1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Martj | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

Martj

Tøyen, 2den Mandag Jeg havde ret tænkt at fortælle omstændeligt om Løverdagen, og at vi skulde tilbragt denne sidste Dag før Reysen i al Roelighed. «Jo, fikst du Pæren? Zacharias!» – Kom det ikke saa Hulter til Bulter det ene paa det andet, at jeg nær var blevet hvad gamle Moer Møller kalder chatolsk i Ho’det – det kunde snart være giort, da det var saa svagt i Forveyen. Neppe havde vi spiist, saa kom Berget styrtendes over os. Med andre Ord, Generalauditeuren kom lige fra Byen, for at reyse til sit Engelstad, hvor det nok ikke er saa engleligt endda, og vilde tage Natteherberge paa sit gamle Hovind. Jeg var gaaet op for at hvile mig lidt, thi jeg var mat som en Fændrik i Ørken, men tøflede strax ned for at tage mod den uventede, men sandelig ikke uvelkomne Giæst. Egersønnen min havde bebudet ham Gaasesteg, det er at sige, Lævninger af de to der havde været paa Bordet; men de var reent opspiste, og den stakkels reysende Mand maatte tage til takke med tarveligt koldt Kiøkken. Vi faaer giøre det lidt bædre til Qvellen sagde jeg til min Maja C, og giorde Overlæg baade til Dit og Dat – men det røg altsammen i Lyset: thi see! bedst som det var – Ja meer i Morgen eller Overmorgen fra Strømsøe – thi nu skal jeg ned til Barna i Byen –

Strømsøe

68Onsdag 4de «Aa ja men var ho tømret au» – begyndte Bonden (som i et Gilde var blevet afbrudt i sin Fortælling om en Brønd) og da han en rum Tiid efter kom i Lag med de samme Tilhørere. Saa vil jeg nu følge hans Exempel og indtil videre glide hen over alt hvad imidlertiid er passeret, og fortsætte mit «thi see! bedst som det var» – kom to Lieutnanter Gill, og en føye Stund efter dem Præsten Brock og Kone. Hvad vilde nu nogle smaae Kiødkager med Grønt til og 5 Ryper forslaaet mellem saa Mange? Alt mit og Majas Hovedbrud var forgiæves, og det slap ud til skaarne Smørrebrød, som gleed ret godt ned med Punsch og Chokolade til, og Aftenen gik saa Gu ganske bra, naar vi kun ikke jævnførte den med hvad den, ganske unter uns, kunde været. Schmidt og Berget havde nok at prate sammen, vi andre ogsaa, og de Fleste længtes efter Roe og Hvile. Min Maja tog sit Lys og gik, jeg giorde det samme, da jeg havde sagt S: og B (de andre vare alt forsvundne) at de ligeledes skulde tage hver sit af de to tilbageblevne Lys og vandre den ene i Storstuekammeret (det var naturligviis Generalauditeuren) den anden paa sit gamle Værelse, det fremmeste Sahlskammer – det inderste har Maja C: Odelsret til. – Skriveren var da for den Gang galant nok til at blive nede hos den fremmede Mand og Sønnen sin, og lidt mere end Galanterie var vel ogsaa med i Spillet.

Søndag Morgen, den 1ste Martj, samledes vi da alle for at skilles ad – dog bleve jo Gud skee Lov de sammen, som giærne tilsammen monne være. Thi da vi havde drukket Caffe og Thee, og vor Herre ret lagt sin Velsignelse i hvad der ey kunde strække til om Aftenen, men nu, blot til de Reysende, blev fuldkommen nok, tog Brockes til Nannestad Præstgrd, Bergh til Engelstad, Gillerne til Guldbrandsdalen, min Koren, min Maja, min Frederich og deres Christiana til Norges Hovedstad. Peder havde kastet den varme Steen i Vandet, som han ikke altiid giør hver første Martj (han tog den ogsaa snart op igien, thi stærkere end i disse Dage har det ey frosset i Vinter) Føret var ret taaleligt; vi glede mange flaue, underlige og ubekjendte Grundsætninger forbi – (den Borger tilhører ellers Egersønnen, og behøver en Anmærkning: det var nemlig alle de Reysende, der ilede til Grundsæt Marked) og naaede Moe, hvor vi bleve enige om at drikke en god Kop Caffe. Der havde vi et Eventyr med et Par fremmede Damer, som først kom ind i vort Værelse, 69men forføyede sig strax derfra tilligemed deres Ledsager, en Officer, og tog Standqvarter oven paa, til vort Uheld lige over os. Hvori dette Uheld egentlig bestod? – De fandt for godt at sende en lille Syndflod giennem det utætte Brædeloft ned over os. Om det var Maderaviin, hvormed vi saae, de vare forsynede, eller slet Vand alleneste, kunde hverken jeg eller Sønnen min opdage, skiøndt det første Skyl kom paa min Skulder, og han, formodentlig til Straf fordi han loe mest af mig, strax efter satte sig i Tanker paa den vaade Stoel som vi havde sadt tilside. – Paa neste Hvilested spiste vi vore medtagne Smørrebrød, og morede os med en spraglet Høne, som holdt os troet med Selskab, og længe har hørt til mine nærmere Bekiendtskaber. Da vi kom til Borrebæk, hvorfra Veyen gaaer om Økeren, stod en Skildvagt, udsat af Presidentparret, for at bede Madam Cappelen og Hr Provsten endelig følge med til Tøyen, da Slotspræstens og Hr Ottesens havde lovet at komme did om Aftenen. Samme Udsænding beroeligede mig ogsaa i Henseende til min lille Maja, som han fortalte var paa Tøyen og var meget færm. Dobbelt glædelig gik mig nu den øvrige Vey, da jeg var vis paa at finde mit elskede Barn der, og om ikke aldeles færm, dog nogenlunde brav, og at hele Kredsen skulde slutte sig sammen hvor jeg kun torde vente at finde de enkelte Led af den. Nu blev der heller ingen Afskedtagen – vi fulgtes ad, fandt alle de velsignede Mennesker muntre og glade, og Majalill laae i vore Arme – thi hun gik af den enes i den andens – og saae frisk og livlig ud, og var om ikke som vi ønskede det, dog saa brav som vi torde haabe at finde hende. Strax efter os kom det kiære Slotspræstpar, og saa vor Realf og Thrina. De havde været paa Hovind hos gamle Fader Boyesen, og vilde havt vor Sally med til Tøyen, men det gode Barn havde Hovedpine, og vilde desuden nødig forlade Faer si to Dage i Rad, thi til neste Dag havde vor Thrinasara prenumereret paa hende, da vi atter Alle skulde være samlede der. Paa det nær, at lille Maja efter Doctorens Ordre maatte tage tidlig hiem, var det en saare deylig Aften. Frue Aubert var der – den eneste Fremmede – og fik en Boston med Presidenten, Slotspræsten og Provsten.

Mandagen tog jeg efter Løfte Kl 11 til Ottesens, fandt min Maja flink som forrige Dag, lille søde Peder stoer og trivelig og skiønnende, og Alting 70vel. Sønnen Frederich kom i et Morgenbesøg, men lod sig overtale til at gaae hiem – det er paa Festningen – og tage sin Vert og Vertinde med – de vare budne til Aftens, ligesom Tøyenfolket – Presidenten kom ogsaa og blev, og Provsten og Præsten bragte mig 3 Exemplarer af min Oversættelse: de tvende Brude, og Litteraturtidenden, hvori i det mindste Oversættelsen ikke blev dadlet. Bogen selv var visket over med en Harefod, og det ikke saa let endda –

Jeg stod med mine Majaer hos den lille sovende Engel, da kom min Kista, og blev staaende hos os, og den glade Moder kom og satte sig i Ammens Sted med den lige sødt Sovende paa Skiødet. Alle bleve staaende i Kreds med os, Lottamoer ligesaa, saa snart hun havde faaet sit Reysetøy af. Hun havde giort en Visit hos Frue Aubert – Den Sidste som kom, var vor Sally. Og havde vi ikke nu Ret til at giøre Regning paa en deylig Aften? Eller skal det være det evige Valgsprog paa Vandringen giennem Livet, fordi det er den evige Sandhed: «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe!»!] rettet fra: ? ved overskriving – Hvad der først blandede lidt Bittert i mit Glædesbæger, var at see paa Lundes blege Ansigt, der bar Spor af de Taare der hvert Øyeblik syntes atter at vilde bryde frem. Han kom fra Hovind, som han havde forladt for stedse, da han i denne eller neste Maaned reyser til Kbhn for at faae dansk juridisk Examen. Det stakkels unge Menneske havde jo igien forladt et Hiem, hvor han fandt sig lykkelig (som Gud være lovet alle i dette Hiem finder sig) og skulde nu træde ud i den vide ham aldeles fremmede Verden. Min Koren har efter sit Hiertes Sædvane giort alt mueligt for at rydde de første Anstødsstene paa denne hans Læreaarsvandring af Veyen for ham, og vil vist giøre det fremdeles saa meget han formaaer. Det er en god, beskeden, og flittig Yngling. Gud lade det gaae ham vel! og det vil det vist. – Da Fader Pavels skulde til Printsen, hvor der var Ball, om Aftenen (hans Maja havde foretrukket Vennekredsen for Printsekredsen; men Begge kunde de ikke velgiøre det) vilde de først have nogle af hans Penge, Presidenten og Provsten nemlig, og gik, de Doblere, lige fra Spise- til Spillebordet, for ey at tabe den ædle Tiid – jeg troer imidlertiid ikke de opnaaede deres skadefro Hensigt, da Pavels nok gik af med Gevinsten. Da Lysene kom, og Pavels gik, og Maja hans med for at faae ham ret peen, og Hr. Frederich for at følge hende tilbage, sladdrede 71vi og morede os det bedste vi kunde, og da Provsten og Præstinden kom tilbage, fik vi saa megen deylig Sang, og Realf sang saa mange prægtige Døleviser for Gutten sin, der den hele Aften var inde i Sahlen hos os, sang med paa sit Viis, loe, sov og vaagede, men forstyrrede os ikke ved en eneste Klynk engang. Ak, smerteligt blev min Glæde afbrudt. Jeg sad i Karnappet – thi jeg kunde intet foretage mig, da jeg giærne vilde være overalt hos alle de velsignede Væsner som omgav mig – længe havde min dyrebare Maja C sadt saa stille og været saa bleg, nu reyste hun sig og gik hastig ud. Da hun ey kom igien, fulgte jeg hende, og fandt hende – afmægtig i sin nesten lige saa blege Thrinas og i Realfs Arme. Om min og alles vores Angst siger jeg Eder intet. Hun bad os, da hun igien kunde tale, at være roelige, og forsikrede ligesom paa Hovind, at det snart gik over. Men desværre, det giorde det ikke. Ligesaa rask som hun gik ud af Sahlen, gik hun nu tilbage i sit Kammer, saa ingen mærkede det mindste, men længere holdt heller ikke Kræfterne ud, da maatte hun lægge sig, og laae den hele Aften. Lille Maja og Lottamoer savnede os, og kom ind og bleve bedrøvede, men sagde intet. Thrinasara gik saa barnlig angst om den elskede Moder, men jeg satte Mod i hende, og det lod til at blive bædre. Da vi skulde spise, samlede den kiære Patientinde alle sine Kræfter for at staae op og gaae tilbords, at ingen skulde faae vide hun havde været syg; men hun kom ey længere end ind i Sophaen, der faldt hun igien i Afmagt, og nu holdt den meget længere ved. Dog Gud skee Lov, Livsaanderne vendte tilbage igien og de svundne Kræfter, og inden vi skildtes ad var hun, skiøndt mat, dog munter og kunde snakke med og beroelige os Alle. Jeg havde begyndt at tvivle om, der skulde blive noget af Reysen Tirsdag, men nu begyndte Tvivlen at svinde og Aslak bragte os det glade Budskab om Morgenen, at Moer Cappelen havde sovet godt, og var rask, lille Maja ligesaa, og at de bade mig komme derom naar jeg reyste, at vi kunde blive i Følge[.] Min Koren tog fra Tøyen Kl 9 for at følge med Egersønnen, da de vilde være lidt i Forveyen fordi de beholdt deres Heste lige hid, Maja og jeg vore egne kun til Ravnsborg. En halv Time efter forlod jeg det velsignede Tøyen og dets hulde Beboere. Lawsonmand var i Forveyen taget til Byen, og skulde om Middagen til Bogstad, hvor Slotspræsten atter skulde svire – Fortsættelse i Morgen –

72Torsdagen d: 5te Jeg var ret ussel, og min Lotta og Kista ‹dabbet› mismodige for jeg skulde forlade dem uden at være frisk. Men da jeg kom uden for Sr: Probstes, og saae det lille venlige Majafjæs inden for Vinduet smilende og nikende til mig; og den ældre Maja kom agende ud af Porten ligesaa blidt nikkende til mig, og Thrina og Realf og gik fra den ene Moer til den anden for at give os Farvelkys og ønske os Lykken paa Reysen, bædredes det allerede med mig, og i det klare Solskin paa den jævne Iis hvor vi snart kiørte jævnsides, snart forbi ‹…› hinanden, Maja og jeg, klarnede det meer og meer op i det katolske Hode. Lidt før vi naaede Ravnsborg mødte vi Doctor Neumann, Carsten Tank, og den unge Garben med sine Elever, alle fra Asker Præstegaard. Den i sit hele Væsen saa galante Tank var ikke allene henne og complimentere Mas‹ie›ur Cappelen (som ikke heller lod det mangle paa Giencomplimenter, dem Mardamen nok just ikke alle mente med, for Ex: «at havde hun vist ham saa nær Strømsøe, vilde hun vist reyst hiem for at tage imod ham o.s.v.) men kom ogsaa hen til mig, og var, som hans Natur er, meget forbindtlig. At Neumann og min unge Fetter Garben var ligesaa galante forstaaer sig selv. Af dem hørte vi da, at vort Reyseselskab var i Forveyen, og paa Ravnsborg traf vi dem, i Samtale med gamle Thoms, forrige Herbergerer i Christ:, nu Landmand i Asker.

Der afskedigede jeg min Aslak med de tusind Hilsener til alle de Kiære jeg havde forladt, og sukkede saa smaat, da den fremmede Skytsgut lod mig selv sørge for Indpakningen i Slæden, det Aslak forstaaer til Fuldkommenhed. Dog hialp den venlige Vertinde paa Sagen, saa jeg kom til at sidde ret godt; men det var mere underligt paa Veyen, da jeg hvert Øyeblik havde nogle af de Spørgsmaal paa Læberne, som Aslak pleyer saa tilfredsstillende at besvare. Ney, intet Menneske kan hænge mere ved Vaner, Mennesker og Ting, end jeg. Vel kan jeg, naar det maae være, skikke mig i det Fremmede, endogsaa uden at sukke lydeligt; men – «meer formaaer jeg ey» – Paa Gillebek spiste vi vor Niste og drak Caffe, og denne fuldendte mit Hoveds Opklaring. Derfra fik jeg 73en gammel Mand til at styre mig, der var meget snaksom og nysgiærrig, saa jeg fast maatte give ham et Udtog af mit hele Levnetsløb – dog ikke in aufsteigender Linie. Saa vare vi da her, just som Kl: slog 4. I Porten var vort første Møde den store Bardus, som hilsede os med sagte Biæf og lokrede med sin smukke Hale, for at overtyde os om, at hans Biæf bebudede Glæde. Paa Trappen stod liden Sophi‹e›, det lupne Barn, som Realf kalder hende, og før den lille geskiæftige Karen havde hiulpet os Reysetøyet af og baaret det bort, kom vor kiære Fader Cappelen, som vilde reyst os imøde, men var blevet opholdt hos Caspar Cappelens, hvorfra han havde opdaget sin Majas Slæde glide over det nedre Sund, og flux lod sin glide efter. Ak hvor var det godt, atter at sidde ved det lille runde Bord i den sorte Sopha – og saa godt smagte ikke Madam Gillebeks Caffe, kan I nok tænke, som den Maja selv her skiænkede for mig – det vidste hun nok, og derfor maatte jeg her drikke om igien. Vor Egerven beholdt vi ikke længere end til han havdre drukket Thee og røget sin Pibe, da han Dagen efter skulde i Commissionen for Egersogns Vel – Aftenen gik med Prat mellem os Alle, Piqvet mellem Mændene, Rabus mellem Konerne. Vi gik betids til Hvile, stode friske og glade op, og hele Gaarsdagen, paa meget lidt nær, tilbragte Maja og jeg her paa min muntre og lyse Sahl, skrivende og læsende. I seer, Elskede, hvor langt jeg er kommet i Journalen, og desforuden skrev jeg til min Lottamoer og min gode Elisa Thorsteinson og Maja til Barna i Byen. Aftenen gik som den forrige, med den Forandring, at jeg læste nogle af Ingemans deylige Digte høyt, og blev grætten paa Maja, fordi hun vandt saa meget fra mig i Rabusen. Kl 6 i Dag foer Faer C: til Eger, og var her igien Kl: 12. Maja fik Brev fra vor Egerven med venlig Indbydelse fra ham og hans Elisa at komme der Løverdag og blive i det mindste til Tirsdag. Om vor videre lagte Plan en anden Gang. Nu vil jeg blot udgyde min Harme over, atat] rettet fra: af ved overskriving min Frederich skulde forlade os saa braat Tirsdagaften, da der ingen Selskabssamling blev i Gaar, og vi altsaa kunde beholdt ham noget længere, og han hvilet ud Natten over – hvad Hesten hans vist heller ikke vilde seet surt til, da den nu havde temmelig forcert Marsch

74Fredag 6te Jeg har Gud skee Lov intet forunderligt at fortælle Eder, Elskede, om disse velsignede eensformige Dage, der ligne hinanden som to Draaber Vand. Skriveren har sine Smaaesysler, var i Gaar hos Borches, og hiemme hos os i Aftes. Fader C ligesaa. Han kommer og gaaer uophørlig. Nu er han og Koren ov‹…› at see til eller paa det begyndte svære Arbeyde at lægge Broe over Elven mellem Bragernæss og Strømsøe. I Middagsstunden skal Maja og jeg op at see til det vakre Auestad, med hvis Indredning det nu er kommet saa vidt, at Forældrene tænker at flytte did i neste Maaned, naar Barna kommer hid og tager denne mig saa kiære gamle erindringsfulde Boelig i Besiddelse. I Formiddag skal jeg skrive til Kbhn til Barna der, og sende vor Sally de sidste Breve til Omvexling med de hun fik sidst. Jeg har nok ikke sagt Eder, at samme vor Sally saae saa sød og frisk ud sidst hos Realfs. Det sidste er hun dog nok desværre ikke i den Grad vi vilde ønske hende at være det. Jeg faaer hende ikke med til Hovind denne Gang heller, hvad dog vist vilde være hende gavnligt og os Begge gladeligt. Vi vil da sætte dette vort Haab til Sommeren.

Kl 5 Nu skal jeg hilse Eder fra det usigelig deylige Auestad, hvor jeg var i Formiddag med Maja mi. Begge vore Husbonder vare der i Forveyen. O hvor er, hvor bliver der smukt, beqvæmt, hyggeligt, smagfuldt! Jeg dvælede især i det lille Kammer, som skal blive Majas grønne Kammer, og meubleres mit saa ligt mueligt. Mit tilkommende Værelse valgte jeg ogsaa, og saae mig allerede i Aanden siddende der skrivende i min Dagbog. Nu skal vi to Mardamer i en lille Visit til Jomfrue Ravert, og i dette Øyeblik sluttede jeg et langt Brev til de kbhnske Døttre. Om Visitten og denne Aftens videre Tildragelser i Morgen, før jeg indpakker disse Blade til Egervandringen. I Gaar fik Maja Brev fra sin Thrina og Realf, og var Gud skee Lov alting vel hos dem, vor lille Maja munter og brav. I denne Stund reyser nok det kiære lykkelige Ægtepar tilbage til deres Hiem fra Fedt, hvor de har besøgt Fader og Moder Ottesen, de gamle. Kl: maae nok være gammel 5 – thi neppe seer jeg, hvad jeg skriver.

75Løverdag 7de Visitten var ikke lang, og vi havde giærne sadt lidt længere hos den gode forstandige Jomfrue Ravert, om der ikke var blevet os for varmt med Peltser og Hatter paa. Hun har atter været meget syg, og veed sielden hvad det er at være frisk. Om vor lille Maja talte hun med Ømhed og Varme, og var bedrøvet over, hun ikke var frisk. Til Sommeren lovede hun sikkert at komme til Hovind, og blive der nogle Dage i det mindste. Vor Aften gik ganske paa det sædvanlige Viis.

Fader Cappelen var i et Slags Klub, som en 10 a 12 Mænd skiftes til at holde hos sig hver Fredag, og hvor der ey spilles blot snakkes, og meest om det gemene Beste, er Don Pedros egne Ord.

Nu har jeg pakket mine Smaaesager ind til den lille Reyse, hvis Plan er denne: Kl: 1: tager vi herfra og til Skramnæss, for at tilbringe et Par Timer hos den fromme gamle Betta, min kiære Elisa og den gode Dorette. Derfra gaaer det til den kiære Præstegaard, hvor vi trygt giør Regning paa et Par glade Dage. Tirsdag tager vi, er saa sandt Egeren kiørende, til den velsignede Majadal, og haaber at faae det kiære Provstepar med os did – min Koren maae skilles fra os paa Eger, da hans Ting forestaaer, og han Onsdag skal være hiemme. Torsdag har vi tænkt at være her tilbage, og haaber da at see Frue Lotta med Sønnen sin Fredag eller Løverdag. Mandag har Slotspræstparret lovet at komme hid, med dem følger jeg da Torsdagen derpaa tilbage til Tøyen. See her ligger det for Eders Øyne som en Perlesnoer, de mange lykkelige Dage jeg har i Vente: Kunde jeg kun, da I ikke Alle kan virkelig dele dem med mig, her give Eder et troet Billede af hver Stund og Time, at I kunde stille Eder hen for det, og ret sætte Eder ind i mine Glæder. Jeg veed, at blot Visheden om de mange der saa rene falder i mit Lod, er Eder en Glæde: thi saaledes lønner jo det veldædige Venskab.

Til min Elisa T. bringer jeg mine tvende Brude. Min Frederich giver sin Elisa det Exemplar, Seidelin sendte ham. Farvel herfra da for flere Dage!

Eger i Hougs Præstegaard, Søndag 8de.

76Vor Bestemmelse temmelig troe, forlode vi Strømsøe, Maja, min Koren og jeg. Fader Pedro skulde komme efter i Dag. Isen var ley baade at see og kiøre paa, fuld af Vandhuller og Snee, dog faldt det mig slet ikke ind at være bange, da vi mødte mange Mennesker og svære Læs. Men jeg tænkte sukkende paa Egeren og Majadal, som vi endnu ere i Uvished om, vi denne Gang faaer see. Midt paa Isen nødte den brændende Sol mig til at tage min Hat af for den, som jeg dog satte paa igien da jeg havde skildt mig ved noget af den øvrige Indpakning. Paa Skramnæss kom min gode Elisa ilende ud til Slæderne, og Glæden straalede af hendes Aasyn. En af hendes kiæreste Ungdoms-Veninder, fordum Jomfr: Widderøe, nu gift med en Capitajn Nissen havde været der i nogle Dage tilligemed sin Mand og Søn. Og nu saae hun sin Moer Cappelen og Moer Koren. Ey mindre glad var paa sit Viis den ærværdige fromme Betta. Lille Dorette havde faaet sig en Kiæreste i den halvanden Aars gamle vakre, livfulde Gut, hendes og Elisas kiære Maria Nissens Søn. Moderen er en smuk ung Kone med et Par store talende blaae Øyne. Faderen, en ikke længer ung Mand – han kunde vel neppe være langt fra de 50 – havde et mildt Udseende, var overmaade forekommende og godmodig. Vi drak Caffe og spiste Kager og Syltetøy der, og jeg sad for Resten for det meste hos den blide Gamle, som i senere Tiid har tabt meget af sin Hørelse, men er i øvrigt munter og seer godt ud. Gaae kan hun ikke meget, og sidder den største Deel af Dagen paa sin Seng, og glæder sig saa barnlig i at see muntre Mennesker omkring sig, og saa i en god Kop Caffe, den hun dog nyder mere forud ved at tænke paa og tale om hvor godt den skal smage. Ogsaa for Frue Nissen har hun været en Moder, hvad denne med datterlig Taknemmelighed synes at erkiende, og vist ikke blot synes det. O hun maae besiæle alt om sig med Velvillie og Kiærlighed. Elisa var saa fornøyet i sine tvende Brude, som hun saa meget ønskede at faae imens hun havde sin Maria, og altsaa var det dobbelt morsomt jeg havde dem med.

77Klokken var nok ikke langt fra 6 inden vi slap fra de gode kiærlige Væsner. Her ved Kirken mødte vi vor Frederich, som vilde see hvor der blev af os, og modtoges vi af ham og hans Elisa som Fader og Moder og Sødskende kan modtages af Børn og Sødskende. Vi samledes strax om det fortroelige Theebord, og oven paa Thee og Kringler drak jeg for min Part 2 Glas Æggepunsch, saa Maja C var bange for jeg skulde snakke reent over mig og giøre alt for mange Spectakler. Herre Gud, hvor snart Kl: blev 11, og dog var Claveret ikke engang aabnet; men desmere deylig Passiar vankede der – Og nu, hvor meget har jeg at sige Eder om denne Dag, som jeg dog egentlig ikke burde sagt Eder noget om før i Morgen da det er stygt af mig at være saalænge fra Selskabet. Men nu var Lisemoer her, just som jeg vilde gaae ned, og sagde de trøstefulde Ord: «Sid du kun i Roe, kiære Moer Koren! Skriveren og Provsten og Moer Cappelen er gaaet ud at spadsere, og jeg skal nok snakke med Frue Collet og Madam Walke. Sid du saa længe du vil.» Ja, saa sidder jeg da, og fortæller videre. Styrket ved en sød Søvn, mange venlige Godmorgener, den behørige Caffe og Frokost, gik det til Kirken. Don Pedro kom før Theesessionen var halv forbi – han styrede mig marremen selv til Kirken, hvorhen min Maja og Koren vandrede tilfods. Det Stykke af Lidelseshistorien som blev afhandlet, var Juda sorte Forræderie mod sin elskelige Herre og Mester, og dettes Løn, hans græsselige Død. Mange Tanker og Følelser, som fra min Barndom laae dunkelt i min Siæl, og siden mere og mere udhviklede sig, hørte jeg nu saa skiønt og lyst satte ud fra hverandre, og fandt i det hele Foredrag mine Ideer udtalte, hvori blandt den især ligger mig fra Barndommens Dage meest i Mindet: at Christus, det kiærlighedsfulde Væsen, vist havde tilgivet sin saa grusomt utaknemmelige Lærling, der endogsaa forraadte ham med et Kys, om han havde anraabt om Forbarmelse. Men hvorfor den Ulykkelige ey giorde det, har jeg ikke saadan kunde giort mig Rede for, som jeg nu har lært det af min ædle elskede Søns Tale Men I faaer nu gedulde Eder, Elskede, til i Morgen; thi uagtet alle Lisemoers Forsikringer bør jeg dog nok nu ikke sidde her længere.

78Mandag 9de «Og hvad var da Aarsagen til, at Juda, saa bitterlig angrende sin Brøde, ikke tog sin Tilflugt til den evige Forbarmelse?» – Den i Hiertet saa længe rodfæstede Ondskab formørker tilsidst Forstanden saa aldeles, at ingen Udvey til Rædning mere viser sig, og den Ulyksalige ingen anden Maade veed at dræbe sin Samvittigheds brændende Nag, end at styrke sig med det i Fortvivlelsens Afgrund. Sammenligningen mellem den feyge nedrige Synder og den raske let overilede Petrus, der efter sit Fald stod fastere end nogensinde før, giorde det end mere indlysende. Og dog, dog skulde vi ey fordømme den brødefulde Selvmorder. Dommen hører Gud til, og os bør det at ynke den Ulyksalige, at begræde hans Fald, og lade hans Exempel advare os for at give de første onde Tanker Raaderum i vort Hierte – Her, mine Dyrebare, har I et Udtog af den Prædiken som vi hørte med saa megen Tilfredsstillelse og Opbyggelse

Frue Collet, og Madam Walke, som er der i Huset som Børnenes Lærerinde, var her til Middag. Frue Collet var blevet fyldigere end jeg har seet hende nogentiid før, og det klædte hende godt. I øvrigt fandt jeg hende uforandret. Hun bad saa meget, jeg vilde komme til Hasselværket. Paa denne Tour kan det ikke lade sig giøre, men vel maaskee til Sommeren. Fader Cappelen foer til sit Eidsfoss saa snart han havde spiist og drukket Caffe, og til vor Glæde hører vi, Egeren skal være meget god, og vil altsaa med Guds Hielp bære os rask til den kiære Dal i Morgen. Lisebarnet har reent afslaaet at følge med did, Hr Frederich giør sig lidt kostbar, men jeg haaber dog nok, han ikke mener mere med det end hans kiære Papa Skriver, der endnu paa Ravnsborg lod som han vilde vende om.

Vi fik deylig Musik og Sang til Desert paa Dagens øvrige Nydelser. Frue Collet og Madam Walke (som seer ret skarp og ley ud) tog bort Kl 9, og en Time efter toge vi paa vore Sovegemakker – dog havde Maja og jeg først et Par Rabuser, hvori hun som sædvanlig var Houg over mig stakkkels Due[.] 79«Ja, ret fromme Due!» hører jeg Dig sige Maja, naar Du læser dette, og tænker paa al min Grættenhed. Men tænk saa ogsaa paa, hvor syg jeg er i Dag, og at jeg har Lov til at have lidt ondt af mig selv –

Og i Dag er det just en af de Dage, jeg saa giærne vilde være i det mindste frie for Hovedpine; men den lader sig desværre ikke commandere eller accordere. Puus maae taale og tie – tie? ney, det vil jeg ikke, jeg vil ret klage og anklage den, at den ikke hører nogen Forestilling, og, som det lader, vil giøre en Streg i den Regning jeg havde giort mig paa denne Dags Glæder. Thi foruden det kiære Selskab jeg har, kommer ogsaa til Middag den tækkelige, interessante Heberske Familie. Dog, jeg vil ikke være reent uskiønsom, ikke miskiende selv denne Tyran, naar den er saa billig som nu – thi at den ikke bruger sin hele Vælde kan I jo see af det, at jeg her har skrevet saa meget. Imidlertiid har min Koren barberet og pudset sig. I Morgen aarle (menale hedder det paa lollandsk) tager han til Tøyen, derfra hiem Onsdag. Med ham vilde jeg saa giærne have dette Hefte derfor stiæler jeg fra mig selv de behagelige Øyeblikke – hvor faa der endnu ere tilbage – jeg kunde tilbringe nede. Men Forestillingen om, at de elskede Fraværende, som slet ingen af disse behagelige Øyeblikke har havt, dessnarere kommer til her at deeltage i dem med mig, er mig en sød Erstatning. Derfor «Beklag mig ey – det skeer med Lyst. For endnu større Tab var denne Tanke Trøst.» At I maae bringe Rimet i Sammenhæng med Prosaen for at faae Mening ud af det, seer I da selv.

Frue Collet var ikke lidet glad over at vide sin Elisabeth i Eders Værge, mine dyrebare kbhnske Børn. Jeg kan ikke misunde noget Menneske sin Glæde, og allersidst en Moder en saadan men det giorde mig dog ligesom lidt vranten, at hun slet ikke vilde troe det mueligt, I kom op i Sommer. Stakkels Tina, paa en Side ønskede hun det vist – Og nu maae I atter døye et lille Værs, oven i Kiøbet af Thronfølgeren i Sidon, NB med en lille Forandring efter Omstændighederne: «Naar Ønsker Krig mod Ønsker føre – Hvo kan for disse Rede giøre?» –

80Kl 4½ Nu listede jeg mig herop, for om mueligt at faae denne Side færdig ved Dagslyset, og inden der kaldes ned til Thebordet. Da vi imod Middagen begyndte at see ud efter Hebers, kom – Fader Cappelen fra Eidsfoss, og det saa uventet, at Maja hans eya, som stod veed Vinduet neppe tordre troe sine egne Øyne. «Ja men» udbrød hun endelig, «er Faer der igien, og see kun, slæbende paa en stoer Sæk» – Det var ham selv, den kiære Don Pedro, som Hiertet dog havde draget hid til os igien. Sækken han drog paa var der Ege Nødder i til Skriveren min. Han og Provsten satte sig til en Piqvet imens vi ventede paa Hebers, som kom Kl over 1. Præsten selv og hans tækkelige Hanna, hvis Stemme især er saa sølvstrængelig. Hendes Søster, den talentfulde Lina, var ikke med, som ret giorde mig ondt. Hun var selv ikke frisk, og deres gamle Moder, som nyelig har været meget syg, frygter de for, atter skulde faae et Anfald af det neppe overstandne Onde, saa de dog ikke begge havde forladt hende, om Lina end havde været frisk. – Ved Bordet vankede deylige Østers for Liebhabere, som nesten var Alle, mig undtagen, der giærne overlader denne saa sieldne Delicatesse til dem, som skiønner bædre paa den. Baade der og siden har vanket deylig Samprat som jeg har skiønnet bædre paa, og skynder mig ned til igien, naar mit Hefte er i Bortsendelses Tilstand. Cappelen er allerede borte igien, til Strømsøe gik Touren nu, men han gav os halv Løfte om at komme til Majadalen i Morgen, hvorhen han har beredt os Veyen, der skal være fortræffelig. Saa tidlig som Koren kommer vi vel neppe til at reyse, og har ogsaa kun en Trediepart af hans Vey. – Maatte jeg nu i Morgen faae noget at høre fra Hiemmet og fra min lille Maja, godt og glædeligt, o, hvor sødt bliver da Mindet om alle disse Dage og Timer, som det evig vil blive mig om al den Kiærlighed og Ømhed der omgiver mig. God Nat fra det vakre Eger, Elskede! Jeg hilser Eder vel neppe God Morgen herfra denne Gang.

Majadal

81Onsdag 11te Ja, her er jeg, her sidder jeg, her hviler mit Blik, det vende sig hvorhen det vil, paa kiendte, elskede, erindringsfulde Gienstande, Stilhed og Fred omgiver mig, hulde Genier, Dalens Skytsengle, omsvæver hvert af mine Skridt, viger intet Minut fra mig her i det lille venlige Thrinakammer, hvor jeg har opslaaet min Boepæl – til i Morgen Eftermiddag! – hvor jeg nu sidder paa Badehus-Sophaen, ved Badehusbordet (som overvintrer her) og Solen titter ind til mig, qvægende og varm, giennem de røde Forhæng.

Denne Gang; mine Elskede, skal I da ikke savne Afvexling i Journalen. Scenen skiftes uophørlig, trods nogen Kotzebuade; men det tør jeg vel smigre mig med, at mit Drama intet taber ved denne Omskiftning, og at I lige villigt følger mig overalt, frem og tilbage – Som nu f:E: til Hougs Præstegaard igien. Og nu, hvor var det, vi slap? At det ikke var ved «Tip og ved Top og Tap» – det veed jeg. Og nu veed jeg, at jeg sidst gik fra Eder, da jeg havde endt Heftet og syet det sammen med en Stump Bomuldsgarn, som jeg hændelseviis havde i en Syenaal og denne i et Naalehus – hvorom mere siden – ja see, saa gik jeg da ned til mit kiære Selskab. «Vi har savnet Dem saa længe» – sagde Madam Heber med sin blide Stemme. Jeg har skrevet noget, svarede jeg, som min Koren endelig skulde have med sig. Og det var jo sandt. De tre Herrer var gaaet sig en Tour, og kom hiem til Theetiid. Hvordan Aftenen gik, behøver jeg neppe at sige Eder. Naar Claveret og Sangen taug, forhandledes allehaande interessante Ting, derved strikkede og syede vi Fruentimmer flittigt, Mændene drak Punsch og røgte Tobak; en af Hebers Elever, en Søn af Asessor Mathisen, og dog et hiertensgodt Barn, morede sig med Kort, og min Maja lærte ham to Kabaler, som han hastig nemmede og glædede sig i. Den stakkels Dreng er meget ilde tilredt af Kopperne, og har, hvad der er det tungeste i dem mistet det ene Øye. Jeg kunde, af mange Aarsager, ikke see paa ham uden den hierteligste Medynk, og havde han været mindre, vilde jeg taget ham paa mit Skiød og kiælet for ham. Imidlertiid har han nu for 82nogle Aar i det mindste et godt Hiem, en sand Moder og Fader. Alle som kiender Hebers, ere enige i, at Forældrer ikke kunde give deres Børn, naar de maae ud, i bædre Hænder.

(Her var en deylig lille Pause, da min Maja og Frederich kom op for at faae mig ud og gaae; men den Tour de foreslog, var mig for lang, og saa bleve vi enige om, at naar de kom tilbage skulde jeg gaae med i Haven og Drivhuset, og skrive flittig imens de spadserede)

Kl: var vist henimod 11 da Hebers reyste. Saa kom Gaarsdagen. Før min Koren reyste havde han den Glæde at faae høre fra sin lille Maja. Jeg fik et langt Brev fra hende, som aandede lutter Munterhed og Sundhed. Hun har ikke i lang Tiid følt sig saa frisk, siger hun, og hendes kiærlige Sødskende bekræfter det i et Brev til Moer Maja. Gud være takket, og Møller, og I Alle, som har bidraget saa kraftig til det elskede Barns Glæde og Tilfredshed. Mens Realf med sin Thrina var hos de gamle Forældre, besøgte Søster Maja P: hende, og lod hende hente til Festningen i en liden Slædevogn, og der, siger hun, havde jeg ret en deylig Aften. Dagen efter var hun, i Selskab med sin Kista og Hanna, saa gar til Balls hos Olsens, dog kun som Tilskuerinde. «Det leed rigtig nok paa» – skriver hun – «at see paa Dandsen uden at kunde være med; især da jeg var saa let og rask men det kunde ey være anderledes, og saa fandt jeg mig i det. Og at see andre glade er jo ogsaa en Glæde» – Derfra fulgte hun med til Tøyen, hvor hun blev om Natten, og der vilde hun i Gaar møde sin elskede Fader. Lettere skildte han, den Gode, sig nu fra os, saa giærne han havde blevet blandt os længere, og fulgt med hid. Lisemoer kunde vi ikke faae med os; men hun slap os heller ikke før vi slet ikke kunde blive længere, og havde faaet baade Middagsmad og Caffe. Det ovenfor omtalte Naalehus ombyttede jeg med en lille Kniv, som hun i flere Aar har havt i Forvaring, efter en Aftale imellem os, at der altiid skal blive noget igien efter mig naar jeg reyser fra hende. Tak, gode Elisa, for dette og for Alt!

83Kl 2 begyndte vi vor Fart, som for det første kun gik til Fossesholm, da Moer C: vilde see ind til gamle og unge Madam Omsted, som begge ere syge. Jeg saae kun den første, som tog imod os paa Sengen. Det er en bliid, vakker Matrone, vist en fra mange Sider saare agtværdig Kone, og paa hvem man umuelig kan see, at hun alt i flere Aar har været Oldemoder. Vi havde ret vor Nød for at slippe derfra uden at drikke Caffe, som en gammel Madam Abel, en snurrig kuglerund Person, allerede havde sadt frem paa et Bord midt paa Gulvet. «Nu faaer Moer Abel sidde der allene midt paa Gulvet og drikke Caffe» – sagde jeg. «Ney saa Gu giør jeg ey, min Moer! jeg skiænker mig lidt i en Spølkum» gienmælede hun. Gamle Moer Omsted betingede sig, at jeg skulde komme til hende engang, og blive der i tre Dage. Men torde hverken jeg eller Maja paa mine Vegne love – Hvor det gik deyligt Egeren ud over! Hvilket herligt Føre, to Mile paa den jævne Iisflade! – Petrasminde (Petraborg) hilsede jeg med Veemod. Den lille nydelige Boelig staaer nu saa godt som øde. Jeg saae ikke Dit Øye dvæle ved den, min Maja, men jeg veed, Dit Hierte fløy did, og mit mødtes der, som saa ofte i vore søde og bittre Minder, med Dit –

Solen var endnu ikke nede, da vi naaede vort kiære Maal. Nesten paa samme Aars- og Dagstiid betraadde jeg første Gang dette Fredens stille Hiem, i Vaaren 1808 – hvilke Smertescener forestode mig da! Hvor megen Kummer – men ogsaa hvor mangen reen Glæde ligger i dette Tidsrum!

Alle Værelser, endog Billiardstuen vare giennemvarmede. Vist nok havde Folkene her (der saa venlige kom os imøde) ventet stort Compagnie. Caffe, Thee, Tvebakker, alting var paa rede Hænder, og det smagte, kan I troe «i magelig Sopha, ved rundede Bord» og bedst som vi saaledes sad, vi Tre, og syntes fast aldrig at kunde have det bædre, see! da treen Hr Peder ind ad Døren tren – Knap kunde vi stande ham op igien, saa glade monne vi blive –

84Og siig mig nu, om der kan findes en mere velsignet Mand som for at glæde os, tog herud, 3 lange Mile, blot for at være hos os i Aftes, thi da han i Dag skulde være Fadder paa Bragnæss, og desuden havde Forretninger, maatte han være tilbage tidlig i Formiddag, var ogsaa oppe før det var ret lyst, og reyste Kl 6. – Vi havde nok bedt ham møde os her, men havde neppe Hierte til det, da vi vidste hvor kort det maatte blive. Lisemoer væddede en blank 8ß med mig og ligeledes med Maja, at han ey kom; men tabt har Du, min lille Frue, og de blanke 8ß maae skaffes tilveye, om Du saa skal aldrig giøre det. Vi giver ingen Credit. Vi saae paa ham at han, hvad desuden ligger i hans Charakter, vilde holde mere, end han lovede. Forgiæves var der nu ikke Billiardstuen opildnet. Forvalter Engstrøm kom, og til vi spiste spillede de, imens Maja og jeg fra og til fik os vor Rabus – Lidt træt gik jeg i Forveyen herop paa min elskelige Thrinas fordums Kammer, hvor jeg slumrede sødt og sagtelig til Morgenklokken vakte mig.

Torsdag 12te Nu reyste vor elskede Egerven, og vi gaaer ene igien, min Maja og jeg, og ligesom sørger over, at ogsaa vi om faa Timer skal forlade den fredaandende Dal. Naar jeg tænker tilbage paa alle de Stæder jeg har seet og været paa, er der vel nogle der udholder Sammenligning med min Majadal i Henseende til Naturskiønhed, og muelig overgaaer den heri; men intet, intet eneste fandt jeg, der saa aldeles var skabt for et efter Roelighed og Stille længselsfuldt Hierte. Derfor river mit sig aldrig herfra uden Vemod. Og skulde Gud endnu finde det gavnligt for mig, endnu at sætte mig paa en, den haardeste Prøve, ved at lade mig overleve min ædle Koren, og vore dyrebare Tre ikke længere behøvede det moderlige Tilsyn, da vilde jeg tye hid i Majas og hende stille Dals Arme og Skiød, som jeg er vis paa, aldrig vil blive tillukte for mig, og tilbringe mine øvrige faa Dage her i Erindring og Haab og Bønner for alle min Siæls Elskede, og herfra skulde min Kiærlighed udbrede sig over Eder Alle, og I vilde see mig her fra Tiid til Tiid – thi alle Mine tilhører jo Maja, som alle hendes mig – og glæde Eder over den Roe jeg havde fundet.

85Gaarseftermiddagen læste Egersønnen for os to smaae Piecer, Fruentimmer-haderen og Floriska (troer jeg det sidste Stykke hed) Det første, et Syngestykke, var let og flydende, det andet ret godt ind- og udvikled, og havde Sujettet megen Lighed med et andet nyt Stykke af Lars Kruse, som jeg nyelig har læst, benamset Arleqvino. Den største Deel af Aftenen gik ligeledes hen ved Forelæsning af Slutningen af Delphine, som vor Frederich havde taget med herud, for at faae Ende paa denne Martergeschichte, som jeg neppe troer jeg har Mod til at læse igiennem engang endnu. Gud veed hvor et Fruentimmerhierte har holdt ud at sætte sig ind i alle disse Marterscener, og lade et andet ædelt Qvindehierte fra Begyndelsen til Enden, 5 Bind igiennem, lide uophørlig, og tilsidst briste under de græsseligste af alle muelige Qvaler. Da den var udlæst, blev der en Pause; og ubegribeligt er det mig, hvordan vi lidt efter lidt gik over fra vore sørgmodige Betragtninger til de allerlatterligste Anecdoter og Fortællinger; men vist er det, at vi loe saa vi græd, og vidste i vor Lustighed ikke af, at Klokken var blevet over 11 –

Ak, og nu – veed jeg hvordan den er blivet 12? – men det er den, thi det ringer. Naar vi har spiist skal vi forlade dig, Fredens velsignede Boelig. Tak da ogsaa for disse korte Timers Glæder. Om faae Uger, 12, 14 i det høyeste, seer jeg dig jo igien, min kiære Dal, og for længere, meget længere Tiid, og med Guds Hielp glad som jeg nu saae dig, og smilende i ungdommelig Skiønhed, som jeg nu forlader dig i alvorlig og dog saa venlig Majestet –

Strømsøe.

«Saa underligt fører Gud sine Helgene om» – sagde den gale Rasch i gamle Dage, naar han uformodentlig, tidt naar vi tænkte ham mange Mile borte, stod midt iblandt os. Nesten kunde vi fristes til at troe os, om ey blandt Guds Helgene, dog blandt hans Elskelige, i hvem han haver sin Velbehagelighed: thi hvilket Veyr og Føre havde vi ikke paa vor deylige Tour? Hvor forenede sig Alt for at giøre os den og vort Ophold paa Eger og i Majadal behagelig. Varm og blidt smilede Solen til os fra den rene blaa Hvælving, kigede ind til os ad alle Vinduer som for at tage Deel i 86vor Sabbatsfryd og forhøye den. I Gaar derimod, da vi forlode den roelige Dal, skiulte den sig bag mørke Taageskyer, og i Dag vælter Sneen ned fra de i Gaar sammentrukne Skyer. Dog har vi det Gud skee Lov ret godt, især nu det lider op ad Dagen; thi min Maja, som i Aftes ikke var ret frisk, og heller ikke i Morges, er nu meget bædre; og den slemme Hovedpine, hvormed jeg forlod mit Leye, er ogsaa gledet saa smaat bort igien. Vor Upasselighed kan vel tildeels være Følge af Hiemreysen i det tykke Veyr og især af den forfærdelige Dumping i alle de dybe Støb, der ret rystede vore Smaaetarme sønder og sammen – Saa træt som i Aftes har jeg ikke længe været eller saa glad i at ligge i min gode Seng

Kl: 10. Først Kl over 7 vaagnede jeg, stod op en Smule mismodig, pudslede mine Ting i Orden efter Fraværelsen, tænkte paa det meget Skriverie jeg havde for, og sukkede, klædte mig paa og gik ned af den lile Trappe, som fører lige til de Selves Sovekammer. Da jeg aabnede Dørren og saae Rullegardinerne endnu nede, blev jeg ret beklæmt, og torde neppe gaae længere og see til Sengen. Min Maja havde rigtig nok endnu ikke forladt den, men var i færd med det, og vinkede saa muntert til mig, at jeg fik mit hele Mod igien. Nu har vi begge skrevet til vore Egervenner, og jeg et langt Brev til den lille søde Sophie Ørsted. Dette med flere skal Lunde have med sig til Kbhn, og tør jeg ey andet end sende dem med Posten i Morgen, da jeg ikke veed, naar han kan komme til at reyse. Det kommer an paa Følge, og i Intellig: Bladet ønsker Een sig en Selskabsbroder til Kbhn. Det har sadt mig i uroelige Tanker, skiøndt naar Alt kommer til Alt, er maaskee dette Avertissement fra ham selv.

Kl. 6: i Aftes ariverede vi hid. Foruden de venlige glade Ansigter der modtog os, og det at vi strax kom i vor gamle Tummerumme laae her ogsaa et velsignet Brev til mig fra min troe Lotta, hvori vor lille raske Maja havde skrevet nogle muntre Linier. Kun fra Hiemmet hører jeg intet, dog haaber jeg til Gud, alt er vel der. Og nu gaaer det igien, som det var smurt, til Brevskrivningen.

87Løverdag 14de Saa, der ligger den hele Brevpakke, der dog kun bestaaer i tvende til Kbhn, det ene til Frue Ørsted, det andet til min unge Ven Bergh, som jeg er vis paa vil opfylde hvad jeg har bedt ham om: I Raad og Daad at være Lunde behielpelig, til han selv har lært at orientere sig i den store fremmede Stad. Begge ere indsluttede i et 4 Sider langt lille Brev til lille Maja, som ligeledes er at læse for Realf, Thrina, Kista, og Lottamoer, om hun ikke er paa Veyen hid naar Brevet ariverer. Dog, efter hendes Seneste tør vi neppe vente hende, hvor giærne hun end blev i Følge med det kiære Slotspræstpar, som vi efter samme hendes Skrivelse kan vente i Morgen. Herregud, der skulde den forunderlige, forstyrrede Svigerinde, Præsten Wilhelm Bulls Enke, der i flere Aar ikke har ladet høre fra sig, just nu komme til Tøyen, og hindre vor Lotta fra at fare hid til os med Sønnen sin, hvortil hun havde glædet sig saa meget, og vi med. Ja, so geht’s in der Welt! – Saa sagde Maja og jeg f:E: i Aftes (da Fader Pedro var gaaet i det ugentlige Fredagsselskab, hvor adskillige eenstænkende Mænd forsamles vexelviis hos hverandre for at jævnføre og ombytte deres Ideer og Tanker om alskens oeconomiskt Væsen) «Nu vil vi ret sætte os i Lag i vor Eenlighed» – Jeg skulde læse Gevinsten i Classelotteriet, det Stykke, som skal spilles paa Onsdag, høyt, og siden skulde vi rabusere og cabalisere. «I Aften er her ingen hiemme» sagde jeg til Mathias, vis paa, at ingen Fremmed saa seent vilde mælde sig. Maja havde hele Tiden havt Ahnelser om, at vi vilde blive forstyrrede. Og see! neppe havde jeg begyndt: Første Act, første Scene – saa aabnede lille Karen Dørren for Jomfrue Ravert, som stod midt paa Gulvet før vi saae hende. Jeg holder ret meget af den gode forstandige Pige, i hvis Gield jeg desuden altiid vil føle mig for hvad hun har giort mod min Marie. Men nu kom hun mig dog ikke saa ganske tilpas. Imidlertiid kom vi snart ind i morsom Passiar, og en Time var forbi i et Øyeblik. Hun vilde ikke blive til Aften, og da hun var borte, gik Forelæsningen uforstyrret fort, og siden vort andet Aftenarbeyde, hvori kun Smørrebrød og Chocolade giorde en lille Stands. Vi satte os igien i Lag, og 88undredes over hvad der kunde have hindret vor Elisa T: fra at komme, som hun havde lovet, da Dørren atter gik op, og det kiære slemme Barn treen ind. «Hvor seent Du er ude, Elisa!» – raabte vi hende imøde, vis paa, hun kom fra Skramnæs; men saa havde Mamsellen saa – men været paa Bragernæs alt fra Torsdagaften. Dog, heri var en Misforstaaelse Skyld, da hun troede, vi først Fredag kom tilbage fra vor lille Reyse. Kl: var woxen 10 – lidt efter kom Husbond, og vi forføyede os alle til Roe. Elisa boer nu med mig her paa min store lyse Sahl, men desværre kun til i Morgenaften, da hun maae hiem til sin kiære fromme Gamle, og lille Dorette kommer da ned til Markedet. Det har allerede begyndt med Larm og Kiøren i Gaderne.

Søndag 15de I Aftes læste jeg atter høyt for min Maja, som hele Eftermiddagen havde været ret meget skranten, og Elisa, som kun var et Øyeblik ude i nogle Smaaeærinder. Det var to nye Stykker: Hoved og Hierte i Striid, det usleste Vaas jeg i lang Tiid har stødt paa, og Silkestigen, der ey var stort bædre. Nutiids Brun maae være nøye kiendt med Nutiids Smag, siden han beriger Litteraturen med saadanne Omplantninger af Charikatur paa dans Jordbund. Og af hans Utrættelighed maae man slutte, at baade han og hans Produkter giør Lykke. Mine Tilhørerinder vare færdige at blive trætte endnu før jeg. Til Recreation spillede jeg en Rabus med Fader C, som behandlede mig fast værre end hans i Rabus og Cabale rabbiske Ægtefælle, og siden med min Elisa, som saa Go (saa siger Mad: Abel, der altiid taler ü ud som o) ikke heller foer lempelig med mig. I Dag er Gud skee Lov Moer C meget brav. Jeg har været en lille Tour paa Bragnæss hos Nella Borch, som nu snart skal til atter at formere Verden. Hun seer daarlig ud, arme Barn, men lever meget vel og fornøyet, og har en lille velsignet vakker Gut, mit og Wilhelms Navne, Majas Gudsøn. Der drak jeg Hæggebærbrændeviin og spiste Syltetøy. Husbond spiser ude til Middag. Mod Aftenen reyser vor gode Elisa; men 89maaskee kommer vor Pavels og hans Maja, muelig ogsaa Lottamoer her ved samme Tiid. Vist venter vi ikke de første før i Morgen, og med stakkels Lotta er det saare uvist, som I har seet, om hun denne Gang kan see sit og vort Ønske opfyldt. Imens Elisa gaaer et Par Stæder hen, naar vi har drukket Caffe, tager Maja og jeg i en lille Visit til den unge Mad: Stibolt, forrige Ovidia Holbye. Et lille brev til Maja og mig fra vor Egerven bekræfter hans Løfte at komme her Onsdag Eftermiddag. Han kunde vel kommet før, men da han endelig maae være hiemme Onsdag Formiddag for sine Confirmanters Skyld, og giærne vilde see, som vi giærne have ham med paa Comedien, opsatte han det hellere. Hans Elisa seer vi, følger ikke med.

Mandag 16de Fra min lille Majas Guds Rige, fra min Thrinasaras Jomfrue- og Brudekammer, hilser jeg Eder, alle mine Elskede, en Godmorgen. Give Gud den maae være Eder, enhver især, saa bliid og deylig som den er mig! I Aftes flyttede jeg herind med alle mine Pakkenilliker, og I som ikke kiender dette lille hyggelige Værelse kan ey forestille Eder, hvor godt jeg har det her, og hvor dobbelt glad jeg indrømmede de kiære Ventede den store Sahl. De kom da ikke i Aftes, og skulde efter Aftale heller ikke komme før i Dag; men nu veed vi da ogsaa, vor Venten ikke bliver forgiæves. Og see hvilket Veyr vi har bestilt for Eder, Gode! og stærkt har det frosset i Nat, saa Isen vist er baade sikker og blank. Var Du nu kun og saa med, min Lotta, og Gutten Din, og bragte I mig ønskelige Tidender fra Marie og Hiemmet! dog faaer jeg intet før fra Hovind, faaer jeg det i Morgen med Jomfr. Skieldrup, som kommer her med Aslak og Gulen, for at besøge en Coucine, gift med Mad. Samuelsen, Cappelens Forvalter paa Kaanerudværket her strax ved Byen. I meer end 14 Dage intet at have hørt fra det kiære Hiem, er riktig nok tungt. Men hver af disse Dage og alle under et, er dog svundne saa hastig, at jeg studser ved at tænke paa deres Flugt.

Vor Visit til Madam Stibolt bestod i at kiøre Veyen frem og tilbage, da vi ingen fandt hiemme. Jeg gad nok seet og talt med lille Ovidia, og hun kommer vel hid. Det være som det vil: «naar alt er frist’t – er Hiemmet dog best» – og at jeg har mit Hiem her, skal ingen aftrætte mig.

90Før vi drak Thee kom lille Dorette fra Skramnæs med den Hæst, som skulde hente vor Elisa tilbage. Den fromme Gamle vilde hun skulde have saa mange Dage mere at more sig i, saa vi blot ombyttede de gode i saa mange Henseender sieldne Sødskende. Elisa blev saa længe mueligt, i Haab om at faae see sin kiære Moer Pavels før hun reyste; men det kunde blevet en lang Vent. Vi bleve da i vor stille Roe, Maja, Dorette, Sophie og jeg. Pigebørnene syede og strikkede (i en Snup havde Dorette tilskaaret sig en nye Kiole, hvortil Elisa havde kiøbt Tøyet herinde) og hvad vi Mardamer tog os for baade før og efter vi havde spiist vort Smørrebrød med tilhørende Chocolade til – ja, giæt det om I kan. Det blev seent før vi fik vor Aftensmad; thi det forstaaer sig der skulde været varm Mad til de Reysende, men da ingen Reysende kom, blev det ved min Ordination – seer I, Børn, et nyt Beviis paa, at jeg er hiemme. Fader Pedro kom hiem som den slog 11, og hver gik til sit, og jeg til Guds Rige. Hvor sødt der slumres, kan I vel forestille Eder. – Jeg bliver kaldt ned. Hvorfor?

Tirsdag 17de For at tage imod lille Ovidia Stibolt, som tilligemed sin Søster, den raske Maren Holbye, kom her i Contravisit. De sadde her henved et Par Timer, som gik ret morsomt, da de begge ere meget lustige. Vi havde endnu ikke afspiist, da raslede Dombielder i Gaarden. «Der er de min Troe allerede» – sagde vi i Munden paa hverandre, og fløy ud. Det var stakkels Maja P: mutters ene. Hun var taget hid med Fragtvognen. Hr. Gemahlen havde Forfald, Lotta var ikke ret frisk, dog drgg drog jeg Mistanke om, at hendes forstyrrede Svigerindes Besøg nok var det der egentligst hindrede hende. Saa glade vi bleve i vor Maja, følte vi dog Savnet av de andre Ventede, og jeg kunde ikke, saa giærne jeg vilde, skiule min Mismodighed over, at hun intet bragte mig fra Tøyen eller Maja K:, som dog, sagde jeg mig selv, maatte have en Aarsag. Og den udfandt jeg da var, at Jomfr. Skieldrup vist maatte komme samme Qvæl, saa de med hende sendte Bud og Beskeed. Og see, mig skedte som jeg troede. Thi mod Aftenen saae jeg Gulen travende over Isen, og bragte den og Aslak Maren, og hun mig et kiærligt Brev fra Maja, og 2de Do fra Linaungen min, og desuden 91saa mange mundtlige Efterretninger fra det velsignede Hiem, hvor alleting Gud være lovet er godt og vel. Jeg fik ikke nær aftalt med hende, da hun ilede at komme til sin Veninde og Frænde, Madam Samuelsen. Men det væsentligste veed jeg dog, og kan ogsaa tage Aslak i Examen.

Majaerne, Dorette og Sophie giorde en Spadsertour op til Auestad i gaar Eftermidd:, og nu sidder Præstinden her hos mig i Guds Rige, og pfiffer en Kappe op til mig til i Morgen, medens Navnesøsteren har travlt med at ordne alt i Huset til i Morgen, da her skal være stort Middagsselskab (dog Gud skee Lov kun af Herrer) for Khr: Anker, som har meldt sin høye Ankomst til i Morgen Formiddag. Jeg var tilfreds han var der, Pebberet voxer Dog, det er Comedieaften, og oven derpaa er Assemblix, saa Plagen ikke bliver saa lang, skiøndt den vender tilbage for saa vidt, at Stoerkorset hviler her Natten over, efter al Formodning. Nu sidder jeg mellem begge Majaerne, der overlægger at gaae sig en Tour paa Isen i det himmelske Veyr. I morgen venter vi vor Egerven, der vel giør store Øyne, naar han kommer ind i saa stort Compagnie, og dog ikke deri finder alle de han ventede, men des flere overcomplette.

Ved at tænke paa den deylige Tour i Dag 8 Dage ud over Egeren, randt mig i Tanker, at jeg intet har fortalt Eder om min Styrekarl, en lille ung Hallingdøl, Halvor ved Navn, som jeg havde saa meget Moroe af, da han var en aldeles Fremmed i Israel, det er, havde aldrig før været uden for sin Dal. Blot hans Sprog morede mig. «Seer man det!» sagde han naar jeg fortalte ham noget meget forunderligt, f:E: at jeg mange Gange havde været paa Eidsfoss, som han saae for første Gang. Han er ellers fæstet til Barna vore, Realf og Thrina, og I kan tænke jeg bagtalte hans tilkommende Herskab dygtigt. Et saadant Naturens Barn træffer man sielden paa sin Vey giennem den paa Overfladen saa glat polerede Verden. Naar han ellers i Fremtiden pakker Dig ret omhyggelig ind, min elskede Thrinasara, saa mindes, at Du har mig og min Undervisning at takke derfor. Han blev saa flink paa denne Tour, at det var en Lyst.

Onsdag 18de Det er et Markedsveyr, saa Gud maa sig forbarme over de arme Stakler, som maae og skal did. Vel os, som ikke ere deriblandt, og kan være hiemme i vor gode Roe – Gode Roe? – Hvordan slap det Ord mig af Pennen? Jo en deylig Roe, naar om faa Timer Huset vrimler af Fremmede. Mindst kan vor kiære Vertinde tænke paa Roe, og denne vor sidste Samlings-Dag 92i det kiære gamle Hus, er det rigtig tungt, skal gaae hen i Støy og Adspredelser. Dog ney! det bliver ikke vor sidste Samlings-Dag i det kiære gamle Hus. Med Guds Hielp skal vi samles her hos det gamle Huses unge Beboere, og naar jeg reyser fra og til Majadal, aabner Du vist giærne og glad Dit Guds Rige, elskede Thrinasara, for Din elskede Bestemama Koren.

I Gaar Eftermiddag var Jomfrue Ravert her, og hendes lille Pensionair, Hanna Biørn, Majas og Linas hengivne Veninde, et godlidende naivt Barn, 12 eller 13 Aar gammel. Vi strikkede, snakkede, spillede Rabus. Jeg var ret syg og mat, men det bædredes inden jeg gik til Sengs, og i Dag er jeg taalelig endda. Hu tu tu, kiære Frue, siger Maja P: og jeg til hverandre, faaer vi i Morgen sligt Hundeveyr at fare til Festningen i. Jeg har nok ikke endnu sagt Eder, at jeg følger did med vor gode Slotspræstinde, for at tage mit Kammer i Besiddelse for en Nat, og besøge Frue Bergh om Fredagen. Fader Pavels havde paalagt sin Maja at tage mig med, og for ved mit Exempel at lære Barna Føyelighed, følger jeg villig, endskiøndt jeg ikke burde, da Hr Sønnen ey holdt sit Ord og kom hid. «Men det var ham rigtig ikke mueligt» – siger hans Hustroe, som det rigtig nok bør sig at undskylde sin ægte Husbonde, ligesom det jo bør Enhver at mene og tale vel om Alle, og tage Alting i den bedste Mening. Ja, giid vi stedse kunde det!

I Gaar tog lille Dorette over til Bragnæss, for at være Markedet nærmere, og bliver Hr Kammerherren her i Nat, som vel desværre bliver Tilfældet, flytter min Maja P: ind i Guds Rige til mig i Nat. Jeg har alt for det meste mit Tøy indpakket. Og saa er der intet blivende Sted paa denne Jord. Scenen vexler uophørlig.

Iblandt de Indbudne til i Dag, er en Baron Sylvan eller Sylvander (tilgiv mig, Ven Pavels, om jeg skriver hans Navn galt – Manden selv er ikke klog) som jeg giærne gad seet, men som neppe kommer. Han er en Tyroler af Geburt, en Flygtning, under den franske Regierings Eftersøgning, en anden Jerusalems Skoemager, som kun maae opholde sig en vis Tiid paa hvert Sted; og inden denne Maaneds Udgang maae han være ude af de danske Stater. Hans Brøde vides ikke. Somme 93mener, han har været i Complot med den fameuse Sohill. Nok er det, at han er et meget ulykkeligt Menneske, ikke fordi han er en Flygtning og under Forfølgelse, men fordi hans allereneste Beskiæftigelse er Spil, Hazardspil oven i Kiøbet. Han saa godt som tvinger Folk til at spille med sig. Saa fortalte Jomfr: Ravert i Gaar, hvad dog neppe er troeligt, at han i Gaar en af disse Dage mødte en ganske Fremmed paa Gaden, og spurgte: «Min Herre, effen eller ueffen om Knapperne i min Kiole – det giælder 500rd» – Mennesket, som muelig troede han var lidt forrykt, sagde hvad der faldt ham ind, for at slippe fra ham. Han traf rigtig, og Baronen tog sin Tegnebog op og af den 500rd, som han med Magt paatvang den Vindende, der ansaae det Hele for hvad det var, Galskab? Denne Anecdot tør jeg som sagt ikke udgive for Sandhed; men at han spiller med alle, jo høyere jo bædre, og taber uhyre Summer, det er Sandhed; ligesom det – i hvor utroeligt det synes – ogsaa er det, at Mænd med store Familier og smaae Indkomster, ja Forgiældede endogsaa, indlater sig med denne Vagabond – Saa har, for blot at anføre et Exempel blandt de mange, Capitain Sigholdt her i denne Tiid fravundet ham 3 til 4000rd kunde han ikke ligesaa let tabt dem? den fattige Mand, Fader til 8 uforsørgede Børn!!! – Personen har havt stoer Speculation paa at komme i Kast med Don Pedro, men han betakker sig for slig Leeg, og veed at bringe hvad Gud gav ham, baade sit ind- og udvortes Pund til noget Bædre og Ædlere. Han skal have en meget elskværdig og høyst interessant Kone, som for nærværende Tiid opholder sig paa Fhld, hvor Fader Cappelen, der er ganske indtaget i hendes skiønne, sædelige Anstand, var flere Dage i Selskab med hende og hendes, som det synes, hende saa uværdige Hr Gemahl. Gud, kan et ulykkeligere Væsen tænkes, end denne Beklagelsesværdige? Kan overalt en god uskyldig Skabnings Lod falde skrækkeligere, end ved at bindes til en Mand, hvis eneste Lidenskab er Spil?! –

Her kom min velsignede Maja C med Markedsgotter og Æbler til mig. Hvor travlt hun har, at giøre sine Kiære tilgode glæmmer hun ikke. Navnesøsteren sidder nok nede og læser. Hun har saa men ogsaa gaaet i Husholdningen, og skiænket Caffe og Thee i Morges. Jeg sidder 94derimod bare og lader mig varte op; men derfor er jeg jo ogsaa Mama, kan jeg troe. Mit hele Arbeyde er at holde Bog over, hvor godt jeg har det, og at tænke paa, hvor meget dette Bogholderie interesserer Eder, I Elskede, Elskelige Alle!

Torsdag 19de«Den nærmer sig, den bange Afskeds Time!» – Hvad der giør den end tungere, er, ganske unter uns i de faa Øyeblikke der ere tilbage. Jeg gik derfor hellere herop i mit Guds Rige, hvor jeg kan tale frit med Eder, Dyrebare, hvor jeg kan sige Dig, min Maja C, min Siæls Veninde, at – jeg intet kan sige Dig, fordi saa meget paa engang trænger sig til Hiertet, saa meget, som Pen og Tunge dog intet Udtryk finder til. Men Du forstaaer dette ordløse stumme Sprog saa godt, min Elskede! og i mit simple Tak for hver Time af de mange vi nu uafbrudte har levet sammen i meer end Maaned, finder Du mere, end det fattige Tunge- og Pennesprog kan lægge i den zirligste Tale. Altsaa være dette «Tak Maja, for hver Time vi vare samlede» nok for Dig.

Jeg kan da i det mindste begynde at fortælle Eder om Gaarsdagen. Her var nogle og tyve Fremmede, som det ey lønner Umagen at opregne – Kun de som interesserede mig fra en eller anden Side skal faae den Ære at staae her. Det var da Fogden Collet, som jeg længe har ønsket at see, og desværre kun ogsaa fik see, da han skulde spille, og derfor maatte gaae fra Bordet før nogen af de andre. Men saa fik jeg ogsaa see ham til gavns, dog, derom siden. Ja, hvem tager jeg nu efter ham? Nu, for Navnets Skyld om ey for andet, Lieut: Collet, som de ellers ogsaa kalder min Collet, fordi, som I da veed, jeg lider den raske unge Mand saa godt. Og saa Doctor Heiberg – see, nu troer jeg saa men jeg er færdig. At Maja P: og jeg som de eneste Damer i Selskabet foruden Vertinden, vare saa lyksalige at faae vor Plads hos Storkorset, faldt da af sig selv, hvorfor Lyksaligheden heller ikke var saa overhaands stoer. Paa min anden Side sad Heiberg. Lige for os det fæle Prospect, Scheitlie og Bang, og dog, havde de holdt sin Mund, eller blot brugt den til at spise – ja, havde de end vaaset om andre Ting – men at disse Mennesker vilde fordømme den arme Grundtvig som en Daarekistelem, og, hvad der endnu var værre, talte om Religionen i samme Tone som om den fede Aal og lækre Kalvesteg de gottede sig med! – Blande mig i denne 95Samtale hverken vilde eller kunde jeg, men taug og indaad min Ærgelse med hver Bid jeg svælgede. Fortsettelsen fra Aggershus Festning

Fredag 20de Det falder mig rigtig lidt tungt, at gaae tilbage fra dette mit gode hyggelige Kammer, hvor min Maja P: har giort det saa godt til mig; og sadt mig midt paa Gulvet som en Maane (at jeg skulde være fjærnet fra al Træk) og atter sætte mig ved Hr Kahrns Side, den fatale Scheitlie med sit Kattefjæs lige for mig, mine Ørne et Rov for al deres bespottelige Vaas. Dog, da kunde mine Øyne endnu hvile paa de hulde Majaøyne, som fra Tiid til Tiid hvilede medynksomme paa mig – saa er aldrig noget Onde uden Lindring – og disse Blik gav mig Mod, og at jeg stunddom bag om Ankers Ryg kunde give min Harme Luft ved at hvidske et Par Ord til min anden Maja. Jeg taug, som sagt, til Alt; men da Scheitlie udbrød, midt i en Pause: «Det maae være en forbandet Hykler, den Grundtvig» – da var det mig umueligt at tie. «Ney, gienmælede jeg, det er just hvad han ikke er. En Sværmer kan han være; og er han vel, en Hykler var han aldrig, det veed jeg saa vist» – som at De er det, havde jeg ved Gud paa Tungen, men maatte undertrykke det, og lagde blot til: «det veed jeg saa vist, som at jeg sidder her» – Anker, det maae jeg ey fortie, gav mig Ret, og roste hvad der forhen var kommet fra denne ulykkelige Mands Pen. Kalvestegen giorde endelig en Ende paa hele denne ved et Maaltiid overalt, og af for disse Mennesker især saa upassende en Samtale. Kagen bebudede endelig Forløsningen fra dette Tvangssæde, da min elskede Egersøn kom, rød og forpidsket i Ansigtet af den iisblandede Snee. Da svandt den sidste Bitterhed af min Siæl, og selv Scheitlie var mig ikke saa vederstyggelig mere. Kl var 5, og det var Tiid at tænke paa Comedien. Enhver fik sig en i Hast en Kop Caffe og da Vognen skulde giøre Vendinger, fik jeg mig i min Hast knap den, og foer afsted med begge mine Majaer og Egersønnen; overladende vor kiære Vert at geleide sin fornemmere Giæst, toge vi giærne imod Forslaget at være de første. Men i Skuespilhuset vare vi ikke de første, og ingen anden Plads var tilovers for os, end første Bænk, hvor vi da ogsaa sad ret deyligt, især fordi vi kunde sidde sammen, og hvade vor Egerven i Nærheden, at holde smaae Intermezzoer med. Khr: sad ogsaa foran os, lige ved Orchestret, og jeg fandt Bekiendtere i Mængde at neye for og prate med

96Det første Stykke var Gevinsten i Classelotteriet, hvori Hovedrollen, Elias Trip, blev givet af Fogden Collet til yderste Fuldkommenhed. Saa hiertelig godt mindes jeg ikke at have leet i lang Tiid, og Gud veed hvor hans Donna, den gamle pene Jomfrue Susanna (en Madam, hvis Navn jeg ey husker) kunde vedligeholde sin snærpede Ærbarhed. Ogsaa hun skildte sig godt ved sin Rolle. De øvrige vare middelmaadige og flaue nok, især de to unge Elskende, Babet og Conrad, (en Mad: Madsen og en Søn af Enken Hofgaard.) Jeg kunde pryglet dem begge to. I det andet Stykke, de pudserlige Arvinger, udmærkede sig Hovedpersonen, Peder Falk (Kiøbmand Grundtvig) hans gl Tiæner (Rosing, hvad han er veed jeg ikke) den ulykkelige Grubler (baade hans eget og det paatagne Navn har jeg glæmt) hvis kolde, mørke fortvivlede Blik virkelig kom mig til at skiælve; og frem for alle Frue Mynster, Actricen, som jeg neppe troer, kunde være mesterligere. Hendes Overgange, f:E: fra Romeos Julie til Gurli, var mig i det mindste ubegribelig lette. Saaledes i et Øyeblik at forandre Mine, Tone, det hele Væsen! kort, jeg havde ønsket, og sikkert ikke jeg allene, at hun havde havt en Rolle, der som Peder Falks havde gaaet hele Farcen igiennem. Det giorde den desværre ikke, og vi maatte døye de øvrige Trompetere baade før og siden. De to smaae nette Roller, Franciska og Gustav, var i slette Hænder; den unge Mad: Hofgaard (uden for Theatret min Favorit) og den samme flaue Dreng, Hofgaard, som spillede i det første Stykke. Fra Skuespillet toge Mange, ogsaa Fader C og Anker, til Assemblè hos Bugges. Vi toge hiem som bort, drak Thee, spiste Smørrebrød, og passiarede imens. Siden spillede min Frederich for os, og saa forføyede vi os til Hvile, Maja P: og jeg i vort Guds Rige. Strax vi havde lagt os, hørte vi dem komme fra Bugges. Anker fandt det alt for overdrevet pragtfuldt der, og især forargede det ham, at der endogsaa i det saa kaldte Tobaksværelse var, foruden de eleganteste Meubler, kostbare Gulvtæpper. Og jeg maae give ham Ret i, at sligt ikke allene er høyst upassende, men endog har den uberegneligskadelige Følge, at andre af samme Stand, men uden samme Evne, vil efterligne denne skammelige Pragt, og ødelægger sig og hele Familier, og saa videre –

Der var stoer Cour hos Cappelens alt til Storkorset havde forladt Huset, da blev der stille, og vi tænkte paa Afskeden. Dog lod vi hans Høyvelbaarenhed have et lille Forsprang, og fulgte først efter Kl 11, en 97Time senere. Vor Maja lod sig giærne overtale til at følge os til Gillebek, og Hr Frederich ligesaa, da han havde beroeliget sin Samvittighed med det faste Haab, at Heilman nok kunde og vilde bestride den Formiddags Forretninger –

Paa Gillebek foranstaltede Maja C flux Caffe, som smagte godt paa den gode Frokost, vi havde faaet før vi forlode det kiære gamle Hus, som vi ikke mere seer igien ganske saaledes som vi forlode det – –

Men nu kan jeg kun faae sagt Eder, at jeg herfra intet mere siger Eder, da det nu er Caffetiid, og vi i Aften skal til Berghs. Kun dette endnu, at I kan tænke hvor tidlig vi har været oppe i Dag, da jeg Kl 10½, efter at have skrevet det meste af hvad I her har læst, alt var hiemme igien fra Ottesens – Dog om alt Fortsættelsen fra

Tøyen.

Løverdag 21de Hvor jeg og Dagbogen tumler omkring! Men sluttet bliver dette Hefte da vist nok her paa mit kiære Tøyen, i mit lille hiemmelige Kammer, om det end ikke gaaer langt i Dag, da en slem Hovedpine og Svien i Øynene vel snart nøder mig til at holde op. –

Paa Gillebek skildtes vi da fra vore Elskede, og med et tungere Hierte end jeg lod mig mærke med, bad jeg Dig Farvel, dyrebare Maja, da det forekom mig, Du ikke var saa ganske frisk. Maja P. syntes det samme, og det var nesten det eneste vi talte om paa Ravnsborg, hvor vi heller ikke talte meget sammen, da Maja, hvis Hæst var kommet strax fortsatte Touren, for at overraske sin Husbond, der umuelig kunde vente hende saa tidlig, som hun haabede at være hiemme. Jeg sad da ene igien, og mine Tanker ilede tilbage til de Kiære, jeg havde forladt, og de Dage som vare svundne, og jeg blev saa underlig tilmode, da med et Sneen begyndte at vælte ned fra den nyelig skyefrie Himmel, og det lille skumle Kammer jeg sad i, endnu blev skumlere. Det varede kun et Øyeblik, saa klarnede Himmelen igien, og det var som Skyerne for min Siæls Øyne ogsaa fordelte sig, og jeg aandede lettere – Gav Gud mig ikke et Tegn herved, dyrebare Maja C, at de Skyer der truede at mørkne min Glædes Himmel, skulde svinde, og jeg snart blive beroeliget ved at høre, Du ganske var befriet for det Onde, der i denne Tiid saa ofte har blandet Malurt i vort Honningbæger?

98

«Over Tagg Taagerne, som engang svinde,
Himlen reen og skyefrie hvælver sig» –

lød det saa trøstefuldt for mit indre Øre. Ja, min Maja, ogsaa her vil disse Taager svinde.

Da jeg vilde gaae i Slæden, saae jeg en Bredslæde holde for Dørren, som jeg af den plættede Tigerskinds med Fryndser bebrammede Overfold strax kiendte for den fameuse Baron Sylvans (nu veed jeg, han kalder sig saae, ligesom ogsaa, at hans Donna, som jeg beklagede saa meget, kun er en qvasi Baronesse) Aslak fortalte mig da, at hans, Baronens Tiæner var nyelig kommet med den, og Herren kom strax efter fra Christ: «Nu, sagde jeg, saa maae du endelig sige mig til naar du seer nogen Kiørende, at jeg ret kan tage denne Herre i Øyesyn» – Vi havde ikke kiørt langt paa Isen, før Aslak tog til Orde: «Det er vist den, som kommer der, han kiører saa hvast og slaaer paa alt i et» – og det var ham, kunde ikke være nogen anden, en lille gusten Figur, «paa hvis Ansigt de dybe Spillearr stode uudslættelige prægede.» – Jeg angrede nesten, jeg ikke havde ladet Gulen puste sin Time tilende som jeg pleyer, for at faae ret betragtet, og maaskee ogsaa talt et Par Ord med dette Menneske, da jeg ikke veed, en saadan Original før er mødt mig paa min Vey. Etwas Neues var det dog altiid, om ikke for andet, saa for Journalen. Det gik raskt med os; og maae jeg ikke forglæmme at erindre, at vi ogsaa nu saae Ordsproget «aldrig er noget saa ondt, det jo er godt for noget» bekræftet: thi neppe havde vi kommet saa fort frem, om ikke Anker havde banet Veyen for os, da han havde faaet dem ud med Sneeplouge overalt –

Kl: var vel ikke meget over 5, da jeg rullede ind ad Festnings Porten, og saae min velsignede lille Maja med en af Pavels’s Smaaetupperne for Vinduet. De glade, kiærlige Væsner, store og smaae, omringede mig nu fra alle Kanter, og før jeg havde faaet Reysetøyet af, kom Husets Fader fra en Embeds Forretning, ikke den mindst Glade ved at see os, og see os saa tidligt. Maja, stakkels Barn, havde havt Alskens Malheurer paa Veyen, da ved hendes lille Skydsguts Uforsigtighed en af Skækerne var brudt, og var hun, sinket herved og ved siden at maatte kiøre sagtere, ikke ariveret længe før jeg. Men nu vare vi der, Gud skee Lov, min Marie var munter og rask, Maja P: 99sin Mand frisk og glad, sine vakre Glutter støyende omkring sig skiøndt lille Mariane havde havt et Anstød af Koldfeber, hvoraf begge Tiænestepigerne plagedes, og som nu i lang Tiid dominerer her Byen og i Omegnen som var det i selve Lolland. Samlede om Theebordet omvexlede vi nu vore Nyeheder og Efterretninger. Da vi fik Lys, læste Fader Pavels for os Fortsættelsen af et høyst interessant Manuscript, men som blev afbrudt da vor kiære Thrina og Realf kom, fordi nu atter Spørgsmaal og Giensvar giensidig begyndte, og længe før vi vare færdige med disse, see, da aabnedes Dørren og Lottamoer steeg ind med et dybt Kniks, og efter hende Sønnebarnet. Kl: var henimod 9, og vi skulde just gaae tilbords. Hvor glade vi Alle bleve kan I tænke, men vist ingen gladere end Eders Moer Koren, eller saa glad. Det var rigtig faldt mig lidt underligt, min vennehulde Pavels og Maja, at havne andensteds end paa Tøyen, i saa lang Tiid mit Hiemsted naar jeg kom fra eller tog til mit eget – hvordan jeg hænger ved endogsaa de ubetydeligste Vaner, veed I – men nu var foruden Eder, som havde giort Alt for at giøre det saa godt for mig, endnu flere Kiære omkring mig, og havde min Kista og liden Hanna været der, vilde jeg ey ret vidst, paa hvilket af mine Hiemsted jeg havde været. At Presidenteren var føytet bort, ingen vidste hvorhen, havde lille Maja alt fortalt mig. Ja, Lotta mi, det var en ægte Kammeratstreeg, som jeg ikke skal forgiætte at tegne hos saa mange andre. Moder og Søn vare spadserede did, men modtog vor omhyggelige Realfs og Thrinas Tilbud, at kiøre hiem med deres Befordring. Maja K: fulgte med Sødskende sine, for sidste Gang at sove i sit lille derværende Guds Rige; min Maja P: blev min Sovekammerat, og deyligt hvilede og sov jeg i mit nye Kammer. Kl: var neppe 7 da vi vare oppe, og hvor godt vi havde af Formiddagen, har I allerede tildeels seet. Jeg tog op til Barna mine, for at see dem endnu engang i deres første Boelig, og kysse søde Peder, og tale med Doctor Møller. Min Maja mødte jeg endnu inden for Festningsvoldene, og kom hun da efter til det Hiem, hun den Dag skulde forlade for at flytte til det ældre paa Tøyen. Stakkels 100Realf stod hamrende mellem Kasser og Kufferter, Støv og Halm. O hvor ødt og leyt saae det nu ud i den før saa pene Sahl, og hvilke underlige Følelser giver enhver saadan Omvexling i Livet. I flytter til det Bædre, mine elskede Børn, til det, efter hvad det menneskelige Øye kan see, Allerbedste; men dog veed jeg, I ikke ligegyldige forlader det Sted, hvor I vare saa lykkelige, hvor Livets høyeste Glæder Fader- og Moderglæder, bleve Eder til Deel. Min Thrina var ligeledes i fuld Indpakning; lille Peder allene var roelig i al denne Styr, og smilede, hoppede nesten af Armene paa mig, og loe høyt. «Uskyldige Alder! sød er du, men kort» – Dog, den kan forlænges, denne lykkelige Alder, og for dig, du søde Barn, vil den vist blive det. Jeg talte med litle Doctr Møller, som var meget munter, og gav mig de meest beroeligende Forsikringer om min dyrebare Majas fuldelige Helbredelse, saa snart Varmen kom i Luften. Og saa sagde jeg de velsignede Børn Farvel. Og her siger jeg Eder det endnu engang, med moderlig Tak for alt hvad I var‹e› mig, ere og evig vil blive mig, og for hvad I har giort mod Eders og min Maja. – Men nu er jeg længe opholdt af et Besøg, hvorom mere i neste Hefte. Dette skal være færdigt, at min Lotta og Kista kan faae læst det, og Barna mine faae det med sig paa Mandag. Dog maae jeg slutte Gaarsdagens Begivenheder med Besøget hos Berghs, hvor jeg fandt det kiære, atter ved sin yngste Broders Uheld (der paa en Reyse til Engeland har lidt Skibbrud, og med nød ræddet Livet, og fast intet uden det. Dog være Gud lovet, han lever og er sund og frisk) saa haardelig prøvede Sallybarn. Den gamle Fader har været Døden nær, den unge, høyfrugtsommelige Kones Tilstand er endnu yderst mislig. Jeg tog Dig ved til mit moderlige, med og for Dig blødende Hierte, Du hulde, haardtprøvede Barn, og Dine Taare fløde lindrende. Og de ømme Berghs, og vi Alle vil trykke Dig til vore Hierter, og Dit skal banke roeligere, og Din gl retskafne Fader skal omfavne sin Søn, den elskende Helena sin Mand, Du Din Broder igien, og det skal blive Eder Alle, som vaagnede I af en lang Drøm til en lys, glædefuld Virkelighed.

101Søndag 22de Hos Berghs var ingen uden min Maja P: (Slotspræsten var hos Juels, hvor der var Afskedsselskab for Ottesen) Sally, lille Frue Maribo, og jeg. Senere kom Schandorf, som jeg ikke har seet eller talt med i flere Aar, ikke, om jeg mindes ret, siden i Kbhn. Jeg havde, da han kom, begyndt at læse høyt den naragtige Borgemesterfamilie, men siden talte vi, spiste Smørrebrød og drak Chocolade, og havde det ret meget morsomt. Berget var hiemme og nede hos os den hele Aften. At den vennehulde Marie Bergh kan være det allermindste i Slægt med den afskyelige Scheitlie, bliver mig meer og meer utroeligt. Det Gud skee Lov veed jeg da vist, at deres Aand ikke er i fjærneste Slægtskab. Bergh holder jeg bestandig af som fra vort Bekiendtskabs første Dage, mere og ey mindre.

Lille Ragna Maribo forekom mig stillere end ellers, men bliid var hun, og elskelig som sædvanlig. Jeg sad en halv Timestiid med min Sally i et andet Værelse, og fik talt saa godt med det kiære Barn, skiøndt vi langt fra ikke fik aftalt – og naar faaer vi det? I Dag har jeg et halvt Haab om at see hende her, og i Morgen Formiddag tager jeg op og seer til den gamle snilde Fader, og giør med samme et Sving til Økeren. Det maatte jeg love Frue Maribo, og holder det giærne. Klokken 11 ariverede jeg da hid til mit gamle Logement, hvor alle de Elskede toge glade imod mig, lille Maja undtagen, som var harm fordi jeg kom saa seent, og ikke fik see hendes Yndling, Catheket Stenersen, som med flere unge Mennesker havde været her. Unter uns sagt, troer jeg Ungen er en lille Smule forliebt i den unge Mand – og jeg hører, det hændes flere unge Piger, ja selv ældre, f:E: min adstadige Kista. Som sagt, det bliver mellem os; og at alle Jomfruerne her ere i Kirken, hvor han præker i Dag, er dog vel af sand Andagt, vil jeg af Menneskekiærlighed haabe. Jørgen er i Slotskirken, hvor min gode, kiære Realf vel i dette Øyeblik med et tungt Hierte siger sin elskede og elskende Menighed Farvel. Ja, min Søn og Ven, fra jeg aabnede mine Øyne i Dag har jeg tænkt paa, med hvor rørt Hierte og tunge Fied De i Dag for sidste Gang betræder den hellige Talestoel. Ak hvo kan uden Bevægelse, endogsaa i fast ligegyldige Ting, sige sig selv: «Dette giør du for sidste Gang!» – Men den Tanke: «Et andet Maal til andre Pligter kalder» – vil styrke Dem, mit kiære Barn, og Visheden 102om at den Vey, Forsynet anviser os, er den rette, den være nok saa forskiællig fra den, vi selv havde tænkt at gaae. Dette kiærlighedsfulde Forsyns bedste Velsignelser over Dem og alle Deres – I ere jo alle Mine – paa Livets hele Bane. See, den ligger blomsterstrød for Eder, I, i alle Livets Forhold lykkelige Børn. Skiuler sig Torne under Blomsterne – ingen jordisk Rose er tornefrie – de kan saare Eders Hierter; men troefast Kiærlighed skal læge detn og Bevidstheden om, ikke selv at have henkastet dem paa Veyen, og den endnu sødere: aldrig forsætlig at have henkastet nogen Torn paa nogen Medvandrers Stie. –

Jeg kunde neppe med Fatning hørt min Realfs Afskedstale. Men jeg vil bede ham om at faae den, og læse den i stille Andagt for mig selv, og, bliver der Roe til det, for Smaaepigerne.

Mon jeg har sagt Eder, at jeg om Formiddagen paa Festningen havde en sand Sabbatsfest, da min elskelige Søn Pavels i sit eget Værelse forelæste mig og sin Maja det øvrige af før omtalte Manuscript, hvorved han om mueligt blev mig endnu kiærere end før. At det var en høyst interessant Biographie er alt hvad jeg kan sige Eder.

Vi vare ganske i vor Eensomhed i Gaar, kun at en Jomfr: Peckel, liden Sophies Søster (som jeg saa giærne vilde havt, men neppe faaer i Maren Skieldrups Sted – jeg har nok sagt Eder, hun vil tage til Vildberg) var her en Stund, tilligemed Apotheker Nimanns Pleyedatter, en lille snurrig spids Pige, Jomfr: Selmer ved Navn. Abel Peckel fandt vi Alle havde megen Lighed med Telja, og at det giorde hende end tækkeligere i vore Øyne, indseer I nok. Jeg venter hendes Svar i Dag, som hun med taarefulde Øyne nesten forudsagde mig, da Søsteren Mad: Nimann, ikke vil undvære hende, i hvor giærne hun kom til mig. Jeg vidste hun ønskede det, derfor talte jeg med hende. Men desværre er nok baade hendes, mit, Maja C’s og liden Sophis Ønske forgiæves.

Og nu, elskede, dyrebare Maja C, skal jeg tale lidt meg Dig, takke Dig, som jeg kan det – for Dit lille varme ømhedaandende Brev, som jeg i Gaar modtog, og som giorde mig den blide stille Dag og Aften endnu blidere. Brev og Journal skal Din og min Thrinasara bringe Dig i Morgen. O at hun med sin lille og store Gut allerede var i Dine Arme og i Roelighed! I Dag har Du travlt med Tilberedelserne til disse Dine Elskedes Modtagelse.

103Kl 5½ Forgiæves har jeg ventet min Sally den hele Dag. Nu seer jeg da, jeg maae opgive Haabet, og gedulde mig til i Morgen, da jeg vil see til hendes gamle Fader, som jeg frygter er blevet slettere, da hun ikke kommer. Jeg har Bud deroppe, for at høre hvordan det staaer til. Et andet Bud gik nu til min Thrine med en Afskeds Billet, og et lille Brev til Maja C. Lunde og Jessen er her, ellers ingen. Presidenten kom da vi havde spiist, og er allerede taget til Slotspræstens, hvor der er Afskedsselskab for Ottesen, og hvor Jørgen er. Margrethe Vold har været her siden i Formiddag. Jomfruerne kom meget tilfredsstillede fra Kirken. I Slotskirken og ved Agger, hvor nogle af Folkene herfra var, bleve mange Taare udgydede, lød mange Klager over at deres unge Præst vilde forlade dem. Han selv var saa rørt, at han neppe kunde ende sin Tale. Det har altsaa været min Realf en baade smerte- og glædelig Dag, som man let kunde forudføle den maatte blive. Gud skee Lov, det Tungeste er overstaaet! – Jeg haaber at faae hans Præken, og læser den da høyt i Aften for mit lille kiære Selskab. Her har I, Elskede, mit Levnetsløb for i Dag, hvortil endnu hører, at jeg har skrevet et lille Værs i et Exemplar af min Egersøns Digte, som jeg har foræret min Kista, og som, sagde hun, vilde blive hende endnu kiærere, naar der ogsaa stod lidt fra min Haand.

Mandag 23de Kl er allerede over 6. Men dog vilde jeg giærne fortælle Eder, Elskede, hvad der fra vi sidst talte sammen er foregaaet. Bekymring og Beroeligelse har underlig vexlet i min Siæl; men Gud være lovet, nu er en bliid Stilhed udbredt over mit hele Væsen, og jeg kan gaae tilbage til Gaarsaftenen uden den Ængstelse, hvormed jeg lagde mig, og forlod mit Leye, kort, stærkere baade paa Siæl og Legeme. Sally kom da ikke; men i dets Sted, da det alt var mørkt, et Par Linier, skrevet med skiælvende Haand og skiælvende Hierte. «Min Fader er saa slet, min Moer Koren. Thulstrup, som nu reyste herfra, ryster paa Hovedet. O jeg er i en hiertelig Angest. See endelig 104i Morgen til din arme Sara.» – Hvordan dette nedslog mig, og hvordan alle de Kiære her deelte min Bedrøvelse, kan I tænke Eder. Kista var sorgfuld før over en Søstersøn, min Kajas ældste Broder, som ligger nesten uden Haab, Margr: Wold over sin Søster Lene, der i et Besøg hos den gifte Søster paa Næsodden, var blevet syg. Vi vare alle stille, dog fandt Ungdommen paa et og andet Spøg. Ogsaa paa Dig, min Thrinasara, tænkte jeg, og paa Eders forestaaende Reyse, I Gode. Jeg fik en lille Sæddel fra det kiære Barn, med en Ditto fra min Maja C, og vor Realfs Afskedstale, den jeg desværre maatte sende ulæst tilbage, da mine Øyne ikke holdt ud, det mærkede jeg, og vilde jeg heller bie, til jeg engang faaer den igien. Lotta læste den under mange Taare, og det vilde giort ‹m›ig godt, kunde jeg paa denne Maade faaet give Hiertet Luft. – I Morges var Sara min første Tanke, de kiære Reysende den anden. Jeg takkede Gud for det deylige Veyr, og bad, at Sara ogsaa maatte see denne Morgens Sol med et lettere Hierte – men jeg torde neppe haabe det. Min Lotta og jeg havde aftalt at følges ad derhen, og Kl henimod 10 toge vi did. Mit Blik faldt med inderlig Beklæmmelse paa det gamle Hovind, og neppe torde jeg spørge den Pige, som modtog os, hvordan det stod til. Men Gud være lovet, det var bædre end vi torde formode. Den gamle vakre Mand blev endog oplivet ved at see og tale med os, og hans og vor Sally endnu mere. O ja, Du hulde Barn! jeg haaber til Gud Du endnu længe skal beholde den godmodige, fromme Fader, og finde Din Ømhed og Omhu lønnet i hans taknemmelige, kiærlige Smiil. Ak; men saa ene gaaer Du, ingen at raadspørge om de mangfoldige, Dig tildeels fremmede Ting. Gud styrke Dig, Elskede, og skiænke Dig taalelig Helbred, og saa vil ogsaa denne Storm lægge sig, og Solen smile nye og forskiønnet til Dig. Havde Du kun Din ventede Broder, Din kiære Ulrik tilbage fra Kbhn. Gud sende Dig ham snart, da, sagde Du, vilde Du troe det Værste overstaaet. Det give Gud det at være! – God Nat, Dyrebare! – dog tager jeg ikke Farvel med Eder fra Tøyen. Jeg seer kun ikke mere.

105Tirsdag 24de Saa toge vi til Økeren fra Hovind, og fandt lille Frue Ragna ene hiemme. Hendes Mand var taget op i Landet. En Jomfrue Silche var hos hende. De vare begge beskiæftigede, Fruen ved Syerammen, hvor hun med rødt Garn baldyrede en hviid Kiole til sin søde lille Ida, som er frisk og flink. Vi maatte drikke Chocolade der, og var der en god Stund, som gik ret gesvindt. Jeg fik et Par smaae Taschenbucher til Laans, og mine beiden Bräute tilbage, som hun til Tak for Laanet havde ladet indbinde saa peent.

Da vi kom hiem, var Jess længe siden kommet, for med en deylig nye Paradenc han har lagt sig til, at styre sin kiære Marie hiem. Gud være lovet, paa Hovind er alt vel, og i god Betids i Dag haaber jeg at møde mine Kiære i Gierdrum Præstegaard, hvorfra vi dog nok fortsætter Touren, saa jeg i Morgen kan hilse Eder fra det velsignede Hiem, hvor de nyelig har været i megen Angst, da Drengestueskorstenen brændte af. Jess og gamle halte Christopher var allene hiemme, men de gode Naboer ilede til, og Fader Mørk i Spidsen for dem, og Gud være Lovet, Faren var snart forbi. «Gud skee Lov, Fruen er borte» – sagde min gl troe Christopher, da det var paa det værste. Telja var kiæk, Lina ligesaa, men den stakkels Kaja, i hvem Angsten fra den skrækkelige Brand der giorde hendes Forældre husvilde, er uudslættelig, var bleg som et Liig, siger Jess –

Da jeg just var i Begreb med at begynde Indpakningen, kom det elskelige Slotspræstpar, for at see sin Moer Koren endnu engang inden hun reyste. De blev her kun kort, og det syntes som var det endnu kortere. Med dyb Bevægelse hilsede de fra vore bortreyste Elskede. De havde fulgt dem i Slæderne, og Maja P: bar det velsignede Barn, som blidt var indslumret, ned i den grædende Moders Arme. Men nu er Dine Taare aftørrede, min Thrinasara, og i Dag er Du vaagnet ved Din Realfs Side der, hvor Du første Gang vaagnede saaledes, og har trykket Din Søn til Dit Hierte i Guds Rige, som Du engang, naar Du længe har glædet Dig med og ved ham her, hisset skal trykke ham til det.

106Kl 10 Alting er færdig, jeg venter kun paa min Jess fra Byen. Lunde og lille Georg Jessen følger ogsaa ud med. De vare her i Aftes, ellers ingen. O Gud, hvor smertelig var den Efterretning, Aslak nu bragte mig fra Hovind, fra vor Sara. Jeg troede at faae det Haab bekræftet jeg havde i Gaar. Ak ney, det Værste er ikke forbi for Dig endnu, Du elskede, haardtprøvede Barn. I Nat har den fromme Olding ikke været saa brav som i Gaar, og er det heller ikke i Dag. Sara, Sara, saae Du disse Taare, de vilde falde varmt og lindrende paa Dit ængstede Hierte. Du er selv ikke frisk – ak, og hvordan kan Du være det! Min Lotta græder med mig, og Maja seer stille paa mig og sukker, og Kista trykker taus min Haand. Kunde det lette Din Kummer, at vi saaledes alle deler den! –

I Aftes kom den gode blødhiertede Jørgen ogsaa hiem med rødgrædte Øyne. Den arme M: Wold havde faaet Bud fra sin Søster. Hun var slettere. De ere hinanden Alt, de stakkels Pigebørn – og nu maaskee Baandet som slyngede sig om dem, allerede er brustet. Jørgen er taget til Margrethe for at følge hende til Nesodden.

O Gud, Algodhed, trøst alle som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fjærn eller nær! – Fred og Velsignelse over alle mine Elskede! – O torde jeg bede: Over den hele Jord – jeg elsker dem Alle som lever og lider paa den, og glæder sig – Alle ere mine Brødre og Søstre. O Algode, lad ingen, ingen paa den hele Klode sukke venneløs og forladt! saa er ingen ganske ulykkelig.

Jeg tænkte ikke at sige Eder et saa tungt Farvel fra mit kiære Tøyen. Men nu kan jeg ey andet. Guds Fred over Eder, over os Alle! Tak for hver lykkelig Stund I gav mig, for al Eders Ømhed og Kiærlighed. Farvel! Farvel!

Hovind

Onsdag 25de

Det er nesten Middag, og nu først har jeg faaet mine Ting saa vidt ordnet, at jeg fra det kiære grønne Kammer kan sige Eder et Par Ord om Gaarsdagen. Jørgen Bull kom tilbage med M: Wold, som ikke torde reyse til Nesodden, og Agatha Messel. Kl var over 11, inden vi kom afsted, ledsaget af alle de Elskedes ømme Farvel, saa længe 107vi kunde høre det. Veyret var mildt som Maja mi selv, og Føret over Forventning godt. I Skiellebæk hvilede vi og frokosterede. Derfra gik det saa godt som i et til Gierdrum Præstgrd, thi vel lode vi Hesterne hvile og spise lidt Havre, men vare ey af Slæderne, før vi stege af i den giæstfrie Præsteboelig. Skriveren, Lina og Kaja modtoge os der, og kappedes med Moer Chrystie og hendes Børn at yttre sin Glæde især over at see Maja saa flink igien. De bar hende nesten af Slæden. Præsten var taget til Vildberg for at see til den endnu meget syge Vangensten. Han kom igien i Mørkningen, og fandt kun mig og min Koren, da alle Barna toge hiem Kl 6, efter at have hvilet en Timestiid. Marie maatte ey være seent ude, og Lina og Kaja, som ikke veeg fra hende et Øyeblik, og knap fik Tiid at snakke et Ord med mig, bade saa hiertelig om at maatte følge med hende. Hvor kunde jeg nægtet dem det? Vangensten var ret ussel, sagde Chrystie, og slet ikke frie for Forvildelse i Hiærnen, som vi ogsaa kunde slutte af hvad Præsten fortalte om ham. Arme Kone! dog var hun taalelig tilmode, og troede al Fare forbi. Gud give den var det! Vi faaer see did en af Dagene, min Koren og jeg. Ak, men jeg gruer saa for at tænke paa igien at forlade, er det end kun for faa Timer, det hyggelige Hiem, hvor jeg desuden har saa mange kiære Sysler. Men dette er Kiærlighedsgiærning, som altiid bør finde Sted. Vi ere budne til Ankers tredie Paaskedag, og de vil komme her en af Dagene. Første Paaskedag troer jeg der skal være Barsel hos min Rikke. Og saa har jeg endnu et Par Tourer at giøre paa Føret – Gud give, de alle vare giorte! Et Par smaae Sving til Plogstad vedkommer ikke dette Ønske i nogen Henseende.

Kl 11½ kom min Koren og jeg hiem. Børnene snakkede og loe endnu[.] Telja var oppe og flink, alting smilte til mig, endog saa en lille Heliotrop-plante, som jeg ey spurgte om, da den nesten var uddød før jeg tog bort, og nu stod grøn og frisk. Min stakkels Ragazzo, den troe Puddel, Biltzing sendte herop da han var i Kbhn, er det eneste, jeg savner. Han fik Vattersot, og for at ende hans Lidelser, skiød de ham.

108Nu har jeg som sagt, ordnet alting, og skrevet et lille Gallopbrev til min Lotta, som nu gaaer og har det travlt, da der skal være stoer Slampamp paa Tøyen i Dag, et Middagsselskab, Gud veed for hvor mange Herrer. Baade Lotta og Kista ønskede saa inderligt, vi kunde blevet denne Dag over, og endskiøndt jeg langt hellere tager fra end til slig Stads, skulde jeg dog giærne giort det for de Kiæres Skyld, havde jeg ikke lovet saa vist at komme hiem, og deels ey nænte at lade min Koren vente længere, deels var uroelig inden Maja mi var vel tilbage. Oven i Kiøbet stundede det jo saa stærkt til Paaskehelgen. Og nu veed jeg, min Lotta, min Kista, I takker Gud fordi vi bleve vor Beslutning troe, da det ret tegner til, Veyret vil forandres. I Dag er det allerede slemt, og Føret synger snart paa det sidste Vers.

Saa roeligt det er inden disse Dørre, saa uroeligt er det uden om os. Alle Ullensagers Jægere har faaet Ordre at marschere til Vinger, og skal afsted i Aften. Min stakkels nyegifte Anes Mand er ogsaa iblandt dem, dog giver hun sig nogenlunde tilfreds. Et Par unge Mennesker stode oppe nu hos min Koren, og giorde med forgrædte Øyne Testamente til deres Kiærester. Jeg trøstede dem med det Haab, jeg virkelig selv har, at der ingen Fare er at frygte, og at de vist snart kom tilbage. Jeg veed ikke, hvorfra jeg har denne Vished, nok, jeg har den. «Vished?» Nu, kald det hvad I vil.

Gud give jeg havde en endnu vissere Vished om, at det var bædre med Din Fader, min Sally, at Du var roeligere, end i Gaar. Med det Bud, som i Morges reyste ind, veed jeg vist jeg faaer Efterretning fra vore Tøyenvenner, baade om gl: Fader Bøyesen og Lena Wold. Gud give den maae svare mere til mit Ønske end til mit Haab!

Marie er saa flink efter Touren, og det er saa hyggeligt at see hende igien i sin sædvanlige huslige Dragt, den jeg saa længe ikke har seet hende med. Hun har skrevet en lang Epistel til sin Kista. Nu faaer hun sin Harpe stemt, og det første hun spiller bliver vist lille Clara, som jeg bragte hende fra den troefaste Egerbroder. – Uagtet vi først kom hiem Kl: halvtolv, sov jeg deyligt, og er ret tapper i Dag.

109Langfredag Regnskabet for disse Dage er snart aflagt. I Gaar fik jeg et kiærligt Brev fra min velsignede Maja C, og seer jeg deraf, at vore elskede Børn er kommet lykkelig og vel frem med deres lille Skat, Gud være lovet! og er nu i den gladeste Roelighed. De utaalmodige Forældre kunde ikke bare sig for at tage dem imøde, men kom ey langt, da Barna havde været tidligere ude end de formodede. Lille Peder sov i sin Ammes Skiød, og Fader C styrede selv sin Thrina, som sad i Bredslæde med Ammen og Barnet, et langt Stykke. Sundhed og Munterhed, Held og Velsignelse hvile over og omsvæve Eder Alle, mine Elskede! Amen.

Fogden var her i Aftes, og bad min Koren til Fadder første Paaskedag, og os alle til Barselet. Lille Maja skulde ogsaa været Fadder, men jeg havde bedt Rikke, ikke at anmode hende om det, da vi ey torde vove at lade hende tage i Kirken, og det mindre tyndklædt end sædvanlig. Hun har det altsaa tilgode til en anden Gang. Fogden var endnu forkiølet, og saa stille, som jeg aldrig før har seet ham. Han blev her og spiste Grød med os.

Jeg har begyndt at skrive paa alle de Breve, Lunde, som reyser i Morgen, skal have med sig. Her hiemme fandt jeg et meget galant Brev fra Seidelin, som da ogsaa skal besvares. Vi venter hvert Øyeblik et Bud tilbage fra Byen. O maatte det bringe beroeligende Efterretninger fra Dig, elskede Sally! Mine Tanker er seent og tidligt hos Dig – ak, og hos endnu et dyrebart lidende Væsen.

Løverdag 28de Budet bragte mig et Brev fra min gode Lotta. Saa giærne Du vilde, Gode, kunde Du ingen trøstelig Efterretning give mig. Den gamle Fader Bøyesen bliver alt slettere og slettere. O, saa er der vel intet Haab mere, saa er Du maaskee allerede fader- og moderløs, elskede lidende Sally! – Gud, som allene kan det, styrker Dig!

Med Lunde, som bleg og forgrædt, og uden at kunde sige et Ord tog her fra i Dag, har jeg forberedt mine elskede Børn i Kbhn til den sørgelige Efterretning, ak, som vel venter os Alle. Jess og Georg Jessen fulgte Lunde tilveye, og skulde paa Hiemveyen see til Vangensten. Ak, flere Dage vil vel gaae hen, inden den smertelige Uvished endes – og da?!

1 Paaskedag

110Torde jeg ønske Eder Alle, I Dyrebare, en glædelig Paaskefest! O, ønske det tør jeg vel, torde jeg kun ogsaa haabe Ønsket bønhørt. Ja, da skulde alle Jordens Slægter have en glædelig Paaskefest, som skulde vare fra nu til neste Paaske, og saa fremdeles. Krig og Had og Tvidragt skulde forsvinde af Jorden. «Og Døden?» – O Alfader i din Haand hviler vore Skiæbner – vel os, at det kun forundtes os at ønske dem saa eller anderledes, og at du kun fremmer hvad der er os gavnligt. Din Villie skee!

Vangensten kom Jess og Georg imøde i Gangen i bare Skiorteærmer. Det er et forstyrret egensindigt Væsen enten han er frisk eller syg. Frisk er han endnu langt fra ikke. Mig plager han ret, og sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at faae Jomfr: Skieldrup, som skal did til Høsten, paa Øyeblikket naar hun kommer tilbage fra Strømsøe. Og min stakkels Telja, svag før, har i disse Dage faaet ondt i den ene Side, saa hun med Møye kan gaae, og paa Tirsdag forlader min gamle troe Ane mig. Selv orker jeg lidet at gaae, og Marie i denne Tiid kan Enhver dog begribe ikke kan eller bør være i for megen Rørelse. Alt det har jeg sagt, men for døve Øren. Er det ikke en Jammer? men jeg vil troe han har skrevet sin seneste Jeremiade i den Sindsforvirring, hvori han har skrevet og sagt saa meget, som vil angre ham, naar han kommer til Sandheds Erkiendelse.

Min Koren laver sig alt til Fadderreysen. Jeg skal først did til Middag, med mig følger Hertel, Jess og Jessen. Lina, Kaja og Gryner kommer efter imod Aftenen, for at faae sig en Dands. Stakkels min Maja, som ikke selv kan tage Deel i denne Fornøyelse, vil endelig de skal tage did, da de nok saa giærne bleve hiemme hos hende. Hun morer sig ved at tænke paa hvordan de skal more sig, og har allerede ordnet den første Dands Par for Par.

Nu skriver jeg til Moer Messel, at hun kan forsøge at snakke sin Broder tilrette. Med ham nytter det ikke nu at indlade sig uden mundtlig. Han faaer finde sig i Billighed enten han vil eller ey.

111Anden Paaskedag Imens der endnu er lidt Raison at faae hos mit arme forsvirede Hoved, vil jeg fortælle lidt om Gaarsdagen. Jeg har sielden moret mig mere i saa blandet Selskab, end i Gaar paa Plogstad. Vel fik jeg ikke tale stort med min Rikke, men jeg saae hende dog, og saa flink og munter trippe omkring paa sine smaae Been for at see os alle tilgode, og vi vare ey saa let overseede, thi henved en 40 Mennesker vare vi vel med smaat og stort – Vel var Frue Vaager der med en styg Hølk, en nydelig Sirtses Kiole, og dertil et Par fæle store Støvler – det stak af som Fluer i Kaal – men saa var ogsaa hendes Liutenant med – «ja det var dig vel til stoer Glæde!» – Ja saa men var det saa, thi foruden at han dandser ret peent og raskt, dandsede han ogsaa, og det især, forsikrede han, fordi jeg bad ham, Hallingen, som det altiid morer mig at see dandset saa godt, som han skiller sig ved den. Vel var Overauditeuren, Hansen, der, og tog mig oven ikiøbet til bords, forgav mig med Politik, og rev min graa Taftes Kiole isønder med sine Sporer, da han smegtende og hiertebrækkende figurerede i en Dands, og sparkede ud saa vi, som I seer, ikke sadde i Sikkerhed paa Sophaen; men saa var ogsaa hans lille Tuppe Frue med, som min Maja C aldrig kunde trættes ved at tale om, da hun ingensinde, sagde hun, havde seet saa besynderligt et Fjæs og Facon som paa den lige lange og brede Frue; og hver Gang jeg saa paa hende, randt dette og meget mere mig i Sinde. Den brave Chrystie var der med hele sin do Familie, Prctr: Kroghs, Præsten Munthes, og mange flere, og saa min egen Frue Ingier, med alle sine Børn, Lieut: Martin undtagen, 10 i Tallet. Istæden for den fraværende Søn, var lille Marius, Obr: Lient: Søn med, saa 11 Tallet var fuldt lell. Et deyligerey Syn veed jeg ikke at tænke mig, end en saadan Moder blandt en saadan Børneflok. Snart hang den voxne Datter og Søn, snart de Halvvoxne hende kiælende om Halsen. De Mindste krøb op ad hende, og den Yngste, en 6 Aars gl Glut, faldt endelig i Søvn paa hendes Skiød. Og nu den Omhu, hvormed de Ældre forlode 112Dandsen for at hielpe Moderen og den lille Søster med Indpakningen i Slæden. Hun tog hiem paa samme Tiid som jeg, da hendes Mand var syg (dog kun, haaber jeg, forkiølet) og jeg var bange for at blive det om jeg var senere ude. Min Koren fulgte med mig, men Ungdommen kom først hiem Kl 5 i Morges, havde vist moret sig deyligt, og sover endnu, Kl 11 – Jeg fornyede mit Løfte til Frue Ingier at komme did endnu paa Føret, og overlagde med min Rikke at komme om Plogstad, saa vi kunde følges ad. Ja, var nu kun den Pligttour giort i Morgen til Eidsvoldværk, hvorhen jeg er buden med min Koren, som har Forretning der, og dog engang skulde giøre mine Kniks, saa har jeg et Par morsomme Smaaetoure for, før jeg siger Føret Farvel.

Skulde I ikke, mine Elskede, mærke af min Tone i Gaarsdags Beskrivelsen, at jeg har havt gode Tidender fra Byen? Jo, Gud være lovet, det har jeg. Da jeg kom hiem Kl halvtolv i Nat, laae her adskillige Breve paa Bordet, men ingen til mig. «Marie har faaet Brev fra Tøyen», sagde Telja mi, «og alting er vel der». Men meer vidste hun ikke, intet fra det gamle Hovind, og Maja sov. I Dag fik jeg fat paa det kiære Brev fra min gode Kista, og saae nu med hiertelig Glæde og tak til Gud, at Haabet atter er vendt tilbage i Dit bekymrede Hierte, elskede Sally, og Din gode, fromme Fader i Bædring. Kista havde tilbragt en heel saare behagelig Dag hos den gladhaabende Sally og Helena Bøyesen, og min beste Tak, godeste Kista, fordi Du ved Fortællingen herom ogsaa har forskaffet Din Moer Koren en behagelig Dag. Lena Wold er der heller ingen Frygt for mere, da det kun er Kolla der plager det stakkels Pigebarn, slemt nok, men ikke frygteligt. Nu angrer jeg, at jeg skrev til Kbhn om gl. Fader Bøyesens Sygdom, og ængster vore Kiære der. Men jeg troede jeg burde forberede dem til den sørgelige Tidende, og nu vil jo ogsaa den paafølgende glædelige blive dobbelt glædelig. Saa snart jeg har Vished, skal denne Glæde blive Eder til Deel.

113Tirsdag sidste Martj Jeg har ret grædt mig mæt i Dag. Min gamle Ane forlod hulkende sin 18 Aars troe Tiæneste i Morges. Hun kunde neppe tale for Graad da hun bad mig Farvel, og jeg ligesaa lidt. Gud lønne hende for hendes Troeskab og Hengivenhed mod mig og Mine. Hun har troelig deelt mine Glæder og Sorger, og faa kiender mig saadan til Punkt og Prikke som hun, hvorfor hun ogsaa uanmodet giorde Alt hvad hun troede, jeg ønskede. Det var det første Blad der faldt af det gamle Kløver, der saa længe var fastgroet til mit Huus. Hertel og Telja har jeg endnu. Ak, men det ahner mig, at et af disse ogsaa snart river sig løst fra Stammen. Og det pleyer jo saa at være: naar først et Led af Kiæden løsnes, følger flere – Gud lønne din Troeskab, gode Ane, og alle dine vaagne Nætter ved mit og min Korens og vore Børns Sygeleye – her og hisset lønne han det! – – Hendes Mand havde kiøbt en Gaard i Gierdrum, men solgte den igien meget fordelagtigt, hvad nu er en dobbelt Fordeel for dem, da han maatte afsted til Vinger. Hun bliver for det første Vinteren over hos sine Forældre. Faderen er Gartner hos Lumholz i Ladegaarden. Var hun ey sin Nedkomst saa nær, hun skulde ikke forladt mig endnu.

I Gaar var Munthe her, Frue Wærner, og Giørups, Madamen med sit grønne Flors Forklæde, som jeg fik hende til at overlade mig for et passeligere, og nu tænker at dele med min Maja C til Hegn for vore svage Øyne, hvor det er langt bædre paa sin Plads.

Min Koren er reyst til Eidsvoldværk, hvorhen jeg ogsaa er buden til Middag, men da denne ikke holdes der før Kl henimod 5, tidt senere, tager jeg ikke herfra før en Time over den virkelige Middagstiid. Lille Jessen skal nu ogsaa tilbage til Byen. Gud veed, om vi seer ham her mere, inden han skal til Kbhn til Høsten, – og siden? – O hvor anderledes bliver det dog naar Norge kan beholde sine Sønner i det moderlige Skiød! – Med ham har jeg skrevet til Barna paa Festningen, og til min Lotta. – Og i Dag reyser Jomfr: Skieldrup fra Strømsøe, og bringer mig, det veed jeg vist, et kiærligt Brev fra min dyrebare Maja C, maaskee ogsaa fra flere Kiære, og Stærkodder, som jeg burde havt først fra Hr. Adam efter hans Løfte.

114Men ogsaa fra den Haand, jeg nu faaer dem, maae den jo blive mig kiær. –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.