1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Juli] | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

[Juli]

Majadal.

3Onsdag 1ste – Julj.

Hvad der, Elskede, først vil falde Eder ind naar I see dette lille Hefte, veed jeg forud: I vil undres over, at jeg har forandret Formen. Jeg skylder Eder Regnskap for alt, ogsaa for dette. Egentlig er det Søn Pavels Journalformat der først har bragt mig paa den Idee, at de saaledes vare lettere at convolutere, og mere handelige til Forsendelse med Posten[.] At de imidlertiid ikke skal tabe i Qvantitet som i Størrelse, har jeg lagt et Qvartblad til, saa hvert Hefte nu skal have sine 24 Sider, istæden for før 20 –

Dette er hvad jeg har at sige Eder i denne Formiddag, og om den intet andet, end at vi har det som sædvanligt, kun at mit Hoved er slemt, og hvad Veyret angaaer, synes min Maaned ikke at vilde holde hvad jeg paa dens Vegne har lovet. Det er end koldere Vind i Dag end de forrige Dage. Dog, maaskee vil den ganske contrastere mod sin bortilede Søster, der frem traadde frem som en erobresyg Pige, skiøn og mild, men blev, som denne, naar hendes Forventninger slaaer feyl, alt meer og meer sur og vranten. Saa meget til Indgang.

Kl 8 «Ogsaa jeg var i Arkadien» – ogsaa vi vare i Lunden, satte os i det meest himmelske Veyr i vor Dagligstue med vort Strikketøy, vore Bøger, og Thee skulde vi da engang igien drikke derude. Men neppe havde Maja skiænket i de første Kopper, saa begyndte den over os svævende Skye at dryppe. «Det gaaer strax over» – sagde Skriveren; men dog var det ikke saa strax, at vi jo maatte flytte os smukt ind igien, hvor den fule Thrina, som inde vilde see Veyret an, tog imod os med høy 4Latter. Jeg fik dog drukket min Kop derude, blandet med Regnen. En pragtfuld Regnbue stod over os, halv i den sorte Skye, halv i Taagesduggen over Skoven, hvis Toppe skimtede igiennem den. Det blev en herlig Aften, men jeg har faaet Gud veed hvad Slags ondt midt under det venstre Fodblad, saa jeg er færdig at skrige af Smerte naar jeg træder paa den. En lille Tour har jeg dog været i Haven med Maja mi, og nu staaer Bordet dekket nede i den lyse Forstue, hvor vi tog Resten af vor Thee, og nu og s‹…› for første Gang skal spise.

Torsdag 2den Vi vare netop gaaet fra Bordet, saa raslede Fader C ind i Gaarden, ved Siden af sin lille Jydebroder, den unge Real Cappelen. Den kiære velsignede Mand kom for at see min Koren og mig endnu en gang før vi reyste, thi han troede, vi skulde følges ad paa Løverdag, og da havde vi ey truffet ham paa sit Auestad. Han blev ogsaa glad, fordi jeg blev hos hans Maja, og takkede mig – O, I veed ikke, I Ædle, hvor I nedtrykker mig med Eders Tak. Hvormed fortiæner jeg den? Hvorved? Ved at ville mig selv vel, og i det længste mueligt ikke udsætte mig for den hiertelige Ængstelse der følger med at være skildt fra et dyrebart lidende Væsen. Det er en ulastelig, ja en tilladelig Egenkiærlighed, det veed jeg nok, og I Alle, mine Elskede, finder den og det ved at gribe i Eders egen Barm – dog, der finder I ogsaa hvorfor disse Ædle takke mig, og hvorfor deres Tak nedtrykker mig.

Jeg har skrevet et Brev i Dag til min Rikke, læst og strikket det er mit Dagsarbeyde. Gigten jager om i mit hele Legeme men saa længe den skaaner mit Hoved, giver jeg den, og skal den give mig en god Dag lell. Vor kiære Fader C tog bort med 5Broderen sin da vi havde drukket Caffe. De bliver vist dyktig giennemblødte, da det øser ned. Vi slap netop hiem fra Badehuset, hvor vi vare nede at see paa den lille pene nu nesten færdige Kamin. Tidlig i Morges tog liden Sophie Pechel til Kongsberg at gratulere sin med Apothekeren der i disse Dage gifte Søster. Med den Baad, som bragte hende til Fiskum, (hvorfra hun kun har en Miils Vey til Lands til Kongsberg) venter vi vor Egerven i Morgen. Gud give kun andet Veyr og Vind, thi den nuværende er ham just lige imod.

Min Maja har været meget ussel i Dag og til sit andet Onde havt en stærk Hovedpine. Nu gaaer hun med sine kiære Blomster og sysler, og Gud være lovet hun kan og finder Fornøyelse i det. Fra Skramnæss venter vi med Bekymring at høre noget, da den stakkels Elisa T: skrev i Overgaars, at den gamle fromme Bedstemoder havde været nær Døden, og havde faaet Blodgang og stærk Brækning. Det kan da vel det gamle svage Legeme ikke modstaae, og vor hierteligste Bøn er, at den milde Fader vil lade den sidste lange Søvn falde sødt paa hendes trætte Øyenlaage, og tage hende til sin kiærlige Barm.

Med Fader C fik Ottesen Brev fra vor kiære Pavels. Han slap med et let Anstød af Feberen, men hans og vor elskede Maja har den atter taget fat paa. Dette afskyelige Veyr (Gud forlade mig, at jeg kalder det saa!) giør det jo fast umueligt for den Svage at komme til Kræfter igien. I dette Øyeblik pidsker Stormen Regnen paa Vinduet, som var det en Høstdag. Det er ikke for mig selv jeg er utaalmodig. Jeg er taalelig brav, og de vante Lundeglæder vilde jeg ogsaa taalig renoncere paa, ja ey savne dem, at ey det som er Aarsag heri, Aarsag til det mig langt smerteligere, eller dog en Hindring: at det Onde langsommere hæves.

6Fredag 3die Det stormende Regnveyr vedvarer; og det bliver vel vanskeligt, om vor kiære Egerven kommer i Dag. Dog er det imellem som det vilde klare lidt. I alle Tilfælde kommer da Folkene, som fulgte Sophie tilbage. Med dem faaer vi ogsaa høre fra Skramnæss, om gl Betta lever og sukker efter sin Forløsning endnu.

Jeg har skrevet og skal endnu skrive mange Breve, som skal med min Koren i Morgen. Om Sønnen min skulde komme, vilde jeg giærne være frank og frie for Hastværksarbeyde for at kunde have godt af ham, da det vel ikke bliver længe vi beholder ham i denne travle Tiid.

Aften Han kom, og før vi kunde vente ham, og uden at være blevet vaad, kl 2, just som vi tænkte at gaae til bords, da vi troede, han ey kunde være her før henimod Aften[.] Dette seer jeg knap at sige Eder, Elskede. Vi har været i Lunden og i Badehuset, hvor vi første Gang saae det brænde paa den lille pene Kamin. Veyret er klart, men kiøligt: Kun til i Morgen mod Middag bliver min kiære Frederich her –

Søndag 5te I gaar kunde jeg ikke tale med Eder her, Elskede! O det var en tung, sørgelig Dag – giid jeg aldrig opleve en saadan mere i min kiære Dal eller noget Stæds. Det første jeg saae min Maja, saae jeg hun var uslere end hun havde været siden jeg kom hid. Hun havde ikke sovet, og var saa kortaandet, at hun neppe kunde tale. Dog var hun oppe, og gik ned til Thebordet, men maatte snart forlade det, og kom ey længere end i Gangen, før hun sank paa en Stoel i de heftigste Krampetrækninger. Min Koren og min ædle Egersøn fik hende med megen Møye ind paa Sophaen, 7hvor hun i flere Timer streed med dette smertelige Onde. Vor Egersøn udsatte sin Reyse saa længe mueligt, i Haab om at det skulde blive noget mildere, men den Glæde fik han ikke. Kl henimod 12 maatte han tage bort; dog Gud skee Lov vi havde ham saa længe. Han og Real bar den velsignede Lidende i en Lænestol op ad Trapperne, og hun kom uden at vide hvordan op paa sit lille roelige Kammer og i Seng. Mod Aftenen tog Krampen lidt af, saa min ømme bekymrede Koren dog tog lidt trøstet herfra kl 5. Ogsaa det trøstede os alle, at Doktor Pechel fra Kongsberg skulde komme herud med de Folk og den Baad som bragte Provsten vor til Fiskum, hvorfra kun er en Miil til Kongsberg. (Og maae jeg dog in Parenthesis fortælle Eder en Malice af min Hr Søn. Da jeg sagde, om ikke Pechel kom, vilde jeg selv hente ham, sagde han: «Skulde Moer Koren gaae efter Pechel, kom han her ikke i et heelt Secel» – Selv den kiære Syge maatte lee) –

Til Middag kom Tingfolkene hid, Fogden Nielsen, og den stakkels Sorenskriver Blom; dog jeg ynker ham mindre nu end før jeg saae ham efter sit Tab, det han vist snart forvinder. Kunde de stakkels Smaae saa let faae en Moder som han vist let faaer sig en Mage igien. Thrinabarnet havde nu som Vertinde noget af hvert at sysle med, hvad der var den gode Moder saa kiært, da hun giærne vilde holde sit elskede Barn saa meget bortfjærnet fra sig som mueligt imens Anfaldene kom oftere, da hun frygtede, hun ikke taalte det. Jeg forlod sielden den stille Lidende, og den skiønne blide Dag fristede mig ligesaa lidt da som den nu frister mig til at sætte Foden i Haven eller Lunden. Der troer jeg, min Sorg og Angst vilde tiltaget. Seent kom vor ædle Fader C, der strax bekymret ilte til sin syge Maja, men var roeligere ved at vide, der var Bud efter Doctoren. Han havde sin Broder, Malling og en Kiøbmand Hiort med sig. Kl 4 i Morges kom den brave Læge, og siden jeg har talt 8med ham, er det ligesom mit Hierte slog lettere, da han forsikrer helligt, det ingen Fare har, og er blot hysteriske Tilfælde, Nærvesvekkelse, som ved styrkende Midler let kan hæves, og end lettere kunde været det, om den alt for taalmodige Patientinde før havde agtet paa og søgt Raad for dette længe samlede, og derfor nu saa stærkt angribende Onde. Først i Morges torde jeg ingen ret Liid sætte til denne smigrende Forsikring; men nu imod Middag fæster den, skiøndt svagt, Rødder i mit Inderste. Krampen er paa Hosten nær nesten ophørt, Aandedrættet lettere, hun smiler til og taler ogsaa lidt med os den Gode. Lige ned i mine Knæe virker det glade Haab. I Gaar vilde de knap bære mig, især op og ned ad Trapperne; i Dag ere de meget stærkere. Og i Aften vedbliver det som nu, hvad jeg haaber til Gud det vil, skal jeg skrive til min Koren og til min Frederich – det lovede jeg dem – og maaskee ogsaa takke min kiære Pavels for det sønlige Brev jeg fik i Gaar, og læste under Taare. Og da skal jeg her fortælle Eder om de Mænder, som udgiør Selskabet her, og blive ganske den gamle schreibselige Mutter Koren. O hvor jeg takker Gud fordi jeg er her. Hvor langt ængsteligere var det, maatte jeg fraværende hente alle Svar paa mine frygtelige Gisninger fra det angstfulde Hierte.

Du er bædre igien, min Maja, P:, seer jeg af det kiære Brev, og vor elskelige Sally er hos Eder, og altsaa brav igien – Gud være lovet for denne Vished! Skriveren min er nu vel ikke langt fra Tøyen. Ak, han bringer ingen Glæder med sig. –

I Dag bliver min lille Majas kiære Ragna Chrystie confirmeret, og alle Barna mine ere vist paa Gierdrum. Min Aand og mine Bønner for den gode unge Pige og hendes agtværdige Forældre er der ogsaa. For disse er denne deres ældste Barns Hædersdag dobbelt høytidelig. Giid de stedse maae mindes den med ublandet Glæde! Ikke som jeg mindes to saadanne Dage –

9Kl 9 Hvorhen skal jeg tye med mit stakkels beklemte Hierte; uden til disse Blade, til Eder, I som deler mine Glæder og Sorger saa troet – Jeg veed ikke, hvorfor jeg er saa hiertelig bedrøvet i denne Aftenstund. Hele Eftermidd: har min Maja syntes mig bædre, har endogsaa talt meget med mig. Mod Aftenen er jo nesten altiid den Syge slettere, og hun maae saa meget mere være det, som Pechel fandt det tiænligt at give hende Brækmiddel for et Par Timer siden. Men maaske er det just det som ængster mig, at han, efter lang Betænkning fandt dette fornødent. Endnu har det kun virket meget lidet. Hendes sagte Jamren gaaer mig saa til Siælen, og min kiære Thrinasaras Taare ogsaa. Jeg gik omkring i Haven ganske ene. Men der kunde jeg mindre end herinde udholde det. Det er en stille varm Aften – men der var overalt saa stille. Blomsterne stode lukte med nedbøyede Hoveder, som om de sørgede med mig over deres Venindes Lidelser, og savnede hende som jeg savnede hende. I dag er det hendes lille Petronelles Fødselsdag, for 8 Aar siden hendes høyeste Glædesdag, ak, som skulde blive Kilden til det ømme kiærlige Hiertes usigelige Lidelser. Hun har ikke nævnt det. Jeg veed ikke, om hun har erindret det. Ak, disse Mindedager pleyer staae dybt indgravede i hendes Siæl. Det vilde trøstet mig, havde hun nævnt det. Ved denne Taushed er det, som hun ikke mere var sig selv – O Gud du Eviggode! giv hende tilbage igien til sig selv og til os! –

Mandag 6te Kl 7 Aften Jeg tør atter haabe, at den Eviggode har hørt, og hører vore Sukke, vore brændende Bønner. Just nu kommer jeg fra den velsignede Maja mi, og hvor ganske anderledes har jeg sadt hos henne nu end i Aftes ved denne Tiid. Den snurrige Pechel har fortalt saa mange lustige Geschichter, at Thrina mi og jeg har leet saa vi græd, og selv Maja, saa mat og svag 10hun er, har ej kundet bare sig, saa vi endogsaa frygtede, det skulde være hende skadeligt. Men Doctoren maae vide hvor vidt hun kan taale det eller ikke, derpaa stoler vi. Dette, mine Dyrebare, kan bædre end alt andet sige Eder, hvordan vort Haab, vort Mod er vendt tilbage. Hun havde en taalelig roelig Nat, nogle Timers sød Søvn, da den fæle Brækning var overstaaet. O hvor velsigner jeg Pechel, den brave, kloge, omhufulde Læge, og ogsaa fordi han overvandt sin Betænkelighed og anvendte det vist tiænligste Middel, som vi, og som det syntes ogsaa han selv gruede for at proponere, men den hulde Syge er saa villig til alt, og var det ogsaa til dette, skiøndt hun forudsaae hvad det vilde koste hende. Men Følgerne har lønnet hendes Smerte og vor Angst. Vist havde hun et haardt Anfald af Krampen, der endtes med en lang Afmagt, da hun i Morges var oppe for at faae sin Seng redt; men siden har hun været saa livlig, aandet saa læt, og Hosten synes alt mere og mere at aftage. Pechel bliver her i Nat, og kommer i Morgen tilbage, mere, troer jeg, fordi han seer hvor trøstelig hans Nærværelse er os, end fordi han finder den nødvendig. Gud lønne ham det! – Med Fader C, som nu nyelig tog til Byen, langt roeligere end han kom, skrev jeg til min Koren, og nu har jeg skrevet en lille Epistel til min Egersøn, som skal med Pechel i Morgen. Barna i Christ: skulde ogsaa havt lidt, men jeg vil saa nødig være længe ad Gangen fra min Maja, og derfor maae I ogsaa vente efter Charakteristiket af vore Fremmede (som alle toge bort i Formidd:) da jeg nu har været alt for længe her i mit eget vakre, men afsides Værelse

11Tirsdag 7de Med samme jeg kom ud giennem min Thrina og Reals Soveværelse – hvor de to foregaaende Nætter Fogden og Skriveren laae, saa jeg sad her i civil Arrest, især Søndag Morgen, da de laae længe – kom fra den anden Ende af den lange Gang den gode Elisa T: Hun havde ikke kundet tæmme sin ængstelige Længsel efter at see selv hvordan hendes elskede Moer C befandt sig, og havde reyst den hele Nat ud over Egeren, og kom her Kl 2½. Glæden lyste af det kiære Barns Aasyn, da hun havde fundet vore dyrebare Syge ulige bædre, end hendes Angst havde foremalet det – og Gud være lovet, ogsaa er hun i Dag, efter alt hvad vi kan see, meget bedre. Hun siger selv hun føler sig stærkere, og hendes Øyne og hele Udseende siger det. Men det er tidligt paa Dagen, og jeg siger med min Egersøn, da vi engang lagde Planer til mange glade Dage: «Jeg vil glæde mig varsomt» – Nu er hun oppe, det er at sige, ligger paa Sophaen mens Sengen bliver red, og naar jeg nu blot har sagt Eder, hvad I alt har sluttet Eder til, da den troe Elisa er her, at gamle Betta er meget rask igien, vil jeg gaae ind og see hvordan hun har taalt denne Omflytning.

Kl 11 Da jeg kom ind i Værelset, blev jeg saa underlig tilmode. Min Maja laae paa Sophaen – som stod midt paa Gulvet – bleg og med tillukte Øyne. Jeg vidste, at hun maatte være mat: men det kiære blege Ansigt, de lukte Øyne, og i sær Sophaens Stilling midt paa Gulvet: Jeg troer, Elisa havde samme Idè som saa brat giennemfoer mig. Thi Taarene randt saa stride ned over hendes Kinder. Men nu er hun i sin Seng igien, og vel yderlig mat, men dog saa smertefrie og let forsikret hun, og mere tør vi jo ikke vente. Kunde hun faae, var det blot en Times styrkende Søvn, hvor det vilde giøre hende godt. Nu, imens hendes Thrina og Elisa sidder inde hos hende, vil jeg begynde paa de Breve, jeg ønsker at have færdige, om et Bud i disse Dage skulde komme til at gaae til Byen.

12Kl 3 Skiøndt mit Hoved ikke er med det bedste, kan jeg dog ikke overtale mig til at tage nogen Middagsblund. Jeg vil gientage, hvad jeg i dette Øyeblik skrev til min Pavels: «havde jeg været paa Økeren i Dag, var der jo heller ingen Middagssøvn blevet af» – og imens vor syge Maja faaer sig et lille, Gud give styrkende, Blund, har jeg skrevet paa de Breve, jeg ønsker snart at faae til Tøyen og til Festningen, hvor jeg veed, Efterretninger herfra ventes saa ængstelig. – Nu skulde jeg sat i al min Stads, og havde giærne sadt der imellem Eder, Elskede, paa det vakre Økeren, om Tingene havde været anderledes. Men som de nu ere, takker jeg Gud inderlig, at jeg er her. I Majas matte Smiil, seer jeg, det qvæger hende at have sin Moer Koren om sig, og naar min Thrina med hede Taare trykker mig til sit Hierte, til det bekymrede barnlige Hierte, føler jeg hvad jeg er hende, hvilken Trøst og Støtte i disse Prøvelsens Dage – og hv var jeg end mindre for de Dyrebare end jeg er, takkede jeg dog Gud at jeg var her, fordi der ingen Steds vilde være Roe for mig uden her – Dog, jeg trætter Eder vist, I Gode, med mine Gientagelser. Tilgiver mig dem! Det er mig saa vanskeligt at tale om andre Ting. Dagbogen taber ved, jeg ikke kom til Barsels i Dag. Aa ja, kunde jeg været der med et glad Sind, vilde I faaet lidt mere Afvexling her. Jeg skal stræbe at erstatte dette Savn med Tiden. Disse Blade skal jo lige saa troet giæmme Følelser og Tanker som Ord og Handlinger. Bliv kun, til jeg engang kan fortælle Eder nogle af den snurrige Pechels Anecdoter[.] Alle lader de sig just ikke vel fortælle med Pennen, men dog nogle af dem, og jeg skal ikke slaae dem under mig. Men lad ham for Resten være som han vil, til Læge valgte jeg ham fremfor de fleste af dem jeg kiender.

13Onsdag 8de Kl 6. Min første Tanke i Dag, da jeg aabnede mine Øyne, var min syge Maja, min anden var Du, min Maja P, og hvor ganske anderledes det var i vor skiønne Dal i Dag et Aar, da Du med Din Pavels første Gang var her, og her helligholdte Din Fødselsdag. Ogsaa I mindes den maaskee i dette Øyeblik med Glæde og Vemod, mine Elskede, og vist vil I ofte i Dag mindes den og os. Og naar Du modtager mit lille Brev i Dag, Maja, og den lille lugtløse Blomst, og din Thrinas Vergissmirnicht, og Din lidende Navnesøsters Brev, det sidste fra hendes matte Haand – dog ney, Dit navn i Ingemans Digte, som skulde følge Brevet, var det sidste hun skrev før Pennen, ak for mange Dage, sank hende af Haanden – da vil Dit Hierte rive sig løst fra de Elskte som omgiver Dig, og ile hid, og dvæle ved vor blege Majas Seng, og bede Sundhed og Kraft og Velsignelser ned over hende –

Kl 8 Da jeg havde skrevet ovenstaaende Linier, ilede jeg ind til den Hulde, og hendes første Smiil forkyndte mig en roelig Nat. Gud være lovet, den har hun havt, og føler sig meget styrket. Hun har omskiftet Sengen med Sophaen og denne med hiin, uden at besvime, ja endogsaa uden at spore den yderlige Mathed, som før giorde det umueligt for hende at bevæge sig det mindste. Hun spiser lidt igien, kort, Haabet at see hende igien stærk paa Siæl og Legeme har aldrig været fastere i min Siæl end nu. Gud opfylde det, kan det end ikke skee saa hastigt, som vi med utaalmodig Længsel ønsker det, naar det kun bliver opfyldt – o hvor rundelig lønnes da hver tung Time i disse sørgelige 14 Dage!

Jeg har fuldendt mine Breve til Pavels, hans Maja, og Sally vor NB: under et, og til min Kista, som jeg har bedt skrive til ‹mit› Hovind og glæde dem med de trøstefulde Efterretninger herfra. Brevene ere alt borte: Pechel kom da vi satte os til vort lille Bord, efter 14at vi havde ventet ham til Kl. 3. Han var ikke lidet glad ved at finde sin Patient saa vidt.

Torsdag Morgen Kl 8, 9de I seer, Elskede, jeg begynder igien at komme lidt betids paa Benene. En halv Time før i Gaar var jeg oppe i Dag, og har gaaet her og puslet, og vil nu sladdre lidt med Eder, da jeg nødig vil gaae giennem de kiære Barnas Kammer før jeg hører de rører sig, da min ømme kiærlige Thrinasara i Gaar var ret skranten, hvad jeg saae, skiøndt hun taug, og tvang sig til at være muntter hver Gang hun var hos sin Moder. Først da hun havde lagt sig i Aftes gik hun til Bekiendelsen. Dog, I veed, Skranterier ere almindelige hos unge Koner, saa sligt nok kan giøre mig ondt, men ikke foruroelige mig. I Dag haaber jeg, hun er brav igien. Fra min Egersøn fik jeg Brev i Gaar, og deri indsluttet et til ham fra Sønnen paa Aggershus, hvori meldtes om alle de Professorer, eller dog de fleste, som ere paa Valg til det norske Universiteter. Ogsaa min Adam var deriblandt; men jeg troer med Fader Pavels, at han ligesaa lidt som Rahbek, Guldberg, og flere af de Nævnte modtager det. Men Gud skee Lov, saa veed jeg, min ædle Treschow og Sverdrup vender glade tilbage til Fødelandet. O hvor længe er det nu siden jeg hørte fra Børnene dernede. Ikke siden Hertels Bryllupsdag, og da var Brevene, alle de jeg fik, nesten en Maaned gamle. Muelig ligger der Breve til mig naar jeg kommer til Tøyen, muelig faaer jeg nogle i Dag, da vi venter Posten hid – Hvorfor bliver mit Hierte med et saa beklæmt? I ere dog alle friske, I Elskede fraværende? Ak, det var vel Tanken om, hvordan vi ellers tilbragte saadan Morgenstund som denne – den Skiønneste man kan tænke sig – i Majadal, i hendes Lund, der nu er som den ikke var til for mig. Dog, Du Algode! lad den og Alt igien blive mig, ved Hende blive mig hvad den var – see disse Taare, og hør dem! – Der rører sig intet, dog maae jeg gaae til min Maja det er mig umueligt at tøve længere –

15Kl: 11 Jeg maae ret smile over mig selv, naar jeg saa samvittighedsfuld haster til disse Blade, ligesom jeg troede, I med Ængsten ventede paa mine Efterretninger, og jeg giorde Eder Uret ved ikke at bringe Eder dem uopholdelig. Nu, mens min velsignede Maja er paa Sophaen for at faae Sengen redt, kan jeg da sige Eder, at hun atter har havt en roelig Nat, og er ikke slettere, end i Gaar, kun lidt mere kortaandet. Dog løsner Hosten, og Doctoren er tilfreds og giver glædeligt Haab om hastigere Bædring end jeg torde tænke mig. Han, som allene kan det, lade det gaae i Opfyldelse! Jeg listede mig saa sagte giennem Kammeret i Morges, uden at vække nogen af de Sovende. Den lille deylige Gut laae tværtover sin Ammes Bryst, og smilte i Søvne, da jeg saae paa ham. Thrinabarnet er ikke aldeles brav i Dag heller; dog bædre nu, hun har været en Tour ude at gaae med sin Realf.

Jeg lovede Eder nok en Beskrivelse over de Mænd, som var her i Søndags; men naar alt kommer til alt, er det lidet eller intet at sige om dem, uden deres Navne. Det var da den lille buttede Malling, en Kiøbmand Hiort, en Petersen, gift med forrige Madam Roverud paa Stabech, Amtsforvalter (saa tituleres Grevskabets Foged) Nielsen, en lille tyk ung Mand der saae ud som han altiid havde Lyst til at lee eller sove, og den unge ret vakre Skriver, Blom. Ja sandelig, han forvinder let sin Sorg, det maae I troe. Det var et blot voldsomt Albustød, hvoraf vel neppe en blaa Plæt er tilbage, og bragte de stakkels Moderløse ham ikke sit Tab i Erindring, i hans Inderste troer jeg ikke noget vilde smerteligt vække den. Han deeltog saa utvungen i alt, og førte giærne Ordet; som det overalt synes, at han har en noget for stoer Portion Selvtilliid. Nu; det kan vel tilgives den endnu paa Grændsen mellem Ynglings og Mandsalderen Staaende, som allerede i 6 Aar har været Embedsmand, og vandret sit korte Liv igiennem ved Lykkens Haand. Derfor traf det haarde første Stød 16saa voldsomt, at han brød ud i høye Klager; men derfor gientager Hiertet snart sine vante Rettigheder, og Saaret læges inden man skulde troe, det havde afblødt. Maaskee dømmer jeg for raskt. Jeg saae ham kun ved Bordet, og talte kun faa Ord med ham. Tiden vil retfærdiggiøre, eller give mig Tvivl om min Menneskekundskab.

Fredag 10de Nu seer jeg, det var Sommerens og ikke min Skyld at jeg kom saa seent op om Morgenen. Siden Varmen har indfundet sig, har er min AarvaagenhedAarvaagenhed] rettet fra: Aarvag ved overskriving ogsaa kommet tilbage, og i Dag var jeg oppe Kl 5. Ved den Vane haaber jeg at blive. Min Thrina og Realf vare lige saa tidlig paa Færde, og vi drak vor Caffe sammen – da den hulde Thrina, som var først nede, havde bragt mig en Kop hid i den lyse luftige Gang. Ak, men som før i den dunkle Kiøle Lund, naar vor Maja sad mellem os, var det ikke, kan det aldrig blive. Kunde jeg tænkt paa, da vi i Dag 8 Dage vare i Lunden, i Badehuset, at jeg i 8 Dage ikke skulde komme der igien – o Gud, og hvilke otte Dage! Dog, evig Tak Dig, algode Fader, at de ere forbi – at jeg tør haabe, jeg ikke skal see, min dyrebare Maja ikke giennemgaae saadanne Lidelser oftere. – I Gaar var jeg ret syg. Ved Bordet fik jeg saa ondt i min ene Side, og maatte lægge mig. Jeg vilde ikke sove, og læste i et Bind af Euphrosyne en nydelig Fortælling, Asa-Neitha, som jeg ikke begriber, jeg saa rent kan have forglæmt. Men Søvnen overraskede mig, dog havde jeg neppe slumret et Qvarter, da lille Karen kom og bragte mig et Brev, som, sagde hun, Faer Cappelen havde havt med sig. Tak, min elskede troefaste Kista for dette kiære Brev, som gav mig fuldstændig Efterretning om alle dem jeg længtes efter at høre fra i den Cirkel, hvortil jeg ogsaa regner mine Kiære paa Hovind. Det var ligesom det Onde i Siden tog af alt som jeg læste. Saa gik jeg ind til min Maja. Den gode Fader C og Doctor: var hos hende; hun var just ikke saa vel, som om Formidd: og var den hele Dag ikke som den foregaaende, dog talte hun med os, og klagede ikke. Da 17vi havde drukket Caffe sad jeg ene hos hende. Hun talte med mig, men blev med et taus – Pechel traadde just ind, som hun fik et stærkt Anfald af Krampen. Ney, jeg vil – jeg kan ikke sige Eder hvad jeg leed. Det var mig nesten skrækkeligere, end hvad jeg før var Vidne til af hendes Lidelser, og det begriber I, naar I tænker Eder, hvor uforberedt jeg var til denne smertelige Scene. Ikke saadan vilde det bedøve mig, om i dette Øyeblik den blaa rene Himmel mørknedes med et, og Lynet foer ned og Tordenen rullede over mit Hoved. Jeg slap ikke den hede sammenknyttede Haand, før alt var forbi, og hun slog de matte Øyne paa mig, og forsøgte at trøste mig med et Smiil, som sønderrev mit Hierte. Vor Thrina var kommet ind, jeg veed ikke hvordan[.] Hendes Taare randt, og fremlokkede mine. Men alt gik rundt med mig, og jeg maatte haste ud, og famlede mig herind i mit Kammer. Den ømme Sarathrina fulgte mig. Vi vilde trøste hverandre, men kunde kun græde. Jeg følte mig ikke lettet ved Taare, jeg var meget beklæmt og syg, dog fattede jeg mig og gik ind til den Elskede, at hun ikke skulde være bekymret baade for sin Thrina og mig. Mod Aftenen blev hun bædre, og Pechel skiændte fordi vi bleve saa utaalmodige over et Tilfælde, som han forsikrede, vi hellere burde være tilfreds med, da det bebudede hastigere Bædring. Ogsaa har hun Gud skee Lov været taalelig brav i Dag. Nu faaer hun en Middagsblund. Den tænkte jeg ogsaa at faae, men om en halv Time skal Barna vore reyse til Strømsøe – Faer C reyste Kl 5 i Morges – og saa har jeg ingen Roe til at sove eller hvile. De venter begge Munkene, Storm og Edvard, og maae ind for at modtage dem –

Nu ere de borte, de gode kiære Børn. Tung var ‹…› giensidig Afskeden imellem den kiærlige Moder og Datter. Ogsaa Reals Øyne stode fulde af Taare. Lille Peer blev bragt sovende i Vognen. Gud ledsage Eder, Elskede, nu og stedse, og gladere end I forlode den, see I Majadal igien, saa glade, som I nu sorrigfulde toge Afskeed med den og os – Pechel er nu inde at sige sin Patientinde Farvel. Saa ere vi allene, min stakkels syge Maja og jeg –

18Løverdag 11te Min ømme Maja græd længe, da hendes Børn vare tagne bort, og det var os begge saa ødt efter de Kiære. Men det lykkedes mig dog, Gud skee Lov, at faae hendes Tanker henvendte paa andre Ting, ved at fortælle endeel af min Ungdoms Geschichter, om mine Forældre, om min Moder, som i lang Tiid leed af de samme Tilfælde, der nu martrer min Siæls Veninde. Hun forsøgte, at gaae hen til Sophaen, og det lykkedes skiøndt med Besvær, og Hielp af lille Karen og den madonnalige Marthe, (en Enke, der er Stuepige her, som jeg nok før har talt om) Hun befandt sig saa vel ved denne Forandring, og ønskede kun, hendes Thrina havde været her og seet hvor færm hun var. Vi spiste vor Aftensmad sammen, og Kl 9 gik hun paa samme Maade tilbage til Sengen, dog med mere Smerte i Fødderne og Knæene; men Sengen smagte dog bædre efter dette lille Forsøg, som jeg haaber, hun i Dag tør gientage; som jeg haaber, den Gode har sovet sødt, da hun var saa træt inden jeg forlod hende, Kl lidt over 10. Endnu har jeg ikke seet hende i Dag, men vil nu, Kl 7, atter lytte ind, om hun er vaagen. – Der er stakkels lille Karen med en Kop Caffe til mig. Moer sover nok, mener hun. Det ‹…› arme venlige Barn; frygter jeg, snart vil faae et Anfald af den Sindsforvirrelse hun hver Sommer pleyes hiemsøges med, da hun slet ikke er istand til at sove, men vandrer opp det meste af Natten, «og slumrer jeg imellem, siger hun, drømmer jeg saa fælt, at jeg takker Gud naar jeg vaagner» –. Hun har ogsaa gaaet saa hiertelig bedrøvet i denne Tiid, og saa har alle i det hele Hus.

Gud skee Lov Barna reyste i Gaar. I Dag er Veyret mørkt og koldt, og vilde ey været passeligt for lille Peder. Det har stormet og regnet hele Natten, siger Karen, som atter bragte mig en Kop Caffe, og hilsede mig fra Moer, at hun var vaagen.

Søndag 12te Hvordan kunde jeg benytte denne deylige Morgestund – Kl er endnu ikke stort over 5 – imens min Maja, som jeg haaber, nyder en styrkende Slummer – bædre, end til at fortælle Eder om den deylige stille Gaarsdag? Det var nok for denne Gang den gladeste Dag jeg har havt 19i min kiære Dal. Alt fra Morgenstunden befandt min elskede Maja sig bædre end alt siden hun blev syg. Naar jeg undtager de faa Øyeblik jeg sad som en Maane midt i Sophaen i Visitstuen – thi der havde lille Karen dækket op til mig – og holdt mit Middagsmaaltiid; for første Gang i mange Aar saa mutters ene, tilbragte jeg hele Dagen paa min Majas Kammer. Tre Gange omskiftede hun Sengen med Sophaen, nesten uden Hielp, fik en lille qvægende Slum, og fandt første Gang ret Smag i Mad. Vi snakkede og læste, imellem læste jeg høyt, og Time gleed efter Time som havde vi sadt i vor Lund –

Et lidet Brev skrev jeg til Egersønnen min, og fik et kiærligt Svar. Just som vi sad, Maja og jeg, med hver sin Grød Tallerken, kom et Bud fra Strømsøe, som den kiærlig bekymrede Thrina uopholdelig havde sendt med de Breve, Posten bragte os, for at glæde os, og snarest muelig faae Underretning, om sin elskede Moders Befindende. I et Par Hastværkslinier bad hun saa ængstelig herom, og føyede blot til, at hun med sit kiære Følge var kommet godt frem, og at de alle, ogsaa lille Gutten, befandt sig vel efter Reysen. Med hvilken Glæde tog jeg Pennen, skiøndt det alt mørknede, for at beroelige det kiære Barn, og hvor inderlig takkede jeg Gud, at jeg kunde det. Selv Maja bekræftede mit Udsagn, ved med sin matte Haand, og nesten i reent Mørke at tilføye nogle Linier til det elskede Barn. Vi vilde have det færdigt i Aftes at Budet kunde komme afsted med Daggryet, og er det nu vist længe underveys. Moer C fik Brev fra Søster Maja P: og Elisa Th: og jeg fra min Koren og vor lille Maja fra Hovind. Der er Gud være lovet alting vel, og saa vakkert, skriver min egen sieldne Koren, og endskiøndt hans nye Fuldmægtig har fundet for godt, uden at angive nogen Grund, at afsige Conditionen, da allerede alt var færdigt til Reysen, og min gode Søn Bergh havde skaffet ham alt hvad dertil behøvedes, er den samme K: lige bli lell, og siger som saa: Vel er 20det ubehageligt; men giid Pokker tage sig den Ting nær. Jeg faaer vel en anden i hans Sted? – Det eneste som bekymrer ham er Frygten for vor dyrebare Veninde, den jeg dog ved mit Seneste haaber at have formildet, og giærne havde jeg meddeelt ham og hans ikke mindre for den elskede anden Moder bekymrede lille Maja de endnu trøste- og glædefuldere Efterretninger med det Bud, som nu er gaaet til Strømsøe; men jeg nænte ikke at lade vor Thrinasara vente længere end høyst nødvendigt, og i Aftes blev det for seent at skrive. Nu faar vi vel intet Bud herfra ind før jeg reyser selv, og da skal jeg have min Epistel færdig til Afsendelse. Koren skriver end ydermere, at der hiemme ligger tvende Breve fra mig, et fra Biltzing, og et, som han troer fra Treschow’s, med en Harpe i Signetet. At den slemme K: ikke sendte mig disse, har jeg ondt for at glæmme. Som Tilgift til alt dette, fik jeg fra min Thrinasara et nydeligt Futteral til at føre skaarne Penne i, og for disse havde min kiære Realf sørget før han tog herfra, saa det nu er i complet Stand. De fleste Penne ere Paafuglfiære, og jeg foreslog Thrina at bruge forære Toppen af dem, de med alle Regnbufarver saa skiøndt malede, til Frue Dajon, som men kunde pynte sig deyligt med dem. – En saare ubehagelig Efterretning indeholdt min Korens Brev, nemlig at en Smed derude, en flink, meget velstaaende, og som jeg troer brav Mand, har, uden at nogen begriber hvorfor, endt sit Liv med en Strikke. «Det var ret en dum Streg af ham» siger Skriveren. Gud forlade ham, at han siger det, og endnu mere den Ulykkelige, som kan have havt Aarsager, dem ingen veed, som der tvang ham til at giennembryde «det søde Hegn om Livets bittre Dage.» –

Men nu maae vel min Maja være vaagen. Her er saa stille, ingen Lyd hører jeg, uden den brusende Foss, intet Menneske seer jeg paa Gaarden. De holder nok Hviledag. Endogsaa Paafuglene, hvis Skrig ellers pleyer vække mig, har jeg ey hørt til i Dag.

21Kl halvti Aften Saa nær er denne stille Søndag forbi, uden at vi har seet et fremmed Menneske eller hørt fra nogen; men den er gaaet hastig og og godt, skiøndt min Maja ikke i Dag, især fra Morgenstunden, har været fuldt saa brav som i Gaar. Dog har hun været oppe imellem, og vi har læst og snakket, og jeg strikket paa min Linastrømpe et stort Stykke. Til min Koren har jeg skrevet en Side, og vil giøre mit Brev til ham færdigt, om jeg skulde kunde faae det ind. Vi venter halvveys vor kiære Faer C i Morgen. Peckel (thi saaledes skal det nok skrives) havde vi ventet i Dag, men da han ikke er kommet nu, har han vel faaet Forfald for i Dag. Gud være lovet, at vi ikke med Angst, ikke engang med Længsel skal vente paa ham.

Mandag 13de I Dag var jeg først oppe Kl 6; min Opstaaen retter sig efter Veyret. Er det varmt og blidt lokker det mig strax af Sengen – men i Morges var det mørkt, og mit Hoved heller ikke lyst, og saa var Opstandelsen tung. Jeg skrev da til den var 7 paa Brevet til min Koren, og først nu den ringer 5, har I mig her, imens Doctoren, som kom for lidt siden, sidder nede hos den kiære Syge. Og nu skal I høre, hvordan hun i Formidd: overraskede sin Moer Koren. Jeg var nede et Øyeblik, og da jeg kom igien faldt mit Blik paa Sophaen, hvor jeg ventede at see hende – men der sad hun frie og frank i en Lænestoel, og ikke nok dermed, men spadserede mutters ene hen til Sophaen nok saa færmt. Jeg stod reent forgabt, og sandelig var jeg neppe gladere da min Jess, som i andet Aar fik den saa kaldte engelske Syge, første Gang kunde bruge sine Been igien. Hun har siden for det meste sadt oppe, og nu efter Peckels Tilladelse spiist lidt tynd tynd Kalvekiødssuppe, som smagte hende saa godt, og Gud give maae bekomme hende ligesaa godt, hvad jeg ikke tvivler om. Og nu kan I tænke Eder, Elskte, hvor glad jeg er. Vidste I det nu kun 22Alle! Vidste I især Du det, min ømme, bekymrede Thrinasara, at Du kunde glæde Dig i Dine mange andre Glæder med et frit roelig Hierte. Kun den forestaaende Skilsmisse foruroeliger nu min ømme Maja og mig med. Men det maae saa være.

Tirsdag 14de Kl 5½ Morgen «Bliver det Regn om Onsdagen, reyser du dog ikke?» sagde Maja med vemodsfuldt Blik og Tone i Aftes. «Enten det regner eller ikke, bliver jeg til Torsdag» – gienmælede jeg, og ved denne korte Udsættelse bleve vi begge saa tilfreds, som skulde vi endnu være sammen en heel Maaned.

O hvorfor skal saa mange Mile adskille dem, som saa giærne tilbragte Livet sammen, giærne delte dets hele Vandrings Møysommeligheder og Behageligheder med hindanden! Men ogsaa det maae saa være. Heller ikke vil vi klage, Maja og jeg. Vi sees dog ofte, og taler sammen hver Uge. Ney, vi vil ey klage –

Nu giør jeg Dagbogbrevet til min Koren færdigt, og saa ind at sige min Maja God Morgen, og høre hvordan den forandrede Diæt i Gaar har bekommet hende. Jeg haaber vist, godt. Den glade Sindsstemning jeg er i, bebuder mig det.

Kl 12 Den bebudede mig Sandhed. Jeg fandt hende saa munter og brav, nesten som jeg kunde ønske det. Mens jeg lavede mig til Sæde ved Sengen, da hun endnu ikke maatte staae op, bragte lille Karen et stort tykt Brev og en Æske, som var kommet med et Bud fra Byen. I Æsken var et deyligt Tyls Tørklæde, min Elisa havde skaffet mig fra Kbhn, og et lille Venskabeligt Brev; i Pakken var ogsaa en venlig Epistel til mig fra min kiære Lotta, hvori hver Linie glædede mig, og imens jeg var beskiæftiget med disse kiærlige Breves Læsning, og et Do fra min Thrinasara til begge Mødrene hendes, læste Maja sin Pedros Brev, og saae deri, at der i Morgen paa Auestad skulde være Selskab for Malling og Hansen, som P: Anker havde anmeldt tilligemed sig selv, og at der i den Anledning reqvireredes Fisk etc herudefra. Alt dette var godt og vel; men Faer C havde vedlagt sit Brev en Anmeldelse 23som I vil have seet i Aviserne før I kunde læse den her, om det Anfald de forhadte Britter har giort ved Risøer, hvor det er gaaet saa hedt og blodigt til, og vort Tab har været saa stort. Den var i sig selv sørgelig nok denne Efterretning, ak, men blandt de Døde var en Bull, som jeg kiendte fra hans Ungdom, og som efterlader sig en ung elskværdig Kone og smaae Børn, og blandt de haardt Saarede – og det var det som saarede mit Hierte saa haardt var min ædle Dichmans Søn, hans Ældste, hans Christian, en elskelig Yngling, sagde Fetter Chrystie, som hilsede mig fra ham, at han saa inderlig ønskede at see og tale med sin Faders Veninde. Var han død i Hæderskampen, det skulde smertet mig mindre, men han har mistet sin venstre Arm, og maae nu enten under mange Pinsler miste Livet, eller vandre det igiennem som Krøbling. Jeg græd bitterlig, og saae neppe at skrive et Par Ord til min Lotta eller at slutte Brevet til min Koren. Nu er jeg lettere om Hiertet, og vil saa meget mueligt stræbe at blive det.

Onsdag 15de Klokken 5 stod jeg op, og har nu pakket ind, for at have alt fra Haanden, at jeg kan tilbringe den sidste hele Dag jeg denne Gang er i den kiære Majadal, allene hos og med hende, den Elskede. Jeg er ikke ret frisk, har ondt i Hovedet og fryser; men det er ogsaa koldt som var det langt paa Høsten. Solen skinner vel klart, men den fæle Blæst betager den sin milde Kraft. Saa kan det vel være jeg er kuldskiærere nu end ellers, da jeg sidder mere inde. I Dag maae jeg dog see at faae sagt de dyrebare Minder i Lunden og Lunden selv Farvel. Flere Gange om Dagen hilser mit, imellem taarefulde Blik den; dog har det i de sidste Dage hvilet paa det kiære Vidne til saa mange Glæder med mere Roelighed, da jeg tør haabe med Vished at disse Glæder vil vende tilbage igien.

Paa nogle smaae Anfald af Mathed nær, var min Maja meget færm hele Dagen i Gaar, skrev til sin Mand og sin Thrina, gik og sad oppe, og fik vi os, inden vi spiste vor Grød sammen, tre Rabusser. Vi havde nesten glæmt vor gamle Leeg.

24Torsdag 16de Skilsmissedagen er da frembrudt. Den er bliid og stille og klar. I mit Sind er det ikke fuldt saa stille, i mit Hoved ikke fuldt saa klart, dog er jeg bædre, end i Gaar, da var jeg ret ussel den hele Dag. Endnu har jeg ikke fattet Mod til at besøge Lunden, og fatter det neppe. Den Stilhed, den Dunkelhed, de visne Blomster paa de velsignede Minder – o allerede som jeg seer og føler det i Aanden er det mig saa usigelig smerteligt. Ney, først naar jeg kan giennemvandre Din Lund ved Din Haand igien, Lundens Skaber- og Opliverinde! først naar Sundhed og Munterhed igien smiler fra Dit hulde Aasyn, som de friske Blomster hvormed Du har krandset vore hellige Minder, først da vil jeg see det alt igien. Høsten og Vinteren ligger maaskee imellem den Time og nu; men smiler ikke en evig Vaar og Sommer om os naar og hvor vi vandrer med og blandt vore Elskte?

Jeg fik tidlig i Dag to Breve, et fra min hulde, ak, nu atter saa svage Rikke B, et fra den sieldne ikke mindre svage Ragna Maribo, et Tungsind aandende Brev. Snart seer jeg begge de Gode. Fra vor Thrina var ogsaa Brev til begge Mødrene hendes, og deri et til hende fra vor Sally, som nu Gud skee Lov er fuldkommen frisk og brav, kun bekymret for sin Maja C – Men nu kommer jeg til Eder, Elskede, og bringer trøstende, glædende Tidender, og I vil med dobbelt Ømhed omfavne Eders Moer Koren.

O Dig min Tak, min hede, taarefulde Tak, Evigforbarmende, at jeg kan det! At jeg seer den mig og saa mange, dyrebare Maja oppe igien, og bædre, end mit dristigste Haab lovede mig at see hende forinden min Afreyse. Hør endnu een Bøn, Du milde Fader: Lad mig leve saa glade Dage i Majadal, som de fleste af de jeg nu har tilbragt der, vare sørgelige! Giv os hende, giv hende alle sin Siæls Elskede, giv os alle hverandre igien i stille Tilfredshed, i reen Glæde, at Majadal atter bliver Majadal, Fredens, Glædens, Venskabs Hiem!

Tøyen

25Løverdag 18de Jeg kan ikke andet end begynde dette Hefte med en Tilstaaelse om, at jeg sluttede mit Seneste med en Usandhed. Jeg sagde nemlig, at jeg var ret frisk, men har længe ikke været det mindre end da jeg skrev det. Dog, hvor kunde jeg andet! Min dyrebare, svage, og ved min Bortreyse bedrøvede Maja skulde beholde og læset naar jeg var reyst. Der seer I min Grund, og Undskyldning, som kun behøves for saa vidt at jeg vitterlig har sagt en Usandhed, hvad jeg ikke før er mig bevidst i disse Blader. Men I kan jo være saa ædelmodige og kalde det, som Kotzebus Fortsættelse af Menneskehad og Anger: Den ædle Løgn.

Kl: henimod 1 forlod jeg, Torsdag, Maja og hendes Dal, med hvor tungt et Hierte begriber I. Husholdersken, lille Karen og den vakre Marthe, fulgte mig alle med Taare i Øynene til Kariolen. Dit vennehulde Vink fra Vinduet, Maja – o jeg veed ikke, om det styrkede eller nedtrykte mig mere. Men tag ogsaa her min Tak for det, for Din Afskeed, for alt! –

Da jeg var kommet giennem Alleen, og alle de kiære Gænstande vare forsvundne for mit Øye, blev jeg end mere beklæmt. Jeg maatte tale, og tale om Dig, min Maja, og aldrig glæmmer jeg hvor godt det giorde mig, da gamle Helge Berg, min Skydskarl, paa mit: «Moer Cappelen har været meget syg» gienmælte: «Ja, men nu er hun jo Gud Skee Lov bædre?» og vedblev, da jeg bejaede det (Gud være lovet, at jeg med Sandhed kunde det!) «Det skulde ogsaa været haardt aa miste hende. Hun er et umisteligt Menniske for Mange, Fornemme og Ringe, det kan I troe, Frue!» – Ja, gode Gamle, hvem veed det bædre end jeg?

Efterhaanden kunde jeg tale om andre Ting, og tilsidst kom vi endogsaa ind i Politikken; min Contrapart, som I veed. Men hvad den gamle 26Mand sagde var sundt og rigtigt, saa vidt jeg skiønner det, i det mindste var det hvad jeg har hørt af de Klogere, f.E: at vi vare bædre tiænt med Kanonbaade end store Skibe, nu, da vi ikke kunde have flere af disse, som jo ogsaa Engelsmanden tog det ene efter det andet. Over den smaae Fartøyer, mente han, gik Fiendens Kanoner, naar derimod disses altiid vare visse paa at træffe de grumt store Skibe. At I nu ikke skal troe, Manden er et Orakel, maae jeg betroe Eder hvad jeg formoder, at han nemlig har sin store Viisdom fra sine 3 ældste Sønner, som alle ere Melitaire og paa Vestkanten. Det var just i Anledning af dem – da jeg spurgte hvor mange Børn han havde – at vi kom ind i denne Materie[.] Hans Gaard ligger ved Foden af Bergstien. Der lod han endnu sætte en Hest foran den anden, saa jeg for første Gang kiørte med to Heste for Kariol; men det var godt jeg lærte det. Aldrig er jeg kommet hurtigere op af de svære Bakker. Derfor var jeg ogsaa til bestemt Tiid, kl. 3, paa Veyerud. Her kom en gammel Mand og et ungt Menneske hen og hialp mig ud, bad mig velkommen, roste min Acuratesse (thi Kl slog just 3 da jeg kom) og spurgte meget efter Mad: Cappelen. Jeg bliver sielden forlegnere, end naar nogen behandler mig saa bekiendt, uden at jeg kan erindre hvorfra Bekiendtskabet reyser sig. Tilsidst hørte jeg da, det var gamle Amtsforvalter Strange og hans Søn, som jeg har været i Selskab med i Majadal et Par Dage. Ansigterne vare mig heller ikke fremmede, kun Navnet vilde ikke falde mig ind. Ogsaa Folkene paa Veyerud erkyndigede sig med varm Deltagelse om den af alle, Fornemme og Ringe, som Helge sagde, elskede Moer C, og beklagede tillige, at Faer C: heller ikke var ret brav. Jeg mindes ikke, om jeg i mit Forrige sagde Eder, mine Venner, at han i nogle Dage havde havt ondt i sin Fod, og frygtede for Podagra[.] Noget værre kunde neppe hendes denne driftige, raske Mand.

27Strange og Søn skulde til Auestad, og vi bleve i Følge. Nu havde de kiære Barna mine ikke lukket, men aabnet sine Porte vide for Moer Koren, og var den første, som kom mig med et hierteligt Velkommen imøde min kiære Fader Pedro selv, og dobbelt glad blev jeg ved at see ham, da jeg ikke torde ventet ham paa Benene. Det var han dog, og Gud skee Lov ret færm, skiøndt han gik med en stoer Støvle paa, og haltede lidt. Hans Frygt at det skulde være Podagra er nok ogsaa ugrundet. Saa venligt bad han os komme op til Auestad og spise med ham til Aften, da Strange var og blev der; men vi havde allerede før glædet os til den stille blide Aften vi skulde have hiemme i det kiære gamle Hus, min Thrinasara og jeg, og vilde det gode Barn ogsaa af Ømhed for sin Moer Koren, at vi skulde spise tidlig og gaae tidlig tilsengs, hvad ey kunde skee toge vi til Auestad for at blive der. Resultatet blev da, at vi skulde giøre en Visit til Fatter, og lod han os hente i sin Phaeton nok saa galant. O hvor deyligt, hvor lyst og livligt der er, og hvilken rig mangfoldig Udsigt! Hvor Skiøndt og Beqvæmt saaledes er forenet, at det ene ikke er tilsidesat for det andet, dvæler Øyet med Velbehag overalt, i Kiøkkenet, Spisekamret, Domestikværelserne, som i Stadsværelserne. Som kiære gamle Bekiendtere man møder paa et fremmed Sted, hilsede jeg de gamle kiendte Meubler, den sorte Sopha og det runde Bord, kort enhver Ting, men dog intet som hvad der stod i og egentlig tilhørte Majas Kammer, og det lille nydelige Kammer selv. Da jeg havde været rundt om i de færdige og ufærdige Værelser (ret færdige ere endnu ingen, og nesten hele underste Etage uindredt) toge vi hiem igien til vor Realf og lille Peergutten, spiste, snakkede til Kl henimod 11, og forføyede os tilsengs[.] Jeg indviede da, paa min gamle Sovesahl, Thrinas pene hvide Seng, sov godt, var oppe før den var 5, og skrev til min eensomme Maja, som var min Tanke og min Drøm. Jeg fik en Kop Caffe forlods, og siden hentede min Thrina mig ned, hvor hun selv skiænkede Resten for mig.

28Fader C, endnu raskere end Dagen før, kom og drak Caffe med os, og saa fulgte Thrina mig til Jomfr: Ravert, der var i Kirken, men kom strax efter i Contravisit, just som vi skulde til Frokostbordet. Bliver hun frisk, og Veyret stadigere end hidtil, lovede hun mig at besøge os i Sommer, og var som altiid uudtømmelig i at rose sin Maja. – Jeg havde bedt min Realf skaffe mig en Mand og Hest lige fra Strømsøe hid, da det er saa kiedeligt for mig at reyse med Skyds. Han havde acorderet herom med en Mand, som vilde have 10rd, hvad jeg fandt ikke var urimeligt; men det fandt min gode Faer C, og vilde selv skydse sin Moer Koren. Jeg fik da hans Hest og Ottesens lille Halvor, den unge Hallingdøl, som jeg i Vinter talte om styredestyrede] rettet fra: skyds ved overskriving mig til Eger og Majadal, en saadan flink godtlidende Gut. For at undgaae den lange leye Bragnæssgade, gik Hest og Kariol omkring, og de ømme elskelige Barna mine fulgte mig til Baads lige over Elven. Faer C med sit syge Been slap mig ikke, og ikke sin Thrina, før vi sad trygge i Baaden. Det begynte at regne, og Bølgerne gik hvide. Jeg var lidt bekymret for de Kiære som skulde tilbage, men de loe af mig og min Frygt. Ogsaa haaber jeg de vare tilbage inden Regnen begyndte for Alvor, og tvang mig til at ombytte min tynde Kavay med en fast uigiennemblødelig, men som det kostede liden Halvor Møye at skaffe mig i en Hast, da den var fastbunden med Kufferten bag paa Kariolen. Imens vi vare i Arbeyde hermed, kom en Kiærre forbi, men holdt og en ung smuk dansk Mand spurgte: om det ikke var mig, som nyelig var reyst fra Hr Ottesens? hvad jeg da bejaede, hvorpaa han tog en Pakke frem, som jeg skulde have glæmt. Det var mine Smørrebrød, som Thrinabarnet havde lavet saa godt til for mig, og ligesom min Kista her engang glæmt at give mig med. Gud veed, hvordan de havde faaet dem med den Fremmede, som jeg bad føre dem til Gillebek, hvor jeg fik dem, da han stod reysefærdig, og lod dem smage 29mig ret godt. Da jeg kom til Ravnsborg, stod en gammel Kone og en ung Pige der og ventede paa Skyds, og gav den første sig flux i Snak med mig som med en gammel Bekiendt, hilsede mig fra Jomfr: Poppe, og spurgte til Mad: Cappelen. Jeg maatte da gienspørge om hendes Navn – thi her vidste jeg mig frie for at have glæmt det – Det var en Mad: Preus fra Kongsberg, og den unge Pige en Jomfr: Knoph. De vare som jeg paa Veyen til Christ. Jeg bestilte Caffe for mig og dem, og den giorde os vist alle godt i det raae, kolde Veyr. Uden andre Eventyr end endnu en Kavayombytning midt paa Landeveyen (for at komme stadselig giennem Byen) ariverede jeg til det kiære vakre Tøyen Kl henimod 8, blev modtaget som sædvanligt, og fandt alle og alt Vel, og dobbel glade i mit Komme, da de, før de spurgte, hørte de glædelige Efterretninger jeg havde fra Majadal, dem de alt havde læst i mit Ansigt, der stedse forraader mig. Til alt det øvrige Gode her modtog mig, maae jeg ikke forglæmme de deylige Breve, fra min Koren, Bergh, Biltzing, og min gamle Adam Øhlenschl: som han underskriver sig. Jeg havde giættet rigtigt, Harpebrevet var fra Skalden, et efter hans Maade langt Brev og lustigt og lunefuldt, et saare interessant Ruskomsnusk. Min lille Tønder Lund var her ogsaa i Besøg hos Onkel og Tante, en rask, tækkelig Gut, som jeg ret glæder mig i, og som alt er min Maries erklærede Yndling, ligesom hun er hans. Ogsaa han havde et kiærligt tillidsfuldt Brev med til mig fra sin blinde Fader, min gamle troe Ungdomsven. Lieut: Stenersen var her da jeg kom, og fik med Presidenten og Majoren en Lhomber, under hvilken jeg pratede med min Lotta og Kista, og stial mig til at kige i mine Breve, som jeg alle fik til Livs før jeg lagde mig, og var det første Gang i Sommer, jeg maatte tage min Tilflugt til andet Lys end Dagens – det er altiid lidt traurigt, og frisk var jeg heller ikke – dog sov jeg godt, og var rask hele Gaarsdagen ‹…›

30I begriber vel, mine Elskede, at jeg ikke har faaet malet alt dette i Gaar, men er nu langt henne i Formiddagen

Søndag, 19de Da Lotta og jeg stode ifærd med vor Frokost i Gaar Morges, kom en bliid vakker og peen Kone, i Følge med Jomfrue Horster ind ad Dørren, og fløy i mine Arme før jeg kunde fatte mig, at det var den forrige Bea Heyberg, nu Frue Hofman, min Rikkes Coucine. At see Rikke selv vilde neppe forundret eller overrasket mig saa meget. Hun havde giort Touren hid med Tøiens fra Tønsberg, en Tour kun paa 8 Dage, og kom nu tilbage fra Plogstad, havde ogsaa været paa Hovind, hvor ikke et eneste Menneske, af Husets Indvendige, var hiemme, undtagen Jomfr: Skieldrup, med hvem hun havde beseet sig overalt, saa hun kunde fortælle mig og hilse mig fra ethvert Sted i og om det kiære Hiem. Jeg blev saa glad da jeg saae hende, og troede, hun nu først tog til Ullensager, og tænkte paa hvor godt vi skulde have det sammen der med vor Rikke; men den Drøm bragte hun mig da snart ud af. Dog var det mig inderlig kiært at see den vakre muntre Bea igien, at vide hende saa lykkelig og rask, thi det var hun, som i sine Jomfruedage, skiøndt hun atter er paa gode Veye, og langt henne paa dem. Det var mig dobbelt paafaldende, da Rikke saa nyelig havde skrevet, og intet vidste herom. Lidt efter hende kom det kiære Slotspræstpar med alle Smaaetupperne, og vidste jeg knap hvordan jeg skulde faae deelt mig mellem alle de Kiære – Dog, dem beholdt og kunde jeg haabe at see ofte, men Bea kun Øyeblik, Gud veed for hvor lang Tiid. Med saa hiertelige Ønsker at see os hos sig (som min Koren, der havde været paa Plogstad halvveys havde lovet hende skulde skee engang) tog hun bort med Jomfr: Horster, og Held og Lykke følge hende, og hendes jævne, gode Lune, den kiære tækkelige Landsmandinde! –

Jeg havde for meget at tale med Barna fra Festningen til at torde begynde paa noget, da de kun vare her i en Morgenvisit, egentlig for at faae omstændelig Underretning om vor elskte, Maja C’s Befindende, og den fik de, og saa blev det aftalt, vi 31i Morgen Eftermidd: skulde besøge dem, og da skal det ret gaae løs med Snakkingen kan I troe. Vor Sally, som er rask og frisk, har jeg nu skrevet et Par Ord til og stevnet først hid i Dag, og saa til Mødet hos Pavels’s i Morgen.

Efter en lille Eftermidd: Blund i Gaar (jeg havde været oppe før Kl 5) drak vi Caffe i Haven under det deylige kongelige Kastanietræe, og Thee ligesaa. Mens vi vare i færd hermed, hørte vi en Sværmen i Forstuen, og ud paa Trappen traadde Mad: Wulfsberre med sine tre Glutter. Med en Undskyldning til Frue Lotta: fordi hun ikke havde været der saa længe, tog hun da Sæde iblandt os, og var den samme hun pleyer være, lustig uden al Ende. Men hun være som hun vil for Resten, for en Stund er hun morsom, det er vist og sandt, derom ere vi enige, jeg og Lotta, som siger: «det er ret et evigt Nar den Kiærring, men hun er saa Gu dog ikke saa gal lell» Præsten og unge Schioldager, som jeg denne Gang leed bædre end den første Gang jeg saae ham, kom siden. Mandsherrerne spillede Lhomber, og jeg sad for det meste og saae til med Strikketøyet i Haanden i det mindste, medens Madamen snart flaxede med Ungerne sine (Smaapigerne havde hun vanskabt reent med de fæle sækkevie Ærmer. Gutten er en forkiælet Krabat, men det er i øvrigt ret vakre Børn) snart vaasede saa med den Ene saa med den Anden. Vi lode hende skiøtte sig selv, og hun er brav med det, at hun ikke generer eller lader sig genere. Manden var usædvanlig stille. Kl halvelleve gik de, dog hun lidt før med de Smaae. Det er sandelig umuelig andet end at synes om hende, som sagt for en Gang imellem. W: selv maae jeg stedse holde af, det er mig endnu umuligere andet.

Nu har liden Aagodt spillet saa vakkert for mig paa sit deylige Instrument (en Foræring, og en meget kostbar, af hendes Broder Capitainen) og det er Middag; dog begynde jeg mit Brev til de Elskte jeg forlod i Fredags, og tænker at faae det med Storm Munk, som skal til Porsgrund at vie Frøken Løvenschiold til hendes Fetter –

32Han reyser i Morgen. Og hvordan mon I nu har det i Dag i min Majadal? Endnu har Du de Elskede, Din Mand, Dine Børn om Dig, mit Hiertes Veninde! men om faa Timer maae de forlade Dig, og Du er atter eensom. Blev Du overrasket i Gaar, da Din Thrina kom til Dig «med Hanekam og Slæbekiole»? – det er, efter Mad: Buchholm, i fuldeste Stads. «Hvordan det? Moer vor! hvi reyste Datteren, og det en Løverdagsqvæl, saa pyntet til sin Moder?» Fordi, mine Kiære, hun var buden til Fadder hos Ritmester Knudsen den Lange, der boer i Sanne-Sogn, strax neden for Bergstien. Det eneste som giorde min Thrinasara denne kiedelige Fadderstads morsom, var Forestillingen om, hvor forundret Moer skulde blive naar hun saae Ungen sin komme som i en Stadsvisit. –

Mandag 20de Vor elskede Sally kom, og blev her til seneste Aften, og vi havde en deylig Eftermidd: og Aftenstund. Først maatte jeg gientage hende, i Udtog, hvordan det var og havde været med hendes Moer C, og det kiære Barn hørte mig med Vemodstaare – siden spillede hun og Agathe vexelviis, og sang, og den hiertens snilde Major Gentoft tog tilsidst en Viol, som han spiller meget godt, og her blev fuld Concert. En lille Intermezzo var et Besøg af Mad: Blix med alle hendes Smaaepiger, fire raske, vakre Børn, en meget smuk Pige, hendes Søster, en Broder, en tilkommende Svoger, og min Kistas Broder, som er der i Huset. De drak Thee her, og toge saa bort. Stakkels Mad: Blix har været saa syg, og jeg kiendte hende neppe igien. Hun er en sielden Kone, Moder og Husmoder, Søster og Veninde, og har en lige saa sielden Mand. Det er et saare agtværdigt Par.

Med lille Ole, som kom ind fra Hovind for at hiemhente vor lille Tønder Lund, fik jeg Brev fra min Koren, som nu er paa Tingtouren, og fra min Maja, som tilligemed Telja residerer paa Houg, hvor Smaasøstrene ofte, og Jess stundom besøger dem. Naar jeg kommer hiem, Løverdag, flytter de igien til Hovind.

33Tirsdag 21de Paa Aggershusfestning var ikke saa stort som morsomt Compagnie i Gaar. Herfra var kun min Lotta og jeg der. Sally kom hid, og blev i Følge med os. Da vi kom, var Mad: Lange, hendes Datter, og Frue Wium der. Siden kom Edvard Munk med sin Sophie, og endnu senere Capit: Widing med Kone og Svigersøster. Vor gode Pavels læste for os et Sørgedigt, hvis Tittel allene er et Mesterstykke af Galimathias, over en Grevinde Raben i Lolland, som jeg har havt den Ære at kiende meget godt, saa vel som Hr Krag, Digteren, Præst i Rastad om jeg mindes ret. Jeg skal have en Afskrift af denne excentriske Daarekistepoesie, og I skal være visse paa at blive delagtiggiorte deri; hvis Ligen dertil kan fremvises, tager jeg taknemmelig imod den. Noget lignende, skiøndt i Prosa, lovede Munk mig, nemlig et Brev fra Ellef Hansen her i Byen (ogsaa benamset Elephanten) til Hafner, i Anledning af Indqvartering, som han vilde frabede sig. Blandt andet siger han, at han og Kone bliver forstyrrede i deres kraftfulde Natteroe, at hans Sønner maae ligge i Drengestuen, «og» udlader han sig, «Deres Høyvelbhd veed selv, at hvor ingen Ambition er, er ingen Avance» etc – At den gode Frue Bergh ogsaa var et Øyeblik i Selskabet, har jeg glæmt, seer jeg, at fortælle Eder. Hun var skranten, som hun fast altiid er, og maatte tage hiem før vi spiste.

Brylluppet i Porsgrund er udsat, saa der intet blev af Provst Munks Reyse. Jeg aabnede da atter mit Brev, skrev endnu en Side, meest om en Husholderske til vor elskede Maja C: til Auestad, som Moer P:, Sally og jeg vare paa Raad om at fæste, og alle Tre syntes godt om. Aftenen gik i en Fart. Baade i Gaar og i Dag regner det uophørligt, og jeg veed ikke hvor jeg skal faae giort mine Besøg til Hovind og Økeren.

34Her kom min kiære Kista til mig med en Kop Caffe – det er Morgen, maae I vide – og fortæller saa bedrøvet, at Presidenten ikke var frisk i Aftes, hvorfor han heller ikke kom til Pavels’s – De laae alle da vi kom hiem, saa jeg intet har hørt derom før nu. Dette evigustadige Veyr giør det jo nesten umueligt for de ikke Kiæmpestærke at være frisk – I Dag maae jeg dog vist faae Brev fra Strømsøe, Efterretning om Dit Befindende, dyrebare Maja, maaskee et Par Linier fra Dig selv. Med frygtsom Længsel seer jeg det imøde, og var det da jeg vaagnede min første Tanke.

Kl 7 Nu kom Budet tilbage, og bragte – intet. Om der var noget til mig kunde han ey faae at vide, da Postføreren var gaaet ud og intet bliver udleveret før Kl: 7 i Morgen. Min gode Kista, som saae hvor mismodig jeg blev, har nu atter sendt Bud for om mueligt at skaffe mig det; men jeg tvivler om det; dog skal jeg stræbe, ikke at lade mig mærke med mit Mismod. Lottamoer er nedslaget nok alligevel, og her er ret traurigt. Presidenten ligger hele Dagen i en Slummer, og er neppe vaagen et Øyeblik. Jørgen har været hos Doctor Møller, som forsikrer det ingen Fare har, og at den Døsighed han ‹…› føler er en Følge af det tunge, lumre Tordenveyr, og Mathed af det meget Blod han har mistet ved Bruget af Igler. Stakkels Lotta er heller ikke ret frisk. En ønskelig Tidende fra Strømsøe vilde trøstet os alle.

I Formiddag fik min Kista Brev fra sin Broder. Gud skee Lov, hans Kone, som har været meget syg, er brav igien, og den 27de lover han at bringe hende med sig til Hovind. Jeg har skrevet lidt til ham i Kistas Brev, og begyndt et Brev til Biltzing. I Aften vilde jeg seet til Olsens – Zarine og den lille Gut er syg men jeg havde ingen Roe før, da jeg ventede, og nu har jeg ingen Lyst til det –

35Onsdag 22de Der har atter været to Bud efter mit Brev, og begge Gange lød Svaret: at Expressen først kom i Eftermiddag, hvad der er aabenbar Usandhed, saa jeg ikke kan begribe Sammenhængen, men er ret hiertelig mismodig over saaledes at see min Længsel skuffet den ene Gang efter den anden. Nu har jeg skrevet en Sæddel til min Maja P: om hun kan skaffe mig Greye i dette Vilderede, og Lieut: Schackt som logerer her, har ogsaa lovet at høre efter naar han gaaer til Byen. Presidenten synes Gud skee Lov at være bædre i Dag, og er ligesom vaagnet af den Dvale han laae i. Veyret er saa lummert og trykkende, deraf kommer det vel, at jeg neppe kan aande. I Eftermidd: faaer jeg giøre Touren til Maribos, hvor tungt det end falder mig at forlade min kiære bekymrede Lotta og min Kista, som heller ikke er glad. Dog er hele Huset ligesom oplivet ved vor gode Presidents Opvaagnen af en Slummer, som vi alle fandt betænkelig, skiøndt vi giærne vilde faae Lottamoer til at troe den ey var det; men hun følte det nok meest af os Alle.

Torsdag 23de Kunde jeg troet, at otte Dage skulde gaae hen, fra jeg forlod Dig, dyrebare Maja, uden at jeg skulde hørt et Ord fra eller om Dig! O hvor dobbelt tung vilde da Skilsmissen blevet mig, og neppe vilde jeg da været istand til at rive mig fra Dig. Ney, Din og min ømme Thrinasara kunde ikke have glæmt sit Løfte, og vilde uden Løfte beroeliget og glædet mig, havde det været hende mueligt, havde hun havt noget at beroelige og glæde mig med – O ney, ney, det har hun ikke – Hvem veed, i hvad Siæleangst det ømme Barn nu svæver i – sikkert er Sygdommen vendt tilbage, og hun er paa Eidsfoss endnu, og –

36O jeg er ofte saa beklæmt, at jeg ikke veed hvor jeg vil hen – Expressen bragte mig intet, Posten i Gaar intet. Nu skal jeg gaae i denne Angst til i Morgen Eftermidd – og endes den saa? Jeg har gaaet Haven flere Gange rundt med Lotta. Hun deler min Bekymring og vilde giærne hæve den om hun kunde. Min Kista som er ret ussel i Dag og seer ud som Døden, anstrænger sig for at trøste mig. Fra Pavels laae her en kiærlig Billet til mig i Aftes da jeg kom fra Økeren. De har havt Brev fra Egerbroderen, men fra Majadal hører vi intet. Bliver Veyret godt, kommer Maja, maaskee ogsaa hendes P: herop i Eftermiddag. I Formidd har jeg fuldendt mit Brev til Biltzing og skrevet lidt til Døttrene mine dernede, da der jo nu atter tales om, at Postens Gang giennem Sverrig snart vil ophøre, at Krigen med dette nære Naboeland er uundgaaelig. Alle permiterede Melitaire, Officerer og Gemene, ere tilbagekaldte. Dog, jeg veed ikke hvorfra jeg har den Troe, at der intet bliver af denne Krig. Os skee som jeg troer! Men jeg maatte dog engang fordre Barna dernede til Regnskab før deres tre Maaneders Taushed. Mellem mig og Sally er vexlet et Par skriftlige Ord i Dag, og nu skal jeg – ja, jeg veed ikke selv hvad – Til Økeren kom jeg ikke før Kl henimod 5, hvad de vennehulde Mennesker der ikke vare fornøyede med, da de hørte, jeg skulde hid igien samme Aften. Havde jeg medbragt et ret roeligt Hierte, vilde det været meget behagelige Timer jeg tilbragte der. Maribo var hiemme hele Tiden, den elskelige Ragna taalelig brav, hendes Moder var der ogsaa, og en Jomfrue Silche, ellers ingen før mod Aftenen, da kom Just: Collet, som jeg aldrig har seet saa adspredt og besynderlig. Han talte uophørlig, og løb af det ene i det andet. Vi drak Thee i 37den vakre Have, der med Tiden vist vil, som det hele deylige Økeren, blive saa forskiønnet og smagfuld som mueligt. Mange Minder fra fordum Dage mødte mig i Haven ved hvert Skridt. Det giorde mig kun mere vemodig. Collets Nærværelse adspredte som en Stormvind de lumre Skyer der ligesom hang ned over os Alle. Maribo var lidt upasselig, men bliid og interessant som altiid. Ogsaa ham holder jeg mere af jo nærmere jeg kiender ham. Jeg veed saa mange ædle Træk af Frue Huwald, at hun ikke kan andet end være mig kiær, skiøndt jeg undertiden maae smile af hendes heftige Declamationer. Hun er sikkert en færm Kone i alle Henseender og meget godmodig. Ragna selv maae lee lidt af hendes Heftighed; Maribo lader det gaae hen som noget der ikke kan være anderledes –

Kl halvelleve kom jeg hiem, fandt min Kista, Hanna, og Lieut: Schackt oppe endnu, og hørte, Presidenten havde været brav. Det er han Gud skee Lov ogsaa i Dag, og endnu bædre end i Gaar. Jeg har sendt lille Ragna Karamsins Reyse med et Par Linier.

Fredag 24de Jeg maatte lægge mig i Gaar da vi havde spiist. Min troe Kista kom og vækkede mig med en Kop Caffe, Søvnen havde styrket mig, og jeg stod raskere op. Det smaaregnede hele Dagen, og jeg saae ikke mine elskede Børn fra Festningen. I Dag samles vi dog vist hos vor Sally; men det er det samme graakolde, som Lotta siger, ufysne Veyr. Her var meget stille i Gaar. Det unge Par var i Byen. Majoren ogsaa. Jeg læste lidt for Kista og Hanna, lagde en Kabal, for ikke at glæmme den ædle Kunst, og oven paa alt dette fik vi, Lottamoer, Kista, Hanna, Schackt og jeg os en ærlig Rakker, og med denne smukke Ærestittel gik jeg tilsengs. Maaskee er det deraf jeg har Hovedpine i Dag.

38I et lille kiærligt Brev fra min gode Ragna, hvori hendes Ludvig ogsaa havde skrevet et Par Linier, spørges saa ømt om min Moer Cappelens Befindende. Ak, jeg har endnu intet at svare dem eller mig selv. I Dag kommer atter Fragtvognen. Gud hielpe mig, bringer den mig heller intet. Med hvad Hierte forlader jeg da Tøyen, og seer det elskede Hiem igien, og modtager den 27de Julj! – Kista, som ey bliver med til Sara, har lovet at sende mig uopholdelig hvad jeg dog saa vist venter, mellem Haab og Frygt og venter. Fra mit Hovind har jeg hørt jævnligt siden jeg kom hid, og jeg tør altsaa glæde mig til at høre derfra i Dag med Aslak som vel er her i god Betids med Gulen min, tænker jeg, dog neppe inden vi tager til det nære Hovind – Blandt alle Collets Spørgsmaal blev intet tiere gientaget end: «Hvordan lever Sara? Moer Koren!» Vel ti Gange besvarede jeg det, og endnu da jeg steg i Kariolen. Derfor havde Maribo skrevet uden paa Brevet i Gaar: «Justrd C: spørger hvordan Sara lever?» – Det er en snurrig Compan den Collet. Men han hørte engang til den kiære gamle Kreds – «som Hiertet aldrig glæmmer.» Gud skee Lov, jeg tør tilegne mig hvad Maribo siger i Slutningen af sin Ragnas Brev: «Wer mit sich selbst in Liebe und Frieden lebet, der findet Freud und Liebe überall» –

«Finder du da Glæde overalt? Moer Koren!» – Ney, Elskede, saa spørger ingen iblandt Eder. Hvad Ordet Glæde i denne Mening betyder, veed I, føler I, og derfor spørger I ikke. – Nu tog Presidenten til Byen. I seer altsaa, han er brav igien. Før han reyste kom han herind og læste et Brev, med Udskrift til ham, hvori en Pige eller Kone lader ham vide, 39at hun er forløst med et Pigebarn, og beder: Kiære, see snart til mig! – Dog, for ikke at lade Eder længer blive i den Vildfarelse, at Indholdet som Udskriften var til ham, maae jeg sige hvad Sandhed er, at det var til en af Pigerne her fra hendes Søster. «Men lidt mistænkeligt bliver det dog lell» siger Lotta.

Mens jeg erindrer det, maae jeg rette en feyl Efterretning i forrige Hefte. Det var ikke Lieut: Bull, som jeg troede, der blev dræbt paa Fregatten Najaden, men en Buhl, formodentlig den samme Brave, som ved Anholtstoget ræddede saa mange Kanonbaade ved at giøre sig selv til et Maal for Fiendens Skud, hvoraf dog ingen traf ham. Nu traf de sikrere, ak, og flere Hundrede sank med ham!

Løverdag 25de Ubegribeligt, men Glædeligt! Du er frisk, dyrebare Maja, meget frisk, faaer jeg i dette Øyeblik Hilsen fra de velsignede Pavels’s, som saae min Siæleangst i Gaar, og skynder sig at ende den saa snart mueligt – Nu, jeg vil ikke gruble over, hvorfor Du ikke selv, hvorfor ikke min Thrinasara har glædet mig med dette Budskab. O I har vist villet det, det er umueligt andet. Men Brevene maae være komne i Vilderede. Nu har jeg atter Bud, og kommer det en tomhændet tilbage det vil smerte mig, men dog kan jeg jo glæde mig. Min Pavels, hans og min Maja vilde ikke, kunde ikke skuffe mig med en urigtig Efterretning. O algode Gud, disse Taare takker Dig, at Hun er frisk, at min Angst har været ugrundet, de frygtelige Ahnelser uden Betydning. Jeg har ikke kunde indslutte dem i det bespændte Hierte, jeg har mod min Villie bedrøvet Alle de Elskede 40her. Gud være lovet, at mine Kiære paa Hovind intet veed, at jeg med ublandet Glæde i Aften kan synke i deres Arme. Endnu i Morges foer det som et Dolkestik giennem min Siæl da jeg læste min lille Majas Brev, som var kommet i Gaarsaftes med Aslak. «Alt er Gud skee Lov vel paa dit Hovind, min elskede Moder, og hvor glæder jeg mig nu til den længe ventede Løverdag, da jeg skal see dig igien. Jeg synes det er et halvt Aar siden jeg saae dig. Maae nu kun vor dyrebare Moer Cappelen være frisk og vel, at intet skal forstyrre vor Glæde!» – Saa skriver det gode Barn, og: «var ogsaa det en Ahnelse?» var det som en hvidskede til mig. Da kom min Kista saa siæleglad med Glædens Budskab. Og faaer jeg end selv Brev i Dag, dog mit Hiertes varmeste Tak, Pavels, Maja! Saa mange Øyeblik før lettedes dog den tunge Byrde, og havde jeg end faaet Brev selv, ligefuldt skulde jeg takket Eder –

Der skal heller ikke denne Gang være noget til mig, forsikrer Budet. Ja ja da, det faaer saa være. Kista har atter sendt to afsted, der maae blive et Greye paa det, mener hun – Jeg mener intet mere. Du er jo frisk, Dyrebare, og glæmt Din Christiane har Du ikke – bør denne Vished ikke være mig Nok? Men jeg kan ikke hykle og sige, den er mig det. O saadan kunde jeg ey have glædet mig til at see nogle Linier fra Din egen Haand igien, min Maja, om det var mig ligegyldigt at enten jeg paa første eller anden Haand hørte fra Dig. – Jeg har pakket alt ind, ogsaa mit Strikketøy, jeg har ikke Mod til at tale, for da vil Taarene altiid komme med Ordene. Lad mig da saa længe 41fortælle om Gaarsdagen. Hvor deylig kunde den været, havde mit Inderste harmoneret med alt omkring mig. Kl 12 kom Maja P: med sin lille Mariane, og vilde høre om vi vare færdige at følge med. Vi havde ikke tænkt paa noget Besøg før Eftermiddag, og toge ikke did før, min Lotta og jeg. (De unge To vare ombord paa Broderens Messels Skib, Presidenten i Byen, Kista ligesaa for at udrette noget for sin Broder, lille Hanna hiemme at passe Huset –) Om Bordet sad, da vi kom – den gode Peter B, som har levet saa mange bittre Dage siden vi saaes, førte mig lige ind i Spisestuen – Slotspræstparret, Berget med sin Maja, Lena og lille Maja, Schandorf, og Ferdinand Kaltenborn. Sally som Vertinde for Bordenden, forstaaer sig. Vi vare da Tilskuerinder, thi mere kunde vi ikke være, ved Herskabets Taffel, og slog en Prat af med snart den ene, snart den anden. Siden drak vi Caffe i Lysthuset. Her tog jeg Capitain Kaltenb: nærmere i Øyesyn. Hvor underlig dybe Træk der har præget sig paa dette unge Ansigt, som ikke synes at tilhøre den raske ungdommelige Figur, det muntre Ynglingsvæsen. Hvad har gravet disse dybe Furer paa den unge kraftfulde Mands Kinder, ved hans Mund, om hans Øyne? Vist nok taus indvortes Græmmelse, maaskee – o ja vist nok ogsaa for hans elskværdige Søster, den hulde Luise, hvis blide Billede altiid staaer mig for Øyne. Dog ogsaa hun havde selv i sine lykkeligere Dage noget sørgmodigt i sit Aasyn, sit Væsen – maaskee er det Familietræk. Det er en saare dannet interessant ung Mand. I seer, mine Elskede, hvor udsøgt det lille Selskab var. Din Skyld var det ikke, bedste Sally, at Din Moer Koren ikke kunde være ret 42fornøyet hos Dig, hvor meget Du end stræbte at see hende glad og alle Dine kiære Giæster glade. Selv var Du det heller ikke, Gode, mit Mismod smittede paa Eder alle, mine og Majas trofaste Veninder. Vi strikkede og snakkede, og Sally spillede og sang nogle af mine Yndlingsstykker – «Forglæm mig ey» o hvor gienlød hvert Ord i min Siæl, men jeg kunde ikke græde. I Nat naar jeg vaagnede, og jeg vaagnede tidt, lød det: Forglæm mig ey! – Jeg vilde trætte selv Eders Taalmodighed, I Overbærende, gientog jeg mere om hvad der nesten ene og allene har fyldt min Siæl i disse Dage, om hvor ubillig jeg er naar noget gaaer mig imod.

Her er Aslak med Brev – Brev fra Maja Dig fra Thrinasara – o det vidste jeg nok –

Hovind.

Søndag 26de Lad mig vedblive hvor jeg slap, i det mindste saa længe mit Hoved tillader det; thi nu jeg har pakket ud og været omkring lidt i Haven (hvor det ikke er kommet stort videre i de fem Uger jeg har været borte. Det er sørgeligt) kan jeg neppe holde det i Veyret. Dog er det ligesom om I sad i fuld Forventning efter at høre hvordan det var gaaet med Brevene, og derfor skynder jeg mig. De velsignede Breve vare komne, tilligemed min Korens Væske, Tirsdag, og afleverede, efter mit Forlangende, hos en Jomfrue Hals, Frue Ingiers Søster, som boer i Thoms forrige Gaard, hvor Posten tager ind. Jeg lod spørge efter hende, og man svarede, hun var taget paa Landet. Men Aslak lod sig ikke afspise saa let, hørte Jomfr: var ikke reyst, og fik alt hos denne underlige, ellers saa fornuftige Pige, som havde giæmt Brevene nok saa omhyggeligt, vis paa, jeg selv vilde 43komme og hente dem. Det være hende tilgivet! de bittre Dage være glæmte! Først Gud mit Hiertes Tak, saa Dig, Du dyrebare, igien friske Maja, og Dig, Thrinasara! O hvor giør det mig nu godt, at jeg intet Øyeblik tvivlede om, min Thrina og eller Realf havde skrevet, det eneste Tilfælde undtagen, som jeg troede det visseste, at Du atter var blevet meget syg, Maja. Men jeg vil stræbe at glæmme de overstandne Lidelser, og takke den Algode, at de ere overstandne. Min Thrinas muntre Brev læste jeg først ret igiennem paa første Skifte, og loe ret godt over Barselfærd-Beskrivelsen, og fornøyede mig over, at Du efter Ønske overraskede Mama Di i al Din Pynt, og det saa seent Løverdagaften, da hun alt havde holdt op at vente sine kiære Børn og mindst formodede at see dem i den Stads – Og saa var Du første Gang nede i Dag 8 Dage, min Maja, og drak Thee med Dine Kiære. O at jeg havde sadt ved Din Side, og deelt alles Eders Glæde!

Hiertelig, som de vare bedrøvede med mig, glædede sig min Lotta og Kista og fast hvert Tøyenmenneske, da min Bekymring var endt. «Gud skee Tak at du kan reyse med et let Hierte!» sagde min gode Lotta, og det giorde jeg. Kl 10 sad jeg i Kariolen, omringet af alle de Gode. Da Veyen om Økeren er kortere, og jeg halv omom] rettet fra: og ved overskriving halv havde lovet lille Ragna M: komme derindom, tog jeg did, traf hende og hendes lille Ida allene, drak Chokolade, og var der en Times Tiid, saae jeg til min Forskrækkelse paa Uhret, da jeg troede det kun var et Qvarter jeg havde sadt og sladdret. M: havde lovet at skaffe mig en lille Pakke til Kbhn, og saa havde jeg med mig 2 Journalhefter, address: til min Katty – men nu gaaer alt rundt med mig, som sad jeg i en russisk Gynge – Fortsættelsen følger –

44Kl 4 Fra Kl: 11 til nu har jeg lagt, og er dog nesten saa fortumlet i Hovedet som jeg var. Det afskyelige Høst-Sludveyr – thi man skulde snarere troe det var en Octbr end en Juljdag – giør vel sit til det. Præsten Munthe sover endnu Middagssøvn. Først Kl halvtre kom de til Bords i Dag. Det er ret kiedsommeligt seent den Søndag han er her – Men det var Reysefortsættelsen I skulde have, og her er den i faa Ord. I Bonkellen læste jeg Troeskab paa Prøve, et Lystspil af Lafontaine, som jeg dog først fik fuldendt paa Moe, medens min Caffe blev færdig og drukket. Paa Veyen did overfaldt os pludselig en Regnbyge, saa jeg maatte retirere ind i en Plads, der til Lykke laae strax ved, for at ombytte den tynde Kavay (der ligesom Øhlensl: blaa nye Kiole er ukrympet, hvorfor han beder til om Tørreveyr naar alle andre beder om Regn – det er en af Nyehederne, seer I, i hans seneste Brev) med den fast uigiennemtrængelige Kalmuks. Saa gik det ad Houg til, men just ikke fort; thi mangesteds var Føret heelt maadeligt. Langt nedenfor Gaarden stod min kiære lille Maja paa Udkig, og havde staaet der en Time, og var vadet did giennem det høye vaade Græs, saa jeg, i hvor glad jeg blev ved at see hende, maatte skiænde lidt. Jeg fandt hende ellers saa rask og vel som mueligt, og var hun ordentlig blevet feed. Telja og lille Tønder Lund mødte os i Gaarden blide og glade. Flere var der ikke herfra. Vi drak Caffe, som stod færdig, spiste friskt Brød og Do Smør, og fulgtes saa ad her hiem, hvor min Koren og de andre Ungerne mine og alle gladelig modtog mig, og fandt jeg Gud være lovet alting vel, peent og hyggeligt, saa vidt mueligt – thi det mislige Veyr har en sørgelig 45Indflydelse paa Jordens Grøde, der dog i Almindelighed staaer bædre, end man skulde vente, og kan og vil vist vor gode Fader over de tykke mørke Skyer giøre alt vel endnu. Min Søvn var overmaade afbrudt og ængstelig, og jeg var naar jeg vaagnede slet ikke istand til at orientere mig.

Mandag 27de Paa Sengen i Dag bragte min lille Maja mig en peen strikket og syet Kappe fra sig selv, en nydelig Krave fra Søsteren sin, min Maja P: hvormed fulgte et lille kiærligt Brev, og et Par Handsker fra min egen Kista. Lotta havde sagt mig i god Fortroelighed, at hun havde tiltænkt mig en Geburtsdagsgave, men fik den ey færdig. «Jeg skal selv bringe dig den, Gullet mit!» sagde hun, og saa vil den være mig dobbelt kiær. Jeg var barnagtig nok til heller at vilde have fundet disse Ting paa mit Bord, fordi jeg nu engang er vant dertil – ‹…›un var der saa tomt, og hele Kamret saae saa ufestligt ud, da de for første Gang i, jeg mindes ikke hvor mange Aar, ey var prydet med min gamle Anes deylige Blomster. Hun har nok ikke kunde faaet dem hid, ellers havde de vist staaet her. Fra min Maja C ventede jeg at finde et lille Brev, for jeg saae i Gaar, da Munthe bragte Posten, at min Koren saa gesvindt giæmte et Convolutbrev, uden at have meer end kastet Øyet paa det, og jeg spurgte ham ikke ligefrem, i hvor tungt det faldt mig at tie. Dog bedrog jeg mig ikke i, at Brevet var til mig og den 27de. Inderligst moderligst Tak, min dyrebare Søn, min Frederich, for det ømme vennehulde Brev, og for de deylige Stropher, for hvilke ogsaa alle min Dagbogs Læsere og Læserinder skal takke med mig. Den mørke Stemning hvori De var da De skrev, ak, den var kun alt for overensstemmende med Tidernes Tegn og med den mørke, umilde Natur omkring os, der ligesom synes at være traad i Forb‹un›d ‹med›teksttap på grunn av skade på papiret med Jordens Mægtige for at udbrede Mismod over 46vore før saa lyksalige Lande. «Den physiske som den moralske eller rettere umoralske Verden viste sig saaledes for mig i mørke Farver, og disse flød over i Pennen, der sandelig ikke kunde andet end male haardt og sort. Dog letnede og klarnedes det da jeg fik udøst mit Hierte i tillidsfuld Bøn til Gud om Held for Jorden og Held for de Gode som Gud skee evig Lov – endnu boer paa den etc» – skriver De mit gode, kiærlige Barn, og for hvert Ord og alt min ømmeste Tak. Dette Hefte skal sluttes med hine velsignede vemodsfulde Stropher. Jeg vilde giærne, forinden det lille Selskab kom, som min Koren og Børnene har indbudet, besøge den dyrebare Grav, som jeg ikke fik sagt Farvel da jeg reyste, og i saa lang Tiid ikke har seet.

Gud være lovet, at jeg kan tænke paa min Maja, og hendes Kiære og hendes Dal med Roelighed. O jeg veed, Elskede, hvor I tænker paa mig og beder for mig. Ogsaa Du, dyrebare Sally, som jeg havde glædet mig til at have hos mig i Dag. Ogsaa Du havde glædet Dig til det. Det kunde ey skee. Nu, saa vil jeg glæde mig til at see Dig, og maaskee vor dyrebare Maja C, og flere af mit Hiertes Kiæreste, og have end en 27de Julj i Vente i August eller Septbr – og torde jeg see et Aar hen i Tiden – O ja, jeg tør det, i Tillid til Guds evige Fadergodhed tør jeg det – det er som jeg saae, ligesom jeg saae det i Aftes, den klare Horizontkant glimte giennem Træerne, imens tykke sorte Skyer drog hen over vore Hoveder. «Min Dag skal du see bliver klar og skiøn» sagde jeg til Skriveren min. «Gud give det!» svarede han – og den blev det. Gud vil bønhøre min Frederiks fromme sønlige Ønske: «Maatte den 27de Julj nu og stedse smile til min Moer Koren fra en lyseblaa og varm Himmel, og aldrig herefter modtages af hende med andre end Glædestaare!»

47Ney, det er saa vaadt, at der ingen Muelighed er i at komme over til Graven uden at faae fugtige Fødder. Blæsten tør tørre til i Eftermiddag. Jeg vil da, fordi intet andet Arbeyde passer sig for den Stemning jeg i disse Øyeblik er i, afskrive min elskede Søns Digt


Den 27de Julj 1812

Tung hang Himlen over kraftløs Jord,
Kun et enkelt Ildglimt giennemfoer
Kolde Skye og varmed Luftens Aande.
Ak! kun hist det friske Hierteblod
Varmer Jorden som en Lava-Flod,
Hist hvor Tusind’ sig i Døden vaande.

Kan vel Himlens milde rene Ild Himlens milde rene Ild] rettet fra: Himlens rene milde Ild ved nummerering over ordene
Lyse for en Slægt saa haard og vild,
Grumme Blodmænd, Guldets solgte Slaver?
Er vort Old vel værdigt til at see
Himlen lys og klar og smilende,
Jorden signet med Algodheds Gaver?

Vel jeg veed: Naturen, evig fast
Ey bestemmes efter Dyd og Last;
Veed: at Verdners Gud og Aanders Fader
Sender Solens Lys og Regnens Flod
Lige kiærlig over Ond som God,
Og sin Haand for begge rund oplader.

Men – nedtrampende Naturens Lov,
Blind Selvsyges, vilde Lysters Rov –!
Kan vor Slægt dens Moderhuldhed vinde?
Den som brød det Gudindviede Baand,
Og løsrev sig fra sin Moders Haand,
Kan han hendes Fred og Bistand finde?

48Dog – tilgiv o Gud! Kortsynets Blik,
Som er heftet mørkt paa Verdens Skik,
Men til Dig, til Dig sig haabfuldt hæver.
Verdners Chaos, Mulm, Forvirring, Død,
Seyrende Din Visdom giennembrød,
Og Din Aand end over Chaos svæver.

Signe Du hver God, som elsker Dig,
Hver som end Dit Billede er lig,
Hvert et reent og ømt og troefast Hierte!
Lad det Gode seyrende gaae frem,
Jorden vorde Freds og Dydens Hiem,
Og forvinde sin selvvoldte Smerte!

Signe Du vor Moder huld i Dag,
Lindre og afvend hvert Skiæbnens Slag,
Du, som raader for vor Vandrings Dage!
Kun i Venners fandt hun eget Held –
Længe her hun øse af det Væld
Som skal hisset evig friskt tiltage!

____________

Og i dette Ønske, Dyrebare! forene, istemme I Alle med Sønnen, Broderen, Vennen. I bede da for Eder Selv, for alle Jordens Slægter som for Eders Moer Koren. Ja, Du kiender dette Hierte, min sande Søn, som «kun i Venners fandt sit eget Held» – Kun i sine Elskedes Lykke er det lykkeligt. O Gud giør det da lykkeligt! – Jeg er saa underlig bevæget i Dag, Taarene staaer mig stedse i Øynene, men de vil ikke flyde. Hiertet staaer i Taare, kan jeg sige med Jean Paul. Men det er ikke Glædens, og dog heller ikke Sorgens Taare. Der hviler en Beklæmmelse over mig, som en noget Uventet bebudende Ahnelse. O Gud, lad det ikke være Ubehageligheder den bebuder!

49Tirsdag 28de Det i Gaar fuldendte Hefte ere allerede borte, og jeg erindrer ikke mere, hvor jeg slap. Der var nok endnu ingen af de Fremmede komne. Hertel, hans Kaja og hendes Søster vare de første. Siden kom Chrysties, Mørks, Walbohms, Giørups, og mine Kiære fra Plogstad. Lille Luise Radik er atter der i Huset, og var med dem; derimod var Fogdens Fætter, Lieut: Lassen, som logerer der, blevet ene hiemme. Dagen før fik han sin Moders Død at vide, og er ganske utrøstelig. Denne Sorg, siger jeg med min Rikke, giør hans Hierte Ære. Han har vel Aarsag at sørge, tredobbelt Aarsag: Hun var hans Moder, han var hendes Yndling, og mange glade Timer har han nok neppe giort hende, i det mindste ikke i senere Tiid. Men lykkeligere end han er, var han maaskee, om hun var gaaet tidligere bort. Hun har, siger Rygtet, forkiælet ham, og fra hende fik han de store Pengesummer, han ødslede med, ved Spillebordet især, hvorved han indviklede sig i saa mange Ubehageligheder. Hun har vel bødet for det, den ubesindige Moder, og nu vilde vi lade hendes Støv hvile i Fred. – Her var meget stille ved Bordet. Jeg kunde ikke andet end tænke tilbage paa mine forbigangne Fødselsdage med mangt et stille Suk. Da Hertel havde skaaret Stegen for, fik han og Jess saa travlt med et, lille Marthe satte Champagneglas omkring, og Proppen sprang med et Knald af et Par Flasker. Den var ualmindelig god. Jeg drak tre Glas. Men den forandrede ikke den stille Munterhed blandt Giæsterne; der var ingen Sang eller Klang, blot tre Skud, som jog Maja og Lina fra Bordet. Jeg takkede min Koren fordi han havde tilveyebragt min eneste Yndlingsviin; men han frabad sig al Tak.

50Det var min gode, kiærlige Fader Cappelen som saa længe forud og saa venskabeligt havde tænkt paa den 27de Julj. O hvor ømt og kiærligt tænker I alle paa mig, I Velsignede! – Regnen, som begyndte med tre stærke Tordenslag, holdt ved den hele Dag. Det var første Gang siden mit Wilhelmsminde blev til, at vi ikke drak Caffe og var der om Eftermidd; Ikke ud i Haven kunde vi komme, ikke til de Dyrebares Hvilested kom jeg. Det giorde ogsaa sit til, at Dagen forekom mig saa underlig. Om Aftenen tog Gryner og liden Tønder Lund sine Violer, og alle Smaaepigerne fik sig en Dands – Mad: Giørup gik villig med for Een – og uden et Stænk Chapeau gik det ret lustigt. Jess havde noget af hvert at bestille i Huset. Kl 9 kom den stakkels Finkenhagen, som faa Dage før jeg forlod Tøyen i Haab om at blive Vinteren over i Roe paa Hedemarken, og nu allerede blev kaldt tilbage. Men han var nok saa couragig, og Ballet blev for hans Skyld forlænget, jeg troer en halv Time. Da fik Hr Jess ogsaa Lyst at være med. Det er sandt, en lille Karmand havde de dog før, gl Horsters Dattersøn, Strøm, en 10 Aars vakker Gut. I bædre Veyr end de kom forlode de os, alle de kiære gode Mennesker, Hertels og Finkenhagen undtagen. De fik det desværre i Dag vel saa slemt, baade Lytnanten som reyste i Morges, og min kiære Hertel med sin fromme Hustroe, som strax de havde spiist og drukket Caffe forlod os. Lille Moer Hertel var ikke rigtig frisk, skiøndt hun saae bædre ud end sædvanlig. Hun havde en slem Hoste, som dog vel det raae fugtige Veyr var Skyld i. Jeg havde saa giærne beholdt de Kiære længere, men de maatte absolut hiem i Dag. Min Koren er ogsaa ude og bliver vist grumme vaad. Jeg har skrevet til Strømsøe, Majadal og Eger under et, og et Par Linier i min Korens Brev til Søn Bergh. Med Hertel fik jeg to Rabusser før han reyste.

51Endnu hører til Gaarsdagen, at lille Kaja Hertel satte en nysselig Guld-Kiædenaal i min Krave, sigende: «Moer Koren har nok tabt denne Brystnaal» – og at jeg af smaae Ragna Chrystie fik et lille tegnet Stykke –

Fredag sidste Julj Hvad har jeg vel kunde sagt Eder, Elskede, om disse mørke regnfulde Dage? De gleed stille og eensformige hen; kun et dumdristigt Tyverie paa Brotnow har jeg kunde fortalt om til en behagelig Afvexling. To bortrømte Piger brød i Ledtog med flere ind da Fruen og hendes Lieut: vare bortreyste, om Natten i den Sidstes Kammer, og tog der hans Kuffert med alt hans Løsøre, brød hans Chatoul op og rensede det. Men de bleve strax grebne, sidder nu hos Lehnsmanden, og har i Forhøret givet mange smukke Bidrag til Chroniqve schandaleuse. Lieut: Asche har ellers selv taget sig tilrette, da han har pryglet den ene af Medviderinderne til Bekiendelse saa hun knap kunde bekiende mere – Frue Waager vilde, siges der, da alt var tilbageleveret (det havde kun lagt Natten over i en Mødding, hvorved Uniformen ikke skal have faret vel) ladet al Anklage fare for de stakkels Menneskers Skyld – hvilke? veed jeg ikke men Justitsen er ey saa barmhiertig her til Lands. Sagen var kommet i min brave Futs Hænder. Han sympathiserer ikke med Fruen i nogen Maade.

Hvilken deylig Post i Gaar! Men den har givet mig saa meget at bestille i Dag, da jeg under Regn, Torden og Lynild har skrevet – lad mig see: een, to, tre, fire Breve – at jeg nu ikke kan fortælle Eder mere om den eller om noget før i Morgen, skiøndt det nu, Kl over 8, er klarere end da den var 6.

52Endnu maae jeg, for at have revet det Ubehagelige fra Haanden, lade Eder vide, at lille Maja i Formidd: kom ind med taarefulde Øyne og fortalte, at Ulven nu havde annammet den sidste (det var den 4de i Tallet) af vore vakre store spansk-engelske Vædre. Den Vogter, vi i Dyredomme betaler, fandt for godt at gaae hiem til Durs, uden, som ellers, at drive Faarene med sig, eller bie til han var afløst. Har han skaanet os længe, den slemme Giæst, saa tager han nu ret for sig af Rætterne. Hvad hielper det jeg ønsker, det ey maae bekomme ham vel? Det giør det dog lell.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.