1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> May | Bokselskap

Dagbok 1811

av Christiane Koren

May

Ved din komme Jorden fryder sig
Hulde May! og tusind Hymner
                                        Hylde dig.

Onsdag 1ste Ja, ønskeligere kunde den deylige Maaned ikke begynde. En sagte Regn falder mildt og trøstende paa den kolde Jord. Min vakre Forgaard, for 8 Dage siden ganske bedækket med Snee, grønnes allerede.

Jeg havde saa travlt i Nat med at trække sorte Pærler, som Korens Moder havde givet mig, og hvori jeg vilde have anbragt hendes Navn. Det er jo kun de hvide Pærler der betyde Taare?

Har Novalis Ret i, at vi ældedes tidligere, om Drømme ikke var, saa maae min Alderdom endnu være langt borte: thi aldrig saa snart lukker jeg Øynene, før den ene underlige Scene afløses af en endnu underligere. Dog her fristes jeg til at lade Novalis være mine Tankers og Følelsers Tolk: «Mich dünkt der Traum eine Schützgewehr gegen die Regelmassigkeit und Gewöhnlichkeit des Lebens, eine freye Erholung der gebundenen Phantasie, wo sie alle Bilder des Lebens durch einander wirft, und die beständige Ernsthaftigkeit des erwachsenen Menschen durch ein fröhliches Kinderspiel unterbricht. Ohne die Traume würden wir gewiss früher alt; und 105so kann man den Traum, wenn auch nicht als unmittelbar von oben gegeben, doch als einen göttliche Mitgabe eine freundlichen Begleiter auf der Wallfahrt zum heiligen Grabe betrachten.» – Det forekommer mig, nu jeg udskriver dette deylige Sted af denne ædle, saa tidlig til sin egentlige Verden bortvandrede Digter, som om jeg før har anført det her i disse Blade. I saa Fald er det da ikke den første Gientagelse I har maattet tage til takke med. Og kunde der endnu siges saa meget til Forsvar for dem alle, som for denne.

I dette Øyeblik var den gode Fabritius her, for at tage Afskeed, for hvor lang Tiid veed Gud. Det tænkte han ikke paa, da han i Gaar gik herfra, og lovede at komme igien paa Søndag at spille Kegler. Han faaer nu maaskee andet at bestille, og andre Kugler at kaste med. I Morges fik han Ordre at begive sig til Land, hvor hans Station er, og kommer formodentlig derfra til Vestkanten for at holde Engelsmanden fra Kysterne. Kl 11 i Morgen Formiddag skulde han være paa Bestemmelsesstædet. At dette, skiønt han reyser hele Natten, fast er en Umuelighed i sligt Føre og endogsaa uden Forbud, vil dog maaskee Vedkommende ikke indsee. De arme Melitaire har dog mindst af alle Jordens Sønner noget blivende Sted, ikke at tale om det mislige Forhold mellem deres Udgifter og Indtægter. Jeg gientager, hvad jeg nu nyelig skrev til min Lotta: «Gud skee Lov at vore Gutter kan blive i Roe ved deres Ploug og Harv!»

I Morgen gaaer en stoer, nu allerede færdig Pakke til Byen, med Bøger til Fader Pavels og tre smaae Brevunger til Lotta, Thrinasara, og lille Maja, item min Thrinas nu fuldskrevne Værsebog –

Torsdag 2den «Atter Svedskesuppe!» siger Presidenten. Hvad han siger mere er lidt uhøvisk, derfor siger jeg det ikke. Atter Vinter! Hele Jorden bedækket med Snee, som endnu falder saa jævnt og tæt som om det var i Februari. Dog er det vel godt, at det kolde kommer ned, og kan vi snarere haabe stadig mild, varm Luft. I Forgaars skal det have tordnet. Jeg hørte det ikke. Det betyder et godt Aar, siger man.

Med Posten i Dag har jeg skrevet til den agtværdige Provstinde Ottosen. Det skulde kun blevet nogle Linier, troede jeg, for at bede hende saa vakkert skaffe mig nogle Igler; men det blev et ordentligt Brev, og det ikke saa kort endda. Jeg kom til at tale om Barna vore, saa begriber I nok, hvorfor det ikke blev kort.

106Fredag 3die «I Aften er det ikke værdt at tænde Lys. Jeg strikker nok, skiøndt Maanen just ikke som i Aftes skinner klar og feyr (et gangbart Udtryk i de fordums berygtede skotske Ballader) for, faaer vi først Lys ind, sidder jeg over Tiden, og nu vil jeg holde mit Hoved i det gode Lune det hele Dagen har været, og stande op betimelig i Morgen» – Morgen-, men ikke Aften-Manden, ‹j› Koren, bifaldt det af Hiertet, da i det samme Lunde kom ind med Postvædsken, som jeg neppe øynede, før jeg af alle Kræfter raabte Lys! Lys! – Inden det kom, havde Lunde allerede (han maae have Katteøyne) sorteret Brevene, og paa min Part faldt 3 hvoraf det ene, Dagbogheftet, nok kan regnes for 3 Gange 3 – Men dette maatte jeg love min Koren, ikke engang at see paa, før i Morgen. Det faldt tungt for Kiød og Blod, men det var mig høyst hærligt; thi tog jeg blot Majabrevet ud af den deylige store Convolut, og læste det, og det lille Majabrev, og det sønlig kiærlige Klagebrev fra Bergh. Hans dyrebare Colbiørnsen er ikke mere; han er nu samlet til sin Siæls Forvandte, min Sara og Vilhelm, hvis Tab han begræd uden her at have kiendt dem. Mindst troede jeg da, han saa hastig skulde følge dem til det eviglyse Hiem – Arme Moder og Søster! og Du, min stakkels unge Ven, som i denne elskelige Yngling tabte saa meget! Mit Hierte bløder med og for Eder, og mine Taare skiuler mig nu hvad jeg skriver – En glad Nyehed meldte det kiære Brev: at min gode Adam har faaet sig en Datter, som med Moderen befinder sig vel. Ja, «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe» – Brev og Pakke fra Ø: til mig skal for meer end 14 Dage siden være opsendt. Gud veed, hvor det vanker omkring – Og nu de kiære ømhedaandende Majabreve! Hvor skulde de fra Begyndelsen til Enden qvæget mit Hierte, var det kun ikke blevet ængstet ved at see, at den fatale Hævelse endnu ikke har forladt Dig ganske, dyrebare Maja C, og, hvad der især ængster mig, at den trækker sig til Dine Øyne. Er der da ingen Maade at fordrive den? O, gav Gud os dog snart Aarstidens rene, blide Luft, af den haaber jeg mere end af alle Læger. Gud skee Lov, at Du er smertefrie – kunde jeg dog selv see Dig! o hvi kan jeg det ikke? Dette Føre giør det nesten til Umuelighed, og ene det kan holde mig tilbage – Men før jeg nu tør gaae videre her, maae jeg have min Post færdig til i Morgen. Den bliver ikke liden, skiøndt ey alle de deylige og sørgelige Ting bliver besvarede.

107Løverdag 4de Lad nu nogen komme og sige, jeg ikke veed hvad Selvfornægtelse er. Mit første Morgenarbeyde da jeg kom herind i Gaar, var – «ih, det begriber vi nok: at tage fat paa Sønnens Dagboghefte.» Min første Tanke var det rigtig nok, men hvor var saa Selvfornægtelsen, jeg skræpper af? Ney, jeg skrev, før jeg tog det i Haanden, et langt Brev til min gode Gina Broch i Nannestad, for at give hende alle de Raad jeg vidste for Brystbyld, hvis ulidelige Smerter jeg kiender af Erfaring, og al den Trøst der ved saadanne Leyligheder kan gives. Saa satte jeg mig i Sophaen med en roelig Samvittighed, og læste med Gammen de mange morsomme Geschichter om Thestrup og Holberg, der altiid laae i Haar paa hinanden. En af disse fornøyede mig især. Thestrup (som Holberg havde ladet den, der giorde Træesnit til hans Niels Klim tage Model af til Martianeren) befalte i sin sidste Villie, at alle de Studenter som bar og fulgte ham til Graven, skulde have Alongeperuqver paa: thi sørgede Holberg for, at de alleryngste, smækreste Studenter bleve valgte til Bortbærelse og Følge, og at disse allesammen bleve forsynede med de mægtigste Alongeperuqver som vare at faae. Da nu Toget gik for sig, sagde han: «See nu har Thestrups Abekat faaet Unger.» – Men hvad der var mig mere, end alle Anecdoter, var at see, lille Syvald havde været med sine Forældre hiin deylige Aften hos Sverdrups, hvor bemeldte Anecdoter bleve fortalte, og at jeg altsaa veed ham frisk og rask, hvad jeg begyndte at frygte han ikke var, fordi jeg i saa lang Tiid intet har hørt fra Eder, elskede Døttrene mine. Saa længe lode I sielden Eders Moer Koren vente forgiæves; og havde jeg ikke imidlertiid hørt om Eder (eller seet) i den saa usigelig kiære Dagbog, da vilde jeg været overmaade uroelig.

At Øhlenschläger var blevet lykkelig Fader til en Datter (der skal hedde Charlotte efter Frue Schimmelman, hvad jeg havde forudsagt) saae jeg af i Berghs Brev, men først i Journalen, at han, for ikke at tilstaae, han hellere vilde havt en Søn først, giver det den Vending: «Det er godt, den første er en Pige. Hun kan snarere udvikle sig og gaae Moderen tilhaande, og kan siden pleye og giøre Nar af de smaae Hanser, som ventes efter» – Og saaledes, siger Journalisten, veed Digteren at see alt fra den lyse Side. Var jeg trættekiær, min Hr Søn, kunde jeg nok spørge: hvad De her mener med den lyse Side? og hvorfor en Datter ikke virkelig kunde være saa velkommen som en Søn? Ja, jeg havde Anledning til at føre dobbelt Anke 108over Dem. Men nu skal af moderlig Huldhed min hele Straf bestaae i, at lade Digteren udfinde, hvori den dobbelte Anke bestod –

Endskiøndt jeg nu veed, mine Elskede, at ikke Een iblandt Eder vil sige: «Det er en snurrig Maade at holde Dagbog paa, at udskrive en anden» – saa siger min ømme Samvittighed mig dog, at jeg for denne Gang ikke mere bør smykke mig med laante Fiedre.

Da jeg nu havde Dagbogen expideret, og var i Beraad med, hvilket af de kiære Breve jeg først skulde tage fat paa til Besvarelse, faldt det mig ind at den syge Frue Jessen i Schien længe havde ventet efter Brev fra mig (I lægger vist Mærke til, at min Samvittighed er bleven forskrækkelig aarvaagen paa en Tiid) thi satte jeg mig strax hen at afbetale denne min allerældste Gield. Før det var ganske afgiort – Renterne vare stegne, seer I – kom Lina, det var hendes Læsetime, og neppe havde vi ret begyndt, saa kom Jomfrue Krefting fra Hurdalen, dog sidst fra Gislevold, hvor den stakkels syge Pige havde været for at consulere Walbohm. Alt hvad jeg fik færdigt med Dagsposten, var da kun bemeldte Brev til Frue Jessen, og et lille Do til Barna paa Festningen med Journalheftet – alt for lidet til Giengield for min gode Pavels’s lange Brev – Kl. 8 reyste den tækkelige Lise Krefting, altsaa for en Time siden. Jeg vilde giærne hun skulde hvilet sig længere ud, eller blevet her til hun var frisk; men hun kunde ikke.

En Deel af denne og det meste af Morgendagen har jeg tænkt at kose mig med at besvare de kiære Breve, og hvem veed, om jeg ikke inden Aften (vi venter et Bud hiem fra Byen) kan faae endnu mere saadant kiært forsagt Arbeyde? Jeg synes det ahner mig, og nu er det længe siden jeg havde nogen Ahnelse.

Søndag 5te Tak være Dig, elskede Lotta! Du opfyldte min Ahnelse i fuldeste Maade. Hvilket et velsignet langt Brev, alle dets Bilager fraregnede. Og saa kan vi da nu fast daglig vente vor kiære President, der slet ikke vil være, det er: ikke hedde en god Mand, og hans og Din og vor baade kiære og gode Jørgen. Og saa veed jeg nu ganske hvordan Du har det, og hvor vaarligt det er paa Dit Tøyen. Det var ret et Dagbogbrev som ikke lod noget Spørgsmaal fra mit Inderste blive ubesvaret. Saadan er det at begynde sine Breve i Tide, min Lotta. «Gak du hen og giør ligesaa, Moer mi!», siger Du nok. Og det har jeg ogsaa i Sinde. Men 109jeg maae dog først giøre Rede for hvad jeg mere fik fra med Byebudet, og hvad jeg ikke fik. Jeg fik en Pakke Bøger tilbage fra min Maja C med et lille Addresbrev, og en Do fra Fader Pavels uden videre – Da Jess kom ind med disse Pakker, var jeg saa vis paa, at een af dem maatte være den saa længe ventede fra Øhlenschläger, og jeg tilstaaer Eder, mine Dyrebare, jeg blev ret mismodig over atter at see mit Haab skuffet – det var da det, jeg ikke fik. Munthe skal komme her i Dag, hører jeg. Han kunde ret være hiemme i dette Uføre, saa blev stakkels Faer Mørk, der ikke er begavet med saadan Reyselyst som Sogneherren, ogsaa hiemme i Roe. At vi for seen Middag etc, kommer herved slet ikke i Betragtning.

Aften Munthe betænkte sig, og kom ikke. Faer Mørk holdt sin Fropræken som han kalder det, her før han gik i Høymessen, og fortalte han havde skrevet til sin kiære Marie, hvad vist ikke vil glæde hende lidet. Jeg har skrevet nesten 3 Sider til Søn Frederich, og siden paa mine tarentiske Brødre, og spadseret i Haven, hvor min Koren poder og har mangehaande Sysler, nogle af de kiæreste han veed i dette Liv. Lina og Kaja ere hans glade Haandlangere. Med Brevskrivningen har det ikke vilde gaaet saa fort som det pleyer. Koren var i Kirken.

Erindrer jeg ret, er det vor gode Presidents Geburtsdag i Dag, hans 60de. Gud lade ham endnu mange A‹…› Aar glæde sig med sin Lotta og Jørgen, og os alle som han elsker og som elsker ham!

Tirsdag 7de Ja, Gud høre det! skiøndt det først er den 15de Fødselsdagen er, kan Ønsket giælde og giælder for alle Dage i Aaret –

Vi havde netop køyet i Søndags, da blev her Larm i det hele Huus. «Du skal see sagde jeg til min Koren, det er Presidenten, den Nicodemit, som er kommet» – og saa var det, ham og hans Jørgen var det, som vare tagne seent fra Hiemmet og kunde altsaa, især i dette Føre, ikke være her tidligere. Min Koren stod op og gik ned til de kiære Komne, Hertel, Jess og Jomfrue Maren vare alt paa Benene; men jeg som stolede paa, at Presidenteren er hvad han ikke vil hedde (det er det Modsatte med saa Mange) blev smukt liggende, da jeg nødig vilde sætte mit Hoved – som let er stødt for Hovedet – paa Prøve. Ordren til alle Høytideligheders Iagttagelse gav jeg der jeg laae, vis paa, de bleve nøye efterkommet. Da jeg kom ned i Gaar Morges, fandt jeg Lawsonmand i sin Nattrøye paa Sophaen 110i godt Prat med Fetteren sin. Undskyldninger for jeg ikke var staaet op da han kom, vilde han kun kaldt «Luxus og Overflødighed», derfor lod jeg det beroe med et: Velkommen, kiære President! og et Kys; men et endnu hierteligere Kys og Velkommen fik hans Jørgen, som jeg saa inderlig, men vemodig glad saae igien paa det, da han sidst forlod det saa fuldkommen lykkelige Hovind – Mangen tung Dag er siden hengleden over vore Hoveder – – For alt det Deylige den kiære Fetter og Fettersøn bragte mig! Atter et Brev fra Lotta mi, og et fra min Maja C med 12 Nummere af Sandsigeren; og gamle Thomas Bruns Sildinger, og til syvende og sidst Claus Frimans Panthea, som jeg endogsaa fik til Forærings af den galante, men ikke gode, President, og læste flux paa Stand høyt, da jeg havde faaet mine Briller paa, for det hele ærede Selskab. Det har malerisk skiønne Stæder – ingen af dem alle foretrækker jeg dog Strophen til vor tabte, evigbegrædte Christian:

Og Christian! Du favre Tvilling-Stiærne,
Som tindrer hist med nu fornyet Glands,
Hver Normands Bøn du hørte før saa giærne,
Tag, Pollux! tag vor taarevædte Krands!

Jeg havde kanskee sadt et andet Ord istæden for Tvillingstiærne og Pollux – Men lad nu den Fugl flyve! At ogsaa min gamle Wilse er nævnt iblandt de som mene og har meent Norge det ærligt, har ret glædet mig. Var han end ikke Norges Viismand var han dets enthusiastiske Ven paa sit Viis, det veed jeg. Der er ellers, finder jeg, noget stivt i Tonefaldet, som dog mange Stæder blot ved Ordenes Omsætning kunde forandres, f:E: «I hver en Nordmand finde skal du Broder» Klang det ikke bædre: Du i hver Nordmand finde skal en Broder-? – Dog, jeg formaster mig ikke til at gaae i Rette med Hornelens Sanger. Ogsaa læste Presidenten et meget interessant Brev fra Digteren til ham, hvem han først sendte sin vakre Datter for at fremstille hende og føre hende ind i Verden –

Kl: 8 forlode de os, Fader og Søn, for at fortsætte Veyen til Hedemarken hvorfra den Første kommer snart tilbage, men den Sidste bliver Varaanden (som ikke er Vestenvinden) over, og lovede da at blive længere paa sit gamle kiære Hovind paa Tilbagetouren. Faderen bad jeg ikke herom, for jeg vidste forud hans Svar; men naar han kommer, giør jeg dog nok Forsøget. Hertel, som havde Forretninger i Ejdsvold, fulgte dem til Værket der, hvor de spiste Middag, og kom altsaa vist ikke tidlig til deres Tønsager –

111Det meste af Gaarsdagen gik til Brevskrivning, og nu gik Pakken med et Bud herfra til Byen. I den var tvende til begge Majaerne mine, et til min Lotta (og stræbte jeg at maale Skiæppen med knuget og toppet Maal som hun havde maalt til mig) og endelig endnu en Epistel til min elskede Egersøn med Tak for alle de Glæder han ogsaa ved sit Ophold i Kbhn middel- og umiddelbar har skiænket mig. Item gik min Thekla til Jomfrue Ravert. Ja, det har jeg jo ikke sagt Eder, mine Elskede, at lille Maja i sit Brev siger, hun ønskede at blive længere, end først var bestemt, for at komme saa vidt mueligt i hvad hun skal lære, da det gaaer saa godt. Hendes ædle moderlige Vertinde ønsker det samme i Forening med Jomfr: Ravert, som holder saa meget af sin Elev, kan ikke fuldrose hendes Fliid (det er vor Maja Cs Ord) og finder det var Synd hun saa snart skulde holde op. Det har fra Begyndelsen ogsaa været mit Ønske; men saa længe ingen anden yttrede det, taug jeg. At hendes Fader og jeg samtykker med Glæde, begriber I nok. Jeg troede at faae en haard Striid herom med Lina, men hun finder sig ganske godt i det, og siger: «Naar nu Maria mi har lært saa godt, saa kan hun siden lære mig og Kaja» – denne Forestilling, og Haabet om at besøge og see hende her engang i denne Tiid, har aldeles beroeliget hende. To Ting holdt mig fornemmelig fra at ytre mit Ønske, og det var først Frygt for, Marie skulde længes for meget efter alle dem hendes Hierte her hænger saa ved, og andet, at det skulde blive Uleylighed for Cappelens, naar de tager til Majadalen. Men paa sin sedvanlige Maade har min M: C: giort mig det saa tydeligt som at to og tre er fem, at det ikke kan blive Tilfældet, da lille Maja hver Løverdag kan kiøre ud, og hver Mandag ind igien med Fader Cappelen. Ja, hvad skal jeg sige mere herom? Jeg siger Intet, fordi jeg ikke kan sige Alt –

Onsdag 8de Jeg har nu læst de 12 Nummere af Sandsigeren, hvori jeg saa ganske og med Fornøyelse gienkiender min gamle brave Tilskuer. Ogsaa Bruns Sildinger har jeg løbet igiennem, og finder dem som hans Tidlinger (det jeg kiender af dem) byde mig reent imod. At meget kun er rimet Vaas vil jeg ikke engang tale om, og kan bære over med al Inkorekthed, og smile over, at Oldingen har beholdt sin Ynglings og Manddoms Yndlingssmag (var denne reen og puur vilde dette giort mig Digteren og Digtene dobbelt kiære) men at 112han i med den letsindigste Drengekaadhed blander de helligste Ting ind i sine flaue Drikkeviser, ney, det kan jeg ikke tilgive ham. Kun et eneste Sted vil jeg anføre til Beviis paa, jeg ikke dømmer for strængt. I et Brev til en Frue D – siger han:

«Veninde, ney, den Gang vor Herre ikke
Anhøre vilde Deres Bøn;
Det var bestemt, jeg Kalken skulde drikke,
Skiøndt langfra ey saa beedsk, som den, hans Søn
Har maattet før i Jødeland udstikke» –

Og af slige Stæder er der mange; men var det blot dette ene, vilde det være nok til at harmes og endnu mere ynkes over, at en Pen, som kunde frembringe «Ynglinger her» saaledes vanhelliges. At jeg nyelig havde bortlagt min kiære Sandsiger, hvis Forfatter har helliget sit hele Liv til at tale Dydens Sag, og at Grundtvigs blide, den reneste Christendom aandende Sang (i det sidste Nummer) endnu gienlød i mit Hierte, bidrog endnu mere til at sætte Contrasten i det rette Lys, som var jeg kommet ind fra den rene Luft, det blideste Stiærneskin i et qvalmt Værelse, oplyst af en ildelugtende Tranlampe.

Torsdag 9de Jeg havde sadt mig her – vi havde nyelig spiist – i Sophaen med min Tilskuer, da lille Kaja kom i sin sædvanlige Fart, og sagde: «Jomfruerne fra Gierdrum er inde» – De vare spadserede hid, lille Ragna, Jomfr: Horster og Jomfr: Bierregaard, og bliver her nok i Morgen over. Hvor længe det er, siden jeg saae nogen derfra, kan jeg bedst see paa Ragna, som er blevet et halvt Hoved høyere siden. Disse hastig opskydende Planter ere Livets rigtigste Timevisere, de stærkeste Varsler om Tidens Flugt. Nu gaaer hun til Confirmation, og det er som det var i Gaar jeg bar den 3 Aars gl Glut paa mine Arme. Chrystie havde fulgt med dem, om han ikke skulde præket i Morgen. Maaskee er han saa snild, og kommer efter for at følge dem hiem.

Jeg saae i de sidste Aviser et Dødsfald, som giorde mig inderlig ondt. Professor Krohg i Trondhiem har mistet sin ældste Datter, 10 Aar gammel, Faderens og Moderens, men for alt Bedstemoderens, gamle Frue Krohgs, Øyesteen. Ak, hvordan mon det unge, i Lykkens Arme opdæggede Par bærer dette deres første, store Tab! Gud give dem Kraft – dem og den værdige gamle Moder. Den kan kun komme heroven fra.

113Bededagen Ney, jeg skal aldrig mere stirre saaledes ved Lys som i Aftes, da jeg ikke vilde lade noget Brev af de mange Posten bragte mig, blive ulæst. I Morges vaagnede jeg med tungt Hoved, og lagde mig, da Kl ikke var 5, atter til Roe, i Haab om det skulde blive bædre, men det var det samme Kl 6 da jeg stod op, og er endnu det samme. Ikke desmindre har jeg holdt min Morgenandagt med et glad Hierte (og det veed jeg, er vor kiærlige Fader et velbehageligt Offer) med den kiære Sønnedagbog, som jeg saa forundret som fornøyet modtog, da jeg ingen ventede denne Post. Jo almindeligere det er at see Løfter uopfyldte, jo behageligere overraskes man ved at see mere holdt, end der er lovet. Her seer jeg da atter, at mine elskede Døttre ere friske, Syval i form, alting vel. De spadserer, de spiser Oxesteg og Pandekage med deres Egerbroder, de har det, Gud skee Lov, nok saa deyligt, men – til deres Moer Koren skriver de ikke, de slemme Unger. Men de lever vel i deres lille hulde Kreds, og det faaer, og skal være mig nok.

At Dine Øyne er bædre, elskede Maja C:, saae jeg strax paa den pene smaae Skrift, og takkede Gud. Men denne kiære kiendte Haand kan jeg læse i halv Mørke, altsaa er ikke det kiære lange Brev Skyld i min Hovedpine i Dag. Poppenheim har den meste Skyld heri: thi hun havde skrevet saa smaat og med saa blegt Blæk, og dog saa morsomt, at jeg holdt Brevet tæt til Lyset bag Skiærmen, for at faae det til Livs. Nella havde ogsaa lagt i Veyen paa tre fulde Sider. Hun tænker nok som saa, at det nu bliver længe inden hun skriver igien (da hun venter sin Nedkomst sidst i denne Maaned) og giid hun da maae være dobbelt saa glad, som hun nu allerede er i Haabet om den ventede Moderfryd – Det fierde Brev var fra Bergh, kun en Comission (den jeg giærne opfylder) i nogle faa Linier. Min lille Maja havde skrevet lidt paa sin gode Moders Brev, min lykkelige elskede Maja!

Omfrem disse, fik jeg med Bybud et vennehuldt Brev fra min Lotta og et do fra min Kista. Men den sørgelige Fortælling om min gamle troefaste Postmester Messels Søn, Frederich, giorde mig saa hiertelig bedrøvet. Det arme unge Menneske (han er Søemand) kommer nu efter 4 Aars Fraværelse (i hvilket han kun har havt to breve fra Norge) og 15 Maaneders Fangenskab i Engeland, hvor han har udstaaet utroeligt ondt, kommer da nu endelig til Fødestædet, ulige hielpeløsere, end han forlod det og haaber 114der at finde Erstatning for sine lange Lidelser. Ak, og finder nu sin Moder fraværende, sin hele Familie adsplittet, ingen eneste af sine forrige Forbindelser skaanetskaanet] rettet fra: skaanede ved overskriving af Dødens eller Tidens Haand, selv ikke den helligste – og dette Stød bringer alle de andre i Forglæmmelse, eller rettere, alle forene sig i dette for at kun se hans Hierte med et. Hans, nesten fra Barndommen forlovede, en Jomfrue Meyer, finder han nu som Kiøbmand Egers Kone, og snart Moder. Arme, arme Frek (saa kaldte Faderen ham alltiid) du er ret udsøgt som et Maal for alle Skiæbnens bittreste Pile. Ikke Dine Taare allene, elskede Lotta, og Dine, min ømme Kista, flyder for den lidende unge Mand – Smerteligere end i lang Tiid svæver mangen Scene fra de lykkeligere Dage forbi min Siæl. Sidste Gang jeg saae Frederich Messel var paa Tøyen, paa et stort, ualmindelig morsomt Ball. Da var hans tækkelige Abelone med ham, og hans hele Væsen var Haab og Glæde. Paa dette Ball var det Commandeurinde Lassen sagde til mig, da snart Sara, snart Wilhelm, snart Jes kom af Dandsen hen og kiælede for mig: «Gud, hvilken lykkelig Moder De er, Frue Koren! Tre saadanne Børn! og De har jo endnu flere?» To yngere et Par Smaaepiger, svarede jeg, og mit Hierte hævede sig i Tak til ham, fra hvem al denne Rigdom var mig givet – Han havde jo ogsaa Ret til at tage hvad han havde givet, og han lod mig jo endnu beholde saa meget, saa usigelig meget – Arme Frek, hvor ganske anderledes er det med dig! – Og for det skulde være ret complet, maatte ogsaa hans sidste troe Ven, Jørgen Bull, være fraværende just da han kom. Gud skee Lov, han endnu har Tøyen at tye til, og vilde han tye hid, vi skulde hygge ham det bedste vi kunde, og i hvert Smiil jeg saae vende tilbage, vilde jeg troe noget afdraget af hvad jeg skylder hans Faders og de svundne Dages Minde – Hans gode Søster, min Saras Ovidia, vil vist ogsaa giøre alt for sin kiære Broder, hvad hun kan. Lad dem da græde sammen – det er jo ogsaa Trøst.

 Endnu nages mit Hierte af Bekymring for en ulykkelig vildfarende Yngling, der er i Begreb med at styrte sig i Elendigheds dybeste Afgrund. O maatte min jamrende Stemme være istand til at holde ham tilbage! og maatte det kun ikke allerede være for seent! Men jeg raabte, jeg udstrakte mine Arme efter ham i det Øyeblik jeg blev underrettet om det fortvivlede Skridt, han er nærved at giøre – o giid kun ikke alt havde giort! Ney, det forbyde Gud! og lægge Kraft i mit varslende Raab, at han maae reddes – Ak, han har ingen Moder, ingen Fader, og hans Fader var min og Mines varmeste Ven.

115Det er Din Fødselsdag i Dag, min gode Kista. Gud velsigne Dig og den! I hvor meget der end paa Livets Bane kan saare Dit gode deeltagende Hierte, kan dog intet forstyrre dets Fred med sig selv; og dette er dog det eneste sikre Skiold, som Skiæbnens bittre Pile ikke ganske kan giennembore, den Stav vi tryggest helde os til i Modgangs Storme. –

De fremmede Jomfruer, Lina, Kaja og Lunde gik nu til Kirken, og mens de ere der, skal jeg skrive til vor gamle ædle Justiskar, for paa den dybt nedbøyede Frue Colbiørnsens Vegne at melde ham og den øvrige Familie hendes Tab. Det var Commissionen fra Bergh. –

Aften Nu reyste Fatter Munthe med det kiære Journalheftet, som min Koren ogsaa denne Gang fik godt af, til Slotspræsten, og med et langt Brev til Bergen inden i et kortere til min Kista. Dog, Pastoren bringer alt dette kun til sit Hiem, hvorfra det i Morgen gaaer videre, forstaaer I vel. I kunde troe, han reyste lige til Slotspræsten med det altsammen

Jomfruerne vilde endelig vandret hiem i Dag; men saa kom Regnen, en mild deylig Regn, og de bleve nødte til at bede om Huus, som de ogsaa ret maatte bede om, fordi de før vare saa haardnakkede da jeg og vi alle bad dem blive. Lille Ragna savner sin Maja i hver Krog, det kan jeg godt mærke, imidlertiid tager hun til takke med Majas Lina. Det er ret en flink Pige, og saa sædelig.

Løverdag 11te Nu, præcis Kl. 6: vandrede de tre Pigebørn ad Hiemmet til. I seer altsaa, mine Elskelige, at vi har alle været tidlig paa færde, og den Dag jeg kan være det, er jeg altiid raskest. Selv Kaja og Lina var paa Benene Kl lidt over 5. Saadanne Morgenfugle ere vi sommetider paa Hovind. Min Koren er det altiid. Naar han da har røgt sin Morgenpibe, hvor til han drikker en Spølkum Mælk, gaaer han til sin Protokol, saa en Timestiid derefter ned og spiser et Par tre Tommer tykke Smørrebrød, og oven paa dette ud i Haven at pode, beskiære og sysle med sine Træer, hvoraf nogle lover i det mindste en rig Blomstring i Aar. Og raskere og muntrere end han kan Gud skee Lov ingen være. Giid Jess maae vedblive, som han har begyndt, at træde i disse Fodspor.

Det var som jeg troede; de undrede sig saare paa Ullensager over de store Breve, som gik ugentlig til og fra mig, og troede, sagde Munthe, det maatte være Hr Pavels Prækener eller andre Taler fra ham –

116Aften Da vi, jeg for første Gang i Aar, ved Middagstide havde vandret Haven rundt, og just skulde ind til Bords, kom Capitain Hedal fra Toten, for at marschere – han vidste endnu ikke hvorhen – dog for det første til Christiania. Hans Folk vare i Forveyen, saa han kun spiste og drak Caffe her. I denne Tiid skulde han med Familie flytte til Toten, hvor han havde lovet sig en glad roelig Sommer, som nu neppe undes ham. Vi bad hans Kone og Børn tage Rastdag her paa deres Flytning, og han modtog Tilbudet med Tak

Og nu kan jeg hilse Eder fra min Høy og Saras Grotte, hvorfra jeg nu kommer. Paa det første Sted sad vi længe, min Koren og jeg, og lode os ret giennemvarme af den qvægende Sol. Fra Dit Navne, beste Lotta kan jeg hilse Dig, og fortælle, at den er langt frodigere i Aar end før. Jeg saae saa langelig til mit Vilhelmsminde, men der ligger endnu Snee omkring det. Paa Hiemveyen mødte vi først Kaja, som med et høyt Glædeskrig nær havde revet os over ende siden Lina, Frøken Keilhau, Jomfr: Antze og Maren, som alle skulde ud og faae sig en Tour. Det er en sand Vaardag i Dag, og det er da just ikke for tidligt, men saa Gud skee Lov for det som er.

Søndag 12te Min Koren og Maren S: gik som skikkelige Folk i Kirken, hvor jeg ogsaa vilde været, havde mit Hoved ikke giort sig lidt utilbens. Det blev bædre op ad Dagen. Lina er med Hertel i Ullensager, og alle Jomfruerne herfra mødes hos Giørups. Det var deres Overlæg. Kl. 4 gik de, Telja, Maren og Kaja. Det er langsomt efter min Jess, men nu kom Lunde fra Smiths, og tvivler om, jeg faaer see Gutten min, som Gud skee Lov er rask, endnu i 14 Dage. Da han i flere Henseender kan have godt af at være der, faaer du taale det, Puus.

Mandag 13de Kl 7 Aften. Nu kommer jeg fra de Elskedes stille Hvilested. Lina og Kaja var med mig. Did bragte vi vort første Vaaroffer, kun en Krands af Tyttebærgræs, det eneste Grønt vi endnu har, og en Kurv fuld af det samme, hvormed de Smaae bestrødde Graven. Den gode Hertel har allerede plantet 2 Rosentræer der i Aar. Paa de gamle hang to Knopper, som den tidlige Frost havde dræbt – Det blæste da vi gik derhen, men der var lunt. Nogle enkelte Regndraaber faldt som Taare ned paa min Krands. Des længere vil den holde sig frisk.

117Onsdag 15de Naa, i Dag veed jeg dog det er Presidenterens høye Fødselsfest – jeg har hans eget Ord for det – og kom han nu hid, vi venter ham vist og daglig, skulde vi ret gratulere ham paa det zirligste. I øvrigt refererer jeg mig til hvad allerede fra den 5te skrevet staaer. Stakkels Lotta, som ikke skal have Din Lawsonmand hiemme paa hans 60de Aars Fødselsdag. Du faaer siden giøre ham en Geburtsdag, som lille Dolly Bull sagde til sine gode Pleyeforældre, der ikke ret vidste Dagen hun var fød. «Kiære Moer, kan du ikke giøre mig en Geburtsdag da?» – Hvordan skulde jeg da bære mig ad? – «Ih, du kunde jo giøre mig en af Rødgrød.» (hendes Livret) Nu veed jeg ikke bædre, end Du giør Din Hr Gemahl en af gule Ærter eller Ludefisk –

I Gaar kom Andreas Munthe pustende og skumsvedt spadserende hid. Med ham fik jeg saa nemt sendt et Dobbeltbrev til begge Majaerne mine, og et til min gode Bergh. Til Presidentens Ankomst og Bortreyse skal en heel Fragt ligge færdig. Ja, jeg er ret en Smørerinde. Og enda faaer jeg Jeremiader for jeg ikke smører nok sammen.

Apropos! sagde salig Wilse, og tidt kom ikke andet efter dette Apropos end et: «Saaledes da!» – men mit Apropos var om Geburtsdage. Jeg havde nemlig strax Kaja kom hid bedt Poppenheim lade mig vide hendes, da saadanne Dage altiid fører smaae Feste med sig. Alt var jeg paa Veye at giøre hende een af smaae Munke som min elskede Maja P: undertiden celebererer sine Glutters med (og i hvilken Anledning Søn Frederich engang han var der, jeg troer paa lille Julies Festdag, giorde en Vise paa Melodien «Ynglinger her», hvis Omqvæd var: «Giid at hun altiid med Glæde Sine smaae Munke maae æde!») eller af Pandekager, som hun NB, med Linas Hielp selv skulde makket færdig, da endelig Poppa skrev som saa: «Jeg syntes ret, kiære Moer Koren, det var tidsnok at mælde Kajas Fødselsdag, sidendg› den stakkels Unge kun har en hver 4de Aar, da hun nemlig er fød d: 29de Februari» – Om sligt hendede en Prints eller Printsesse engang, som dog vist baade er og kan blive mueligt, hvilken Sorg for det hele Land! «Ney, i Dag væver du ret, Gullet mit» – Ja, beste Lottamoer, men jeg sidder her, Kl er lidt over 6, i den deylige Morgensol for det aabne Vindue, i Træet udenfor, min kiære Løn, sidder et Par glade Sangere eller vel en Sanger og Sangerinde, og qviddrer deres Morgen- og Elskovssang; Lina har bragt mig en og Telja endnu en nys udsprunget Aurikel, som dufter saa sødt paa mit Bryst – alting er saa fryd- og livfuldt omkring mig. Lad mig derfor kun væve! Det er jo ogsaa et Udbrud af et glad, et takfuldt Hierte.

118Kl 11. Jeg kunde ikke sidde længere, jeg maatte ud, og hvem der blev glad herved, var Glutterne, der ligesaa snart Ordet var mig af Munden havde Hatte paa, Strikketøyet i Haanden, og saaledes udrustede vandrede vi til min Høy, ledsaget af den snilde Skrivermand, som endogsaa i Betragtning af sit hæderlige Selskab tog den nestbeste Frak paa (den ældste har nu slet ingen Albuer mere) og i Betragtning af sig selv et stort Stykke Smørrebrød at gogiøre sig med paa Veyen. Sommeren er, som den pleyer (kun tidligere) med et faldt ned over os. Paa Høyen sad vi da, jeg og Lina at sige – hun læste for mig. Skriveren og Kaja foer rundt om og saae til os imellem. Jeg tænkte vi skulde sadt der til Madklokken havde kaldt os hiem; men saa kom Blæsten, som deroppe kommer fra første Haand, og jeg torde ikke sætte mit Hoved paa for stærk Prøve, gik derfor omkring og glædede mig baade der og i min Saras Grotte over den Frodighed, den Livfuldhed som trindt omgav mig. Og nu sidder jeg atter her, som I seer, mine Elskede, og har ikke saa megen Lyst til nogen verdsens Ting som til at sige Eder hvor glad jeg er. Til Dagens Mærkværdigheder hører ogsaa, at denne er den første Dag vi ganske har ophørt at lægge i Kakkelovnen.

Kl 7 Ney, jeg kommer ikke fra denne Journal i dag. O, hvor kan jeg andet end komme hid igien. Sammenkalder dog Qvinden for hvem en Penge var bortkommet, sine Venner og Naboer, og siger: «Glæder Eder med mig, thi jeg haver fundet min Penge» – Skulde da Eders Moer Koren ikke sige: «Glæder Eder med mig, thi jeg har fundet min Adam igien» – Ja, endelig kom den nu, den længe ventede, pene Pakke, hvori var Correggio og Digtningerne i nydelig Paaklædning, og ledsaget af et saa velsignet sønligt Brev. Det maatte jeg sige Eder, og see, nu staaer det her –

Og nu forstaaer jeg, hvorfor jeg den hele Dag har været saa lustig. – Brevet er saa ganske i den gamle Tone, som i de gamle lykkelige Dage, ak, og de staaer alle for mig i disse Øyeblik, og enhver af dem smiler saa vemodsfuld til mig. Ja, jeg vil indgaae Accorden med Dig, ædle Ø: «at skrive lange Breve imod at faae korte igien, og saa, naar jeg længe har faaet korte Breve, faaer jeg en lang Bog som skal bøde paa Kortheden» –

119Torsdag 16de (min Saras Navnedag) Jo men kom Presidenten i Aftes, just som jeg sad og skrev til hans Lotta. Han var Gud skee Lov rask som da han reyste, havde levet meget fornøyeligt, og forladt sin Jørgen meget tilfreds med, ja glad i sin nye Stilling. Da han kom, neyede jeg med en ret zirlig Lykønskning til Geburtsdagen. Men tænk Jer, mine Elskde, hvor flau jeg blev, da han gienmælede: «Du skal have Tak, Moer, men den var ellers i Gaar.» – Naa, siig mig nu, om man ikke kunde fristes til at ønske ethvert christeligt Menneske kun at have Geburtsdag som min lille Kaja, hvert fierde Aar? Saa var man dog ikke udsadt for saadanne Feyltagelser, hvilken sidste dog sandelig kan skrives paa Herrens egen Regning, da han sagde: «den 16de er det, som har havt den Lykke, at bringe mig for Dagens Lys» – Men min Trøst er, at gode velmente Ønsker holder sig altiid lige friske, og tabe intet i sin Kraft ved at komme en Dag tidligere eller sildigere. – En nøysommere Giæst end den samme Presidenter vil jeg nok see paa. Han blev saa hiertelig glad i vor allerede færdige Vandgrød, som gleed ned som havde det været Østers. Kl 5 var han alt paa Benene i Morges, og vil strax afsted (nu er det 7) saa jeg tvivler om at faae dette Hefte med ham som jeg haabede. Jeg har havt adskilligt at expidere fra den tidlige Morgenstund til nu –

Maren, Linchen, Kaja, og Frøken Keilhau som nu kom hid, skal spadsere til Houg. Hvem der var saa rask til Fods som de! Jeg skulde da giøre en Tour i denne Dag til min Rikke, og lod det neppe blive ved saa smaae Tourer. Men desværre, den Tiid er forbi. Tiden selv ønskede jeg ikke tilbage, kun Raskheden og Letheden som jeg har tabt med den.

Ney, jeg seer nok, dette kan ey komme med vor kiære bra President, som nu skal have sig en lille Frokost, og skynder sig til sit vakkre Tøyen, til sin kiære Lottamoer, hvad jeg ey undres paa, og ikke engang vil prøve paa at faae forandret, saa meget jeg ønskede det.

120Fredag 17de Sin Bestemmelse troe, reyste Presidenten Kl 8. Du har altsaa faaet hiem i god Betids, elskede Lottamoer! Jeg skrev i Gaar til Øhlenschläger – hvor kunde jeg bie længer! og sender det til Byen i Dag, og tillige disse Blade, som ellers Manden har Geduld saa længe. Han har alt været her siden Kl 4; og 5 var jeg oppe for at faae alt færdigt til ham, som nu spørgs om der bliver noget af.

Jo, ogsaa i Gaar var der Journalhefte fra den troe flittige Egerven, som alle sine, naturligviis mod Slutningen forøgede Forretninger nægtet, dog ikke glæmmer at glæde ‹…› sine Venner. Maaskee forlader han i Dag Kbhn, og har vi nu da intet mere af det Godtgodt i Vente, maaskee dog kommer et endnu – og saa kommer han selv, og det er da endnu noget andet end Dagbog.

Fra begge mine Majaer var Breve, de udebliver sielden nogen Postdag. Inderlig takker jeg Gud, min dyrebare Maja C, at Dine Øyne nu igien er i God Stand, og at Du i Følge med Din velsignede Thrina og Real igien, efter 7 lange Ugers Forløb, har besøgt Dit Auestad. Lille Maja er ikke lidet glad i sin elskede Moders Helbredelse, og glad i den oplivede Natur, i de mange Skibe og Baade hun daglig seer uden for sit Kammervindue, i det det gaaer hende saa godt hos sin kiære Lærerinde, kort, i alt som omgiver hende. Og Eders Glæde er min Glæde, som min er Eders, alle I mine Elskede og derfor vil I være glade i dette Hefte, som nesten fra Begyndelsen til Enden har sagt Eder, hvor rask Eders Moer Koren er, og hvor hyggeligt og vakkert nu alt omkring hende. Som den velsignede Vaar nedsmiler Glæde til hele Jorden, smile enhver Aarstiid Fred og Fryd i Eders Hierter, mine Dyrebare, til Dagens Ende! Budet, som skal bringe vor Lotta denne, vil ikke giærne vente længer og jeg har allerede beundret hans Langmodighed.

12117de Ja, «Morgenstund har Fryd i Mund». See, nu sidder jeg her saa roelig, efter at have bortexpideret Sønnens Dagboghefte til Barna i Byen og mit eget til Lottamoer, og skrevet Brevet til min Adam færdigt (som Mørket i Aftes hindrede mig fra) der da gik med samme gode Leylighed. Og siden har jeg giort en Tour med min Koren Haven rundt, hvor vi har standset nesten ved hvert Træe, hvis hele Liv og Levnet han kiender paa en Prik, og glædet os over den ualmindelige Hastighed, hvormed alt har udviklet sig i disse Dage, og især over alle hans Podninger, som slaaer saa prægtigt an, og hørt Giøgen, som jeg dog hørte første Gang i Gaar, og det i Øst, Glædens Giøg. Og med alt det er Kl: nu først 8.

Kaja og Lina har opslaaet deres Pauluner i Forgaarden i deres smaae Løvsale, som de selv har indrettet sig. O, hvor lever, hvor jubler, hvor fryder sig alt i den hele vide skiønne Natur!

I Aftes følte jeg mig herinde med et saa ganske allene. Jeg gik ud i Haven, og vilde plukket de første Aurikler til de Elskedes Grav – Ak, det var jo Saras Navnedag, og jeg bandt hende jo altiid med Blomster, Baand eller en Bog – nu kunde jeg kun bringe hende det første – Men der var saa faa Aurikler udsprungne, og jeg blev meer og meer beklæmt, maaskee just fordi jeg Dagen igiennem havde været saa munter – og jeg vilde ikke gaae ene derhen. Saa gik og sad jeg i Haven, hørte Giøgen (Glædens Giøg), og her har I, mine Elskede, mine Tanker og Følelser, som jeg i Øyeblikket nedskrev dem, men ey fik Tiid i Morges eller saae i Aftes at reenskrive dem i det bortsendte Dagboghefte.


Saras Navnedag.

Vaarens skiønne Datter! endnu smiler
Du saa sødt, som da jeg første Gang
Ved min Saras lille Vugge sang.
Nu hun i en anden Vugge hviler.

Ak! i Dødens kolde mørke Vugge,
Hvorhen ey dit Smiil kan trænge sig.
Ak! den Lovsang jeg nu bringer dig
Er de Taare, hendes Støv bedugge.

122Nitten Gange saae jeg dig omkrandse
Hendes skiønne May med Tusindskiøn
Og din Krands var altiid frisk og grøn –
Visne hænger nu de skiønne Krandse.

Sundhed sine friske Roser aanded
Paa de favre Kinders Uskylds Snee.
Ak! og endnu, endnu blomstred de,
Da hun ved sin Vilhelms Lig sig vaanded.

Ormen dybt i Rosens Hierte nager,
Men vi ey dens skiulte Fiende seer.
Først naar den ey dufter Vellugt meer
Ved dens faldne Pragt, dens Død vi klager.

Ak! hvi skiulte du din dybe Smerte?
Sara! hvorfor var din Siæl saa fast? –
I din dybe stille Kummer brast
Brast dit unge rene ædle Hierte.

Mens du om de Trøstesløse svæved,
Smilte som en himmelsk Engel Trøst
I din arme Moders knuste Bryst
Syntes over Jordens Kummer hæved;

Mens du ikkun skialv for mine Dage,
Ikkun leved for at frede dem;
Mens din skiulte Smerte kun brød frem
Naar du ey udholdt min Angst, min Klage;

Mens dit stille Smiil mig Taalmod lærte,
Løste Smerten stille Livets Baand –
Om dit Dødsblund svæved Vilhelms Aand,
Med et Kys han standsede dit Hierte.

Ja, han «kaldte dig, hans kiendte Stemme
Sødt som Aanders Hvidsken lød til dig» –
Og du fulgte ham i Dødens Giæmme,
Sara! Sara! og du gik fra mig!

123Men han savned dig selv i sit Eden
Der, omkrandset af en evig Vaar
Mine evigunge Roser staaer,
Duftende for mig og Evigheden.

___________

Og nu gaaer jeg ud og plukker mine Aurikler og bringer dem til Graven. Med Kiærlighed havde jeg bundet Eder til mit Hierte, Gud selv havde knyttet det hellige Baand, det evige Kiærligheds – derfor er det kun Støvets Baand som brister. Den Rosenkiæde hvormed Gud fra Evighed bandt mine Elskedes Hierte til mit, mit til deres, slynger sig, og uden alle Torne, giennem alle Evigheder – den kan ey briste.

Søndag 19de I Gaar var jeg ret en Stakkel. Gud veed hvad der gik af det arme Hierte, men det bankede saa voldsomt at jeg intet kunde foretage mig, og ikke vidste hvor jeg vilde hen. Mod Aftenen blev det bædre; men dog var det endnu da jeg sov ind i stærk Bevægelse, og det var vel Skyld i at min Søvn var uroelig og afbrudt af ængstelige Drømme. Jeg syntes Wilhelm og Sara var fraværende, og jeg vidste at han var saa syg, og kunde ikke komme til ham – kort, alle de unævnelige Ængstelser fra hine skrækkelige Dage udstod jeg engang endnu, afløst af og sammenblandet med uendelig mange andre mørke Phantasier. Jeg var naturligviis meget mat da jeg vaagnede i Dag, men jeg blev raskere, gik i Kirke og hørte en hiertelig Præken af min kiære Mørk «om Bønnens vigtige Indflydelse paa Menneskets Lyksalighed». Han sluttede med Jesu Bøn i Getsemane, det mest rørende der vel nogensinde er steget fra vor Jord for den Almægtiges og Albarmhiertiges Throne.

Og nu fik jeg fra Tøyen med et Par Hastværkslinier fra min Lotta et saa velsignet Brev fra Døttrene mine dernede, som tilbageledsagede mine 4 sidste Dagboghefter og vor Sallys dem meddelte Breve. Da jeg aabnede det, og saa Mallas overskrevet 2den April blev jeg lidt underlig tilmode, saae paa Kattys, det var 28de. Men see, det kiære Barn havde taget Feyl, og det skulde været May. Endda var det gammelt nok; men det er opsendt med P: Anker, og har maaskee alt en Tiid ventet paa Leylighed hid. Nu har jeg det, Gud skee Lov, og giør det mig kun ondt, at jeg har skiændt en Smule 124paa de kiære Børn, baade i mit Sidste til dem, og senere bedt Hr Frederich giøre det samme, som han dog nok ikke med Strænghed har efterkommet, naar de strax har afvæbnet ham med et: «Men kiære Provstebroder, vi har jo skrevet. Og hvad kan vi for, at det gaaer senere med en Kammerherre og Ridder end med den flyvende ordinaire Post?» – Jo, jo, jeg vidste nok, at den samme Broder syede Puder under Armene paa Maseurerne. «Jeg veed han saa troelig fortæller dig alt, Moer vor, og derfor giør jeg mig rigtig nu mindre Samvittighed over at du bier efter Brev fra os.» Det faaer saa være, min gode Malla; saa meget mere, som giort Giærning ikke staaer til at ændre; men naar I nu mister – maaskee allerede har mistet denne Eders Samvittigheds Støttestav haaber jeg, I gaaer smukt i Jer selv, og kommer igien i den gamle Tour. Stakkels kiære Barna mine, som nu mister ham! skiøndt jeg er mig selv for nær til at ønske det anderledes, kan jeg dog tage Deel i Eders Savn. Der er mig desuden af alle muelige Ordsprog intet saa forhadt som: «Ens Død en andens Brød» –

Men nu maae jeg ind og slaae en lille Prat af med Mad. Giørup, som har været her et Par Timer uden at jeg endnu har mere, end hilst paa hende. Mine Fremmede er ikke vant til det anderledes, at sige saadanne kiendte Fremmede.

Mandag 20de Der blev ikke stort af Praten. Hun var for det meste ude med Barna, og Lina kan saa godt holde Folk i mit Sted med Selskab, og veed godt, at jeg sommetider holder meest af mit eget. Prokurator Krogh kom her mod Aftenen, laae her i Nat, og er nu paa en Forretning med min Koren, som ikke kommer hiem før i Morgen. Dog reyste han først nu, efter at have fuldendt sit Podearbeyde, som medtog ham det meste af Gaarsdagen og hele Formiddagen. Han laae baade paa Knæe og Albuer. Det beste var, at han derved ikke sleed Albuerne af den blaa Frak, for den har længe ingen havt. «Ved den Idee faldt Odin paa en anden» Jeg kom nemlig til at tænke paa, hvad jeg just nu læste i Aviserne, de raske unge Folk, som nyelig fordrev de brittiske Røvere fra sinderes Strand (i Nærheden af Arendal) og iblandt hvilke en, da de manglede Forladning, rev sine Benklæder itu til dette Brug. Det var raske Gutter, og Norge har mange slige, det maae vel Britten sande[.] 125Men mit Danmark har dem ogsaa, det vidner selv det ulykkelige Anholttog. Er han dansk eller norsk, montroe, den kiække Buhl, som drillede Fienden saa prægtigt og saa ædelmodigt satte sig, Ene Sig, til Maal for deres hele Harme, imens alle øvrige fik Tiid at rædde sig? Dansk eller norsk, ligemeget, vor Landsmand er han dog, og alle Ædles Landsmand.

 I Dag fik jeg et lille Brev, det eneste med Posten, fra min Kista. Og nu skal jeg have saa mange Pakkenelliker færdige for at faae bort med et Byebud i Morgen eller Onsdag. Da faaer mine kiære Slotspræstbørn de 4 tilbagekomne Journalhefter for i Aar (fra dets Begyndelse) og kommer nu i ordentlig Tour med dens Læsning. Gud veed, hvor jeg faaer dem malet fuldt, det ene efter det andet, og især det sidste i saadan Gesvindighed. Det bærer sagtens stærke Mærker af Vaarkniben. Men hvad har jeg ogsaa at fortælle om? Ingensteds kommer jeg, og ingen seer jeg, som der er synderligt at fortælle om, fordi de blot ere snilde gode jævne Hverdagsmennesker. Men er ikke det Jævne altiid bedst til Hverdags? O jo vist, kun ikke til at skrive eller holde Journal over. Nu har jeg da et rigere Emne at tale over, og som ikke saa let vil trætte Eder, ville trætte Eder, burde jeg sige, kunde jeg kun male hvor deyligt her er overalt. O men Naturen er ikke allene uudtømmelig paa Skiønheder, men ogsaa paa saadanne Skiønheder, som ingen Pen let kan forvandske naar kun det Hierte, de ret har giennemtrængt, fører den.

Nu skal jeg med de to Smaae giøre en lille Tour til Moer Mørk. Det lovede jeg Præsten i Gaar, da han som sædvanligt holdt Fropræken her.

Tirsdag 21de Hos disse kiære Gamle bortsladdrede jeg et Par Timer saa behageligt, var ude i Haven og fik mig en Deel deylige gule Aurikler, som vi her ikke har mange af, og en kostelig Nellikke som Moer Mørk havde giæmt til mig i sin Urtepotte, og just nu var fuldt udsprungen. At vi fik Eftersvælg, saa gar Hæggebærbrændeviin, hører til Dagens Orden. Det gode Par fulgte os lige her til Hovind, men gik ikke ind da det var seent. Præsten Brock er her. Hans stakkels Gina lider endnu meget af de smertelige Brystbylder, og har maattet afvænne sin lille Sara, som smerter hende endnu mere. Han søger atter de mange ledige Kald, og giid et faldt i hans Lod. Pakker og Breve ere afsted til Strømsøe, Tøyen, Christiania og Aggerhusfestning, og et langt Brev til de kbhnske Døttre. Dermed, med Spadsering, Strikning og lidt Læsning i Kbhns Skilderie er den deylige lange Dag saa deyligt forbi.

126Onsdag 22de Gud velsigne Dig, dyrebare Lotta; og denne Din Dag, og Dit hele Liv, hvori den ofte vende tilbage glad og lykkelig, som Du i Dag modtager den. Det er ogsaa min gode Thrina Olsens Fødselsdag i Dag, og hende en dobbelt Fest da hendes førstefødte Levende, den lille Kong Ole, i Dag er til Daaben. Og der er Du, min Lotta, med Dit hele kiære Huus, og maaskee pyntet med vor lille Majas og Din Christianes smaae Geburtsdagsgaver, hendes Tamborinsøms Kappe og min hvide Rose, hvilken sidste ledsagedes af følgende Linier:

Længst svandt vor Ungdoms favre Vaar,
Vor Sommer brat til Høsten hælder.
Ja, «alting blomstrer og forgaaer,»
Alt Tidens skarpe Lee nedfælder.

Alt? Ney, min Lotta! en Ting maae
Han see urokket til sin Harme:
Vort Venskab ham for fast skal staae.
Lad ham omskifte Kuld og Varme;

Lad ham selv tage Dødens Lee
Til Hielp, om sin for sløv han finder.
I den Forladte skal han see,
At Venskab ey med Livet svinder.

Og gaaer jeg lidt foran for Dig,
– Her er en Blomst, den visner ikke,
I Høst og Vaar den holder sig,
Den Torne har, som aldrig stikke –

Ey paa min Grav Du plante den,
Kun lad en Taare den bedugge,
Naar vemodsfuld Du vandrer hen
Til Din Venindes stille Vugge.

___________

Fredag 24de Endskiøndt jeg var træt i Aftes, kunde jeg dog længe ikke falde i Søvn. Glade og sørgelige Billeder gik forbi min Siæl, og holdt den i vaagne Drømme. Seer I, mine Elskede, jeg er saa længe vant til det stille eensformige Liv, saa vant til, at den ene Dag skal være ganske som den anden; derfor sættes jeg i Bevægelse ved det mindste som giør nogen Forandring heri. Det var den deylige Christi Himelfartsdag i Gaar. Efter 127mangehaande Omtænkninger og Overlæg fik jeg da en Hest fra Houg, hvor de er ferdig med Plougen, og Hestene har flere Hviledage end her, og tog herfra Kl: henimod 8, en deylig Morgenstund, saa ganske passende for denne hellige Dag, en af Aarets skiønneste. Paa Veyen indhentede jeg min Telja og de Smaae, som vare vandrede en Time før ad Houg til. Jeg havde saa giærne taget dem alle til mig i Kariolen, men det gik ikke an, og det var et lille Skaar i min Glæde at de skulde have det mindre godt end jeg. Ungerne var det lige godt med, de gik hellere end kiørte, det vidste jeg; men min kiære gamle Telja frygtede jeg det skulde lide paa, da hun var saa heed, skiøndt hun forsikrede, hun slet ikke var træt. Lidt længere hen mødte jeg Hr Munthe og Sønnen Hans Myhre, som jeg vidste skulde prædike her paa Søndag, og derfor mindst troede at see i Gaar. «Min Søn havde tænkt, sagde Præsten, at holde Kabinetspræken for Fruen i Dag» – Jeg har ret længtes efter at høre ham, maae I vide, da jeg blandt andre Domme især troer paa min Rikkes, som har sagt han præker meget godt. Nu var herved intet at giøre, og jeg maatte trøste mig til Søndagen. «Men det er sandt, vi har Posten med til Moer Koren» sagde unge Munthe, og pakkede ud, og feyede mig et af de kiære store Breve, som jeg nu ikke mere har i Vente. Tillige var han saa galant, at give mig en Afskrift af vor gode Fader Pavels Tale ved den brave Birks Grav, som han havde faaet fra Xstiania. Nu fortsatte jeg den afbrudte Reyse med disse gode Ting i Barmen, og med Tankerne om deres Indhold og med Forestillingen om min kiære Rikkes Glæde og min egen, naar vi nu efter saa lang Tids Forløb saaes igien. Jo nærmere jeg kom Plogstad, jo mere aftog disse sidste Forestillinger, og brød lydelig ud i et: « Vidste jeg kun, om Moer Borchsenius var frisk!». «Det er nu det» gienmælede Aslak, som jeg ikke huskte paa, var saa nær. Nu vil jeg ikke sige det var Ahnelse, thi det er desværre en alt for naturlig Frygt da hun saa sielden er frisk. Og denne Gang var den alt for grundet. Ney, saa syg har jeg ikke seet min elskede Rikke, og Gud give heller aldrig maae See hende. Det er ubegribeligt, hvordan hun holder det ud. Hun kunde nesten ikke tale med mig, men vilde dog saa giærne, jeg skulde være hos hende, og saa sad jeg der giærne, i det mørke Kammer, naar det ikke var alt for slemt med den Gode. I Mellemrummene læste jeg min store Majas kiære Brev, og herfra deriverer sig de glade Billeder i min Siæl, som snart vare de hærskende der, snart maatte vige 128for de sørgelige som Synet af Rikkes Lidelser opvakte. Saa kom I til Tøyen i Gaar, begge mine velsignede Majaer! saa er den elskelige Kreds derinde nu samlet om Eder – o hvilken Glæde! Og jeg skal ikke dele den? O jo, jo, I kommer vist var det kun for en eneste Dag – I kan ikke være saa nær, uden at see Eders Hovind og hvad der giør denne glade Formodning til Vished er, at Du ikke, dyrebare Veninde siger saa meget som: «Kunde vi nu med det samme seet vor Moer Koren! Er det ikke mueligt, Du kan møde os derinde?» eller noget sligt. Og saa at lille Maja i sit Brev til Maren S: ikke nævner et Ord om denne Tour, som alt var aftalt med vor Realf og Thrina da de vare paa Strømsøe, og skulde gaaet for sig til den 22de, da I vilde overrasket Lottamoer paa sin Fødselsdag, men det hindrede den fortredelige P. Anker, der, som Du siger, min Maja, saa ofte har giort slemme Streger i Dine Regninger. Og nu har jeg tænkt mig det saa: I Dag er i over og alle samlede, enten hos Slotspræstens eller den yngre Slotspræsts eller paa Tøyen – og i Morgen kommer I hid – hvor Mange? – ja, foruden Majaerne tør jeg ikke giøre sikker Regning, vil ingen giøre, for at kunde være ret tilgavns glad med de jeg seer – Koren leer af mig, de andre siger: Moer maae ikke vente altfor vist. Det siger selv Lina, medens hendes Øyne tindrer af Vished; kun Kaja har ligesaa lidt Tvivl som jeg, eller er ærligere end alle de andre; thi i Grunden haaber de og troer de som Kaja og jeg.

Min Rikkes Lidelser vedblev uafbrudt, som nesten altiid naar dette Onde overfalder hende, til over Middag. I Haab om, hun skulde faae et qvægsomt Blund, satte jeg mig, da Fogden havde anbefalet det hele Huus, selv søde Willa (som nu gaaer færmt allene) Stilhed for ikke at forstyrre mig – selv gik han til en lille Middags Hvile – i Sophaen med det kiære sidste Journalhefte, og fik det udlæst til Caffetiid, og lagde det sukkende i min Strikkepose. Skiøndt jeg efter det forriges Modtagelse ikke havde giort Regning paa flere, var dette mig dog endnu ikke nok. Og er Menesket anderledes?

Ud paa Aftenen kom Frue Roweder. Rikke prøvede paa at staae op, men maatte strax igien lægge sig paa Sophaen. Jeg tog bort Kl: 6, deels fordi min Nærværelse ikke kunde være nogen af til Glæde, deels for endnu at træffe Barna paa Houg. Men den forsigtige Telja var allerede paa Hiemveyen (men en nærmere) med sine Glutter længe før jeg kom did. Jeg var da blot et Øyeblik inde at see paa min 129Væv, og i de tomme Stuer og i den ikke meget fulde Mælkebod. Men der var saa reent og blankt og blomsterstrøet overalt. Ogsaa paa Hiemveyen mødte jeg Fader Munthe og Søn, slog en lille Prat af med dem og siden med lille Mørk, som jeg kom efter, og som fortalte, han havde været 3 Timer underveys hiem fra Ullensager, fordi han havde mødt og snakket med saa mange. Jeg maatte ogsaa meddele ham min glade Formodning, og var neppe af Kariolen her hiemme, hvor alle kom omkring mig, før det gik som en Løbeild fra Mund til Mund: «Kanskee Moer Cappelen og Marie kommer her i disse Dage» –

Gud give nu Rikkemoer maae være frisk igien – hendes Onde pleyer ikke at vare over en Dag, og umuelig udholdt hun det ogsaa længere saa voldsomt – saa maaskee jeg ogsaa seer hende i Morgenaften, da hun med Jomfr: Heide vilde spadsere hid, og blive Søndag over. Og om nu alle disse Morgenhaab slog feyl? O Ney, lad mig ikke engang tænke mig denne Feylslagelse muelig!

Endnu hører til denne Dags Mærkværdigheder, (Fy, hvor skiævt du har skrevet her, Christiane!) at vi i Morges slap Creaturene ud af deres lange Fængsel som de forlod med Krumspring og Glædesbrøl; at vi i Eftermiddag for første Gang har drukket Caffe i Haven i mit sødtduftende Hegge-Lysthuus, og at jeg har bortexpideret det sidste kbhnske Dagboghefte med et Par Linier til min Maja, som jeg haaber til Gud, ikke modtager dem, i hvilket ønskede Tilfælde det aabnes af Sønnen Real eller Pavels. Og saa til Tøyen et lille Brev, som jeg ønsker maatte ligeledes være skrevet forgiæves. Alt dette skal ind med – Hr Munthe Morgenstierne der er hentet ud af en stakkels vildledt Bonde, som endelig vil vinde en Odelssag, øvre Romeriges ærlige Advokater har frasagt sig, fordi den umuelig kan andet end tabes; men nu skal bemeldte Hædersmand giøre Mirakler. Og hvorfor skulde han tvivle om disses Muelighed? Det er dog vel ikke stort mindre end et Mirakel, at han, den fra al borgerlig Agtelse Hensovede, selv er opstanden igien til et nok saa brillant Liv.

Aften Naa, hvor mit stakkels tossede Hierte bankede, da Telja kom ned til mig i Haven, hvor jeg og Smaaepigerne sad ved vort Arbeyde, og bragte mig saadan en Mængde Bogpakker og kiære kiære Breve, ellers et af de deyligste Syn jeg veed, men som nu inderlig bedrøvede mig: thi det alt syntes mig et Forbud om mit Haabs Tilintetgiørelse. Hvorfor skulde de sendt hvad de selv kunde bragt, om end en Dag senere? Men saa blev jeg glad igien, da jeg af mine Elskedes, min barnehulde Thrinasaras og Reals Breve saae, at I endnu ikke kunde være ariverede, mine Majaer, og at de intet nævnte om Eders Komme. Og nu har jeg flygtigt giennemseet min hele store rige Skat

130I den store Pakke fra Kbhn var 9 Bind af Lafontaines senest udkomne Romaner, hvis Titler jeg nu ikke har Stunder at opregne, om jeg end i Øyeblikket erindrede dem. Den blev ogsaa sidst aabnet, thi dens Indhold vidste jeg. Men nu de mange søde, ømhed aandende Breve, fra min velsignede Lotta, og de fem Barna mine, begge Slotspræstparrene, og Søn Frederich. Dette Sidste var af 4de May, har altsaa tilligemed Pakken, ‹dersom alt var opsendt med Dalls Ole (der maae være af sendrægtigere Natur end hans snilde Herre) været længe underveys. Tager da her I Alle mine Dyrebare, og enhver især min venskabe- og moderlige Tak, den jeg dog haaber at kunde give Eder særskildt før I finder den her. Men jeg kan aldrig have noget, aller mindst Glæde og Tak, længe paa mit Hierte. Først fortæller jeg min hele deltagende Kreds hvor glad jeg er, og saa betroer jeg Dagbogen den, som vel endnu skal gienkalde Eder oftere, kanskee naar Skriverinden har lagt sin Pen for stedse, hvor lykkelig jeg er og var og bliver ved al Eders Kiærlighed. Endnu en særskildt Tak, min Maja P: for dette første rigtige Brev fra Din kiære Haand. Fra Dit Hierte er jo, som fra hans, alt hvad Din Husbond glæder mig med: thi ere I ikke Eet? og jeg veed, I kan ikke være det mere i noget, end i Eders aldersbarnligealdersbarnlige] rettet fra: Edersbarnlige ved overskriving Kiærlighed til Moer Koren[.] Jeg har rablet forfærdelig i Dag, seer jeg nu. Men det var ogsaa længe siden jeg havde saa meget og deyligt Stof for disse Blade.

Løverdag 25de Hvilken herlig Morgen, og hvor har jeg nydt den tilgavns! Kl. henimod 6 gik min Koren med mig op paa min Høy. Der læste vi begge, de to sidste Nummere af Sandsigeren, 13 og 14, der underholdt vi os altsaa med vor elskelige Søn Frederich, og takkede ham Begge, som jeg nu her takker ham, for dette skiønne Bidrag til vor Morgenandagt, der var høy og reen, som den Hvælving, hvorunder vi sad. Jeg havde vel sadt der endnu (thi min Koren har kun knap Tiid at anvende paa hans sine kiæreste Sysler) om ikke mine Øyne havde giort lidt ondt, og det var begyndt at blæse. Siden i Morges har jeg læst Søn Pavels hiertelige, sande, og ved dette og dens Simpelhed saa rørende Tale over den hæderværdige Birch. Med adskillige smaae Hussysler – vi har Storvadsk og alskens andre Arbeyder for i disse Dage – er nu Formiddagen nesten forbi. Skal Aftenen blive saa skiøn som Morgenen? – Det er som mit Haab blev svagere med hver Time som gaaer. Eller er det blot Resignation? Jeg veed det ikke, og tør ikke undersøge det. Jeg vilde begynde at svare paa de kiære Breve; men vare end mine Øyne bædre end de er (det er især det ene, som svier lidt) har jeg dog hverken ind‹-› eller udvortes Roe hertil.

131Søndag 26de Da jeg i Gaaraftes læste i den gode gamle Tilskuer: «Det, Tingene i Verden ere for os, det ere de ikke i sig selv, men ved os» – tænkte jeg ikke paa, at jeg saa snart og med saa megen Føye skulde anvende denne unægtelige Sandhed paa mig selv. GaarsDag‹s›morgenen var er vel i alle Henseender saa skiøn som Gaarsmorgenen var: men det glade Haab, som i Gaar gav alting Rosenfarve, omstraaler den ikke. Ja, det glade Haab gik til Grunde. Og dog var det bygget paa en Klippe: paa Din Kiærlighed, min Maja C, paa Din Higen efter at glæde Dine Elskede –

I Dag maae jeg faae Oplysning om alt med det tilbageventede Byebud. Til det kommer, vil jeg tie og sukke – Min Rikke kom heller ikke. Hun er ikke frisk, hører jeg, og saa tør jeg ikke vente hende i Dag heller. Det vilde giort mig saa godt at sige den troefaste Siæl hvor bedrøvet jeg var? Hun kan saa godt deeltage i mine Følelser og Tanker. Lina var ikke ganske rask i Aftes. Det feylslagne Haab kuede ogsaa dette lille Hierte, skiøndt hun ikke sagde et Ord, men blot blev ved at see ud saa længe hun var oppe, og sukke. Endnu har jeg ikke seet hende i Dag – Kl er først 6 – men nu er nok baade hun og Kaja oppe, da vi skal binde Hæggeblomstkrandse til Gravstædet. Forgangen Aften da vi havde vandet Træer og Blomster der, kastede Solen sine sidste Straaler paa de vaade Blomster og Træer. Det saae ud som de græd. Jeg kunde ikke græde. I Dag kan jeg det maaskee.

Det er Confirmationssøndag, unge Munthe præker, og her kommer maaskee en Deel hid til Middag. Det pleyer der giærne. Jeg gaaer ogsaa i Kirken, men bliver ikke til hele Forretningen er ude, som vel varer længe.

Gud skee Lov, Lina er brav i Dag, og baade hun og Kaja i sin fulde Pynt og eens som to smaae Vognheste, med lidt Forskiæl af Høyden. Nu ere de ude og sanker Blomster, som vi nu ikke mere behøver at søge saa smaaligt.

Kl 3½ Imens de nu giør sig en Spadsertour oven paa Caffen, tyer jeg til dig, kiære Dagbog, min Fortroelige, med mit fulde Hierte, som paa ingen anden Maade kan skaffe sig Luft. Proctr Krogh, hans Kone og Børn, Giørups og Frøken Keilhau var her til Middag, alle Munthes, Præsten undtagen, vare budne før til Mørks, men kommer hid til Aften. Jeg var i Kirke, hvor den unge tilstundende Præst holdt en lille net Præken, men som jeg for den fæle Allarm Skyld af den tilstimende Mængde, ikke kunde ret samle. Han har en ret god Anstand, og kun 132(saa vidt det var mueligt at høre) Fader Mørks korte rørende Bøn før han begyndte Overhøringen, gik jeg, kastende et vemodigt Blik til de 70 unge Piger (hvoriblandt nogle meget vakre) og Drenge, som nu giøre det første vigtige Skridt ind i Livet, og paa en Moder, som saa uafladelig havde sine vaade Øyne festede paa sin Datter – thi at det var Moder og Datter kunde jeg ey tvivle om. I Haven mødte jeg min Koren og den unge Prædikant, som jeg underholdt mig med en Stund, til han gik igien i Kirken. Det er ret et tækkeligt beskedent ungt Menneske. At jeg og Smaaepigerne var ved Graven før vi gik i Kirke med vor deylige Krands og den første Pintselilie som var udsprungen, maae staae her for Ordenens Skyld. O giid jeg nu kunde tye did igien, istæden for ind til de ret gode Mennesker, men som i Dag ere mig lidt til Byrde – thi jeg er hiertelig bedrøvet. Ikke mere over mit feylslagne Haab. De ømme signede Majabreve har trøstet mig, og jeg angrer kun, at jeg ved min alt for store Tryghed og Vished om, at de maatte komme, har giort et lille Skaar i de Godes Glæde ved og i denne Tour. Havde jeg vidst, at Hiemreysen var bestemt til i Morgen, da havde det aldrig faldt mig ind at tænke det mueligt engang. Men I har tilgivet mig, I Hulde, det veed jeg, og jeg syndede aldrig imod Eder, elskede jeg Eder mindre, o I alle, alle Mine! Hvad der har nedslaaet mig saa meget, er et Brev med Posten fra den troefaste Inger Flood. Frue Jessen er endnu syg, og syg til Døden, frygter denne sieldne ædle Kone, hvis hele Liv nesten er Opofrelse for lidende Venner, og som nesten ikke forlader den gode taalige Lottes Syge- maaskee Dødsleye, uagtet hendes Nærværelse er saa nødvendig i hendes vidtløftige Husholdning. Sex grædende Døttre omringer hendes Lottes Seng; men nu falder deres Taare ikke mere tungt paa det moderlige Hierte: thi hun sandser intet, føler intet – O de Forladte! –

Kl: 9 Nu ere de alle borte, og Dagen forbi. Den var saa ulig mine forrige stille Dage. Jeg indseer nok i hvor gavnligt det er mig, at denne Stilhed stunddom afbrydes, og fra dens Afbrydelse iler jeg jo ogsaa meget gladere og taknemmeligere herind i mit lille roelige Kammer, min Siæls Hvilested, eller sidder i min lille velsignede Kreds. Jeg har dog ogsaa listet mig til at læse det fra min dyrebare Maja sendte 15de Num: af Sandsigeren, som nesten ene og allene indeholder Jeanpauliana, og begynder med, hvad Rahbek saa rigtig kalder denne ædle Digters meest træffende, sindrigste Charakteristik: Der Wunderbaum, af min ædle Adam. Saadan og ikke anderledes maatte Øhlenschläger erkiende Jean Paul. Iblandt dennes Sedezstykker, som indtager det meste Rum i bemeldte Sandsiger, er to Stæder som jeg maae udskrive, skiøndt det alt mørknes, og skiøndt jeg veed, at I Alle før kiender 133den da I alle kiender dette Blad. Men de ere saa deylige, at I vist gierne læser dem om igien saa tidt det skal være.


Herder og Schiller

Til Saarlæger vilde begge i Ungdommen danne sig. Men Skiæbnen sagde: Ney, der gives dybere Saar end Legemets; helbreder de dybere! og begge skrev deres Skrifter.


Jomfruens Skytsværn

Viser hende istæden for fremmede Synder blot hendes egen Værdie, og varmer og befrugter alt Reent og Himmelskt i den jomfruelige Natur til paradisisk Flor; da er hun noksom beskiærmet for at vanhelliges. Men I forgifte hende tidligere, end Fienderne selv, naar I bortkyse den rene Jomfruelighed ved lysmalede Varsler og Billeder af Fienderne, og forskandser Uskylden bag coqvette Sikkerhedsfremfærd. Saaledes bliver det spæde Træe omsat med Tiørne og betrygget mod hungrige Dyrs Tænder om Vinteren; men Tiørnene sønderstinge den bløde Bark, og ødelægge det spæde Træe.

27de Velkommen, du kiære velsignede Dag, min elskede elskelige Søns, min, efter Adoptionen allerældste Søns, min Frederichs Fødselsdag! Ja, maaskee hilser hans glade Kreds i Christiania ham paa denne hans Dag: «Velkommen tilbage iblandt os igien!» Kunde jeg sige det med dem, som jeg her ønsker det med dem! Og hvad jeg mere ønsker, frygter og haaber, seer han, som seer Alt, og De selv, min dyrebare Ven, og I, som skal vide det, veed det nok, skiøndt det ikke staaer her. Vi ere alle budne til at celebrere en ganske anden Geburtsdagsfest i Dag, Mad: Giørups. Det er alt længe siden hun bad mig herom, uden at jeg vidste hvad Dag det egentlig var. I Gaar blev da Invitationen fornyet, og jeg kunde ikke afslaa det, i hvor giærne jeg havde helligholdt denne kiære Dag paa en ganske anden, paa mit eget Viis. Men i det mindste er Formiddagen min egen, og den skal jeg ærlig bruge.

Tirsdag 28de Dette Løfte holdt jeg mig troelig, skrev et langt Brev til den nyefødte Søn, begyndte paa et til Maja C, for at faae mit Hierte lettet for alt det, som tyngede, læste i min Levana, og tog mig en styrkende Blund paa Sophaen; NB da vi havde spiist. Ja, jeg behøvede, som I skal høre, at være saadan udrustet. Da jeg havde faaet alle til at gaae i Forveyen og bede dem, ikke vente paa mig med Caffe (som min Telja gav mig saa deylig før hun gik) maatte jeg da efter Kl: 5, troer jeg det var jeg kom did. Endda maatte jeg have en Kop Caffe. Mørkes og Walbohms var der, og vi alle herfra[.] Vi skulde været oppe ved et Kiær, der ligger vakkert i Skoven, og hvor Giørups har sit Fiskerie og en stoer Baad; men det blæste 134og saae ud til Regn (hvorefter Landmanden allerede nu sukker) altsaa bleve vi hvor vi var, alle vi Fruentimmer med vore Strikketøyer i en Kreds Mandfolkene gaaende fra og til. Fader Mørk var træt af Gaarsdagen og af Gangen, og sad saa stille. Den raadrige Hertel, hvis Opmærksomhed intet undgaaer, fik et Bord og Kort frem, og ja men maatte jeg, og det den 27de May, spille Styrvolt med Faer Mørk, Walbohm, og den snurrige stive Ritmester Holk. Dette vil ikke forekomme Eder saa underligt, mine Elskede; thi det var en Selskabspligt, som man ofte med Ulyst nødes til at opfylde. Men I vil maaskee neppe troe mig, at dette Spil ordentlig fornøyede mig; men hør nu videre, før I ryster de kiære kloge Hoveder: Jeg var Makker med Præsten, og kunde i hans aabne Ansigt læse hvad Kort han havde, naar vi kunde love os Jan, eller simpelt Spil eller Tab. Denne hans uskyldige Glæde, og de Medspillendes, og den virkelige Interesse det havde for dem alle, giorde mig saa godt, I aldrig kan troe det, og jeg vilde ikke tilgivet mig selv, om jeg kunde sadt ligegyldig eller taus imellem alle de gode glade Mennesker; thi ogsaa de Omkringsiddende toge Deel i med. Vel fløy Tankerne til Christiania og flere Stæder, og jeg lod dem flyve; der blev endda Samling nok tilbage til det sublime Spil. Kun naar de vilde standse for længe paa et Sted, især ved den syge Frue Jessens Seng, maatte jeg med Magt rive dem derfra. Faldt da i det samme Øynene paa Jammerbilledet, den tause omvandrende vanvittige Jomfr: Scheitlie, da – stod jeg stærk Fare for at forspille den oplagteste Jan – Kl 10½ kom vi hiem, og det var det beste af det altsammen, skiøndt de 5, 6 Timer ikke gik saa kiedeligt endda –

Min Koren er i Næss og kommer ikke hiem før i Morgen. Hertel er i Ullensager, og har begge Smaaepigerne med sig.

Onsdag 29de Da her i Gaareftermiddag var saa stille og eensomt, kunde jeg ikke bare mig for at tage fat paa en af de sidstopsendte Bøger. Det var Natur und Kunst, hvis Charakteristik vor Egerven saa rigtig har givet i sin Dagbog. «Det er, siger han, som Lafontaine nu har foresadt sig at give os det samme Thema De tvende Brude, med Variationer» – Umuelig kan en saa schreibselig Forfatter undgaae Gientagelser, og det temmelig hyppige. Men jeg veed dog ikke hvordan han bærer sig ad, man læser ham med Interesse, og lægger nødig Bogen bort før den er udlæst. Det giorde jeg da heller ikke ved denne, som kun er et Bind. En slem Feyl er det ogsaa hos Digteren, at 135han til Slutningen jager saa forfærdelig paa, og opløser eller snarere overskiærer den meest indviklede Knude paa de sidste Sider. Her paa den allersidste. – Min Jes kom hiem i Gaaraftes, frisk og munter – Hertel kom ikke med de Smaae før Kl 1 i Nat. De slap ikke fra Munthes før den var 11. – Jeg er kommet seent op i Dag, og befinder mig ikke vel efter det; dog er det mine Øyne især, der er lidt slemme, saa jeg ey seer alt for godt hvad jeg skriver. – Det har regnet deyligt et Par Timer, og det seer ud til, at vi tør love os meer.

Torsdag 30te Jeg stod syg op i Dag, og har lagt et Par Tourer; men i Eftermidd: blev det bædre, og ved Postens Komme, tænkte jeg, bliver det ganske godt. Den kom, og bragte mig de hulde Majabreve fra Tøyen og Strømsøe, og Efterretning om vor elskede Egervens lykkelige Tilbagekomst, og et barnligt Brev fra de kiære kbhnske Døttre – ak, men ogsaa et, atter et fra Mad: Flood, som jeg skiælvende aabnede, vis paa, det var Dødsbudet. Og en nær Forløber for dette var det. Der er intet Haab mere, og jeg kan nesten ikke tvivle om, at hun nu har overstridt, maaskee havde det allerede da den ømme, troe Inger skrev[.] I Morgen mere, mine Dyrebare. Jeg er bedrøvet indtil Siælen – God Nat!

Fredag 31te Nu er min Ane reyst til Byen (hun skal ind til sin Søsters Bryllup) og med hende adskillige Breve, i blandt andet til min kiære ømme Real, som jeg har overdraget at tale med den stakkels Georg Jessen, og om mueligt faae ham overtalt til at komme herud i disse Pintsedage – Da jeg havde giort det, blev jeg roeligere. Til Mad: Flood skrev jeg med forrige P‹…›t Post. – Hele Gaarsdagen regnede det, og hele Natten, men imod Morgenstunden har det frosset lidt, saa Klæderne paa Blegen vare ganske stive, og nu blæser det kold Nordvind, dog skinner Solen varmt herind til mig, hvor det nu først seer sommerligt ud, da Gulvklædet, og de øvrige Vinterbeklædninger nu ere bortryddede til Pintshelgen

Det var mig ogsaa en høyst sørgelig Efterretning i de elskede Døttres Brev, at den brave Professor Meyer er saa svag, især af Gigt i Hovedet, det smerteligste jeg kan tænke mig, og at han endogsaa frygter for at miste sit ene Øye. Hans nærvesvage Kone skal snart i Barselseng. Der skal Siælskraft til at udholde saa meget. Og de kunde leve saa lykkeligt paa det skiønne, edenlige Augustenborg. Men saaledes maae vi jævnligt mindes om «at et Eden findes ikke meer herneden» –

136Det er fast Skam at sige det, men vi har i Dag maattet lægge lidt i Ovnen baade i Dagligstuen og herinde. Det kontrasterer hæsligt med de udenfor blomstrende Træer. Men denne Morgenstund er ogsaa det Modsatte af hvad de sidste 14 Dage have været. For mine allerede temmelig store Bønner er jeg bange. Endnu staaer de sig, siger Melin. Han siger ellers mange smukke Ting, den samme Melin. Forgangen Dag fortalte han mig: «at det var ret honet af mig, at jeg var ordholden» og strax efter, da han ønskede Regn og jeg svarede: «Den faaer vi nok, naar han som har givet os saa meget godt, seer vi behøver den – «Nu har jeg tusind Gange mere Agtning for Frue Koren, for dette ene Ords Skyld» – Det lader som han ikke har havt noget fordelagtigt Begreb om mig før. Men det lader kun saa – de ere sikkert hverken værre eller bædre end de har altiid været.

I Dag bliver vi færdige med Ploven. Baade i Gaar og i Dag har Jess været med at pløye fra Kl 4 om Morgenen, da her ikke er Folk nok at faae til alle de Vaararbeyder. Det giør godt ved ham, siger Koren, og Gud skee Lov, han er meget flink. Fire store Smørrebrød og en Spølkum Mælk sætter Telja ud til ham om Aftenen og de stryger med, saa Vælling og Sild til Davren Kl 7½ – «thi uden Øl og Mad er Bonden (som Helten) ingen Ting» –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.