October.

Tirsdag 1ste Hvor deylig den begynder, min Korens og min Majas Maaned! Varmt, som var det i Juni, skinner Solen herind. Saa giærne antager jeg dig, blide Octobersol, for et glad Budskab, for en Bebudelse om de glade Timer og Dage du i dit Skiød giæmmer for mig –

I Aftes fik vi Brev fra Vangensten med Efterretning om hans Thrines lykkelige Nedkomst med en Datter (som formodentlig, skrev Koren i sit Svar, bliver benamset efter en persisk Printsesse) og ledsagedes denne glædelige Nyehed med en lille Kurv deylige Æbler. See det, mine Elskelige, er alt hvad jeg om Gaarsdagen har at sige. Og om denne bliver det vel ikkestort mere, end at jeg har mange Breve at skrive, hvoraf dog nok kun de halve bliver færdige. En Tour har jeg giort i Haven med min Koren; og agter at giøre flere – Den naragtige Majaunge! Her kommer hun ind med en Skeefuld Fiskesuppe jeg skal smage paa, ligesom Fruen ikke kunde umage sig ud i Kiøkkenet. «Hun var deylig, Madam!» – Ja sandelig, Maja mi, jeg tvivler om, et Stykke Flæsk, var det end nok saa stort, vilde giøre den bædre. – Jeg forudsætter, mine Venner, at I kan Eders Holberg paa Eders Fingre, og citerer ham derfor, uden at anføre Stykket, Pagina, etc –

53Aften Som jeg forudsagde! Af 5 Breve blev kun 3 færdige, til Maja C – til Hr Frederich – og til min Broder Jæsias i Helsingøer. Min Lottamoer og den kiære gamle Justiskar maae bie til neste Post – Det har regnet lidt, og saa blidt som Mayregn; men endnu skinner Solen her paa Ladetaget, og gaaer jeg nu for at ansøge om Følge til en lille Spadsertour. Var saa sandt min Maja C og P: her, de flinke Gangersker, som jeg nok fik Følge –

Onsdag 2^den I et Par Dage har vi havt ‹…› endeel Folk i Haven for at optage Poteter. I Dag har vi henved 70 ude paa Marken. Ingen af Folkene var hiemme, lille Maja stod og skiftede til sine mange Folk, og vor Pandekaal var færdig at sættes paa Bordet, da en Vogn og tvende Ryttere eller en Rytter og en Rytterinde holdt i Gaarden. I den første var Broch med sin Gina og lille Sara, de sidste var Fader Bierk og Dotter hans. Det forstaaer sig de toge til takke med den Anretning de fandt, og med saadanne Giæster er det ingen Sag. Og giør man ikke bædre i at modtage et saa uventet Besøg med blidt Ansigt og Dagligkost, end faae det forfærdelig travlt for at bringe mere tilveye (naar sligt er giørligt) og imens lade de Komne sidde der og harme sig i Stilhed over den Uleylighed de giør for at faae et seent Maaltiid? – Visseligen, det sande I Alle med mig. – Broches toge til Næss, hvorfra de skal fortsætte Reysen i Morgen til Oudalen. Stakkels gode Gina havde nu forladt sit kiære Nannestad, og var hiertelig bedrøvet, saa meget mere, som dette atter kun var en interims Flytning. Lille Else græd da de toge bort, og Fader Bierk troer jeg ligesaa. Han skyndte sig i det mindste til Hæst, da han skulde til en Gaard han har her i Ullensager. Han kommer igien hid derfra, og bliver her til i Morgen. Lille Else naturligviis ligesaa.

Torsdag 3^die Nu, Kl: 10, reyste de. Gaarsaftenen pratede vi nok saa morsomt bort, og taler jeg giærne med denne interessante Mand, som overalt den hele Familie interesserer mig i alle deres gammeldags Former.

«Det er da en forskrækkelig Hoben Breve» sagde Hertel, som tog det ene efter det andet op af Vædsken, og nesten alle vare til mig – Det var fra min, ogsaa i Brevvexling saa trofaste Maja C, fra min kiære Søn og Ven, Bergh, fra Søster Inger, fra Frue Bergh (med en Flaske Draaber for lille Majas Hoste) og fra Otto Smith. Men fra Tøyen intet. «Du bliver da heller aldrig fornøyet, Moer Koren, af Breve at sige» – O vidste I, hvor meget et Par af disse Breve har fornøyet mig – kunde jeg sige det, saa skulde I see, hvor taknemmeligt mit Hierte er. Dog, det var jo heller ikke herom I tvivlede.

54Den unge Munthe vedbliver at være meget syg, og Walbohm tog ret bekymret derhen i Dag. Og i Dag siger Collegialtidenden, at han er udnævnt til Capellan hos Faderen. Det faldt tungt paa mit ^Hierte hvor meget tungere maae det falde paa Faderhiertet, naar han seer dette i det Øyeblik Sønnen svæver mellem Liv og Død! O Gud skaane den gamle Mand for den Smerte, at see ham vandre til Graven istæden for at blive hans Medhielp paa de gamle Dage, hans Trøst og Støtte –

Løverdag 5^te I Gaar kom en Kariol ind i Gaarden, som jeg ikke kiendte. Den Fremmede maae være steget af ved den anden Dør, tænkte jeg, og gik ind; men der var heller ingen. See saa var det den med Ret vidtberømte Giordemoder fra Eidsvold, Barbra Strand ved Navn, som den gode Frue Krogh paa Mork havde ladet kiøre til Walbohm, da hun havde faaet et smerteligt og farligt Tilfælde i Foden. For at være Hielpen saa nær mueligt, bliver hun her til den største Fare er forbi, og hun igien taaler at kiøre hiem. Gud skee Lov, hun endnu kan hielpes. Det vilde blevet et tungt, fast uopretteligt Savn for disse Bøygder, skulde denne saa godmodige, tækkeligetækkelige] rettet fra: ‹…› ved overskriving som flinke Kone blevet uduelig til at rygte sit vigtige Kald. – Gud være lovet, unge Munthe, forsikrer Walbohm, er meget bædre, skiøndt han ikke endnu tør indestaae for hvad Vending Sygdommen kan tage.

 Jo, det var en Calvacade! Maja paa en lille nye Hæst, Faer har kiøbt meest for Smaaepigernes Skyld (I veed jo, han giør Alt for at behage og fornøye dem) da den skal bære saa let – den er 16 Aar, har altsaa traadt sine Barneskoe, og dog koster den 300^rd – Liden Sophi paa vesle Røen, mig den kiæreste af alle Gaardens Umælende – den var Wilhelms Kiæledægge. Hanna Bull paa Lundes Paradeur, Maren paa lille Presidenten – De fik ingen Cavaler med sig, og denne jævne deylige Vey – I veed jo, de skulde til Nannestad Præstegaard – behøves heller ingen Ledsagelse. Jeg haaber de kommer vel frem paa egen Haand. I Morgen skal Jess, som i Dag ikke havde Tiid, og Lunde, hente dem. Nesten i det samme de skulde stige til Hest, brød Solen frem af den tykke Taage, som hele Dagen havde skiult den, og nu med et sank som et Slør. Det blev Anledning til nye Jubel. Lykke paa Reysen, I glade gode Børn!

Jeg har nu afsendt min liden Gangerpilt med Breve til min Lotta, min gamle kiære Justiskar, og min Sally, fra hvem jeg fik Brev i Forgaars med et Byebud, et morsomt naragtigt Brev fra den lille Narrehætte. Med samme skal Mossø Ole gange til Vildberg at høre hvor det der staaer til.

55Aften Og nu kommer jeg fra de Elskedes Grav, hvorhen min Koren og jeg bragte de sidste Blomster, Nattefrosten havde lævnet. Mosekrandsen hænger lige frisk og grøn, men gule nedfaldne Løv af de omstaaende Træer havde dækket Graven, som jeg nu i saa mange Maaneder intet Blomsteroffer har at bringe, og vel ikke seer mange Gange før Sneen, Jordens Ligklæde, bedækker den.

Søndag 6^te (Aften ved Lys) Jeg vil kun fortælle Eder, at Presidenten frisk og færm ariverede hid ved Middagstide, og at han heel tidlig i Morgen vil reyse, hvorfor jeg har skrevet ved Lys, saa det svier i mine Øyne, et lille Brev til Bergh, og to Linier til Lotta mi. Maja havde ved Dagslyset faaet sit. Presidenten, Skriveren og Hertel faaer sig nu en lille Lhomber –

Unge Munthe er ikke bædre. Jeg troer Faderen, som i Dag var meget nedslagen, sender Bud til Thulstrup. Vi lagde ham det alle paa Hierte; thi vel er Walbohm en brav Mand, men Medicinen er dog ikke egentlig hans Fag, skiøndt lang Øvelse har giort meget. Varsom og paapasselig er han i høy Grad. Vort unge Cavallerie kom hiem i Skumringen, og har havt en deylig Tour og uendelig megen Fornøyelse i den giæstfrie Præstegaard, hvorfra de med Møye rev sig løs og slap, men maatte, for at komme hiem før Mørket faldt paa, og det falder snart paa i dette tykke Veyr – Den fiantede Frue Nelle, som I nok før har hørt om, har i Dag, da hun var hos Bierkes, givet Stof til mange Dages Latter, er altsaa et ypperligt Preservativ for Lungerne.

Mandag 7^de Octbr Min ædle Korens velsignede Fødselsdag, den Gud lade ham opleve frisk og glad som i Dag, mange mange Gange, til Held og Glæde for sin Christiane, sine Børn, Venner, og alle de Mennesker, han nær og fjæ‹…›n staaer i Forbindelse med. Dertil lægge Gud saa vist sit Ja og Amen, som jeg veed, I, mine Dyrebare, forener Eders Ønsker med mine. Han maae nu ud, dog kun til Giestad, hvorfra han snart kommer tilbage. Stakkels Presidenteren, som alt er faret afsted for en Time siden, saa jeg netop fik sagt ham Farvel, har et slemt Veyr, Regn og Blæst.

Alle Jomfruerne hviler sig endnu efter Ridetouren, som nok kan trætte saa uvante Rytterinder – det er da over halvanden Miil. Dog, nu hører jeg Hanna og Sophie her oven over lee hiertelig – vist nok har Fruen med de forlorne Sentimentsbukler allerede staaet neyende hos dem for Sengen. En af disse Bukler tabte hun, og sagde, det var noget hun puttede i Spidsen af sin Skoe, men til Ulykke faldt den anden af, da hun bukkede sig ned efter den første, in dublo forlorne. Det er Jaalepille tilgavns.

56Tirsdag 8^de Den kiære Fødselsdag i Gaar gik af i al Stilhed, og udmærkede sig kun derved fra de sædvanlige, at vi i Aftes til en Ret Ørret drak det kiære 53 Aars gamle Barns Skaal i et deyligt Glas af vor ældste Ripsviin.

Nu maatte han afsted igien til Næss. Saa idelig som denne Sommer og Høst kan jeg dog aldrig erindre han har flakket omkring. Gud skee Lov, at han er saa frisk og munter, og jo meer han er i Bevægelse, jo raskere. – Hertel seer vi endnu sieldnere hiemme, ofte ikke i 9 Dage og længere

Jo det er sandt. Endnu med et høytideligholdt vi Geburtsdagen i Gaar, ved nemlig at spise den første og eneste Pære som nogensinde er voxet i Hovind Have, hvor vi i Sommer hændelseviis opdagede dette Træe, som var gaaet ud og opskudt igien fra Roden, i Blomster. Men kun denne eneste kom til Fuldkommenhed, og see det var – en Keyserinde. Maaskee var den derfor allene. Hvor meget der faldt paa hvers Part kan I forestille Eder, naar vi alle skulde smage denne Raritet. Men det veed jeg dog, at min Koren var saa glad baade i Opdagelsen af Træet (som han meer end engang har været i Begreb med at udrydde, men, da han ikke er snar til at fordømme, har sparet) da det blomstrede, og nu i dets ædle Frugt, saa glad ^som, og gladere maaskee end den, der opdager en Guldgrube. Ogsaa de faa Æbler, et af hans af Kiærne opvoxet og selvpodede Træer bar i Aar – skiøndt ikke første Gang – var af den fineste Sorten, som Melin siger – Apropos, det er længe siden I hørte noget om denne Virtuos. I Gaar fortalte han: «at nu kommer Gud selv til ham med Gunild Kløften» – der har en eller anden Galning igien indbildt ham, at hun haardt fortryder hun har givet ham Afslag, og det er ham et Evangelium, saa han nu trøstig begynder der han slap, for at slippe igien der han begyndte. Men Synd er det dog rigtig at giøre ham galere end han er, det stakkels forrykte Menneske. At vilde føre ham ud af denne Drøm, var kun et forgiæves Forsøg, uden man kunde give ham noget af samme Slags at drømme om, og det var jo Hip som Hap. Blandt flere hans Synderligheder er den, at han aldrig holder mere af nogen end af dem, som giør aabenbar Nar af ham. Var det ikke saa stygt at udlede alt fra de værste Kilder, skulde man troe Aarsagen hertil var, at han holder sig for ufeylbar, og altsaa ikke troer, det rager ham.

I Middags, ligesom vi havde sadt os tilbords, og jeg ved at see fra 57mit Forlæggerarbeyde paa Jess og liden Sophi, der giorde Spektakler oppe for Bordenden, hvor de sad som Ægtepeer og hans Hustroe, slog gloeheed Kiødsuppe over min Haand istæden for paa Tallerkenen, kom de og sagde, der var Fremmede. (Dette var ellers en rahbekslang Periode) Det var Frue Hiort med begge sine Døttre. Da de havde drukket Caffe, reyste de.

En Muus har atter i Dag som ^engang i Fior Høst jaget mig ud af mit Kammer, og er det ikke uden en Smule – vist nok latterlig, Angst, jeg sidder her – men tys! det rasler igien – ney, her bliver jeg ikke!

Onsdag 9^de God Morgen, mine Venner! At I skal vide mig siddende saa nogenlunde tryg maae jeg fortælle Eder, at det stakkels lille Dyr, som forjog mig herfra, laae allerede musdød under Fællen inden vi gik tilsengs – Faldt altsaa strax paa sine Giærninger.

Arme arme gamle Fader Munthe! Hans Søn skal være overmaade slet, havde Walbohm sagt, som i Aftes kom derfra, og tvivlede om, han kunde ræddes. Arme Fader! Lykkelige Moder, som blev skaant for at see denne Jammer, og nu maaskee seer sit Barn imøde –

Kl 11 Alt har hun modtaget ham. O arme arme Fader, og du staaer igien saa godt som ene og barnløs – Jeg har grædt mit Hierte lettere, men Hovedet er tungt, og – see Taarene skuler atter hvad jeg skriver – Kl: 5 i Aftes gik han til sin Moder. De vilde ikke sige mig i Aftes at han var død – Lille Mørk har grædt med mig. Han og Walbohm gik nu herfra –

Torsdag 10^de Jeg kan ikke andet, jeg maae tage derhen i Dag. O, hvor lidt var jeg al den usigelige Ømhed og Deeltagelse værd, som i hine skrækkelige Dage gav mig Taare og holdt mig fra at synke i den aabne Grav hvori det bespendte Hierte allene troede at kunde finde Lindring, o hvor lidt var jeg værd at være saadan Eders Moer Koren, I Ædle, Siældne, som jeg ikke leed med den Lidende, som I leed med mig – Jeg har kun Taare at give, men havde jeg end andet, saa er jo det det eneste der kan finde Adgang til det af saa friskt og dybt et Saar blødende Hierte. I Eftermiddag tager jeg did, og derfra til Plogstad, for at see min Rikke, da jeg er hende saa nær, engang endnu paa dette Føre – Men saa kan jeg ikke komme hiem før i Morgen, da Aftnerne ere saa mørke. Giærne vilde jeg oppebie Posten, i Haab om den skal bringe mig noget styrkende til den tunge Reyse. Jeg har skrevet til min 58Kista, for at give det stakkels Hierte Luft, og til Poppa, at hun ikke skal først af Aviserne see den sørgelige Efterretning, som jeg veed vil røre hende, og dobbelt, da den er saa uventet. O hvor lidt tænkte jeg, da jeg saae ham for nu 14 Dage siden, at det skulde blevet sidste Gang. Siden har jeg nok følt, det var den sidste – men da ahnede det mig dog ikke. Det har været et skrækkeligt Øyeblik for Faderen i Dag, da han har modtaget Sønnens Bestalling som hans Medhielp i Embedet, og denne Søn, hans Haab, hans Alders Støtte, ligger et koldt Støv i Dødens Arme – Han blev kaldt til et høyere Embede – Gud styrke dig, arme Fader, til du kommer saa vidt at kunde tænke det, og føle, at det ikke var forgiæves hvad du her anvendte paa hans Dannelse, hans Siæls Forædling, at du derved har banet ham Veyen til de høyere Glæder der maaskee allerede nu omgiver ham – maskee? – o vist, ganske vist –

Han havde brugt sin Ungdomstiid vel. Jo mere jeg i den senere Tiid lærte at kiende ham, jo mere interesserte han mig, og ofte glædede vi os over vor unge Præst, af hvem jeg lovede mig meget efter den eneste Præken jeg hørte af ham. Ogsaa Mørk drømte sig mangen behagelig Time ved sin unge Medbroders Side. O, hvad er alle vore jordiske Drømme! Dog, vante vi os til at ansee dem for hvad de er, intet uden Drømme, vi vaagnede da ikke saa tidt op af dem til virkelige Smerter naar de vare forsvundne.

‹…›Side 59-64 er ikke transkribert fordi kun fragmenter gjenstår etter avrevne sider. Vennligst kontakt Nasjonalbiblioteket for å se på fragmentene.

65Torsdag 24^de Jeg har havt en meget slem Nat, mine Elskede, stærk brændende Feber, og smertelig Gigt i det halve Hoved. Først mod Morgenstunden faldt jeg i Søvn, og er nu vel meget mat, men Gud skee Lov smertefrie. Min første Tanke i Dag var min Rikke, som vel allerede nu er paa Veyen til Byen med sin lille Rasmus, som skal ind i Forberedelsesskolen. Gud skee Lov at Fogden, som i forrige Uge var ret skranten, blev saa brav, at han kunde med Moderen følge Sønnen. En tung Dag har det været Dig, gode ømme Rikke, men end tungere var den blevet Dig, kunde Du ikke fulgt ham. Det Øyeblik jeg fulgte min Wilhelm første Gang tilveye, staaer saa levende for mig som var det i Gaar, og hvor øde og tomt det overalt var efter ham. Det er en underlig Følelse, naar de saadan første Gang skal forlade det faderlige Huus, rives fra det Hierte, hvorunder de har lagt –

Det er atter i Dag et himmelskt Veyr, og det glæder mig saa, baade for den kiære Plogstad Families Skyld, og for Din, elskede Maja C, som efter Din Bestemmelse i Dag iler i Dine glade Børns Arme, o blev det saa ved, da ilede Du neste Mandag i Din Moer Korens –

Men Pennen zittrer i den matte Haand, og jeg skulde dog giøre Eder Regnskab for i Gaar. Om Formiddagen kom et ungt Menneske, Bierregaard, Jesses gamle Skolekammerat, og som logerede med ham og Wilhelm hos Mad: Hansten. Han er nyelig kommet op fra Kbhn som Student, og fortsatte i Dag Touren til Guldbrandsdalen, hvor hans Fader er Sorenskriver. Det er en flink Gut, men hiertelig bornert og ulænkelig. Jess fulgte ham paa Veyen. Ogsaa ved dette Besøg er saa mange Minder vaagnet igien – Proctr Krogh kom her i Gaar Eftermidd: og er nu paa en Forretning med min Koren, som han følger tilbage med, og bliver her formodentlig i Nat ogsaa – I Tirsdagsaftes, da jeg efter Sædvane med samme jeg skulde gaae tilsengs lagde Bog Briller etc herind i mit Kammer, laae et Stykke deyligt hiemvævet Bomuldstøy paa Bordet, med Paaskrift: «Var bestemt til d: 27^de Julj, men blev ey færdigt før nu» – Hvem det var fra? Ja giæt! Var nu Fader Pavels her, saa skulde vi tage fat paa vor gamle Giætteleg

Tirsdag og Onsdagaften læste jeg Hakon Jarl og Axel og Valborg for Barna, og for Resten har jeg skrevet færdig Bogen til min Maja C (den anden Deel af mine Digte) og et lille Digt Majadal, som slutter den, skal følge med dette Hefte som et Appendix. Gud give jeg nu selv kunde levere den, Dyrebare, i Dine kiære Hænder!

66Fredag 25^de Først Kl 10 i Aftes kom Posten – Føret maae altsaa vist være meget slemt, desværre! Tak, Du Maja C: for det venlige lille Brev, ak, som bebuder mig en Glæde, jeg meer og meer taber Haabet om at see opfyldt – den, at see Dig her, Du Elskede! – Der var ogsaa Brev fra Lossius, som snart skal gifte paa sig, og fra Nella Borch –

Løverdag 25^de Paa samme Tiid som Posten i Torsdags, kom Lehnsmand Riis i Aftes, og bragte mig et sønnehuldt Brev fra min Realf, med et Par Linier fra Thrinasara mi. De seer saa glade den elskede Mama imøde, og nu har de hende da længe siden imellem sig, og ere saa glade og saa lykkelige – Ja, Gud skee Lov for det! Men det fryser stærkt og sneer, og mit Barometer falder snart saa lavt som mueligt – O Ney, Maja Gud give Du ikke lod Dig friste af Dit kiærlige Hierte – Saa dyrt paa Din Regning vil jeg ikke kiøbe min Glæde –

Og Tak, min velsignede Lotta, for det lange hulde Brev med Byemanden. Rathkie er altsaa kommet til Xstiania og har Breve til mig, som han har lovet at levere i min egen Haand. Ja, jeg længes ret efter denne sieldne Mands Bekiendtskab, og han skal være usigelig velkommen til Hovind men naar? naar kommer han? Det siger Du ikke, og vidste vel ikke min Lotta! Giid han havde sendt mig de kiære Breve, han skulde ikke været mindre velkommen fordi de vare komne som hans Forbud – dog, han maae vel tænke snart at fortsætte sin Tour, og nu venter vi ham hver Time paa Dagen.

Jeg har i Dag læst de to sidste Numre af Sandsigeren (som Sønnen Realf saa troelig sender mig, som han ikke trættes ved alle de Byrder jeg paalægger ham, ret lidt umoderligt sommetider) – Hvad Johannes Bøye deri skriver rørte mig usigelig: thi seer I, mine Dyrebare, der stod igien med eet min hele tidligste Ungdom for mig. Han og hans Brødre var min ædle Staals kiæreste Venner, og disse fortræffelige Mennesker – Johannes var den Yngste – kom ofte til os, og de Tourer han taler om til Charlottelund og Frederiksberg, giorde de nesten stedse i Staals Selskab, og et Par Gange var min ældste Søster og jeg med. Hvordan disse Ynglinger stræbte sig frem, ikke allene selv sukkende under trange Kaar, men sukkende endnu dybere ved at see deres gamle, engang velhavende Forældre bragt i Armod, hvordan de berøvede sig selv 67indtil Livets uundværligste Nødvendigheder for at de Gamle ikke skulde mangle, o det kan jeg aldrig glæmme, og allerede den Gang følte det 13 eller 14 Aars gamle Barn – thi ældre var jeg ikke i vort Bekiendtskabs første Dage, hvad det indre Menneske formaaer, hvordan en reen, kraftfuld Villie kan overvinde alle Hindringer. Hvad der giør deres barnlige Kiærlighed endnu elskeligere, er, at Forældrene selv havde styrtet sig og dem i Armod ved det evigafskyelige, forbandede Tallotterie. Men aldrig, aldrig hørte man dem tale herom, eller om de bædre Dage. O jeg kunde vedblive at fortælle Eder om dem til i Morgen. Og det regner jeg mig selv til et Slags Roes, at jeg i den Alder vidste at foretrække disse i Omgang overmaade bornerte Ynglingers Selskab for, jeg vil ikke sige Spradernes, af hvilke jeg Gud skee Lov aldrig har kiendt mange, men for muntrere og i det selskabelige Liv langt behageligere Menneskers. Den Mellemste af Brødrene, som ikke studerte, men var i et af Collegierne, døde paa Hospitalet af Tæring. Det var et saare elskværdigt Menneske, og jeg blandede troet mine Taare med min ædle Lærers, Staals, da han kom lige til os fra sin unge Vens Dødsleye – Og alle disse Scener stode for mig da jeg læste, og mine tretton Aar med alle dets Legar og Blommar –

Søndag 27^de «Ananiterne, det er Søvnen, bryder Kongerne ud af sin Skal» – «Er Moer Koren blevet gal?» spørger I vist, ikke allene for Rimets Skyld. Ney saa men er jeg ikke, Gud skee Lov, Børn! Men disse Ord lød for mit Øre just som jeg vaagnede i denne Morgenstund, og jeg maatte lee af dette Daarekistesnak, som jeg ved ingen Eftertanke kan faae bragt i Forbindelse med nogen Verdsens Ting af hvad der er foregaaet i og omkring mig, sovende eller vaagende; og læste jeg over paa det, alt mens jeg klædte mig paa, for, tænkte jeg, hvem veed, om ikke en anden Reiser engang kunne blive i Forlegenhed for et Motto til en eller anden furchterlig Historie, og da vilde være Dig usigelig forbunden for dette høyst sublime. «Men i slige Hænder kommer dog, vil vi haabe, aldrig disse Blade» – Det samme Haab har jeg, mine Elskelige; men det kan nu staae der lell til en Smule Forandring.

Faer Mørk gik nu til Kirken, efter at have sadt her og pratet vist en god Time. Det er ret haardt Veyr, og jeg vilde nødig, min Majalild skulde gaae i Kirken, men hun maae did, siger hun, den sidste Søndag i hendes 17^de Aar.

68Nu saa gaae kun, kiære fromme Barn! Det vil med Guds Hielp ikke skade dig. Hendes troe Stalsøster, Hanna, følger hende; men liden Sophi siger det er meget bædre i Kakkelovnskrogen, som hun dog maae ud af naar jeg kommer, ikke, Gu bevar’s, for at give mig Plads, ney, tværtimod, fordi jeg aldrig lider at see nogen tye did, mindst Ungdommen, som jeg ugiærne seer forvænt paa hvad som helst Maade det er.

Reyser min Rikke hiem i Dag, som jeg formoder, hvor ondt lider hun da – og det efter at have taget Afskeed med sin Rasmus. Gud give hun med sin kiære Husbond kom frisk og rask hiem. Jeg er saa uroelig, inden jeg veed Dig vel hiemme, elskede Rikke, i dette Føre og i den Forfatning – Maaskee bringer de mig ogsaa noget fra Byen – Jeg tør ey tænke paa i Morgen og kan dog ikke tænke paa stort andet. Nu, det er ikke for tidligt min elskelige Pavels og Maja hører noget fra mig. Til dem vil jeg skrive i Dag, og i Dag og i Morgen faae tømt saa meget mueligt paa Skyld-Rummet, det er udlagt de ubesvarede Breves Rum –

I Fredags beyndte jeg saa smaat Oversættelsen af Ferdinand Warner.

Mandag 28^de Med et usigeligt beklemt Hierte hilser jeg Eder God Morgen, Elskede! Dog Taare og Samtale med min Jess har giort det noget lettere. At alt Haab om at see Dig, evig dyrebare Maja C, for denne Gang er forbi, kostede mig et Suk det første jeg i Dag slog mine Øyne i Veyret og saae Sneeflokkene hvirvle i den susende Storm – men jeg var beredt paa det, og er nesten roeligere ved dette bestemte Uveyr, end om det havde seet blidt ud fra Morgenstunden, og om ikke lokket Dig ud, dog giort Dig det tungere at opgive Dit Forsæt. Gud skee Lov Du er i Roelighed hos de ømme glade Barna Dine – maatte Du kun ikke komme til at betale ogsaa den Glæde Du giør dem, for dyrt ved Tilbagereysen. Dog, det er ikke langt og sielden Føret der saa slemt som paa denne Kant –

Hvorfor jeg da er saa bedrøvet? – For første Gang aabnede jeg her i mit Skriverbord den Skuffe, hvor Saras og Wilhelms Breve og andet dem tilhørende ligger, for at tage Wilhelms Signet, som jeg i Morgen med noget mere Smaat vil forære hans og min kiære Maja. En lille rød Tegnebog, som han havde faaet af sin Hertel, vovede jeg ogsaa at aabne. I den havde han selv kun skrevet af hvem han havde faaet den d: 27^de Octbr 1806 – men 69to af hans unge bortreysende Venner havde skrevet: «Erindre Dig om 20 Aar fra i Dag af Din J: Tandberg og J: Hansten» – Hvordan dette, især disse 20 Aar faldt paa mit Hierte – o, I siger Eder det vist selv –

Kl. 12 «Der er en Fremmed inde, som spørger efter dig og Faer» – sagde Lina. Jeg troede strax det var Rathkie, og ham var det. «Nu, tænkte jeg, faaer du ey din Maja C i Dag, saa bliver det dog en behageligere Dag, end du havde tænkt» – Aa ja, et Par saare saare deylige Timer, der bortgleed som Minuter – men det var Alt. Jeg er ikke længe blevet saa flau, som da dette saa usigelig interessante Menneske, til hvis Bekiendtskab jeg hele Maaneder havde glædet mig, stod op for at tage Afskeed. Jeg følte Taarene kom mig i Øynene, og jeg kunde neppe svare ham. Men hans Ophold i Christ: var blevet saa langt – og der har han jo sin Moder – og nu maatte han ile. Skydsen var bestilt. Hvad der ligesom trøstede mig lidt, var at jeg saae det ogsaa leed lidt paa ham at tage saa snart bort. Min Koren var ligesaa indtaget i ham som jeg. De kom strax ind i oeconomiske og andre Norge vedkommende Materier, og jeg lod dem snakke, vis paa, at min Tiid nok kom siden. Jo, vakkert kom den. Dog fik jeg høre saa meget om Eder, I Elskede dernede, og først og fremmest gik det ud over vort Haab og vore Planer, hvordan det kunde blive mueligt, snarere at faae see Eder her – etc og denest om hans Yndling, Syvald. Ham malede han mig saa levende, at han stod for mig med sin lille rødstribede Trøye, og jeg hørte ham endogsaa sige (Rathkie sagde det vist ganske i hans Tone) «Det er Moer Korentrøyen» – Nesten en halv Time blev han endnu, efter at have sagt Farvel første Gang – men saa var det forbi. Da havde jeg Gud skee Lov Eder kiære Brev at tye til, og moderlig Tak for det. Det var nesten en Maaned gammelt, men det var jo blevet som fra i Dag i denne Overbringers Hænder. Altsaa endnu et ey mindre moderligt Tak fordi I paalagde ham, strax ^selv at bringe det! «Saadanne Mænd – om der fandtes mange slige – skulde Regieringen sende herop i sine Ærinder» – sagde min Koren – «det kunde blive den og Landet til sandt Gavn» – og vel har han Ret. Og saa meget talte vi om vor Ven i Eger, som han saa hiertelig beklagede, han ikke havde faaet see. Et af hans sidste Ord var Hilsen til denne elskede Ven, og til Tøyen, hvor han havde levet saa behageligt (og ^han kiendte før baade Lotta og Lawson alt fra Molde) og til Eder, Dyrebare, dernede. – Men nu skal mit Kammer have sin Vinterdragt paa, Gulvtæppe osv – og jeg maae flytte –

70Tirsdag 29^de

«Det er saa lunt, det er saa godt
Her i min lille Hytte
Med intet Pallads, intet Slot
Jeg vilde den ombytte» –

Disse Linier faldt mig ind med samme jeg satte mig her i Morges, med det varme, skiøndt lidt lappede Gulvklæde under Fødderne, ved det mod al Vinterstormen af den kunstige Gryner tiltættede Vindue. Om det er noget som laae i min Hukommelse fra gammel Tiid, eller det var et frit Udbrud af den Velbehag jeg følte, veed jeg paa min Samvittighed ikke, og kan være ligemeget. At det intet forsætligt Ran er, veed I i alt Fald nu, mine Elskelige, og skulde jeg nogentiid forfalde dertil, gik det vist ud over noget andet og Bædre, som det var værd at giøre sig til Tyv for – Det er da, det veed I, min fromme Majas 17^de Aars Fødselsdag, og jeg veed, I lyser allesammen Eders Velsignelse og Fred med mig over det elskelige Barn[.] Til Foræring har hun faaet af mig gamle Mutter Korens, hendes Navnes, Pynteskriin, NB nu forvandlet til Skriverskriin med alt Tilbehør; og kunde jeg end fyldt det med al den Guldstads det engang har indeholdt, var det ey blevet hende kiærere, ikke saa kiært, da hendes Wilhelms Signet allene er hende mere værd end den kosteligste Juveel. For Resten gaaer Dagen af i al Stilhed sin vanlige Gang. Majabarnet sidder snurrende paa sin grønne Rok, Hanna karder Bomulden til hende, Sophie strikker, de Smaae syer, kort, det seer nok saa husligt og hverdags ud derinde – Telja ved sin Spinderok ikke at forglæmme. Jess, som nu dygtig giennemblæstgiennemblæst] rettet fra: giennen ved overskriving og tilsneet kom hiem af Skoven, flyver om iblandt dem og giør Spektakler, men saa faaer han til Vederlag heller ikke Lov at sidde et Øyeblik, naar han har et tilovers, roelig ved sin Wilhelm Tell (Schillers) og maae flygte med den paapaa] rettet fra: faa ved overskriving Contoiret – Skriveren seer lidt ned imellem til os, og kiæler saa den nyefødte Glut – see saadan har vi det, og Gud skee Lov, saa godt – At det kunde været endnu bædre, bør vi ikke tænke paa. O, I Elskede derinde, hvor I ere samlede i Dag, Eders Tanker og Hierter er dog hos os, og favner og signer Eders lille Maja og Eders Moer Koren og os alle –

71Onsdag 30^te Jeg troede vist, at der med Fogdens maatte være noget til os fra Byen, og vidste, de ufortøvet vilde sende det. Men det leed alt mod Aftenen, og jeg begyndte at tvivle om de vare komne tilbage – Da kom et ridende Bud derfra med – o hvor meget til min Maja og mig, og Dit lille kiærlige Brev, elskede Maja, som siger mig, at Du langt senere end vi her opgav Haabet at samles med Dine Hovind Elskede. Kl: 5 var Du oppe, Du Gode, Kl 7 reysefærdig – men da begyndte det at storme og snee, og da først opgav Du Dit kiærlige Forsøk. Men Gud skee Lov, at Du blev nødt til at opgive det – thi alle siger, at Føret ingentiid kan være eller blive værre end det nu er. O hvem veed det bædre end jeg, Dyrebare, hvor lidet Du agter Veyr, Føre, ja Helbred, naar det giælder at bringe Trøst og Husvalelse – men Gud være lovet, det var ikke Tilfældet nu – kun vor Glæde skulde Du forøget, men Frygten havde, ikke allene mens Du var hos os, men længe bagefter vildet forbittre den. Derfor velsigner jeg det haarde Veyr – dog ney, det kan jeg heller ikke – thi ak, min kiære velsignede Rikke har lidt saa ondt hele Gaarsdagen, været syg, og maatte, saa vidt jeg kunde blive klog paa det lille Buds Underretning, ligge over paa Veyen, saa de først kom hiem i Gaar mod eller over Middag. Jeg frygtede nok, hun kom til dyrt at betale denne Tour. Nu er min Jess reyst derhen for at jeg kan faae nøye Beskeed om hvordan det staaer til. Gud give bædre, end jeg tør haabe. Det var da de første Dombielder jeg hørte i Vinter, men stoer Klang giver de neppe i dette Fod for Fod Føre – Jeg har nu skrevet til Maja C – men Gud veed, hvordan jeg faaer det bort, saa hun kunde faae det inden Søndag, da hun tager tilbage[.] Og havde jeg ikke den Ærgelse i Gaar, at mit Brev til Fader Pavels blev glæmt at sendes i Posten med de øvrige, til Døttrene mine i Kbhn, og min unge Ven Bergh, og nogle flere. Det kunde være hvad det var for de faa Dages Skyld de nu maae vente længere, havde de ikke ventet alt for længe før – Men I vil see, mine Gode, at det ikke var min Skyld, forsætlig ikke i det mindste, og tilgive mig.

Blandt de mange gode Ting fra Byen var ogsaa en Prolog af Ven Pavels, holdt i Anledning af vor gode Dronnings Fødselsdag. Dens hele Vending er saa deylig, og man føler, det er en lykkelig Mand og Fader som her har talt –

72At sige noget aldeles Nyt i en saa ofte besiunget Anledning, er vel fast umueligt, da det allerrigeste Emne dog tilsidst maae blive udtømt. Men er det – og kunde ikke være – noget Nyt her er sagt, er det dog sagt paa en nye Maade, og det saa hierteligt og sandt.

«Er det, der giør en Mand saa lykkelig
I ringe Kaar: en øm elskværdig Kone,
Et Udtryk, ingen tør tillade sig
Om den, hvis Tinding prydes med en Krone?»

Denne Vending er i det mindste mig nye; og, kort sagt, jeg har læst den med megen Fornøyelse den hele Prolog, og gienkiendt min Marias lykkelige, og sin LykkeLykke] rettet fra: ‹…› ved overskriving værdige Mand fra Begyndelsen til Enden – Hvem der fremsagde Prologen veed jeg ikke, og intet om den hele Høytidelighed; men jeg faaer vel høre noget derom, mueligt i Morgen med Posten, da jeg har et langt Brev i Vente fra min Maja C –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.