1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Januar] | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

[Januar]

Nytaarsdag 1812.

Ingen Morgenslummer er saa sød, som et Menneskes Opvaagnen til en ret glad Dag –
                                                                            Thorlitz.

O, maatte I vaagne saaledes, mine Elskede, til enhver Dag, det nu begyndte Aar skiænker Eder! Vaagne til en saa glad Dag, som denne er blevet mig, skiøndt jeg efter en ret slem Nat forlod mit Leye lidt mismodig, og meget syg. Jeg kunde let i Aftes med Aaret endt mit Liv, eller dog begyndt dette langt uslere, end det nu Gud skee Lov, er Tilfældet. Stolen, jeg sad paa, gik nemlig itu med mig, og jeg faldt baglens med Hovedet mod Gulvet, til langt større Forskrækkelse for min Koren og Lotta end for mig selv. Jeg følte intet til Stødet, og holdt mig kiæk den hele Aften, giorde endog lidt Juleleg med min kiære Ungdom, da de kom hiem fra Houg, hvor de havde fornøyet sig i al Uskyldighed. Men Natten var, som sagt, ikke god, og jeg var længe i Beraad, om jeg skulde vove paa at staae op eller ey – Men det gleed lidt bort efter Haanden, jeg pratede med Fader Mørk og Walbohm, Lotta gav mig ‹Hofruams› Kampher Draaber, og alt kom i sin Orden –

Og nu min Glæde! Kl: 4 i Gaar Eftermiddag fik min kiære Rikke efter korte Smerter en rask stoer Datter, meldtes os i dette Øyeblik, og selv er hun meget flink. Gud være lovet for det glædelige Budskab! Den sidste Rest af Hovedpine (det sidste Pust af Satans Raserie, vilde Presidenten sagt) er som bortblæst.

O var Du i dette Øyeblik saa frisk og glad som jeg, min elskede Sally, paa denne Dine Leveaars første Dag! Men af Dit lille venlige Brev, skrevet anden Juledag, og som jeg først fik i Aftes, har jeg desværre ingen Grund til at troe Dig nogen af Delene, da Du selv var forkiølet, og Din Moder syg. Gud give, jeg kunde flyve ind og give Dig et Kys paa Din Fødselsdag, og bringe Eder, I Elskede Alle, saaledes et glædeligt Nytaars Ønske paa mine Læber –

3I Morgen er da mine stille Juleglæder forbi. Lotta, Kista og Hanna tager til deres Hiem, og jeg giør den længe udsatte Tour til Eidsvold. Gud give den var forbi, og jeg igien hiemme i min Roelighed, og kunde besøge min Rikke, som jeg veed, længes hiertelig efter mig. Fredagaften kommer jeg tilbage. Min Koren bliver med mig, og har kun disse to Dage han frit kan raade over, derfor maae det nu blive, da det vel ogsaa ellers var gaaet i Langdrag igien, og maaskee gaaet reent istaae for hele Vinteren.

Jeg skal skrive en lille Brevunge til min gode Fader Pavels, og slutte det begyndte Brev til min unge Ven Bergh – I seer vel altsaa intet fra mig her, Dyrebare, før Løverdag. Gud være med Eder til Dagenes Ende! –

Løverdag 4de Her sidder jeg igien, Gud være lovet! med min Vadmels Kiortel og ganske i mit daglige Es – Og uden lange Preludier, der saa lidt passer til de korte Dage, skal jeg i Korthed fortælle Eder mit Liv og Levnet i disse Aarets første Dage.

Nytaarsdagsaften var Frøken Keilhau og Madam Giørup her, men de holdt sig med al Ungdommen paa Skolen, hvor de havde en Violinspiller, og dandsede paa egen Haand til Kl 1[.] Min kiære Kista var langt fra ikke frisk; men var dog med dem, da hun vidste de alle, og især hendes Maja, alt for tungt vilde savne hende. Vi fire Gamle, Lotta, Koren, Telja og jeg, holdt ene Huus i denne Bygning, og den Aften gik som de forrige, kun at Telja kom med lidt Gotter, Butterdeygskage og sligt, hun havde giæmt, og nu kom frem med fordi vi vare saa snilde og roede os i vor Eensomhed, kan jeg tænke. Da Ungerne ikke havde afsprunget til Kl 11, gik vi tilsengs – Det bliver ikke tidlig Dag den 2den Jan; og vi kom først op da det leed til Kl 9 – Saa var der intet andet for, end at klæde sig paa, og tænke paa Reysen. Kl 11 toge de fra mig, mine kiære elskelige Julegiæster, som Gud signe for hver glad Stund de skiænkede mig, og nød med mig og Mine! –

4Kl 12½ satte jeg mig da i min fulde Pomp i Slæden, med Walbohms store Kappe uden paa min Silkepelts, med min nye sorte strikkede Hat, den Lottamoer stelte med fast til sidste Stund før hun reyste, og foer jeg med Gulen og Aslak efter Skriveren og den lille raske President (det er jo giort Eder alle vitterligt, at hans af Fetter President tilhandlede Hest hedder saa). Jeg glædede mig over det herlige Veyr og Føre baade for min egen og de kiære Bortreystes Skyld. Alle Barna fulgte dem til Moe – Det gik raskt, og mine Tanker gik endnu raskere, saa vi vare ved Værket før jeg vidste det. Jeg tog Tørklædet af Hatten og lod Kappen glide af Skuldrene, for strax at være færdig til Udstigen; og nu først følte jeg, det var koldere, end jeg havde troet. Og hvad kom der saa ud af alt det Galanterie?

Arme, arme Frue Anker! Hun er igien syg, og farlig syg, og hendes Datter, som tilskriver sig det, da den ømme Moder ikke Nat eller Dag veeg fra hendes Sygeleye, er igien faldt tilbage paa dette, som hun netop havde forladt – Conferentsraaden var ikke hiemme, men ventedes, og man bad mig oppebie hans Komme; men dertil følte jeg intet Kald, og fortsatte Touren til Mork. Venskabs, Giæstfrieheds og alle gode Genier omsvæver endnu, som fordum denne Fredens Boelig, som ved de hellige Minder allene vilde være mig saa dyrebar. Jeg kan ikke anderledes beskrive Eder den Glæde, hvormed de Gode modtog og omringede os, end ved at bede Eder gribe i Eders egen Barm. Det veed jeg, at Napoleon aldrig kan føle det ved alle de Jubler, han paa sine Pragttog imodtages med, som jeg føler ved at modtages saaledes. – Der havde været et lidet Ball om Natten, og de sad endnu tilbords da vi kom. Lieut: Brat, hans Kone og Børn, og to Jomfrue Daliner var der, og blev der, og et behageligere Selskab, og en fornøyeligere Aften har jeg i disse Egne og uden for mit Hiem ikke havt i lang, lang Tiid. Jeg har vist før fortalt Eder om dette svenske Ægtepar, Brat og Kone. Ak, hvor hun har megen Lighed med min Sara! Næsen især er aldeles som Saras, Munden 5ligner ogsaa meget, og det hele Omrids af Ansigtet. Kun Haaret er ikke saa mørkbrunt, og hendes mørkeblaa Øyne har ikke det Udtryk, det hulde, siælfulde, som alle der kiendte Sara, fandt i hendes. Hun er meget bleg. Mangeslags Kummer og Sygdom har tidlig berøvet hendes Ansigt Ungdommens Farve og Fyldighed. Men naar hun sad med sit mindste Barn paa Skiødet, det ømme Moderblik heftet paa den sovende Glut, saae jeg Sara som jeg tidt tænkte mig hende som Moder med sin nyefødte Spæde i Armen – –

Frue Brat har mange Talenter, og var fød til en bædre Skiæbne, end der er faldt i hendes Lod. Dog, hun elsker og elskes hierteligt af den Mand, for hvem hun har lidt saa meget, har vakre velskabte Børn der med lige Ømhed hænger ved hende og Faderen, de har ingen Mangel at frygte for – det er altsaa ikke for Savnet af de mere brillante Kaar, jeg beklager hende, og fordi hun nu maae bringe sine fine Hænder til andet end Claveret, Broderrammen etc – Deri som i mere ligner Svensken og Franskmanden hinanden, at de med Lethed kan finde sig i Skiæbnens Omskiftelser, og utbrede et Slags Tænke og Ynde over alt hvad der omgiver dem – men hendes Hierte har andre Savn, som i denne Verden ikke kan udfyldes, fordi hendes Længsler og Ønsker evig krydser og strider mod hinanden –

Den ene Jomfr: Dalin er en meget smuk Pige, Søsteren er ikke det; men gode og tækkelige ere de Begge. Nu den retskafne brave Vert, Hetgens Broder, og hans usigelig tækkelige, qvindelige Hustroe, Hetgens søsterlig elskede Elise, og deres to vakre, Smaaepiger, min Guddatter, Hetgens Navne, og lille Lise, og Brats tre raske muntre Børn, og min Koren (som efter Sædvane holdt sig til Jomfruerne, især, forstaaer sig, til den smukke Louise Dalin) – maatte jeg ikke, omgivet af alle disse Mennesker og nesten af alt som det fordum stod og hang i den lille lyse Stue, befinde mig vel?

6Søndag 5te (Fortsættelse) Fredag Formiddag giorde jeg tilligemed Brattes, en lille Visit til Præstegaarden (Skriveren fandt bædre sin Reysning ved at blive hos Jomfruerne) Hvilken Contrast med Mork, Ordens, Tilfredsheds, Glædens Boelig, er denne Præstegaard. Som zirlig Simpelhed og Peenhed hærsker overalt i hiin, og i Forening med al muelig Beqvæmmelighed, saa saares Øyet her overalt ved Smuds og Uorden, som bliver dobbelt ubehagelig paafaldende ved enkelte Pragtmeubler og virkelig smagfulde Ting som modbydelig Grimhed ved en brillant, modern Paaklædning. Men det være sig som det vil, jeg kan ikke andet end beklage dette ved hinanden ulykkelige Ægtepar af mit inderste Hierte, og er uvis om, hvem af dem der bør have meest Deel i hvert ømtfølende Menneskes Medynk. Før hellede jeg uden Betænkning til hans Side, men nu, da jeg saae hende, bleeg, huløyet, sammenfalden, den, ak for sene, og derfor des bittrere Angers Billede, da jeg veed at alle de Uveyr, hun saa længe selv har sammendraget over sit Hoved, nu bryder løs fra alle Sider, da jeg veed hende ringeagtet af Mand, Tyende og – hvad der er det skrækkeligste – af sine Børn da jeg veed, hun hengræder Dage og Nætter, og ingen, ingen Tilflugt har paa men først i Jorden – o, flød nu ikke en heed Medlidenhedstaare for den af Alle, selv af sine Børn og sin egen Bevidsthed Forladte, fortiænte jeg aldrig mere at være Eders Moer Koren. Professoren var syg og kunde ikke forlade sit Kammer; men ønskede dog, jeg vilde komme op til ham. Jeg sad der længe. Han læste de Værs for mig, han havde giort til Festen, og som vare afsiungne i Kirken, og lovede mig en Afskrift af dem og af sin Tale, hvoraf han ogsaa declamerede Begyndelsen for mig. Var det fordi den dybtbøyede Olding med saa varmt Udtryk reciterede sine Sange, eller fordi disse virkelig havde skiønne Stæder – jeg veed det ikke, men de rørte mig. Naar jeg 7faaer dem og læser dem selv, vil jeg bædre kunde giøre Rede herfor, og lade Eder dømme. – Da jeg gik, ønskede han med umiskiendelig Hiertelighed al muelig Velsignelse over mig, og Mine og en heed Taare faldt paa min Haand, som han ikke kunde slippe. Jeg ønskede, og sandelig af et rørt og oprigtigt Hierte, at det begyndte Aar ogsaa maatte bringe ham mange blide Dage. «Ney, gode Moer Koren» – svarede han og de tilbageholdte Taare strømmede ned over den gamle Mands blege Kinder – «mine faa Glæder i dette Liv er forbi; men med Guds Hiælp er mine mange Lidelser det ogsaa snart. Jeg føler, der er ikke langt tilbage». – Jeg kunde kun svare med et Haandtryk; thi ogsaa mig forekom det, som det var sidste Gang, jeg saae ham. – Og kunde jeg efter alt dette sige: «Disse Mennesker har jo ikke vilde havt det bædre. De har selv skabt sig sine Lidelser – nu faaer de taale dem» – O Vee mig, kunde jeg det! – – Min lille Fader Mørk, som stedse har holdt meget af Leganger, som Leganger af ham, kom der efter sin gamle Skik, for at ønske Nytaar og see til sin gamle Ven, og kom som sendt fra Himlen, da der var Forretning ved Kirken, og Cappellanen julede paa Hedemarken. Disse Forretninger paatog han sig nu, da Professoren, uagtet sin Upasselighed (han havde Halsesyge og stærk Feber, som er uadskillelig derfra) neppe havde ladet sig holde fra i det mindste at forsøge paa selv at tage til Kirken, og vilde denne, vist nok overdrevne Iver, sikkert havt farlige Følger –

Wratzes tre vakre Børn var der. Den Mellemste, Mimi (Wilhelmine) var især en sød Glut. Frederich Leganger var hiemme, og den Alleryngste, Agathon, en deylig 10 Aars gl: Dreng. Hans, den Mellemste, som fra Skolen var hiemme i Julebesøg, var gaaet paa Jagt med en ung Grev Moltke, som Wratz, Gud veed hvorfor, og hvortil, har faaet op til Svigerforældrene – for at lære Landhusholdningen, siges der – hvor han betaler 1000rd aarlig – jeg siger atter: Gud veed hvorfor og hvortil – Utilgiveligt er det af en saa brav Mand, som 8Wratz dog sikkerlig er, at anbefale et saadant Huus (og som han dog maae kiende fra Grunden) for et ungt Menneske, for hvem jeg i min Bekiendtskabskreds intet saa upasseligt Sted kan tænke mig, og vel vanskeligt skulde findes.

Da vi nesten havde afspiist Fredagmiddag, kom den ældre Jomfrue Grefsen, almindelig kiendt under Navnet Faster, til Mork. Derved kom vi ey fra Bordet før det var mørkt, og først fra Theebordet Kl henimod 7. I hvor godt jeg sad, blev det Tiid at bryde op, og nu havde jeg en haard Striid, som jeg ene maatte bestaae, da Koren, omringet af Jomfruerne (som kiender hans svage Side) faldt fra i Fristelsens Tiid. Men jeg vandt dog Seyer, og Kl henimod 8 forlode vi det vennehulde giæstfrie Mork, med et halvt Løfte om at komme der endnu engang paa Vinterføret, og med Børnene. Der var vel en halv Snees Stykker om at pakke mig ind, og sad jeg som i Abrahams Skiød, og gleed umærkelig den ene Miil efter den anden, og var her hiemme før Kl: 10. Foruden de glade Unger modtog mig her 3 velsignede Breve, fra min Lotta, min Maja, min Realf og Thrinasara (hvoraf de to første i Gaar, og i Dag ere besvarede) og før jeg var færdig med disse, ariverede Jessen min og Hertel fra det lange Julebesøg i Smaalehnene, hvor de havde levet i Lyst og Gammen. Inden jeg fik aflæst og afsnakket NB om det uopsætteligste, var Kl nesten 12, og Skriveren længe til Køys – Jeg havde ikke den roeligste Nat, og blev ofte mindet, ved Gigt i Arm og Skulder, om Ordsproget: «Man skal lide noget for Stadsens Skyld.» – da min tyndere Paaklædning paa Borttouren vel var Skyld heri. Skiøndt mindre end frisk, reyste jeg i Gaar Eftermiddag til min Rikke, som jeg Gud skee Lov fandt saa færm som mueligt, og ligesaa glad, i sin lille trivelige vakre Tøsunge. Gud lade hendes nuværende Glæde blive reen og varig! – Jeg tog hiem i et Hundeveyr, uagtet alle de Godes hiertelige 9Bønner om at blive Natten over; men jeg frygtede for, at baade Gigten og Veyret kunde blive værre i Dag, som dog Gud skee Tak ikke er Tilfældet, da jeg er meget bædre, og Veyret taaleligt.

Munthe er ved Kirken, kom først did Kl over 12, saa det seer ud til, vi kommer til at spise ved Lys til Middag – Og nu er min Arm træt af at male. Tænk, her tre Sider, og derav, og et ret langt Brev til min elskede Maja, som endnu har de hovne Øyne og den dermed følgende Gigtfeber – og til min Kista, som Gud skee Lov er bædre – At Maja Pavels havde overrasket sin elskte Navnesøster med et Besøg tredie Juledag, saae jeg af Majabrevet, og det var en ægte Kammeratstreg. Ikke sandt? Gud give jeg kunde giøre det samme, og den lille Maja med mig, og kysse de kiære hovne Øyne, om ikke gode, dog bædre!

Fra min Sally fik jeg ogsaa med Byebudet en lille Sæddel, skrevet hendes og Aarets Fødselsdag. Moderen er syg endnu, og stakkels vor kiære Sally selv ikke frisk-

Mandag 6te «Det er besynderligt, at vi aldrig hører eller seer noget til Chrysties. Han har ikke været her siden Flodes var her, hans Kone ikke siden d: 27de Julj:» – sagde jeg til Munthe i Gaar, just som vi skulde til at drikke Caffe. Neppe vare Ordene mig af Munden, saa klingrede 4 Slæder ind i Gaarden, den hele chrystiske Familie, og 2 Jomfr: Horstere. Jeg var rigtig en Smule spansk, som gamle Moer Møller pleyede sige ved slige Leyligheder; dog gik det snart over. Kortene, som ikke til noget egentlig Spil har været fremme siden Chrystie var her sidst, kom for en Dag, begge Præsterne, min Koren og Lehnsmand Giørup spillede Polskpas. Hertel og Jess giorde Anstalt til en Spillemand, og den sidste foer til Gislevold for at faae Frøken Keilhou hid, der med dobbelt Glæde ilede fra Gnavbordet, hvor hun ellers skulde holdt ud fra Kl 4 til 10, og hid til en Dands og Juleleg. De Gamle reyste Kl: henimod 11, men Smaapigerne blev her og er her endnu, 10og nu skal al Ungdommen her, lille Kaja undtagen, følge med dem til Gierdrum, og derfra i Aften til en Bondegaard i Hilton, hvor de formodentlig atter faaer sig et lidet Svingom. Og saa tager de igien i Slutningen af Julen hvad de savnede i Begyndelsen. I Nat holdt de ud med Dands og Leeg til Kl 2, en Time længere, end de havde faaet Lov til. Det er leyt Veyr i Dag, og jeg havde hellere beholdt dem hiemme i Roe. Gud give det maae bekomme dem vel. Men de lover at være saa agtsomme som mueligt.

Tirsdag 7de Ved denne Tiid i Gaar, just i Mørkningen, kom Fader President med Sonnen sin lige fra Toten, det vil sige, uden at have været paa Hedemarken; thi nu havde de lagt om Natten hos Wexels i Hurdalen, og kom sidst fra Eidsvoldværk. Det er endnu lige slet med Frue Anker, og ey bædre med Datteren[.] Og hvor kan det være bædre med hende, da hun med saa inderlig Ømhed hænger ved Moderen som Moderen ved hende, da de i Ordets skiønneste Forstand ere hinanden Veninder og Alt?! –

Presidenten og Jørgen reyste i Gaar Formiddag – thi i Dag er det Onsdag, 8de til Byen. Lidt efter kom min Ungdom, som havde mødt dem strax herved – thi i det tunge Føre gikk det sagte – De kom lige fra Hilton, da de ey om Natten havde vovet sig ud i det græsselige Veyr til Gierdrum, og hellere, efter nogle Timers Hvile toge lige hiem, hvad jeg var meget vel fornøyet med. De havde dandset og moret sig, fordi de Gud skee Lov ey veed hvad det er at kiede sig, det maatte da være i et stort, stort, stivt Lag, hvor de nødtes til at sidde paa Stads, og endogsaa der troer jeg de skulde kunde udfinde noget, som jog Kiedsomhed, denne Menneskets svorne og fiintmyrdende Fiende, paa Flugten. Da vi havde spiist, gik alle Jomfruerne til Hvile, og var kun et Øyeblik oppe inden de lagde sig for Alvor og sov til Dagen frembrød, saa jeg veed, de har faaet udsovet. – I Dag tog jeg saa giærne i det skiønne Veyr til min Rikke; men man siger det ey gaaer an, 11da Smaaveyene, og især den Mose, jeg skal over, vist ikke er opveyet endnu. Skriveren siger ogsaa, at jeg nok kan unde ham mit behagelige Selskab i Dag, og opsette Plogstadtouren til i Morgen, da han skal til Eidsvold paa Maanedsting. Det faaer jeg da vel, skiøndt jeg veed, min kiære Rikke inderlig længes efter mig.

Fredag 10de Endelig viger dog ogsaa dette kolde lange Morgen Tusmørke, som jeg troede, aldrig vilde faae Ende. O, saa maae jo Livets lange kolde Tusmørke dog engang vige for en evig klar, evig varm Dag – og de Taare, som blænde end mere og oftere end Morgen- og Aftendæmringen, skal jo engang ogsaa ophøre at flyde – Kunde jeg nu byde disse ophøre imens jeg udøste min Bekymring i Eders Barm, mine Elskede! men det kan jeg ikke – O hvor lidet og hvor meget kan det afmægtige og mægtige Menneske!

Min Maria er syg. Da jeg i Gaar Morges tog til Plogstad, var hun munter og som hun pleyer. Da jeg kom derfra efter en glad henlevet Dag – min Rikke sidder og gaaer alt oppe, og har i ingen af sine syv Barselsænge været saa færm som i denne – og havde et Brev fra min kiære Kista til hendes Maja, som jeg ret troede at glæde hende med, kom Jess og de Smaae mig imøde, og min Koren som kom hiem nyelig for mig – men Maja ikke. Tungt faldt det paa mit lette glade Hierte, da jeg hørte, hun var syg og laae. Jeg saae hun giorde sig stærk for at faae mig til at troe, hun var det. Jeg gav hende Brevet: «Det skal sove saa godt med mig til i Morgen.» – sagde hun; men hun har ikke sovet. Kl 6 var jeg oppe og inde hos hende, og nede for at skaffe hende Thee, men maatte lægge mig igien, da jeg frøs og mit Hoved bankede. Et Sting i den ene Side nødte mig til at ligge til det dagedes. Der er Bud efter Walbohm. Her sidder jeg. Lina og Kaja gaaer tause omkring. Koren er ogsaa stille – alting er stille –

Var Thulstrup kun ikke taget til Kbhn:, jeg lod ham hente strax – ak, Møller tager ingensteds, og Baumgarten har jeg ingen Tilliid til. Det er hendes ene Bryst, som er ophovnet og smerter hende i hele den høyre Side. I min venstre smærter det ey mindre.

12– Nu gikk Walbohm herfra. Naar jeg her har klaget min Nød for Eder, Elskede, er det ligesom om I strax havde hørt mig, strax deelte min Sorg, og jeg altsaa strax burde trøste Eder, naar jeg selv var trøstet. Og det er jeg Gud skee Lov nu. W: har helligt forsikret mig, det ingen Fare har, og at den kiære Syge skal finde hastig Lindring ved Bruget af det, han har anordnet hende. Gud give det! Nu har hun Fodbad, og haaber efter det at faae sove

Søndag 12te Først i Gaar Nat fik hun Roe og Søvn, og var ret brav hele Gaarsdagen, og er det, efter en endnu roeligere Nat, Gud skee Lov ogsaa i Dag. Kun klager hun over en bestandig Træthed, som dog, haaber jeg, kommer af, hun ligger saa meget i en Stilling, og vil gaae over, om W: i Dag giver hende Lov til at sidde oppe, som jeg vist troer, han vil. At hun slet intet nyder uden Havresuppe, er vel ikke saa underligt, men det bedrøver mig dog, som jeg overalt ikke kan blive roelig, før jeg har hende oppe og ganske rask igien. End ikke paa min forestaaende Byetour, som er bestemt til Onsdag eller Torsdag 8 Dage, tør jeg tænke eller kan jeg tænke saa glad som før.

Jeg veed ikke hvoraf det kommer. I Dag er Maja dog vist ikke mindre brav, end hun var i Gaar, og dog er det, som jeg da var roeligere. Jeg skrev til min Søster Lund i Lolland, til min Thrina og Realf, og til Kista mi. I Dag havde jeg tænkt at skrive til Kbhn, men der bliver neppe noget af.

Mandag 13de I Dag kan jeg, Gud være lovet! foretage mig hvad det skal være: Maja mi er munter og flink, var det allerede i Aftes, og udbredte derved et nyt Liv over det hele Hus. Alle elske jo det kiære Barn, og elsker mig, og lider naar jeg lider, og glæder sig naar jeg er glad[.] Nu er hun alt oppe igien; men ned tør jeg ikke lade hende gaae, da det er bitterlig koldt. Jess reyste i Gaar til Hurdalen med Lunde, min Koren er i Næss, Hertel skal ogsaa bort

13I Aftes i Skumringen sad jeg oppe, og fortalte det lille opmærksomme Auditorium Lafontaines Raphael; eller det stille Liv, paa min Maade at sige. I Aften maae jeg være beredt paa nye Forelæsninger. Det meste af Gaarsdagen gik hen med at afskrive Majadalen til min Kista, som jeg før har afskrevet den til Lottamoer. Mørk og Walbohm vare de eneste Fremmede vi saae: Her er usædvanligt stille for Besøg i denne Vinter. Jeg troer jeg vil skrive en Roman, Sidestykke til ovenmeldte af Lafontaine, benamset: Hovind, eller det stille Liv – Men hvor sødt er dette stille Liv, naar kun de Elskede omkring mig ere friske og muntre. – I Nat drømte jeg saa meget om det kiære Slotspræstpar. Maaskee faaer jeg noget kiært fra Byen med det derfra ventede Bud, som gikk ind i Gaar. Ja; noget faaer jeg vist. Gaarsposten tør jo vel ogsaa have bragt mig noget. I Torsdags fik jeg kun et eneste Brev; det var fra min yngste Broder i Helsingøer, som strider, kiækt og mandigt med sin ublide Skiæbne, som dog paa fra en Side er meget bliid, da han har en huld, huslig Kone, og en rask elskværdig Dreng, der snart kan vente, maaskee allerede har en Søster eller Broder. For disse Kiære byder han modig Livets Mangler, for sin egen Person, Trods; men lider dobbelt med og for dem. Dog synes det nu, som de værste Storme skulde være forbi, og de oprørte Bølger jævnes. Var kun min Korens Oliefad saa uudtømmeligt som hin Enkes Oliekrukke, eller som hans Hierte, da skulde det Hav, som hidtil brusede om min stakkels Josias, snart blive stille og glat som en Speylflade. Ogsaa min gode fromme Lise Lund skulde da med sin talrige Familie glide hen og nedad Livets Elv mellem smilende Blomsterbredder – nu kan vi blot en Gang imellem adsprede den Taage, som skiuler hende disse, borttage en eller flere Torne af de enkelte Roser det lykkes hende at naae – men Gud være lovet, at vi kan det, og at den Sorg, ikke at kunde giøre mere for de gode, retskafne Stræbsomme, er den eneste de foraarsager os. Der gives ulige smerteligere for et Søster- og Broderhierte.

14Tirsdag 14de Den Time – undertiden mere, sielden mindre – fra vi har spist til vi drikker Caffe, tilbringer jeg stedse, naar jeg er i mit daglige Lag, læsende herinde paa Sophaen. Men neppe havde jeg i Gaar sat mig i god Mag, saa reves jeg ud af den ved Hundeglam og Bieldeklang. Det var Pastor Bierk, hans Datter, Jomfr: Jensen, og Provst Finkenhagen, hos hvilken Sidste de havde været i flere Dage, og som nu fulgte hiem med dem. De vare her netop saa længe som min sædvanlige Hviletiid pleyer vare, drak Caffe, og reyste.

Min Maja var oppe nesten hele Dagen, og ganske paaklædt, hvad hun desværre ikke i Dag taaler at være; dog er hun oppe, og tænker at gaae ned i Eftermiddag, da Kulden er mindre stræng end den har været. I Skumringen fik hun sin Harpe op, og vemodigglad hørte jeg igien nogle Toner fra den saa længe Forstummede. Saa læste jeg for dem en net lille Fortælling, Der Pilger (Pilgrimen) i Erholungen. Da jeg kom ned, var min Koren kommet.

Først i Dag kom Byebudet med et langt venligt Brev fra min Lotta, og et kort Do fra min Maja C, som da der fulgtes en Pakke med, var temmelig gammelt, neml: fra 6te d:M: Men det sagde mig dog, at de kiære Øyne og den hele hulde Maja var meget bædre. Søndagsposten fik jeg ogsaa først i Dag – vi henter Posten kun engang om Ugen, Torsdag, uden ellers en Leylighed gives. Havde jeg vidst den skulde bragt mig to saa vennehulde Breve, og saa interessante, den var nok blevet hentet før. De vare fra det elskelige Slotspræstpar; og da jeg maaskee først mundtlig takker Eder derfor, I Gode, Kiære, saa tag saa længe min moderligste Tak her. O hvor jeg skulde glæde mig til den 22de – da jeg haaber at arivere til mit Tøyen – til d: 24de, da vi jo saa glade (Gud give det!) skal samles til lille Peders Daab – til den 28de da ogsaa jeg skal feyre Universitetsfesten (efter Indbydelse i Dag fra min Pavels) 15i Aggers Kirke. «Selskabet for Aggers Sogns Vel, kunde ikke høytideligholde den 11te Decbr, da de fleste af dets Medlemmer ere Indvaanere af Christiania Bye, der selv anstillede en Høytiid, som i det mindste paa Papiret saae meget smuk og brillant ud. Formanden, Khr: P. Anker fandt det imidlertiid usømmeligt, at dette Selskab, der tæller mange af Byens og Egnens bedste Mænd, ja Printsen selv blant sine Medlemmer, skulde lade denne vigtige Nationalbegivenhed uhædret. Efter hans Foranstaltning bliver altsaa paa Kongens Fødselsdag Sang og Tale i Aggerskirke o.s.v.» – Saa mange ere Ordene –

Ja, hvor skulde jeg glæde mig til alle disse Dage, og til min Strømsøereyse, torde jeg haabe at see min Maria fuldkommen frisk forinden, og faae hende med mig, og Lina – Men i Dag kan jeg slet ikke være saa roelig og let om Hiertet som jeg var i Gaar. Vi arme Mennesker hænger saa meget ved alt Sandseligt. Naar jeg ret skal undersøge Grunden til mit Mismod, veed jeg ingen anden, end at Maja seer sygere ud i sin Nathabit, end i Gaar i fuld Paaklædning. Hun forsikrer selv at hun, især i Eftermiddag er ligesaa brav som i Gaar. Nu har hun skrevet et langt Brev til sin Kista, og har lagt sig lidt, for at være nede hos os en Stund i Aften.

Bispinde B: og hendes tre Døttre (som ikke ere de trende Gratier) tilbragte Julen i Næss hos Finkenhagens, og paa Winger. De har ingenstæder opvakt Længsel efter deres Tilbagekomst. Det lader som de i hver Aggershus-Stifts-Præstegaard troer at kunde skalte og valte, byde og befale som i Bispegaarden. Saa fandt, f:E: Frøkenerne for godt, da der første Juledag var stort Ball hos Finkenhagens, at sige de tvende Spillemænd Uartigheder over deres dumme Spil, som de slet ikke kunde dandse efter, og at holde reent op, da Kl: var, jeg troer 12 – Det sidste kunde de da giøre efter Behag, skiøndt det ikke lod smukt. Men naragtigt ja naragtigere syntes det mig var det af Vert og Vertinde, at 16lade hele Ballet ophøre, og giøre Ende paa saa mange unge Menneskers Fornøyelse for disse uopdragne Pigebørns Skyld. Havde jeg havt noget at sige, skulde just Ballet da begyndt for ramme Alvor. Og havde det ikke været som det burde?

Onsdag 15de Jess og Lunde var budne til Hurdalen af Forvalter Muus, som vilde give et Afskedsmaaltiid der, før han efter sit 2 aars Forvalterskab forlod Stædet. I Aftes kom de tilbage, og med dem den brave Bordskriver Olsen, Thrina Biltzings Mand, som tilligemed en halv Snees andre fra Christ: vare indbudne i samme Anledning. Der var sviret græsseligt, og i Perialen blev sagt Glasherrerne, Wexels og Heierdals, bitre Sandheder om deres lumpne Uordholdenhed og deres hele nedrige Fremgangsmaade mod alle deres Undergivne alt siden Kmrd Wexels Død. Saa længe han, alle de øvrige saa langt overlegne i Forstand som i Retskaffenhed, sad ved Roret, gik alting godt. Selv da han ikke mere, saa svag og afkræftet, kunde styre det, blev han dog det Compas, de maatte rette sig efter, og H:s Slangefulhed undgik ikke den kloge Mands giennemtrængende Blik. Men nu da hiin fine søde Herre styrer det Hele (jeg troer, W: er god men svag) gaaer det hulter til bulter – og hvad bryder Administratorerne sig om det, naar de hver aarlig har sine 6 a 8 og 30000rd i rede Indtækt, alle Udgifter fraregnede?! Krefting maatte bort, fordi hans Fasthed og Redelighed (maaskee ogsaa den Yndest, han havde staaet i hos Kammerraaden) var det Field, H:s Planer evig brød sig paa eller dog støtte an imod. Muus, et meget eenfoldigt Menneske, fik da hans Plads og store Løfter, hvoraf ingen ere blevne opfyldte, fordi de atter kunde faae hans Post bædre besat ved den unge Hans Wexels, som skal have Onkelens, Frederich Wexels Datter –

Alt dette bragte nu Sandsigeren Bachus for en Dag. Slutningen blev, at man ud paa Natten maatte bringe Administrationen hiem og tilsengs. H: kunde ikke engang lalle: «søde Broer – beste Ven!» – som ellers saa let, ham selv ubevidst, strømmer fra hans Læber.

17Torsdag 16de I Gaar var min Maja en Times Tiid nede, og i Eftermiddag har hun været og er nede endnu. Hun er mat og bleeg, og smiler saa venligt til os Alle. Da hun veed hvor det glæder mig at høre Harpen, sætter hun sig hen til den imellem; men jeg hører blot Strængenes Zittren under de matte Fingre, og det bringer Taare i mit Hierte, om ey i mine Øyne. Dog er hun Gud skee Lov bædre hver Dag, og Kræfterne vil vel komme, naar hun kan gaae lidt mere, og nyde lidt mere. Frøken Keilhau er her.

Fredag 17de «Arme ulykkelige Caroline!» – var i Dag, da jeg traadde herind i mit Kammer, og kastede et Blik paa det ‹…›de Vemodsfulde Billede, min første Tanke. Denne skrækkelige Dag har jeg siden min Barndom aldrig kunde tænkt paa uden et Suk, og siden hun hænger her lige for mig, Kiærligheds og Cabalens Martyrinde, sukker jeg endnu dybere og oftere, og naar jeg har seet ret længe paa hende, er det ligesom Taarene, der længe har været færdige at bryde frem, flød ned over de ungdommelige Kinder – men det er vel blot for mine gamle Øyne og giennem mine egne Taare det synes saa.

Atter saae vi i denne Postdags Aviser, hvilken skrækkelig Ødelæggelse Stormen har anrettet i den engelske, nu nesten tilintetgiorde Convi. «I hvor sørgeligt den end er» siger skriver Ven Pavels i sit Seneste – «at tænke sig 13-1400de Menneskers Død eller ved Skibbrud; fandt jeg Efterretningen i Statsted: sidste Num: for 1811 yderst frappant. – Saa har da ogsaa her den hævnende Nemesis haandhævet sin Værdighed! – Ved de danske Kyster, hvor den engelske Marine udøvede saadan Skiændselsdaad, skulde et af dets stolte Admiralskibe, skulde to, maaskee flere af dets uovervundne Linieskibe strande, forlise saa reent, at neppe en Mand blev tilbage, der kunde sige os deres Navn! Mon ikke en lignende Tanke er opkommet ved denne Leylighed i mangen 18Brittes Barm, og har vakt en bange Ahnelse, at Giengields store Time vil komme, maaskee snarere, end nogen venter den?» Just de samme Tanker faldt mig ind, og vi talte længe herom, min Koren, Jess og jeg, og den stille Telja, som taus og dybt i sit Hierte giæmmer alle Livets store Begivenheder, og veyer dem.

Et lille kiærligt Majabrev fik jeg, og saae, at Thrina og Realf havde overrasket de glade Forældre med et Besøg, skiøndt kort, kun en Nat over – Længere kunde ey den unge ømme Moder være fra sit elskede Barn – Og i Dag 8 Dage haaber jeg med Guds Hielp vi glade skal være samlede ved dette elskede Barns Daabsfest. Maae kun Dine Øyne, dyrebare Maja C, blive fuldkommen gode til den Tiid, og vor lille Maja, for hvem Du er saa moderlig bekymret, være frisk, saa jeg roelig kan forlade hende.

Fra den snurrige Vangensten fik jeg ogsaa et lille Brev, hvori han ønsker mig og alle Mine et glædeligt Nytaar af ganske ♥te – Han sendte mig tillige, 7de 6te Deel af vertraute Briefe, hvori findes et Brev om Kbhns Bombardement, under hvilket han opholdt sig der, Forfatteren nemlig. Jeg har læst de foregaaende Dele, forsaavidt de interesserede mig – thi hvad Krigsvæsenet angik, kan I nok tænke jeg sprang over, som flittig Hilsen fra min Kone – med megen Fornøyelse, fordi jeg troede at spore, Sandheden gik ham over Alt. I denne Deel har jeg endnu ikke læst stort –

Løverdag 18de I Aftes læste jeg Bombardementsbrevet, og nu er jeg ligesaa harm paa Forfatteren, som jeg før var ham god. Skiævere og urigtigere Domme er vel aldrig blevet afsagt over de Danske, end i dette Brev, og saa tydelig har vel heller aldrig nogen røbet sin Egoisme og dens Fornærmelser som denne Vindbeutel – thi saa kalder jeg frit den, som f. E. siger om Fredbrgs Have: «At den ikke, hvad de faa nyere Anlæg angaaer, kan komme i Sammenligning med de fleste private Haver i hans Fødeland. Dog sligt kan man lee af. Men at 19dette ufølsomme Menneske vover at angribe Nationens Character, at han overalt vover at bedømme den efter sit korte Ophold der midt i Rædselsdagene, fradømmer dem nesten alt hvad der giør Mennesket agt- og elskværdigt – ney, jeg holdt ikke ud at læse det, og holder mindre ud at skrive om det. Biskop Münter gaaer han ogsaa løs paa, kort, han vilde, den Usling, at i denne Rædselstiid, da Dødsangst og Siælemarter omgav hver Enkelt og det Hele, da vilde den usle Egoist, at alles Opmærksomhed skulde være henvendt paa ham, giøre ham sit Ophold i en med Undergang truet Stad behagelig. At det er denne fornærmede Egiosme der aander i hver Linie er tydeligt. Og nu til Slutningen, hvad han siger om Flaadens Bortranelse – ney, jeg kan ikke bare mig for at afskrive det: «Dog bør de ikke sørge over deres Flaades Tab. Anvender Regieringen de Summer, den kostede, fra nu af paa Kbhns Forskiønnelse, og overalt til Landets Forbædring og Folkets Vel; saa vil Borgeren og Landmanden engang velsigne den Time, i hvilken disse paa Statens Lunge tærende Træeorme bleve dem fratagne. Og da jeg efter min Alder endnu kan haabe at opleve dette, vil jeg med Forglæmmelse af mangen overstaaet Fare, og mangen mig foraarsaget mørk Time, glæde mig over Eders Vel. Men skulde eller vilde I erstatte dette Tab, da indhyller Eder for evig i Sørgeflor!» – Hvad tykkes Eder, mine Elskelige, om denne Statsmand? I en Anmærkning nedenunder hiin pathetiske Slutning (og der er flere fra samme Haand, og alle røber Moderation og fornuftig Eftertanke) siges: «Besynderligt! Som om Engeland evig skulde behærske Havet!» –

See nu har jeg fyldt nesten en heel Side med hvad jeg ey vilde skrive om, og tvang jeg ikke min Harme, fyldte jeg flere. Maatte dog en som kunde og var competent dertil, give den usle Brevsmører alle de Skrub han fortiænte! –

Det er Søndag Formiddag 19de jeg giør dette retfærdige Ønske. I Gaar fik jeg blot begyndt paa denne Side, da jeg affærdigede en stoer Brevpakke med Posten til Christ:, Kbhn Schien og Strømsøe. Til min Adam skrev jeg et meget langt Brev, 20indlagt i et ligesaa kort fra til min gode Bergh, som jeg moderlig bad, selv at bringe det, for dog at faae høre noget om denne kiære Familie, som ingen har kunde sagt mig et Ord om siden min elskede Egersøn var dernede, og saa troelig meddelte sine fraværende Venner alt hvad der kunde interessere dem. – Til min Maja C skrev jeg, og bad hende lave det saa, at hun kunde følge med mig fra Christiania hid, istæden for at jeg efter min første Plan skulde fulgt hende til sit kiære Hiem. Men saa længe der ingen fuldkommen Bædring er med min lille Maja, kan jeg ikke med nogen Roelighed, meget mindre med Glæde være saa længe borte; og roelig og glad vilde jeg dog saa giærne begynde den lange velsignede Tour. At Dit Hierte, dyrebare Maja, drager Dig hid til Din barnligelskede Navnesøster, det veed jeg, og at der altsaa ingen Anmodning herom var nødvendig. Jeg underrettede Dig derfor blot om hvad jeg ønskede, at Du kunde bortrydde de muelige Hindringer for vort giensidige Ønskes Opfyldelse. – I Gaar laae Maja nesten den hele Dag, da hun ingen Søvn havde faaet om Natten. I Dag er hun Gud være lovet meget meget bædre, og allerede oppe, og ret munter. – Min Koren tog nu til Plogstad med en lille Sæddel til Rikkemoer, og de vertraute Briefe, at hun kan ærge sig en Smule saa vel som jeg over Bombardementsbrevet. Munthe kommer her i Dag, og bringer maaskee Posten. Jeg vil lade dette lille Rum staae aabent, for at sige Eder, om den bringer mig noget. Fra Døttrene mine dernede hørte jeg i lang Tiid intet. Men vist er der noget fra dem og Bergh underveys til mig med en i Novbr nedreyst Handelsmadam, som længe er ventet tilbage til Tøyen, hvor hendes Søn, Sr Andreas, er Tiæner.

Kl 11: Ja, jeg fik et, et kiærligt barnligt fra min dyrebare Realf og deri et Par Linier fra min velsignede Sarathrina, om hvor deylig en lille Tour de havde giort til Faer og Moer Strømsøe, og hvor glade de atter vare ilede tilbage til lille Peder, som Moderen neppe nægtede at rive sig fra, i hvor meget Datteren droges til det elskelige første Hiem og om vor forestaaende, Gud give glædelige Samling. Nu skal jeg i Kirke.

21Mandag 20de Jeg vil ikke giærne begynde et nyt Hefte med Klager. Altsaa intet om en slem Hovedpine, uden at jeg kan takke mig selv for den, troer jeg, da jeg i Aftes skrev i halv Mørke til Realen min, og læste de dumme Aviser, og noget andet bleg- og smaastilet Kram ved Lys. Det er smukkere at fortælle Eder, Elskede, at jeg smukt var i Kirken i Gaar. Om Vinteren vover jeg mig sielden did, men Veyret var saa blidt og lokkende. Jess fulgte mig did. Aa ja, det var ingen af Munthes sletteste Prækener; og jeg veed heller ikke hvordan man skulde kunde tale ganske slet over det skiønne Thema: Jesu Venskab Menneskets største Lyksalighed –

At vi et Par Gange kom til at spadsere ind i Brudesahlen var da intet Under, siden Evangeliet handlede om et Bryllup[.] Da jeg kom hiem giennemlæste jeg med mere Opmærksomhed mine Breve – thi der var ogsaa et fra min gode Josias, at hans Hanna d: 9de d: M: havde givet ham en Datter. Nu er han da Dannemand, og glad og lykkelige i sine trange Kaar. At Grevinde Knuth ogsaa var lykkelig nedkommet med en Datter, fortalte Søn Realf mig, og det var mig kiært, da jeg veed hun har frygtet meget, ja endogsaa sadt sig i Hovedet, hun skulde døe i denne første Barselseng. Afskeden med hendes ædle Fader da han reyste til Kbhn kostede baade ham og hende meget. Des større vil nu Glæden blive ved Gienforeningen. Det var det Glædelige i mine Breve. Det Sørgelige var – hvad jeg før havde hørt – at en Matros, til Beløning for at være godslig modtaget og givet Huslye hos en Smed (lige for ‹…› Linderud boer han) havde om Natten forsøgt paa at dræbe den sovende Mand og Kone. Den sidste gav han et Hug i Skulderen; men Manden vaagnede og drev Morderen, som nesten var nøgen, ud af Dørren og paa Flugten. Umennesket har dermed saaledes forfrosset begge Fødderne, at han neppe oplever den 22fortiæne Straf. Dog, han er jo allerede skrækkelig straffet. En anden skiændig Affaire i Byen er, at endeel unge Mennesker, de fleste Officerer, i Drukkenskab har giort Alskens Spektakler paa Gaderne, og ere derfor nu under haard Tiltale.

Da gamle Fader Munthe var borte kom den snilde Grethe Keilhau for at besøge Marie, og var oppe hos hende til Kl henimod 10. Ungen vor var ret færm, og oppe den hele Tiid. Den hele Aften morede de Sig alle som Een med Berthuchs Bilderbuch, som længe har været forlagt, og jeg i Gaar fandt. Den tilbagekaldte Maja og Jess (thi han sad som en Professor midt imellem dem) mange Barndoms Minder, og Maja fandt adskillige Smaafugle og Blomster hist og her, som hun havde klippet efter Kobberne for grumme længe Siden, sagde hun.

Ogsaa i Dag er hun Gud skee Lov brav, paa lidt Hovedpine nær, som hun maaskee har faaet paa samme Maade som jeg. Da jeg kom ind til hende i Morges – det var neppe lyst – laae hun alt med alle Billedbøgerne om sig og bladdrede i dem[.] Jeg pleyer ellers finde hende med sin Psalmebog eller i Mare Zolls Andagtsbog. Men jeg er vis paa, at hendes fromme Hierte ligesaa vel fra Billedbogen, som fra hine svang sig til Gud.

Det er et rasende slemt Veyr i Dag. Stakkels min Koren! han tog tidlig i Dag, før jeg var oppe, til Eidsvold, og kommer først hiem i Morgenaften. Hertel tog til Næss i Gaar. Saadan flakker disse to kiære Mennesker nesten bestandig.

Onsdag 23de I Aftes da jeg sad og puslede med min Byestads, (Lina havde nyelig giort den Anmærkning, at Moer nok vilde pfiffe sig op paa sin gammel Alder) kom Krefting og hans Svoger Lieutenant Holler. Nu reyser de til Hurdalen. Jeg havde ikke hørt eller seet noget fra Kreftings i lang Tiid. Han har nyelig faaet en Søn til, og har altsaa nu i alt 9 23levende Børn, og intet egenliigt Levebrød. Stakkels Mand! dog klager han ikke. Da den Bygning han opsætter ikke er færdig, boer han med sin store Familie meget indskrænket, og traf det saa besynderlig fatalt, at Giordemoderen kom i Barselseng nogle Timer før lille Moer Krefting; saa der i to smaae Værelser blev tvende Barselkoner og tvende Gutter. Hvad Forskrækkelse og Forvirning dette foraarsagede, kan Enhver nok tænke sig.

Baade i Gaar var og er i Dag min Maja ret flink, saa jeg Gud være lovet kan tænke paa min i Morgen forestaaende Reyse med Fornøyelse, og med stille Roelighed paa de forestaaende Glæder. – Et Bud fra Munthes, som skulde reyst til Byen i Mandags, og altsaa kommet tilbage i Dag, kom først afsted i Aftes. Med det sendte jeg Dagbogheftet og skrev et Par Ord til min Real, som jeg nu vel først mundtlig faaer Svar paa, og det gamle Barn havde glædet sig til at faae denne Styrkelse med paa sin Reyse.

Tøyen

Fredag 24de See nu, da jeg har faaet læst alle de velsignede Breve fra Døttrene mine dernede med ret Andagt, og skrevet til min lille Maja et lille Brev, som hendes lille troe Veninde Hanna Bull, der i Dag reyser ud til hende tager med sig – nu rev jeg mig fra Lotta, som sidder og syer paa Posen min, at den ikke skal komme fillet til Barselsgaarden, og at min Stads ligger paa rede Hænder, og saa har jeg vel en Times Roe til at underholde mig her med Eder Alle (o hvor megen megen Lyksalighed ligger for mig i dette Ord!) – Thi seer I, gik nu ogsaa denne Dag uden at jeg fik sagt Eder noget om de foregaaende, saa voxede mig Stoffet saaledes over Hovedet, at enten jeg blev qvalt eller det – for en Deel – og begge Dele var jo baade Synd og Skam.

24Min Maja var oppe i Gaar Morges nesten lige saa tidlig som jeg, og vist nok havde hun anstrænget sig for at glæde mig, og at jeg des lettere skulde kunde forlade hende. Men jeg saae dog, at denne Anstrængelse intet havde kostet hende, og at hun var og blev munter og færm og ellers vilde det bedrøvet istædenfor glædet mig. Nu forlod jeg alle de Kiære der, og ilede til de Kiære her i kold, men klar og reen Luft, og det deyligste Føre. Uden alle Ubehageligheder et afskyeligt Møde undtagen, som jeg ikke taaler at tænke paa, mindre at tale eller skrive om – nok, det angik en Misdæders, en Hestetyvs Afstraffelse (han har engang været vor Husmand, en rask ung Mand; men for Tyverie kom han fra os) – kom jeg til Bonkellen i det sidste Skifte, men her havde jeg et leyt Selskab af fulde bandende Bønder – skident og stygt var der, og i noget som skulde være en Seng, laae en ung syg Pige. Men jeg brugte mit sædvanlige Husraad, som ved slige Leyligheder aldrig forfeyler sin Virkning: Nemlig at tænke paa hvor langt anderledes jeg vilde have det om nogle Timer, og gientog ved mig selv: «Men i Morgen ved denne Tiid!» – Og ikke fulde to Timer efter var jeg i min Lottas og Kistas Arme, og traf Presidenten i færd med sit Toilet; da Haxtausen, som havde meldt sig hid, allerede var kommet, skiøndt Kl: ikke var 5 endnu. «Det er ret leyt, Gullet mit», sagde Lotta, «allene i Qvel». Men – lagde hun trøstende til – «hør nu ogsaa bare hvor mange af dine Kanutter her kommer» – og nu regnede hun op: Faer Cappelen og Ottesen og Pavels, og kanskee Bergh (Genr: Auditeuren) – ikke at tale om Maribo – som hun veed jeg for hans Vakkerhed giærne seer paa – og Wibe, som hun vidste jeg giærne gad lære kiende. Aa ja, jeg var tilfreds, og skulde i dette Selskab ikke engang seet surt til al Verdens bedste Ven, Brandmajoren – thi jeg havde slet ikke seet paa ham, og ikke stort mere saae jeg paa den fine H – De kom da rigtig nok, Bergh undtagen, og desforuden den gale 25morsomme Weideman, og Wratz og nogle flere mig uvedkommende, blandt hvilke dog Een ved første Øyekast ikke syntes mig saa uvedkommende, da han i Ansigt, Gang og hele Væsen havde megen Lighed med Egersønnen min – kun at han var høyere. Det samme fandt Faer C: Ottesen, Pavels, og vi Alle. Han hedder Bakker, og er paa Rosenkrantzes Contoir. Det forstaaer Sig, at Illusionen for en stoer Deel faldt bort i Nærheden. Min gode Pavels kom tidlig for at slaae en Prat af i al Magelighed med sin Moer Koren, og vi, han, Lotta og jeg, lod Presidenten holde Haxt: og Wibe med Selskab i Visitstuen, og sad og kosede os i den fortroeligere Dagligstue. Endelig samledes Selskabet, og vi maatte ind med, vi stakkels Puser. Men saa kom min Fader Pedro og Realf, og aldrig snarere vare vi lidt i Orden efter den første Hilsen, før Realf kom saa sønligbedende med det Forslag: naar Spillebordene vare rangerede, at giøre en lille Tour med ham i hans Bredslæde ned til vor Moer C og Thrina og Maja P: som ogsaa var der.

I kiender Ordsproget «De ere gode at lokke som efter vil hoppe». Jeg hoppede giærne, det veed Gud, og min Lotta sagde intet uden: «Men længe maae I ey være borte, Børn!» – Kista smaaesukkede lidt, men fandt sig i Billighed, og saa fore vi, og sladdrede og glædede os over vor egen og de kiære Mardamers Glæde. Vi lod en Pige sige, der var Fremmede. «Aa sikkert er det Moer Koren!» – sagde Maja C – Vi vare imidlertiid gaaet en Omvey og ind giennem Sovkamret, hvor det kostede mig Umage at ikke, saa kold jeg var flyve hen og kysse den velsignede lille Peder, som paa sin vakre Ammes Arme og d laae og smilede til lille Julie Pavels, der sad hos ham paa en Skammel, og neppe gav Agt paa de indhyllede Kommende. Men nu var jeg i de Dyrebares Arme, og Glædesudraab afvexlede med Spørgsmaal om lille Maja; og de beroeligende Svar læste de i mine Øyne, sagde min Maja C: 26før de kom over mine Læber. En Time sad vi nok saaledes, men den gik som et Øyeblik. Tanken om at være samlede saa snart igien trøstede os over det korte Sammenvære. Da vi kom hiem sadde alle i fuldt Arbeyde, og vi fik ingen Skiænd, hverken jeg eller Sønnen min, fordi vi havde været for længe. Det var ret morsomt ved Bordet, hvor alle slags blev omtalt, og jeg for det meste var taus Tilhører. Wibe er en saare tækkelig Mand, taler ey meget, men fyndigt og godt, synes mig. Der blev ogsaa talt meget om Talerne ved Festen i Kbhn. d: 11te Decbr. – og alle glædede sig over, at Talerne skulde blive trykte, og ønskede de vare det alt. Havde jeg giennemseet min Pakke fra Kbhn, kunde jeg tilfredsstillet noget af denne Længsel ved at lade Prints Christians komme for Lyset; men baade Brev og Pakker vilde jeg giøre mig tilgode med i Roelighed. Faruk som var kommet løs og ledig var det eneste, jeg havde seet – Da jeg havde lagt mig tog jeg alting i Øyesyn – O hvor meget og hvor deyligt var det! Jeg kunde ey holde op, før Brevene vare giennemøynede – Gud signe Eder for Alt, mine Dyrebare! – Men nu maae jeg tænke paa Pynten. Lotta og Kista ere alt færdige og Kl: ‹…›. De kiære nu ret giennemnydte Datterbreve – fra den slemme Bergh var ikke et Ord – skal med i den sorte Pose til vor Sally – Hvilken glad Dag seer jeg imøde!

Løverdag 25de O ja, det var den. De glade lykkelige Forældre og alle Bedsteforældre – thi ogsaa min Realfs gl agtværdige Moder og Fader vare der – en Fremmet maatte dette Syn glædet, hvor meget mere mig, Oldemoderen, Bedstemoderen, Moderen! Men ingen Sally var der. Ak, den Tanke, at hun maaskee lukte den døde Moders brustne Øyne, eller angstfuld saae paa den trøsteløse Faders, faldt tungt paa mit Hierte naar Glæden vilde hæve det – men det sank kun for at hæve sig over al jordisk Sorg og Glæde, og saa blev og var jeg glad – Men nu kom en Sæddel fra den hulde Korsdragerinde. Moderen ligger uden Sands og Følelse i Dødslummer. Mit Hoved er saa slemt. I Morgen mere Elskede!

27Søndag 26de Hvor jeg var syg i Gaar! Foruden Hovedpinen overfaldt mig med et en saadan Trykning for Brystet og Mathed, at jeg neppe kunde aande, neppe røre mig. Madam Olsen og Zarine kom for at bede os did til Aften. Da var det endnu ikke saa slemt, og for at indfrie et gammelt Løfte lovede jeg det, og tænkte med det samme at betale en anden endnu ældre Giæld – dog, nu kommer jeg ud af Ordenen – altsaa tilbage til Barselsdagen: Den gik, paa hine sørgelige Forestillinger nær, og kunde ey andet end gaae deyligt. Hvem der var? Hvem Fadderne vare? – Det sidste maae besvares først. Fadderne vare (stod fordum i Aftenposten) Madam Cappelen – Mad. Døderlein, Jomfrue Riis (Asessor Ottesens Forlovede) Hr Oberst Hegerman, Hr Provst Ottesen, Hr Slotspræst Pavels og Hr Real Cappelen – Og nu veed I nesten selv for Resten hvem der var. Ovenmeldtes Mænd og Koner – «de andre ene gik» – Alle her fra Tøyen – Provst Munk, hvis Kone ey var frisk, og Edvard Munk med sin Sophie – Gamle Mad. Døderlein – Ja, nu troer jeg, I har dem. Regn selv over, mine Elskede! Vi skal være 23 in alles – Ved Bordet havde jeg min gamle troe Ledsager, Fader Pavels – min anden Sidemand var gamle Fader Ottesen. Bedste Gudmoderen sad paa den anden Side af Slotspræsten, saa vi kunde faae talt mangt et Ord og talte det, og alt imellem kom vor elskelige Vert, stunddom Vertinden hen og tittede paa os, og Festens lille Helt tog snart paa Bedstefader Cappelens, sit Navnes, Skiød, snart paa Ammens Arm sin Deel paa sin Maade i Høytideligheden, saa mild og god som om han havde vidst, den var for hans Skyld især – thi det veed I jo endnu ikke, at det ogsaa var Fader Cappelens Fødselsdag – altsaa en sand dobbelt Høytiid vi celebererede. Ey heller «taug Sangen ved breden Bord» – den lød af fulde Hierter fra glade Læber til Glassenes Samklang, og jeg, som var kommet did med Forsæt at faae mig en lille Glædesruus, drak jeg troer tre Glas af den stærke Portviin maaskee var det denne Uregelmessighed jeg i Gaar maatte betale. Dog, var det end saa, det angrer mig dog ikke. Efter det sidste Vers af: «Der var engang en tapper Mand, som Tencer monne hede» – proponerede min ømme Pavels vor Sallys Skaal. I kiender vel alle dette Vers: «Gud hver, som sørger paa vor Jord, og ey sin Sorg fortiæner, sad glad 28som vi om dette Bord etc» – Ak, jeg kan ey sige Eder, hvilket dobbelt sørgeligt Indtryk dette giorde paa mig. Jeg havde ey hørt denne Vise siden Høsten 1808, da jeg med mine tre ældste Børn var hos Wulfbergs i stort Selskab, hvor vi saa nødigt toge hen, fordi Presidenten den Dag var saa overmaade slet. Da blev hans Skaal drukket efter dette Vers, og jeg husker ret godt, mine Taare faldt i Vinen, og Saras Øyne bleve vaade og Wilhelm saae stift paa sit Glas – Hvor vækkes dog disse Minder ved Alt! – ak, thi hvortil ere de ikke bundne! Det var selvsamme Dag min Maja Pavels sagde til mig, at hun ingen lykkeligere Moder kunde tænke sig paa Jorden end mig – Og er jeg det ikke, Gud være evig lovet! endnu? Hvor findes en lykkeligere Moder end Alles Eders Moer Koren?

Hvor der er saa Mange gaaer, som I veed, Conversationen tidt istaae fordi den saa ofte afbrydes at Traaden tilsidst, om man end nok saa taalmodig knytter den ene Knude efter den anden, slipper reent, ikke at tale om, at det hører til Selskabspligterne, saa meget man kan at dele sig mellem Alle. Det giorde vor kiære unge Vertinde, og vi fulgte hver for sig hendes Exempel det bedste vi kunde. En halv Times Tiid kom jeg i interessant Prat med Edvard M: som ey spillede. Den glade Dag var forbi, og Kl 12, da vi ved Vognen toge Afskeed med Fader Cappelen, som i Gaar Morges atter foer til Strømsøe med sin lille Halvbroder Real –

Min Maja C og jeg havde aftalt en Tour til vor kiære Sally i Gaar Eftermiddag; men Veyret var saa ondt, mit Hoved endnu værre, thi skrev jeg til det gode lidende Barn, og sendte Søsterbrevene, ak, som jeg saadan glædede mig til, selv at overgive hende. Den vemodsfulde Sæddel fra hende, sendte jeg Maja C, lod hende vide jeg var lidt syg, men tænkte dog efter en Middagshvile at komme til Byen, og før jeg tog til Olsens op til Ottesens, hvor jeg havde sadt min Maja P: stævne, for med hende at følges til Frue Bergh i en lille Visit – det var den anden gamle Giæld, der skulde været afbetalt. Men den blev det ikke denne Gang heller, deels fordi jeg laae til Kl over 4, deels fordi Hestene ey kunde faaes 29før over 5, og da var det saa seent, om jeg ey end torde vovet paa at sætte mit Hoved paa saa mange Prøver. Det blev da ved Besøget hos Olsens, hvor vi toge hen i vore hiemvævede Kiortler, da der slet ingen flere var end vi og Lieut: Stenersen, og et ungt Menneske, Halvorsen, som logerer der. Der er saa peent og hyggeligt hos disse hyggelige Mennesker, der passer saa godt for hinanden og derfor giør hinanden og Alle som ere om dem Livet saa behageligt. Lille Zarine har meer end Sødskende, har sande Forældre i denne Søster og Svoger. Alles Moroe er den lille vakre trivelige Ole. Det var en ret morsom Aften – Og endskiøndt jeg ikke kom hiem før Kl: henimod 12, og ey kunde bare mig for at læse Faruk, som jeg om Formidd: havde begyndt paa, reent ud, er jeg dog Gud skee Lov i Dag saa tapper som selve Tencor. Og det kan behøves: thi skal vi ikke føyte i Dag igien? – «Hvorhen da?» – ‹Ih›, alt i Fredags bleve vi budne til Maribos til i Dag Middag, og paa en saa forbindtlig Maade, at vi ey kunde sagt Ney om vi havde havt Steenhierter. Ved Bordet i Fredags kom min Realf med en Invitation til sig, sin Thrina og hendes Forældre og til Pavels, «fordi, skriver disse forbindtlige Mennesker, de giærne vil samle om Moer Koren den Kreds hun har kiærest» – Jeg tør altsaa love mig en behagelig Dag – thi ogsaa at kunde blande mine Taare med min Sallys, – vi vil derhen fra Økeren, Maja C, Lotta og jeg, maaskee ogsaa Maja P – skal giøre mit Hierte godt, det veed jeg. Og hvem veed, om ikke inden Aften den kiære kiærlige Kreds kan forøges ved to velsignede Led i Kiæden, min Koren og min Egersøn! Den Første venter jeg halvveys i Dag (i Morgen har han bestemt lovet at komme) den Anden venter vi Alle med Vished, og haaber at Begge kommer tidligt nok til at giøre Svinget til Økeren. Gud lade min lille Maja være brav, og min Sallys Taare flyde mildere, enten ved sin Moders Bædring eller overstandne Lidelser! –

Faruk er nysselig. Den bærer Aladdins Digters sande Præg. Mere naar jeg har læst den engang til; og ogsaa da om 11te Decbrs Tale af Pr: Christ. og Sange.

30Sidetallene fra side 30 til 35 er rettet ved overskrivingMandag 27de At «Sorrig og Glæde mon vandre tilhobe» – lærer os den hele Vandring giennem Livet; men mere afvexlende end i disse Dage har dette gamle sande Ordsprog sielden rundet mig i Tanker.

Men jeg vil blot fortælle. Betragtningerne vil komme af sig selv. I Gaar, just som vi stode færdige at stige i Vognen; kom stakkels Wulfsberg saa varm og svedt, og saa vakker som jeg længe ikke har seet ham. Han bragte mig Grundtvigs Saga, og Optrin af Kiæmpelivet og Nu Tids Bruns Vinterblomster, som jeg tænker ere lugtløse nok – Saa reyste vi da, Lotta, Kista og jeg i Slædevognen, Presidenten i Slæde, Sønnen hans paa Apostlernes Heste. Jeg gruede saa smaat ved at tænke paa hvordan vi skulde komme op og ned af de svære Iisbakker; men det gik godt. Strax efter os kom Pavels’s, Ottesens, og Maja mi, og for Resten, var der ingen uden Mad: Wittrup og lille Mad: Mostue. Det første vi hørte var at gamle Moer Bøyesen var død om Natten Kl: 2. Da fløy mine Tanker fra alle de smilende Gienstænde omkring mig til det kiære sorgfulde Barn, og kunde siden kun i enkelte Øyeblik rive sig derfra. Men det maae de dog nu – i det mindste maae Pennen det, om jeg skal fortælle Eder, Elskede, hvor nydeligt, smagfuldt, og vederqvægende for alle Sandser alt var, som omgav os. Luxus har ellers altiid noget stødende for min til Simpelhed vante og jeg troer for Simpelhed skabte Smag; men her er en saadan bliid Harmonie i det Hele, og de elskværdige Beboeres elskværdige, ligesom medfødte Giæstfriehed og Opmærksomhed for Alle giør det – jeg veed ikke hvordan – kort, som det Altsammen ikke kunde være anderledes. Det er ikke den sædvanlige Grossererpragt – og med denne Giæstvenlighed og Hiertelighed vilde dette vakre unge Par i en peen reen Bondestue faae Giæsterne til at glæmme Mangelen af en og anden Beqvæmhed, ligesom de her bringer os til at glæmme Forfinelsen og det Overflødige. I veed nu engang for alle, mine Venner, at jeg stedse er Pavels’s Borddame hvor vi ere i Selskab sammen; ved min anden Side sad den unge vakre naive Madam Mostue, hvis barnlige Overgivenhed 31giør hende saa tækkelig og kommer lige fra Hiertets Grund. Imens vi spiste den første Ret, kom min Koren, som jeg først ventede i det tidligste mod Aften; og ret som det var aftalt, tog han lige til Økeren – dog var det nok for at tale med Maribo, og uden Formodning at træffe os der. Ak, min Glæde over at see ham blev snart modereret ved at høre, vor Maja igien om Fredagen havde været upasseligere. Han forsikrede og bekræfter det, at hun var brav da han reyste, og ligesaa hele Løverdagen. Men hvor kan jeg være tryg, naar det ikke er stadigere med hendes Helbred? Min Koren er nu i Byen og taler med Møller, som jeg ogsaa skal tale med inden jeg tager herfra. Saa blev jeg ogsaa harm paa den samme Skriver, som har givet Anker Løfte om at komme til Eidsvold værk i Morgenaften, da der skal være Ball – hvad tykkes Eder, mine Elskelige! baade om den gamle Mand som giør Ball, skiøndt Kone og Datter ikke ere ret raske endnu, og om den gamle Mand som for et Balls Skyld reyser forcert – thi det maae han – lige fra Aggers Kirke i Morgen og til Eidsvold, henimod 7 Miil? Og det fra et saa behageligt Selskab som han her kunde have og har – om jeg end af puur Beskedenhed undtager mig selv. Ja, alvorlig sagt giør det mig ondt.

Min kiære Maja C og jeg aftalte strax at vi saa snart vi havde spist vilde tage til vor stakkels Sally, og fik laant Bredslæde af Maribo. Nyelig før vi toge bort kom Egersønnen min. Vi udstode en Smule Angst, da den store deylige Hest vi kiørte med var grumme frisk og giorde mange Kaprioler[.] Dog trøstede vi os med, at M: ingen Hest vilde givet os, som han ey vidste sikker. Det gik ogsaa ret godt did. Vi fandt den gamle Mand som vi kunde vente at finde ham, dog resignert. Vor Sally, det elskede Barn, var syg af Sorg og Nattevaagen – ak, ogsaa det ventede vi og fandt det desværre. Gode, elskte Lidende! Du staaer for mig med Dine hulde taarefulde Øyne, og Din Jamren over, at Din Moder ey kunde tale med Dig, lyder for mine Øren. Men naar den første hede Smerte er lindret, da vil det trøste Dig, at hendes sidste Ord til Dig – som Du ey troede de sidste – var en Velsignelse, og at hun sov hen uden Smerte for at vaagne til evige Glæder.

32Paa Tilbageveyen udstode vi ret megen Angst for da den forfløyne Paradeur hverken vilde frem eller tilbage; dog fik vi Mod da vi hørte at Karlen som styrede den stod i fem Aars Bekiendtskab med det viltre Dyr, ogsaa gik den bædre da den kom paa ret Vey. – Ved vor Tilbagekomst sat Mad: Wittrup ved Claveret. Hun spiller med en sielden Færdighed, og fortræffeligt, siger Kiendere. Det kommer hende tilgode, denne Kunstfærdighed, da hun ved Informationer fortiæner fast mere, end hendes Mand, og er i det Hele en saare agtet og agtværdig Kone. Men gladere blev jeg dog, da min egen Frederich satte sig til Claveret og sang med sin velsignede Stemme saa mange af mine Yndlingsstykker. Unøysom fordrede – ney jeg bad dog om flere, men som han ey kunde uden ad, og gav mig Anvisning paa til i Morgenaften ved Maja Pavels Instrument. (det er Tirsdag i Dag, maae I vide) – Saaledes med Sang, Musik og godt Snak gik Aftenen. De havde fanget min Egersøn op til Boston, men jeg fik Broderen Realf til at afløse ham til vort Spil. «Ja det er ingen Sag» sagde Maribo, «at have saadanne lydige Sønner.» – Det passer jeg nok, gienmælede jeg, at vælge kun saadanne, som jeg veed vil være mig hørige og lydige. – Endelig skildtes vi ad, og puttede os ind hver i sine Æsker. Jeg var ret saa glad over vor, og vi vare det alle Tre, og i det klare Maaneskin gleed det nok saa deyligt. «Nu har vi kun en Bakke igien, Gud skee Lov!» – sagde vi – Og see, midt i den snoede Vognen sig rundt, saa Hestene, de forstandigste af alle muelige firebenede Dyr, maatte snoe sig efter den, og kom saaledes til at staae opad istæden for nedad. Det var imidlertiid umueligt at komme op igien, og saaledes gik det tilbage hele Bakken ned ad, og imens sadde vi i en ubeskrivelig Angst, hvert Øyeblik beredte til at segle overende. Men Gud være takket, og den forstandige Jonas, og de ey mindre forstandige Heste, Vognen standsede tilsidst, vi stege ud, mens Vognen fik sin rette Retning, stege ind igien, og ariverede lykkelig til vort kiære Hiem. Kista var den Kiækkeste eller eneste Kiække. Her hiemme toge vi os en Dram og sov godt; men Lottamoer var syg hele Gaarsdagen. Om den i Morgen mere. Nu er det Kirketiid, og alt spændes der for –

33Onsdag 29de Nesten kunde jeg være fristet at sige med Baggesen, at jeg vilde lade min Journal ligge «til jeg fik lidt mindre Stof dertil» – Men hvad kom saa der ud af? – At jeg ligesom han lod den ligge aldeles, og dermed vare I ikke tiænte, mine Elskede og sandt at sige jeg selv endnu allermindst – Altsaa – hvor var det vi slap? – ved Baglendsfarten ned over Bakken. Dog saae I os vel i Seng og mig vel oppe af den igien. Mandagen var stille og roelig. Da vi havde spiist tog jeg til Festningen, hvor jeg havde lovet at drikke min Caffe, og fandt Herskabet endnu om Middagsbordet. Præsterne havde været i Ligfærd, og kom derfor saa seent til Spisningen. Jeg maatte sætte mig hos, spise Kage og drikke et Glas gammel Viin. Til Desert fik vi Pr: Christians lille nette Tale, som Egersønnen forelæste os, tilligemed Viserne til 11te Decbrs Fest. Ingen af disse fandt vi udmærkede sig; Prams, den længste var vel ogsaa den bedste, saa Baggesens – min Adams, det giorde mig ondt nok, maatte og maae jeg tilstaae var den meest mislykkede: thi rigtig var nok ingen af dem lykkedes. Mindes jeg ret, saa var det ogsaa den Orden I, mine elskelige Døttre, da I sendte mig dem, havde sadt dem i – At min Maja C, Realf og Thrina vare hos Slotspræstens, seer I, det forudsætter jeg, I Alle veed, ligesom at min Frederich der har sit faste Logie naar han er her i Byen. Efter en behagelig tilbragt Time eller to, maatte jeg bryde op, og giøre det alt for længe udsatte Besøg til den gode vennehulde Frue Bergh. Hun har nyelig været meget syg, men var nu paa Benene igien, dog uden at torde vove sig ud af Dørren. Hun klynkede over i saa lang Tiid ikke at have seet mig hos sig, og at jeg nu ikke blev til Aftens; dog var hun glad i det Par Timer jeg, som hun sagde, havde tilovers for hende, og jeg var det ey mindre end hun. Hendes Lene var hiemme – de andre Smaaetupper i Skolen. Det er sandelig en meget smuk Pige, og sikkert hierteliggod. Hun har ey sine Søstres 34lyse Hoved, ligesom de ikke har hendes Vakkerhed; men godlidende tækkelige ere de Alle som Fader og Moder. Berget var paa Comedieprøven, saa jeg ikke fik see ham. Da jeg havde drukket Thee og spiist varmt Hvedebrød til, og snakket om Alskens Ting thi den unge Leganger kom did og blev nesten ligesaa længe som jeg, og, ikke til Lyst og Gammen, da vi ey fik tale ret sammen, fordi han generte os – Amen. Min Koren kom her hiem tillige med mig. Han havde talt med Doctor Møller om vor Maja, og faaet Medicin efter hans Ordination, og det gladeste Haab om ved disses Brug snart at see hende fuldkommen karsk. Det Gud give i Naade!

Saa kom da den 28de, vor gode fadermilde Konges Fødselsdag. Min Lotta, som ey var ret frisk endnu, og desværre ey hører, blev ey med i Kirken, og Kista vilde ikke forlade hende, og saa reyste jeg og min Koren ene herfra, da Presidenten før var taget til Byen, for med flere at staae paa Hovedet, som han kalder det, for Printsen. Det var Aftale, at vi Alle skulde mødes i Aggers Præstegrd, og var allerede Slotspræsten og Realf ariverede. Majaerne, Thrina og Hr Frederich maatte vi vente lidt paa, da de havde maattet vente efter Vognen. Saa vandrede vi til Kirken med Madam Juul og Mad: Holst, Præsteenken, og bleve alle procerede i Præstestolen, tæt ved Prækestolen, men da man der seer saa lidet til Taleren som man hører ham godt, fik min Koren (som aldrig før havde hørt Søn Pavels fra Prækestolen) og vor Frederich sin Plads ligefor denne. Talen, som er trykket, vil I engang faae læse, og da vil det ey undres Eder, at mit for Norge, for Norges og Danmarks Konge saa varmtbankende Hierte slog høyt af Glæde, og Veemod, og moderlig Stolthed, og smeltende i Tak og Bøn og Taare. En høytidsfuld Taushed hærskede i den store Forsamling. Et Par Gange saae jeg Printsen fare med Haanden over Øynene. Mange gave sine Taare frit Løb. Ogsaa her min Tak, gode bedste Pavels, for den velsignede nydelserige Stund, som længe længe vil giøre mit Hierte godt. – Her hiem med mig fulgte de Kiære, Pavels og Ottesen undtagne, som maatte med de Øvrige Indbudne til Frydenberg, hvor 35der var stort Collads for alle Medlemmer af Selskabet for Aggersogns Vel – Fortsættelsen i Morgen. Nu skal vi til Aggersfestning. Der venter mig en deylig Dag, det veed jeg. Men jeg er syg og mat af den evindelige Tøyten, især Nattevaagen. Opad Dagen pleyer jeg blive bædre.

Torsdag 30te Det blev jeg ogsaa i Gaar, og kunde ey andet end blive det. Men det indbefattes altsammen under Fortsættelsen.

Vor elskelige Sally kom ogsaa i sin dybe Sørgedragt. Hun lovede Maja C og mig det, og hendes gamle agtværdige Fader, fra saa mange Sider agt- og ærværdig, vilde hun skulde tage hid, ellers havde hun maaskee ikke kommet enten her eller i Gaar til Pavels’s. Men han unddrager sig giærne sit kiære Barns Nærværelse nogle Timer for at see hende styrket og gladere igien, og det veed han, hun i denne sit Hiertes Kreds bliver. Ak, nu er jeg atter ude af Ordenen –

I kan troe, Elskede, vor Egerprovst tog sig godt ud i det lille Qvindelag, og fandt sig ogsaa godt i det, tør jeg nok forsikkre, uden Frygt for Modsigelse. Ved det runde Bord sang han sine Sange til 11te Decbrs, og denne Dags Fest, og vi drak og klinkede trods Frydensbergs Selskabet, hvis Skud vi, som jeg siden har hørt, havde noksaa godt af her, som de, da Kanonerne vendte hid og vi hørte deres Dundren lydelig. Min Maja C var ikke ret frisk, og maatte lægge sig lidt. Maja P: som skulde være blandt de Syngende før og efter Prologen, tog tidligere bort. Med hende fulgte Egerbroderen. Thrina vilde see sin Pederlild før hun tog til Comedien, reyste altsaa i Forveyen, og endelig Maja C, Kista, lille Claudine, Mariane, og jeg i en Hyrevogn sluttede Troppen. Sally blev hos Lotta til længere ud paa Aftenen. Men atter vare vi i Fare her i Tøyenbakken, da den store Vogn tog Surr i Midten af den, og Hestene kom paa Tværs, og Vognen ud i Grøften. Det saae gefærligt ud. Meest ængsteligt var det for Børnenes Skyld. Dog, ogsaa nu kom vi derfra med Angsten, ved Kudskens Raskhed og Andreas’s Kræfter, som holdt Vognen da den vilde overende. Saa kom vi da til Comediehuset, det jeg over i 5 Aar ikke har betraadt (da saae jeg 36Dyveke, og Sara og Wilhelm saae den ogsaa) – «Vil De ha’ en Prolog?» raabte Flor ved Indgangen. Tak Hr Flor! svarede jeg skyndsomt, snappede den, og ilede efter mit Selskab, uden at tænke paa, den skulde betales. Det gik som vi havde forudseet. Da vi kom saa seent, var der propfuldt overalt. Til Lykke traf vi Edvard Munk, og fik han de Herrer, som havde besat den aller bageste Bænk til at give Damerne Plads. Der sad vi for saa vidt godt nok, kun vilde de Herrer, som sad længere ind paa Bænken ikke forstaae hverken Høfligheder eller Finter, saa Claudine og Mariane intet Rum fik eller dog et interims. Disse ulevemaadelige Personager, der sad ubevægelige som Støtter, gav os det første Stof til Latter, og vi fik siden fuldt op. Thrina var ret paa sin hvide Hest, og vi fandt det ret deyligt at kunde sidde saa og lee i vor Beqvæmmelighed over Mangel paa Beqvæmmelighed – og er det ikke rigtigt, ja saa gar philosophiskt at ‹lin›komskere Tingene i Livet saaledes, at Kiedsomhed maae Kiede sig ihiel over ikke at kunde kiede os? – Stykket selv, Medbeylerne, er vel noget af det flaueste der nogensinde er kommet fra selve Nu Tids Bruns Pen (han(han] venste parentesbue rettet fra tankestrek ved overskriving har da kun oversat og paa sit Viis localiseret det, saa engelske Navne og Uniformer ere aldeles hiemme i Kbhn og Siælland) Madam Tullin og lille Zarine (som spillede for første Gang) vare Elskerinder, og jeg veed ikke hvordan disse flaue Roller kunde gives anderledes, især da begges Elskere, Asessor Krog og Prkt. Aas vare de koldeste stiveste Figurer jeg nogentiid saae paa store og smaae og alle Livets Skuepladse. Maribo fortalte mig i Gaar et Indfald af en blandt Tilskuerne, som ret var bravt. Nancy (Zarine) Kroghs Elskte, er blevet fornærmet, og har lukket sig inde paa sit Kammer. Nu staaer han udenfor og trygler, det er, skulde trygle om i det mindste om endnu engang at see hende. «Lad mig dog blot see dig, Nancy, luk dog op!» – sagde han i samme Tone som man fortæller det regner eller sneer eller sligt. «Det er saa Gu» – saa lød Indfaldet – «intet Under, hun ikke lukker op. Hun maatte jo være gal, om dette kunde bevæge hende.» – Schandorfs Fader, var som altiid hiemme i sin 37Rolle – Frue Aubert, en gl. Tante som snakket det ravgaleste Føy og meest forplumrede Fransk man kan tænke sig, var ypperlig, og aldeles hiemme paa Theatret – Kiærulf, en Landjunker, ligesaa, og disse To bragte saa meget Liv i Stykket, at det ikke dyssede alle Tilskuerne reent i Søvn. Weideman, en tydsk Major, spankelerte og gebærdede sig urimeligt – det var reen Charikatur – See der har I min Recension over Stykket. At I faaer Prologen her som Epilog, maae I ey undres eller forarges over. Det Bedste giæmmer jeg altiid helst tilsidst – Seer I, et heelt Chor hvidklædte Damer (Baronessen stod der saa tyk og stoer mellem alle de smækre ungdommelige Gestalter) aabnede Høytideligheden med en Sang saa kom Mad: Collet, Nora, med Spyd og Hielm og Skiold, kort, ganske forskrækkelig minervaisk, og fremsagde Prologen «paa sin gamle Maneer i sin gamle Tone (passende ret for en gammel Matrone‹…›, men ey for Nora, den hulde Møe, hvis Ungdom evindelig ey kan døe)» – Da hun havde vendt os Ryggen og med lange Skridt forladt Theatret, samledes atter det hvide, under Prologens Fremsigelse delte Chor, og sluttede med en Sang, og det Hele med et tidt gientaget «Hurra! Frederich den Siette leve!» og Haandklappen, saa hele Huset rystede, og lille Claudine ganske forfærdet trykkede sig indtil mig, men fandt det ret lysteligt, da jeg havde forklaret hende Betydningen. Sandt at sige var denne Act mig den kiæreste af dem allesammen. At Prologen, anderledes fremsagt, ikke vilde forfeylet sin Virkning, vil I indsee naar I engang læser den, som uden at læse den, at der i denne Anledning fast intet Nyt mere kan være at sige. – Her skildtes vi, Kista og jeg, fra vort kiære Selskab, og toge ene tilbage, og kom godt hiem uden alle Forskrækkelser Kl 11, fandt Lottamoer allene, og lod Maden smage os godt. Sally havde været her til Kl 8. Jørgen kom mens vi spiste, Presidenten kort efter. Det var gaaet meget høytideligt til paa Frydenberg. Beværtning og alt havde været i Overensstemmelse med Høytiden –

38Jeg vaagnede i Gaar Morges som de fleste Morgener og som i Dag, mat og med Hovedpine, og skrev heri lige til vi skulde afsted. Vi vare blevne fornøyede af at kiøre i Vogn, og agede nu alle i Slæder. Med mit Hoved var det bædre. – Hos Pavels’s vare ingen andre end vi, det er at sige vi herfra, Ottesens og Moer C og Sally – Maribo, hans Ragna og hendes Moder – Om Aftenen kom Edvard Munk med sin Sophie. I Skumringen giorde Lotta og jeg vor længe forhalede Visit til Grevinde Knuth, som vi fandt fuldkommen frisk og rask, med Moderglædens Udtryk i sit Ansigt og hele Væsen. Den ædle Frue Rosenkrantz var der, Mamsel Urbin, og Kamhr: Anker. Det var behageligt at see Moderen gaae saa omhyggelig om Datteren, saa frygtsom for hun skulde forvove sig, kort, som min Maja gik om sin Thrina. Vi drak Thee, og sad der nok en Times tiid som gik ret morsomt. Frue Carlsen kom der. Det var første Gang jeg har seet hende nær ved. Hun er rigtig grim, synes mig. Anker var i et prægtigt Houmeur og fortalte om Alskens Ting. Han fintede mig lidt, fordi jeg to om ey tre Gange har været buden til Bogstad og Bomm, og aldrig været der. Frue Bull, sagde han, havde ogsaa forlovet at besøge ham. Nu bad han den ene vilde overtale den anden hertil – Knuth var reyst op til Øvre Romerige, og vilde besøgt os, havde vi været hiemme. – Da vi kom tilbage, sad Mændene ved Bostonbordet. Vor hulde Vertinde vidste hvad der var hendes qvindelige Giæster kiærest, Egersønnen vidste det ogsaa, derfor undslog han sig for Spillepartie, og det meste af Aftenen gik med Musik og Sang og derimellem god fortroelig Prat, gik velsignet og deyligt som den hele Dag. Men Afskedstimen kom, og – nu Tak, I Evigelskede, for hver glad Stund vi vare samlede – Værer takkede alle, I Alle, hvis Kiærlighed og Ømhed er min Stolthed og Hæder og blandt alle mit Livs Glæder en af de sødeste.

39Og i Dag er det da den første af disse 8 jeg har været her, at vi have været hiemme ganske i Roelighed, og jeg slet ikkende Gud bevar’s hvilken Føyten! Saa erindrer jeg ikke i lang Tiid at have sværmet omkring uden at pausere. Men hvert Lag har været et Glædeslag. Kun Scenen har forandret sig, de Handlende vare stedse de samme –

Fredag, sidste Dag i Aarets første Maaned Mørket overfaldt mig i Aftes, og baade Lottamoer og Sønnebarnet kom desuden for at faae mig ind og drikke Thee og conversere med Frue Tode, som var her i en grumme lang Visit. At Theen smagte bædre end Conversatsen, er baade vist og sandt. Hun havde et lille godlidende Pigebarn med sig, og til dette holdt jeg mig for det meste. Paa dette Besøg nær vare vi i fuldelig Stilhed, og Faer President og Jørgen hiemme hos os. De sloge i Brættet saa det dundrede, og vi Qvindfolk læste, strikkede, pratede. At jeg fik mig en kapitalsk Middagssøvn og efter den blev let og frie for Hovedvee, hører ligeledes til Gaarsdagens Begivenheder. Til disse hører ogsaa, at vor dyrebare Maja C tog til sit Hiem, og Egersønnen min ligesaa, formodentlig i maadeligt Føre, da i det mindste herom Byen Tøveyret har huseret slemt med den stakkels Snee. Dog var Gud skee Lov min Maja bædre i Onsdags, end Dagen før, og naar hun er frisk, taaler hun alle smaae Besvær, det veed jeg. Maatte jeg snart høre hun var det fuldkommen; og maatte jeg i Dag med Aslak – som kommer ind med Gulen efter mig – høre at lille Maja ogsaa var det, i det mindste ey værre end da jeg forlod hende. Ak, havde den Ængstelse for hende ikke hvilet over mig, og den ældste Maja været ganske brav, og Sally’s Taare ikke flydt saa bittre, hvilke Glædesdage havde disse otte Dage da været! Dog veed jeg ikke, at Jorden intet Paradis er, at det ey kan, ey maae være det? Ney, jeg vil med Digteren «intet Paradis begiære for en Giæst, hvis Ophold her i det fremmede Land er 40saa kort» – Jeg føler med ham at dette Land har Glæder nok til at vi med Behag kunde tøve her, og Taare nok til stedse at holde vor Længsel efter det bædre taarefrie Land, vort virkelige Hiem varmt og levende; og at det som det er er saare vel altsammen.

Nu skal jeg skrive til Døttrene mine i Kbhn, og lægger dette hen, for at fuldende Heftet i Aften med Maanedens sidste Dag, og mit Opholds, for denne Gang, paa Tøyen.

Eftermidd Imens en Side paa mit Brev tørres, vil jeg see at faae denne fuldskrevet. Neppe havde jeg lagt dette hen, saa kom den gode elskelige Frue Maribo, deels, sagde hun, for at sige Moer Koren endnu et Farvel, deels for at bringe mig en Kurv deylige Æbler til min Maria, som jeg havde tigget hende om, fordi de ingensteds her ere at faae, og det kiære Barn baade længes efter og har godt af dem. Var det ikke en sød lille Kiælling? O jo, det er hun, og I vil Alle komme til at holde af hende som vi Alle der kiender hende holder af hende, og det samme gielder i fuldeste Maade om hendes Mand – Hun sad her en god Stund, nesten til Middag; og nu fik jeg Brev fra min forflyvende Skriver, som i mindre end 4 Timer kom til Hovind i Tirsdags, og strax tog til Balls, hvor han morede sig prægtigt. Det forudsætter, ser I, at hans Maja var brav. Ja Gud skee Lov, det var og er hun, forsikkrer han, dog er jeg ey ret roelig, før jeg selv har talt med Møller, der dog af alle Læger har min første Fortroelighed. Did skal jeg i Aften i Skumringen, og kan ey nægte mig med det samme at see min elskede Thrinasara, Realf og lille Pedrus endnu engang. Min Hest venter jeg i Aften, og mig venter de tidlig i Morgen til min velsignede Hiem. Alt maae derfor være færdigt i Aften, Indpakning, Skrivning etc – Saa tager min Tak, Dyrebare, i disse Linier, for al Eders Ømhed og Kiærlighed imod Eders Moer Koren! Tager den Enhver især, I Fra- og Nærværende, og min ømmeste moder-søster-venskabeligste Velsignelse!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.