae og staae og sidde nogenlunde som vi ville. –

Selskabet var egentlig for den unge Hofgaard og den vakre Karen Omsted, hvad jeg nok før har fortalt Eder, troer jeg, og var da den hele fohgaardske og omstedske Familie her. Blandt disse saae jeg for første Gang Brudgommens Moder, Enken Mad: Hofgaard og Datter, Frøken Hofgaard, en rød og hviid tyk feed Frøken, og en svensk Fetter af hende, Gahn, et ungt Menneske med Briller paa, og en yngere Datter af N: G: Omsted, Ambrosia benamset, som man finder smuk – jeg ikke, Maja C ikke – og blandt de øvrige Fremmede den nye Toldscasserer Justitsraad Siegholdt, med sit Ordenskors og sin nesten ubrugbare høyre Arm i Fængsel – og saae jeg her det fameuse Kors med et Slags Velbehag, da det syntes at sige til den for Fædrelandet lemlæstede Arm: «du har ærlig fortiænt mig. Dig er jeg et Hæderstegn» – for Resten kan jeg ikke sige stort om Manden, uden at han drak sit Glas med Smag, og det maae den gamle Kriger giærne. Man under ham det ordentlig saa hierteligt. Hans Kone, en Søster af Læreren Wittrup i Christiania, saae færm og rafineret ud, og behøver det, da 59hun har 8 Børn og deres Kaar nok hidtil har været mislige. Giid de herefter maatte blive desbædre. Deres ældste Datter var her ogsaa, en ganske net Figur, men med et stort mandligt Ansigt og skarpe grove Liniamenter. «Hun kaldte mig en Gaas» sagde min lille Maja før, da vi talte om hende, «fordi jeg sagde jeg holdt mere af Landet end Byen» – Da det var hennes første Samtale med min stille Maja, vidnede det just ikke om Styrke i Conversationstonen. Her var ogsaa, blandt de før Useete, en Frøken Zernicon, hvis Ansigt svarede til det russiske Navn. Hun er i Huset hos Mallings, og skal være en god Pige. Hun gaaer stille og eensom, uden at de andre unge Fruentimmer tager synderlig Deel i hende. Saa er nu Tonen her. Det fremmede Navn skræmmer dem, lader det. Præsten Hofgaards Søn, den blide Sophie Munks Broder, var her ogsaa, og talte meget med mig om min Jes og om Wilhelm, hans fordums Skolekammerader, og om den Sidste med Varme og en heed Taare i Øyet, som qvægede mit Hierte. For Resten var her min raske Lieut: Collet med hans muntre godlidende Kone, hele Bangs Familie og C: Cappelens Hiemmeværende. Til denne Familie hører nu ved et nyt Baand Petronelle, Diderich Cappelens Datter (som for en Tiid siden var her i Huset tilligemed Thanks Datter) og ^som nu er forlovet med C: Cappelens ældste Søn, Michael. Det er en ret vakker og tilgavns pfiffig Pige. Madam Malling, Rørbyes, Frue Mønster, og Diderich Bøyesen – see der har I dem Alle – Doctr Heyberg hører til Ridder Caspars Familie som tilkommende Svigersøn, forstaaer I. Med D: Bøyesen fik jeg kun talt et Par Ord, da han strax efter Bordet kom ind i en Lhomber. Men han lovede at komme hid igien en Dag og fortælle mig om vor Sally. Ham havde jeg umuelig kiendt igien. Hvor tyk og feed og rød han er blevet, og, saa forekom det mig, saa ægte albionsk. Det skiælmske Øye var blevet alvorligt, hans Stemme mit Øre saa fremmet. Men jeg hørte jo ogsaa kun fem sex Ord af ham.

60Da jeg ingensteds kan have det friere end her hos min velsignede Maja, gik jeg tilsengs Kl 11 i al Stilhed, fordi jeg følte det var nødvendigt, om jeg skulde have godt af Dagen i Dag, den jeg i hele Gaar! tænkte paa med Glæde. Men derfor er jeg nu ogsaa saa rask og munter, og min Maja C, som først kom til Hvile Kl 1 og tidlig i Dag blev uroet af sin aarvaagne Hr Gemahl, sidder saa mødig og træt ved min Side, hvad hun efter saadan Trippen og Brydsomhed nok kunde være efter den længste Hvile. Dog føler hun intet til Træthed, da vi kun har Rum for den deylige Tanke: at denne Dag er ganske vor. Lina gik endnu før jeg tilsengs; men Maja blev oppe hos sin anden Moder, som rimeligt var, og ligesom vi nu har det saa godt her, har de kiære Glutter det paa Majas Kammer, som hun kalder sit Himmerige, og hvor hun nu sidder og skriver paa et langt Brev til sin Kista, og Linchen tæt ved hende med sit Strikketøy. Naar vi har spiist, skal vi tage os en lille Hvile, store Maja og jeg, heroppe i hver sin Seng. Den tredie, Lottamoer, staaer som om den ventede paa Dig. Ja giid den ikke ventede forgiæves! Men det veed vi, den giør i disse Dage. Derimod haaber jeg og Maja C, at vor Venten efter noget fra Kbhn i Dag ikke skal være forgiæves, og at maaskee en deylig Pakke kan modtage os efter vor Middagssluren. Gud give det! Ak, det er kun alt for sandt:

«Hvo meget har, han meer attraaer,
Og Ønsket aldrig stille staaer.»

Nu har vi spiist en Fiskesuppe, og den som deylig var, og nu gaaer det zu Bet – God Nat, god roelig Nat!

61Tirsdag 19^de Haabet skuffede os ikke – Vel fandt vi ikke den kiære ventede Pakke strax efter vor qvægende Middagsblund paa det vinkende Caffebord; men da vi sad heroppe igien, jeg skrivende til min Lotta, Maja C: læsende Testamentet, bragte lille Maja et stort Brev, hvis Format vi øyebliklig kiendte. «Jeg er bange, sagde Maja K, at dette Brev ikke er glædeligt, Moer: thi det er Ottesens Haand; og nu kommer de vist ikke, siden han skriver» – Men Moer vidste bædre Beskeed, og see, da laae ved de to velsignede Dagboghefter et Brev fra Barna vore, og i Dag kommer de, og ere vist allerede nu underveys. O hvor mange lykkelige Timer oven paa den kiedelige Søndag, som ved sin Kiedelighed har den Fortiæneste, at vi nu, om mueligt, sætter end større Pris paa vore saa lykkelige Timer.

Men før jeg saae i den kiære Journal at den søde Syvald var rask igien, kunde jeg ikke have rigtig godt af alt det øvrige. Gud skee Lov, I Dyrebare, at I har ham igien! O jeg saae ham som vor Egerven saae ham, slumrende paa Dit Skiød, elskte Katty, og Dit Moderøye med vemodsfuld Glæde heftet paa ham, saae Dig og Din ædle T. mellem Frygt og Haab vente hans Opvaagnen, og Eders Glæde, da han sprang saa rask op, og søgte i Keysers Lomme efter Gotter. Endnu en Gang, Gud skee Lov! og tusind moderlige Tak for hvert Ord i de tætskrevne gedigne Hefter, kiæreste Søn Frederich! som nu min Maja C atter læser igiennem med bædre Andagt, da der var Rabusstøy rundt om hende, og jeg selv, desværre, fortiænte de Skrub jeg fik, da jeg havde læst saa andægtig dog var der Maade med Andagten, og læser jeg nok ogsaa visse Ting om igien i al Ydmygelighed – Nu begynder jeg et langt Brev til min Sally, som flux kommer bort med unge Bang, maaskee i Morgen den Dag –

Jørgensen er reyst til Xstiania. Men Gud skee Lov, vor T: og R: kommer!

62Onsdag 20^de Og de kom Kl 12, da jeg i det mindste endnu ikke ventede dem, men Moer C: allerede mange Gange havde seet ud hver Gang hun hørte Bielder. Jeg havde atter læst et og andet i de kiære Journalhefter, og var just færdig med et Brev til Sally, Maja C skrev til Mad: Heber og Elise Thorsteinson, og vi vare netop færdige da de velsignede Unger kom, den unge Præst styrende sin unge Hustroe. Faer Cappelen havde lovet sig ud til Middag – vi vare alle budne samme Dag jeg kom, men havde undskyldt os, kun Fader C svarede Ja for sig – men nu da han‹s› Thrina hang om hans Hals, gav han flux Afbud. Og saa gik Dagen velsignet, og Aftenen med, og da kom Smaaetupperne lille Maja og Lina, hiem fra et Besøg hos Nella, og vi sad om det runde Bord, som I veed staaer for den sorte Sopha, og snakkede, og kosede os, og spilte alle vore nyelærte Rabusser igiennem, og til Mellemspil giorde den kunstige Præst som kan alting, en Lledløs Mand efter een, Lina havde medbragt fra Borches, som alle vi Børn morede os med – men Kl 10 køyede vi, fordi de kiære Reysende vare trætte – Og nu har min Thrinasara allerede givet mig mit Morgen Kys her ved Skriverpulten, den lille pene Mahogniepult, der altiid hører til den grønne Sahl naar denne er mit Værelse, og det er den altiid og har stedse været, undtagen i Bryllupssviren, og da var jeg fast, syntes jeg, landflygtig, indtil jeg fik orienteret mig i mit nye Hiem. I veed jo, mine Elskelige, hvor meget tillokkende alt Gammelt har for mig. Jeg er ingen Slave af mine Vaner; men de ere mig kiære, og jeg afskediger dem om det ogsaa kun er for en kort Tiid, ikke uden et lille Suk –

Nu har jeg været længe nede, spiist Frokost, og seet paa den Markedsfærsel forbi Vinduerne. Ak, Markedet 1808 var jeg her[.] 63Du var med mig, min nu saa langt borteværende Sally B – O Gud, hvor meget var da anderledes! Men ogsaa som det nu er – hvor mange Mennesker ere saa lykkelige som jeg? O, at Alle vare det!

Og min ædle elskede Maja C er lykkelig, lykkeligere end da – hun har jo nu ogsaa en Søn – og min velsignede Lotta er lykkelig, lykkeligere end da: hun har sin Jørgen igien – Og de Smerter som ligger i dette Mellemrum, ney, ikke skal Mindet om dem forbittre de Glæder, Gud gav os at beholde –

Jeg veed ikke længe noget har rørt mig saa inderligt som Deres Beskrivelse, min elskede Egersøn, om Deres første Møde med den sieldne Frue Jacobi nu efter hendes ligesaa sieldne Mands død. Jeg vilde læse det høyt for min lille Maja; men da jeg kom dertil, at han i en af de sidste Dage famlede efter hen noget, og svarte, da hun spurgte: «hvad søger du om?» «Jeg søger om din Haand for at takke dig for al din Kiærlighed» – da qvalte Graaden min Stemme – men det var søde Vemods – jeg kunde nesten sige Glædestaare. Og et saadant Baand, som i 38 Aar knyttede to ædle Hierter sammen, giorde dem Jorden til Himlen – det skulde Dødens Lee mægte at overskiære? O ved den blotte Tanke maatte alle Livets Baand briste og vort hele Væsen synke sammen i Støv – Ney, det er fast, fast og uopløseligt for Tiid og Evighed – Amen!

Torsdag 21^de Det er ret Markedsgang her, ind og ud strømmer Mennesker, hele Formiddagen især – See saa, der er atter Nedkaldelse –

Det var Diderich Bøyesen, som jeg med hver Gang jeg seer ham holder mere af. Ærligheden lyser af hans gode blaa Øyne –

64Men vi maae tilbage til Gaarsdagen. Da var General Meyer her, og den forrykte Fogden Lind, og mange andre, men kun i Morgenvisit. Til Middag var Fader C og Sønnen hans hos Scheitlie. Saa sadde vi begge Mødre med alle Døttrene vore om et rundt Bord og holdt vort glade Maaltiid; efter det gik Maja C: og Thrinabarnet, som var lidt forkiølet, og jeg, som ikke var forkiølet, og saa toge vi hver sin Seng i Beliggelse her paa min lyse kiære Sahl; men dog kun et Øyeblik – derpaa fulgte Caffen, og er det saa hyggeligt at see min Thrinasara sidde ved Theebordet og skiænke acurat som i fordum Dage – og dog ikke acurat som i fordum Dage – og saa fulgte jeg Lina nu til Borches i en deylig nye Bredslæde, som Fader C: har foræret Barna sine, og kom hiem igien til Theetiid, og Aftenen gik i sød Roe i vort eget Lag. Hr Real listede sig fra sit Selskab, fordi han fandt det ulige bædre i vort, og min Thrinasara var paa sin hvide Hest og fortalte saa mange smaae Geschichter fra gamle Dage, at Søvnen reent forgik Lina, og vi gik først i Seng Kl over 11.

I Dag har som sagt Diderich Bøyesen været her, og Broderen Ulrich, som jeg troede alt var taget herfra, og som er buden hid i Morgen med sin Kone, om de bliver over som han ey vidste. Det er saa hyggeligt at see disse min Sally’s Brødre. Ulrich havde sin lille raske vakre August med, en sand robust Guldbrandsdøl – Alle Barna ere paa Markedet – ney, der er de alt igien, Maja med en peen Kam, Lina med et Par nysselige Handsker, Markedsgaver af vor gode Faer Cappelen. Broder Realf fulgte dem hiem, hans Thrina har nogle Visitter at giøre. I Aften skal den velsignede grønne Ungdom paa Concert, som vi renoncerer paa, Maja C og jeg, men derimod har jeg med Taknemmelighed modtagen Don Pedros Invitation til – Comedie i Morgen aften. «Comedie? Du, Moer Koren! der var du jo ikke i mange Aar»? – Ja, men nu er denne Lyst vaagnet hos mig igien, skiøndt 65vel neppe for mere end denne Gang, da jeg skal see det vakre Stykke: Sandhed har Løn, omringet af saa mange elskelige Væsner.

Fredag 22^de Ja, midt i Tingtiden og stedse faaer min velsignede Koren Tiid tilovers for mig. I gaar fik jeg et kiærligt Brev fra ham, og et glædeligt: thi alt er vel derhiemme, og den gode Skriver vil, tilligemed Jessen sin, møde mig og Lina Paa Tøyen om Onsdagen.

Barna kom sultne og lidt grætne hiem fra Concerten i Aftes, som ikke havde moret dem synderlig. I Dag skal her være et lidet Middagsselskab for Ulrich Bøyesens Skyld. Men min elskede Maja C er slet ikke frisk, og forsøger nu at faae et Øyebliks Hvile heroppe hos mig, om det undes hende. Det er den slemme Gigt, der plager hende. Gud lade den dog ikke saadan forstyrre vort Samværes Glæde og Fred, som den forstyrrede os den paa Hovind. Paa Comedien i Aften faaer vi hende ikke med os, og jeg blev nu ogsaa hellere hiemme, havde jeg ikke saa vist lovet Børnene at følge med dem, og de glædet sig til det, glædet sig til at faae begge Mødrene sine med – og nu vilde blive for mismodige ved ikke at faae nogen af dem.

Løverdag 23^de Her var ingen andre i Gaar end Præsten U: Bøyesen med sin Hustroe; dem jeg begge fandt uforandrede siden jeg sidst saae dem, D: Bøyesen, og Madame Malling. Vi vare alle, Husets Fader og Moder undtagne, paa Comedien, hvor vi, skiøndt vi ikke var blandt de sidste, dog nær ingen Plads havde faaet. Der var propfuldt overalt. Stykket Sandhed har Løn, et net og aldeles kotzebueskt Stykke, gik i det Hele upaaklageligt. Mad: Maren Omsted, Moderen, tildrog sig strax jeg saae hende ved sin Spinderok, min hele Opmærksomhet ved en skuffende Lighed med min Moder (den jeg udenfor Theatret aldrig har opdaget), den hele Dragt, Figur, Bevægelse, især saa længe hun sad ved Rokken, var som jeg skulde seet hende for mine Øyne. Hendes Spil var mere godt end slet. Datteren Molly (en Madam Matzen) var kold som Iis, og hendes Elsker 66Wolgast – Lieut: ^Elias Smith, under al Critigo – men Sønnen Helmuth, Heinz (nu gift med Omsteds Enke) var virkelig saa brav, som jeg ikke havde ventet det, og med en lidt Ynglingsagtigere Figur skulde han ikke ladet mig blevet saa meget tilbage at ønske. Hans Donna derimod, Julie Sendsheim, Madam Poul Lund, beværtede med lutter Kniks og og Complimenter istæden for Hiertelighed og Følelse. Hun har en god Figur, et ganske talende Ansigt, men ingen Anstand, og, som sagt, ingen Hiertelighed. I en af Stykkets skiønneste Scener – Mødet med Helmuth i Dyrehaven – var hun saa reent absurd klædt, at jeg neppe holdt ud at see paa hende. «Gud forbarme sig, hvor gal hun seer ud!» hviskede min Thrina til mig – det var en reen smagløs Maskeradedragt – Hendes Kammerpige, bemeldte Lieut: ^Elias Smiths Kone (forhen Karen Cappelen, Ridder Caspars Datter) var naturlig, naiv, og har et behageligt Organ (hvad de fleste andre manglede) Secretair Schwenzel, Borch, skildte sig godt ved sin lille Spraderolle. Eftertrykkeren Grapselman, Apotheker Stillesen var fortræffelig, var den livagtige Eftertrykker fra Taae til Top som jeg kan tænke mig en saadan Tyveknægt, der desuden her er viist i al sin Fælhed. Han overdrev intet – han var, kort sagt, hverken meer eller mindre end han skulde være. Dog endnu til større Fuldkommenhed udførtes Politie-Commissairens Rolle af Kiøbmand Tornøe, og kunde disse To, troer jeg, være visse paa ethvert Publikums Yndest og Bifald. Seer I, mine Elskede, da jeg saa længe ikke har havt noget saadant at fortælle Eder, maae I tilgive mig denne Vidtløftighed. Ak, langt vidtløftigere vilde jeg blevet, skulde jeg beskrive Eder alle de Scener Erindringen førte forbi min Siæl fra de længstbort svundne Tider. Det sidste Stykke jeg saae, var Dyveke, og det saae jeg i Selskab med Albertine Ørsted (nu Bull) og – min Sara, 1806 – – Min Wilhelm var der ogsaa – O, det var en lykkelig Aften –

Dog, ogsaa nu sad jeg jo godt ved min hulde Thrinasaras Side, og ikke langt fra mig min Marie og Lina. Foran os sad den lille snurrige 67kortvittige Mad: Malling som ved sine høystnaive Spørgsmaal bragte Thrina og mig snart i Forlegenhed, snart i det beste Lune af Verden. Blandt andre af Secretair Schwenzels Gasconader siger han til sin Brud, da hun ytrer Frygt for, hun ikke kan passe i hans Omgangskreds: «O jeg kiender en Pynterske, som kan hefte den fine Verdens Air paa Dem med Knappenaale» – (og det er ikke det sletteste af hvad han siger) «Hm!» sagde lille Maren, «det var pudsigt, hefte Verdens Ære paa sig med Knappenaale!» – Hun vilde havt en Forklaring herover, hvad der da hverken var Tiid eller Sted til, kan I tænke. Hr Niels kom ogsaa hen til os – Ja, naar man maler en vis Mand paa Væggen, staaer han der – Nu er samme Hr Niels nede, og maae altsaa ogsaa jeg ned – Farvel for en Stund!

Søndag 24^de Jeg troede ikke, denne Stund skulde blevet saa lang. Men i fulde to Timer holdt han os jo med Prat, dette forunderlige af alle muelige Modsigelser sammensatte Menneske. Det var første Gang jeg saae ham siden han kom hiem fra Kbhn; men jeg følte intet Kald til at spørge ham om nogen eller noget der, fordi han, for at bruge et af Deres Collegas Udtryk, kiære Søn Fredrich, enten taler i evige Dethyramber, synker ned i et bundløst Svælg af Følelser, eller vaaser – og da er han, sandt at sige, allermorsomst, thi da veed man hvordan man skal forstaae ham. Jeg har holdt paa ham i det længste, og det er sandelig ikke uden Veemod jeg maae opgive ham – som mine fordum saa kiære Engelsmænd –

Der blev han staaende med Kappe paa, vilde ikke gaae og ikke blive, og Bordet var dækket, Barna vore skulde reyse, og ingen Ende tog det. Da han var borte, spiste vi, og min Thrina og Real stege nesten fra Bordet i Slæden, og kom vist ikke tidligt til deres Hiem. Vi gik da herop, min Maja C og jeg, for at fuldende vore Breve som skulde med Posten, til mine elskede Døttre og velærværdige Hr Søn. Wulfsberg var Skyld i, beste Lotta, at Du med det unge Præstepar intet Svar fik paa det kiære muntre Brev de bragte Maja C og mig – men saa fik Du Dagboghefte, Moer mi, istæden.

68Og hvor vi nu sidder deyligt, min velsignede Maja C og jeg! Vi ere ganske ene. Faer siøl reyste i Gaar til Ejdsfoss. Lina og lille Maja ere af Borches budne paa Ball i Aften, og toge derhen tidlig i Morges for først at gaae i Kirken, og begynde Søndagen som det sig bør. De kommer først hiem i Morgen Formiddag. Fatter i Aften. Vi har nu læst mange gamle Breve og Siælebiographier, meest Christiansfeldske. Sandelig, meget deraf er sand Poesie. Midt heri bleve vi for en stund afbrudte ved Forvalter Rørby og Kones Komme i en kort Morgenvisit. I veed jo, mine Gode, at den store føre grovtorganiserede Mad: Rørbye er en Søster af den lille fiintbyggede vakre Frue Faye. Men saa artige og forbindtlige har baade hun og hendes Mand stedse viist sig imod mig, og da jeg ogsaa ved dem dog faaer høre lidt fra min ædle Dichmans ædle Ven, er det mig altiid kiært at see og tale med dem.

Her var stille og underligt i Aftes efter Eder, I dyrebare Bortreyste, og efter Fader Peder. I dette Øyeblik staaer Real vist paa Prækestolen, og maaskee hører hans Thrina ham med dobbeltglad Andagt. Det er saa behageligt at tænke sig sine elskede Fraværende i formodentlige Situationer – Gud skee Lov, vor Moer C er i Dag meget bædre. Hun laae heroppe i Nat, og har lovet at blive min Contubernal, da jeg nu, min Real og Thrina ikke længere ere mine Naboer, var blevet saa ene – Og saa siig nu, om jeg ikke er meer end «saa Gu ganske bra» til at fortælle Eder alting omstændeligt. O men tak mig ikke for det: det er den høyeste Grad af Selvkiærlighed: thi saaledes giennyder og fordobler jeg alle mine smaae og store Glæder ved at meddele – dele dem med Eder.

Mandag 25^de O, hvilken, hvilken Sabatsdag var Gaarsdagen fra Begyndelsen til Enden! O at I Alle kunde deelt den og dens Glæder med min Maja og mig! Hvordan Formiddagen gik, har I hørt – Da vi to Eenslinger havde spiist vor Fuglesuppe og varme Vafler gik vi herop, og lagde os med hver sin Bog paa hver sin Seng – min Maja behøvede Hvile, og sympathiserende med hende i Alt, syntes jeg ogsaa, jeg behøvede den. Uden at vilde det, slumrede jeg ind 69over Begyndelsen at den gyseligskiønne Lear – var jeg kommet længere hen i den, jeg havde neppe sovet – Kl: 3 vare vi igien paa Benene. «Nu gaaer jeg ned og faaer Caffen ind» sagde Maja mi, som aldrig veed hvordan hun skal lave det deyligt nok for sin Moer Koren – og for alle dem, hun elsker – og da jeg kom ned, sad hun ved Caffebordet, og Glæden lyste af hendes Aasyn, og jeg saae strax hvorfra den havde sit Gienskin – thi paa Bordet var noget meer end Caffe, var et Brev og to velsignede Journalhefter fra Egervennen, som ogsaa smilede til mig. Brevet til Maja læste vi sammen; men saa blev der ordentlig en Complimentering imellem os, hvo først skulde gotte sig med disse andre Siælegotter og vandt jeg ved min moderlige Myndighed Seyer, og satte mig med Aviserne selv de fynske – ved Vinduet, medens Maja blev siddende i Sophaen og læste, under enkelte Udraab det første Hefte som da gik i mine Hænder, d^o d^o det andet. Jeg har ingen af de forrige fundet righaltigere end disse – og giid jeg kunde sige Dem, ædle Søn, min Tak som jeg vilde. Dog siges den jo som allerbedst derved: at De veed, hvor den glæder os. Og foruden hvad den bragte os, gav den Haab om mere, som i Dag kan ventes med Postexpressen: et Brev til mig, og Sternbalds Wanderungen, opsendt med Juell, som dog nu absolut maae være ariveret –

Det leed ret paa, at giøre en Tour, skiønt kun paa en Timestiid og neppe det, til Jomfrue Ravert, som endnu er syg, men dog begynder Undervisningen med min Maja i denne Uge – Der var riig Stof til Aftenssamtale da vi igien sad sammen, og ene til Kl: 7, Fader C kom tilbage fra sit Ejdsfoss. Hans Maja læste da for ham hvad hun troede der i den deylige Dagbog meest kunde interessere ham. Siden fik han og jeg en Rabus, og saa gik vi til Roe, og Maja fik Lov af sin Husbond, da vi begge bad saa vakkert, at ligge her oppe; men ret roelig sov hun ikke, og er i Dag ikke fuldt saa brav som i Gaar, men seer ud som selve Sundheden, da hun er bleven deylig feed og rød i Andsigtet. Imidlertiid gaar det Onde med Guds Hielp snart over. En ængstelig Drøm vakte mig i Morges Kl: 6. Jeg saae min Koren besvimet eller død, jeg 70veed ikke om i min Maries eller Saras Arme. Da maatte jeg op, saa nødig jeg end vilde for ikke at vække den da sødtslumrende Maja. Men Anledningen til denne skræksomme Drøm kan jeg dog til min Beroeligelse udlede deels af hvad Maja og jeg i Gaar talte om, deels af den Bevægelse Læsningen af Lear havde sadt mig i. Sandelig, det var som jeg aldrig havde læst den før, i hvor tidt den end, selv i Rosenfeldts usle Oversættelse, har rystet mig – men de Indtryk den nu – jeg læste først Slutningen i Dag – har giort paa mig, vidner om denne foersomske Oversættelses Fortrinlighed, og at den, saa vidt det er mueligt, har beholdt Originalens Aand, hvorfor jeg takker ham af mit i sit Inderste rørte Hierte –

Vi vare alle budne til Rørbyes i Aften, men paa Grund af Moer Cappelens Upasselighed undskyldte vi os, og fordi Børnene i Nat var paa Ball og altsaa tidlig i Aften behøvede Hvile. O ney, saa vil jeg ikke ødsle med den korte kostbare Tiid – og seer I, mine Elskede, saa kan selv – hvad jeg i Vinter tidt sandede – en lille Upasselighed være go aa ha – I Dag foer Hr Peder med Dagsgrye, troer jeg, til Svelvigen, og er vist de 4 Miil frem og tilbage inden Middag –

Tirsdag 26^de Og det var han. Strax efter ham kom Barna hiem fra Borchs. De havde just ikke moret sig synderligt paa Ballet, hvor der var saa mange Mennesker, at der kun faldt saare lidt Dands i hvers Lod, især da der, som fast altiid er Tilfældet, var dobbelt saa mange Dandserinder som Dandsere. En ung Pige, aldeles ukiendt, satte seg hos Marie, og spurgte hende, uden videre Indgang: Om det ikke vilde falde hende tungt at forlade Hovind? «Det vilde det vist; men det tænker jeg ikke paa.» Ikke? da skal dog Deres Odelssag ikke staae paa nogen god Fod. «Jeg haaber det har ingen Fare» – Er De saa vis paa det? Og kunde De ikke leve ligesaa godt et andet Sted, f.E: i Byen? «Neppe. Og i en Bye blev det nu i alle Fald ikke.» Hvem denne næsvise lille Ting var, gad jeg dog vidst, og ønskede Maja havde været lidt mere nysgiærrig. At hun affærdigede hendes ubeskedne Spørgsmaal saa lakoniskt, kunde jeg derimod godt lide.

Lina var saa forgrædt da de kom hiem, og det varede længe, inden 71vi fik Aarsagen til disse Taare at vide. Ved hvert Spørgsmaal fordobledes de. Endelig faldt Marie paa, at det maatte være fordi Aslak paa Hidveyen fra Borches havde talt saa meget om vor Hiemreyse, og den lydelige Graad det lille søde Dyr nu brød ud i, bekræftede hun hadde giættet rigtigt. Det var Tanken om den nær forestaaende Skilsmisse med den elskede Søster der havde tynget saa paa det lille stakkels varme Hierte. Men, som det pleyer gaae i den lykkelige Alder, «hvor Taaren ikke bortjager Mayen fra vor Kind» – da hun efter en lille Hvile kom ned, var hun den muntre Lina igien. I Morgen, maaskee ogsaa i Dag, vil vel atter Skilsmistaarene flyde. Skal jeg sørge eller glæde mig over, at disse mine Tre Gienlevende har saa dyb Følelse for alt, for Sorg og Glæde? – «Og havde de to Bortgangne det ikke?» – Jo, i høy Grad, men de kunde bædre behærske den – Ak Gud, maaskee brast derfor Saras Hierte under sin tause taareløse Angst for mig og Kummer over vort store Tab –

Levede vi blot for denne Verden – ja, da vilde jeg sørge over den letvakte ^og dybe Følelse Gud nedlagte i deres Hierter – men nu ikke: «thi hvad her saaes med Taare høstes hisset med Glæde» – Og i Din Haand, himmelske, kiærlige Fader ere jo de og deres Hierter, og vi Alle –

Postexpressen bragte den kiære ventede Pakke i Gaar til vor Maja C: og et Sønne og et Datterbrev deri til mig. Tak, min gode Frederich, min gode Katty! Jeg besvarer begge med faa Linier i Dag.

Det var et velsignet lille Digt: Marie Smith, fød De Kon‹n›inc, som stod i den Adressavis De sendte os, beste Egerven. Blandt de øvrige Snurrepiberier, som De kaldte det, fandt Frøk. Jessens Digt til Broderen Carl, hvis sande Søster hun maae være, vort høye Bifald. Man seer det er udstrømmet fra hendes fyrige Siæls Allerinderste.

Og nu ere de forbi, de mange glade hastig henilede Dage – paa faa Timer nær forbi – jeg har tilbragt saa sødt, saa gladeligt her, for det meste ved min store Majas Side. Og nu Farvel, kiære lille Pult – nu sidder jeg ikke hastig ved dig igien – Farvel, I Dyrebare Alle her. Min Tak være, at jeg har havt det saa usigelig godt iblandt Eder –

Og hvad der trøster mig over at det nu er forbi: at jeg om faa Uger Seer Eder og har det saa godt igien, har da endnu et Gode til: finder 72mine elskede Egerbørn igien i deres Hiem eller Majasdal, eller begge Stæder – og at jeg nu iler til det velsignede Tøyen, hvor jeg foruden dets ædle Beboere finder min dyrebare Koren og Jes, og samles Torsdag med dem hos min hulde Thrinasara og min sønligelskende Real (værer ogsaa her begge takkede for de barnligkiærlige Hilsener i Gaar til Eders Moer Koren) og finder der endnu det kiære Slotspræstpar – «hvad kan du ønske dig mere paa Jorden, Christiane, end du har?» O alnaadens Gud! kun at det – maatte vedvare! Men skee din Villie!

Tøyen

Fredag 29^de Saa længe hvilede du ikke i lang Tiid, min kiære Dagbog – nesten i tre hele Dage. Men saa skal du ogsaa nu holde for, og lede mine Elskede, mine og dine Elskende tilbage til Strømsøe og Onsdag. Vel giør mit stakkels Hoved Indsigelser mod denne lange Tilbagetour, og alleslags Tourer. Det har engang før i Dag tvunget mig tilsengs, og det lader som det vilde byde Dacapo. Imidlertiid vil vi til vi hører Raabet gaae saa langt vi kan.

Kl. 7 Onsdag Morgen vare vi reysefærdige, Lina og jeg. Linas Øyne vare ikke tørre fra hun aabnede dem. Fader Cappelen kiælede saa ømt for hende, og bad hende endelig snart igien besøge Maja – men des hyppigere bleve Taarene. Vi talte kun alle om den Tiid, vi skulde sees igien, og lille Maja holdt sig kiæk. Gud skee Lov, min Moer C: var meget bædre end de forrige Dage, saa jeg beroeliget kunde forlade hende: Kl 8 kom Skydsen[.] Vor kiære sig altiid selv lige Faer Cappelen, havde giort saa prægtige Foranstaltninger, at vi kom giennem Røgen Sogn og slap saaledes de aldeles bare Paradisbakker og hele Kongeveyen, paa hvilken vi neppe vare komne frem, det saae vi paa det lille Stykke fra Asker Kirke (thi der først kom vi paa Almenveyen) til Ravnsborg. Uagtet Skydsen havde ventet her, som han paastod over Tiden, hvad dog var Usandhed, maatte vi have fat paa vor Rypesteg og Smørrebrød. Lina havde atter grædt, det saae jeg, og maatte troe hvad hun sagde: at hun havde lidt ondt, som det blege lille Fiæs bekræftede. Dog blev hun færm inden vi toge derfra. Man forsikrede Isen var sikker, og 73heller ikke havde vi noget andet Valg, da Kongeveyen var ufremkommelig i Slæde. Da vi toge paa Isen, som var hullet og saae mistænkelig nok ud, bankede mit Hierte en Smule; men med hver en vi mødte, og især med tungere Læs end vi, blev det bædre med mig, og tilsidst var min Frygt aldeles forsvunden. Vi vare neppe halvanden Time paa den 7 Fierdinger lange Vey. Jeg vilde neppe troe Aslak og mine egne Øyne da vi vare lige for Lysager. Vi kiørte heelt omkring Festningen, og toge i Land ved Bryggerne; men jammerligt gik det giennem Gaderne og lige hid. Vort første Spørgsmaal var: om Skriveren og Jes var kommet? men det vare de ikke, og kun vor kiære Lottamoer fandt vi, vor Kista og liden Hanna – thi Presidenten og Sønnen hans vare farne ad Hedemarken til. Hertel havde været her, og var reyst samme Formiddag, hvad der vilde giort mig endnu mere ondt, om det ikke havde været fordi min Koren skulde komme. Alt var vel hiemme, Gud skee Lov, hørte jeg. Lidt efter os kom Krigsasessor Lossius hid – Han var nogle Dage før kommet fra Kbhn – med ham fik jeg Hilsner fra mine kiære Egerbørn, som han samme Dag han reyste havde talt med. Ogsaa laae her et velsignet Brev til mig fra Døttrene mine, men som Kista neppe torde flye mig, da hun havde hørt, lille Syvald var syg, og Brevet var forseglet med sort Lak. Gud skee Lov, det søde Barn, det vidste jeg før, var frisk igien, og her saae jeg det bekræftet, og saae, at alle mine Elskede der nu vare vel. Tak I Gode, for det kiære Brev. Her gienkiendte jeg min Malla igien, og saae hende for mig frisk paa Siæl og Legeme, og saae, hvor glade alle de kiære Barna mine dernede nu vare i hinanden. – Du snurrige Malla, som kalder mig ^Din og Kattys Providerings-Commission. Gud hielpe Jer, stakkels Børn, fik Eders Siæle ikke mere Føde, Eders Legemer ikke mere Kiædelse, end Moer Koren med saa liden Evne som rig Modervillie kan forskaffe Eder – Kl 5 kom min Koren og min Jes. –

Løverdag 30^te Og længere kom jeg ikke i Gaar. Aarsagen siden.

Vi vare da alle hos det kiære unge Præstepar, ^Torsdag, hvor ingen flere var en vi og Pavels med Hustroe og Børn. Hvor godt havde vi de saaledes unter uns 74hos den elskelige Vert og Vertinde i det pene hyggelige Hiem, hvor alt seer saa venligt indbydende ud. Kun mit slemme misundelige Hoved giorde nogle Smaaestreger i min Regning. Ogsaa mit kiære Thrinabarn var lidt upasselig, som hun troede efter et Giæstebud hun Dagen før var i hos gamle Biskop Lumholz, hvor hun havde spiist noget, hun ikke taalte. Slotspræsten, som samme Dag var buden til Major Juel, maatte om Aftenen did for at complettere et Boston Partie. Ved Sang og fortroelig Snak og lidt Rabus, gik Dagen deyligt og Aftenen med – Jo det er sandt, min lille gode Zarine var der ogsaa. Men da jeg tog hiem, var jeg saa syg, og hele Natten, og det meste af Gaarsdagen, som I har seet.

Hvad der i Aftes afbrød mig, var unge Jørgensens Komme. Han skulde ogsaa Dagen før været hos Ottesens, men havde ey Tiid. Da han nu var saa snild og kom hid, vilde jeg giærne prate lidt med ham. Jeg lider ham alt bædre og bædre. Vi skulde just taget fat paa de nyemodens Rabusser, da blev her Allarm i Leyren. Capitain W: Giedde og hans unge Kone kom for at logere her nogle Dage. Her maatte da giøres en lille Omranggering.Omranggering] rettet fra: Omrag ved overskriving Det er en tækkelig lille Kone, ikke smuk, heller ikke, troer jeg ganske ung, og efter al Formodning en gammel Kiæreste. I det mindste har de vist været kiendt fra ældre Tider. Nu tog Presidenten til Byen, med ham Captajnen. Seer I, mine Elskede, saa ganske efter vor Kogebog er dette just ikke, da vi dog nu ey kan have det saa hiemmeligt godt som naar vi vare ene. I Morgen skal her være Selskab. Jeg tror dog ikke de bliver længere endt til Mandag. Arme Mennesker, de vil faae en besværlig Tour i dette Føre til Thrundhiem –

 Jeg maae nu nytte Tiden, og faae skrevet til Kbhn med Lossius, og til London med unge Horster som paa Mandag reyser herfra did. Ogsaa Lossius reyser Mandag, troer jeg. I Gaar rablede jeg nogle Linier til min elskede Maja C – ogsaa lille Maja maae have lidt i Dag; og saa har jeg det travlt som I seer paa alle Sæt og Viis. Min hulde Lotta laver det saa godt for mig, at jeg har ^alden Friehed mueligt er – men som naar vi ere ene kan det dog umueligt være. Men maae vi ikke finde os i langt større Ubeqvæmheder i dette Liv? Alt hvad vi kan er sukkende at sige: «Det behager os ikke!»

75Søndag 31^te Uendelig meget vinder den gode Julie Giedde ved at blive nærmere kiendt. Det er et huldt qvindeligt Væsen med en dannet Forstand. At hun er en Beslægtet af den ædle Digter, det sande store Menneske Kleist (hun er en Kleist) seer I, giver hender end mere Interesse for mit Hierte, som denne Vaarens liflige Sanger allerede tidlig i min Vaar giorde et saa dybt Indtryk paa – Og lykkelig vil den brave mandige Wilhelm vist giøre hende som hun ham. Det er et i alle Dele passende Par.

De skal nu begge ned til Byen i Visitter i Formiddag, da de i Morgen tidlig fortsætter Reysen.

I Aftes var Major Auber her, og fik alle Herrene sig en Lhombre – min Koren krympede sig som Katten i Kakkelovnen; men Puus fik taale det – han maatte være fierde Mand. Da de ikke fikk Beterne ud før efter Bordet, gik vi Fruentimmer smukt i Seng og lode dem sidde. Stakkels min Kista er saa ussel i sine Tænder, og har nu saa meget at gaae og stelle med. Lina klager sig ogsaa, og den ene lille Kind er ganske ophovnet. Jeg tier med mit Hovedonde, som i Dag fra og til sætter min Taalmodighed paa Prøve. Maatte det kun blive taaleligt i Dag over. Her kommer saa mange, eller dog Nogle, som jeg glæder mig hiertelig i. Men dem skal I selv udfinde, naar jeg i Morgen giør Eder Regnskab for hvem her har været.

Min Koren, som reyser i Morgen, sidder hos mig og skriver til sin kiære lille Maja. Hun fik intet fra mig i Gaar, da Posten først gaaer Tirsdag. Koren vilde reyst i Dag, men lille Frue Julie bad ham saa venligt, ikke at afstaae hendes første Bøn, at han blev, og blev giærne – jeg vil dog haabe ikke for hendes Skyld allene –

Med 7 Sorger og Bedrøvelser har jeg faaet mine Kbhns Breve færdige, men intet endnu til Sally. Gud veed, om det gode Barn faaer noget denne Gang. Det seer tvivlsomt ud – thi snart lakker det mod Middag, og Fruen sidder endnu i sin hele Morgendragt.

Hvor stygt dette er skrevet, op ad Bakken, som gik det opover Egeberg. Men det kommer af, at Skriveren min sidder her, og jeg paa Skraae lige for ham, og Sneen blænder mig, og Hovedet – byder mig sige Eder Farvel – og lagde sig hellere til Hvile end hengav sig Toilettet –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.