Dagbok 1812

av Christiane Koren

Junj

181Mandag 1ste «Ende god, alting godt!» sagde May. Og for at vise, vi havde udsonet os med den, vare vi ude saa meget mueligt, Børnene fast den hele Dag, jeg i Haven, paa min Høy og i Saras Grotte – for første Gang i Aar disse to Stæder – Saa tryllende skiøn som May endte, begynder Junj. Kun er nu Regn den almindelige Bøn, da Plougen for det meste er forbi, og alle har været nødte til at slippe Creaturene, og Græsset ingen ret Væxt faaer, før Regnen forfrisker det – den giver Gud os da vist ogsaa, naar hans Tiid bliver. En Nød har jeg nok ellers glæmt at kiære for Eder: Vi havde, som altiid naar det er mueligt, en heel Lade med Høe, som først blev aabnet da Plougaanden begyndte. Det yderste var grønt og deyligt, men ogsaa kun det – alt det øvrige var af Tagdryp i Bund og Grund fordærvet, og, hvad der er det ærgeligste, i fior Sommer bleve alle Tage efterseete, og dette lagt nyt, saa ingen kunde formode sligt. Det er gaaet ud over de stakkels Heste. Dog har vi faaet kiøbt noget Høe for 16rd <...>,<...>] trolig forkortelse for: skippund og ladet hente fra Houg hvad der kunde undværes. Jess har været grædefærdig. Jeg med. Men aldrig er det dog gaaet hurtigere med Plougen end i Aar, og det er unægtelig meest at tilskrive Gutten min, som har været med seent og tidligt, og med sine egne Hænder udsaaet hvert Korn af alle Sorter. Jeg har havt lidt ondt af ham sommetider, og været bange for, han skulde ikke holde det ud, da han endnu ikke er vant til saa vedholdende strængt Arbeyde. Men det er ene og allene her jeg yttrer denne Bekymring, som maaskee vel er Kiærlingerie. Men I vil i det høyeste smile lidt af mig, og sige: «Men du seer jo, Moer vor, at Gutten er lige flink og munter?» – Ja, Gud skee Tak, det er han. Da han kom hiem i Aftes (thi det har gaaet i et, helligt og søgnt) sprang han i Gaarden over en Linie, og giorde alleslags Hocuspocus. Men i Forgaars, da Gunder Kl 2 var oppe og vækkede ham som sædvanligt, var han ude af Sengen og fik en Strømpe paa, men faldt saa tilbage i Sengen og den søde Søvns Arme, og laae saaledes til Gunder, da det varede ham for længe, kom derop igien. – Jo, nu har Koren leet mig godt ud – «Fordi du ynker Jess?» – Aa ney, det vogter jeg mig vel for at lade den strænge Papa høre eller see – men fordi jeg ret alvorlig vilde vide, hvad 182Tiid i Julj han kunde blive med mig til Majadal. Og hvilken Tosse jeg ogsaa var! I Julj er jo Sommertingene – hvor kunde han da være borte? – Ney, den sidste Halvdeel af denne Maaned haaber han at faae frie, og at kunde følge mig paa mine Sommerting. Saa meget bædre!

Klokken var neppe 7 i Morges, da kom lille Gretchen Keilhau med Gaarsposten, der da til mig bestod i et venligt Brev fra min Maja P: (der promte fik den kiære bergenske Pakke Dagen efter, jeg afsendte den) som haaber saa temmelig at have faaet Bugt med Feberen, fra stakkels Inger Flood, som har været syg alt siden hendes lille Hulda Theodoras Fødsel, og derfor maattet vant den Spæde fra Brystet – og fra min, ogsaa stakkels Broder, Josias, som ikke har faaet et i April nedsendt Pengebrev, og hvis lille Jess er meget syg, og Faderen yderlig nedstemt – Grethe var ikke heller vel tilmode, da hendes Fader, som er Major, og nu i Christiania, havde skrevet: at der var sluttet Fred mellem Rusland, Sverrig og Engeland, og at denne Alliance spaaede os en snart udbrydende uundgaaelig Krig – Den arme Pige, hvis Fader, Broder, og Forlovede alle ere Melitaire, sagde dette med taarefulde Øyne. – Jeg bliver ved mit gamle Haab: «Es hat kein Noth nicht!» – eller om I hellere vil: «Man schreibet von Paris: es habe kein Gefahr» – Det sagde jeg hende paa godt dansk: «Mener Moer det?» gienspurgte hun. Og jeg forsikrede hende, det var min Hiertens Mening. Gud lade mig være en sand, paalidelig Sybille!

Jeg fik i Dag en lille Sæddel fra Mad: Munthe, at hendes Mand nu er meget bædre, saa hun haaber, al Fare skal være forbi for denne Gang. Det samme siger ogsaa Walbohm. Men har har været Døden nær, og skal see overmaade affældig ud. Det er da intet Under efter saadan en Dyst og gientagne Aareladninger. Det var Inflamation han havde. Andreas har været saa reent utaalmodig.

Heller ikke i Dag kan jeg faae nogen Hest til Plogstad, og vel neppe i Morgen. Det er dog kiedsommeligt. Ney, saa længe har jeg dog aldrig været borte fra min Rikke. Jeg veed, hun er ligesaa utaalmodig som jeg, og har det samme Forfald, ellers kom hun vist hid.

183Tirsdag 2den I Aftes giorde jeg rigtig en Udenlandsreyse. Da jeg havde mine Breve færdige til Forsendelse med Posten – det var til min elskelige Maja C og den stakkels lidende Ingeri Flood – faldt jeg paa selv at bringe dem til Gislevold, da jeg vidste, Walbohm skulde til Ullensager i Dag. Kan I troe, at jeg ikke har været paa Gislevold i et rundt Aar? Før Kl 7 torde jeg ey gaae for Hedens Skyld – (og for tre Dage siden laae jeg i Kakkelovnen!!) Linchen fulgte mig. Det er, som I veed, ikke langt, men paa dette lille Stykke er fem, tildeels meget høye og ubeqvæmme Stenter eller Krybeled, som det lyder paa norsken – det leed ret paa at komme over dem, dog gik det an. Obristinde Roweder, der nu, lader det til, ganske har opslaaet sit Paulun paa Gislevold, sad og vandt Garn. Moer Walbohm og Grethe kom flux. Aftensbordet var allerede dækket – thi deres Uhr gaaer fortere end vort, og det er meget sagt – de ventede kun paa Doctoren og Ritmesteren, som var i Marken hos Folkene. Da jeg ikke vilde bie og spise ordentlig, maatte jeg proppe mig med Kringler og Tvebakker, ja saa gar to Gange nippe til et Glas Rum, fordi de forsikrede det skulde være godt da jeg var saa varm. Lina desmeer maatte giøre det samme. En Timestiid sad vi og sladdrede, og saa fulgte de mig alle, og saadan, at vi ved en lille Omvey undgik de tre værste Krybinger. Træt og mat saa jeg skialv, kom jeg da i min Sopha igien, og kunde grædt over mig selv, fordi en saadan Gang kunde saadan trætte mig. «Du maae rigtig gaae mere, Moer!» sagde Maja saa bedrøvet – «hver Dag maae du gaae en lille Tour.» Og det vil jeg ogsaa naar det er godt Veyr, og mit Hoved godt. I Dag er det maadeligt. Men vi skal nu see, om det tør kuskenere mig. Jeg vilde giærne have mange Ting færdige for at faae det bortsendt paa Torsdag med Hertel paa Torsdag da han skal til Byen. Med Skriveren min, som i Morgen tager til Rotnæs skal det afsted, og maaskee dette fattige Journalhefte med alt det øvrige.

184Kl 4 Nu har jeg sovet en heel Time, men hverken Søvn eller den paafølgende gode Caffe har klarnet det tiukke Hoved. Ikke des mindre gaaer det med Skrivningen alt hvad det kan. Brevene til Lotta, Maja P: og Sara mi ere ferdige, et til Kista begyndt paa[.] Strækker det videre, skal jeg ogsaa skrive til Albertus Julius – Albert Lassen – dog det bliver neppe dennesinde.

Jeg havde i Nat en underlig, ret ley Drøm om min gamle Ane (som i denne Tiid venter sig i Barselseng) Jeg syntes hun kom kiørende hid i en Dæk-Vogn, og bragte mig saa mange deylige Blomster. Baade Blomsterne og hvor forskrækkelig svær hun var, saae jeg før hun stod ud af Vognen. Ogsaa jeg gav hende et Par store hvide Hyacinter, syntes jeg. Men deels trøster jeg mig ved, mine Drømme høyst sielden ere mere ere Drømme, og for det andet kan denne vel have sin Grund. Hendes Mand (som med alle Gifte har faaet Tilladelse at være hiemme fra Vinger til videre Ordre) bragte mig i Fredags en Mængde søde Blomster fra hende, som jeg har staaende herinde, og sysler med og qvæger min Næse med – thi at den et Par Dage deserterede Lugt er kommet igien, mener jeg, jeg har sagt Eder, hvis ikke har I vist sluttet det deraf at I ey har sagt det – thi hvordan kunde saadant et Savn vedvaret, uden at I vare blevne hiemsøgte med den ene Jeremiade efter den anden? – Den første udsprungne Hæggeblomst bragte lille Kaja mi i Morges, og paa samme Tiid Lina en Mængde gule Aurikler fra lille Moer Mørk. Jeg kan nu i Aften bringe et rigere Offer paa den dyrebare Grav. Men nesten hver Gang jeg gaaer did forarges jeg ved at see Kirkegaarden vrimle af Sviin, og Jorden saa oprodet, at det er en Ynk. Ogsaa et Par Geddebukke har jeg seet der, og blev ret Angst ved at tænke paa, om de kunde komme over Indhegningen og indtil de spæde Træer som omskygger det velsignede Støv. O giid det stod i min Magt at frede og forskiønne denne de Dødes Have som jeg vilde!

185Torsdag 4de Junj Det er ikke morsomt, mine Elskede, at begynde et nyt Hefte med den gamle Sygehistorie; men I maae jo dog vide, hvorfor jeg ikke har begyndt dette før. Tirsdagaften da jeg var blevet færdig med alt det, som skulde bort, var mit Hoved saa forstyrret, at alt løb rundt med mig da jeg kom ud i Haven, saa jeg maatte skynde mig ind igjen; men det var intet imod i Gaar. Hele Dagen tilbragte jeg deels i Sengen deels her paa Sophaen i en smertelig Ørkesløshed. Der var ingen Slummer, ingen Hvile at faae. Klokken lidt over 9 lagde jeg mig for Alvor, og Natten var taalelig, og saa har Eftermiddagen ogsaa været, da den fatale Mathed tager lidt af, som hele Formiddagen giorde mig liig en Drukken, der raver fra et Sted til et andet, uden at vide hvorfor eller hvorhen. – Vi venter endnu forgiæves Posten, som efter det nuværende Føre burde være her før Middag; men Gutten som henter den fra Ullensager, er en vidtløftig Krabat, der har mange Stæds Ærinder.

Endelig haaber jeg da, der i Morgen skal blive af Touren til Plogstad. I Aften er vi færdig med Plougen. 35 Tdr Potetes ere nedlagte, og 31 Tdr Korn har Jessen min med egen Haand udsaaet. Det er hans første Forsøg, og jeg syntes det var voveligt at lade ham saae alt; men her var ingen anden som kunde det. Gud lade det nu trives og lykkes og blive foldrigt. Han har stræbt ærligt, og derfor tør han ogsaa giøre Regning paa – om nogen Tiid da – «Gaard og Hustroe – ja en Søn!» – men Knøsen er endnu ikke 19 Aar – det haster altsaa ikke –

Løverdag 6te Jo, min Plogstadtour gik rigtig nok for sig, skiøndt jeg, vaagnende med den gamle Plage, Hovedpine, nesten tvivlede om det, og frygtede, det kunde gaae som sidst, da jeg maatte «snoe Færgen om og roe hiem igien». Men ney, det blev alt bædre og bædre, Veyret var himmelskiønt, Føret, skiøndt over Fieldet, upaaklageligt. Kl 10 var jeg der og blev modtagen af den just fra Marken hiemkomne Fut, som var bedækket med Støv fra øverst til nederst, og laae et Øyeblik efter i min kiære Rikkes Arme. Hun er saa ualmindelig rask i denne Tiid, og Gud lade det vedvare! Hendes Thrina er det ey mindre. De trives deyligt med og ved hverandre. Og min Willa Ko-en, som han kalder sig – en deyligere sødere Dreng har jeg ikke seet. Han sluddrer nu uophørligt og alt hvad han vil, men paa sit Viis, saa siger han f:E: snart Moer Koen – snart Koen 186Moer, o.s.v. «Moer vanner smaae Kaal» siger han, naar hans Moder vander i Misbænken. Da han kom ind, skottede han strax til den sorte Pose, hvor der altiid pleyer at være noget i til ham. Da ingen vilde forstaae det, tog han Moderens Haand og lagde paa den, men den var desværre tom for Gotter. Jeg fik mig et Par Kringler og puttede i den, og saa var alting godt. Hiemtouren lignede det foregaaende. Det var en usigelig skiøn Aften. Alle Sandser, Smagen kanskee undtagen, havde Nydelsefuldt op. Kl lidt over 9 var jeg hiemme, og kom min Koren i sin nu ogsaa snart Albuløse Arbeydsfrak, og tog imod mig. Jeg havde først ventet ham i Aften, da jeg vidste han skulde være i Eidsvold – hvor han kom fra – i Dag ogsaa; men et Par Miils Vey siger ham intet, naar han kan være hiemme nogle Timer Aften og Morgen. Nu er han alt længe siden ude igien –

Men nu tilbage til Torsdagen. Hr. Pausaan – saa kalder de ham, Poulson er hans rette Benamsing – kom først mod Aftenen, hvad dog ey var hans Skyld – (man kan giøre et Skarn Uret) men deels var Posten først kommet ved Middagstide, deels fandt den sene Hr Andreas for godt at opholde ham mens han skrev alskens Bekiendtgiørelser, hans vigtige Postaabnerembede anbelangende. Men aldrig var det sandere: «at den ikke venter for længe, som venter efter noget godt» – Foruden det velsignede Majabrev var der ogsaa et fra min Egersøn, kiærligt og righaltigt som sædvanligt, og oven i Kiøbet med sønligt Løfte om snart mere.

«I lille Syvalds Contrafey gienkiender jeg rigtig nok Hovedtrækkene af min lille Yndling, kun finder jeg, at han her seer vel gammel ud» – siger han – thi jeg affordrede ham hans Dom om det lignede – og det skal nu staae her til Eders Efterretning, I elskte Fraværende, at det ikke skal vorde forgiættet.

Der er en Glede paa Barna i Dag, da de med meget Stræb har faaet en Hest, som i Morgen skal bringe dem deres kiære Hanna Bull fra Tøyen hid. Da kommer ogsaa Hertel fra Byen, og det er saa underligt, han ikke skal komme hid.

Tys! hvem er det? En Mardam til Hæst seer jeg – det er Frue Hiort –

Aften Efter en kort Visit hos Mørks og Walbohms, kom nu Frue Hiort tilbage. Da Lina og jeg kom fra Graven, hvor Maja allerede havde været med sit Blomsteroffer, mødte vi hende. Hun vilde ogsaa hen og besøge sin Moders Grav, som ikke kan holdes i Hævd paa denne for alle Dyr aabne Kirkegaard. Vi havde saadant Stræb, Lina og jeg, først med at faae de udover Stakittet hængende Grene indtrukne, saa de kunde være sikre for en Ged, som gik der, og siden med dette ubændige Dyr selv, som vilde, ligesom for at hævne 187sig, stange os. Lina holdt den i Hornene og trak den saaledes med sig til Konen som eyede den, befriede os.

Nu skulde I leet ret godt med mig, mine Venner, havde I været her. Der kom først Maja, saa de Smaae ind af Haven med saadan Latter og Bestyrtelse. Deres Fader havde givet dem adskillige smaae Kræmmerhuse med Blomsterfrøe. Det skulde de da saae i Gaar. De aabner et, Maja expiderer det – Lina helder nu ud af et andet, og see! den lille Haand er fuld af smaae blaa Straapærler – et Do – det er gule Pærler, og saaledes fast alle Regnbuens Farver igiennem. Hvad de meest loe af var at Kaja raabte: de maatte ikke saae dem før hun havde faaet see ret paa dem – Nu troede de for vist, at det var en Feyltagelse af Udsælgeren; men det var blot et lille Cavallierie af Papa, der fast er saa stort et Barn som Ungerne hans. Han kom til sin Lykke ikke hiem før de vare tilsengs, men i Dag, Søndag (jeg saae ikke at fortælle ud i Aftes) faaer han nok betale det.

Frue Hiort reyste tidlig i Dag, og bad mig Farvel paa Sengen. Det er ret en flink Kone, udrustet med Mod til at vove en Dyst med sin ublide Skiæbne; dog træder min ædle Koren saa meget han kan paa hendes Side, og saa haaber jeg til Gud hun skal bestaae i Kampen. Hun kommer hid igien paa Fredag med sine to Smaaepiger.

Søndag Eftermidd Hvor ofte og forunderligt vore Ønsker dog komme i Collission! Vi har nu i saa mange Dage glædet os til hver mørk Skye, i Haab om den skulde bringe Regn, og i Dag beder jeg ret saa alvorlig de tykke Skyer maae fordele sig, kun til Natten, da vilde jeg giærne de trak sammen igien og aabnede sig for at lædske Jorden. Hvorfor ikke nu? Fordi alle mine 5 Jomfruer ere gangne Hanna Bull imøde. Grethe Keilhau er med dem. De gave sig neppe Tiid at synke Maden, saa vandrede, uagtet Regnen, som det syntes, hang dem over Hovedet. Min Maja taaler vist ikke at blive vaad, Telja heller ikke. De andre rystede det nok af sig. Men det kan, desværre hende, at den Blæst som har begyndt, adspreder de regn- og tildeels tordenspaaende Skyer ganske og aldeles. – Nu, hvilken Sommer vi har faaet med et! Udeblev den længe, saa kom den des pragtfuldere, som 188en Dame efter et langt Toilet træder frem i al sin Herlighed, færdig at trylle alle Øyne ved sin Glands. Det var nok en flau Lignelse, men den faldt mig ind ved Neben-Ideer, som her ikke er Plads for. Jeg kan ikke blive træt af at gaae i Haven. Alle Træer staaer puddrede (de urimelige Pynte-Ideer vil slet ikke af mit Hoved) eller som vare de oversnedte, mange, som aldrig før har blomstret, har i Aar flere Blomster end Blade, deriblandt endeel Pundkirschen og Blommetræer, de første fra Sinsen, de andre fra Økeren. Men Myrerne ere saa slemme, og vil, frygter jeg, ødelægge mangfoldige. Skriveren har stræbt hele Formiddagen med at binde tiæret Bark om Træerne for at hindre dem fra at krybe op, men det er fast umueligt ved en saadan Mængde som her i Haven. Af Æbler blomstrer kun det, som alt i nogle Aar har baaret, og af Pærer kun Keyserinderne, men de blomstrer begge tilgavns.

I Dag er et Bud herfra i Byen, og med det har jeg skrevet til Maja C og et Par Ord til vor Thrinasara, som jeg efter Begiær sendte Vaxcin-Materie af lille Marthe Ammes Barn til hendes Pattebroder, lille søde Peer. Gud lade den slaae an paa ham, som paa denne lille vakre Glut, der nu jævnlig besøger mig, og ogsaa har været her i Dag. Walbohm, da han havde taget Materien lod Madam Svingen gaae hid med Glutten strax at jeg skulde see, hvor flink hun var efter sine Kopper. Til min Kista skrev jeg ogsaa, og til lille Frue Ragna, og sendte min Maja C en nye og forøget (Gud veed om forbædret) Udgave af Majadalen, som egentlig var bestemt min Egersøn til en lille Geburtsdagsgave men blev ey færdig til den Tiid –

Mandag 8de Desværre! Regnen drev over og i Dag er det samme Vind og stærk Solskiin, altsaa intet Regnhaab. Men Gud kommer dog vist snart med Lædskelse for den tørstige Jord. Fluerne stak mig saa ubarmhiærtig i Gaar, og jeg frydedes ordentlig naar det giorde brav ondt: «det er et vist Tegn at det snart vil regne» sagde jeg – og det haaber jeg endnu.

Først Kl halvti kom mine Jomfruer. De havde gaaet Hanna over en Miil imøde, og siden været inde paa Houg. Tak min Lotta for det Hastværksbrev jeg fik, og det Du har lovet mig i Dag med vor Hertel. Tak ogsaa Du, min Maja P: for Dit! Gud skee Lov, Du har overstaaet Feberen. Giid Du nu ogsaa havde Dit Hiertes Ven frisk og rask tilbage. Om at møde ham paa Auestad taler Du intet –

189Stakkels Dig, vor elskede lidende Sally som skal hiemsøges af den ene Sorg og Smerte efter den anden! Nu skal et Vrid i Benet hindre Dig fra at komme til Dine længselfulde Venner, hindre Dig fra at nyde den skiønne men korte Sommer. «Jeg har ret grædt med vor kiære Sally» – skriver den fromme Lotta, som selv havde bragt Dig mit Brev – O, kunde Taare og den ømmeste Deltagelse forsøde Dig Savn og Smerter, Du Gode, da skulde Du ikke vide af andet end blide Dage. Men dette Dit Onde vil dog med Guds Hielp snart gaae over. O, men de Ulykkelige, som ingen Ende seer paa deres Lidelser! Som den unge, jeg troer 21 Aars gamle Madam Omsted paa Fossesholm. Min Egersøn skrev, at han og hans Elise havde nyelig spadseret did for at see til gamle Mad: Omsted, som de havde hørt var syg. Hende fandt de oppe, men den unge Kone, Svigerdatteren, i samme Forfatning, som da vi i Vinter var der paa Majadalstouren. Hun bæres af Sengen paa Sophaen, fra denne i hiin, og har ingen Udsigt til, skriver min Frederich, nogensinde at komme længere. Det er et Tilfælde i Ryggen, hvorimod hidtil alle muelige Lægemidler har været frugtesløse. Og hun kunde nyde Livet som Faa kan det. Men hvad nytter al Verdens Herligheder, naar Helbreden fattes? Arme unge Kone! og hun er saa vakker, seer saa bliid og godslig ud, og er, troer jeg, et af Bangs bedste Børn, om ikke det allerbedste. Et saadant sørgeligt Tilfælde er det ogsaa med en ung Pige her i Nærheden, Mad. Mandahls eneste Datter. Hun har en Svækkelse i sine Knæe, saa hun undertiden synker reent sammen, og ikke kan reyse sig. Ogsaa dette, frygtes der for skal være incurabelt. – I veed, mine elskelige, at Ewalds «See dig omkring, kom dem ihu, som bærer tifold meer end du, og ey saa hastig trættes» – er noget som stedse lyder for mine Øren naar jeg vil blive utaalmodig ved en eller anden Gienvordighed. Saa var det en Dag i forrige Uge, jeg troer i Onsdags, da jeg var saa ussel og rigtig meget utaalmodig, at jeg kom ud i Kiøkkenet, og saae – ak det udtryksfuldeste Jammers Billede. En henimod 80 Aar gl: Kone, nyelig krøbet fra det Straae, hvor hun i mange Uger havde forgiæves sukket sin Udfrielse fra dette kummerfulde Liv imøde. Nu, for ikke at forhungre, maatte hun, nesten nøgen, liste sig frem ved sin Stav, og kunde neppe giøre ti Skridt uden at hvile sig. Med taarefulde Øyne og hede Kinder gik jeg ind, og i min Siæls Inderste lød: «o du Utaknemmelige, som forsager ved en overgaaende Lidelse, den du mens den varer har tusind Midler til at forsøde, du som saa mange kappes om at giøre lykkelig –»

190Tilgiv denne lange Tirade, Dyrebare! I maae vide alt det Gode og Onde der er ved Eders Moer Koren, som I, til min Gud veed sande Ydmygelse, kun tiltroer det første. Og er her med det samme Anledning til at fortælle Eder, hvor bister jeg var i Gaar paa Mellin, som ganske og aldeles forsømmer Haven i Sommer for at styre med sin Gaard, den han naturligviis ingen Vey kommer med, fordi han ikke har hverken Dit eller Dat til dens Brug, og forstyrrer de Faa, som forbarmer sig over og vil hielpe ham. (Han præker blot for dem om Regler og Harmonie, hvad der er ham selv saa ubekiendt som det kan være nogen paa denne Jord) Jeg sagde ham endogsaa op til Høsten, forstaaer sig med Korens Samtykke. Men denne samme Koren, hvad jeg nok før har klaget over, siger aldrig et ondt Ord til noget Menneske, skal der skiændes, maae jeg paatage mig det, og derved, siger jeg, bliver han erkiendt for Fromheden selv, og jeg Stakkel for en Jesabel, hvad I dog Alle – en hvis theologisk Professor undtagen – veed, Naturen ikke bestemte mig til at være –

I Dag drog Giøron, min ene Dølepige, til Sæters med Malkekiørene – kun 4 har vi her hiemme Sommeren over – Ungcreaturene, saa mange vakre Qvier og Stude, er i en anden Sæter, og did maatte nu Jessen min for at føye Anstalt til Vogtere, der aldrig maae tabe dem af Syne, da Ulven er over al Beskrivelse graadig og dristig, og nesten ikke gaaer af Veyen for Mennesker. I Nat har den taget fra en fattig Mand hans eneste Koe, som han nyelig havde faaet for end ubetalte 150rd[.] Han fandt den ikke i Aftes, og i Dag kun Benene af den.

Tirsdag 9de Jeg har ikke rigtig Sands eller Samling til nogen Ting mine kiære Børn. I Aftes kom Hertels Kariol hid, og det Bud: at han kom strax efter i en nye Vogn, han havde kiøbt sig. Bringeren af Kariolen havde bestilt Skyds for ham hele Veyen hid. Vi sad oppe til Kl 11 – ingen Hertel kom, og ingen er kommet endnu. Vort Byebud, som ariverede for lidt siden, sagde han var reyst i Gaar fra Byen, hvad jeg ogsaa seer af min Kistas Brev, og tillige, at Zarine Biltzing er med ham. Hun troer de ere her længe før hendes Brev. Det er ret ubegribeligt. Jeg har skrevet til Kista, da vi nok i Dag eller i Morgen atter faaer Bud ind, men naturligviis har jeg ikke yttret min Frygt for hende. Var ey Zarine med, kunde jeg troet, han var taget lige hiem; nu er det saa usandsynligt. 191Min stakkels Kista er desuden ikke ret frisk. Foruden disse større Uroer, er det meget af anden Art, som fattes mig: jeg fik intet af et nyt Bordstel, Hertel har kiøbt for mig i Byen, ud med Budet, og skulde havt det at giøre Stads med paa Fredag, da her bliver stort Compagnie for de Nyegifte – Et Par gule Skoe jeg fik, som skulde paraderes med ved Barselet paa Økeren, vare for smaae og for stygge – Skriveren, som jeg skulde kiære min Nød for, er borte, Jess, min høyre Haand, skal strax afsted til Næss – Mellin giør mig intet tilpas i Haven – Jomfruerne plager mig med al Verdens Spørgsmaal – og saa til tutlarest maatte jeg love Walbohm, enten jeg peeb eller sang, at spise hos ham i Morgen Middag, da der er Selskab for General Meyer, som paa sin Sessionstour logerer der. See nu har I det hele Litanie, mine Elskelige! og det er ordentlig blevet bædre med mig, siden jeg har faaet betroet al min Qvide til disse Blade – Hver Gang Hunden giøer, og den giøer uophørlig i Dag, farer det saa underligt igiennem mig. Dog er det ikke rimeligt, det siger jeg mig selv, at der er tilstødt de kiære Ventede noget Uheld – det var da nok rygtedes hid i den Tiid. Men spise til Middag kunde jeg dog ikke, og en Kop Caffe Maren nu bragte mig, smagte mig ikke, og – kort sagt, jeg er heel underlig tilmode. Dog ikke saa underlig, at jeg jo kan glæde mig ved at vide min Maja P: vedbliver at befinde sig vel, og see med Fornøyelse paa mine nu fra Wulfsberg hiemsendte Digte, hvis Indbinding er et Mesterstykke af Bogbinderkunst, tykkes mig. Maae kun Indholdet ey stikke for slet af imod Skallen! Jeg kan ey bare mig for, ved at see paa dem, end at tænke paa et saadant Stads-Exemplar af Staffeldts Digte, Brummer engang sendte mig; jeg troede, Gud forlade mig min Synd! det var en Present fra selve den adelige Digter, eller i det mindste fra Brummer, indtil jeg paa min Regning saae den anført for 5rd (det var endda i de gyldne Tider) Dog, en saadan Modsigelse mod det Ud- og Indvortes forbyde Gud der her skulde have Sted! I ved jo, det er min Adam som skal have denne Afskrift, for at vise, saa meget det staaer i min Magt, min Erkiendtlighed for det meget Herlige han giver sin Moer Koren. Og nu kan Tilegnelsen 192staae her, om der skulde fattes noget at udfylde dette Hefte med, som jeg dog ikke troer vil blive Tilfældet. – Hu tu tu, hvor koldt og ondt det er i Dag! Jeg har min hele Vintermundering paa, og fryser saa jeg huddrer. Hvilke underlige Omskiftelser i Naturen! Endnu ingen Regn. Den hænger hver Dag lovende over os, men den stærke kolde Blæst adspreder de trøstefulde Skyer. Løvet folder sig sammen. I en eneste Nat var mit hele Aurikelbed visnet. Er det med Veyret som mit Hoved? taaler det ligesom dette ey at roses? Jeg siger intet om Hovedet, forstaaer I. Var det ondt klagede jeg nok – Ak! Stormen og denne stærke Tørke har nyelig ødelagt en stakkels uformuende Enkes, Provstinde Høgh i Skiedsmoe, hele Eyendom, da der opkom Ild, som al Hielp uagtet greb nesten paa engang alle Bygninger an, saa hun nu med 5 smaae Børn var husvild, berøvet alt, om ikke Præsten Hansen vennehuldt havde aabnet sit Hierte og sit Hus for de Ulykkelige. Hun er en Tante til Professor Guldberg. Han har saa ofte, har jeg seet, talt for Lidende og Trængende, han vil vist heller ikke glæmme at anvende sin rørende Veltalenhed her, og vil, haaber jeg, ikke anvende den forgiæves blandt Kbhns veldædige Indvaanere. Det er vel enhvers hellige Pligt, som kan det, at lindre saa bittre Kaar.

Kl 7 Nu var Mad: Munthe her en Stund. Hun vilde hilse paa sin Fader paa Gislevold, og saa strax hiem igien til sin endnu meget svage Mand. Kl mellem 8 og 9 var Hertel reyst der forbi med sin Jomfrue. Vi veed ham da nu i god Behold; men lige ubegribeligt er det mig altsammen lell, især hvi den tomme Kariol kom hid, og Zarine tog til Næss, hvor hun ikke kiender et Menneske, istæden for hid, som var hendes Bestemmelse – og hvi vi intet Bud fik herom? Nu, da jeg veed, der intet fattes Hertel, begynder jeg først ret for Alvor at blive harm paa ham. Just fordi han har vant mig til at vente saa meget af ham, kan jeg mindre bære over med denne, i det mindste tilsyneladende, Inconseqventse. – Min Koren er ikke kommet endnu. Brevet til Kista er færdigt, de gule Skoe indpakkede til Retouren – men Spørgsmaal om det alt kommer længere denne Gang end her paa mit Bord –

193Onsdag 10de Det kom længere, og er nu vel ikke langt fra Byen. Jeg vovede paa egen Haand at lade Guldbrand Houg reyse ind i Nat. Jeg var ikke vel tilmode ved det, men alle Jomfruerne sagde, de vilde paatage sig mit Forsvar[.] Lille Zarine vilde føre min Sag og bestikke Dommeren, og sandelig, skulde han være bestikkelig, da maatte det gaae til paa saadan Maade. «Saa Zarine er kommet?» – Ja, og Gaaden er nu opløst. Kariolen som kom hid, skulde oppebiet hende der, hvor Hertel tog sin Vey, men da der ingen Kariol var, blev hun med ham til Rotnæs, og kom seent i Aftes derfra agende i Kiærre. Skriveren kom først da vi havde lagt os. Jeg sagde ham blot, at jeg havde giort noget, som ikke var saa rigtigt, men at han ey maatte spørge hvad det var før i Dag. Da sagde Jomfruerne ham det før jeg kom ned, og jeg slap for at staae Skoleret. Veyret vedbliver at være, efter Tilsyneladende, haardt for Mark og Eng, Mennesker og Dyr[.] Den kolde, vinterlige Storm udtørrer den arme Jord, alting har faaet et andet, mindre smilende Udseende i disse sidste Dage. Og i mit hele Legeme føler jeg Veyrets Ublidhed. Jeg var ret ussel i Nat, og er ey brav i Dag, saa jeg speculerer stærkt paa at være hiemme fra Gislevold, faaer jeg da kun Barna til at gaae did. Hvordan skulde jeg kunde ombytte min Vadmels Kiortel med en tynd Sirtses? Gud lade det dog snart mildnes igien.

Professor Pihl har havt et stort Uheld i denne Tiid. Paa en Søebod, hvor han havde leyet Loftet til 2 a 300 Tdr Korn, havde han sammenpuget meer end det dobbelte, vel i Haab om end høyere Priser; men Loftet brast, Kornet styrtede ned mellem Alskens Ting paa den underste Bod, sprængte Dørrene paa denne, og væltede tildeels ud i Søen. Foruden Tabet ved Kornet fordrer naturligviis Eyeren Erstatning for selve Boden og hvad paa den er ruineret. Intet Menneske ynker Hr Ole for denne Malheur, men de fleste tværtimod glæde sig over den, og kalder det Guds Straf. Og kunde jeg nogensinde fristes til den ukiærlige Sætning, at Uheld var Straf, saa nægter jeg ikke, det blev ved en saadan Leylighed. Det er jo desuden ogsaa en reen Følge af dette usle Menneskes umættelige Havesyge, at sammendynge Korn, som saa mangen sukker efter, fordi han ikke finder den Fattige endnu udsuet til Blodet.

Jeg har nu talt saa vel med Smaaepigerne, Maja, Zarine og Hanna, og de gaaer; Zarinchen i mit Sted. «Det er nok leyt, Moer» siger Maja, «men dog bædre end at du skulde blive værre. Bliv nu bare rask til i Morgen og Fredag» – I Morgen venter vi alle fra Næss hidbudne, da de har saa lang Vey –

194Kl 8 Min Rikke skulde ogsaa været hos Walbohms i Dag, og da jeg hørte det, bestemte jeg mig hastigere til at sige Ja i Gaar. Men neppe var jeg i Morges nødt til at tage dette Ja tilbage, før jeg fik et Par Ord fra hende, at hun havde været syg lige siden Søndag, og maatte staae op i Aftes for at tage imod Grev Knuth, som kom uformodet til Sessionerne, efter at have bedt Fogden være der paa hans Vegne eller formaae en anden dertil. Det sidste lod sig ey giøre, og Fogden, som er saa overlæsset med Forretninger som vel faa Embedsmænd, havde nok yttret han giærne vilde slippe, og saa kom Amtmanden selv, som rimeligst var. Han logerer paa Plogstad, er formodentlig i Dag paa Gislevold, og følger med Fogden hid paa Fredag, tænker jeg. Gud give min Rikke kun maae blive saa vel, at hun kan komme. Skiøndt hun var bædre, torde hun ey love det. Det var mig en saa uventet som smertelig Efterretning, da jeg forlod hende og hun i lang Tiid har været saa usædvanlig rask. Men dette ustadige Veyr kan ikke andet end have skadelig Indflydelse paa svage Mennesker. I Aften er det igien saa blidt og deyligt, at jeg for første Gang i Sommer har sadt ude i Haven og læst en Timestiid i de gamle Minervaer, hvor jeg iblandt andet traf paa en tale over Frederich den 4de af Holberg, som jeg ret læste med megen Fornøyelse. Efter en kort Middagshvile blev jeg bædre, men nu trykker det mig saa leyt for Brystet. Jeg faaer ud og gaae igien. – Kl 6 var endnu ingen af Sessionsherrerne komne til Gislevold. Kors for seen Middag de faaer! Og de stakkels Børn som gik did Kl halvto – hvilken lang Dag for dem!

Torsdag 11te Ja tilvisse lang. Først Kl henimod 12 kom de til Middagsbordet, Kl halvto fulgte den snilde Grev Knuth dem lige til Alleen. Da havde jeg længe lagt paa mit grønne Øre. I Dag er det mildt velsignet Regnveyr, skiøndt det nu lader til at vilde holde op. Dog giid det vedblev en Tiid endnu. Hertel har kiøbt sig en Calesche, saa hans Kaja nok slap for at blive vaad, og de andre taalte nok lidt Væde – og hvem taalte det ikke giærne, naar Regn er saa velgiørende som nu?

Bliver det Opholdsveyr, skal vi modtage vore Næssgiæster paa Wilhelmsminde, (hvor jeg heller ikke har været endnu) med Thee og Eftersvælg. Børnene siger, de kunde godt mærke paa adskillige Sessionsherrer, at de havde Lyst at komme hid i Morgen; men kommer alle Ventede, bliver det rundt 70 Mennesker, og fleer rummer vi ikke oppe og nede. Dog maae nok 195min Koren, som først seent i Aften kommer fra Hurdalen, tidlig i Morgen tage til Ullensager for at hilse paa sin Amtmand, hvem jeg saa giærne vilde have hid. Vi venter en to, tre Lieutenanter fra Byen, de to som logerer paa Tøyen, og min egen Stenersen, men det er saare uvist, om de faaer Tilladelse. Jeg angrer paa, jeg ikke har skrevet desangaaende til deres Chef, den brave Hegermann, da troer jeg vist, det ikke var blevet negtet dem.

Nu kom min flinke Guldbrand Houg fra Byen med alt mit Stentøy i godt Behold, paa et Par Smaating nær, som var baaret te aa gaa sun. Der var af Bordtøy ikke nær det jeg ventede, men derimod et meget complet Caffestel og andre Ting, som vi høylig trængte til, og den paa alt forstandige Hertel, som saa vel kiender Husets Nød og Trang, paa egen Haand havde kiøbt, hvorfor jeg er ham meget forbunden, og kan nu herved spare det finere kiøbhnske, der er saa kostbart og vanskeligt at faae.

Fra Lotta mi kom det lovede kiærlige Brev, aa ja men kommer Lytmænnerne. Da Hegerman spurgte hvorhen de vilde, og de svarede: til Frue Koren, sagde han: «med megen Fornøyelse!» – det vidste jeg nok, og de Bedende lod til ogsaa at vide det, at han nemlig er for galant til at afslaae Fruentimmer noget, siden de sagde: til Frue Koren, og ikke blot til Hovind eller Sorenskriver Koren, hvad der havde været rimeligere. Men saadan er det at kiende sine Folk – Min Lotta havde hiertens Lyst til at følge med, Majoren hendes ligesaa, og sandelig, de skulde være hiertelig velkomne. Men det bliver, frygter jeg, ved Ønsket – Hu! mit Hoved er leyt i Dag igien. Jeg troer vist, der er Torden i Luften. Og da dette Veyr i alle Henseender er saa ønskeligt, saa faaer jeg taale og tie. Hvad kan ogsaa stakkels Puus andet?

Fra min gl: Ane – (jeg har jo sagt Eder, at hun, trods min Drøm, har faaet sig en rask gut og selv er rask?) fik jeg deylige Blomster og Grønt i Dag med hendes Mand. Mine Naboer bærer omkaps Mælk og Fløde hid, som altiid, naar de veed vi behøver og har det. Ja vel ere gode Naboer, gode Venner og saadanne Ting goe aa ha – deylig sund Luft har jeg ogsaa, og give Gud der over hele Verden var saa almindelig Fred som i mit Hus! Selv med Mellin er jeg udsonet igien. Han er som en ‹…› Viol (den kan jo ey selv for, at den ikke altiid er rigtig bestrænget) og saa er det mig umueligt at være von længer.

196Fredag 12te Nu ere de alle ude omkring i Haven og jeg troer, paa Kirkegaarden. Imens vil jeg tale lidt med mine fraværende Elskede, om Gaarsdagen. Kl 5 kiørte jeg til mit Wilhelmsminde, thi det var lidt vaadt efter Regnen, og jeg troede mig knap til at gaae saa langt, da jeg ikke var rigtig i Hovedet, NB ikke a la Mellin – Hvor deyligt var der trindt om mig, hvor smilende alting! Vi har nu faaet en Glasdør for det søde Værelse paa mit Wilhelmsminde, og derved har det vundet meget, da det just vender ud til den Kant hvor nesten den skiønneste Udsigt er – Jeg læste der min Post, som just kom i det samme, det hulde Majabrev, hvoraf jeg seer, at Du Dyrebare allerede er i Din roelige Dal i dette Øyeblik og giid jeg sad der ved Din Side! dog ney, ikke i Dag: Det er deyligt at see saa mange glade hyggelige Menesker omkring sig – men naar saa det er forbi, og Barselet paa Økeren, saa gaaer det til mit Tøyen – derfra til min Thrinasara og Realf, og saa – i Dalens og Majas Arme – Fra stakkels Nella fik jeg ogsaa Brev. Hun har lagt i Blodgang, som hun faldt i 8 Dage efter sin Nedkomst, og været uden alt Haab. Nu var hun brav igien, dog naturligviis meget mat.

Vi ventede syv lange og syv brede, thi først Kl halvotte kom Herskabet, min kiære Hertel foran i sin pene nye Vogn, med sin blide, blege Kaja, og begge sine Jomfruer, efter dem gamle Moer Glatved i Kariol, Madam Rosing, Mad: Øiset, Jomfr: Grønvolderne og Reich i Vogn, Kiærre og Kariol. Vi drak Thee og spiste Eftersvælg i mueligste Hast, da jeg endelig skulde møde kiøre i Hertels nye Vogn her hiem, og var han Kudsk for sin Kaja og mig. Vore tre raske Lieut: kom først henimod 9, og da gik det tilbords, og efter en Spadsertour i Haven, tilsengs. Lille Moer Hertel var ikke ganske vel, og kan ikke blive det, saa længe hun ikke er istand til at faae mindste Madlyst. I Dag er hun dog Gud skee Lov ret flink, og har spiist lidt til sin Thee, men som en Fugl ongefær. – Nu har jeg mit Bord blomstereret, hvorved min Zarine og Maja samt Hanna og de Smaae har været i sit Element. De maae alle gaae mig til Haande naar det behøves, baade Ynglinger og Piger. Selv de tre Nyekomne har jeg givet lidt at bestille i Haven. Men nu ere de komne tilbage, og skal have Frokost og saa skal der pyntes, mætta! Min Koren tog til Plogstad Kl 6 i Dag, og er endnu ikke tilbage –

197Løverdag 13de Ja, jeg gik rigtignok i Seng, fordi alle vilde det, og især min Koren, og den gamle Hertel, der acurat var hiemme paa Hovind i Gaar som altiid, og lovede at være ganske i mit Sted. Men sovet har jeg ikke stort mere end i denne Stund, og var vel saa træt da jeg stod op Kl 8, som da jeg lagde mig. Imidlertiid er mit Hoved taaleligt, og det er meer end jeg torde haabe. Jeg vil derfor, imens der er stille overalt, fortælle Eder saa langt det vil gaae, mine Elskede, om Selskabet i Gaar. Det var, som jeg har bebudet Eder, talrigt; thi vel kom ikke alle de Ventede, ak, og iblandt disse var min Rikke, som jeg savnede saa meget, og hendes slemme Fut, som havde lovet det, var frisk, og blev dog borte, og min gode Maja Bergh, som var blevet upasselig just som hun vilde klæde sig paa, sagde hendes vakre Lene og flinke Kaja. Grev Knuth kom heller ikke. Han havde saa inderlig ønsket det; men det var umueligt, da han skulde tage lige fra Sessionen, som varede til Kl 10 om Qvellen, til Næss. Ja, lange Parantheser fordrer Gientagelser – vel kom ikke alle de Ventede, men saa kom adskillige vi ey havde giort Regning paa, og her var Rum nok, og Mad nok, og Drikke nok, saa de Alle vare velkomne. Alle som Een tager Deel i den almindelig elskede Hertels Lykke, det stod læseligt paa hvert Ansigt, de Ind- og Udvendiges, det lød i Sang og Skaaler. Ved Middagsbordet gik det ganske lysteligt til. Vi vare 50 paa Salen eller ved Gallataflet, 18 a 20 spiste i Dagligstuen, i Rosen, det var meest Smaaepiger, som her var en Slump af, og Maries kiære Ragna Chrystie, Grethe Keilhau, og liden Zarinchen, som dog maatte op og synge for Herskabet. Saa vidt var alting godt og vel – men nu maae vi gaae lidt tilbage. Den uefterrettelige Person som havde lovet at bestille Spillekanterne, havde ikke udrettet sit Ærinde, skiøndt det ellers er en paalidelig Mand. Det var som det ahnede Jess, der tidlig i Gaar Morges sendte dem Bud, og hørte da til almindelig Forfærdelse, de vare aldeles uforberedte. Flux kastede han sig paa sin Vaillant, Finkenhagen paa en anden Rosinante og afsted gik det i flyvende Gallop. De betingede sig til Belønning et Kys af alle Jomfruerne, og det fik de, da de triumpherende kom tilbage, og havde ærlig fortiænt det. Men see! Kl blev 7, henimod 8, 198endnu tre Dandsere ariverede, Justitsrd Nilsons Søn, en Lieut: Gill og Hagemann, men ingen Spillemænd. Jomfruerne vare færdige at kræve deres Belønning tilbage, den de havde været visse paa at faae med Glæde og her var ret en lang mismodig Pause. Det leed ikke Hertel og jeg, og fik overtalt Capit: Wærner til at tage en Violin og begynde en Feyer – neppe vare de ordnede til denne, saa kom den ordentlige Musik, og nu gik det ogsaa uophørligt. Vel var kun en fierdepart Chapeauer mod Damer, men de vare utrættelige, 9 raske unge Gutter, og Damerne dandsede sammen, Gulvet var aldrig ledigt, og altiid fuldt. Det glædede mig ret at see den Vrimmel af glade unge Mennesker. Selv Hertel dandsede som i sin første Ungdomsdage, og var for Resten overalt ude og inde. Blandt de talrige Tilskuere ønskede mange at see hans Kone, og fik, kan I tænke, deres Ønske opfyldt, og vare glade som de Dandsende selv. Lille Mørk var ikke af de mindst Glade, Fader Bierk ikke heller, som de havde tvunget til en Polskpar, men overlod snart den ene, snart den anden sit Kort, skiøndt det var stygt høyt Spil, for at see den lykkelige Ungdom tumle sig. Intet Menneske tog bort før efter Solens Opgang, de Fleste længe bagefter. Ved Bordet, Kl mellem 1 og 3, (da kom endnu en Dandser, Lieut: Schie) vare de lustige for Alvor, sang og skraalte, saa det skingrede ind til mig, og drak de Nyegiftes, min og min Korens Skaal med et tredobbelt Hurra, saa Huset rystede. Lille Kaja Hertel holdt sig ret flink, men gik lidt betids, og før de spiste tilsengs. Frue Ingier derimod var lidt skranten, og laae et Par Vendinger, og lille Luise Grønvold var ret meget syg. Hende havde jeg faaet lagt herinde paa Sophaen, da det gode Barn slet ikke vilde lægge sig ordentlig, fordi Moer Rosing da vilde blive uroelig, sagde hun og saa vil Lina og Kaja sidde hos mig ligesom i Aftes (hun var ussel da hun kom her) og det var stoer Synd, for de skal dandse – Gud skee Lov, i Dag er hun frisk som en Fugl, og alle ere raske, de jeg endnu har talt med – Nu, Kl 12, har jeg talt med dem alle, drukket saa en Kop Caffe med det ene, saa en Kop Thee med det andet Partie, saa spist lidt med denne, saa lidt med hiin. Alle Gifte ere nu gaaet til Mørks og Walbohms, 199al Ungdommen til Wilhelmsminde. Øiset tog i Morges hiem, da han maatte være ved Sessionen, alle de øvrige Næssfolk maatte love Major Ingiers at komme did i Aften, og vi at møde dem der i Morgen til Middag. Det bliver ret op i en Forstyrrelse – Jo men, det unge Herskab er endnu ikke kommet længere, end fra Haven ind i Dagligstuen, hvor Maja mi sidder midt paa Gulvet med en Terin Mælk – Lævning fra i Gaar – og alle de øvrige med hver sin Skee sværmer omkring hende, og faaer sig tag, omtil en Mundfuld. Naar her nu bliver lidt roeligt, skal jeg forsøge at skrive et Par Ord til min Lotta, men jeg er saa søvning og træt, at jeg neppe kan holde Pennen. Altsaa, Fortsættelsen følger – skiøndt det er ligesom jeg hvilede mig imens jeg saadan sidder og smaaesnakker med de dyrebare Fraværende.

Kl: 5 Borte ere de nu, de Gode, min Hertel med sin i Dag ret meget raske Kaja, Madam Øiset, Mutter Glatved, og begge Rotnæss Jomfruerne, samt min lille Luise Grønvold, som græd bittre Taare fordi hun skulde reyse fra Moer Koren. «Der er dog ingen Fremmed der holder saadan af mig som hun» sagde det gode stille Barn, fordi jeg i Aftes gik og puslede om hende da hun var syg. Den ældre Jomfr: Grønvold, min Kaja, der har saa meget fælleds med Maja mi, og Jomfr: Reich, bleve igien til i Morgen, og følger med os. Det havde Skriveren afgiort med Mad: Rosing paa egen Haand, til al Ungdommens og hans egen (mener jeg) store Glæde. De ere nu atter i Begreb med at gaae til Wilhelmsminde, hvor de ønskede at kunde bygge og boe, og har faaet Mad og Drikke med, saa de kan være der i Roe om de vil til Kl 12, thi da har Lieutenanterne bestilt sin Skyds, og har altsaa endnu en vaagen Nat i Vente, der dog neppe bliver saa morsom for dem som den fore gaaende, stakkels Gutter. Jeg troer, de alle har moret sig ret kapitalsk, og det var hvad vi hierteligt ønskede de skulde. Mad: Rosing er en brav, fornuftig og tækkelig Kone, men generer de fleste Herrer her til Lands en Smule, da hun, som sal: Adlers naadige Frue Mama ikke fordra, Tobakrøy. Imidlertiid undgaaer hun saa meget mueligt at lade sig mærke hermed, og sandelig, det er ikke Capricer hos hende, det veed jeg med Vished. – Sovet har jeg ikke, men hvilet lidt mens de alle vare borte, og er saa gu ganske bra nu – Giid jeg ogsaa maae blive det i Morgen!

200Men Skriveren, som vel ikke dandsede som han pleyer, men dog var paa Færde overalt, har ikke taget sig et eneste Blund, men expideret sine Ting og Folk som han pleyer om Løverdagen, og er lie bli lell; hans Maja har heller ikke sovet, og er dertil flink. Maae det kun ikke komme efter. Mine Knæe er fast det eneste, jeg føler Træthed i, og maae nu hvile dem paa Sophaen, hvorfor Du kiæreste Lotta, neppe faaer noget med Dine Lieutenanter, og Du min Kista heller ikke, siden de vil bort i Nat. Jeg troede, de havde blevet til i Morgen mod Middag – De kan jo ogsaa fortælle alt herfra, og dermed vil I tækkes for denne Gang.

Mandag 15de Naa, endelig er jeg igien, saa længe det nu varer, i min gamle søde Roe, og kan, haaber jeg, uforstyrret underholde mig med mine fraværende Venner, efter at have været saa meget jeg kunde være, for de nærværende. Lidt træt er jeg rigtignok, da vi først Kl 12 i Nat kom hiem fra Maastad, men jeg har ingen Hovedpine, som jeg dog var ganske belavet paa, deels fordi jeg var saa seent ude og oppe, deels fordi jeg frøs paa Hiemveyen som jeg fast aldrig veed jeg har frossen, dog meest over Armene. Det var for saa vidt min egen Skyld, eller om I vil min moderlige Kiærligheds, og derfor har jeg nok heller ikke videre ondt af det. Jeg kiørte i Kariol, at alle Barna kunde være i den store Vogn, hvor Jess var Kudsk, og de havde min tykke Kavay med til om Aftenen. Men da jeg hørte at Maja mi havde været glad ved den selv paa Bortveyen, da det blæste lidt koldt, nænte jeg ikke at tage den paa Hiemveyen fordi hun der end mere behøvede den ved Nattetider, og Gud skee Lov, hun havde den. Men jeg kunde bedt dem forsynet sig bædre her hiemme fra, da vi ere grumt rige paa Alskens Reysetøy, eller faaet laant mig et Tørklæde uden paa den fine tynde Sommerkavay, og da jeg ey giorde det, var det tilpas til mig til at jeg leed lidt for Stadsens og Ubetænksomhedens Skyld –

Heller ikke Løverdagaften kom vi til Køys før Kl over 12, da Lieutenanterne havde bestilt sin Skyds til den Tiid. Dog, derfor kunde vi giærne lagt os naar Jess havde holdt dem med Selskab; men de gale Unger kom jo ikke fra Wilhelmsminde Løverd: aften før efter Solsæt, og inden vi saa fik spiist, og de fik sig lidt varmt Drikke at modstaae Natteluften med, blev det seent kan I tænke. Hestene kom dog ikke, men Jessen min maatte skydse dem til Dragvold, hvor Skydsen stod i god Roe, og var blevet staaende til nu, mener jeg, vare de ey komne til den. Seent kom vi paa Benene i Gaar, og dog var jeg, skiøndt jeg pratede en Stund med lille Mørk, færdig Kl 11 og foer med Aslak og Gulen den 201kortere Vey over Fieldet, for at tage ind om Plogstad og see til min Rikke. Min Koren fulgte mig paa sin lille President, men reed ligefrem. Da jeg kom ind, blev jeg glad ved – ikke at see andet end Rikkes Hat og øvrige Bebudelser om, at hun skulde til Maastad, og altsaa var frisk. Ja Gud skee Lov, hun var ret brav nu, og i Begreb med at pynte sig, dog slog vi en lille Prat af først. Posen var denne Gang ikke ganske tom, og søde Willa sad midt paa Gulvet med en lille Kage i hver Haand. Min Koren og jeg vare da de første som kom til Maastad, og længe før nogen anden, men saa var Ungdommen herfra de sidste. Der var foruden de der logerende Næssfolk og os alle herfra – Telja og Contoirfolkene undtagne – ingen andre end Fogdens, og den leye Frue Waager med sin Cecisbeo, Lieut: Asche, som jeg ikke kan andet end beklage: thi sandelig, et mere trykkende Forhold end det han staaer i til sin Herinde, kan jeg ikke tænke mig. Hun var usædvanlig peen, itr‹uk›ken sort Levantintaftes Kiortel, blaa Hat og Do Skoe, blot Bryst ikke at tale om, som kun bedækkedes af et lille polidskt skiødesløst omkastet Flors Tørklæde. En meget, og ikke fordelagtig, renomert Lieutenant Lassen, som er ansat her ved det ullensagerske Compagnie, var der ogsaa. Før jeg vidste hvem han var, havde han givet mig en ham gunstig Ideé omom] rettet fra: og ved overskriving sig ikke allene ved sit tækkelige Udvortes, men ogsaa ved sit fine, beskedne Væsen, og et Par Smaatræk, som charakteriserer Mennesket, synes mig, mere end mangt andet som falder stærkere i Øynene, deraf kommer det vel, at jeg er genegen til at troe, Rygtet har overdrevet de Ungdomsdaarskaber, han skal have giort sig skyldig i, den ene af disse, hans Duel med Lapsen Kammerjunker Haxthausen, er da meget tilgivelig, den anden, at han, jeg troer i Anledning af Spil (hvortil jeg frygter han har et ulykkeligt Hang) fornærmede en gammel agtværdig Mand, Sorenskriver Glørsen, er det meget mindre. Jeg veed ey ret Sammenhængen, men Jess, som har en uindskrænket Ærbødighed for Alderdommen, vil slet ikke bære over med dette sidste Feylskridt; og dog kunde der maaskee ogsaa her være noget at sige til hans Undskyldning; for Exempel: at han er en rig Mands i Overdaad og Selvraadighed opvoxne Søn, aldrig kanskee vant til Modsigelse hans Moder, skiøndt min brave Borchsenius’s Coucine, skal være en af Kbhns første Modedamer, siger min Rikke. Lad os derfor ikke fordømme den hede Yngling, men snarere søge at retlede ham, er det mueligt, og er det det, har jeg Haab herom, da han nok nu kommer i sin fornuftige og retskafne Onkels, Fogdens Huus.

202Saa hyggelige Menneskene ere paa Maastad, og saa godt og godlidende alt andet er der, saa triste er Værelserne, de fleste store og mørknede ved en saa kaldet Svalgang som gaaer rundt om hele Bygningen. Men hyggelige Mennesker giør alting hyggeligt. Nogle af Mandfolkene spillede, og det afskyeligt høyt. Ungdommen spadserede og tumlede sig i det Grønne, og vi andre snakkede og drev omkring. Lille Moer Hertel var ret rask. Men der blev intet af Næssreysen, de maatte alle blive til i Dag. Min Koren, som skulde ud Kl 5 i Morges, tog tidlig hiem, og efter ham vare vi herfra de første, som brød Laget, dog blev det ikke før henimod 10 vi kom afsted. Jeg tog samme kortere Vey tilbage, og hvor det var mueligt, kiørte Aslak raskt til, fordi han hørte jeg frøs, og hiemad behøver man just heller ikke at minde Gulen om at skynde sig. Hvor deylig min gode Teljas Thee smagte og varmede mig! Børnene kom meer end en halv Time senere. Min Koren sov sødt, og halv i Søvne bad jeg ham i Dag Farvel – Nu har jeg sovet en Middagssøvn, skrevet til Frue Bergh, som havde havt Bud her i Gaar og bedt om en Bog, da hun maae holde Sengen, stakkels Maja! og skal nu tage fat paa Brevene, som i Morgen skal i Posten, og saa ud i Haven, og, hvor jeg saa længe ikke har været, i de Dødes Have. Smaaepigerne syer allesammen for mig, da de paa Onsdag har lovet Hertels at vandre til hans dem og blive der i nogle Dage. Han møder dem nok med Heste paa Halvveyen.

Og i Dag er Du glad; Maja P: da Du venter, maaskee allerede har omfavnet Din saa længe savnede Pavels. Gud lade Eders Glæde være reen og uforstyrret, I Elskede! og at vi snart alle glade maae mødes.

At Vangensten var paa Maastad, har jeg glæmt at sige Eder. Det var første Gang efter hans Sygdom jeg saae ham, og sandelig, jeg saae ham ikke med Fornøyelse; thi det forekom mig, og ikke mig allene, som om han havde endnu flere Skruer løse end ellers. Han var blevet meget maver, arme Mand, og meget besynderlig. Dog talte jeg ikke meget med ham, da han spillede om Formiddagen, og tog bort strax vi havde spiist. Hertel syntes, han var som før, og det kan maaskee saa være. Hans Kone, sagde, han var meget svagelig. Ogsaa fortalte han en sørgelig Nyehed, at unge Lange, som er gift med min kiære Ovidia Messel, skal være saa meget syg, at der frygtes for hans Liv. Jeg trøster mig ved, at V: har for Skik at overdrive en Smule, tidt, troer jeg, uden selv at vide det. Gud give det ogsaa denne Gang maae have været Tilfældet.

203Tirsdag 16de Det er nu længe siden I hørte noget om Hermellin. I Gaar sagde han, da han havde vævet en lang Stund, jeg veed ikke om hvad: «Nu har jeg talt en heel Materie imod min Tankeform» – Og nu i Øyeblikket, da jeg stod ude i Kiøkkenet, og Telja gav ham sin Frokost, sagde han: «Jomfrue Lie skal jeg varte op saa længe jeg har Klæder paa mit Legem. Det er et Fruentimer af udelukkende Agtning» – dette kan jeg da til Nød over- eller omsætte ved: som jeg har udmærket eller uindskrænket Agtelse for – men det foregaaende er som var det sagt efter «otte distillerte Æggesopkeners udtrykkelige Befaling». – Det er et naragtigt Dyr, men Ondt findes rigtig ikke hos ham.

Atter hænger Himlen fuld af Regnskyer, men Vinden begynder igien at adsprede dem, saa Solen allerede glimter herind paa Papiret. Herre Gud, hvor længe vil du sætte den sorrigfulde Landmands Taalmodighed paa Prøve? Mellem Haab og Frygt seer han til hver Skye, og sukker naar den fordeler sig, sukker den smilende Sol imøde. Dog troer jeg det er et Gode, at Luften er saa kold i denne Tørke. Brændende Solhede vilde vist være Eng og Mark end mere skadelig. I Aftes bragte jeg den her i Haven først udsprungne Syringe paa Graven. I veed, did skal al Aarets Førstegrøde; dog, med de første Pintselilier kom jeg der ikke, og har ey været der i mange Dage. Zarine og Kaja var med mig. Med Fremmede, eller med Mange gaaer jeg aldrig did. Det var en deylig bliid Aften, dog mere som først i May end saa nær Midsommer. Vi gik længe omkring i den vakre Have blandt de grønne og hvide Træer. Kirsebærtræerne har ulige flere Blomster end Blade, og af disse Træerne, har vi en stoer Mængde, alle unge, men de holder ikke hvad de lover, og bærer kun lidt. Dog er det deyligt at see dem saa frodige.

Middag Nu har jeg Posten færdig; til min Maja C har jeg skrevet, vel det sidste Brev denne Gang inden vi samles i den velsignede Dal – og til Nella Borch. Nu ringer ogsaa Madklokken. Naar jeg da har holdt min Læsehvile her paa Sophaen, skal der tages fat paa noget af det meget jeg giærne vilde have bort i Morgen med et Bud fra Naboegaarden. Det er Amund Hovind, min Anes Mand, som skal ind til sin Søns Daab. Han var her i Gaar, og bad han maatte faae Lov at opkalde sin kiære Ven Legekammerat, min Wilhelm, en Tilladelse jeg altfor giærne gav ham, og som han ikke havde behøvet at bede om. Giid de Mange, som ere opkaldte efter de to elskelige Bortgangne maae vorde dem lige! De dyrebare Navne døer ikke lettelig ud heromkring.

204På denne siden er slutten på mange av linjene usikker gå grunn av innbindingen Onsdag 17de I mit Brev til Lotta i Aftes udøste jeg ret al min Harme over Presidenten, fordi jeg vist troede, han nu ogsaa paa Tilbageveyen havde taget Hovind forbi. Og just som vi tænkte paa at gaae til Sengs, see, saa kom han i sin gode Mag kiørende ind i Gaarden. Da der intet Rum er i Brev‹…› kiæreste Lotta mi, tilbagekalder jeg herved mine Uqvæmsord, og bed‹…› baade Dig og ham venligt om Forladelse, og lover aldrig at dømme overilet oftere. Ak, det har jeg ofte lovet, og ligesaa ofte brudt.

Først Kl: 6 kom de stakkels Børn afsted i Dag, og ere nu paa de‹…› Vandring til Rotnæss. Jeg kan ikke, i det mindste ikke før jeg vee‹…› dem i Huus, glæde mig i de tykke Skyer, som hænger ligedan som ‹…› Gaar over os, og maaskee bringer ligesaa liden Trøst som de. En hal‹…› Time regnede det, eller rettere duggede, saa var det forbi – og nu blæser det alt igien og klarner op. Det er ret tungt at gaae saa, nes‹…› hver Vaar og Forsommer og see længselfuld til de regnsvangre Skyer, som farer, pidsket af Vinden, hen over den forsmægtende Jord ude‹…› at have givet den og os mere end det snart forsvundne Haab.

Giærne gad jeg sat og pratet med Presidenten, og giærne vilde jeg prate med mine elskte Fraværende, de, jeg i Dag har tænkt at skrive ‹…› Jeg faaer dele mig saa godt jeg kan. Min Koren skal til Gierdru‹…› Jess reyste Kl 2 i Nat for sin Fader til Urschoug. Alle Smaaepig‹…›ne ere paa Flugten; saa maae dog Een være inde og holde Manden med Selskab, kan I tænke, Børn, og derfor gaaer jeg nu –

Kl 8 Nu har vi været Haven rundt, hvor Presidenten fandt det mege‹t› vakkert, og imens nu begge Mændene faaer sig lidt Frokost, slutter je‹…› dette, for at faae det ind med denne tidligere Leylighed, at det des f‹…›ere kan komme i Circulation. Og veed jeg nu i denne Hast inte‹…› andet at fylde dette lille Rum med, end at ønske Eder Alle, mine Dyrebare, en god Morgen, saa god som jeg har den; thi uden Hovedp‹…› og Mathed sidder jeg her, som jeg stod op Kl halvsex i Dag, glad og fro tilmode. Det Gud give Eder at være og forblive! Amen.

20517de Junj Eftermidd: Hvilket Veyr! Regnen, den velgiørende Regn, som nu har holdt ved siden i Formiddag tidlig, og lader til at vilde vedvare maaskee Natten over, skulde jeg glæde mig ved, og giør det ogsaa, endskiøndt her er saa mørkt i Kammeret, at jeg neppe seer – men den fatale Blæst, som bøyer Toppen paa mit Lønnetræe her uden for saa dybt, at jeg frygter for den skal brækkes, og den Stilhed omkring mig, giør alting saa traurigt. Jeg har ikke ret Lyst til at foretage mig nogen Ting, eller være paa noget Sted. Mit Byebud er expideret, men som jeg hører ikke borte endnu. Presidenten og Skriveren toge bort nesten paa en Tiid. Arme President, som kun har en tynd Nanqvins Frak paa, hvor maae han blive giennemblødt og giennemblæst! Nu er da vel med Guds Hielp Børnene i god Roe paa det giæstfrie Rotnæss, hvor vist alle, for alt den ømme Vertinde, vil stræbe at erstatte dem den besværlige Vandring paa alle muelige Maader. Gud give, det haarde Veyr de har været ude i ingen Følger maae have, især for min Marie, som vel taaler mindst af dem Alle. Men den gode betænksomme Hertel har vist ladet sin Vogn gaae dem imøde længere end halvveys. At jeg har været ængstlig i Dag, og tildeels er det endnu, især fordi min Jess skulde over Sundet for at komme til Næss, staaer vel her intet om; men min Egersøn, Pavels og hans Maja, og Kista mi, har jeg klynket Ørnene fulde herom, og fortalt dem, hvordan Telja har gaaet og stelt med mig, og giort sig saa klog (hvad ellers ikke er hendes Maade) paa Vind og Veyr, for at trøste mig, og alle Folkene ligesaa. De ere alle saa gode og deeltagende, og det trøster ikke lidet. Havde jeg kun min Koren hiemme igien, det er dog den Støtte som aldrig svigter – Men han kommer dog i Aften, og nu fordeler Skyerne sig, Solen smiler ned til den forfriskede Jord, kun Blæsten kan den ingen Bugt faae med

Jeg har i disse Eftermiddagstimer giennemlæst Baggesens Parthenais igien. Den er dog virkelig skiøn, og var mig, i hvor godt jeg kiender den, som nye. Underligt nok, at jeg aldrig kan læse Beskrivelsen over Svimmelen, uden virkelig at føle noget beklæmmende, som om alt gik rundt for mig, og uvilkaarlig lukker mine Øyne. Giid dog Baggesen ikke havde skrevet andet end sine Ungdomsarbeyder, Labyrinthen, og denne sin Alpereyse, og efter dennes Fuldendelse nedlagt sin uvanhelligede Pen!

206Kl 6 Hu! det var værre, end det mørke stormfulde Veyr – Her kom de fra Eidsvold med to Kiærrelæs Arestantere, Mænd, Qvinder og Børn, vel ikke grebne i nogen Forbrydelse, kun som Løsgiængere; men alleslags Nedværdigelse af Menneskeligheden er dog saa sørgeligt et Syn. Jeg bad den talrige Escorte bringe dem videre til Lehnsmanden, da det var uvist naar Skriveren kom; og havde jeg end vidst ham her tæt ved, havde jeg dog bedt herom, da det ‹v›ar mig alt for ængsteligt at vide disse, maaskee ulykkelig Forvildede, her i Huset. Jeg havde ikke Hierte til at see paa dem – Ak, og de arme ulykkelige Smaae, de en ulykkeligere Mødre!

Torsdag 18de Det mørke Regnveyr vedvarer endnu, Middag, og den samme Stilhed omkring mig; thi ogsaa i Dag er min Koren borte. Og, lad det staae her til min Kuldskiærheds Spot og Spee, det har brændt i min Kakkelovn i Dag; men som om det ikke var passeligt til den attende Junj, sluktes det strax igien, før Ovnen var lunket. Den omhyggelige Telja vilde endelig lægge i igien, og faae Bierkebrænde hentet ind til mig, men det frabad jeg mig. «Hvorfor klæder du dig ikke heller lidt varmere? Moer Koren!» – Ih du min Gud, sidder jeg ikke her i den fulde Vinterham, hvad kan jeg da tage paa mere? – «Ja det var en anden Sag.» Endnu et Træk af min Tapperhed maae jeg fortælle Eder. Mellem Regnbygerne i Gaar maatte jeg, hvor koldt det blæste, ud i Haven og glæde mig over den forfriskede Natur. Men engang kom jeg netop inden for Dørren, saa jog en sort Kat, som kom ned ad Gangen, mig ind igien. Vil I vide mere af eller om mine Underligheder? – Ja, I maae jo vide alt. Nu fik jeg et Par nye Skoe, saa pene, som vare de syede i London. Det er de ikke, men her i Huset, af en hidvandrende Østerdøl. Denne Mand har et af de mørktungsindigste Ansigter jeg mindes at have seet, og bedst som jeg sad og fornøyede mig over mine Skoe, (dem jeg nu har for kanskee ottende Delen af hvad et Par mindre pene vilde koste mig i Xstiania) stod det kummerfulde Physiognomie for mig, som var det malet paa begge Skoene, og nu veed jeg vist, jeg aldrig tager dem paa uden at møde det. Jeg har ikke havt Mod til at spørge Manden om noget, hans Levnetsløb angaaende. Af hans stille 207Væsen og lange andægtige Bordlæsning, som jeg et Par Gange har havt Leylighed til at bemærke, formoder jeg, han er en Haugianer. Nu, der ere mange iblandt disse ogsaa som mener Gud og Menneskene det ærligt, og kan jeg faae Vished om han er blandt dem, som jeg har stoer Lyst til at troe, skal jeg vel faae min Koren til at skaffe ham Huus, som jeg hørte i Gaar, da han tog Maal af mig, han ikke havde noget Steds. Jeg spurgte om han var gift? Hans Kone var i Østerdalen, sagde han. Børn troer jeg ikke han har. Han sukkede saa dybt ved det ene Spørgsmaal, at jeg ikke nænte at giøre ham flere –

Kl 4 En saa fattig Torsdagspost kan jeg ikke mindes i lang Tiid. Vel havde min Maja sagt: at jeg intet maatte vente fra hende i Dag, og overalt intet, før vi saaes Ansigt til Ansigt. Dog randsagede jeg endnu engang tvivlsom Postvæsken, da Telja havde udtømt den – thi vel holder Maja aldrig mindre, men meget ofte mere end hun lover men der var intet, ikke et Ord til stakkels Moer Koren fra nogen Moers Siæl, og havde jeg ikke seet i Intelligentsbladet, at Pavels var kommet hiem, saa vidste jeg jo heller ikke det. Og hvad skal jeg tænke om Maribos, om det evig udsatte Barsel, som jeg dog vist troede i Dag at høre noget bestemt om? Ja, det veed jeg ikke; men des vissere veed jeg, at om min Koren bliver reysefærdig til Søndag eller Mandag, følger jeg med ham, og tager – dir nichts und mir nichts – lige til mit kiære Tøyen, og bliver der intet af Barslet engang i neste Uge, saa videre til Strømsøe og Majadal. Det skal blive baade vist og sandt i alle Maader. Men ley er jeg, Børn, og en Smule grætten, det kan jeg ikke nægte, og saa men heller ikke for. Oven i Kiøbet har jeg ærget mig over nogle Lapserier i Intelligentsbladet, dem jeg dog ikke vil forevige ved at giæmme dem i disse Blade. Men Skam og Skiændsel over hver den, som med Haan og Bitterhed angriber en god, agtværdig Medborger, fordi han i al Uskyldighed giver sit glade Hierte Luft, det være sig i Værs eller Prosa, ja endogsaa med samme Drengesvøbe søger at snerte anden og tredie Mand. Vel veed jeg, en saa foragtelig Person ikke var værd at ærge sig over, og dog kan jeg ikke lade det være, og heller ikke lade være at sige Eder det, Elskede – altsaa staaer det her.

208Løverdag 20de Skiøndt det truede med Regn i Gaar, bestemte jeg mig dog til Nannestadtouren, og tog herfra Kl: 10 – før fik jeg ikke min Hest. Regnen begyndte og blev alt stærkere, og øste ned just som jeg kiørte ind til Engelstad, Berghs Gaard. Der blev en Glæde paa Tupperne, Lena og Kaja, da jeg kom, og ey mindre paa Moer Maja, som jeg fandt paa Sengen, og skiøndt bædre end hun har været, dog saa ussel af den slemme Gigt, at hun sielden kan sidde oppe. Det er i Ryggen og Hoften hun lider. Ellers var hun munter, og det blev under Alskens Prat Middag inden vi tænkte det. Min fulde Agt var at giøre Touren til Præstegrden med samme, men deels bad Maja saa inderlig jeg skulde sidde hos hende, deels kunde jeg kun, for den lange Hiemveys Skyld derfra, blevet der et Par Timer, og det havde de regnet for intet, og da nu Regnen ikke holdt op et Øyeblik, og jeg var lidt bange for de leye bløde Leerbakker, lod jeg det beroe med dette Besøg til en anden Gang. Der kom rigtig nok mod Aftenen et Bud derfra og bad mig endelig komme did, men jeg veed, de gode Folk toge mine Undskyldninger for gyldige

Mine smaae vevre Vertinder vidste ikke alt det Gode de vilde giøre mig, men jeg frabad mig alle Anretninger, og spiste hvad bestemt var, Røreæg, Spegeflæsk og deylig tyk Mælk. Prægtig stærk Caffe havde Fruen ordineret, ligesaa alvorlig som min kiære gamle Betta paa Skramnæss, og den fik jeg, og sluttede den høyst interesante Dag med Fuglesteg og et Glas Portviin. Maja spiste nogle af de Asparges jeg havde havt med i Ferskmad. De skal være Gigtpatientere meget tiænlige. Indpakket paa det omhyggeligste af Lena og Kajamoer foer jeg da himad, og kom uagtet det uophørlig pidskede paa min Nanqvins laante Kappe, før hiem Kl henimod 10. Der var saadan Ængstelse over mig for Barna som skulde komme fra Næss. Min Maja og Zarina vare ariverede. De havde slet ikke givet sig til Taals før de kom afsted, i hvor morsomt de havde det paa det hyggelige giæstfrie Rotnæss, saa Hertel maatte skydse dem hiem, hvad han giærne giorde, fordi han kiender mig og veed, jeg ellers var blevet uroelig. De andre Barna er der gaaet Heste efter i Gaar, og de ventes hiem i Dag engang.

Men jeg har jo intet sagt Eder om Frue Berghs nye Boepæl. Der er ret mange og lyse Værelser, og kan ved Paapyntning blive ret en vakker 209Gaard, og faae en smuk Have i Terasser. Men kolde ere Værelserne; aabne og udsatte for Alskens Træk, hvad stakkels Maja nok ogsaa har sit nu værende Onde at tilskrive. Blandt de utallige Ting vi talte om, fortalte Frue B: hendes Mand havde skrevet, hvilken Kar Søster Pl: nu var. I veed, hendes Datter og Svigersøn for nærværende Tiid ere i Paris. I fem Uger vare de der i al Stilhed, for at giøre sig ret fortroelig med Sprog og Skikke, tænker jeg, thi alt Seeværdigt besaae de imidlertiid. Endelig havde Frue Ih: (han havde formodentlig havt den før) Audientse hos hans Guddommelighed, Napoleon. Hun maatte til dette Behov lade sig giøre en hviid Atlaskes Kiortel med Kniplings Overtræk, og 6 Al langt Slæb. Ganske ene, saa fordrer Ethiqvetten det, tog hun did, kom, efter mange Gemakkers Giennemvandring endelig ind i det Allerhelligste, fulgte sin Instruction, giorde de tre Skridt frem og saa tilbage, begge Gangene med et knæefald lignende Kniks, og var det hende ved Liv og Død paalagt, ikke at røre sit Slæb eller giøre nogen Bevægelse med Hænderne. Og – «nu kommer Humlen» – Keyseren, som sielden pleyer give et Qvarters Audients, underholdt sig over en heel Time med den unge elskværdige Luise. Sex Dage efter skulde hun giøre sin Reverents for Keyserinden, der hverken skal være smuk eller talentfuld, og endnu mindre elsket, da hun er ulidelig stolt. Efter Audientsen har de været tilsagte til Baller, Concerter, etc. Den Luxus og Dyrhed som hærsker i det glimrende Paris, skal være over al Beskrivelse. Paa et Ball havde Dronningen af Holland en hviid Atlaskes Kiole paa, med en Diamantbordt neden om, som skulde være af uvurderlig Værd – Gud gla’ mig min sorte og gule Vadmelsslobrok, og mit lille venlige Kammer, i hvilke begge jeg nu befinder mig saa vel, som neppe nogensinde de keyser- og kongelige diamantglimrende Damer i al deres Pomp og Herlighed, omgivet af glimrende Slaver og Slavinder (og selv de største) og alskens pragtfuld Elendighed.

Ogsaa i Dag regner det og er koldt, dog har jeg gaaet Haven rundt, og pratet med Mellin, der i Gaar bivaanede en af sine Tilbedtes Bryllupsfest, den virkelig vakre Barbare Ruds, som, sagde han, vilde seet ud som en rigtig Engel, havde hun havt en hviid Dragt istæden for den blaa – dog var det ogsaa Himmelfarve. I øvrigt fandt jeg ham aldeles resignert. Nu blæser det op, og Solen trænger sig frem, saa jeg tør faae Glutterne, og min Koren som ey kom i Aftes, tørre i Huus –

208Sidetallene 208 og 209 brukes to gangerAften Træt er jeg, kiæreste Venner, og uvis, om jeg skal være glad eller bedrøvet. I Formidd: fik jeg et Par Ord fra min gode under alle Omstændigheder sig lige Pavels, som melder hans Ankomst og mere, hvorom en anden Gang, naar jeg selv faaer vide mere, nemlig – og endelig: at det kiedsommelige Barsel nu er udsat til 7de Julj. Deraf følger da, for det første, at jeg ikke kan blive stort over 8 Dage i Majadal, for det andet, at vor Maja P: ikke kan, som forrige Aar holde sin Fødselsdag der, hvad vi alle havde glædet os saa til – nu maae jeg reyse i Morgen, og Indpakning og sligt er det som har trættet mig. Min Koren kommer først efter paa Mandag, Tirsdag, vil Gud, gaaer Touren til Strømsøe etc[.] Jeg tænker stærkt paa, at friste Maribos til en endnu længere Udsættelse. Nogle Dage meer eller mindre, hvad vil det sige dem? Mig siger det meget. Vi faaer nu see. Men fra Hovind faaer I neppe for denne Gang see mere, da jeg vil ud tidligst mueligt er i Morgen, og nu ey kan bare mig længere for atter at tage fat paa de interessante pavelske Dagbogblade, dem jeg netop har faaet Tiid at kige i, og takker saa moderligt for, og skal mundtlig, maaskee i Morgen den Dag, med et moderligt Kys takke min elskede Søn og Ven for –

Børnene ere ikke komne endnu. Veyret er stormfuldt og uroeligt. Min Koren kom imod Middag. God Nat for mange Aftner fra Hovind, mine Dyrebare!

Tøyen 22de Mandag. God Morgen fra det vakre Tøyen, mine Elskede! hvor jeg Gud skee Lov har fundet Alle og Alt vel. Kista mi og Lytnanterne kom farende om Kariolen da jeg kom, og raabte mig et glad Velkommen imøde. Saa kom jeg da herind i den lyse danske Hvidstue, hvor jeg nu sidder, og fandt Presidenten i sit korte Nattøy spillende Piqvet med sin Major, Gientofte, en godlidende Mand, og Lotta mi strikkende ved Siden af sin Agatha! Et ey mindre glædefuldt Velkommen lød mig her atter imøde og – «Men hvor du gallopperer, Moer vor! kom du da saadan med et Spring til Tøyen?» Ney, desværre, det gaaer ikke saa fort med mig. Nu da, I skal faae det fuldstændigt nok. Løverdagaften kom da Barna, 209just som jeg var færdig med Indpakningen. Med dem var en lille Lieutenant Hageman, som var der endnu i Gaar da jeg tog derfra, Kl henved 9. Uden alle Eventyr ariverede jeg til Skiellebek, mit andet Hvilested (paa Moe spiste jeg Frokost og tracterede Vertinden og pratede Hviletimen bort med hende) hvor jeg pleyer have et lille roeligt Kammer for mig selv, og hvor jeg da vist troede at tage fat paa Jean PaulsPauls] rettet fra: Paulp ved overskriving kleine Schriften, som jeg havde medtaget til aandelig Føde underveys. Men den stakkels Kone der laae i dette lille Kammer ret meget syg, og inde hos hende sad et Par Besøgende, som med god Appetit fortærede en Æggekage. Langt hellere tog jeg derfor min Station i den store luftigere Stue, hvor Selskabet vel ikke var udsøgt – det bestod nemlig i en Slagter med en stakkels Pudel, der maatte giøre alleslags Kunster, jeg troer mig til Ære: skiøndt jeg frabad mig den alt hvad jeg kunde, og en vanfør Skoemager, der ligesom jeg havde ondt af Hunden, og derfor nær havde faaet nogle af de Prygl Pudelen tildeels fik, tildeels paa min Forbøn blev frie for, et Par ikke alt for ædrue Bønder, og tilsidst Giæsterne inde fra Kamret. Da det altiid er min Skik paa Indveyen til Byen at drikke Caffe der, bestilte jeg den ogsaa nu, meest for Aslaks Skyld som intet kiærere faaer paa Reysen – «End Fruen selv da?» Ja, mine Venner, det kan jeg ey fragaae, I veed det allesammen, at det er min beste Qvægelse; men dog kunde den ikke Smage mig, det vidste jeg forud, i dette Selskab. En Kop gleed ned, den var ret god, jeg betalte 1rd som Manden (de vil aldrig forlange noget bestemt) syntes var alt for meget, men jeg ikke, for baade mig, Aslak og Gulen. Saa tog jeg da bort, efter at have talt et Par Ord med den syge Kone, og lagde Veyen om Økeren, for at faae noget ret Greye om Barselet, og see min lille vennehulde Ragna. Der var en heel Mængde Mennesker der, og kom flere. Men den gode Ragna gik med mig ind i et andet Værelse, og der blev vi vel et Par gode Timer paa vor egen Haand. Maribo var gaaet ud med Præsten Wulfsberg og flere, og ham havde jeg giærne talt med, men ilede for meget hid til at kunde oppebie ham. Mad: Wulfsberg var den Eneste af de Fremmede der jeg kiendte. Hun var kommet did med sin Mand og endeel Fremmede, som Maribos heller ikke kiendte, og om Midd: da Ragna med sin Moder kom tilbage fra Slotskirken (hvor de havde hørt en saa fortræffelig Tale, sagde de, af vor gienkomne kiære Fader Pavels) og slet ikke tænkte paa at finde noget Besøg.

210egentlig 212Jeg saae Mad: W: som de øvrige blot et Øyeblik, men hendes sækkevide Ærmer faldt mig saa stærkt i Øynene, at de staaer for mig endnu. Hun saae rigtig ud som en Præst i Messedragt, hvad Faconen angaaer, thi hendes Kiortel var blaa – Barselets Udsættelse er foranlediget derved, at lille søde Idas Tipoldemoder, (Bedstemoders Bedstemoder) vil komme hid fra Laurvigen og holde hende over Daaben, eller for den, thi døbt veed I den snart Aars gamle Glut længe siden er. Jeg havde tænkt det kunde blevet udsadt nogle Dage endnu, men da jeg hørte, alt var saa bestemt, havde jeg ikke Hierte til at nævne det engang, da jeg veed det vilde giort den lille Kone ondt, om hun ikke kunde føyet mig, nu da Tingene stod saa. Hun var ikke frisk, og klagede meget over sit Bryst, og det giorde mig saa ondt. «Jeg synes» sagde hun, «det bliver meget bædre med mig nu Moer Koren sidder her hos mig. Gud give jeg altiid eller dog ofte kunde see og tale med Dem. Ney, De veed ikke hvor inderlig kiær De er mig.» Taarene randt herved ned af hendes brændende Kinder, og jeg kunde kun svare hende med Taare, thi en underlig Ængstelse hvilte over mig.

Saa langt var jeg, da kom den snilde Olsen og hans Thrina, og har sadt her til nu, det er Middag. De kunde ey blive her, da lille Gutten ikke var ret frisk. Vi vilde i Dag saa giærne seet op til vor elskede Sally, Lotta og jeg, som endnu maae holde sig inde for sit syge Beens Skyld; men i Formidd: regnede det og i Eftermidd: seer jeg vist mine Kiære fra Festningen, og kan ikke tage bort, saa jeg er bange, det faaer blive ved et skriftligt God Dag og Farvel til min Tilbagekomst. Ogsaa om denne kiære Pige talte Ragna M: saa vemodigt og ømt, og ønskede hende fuldkommen frisk, at de ofte kunde sees.

Nu er vel min Koren ikke langt herfra. Med ham kommer det sidste af de velsignede bergenske Journalhefter, som jeg al min Travlhed uagtet fik udlæst Løverd: Aften, og Skriveren i Gaar skulde have at kose sig med. Endnu engang moderlig Tak for denne interessante Nydelse, bedste min Pavels!

Majadal

Torsdag 25de At I ikke atter skal spørge: «Hvor kom du med et Sprang fra Tøyen til Majadal?» følge I nu Alle smukt med mig tilbage til Tøyen og der sidder I nu med mig og venter Pavels og hans Maja. Men ney, de kom ikke, fik ikke see deres Moer Koren, og hun ey dem, hverken den syge Pavels eller den syge Sally eller den friske Maja. Ja, vor kiære Slotspræst er 211eller var syg – thi med Guds Hielp er det nu gaaet over – og derfor kom de ikke, og jeg maatte skrive hiem, og min Lotta var heller ikke ret rask, og derfor kom jeg hverken did eller til min Sally. Major Gientofte blev ogsaa syg og maatte tilkøys, saa det ret var saa underligt og trist for mig paa Tøyen den Aften som det aldrig pleyer være. Wulfsberg kom did, og et ungt Menneske hedder Skioldager. De blev der til seent, og vi havde en ganske morsom Passiar. W: havde Brev med til mig – fra sig selv, som skulde været med Søndagsposten men komt for seent, og derved just ret tilpas for at komme mig tilhænde. Jeg blev ved dette Besøg hindret fra at skrive til min Sally, som dog Gud skee Lov var bædre, skrev hun, men vist blev syg igien, om ikke Moer Koren saae til hende før hun tog videre. Dette haaber jeg imidlertiid Du ey er blevet, mit gode Barn, og lovede min Lotta og Kista at lade Dig vide mit Forfald. Min Koren kom Kl 7. Henimod 10 neste Formiddag, toge vi bort. Lotta var endda ikke brav, Majoren bædre. Paa Ravnsborg afskedigede jeg – efter paa Veyen did at have udholdt et Par dygtige Regnbyger – Aslak og Gulen, som skulde gaae tilbage, og denne Skilsmisse gik mig meget nær. Det var ikke uden Grund jeg saa vemodig sagde begge de troe Følgesvende Farvel; thi fra Ravnsborg fik jeg en yderst doven Hest og en lille Skydsgut, som var ret flink, men en Smule næsviis. Han slog paa Gampen, det hialp ikke, han skiændte paa den, gav den de snurrigste Navne, f:E: Dulsemeye, Styggu, Leya etc – det hialp fast mere end Pryglene, men allerbedst gik den naar han gav den gode Ord, hvoraf jeg slutter mig til, Bæstet var besat af en honet Ambition. Paa Gillebek var Skydsen endnu ikke kommet, og bestilte jeg mig da Caffe imens jeg ventede den. Et underligt Væsen, en kragerøisk Mardam eller Jomfrue, som jeg ikke forstod, og som ey forstod mig, morede jeg mig ikke synderlig med, og var glad da jeg øynede min Skriver paa sin lille President, og fik drukket min gode Caffe, og kom afsted. Hesten jeg nu fik var rigtignok raskere end den forrige; men saa var Gutten, af samme Størrelse som den anden, 212des uslere, da han havde forvredet sin høyre Haand, og kunde ey styre Tømmerne. For første Gang i mange Aar maatte jeg da tage dem og kiøre selv, alt til den smukke lange Bragnæsgade, hvor han selv tilbød sig at kiøre, da det lader saa leyt, sagde han, at Qvindfolk kiører Tømmerne giennem Byen. I den Troe lod jeg ham da blive. Saa kom jeg da uden videre Viderværdighed til Borches, hvor jeg fandt Nellas Moder og Søster fra Byen (Xstiania) men ikke Borch, som var taget til Engelland. Nella er endnu meget mat og svag, og hendes lille Wilhelm, det deyligste Dukkebarn man vil see, var meget syg, dog haaber jeg kun forkiølet. Hun bad mig saa inderlig blive der og spise nyelig fisket Lax, og lovede os Mad Kl 8, saa jeg lovede det paa mine egne og Skriverens Vegne, og havde han heller intet derimod. Foruden at det var Synd at giøre den bedrøvede Nella endnu mere bedrøvet ved Afslag, blæste det grumme stærkt, og jeg vidste, Thrina mi ikke ventede os til nogen bestemt Tiid. Proctr Reiches, og Hansens fra Xstiania kom der ogsaa. Vi fik Mad efter Løfte, Kl 8, og skyndte os i Færgen, hvorhen alle fulgte os, Nella undtagen, som vi tugtede til at blive inde hos sin sovende lille Gut og den 8 Ugers gamle Tøsunge, der nesten er lige saa stoer som Broderen. Det gleed jævnt over det blikstille Vand, og i faa Øyeblik vare vi atter paa fast Grund, paa den kiære faste Grund, hvor det gamle kiære Hus med sine venlige grønne Kastanier udenfor snart hilsede os og vi det Godaften. Dertil fik vi da paa begge Sider god Tiid, som I skal høre. Vindueskaaderne vare lukte, Karlen, det var Borches Karl og Hest jeg havde, ringede og ringede, endelig hørte vi en Stemme indenfor: «Nu skal jeg lukke Gadedørren op» – «Kan vi komme derigiennem med Hesten?» spurgte Karlen. «Ikke vel, gienmælede jeg, uden at kiøre flere Værelser igiennem.» Nu kom min Thrina selv til Porten, og jamrede over, at alle Folkene vare ude at gaae Sthansqvælsgang, og havde taget Nøglen med til Drengestuen, og i den laae Portnøglen. Resultatet blev da, at vi Tobenede gik giennem Gadedørren og tog derind med os alle vore Pakkenelliker, og Gutten bragte Kariolen og lille Presidenten til Auestad. I det hele Hus 213var ingen hiemme uden min Thrinasara med sin søde store Kiæmpegut, og dennes lille blide Amme. Men nu var alt godt og vel ved Siden af den kiære lykkelige Moder, og kan I nok tænke, Tiden ikke gik unyttet, men at der var fuldt op at fortælle, spørge om og besvare. Begge Pigerne kom fast aandeløse, da de havde faaet spurgt det høye Herskabs Ankomst. Længe ventede vi paa Herren i Huset, som var med Faer C paa Auestad; men da Skriveren satte sig til at sove, syntes Thrinamoer Synd paa ham, og vi gik da op paa vort, ikke sædvanlige Sovegemak, thi der var endnu ikke alting i fuld Stand, men i det foran dette. Lidt underligt var det at see andre Meubler end de vante; men saa vare disse jeg nu saae mig dog heller ikke fremmede, og just som jeg havde tænkt mig det fandt jeg alting. Gud skee Lov, det var intet Nyt jeg fandt. Det vilde ordentlig giort mig Ondt at see i det gamle Hus. Nu var jeg snart saa fortroelig med de døde Ting som med de velsignede levende Væsner der. Realf kom da vi stode i Begreb med at klæde os af, og atter kom vi ind i godt Passiar, som dog den uhøflige Skriver giorde Ende paa ved ligesom at vise Barna vore bort i det han trak Kiortelen sin af. Vi sov deyligt i Thrinas pene Barselseng, men dog vaagnede jeg med slem Hovedpine, den hverken Vadskning eller prægtig stærk Caffe kunde fordrive, skiøndt jeg sad paa min sædvanlige Plads i Hiørnet af Sophaen, og min Thrina som i gamle Dage for mig ved det lille runde Bord og skiænkede. Den aarle Fader C var der før jeg kom ned, Skriveren var en Tour med ham paa Auestad imens jeg skrev til Lotta et Par Linier, som Proctr Hansens lovede at medtage Torsdag. Efter at være forsynede baade i Hæk og Sæk toge vi Afskeed med Barna og Fader C, som lovede at følge efter paa Fredag, forudsat Veyret blev saa godt, at lille Peer torde giøre sin første Tour med til Majadal, i andet Fald kommer nok neppe andre end vor kiære Don Pedro – thi hvordan kunde vel Thrina rive sig løs fra sin Siæls Yndling endog kun for kort Tiid? Dog, hvor meget trækker ikke til Majadal – vi faaer nu see, hvad der trækker og holder meest –

Thi i Dag, Fredag er jeg ikke kommet længere end hid, og vil altsaa gaae frem uden Standsning, saa I nu seer mig paa Veyen fra Veyerud, hvortil 214Faer C havde den Godhed at laane mig Gut og Hest, hvor vi, mens jeg ventede efter Hest, drak Caffe, og vederqvægede jeg foruden mig selv et stakkels ungt Menneske, som vi fandt sovende da vi kom, og som fortalte os, hans Fader var Gærtner paa Jarlsberg, samt at han havde redet den hele Nat. En ung vakker Mand skydsede mig fra Veyerud, og fortalte mig underveys sit hele Levnetsløb, som dog ikke er Tiid her at gientage. Paa Bergstien mødte mig det første Eventyr, og det var stygt nok: En rasende Tyr, hvis Lige jeg aldrig har seet i mine Dage. Han brølede ikke, men tudede, og slæbte sig liggende rundt paa Jorden, imens han med Hornene kastede Grene og alt hvad der forekom. Jeg kom dog vel forbi det rasende Dyr, som min tapre Ledsager ikke yttrede mindste Frygt for, og siden havde vi Fred med den hele skiønne Natur. For min Koren var jeg lidt bange, da han, skiøndt langt i Forveyen, havde vist havt det samme Møde, hvad virkelig forholdt sig saa, dog var ogsaa han kommet godt forbi[.] Ja sandt er det som i A.b.cen staaer: «En arrig Oxe eller Tyr er et ubændigt voldsomt Dyr» – Det var stille, men dunkelt Veyr, og vi ventede ikke at komme udynkede i Hus. Dog holdt det til vi vare komne ned over Bergstien, da begyndte det at regne men smaat og blidt, og ikke anderledes, end at ey engang Tørklædet jeg kastede over Kavayen blev giennemvaadt. Og saa – Kl 6 – var jeg da i min evigvelsignede Dal, i min evigvelsignede Majas Arme. Skriveren havde allerede været her en lang Stund. Jeg saae ikke i min første Glædesrus hvor bleg min Maja var, men ved Thebordet saae jeg det. Ak, hun har længe ikke været og er ikke ret frisk; men jeg har det faste Haab til Gud hun snart skal blive det ganske.

Neppe var jeg kommet af Reyseklæderne, saa begyndte Regnen for Alvor, og holdt ved strømmeviis alt til i Gaar mod Aftenen. Derfor vare vi heller ikke den hele Dag ude af Dørren før Kl 6 det klarnede lidt, da vi giorde en Snartour i Lunden til vore dyrebare Minder. Men Dagen gik som Aftenen før, stille og blidt for os Tre. Maja stelte med sine Blomster, de kiære Vaarens og Sommerens Børn, som hun finder saadan Hierteqvægelse ved at omplante i sit Herbarium[.] Jeg sad hos hende her paa mit Kammer naar jeg er her ene, hvor hun har 215indflyttet sit Skriverpult, Bogskab, etc, og skrev det meste af hvad I her har læst, mine Elskede, og siden fik jeg fat paa Siælens Luth, en Skat, jeg ikke snart agter at skille mig ved, hvori jeg gienfinder en Mængde af min Barndoms Viser og Sange, og ikke, kort sagt, kan lægge den fra mig naar jeg faaer den fat. Dog skrev jeg lidt i Gaar til min elskelige Egersøn, Maja vor ligesaa, sendte ham Arkadien til sig, og en min Oversættelse af Natur und Kunst til hans Elisa, og lod ham vide, hvor længe hans Faer og Moer Koren opholdt sig i den kiære Dal. I Dag kom Budet tilbage, og er det mueligt, seer vi ham her i Dag 8 Dage, i hvor meget der i denne Tiid hviler over ham, vor elskelige Søn, Broder og Ven. I Dag

Fredagen 26de Er Veyret saa godt, at jeg nesten troer, Thrinabarnet har vovet sig ud med Gutten sin. Vi skal nu gaae ned til Fiskerhuset, for derfra at holde Øye med Veyen, da vi kan see dem alt mens de tager om Bergsøen. Kommer ingen andre, Faer siøl kommer dog vist.

I Formidd: vare vi en Tour i Lunden, og først i Haven, hvorfra Maja hentede Blomster til vore dyrebare Minder, dem vi alle besøgte. Saa blidt er Veyret dog ikke, at vi, som ellers, kan bygge og boe i den velsignede Lund, der i Aar er skiønnere og tettere end nogensinde.

Løverdag 27de Vi havde netop sat os i Lag i det lyse, lune yndefulde Lysthus, Maja og jeg med hver sin Bog inde i, Skriveren uden for det, da kom vor Real og Thrina nedilende til os. De vare komne hid imens vi gik nedover. Bedstemoder maatte strax op og see paa sin lille Peer, og Thrina fulgte med hende. De kom tilbage og drak Thee med os, og saa gik et Par Timer som Øyeblikke, og saa gik den hele Aften. Den lille Prints – saa kalder lille Karen her ham – befandt sig saare vel efter Reysen, og befinder sig Gud være lovet ligesaa i Dag. Den hele Nat hørte vi ikke en Lyd af det søde roelige Barn, skiøndt han med Forældrene sine og sin Marthe laae i neste Værelse. Ogsaa min Maja er bædre i Dag end de forrige Dage. Hun har jo ogsaa nu sine Skatte omkring sig, og Gud være evig lovet, ogsaa hendes Moer Koren hører til hendes Hiertes nærmeste Skatte. Hun sidder her nu og skriver til vor gode Elisa T: som ogsaa skal have nogle Linier fra sin Moer Koren, og skal da en Deel af Dagen opofres Brevskrivning til de Elskte i og om Christiansbye.

216Bittre Taare har jeg grædt i Dag over et Brev fra en ulykkelig ung Mand, Sorenskriver Blom, hvis Kone er død i Barselseng fra ham og 5 smaae Piger. Hans gamle agtværdige Forældre boer ved Siden af Ottesens, og for at disse ikke for pludselig skulde faae den skrækkelige Efterretning, havde han skrevet til Fader C og bedt ham eller Ottesen paatage sig denne sørgelige Forretning – et Vidne om, at han ogsaa er en øm Søn, som i Smertens første hede Øyeblik kunde tænke paa andre end sig selv og sin egen Jammer. Vor gode Realf paatog sig at bringe de Gamle Sørgetidenden, som han og hans Thrina alt havde hørt Dagen før, just da de vare inde hos disse deres nye behagelige Naboer, og den 69 Aars Olding var saa siæleglad, spillede for dem, ja dandsede endogsaa. Hvor tungt det var for de ømme Barna mine at see den jovialske Gamle i denne Stemning, og vide hvad der forestod ham, lader sig vel bædre tænke end omtale. Først Morgenen efter gik Ottesen derind, og med mueligste Varsomhed forkyndte dem deres store Tab, som Gud giøre taaleligt baade for dem og især den arme Mand og de moderløse Smaae.

Mandag 29de Det meste af Gaarsdagen gik hen med Brevskrivning, og endeel af Formiddagen i det kiære Badehus, hvor jeg da endelig sad engang igien med min Maja, dog ey ret længe, da der var kiøligt, som overalt der slet ingen Varme er i Luften, og som det lader kommer der ingen. I det mindste ingen stadig.

Løverdagen gik jævnt og stille. Vi spadserede, læste, skrev og strikkede, og, det forstaaer sig, snakkede, spiste og drak. Gud veed, hvor Timerne bliver af. Klokken ringer uophørlig som den pleyer. Løverdagaften fik jeg Brev fra Tøyen, hvori min Lotta, Maja, Lina og Kista havde skrevet – dog ney, det var først i Aftes – og hvor skulde det glædet mig dette Brev fra de mange kiære Hænder, havde det ikke indeholdt Efterretningen om unge Langes Død. Da jeg forlod Tøyen var han vel meget slet, men Lægerne gave dog Haab – nu er det altsammen forbi. Min arme fromme Ovidia, som høyfrugtsommelig med sit andet Barn i den tidlige Alder seer 217sig sin og sine Børns Støtte berøvet – og den arme gamle Moder, som skal see saa mange af sine Børn – dette den 4de Voxne – gaae foran sig ind i Evigheden. Det var mig en meget nedslaaende Efterretning. Min lille Marie, som havde begyndt Brevet, fortalte det. Nu lider ogsaa min gode Moer Messel med sit elskede fromme Barn.

Her var ingen i Gaar uden Forvalter Engstrøms. Vi besaae Alle et nyt Maja-Anlæg i Lunden, som bliver saa nydeligt, og ogsaa har, som nesten alle, sin Bestemmelse. Mod Aftenen toge alle Mandfolkene ud at fiske, og kom seent tilbage. Maja havde, syntes baade Thrina og jeg, været saa færm og munter den hele Dag. Men da vi sad ved Bordet, blev hun saa stille, reyste sig og gik op paa sit Kammer. Hendes Thrina fulgte hende øyebliklig og jeg snart dem Begge. Ak, da sad hun bleg og aandeløs paa en Stoel, den Elskede, og samlede sine sidste Kræfter for at beroelige os. Vi fik hende hen paa Sengen, og efter nogen Tiids Forløb kom Livsaanderne tilbage, hun forsikrede, og vi saae, at det var bædre, da hun kunde staae op og klæde sig af, hvorved den kiærlig bekymrede Thrina hialp hende.

I de første Dage jeg var her, syntes jeg, og hun syntes selv, det blev noget bædre, og kiærlig tilskrev hun det sin Moer Korens Nærværelse. Jeg torde jo ogsaa smigre mig med, at det var saa. Men hendes Nærver ere svækkede i høyere Grad, end det ahnede mig. Gav Gud os dog engang Sommervarme, at hun kunde bade sig, og bevæge sig mere i Luften, o det vilde styrke hende. Men ogsaa at have sin Moer Koren om sig styrker hende, og selv uden denne Vished kunde jeg ikke forlade hende saa syg som nu. Jeg vilde ingen Roe finde eller Fornøyelse paa noget Sted. Det hulde matte Blik og det blege Ansigt vilde staae for mig overalt og ligesom sige: «Hvorfor forlod du mig? Jeg forlod aldrig dig, naar jeg troede, mine Arme kunde holde dig i Veyret» – Ney, Du Evigdyrebare, jeg forlader Dig ikke. Kunde saa sandt mine Arme løfte Dig som Dine løftede mig, da mine egne Kræfter forsagede mig. Jeg har nu skrevet til den lille vennehulde 218Frue Maribo, og sagt hende, hvorfor jeg ikke kan komme der til Barselet. Det vil giøre hende ondt, det veed jeg, men hun vil føle, at jeg ikke kunde handle anderledes. Giør hun ikke det, har jeg taget feyl af hende, og da vil hendes Misfornøyelse være mig ligegyldig. Men ney, jeg har ikke taget feyl af det varme ømtfølende Hierte, og det vilde bedrøve mig baade for hendes og min Skyld om jeg havde det.

Nu staaer min Koren her, og vil have mig ned i Lysthuset ved Bergsøen, hvorhen Thrinamoer er vandret med Gutten sin, og nu Maja vor ogsaa tog Veyen, for med Dotter si at giøre en længere Tour. I Formiddag vare vi alle nede i Badehuset, hvor der skal indrettes en lille Kamin som Gud give, allerede var der nu, da kunde Veyrets Ublidhed ikke afholde Maja fra at bruge det styrkende Bad. De kunstforstandige Mænd, Skriveren og vor Realf, overlagde Tingene nok saa viseligen med Murmesteren, som lovede, at bringe den snart istand.

Tirsdag sidste Juni Den slutter mindre varm end den begyndte, denne kolde ustadige Maaned. Imedens vi vare i Haven, min Maja og jeg, for at samle Blomster, og siden i Lunden for med disse at pynte vore dyrebare Minder, afvexlede det over ti Gange med stegende Hede og kold Vind, saa snart en Skye kom for Solen. Nu stormer det ordentlig. Ak, saa nær har jeg været her i otte Dage, og ikke en eneste Gang drak vi Caffe eller sad med vort Arbeyde som vi pleyer i den stille fortroelige Lund. Dog, da mit Ophold her forlænges, tør det dog vel skee engang og flere. Jeg har stærk Troe til min Maaned, at den skal medbringe varme Dage og stadigere Veyrligt.

Paa Veyen til Fiskerhuset i Aftes, mødte min Koren og jeg lille Marthe med søde Petrus paa Armen, og hørte vi da, begge Morerne, som Marthe udtrykte sig, vare gaaede en Tour, men vilde komme did igien og drikke Thee. Thi tog jeg min Strikkekurv og den kiedsommelige, ved sin elendige Oversættelse endnu kiedsommeligere Roderich Random (som jeg dog maae have giennembladet da jeg har begyndt paa den) med mig, og spadserede til det smilende Lysthus. Realf havde – og har endnu – saa travlt med en Daase, han forfærdiger for sin Moer Koren, at han ikke fik Tiid at gaae med, men skulde komme efter. Da vi havde sadt en Stund, kom Moder og Dotter fra deres Spadsertour. Moer C: 219satte sig stille hen paa Bænken i et Hiørne, sagde efter sin Sædvane ikke andet, end at hun var lidt mat, men kunde neppe sige det, og de dødblege Kinder og Læber, den sorte Skygge om de af sig selv tilfaldende Øyne, sagde kun alt for meget. Imidlertiid var Theen nedbaaren, hun drak med Møye en Kop, og blev lidt efter lidt bædre, og vi sadde sammen alle, fortroeligt og godt, til Kl over 8. Hun var taalelig det øvrige af Aftenen, og deels dette, deels min Beslutning at blive, der ligesom var bekræftet ved mit Brevs Afsendelse, giorde mig saa let og roelig om Hiertet, som jeg er endnu; thi Gud skee Lov, ogsaa i Dag er vor elskelige Maja taalelig brav, og nu ude med min Koren og Barna en lang Tour, alt lige til Eid. Den vovede jeg ey at giøre med, da kun mit indvortes Menneske er let, men det udvortes i Dag endnu mindre end ellers skikket til nogen lang Vandring, da jeg er saa underlig mo i mine Knæe, at de knap vil bære mig op og ned af Trapperne, eller til og fra Lunden.

Imedens jeg nu sidder saa ene, vil jeg glæde Eder og mig selv ved at afskrive min elskede Egersøns deylige Vaarsang, som vi fik med Brevet fra ham i Torsdags, og som jeg, skiøndt uden Tilladelse, nok vover paa med moderlig Egenmægtighed at meddele Eder, mine Dyrebare! Han har jo før intet havt imod denne Egenraadighed, og vil heller ikke have det nu; tilmed er jo Alles Eders Glæde hans som den er min.


Vaarsang.

Jordens kolde Skiød
Aabner sig for Solens milde Glød
Zephyr aander Dødens Emmer hen,
Livets Ildgnist blusser op igien.
Atter vakt ved Lysets Morgenrøde
Jorden er opstanden fra de Døde.

Vintrens kolde Haand
Længe fængsled den med stærke Baand.
Paa den nøgne Green saa sørgelig
Fuglen for den Døde klaged sig;
220Men nu rørte sig de kolde Lemmer,
Under tusind høye Jubelstemmer.

Fra det lyse Blaa
Solen blidt til den Gienvakte saae.
Balsam drypped fra den varme Skye,
Livets Pulse bankede paa nye,
Kiærlighedens milde Aande sused,
Livets Strøm i fulde Aarer brused.

Som det faldne Løv,
Saa skal og vort jordbedækte Støv
Reyse sig i evig Foraarsglands
Med en nye og reen og himmelsk Sands,
Og, gienvakt ved Livets Morgenrøde,
Herligt og forklaret Aanden møde.

Ja, fra Livets Gud
Lyset, Livet, Kraften vælder ud,
Utømt strømmende fra Sol til Sol,
Utømt strømmende fra Pol til Pol,
Mellem Aarets Skifter ruller Jorden,
Evig er den Evigvises Orden.

____________

Nu synes jeg jeg hører de Kiæres Stemmer nedenfor. De maae vel ogsaa nu være tilbage, da Middagsklokken længe siden har ringet.

Kl 6. Det var ikke dem; men de kom strax, og vi styrkede os mod det kolde Veyr med en kraftig Hønsekiødssuppe, hvorpaa var foruden Asparges, unge Ærter og Gulerødder. Selv lille Peer lod det smage sig fortræffeligt. Siden vi spiste har jeg fuldendt den leye Roderich Random, det ved Oversættelses- og Trykkefeyl meest mishandlede Product jeg nogensinde har læst. For at giøre det ret complet, var i dette Exemplar et heelt Ark udelukket, efter hvad man kan slutte sig til det interessanteste i den hele Bog.

Maja vor har hidtil befundet sig vel efter sin lange Tour. Hun sidder nu, efter at have rygtet sine kiære Blomster, her hos mig og læser i Anton 221Reiser. Nede i den muntre blaa Stue, prydet med Alskens vakre Kobbere, sidder den flittige Thrinasara strikkende paa en Strømpe til Gutten sin og læsende i Bekenntniss am Grabe, som ingen Bekiendelse ved Graven er; Realf, stakkels Gut, har stærk Hovedpine, men skiærer ikke des mindre paa min lille Daase; Skriveren skiærer Signeter af et Slags Kleppersteen troer jeg. Overalt ere disse tvende Mænd ret som vare de virkelig Fader og Søn, hvad Lyst til og Færdighed i saadanne Haandkunster angaaer, og kunde de være ofte og længe sammen, der vilde vist komme mangt et Kunststykke mere for Dagen, naar de giensidig kunde staae hinanden bi med Raad og Daad, og lægge deres kloge Hoveder sammen. Lille søde Peer gaaer som et Legetøy imellem os, det roeligste blideste Barn man kan tænke sig, og dog lutter Liv og Bevægelse – det bedste Beviis for hvor sund og stærk han er paa Siæl og Legeme. Gud lade ham saa vedblive og tiltage. Det er et behageligt Syn at see ham paa sin Moders, Faders, Bedstemoders, og paa sin lille vakre Ammes Arme; men ingen, det kan I troe, steller bædre med ham end Bedstefaderen, og hos ham er Gutten grumme giærne.

Om disse velsignede nydelserige Dage, der til alles vores fulde Tilfredshed kun fattes at vi skulde see vor dyrebare Maja friskere, er lidet som lader sig fortælle. De lykkeligste Scener i Livet lader sig jo stedse bædre føle end beskrive. Gud skee Lov, vi har seet i Intelligentsbladet at Pavels har indsadt sin nye Cappellan, Borch – Altsaa haaber vi, at Koldfeberen ingen Magt har faaet med Dem, elskede Søn og Ven, og at det kun har været en snart forbigaaende Følge af Reysen. Det formodede jeg allerede deraf, at vore Tøyenvenner intet nævnte herom. Og nu ere vi alle glade og roelige i denne Henseende, og mit Haab, at vi efter den lange Skilsmisse skal samles uden Bekymring, oplives meer og mere.

Med denne Maaned, Halvaarets Slutning, skulde ogsaa dette Hefte, og den første Halvdeel af Journalen for dette Aar sluttes. For altsaa ikke at lade den sidste Side blive ubeskrevet, faaer I tækkes med den engang omtalte Tilskrift til min Adam i Afskriften af mine Digter, for, jeg tilstaaer det reent ud, at fylde Heftet.


Tilskrift

222Hvi samler du de Blomster smaae,
Som staaer saa vidt omspred?
Og hvorfor skal de plantet staae
Her i det samme Bed?

«Vel samler jeg dem i et Bed
De store med de smaae,
At mine Venner Kiære her i Fred
Ved dem sig glæde maae»

Hvad Glæde er der da vel i
At see de Blomster her,
Naar hver en Eng, man gaaer forbi,
End bædre smykket er?

«Jeg seer vel Blomster mylre frem
Og hastig trædes ned;
Just derfor vil jeg frede dem,
Du seer her i mit Bed.»

Ja, var det i den sene Høst,
Naar Engen afklædt staaer,
Da saae man dem maskee med Lyst,
Og drømte, det var Vaar.

«Jeg veed kun alt for vel, der ey
Er Eviggrønt iblandt.
Den blomstred ikke paa min Vey,
Og saare Faa den fandt.»

Saa overlad til disse Faa
Hvad der tilkommer dem:
At lokke Blomster, som bestaae,
For Evigheden frem.

«O Vandrer, søger du da kun,
Naar Solen brænder dig
Det Lye i fjærne Laurbærlund
En Busk strax byder dig?»

Nu vel! saa nyd dit Haab i Roe,
Og pley dit lille Bed.
Men hine Faa, du kan mig troe,
Haant skuer til det ned.

«Ney, Vandrer, Flere blandt de Faa
Vil glæde sig derved.
Selv Hakons Skiald vil ey forsmaae
En Krands af dette Bed.»

____________

Og I Alle, mine Elskelige, forsmaaer aldrig noget som kommer fra Eders Moer Korens Pen, ingen Blomst i hendes lille Bed; og lykkes det hende nu og da at opelske en meer end almindelig, o ved Kiærlighed og Venskab udklækkedes den, fra Følelsen af hvad jeg er ved Eder, har den sit Udspring; fra Visheden om, at vi Alle skulle omplantes i et Bed i Edens Have ved vore forudgangne Elskedes Side, faaer den Farve og Duft –

Guds Fred med og Velsignelser over Eder Alle! O at jeg maatte slutte den anden Deel af denne Aargang med et for alle mine Dyrebare roeligt Hierte! At Du, min Maja, min Siæls Veninde, da ganske havde gienvunden Din Siæls og Legemes tabte Kræfter!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.