1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> August | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

August

Løverdag 1ste See nu er lille Ole, som de her kalder Reutendiener, borte med acurat et halvt Douzin Breve, alle af forsvarlig Længde, og naar jeg nu først her har gientaget min hierteligste Lykønskning til Dem, elskede Ven Pavels, hvis Fødselsdag det er, saa kan jeg da giøre Regnskab for hvem alle de kiære Breve var fra, Torsdags Posten bragte mig. Det var et fra min dyrebare Maja C, hvis Længde strax var en glædelig Tidende, og Gud skee Lov, hver Linie bekræftede den. Du er nesten aldeles frisk igien, Elskede, de endnu manglende Kræfter haaber Du at faae naar Du mere kan bevæge Dig i den frie Luft. Ak gav Gud os kun snart saadant Veyr at Du kunde bevæge Dig i den, saadant som det i Dag har været! Et nyt Liv synes udbredt over hele Naturen. Hvert Øyeblik har jeg giort en Tour i Haven og i Gaarden. Nu graaner det igien, men det har det ofte giort, og Solen er brudt seyrende 53giennem de sorte Skyer. Men det var dog en bliid Dag. Hil være dig, August, med alle dine glæde- og vemodsfulde Mindedage! Hils være dig, min Pavels’s Fødselsdag, og vend ofte reen og skyefrie tilbage!

«Og de andre Breve?» Var fra min Thrinasara, som jeg havde ængstet saa meget med min, Gud være takket, «ugrundede, Frygt, og fra Døttrene i Kbhn, et kun 6 Dage gl Brev. Men det er mig ret nogle snurrige Børn. Begge begynde de med en Jammerklage over min Taushed, nesten som jeg begyndte mit Seneste til dem, og sandelig med Føye, som I har seet, og I selv engang vil see, mine elskte Fraværende. Det er godt, at disse Blade kunde vidne med mig, hvor uskyldig jeg er. Men nu har jeg skrevet og retfærdiggiort mig, og er det alt forinden de faaer dette, og var det altiid i Eders kiærlige barnlige Hierter; thi i dem kom aldrig den Tanke, at Eders Moer Koren kunde glæmme sine elskede, elskende Børn, og sikkert angrede Du, ømme Katty, dette Udtryk saa snart det var sluppet Dig af Pennen. Du siger det mildere, min Malla: «Du har vist skrevet, Moer, men Brevene maae være forkomne» – Ja, det maae de, har I ingen faaet siden April. Jeg har ingen faaet siden 11te May, og de vare gamle, det veed jeg. Saa bad de Kiære mig: «Skriv endelig, Moer Koren, men vi endnu kan høre fra dig. Snart er maaskee ogsaa den Glæde at faae Tidender fra det elskede Fødeland nægtet os.» – Og jeg tog Pennen i Øyeblikket og skrev, som om der ikke var et Øyeblik at spilde – hvem veed ogsaa, hvor mange eller faa? – Det var det ene af de sex Breve; No 2 til min Adam, 3) Maja 54i Majadal, 3) hendes og min Thrinasara, 4) Slotspræstparret, 5) Kista mi, og 6) Sallybarnet, til hem jeg sendte Søstrenes Brev, ogsaa Søster Majas. Dette troede Du, Gode, hun skulde læse her ved sin Moer Korens Side; men desværre, deraf blev intet denne Gang. Men nu vil jeg glæde mig ved alt det, jeg har til gode. I Gaar fik jeg tilligemed et lille Brev fra min Kista en Æske. Den var fra Sally, og deri laae en lille peen engelsk Natkappe, og en lille ømhedaandende Sæddel, som det kiære Barn havde skrevet den Dag, jeg tog fra Tøyen; men den efter hendes Mama Koren arvede Hovedpine havde hindret hende fra at faae den saa tidlig færdig, at Kista kunde faaet den med det meget andet praktiseret med mig, at lille Maja kunde kommet frem med endnu mere den 27de. Dog var den ey mindre velkommen nu, Du Gode; og det var ey heller den deyligste Skildpaddedaase, mine Øyne saae, som et Bud fra Byen i dette Øyeblik hidbragte, ledsaget af et velsignet Brev fra Maja Dig, og Din Thrina. En Sæddel fra Realf fulgte med Æsken til Jess, som saa behændigt skulde givet mig den, det forstaaer sig den 27de Julj – Men Gud veed, hvorfor Horster ikke vilde unde mig den Glæde at faae den i rette Tiid, da den vist havde staaet i flere Dage hos ham, og været Leylighed nok at faae den hidsendt. O det var mig jo saa underligt, at jeg ikke saae et Ord fra disse Kanter denne Dag, som jeg vidste var saa ømt erindret. Ja, I erindrer den Alle med Ømhed I Dyrebare, nære og fjærne, den Dag som gav Eder Eders Moer Koren. Eders Kiærlighed lønne han, som allene kan det.

55Frue Hiort var her i Gaar som snareste, Frue Wærner er her i Dag, dog nu reyser hun – Kreftings ventes hver Time.

Søndag 2den I Dag skal vi comunicere. Jeg ønskede det var forbi, da jeg slet ikke er brav, og især har saa ondt i den venstre Hofte og hele Side, at det falder mig besværligt at reyse mig, naar jeg har sadt lidt. Den lange Knælen for Alteret er mig desuden i senere Tiid altiid noget besværlig. Dog vil Gud vist nu som før give mig Kræfter ved denne hellige Handling, som mit Hierte længe har stundet efter. Var min lille Faer Mørk kun ikke saa seent ude. – Solen skinner varmt, dog fryser jeg. Det er vel fordi jeg ikke er frisk.

Kreftings kom ikke. I Dag kommer de da vel. De tager nu for stedse Afskeed med Hurdalen, hvor den gamle Frue Holler, Mad: Kreftings Moder, hidtil har boet. Nu har de holdt Auction over hvad de havde igien der, og kommer neppe oftere til dette deres vist lykkeligste Dages Opholdssted, hvor Manden var fra sit tiende Aar til Midalderen, hvor Konen først saae Dagens Lys.

Kl 5. Det gik mig Gud skee Lov meget godt. I Skriftestolen havde den gode Mørk ladet sætte en Stoel til mig, og den behøvede jeg; thi Skriftemaalet varede vist over en halv Time, fast længere end Præken. Begge Dele vare godt udarbeydede, men Talen i Skriftestolen synes jeg var mindre hiertelig end han har vant os til, der at høre den. Op til Alteret (Communionen var før Præken) gik vi først ved det andet Knæefald, og saa blev Knælingen ikke langvarig. Da vi gik hiem sagde jeg: «Naa, i Dag skal vi da drikke Caffe i Haven, og det første Gang – den 56anden August, det er ikke for tidligt, og det er da aldrig skedt før at Sommeren er gaaet saadan hen» – Men see! Neppe havde vi afspist, saa styrtede Regnen ned igien, og vedvarer endnu. Ak, og ikke en Rose nænte jeg at bryde i Morges, fordi jeg vilde bringe de faa udsprungne til Graven, hvor jeg nu heller ikke kommer.

Mandag 3die Men nu har jeg været der med mine Roser. Ogsaa de smaae Rosentræer der staaer fulde af Knopper, og Træerne frodige. Lina og lille Ragna Chrystie var med mig. Vi drak ogsaa Caffe i Haven, skiøndt der var lidt fugtigt; jeg strikkede, læste lidt, ligesom jeg dog vilde have alt udrettet derude paa engang, ligesom jeg frygtede, en saadan Time ikke saa snart vilde komme igien. Det haaber jeg dog. I det mindste har Luften ikke i lang Tiid seet saa roelig ud.

I Formidd: kom Frue Bergh her med sin lille snilde Maria, men drak kun en Kop Thee og spiste Frokost. De havde tænkt sig hid i Aftes, men naaede ey før Kl over 11 til Giørups, hvorfra de nu først kom hid. Siden har jeg skrevet til min Egersøn, og begyndt et Brev til Frue Maribo, og ble i et hængende fast nu over een Time i en Roman, Graf Donamar, som er meget interessant i sit Slags, men saa ængstelig at man haster til Enden for at see Enden paa al den Jammer[.] Nu lokker Veyret mig atter til en Spadsertour i Haven. Bliver det saadan i Morgen, tager jeg nok til Plogstad, hvor min Rikke hver taalelig god Dag venter mig saa længselfuld. Til Kreftings hverken hører eller seer vi –

57Tirsdag 4de I Aftes kom deres Forbud. Til Middag i Dag vilde de være her, derfor stod jeg op Kl lidt over 5 i Morges for at faae alt det istand, jeg i Dag vilde have til Byen og med Posten. Mit Brev til lille Ragna M: giorde jeg færdig, skrev et langt Do til min Søster Lund i Lolland, og et lidet, som geleydede Pakker og Breve, til min Kista. Da jeg havde dette fra Haanden og bortsendt, satte jeg mig, ventende de Meldte, til at læse Grev Donamar ud. Katastrophen i den tredie og sidste Deel er rystende, og har, om ikke i det Hele saa i enkelte Træk, en paafaldende Lighed med den ulykkelige Struenses. At denne har svævet Forfatteren i Tankerne da han skrev denne sidste Deel, er upaatvivlelig, ligesom at han vist maae have været nøye indviet i denne skrækkelige Geschichtes Hemmeligheder, eller i det mindste kiendt den af den i Germanien trykte Beskrivelse over alle disse sataniske eller Intriguer og Greuelthaten. Scenen, da Donamar gribes efter et Ball han i den svage, paa Siæl og Legem svage Fyrstes Veynes har foranstaltet, hvordan Fyrstinden ængstes til at underskrive Anklagen, og kun skriver sit Navn halv – kort, det er umiskiendeligt at i det mindste Trækkene ere hentede fra denne Kilde – Dette skriver jeg medens Krefting og hans Kone hviler Middag – De kom Kl 2 – men nu kom Telja og sagde, at gl: Frue Holler, som ogsaa, troede jeg, laae, er alt kommet ned. Den gamle Kone gaaer nesten i Barndom og er ussel paa Sind og Legeme, saa det ikke er nogen underholdende Conversation. Men jeg faaer vel gaae. I Dag er Regnen uophørlig. Jeg troer, Kreftings bliver over i Morgen.

58Torsdag 6te Kl 6 Arme Kreftings, hvilket Veyr de faaer at tage ud i, og ud maae de vel, da Skydsen er bestilt den hele lange Vey til Skieberg. Det regner og tordner og blæser, og jeg er færdig med alt mit Mod selv at forsage om Veyret, dog trøster det mig, at det har forandret sig saa vidt, at det døde lumre afbrydes ved Blæsten – Og i Gaar var det saa skiønt, og vi nød det ogsaa. I Haven drak vi Caffe, og lige til gamle Mutter vilde til Sengs spadserede og sad vi i Haven, den lille fornuftige og godlidende Kaja Krefting og jeg. Ogsaa ved vore Elsktes Grav vare vi, hun og jeg.

Endnu ligger de, men jeg hører de ere vaagne. Var endda ikke den gamle syge Kone. Gud give, de havde hende vel hiemme. Det er virkelig en god, veltænkende Matrone, men hun plager Een lidt, og ikke saa lidt somme tider med hendes ubetvingelige Trang til at snakke. Og der kan I tænke kommer mange Krøniker for en Dag fra de forrige Seceler. Hun bruger fremmede Ord ongefær som gamle Paale. Saa fortalte hun mig i Gaar om et Fruentimmer som havde faaet Conziloner (Convultioner) fordi hendes Kiæreste ikke kom Bryllupsdagen – han maatte da betale 1000rd for den Spads, og det var ikke mere end billigt. En Svigerdatter har hun faaet op fra Kbhn som er saa fibbig (pfiffig) men dog et fermiteskt Menneske, som syer alle sin Mands Klæder, Skoe, Støvler etc – Stakkels gamle Kiærring, der er hun selv med sin lange Tobakspibe og ønsker mig en god Morgen –

Kl 10 Jeg blev rigtig lidt flau over at hun sagde mig, som sad her og bagtalte hende, saa venlig god Morgen. Nu 59toge de bort efter mangen Striid med den Gamle; som slet ikke vilde ud, og hellere af sin egen Lomme, sagde hun, betale Skydsen. Ja, at hverken hun eller nogen vilde ud i det gefærlige Veyr, undres jeg ey paa. Med et blev det sort som Midnat, Lyn og Torden giorde Mørket end rædsommere. Himmel og Jord syntes eet ved den styrtende Regn: I en Pause giorde jeg en lille Valfart over Gaarden, og endskiøndt Aslak kom og geleydede mig tilbage med en Paraplye, blev jeg dog saa vaad paa disse faa Skridt (I begriber fast Alle hvor mange det kunde være) at jeg maatte klæde mig om fra Top til Taae, saa jeg nu sidder her i min gamle opfarvede sorte Kiole der baade er blakket og en Synde Smule fillet, men den laae først for Haanden, seer I. – Det var afgiort at Krefting skulde reyse ene i Kariolen, og Kaja og Frue Holler blive til i Morgen eller naar Veyret forandredes; men lille Moer K: var saa hiertelig bedrøvet, det saae jeg, deels for hun længtes hiem til sine mange Smaae, deels for hun da skulde reyse ene med den gamle svage og grætne Mama den lange Vey og med Skyds. Gud skee Lov, det klarnede op, og nu er det Solskin og Blæst, saa jeg haaber de kommer tørt og vel til Hølands Prstgrd, hvorhen de tænkte sig i Dag. De gode Mennesker har nok at kiæmpe med, det veed Gud. Nu skal den vakre lille Kone i sin tiende Barselseng – 9 Børn lever, alle uforsørgede – og saa den gamle sære Kone i Huset, som Datteren med sin fast mageløse Omhyggelighed dog sielden kan giøre noget til pas. Sandelig, hun er en exemplarisk Kone, Moder og Datter.

60Fredag 7de Et eneste Brev fik jeg i Gaar. Det var fra Poppa. Intet fra Dig, Maja; og jeg troede, haabede dog saa vist at det nu var kommet i Gang igien med vor Brevvexling. Er Du kun ikke syg igien! Det var en sørgelig Torsdag, og overalt en ængstelig Dag. Tordenen rullede nesten uophørlig, snart fiærn, snart nær, Luften var qvælende saa man knap kunde trække Veyret. Maja havde Hovedpine, og gik tidlig tilsengs[.] Alle vare saa underlig stille. Regnen var forfærdelig, og har holdt ved den hele Nat. Nu holder det vel op, men neppe længe. Det er virkelig trifst (ogsaa et fr af Fr: Hollers Ord istæden for trist) Gud skee Lov at jeg faaer min Koren hiem i Aften, og saa har jeg vel ogsaa et Par kiære Breve i Vente i Dag, som skal være med Hertel, der i Gaar sendte en Sæddel fra Ullensgr hid, at han havde Breve til os, men vis paa at træffe os i sit eget Hus, vare de gaaet did med hans Tøy. Saa forstod jeg i det mindste hans Sæddel – En Nyehed havde han fortalt paa Prstgrd, som ikke bidrog til at muntre os. Tøyen er solgt. Vel gav Presidenten mig da jeg sidst var der et Nys om, at man holdt paa dette deylige Sted til Universitetet; men «du holder vel ogsaa paa det?» svarede jeg. Da forstod jeg paa ham, det dog kunde være mueligt han overlod det. Og nu er det alt skedt. Jeg kunde ikke holde mine Taare tilbage da jeg hørte det, jeg kan det ikke endnu. Alle Børnene bleve nedslagne, og det var vel mere denne Tidende end Hovedpinen der bragte Maja tilsengs. Lina græd stille, om for Maja eller Tøyen veed jeg ikke, eller for begge

61Ak, ingen af Eder, Elskede, vil undres over at vore Hierter hænger saa ved et Sted, hvor saa mange hellige Erindringer, glædelige og sørgelige, omsvævede hvert vort Fied, hvor jeg, nesten mere end her hiemme syntes see Sara og Wilhelm overalt – og nu er det forbi! Ak Gud, om hvor meget maae vi sige: Det er forbi!

De nærmere Omstændigheder vil vi vel erfare af de i Dag ventede Breve. En Trøst er det mig, at mit kiære Tøyen, da det skal omskifte Eyere, ikke kommer i en os fremmed Privatmands Hænder, at det bliver en hellig National-Eyendom.

Jeg længes saa efter Hertels Bud, at jeg intet kan foretage mig inden det kommer. Jeg vil imidlertiid fortælle lidt om Frue Waagers Tyve. Der indhvirles alt flere og flere i dette skammelige Complot, som nu har tilstaaet langt mere, end de vare grebne eller mistænkte for. De har iblandt andet bekiendt, at det var deres fulde Agt da de stial at afbrænde Brotnow, om den stærke Regn ikke havde giort det umueligt den Gang. Hovedpersonen, om hvem jeg kun veed at hun hedder Laurine, og formodentlig er fra Bergen eller der omkring, da hun har tilstaaet hun har været paa Bergens Tugthus, skal være et skrækkeligt Uhyre, mistænkt for at have dræbt sin Mand, og endnu bragt et Par andre ud af Verden: Hun burde været Grevinde P-p-rs Medhielperske. Hun har ogsaa tiænt paa Brotnow, som de nesten Alle. Det lader ikke til de har havt megen Kiærlighed for deres Madmoder, og jeg tvivler rigtignok om hun fortiæner den, og at hun snarere kunde hedde deres Sulte- end Madmoder: Men «ogsaa et Skarn kan skee Uret» – siger Ordsproget. –

62Kl 5 I Eftermiddag kom da Hertels Bud. Jeg fik Brev fra min gode Lotta, fra Kista, og nogle Linier fra Pavels med Løfte om mere med Søndags Posten. Saa fulgte ogsaa min Stambog med nogle hiertelige Stropher fra denne min elskelige Søn, nogle Stropher som i flere Henseender rørte mig meget. Jeg har ikke endnu fuld Vished om jeg saaledes tør skalte og valte med denne min Vens og Søns Arbeyder som med hans Egerbroders. Derfor staaer her kun min moderlige varmeste Tak, min dyrebare Ven, for hvad De skrev og for hvad De vil skrive.

Ellers var hverken Brevene fra Byen eller det fra min gode Hertel som ledsagede dem, skikket til at adsprede indvendig det Mørke der, forenet med Regn, Lyn og Torden, ligesom udbreder en vis Ængstelighed overalt. En Efterretning i Hertels Brev f var især mig hierterystende[.] Men den maae og skal ikke giæmmes i disse Blade. Gud give det ulyksalige Væsen det angaaer, i dette Øyeblik var udslettet af de Levendes Tal. Jeg lindrede saa giærne mit arme bedrøvede Hierte ‹ved› Klager, ak, og bør det ikke.

Presidenten er heller ikke ret frisk endnu, skriver min Lotta, hun sørger ogsaa – Om Tøyens Salg siger hverken hun eller Kista noget, og Hertel skriver blot: «Tøyen er saa godt som solgt til Universit: for 1,70000rd» –

Altsaa kun saa godt som – Tingen er endnu ikke afgiort, og bliver det maaskee ikke saa snart. Gud giøre dette som Alt til det Bedste! – Min Rikke har ogsaa en ængstelig Aften, det veed jeg. Aarsagen maaskee en anden Gang her. Vel dem, der oplever Glæde af sine, Siæls eller Legems Paarørende! Giid min Koren var hiemme. Grethe Keilhau er her. 63Hun, Ragna, Maja og Lina sidder alle i Arbeyde med at stelle lidt paa den lille forfløyne Kajas Tøy, at hun kunde blive med dem til Rotnæss, hvorhen de skal paa Søndag, og skulde jeg med, men deraf bliver neppe noget, uden Veyret tog paa at arte sig tilgavns.

Løverdag 8de Om denne min fordums Glædesdag har jeg intet at fortælle Eder, Elskede, uden at det ikke har regnet siden tidlig i Morges, og nu blæser stærkt; dog er Himlen bedækket med det sædvanlige graa Dække, som det synes, hverken Torden eller Storm kan fortynde. Min Koren kom hiem seent i Aftes, og skal afsted igien i Morgen, lige til Hurdalen. Han har nesten ingen roelig Time mere; og det giør mig saa ondt, at jeg ikke kan dele nogle af mine mange med ham, den Gode! Gud skee Lov, han er lige munter og færm; men at denne evige Flakken, tilmed i Veyr og Føre som vi hidtil har havt det, maae lide paa den ikke længer unge Mand, er dog begribeligt. Han udlader sig ikke hermed, ikke engang ved en Mine, det maatte da være, at f man sluttede sig til det af hans inderlige Tilfredshed, naar han engang imellem kan være hiemme, skiøndt Forretninger lige fuldt optager al hans Tiid.

Jeg har skrevet lidt til min Kista i Dag, og oversadt nogle Ark af Leontine. Kl er halvotte, det er alt mørkt, God Nat, Elskte! I tænker vist ofte i Dag paa Eders Moer K –

64Ak, ikke engang en Krands eller en Blomst har jeg kundet bringe Wilhelm paa hans Fødselsdag!

Søndag 9de Maren Skieldrup, Ragna C: og alle Børnene, min Maja undtagen, reyste nu, Kl 2 til Rotnæs. Veyret var fra Morgenstunden som det pleyer, og Maja ikke ret frisk. Jeg torde altsaa ikke lade hende reyse, og hun blev giærne hiemme, det fromme Barn. Bliver hun, som jeg med Guds Hielp haaber, raskere, og Veyret stadigt (nu er det ret klart og godt) skal hun, og maaskee ogsaa jeg, følge efter i en af Dagene.

Jeg lod Andreas Munthe bede i Gaar, at han, om der var Breve til mig med Posten, vilde sende dem med et Bud som jeg skulde betale. Men der har neppe været nogen, siden de ikke ere komne nu saa langt paa Dagen. Jeg forstod dog Søn Pavels’s Brev saa, at der skulde komme mere til mig med denne første Post.

Her er saa stille, saa stille. Jeg oversætter imellem, imellem læser jeg Schlegels Dramaturgie, og tillige Aeschylos og Sophoples, (Stollbergernes Oversættelser) og fatter derved baade Digterne og Dramathurgen bædre.

Mand: 10de Først havde jeg havt i Sinde ikke at skrive et Ord her før fra Rotnæs, for ret at overraske Eder, mine Kiære; men da min Majas Voi‹…›tur endnu ikke er færdigt, saa nytter jeg denne Pause til at fortælle Eder, hvorlunde jeg først var bestemt at tage til Nannestad i Dag, men opsatte det da jeg hørte, at Bierkes gamle Moder var død i Gaar – og saa gaaer nu Touren til Næss med Maja mi og lille Mollebarnet (Tønder Lund) Skriveren vil nok blive heel 65forundret, naar han kommer hiem, og ikke finder meer Hustroe end bag paa sin Haand, og Børn ligesaa lidt. Stakkels min Skriver! men i Morgen haaber jeg, han kommer efter. – Det er en Mærkedag i Dag, Lars Sok kalder Bonden den, og derfor glæder sig Alle over den milde varmende Sol som straaler saa blidt fra den rene blaa Himmel –

Tak, min gode Pavels, for Brevet i Gaar, og Du Maja mi for de paategnede Linier, og især begge Tak for Eders barnlige Forsæt, at vilde overrasket Eders Moer K: paa hendes Fødselsdag. Men som Veyret blev og holdt ved, vilde I for dyrt betalt den Glæde, I havde tiltænkt mig, og da det kun skulde været en Dag over, I havde da, og jeg med, sikkert angret paa, at I alt for snart fulgte Eders Hierters Tilskyndelse. Nu har jeg det tilgode, og det er bædre. – Ak, hele Ugen vil nok gaae hen inden jeg sidder her igien i mit lille Kammer, hvor jeg har det saa godt som – ak som jeg nogensteds i Verden kan have det. – Jeg læste hele Elektra ud ved Lys i Aftes, og derfor er mit Hoved lidt fortumlet! Det bliver nok bædre i den rene Luft. Gud skee Lov, min Maja er færm i Dag.

Rotnæs

Tirsdag 11te Nu da i Jesu Navn de første Ord herfra! Kl halvti tog jeg i min Kariol, Maja og lille Bull i Mellins grønne og røde Kiærre, fra Hovind. Hvor skiønt Veyret var, har jeg allerede sagt Eder, mine Elskede! men at Føret nesten var ligesaa godt, vil I ligesaa lidt troe, som jeg troede det; men 66dog forholdt det sig virkelig saa. Kun enkelte Stæder mærkede man Spor af den stærke Regn. Det er ubegribeligt hvordan den saadan kunde være siunken i Jorden. Vi hvilede lidt hos Prctr Smidt, hvis Gaard hedder Ouerstad. «Der seer Frua Auestad» sagde Gunder (saa udtaler de det) – «Ja, var det Cappelens Auestad!» lagde han til, og at jeg med et dybt Suk istemte dette Ønske, begriber I. Det er en saare agtværdig Mand, denne Smidt, i hvilket af Livets Forhold man tænker sig ham. Han har stoer Familie og stræber for den som en ærlig Mand. Konen er meget godlidende naar hun er som hun var i Gaar, men det er hun desværre ikke altiid. Ak, aldrig bør man dømme sin Neste strængt, men allermindst naar Sygdom og Bekymring forleder dem til ved et vist nok ulykkeligt Middel, at formilde disse bittre Følelser, eller rettere bedøve dem. I denne Anledning er det fremfor alt, Manden er blevet mig saa agtværdig ved den ømme Skaansel og Agtelse, hvormed han omgaaes hende, og vidner ikke ogsaa dette for hende, at selv han, som lider meest, herved, finder hendes eneste Feyl undskyldelig? Jeg har aldrig været der før, Mad: S: aldrig hos os, skiøndt der kun er halvanden Miil imellem os. Veyen derfra og hid er mere bakket, men god for Resten, og riig paa vakre Situationer. Strax ved Ouerstad mødte vi Aslak, som kiørte Barna hid, paa Hiemveyen. «Er Frua med? naa, der vil bli en Glæde du. Jeg skulde be: Frua endelig endelig maatte komme i Morgen» – sagde han. Jeg havde nu kun et Ønske, og det var, at vi havde havt vor Kista Hertel med os. Deri istemte Maja med mig naturligviis, og saa trøstede vi os med, at neste Gang vi toge til Rotnæs, havde vi det Ønske opfyldt. Kl lidt over 3 vare vi her. Alt var saa tyst, jeg troede, ingen havde været hiemme. Men gamle Mad: Gladtved 67kom os med aabne Arme imøde, og vinkede, at vi skulde gaae sagte, og see: i Sovkamret sad Hertel med Lina paa Skiødet, begge i en sagte Midd: Slummer, Kaja halvstaaende halvliggende i Sengen ligesaa. Hertel kom snart paa Benene, men de Smaae, især Lina, kunde ikke længe orientere sig, da Maja, knælende imellem dem, tog een i hver Arm. Lille Moer Hertel kom fra sin Melkebod, Jomfruerne, Gud veed fra hvor mange Kanter, og Aslaks Spaadom gik Ord for Ord i Opfyldelse. Dygtig sultne vare vi, og i et Øyeblik var Bordet dækket med Røræg, Spegelax, og deylig tyk Mælk, som I kan troe, smagte os. Ogsaa et Glas gammel Viin maatte vi drikke, der hialp ingen Snak. Behørig Caffe oven paa dette alt satte da alle Livsaander i bedste Orden. Alle Jomfruerne gik siden ned til en Frue Nerenst, hidtil Hertels Naboekone, men af hvem han nu har kiøbt Gaarden, da hun, grumme svagelig, vil flytte til Byen til en Dotter der, gift med en Kiøbmand Wang. Hun kom tilbage med de Unge, tilligemed sin yngste Datter, en kiøn Pige, og syntes jeg i Gaar bædre om baade Moder og Dotter end i Brylluppet. De blev her og spiste. Alle Jomfruerne bragte sine Ofre af Teye- Jord- og Blaabær, i Krandse, Bouqvetter og Kurve. Under morsom Prat, som hverken forstyrrede Strikning eller Rabuserne, hvoraf Hertel og jeg spillede adskillige, gik Aftenen i en Snup. Jess kom hid fra Auctionen han havde holdt, men tog ud paa Fiskerie da vi havde spist til Qvels, og kommer nok ikke tilbage før ud paa Dagen. Veyret er ikke som i Gaar, dog haaber jeg, det arter sig. Hertel og Børnene ere gaaet ned til Teglværket. Bull vil endelig hiem igien i Dag med Gunder, da han har meget at bestille, siger han. Det seer ikke ud til, vi kommer hiem før sidst i Ugen.

68Onsdag 12te Her skulde I seet hvor peent jeg sidder, paa den vakre lyse Sahl, paa en blaa Damastes Stoel, og ved min dyrebare Maja Cappelens nye Skriverbord, som staaer her, endnu ikke ganske fuldfærdigt, og som jeg indvier med de inderligste Ønsker og Bønner til den Algode, at Du maae sidde ved det, Du Elskede, mangen mangen glad Stund, saa let om Hiertet, saa frisk og lykkelig, som Din Christiane i dette Øyeblik føler sig! Hør og bønhør mig, «Du evige Magt, som styrer vor Skiæbne!» –

Hvilken herlig Augustdag! Blodet kan ikke andet end flyde let om i alle Aarer, end sympathisere med alle Pulse i den hele skiønne, som af en lang Dvale til nyt ungdommeligt Liv opvaagnede Natur. O, en saadan Dag i Din Dal ved Din Side, min Maja, som i forrige Aars Junj og Julj Maaned undtes mig saa mange af – som jeg i dette sukkede og vel maae vedblive at sukke forgiæves efter – Men Gud skee Lov, at jeg saa ganske kan sætte mig ind i den Glæde, der venter Eder, I Kiære, som nu stunder did, min Pavels og Maja og Sally! Jeg skal ofte, ofte troe mig midt iblandt Eder, ligesom I ofte vilde ønske mig at være det.

Der kom ingen Skriver i Gaar. I Dag maae han dog vel komme, eller i det mindste lade os vide hvorfor han bliver borte. Da vi toge hiemme fra troede vi, et Galla, som vi længe har været løselig budne til hos Øiset, Hertels Svoger, var berammet til i Dag. Der blev intet af, og jeg tvivler om, det nu bliver før i neste Uge. I saa Fald tager jeg hiem Fredag, og tog, hvor giærne jeg end er her, hiem i Morgen, fordi det kan hende de kiære Tøyenianer nu paa deres Totenreyse kommer til Hovind, hvor jeg saa længe har glædet mig til at modtage dem men i Dag skal vi til Præstgrd til Caffetiid, og i Morgen til Mad: Rosing til Middag. Altsaa hedder det: «du bliver her, Signeur!»

69Jess kom imod Aftenen i Gaar med en Mængde Fisk, Sik, Hord, og Gedder, fede som Lax og store. Vi fik en kostelig Ret til Aftens, og faaer vist til Aftens igien, da disse gode Mennesker efter deres Skik delte med Naboer og Venner, og en Deel gik til Provstens. – Frue Nerenst og Datter var her, da jeg kom ned fra min Middagshvile, og med Arbeyde, Snak, Rabus og Kabal, gik Aftenen nok saa morsomt. Den stakkels Frue Nerenst er meget svag, og har uden Tvivl en stærk Tæring, som hun skal have faaet af Sorg og Nattevaagen over en Datter, en deylig Pige, som døde for et Aar siden efter flere Aars Lidelser, i sit nittende Aar. Foruden denne Hiertesorg har Kummer for dette Livs Næring ogsaa gnavet paa den lille fiintbyggede Kones Livskraft, og nu, da hun seer bædre Dage imøde, stunder det til Graven – dog, bag den oprinder jo de eviglyse Dage, hun finder sin Lise igien, og de andre Elskte skal hun modtage der. Den hiemmeværende Datter hænger ganske ved Moderen, som Moderen ved hende og alle sine Børn, og det allene var nok til at giøre mig dem interessante. Saa meget mueligt har den hiertensgode Kaja Hertel i sin forrige Ægte- og Enkestand søgt at lindre denne Families bittre Kaar, og at hendes nuværende Husbond og Herre ikke indskrænker hendes Hang til Veldædighed, men om mueligt udvider den, behøver da ikke at staae her.

Jeg har skrevet til min Kista med et Bud herfra Naboelaget, men som ikke kunde opholde sig, hvor giærne jeg vilde havt et lille Brev med Pavels’s til Maja mi, og ønsket dem selv og vor Sally Lykke paa Reysen. Dog den veed de jeg ønsker dem lell, og den tør jeg nok være vis paa, de faaer. Hertel er gaaet ud med alle Barna, og nu faaer jeg lidt ned til Mutter Hertel. Vi skal spise tidlig, saa pynte os, og afsted.

70Torsdag 13de Det er dog misligt med vore Planer i denne Verden. Netop mens jeg i Gaar sad her og skrev om vor Bestemmelse til i Dag etc, kom Invitationen fra Øisets til i Dag Middag. Jeg vil blot sige Eder i Korthed, mine Elskte, at jeg i Morgen tager derfra hiem med min Koren, som kom her i Gaar mens vi vare paa Præstegrd: Dog ikke hiem tager jeg, men til min Rikke, hvor jeg bliver Natten over, og formodentlig til Løverdag Aften. Og hvor knap Tiden er, og hvor usselt Hovedet er, vil jeg dog forsøge at fortælle Eder lidt om vor Tour i Gaar – Ja, I som har det paa det Tørre, kan neppe giøre Eder noget Begreb om, hvor fatalt det gik os. Paa Bortveyen ikke, da var alt i sin Orden. Hertel kiørte selv for sin Kaja og mig i hans vakre nye Vogn, Børnene gik og roede vexelviis. Det var en varm Dag. Ved at gaae ned over Bakken til Sundet, som var saa brat, vi ey vilde blive siddende i Vognen, bleve vi ganske svedte. Hos Lehnsmand Reich vare vi inde som snareste, dog slap vi ikke før vi havde drukket Caffe. Der samledes vi med Barna, men skildtes atter fra dem, da vi kiørte, og de toge som før paa Apostlenes Heste. Her er ret meget vakkert i Næss, stedse nye Situationer, Glommen og Vormen seer man fra alle Kanter, og det er rigtig nok behageligere for Øyet end for Samqvæmmet; thi nesten ingensteds kommer man uden at tage over et eller flere Sund, som sinker, og tidt medfører andre Ubehageligheder. Vi fandt Provsten meget ussel af Gigt, der især huserte slemt i hans høyre Arm, den han neppe kunde faae fra Siden. Han var meget nedstemt og ikke liig sig selv, dog glædede han sig i vort komme, det saae jeg. Præsten Halmsted og Kone var der. Da Heden havde aftaget, spadserte vi i Haven, spiste og drak for Resten, snakkede om Vind og Veyr og saa videre. Kun en 71lille Samtale mellem den hiertensgode og meget fornuftige Provstinde og mig, var om alvorligere, ak, om sørgelige Ting. Hun fortalte mig sin hele Lidelseshistorie medens hun for sin egen og sine Børns Helbred opholdt sig 2 Aar i Kbhn. Det er skrækkeligt hvad hun har udstaaet paa Siæl og Legeme. De to Børn, en Søn og Datter, med hvem hun da leed saa meget, giøre hende endnu daglig Græmmelse, især Datteren, som aldrig forvinder hvad hun som Barn har udstaaet. Sønnen er i Kbhn, men stedse svagelig, og hører lidet. Den ældste og yngste Datter ere friske og muntre, men ikke vakre. Det er et yderst giæstfrit Hus, og saa meget mueligt sørges for alles Fornøyelse. Saa havde de faaet en Spillemand did, og Ungdommen fik sig en lille Springom – Men nu kom Hiemtouren. Veyret var deyligt, dog mørkt som Aarets Tiid medfører det. Vi vare blevne enige om at roe hiem allesammen, og lade Vognen kiøre den lange Vey tom tilbage. Kun ned mod Elven kiørte Moer Hertel og jeg og Maja saa langt det gik an, men da vi stege ud af den, begyndte Elendigheden. Det var mangesteds saa blødt, at vi sank ned over Skoene, ja Lina tabte begge sine, og Jess maatte rage længe om i Mørket og Snavset før han fandt dem. Da vi vare blevne vaade kunde vi ey blive det mere, og lod stod til. Endelig fik Hertel, som stræbte saa troeligt at finde den bedste Vey for mig og holde mig fra at glide i de bratte glatte Leerbakker, os alle ned i Baaden, og nu gleed det deyligt paa det stille Vand under den stiærnefulde Himmel, og i et Øyeblik, syntes mig var den halve Miil lagt tilbage. Opveyen fra Vandet hid var kortere, men ikke stort tørrere end Nedveyen, svedte, sølede, trætte, naaede vi vort kiære Hiem her, hvor vi fandt Skriveren røgende sin Pibe i behagelig Roe, og hvor alle Hænder vare i Arbeyde med at faae det vaade Fodtøy af og ombyttet – Fortsættelsen – thi alle laver sig til – fra

72Plogstad, 15de Aug Jesses og Napoleons Fødselsdag

Deels for ogsaa at skrive Eder til herfra engang, deels for at faae dette Hefte bort i Morgen, maae jeg i al Korthed fortælle Eder, Elskede, hvorlunde jeg med min Koren kom hid Kl henimod 11 i Aftes, og har lagt af en rasende Hovedpine til den var 5 i Eftermiddag, dog fra Midd: af, og nu skriver til min Maja C, og disse Linier her imens min Rikke gaaer og smaaeskiender fordi hun, som hun siger, ikke har godt af hverken den syge, sovende, eller skrivende Moer Koren. Men saa tilgiver hun mig da hun veed, det er for at fremme de fraværende Elskedes Glæde saa godt jeg kan, og Gud skee Lov, at jeg nu sidder her saa flink og færm, hvad I af det Foregaaende, f:E: Reysen fra Finkenhagens til Rotnæs, vil undres over, og vilde det endnu mere, kunde jeg faaet fortalt Eder de tvende sidste Dages Leben und Weben. Men derpaa vil jeg ey begynde i det korte Tidsrum og paa dette lille Papirsrum, saa I først fra Hovind faaer den lovede Fortsættelse. Her skal I blot finde min foreløbige Tak, I alle, som glædede mig med de deylige Breve i Torsdags, Maja C, Sally, Kbhns Barna Catty, Malla, Bergh – (de førstes vare ey ældre end fra St: Hansdag) og som jeg modtog i Verdens Sviir og Sværm, og tildeels læste ved min hulde Maja Hertels Sygeleye. Men Gud være lovet, det var en Overgang, og i Gaar var hun, efter sin Maade, færm, og tog hiem med sin Mand og alle Barna mine; dem jeg først faaer hiem i Morgen. Bædre kan jeg jo ey slutte, end med den Forsikring, at vi alle skildtes friske ad, at jeg nu er ret flink, og min kiære Rikke ligesaa, og lie bli lell fordi jeg er saa længe borte.

73Hovind – Søndag 16de Rigtig nok sidder jeg her igien i det kiære grønne Kammer, hvor jeg kom ind i Morges Kl 6 saa let og rask, som jeg i Gaar var det Modsatte. Jeg skrev et langt Brev til min Kista, var en Tour i Haven med Skriveren, pratede med Walbohm og Mørk; men med et faldt Hovedpinen over mig og jeg blev saa ørr, at jeg maatte tage min Tilflugt til Sophaen. Derfra kommer jeg nu, ventende min Koren fra Kirken, med samt Giørup og hans meyet goe Kone, længselfuld efter Middagen, dog kun fordi den snart skulde blive forbi, og jeg atter kunde hvile det tunge Hoved. Ney, det bliver mig alt mere og mere tydeligt, at jeg ikke kan giøre et Skridt uden for min jævne daglige Bane, ikke den mindste Afvigelse fra min sædvanlige Levemaade, uden at bøde alt for haardt for det. Jeg har ingen ret Samling til at fortælle Eder om de foregaaende Dage, og bliver end mere fortumlet ved at tænke paa dem. Kun den stille Gaarsdag, som skulde været saa deylig, om ikke den mig saa mangen Glæde forbittrende Hovedvee, havde giort mig sløv og uskikket til alt, vil jeg forsøge at fortælle om, er det end at gaae bag fra – Men ney, heller ik‹ke› det kan jeg. I maae have Geduld med mig til det klarner lidt op i min Hiærne

Mandag 17de Det blev først da jeg var kommet ud i Haven, og der havde faaet mig en deylig Kop Caffe. Men jeg havde ogsaa en deylig Bog med mig: Morpheus, hvis Forfatter ey har nævnt sig paa Tittelbladet, men som jeg troer at gienkiende paa hver Side, nesten i hver Linie. Ja, Jean Paul og ingen anden har skrevet den, det troede jeg at opdage ved første Blik, da Lieut: Lassen paa Plogstad blandt andre Bøger viste mig den. «Men den vil De nok ikke synes om» sagde han, «i det mindste er den den] rettet fra: det ved overskriving mig alt 74for høytravende, og man maae være stærkt bevandret i den græske Mythologie for at forstaae den» Jeg mente, jeg nok skulde komme tilrette med den, og hidtil har det sin Rigtighed[.] Dog, der var jo saa meget andet jeg skulde have fortalt, og nu sidder jeg paa Spranget at tage til Frue Bergh og derfra til Præsten Bierk, hvis gamle Moder er død, hvorfor jeg ogsaa er itrukken den Kiole jeg giorde mig at sørge for salig Kongen med – ak, og Aaret efter – I veed for hvem jeg da brugte den – jeg tager den aldrig paa uden hemmelig Gysen –

Dog, lad os komme til Næss igien, hvor, om jeg erindrer ret, I sidst saae mig nyelig ariveret med mit kiære Selskab til Rotnæs efter den ubehagelige Vandtour fra Finkenhagens. Dagen efter var Colladset paa Kensmoe hos Øiset, Hertels Svoger. Paa en stoer Baad, som kan rumme 40 Mennesker, begave vi os, 18 i Tallet (Lehnsmand Reich og Datter og endnu et Par Fremmede kom for at blive i vort Følge) Kl 12 paa Elven[.] Det var et himmelskt Veyr. Elvbredderne ere mange Stæder udmærket skiønne, den Smule Vind som var havde vi rigtig nok imod os, men Strømmen med, og raske Rorskarle, tvende Brødre, hvis Fader, en nesten 90-aarig Olding, sad ved Roret. Kort, det Hele skulde været saare fornøyeligt, om ikke lille Moer Hertel havde havt en nesten uophørlig Hoste, formodentlig Følgen af de vaade Fødder, der ikke allene forbittrede hende selv, men os Alle, især hendes Mand og mig, den hele Dag, som I siden skal høre. Koren lod sig sætte i Land en halv Miil fra det sædvanlige Landingssted, for at faae sig en ‹…› Hest derfra. Os mødte Eqvipager fra Øiset, da der er en halv Miil fra Vandet til ham, og foruden disse fandt vi der Major Ingier med 4 Døttre, og Pastor Chrystie med alle Sine 75liden Ragna undtagen, som var med os. Nu pakkede vi os i Vogne og Karioler det bedste vi kunde. Jeg fik Chrysties Kariol, der er som Nestsødskendebarn til min egen, og det gik raskt med os, den deylige Vey, giennem Skove og de rigeste Marker man kan see i Norge. Røde Tage fra høyere og lavere, men altiid nette Bygninger tittede snart giennem Gran- og Løvskogen, kneysede snart over den anden Elvbred. Kensmo saae vi langt borte. Det er en vakker nye, stoer og beqvæm Bygning[.] Den største Deel af Selskabet var allerede ariveret. Det bestod af over 60 Mennesker, dem jeg tildels ikke alle kiendte, tildeels ikke finder det Umagen værd at opregne. Justitsrd Nilson med sin hele Familie var der. Han tog mig tilbords, og min anden Sidemand var den anden, min egen Skriver. Jeg sad altsaa temmelig og ‹…› overmaade godt. Men stygt blev jeg bedraget i det Haab, at see Fogdens der. De kunde af mange Aarsager ey komme. Dette feylslagne Haab (ogsaa den hyggelige Frue Ingier savnede jeg) og for alt min gode Moer Hertels vedholdende Upasselighed giorde mig Dagen overmaade lang, især den kiedsommelige Bordsidden, som ey tog Ende før Kl 6½ – Dog giorde jeg en Tour imellem til Kaja Hertel, og havde jeg ey seet hende lide, vilde Tiden der gaaet ulige bædre, maaskee vilde jeg da ogsaa moret mig ved at see paa Dandsen; men det kunde jeg nu ikke. Ak, jeg kunde jo ikke engang ret glæde mig over den store, rige Post jeg fik, kunde det saa meget mindre, som det nesten var mørkt da den kom, og – mine Briller, de jeg havde med mig, 76itu. Justitsrd Nielsen, som bragte mig de mange Breve dem han havde modtaget af min lille Ole, laante mig sine Briller, men de kiære lange Breve fra min Maja C – o hvilke velsignede, i alt 10 Sider lange Breve! – maatte jeg giæmme til Dagslyset. Søn Berghs, det barnligkiærlige (ak, som indeholdt den sørgelige Tidende, at den ædle Fayes ædle Søster, Frue Holsten, nu ogsaa har mistet en inderligelsket Datter, Frue Gierløv i Tunis) og min Sallys med de Indlagte fra de kiære Døttrene i Kbhn, der ikke vare ældre end fra St Hans dag, altsaa ikke fuldt 2 Maaneder (dem er det vist, I saa længe har ventet Svar paa) fik jeg læst, og et lidet fra Nella. Aftenen gik som sagt, for det meste hos min syge Kaja.

Hertel var saa nedslagen som jeg kun har seet ham ved vor Wilhelms og Saras Tab – Gik jeg imellem ind i Dandsesahlen, saa ærgede jeg mig over endeel Lapser, og en ægte Lapsinde, Frøken Nilson. Hendes Flanerie med en Capt: Hoff gik over selve Lapseriets Grændser, og var det saa meget væmmeligere og sørgeligere, som denne Hoff er gift med en ung elskværdig Kone, der af Græmmelse over hans Maskepie med Netta Nilson har faaet en Tæring, som man troer og haaber meget snart vil lægge hende i den roelige Grav. At Moderen kan see paa sligt, og, som det synes, endogsaa med Bifald, er nesten værre end alt det øvrige.

Blandt de nye Mennesker jeg saae, var ingen, hvis Bekiendtskab det interesserede mig at giøre, undtagen gamle Moer Foss, Øisets Moder, som var en forstandig, alle Mennesker velmenende Matrone, og som især vandt min Yndest ved hendes Omhu for Moer Hertel, der, sagde hun selv, altiid havde været hendes Kiæledægge. Øiset holder ogsaa hiertelig af hende, og da Selskabet egentlig var for Hertels, savnedes hun dobbelt i Selskabet, hvor hun kun 77var et Øyeblik, og saa maatte tilsengs igien. – Jeg var glad, da min Sengetiid kom, og det var da de Kl 1 om Natten gik tilbords. Min Koren, som imod Sædvane var blevet fængslet ved et Spillebord, kom først efter da Solen randt, og jeg nesten havde udsovet. Til deylig Frokost læste jeg Dine Breve, min Maja, som Du ogsaa her modtage min kiærligste Tak for. Imens jeg sad ved dette kiære Arbeyde med mine halvanden Briller, kom gamle Moer Øyset op med røget Lax og Hvedebrød til mig. Til Lykke var jeg just blevet færdig, ellers havde den gode Gamle med al sin Omhu været mig uvelkommen.

Tirsdag 18de (Fortsættelse) Moer Hertel var ret færm, og Tonen munter og frie i det rensede Selskab. Jeg havde havt min Moroe af om Morgenen at gaae fra den ene til den anden Seng (12 a 14 staaer altiid færdige til Giæster) og see paa de sovende Jomfruer, der for det meste laae i deres fulde Pynt, to og tre tvært over hver Seng, i sødeste Søvn. Lina med Armene korsviis over Brystet, ret som en lille Genius. Men min lille Maja var ikke ret frisk, og derfor blev mig atter denne Dag verleidet, som ellers havde været ret saa morsom. Rigtig nok vankede der lidt Spil om Formiddagen, og gik vel lystigt til med Madera og Sopkener, men det var altsammen inden den fine Anstands Grændser. Ligesaa ved Bordet om Middagen, hvortil vi først kom Kl: over 3. Kun ængstedes jeg, da jeg saa Sølv Bispebollen og dertilhørende Pokal, fordi jeg forudsaae, hvor seent vi vilde komme afsted, og det blev ogsaa Tilfældet. Først Kl: halvsyv brød vi op. Ved Sundet skildtes jeg og min Koren ved 78Barna vore, som toge igien til Rotnæs. Det var især for denne Vandreyse jeg var bekymret over at vi saa seent kom afsted, tilmed da Maja ikke var ret brav, skiøndt bædre end om Formidd. Den gode Hertel, som paa ingen Maade vilde lade sin Kaja tage saa seent til Vands, fulgte selv, til min Beroeligelse, med Børnene. Han havde, da al Overtalelse at holde eller faae mig tilbage til sit Rotnæs, giort Anstalt at min Kariol mødte mig strax oven for Sundet. Her tog jeg Afskeed med min kiære gode Kaja H: og blev i Følge med Chrysties og Ingiers. Dog ikke længe; thi en halt Hest giorde mig det umueligt at komme længere end til neste Gaard, hvorhen min Koren var redet i Forveyen at skaffe mig et fiirbenet Dyr istæden for det arme trebenede, som det martrede mig at see for Kariolen. Jeg fik saa snart mueligt Hest, og saae her, som jeg Gud skee Lov over alt seer det, Beviis paa Almuens Kiærlighed til deres Skriver. Naar de kun kan tiæne ham ere de rede med Glæde. Den Hest jeg fik var nyelig kommet spendt fra Høelæsset. Da jeg sagde, det giorde mig ondt for den, svarede Manden, som spendte for imens Gutten hans lavede sig til at blive med: «Aa han kan nok gaae. De er ikke saa tidt vi kan giøre Skriveren vor nogen Tiæneste, og han giør os saa mange, som han aldrig taer noget for» – Jeg havde bestemt lovet min Rikke at komme til hende fra Kensmoe, derfor modstod jeg ogsaa kiækt den Fristelse at tage til Maastad, hvor jeg dog var inde om Dørren, og kom Kl halv 11 til Plogstad, fik mig god varm Thee og Smørrebrød, gik til sengs og sov godt, men vaagnede med smertelig Hovedpine, 79der holdt ved alt til jeg havde faaet mig en Middagssøvn, og betog mig saaledes det meste af den Dags Behagelighed, og vi havde saa længe glædet os til den, min gode Rikke og jeg. Derfra sendte jeg min Dagbog, som jeg fuldendte efter Middagsblunden, og skrev med den nogle Linier til Maja C – thi da jeg nu vidste saa mange af dens Læsere og Læserinder samlede i den kiære Majadal, lod jeg den gaae lige did. Det var kanskee lidt Uret mod min Kista som er ene i denne Tiid (Presidenten, Lotta, og Barna deres ere paa Toten. De laae her Natten til Fredag, kom Kl over 12 og toge bort Kl 6 om Morgenen fra det øde Hus. Paa Hiemtouren skal I med Guds Hielp finde det fuldere, mine Elskelige) og mod min Sally, som det ogsaa blev negtet at komme til sin Maja og Thrina i Følge med Broder og Søster Pavels. Men I tilgiver det nok, kiære Børn!

Lieut: Lassen var i nogle Dage i civil Arrest paa Plogstad, indtil hans Skiæbne videre blev bestemt. I Gaar, fortæller min Jess mig, tog han til Christiania, for i 4 Uger at bøde paa Fæstningen for Overhørighed mod Haxtausen, der vel har et Horn i Siden paa ham fra i Vinter, da han, Lassen, gav Hr Kammerjunkeren en følelig Rævselse i en Duel. Det er nok ellers et reent forstyrret Menneske, den samme Lassen, og jeg vilde ønske især for min gode ømme Rikkes Skyld at han var i Kbhn igien. Var ikke det ulykksalige Hang til Spil saa uovervindeligt hos ham, vilde jeg ikke opgive alt Haab om at han kunde blive en brav og duelig Mand. Nu kan jeg desværre kun beklage ham.

Min K: tog fra Plogstad om Morgenen, og jeg med Aslak og Gulen om Aftenen – Nu skal jeg have min Post expideret, og ud i Haven, og til Hvilestædet, og saa faaer I maaskee ikke mere her før i Morgen. Der er min Maja med store prægtige Have Jordbær til mig –

80Kl 5 Min Post var færdig inden Middag. Da den var forbi, tog jeg fat paa Printsessen af Wolfenbüttel, som jeg i Gaar laante af Frue Bergh, og i Haven, hvor vi drak Caffe, fik jeg den temmelig tykke Bog udlæst i dette Øyeblik. Den er ret meget interessant i sit Slags, skiøndt det forekommer mig som den første Deel var den bedste, og Printsessens Charakter ikke godt vedligeholdt. Nok, det er et ret underholdende Eventyr med enkelte skiønne Scener, og man lægger ikke giærne Bogen bort uden at have seet Udfaldet; men dette er det, som ikke ganske svarer til min Forventning. Jeg indseer vel, hvor mange Vanskeligheder en Autor har at kiæmpe med som vælger sig Stof til en Roman af den virkelige Historie, alle de Baand som herved lægges paa hans skabende Indbildningskraft; men, kort og godt, jeg vilde havt det anderledes. I det mindste maatte han ikke lade Moderen, og en Moder som Christine, rent glæmme sine Børn, som det her synes være Tilfældet, Børn, hendes hele Hierte hang saadan ved. Overalt er Slutningen for ufuldstændig.

Endnu er det for varmt at gaae nogensteds, jeg vil da ligesaa godt engang faae Journalen igien i Orden. Hvordan det var Søndag har I tildeels seet, mine Elskede. Det blev ikke stort bædre end det var den hele Dag. Giørups blev her, dog gik Madamen en Tour til Walbohms, og imens blev jeg siddende ved Caffebordet i Haven med min Morpheus forsøgende ved den at døve Hovedpinen – det pleyer ingen bædre at kunde end Sr Morpheus – og værre giorde han det 81da heller ikke. Mod Aftenen kom Børnene, Jess i Forveyen om Morgenen (han havde ikke husket paa, at det var hans og Napoleons Geburtsdag i Løverdags) De vare alle i bedste Velgaaende, skiøndt Vognen var baaret til at gaa sun med dem; saa de kom hiemagende paa en laant Arbeydsvogn – I Gaar, Mandag, tog jeg da som I veed, til Nannestad, først til Frue Bergh, som ikke saae eller hørte mig før jeg stod midt i Dørren, som jeg slog op paa Vid Væg. Hun og Maja fore med høyt Velkomstskrig op fra deres Arbeyde i mine Arme. Det var nu dobbelt saa behageligt paa Engelstad som sidst, da nu Veyret var skiønt, Mutter Bergh frisk som en Fugl. Vi frokosterede i Kiøkkenet, der staaer paa Stads, var i Mælkeboden og overalt, drak vort Glas Bisp til Middag, og havde det ret meget fornøyeligt ved morsom Prat til vort Arbeyde. Jeg rev mig ugiærne løs fra det kiære lille Selskab da vi havde drukket Caffe, og Maja skrevet til Berget sit, for om mueligt at faae udvirket hos Printsen at en stakkels Enke her paa Hovind faaer een af fire Sønner, alle i Kongens Tiæneste, frie til sin, da hun ellers maae lade sit hele Gaardsbrug ligge. Men min gode M: Bergh lovede mig at komme hid paa Løverdag og blive til Søndagaften, og derved gav hun sig til Taals med at jeg fortsatte Touren til Præstegrd. Har jeg sagt Eder, at Præstens gamle Moder er død? I Morgen skal hun begraves. Jeg fandt de gode Mennesker som sædvanlig, lidt stillere; thi de havde alle elsket den hiemgangne Gamle. Jeg slap ikke derfra før jeg havde spist til Aftens, og kom hiem Kl halvti. Den største og her først modne Melon havde jeg med til Graverøllet i Morgen

82Af lille Elsemoer fik jeg en vakker Dækkekurv, og af gamle Jomfr: Roll en lille rund Do til Lina, begge giorde af en Husmandssøn der, som selv har lært sig dette pene og nyttige Arbeyde[.] Før jeg forlader Nannestad endnu en lille Geschichte, Sally vedkommende. «Mig?» spørger Du med store Øyne. Ja, ret Dig, Barnet mit. Lille Kaja Bergh kom ind fra Marken, med et Tørklæde om, det jeg strax gienkiendte for mit i Vinter paa Tøyen forlorne store gamle brune Silketørklæde. Og see saa er det nok gaaet saa til, at den samme Sally har faaet det paa engang fra Tøyen, og glæmt hvor det hørte hendene, og har hun havt det siden til Berghs, der forgiæves har sendt det til Peer fra Poul, uden at nogen kiendte sig ved det. Jeg legitimerte mig det flux ved at opgive et tydeligt Kiændemærke da det ene engang forbrændte Hiørne var afklippet.

I Morges tog lille Ragna Chrystie og Jomfr: Horster, som fulgte med Børnene fra Næss, hiem. Det gaaer flinkt med Høyingen. Alt er Liv og Bevægelse og Munterhed. – Og nu gaaer jeg ud med min Koren, som har denne Eftermidd: frie til eget Brug, en Sieldenhed for ham i denne Tiid.

Wilhelmsminde Onsdagaften For ogsaa her at tale et Par Ord med Eder, Elskede, tog jeg disse Blade med mig. Hvilken velsignet Eftermiddag har jeg tilbragt her! snart læsende i min herlige Morpheus, snart skrivende her ved mit deylige Pult paa det lille nye dertil giorte Bord, snart strikkende og sladdrende med Ungerne mine, der gaaer ud og ind hos mig, har lavet min Caffe, bragt mig Eftersvælg og alskens Bær. Min Maja bragte mig Rips og Havejord-bær i sin lille pene Kurv, men blev ikke længe, da hendes Tvinderok kaldte hende. Ney, der kan dog ingen 83paa denne Jord have det bædre, end Eders lykkelige Moer Koren, der intet mere har at ønske, end at alle hendes Elskede havde det ligedan, ak, og at ingen Ulykkelig fandtes paa Jorden. Men Umueligheden af dette Ønskes Opfyldelse drager mig rigtignok mangen mangen Gang dybt, dybt ned fra min Himmel –

Eder Alle, mine Dyrebare, omsvæver mine Tanker, min Siæl her fra det stille Minde, hvor nu den eneste Lyd jeg hører er de hiemvandrende Hiorders Klokker og Brøl og Brægen. Men længst dvæler de letsvævende Tanker i Din Dal, min Maja, om Dig og de Kiære, som nu omgiver Dig. Og saa glæder jeg mig til i Morgen, da jeg maaskee hører lidt om hvordan I har det.

Kl 1 (vi spiste tidlig) i den stærkeste Middagshede vandrede jeg herop. Det var et herkuliskt Arbeyde, og trættede mig mere, end fordum en heel Miils Vandring. Dog, nu seer jeg da at jeg orker det, og skal vist ofte gientage denne Spadsertour, hvor Maalets Opnaaelse saa rigelig lønner den lille Møye. En heel Dag vil jeg imellem bygge og boe her. Her er saa usigelig deyligt, jeg har jo kun været her en eneste Gang før i Sommer, og den deylige Sommer vi nu har faaet, skynder sig jo allerede til Enden. –

Jeg var alt færdig at pakke ned, da det begynder at mørkne, men nu kom min Koren med sin Bog (efter at have holdt to Forretninger i Dag) og at han ogsaa kan have en behagelig Time, bliver jeg her til han vil gaae.

Der tales atter om Krig og Feyde, alle Draguner skal holde sig marsch færdige, hedder det. O, kiendte, nød I nogensinde i Eders Liv en Dag som jeg har nydt den i Dag, I Jordens Styrere, ney, da kom Tanken om at udbrede Jammer og Elendighed over denne skiønne Jord aldrig i Eders Hierter – men har I Hierter?

84Torsdag 20de Det var godt, at jeg i disse to sidste Dage besøgtebesøgte] rettet fra: beg ved overskrivinggøgte mine kiæreste Minder. I Dag regner det igien, dog siger alle at den Regn giør godt, selv paa det nyeslagne Høe, kun at den ikke maae vare for længe, og det haaber jeg til Gud den ey vil. Men vaad bliver min stakkels Koren, som nu tog til Hertel, hvor han har en Forretning, og en i Morgen paa Kensmo, saa han ey kommer hiem før Løverdag. – Jeg ønsker, som I veed, sielden at Tiden skal gaae; men nu længes jeg saa hiertelig efter Eftermidd: og Postens Komme. – Min Jess kom seent hiem fra Begravelsen. Dragunerne skal atter slaae sig til Roe, sagde han vor Naboe, Ritmester Holch, havde sagt. Mellem os, sidder den gode Ritmester nok heller og vinder Garn for Mad: Walbohm, end hugger ind paa Svensken, som var ham dobbelt frygtelig nu, da Rygtet gik, at Russen i Forening med hiin vilde befeyde Norge. Jeg tænker, Napoleon giver Russen andet at tænke paa end Norge. Ellers nægter jeg ikke, at denne Fiende ogsaa kunde indjage mig Frygt. Lee kun ikke, Børn, af dette ogsaa. Svensken, veed I, skræmmede mig ikke engang da jeg ventede hans Besøg hvert Øyeblik.

Litt senere – Siger ikke Ordsproget: «Man skal ey male Fanden paa Væggen» –? Netop som jeg fortæller om Ritmester Holchs Beroeligelse, kommer her Ordre til Gunder, at han i Øyeblikket skal til sit Dragun-Qvarter, bunte Høe, og holde alt i Beredskab, saa han, naar befales, inden en Time kan være marschfærdig. De trondhiemske Draguner have derimod faaet Contraordre og ere vendt om igien. Hvilke underlige Tider vi leve i! Hvilket Virvar! O Fredens Engel, naar smiler du atter og stadigt til mit Danmark og Norge?

85Fredag 21de Gud skee Lov! Torsdagsposten er mig igien hvad den før var mig. I Gaar kom den usædvanlig tidlig, og to kiære kiærlige Breve bragte den mig fra min Maja og fra hendes og min Sarathrine. Dette sidste var idel Glædesudbrud fra det barnlige Hierte over den dyrebare Moders gienvundne Helbred. Ja, Du vidste, ømme Barn, at i hvor mange der deler denne Din Glæde med Dig, deltager dog ingen hierteligere deri end Din Moer Koren istemmer, ingen inderligere Din varme Tak til ham, som gav os hende igien. – Ogsaa har da de sataniske Britter røvet det saa mange Aar længselfuld ventede Monument til Dine Børns Grav, dyrebare Maja. Jeg veed, hvor Du med veemodsfuld Glæde allerede i Tankerne saae det paa sit Bestemmelsessted, det veed Din lille Navnesøster ogsaa, og derfor ere vi begge saa bedrøvede over dette Dit Tab. Vi gientager begge med Dig: «Deres Kinder har vist ingen Taare vædet over tabte Elskede, ellers havde de sagt: Vi tager alt andet; men bring dette til dem, som vil føle Lindring ved at pryde og minde sine Elskedes Gravstæder.» Dog er det som det ahnede mig, Elskte, at Du faaer det tilbage. Din Pedros Navn er kiendt og yndet saa mange Stæder i det Land, vi nu tvinges til at hade; og desuden: «Hvad vil de med det?» spørger jeg som Du

Af et Brev fra vor gode Kista til Marie seer jeg, at Du dog, min Sally, har overvundet alle Hindringer, og er i Onsdags i Følge med Edvard Munkes taget ad vor kiære Dal til. Men mon I kom did i Gaar i det styrtende Regn? Eller var det bædre Veyr der end her? I Dag holder det oppe endnu, mueligt kan det klarne vil det begynde at blæse, som det lader til. O giid I nu fik lutter blide, lutter Glædensdage i vor velsignede Dal, alle I dyrebare og gode Mennesker, som nu ere forsamlede der – O tænk paa mig!

86Løverdag 22de Jeg maae dog fortælle Eder et Galanterie, som kom mig heel uventet. I Hertels Bryllup slog jeg væds med Øiset, at det ingen Regn blev Bryllupsdagen. Væddemaalet var en heel 8ß, og jeg vandt. Ofte krævede men aldrig fik jeg denne store Capital. I Gaar bragte min Koren mig en lille forseglet Sæddel fra samme Øiset, og i den laae en meget smuk Ring, som han forbindlig beder mig tage istæden for 8ß, den han ey kunde bringe tilveye, da alle af det Slags, med Ansigt nemlig, formodentlig var gaaet ud af Landet. Nu, der gives mig vel en Leylighed til at være galant igien paa mit Viis.

Jeg har skrevet til Maja nu i Gaar, et lille Gesvindtbrev, og begyndt et til Zarine; det maae jeg see at faae færdigt, thi hvert Øyeblik venter jeg Mutter Bergh.

Kl 5. Hun kom heel tidlig, før mine Brevschafter vare ret færdige, og maatte jeg skynde mig, da hendes lille Kaja strax skulde fortsætte Reysen til Byen. Vi har det ret saa hyggeligt, kan I troe. Vi spadserer, snakker, arbeyder alt om hinanden. I Haven drak vi Caffé, og siden har vi besøgt alle Udhusene her, de nye og gamle. Det er saa morsomt at see og høre den Glæde, hvormed Maja B: mindes sin hele Barndom og Ungdom, gienkiender alle og har noget at fortælle om hver Plæt, erindrer og gienkiender alle Mennesker heromkring. – Nu syer hun en Kappe færdig for mig.

Søndag 23de, min Linas 11te Aars Fødselsdag – Og nu var jeg inde hos hende, Klokken lidt over 6, og ønskede hende Lykke i sit nyebegyndte Aar, og forærede hende et Par pene blaa Skoe. De smaae Kinder bleve saa røde, de blaa Øyne endnu større end ellers. Maja havde nyelig vækket hende. Ja, Gud give det kiære søde Barn mange lykkelige Dage og 87Aar, hende og hendes Sødskende! Og saa giærne jeg bliver hos dem, hos Eder Alle, min Siæls Elskede, o hvor villig lagde jeg mine Dage til deres, vilde vore Dages Styrere det saa. Hans blide Villie skee!

Vilde Veyret favorisere vore Planer, bliver vi ikke meget inde i Dag. I Kirken har vi tænkt os, og i Eftermid. paa Wilhelmsminde. – Jeg hører den store og lille Maja Bergh røre sig heroven paa. De ere alt oppe. Det er en prægtig Unge, den Majalil, og har i sit hele ligefrem troehiertige Væsen megen Lighed med sin lille Navnesøster. De ere ogsaa, naar de er sammen, uadskillelige[.] Frue Bergh fortalte saa mange snurrige Geschichter i Aftes baade fra ældre og nyere Tiid, at vi loe hierteligt allesammen. Hun er godlidende og interessant i høy Grad.

Mandag 24de Saa halv om halv bleve vore Planer udførte. Vi vare i Kirken og hørte en af Munthes sædvanlige, dog ikke sletteste Prædikener, der bestod meest i alskens bibelske Sprog, og slet ikke sagde os noget om den barmhiertige Samaritan, men kun hvor lykkelige vi Christne vare ved det nye Testamente, fremfor Jøderne, som kun kiendte det Gamle. Paa Hiemveyen besøgte vi det kiære Hvilested, og Frue Bergh ogsaa sine Forædres, som er tæt derved. – Munthe kom først af Kirken Kl halvtre, og saa snart vi havde spist, droge vi alle til Wilhelmsminde, hvor Caffen allerede ventede os. Derfra tog Præsten hiem, og da det begyndte at tykne til, toge vi Gamle, Maja B: senior og jeg, til Apostlernes Heste, men gik i god Mag, til store enkelte Regndraaber drev paa os. Vi naaede Vilskov, den lille faldefærdige Hytte som ligger mellem Liøgodt og Svingen, og Aslak, som 88lykkeligviis kom fra Smeden med Felix, Skriverens Ridehest No 2, ilte hiem, spændte den og Jesses Vaillant, den eneste der var hiemme, for Frue Berghs Calesche, og saaledes kom vi nogenlunde tørre i Hus. Aslak maatte siden transportere de andre hiem ligefra Wilh:Minde. Giørups var her ogsaa. Mutter Bergh blev her til i Formiddag. I Aftes lærte jeg hende Rabus og Cabale. Faer Mørk var her før vi stode op i Morges, og blev, skiøndt han hvert Øyeblik vilde afsted, til Kl: 11, Frue B: reyste. Han var ret i Disputerhiørnet, og vi vare nær blevne reent Uvenner om Arvesynden, hvis Tilværelse jeg efter min inderste Følelse nægter, og han, med ligesaa fuld Overbevisning forsvarer eller rettere paastaaer. Frue B: vilde giærne ene os, og søgte at bevise, at vi i Grunden vare mindre uenige, end det lod; men vi vare begge haarde Halse, og blev bestemt hver ved sin Mening. Overalt kunde vi i Dag slet ingen Berøringspunkter finde hvor vi mødtes – et sieldent Tilfælde med os To.

Alt dette, Elskede, fortæller jeg Eder efter en fatal Hovedpine, som dog en lang Middagssøvn har faaet temmelig Bugt med. Da jeg kom ned, var Grethe Keilhau her med sin Fabritius, som endelig kom hid engang igien, efter et halvt Aars Fraværelse, hvori han har lidt meget af Gigt. Det raske, stærke unge Menneske! Nu er han brav.

I Wallers, hvor han er stationert, gik de siger han, d: 13de Julj i Snee til Anklerne. Med alt det tegner det til et frugtbart Aar, giver Gud betimeligt Veyrligt. I Dag er det den samme traurige uophørlige Regn. Med Hundedagenes Udgang lovede vi os det stadigere, og det tør det vel blive.

89I Gaar paa Wilhelmsminde læste jeg de mange Tillæg (som nu kommer med hver agende Post) til Berlings Aviser. Deri saae jeg den gode Frue Holstens rørende Bekiendtgiørelse om hendes Maries Død. O hvorfor, kiæreste Bergh, sagde Du mig blot: at hun den 12 d. M: efter sin Søns Ønske, tog med sin eneste Datter heroptil Norge, uden at sige mig, hvad Sted hun flygter til med sin Kummer – Ak, fra slik Kummer flygter man ikke, selv i en Majas Arme viger den ikke, men den smelter i Taare og bliver udholdeligere. O at hun havde en Maja at tye til! O at jeg kunde være hende hvad Du var mig, Du min Siæls Veninde, hvad Ingen kunde være mig som Du var det, fordi Ingen i min Kreds havde tabt (og Gud give heller aldrig maae tabe!) sit Hiertes Dyrebare som Vi – «Hun attraaer inderlig at see og tale med sin kiære ubekiendte Moer Koren, som saa ømt kan dele hendes Kummer» – siger Du, min Bergh, og lægger dog ikke til, hvor Du troer, vi kunde mødes. Men vi mødes dog vist, og jeg skal tage dig i mine Arme, Du Haardtprøvede, og ved mit Bryst, ved mit ligedan saarede Hierte skal Dine Taare flyde lindrende, som mine ved Majas blødende Barm –

Onsdag 26de Hexerie og blind Allarm! – «Skal jeg bære Caffen ned i Haven? Moer!» – spurgte Maren. Ja nok, mit Barn, gienmælede jeg, tog flux anden Deel af Sophokles, og mit Strikketøy, og var der saa snart som hun. Strax efter kom Fabritius med sin Grethe, og han, den store svære Krabat, krøb ind giennem det lille firekantede Hull paa Plankværket – Grethe gik sømmelig den ordentlige Vey. Vi havde ikke ret begyndt at drikke, før der stak enkelte 90enkelte Draaber, Luften blev mørk, og Jess, som neppe gav sig Tiid at spise til Middag, jog forbi med et Høelæs, som havde han kiørt en tom Vogn med 4 Heste. «Kiør dog ikke de arme Dyr ihiel!» raabte jeg giennem Plankværket; men han hørte mig ikke. Det blev alt mørkere. «Regnen hænger os over Hovedet» – sagde Skriveren (som nyelig var kommet hiem fra en Forretning, hvor intet blev bestilt. Saa maae han ofte reyse Grassat, arme Mand! som om han ikke havde Reyser nok lell) «Jeg maae hielpe Jess!» raabte Fabritius, og fløy afsted som en Piil. Og jeg maae hielpe mig selv, sagde jeg, og pakkede mine Siebensacher sammen. Men see, den velsignede Blæst har fordeelt Skyerne, og Jess og Fabr: begge i Skiorteærmerne, den første med en gul Halmhat paa, kommer frisk med det ene svære Høelæs efter det andet, og med Guds Hielp faaer vi ind det, som er tørt nok til at komme i Hus. – Den Glæde man føler, naar et Uveyr saa uventet driver over, især naar det kunde ska de saa meget, som i Dag var blevet Tilfældet, havde det brudt løst, burde ikke være saa forbigaaende, eller glæmmes saa snart, som for det meste skeer. Slige Minder vilde giøre os mere taalmodige, naar det ikke gaaer som vi vil. Men: «saadan ere vi!» sagde Maleren, da han havde malet Fanden med Horn og Kløer og alle sine Tilbehør.

Fredag 28de Hvad jeg ventede, Posten skulde bringe mig i Gaar, bragte den vel ikke, nemlig Din Bestemmelse, dyrebare Maja, om din Hidkomst; men saa fik jeg dog Vished, og kan nu trygt glæde mig til Dit Komme. Tak da for de faa kiære Linier, og Tak, min Thrinasara, for de fra Dig, og begge mine rimende 91Hr. Sønner, Pavels & Schmidt, ikke mindre, for det morsomme Vaas, der begyndte Brevet. Jeg havde endelig selv foranlediget det, kan jeg troe, ved at opfordre dem til at finde flere Riim paa ost end des jeg, om i Journalen eller et Brev erindrer jeg ikke, havde makket sammen.

Men hvorfra mon Kistamoer havde den Aabenbaring, at vor Sally var fulgt med Munkes til den kiære Dal? Den var dessværre ikke sandere end den, som i 1811 lod os haabe Guld og grønne Skove. «Heller ikke nu kom vor Sally» – siger Maja C – «men nu haaber jeg, det kiære Barn bliver med mig til vor Moer Koren, og saa følger med mig tibage» – Giør Du det? Kiæreste min Sally? O ja, det haaber jeg.

I Aftes trællede jeg lige ind i den bælmørke Nat, for at faae den første Deel av Leontine – Oversættelsen nemlig – færdig, at min Kista kunde faae den i Dag med et Bud herfra, og have noget at more sig med nu, hun er saa ene. Dog fattes hun vist ikke Sysler i denne travle Tiid. – Fra Presidentparret har heller ikke Kista hørt et Ord siden de toge fra Tøyen – jeg uddrager af denne Slutn Taushed den Slutning, at vi fast daglig kan vente deres Tilbagekomst[.] Kista skrev i Gaar, at Major Gientoft, Lieut: Finkenhagen og Schacht, i Dag ariverer til Hovind paa deres glædelige Hiemtour, hvor Gud give, de nu fik blive i Roe – «paa Touren?» – Aa vist ikke! i Hiemmet, kan I vel tænke jeg mente.

Tirsdag forlode da de Kiære Majadal – hvor lidt jeg har hørt fra det og dem i denne Tiid! – I Onsdags kom Slotspræstbarna tilbage, og kiender jeg dem ret, faaer jeg lidt fra dem paa Søndag. Ogsaa Egersønnene lover mig snart et ordentligt Brev – O, jeg har meget, meget Godt i Vente – Jeg veed dog ikke endnu hvormeget.

92Wilhelmsminde 29de Løverdag Det var en god Aand, min og mine Glæders Skytsaand, som tilhvidskede mig i Morges: «Gaae saa snart mueligt til dit Yndlingssted! Brug Tiden der mens du kan bruge den som du vil» – og jeg gik, dog ikke før den var 11, da jeg havde spiist et Slags Middag, Lina og Kaja med mig, bærende den Kurv, lille Else Bierk gav mig, hvori var pakket Alskens Ting til hele Dagens Siæleføde – ak, jeg havde ikke behøvet det halve! – Børnene – Maja kom efter os – satte sig her udenfor med hvert sit Arbeyde, for ikke at forstyrre mig, sagde de, men vel ogsaa meget, fordi det der var dem lusteligere. Snart fik jeg ordnet mit kiære Majapult, hvor alle muelige Skrivmaterialer findes, og satte mig da til med unævnelig glad Følelse, at fuldende et hiemme i Kammeret begyndt Brev til Barna paa Festningen – et til Sally skrev jeg færdigt der før jeg gik hid nu var det sidste, som skulde være færdigt med i Posten i Dag, et til Maja C – Først, tænkte jeg, kan du nu hvile dig her paa Sophaen med Schlegels Dramathurgie – og denne Hvile blev lidt lang, thi den interesserer mig alt mere og mere – saa kom Caffetiden og Postbudet paa engang, og jeg begyndte mit Brev, neppe givende mig Tiid til at drikke den deylige Caffe – thi sandelig «hun var deylig, Madam» – Maja kom oven i Kiøbet herop med sin Gudsøn, en lille vakker men skidden Gut fra Liøgodt, kort, alt forstyrrede mine Concepter. «Endnu er ingen Tiid forløben» mente jeg – men hvad har saa Pokker at bestille? Han fører Koren en Landsmand paa Halsen (om hvilken i Morgen mere) og Koren veed intet andet Raad end at bringe ham hid – Hvilket Jaskebrev Du fik, elskte Maja! og hvor Dagen gik mig til Spilde! Endnu – Kl er kun halvsex, kunde jeg have en deylig Time her men Skriveren er vandret hiem med Hr Jordan, og det var vel stygt, blev jeg her alt for længe – Altsaa God Nat! og God Nat, deylige Sol, som nu tager blidelig Afskeed med Mindet – O hvor nødig gaaer jeg!

93Søndagmorgen 30te Nu skulde jeg da til at beskrive Eder vor Giæst, som bliver over her i Dag for det første. Hans Navn, Jordan, veed I; han er Forvalter hos en Baron Rosenkrone paa Baroniet Rosendal i Qvindherred, i Bergens Stift. See, der har I hans fuldstændige Addresse. Det er en ung Mand, fire eller fem og tyve Aar, en Yngling altsaa, men som intet ret Ungdommeligt har ved sig. Det er vist nok et Menneske af Talenter, og som, foruden hvad egentlig vekommer de academiske Videnskaber, har lagt sig efter islandsk, Runeskrift etc. Matemathik, siger han, er hans Hovedstudium. Megen Læsning i de nyere Sprog har han uden Tvivl ogsaa, og taler meget, og, hva sielden da er Tilfældet, meget godt – Der har I Medalliens brillante Side – Vender vi den om, finder vi egentlig intet frastødende – kun det kiære Jeg kommer vel tidt og i sig selv forliebt eller dog med sig selv veltilfreds, tilsyne. Hans Smag fik jeg endnu i Gaar paa Wilhelmsminde en ufordelagtig Mening om, baade i Henseende til Mennesker og Bøger. Kun et Exempel: de faa Stykker han, ikke havde læst, men gienembladdret, af Shakespeare, forekom ham at være Vaas. I det, som skal interessere ham, maae intet Overjordiskt, intet Aanderige have sit Spil – Digter er han altsaa ikke, som I seer – Blandt alle de Damer han saae i Christiania, hvor han opholdt sig i 17 Dage, for det meste paa Ullevold, var den unge Frue Collet, Tina, den han, baade for sit Ynde og Vid, gav Æblet – «Hvad have vi mere Vidnesbyrd behov?!» – Med alt det er han et ikke uinteressant Menneske, som har anbragt sin korte Levetiid vel, har Sands for det Gode og Skiønne, naar dette NB ikke overstiger hans Horizont, og vil sikkert blive en saare virksom, nyttig og brav Mand i Staten. – I dette Øyeblik, mens jeg sidder her og paa en Maade giver hans Charakteristik staaer han henrykt ved Bogskabet, og holder Lovtaler over Øhlenslæger

94Hvordan rimer det med hans Dom i Gaar over Shakespeare? Ja, der gaaer mange urimelige Ting for sig i denne Verden. Anledningen til hans Hidkomst er et Løfte han havde givet en Fetter af min Koren, Sorenskriver Koren paa Voss, at han skulde besøge os her paa sin Tour. Wilhelmsminde bliver han ikke træt af at tale om, og vandrer nu atter did med Skriveren, som er nok saa glad i sin Landsmand, og virkelig er han heller ikke et reent Hverdagsmenneske. Med mig sympathiserer han i Enthusiasme for – Caffe. Med Søn Pavels vilde han sympathisere i – hvad er det Modsatte af Enthusiasme? Afsmag for Bergen, skiøndt hans Fødebye, og dens kiære Indvaanere, hans Byes Børn. Deres lumpne Bidrag til Norges Universitet bringer ham i retfærdig Harme. Hvad han i denne Anledning sagde var sandt og træffende: «Men den største Deel af dem er heller ikke Nordmænd. De nedstammer fra Holland for det meste (‹hans Faer og Moer var jydske men Farfar var en Bremer›–) og saa snart deres Sønner har opnaaet Ynglingsaarene, sendes de udenrigs, og kommer ikke tilbage før de skal etablere sig, alle i den fordømte Handelsstand Guldtørst og Kræmmeraand hviler over dem fra Vuggen af, og netop i de Aar, Hiertet skulde naturaliseres, sørges der for, det under en anden Himmelegn bliver hærdet mod al Patriotisme – Fødelandet er dem intet – de skulde dog et Steds see Lyset – kan paa denne Maade aldrig blive dem kiært og helligt – de kiender det ikke, føler aldrig Kald til at lære kiende det. Og hvad Begreb har de om et Universitet? O hvor ofte jeg, paa denne min sidste Reyse især, har tænkt ved mig selv: ‹Saadan kunde disse Mennesker dog aldrig handle, om de en eneste Gang giennemreyste disse skiønne, saa mange Stæder fortryllende Egne.›» – I seer, min Bergenser «saa Gu er ganske bra» – Det var i Skumringen i Aftes, han med lange Skridt frem og tilbage paa Gulvet, holdt denne Sermon, og jeg syntes høre Dichmann, med hvis Organ hans har megen Lighed – I Figur, Gang, tildeels ogsaa af Ansigt, ligner han min gode Borchsenius.

95Jeg fik ikke sagt Eder i Gaar, at istæden for de ventede Officerer fra Tøyen, kom et Bud fra Dragvold med et Brev til Jess, skrevet med Blyant, at de vare blevne saa længe opholdt efter Skyds paa alle Stæder, saa det blev dem umueligt, saa giærne de havde ønsket det, at komme indom Hovind osv – Ret meget flaue bleve vi alle, da vi ret længe og glade havde seet dette Besøg imøde, og sikkert giort Regning paa, de vare blevne her Natten over. Jess kastede sig flux paa sin Vaillant i Haab om at finde eller indhente dem; men forgiæves. Et Brev fra den gode Zarine sendte de tillige, og Ingemans Digte, en Foræring til mig fra Lieut: Stenersen. Et Par smaae Brevunger fik Maja ogsaa fra sin Kista og Hanna Bull –

Kl 5 Nu er atter Jordan og Koren ude at vandre. Saa snart vi i Haven havde drukket Caffe, gik de. Og imens de ere borte, vil jeg fortælle hvad Dagen mere har ført i sit Skiold, og om mueligt ende dette Hefte, for at faae det bort i Morgen med – to Mardamer, som i Følge med den tredie, Madam Giørup, giorde os et Morgenbesøg før de toge i Kirke[.] Egentlig var det et Ærinde den ene, Mad: Tolke, havde til Skriveren, i Anledning af en Gaard hun har kiøpt i Ullensgr. Mad: Giørups Søster, en Mad: Helverschow, var det tredie Blad i Kløveret. Vi blevne alle budne til Giørups til Aftens, men jeg undskyldte mig for mig og min Husbond, da vi ikke kunde forlade vor unge Giæst, og at han heller blev her end tog med did, det vidste jeg. For Ungdommen, som var i Kirke, gav jeg mit Løfte, og de ere der nu, Smaaepigerne at sige – Kun min Telja gaaer her omkring og stulrer. Jess og Consorter ere paa deres Veye, og de ere usporlige – Jeg havde foresadt mig at besøge 96Hvilestædet, som de fromme Børn, da de i Dag gik i Kirke, prydede med en deylig Krands; men det bliver nu vel neppe, undtagen Koren og Jordan kommer saa tidlig tilbage, at det endnu er Tiid – thi den unge Mands Øyne har glindset af Taare da naar han har talt om min Sara og Wilhelm, som jeg hører han kiender meget nøye – af Rygtet – og altsaa er han værd at betræde det hellige Sted. Tidlig i Morgen gaaer hans Tour videre til Hedemarken, men han har halv om halv lovet at giøre en Tilbagetour derfra hid for nogle Dage, inden han fortsætter Touren til Hiemmet, da han opofrer denne hele Høst og en Deel af Vinteren til sin Reyse. Sandelig, han bliver alt mere og mere interessant ved nærmere Bekiendtskab –

Jeg fik ikke et Ord med Posten i Dag. Fra Festningen havde jeg ventet det saa vist. Nu vil jeg sanke gloende Kul paa deres Hofeder ved at sende dem denne Journal i Morgen uden et eneste Ord mere end hvad de her finder. Dog, maaskee lader jeg den først gaae til min Kista, som snart expiderer den, saa I faaer den tidsnok, I slemme Børn, for at see, hvordan I i Dag har sveget mit Haab – Et bud fra vor gode Hertel har indbudet min Koren, Jess og Marie til et stort Collads, han i Morgen skal have for alle exercerende Dragunofficierer – han er Udreder, mætta! – men Koren har Forretninger, og Maja, der ellers ikke lader sig nøde til dette Besøg, vil dog ugiærne did i det store Mandslag, saa Hr Sønnen nok faaer drage Solo did.

Og nu slutter jeg mit Hefte med den glade Vished, at have Eder her hos mig, I Elskede Alle, inden det kommer saa vidt med det Neste. I Morgen besøger jeg nok min Rikke, da den gode Fabritius skylder mig det. Vi skulde været der i Dag, men deraf blev da intet – Farvel, God Nat, I Kiære!

97Mandag sidste Aug: At begynde et nyt Hefte med den sidste Dag i Maaneden, er lidt underligt men denne Gang falder det nu saa – Klokken 10 kommer først Fabritius for at afhente mig til Plogstad og nu er den først 7. Jeg skal blot skrive et lille Brev endnu til de gode Mariboes, for at lykønske dem til deres Idas første Aars Fødseldag, og dertil behøves ingen 3 timer.

Kl: 6 tog Hr Jordan bort. Jeg var ikke nede, thi jeg vaagenede lidt syg i Dag. Men min Koren og Børnene holdt ham med Selskab fra Kl henimod 5 – I Gaaraftes var han med min Koren og mig ved Graven. Han var meget rørt. Indskriften paa Støtten fandt han som den er, udtryksfuld skiøn. Siden snakkede vi ved vort Smørrebrød og et Glas Punsch til henimod Sengetiid, da kom Børnene fra Giestad, Fabritius og hans Grethe i Følge med dem, og lidt efter kom min gamle Ane med sin lille Claus Wilhelm, et vakkert Barn, som Marie slet ikke kunde slippe af sine Arme. – Der har I Enden paa den Dag. – Ane bragte mig et Brev fra min Kista, hvori var en Hilsen fra Sara B. som nyelig havde forladt hende, og som inderlig glædede sig, siger Kista, til at see sin Moer Koren og Hovind sidst i denne Uge. Der gik et Lys op for mig med et – Altsaa har Haabet nu noget mere bestemt at holde sig ved, og Torsdagsbrevet bliver en blot Forløber for Dig selv, dyrebare Maja, og Dit kiære Følge.

Kl 6 «Men Skiæbnen eller sligt giør intet hen i Toget, og standsende min Tour den mente dog vist noget» – thi seer I, der blev intet af min Plogstadreyse, da den bestilte Hest ikke kom. I det Sted gik jeg tilsengs, da min Frysen og Mathed tiltog, saa jeg med Møye fik mit lille Brev til lille Rangna M: færdigt. Jeg faldt i Søvn, og stod taalelig brav op. Jeg er ikke heller værre nu, kun fryser jeg lidt; men det blæser ogsaa ret koldt i Aften. Nu gaaer jeg ind og lader Cabalen sige mig, om I kommer Alle i denne Uge –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.