September.

26Søndag 1^ste Den begynder mørk og regnfuld, denne mig saa kiære Maaned, der har bragt, og ^nu lover at bringe mig saa mange Glæder.

Det værste er, at min gamle Christopher ryster paa Hovedet, og siger: «Det betyer en vaad Høst, Moer, naar det regner Qvæneknurren.» – det er i Dag. Hvor giærne vilde jeg af mange Aarsager, det blev godt Veyr det meste af denne Maaned, og især at alle de Elskede, som i Dag 8 Dage iler i mine Arme, ikke skulde for dyrt betale den Glæde, de under mig. Men i hvordan det gaaer med Veyret, saa give Gud os at samles friske og fornøyede! I Dag er jeg igien saa ussel, men jeg tænker det er meget dette ufysne Veyrs Skyld.

Min Koren kom da endelig i Aftes, og var neppe inde af sin Dør før det øsregnede. Men endnu er Jess ikke kommet tilbage fra sin Hedemarkstour. Det foruroeliger mig lidt, endskiøndt jeg kan formode han bier paa Fetteren sin, Hr Jørgen, som min Lotta skrev, de i disse Dage venter til Tøyen. Jeg nævnte heller intet til hende om min Frygt da jeg i Dag skrev hende til. Det meste af denne Dag gaaer nok hen med Brevskrivning, da vi skal have Bud til Byen i Morgen, og paa Tirsdag lige til Strømsøe efter Barna. Det til Lottamoer er alt borte med Lunde som reyste i egne Ærinder i Morges. Og et langt Brev til min kiære unge Ven, Bergh, har jeg fuldendt, nu kommer det an paa, om Hovedet ikke siger: Stop! «A ska prober de, Børnlil» –

Tirsdag 3^die Der reyser lille Ole til Strømsøe efter Barna mine – Gud være med ham paa sin Frem- og Tilbagetour, at jeg glad – o hvor glad! kun see ham igien med sin kiære Fragt.

Jo, Hovedet sagde rigtig nok, og alt for tidligt Stop i Søndags. Saa vedholdende pleyer dog ikke mit Onde være. Jeg kunde neppe røre mig, saa mat var jeg, og saa smertefuldt Hovedet. Det er, jeg mærker det tydeligt, det sædvanlige Besøg af Febermindelser. I Gaar var de borte, i Dag melder de sig igien, skiøndt mindre voldsomme. Men Jess kommer endnu ikke, lader intet høre fra sig, og det ryster Siælen kanskee mere, end Feberkulden Legemet. Det er en barnagtig Frygt, siger jeg mig selv, men det hielper ikke. I Gaaraftes, da jeg havde faaet alle de Breve færdige, som i Dag gaaer med Ole – det var nesten mørkt da jeg sluttede det sidste til de kiære Børn paa Festningen – blev den Stilhed som omgav mig, og Mørket, saa ængsteligt. Jeg gik ud og tok min lille Sladdrer, Kaja, med mig, for at møde Skriveren som var paa Giestad paa Maanedsting – Maanen stod lige over 27Saras Grotte, omstraalede Fløyen paa Wilhelmsminde, hans Navn og Dødsdag. Mine Tanker var i Maanen, «hvor Menneskenes Moder boer med alle hendes talløse Døttre» – Kaja havde sin inderlige Glæde af, at Maanen gik ligesaa fort som hun, snakkede i et væk, uden at stødes over hun maatte snakke allene. Dog, hun snakkede egentlig med Maanen, Træerne, Hestene (som hun beklagede fordi de ingen Seng havde. De frøs vist, mente hun)hun)] høyre parentesbue erstatter tankestrek (ved overskriving) og svarte sig selv i deres Aand. Det er et saa sandt barnligt Barn, og Gud lade hende længe – ak, hvorfor tør jeg ikke sige altiid? – blive det! Tilsidst fik hun fat paa en gammel Kone, Moder til en af Pigerne her, og kom i Prat med hende. Jeg kunde heller ikke gaae forbi uden at tale et Par Ord med den venlige Gamle. Ved Giøgodtkiæret saae vi vor kiære Skriver, som stod og bankede et løsnet Bræt fast paa Indhegningen om Wilhelmsminde. Jeg angrede paa, vi ingen Nøgler havde med. Maanen vinkede os saa blidt derop. Det var en himmelsk Aften, blik stille efter den stormfulde Dag, som Menneskets, naar Lidenskabernes Storm har lagt sig. I veed jo, mine Elskede, hvor kiær en skiøn Høstdag og Aften er mig. Saa længe jeg vandrede under den blaa Æther følte jeg nesten ikke mit Hierte slaa; men des heftigere slog det, da jeg med hvert Øyeblik saae Haabet om Jesses Komme svinde, og især da jeg havde lagt mig og alt var stille omkring mig. Ængstlige Drømme afbrød hvert Øyeblik min Søvn. Dog, det er ey anderledes i Febertiden. Jeg er mat og fryser, men Hovedet er taaleligere nu, end da jeg vaagnede.

Den slemme Fut! Han var paa Giæstad, og hans Rikke vilde saa giærne været med ham og hid til sin Moer Koren, og han tog hende ikke med, da han skulde være saa snar, og saa var han der hele Dagen. Og nu kan jeg ikke komme til hende, da hverken Hest eller Gut er at faae. Var han ikke ley? At lille Wilhelm er rask igien kan I vide, da Moderen vilde været hid.

Onsdag 4^de. Nu kommer jeg fra Graven. Det var første Gang jeg intet bragte did uden mine Taare. Med dem indviede jeg den nye Plade, min ædle Faer Cappelen og hans Maja har prydet den med, og hvorpaa de elskte Hvilendes Navne, Føde- og Dødsdato staaer. Det øvrige staaer paa den opreyste Ovalplade, det Skiøneste som Sandeste der kunde staae. Ak, hvorfor talte disse stumme Bogstaver paa den liggende Plade saa smerteligt til mit Hierte? og hvorfor maatte jeg løfte det og de strømmende Øyne til Krandsen, som forener deres Navne, og derfra til Himlen, til Evighedens Krands, som 28forener deres Siæle, før jeg kunde gaae beroeliget bort? – Det var som den tunge Jærnplade havde lagt paa mit Bryst, og var hævet derfra da Hierte og Øynene hævede sig til Evighedens Cirkel, som engang skal omfatte mig med dem, med Eder Alle – os Alle – Gud være evig lovet! ogsaa for det, at ikke Taarekilden udtørres naar alle Blomster ere borttørrede og visne – og fordi vi veed et Land, hvor de aldrig borttørres og visner, de nye Paradisblomster vi skal finde i det nye ukiendte Land –

«Ja, det er stort, at vi fik Evne til at kiende,
at dette ‹dungle› ^dunkle Liv, den mørke Vey, har Ende!» –

___________

Endnu ingen Jess. Saa længe Dagen gryer, venter og haaber jeg, og hver Gang Hunden giør, og hver Gang jeg hører Mandsfied, troer jeg, det er ham. Min Koren er ogsaa borte, og kommer først hiem i Morgen, maaskee først Fredag.

Min Sally har overvundet alle Vanskeligheder, og kommer Søndag. Jeg havde Brev i Dag baade fra hende og min gode Kista.

Torsdag 5^te Gud velsigne Dem, ædle Treschow, i Dag og alle Deres Lives Dage, blandt hvilke denne var den første. O, at De neste Gang saae den oprinde i Deres elskede Fødeland, at De mange Gange maatte hilse den der med den Vises sande Glæde over Livet og Livets Liv! At De kunde skue omkring Dem i den glade gamle Kreds, og læse den umiskiendelige Kiærlighed og Agtelse paa alles Aasyn, og den og den moderligste Glæde i Deres Moer Korens, som saa ydmyg stolt tør tælle Danmarks Treschow – Danmarks og Norges – blandt sine Børn, de Udkaarne, som kaarede hende til den misundelseværdigste Moder – Amen, det skee! – Ja, o Gud, det skee! Og skal end ikke den neste 5^te Septembers Sol hilse Dem, Ædle, i Deres Norges Skiød – o saa skal jo dog den og jeg hilse Dem der 1813 – Det Løfte har De givet Dem selv og os, og dertil vil jeg holde og glæde mig.

– I Aften, lad mig see, hvem er da hos Eder, Elskede! – foruden Mama Devegge og hendes Malla, Oncle Riis, og Broder Ole, er Sverdrup der, det veed jeg da med Vished, men længere gaaer min Vished heller ikke, at sige om hvem der glæder sig hos Eder: Hvem der derimod glæder sig med Eder, det veed jeg paa en Prik: Det er alle dem som veed, at det i Dag er Treschows, Norges og Danmarks og vor Treschows Fødselsdag –.

29«I Dag er det Professor Treschows Fødselsdag» – sagde jeg i Morges – «Og min sandelig ogsaa!» sagde Wangensten (som kom her i Aftes da det alt var mørkt)mørkt)] høyre parentesbue erstatter komma (ved overskriving) «og Professor Legangers. Jeg bliver vist ogsaa Professor inden jeg døer.» – «Ja, i Projecter» tænkte jeg – Han er det samme forunderlige, stundesløse Væsen han altiid har været, og vist forbliver til Dagenes Ende. Nu tog han op til Gardermoen, men kommer igien til Middag. Da venter jeg ogsaa min kiære Rikke. Hun har lovet det, og er hun frisk, holder hun vist sit Løfte; thi Veyret er saa deyligt –

Aften, Kl 7. Jeg er reent fortumlet i Hovedet – glad, thi min Rikke har været hos mig hele Dagen til nu, og min Jesses er Gud skee Lov kommen frisk og rask tilbage – bedrøvet, thi nu tog ogsaa Broch herfra med sin Gina og lille Sara Jesine, hvis Graad endnu lyder for mit Øre, og den især er det, som har forstyrret mig, og at min Gina med sit Barn nu maae reyse og søge om Huus, svier i mit Inderste. Hos Bierches, hvor de har været saa forældreligømme imod hende, kan hun nu ikke længere være – Gud veed hvorfor. Brochs vidste det ikke. Nu skulde de til Byen. Han er for nærværende Tiid ansat som Hielpepræst i Oudalen, men det kan være forbi i Dag eller i Morgen. Jeg kunde ikke see den grædende Moder med den lille Uskyldige, ak, med det dyrebare Navn, paa sit Skiød, uden at giøre hvad jeg kunde for at standse hendes Taare. Ney, at husvild skal hun ikke blive, saa længe min Koren og jeg har Huus, det torde jeg love, og lovede, og den Trøst har hun nu, slaaer alt andet feyl – Lidt lettere, end hun kom, reyste hun dog. De vilde endelig til Moe i Aften for at have saa meget des kortere Vey i Morgen, og Morgenstunden er koldere, end Aftenen – De var her kun en Times Tiid. Min Rikke og jeg havde levet efter vort gamle Viis naar vi ere sammen. Vi besøgte de Hvilende. Hun kommer maskee ikke did mere i Høst, skiøndt jeg haaber at see hende her engang i neste Uge. De toge alle – Wangensten i Spidsen – ud af Gaarden paa engang. Lidt før kom min Jess, men ingen Fetter med ham. Han veed ikke, at han ventes saa længselfuld, ellers var han vist fulgt med. Gud skee Lov han er frisk, og alle de, Jess besøgte; men ellers raser Blodgang deroppe end værre end her, dog meest paa Ringsager, hvor i Sommer var bortrevet over 400 Mennesker af den. Hvorfor Jess blev saa længe? Han kunde ikke før slippe, forsikrede han, og troede ey heller vi havde ventet ham hiem før.

30Han har ogsaa været saa mange Stæder, og ret havt godt af sin første Hedemarkstour. Den Søndag, han var over paa Ringsager, blev ved det ene Annex begravet 50 Liig, meest Børn og Gamle, alle døde i Blodgang.

I Stanger Sogn (hvor Jørgen Bulls Gaard ligger) bruger Bønderne en egen Cur for at forekomme Blodsota – Tiærevand med dygtig Snustobak i. Ja, de troer vist fat paa ‹Sporgsmaa› Ordsproget: «Ondt skal Ondt fordrive» – En af mine Dølepiger ligger ogsaa i samme Sot; men da der strax er brugt Midler imod den, haaber jeg, det skal gaae lempeligt over. Det er en saadan goslig ung Pige – saa goslig barnaktig, at jeg tidt er fristet til baade at lee og græde over hende. Hun er kommet i en ganske nye Verden her – intet er som oppe i hendes kiære Field, hvorhen vist mange af de dybe Suk fares, som jeg tidt hører, naar jeg er nede og seer til hende. Hun er saa hiertelig taknemmelig og føyelig –

Og saa slutter jeg Dagen med den kiærligste Tak til Dig, dyrebare Maja C: for det hulde lille Brev, Forløberen og Forbudet for Dig selv og Dit velsignede Følge. Bædre skal jeg takke Dig, «naar nu een Dag er gaaet, og een een til» – som Kaja siger.

Søndag 8^de Og denne ene og een til er gaaet,gaaet] rettet fra: Gaaet ved overskriving og Solen skinner saa varmt herind til Eders glade Moer Koren, som i dette Øyeblik, efter en lang Prat med lille Faer Mørk, skrev i den kiære pavelske Stambog disse Linier. Dog, jeg har endnu ey Tiid at nedskrive dem her, som jeg overalt er den sande Stundesløse, og veed «for Fryd paa intet Been at staae» – thi gaaer jeg paa dem begge fra det ene Sted til det andet, og glæder mig ved at tænke: «Her seer du dem nu snart, her skal vi sidde sammen, her skal vi spise, der skal de ligge o.s.v.» – Nu skal for det første den brune Kaseking af, og Toilettet i al Hast besørges. Saa snart vi har spiist, vandrer jeg og Kaja til Vilhelmsminde, for at modtage Eder der med en rygende Kop Caffe, I Elskede, men først med mange mange Kys, lige saa glohede som den – Her er en Rørelse i Huset, som skulde Napoleon komme – dog auf ein ander Manier – saa glade Ansigter saae jeg da vel ikke omkring mig. – Jeg vilde giærne fulgt med min Koren til Kirken, og takket Gud i hans Tempel fordi jeg er saa glad. Men er ikke det moderligglade Hierte ogsaa hans Tempel, og det bedste Offer jeg kan bringe ham? – Det var mig dog ey mueligt at holde Tankerne samlede.

Kl er henimod 11. Sikkert ere I nu tagne fra Byen, fra Tøyen – Hvert Øyeblik bringer mig Eder, Eder mig nærmere – Hvad kunde jeg, selv i Kirken tænkt andet paa end dette? – Om Fredag og Løverdag veed jeg intet at sige Eder, uden at jeg har været frisk og glad.

31Kl 1. Nu er jeg færdig, og imens vi venter min Koren med Maden, vil jeg afskrive hvad i Gaar kom til Verden under mangehaande Erindringer og Drømme fra fordum Dage, imens jeg ene vandrende Haven rundt.

«Men Hiertet aldrig glæmmer
Sin Ungdoms første Kreds.»

___________

O Vee det arme Hierte, som kan glæmme
Sin Barndoms og sin første Ungdoms Kreds!sin første Ungdoms Kreds] rettet fra: sin Ungdoms første Kreds ved nummerering over ordene
For det lød Kierligheds og Vennskabs Stemme,
Og al Naturens Stemme ingensteds.
Hvad er det uden disse friske Minder
Som holder Hiertet evigt, evigt ungt?
Som giør, at vi paa Livets Vandring finder
Selv ey det Allertungeste for tungt?
Det Hierte kiender ey til Tiid og Alder,
Som varmt for Dyd, Natur og Venskab slaaer.
Naar Rosen blomstrer, og naar Løvet falder,
Og under Vintrens Snee det har kun Vaar.
Min ædle Ven! med dette unge Hierte
Din graanende Veninde hilste Dig.
Længst før jeg saae dig, jeg dig kiende lærte,
Og ønskte, hvad nu Gud har skiænket mig.
Du blev et Led af den saa sieldne Kiæde,
Som om mit Moderhierte slynger sig.
Tak, Pavels! Tak, min Maja, for hver Glæde
Og for hver Sorg, I ømt har deelt med mig.
Og naar den skiønne Kiæde engang brister
– Og først med dette Hierte briste den! –
Den jo kun føye Tiid sit Samhold mister,
For hist at knyttes evig fast igien.

___________

Kaja er en utroe Følgesvend. Dog, hvordan kunde hun modstaae den Fristelse, med sin kiære Onkel at kiøre den kiære Tante, Maja og Lina imøde. Nu reyste de. Kl: er 2. – Ak, og nu ringer de sørgelige Klokker. Det er en af vore Husmænds Barn som begraves. Det er død af Blodgang. Moderen har ogsaa været Døden nær, men Gud skee Lov, de kommer sig igien, de Mange af vore Husfolk som har havt den. Stakkels Kari ligger endnu. Det gik vel fortere med hendes Bædring, havde hun ikke en saadan Afskye for al Medicin, at vi ey nænner at plage hende med den. – O Gud, der er vel langt flere Bedrøvede end Glade i Dag – og alle Dage. Kunde dog Alle være saa glade som Eders Moer Koren!

32Mandag 9^de O, nu har jeg dem, nu har jeg dem, alle de elskede Ventede! Kunde jeg kun holde Pennen i Ave, eller Hiertet rettere, og i smuk simpel Prosa fortælle Eder, ak I, som ey anderledes end her kan dele min, vores Glæde, om denne Glæde! Slotspræstparret og Maja C: og Hr Frederich er vandret ud, Sally sidder her i Sophaen og læser de gamle Dagboghefter, giennemgaaer mit og Mines Liv og Levnet fra hun forlod os og Norge – Kista er med og om Barna, som har travlt med at ordne sine Ting og komme i de gamle Folder – Seer I, saadan har vi det for Øyeblikket, derfor griber jeg disse Øyeblik for at fortælle Eder lidt om i Gaar. Vi gik da Kl: henimod 3 til Wilhelmsminde, min Koren og jeg, hvor vi fandt Lunde, som var gaaet did et Par Timer i Forveyen, for at lukke op og ordne lidt, sovende paa Sophaen med sin Bog i Haanden. Han kom da snart op, og neppe var Telja kommet efter os med Caffegreyer etc, saa saae vi to Vogne i fuldt Trav ned over Veyen. Skriveren, den letvindte, og Lunde styrtede ned over Bakken, dem imøde, jeg rømmede endnu tilside, og ilede saa paa min Maade med høytbankende Hierte ned til Bakken. Den første som faldt til dette glade Hierte, var Maja P: – hun sprang som en Hind op ad Bakken, og saa gik det af den ene Omfavnelse i den anden, min Maja C, min Pavels, min Frederich – han sluttede Troppen. «Og de yngste Barna dine, Moer Koren, og din Kista?» – De reyste med egne Heste, for Følget stod Skydsen allerede færdig. Dog længe varede det ikke, saa havde jeg ogsaa dem – «Og Sally?» – O jo, hun var iblandt de Førstkomne – Seer I, jeg har jo sagt Jer i Forveyen, I ingen Orden maatte vente – det kiære Barn sidder jo her hos mig, og leer og spørger, altsom der behøves Noter til Dagbogen – Saadan glad og let kan jeg ikke mindes jeg længe har følt mig. De saae det Alle. Jeg var blevet ung syntes de, ja saagar vakker. Ja, kan noget forynge, vel maae det da være slige Øyeblik. Men da Øyet med Roe kunde hefte sig paa een Gienstand, saae jeg tydelig, at en mørk Skye hang over min elskede Maja C’s hulde Aasyn, og at hendes Smiil saae ud som en Taare. Hun havde forladt sit elskede Thrinabarn bekymret for sin Real, som ikke var frisk. Sygdommen er vist ikke, og det troer hun selv, betydelig, men det kiære Barns Frygt er desuagtet naturlig, og ligesaa den ømme Moders Bekymring over Thrinas Frygt. Saa skal der dog stedse være noget som minder os om, «at Glædens rette Hiem er ikke her» –

33Tirsdag 10^de (Fortsættelse) Caffe drak vi paa Vilhelmsminde, men efter indsamlede Stemmer blev det saa, at vi efter nogen Omvandring gik her hiem og drak Thee. Børnene vare længe i Forveyen, og havde allerede hilset alt, Mennesker, Dyr og Stæder, ogsaa, og det var vel et af de første, deres Saras og Vilhelms Grav. Vi havde om Søndag Eftermiddag en Skiære Dovning, det er en Mængde godvillige Høstfolk, og hos dem maatte Jess være. Ham besøgte de da ogsaa, og hvor de kom, oplivnedes og smilte alle Ansigter, som Solens fra et Speyl tilbagekastede Straaler. Min fromme Teljas Aasyn lignede fuldkommen den blide varme Septbrdag – Aftenen gik deylig hen i vennehuld Prat, Skyerne svandt lidt efter lidt fra Majas venlige Øyne, og Fader Pavels, som da han kom ikke var ganske frisk, «blev inden Aften som den, der aldrig havde havt’en» – Til Gaarsdagens ^Gammen hører endnu et kiært barnligt Brev fra mine elskelige kbhnske Døttre, som Maja C havde modtaget af Biskop Sørensen, til hvem det egenhændigt var leveret, som dets kiære Indhold viser. Først i Gaar fik jeg Tiid at læse det, og Sara læste det, og – alle Eders Søstre og Brødre i Herren og Moer Koren. Hvordan kunde vi nu have nogen Nydelse for os allene, hver Enkelt mener jeg, eller et Par af os? – O at det havde været Eder Selv, I fraværende Dyrebare, vi saadan havde havt imellem os, som nu det kiære Brev! Men den Tiid vil jo ogsaa komme. «Ja troer du ikke det? Moer Koren?» siger Sally naar vi, som saa tidt skeer ønsker Eder her, vor Catty, vor Malla, vor Treschow, hos os, og jeg saa altiid siger, hvad jeg saa fast haaber til: «Den Tiid vil ogsaa, og snart, komme» –

Formiddagen vare vi for det meste sammenpakkede her i det lille Kammer, læste og sladdrede, dog giorde Nogle, som I har seet, Spadsertourer, imens Andre sysselsatte sig hver efter eget Tykke; thi deri ligger det hele Tryllerie som er udbredt over saadanne Dage, at man kan giøre alt hvad og just som man lyster. Saadan tog somme Folk sig en Eftermiddagslur, andre vaagede. I Gaar var jeg blandt de Sidste. Det bliver jeg neppe i Dag, da mit Hoved ikke er som det skulde være. Imidlertiid vil jeg nu gaae de Spadserende imøte, (og det er dem Alle, min Kista undtagen, som jeg nu har passiaret lidt med, og som sidder med en Bog i Haanden uden at komme stort længere end paa første Side) men – der er de smaae Forløbere alt – Continuationen følger –

Eftermidd: De vare alt i Gaarden, og af Mødet blev altsaa intet. Jeg er ikke ret rask, og vilde giærne skiule jeg ikke er det; men jeg kan ikke gaae med dem, og saa mærker de det. Nu gik de til Vilhelmsminde, men kommer igien til Theetiid, og imens skal I høre Resten af Gaarsdagens Tilbringelse. Vi slap ved Middagssøvnen. D vi samledes 34til Caffe i den lille Dagligstue, var der saa deylig lunt, da Hertel havde foranstaltet Ovnen giennemvarm, meer ikke (det var en kold Formdd:) og hyggeligt. Veyret blev imidlertiid mildere, og vi besøgte Graven, den Majalill og Lina efter saa lang Tiids Forløb havde pyntet med de faa Blomster, som endnu findes i Haven, og gik derfra i Kirken, hvor vor elskelige Frederich satte sig flux til Orgelet, spillede og sang alle vore Yndlingsstykker. Maja P: og Sally sang med ham, og den hele lille Forsamling var opmærksom og rørt. Min lille Majas Øyne bleve vaade. Jeg saae det, skiøndt det mørknede alt da vi kom did, og vidste alle de Tanker som arbeydede i hendes unge Siæl – Det var et himmelsk Veyr da vi gik tilbake, og giorde begge de store Majaer og Sally endnu en Tour da vi havde drukket Thee. Siden, og det lige til Sengetiid, læste Hr Frederich for os i Øhlenschlägers Digtninger, og til Slutning det søde Eventyr Aly og Guldhindy, som jeg har læst for mig selv og høyt flere Gange, og nu hørte med samme Interesse som var det første Gang. O du ædle elskede Adam, naar skal jeg takke Dig for denne og saa mangen Glæde! – Sally og Maja P: havde ikke læst eller hørt det før, og den førstes spændte, den andens roelige Opmærksomhed, gav det ligesom en nye Nyehed for os alle. I kiender allesammen Sallys Øyne, og I kan vist altsaa see, ligesom jeg saae det, hvordan Forundring og Skræk og Glæde udtrykkede sig i disse. Saa deyligt endtes den deylige Dag. Og denne, som nu lakker til Ende, har gaaet og vil, haaber jeg, endes ligedan. Faer Mørk kom her for lidt siden, og er nu med dem paa deres Vandring. Begge de ældre Majaer har ellers mindst Roe paa sig, de vandre fra Have til Skov fast saa lang Dagen er, dog, det forstaaer sig, i Mellemrum. Ogsaa har vi Gud skee Lov deylige blide Dage og Aftener, som Septbr undertiden, og da for Alvor, har dem. – Det er sandt, jeg fik ogsaa i Gaar med Posten et Brev fra Maribo, hvori han melder mig og min Koren sin Ragnas lykkelige Nedkomst med en Tøsunge, gientager sin Tak for den prægtige Amme vi har skaffet dem, og beder mig til Fadder. Tiden kan jeg selv bestemme. Men da jeg nu ikke før Vinterføret kommer til Byen, bliver nok intet af den Stads.

Fredag 13^de Ja, det er allerede Fredag og den 13^de, og allerede har de forladt os, min Siæls saa inderlig Elskede, Maja C, Frederich, Pavels, hans og min og vor Maja. Saa længe vi kunde øyne dem bød vi dem Farvel, og Majalilles og Linas vaade Øyne fulgte, til Støvet efter Vognene var dalet. Min Sally og Kista har jeg Gud skee Lov igien til Søndag, og de Smaaungerne mine jo siden stedse. Og saadanne Dage, de ere ikke forbi fordi ^de ere svundne[.] Ney, ikke engang afbrudte ere de: thi Mindet om dem sammenkiæder dem med Haabet om deres Igienkomst, og saa kan de ey afbrydes, uden for saa 35vidt en Række af behagelige Dage afbrydes ved bliid Slummer og søde Drømme om hvad der har glædet og skal glæde os. Altsaa intet Farvel, kun et Godnat, I Dyrebare! Jeg vil troe at see Eder, som naar I med hver sit Lys i Haanden gik tilsengs, og jeg ogsaa, for under Forestillingen om den svundne velsignede Dag at slumre ind og vaagne til en lignende. Kan vi skiøndt I ^ikke, end ikke saaledes, holde den flygtige flygtende Tiid i Tømme, saa skal vi dog saaledes faae mindre Aarsag at klage over dens Iil: den maae altiid, hvordan den bærer sig ad, bringe os vore Glæder, vore Ønskers Opfyldelse imøde – «God Nat, og Tak for i Dag!» – vil jeg hver Aften sige hos mig selv, som var det til Eder jeg sagde det, og sove ind med Tanken om disse hastig henilte Dage, og vaagne med Tanken om de tilstundende, naar vi atter skal samles. Og saa god Nat, I Evigelskede, og Tak for hver Stund! –

Eftermiddag. Ved Bordet i Middags, da vi som sædvanlig ^{i Daglig lag} spiste i den lille Spisestue, var det dog saa underligt. Alt Savn lader sig ikke bortphilosophere, og det er jo heller ikke det jeg vil. Kun formilde det vil jeg, og ikke klage –

Og heller ikke, I fraværende Hiertelskede, har jeg tænkt at afkorte Eder noget her, fordi jeg siden Tirsdag ikke har havt et Øyeblik tilovers for disse Blade. I har ikke sielden, I Alle, været Gienstanden for vore Samtaler, og i Gaar – dog Trr! Pen! hvor vil du hen? Du maae tilbage til Tirsdag igien – Aftenen gik med Giætteleg og Spøg –

Onsdagen var jeg, især fra Morgenstunden, lidt skranten. Jeg torde derfor ikke følge med dem, de Kiære, da de vilde giøre en lang Tour ned igiennem Bierkedalen. Imens expiderede jeg et Bud vi maatte have ind efter min Majas Harpe, som unge Otto Smith har havt til Laans en Tiid, og som vi før engang forgiæves havde havt Bud efter. I maae vide, at min Maja C havde betinget sig, hun vilde tage sit lille Navne med tilbage igien, om hun ey fik Harpen imens de alle vare her. Den kiærlige Trudsel var jeg just ikke bange for; men deels var det Synd det kiære Barn længe skulde savne den, deels ønskede vi at faae den hid imens vi havde Sønnen og Broderen Frederich til at retleye lille Søsteren sin med Stemmingen etc – Og det giorde han – den kom først i Morges – ærlig og redelig paa Broderviis, saa han nesten ikke gav sig Tiid til at drikke Thee. Aber zurück! – De kom trætte og hede tilbage, og min Sallys endnu ikke ret stærke Been havde lidt meget i de lange svære Bakker. Jeg qvægede dem saa godt jeg kunde, og da vi havde spiist, toge de alle tiltakke med en lille Hvile. Men stakkels Sally blev saa syg. Den imod Syge som Sunde saa troe Kista forlod hende ikke, og vi alle vare fra og til hos hende saa meget vi troede, hun taalte det. Præsterne fik sig en 36lille Piqvet, og Maja C gav Undervisning i Kabal, som især frugtede hos Slotspræstinden, der ligesom en lille Molla glædede sig i sine Kundskabers Forøgelse, og i bare Iver for at vise sin Færdighed hvert Øyeblik forplumrede Kortene for den taalmodige Læremesterinde. Men Aftenen gik dog saa stille hen og ikke som de forrige.

Torsdag var hun Gud skee Lov meget bædre, og blev op ad Dagen ret rask, saa hun kom ned til os igien. Vi havde budet Fogdens og Chrysties hid til Middag, men fra de Sidste fik vi en underlig Undskyldning just som vi ventede dem selv. Min elskede Rikke og hendes Borchsenius kom, og vi havde det nok saa hyggeligt, hiemmeligt og godt. Veyret var klart, men koldt, saa vi ikke var stort ude, og selv de vandrende Majaer kom til deres egen Forundring ikke ud af Dørren før lidt om Eftermiddagen i Haven. Ja, det var en heel igiennem glædelig Dag. Ak thi den bragte mig jo ogsaa det triumpherende Brev fra Eder, elskede Døttrene mine dernede. Jeg havde neppe læst det høyt for begge mine Majaer, C: og P: som sad her hos mig, før jeg ilede op til den endnu liggende Sally, at forkynde hende den glade Tidende. Før jeg kom ud af Kammeret, aabnede Hertel Dørren for at fortælle hvad jeg troede kun vi vidste: «Norge faaer nu Universitet. Det er bestemt, og det bliver paa Kongsberg!» dette sidste vidste jeg ikke, thi derom stod intet i det kiære Brev. Det var en nye Victoria fra Hertel og Kista, at deres Fødebye var valgt til Stædet, det skulde hensættes. Sara, som jeg fandt i Begreb med sit Toilet, blev staaende midt paa Gulvet med Kiolen i Haanden og Øynene stivt heftede paa mine Læber imens jeg talte. O, giid I havde seet hende staae saaledes! At det skulde være paa Kongsberg, behagede hende ikke i Begyndelsen. Men det lykkedes mig at giøre det indlysende for det kiære Barn, hvor meget længere det kunde være bortlagt, og at vore Elskede – thi man tænker paa sig selv før paa andre, og naar Patriotismen kommer i Collision med det kiære Jeg, maae den i det mindste i første Øyeblik give dette lidt Plads – jo nu kom i Kredsen af Strømsøe, Eger, og Majadal – at vi fast ikke kunde ønske det bædre, o.s.v. Det ærgrede mig nesten, at min elskede Frederich var redet med Broder Jess til Gardermoen, saa jeg ikke strax kunde udbasune min glade Nyehed for ham, som jeg vidste den fra saa mange Sider interesserede. Jeg tænkte at passe paa og være den første ‹l›ell som sagde ham det; men see! den fule Skriver kom meg i Forkiøbet. Men jeg var dog den første, der gratulerede ham som Universitetsprovst, og ved Bordet klinkede og drak vi Universitetets Skaal, og endnu en Skaal – I Elskede dernede, giætter I ey hvilken? Hvordan vi siden har drømt og lagt Planer, er her intet Rum til at fortælle.

Nu skal jeg ind og lese for mit lille kiære Selskab. Fortsættelsen følger.

37Løverdag 14^de Aldrig kunde jeg have bædre Roe til at give Eder denne, end nu. Jeg er mutters allene i det hele indvendige Huus, og har ude, foruden den syge og friske Budeye, kun en fremmet Kone, min gamle Kari Giøgodt – alle andre, 21 i alt, ere myldrede til Gardermoen, kiørende, ridende, gaaende. Det er, maae I vide, den store Dag, da hans Giennemsigtighed – for at laane et Udtryk af Egersønnen min – tager Dragunernes Maneuver i allernaadigst Øyesyn. Hvilken Sværmen her var inden de kom afsted! Jeg sagde af Hiertens Grund med sal: Jalles: «Gud gi de var paa Dør!» – dog uden at lægge til, som han: «de kommer P-d-d ikke igien i Morgen» – de kommer da vel, haaber jeg, igien ud paa Eftermiddagen. Giid de nu ret maatte fornøye sig. Veyret er skiønt som en Julidag.

Ja, om den velsignede Torsdag er da intet stort mere at sige. Præsterne, Fogden og Skriveren spillede nogle Timer Lhomber, imens vi Fruentimmer snakkede, kabaliserede og rabuserede. Klokken var ikke 10, da det kiære Futepar tog bort. Jeg torde ey bede dem bie længere for den lange Veys Skyld, og for min Rikkes, som ligesaa lidt som jeg taaler at være seent ude. Futen trøstede ellers sin Kone, som var bange for Mørket, med, at de kunde see ved Kometen. Jeg har intet hørt fra dem siden, men haaber dog vist, de kom vel hiem. – Da de vare borte, var det endnu for tidligt til Sengetiid; thi gav vor Frederich, Maja P: og Sally os endnu lidt Sang atpaa. Vi ventede saa længselsfuld lille Ole fra Byen, der foruden Harpen skulde bringe os Efterretning om vor kiære Reals Befindende, og om vore kiære Tøyenianeres. Men vi maatte gedulde os til, som sagt, i Gaar Morges, da han kom just som vi vare samlede om Theebordet. Gud skee Lov, Realen vor er brav igien, Thrinabarnet roelig og glad, og Frue Lotta med sin President og sit hele Tøyen i beste Velgaaende. Ja, min Lotta, saa ofte savnede og ønskede vi Dig iblandt os. Du vilde været ret lustig, skriver Du, havde Du været her – O giid Du havde! Nu var det vel forbi; men Du havde glædet Dig, og vor Glæde var blevet forøget, og Mindet var ikke forbi. Havde jeg nu kun kundet rigtig male disse faa lykkelige Dage! Men hvad der giorde dem saa lykkelige er jo just det, som ikke lader sig male. Dog, hvem af disse Blades Læsere og Læserinder behøver saadanne Malerier? Ingen, og det er min Trøst.

38Om Gaarsdagen har jeg sagt Eder noget, mine Elskede! Resten lader sig sige i faa Ord. Da de dyrebare Fire vare forsvundne af vore Øyne, gik enhver stille til sit Arbeyde. Maja og Lina prøvede Harpen, Kista tog sit Syetøy, og havde siden de tre Ungerne sine ligeledes syende omkring sig; Sally satte sig her og tog fat paa Dagbogen, med hvilken hun til Dato ikke er ganske færdig med, og jeg sad, hvor jeg nu og det meste af Dagen sidder, med Pennen i Haanden og skrev hvad I nu har læst. Før jeg satte mig til Læsningen, besøgte jeg med min Sally og Kista det dyre Hvilested; men den skarpe Vind tillod os ikke at blive der længe. I Erholungen fik jeg ikke læst mere for dem end den opbyggelige Brevvexling mellem to fortroelige Veninder, betitlet: Sværmerie og Philosophie – da Klokken slog ti, var den forbi –

Og nu skal jeg skrive til de elskede kbhnske Døttre, gladere, end jeg i lang Tiid har skrevet dem til – Sally vil ogsaa skrive – og til min Egersøn for at sende ham en Bog, han saa giærne vilde havt med, og glæmte. Og nu er vel allerede denne kiære Søn paa Veyen til sit, og min dyrebare Maja ligeledes til sit Hiem. Mine Tanker følger Eder, Elskede, og min Tak for I vare hos mig, for hvert velsignede Øyeblik. Ogsaa Eder denne Tak, min Pavels, min Maja! I sidder nu vel hos de kiære Glutter og hører hvordan de har havt det i Eders Fraværelse. Dog, det er Løverdag – altsaa maae vel Pastoren smukt sidde i sit Studerkammer og tænke paa hvad i Morgen skal opbygge hans kiære Menighed, ligesom Hr Frederich underveys maae læse over paa sin Prædiken, den han her en tidlig Morgenstund arbeydede paa. I gav os al den Tiid I kunde give, I Gode! I havde giærne givet os mere, havde den været Eders egen –

Men lad mig nu giøre Eder en Bekiendelse, elskelige Venner – thi det er ligesom noget nager mig før jeg har aflagt den. Haabet, nesten Visheden om at see min Maja C igien i neste Maaned, da hun vil og maae ind til sin Thrina, som nu ikke kan komme til hende, o, sikkert var det dette Haab, denne Vished, som i Gaar gav mig det Mod og Mandshierte, der nesten klang som Philosophie – jeg mener da de Elskede havde forladt os. At jeg ikke var mig Grunden til min modige Roelighed ret bevidst, er dog Sandhed. Nu maae I dømme, om hvad jeg sagde, og Gud veed følte, kan kaldes Pralerie eller ey? Men griber forinden I dømmer først vennehuldt i Eders egen Barm!

39Søndag 15^de Hvor ganske anderledes er det i Dag end forrige Søndag! Med hvilke glade Forventninger hilsede jeg den – Dog, bleve de ikke opfyldte paa en eneste Punkt nær, og har jeg ikke indgaaet en Pagt med mig selv, aldrig ved unøysom Klage, fordi et Ønske blandt ti blev uopfyldt, at giøre mig uværdig til Opfyldelsen af de øvrige? Dette eneste skuffede var, at I bleve saa faa Dage hos mig, I Velsignede! Denne Søndag over havde jeg ikke allene ønsket, men haabet at beholde Eder – det kunde ey skee. I havde jo ogsaa ønsket at dette Haab kunde blevet opfyldt – og derfor klager jeg ikke, men siger blot hvordan det har sig med mig. Der gives jo enkelte Dage i Livet hvori man lever mere end eller i Uger, og at I har skiænket mig saadanne Dage, erkiender jeg med Tak til Gud og Eder – ney, jeg klager ikke; jeg nævner blot Contrasten mellem denne Søndag, da jeg skal miste de Sidste af det kiære Følge, og den forrige som gav mig dem Alle. «End din Maja og Lina, Moer Koren, dem beholder du jo dog?» – Ja, Gud være lovet, dem beholder jeg. Maja er ret stærkt forkiølet og hoster meget, men da hun ellers er munter og rask, haaber jeg til Gud, det snart skal gaae over igien.

I Gaar var da alt hvad kunde krybe og gaae, paa Gardermoen for at see paa Stadsen – dog det har jeg sagt Eder før. Her sad jeg allene, og kun galne Ole tittede imellem ind til mig og havde snart en snart en anden Raritet at vise mig, og forsikrede han tillige, han skulde passe troet paa i Gaarden, «for, sagde han, «nu er jeg og I allene hime, Frue, men de ska ingen Nau (Nød) ha lell» – Jeg fandt mig just ikke smigret ved at see mig sadt i Classe med det stakkels halvforrykte Menneske, men hans Opmærksomhed giorde mig dog godt. Hvert Øyeblik gik han forbi Vinduet og saae paa mig og loe, og klappede og kiælede Gulen min, som han kiørte Vand med. Kl 2 kom Selskabet tilbage, saa puddrede af Støv, og saa hede, og før de kom af Vognene raabte de: «Det har været saa morsomt, Moer! Vi har fornøyet os saa meget» – Det er mig kiært, svarede jeg; men nu tænker jeg det ogsaa skal være morsomt at faae lidt Mad. Jeg var dygtig sulten, mere end de, dog smagte det os alle. Altsammen var løbet vel af, og Printsen havde været særdeles fornøyet. Han yttrede at han troede Folket misfornøyet med sig, og at det giorde ham ondt. Hvad den sidste strænge (latterlig strænge) Forordning mod Brændevinsbrænden angik, forsikrede han helligt, at den 40inden Michelsdag skulde være ude af Kraft. «Er det et Ord? Deres Durchlathe spurgte Fader Bierk. «Ja, Deres Velærværdighed, jeg lover Dem det!» – «Printsens Ord – gienmælede Præsten – bør man ikke kalde i Tvivl. Altsaa stoler vi paa dette Løftes Opfyldelse.» – «Det kan De» – Det faaer vi nu see. Han talte længe og trøsteligt med Frue Hiort, som ogsaa den flinke Nannestad Præst havde anbefalet ham, gav hende 100^rd og lovede at bidrage det Mueligste til hendes Pensions Forøgelse. Sikkerlig er hans Villie god, hans Hierte godt –

Min Sally sidder hos mig og skriver til Søstrene sine. Hos hende sidder Skriveren og giør smaae Spectakler. Hvert Øyeblik kommer nogen og taler med ham, saa her ikke er alt for roeligt, uden I vil tage Ordet i den Bemærkelse, Svensken giver det.

Ogsaa min Sally og Kista faaer deyligt Veyr at reyse i. Hvor giærne havde jeg beholdt dem i Dag over – og de kunde blevet til i Morgen. Men Hertel skal i Morgen være Fadder hos Johan Horsters, maae altsaa reyse ind i Dag, og dette Følge vilde de giærne have. To Jomfruer faaer jeg tilbage i Morgen med den Hæst, min Sally og Kista reyser ind med: Johanna Bull og Sophie Pechel, hvilken sidste skulde været med forrige Søndag, men kunde da ikke komme. Naar de kiære Pigebørn har forladt os, gaaer jeg maaske i Kirken. I Dag er jeg usædvanlig rask.

Og saa er da den glade Uge – thi jeg regner fra i Dag 8 Dage af – forsvunden. Hav da endnu engang Tak, I alle, som giorde mig hver Time af den saa skiøn. Gud glæde, Gud velsigne Eder!

Lille Faer Mørk har staaet her og smaaesnakket med os – Han var saa glad i at faae et Kys af Sally. Men nu maatte han gaae, og vi lovede snart at komme ind til ham. Han hindrede os rigtig lidt –

Dette Hefte skal med de elskede nu snart Reysefærdige. I seer vist, hvor jeg har skyndt mig, og hvor ofte jeg er blevet afbrudt. Der er nu intet Øyeblik mere tilovers. Farvel, God Nat! Lev vel, I Evigelskede! Endnu skal mine Breve giøres færdige, det er forsegles etc – Og saa maae dette lille Rum blive tilovers. Tænk Eder det opfyldt med tusind varme Kys og Omfavnelser fra Eders huldtroe Mama Koren.

41Søndag 15^de Da nu ogsaa vor elskede Sally og Kista vare forsvundne for vore Øyne, gik vi i Kirken, min Maja, Maren S: og jeg, hvor vi hørte en udmærket god Præken over «Guds uendelige Godhed og Miskundhed mod det til alt trængende, og dog saa uskiønsomme Menneske» – Hans Overgang til Taksigelse for denne velsignede Høst og Høstveyr, var meget net, og det giorde mig kun ondt, at der var saa faa, neppe en Snees Mennesker som hørte den hiærtelige Præken. Lidt forstyrredes jeg i min Opmærksomhed af et Barns jammerlige Skrig. Der var tre til Daaben, de to hørte man ikke, men denne Gut, som fik det passelige Navn Knud, giorde Fyldest for dem alle i Hob.

Da vi havde spiist og drukket Caffe, satte jeg mig ind i Storstuen, hvor der var saa lunt, med mit Skriverie. Siden har jeg været i Haven, og med min Koren og alle Smaaepigerne besøgt vore Hvilende, hvis Sovested Maja prydede med en Mosekrands. Nu er Dagen nesten tilende.

Min Thrinasaras lille pene Malerie er ophængt under den Thrina, som aldrig vil vende sit Ansigt til sin Moer Koren, hos hvem hendes Hierte dog saa ofte, og maaskee i dette Øyeblik er. – Det er alle Dagens Mærkværdigheder. – Og nu sidder Du vist, Kista mi, og giør vor kiære Lottamoer Regnskab for den saa glad og snart svundne Uge – dog behøver Du kun at sætte Noter til Journalheftet, som jeg seer allerede i Lottas Hænder – og giid det, Elskede, erstattede Dig lidt Din forgiæves Længsel efter at været iblandt os, hvor Du saa ofte ønskedes! – Og hvad giør Du? min Sally! Du sidder vel imellem de Gamle og fortæller dem hvad Du troer meest kan interessere dem af Din Reyse op Dit Ophold, det korte efter saa lang Tiids Forløb, hos den anden Faer og Moer Hovind. Og hvad giør I alle i dette Øyeblik? mine Dyrebare! Jeg har saadan Moroe af at lade Tankerne svæve fra den ene til den anden, og saa seer jeg Eder i alle muelige Situationer, og seer under dem alle ind i Eders Hierter, hvor jeg altiid er vis paa at finde Moer Koren i en eller anden Krog, hvoraf hun ved mange Leyligheder alt imellem kiger frem og siger: «Her er jeg!» – Sara kaldte mig i Dag i Brevet til Søstrene sine, en lille Narrehætte – og jeg troer ikke, I finder Kald til at modsige hende.

Mandag 16^de – Der er ikke andet for, jeg maae have lidt i min Kakkelovn. Saalænge Formiddagen varer, skinner Solen herind, og varmer mig med sine Høstsmiil det bedste den kan. Men naar den saa maae gaae videre, begynder mine Fingre at stivne, og jeg behøver dem ret smidige i denne Tiid – og altiid, kan jeg troe, dog med stoer Forskiæl, som ikke tilforn er viist, men skal blive det. Koren er borte – kommer først hiem i Morgenaften – saa jeg kan være Søster P‹c›: saa meget jeg vil –

42Men nu faaer jeg mig en hiemvæved ulden Kaseking, brun og guul, nok saa deylig, og den skal sidde paa, og kun Søn- og Festdage omskiftes med en D^o af Bomuldsgarn; men da har jeg heller ikke mere Lov til at fryse saa meget. Naa, hvilken Frokost jeg har spiist i Dag! først et Æble, saa fire, rigtig nok tynde og smaae Smørrebrød, saadanne, som Skriveren kalder Lapper; og saa kom Maja mi med en Kex, som hun skulde tractert Broder Frederich med da han var her, men ey fandt i den Madpose, hun fra sit andet Hiem var forsynet med (saa sandt er det, at: «ingen det Brød for dig fortærer, som Lykken hun gavmild dig beskiærer.» –) (Er det ikke sublimt sagt? og, jeg veed ikke rettere, end at i det mindste Sammenføyningen, om ikke Tanken, er min) – Ja, det var da de tre Grundlag – men saa kom Marthe Kokke med det fierde og drøyeste: en saadan god Klub, som hun havde lavet til Moer siøl – saa burde Moer siøl heller ikke lade hende bære den heel ud igien – og sandelig, meer end det halve naaede sin Bestemmelse. Hvordan skal jeg nu faae Rum til Vinsuppe – titulair Vinsuppe at sige, naar I ikke vil lade Hovind Viin, som groer paa Ribs- og Stikkelsbærtræer, giælde – og Sillesalad og Pandekager? – Jeg er dog ingen Tværfylling, veed jeg. Og nu ringer den alt 12 – «Velbekomme dig Moer vor, baade Frokost og Middagsmad!» – Mange Tak! men giid den sidste var forbi. Figurere ved Bordet maae jeg dog i hvor det gaaer.

Tirsdag 17^de Kl 4 i Gaar Eftermid: gik Maja og Maren ud at møde liden Hanna og Sophie. Da det blev mig for mørkt herinde, gik jeg ind og lagde en af de nyelig lærte Kabaler, for ikke at glæmme dem – tillige skulde den sige mig, om Jomfruerne kom snart; men før den var ude, kom de alle 4 agende ind i Gaarden, dog ikke som Søster Inger giennem den store Port, hvorigiennem kun om Vinteren er frie Passage. De vare nok saa glade, de stakkels Børn, og Johannes allerførste Besøg var i – Hønsehuset til Majas Pleyebørn; dog dette er alt hvad der lever og drager Aande her i Huset fra Lina og Kaja til to smaa Katteunger. Siden førte de Sophie omkring, for at giøre hende kiendt i Huset[.] Hele denne Formiddag har de vandret omkring, paa Vilhelmsminde, i Sandv‹…› Skoven og i Haven. Den unge Steen er her paa sin Tilbagetour fra Byen, meget mismodig over ikke at faae tale med sin Ven Jes, der tilligemed Lunde og Gryner ere i Ligfærd paa Maastad, hvor Ritmester Ingiers 50 Aars gamle Moder bliver begravet.

Torsdag 19^de – Nesten denne hele Formiddag gik bort – og ak hvor deyligt! med Brevlæsning. Netop var jeg færdig med de Hertel, som seent i Aftes kom fra Byen, havde bragt mig – og det var fra min elskede Lotta, og Kista, og Sally, og Pavels, og Zarine, og Elise Thorsteinson, før Posten kom 43med et fra min elskede Maja C, et fra min troefaste Egersøn – Og Eder alle min moderligste Tak, I Velsignede, og enhver især for de kiære ømme Breve. En heel Dag har jeg bestemt til deres Besvarelse, eller dog til de flestes. Disse Svar og denne Tak som Hiertet, det lykkelige takknemmelige Moder- og Vennehierte yder Eder, finder ^faaer I da længe, før I finder den her. Men I veed jo, at alle mine Tanker og Følelser strømmer flux ud i disse Blade. Gaves der kun Ord og Udtryk for dem! Dog, faaer de ikke det i den Gienlyd de finder der, de skal finde det – og hvad vil jeg mere?

Velkommen til Eders Hiem igien, min Pavels og Maja! min Maja C, min Frederich, min Sally, min Kista! Gud skee Lov, at I har fundet alt der saa vel, at I uforstyrrede kan, som jeg, glæde Eder i Erindringen om vor Samværes faa, men glade Dage! Tak, fordi I giorde dem saa glade! Tak fordi Mindet om dem er Eder kiært, «I dyrebare Led af den saa sieldne Kiæde, som om mit Moderhiærte slynger sig!» –

Men kom nu smukt igien i den fortællende Tone, kiære Pen, og betænk, at det ikke er her du skal besvare de velsignede Breve. Jeg veed nok hvad du vilde, om du raadte dig selv, det er udlagt, appellere til Hiertet; men der bliver intet af for denne Gang; det eneste, der kunde tillades dig var – dog heller ikke det endnu, at det ey skal see ud som du beholdt din gamle Ret. Vær nu hørig og lydig, saa vil vi see hvad vi kan giøre –

«Og hvad er det da stort jeg har at fortælle? At al Ungdommen tidlig i Dag gik til Houg, Jess undtagen, som kiører Loe? – At den Hummer det kiære Slotspræstpar sendte dig, smagte deyligt til Middag? – At du spadserer med Skriveren din og glæder dig i det skiønne Veyr? – At du ‹s›kriver dine Værsmagerier ind i zirlig indbundne Bøger, dem Skriveren giør endnu zirligere ved penslede Tittelblade, men hvoraf du med alt dit Stræb dog kun fik første Deel færdig til sin Bestæmmelse? – At du i Gaar, for en Forandrings Skyld var syg om Eftermiddagen istæden for du ellers pleyer være værst om Formiddagen? – At du i Dag er frisk, og som det lader, vil blive det til Dagens Ende i det mindste? – Naa, er der mere?» – I seer, mine Elskelige, at jeg har givet det selvraadige Ting alt for meget Tøylen, og at den ordentlig kan være uartig naar den ikke faaer sin Villie. Men bør den altiid kunde tiltrodse sig dem? Giid jeg havde Eder om mig, og kunde samle Stemmer – dog, hvem veed, om I ikke alle traadde paa dens Side, ja endog gik i Forbøn for den, saa jeg ey slap før jeg gav den Privilegium paa at løbe naar og hvorom og saa meget den ville? «Har den da ikke alt dette Privilegium?» 44Jeg veed saa lidt om jeg skal være glad eller bedrøvet over dette Samvittigheds-Spørgsmaal (Grundsporning kalder Menigmand det) som om jeg skal besvare det med Ja eller Ney. Jeg vil betænke mig paa det.

Fredag 20^de Jeg har ikke kunde betænkt mig paa nogen Ting. Da jeg i Aftes saa glad ventede min Maja for at give hende et kiærligt Brev fra hendes ømme anden Moder, og adskilligt andet godt, kom hun syg hiem, maatte strax til Sengs, og har nu lagt hele Dagen. Vel veed jeg, det ikke er farligt haaber det i det mindste – da det er den arvelige Hovedpine hun hiemsøges af, det fromme taalmodige Barn; men min Ængstelse lader sig ikke bortdemonstrere. Da hun tørster, er heed og fryser paa engang, torde det maaskee blive et Anstød af Koldfeber. Alle Symptomer ere der, og den regierer stærkt i denne Høst. Maaskee tør det ogsaa gaae over. Hanna Bull, som Maja kalder sin Doctor, sidder saa troelig hos hende, og Sophie Pechel giør alskens smaae Spectakler, som bringer Maja til at lee, og er altsaa ogsaa paa sit Viis, hendes Doctor – Fader Mørk kom nesten aandeløs – han var selv syg – for at see til sin Yndling, men gik roeligere tilbage, da hun loe og spøgte med ham. Men det har hun giort naar hun var alleralvorligst syg, for at beroelige os. Endnu har jeg, skiøndt hun fra det 3^die til det 15^de Aar sielden var ret frisk, ofte, som det syntes, Døden nær, aldrig klaget over noget Onde. Men just denne stille Hengivenhed, dette blide Smiil paa det lille blege Ansigt, saarede i det Inderste.

Aften Det er nesten bælmørkt, men i min Siæl er saa lyst. Gud være lovet, det elskede Barn sidder nu oppe, har spiist lidt, og er meget bædre. Jeg har expideret et Byebud, men fik ey alt med som jeg havde tænkt – Jeg kunde jo ikke sidde roelig hernede men maatte alle Øyeblik op til Ungen min

Kl: 7 Jeg maatte dog tænde Lys lell, for at blive ret færdig med Byebudet – Og da det nu brænder, vil jeg med samme fortælle Eder en smuk Nyehed, som Rygtet fortæller: At der i Anledning af hans D-ch-hds Nærværelse paa E-ds –vlds Præstgrd, som varede henved 4 Dage (paa hans Frem- og Tilbagetour), har hærsket et evigt Bachenal. Den sidste Aften var Haven oplyst med Fakler, og Musikken tonede, og den høye Giæst nedlod sig til at aabne Ballet med v: Kroghs – Stuepige. Det hele skal ha faldt baade i det væmmelige og usædelige, til megen Forargelse for den fra alle Sider sammenstimlede Almue der lydelig udlod sig ^med sine Tanker baade om Giæsterne og Værten. Tilsidst blev Kiælderen tom (Gud veed hvordan Spiskammeret holdt ud) ‹…› ^og den ædle Druesaft maatte fortyndes og opspædes – saa det ey gik til som i Brylluppet i Canaen. Kun den der anførte Regel, naar den sletteste Viin kunde anbringes, blev troelig fulgt.

45Den 21^de September.

Der var en lille Fugl engang,
Som Vinter, Vaar og Sommer sang
Med lige villig Røst.
«Og var dens Sang da skiøn?» – O Ney!
Som Nattergalen slog den ey,
Dog hørtes den med Lyst.

Thi kun naar Hiertets Stemme bød
Dens Sang, snart høy, snart sagte lød,
Og ofte vemodsfuld.
Men var den sorgfuld eller glad,
Saa mangen Ædel var dens Qvad
Og blev den Sanger huld.

En lille Blomst stod lugtløs, bleeg,
Og for hver Blomst i Skiønhed veeg,
Og veeg den uden Harm.
Dog mangen Ædel ilte hen
Og kyssede og trykte den
Til vennehulde Barm.

«En Blomst, som lugted, glimred ey?
En fremmed Væxt maaskee?» – O Ney!
Den Danmarks Datter var:
Men kun for Venskab, Kiærlighed,
Den bøyede sig venlig ned,
Og skiulte Frugter bar.

«O at med Philomeles Slag
Jeg kunde hilse Majas Dag!»
Udsukker Sangeren.
«O at i Dag med Rosenduft
Jeg kunde fylde Jord og Luft!»
Saa svarer Blomsten den.

«Men» – blier den ved – «Saa mang en Gang
Hun venlig lytted til din Sang:
Thi den var Hiertets Røst;
Og endnu oftere hun har,
Skiøndt jeg ey skiøn som Rosen var,
Mig trykket til sit Bryst.

46Thi i dit Næb du tage mig,
O lille Fugl! og svinge dig
Til Majas skiønne Dal,
Hvor alle milde Dyder boe
(Som trives kun i pralløs Roe)
Blandt Glæder uden Tal.

Flyv, bring mig did til hendes Lund,
I hendes Haand, til hendes Mund,
Og syng din beste Sang:
‘O, alle Glæders Giver! Lad
Paa denne Dag mit glade Qvad
End lyde mangen Gang!’

Mens stille, lyttende hun staaer
Og fromt sit Blik til Himlen slaaer,
Og kiender glad din Røst,
I Duft min Bøn jeg aander ud:
‘Smiil uforstyrret Fryd, o Gud!
I Majas ædle Bryst!’»

___________

Fuglen har nu bragt Dig Blomsten, dyrebare Veninde! Hiin Sang og dennes Duften steeg, imens de qvægede Dit vennehulde Hierte, til Himlen, og Gud har hørt Sangen og Bønnen, og alle de Bønner, som nedkalde Held over Dig og denne kiære Dag, og velsigner Dig og Dit skiønne daadfulde Liv.

Min elskelige Egersøn har været Overbringeren af min lille Gave, mine, i en zirlig Bog indskrevne Digte, hvoraf, som min sladdervorne Pen alt har fortalt, dog kun den første Deel blev færdig, uagtet jeg har nyttet hver Friestund til dette mig saa kiære Arbeyde. O at jeg selv kunde bragt Dig den! Dette Ønske istemmede den ædle Overbringer med mig, da jeg her i al Hemmelighed gav ham Bogen, og jeg veed, I Elskede, at I flere Gange i Dag har gientaget dette Ønske. Ja, hvor levende vilde Majadal blive med et, var Legemerne lette som Tankerne, som Aanden! Ingen af disse Blades Læsere og Læserinde vilde Du da savne der, og ikke Din lille Maja og Lina – o ingen af alle Dine og Mine. Din rummelige Dal, Dit rummelige Huus, og Dit endnu rummeligere Hierte vilde aabne sig for os Alle, finde Plads for os Alle – Ak, men ikke engang Dit Hiertes Nærmeste, Din Thrina og Realf, kan Du i Dag trykke til dette fulde Hierte. Dog veed Du, at vi alle ere med vort bedste Selv hos og omkring Dig, og velsigner og omfavner vor Maja – og Du lægger med blide Taare Haanden paa Dit Bryst og siger: «Her har jeg dem alle!»

47Søndag 22^de Hele Gaarsdagen gik hen med Brevskrivning. Min Maja var Gud skee Lov brav, og er det ogsaa i Dag, saa al Ungdommen tænker paa at tage sig en Ridetour i Eftermiddag, om ingen Mand kommer i Veyen med sin Slæde. Unge Bull kom her i Gaar Eftermiddag, og er alt reyst igien Kl 6 i Morges. Jess fulgte efter Sædvane Fetteren sin tilveye, og nu bliver Du glad, Lottamoer, i Dag, naar Du faaer Gutten Din hiem, Gud skee Lov frisk og rask fra et Sted, hvor BlodgangenBlodgangen] rettet fra: Blog ved overskriving har raset saa frygtelig, skiøndt mindre i Stanger end paa de andre Stæder paa Hedemarken. Nu skal det dog der som overalt være i Aftagende.

Da vi havde tændt Lys i Aftes, og jeg med mine Briller og min Bog netop sadt mig bag mit Skiærm, hørte jeg en Vogn rasle ind i Gaarden, og strax stod et Par indhyllede Damer for mig. Det var den snilde Frue Bergh med sin lille blide Maja. Jeg veed ikke om jeg har sagt Eder, mine Elskede, at Generalauditeuren har kiøbt en meget betydelig Gaard i Nannestad. Til den skal hun nu; men bliver maaskee over i Dag. Det er ret et lille Barn den samme Frue, dog af de gode føyelige og bedende. Storstukamret var færdigt til hende, men hun bad saa vakkert om at faae ligge paa det inderste Sahlskammer, at jeg vel maatte føye hende. Der sad hun og jeg og pratede en god Stund, og meget om mit kiære Slotspræstpar, som hun nyelig havde talt med, og om vor Sally, som hun ikke havde seet siden hun kom fra Hovind hvor inderlig hun havde ønsket det. – Endnu hører jeg ikke til nogen Rørelse oven paa. Stakkels Maja Bergh, hun har lidt meget ved sin Mands langvarige farlige Sygdom, og seer svag ud. Jeg kiender faa af mit Kiøn der har undergaaet saa hastig og stoer en Forandring i sit Udvortes. Da jeg saae hende her paa Hovind for 17 Aar siden, nyelig gift, var det virkelig en af de vakreste unge Koner jeg havde seet – «Ja men 17 Aar? Moer Koren!» – Tys, Barn, lad mig tale ud. Fire eller fem Aar efter mødtes vi paa Hadeland, og jeg kiendte hende ikke. De deylige røde Kinder vare afblegede, den fine Hud mørknet, den ranke Figur faldt sammen, kort det var en aldrende Matrone der stod for mine Øyne, og jeg blev nedslaget og skamfuld, da hun saa venligt kom hen til mig og hilste, og jeg ikke kiendte hende – Hun har siden faaet noget av sin Ungdoms Friskhed tilbage i sit Udseende; og den Blidhed, det Tække, som er saa uendelig meer end Skiønhed, og ikke forgaaer som den, giør hende stedse elskværdig. Hun kan saa godt træffe den Tone, som passer for Øyeblikket. Jeg veed nok, mange anseer dette Talent for en til Uoprigtighed grændsende Fiinhed. Her er det visst ikke Tilfældet, men kan snarere udledes af Hiertensgodhed, som giærne vil tækkes alle.

Skulde I troe, Elskede, at jeg har malet denne Side fuld med ^under den smerteligste Hovedpine? Dog er det saa. Men at tale med Eder skaffer altiid Lindring.

48Mandag 23^de23] rettet fra: 24 ved overskriving Frue Bergh og Børnene var i Kirke, imens hvilede jeg mig lidt, og blev bædre over Middag, som først var Kl 3 efter gammel Skik den Søndag, Munthe er her – Frue Bergh og Datter tog strax de havde drukket Caffe til Nannestad, hvorfra jeg venter dem tilbage i Dag eller i Morgen. Munthe og Mad: Giørup blev heller ikke længe, og alle mine voxne Jomfruer, gamle Telja nu undtagen, var ude en Lysttour til Hæst. Jess ledsagede dem, og først i Mørkningen kom de tilbage, og havde Alskens Skectakler for det øvrige af Aftenen, imens jeg pløyede den gamle Tilskuer, min Koren gottede sig med Ferdinand Warner, Jess med Shakespears Julius Cæsar. – Neppe giætter I, fra hvem jeg i Dag fik Brev. Fra min ædle gamle Justiskar. Jeg torde ikke troe, at mere end Udskriften var fra ham, men see! det hele tre Sider tætskrevne Brev var fra hans kiære Haand, fra hans varme troe ungdommelige Hierte. Det fordrev Resten af Hovedpinen. Han fortæller mig alle Nyeheder fra Bergen i sit eget jævne lunefulde Sprog, at lille Dolly i Høst skal have Bryllup (som de der, siger han skal der giøre Fast) med sin Søfren Munk, at Jacob og Tina nu boer hos ham, og Svigerdatteren, der snart skal bringe ham det tredie Sønnebarn, fører hans Husholdning, at han lever og trives vel o.s.v. Under hele Læsningen stod han for mig, og staaer saa endnu, heldende lidt paa Hovedet, de ærlige, gode blaa Øyne heftede paa mig, og med et Smiil, som naar et lille Indfald, som han vidste, jeg ikke vilde tage alt for vel op, var underveys. Han slutter Brevet med det Ønske: at han var mig saa nær, jeg kunde tage en Priis af hans Daase, da jeg havde ladet ham vide, jeg, den gamle Forfølgerinde af Snustobak, imellem tog mig en Priis for mine Øynes Skyld. Kort; han er ganske sig selv, og jeg veed ikke hvad andet man kunde ønske ham at være. «O, kun at han endnu – skrev jeg i Dag til min Egersøn – maatte forøge vor lille kiære Kreds tilligemed Treschows! Vi mistede dem paa engang – fik vi dem paa engang tilbage!» Men ney, vor gamle ædle Justiskar møder vi først – naar vi alle engang mødes for aldrig mere at fælde Adskilds bittre Taare – Jeg fik ogsaa Brev fra den snilde vakre Fetter Hosevinkel, som fører et meget uglad Liv i Frederichsværn, og haaber snart at komme derfra –

 Min Koren tog temmelig tidlig i Dag til Næss og kommer først hiem i Morgen. Hertel maatte følge med Frue Bergh til Nannestad, hvor hun egentlig er for at afhandle Lehnsmand Riis Avling og Besætning paa den Gaard, hendes Mand der har kiøbt, og kunde det ey nytte, havde Berget sagt, hun tog did, om hun ikke fik Hertel med, at han i Forening med den brave Bierk kunde faae denne ikke uvigtige Sag afgiort. Jeg har skrevet til min Maja C, min Egersøn, min Thrinasara og Realf, og faa Linier til Lottamoer, som jeg sendte det kiære bergenske Brev. Nu skal min Kista og Zarina have noget med Frue Bergh, og saa har jeg saa temmelig, for dennesinde, liqvideret med mine Corespondenter, skiøndt de ubesvarede Breves Rum endnu ikke er tomt, og jeg haaber aldrig skal blive det ganske.

49Det lader, som det milde Septbr Veyr nu vil sige eller alt har sagt os Farvel. Uagtet jeg i Dag – for første Gang – har itrukket mig min gulrudede Vadmels Kufte (for ikke altiid at sige Kasseking) der er saa deylig varm, I aldrig det kan troe, har jeg dog maattet lunke min Ovn for at kunde røre Fingrene ret –

Onsdag 25. Om Gaarsdagen er intet at sige, uden at jeg giorde mine Breve færdige, som skulde med Frue Bergh. Hun kom da vi skulde tænde Lys, og tilbragte vi Aftenen saa morsomt med at fortælle Ungerne vore om vor Ungdoms Moder og Node‹r›, og den ene Gang efter den anden raabte de «Fye, hvor stygt det var!»[.] Frue Bergh, skiøndt 8 Aar yngere end jeg, havde dog i sin Barndom været meget tilbage efter mig i Pynten, især beskrev hun saa morsomt sin Sørgedragt for sin Moder, og tænk Eder et 4 Aarsgl Barn med sort Bays opheftet Kiolem tredobbelt Agischanter, først af Bay, saa sort Kræpfloer, saa hviid bredsømmet Kammerdug, og nu til dette et lille sort Kræpfloers Halssæt, saa staaer vist den stakkels forknyttede Unge for Eders Øyne. Jeg derimod relaterede, hvorlunde jeg 1789 i Bergen saae Aarsgl Børn med Poscher og puddret Haar og lille Top paa – kort her var en almindelig Latter afbrudt med Forundrings Udraab, da alt atter afbrødes ved Hundeglam, og raabte jeg: «O det er ham!» – min Skriver nemlig – Men see! ind ad Dørren traadde rigtig nok en graahærdet Mand, og, i hvor meget min Phantasie var i Bevægelse ved de mange Barndoms Minder, saae jeg dog, at det øvrige Korpus ikke tilhørte ham, og var det da Hr Presidenten selv, der paa sin nekodemisk altiid er ude ved Nattetide – Kl: var alt henimod 11. Han fangede da en Sæpken og en Bid Brød, det eneste han vilde have af alle de Rariteter jeg, som Verten i Comedien, bød ham i Haab om han skulde sige Ney, da intet af det var at præstere, og nu fik Samtalen en anden Vænding – men ingen glædelig. Han fortalte om den trøstesløse Garmans Jammer. De havde faaet ham op til Tøyen, og tænkte at faae Konen jordet uden hans Vidende, men han var gaaet til Byen, fulgt hende, seet hendes Støv nedsænkt i Støvet, og var kommet tilbage og lagt sig i sit Kammer uden at de vidste det. Han har tabt usigelig meget i denne Kone, siger alle som kiendte ham. Ak jeg troer det! Men Moderen – man seer at en Ægtefælles Tab kan forvindes, tildeels erstattes. Men hvad kan erstatte Moderen sit Barns Tab? Intet uden Haabet, hisset – og snart – at finde det igien. Ja, jeg har vel ogsaa seet en Mand, som intet mere glædede i Verden da hans Ungdoms og hele Livs Elskede forlod ham, og som Sorgen bragte i Graven til hende – det var min Svoger, den ædle Staal – Men man taler jo bedst om hvad man kiender. Moderlidelserne kiender jeg – Gud lade mig aldrig lære at kiende Konens, Ægtefællens!

50Da det endnu var ganske mørkt, hørte jeg Lawsonmand tale med Jess nede i Stuen, og vilde giærne været oppe, men ulidelig Hovedpine fængslede det stakkels Hoved til Puden. Det var endnu ikke ret lyst da han fortsatte Touren til Hedemarken – Da det lysnede, qvægede jeg mine Øyne ved Synet av den slumrende Engel, Lina, ved min Side, og stod op ved min nu sædvanlige Tiid Kl 7, meget bædre, skiøndt ikke ganske rask. Endnu var det ey, og bliver nok heller ikke i Dag lysere. Det regner og blæser. Stakkels alle de Reysende (min Koren er vel ogsaa ude nu) Frue Bergh, den inderlig godlidende Maja, og hendes lille D^o Maja, tog bort Kl 9: De skulde i Dag ey længere end til Mad: Mandahl i Sørum, og har Callesche, saa jeg nok troer, de bærger sig. Men Presidenten vor i den aabne Kariol, og som tænkte i Aften atsom tænkte i Aften at] rettet fra: som i Aften tænkte at ved nummerering over ordene være paa sit Tønsager er det meest Synd paa – Gud skee Lov han er saa rask, at det er Lyst og Mon i det.

Frue Bergh kom ikke ganske i Accord med Riis, der som jeg troede, havde skruet alting temmelig op, f:E: 400^rd for Stykket af Hæstene, hvoriblandt de fleste er gamle, 125 for hver Koe, 16^rd for Faaret, for Lammet ligesaa, og det endda de nyelig ere klippede. Det Hele beløb sig til 9000^rd dog troer jeg, de indgaaer det; thi det er dog altiid fordelagtigt, at finde saadan alt samlet paa et Sted. Gud hielpe hvem der skal sætte Boe i denne Tiid, og ikke har Fondonatus’s Pung og Ønskehat, eller Aladdins Lampe.

Torsdag 26^de Først kom i Dag et Bud fra Byen som bragte mig saa vennehuldt et Brev fra min Lotta, skrevet under hede Taare for den stakkels trøstesløse Garmann. Saa bragte Posten mig to, fra min elskelige Maja og min elskelige Egersøn, begge skrevne i Majadal den kiære 21^de, og var det Beskrivelse over hvordan denne Dag var tilbragt. I sød Roe og Stilhed. Kun min Frederich havde været der. Ved Spadsering, og Batalliering mellem Husbond og Giæsten i Billard og Piqvet, var Dagen og Aftenen gaaet. Ingen af de kiære Minder, hvorpaa Majas Lund er saa riig, var blevet ubesøgt, ingen af de elskte Savnede uomtalt. Tør jeg ikke nok, min dyrebare Egersøn, sige det med Deres Ord? O jo! det er jo ikke første Gang disse Blade har pranget med skiønne Blomster fra Sønne- Broder- og Vennehaanden, den runde og gavmilde.

Til Maja C, d: 21^de Septbr 1811.
med et skrevet Exemplar af Moer Korens samlede Digte.

Fra Broderhaand modtag vor Moders Gave
I Majadalens Edenlige Have
Paa denne os saa festlig kiære Dag.
51Den lille Fugl useet i Granens Kroner
Udgyder sine søde Himmeltoner,
Og Hiertet dirrer i de stærke Slag.

Dit indre Øye dybt og sødt fornemmer
De underfulde, sagte, blide Stemmer,
Der hilse dig i dunkle Majalund.
Et Chor af Venskabs Genier omsvæver
Hver hellig Plæt, og Aandetoner bæver
Og minde dig om mangen salig Stund.

I Petras stille Lund ved Sorgens Minde
Det hvisker naar de blide Taare rinde:
«Vi svæve, Moder! signende om dig.»
Ja, dine Elskte, levende og døde,
I denne Bøn i Dag hinanden møde:
«Gud, giør vor Maja glad og lykkelig!»

___________

Løverdag 28^de Hele forrige Uge vidste jeg, min Rikke havde ventet mig saa saare. Min Majas Upasselighed, Frue Berghs Komme og Veyret havde hindret mig. I Gaar var intet i Veyen, og i et usigelig blidt deyligt Veyr tog jeg did, og kom der i god Betids. Jeg fandt den Elskede desværre ikke som jeg ønskede det. Dagen før havde hun været meget syg, og var yderlig mat, dog kunde hun være oppe og som sædvanligt var den deylige Dag forbi før vi vidste det. Futen var flink og færm, og Willa saa sød, og saa lustig, som jeg aldrig før har seet ham. Vi bleve meget gode Venner. Lille Rasmus, som nu med første skal ind paa Forberedelses Skolen, var ogsaa hiemme. Det er en rask ægte norsk Gut, der kan taale ondt og godt som det sig en Normand sømmer. – Jeg tog tidlig bort, da jeg vilde ind om Munthes, for at see til den syge Hans Myhre. Jeg fandt ham slettere, end jeg formodede, og hiertelig ondt havde jeg af det unge Menneske, som Gigt har fængslet til det haarde Leye, hvor han ikke selv kan bevæge sig, og af den bekymrede Fader, hvis eneste Haab og Glæde denne Søn er. Imidlertiid haaber jeg til Gud, det ingen Fare har. Just saadan laae min Telja for 18 Aar siden paa Mustorp. Stærk Kampher og Kampherolie var det eneste, hun brugte, og det hialp hende. Og hvor Gigt, som her, er kommet af stærk Forkiølelse, troer jeg dette Middel probat. Han har nok paadraget sig denne Forkiølelse ved den fortredelige Postaabning om Natten, da han ofte heed og svedt ikke har givet sig Tiid til at klæde sig paa, og nu ere Nætterne kolde. Jeg søgte at sætte Mod i dem alle – den unge Kone er ogsaa meget skranten for Brystet – saa godt jeg kunde, og det giør jeg altiid, hvor jeg ikke troer at see nogen nær Fare. I Dag sendte jeg Patienten nogle af mine Majadraaber, som jeg veed han sikkert kan bruge, og jeg har saa stoer Troe til. I herligt Maaneskin kom jeg hiem, 52og min Hr Gemahl, som jeg ventede Aftenen før, men som uventet havde faaet at Par Forretninger til, kom en Times Tiid efter mig.

Stakkels Maren Skieldrup er slagen af Bylder og Saar, og maae holde sig paa sit Kammer. Lille Maja har antaget sig Husholdningen, som hun da herefter skal stedse tage Deel i, og gaaer saa stille og hyggeligt, og alles Øyne vogter saa milde paa hende. – I Morgen har vi tænkt at comunicerere, som ved vor Majas Fraværelse saa længe er blevet udsat. Blev nu kun Maren S saa vel, at hun kunde være med os. Vi ere jo alle ved Kiærlighedsbaand kun een Familie, hvad jo Ordet Comunion efter mit Begreb skal udtrykke, og følges derfor giærne ad.

Søndag, Michelsdag Da det var Fader Mørks Offerdag, foreslog han os, for ey at sidde saa længe i Kirken, at comunicere før Prækenen, som vi især for Jomfr: Skieldr: Skyld giærne modtog. Vi hørte en hiertelig god Præken over «hvad der skal beroelige og trøste os ved vore Elskedes Udgang af Livet» – Over dette ^{denne Dags} rørende Evangelium har jeg hørt flere fortrinlige Taler, og bliver ikke giærne af Kirken den Søndag, vi har det. O, hun fik sin Søn igien, den trøstesløse Moder. Jesu ømme Hierte smeltede ved hendes Taare – og han giver jo ogsaa mig mine Sønner og Døttre igien, og aftørrer mine Taare. Men hun var en Enke, og det var hendes Eneste. Og jeg har jo saa meget tilbage, tak være dig, milde Fader! Lad mig her torde kalde dem mine, alle, alle, til jeg forud iler efter de alt Bortgangne, og modtager dem der hvor de igien og evig alle, alle ere mine!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.