1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> November. | Bokselskap

Dagbok 1811

av Christiane Koren

November.

Fredag 1ste Det er Aften, og endnu ingen Post. Det er ubegribeligt, da dog hverken Iis eller saa forfærdeligt Uføre kunde sinke den en heel Dag – Sidst fik vi den dog Kl 10 Torsdagaften –

Major Hedal kom her i Formiddag, og skulde reyst strax, men blev her dog til Kl: over 2. Jeg fik forfærdelig travlt med at pakke ind Bogen til Maja mi, og en Hareulds Hat med mere til mine kbhnske Døttre, som ledsagedes af tre fire Linier til min Lotta, og flere fik ingen af de andre Kiære heller. Havde jeg troet, Manden havde slaaet sig saa længe til Roe, kunde jeg dog faret lidt omstændeligere frem. Men glad er jeg dog, at jeg fik det ind med ham. Her er nu trang Tiid paa Bybud – og nu faaer dog min Maja C sin Bog før hun reyser, og Pakken til Barna dernede haaber jeg ogsaa, træffer Justitsrd Wexels endnu i Christiania. Han pleyer ey ride den Dag, han sadler –

November begynder som en bliid Høstdag – En lille Sæddel i Aftes fra min Rikke sagde mig, at hun nu Gud skee Lov har forvundet sin slemme Byereyse. Nu længes jeg saa efter at see hende, men 73dertil udfordres en Dags Snee i det mindste. Og det tykner brav til, saa jeg haaber, vi faaer den snart.

Løverdag 2den «Dig skee som du troer!» I Dag har vi peent Føre, og liden Sophie Pechel kommer nok saa deyligt afsted i Slæde. Vi var nesten ude af Haab at faae see Post mere, da kom den Kl: 6 i Aftes, og bragte, foruden et lille venligt Brev fra Edvard Munk, det lovede fra min Maja C – efter det skulde Sophie været inde som i Gaar, da det var mueligt, skriver hun, Hiemreysen gik for sig i Dag. Men see, det var nu umueligt. Imidlertiid tør vi ikke forholde hende længere, og nu ramler allerede Bielderne. Min Maja fik Brev fra Lottamoer, og alle vore Elskede leve vel. Men med slem Hovedpine maae jeg betale, at jeg skrev lidt ved Lys i Aftes – og det var dog kun halvanden Side, og til min Maja C –

Kl 3. Her sidder jeg igien efter nogle Timers Hvile, og Gud skee Lov taalelig brav, bædre end jeg torde vente at blive i Dag. Jeg vil derfor ikke ansee de Timer jeg laae for reent spildte. Min Koren er paa Maanedsting. Hertel kom hiem i Aftes efter at have været borte hele Ugen, men saa kom han ogsaa i Slæde med Bielder saa det raslede efter. Børnene vare alle, den adstadige Maja undtagen, ude i Aftes og prøvede Føret. Det er en af de faa Ting hvorpaa jeg kiender, jeg er blevet gammel, at jeg har tabt Lysten til saadanne Tourer, som jeg før fandt saa megen Moroe i. Der var før vist ingen ude paa Vinterføret end jeg. Aa ja, naar jeg først sidder i Slæden og glider hen til min Rikke, til Tøyen eller Strømsøe, da er jeg glad som et Barn. Men det er ikke mere for Kiøringens Skyld –

Det sneer uophørligt den hele Dag, og sikkert er Du over til i Morgen, elskede Maja C, hos Barna Dine, og faaer da saa peent Føre hiem. Havde det være saadant Føre i Mandags, da, Elskede, var Din Hidreyse ikke blevet hindret – dog, det er forbi – det skulde ikke saa være denne Gang. Tak for alt i Aftes, Du Velsignede! ogsaa her min Tak!

De sørgelige Mindedage ere nu begyndte. Her kun taler jeg om det. Ikke for det, at nogen i Huset behøver at mindes om dem – ak, der er ingen som har glæmt den 3die–4de Novbr eller 8de 9de Decbr – men den ene troer at den anden ikke mindes dem – Jeg tør ikke, maae ikke græde for mit Hoveds Skyld – God Nat, I Dyrebare Alle! Ak, hvor det skulde være godt at græde!

74Søndag 3die Ikke lettelig kunde noget paa denne sørgelige Mindedag, som den smertelige Hovedpine og det fæle Sludveyr forener sig om at giøre endnu mørkere, glædet mig saa meget som Dit saa uventede Brev, dyrebare, stedse og altiid den samme Maja! Med en fremmet Mand var det kommet fra Byen – Gud velsigne ham! – og Dig, Dig, Du som ingen Leylighed lader gaae forbi, hvor Du kan bringe Din Moer Koren – og alle Dine Venner – nogen Glæde. Af de medsendte Bøger har jeg jo ogsaa nogle deylige Timer i Vente, takket være Du, Din Realf, og vor gode Pavels! – Og saa bliver Du endnu nogle Dage i Byen blandt Dine Elskede. O, hvor godt for Dig og dem! og ja sandelig, ogsaa for mig. Skiøndt fraværende deler jeg hver glad Dag og Time med Eder. Den snilde Fader Cappelen, som saa længe undværer sin Maja, at hun og Barna hans kan have det godt sammen! Gud velsigne ogsaa ham og Eder Alle!

Jeg vilde været i Kirke i Dag, og taget Afskeed med de hvilende Elskede, men hverken Veyr eller Hoved tillader det. O ved denne Tiid var det i Dag for 3 Aar siden, at Du befalede Din Aand i Guds Haand, min Wilhelm og sov saa sødt ind – men hvor bitter blev os din søde Søvn! – Sov nu vel da, min Wilhelm og Sara! sov sødt!

Mandag 4de Veyret er saa deyligt i Dag – ak, saa var det ogsaa i Dag 3 Aar – og derfor giør jeg i Eftermidd: en Tour til min elskede Rikke, og bliver der til i Morgenaften, da den fæle Dræbing skal gaae for sig her i Nat, og saa er jeg giærne, naar jeg kan, borte til det er forbi – Mueligt giør jeg med det samme Barselvisit til Wangenstens. Dog, det kommer an paa hvordan jeg finder Føret, hvordan mit Hoved bliver i Morgen – og endda, om intet af dette var i Veyen, er det saa godt hos Rikka mi at jeg nok helst bliver der –

Lille Ole, som skydsede Sophie ind, kom tidlig i Aftes tilbage, og fik jeg da endnu et lille Brev fra min Maja C, et Hastværksbrev, da hun saa uformodet kom til at reyse hiem. To Breve paa en Dag! O Du Gode. Tak! og fordi Du ønskede, at kunde tage hid, og være hos mig disse tunge Dage – Men Du er hos mig – I dette Øyeblik sidder en lille Fugl paa mit Vindue, og seer saa fortroeligt ind til mig – just da jeg 75skrev: «men Du er hos mig» – O Maja, hvad jeg nu tænker det veed Du – Endnu – ney, nu fløy den qviddrende bort – kom snart igien, lille søde Fugl!

Det var mig lidt fremmet, at Ole, som kom lige fra Tøyen intet, slet intet bragte mig derfra. Men han kom seent og reyste tidligt, og min Lotta taaler heller ikke godt at skrive ved Lys. Kista skrev til Lina og sin Broder, Jørgen til sin Cousine Hanna, og Gud skee Lov, alt er vel der.

Her var intet fremmet Menneske i Gaar, uden Fader Mørk et Øyeblik før Kirkegangen. Han er syg og nedstemt, og da jeg i Gaar var lige saa, torde jeg ikke tale meget med ham. Vi kunde ey muntre hverandre. En af de i Gaar udsendte Bøger læste jeg ganske ud før jeg gik tilsengs – skiøndt den var i to ikke endda saa tynde Bind. Jeg har længe været begiærlig efterat faae den, da jeg har hørt den – af hvem erindrer jeg ikke – meget rose. Den hedder der Eidschwur, og er af en Bertrand – men da jeg paa Titelbladet saae, han var Mazarinos Forfatter (som jeg ikke kiender, men troer er en af de legionske Rovergeschichter) faldt mit Mod – og det hævedes heller ikke synderligt under Læsningen – Imidlertiid lader den sig læse, og er ikke uden Interesse. Man mærker, at Forfatteren (Digter vil jeg nødig kalde ham) har Hovedet fuldt af Ideer, men som ikke vil ordne sig ret; men han er ikke forlegen: thi naar det er ret indviklet, hugger han Knuden frisk væk over, lader sine Folk crepere som Fluer, men er dog saa christelig, at lade nogle af dem levne op igien. Det bedste ved den, og hvad der i det Slags Romaner er saa sieldent, er at den er aldeles frie for alt Tvetydigt og Smudsigt, for alt Phantasien ophidsende – og derfor ønsker jeg den meest læst af den kiære Ungdom NB af alle Hartmans, eller dog de fleste Leyebøger –

Det rasler friskt med Bielderne. Baade min Koren og Hertel skal bort – I Morgen tager Hertel til Byen, og med ham skal jeg nu skrive saa mange Breve Tiden tillader –

Fra Poppenheim fik jeg efter et halvt Aars Forløb Brev i Gaar. Stakkels Gente er ikke og har længe ikke været frisk. Hun staaer naturligviis paa sin Fødebyes, Kongsbergs, Repetation, og vil have Universitetet did – Men du faaer taale det, Puus, om der intet bliver af.

76Onsdag 6te Nu har jeg da prøvet Føret. Hen til Plogstad gik det ret meget godt, men hele Natten regnede det saa det øste ned, og altsaa kan I tænke, mine Elskede, hvordan det var hiem i Aftes, da det ogsaa i Gaar Eftermiddag tog dygtig paa den Smule Snee her var. De bade mig saa indstændig blive over i Nat, de kiære Mennesker, og Fogden slog sig ordentlig von. Dog, da jeg lovede at bie til Maanen kom op, Kl 9, og kun ifald det holdt op at regne tage bort, kom vi til Rette. Og see! Maanen kom saa bliid op, Regnen var forbi, og oven paa de halvanden behagelige Dage havde jeg den behageligste Hiemreyse, uagtet Føret var meget maadeligt over Fieldet, dog var jeg kun en Time paa Hiemveyen. For at alt skulde være saare vel, fandt jeg min Koren hiemme, som jeg slet ikke havde ventet, da jeg ikke troede det mueligt, han i dette Føre kunde kommet fra Hurdalen. Men han kommer altiid frem. Kl 4 var han taget fra Hurdals Præstgrd, og var her Kl: halvti – Derop tog han om Morgenen fra Eidsvold, altsaa over 8 Mile gik lille Presidenten med ham nok saa rapt, fordi han agter Føret saa lidt som hans Herre det og Veyret og alle Hindringer. Hvad der endnu forøgede min Glæde ved at finde min Koren hiemme, var, at han i denne Tiid er meget forkiølet. I Dag forsikrer han, han er bædre, efter sin sædvanlige Cur: at kiøre med aaben Mund lige imod Vinden jo stærkere denne er, jo snarere gaaer Forkiølelsen over, siger han. «Ham skee som han troer!» –

Min elskede Rikke er Gud skee Lov ikke blevet værre efter den fæle Byetour end hun var, nesten raskere. Kun et slemt Sting i den ene Side plagede hende, og det har jeg just nu snakket med Walbohm om, at han skal skaffe hende af med. Fogden var lustig som han pleyer, og var nu flyttet op i sit nye Contoir. Wilhelm er reent balstyrig overgiven, saa vi maatte sende ham bort naar han giorde os for meget af det – men saa sød og morsom er han – Saa I seer, mine Dyrebare, at denne Tour ret har været mig behagelig i alle Maader.

Nu kommer jeg fra Stolpeboden, hvor jeg var oppe og besee mit slagtede fede Qvæg, som i Aar ret svarer til dette Navn. Telja og Maja bestyrer Ophugning og Nedsaltning. Det er i en vis Forstand 77fælt at see saadan en Mængde Kiød opstablet og sønderhugget – 6 store Creature og saa mange Faar – Hu tu tu, hvilket graadigt Dyr Mennesket er! Fra Boden gik jeg med min Hr. Søn under Armen ned i Drengestuen at see paa en stoer Griis (de største Sviin hedder her Grise) som vi efter Sædvane faaer fra Møllebruget i Krogfoss. Mage til den gav vi i Fior 36rd for – det var reent urimeligt godt Kiøb – denne koster 80rd og er det endda hvad man kalder Røverkiøb, selv var det mellem Brødre. Men det er grumme rige Folk, og de holder af Skrivaren og under ham alt godt, mætta. I Byen er jeg vis paa, de havde faaet henved 150rd for den –

Men I ere vel kiede af dette Pølsesnak, mine Gode; thi nu lidt af en anden Sort, for Exempel om vor Sally – det er længe siden I hørte nogen Geschichte om hende. Her har I een: Hun skrev til sin Moer Koren, lod Brevet ligge paa sit Bord, i Haab om det nok skulde spadsere paa Posthuset, og reyste saa ganske roelig ned til Byen, hvor det kiære Barn glædede sig flere Dage med vore Elskede der, og bad Maja C hilse mig, og spørge: om bemeldte Brev var fløyet fra Bordet hendes og i mine Hænder? Det er til Dato ey ariveret, og ligger formodentlig hvor det laae.

Hvad sig Stadsen den 28de Octbr anbelanger, da spilledes Ringen No 2: som, sagde Maja C, gik i det Hele meget brav. Kiærulf fremsagde Prologen, og skildte sig godt ved det gode Arbeyde. — Og tænk, min Rikke, som aldrig har bivaanet nogen saadan Høytiid i Norge, og tog fra Byen samme Dag, Stadsen var. Jeg vilde skiændt paa hende for det, men hun forekom mig saa venligt med sine Beklagelser. Det havde været hendes Forsæt, men da Grev Knuth bad Fogden, han og hans Kone endelig maatte blive og følge paa Comedien med hans Familie, sagde han, at Hiemreysen var bestemt, og kunde ikke opsættes. For nu ikke at giøre sin Hr Gemahls Ord tilintet, gik Hiemreysen for sig, uagtet Veyr og Føre var lige fatalt. Det er, vil I sige, en Kone «wie sie seyn soll» – og deri har I ikke Uret.

Lieut: Fabritius er kommet til Gislevold, til sin lille Grethes store Glæde. Jeg har jo fortalt Eder, at her gik et Rygte, han var død? Saa ugrundet jeg nu stedse troede det, begreb jeg ret godt at det havde sadt det stakkels Pigebarn i Angest. Et Par Postdage efter bragte Jess hende Brev fra ham, og fik et, for sin Glæde over at kunde bringe saa glad Budskab ærlig fortiænt Kys i Porto – Nu har hun sin Urban selv heel og holden.

78Torsdag 7de Hertel kom tilbage i Aftes i Skumringen. Det eneste han bragte mig, var venlige Hilsener fra Tøyen, da han ved sit korte Ophold i Byen ikke fik Tiid at see flere af Mine – Tidlig i Morges tog han og Jess til Næss til Lehnsmand Reich, hvis Datter i Dag har Bryllup. Min Koren er i Nannestad, alle mine Jomfruer sidder i Slagtningen, hvor de sad til Kl: over 1 i Nat – selv Kaja og Lina til halvtolv – og nu har sadt siden Kl 6 i Morges i et væk. Snart ere de nu færdige. Jeg har ikke været istand til denne Gang som jeg pleyer at læse for dem eller fortælle, eller paa nogen Maade være dem behielpelige, da jeg baade i Gaar og i Dag har havt den fatale Trykning for Brystet, som dog i Aften er taaleligere. Kun imellem seer jeg til dem, giver dem lidt Prat og et Æble, og dermed lader de stakkels Unger sig nøye. –

Løverdag 9de I Torsdagaftes, da jeg kom ned fra den stakkels syge Barbra, som dog nu Gud skee Lov er i bedste Bædring, hørte jeg – thi see kunde jeg ikke – nogle fremmede Stemmer i Gaarden. Det var Major Hedahl og en Jomfrue Lassen, hans Kones Coucine. De blev her da naturligviis om Natten, og skulde reyst tidlig i Gaar Morrges, hvorfor ogsaa hele Huset var i Bevægelse længe før det begyndte at grye af Dagen; men de sloge sig til god Roe alt til Kl: over 11, saa de vist først seent i Dag naaer Toten. Skriveren glædede sig, da han hørte, der var en Jomfrue med Majoren, og jeg mærkede hvor han længtes efter Lys – thi han gik frem og tilbage i Mørket og røgte sin Pibe – jeg vidste ikke engang før jeg kom ned, at han var kommet hiem fra Nannestad – nu Lyset kom da, men til ikke synderlig Trøst og Opbyggelse for den skriverlige Nyfigenhed – thi den temmelig aldrende Pige var mindre end vakker, dog for Resten ret jævn godlidende.

Posten kom først i Aftes, bragte mig et Brev fra Fetter Hosevinkel, der allerede nu er paa sin Marsch til Bergen; et meget lunefuldt 79fra Vangensten, og et lille kiærligt Majabrev. Stakkels min velsignede Maja! Vel maae hun poenitere for de deylige Dage i Christiania, ved de idelige Ædelag hun nu tvinges til at være i, og have hos sig selv, i Anledning af Petronelle Cappelens (Diederichs Datter) Bryllup med Fetteren Michael, Ridder Caspars Søn. De Nyegifte kom fra Schien i Søndags, og derfor maatte Maja mi saa braat afsted til Hiemmet – Gud skee Lov, hun kom vel frem, skiøndt i Regn og Slud, indpakket og væbnet mod Veyrets Ublidhed af sin kunstige Søn. –

Nu først kom Hr Jess hiem fra Bryllup. Hertel, som havde Forretninger, kom i Gaar. De havde moret sig kongeligt – dog, det er et meget uegentligt Udtryk – deyligt vilde jeg sagt –

Og nu var lille Mørk her, i et ret bittert Lune over adskilligt Ubehageligt som er truffet ham, og over Tidernes Tegn, som slet ikke behager ham. Han havde en Indbydelse fra Munthe og Gudmundsen, som, underligt nok, paa egen Haand har foranstaltet den til 11te Decbr i Anledning af Norges Universitet berammede – jeg vilde ugiærne bruge Ordet anordnede – Fest. De har da fundet for godt, den skal holdes paa Nordlie i Sørum for Sørum, Ullensager og Gierdrum. Nu gaaer Listen om til Subskription. Vi havde tænkt det ganske anderledes. Det er midt i Korens Tingtiid, saa han neppe kan komme did. Dog tegnede han paa for 4 Personer – 6rd pro persona – Hertel og Lunde hver for sig.

En Fest af et andet Slags, min Anes Bryllup, er ogsaa i Dag berammet til første Nye. Jeg skylder hende, at giøre det saa net og peent som mueligt, og det vil jeg giærne; men da Brudgommens Slægt er stoer, og alle Bønder, maae det blive – saa ønsker de det – paa Bondeviis, og altsaa Dands og megen Stahey, vel mere end een Dag, er jeg bange for. Det kan ikke vel blive anderledes, og alle her, veed jeg vist, vil giøre det alt paa det Bedste.

80Mandag Mortensdag Et Par Gange i Gaar begyndte jeg at vilde som jeg pleyer udtømme mit beklæmte Hierte paa disse Blade; men naar jeg saa tænkte paa, at det var den sidste Side af Heftet, saa lod jeg det beroe, og bad og haabede til Gud, at jeg kunde faae noget glædeligere at slutte med, og den milde Fader hørte mine Bønner og mit Haab. Er det ikke sandt, Elskede, at I ville lagt dette sukkende og bekymret hen, naar det sluttede med, at vor kiære fromme Majalild var syg? Og det var hun i Gaar. Løverdag Aften maatte hun lægge sig, og havde giort det i al Stilhed, uden at nogen vidste det. Hanna Bull blev ogsaa syg, og besvimede, og da jeg fulgte hende op, laae Maja. Hun havde ondt for Brystet, frøs og tørstede – Hanna blev taalelig brav samme Aften, men endskiøndt Maja var oppe hele Gaarsdagen, var hun dog ikke vel, det saae jeg tydeligt. Ak, I undres ikke, mine Dyrebare, at det allermindste fra den Kant foruroeliger mig, og dobbelt i disse Dage, som fører saa mange bittre Erindringer tilbage i min Siæl. – Men Gud være evig lovet! i Dag er hun færm, var oppe som sædvanligt, længe før det lysnede, og syer nu af alle Kræfter paa sin nye hiemvævede Kiole, som skal være færdig til hendes Byereyse, der skal gaae for sig paa første fremkommelige Føre, da hun skal følge sin Veninde, Hanna, til Tøyen

Og nu lævner jeg dette lille Rum for at see, om jeg i Dag faaer Brev fra Øst eller Vest. Melin er gaaet til Ullensgr Prstgrd, for at søge om, at blive Præstens Medhielp, istæden for en af vore nyelig bortdøde Naboer, en meget udmærket, brav Mand. Det hører til dette taabelige Menneskes mange andre Daarskaber, at han troer sig oplagt til alting. Ja, jeg skal love for, Præsterne fik Medhielp i Hermelin – Glæmmer han nu kun ikke i sin Forstyrrelse at tage Posten med sig, eller taber den –

Tirsdag 12te Ja, to velsignede barnlige Breve fik jeg fra min Pavels og hans Maja – og nu i Dag – O, hvordan skal dette lille Rum forslaae til at fortælle Eder den uventede glædelige Begivenhed! – Ney, jeg kan kun sige Eder i Korthed og Enfoldighed, at jeg længe ikke har været saa i Ordets egentlige Forstand beruset af Glæde – og jeg har jo heller aldrig før været Bedste- og Oldemoder – Ja, evig lovet være Gud! min elskede Thrinasara fik i Gaar Morges en rask Dreng, og er selv rask. –

8113de Novbr. Det er underligt, at Glæde og Sorg nesten skal have samme Virkning paa mit Legeme. Det er ligesom Sindet ikke mere taalte at komme ud af sin Ligevægt. Hele Gaarsdagen kunde jeg nesten intet foretage mig. Min Haand skialv, og mine Knæe vilde ikke bære mig. At «Glæden ogsaa har sine Taare» – vidste jeg Gud skee Lov! men at disse kunde foraarsage Hovedpine som Sorgens, troede jeg ikke, før jeg i Gaar følte det. Dog, denne kan vel ogsaa tildeels havt sin Grund i en stærk Snue, som jeg havde og har endnu, men uden nogen Slags Pine. Og nu vil jeg saa roeligt det er mig mueligt, fortælle Gaarsdagens Løb fra Begyndelsen til Enden. – Som det er mig mueligt, siger jeg – thi endnu er mit Hierte saa fuldt, at jeg ikke kan tale om eller tænke paa andet end mine Elskedes og min egen Lykke og Glæde – den er i det mindste Punkten, hvorom alt andet dreyer sig – og det er jo ogsaa kun om den, jeg har at fortælle. – Her sad jeg da, og i min gode Mag skrev paa min Oversættelse af den interessante Ferdinand Warner, da lille Marthe bragte mig et Brev, som, sagde hun, kom med en Expres fra Byen. Jeg kiendte netop min Realfs Haand, som røbede tydelig Hastværk, og rev brevet op; men da jeg saae, de to første Sider var fra Thrinabarnet selv, læste jeg ganske roelig, hvor rask hun var, at hun ønskede jeg vilde giøre fuld Aftale med hendes tilkommende Amme osv – til Slutningen siger hun: «Nu skal vi hen og spise Mortensgaas hos Festningsbarna dine, Moer mi, i Morgen mere» – «Min velsignede Thrina er undskyldt for at slutte dette, kiæreste Moer Koren! I Morges Kl 7 gav hun mig en stoer rask Gut, og er Gud være evig lovet, selv rask» – mere saae jeg ikke paa den tredie Side, før Taarene styrtede af mine Øyne, og jeg veed ikke, om jeg takkede Gud før jeg løb hele Huset rundt og udjublede min glade Efterretning – men mine Glædestaare vare ham jo – og ere ham det i dette Øyeblik – den bedste Tak – hvert Menneske jeg saae maatte vide det, og uden Undtagelse yttrede alle sin Glæde hver paa sin Maade, og min lille Majas 82fromme Øyne gav Gud den samme Tak som mine. «Hvor nu Moer Cappelen skal blive glad, og Faer med!» var hendes første Ord – «en Søn, siger du, Moer? Nu bliver Faer Cappelen opkaldt» – men jeg veed ikke hvad de allesammen sagde, jeg veed kun, at de allesammen vare glade med mig, og at jeg tungt savnede min Koren og min gode deeltagende Hertel, at de ikke strax kunde faae blive glade som vi. Men den velsignede Nyekomnes første Fornødenhed var Ammen, og flux, inden jeg expiderede Expressen fik jeg Aslak afsted efter hende. Til alt det øvrige Gode havde jo Gud, just som for det samme, givet os Føre, og nu var jeg saavidt, at jeg kunde tænke lidt i Sammenhæng, og lægge Planer til min egen Byereyse – thi at jeg nu ikke kan udsætte den længe, begriber I nok – «Mindst tænkte du paa, min Maja» – sagde jeg ved mig selv – «da du i Mandags forlod Barna Dine, at Du acurat ottende Dagen efter skulde blive saa gladelig overrasket, og saa snart mødes der saadan med Din Moer Koren.» – (Men det er sandt, I veed vel ikke allesammen, at Gutten kom en heel Maaned, og vel det, før han var ventet? Kunde da ikke nok en saa uventet Glæde rystet et stærkere, mindre moderligelskende Hierte end mit?) – I det samme kom Jess hæsblæsende: «Moer, Ammen er kommet, men hun har ikke mødt Aslak, og den Stakkel er saa vaad af Sneen, og – ney, du kan ikke troe, hvor vakker hun er, og jeg troer ikke, hun er 16 Aar» – Jeg havde længe ventet hende, og nu kom hun, for at aftale et og andet med mig – kom som hun var kaldet, mente jeg, og ilede ud. Det rene klare Øye vendte sig saa vemodsfuldt til mig da jeg kom ind, at jeg ikke fik Tiid at blive opmærksom paa den lille ungdommelig-fyldige og tækkelige Skabning. Just saadan en Pleyemoder havde jeg ønsket, men ikke haabet at finde, til min Thrinasaras Barn, som det er hende fraraadt, selv at give denne første vigtige Pleye – og tænk Eder saa min ubehagelige Studsen, da hun sagde, hun var kommet for at sige mig, at hun ikke kunde modtage den tilbudne Plads, da hun ikke kunde faae sit Barn nogetsteds, 83hvor hun kunde være tryg for, at det vilde fare vel. Alt dette sagde hun med saa hiertelige Taare, at jeg ikke kunde hitte Rede i hvad der bedrøvede mig meest, hendes Afslag eller Grundene for det. Saa meget er vist, at det stærkt temperede min Glæde. Slutningen blev dog, at hun bestemte sig til at modtage Tilbudet, da jeg havde skaffet en Kone – Madamen i Svingen som I jo alle kiender – for hvis Redelighed jeg torde indestaae, og giærne skulde betroe mit eget Barn til. Da nu alle var omkring hende, og kappedes om at afmale hende, hvor godt baade hun og hendes Barn vilde faae det, sagde hun atter med taarefulde Øyne: «Naar kun Barnet mit faaer det godt!» og da hun var beroeliget herfor, og Maria gav hende sin Haand paa, at hun jævnlig skulde see til det, og at hun ofte skulde faae høre fra det, opklaredes det lille trinde røde og hvide Fiæs med et. At hun blev mig kiærere ved disse Betænkeligheder, kan I tænke Eder. Nok saa tilfreds kiørte hun hiem, og kommer igien i Morgen, for at tage i sin Plads, som Gud give hun maae opfylde som jeg ønsker og haaber det. Atter blev jeg roelig og fornøyet igien, og skrev til den kiære unge Papa med Posten, at de først i Morgen kan vente lille Peders Amme. Giid han imidlertiid maae tilbringe denden] rettet fra: det ved overskriving meste Tiid i den sødtslumrende i den pene Vugge, som bemeldte min kunstforstandige Hr Søn selv har forfærdiget til sin lille Yndling, og hvori jeg med Guds Hielp Løverdag eller Søndag skal see og velsigne ham – O naar jeg tænker paa det glade Møde med min Maja C ved denne Vugge, ved vor Thrinasaras Seng!!!

Fredag 15de

«I Glædens Fodspor Sorgen følger;
Jævnt med Tilfredshed Smerten boer –»

Det var en tung, stormfuld Dag i Gaar, og det er med et tungt Hierte og taarefulde Øyne jeg nu sidder her, hvor jeg i Forgaars sad saa glad og talte med Eder. Jeg har jo fortalt Eder om Barbra, den i sit Fag som i sin Stand saa sieldne, udmærkede Kone og Giordemoder, som nu har lagt her i jeg troer 6 Uger under den gode ufortrødne Walbohms Tilsyn og alles vores omhyggeligste Pleye. Efer megen Frygt og tidt nesten udslukt Haab, saae vi hende nu fuldkommen helbredet 84i sin Fod, og i disse Dage vilde hun reyst hiem, men hverken Walbohm eller vi vilde tillade der før i neste Uge. I Gaar var hun oppe og paaklædt, og vilde seet ned til os – hun laae paa Skolen – for første Gang, og havde hele Morgenstunden, ligesom Aftenen før, da jeg efter Sædvane sad oppe hos hende i Skumringen, været overmaade munter, som hun overalt havde en ualmindelig stærk, livlig Siæl i et fiint og ved mange Slags Lidelser svækket Legeme. Walbohm sad just her og talte herom, og vi glædede os begge, da han blev kaldt op til hende, han i samme Øyeblik havde forladt munter og rask. Det foer som et Spyd giennem mit Hierte – jeg troede, det blot var et Paaskud, han skulde til Barbra, og at en anden var blevet syg. Jeg havde ikke seet min Maja endnu, og foer op paa hendes Kammer. Rigtig nok havde hun lagt sig, og var mindre end frisk. En bolden Finger, sagde hun, havde holdt hende vaagen den hele Nat, saa hun kun fattedes Søvn, og havde lidt ondt for Brystet. Mig kunde det ikke beroelige, kan I nok troe – men jeg hørte da, det ikke var til hende Walbohm var kaldt. Det var alt for vist til Barbra. Hun havde faaet en Apoplexie, og – Kl 8 i Aftes var hun hos Gud. Min elskede Rikke kom, just som jeg var i den største Forskrækkelse, da de ikke kunde skiule mig Sammenhængen, saa giærne de vilde, og da jeg kom fra min syge Maja. Hun havde liden Glæde hos mig, den Gode; men vi ere vante til at dele de mørke som de lyse Dage med hverandre. Ogsaa hun tabte meget ved denne umistelige Kones Død. Hun kom tildeels i Dag for at tale med hende før hun reyste – og fik nu ikke see hende forinden den lange Reyse –

Wangensten kom her ogsaa i Gaar, og hans Ømhed og Bedrøvelse giorde mig ham meget kiær, ligesom den ellers muntre Fabritius’s. Han og Jess – disse to unge Menesker, vare hos hende til hun sødt og sagtelig var hensovet. Jeg fik først i Morges vide, hun var død, og vistnok har Fabritius, som styrede sin Coucine, først sagt hende det i Dag, skiøndt vi Begge vare forberedte paa at høre det. Gud skee Lov at jeg havde alle disse Gode om mig hele Dagen. Ogsaa Walbohm var her for det meste. Hertel kom just som hun var død, hørte jeg i Dag. Alle ere nedslagne, og det varede længe for vi i Formidd: torde sige Maja det. Vi græd sammen. Men Gud skee Lov, hun 85er ellers ret brav i Dag, og jeg haaber, Reysen i Morgen til vort kiære Tøyen skal være os begge gavnlig, og at Gud vil give os Glæde, rigelig Glæde for disse tunge Timer. I Aften venter vi Budet tilbage, som kiørte ind med den lille Amme – det var en Steen af mit Hierte, da jeg havde faaet hende opmuntret og vel afsted, efter at hun selv havde været med sit Barn hos Konen, som modtog det – men en langt større vil væltes fra det, naar han bringer mig den glade Efterretning, at alt fremdeles er vel hos Eder, I Elskede. Engang til saa let vil da Reysen gaae i Morgen, om end Føret, som det truer med, da det tøer stærkt, vil blive maadeligt –

Tak, min elskelige Lotta, for Dit lille Brev med Posten. Det var da Dacapo af mine Glæder og Følelser ved vore Elskedes Lykke. «Min Lawson» – skriver Lotta – mødte vor Realf i Dag paa Gaden, og sagde, «man kunde see Glæden paa ham baade for og bag.» – I seer, Bedste, hun har beholdt Gemahlens egne Ord.

Og nu har jeg skrevet et Par Breve i den ovenmeldte sørgelige Anledning, og har vi saa godt det lod sig giøre søgt at bibringe den stakkels Mand, ak, som nu hver Time ventede hende frisk og rask tilbage til sit Hus og sine Børn, det haarde Stød. Den troe, ømme Hertel vil vist afgiøre det øvrige Sørgelige. Han er blevet vant til at besørge Begravelser. Wangensten vilde endelig Walbohm skulde modtaget noget for sit troe daglige Tilsyn med den Syge, men det vidste jeg forud, han vilde afslaae, endogsaa om hun havde levet – Gud give, han havde faaet denne bedste Belønning! dog, hans Bevidsthed er riig Løn – Nu vil den gode W-n, hvis Kone holdt, og havde Aarsag til at holde saa hierteligt af den Bortgangne, giøre for Børnene, især det Mindste, en 6 Aars gl: Pige som laae Moderen saa meget paa Hierte, hvad denne nu ey mere behøver.

Nu skal der pakkes ind og laves til Reysen. At disse Blade er noget af det, som vist ikke bliver forglæmt, veed I. Jeg haaber til Gud, at jeg skal faae meget Behageligt at fylde dem med – og saa Farvel for en 10 a 12 Dage, mine Dyrebare, fra det lille grønne Kammer. Det sidst sluttede Hefte kom ind i Gaar til Tøyen –

86

Tøyen.

Mandag 18de Nu vil jeg forsøge, at gaae ganske fortællende frem, mine Elskede, at det ikke altsammen skal løbe Surr for mig, som det vist ellers vilde. Altsaa umager Eder tilbage med mig til det gamle Hovind, skiøndt jeg forud vil lade Eder vide, at Føret ikke er med det bedste, som I kan slutte derfra, at vi vare underveys fra Kl: 9 om Morgenen til 6 om Aftenen. I følgende Orden gik Toget for sig i 4 Slæder: 1) Hr Secretairen solo – 2) hans Gemahlinde, styret af Hr Lieutenant Fabritius – 3) vor Jomfrue Datter Maja, og Hr Broderen, Jess – 4) Jomfr: Hanna Bull og Hr Lunde. Paa Moe spiste vi vor Frokost, som syntes beregnet for en 20 Miils Reyse, men nesten strøg med strax. Did var Føret taaleligt, og derfra til over Aasen meget godt. Men saa var Herligheden forbi. Godt var det, at Styrekarlene ved denne anden Hvilen fik en Kop Caffe at styrke sig paa – de behøvede det – thi fra Grorud var det lutter Jord, Steen og Morads. Vi toge om Økeren, men vandt ey stort derved, og havde adskillige smaae Alterationer inden vi, Gud skee Lov lykkelig og vel, naaede vort velsignede Tøyen, hvor vi i første Øyeblik, da alle dets Beboere kom saa glade og modtoge os, vilde glæmt langt større Viderværdigheder, og hvor, før vi fik Tiid til at spørge, Lotta og Kista paa engang fortalte os, hvor godt og vel alt stod til med vor elskede Thrinasara og Gutten hendes. Kista havde vaaget der i to Nætter, og kunde sige mig fuld Beskeed om alt – I Gaar Morges – thi nu kan jeg ikke holde Eder derfra længere – toge vi did, min Lotta og jeg, og vort første Møde var den ædlelykkelige Bedstemoder, og saa – den glade unge Moder – dog, at vi ikke mødte hende, begriber I nok – Ney intet Syn paa Jorden er skiønnere end Synet af en saa glad, saa lykkelig Moder. Jeg maatte have den lille søde Unge op af den pene Vugge (som Papa netop havde faaet færdig Dagen før den kom i Brug) og til min Mund, mit Hierte – og Lotta – som ellers ikke er for at stelle med saa bitte Smaae, tog dog saa venligt den sovende Glut paa sine Arme. Ja, det er som min Kista siger: «Hvem der vil see glade Mennesker, maae gaae til Ottesens» – og da nu Præsten kom – men først – thi jeg har jo lovet Eder Orden – var vor Maja P: kommet, og stod og giæmte sig, den lille Narrehætte, inde i Moer C’s Kammer – 87og saa stod jeg og saae ned mod Festningen, og passede paa naar min Realf kom, og see, en græsgrøn Dame drog min Opmærksomhed til sig, og var det intet Under, thi det var lille søde Sara, som ogsaa havde været smukt i Kirken og nu dreyede ind i Sr Probstes Port – og Printsen gik forbi med sin Dulcinea – men neppe kom de fra Kirken – og Musikken trak forbi – og Folk mylrede frem og tilbage – men saa kom endelig Hr Pastoren, og nu lod jeg Printser og Baronesser og Musik trække og mylre forbi alt mens de vilde, og fløy ham imøde paa Trapperne – ney, I faaer dog intet ordentligt, mine Venner – thi hvordan kunde jeg bringe paa dette sandrue Papir hvad ikke var til – og hvad Orden kunde der være i al den Glæde blandt os lykkelige Mennesker i den korte Tiid? «hvorfor den var saa kort da?» – Ih, fordi Slotspræstens og Olsens skulde spise her til Middag, saa maatte vi vel skynde os hiem – Men nu i Morgen bliver jeg der den hele Dag, og saa skal jeg nok bringe bædre Beskeed – I har jeg jo heller ikke hørt, at Skriveren var der før vi kom, blev der efter at vi toge bort, og sad paa Sengen hos Thrina si, og holdt Styr paa hende, at hun ikke skulde forvove sig – Og saa toge vi da bort, ledsagede af alles Velsignelser, og tungt havde jeg revet mig derfra, om jeg ey havde været vis paa, saa snart og længe at see de Kiære igien. Lidt upasselig havde min Thrina været Dagen før; men nu var hun færm, og er det Gud skee evig Lov ogsaa i Dag – thi i dette Øyeblik kom Kista vor derfra – hun har vaaget i Nat ogsaa hos sin unge Veninde – og alt er saare vel.

Her var da de kiære Slotspræstbarna mine, og maatte Fader Pavels troe paa at giøre en Runddar med mig, thi det var aftalt, til Ære for den nyekomne lille Kronprints – og de snilde Olsens vare her, og min Zarina, Lieutenant Stenersen, og alle Styrekarlene fra Hovind, som toge herfra hiemad Kl 10 i Aftes. Dagen gik i Moroe og Gammen – Ja, Sally var her jo ogsaa, det kiære Barn. Hun kiørte hid fra Berghs, hos hvem hun i Byen har sit Standqvarter – og did igien i Aftes. Maaskee sees vi i Morgen igien. Presidenten, Pavels, Olsen og Stenersen bostonerede, Skriveren gik fra og til – thi han er, som I veed, helst Friemand – alle vi Qvindfolk strikkede, snakkede, lagde Kabal og havde Alskens Ting for – som Dagen begyndtes, saa endte den – og mange saa deylige Dage seer jeg lykkelige Moer Koren nu imøde –

88Tirsdag 19de Færdig at tage op til Barna mine, skal jeg kun i al Hast giøre Eder Regnskab for Gaarsdagen, og er det snart giort, da den gik i al muelig Roelighed og Behagelighed. Ingen var her, uden den fameuse, nu værende Cancelliraad Munthe af Morgenstiærne, som havde noget at tale med Skriveren min, men da Lotta og jeg intet havde at tale med ham, sad vi her i god Roe alt til Theevands Tiid, i mit lille hyggelige Kammer, og naar Kista havde en Stund frie, saae hun ind til os. Maja mi var taget ned til sin Mama Maja, for at vaage hos Søster Thrinasara i Nat. Morgenstierne tog bort strax vi havde drukket Thee, og vi sagde allesammen Lykke paa Reysen. Med Prat, Strikning og lidt Læsning gik Aftenen, og var Kl 11 før vi troede den var 10 – Jeg læste en lille jeanpaulsk Geschichte, som rystede mig i mit Inderste: «Das heimliche Klaglied der jezigen Männer», er den benamset – og i det Hele kun, som saa meget af denne Digters Arbeyder, kun et Fragment. Men hans Fragmenter ere righaltigere end mange andres i flere Bind udførlig udførte Begivenheder. Han sætter Hiertet, eller om I vil, Indbildningskraften paa et Spor, som det eller den ikke saa let taber og tvinges til at forfølge.

Onsdag 20de God Morgen, mine Elskede Alle! Ja, det var en deylig deylig Dag, det veed Gud. Kl 10 tog jeg derned, og fandt – den unge Madam Mama siddende oppe nok saa peent og strikke. Gutten sov sødt i sin pene Vugge, og saa kan I nok tænke, at Glæden var hiemme i alle Hierter, paa alle Ansigter. Lidt efter mig kom det kiære Slotspræstpar, og blev til Middag. Da den var forbi, og Thrina vor havde faaet sig en Middagshvile – Sally vor var der et Øyeblik, men kunde ey blive, da hun ventede Hest ind efter sig – blev den velsignede Gut hiemmedøbt af sin glade rørte Fader, liggende paa sin glade rørte Bedstemoders Arme, og glade og rørte til Taare vare vi Alle, fra Moderen i Sengen, og til min lille Maja, som for første Gang bivaanede en Hiemmedaab. At Drengen hedder Peder Cappelen behøver jeg vel ikke at fortælle Eder, ligesaa lidt som at en saadan Handling vist aldrig har havt hierteligere deeltagende Vidner. Det forstaaer sig, Skriveren var der, og vel saa troet inde hos sin Thrina og ved lille Peders Vugge som nogen af os andre. Strax efter Daaben var forbi, tog lille Maja hid til sit Tøyenhiem, og da det mørknede, gik min 89Pavels og Maja. Skriveren og jeg blev til Kl: henimod 10, og tilbragte den meste Tiid inde hos Barselkonen, som sad oppe hele Eftermiddagen, og følte sig bædre og stærkere jo længere hun var oppe – Og saaledes er, Gud skee evig Tak, alt saa vel som det er mueligt at ønske det, og tør vi nu med alt mere og mere Tryghed glæde os til, at vor Glæde skal blive varig, da de første 9 kritiske Dage ere forbi. Her fandt jeg Lotta med sine tre Jomfruer arbeydende og læsende, og Presidenten med Sønnebarnet ved Tokodelbrættet.

Torsdag 21de Hilsen fra min Koren og hans Maja! I dette Øyeblik begave de sig herfra paa Hiemveyen. Vi havde alle saa giærne beholdt dem længere; men Skriveren kaldte Forretninger uden, Maja Forretninger inden Huset. Det forestaaende Bryllup i Morgen 8 Dage, og det fast ind i den travle Juul, giør det kiære Barns Nærværelse nødvendig hiemme, saa meget mere, som vor gode Telja i denne Høst skranter end mere end sædvanlig.

Nu venter vi hver Stund vor dyrebare Maja C, som lovede at komme og blive her til mod Aftenen, om hendes Thrina vedblev at være rask, og Føret blev nogenlunde. Det første er med Guds Hielp Tilfældet som det sidste; thi i Gaar da Koren var der, gik den lille Madam og spadserede nok saa kiækt.

Hvad sig Gaarsdagen anbelanger, da henviser jeg Eder til Tirsdagen, kun at I lader Morgenstiernen ude af Maleriet, hvorved det sandelig intet taber, og seer mig læsende, istæden for Das heimliche Klaglied etc» – «Die Wunderbare Geselschaft in der Neujahrsnacht» – en Vision, som jeg maae læse oftere og roeligere for at fatte den ret. Den er af samme Digter i samme Bind, og Bogen tilhører min Maja C –

Lille Maja – det er sandt, det var en Forandring – var paa Comedien og saae Fendrikken, som hun syntes gik meget godt, og var hun sterbens forliebt i selve Hovedpersonen i Stykket, Maribo – Muelig har den vakre unge Mands Figur og Anstand bestukket den unge Piges Øyne. Frue Møller (forrige Frøken Falsen) og Frøken Beck var de eneste hun erindrede, da alle vare hende fremede. De havde et Efterstykke, Arestanten, Syngestykke saa gar, men hvor Maja syntes, de bar sig saa dumt ad – Og men jeg Sandseløse! Var ikke lille Justitrd Wexels her ogsaa i Aftes et Par Timer, for at bede Farvel, og hans Coucine, Frue Heyerdal, som kan være saa godlidende iblandt, naar man intet mere har med hende at skaffe.

90Fredag 22de Lotta stod herinde hos mig i Gaar mod Middag for med allehaande Stads at udsmykke en Bedstemoderstoel til vor Maja, da hun i det samme kom rullende ind i Gaarden med Sønnen sin. Han blev kun et Øyeblik, for ikke at lade sin Thrina, som nu er saa godt vant til at have baade ham og Mama om sig, være allene, og Mutter sad i den gille Stoel, og havde nyelig forladt den for at sidde mellem Lotta og mig paa Sophaen, da Grev Knuth kom. Han vilde talt med Skriveren min, som et Par Gange havde været forgiæves hos ham, men «borte var Marcus med Liren» – Den zirlige Stol faldt ham i Øynene, og vi forklarede ham dens Betydning, og bad ham sætte sig i den, da han dog nu kunde vente, at blive Fader for det første (hans Kone venter sin Nedkomst om en Maanedstiid)[.] Men han maatte nok finde dette Sæde alt for godt, eller hvordan det havde sig, nok er det, at han blev her til Klokken halvtre, og hvor godt jeg lider den tækkelige godmodige og beskedne unge Mand, knurrede dog vore Maver lidt, og Kista mener jeg smaaeknurrede ligerviis, med Munden at sige, fordi hendes brune Bønner bleve for kogte, Gaasestegen forstegt. Det fandt vi dog ikke da vi endelig kom tilbords, og havde den lille Vent endogsaa giort Maden endnu mere velsmagende – men det som værre var, og svier længere: han afnødte os Løfte om et Besøg; dog bestod mit Ja kun i et Kniks, som er min sædvanlige Tilflugt naar jeg balancerer mellem Ja og Ney. Havde jeg kun været lige saa fuul som Moer C, der intet bestemt sagde om Sin Hiemreyse. Dog, vil saa sandt Presidenten glæmme det, som Lotta og jeg nok skal lade være at bringe det i Erindring.

Et Par hæderlige Hedemarks Bønder, Jørgens Bekiendte, spiste her ogsaa. En halv Timestiid dovnede vi lidt herinde, Maja mi og jeg, imens Lottamoer fik flyet om inde i Stuen, røget, og giort saa godt til os; og Kista Caffen færdig. Men «hastig som Tanken bevingede Timer bortilte». – Kl 4 kom Hr Realf igien, og hentede vor elskede Maja, der var saa reent lustig, og lod sin hvide Hest gallopere i et væk, at jeg 91ikke veed, hvordan det vil gaae, naar hun engang bliver Oldemoder som jeg, da hun allerede som Bedstemoder er saa balstyrig. O, min, vor Maja, Du Gode, Ædle! matte Din Glæde vedvare og tiltage! og det vil den, og Mange, Mange skulde glæde sig med Dig: –

Men om Aftenen, da vi sad her allene i vor Roe, blev vor kiære Kista med et saa ussel i sine Øyne og sit Hoved, og maatte lægge sig lidt, og da sad vi saa tause og bekymrede om Bordet, Lotta, Hanna og jeg, og Jørgen læsende og Presidenten skrivende, og mælede knap Ordet – Det blev lidt bædre siden, og Gud skee Lov, i Dag er hun ret meget brav, og jeg veed, dette Onde gaaer over, men ogsaa, at det er saa ængsteligt imens det varer –

I Dag – det mørkner allerede – har vi intet fremmet Menneske seet. Fader og Søn er i Byen, og før sene Qvellen kommer nok ingen af dem tilbage. Det er den første Gang vi savner dem en heel Dag.

Søndag 24de Og Fredag Løverdag kom heller ingen, og vi levede stille og roeligt, arbeydede, pratede, og lagde Kabal – Presidenten og Sønnen hans kom først hiem Kl 11½ – I Gaar gik Dagen ligedan alt til hen i Skumringen, da Lotta og jeg giorde en lille Tour i tyk Taage og med sløvskoede Heste for Vognen (som vi nu atter maae tage vor Tilflugt til, da den Smule Slædeføre er fløyten) ned til Barna i Byen. Vi fandt vor Thrina saa flink og munter og fuldkommen jomfruenalsk – at see til – og Mamma hendes som i Fredags her, og Gutten roelig og sød, og kort, alting som det kun kunde ønskes. Den unge Papa var, ligesom Presidenten, hos Rosenkrantzes til Middag, men kom hiem et lille Kast at see til os, og kiæle lidt for Thrina si. Siden vare vi allene, og havde det saa godt og hyggeligt. Ogsaa fra Egersønnen min fik jeg en venlig Hilsen ved Maja C, som havde havt Brev fra ham. Halvveys ventedes Fader Cappelen, men istæden for ham kom et lille bitte Brev, at han venter paa Føre: Dog maae vel andre Ting hindre ham fra at see sin Dattersøn; thi Føret pleyer ikke genere ham. Vi bleve ret flaue allesammen, fordi vor Venten var forgiæves.

92I Dag skulde vi været hos Grev Knuths, men hans Kone skal ikke befinde sig vel, og endskiøndt jeg ikke, det veed Gud, ønskede en saadan Anledning til at slippe dette Besøg, glæder jeg mig dog over, at kunde være hiemme hos Lotta i Roelighed, og formodentlig bliver vi ganske ene, da Kista og Hanna skal paa Comedien i Aften. Nu er Madam Olsen og Zarina, den unge Madam Stibolt (forrige Ovidia Holbye) og hendes ugifte Søster inde; men jeg troer ikke de bliver her.

Mandag 25de Hør nu kun, for Glæde jeg havde i Gaar – og saa uventet! Mad: Olsen og Zarine gik strax igien, den anden Madam og Jomfrue blev og spiste. Jeg havde slem Hovedvee, og vilde lagt mig, tænkte jeg, men da jeg kom herind, lokkedes jeg til Skriverbordet og min Oversættelse. I det samme kom Kista: «Moer, der er Fremmede inde! og giæt hvem? Ja nu bliver De glad» og selv saae hun saa hierteglad ud – «Moer Cappelen? eller nogen fra Hovind?» – «Ney, men Faer Cappelen og Ottesen.» Jeg foer ind, og kyste min kiære kiære Faer Peder saa hiertelig – Saadant Udtryk af Glæde saae jeg aldrig før i hans Ansigt – men skiønde maatte jeg, fordi han ey var kommet Aftenen før, at vi, Lotta og jeg, kunde været Vidner til den første Sammenkomst med hans lykkelige Maja, Thrina, Realf, og lille Peder. «Og hvor kunde saa jeg vide, at De ventede mig?» sagde han leende. Men i al hans Glæde spurgte han efter sin lille Maja og Lina, og ønskede, de havde været her. De blev kun og drak Caffe, Fader og Søn, og det var en haard Fristelse, ikke at følge med dem, de bad mig saa vakkert, og min Realf lovede selv at befordre mig tilbage; men min Lotta havde da blevet ene hiemme, og det kunde jeg ey bære over mit Hierte. Blive her længer kunde de heller ikke, da den altiid Ilende, Hr Peder, i Dag skal afsted igien – og saa gik de – Lidt efter gik Søstrene, Stibolt og 93Holbye, og den gale forstyrrede Jørgen, sagde at han vel for Skams Skyld maatte følge dem, og at han – han havde om Formiddagen hiemfulgt det andet Søsterpar – ret var Dametrækker – Det klang som Biørnetrækker, og Ovidia, en grumme ret geskiæftig lille Ting – protestrerede mod sligt Følge, men modtog det lell, og den unge Herre blev smukt borte, og lod os to Gamle sidde ene, da Kista og Hanna toge tidlig bort, for at giøre en lille Barselvisit hos Thrina vor. Aa ja, vi stullede os nok saa godt, drak vor Thee og spiste vore Smørrebrød i al Mag. Saa læste Lotta, og jeg, som intet havde at læse, og ikke heller, om jeg havde havt det, torde brydt de ikke ret gode Øyne, lagde Kabal, for at see, om det skulde lykkes mig at faae Evalds Skrifter kiøbte (som i Kbhn ikke ere at faae) men det saae lidt misligt ud. I det samme gaaer Dørren op, og ind træder – Hertel den Gode – og det foer mig giennem Hiertet, thi min første Tanke var, at der var noget Galt hiemme. Men hans muntre Aasyn modsagde det – han var kommet ind for at opfylde et gammelt Løfte til unge Horster, der nu selv havde været ude at erindre ham herom, og hos hvem han i Dag er Fadder, og nu tog afsted i Presidentens galante Karette. Hvordan Aftenen nu gik, kan I vel tænke Eder mine Elskede! Da jeg havde faaet Forsikringer om alles Velbefindende, gik det løs paa Beskrivelsen over Bryllupstilberedelserne, og hvor travlt de har det allesammen der hiemme. Men Gud skee Lov, de ere raske og alting godt og vel i alle Maader. Smaaepigerne kom da ogsaa hiem, og havde fornøyet sig kongeligt, og fik nu end et Efterstykke her, der var dem vel saa glædeligt. Og i Dag, strax over Middag, kommer vor velsignede Maja C – og i Morgen skal jeg og vi alle til Barna paa Aggershus Festning – og i den Anledning skulde jeg have et Bud til Sally vor, for at faae hende, om mueligt, med, som min Maja P: bad mig om i en lille venlig Sæddel i Gaar – und so leben wir alle Tage! –

Aften Vor Maja kom efter Løfte til os, men reyste ogsaa igien efter Løfte til Barna sine, da Kl: var 7. Dog, det var et Par velsignede Dag Timer, og 94er ikke mangen Time ofte mere end en heel Dag? Lever man ikke ofte meer en Dag (i Ordets hellige Betydning) end Maaneder og Aar? Dog ney, ofte skulde jeg ikke sagt – men som Timer kan giælde for Dage, Dage for Aar, saaledes maae I ogsaa, mine Elskede, forstaae dette ofte. – Men nok, alt for meget for mine Øyne ved Lys. God roelig Nat!


Hovind.

Fredag 29de Ja, jeg seer det, mine Dyrebare! I vil giøre store Øyne, naar I saaledes seer mig med et ved mit Skriverbord i det lille grønne Kammer. «Det var et Pokkers Spring af et Bryggerkar!» – vil I sige. Og paa alt dette svarer jeg ikke et Ord, og laaner ey heller ikke mit Øre til al den Tummel og Larm af de allerede kommende Bryllupsgiæster, og Musikken, og det hele virvarske Væsen som paa alle Kanter omgiver mig, og lader mig ey forstyrre af alle de Velkomster, jeg maae ind og ønske – thi alt ved Theebordet kom i Morges de Indbudne selv med den Fønd eller Sending som ey var bragt i Aftes – Men beder Eder smukt at følge med mig, som var det Tirsdag Formiddag, d: 26de til mit kiære hulde Slotspræstpar. Paa Veyen did mødte jeg Maribo, som heel forundret steg af sin Slæde og kom hen til mig: «Er De endnu i Byen?» – «Ja, hvor skulde jeg ellers være?» – «Og Deres Mand sagde, da jeg talte med ham, at De skulde reyse hiem Dagen efter» – «Det maae have været en Misforstaaelse.» – «Og min Ragna ønskede saa inderlig at tale med Dem.» – «Og jeg ønskede ret ligesaa inderlig at tale med hende, og skulde længe siden været hos hende, om Føret ikke havde været saa slemt. Men vil De nu hilse Deres Ragna, at om hun ey vil forarge sig over at jeg giør min første Visit til hende i Vadmels Pæls og Kiortel, kommer jeg ind om Økeren paa Torsdag med samme jeg reyser hiem. Det har desuten hele Tiden været min Agt.» – Han fandt Vilkaarene lidt betænkelige, men vi enedes dog om, at det skulde forblive derved. Saa var jeg inde hos Olsens som snareste, og glædede mig over den vakre store Gut, der giør Forældrene saa lykkelige, som de ere gode og fortiæner at være det. – Og derfra gik Touren til Festningen –

95Nu maae I vide, at Fader Pavels havde for lang Tiid siden lovet at forelæse mig noget, som jeg hiertelig længtes efter, naar vi vare allene; og derfor kom jeg saa tidlig, mine andre Kiære først om Aftenen. Jeg fandt Maja mi kun med en Arm at omfavne sin Moer Koren med. Den anden var det hende umuelig at røre, da hun havde faaet en stoer Byld under den, der foraarsagede hende megenmegen] rettet fra: meget ved overskriving Smerte, hvad man dog blot mærkede paa hendes tidt vexlende Ansigtsfarve. Paa nogle smaae Afbrydelser nær, deels ved nogle som havde at tale med Præsten, deels ved de kiære Vennehulde Børn, som imellem maatte have lidt Kiæling, bleve vi uforstyrrede, og Middagen var der, før vi formodede det. Da vi havde drukket Caffe, og Slotspræsten og jeg vare i Begreb med at giøre et Gesvindtbesøg til Capitajn Widding (som I jo veed, er kommet i Major Juels Sted, og boer i hans forrige Gaar paa Festningen) raabte Børnene, som stode ved Vinduet: «Der er Provsten! der er Schmidt!» – Jeg saae ud, og see! ham var det, min elskede Egersøn, vor kiære Schmidt, som kom saa uventet, saa himmelfalden. Han var kommet ind med Fragtvognen, i Følge med Justitsraad Wulfsberg, og havde desaarsag spiist til Middag hos sin længste Veninde (høyeste) Mad: Wulfsberg. Nu blev det os, kan I tænke, lidt betænkeligt at gaae saa strax til Widings, men da Hr. Frederich ikke havde været hos Ottesens, gik han did for at lykønske det unge Par med Sønnen deres, og følge vor Maja C: hid til os – Vi togede et kort Farvel med vor patientiske Vertinde, og vandrede hver sine Veye – Dog var nok vores den vanskeligste, skiøndt, skiøndt korteste, da hele Exercerpladsen, som vi skulde over, var som et Speyl. Imidlertiid maneuvrerte vi saa godt vi kunde, gleed vel lidt, men faldt ikke, og kom lykkelig og vel frem. Frue Widding fandt vi mellem sine to vakre Glutter, en Dreng og Pige, og den godlidende Caftin kom strax ned til os. En Timestiid hensladdrede vi, og det var ey meer end saa de leed, at vi ikke vilde blive og drikke Thee, men jeg vidste, hvad der mere end Thee ventede os, og seyrede over alle Overtalelser, hvori da min Følgesvend stod mig – og vist af samme Grunde – troeligen bi –

Ja, men nu var med et vaagnet en Storm, den haardeste jeg mindes at 96have været ude i; saa meget mere forunderligt var det os, som vi gik derhen i det stilleste, blideste Veyr, og just talte om, hvor vaarligt alting var. Dog selv denne rasende Vind var varm som tidlig Høstvind; men vilde med alt det vist kastet os overende, Slotspræstsønnen og mig, da ingen af os er synderlig stærk i at gaae paa Iis, mindst naar Stormen giør et med den for at bringe Folk til Fald, om ikke Widing havde paataget sig at lodse os tilbage. Saaledes stode vi os tappert, og ariverede vel og lykkelig i den ønskede, ønskelige Havn, hvor vi fandt vor Maja C, vor Lotta, vor Frederich, og netop havde vi leyret os om Theebordet, før Maja P: kom saa glad ind, og spurgte, om vi kunde giætte, hvem der var ude? Ja det er sandt! – lidt løber det i Surr for mig – Sally svarede paa Indbydelsen saa mismodig: hun kunne umuelig komme, da de havde slagtet, og troede, det var saa lagat, vi ikke skulde samles hos vor Pavels’s. Og nu stod hun der, det kiære Barn, rødmoset og glad, og hviid som en Due. Og nu var alt i sin behørige Orden. Egerprovsten spillede og sang lidt for os, iblandt andet sin Cantate til Høytideligheden i Drammen den 11te Decbr, hvortil noget af Musikken var af ham selv – herom mere en anden Gang – (den saa ganske fra denne forskiællige Musik som toner heruden for og forkynder hver kommende Giæst, giør mig rigtigt noget chatolsk i Ho’det) – Presidenten var kommet, og de tvende Mænd satte sig til Lhomberbordet – Claveret taug – men vi gode Mardamer taug ikke, og Aftenen gik saare deyligt, som Dagen. Det maae I ogsaa endnu vide fra Festningen, at de hulde Barna mine der har indrettet et lille peent Kammer, som skal hedde Moer Korens Kammer, hvor de Smaae endelig vilde, jeg skulde ligge om Natten, men som nu blev taget, for første Gang i Besiddelse eller Beliggelse af Sønnen Frederich. O, hvor elske I mig dog Alle! men jeg elsker jo ogsaa Eder Alle saae troefastmoderligt –

 Realf kom for at følge Mama si hiem, og Kl: henimod 12 kom vi, Lotta og jeg i Slæde, Lawsonmand i Kariol, til vort kiære Tøyen, og vor kiære Kista og Hanna, som havde havt Strygen og andet Stel til den forestaaende Hovindtour, og derfor ikke var med paa Festningen. Jørgen havde faaet et slemt 97Stød i Hovedet ved at falde paa de glatte Gader, og havde lagt sig – Det samme giorde vi, og var min Nat sød og roelig, som Dagen havde været velsignet bliid og behagelig –

Onsdagen, den 27de tænkte jeg allerførst om Morgenen paa min gode Hertels, hvis Fødselsdag det var, og faldt det med det samme tungt paa mit Hierte, at jeg Løverdagen d: 23de, ikke havde skrevet et Ord heri, ikke erindret, at det var min gode, kiære Rikkes Fødselsdag. Nu bad jeg af mit ganske Hierte for dem Begge – og Gud høre min Bøn! – Aarsagen, hvorfor jeg skrev sieldnere end jeg pleyer paa disse Blade i de sidste Dage paa Tøyen, var fordi jeg stræbte at faae den første Deel af Ferdinand Warner oversat derinde, at min Lotta og Kista kunde faae lidt Sammenhæng i Tingen. Men jeg drev det dog ikke dertil, skiøndt jeg ey har over et Par Ark tilbage, det jeg haaber min gode Jørgen og Hanna skal faae ind med sig, ligerviis som dette Journalhefte – Men saa maae jeg ogsaa være flittig, da de og lille Zarina vil reyse igien Mandag –

Onsdagen skrev jeg da, som havde Bogtrykkerdrengen staaet manende over mig, og gav mig neppe Tiid at hilse paa Jomfr: Wolderne og Messel, som sandt at sige kom mig lidt ubeleylig. Vor Sally var inde om Dørren med samme hun tog hiem – (hun havde lagt om Natten hos vor Maja C: i Thrinamoers pene hvide Seng) – den Heften følte jeg ikke til lell – saa underligt er det – og havde giærne ønsket den noget længere – Lotta og Kista saae ind til mig imellem, min gode ‹J›ørgenius ligesaa, og Hanna for at give mig lidt Mad (Frokost) og høre efter, om Fruen ellers havde noget at befale. Presidenten og Margarethe Wold spillede Piqvet – hun er den eneste, der kan tugte ham heri – de andre havde hver sin Syssel, og saa blev jeg netop færdig med mit Ark, da Mørket mindede mig om at holde op, og at giøre Afskedstouren for denne Gang til min Thrina, og et lille Besøg hos Jomfrue Hals, efter Løfte til min Rikke, for at see hendes 98Rasmus, som logerer der med Ritmester Ingiers Børn, og er Gud skee Lov i alle Dele saa vel hos denne gamle forstandige og gode Pige, Frue Ingiers Søster, der er en sand Moder for alle sine Pleyebørn. Jeg fik ikke see min raske Rasmus, da han var i Skole, og jeg ikke kunde oppebie hans Hiemkomst; men han er frisk, munter og flittig, forsikrede Jomfr: Hals, og hende ikke den mindst kiære blandt sine Børn. Den Vished kan jeg da bringe hans kiærlige Forældre; men giærne havde jeg selv seet ham –

Jeg fandt min Maja og Thrina allene, men lidt efter kom Slotspræstparret og Egersønnen. Realf var i en Commission, hvis Tilnavn jeg ey husker – thi for nærværende Tiid er i Christiania Comissionernes Navne Legio – Han kom heller ikke, imens jeg var der, hvor tungt det var mig, ikke ogsaa at faae sagt ham Farvel. Min Jes, som var kommet ind for at styre en af Jomfruerne herud, traadde uformodentlig ind ad Dørren, og havde nær forskrækket mig: thi hvor jeg sad, tænkte jeg ikke paa andet end at jeg ikke kunde blive ret længe, da jeg havde givet min Lotta Haanden paa, at komme igien til Spisetiid – Min Thrina var nu inde hos os hele Tiden, Gutten roelig og trives i timetal. Bedstemoder, som Aftenen før ikke var fuldt saa lustig som de foregaaende Dage, havde atter faaet sin hvide Hest opsadlet og i Gang – Maja P: var meget bædre i sin Arm – Fader Pavels munter og glad – min Frederich ligesaa. Han gav mig nu den trykte Cantate, jeg herovenfor talte om, og som I maaskee alle kiender før I her seer noget nævnt om den – En anden i samme Anledning til Kongsbergs Høytiid, som jeg har læst i Manuskript, gav jeg efter en eneste flygtig Giennemlæsning, Fortrinnet for denne, i hvor smuk den er. Især var der i hiin et Vers, som var mig saa usigelig kiært, men som jeg ikke kan erindre nu – I skal nok faae det her siden – Klokken blev 7, og jeg maatte bryde over tvært – O hvilke Timer, saa salige og rene, har jeg denne Gang tilbragt iblandt Eder, I Dyrebare Alle! O Tak for hver! og Tak dig, himmelske Fader, som vi skylder det Alt! Tak for Alt! Tak fordi Du gav mig Lykkelige at kunde dele og forøge saa mange Ædles Glæde og Held!

99Kl: 2½ Nu er hele Brudeskaren, en 60 til 70 Mennesker i Kirke. Jeg kunde ikke uden Bevægelse bede min gode, troe Ane Farvel. Nu er hun jo tabt for mig. Men Gud give hende at blive lykkelig, og at finde hos sin Amund saa megen Troeskab og Ømhed, som hun i 18 Aar har vist mod mig og mine, saa vil jeg bære, og vel maaskee forvinde mit ‹t›ab – Og jeg haaber, han skal lønne hende. Det er en brav Gut. –

Mit arme Hoved løber rundt af Støy og Musik, og oven i Kiøbet var min Hertel her med et Glas Madera, som jeg maatte drikke ud, og Telja med deylig Butterdeygskage med Syltetøy paa, som jeg maatte spise op – og Maja mi med et nydeligt Æble, som jeg maatte giæmme – og nu Leer de glade Unger inde i Storstuen, og jubler i høyen Skye – Siden mere om denne larmfulde Dag – Jomfrue Heide fra Plogstad er her, og der er Gud skee Lov alting vel. O giid min Rikke sad her hos mig! Jeg er saa vemodig, ikke bedrøvet, men Taarene vil ikke af mine Øyne. I dag 14 Dage flød de saa bittre over den gode Barbras Død – hvor hun streed sin sidste korte men haarde Striid, lyder i Aften Musik og Glæde – deroppe skal de dandse – disse Contraster er det vel, som stemmer mig saa – – Men igien til Tøyen, dog kun for at forlade det – Jeg fik ret et varmt Kys af Lottamoer og et troet Haandtag af min Kista – thi de følte ret godt, hvilke Fristelser jeg havde modstaaet for at holde mit Ord. Da vi havde spiist, gik Jomfruerne, og Jørgen og Jess, som Cavallerer hør og bør, fulgte dem hiem. Vi vare alle lidt stille – thi nu skulde vi jo ikke saa hastig sidde saaledes sammen igien – Kl 11 kom vi først i Seng, skiøndt min kiære President, som var hiemme hele Dagen, sagde: «I Morgen skal Moer Koren tidlig op og ud at reyse, derfor vil vi lægge os i Betids.» Men jeg havde giærne sadt længere. Heller ikke kunde jeg sove i lang Tiid, og imod Morgenen vaktes jeg af en heftig Blæst, som vedvarede længe, og afløstes af Regn. Den holdt dog snart op, og i et mildt sandt Vaarveyr forlod vi vort kiære Tøyen kl 12 – Fortsættelsen i Morgen –

100Løverdag sidste Novbr. Nu er jeg først staaet op – Kl er 10 – og endskiøndt jeg gik tilsengs Kl: henimod 1, er jeg dog som havde jeg dandset den hele Nat – thi seer I, mine Venner, Barna og Hertel bestormede mig med Bønner, at de skulde faae Lov at dandse i Storstuen. De veed nok jeg ey kan sige Ney. Og saa var da Huset i Oprør den hele Nat. Vare de komne over i den anden Bygning, havde jeg ey hørt til dem. Jeg troer gamle Scheitlie, som ikke vilde tillade der i hans Datters – Frue Berghs – Bryllup, blev dandset i hans ham saa hellige Storstue, vilde vendt sig i sin Grav, havde han hørt did, hvor den nu blev blasphemeret. Dog meer om alt dette i neste Hefte. Vi ere jo endnu ikke komne fra Tøyen[.] For at faae en sort Frakketrøye og Skiørt med fra Skræddersken Mad: Houman, til min Maria, ventede vi til Kl: 12, og maatte dog tage afsted uden den. «I Dag» – sagde Presidenten – «vilde jeg ikke styre dig hiem for 8ß, Moer Koren. «Ney, jeg vilde ikke Du skulde det for 1000rd» – gienmælede jeg – og sandelig, det vilde neppe bekommet nogen af os vel. Han pakkede mig selv saa godt ind i Slæden, og var rigtig lidt ræd for mig, kunde jeg mærke ham af – det var de andre velsignede Mennesker ogsaa, og de lagde ey Dølgsmaal paa det – Føret var lutter Iis, og lidt bange var jeg, ikke for mig selv, men for Zarina og Hanna, som Jess og Jørgen vexelsviis styrede, især var jeg bange for min lille Fetter, som ikke er saa bevant med sligt endnu; men han stod sig som Ulfs Klinge, og saa giorde Jess og Aslak med. Ungdommen havde ingen Lyst at tage ind om Økeren, thi styrede jeg og Aslak allene Cursen did. – Den søde vennehulde Frue Maribo modtog mig med en hiertelig Omfavnelse, førte mig til sin lille Idas Vugge, og sagde: «Dem takker jeg nest Gud fordi dette sunde friske Barn – for ved en saadan Amme maae et Barn trives» – og det var en trivelig Glut; bliid som en Engel slog hun de store mørkeblaa Øyne op paa Moderen, som ruskede hende vaagen, at jeg skulde ret faae see hende. Ammen var bleven saa feed og rød, at jeg neppe kiendte hende. Frue Ragnas Mod‹…› er en meget vakker Kone for den Alder hun dog maae have for at være Bedstemoder, skiøndt hun nok er blevet det meget tidlig. Jeg drak Chokolad‹e› der – Alt er saa peent og smagfuldt, og det glæder mig ret meget, at det deylige Økeren nu vil komme i Hævd igien. Saa giærne jeg havde qvæget mig ved at see paa det hulde Moderaasyn eller Mødreaasyn, maatte jeg ile, da det var saa seent. Maribo var ey hiemme, og lille Ragna lidt upasselig. Hun er desværre nok meget svag. Jeg lovede, hvad jeg tænker at holde: aldrig at tage Økeren forbi eller dog komme did, hver Gang jeg kommer til Tøyen. Det kiære minderige Økeren!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1811

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.