1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Oktober] | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

[Oktober]

Hovind.

Torsdag 1ste – October.

«Ikke et Øyeblik til overs for din Journal, Moer vor, fra Mandag til Torsdag?» – Ney, mine Elskede, som I nu strax skal faae Regnskab for. Saa længe jeg kunde see Mand:aften, skrev jeg, først til min Maja C, saa til mine Børn i Kbhn, efter Presidentens Anmodning. Om Aftenen spillede han og jeg Piqvet, og gik jeg af med Seyren, hva der ret ærgede Manden, thi I maae vide, mine Børn, jeg er en reen Fusker i Korthaandværket. Min Kista og Frøkenen kom ikke hiem før vi havde lagt os.

Tirsdag tog jeg til Økeren, saa snart min Post var expideret. Lille Ragna modtog mig som en øm Dotter en elsket længe savnet Moder. Vi vare ganske ene, kun søde Ida sad for det meste hos os, eller krøb om paa Gulvteppet, til kl 2, da kom Hr Ludvig. Saare interessante vare 132mig de Timer, jeg tilbragte der, men der var den gamle Jammer over, at de saa snart toge Ende. Ragna er nu usædvanlig rask, og tilskriver det sin nærværende Forfatning, som giver mig Udsigt til at blive rigtig Gudmoder i neste Aar engang. Jeg havde lovet at være tilbage inden det blev mørkt, og var det ogsaa. Den unge Messel, John, som nyelig er kommet op fra Kbhn, og skal afløse Edvard Munk ved Academiet, var paa Tøyen. Jeg kunde ikke see denne min Wilhelms Barndoms Ven, min Saras Jævnaldrende, uden smertelige Vemodsfølelser. Gud veed, Tanken om Moderens Glæde ved igien at omfavne den brave, sieldne Yngling, vakte ingen bittre, kun sørgmodige Følelser i min Siæl. Ney, du gode kiære Moer Messel, Gud lade dig til Livets sidste Øyeblik nyde den reneste Glæde uforstyrret! Ak, men han er ikke stærk, din Yndling, han klager meget over sit Bryst, og har fra Barndommen klaget over det, og flere Gange været Døden nær. Tidt sagde hans Moder: «John oplever ikke sit 25de Aar» – og da Gud havde taget Mine, gientog hun det med Taare. Dog, jeg haaber til den evige Godhed, at denne Frygt er ugrundet, og at hans Bryst skal læges ved paa nye at indaande den rene Biergluft. Hvor aldeles liig han er sig selv i Udseende og Væsen! I de 5 Aar han har været i Kbhn, har han nesten underholdt sig selv ved at undervise Andre, og lært fast alle europæiske Sprog. Tvillingbroderen, som ogsaa er en flink, men mindre genierig Gut, er endnu dernede. Ogsaa Johns Øyne hvilede ofte med Veemod paa Wilhelms og Saras Moder. Min Kista var usigelig bedrøvet. Den forestaaende Afskeed fra det hende saa kiære Tøyen laae tungt paa hendes Hierte. Min ømme Lottas Øyne bleve nesten ikke tørre –

133Frøken Motzfeldt, som virkelig med alle sine smaae Underligheder er en fornuftig, god og deeltagende Pige, var ogsaa stille. Presidenten allene var sig selv liig, skiøndt vist hverken min eller Lottas Sorg var ham ligegyldig. Liden Hanna Bull trøstede sig med, at hun snart skulde see sin kiære Marie, og faae Lov at følge hiem med hende eller dog snart komme hid. Foruden Kistas Bedrøvelse, plagedes hun af en slem Tandpine, og vi vare vist alle glade ved at kunde overgive os i Søvnens Arme.

Imens jeg var paa Økeren, havde lille Claudine og Mariane været paa Tøyen med nogle Bøger, Fader Pavels havde laant, og et Brev fra min Moer Cappelen, skrevet 7 Timer efter vi havde forladt hinanden. Det ledsagede den Bogpakke, Frue Holsten havde havt op med til mig fra min kiære Bergh, og som Aslak hentede flux. I den var da min velsignede Ewald, et godt conserveret Exemplar, som Sønnen min har skaffet mig for Røverkiøb. Klopstocks Messias var der ogsaa, men ikke den Udgave, jeg havde ønsket, og altsaa siger jeg til Brummer: «Du skal have den i dig igien, Dromedarius St: Nicolæus!» Der var i den kiære Pakke endnu foruden et Par Smaaepiecer Ingemans Digte til mig fra min Bergh –

«Gud give vi nu vare et godt Stykke paa Veyen!» sagde min Kista, det første hun saae mig Onsdag, eller i Gaar Morges. Vi skyndte os saa meget mueligt, ogsaa fordi Kista havde lang Vey til Rotnæss, hvorfra jeg og Barna skal hente hende den 12te. Messel logerer for det første paa det giæstfrie Tøyen, og det var mig kiært at han 134var der, og at Abel Cathrine saa hedder Frøken Motzfeldt (som jeg formoder efter Stifterinden af Abel Cathrines Boder i Kbhn) ogsaa blev over til i Dag, saa blev dog vor kiære Moer Bull ikke ganske ene – hendes Lawsonmand maatte til Byen. Kista sagde et stumt Farvel. Et ligedan tilvinkede os hvorhen vi saae lutter forgrædte Ansigter. Efter en kold Nat havde vi det skiønneste Sommerveyr, og det var underligt i den stærke Solhede at høre Isen knage under Hiulene. Jeg kiørte i Carriol, Kista havde Befordring fra Presidenten lige til sin Broder. Der blev ey talt stort, før vi kom til Bonkellen, vort første Hvilested. Der fik jeg min kiære Reysekammeratske til at spise lidt af det meget, Lottamoer havde medgivet os. Paa Moe drak vi en god varm Kop Caffe, og først da begyndte den Frysen som uagtet Veyrets Blidhed og al Indpakning havde plaget Kista hele Veyen, at vige. Gud skee Lov hun havde sin Moer Koren med paa den tunge Reyse. Ved Kløften skildtes vi ad, for at samles snart igien og forstedse. –

Min Telja og Maren modtoge mig glade, Kaja løb mig nesten overende, i slig Glædesfart kom det lille Dyr. Den samme hiertelige Velkomst mødte mig overalt, og varmt og hyggelig og godt var det hvor jeg kom. Solen var endnu høyt oppe – hvor det er behageligt at være tidlig ude, naar man skal reyse! – og jeg giorde med Kajalil en Tour Haven rundt. Der saae det vinter-høstligt ud. De gulnende Kirsebærtræer hænger fulde af 135borttørrede Bær – Stikkelsbærrene ere matfrosne, Blommerne græsgrønne og haarde som Steen – Ripstræerne ere underlige at see, da de fleste ikke har et eneste Blad, men Bær, tildeels ganske ubeskadigede, i Mængde –

Ak, alt dette fik være som det er, og var let forsmertet – men vi har nesten intet Korn skaaret endnu, og Gud veed om det, Frosten har sparet (vi opdager nu, den har giort større Skade, end vi troede, hos os med) kommer godt i Huus. Vi vil troe og haabe det bedste, men det seer mørkt ud.

Det forstaaer sig, jeg maatte have Caffe her hiemme. Før jeg havde begyndt ret at qvæge mig med den, kom min Koren, som jeg slet ikke ventede før i Morgen Dag. Hvor glad jeg blev! Jeg havde været lidt mismodig over, jeg ikke skulde see ham før i Aften. Jess kommer i det tidligste først i Morgenaften. Med Udpakning og Fortælling fra alle Sider om hvad der under Skilsmissen havde tildraget sig, gik Tiden i et Øyeblik. Maren havde stegt en lille Aarfugl til mig, som jeg nesten spiste reent op allene, da Koren ikke vilde fordærve sin Appetit til Aftensgrøden.

I Dag er han allerede afsted igien, den kiære Skrivermand. Veyret er taaget og mørkt. Jeg har skrevet en lille Seddel til min Rikke, og skal nu tage fat paa de Breve, der skal være færdige til Løverdag. Her laae to Breve til mig, et fra Schandorf for at tilbagekræve en Bog, jeg bildte mig ind, længesiden at have sendt ham, et fra den kunstige Jordan paa halvfierde Arkside, hvori han fortæller mig vidt og bredt Anledningen til sin Plans Forandring, der da hverken er meer mindre end at han er forlovet med Jomfr: Pihl, og skal blive Cappellan hos hendes Fader –

136Til Slutningen beder han mig «tage til takke med de faa Linier,» da han nesten er reysefærdig. At han «svømmer i et Hav af Saligheder, og at Glædernes Morgenrøde omstraaler hans hele Væsen, og at Fremtiden ligger for ham som en Afspeyling av hans glædedrukne Inderste» – Eya! det kan I tænke. Han er en lykkelig, og jeg troer sikkert god Sværmer. Frue Wibe sagde ellers, man i Bergen talte om ham som om et Menneske der ikke altiid var ved sine fulde fem Sandser, og den Idee har jeg ogsaa havt, og nok yttret her, mindes jeg ret. At han saa hastig forlovede sig, undrer mig ikke, men at hans Huldgudinde, Juliane Pihl, og hendes Forældre ikke toge sig længere Betænkningstiid – det synes underligt.

Løverdag 3die I Gaar var det ret en heed Dag, at sige for mig med Brevskrivning – ellers uleyligedes vist ingen af Heden, og havde havt god Anledning til at afkiøle sig, om saa havde været, thi Regnen øste ned fra Morgen til Aften. Nu er lille Ole afsted med Breve og Pakker til al Verdens Hiørner og Kanter. Giid det var i Dag 8 Dage, at jeg kunde vente mine kiære Unger tilbage. Dog, har deres Nærværelse glædet og glæder Dig, dyrebare Maja C – og vil den glæde Dig, elskte Lotta, de Dage Du beholder dem, – og hvor kan jeg tvivle herom? – saa skal denne Tanke fremdeles som hidtil forkorte mig den Tiid, Længslen giør saa lang. Maatte Veyret kun blive som i Dag i disse 8 Dage – ak, vi behøvede det nok meget længere for det andet Korns Skyld. Nu kom min Jess, i Følge med Lieut: Fabritius, lige fra Rotnæs, hvor alle ere friske og alting saare vel. Jess er det Gud skee Lov ogsaa, men seer forsviret ud, da han har reyst og færdedes 137denne hele Uge fra Auction til Auction, og til Forandring faaet sig en lille Dands imellem. I Dag er ogsaa Skriveren hiemme i Roe, og Solen skinner, og jeg har det saa godt.

Ney, min Thrinasara, Du troer ikke hvor jeg blev glad ved Dit kiære Brev i Torsdags, det eneste jeg fik, men som ikke lod mig savne noget andet. Det kiærlige lange Brev, som gav mig saa fuldstændig Underretning om alt hva jeg higede efter at vide. Min moderligste Tak for hver Linie, Thrina mi. Det nye Ord Veyetur (Voitur) som Du i Barselgildet lærte af en af de grummeste – paa dansk stadseligste – Mardamer, har jeg allerede meddelt Fader Pavels til den nye Ordbogs Berigelse.

Søndag 4de De faa Blomster, jeg og lille Kaja kunde finde, bragte vi i Gaaraftes til de Elsktes Hvilested. Det bliver vel ikke mange flere Gange vi pynte det endnu i Høst. Lønnerne havde allerede nedkastet sit gule Løv over det, snart breder «Vinteren sine hvide Lagen over den varme, tette, stille Vugge» –

Da vi gik tilbage, blev jeg en god Stund i Haven, og spiste mig ganske mæt af tørre Kirsebær, plukkede af Træerne. Det klinger besynderligt nok. Kaja er en Mester til at finde alle slags Bær, og kommer snart med en, snart med en anden Sort herind til mig, det lille velvillige Dyr!

Jeg skulde i Dag været paa Plogstad, min Rikke venter mig vist, men det blæser koldt, og ret rask er jeg ikke heller. Det bliver jeg endelig sielden før ud paa Dagen.  – Mon mine Dyrebare forlader Majadal i Dag? Giid Veyret da maatte mildnes, eller i det mindste Blæsten fordrive de tykke Skyer, saa vi ingen Regn fik.

Munthe, som ikke længe har været her ved Kirken, kommer nok i Dag, og giid ingen Flere kom! Jeg drømte i Nat om saa mange Fremmede.

138Mandag 5te Her kom slet ingen i Gaar, undtagen Frue Hiort, som kun blev et Øyeblik. Munthe tog hiem saa snart vi havde drukket Caffe. – Gaarsposten kom først i dette Øyeblik, og bragte os den behagelige Tidende fra den brave Olsen, at hans Thrina havde faaet en rask Gut den 1ste Octbr, der, om Moder og Søn blev ved at befinde sig saa vel som hidtil, skulde til Daaben saa snart Thrina var paa Benene igien, og faaer jeg mig ogsaa her en Gudsøn.

I Nat vaagnede jeg af en ængstelig Drøm. Gud lade min Maja og Lina – thi om dem drømte jeg – og alle mine Elskede være friske og vel! Jeg vaagnede i Taare, og sov ikke roelig siden, og da jeg i Drømmen blev saa hæs af Skræk syntes mig, at jeg ey kunde tale, maatte jeg da jeg vaagnede hente Veyret dybt fra Brystet inden jeg fik Lyd frem. Gud give, det for det første var Torsdag, og jeg havde Brev fra Dig, dyrebare Maja C, at alt – alt stod vel til hos og med Dig og Dine!

Tirsdag 6te (Aften) Det er saa naturligt, at en ubehagelig Drøm, som man ikke kan faae ud af Tankerne, frembringer flere ligedanne. Derfor var det vel, at min Søvn i Nat atter blev forbittret og afbrudt. Jeg syntes min Sara B: styrtede ind til mig med et Skrig, og da jeg forfærdet spurgte hende om Aarsagen, sagde hun, at et ynkeligt Skrig havde forfærdet hende. «Gud, hvor er Børnene?» – med dette Udraab vaagnede jeg, og med et saa heftigt bankende Hierte, at jeg ingen roelig Søvn fik siden, og har nesten hele Dagen været mat og ussel. Jeg orkede neppe at skrive i Formidd: til min Kista og den gode Olsen. Men Andreas Munthe, som var her, skulde have Brevene med sig. Til min Rikke skrev jeg ogsaa. – Prctr: Hansten var her i Morges, og kommer nok igien 139i Aften med min Koren, eller i Morgen med Jess, som han vilde besøge der, hvor han i disse Dage holder Auction. De har ikke i mange Aar seet hverandre.

Tildeels fik jeg min Drøm opfyldt i Eftermidd – og det er mig ordentlig en Trøst – Frøken Keilhau var her en Stund med Fabritius. Da vi drak Caffe var han ikke at finde, og just som vi undrede hvor han blev af, gik et Skud nesten forbi Vinduet, hun sad ved. Hun foer i Veyret med et høyt Skrig, og forfærdede mig som Sara i Nat i Drømmen[.] Han havde blot prøvet et nyt Gevæhr.

Onsdag 7de Octbr Sit 54de Aar fylder min velsignede Koren i Dag. O at han saa frisk og kraftfuld og munter endnu mange Gange maae see denne Dag i sin elskede elskende Kreds! Han bliver hiemme hos mig i Dag, og det var ogsaa alt for tungt, skulde han ikke have denne Hvile, og jeg savne baade ham og Ungerne hans.

Det er det samme traurige Regnveyr. Dog i Gaar var det en skiøn Dag, og det var saa meget glædeligere, som min Marie og Lina da toge fra det kiære Auestad til det kiære gamle Tøyen. Gud give jeg vidste dem friske og vel der! og det haaber jeg til Gud de ere.

Ak det sørgelige sørgelige Veyr! Hvad skal der blive af denne Høst? Jeg kan ikke andet end blive nedslagen thi paa alle Ansigter læser jeg dette nedslagende Spørgsmaal ogsaa naar mit Øre skaanes for det. Ogsaa at Børnene er borte, og faaer det fæle Føre at tage hiem i – Jess tager ind i Morgen for at geleyde Søstrene sine hiem, og det er endda en Trøst – Hu tu tu! det er en ordentlig Tordenregn –

140Torsdag 8de Og i en ligedan reyste min Jess i Dag til Byen, for at følge Marie og Lina hiem Løverdag. Fabritius blev med ham. De kiørte sammen i Kiærre. Jeg skrev til Frue Mariboe og til Edvard Munk, og nogle Linier til Lottamoer. – Det er allerede mørkt, og endnu ingen Post. O, og hvert Minut synes mig en Time, og hver Gang jeg hører nogen, banker mit Hierte og jeg troer: der er den! Gud lade den bringe mig glade Efterretninger. Jeg veed ikke hvorfor jeg er saa ængstelig, og ikke kan jage den Hiertebanken paa Dørren. Hunden giøer. Var det dog Posten!

Fredagaften 9de Ney, jeg maatte gedulde mig til det var bælmørkt. Just som vi tændte Lys, kom den, og et kiærligt Brev med den fra min dyrebare Maja C. Det var skrevet samme Dag, vore Børn forlode hende, og Gud skee Lov, mine svære Drømme har ingen Betydning. Alle de Elskte ere vel, i Dalen har de levet en herlig Uge, kun savnet deres Mama Koren, og Thrinasara, som maatte sidde hiemme og pleye den gamle Amtsforvalter Strange, der blev liggende syg hos Ottesens den Dag, vi, min Koren og jeg, toge der fra Auestad, og har lagt der til i disse Dage, da han endelig blev saa brav, han kunde tage hiem – Men dog foruroeliger det kiære Brev mig; thi jeg seer deraf tydelig, at en lustig Epistel, jeg skrev med lille Ole som hentede Barna, ikke er kommet frem, eller vel endogsaa kommet ulæst tilbage. Den laae nemlig i en Bog, og denne i Posen blandt Reysetøyet, vi sendte. Nu var Veyret i Tirsdags saa deylig blidt, at de maaskee ikke har 141behøvet mere Reysetøy end de havde før, og altsaa ikke aabnet Sækken, og Gutten intet nævnt om Brev eller Pakke. Dermed trøster jeg mig da for saa vidt, at det ikke er gaaet rent forloret.

Løverdag 10de Hertil var jeg kommet, da min Dør gik op, og ind kom – Presidenten. Det foer saa igiennem mig, I ey kan troe det; men han var saa munter og bliid, at jeg blev roelig endogsaa før han forsikrede mig, at Børnene vare ariverede til Tøyen Tirsdagaften seent, men friske og vel, og var det endnu, og at Lottamoer stelte nok saa godt med dem, hvorom jeg ey tvivlede. Jeg var ene hiemme. Da vi havde drukket Thee, og tændt Lys, satte vi os til en Piqvet, Presidenteren og jeg, og vedblev den ogsaa da Koren var kommet tilbage, og Aftenen gik dertil gesvindt. Tidlig, med samme det lysnede, var Mændene oppe, og jeg netop med samme Lawsonmand fik sin Hest frem for at fare til Hedemarken. Og nu, Kl 10, er vel Ungerne mine et godt Stykke paa Veyen, da jeg bad dem saa vakkert tage tidlig ud –

Det har jeg jo glæmt at fortælle Eder, at Frue Bergh kom i Gaar med samme vi gik tilbords. Hun og hendes Lena og Maja spiste lidt med, drak Caffe, og toge saa til Mad: Mandal i Sørum, hvor de bliver til Mandag. For i Aar har nu Maja Bergh sagt sit Engelstad Farvel. –

Bergh havde skrevet til sin Kone, at gamle Niels Bordeaux har druknet sig ihiel, dog af Vanvare, ved at gaae feyl i Mørket – Presidenten fortalte, man havde fundet ham opretstaaende i Vandet ved Sadelmagerbryggen med Pibe og Stok i Haanden, Hat og Paryqv paa. Arme gamle Mand! hvor han har bandet og giort Grimacer til han ikke har kundet nogen af Delene mere. Hvordan han kunde døe staaende saaledes, er mig ubegribeligt –

142Med Posten i Dag skrev jeg til min Maja C, som vel maae synes, jeg er et underligt Dyr, der lod Ole tage lige herfra saa ganske tomhændet. Giid det var Torsdag, og hun havde min Retfærdiggiørelse! Og giid det var Aften, og jeg havde mine Glutter! Det smaaregner hele Dagen, og bliver vist tidlig bælmørkt. Gud skee Lov, de har saa godt Geleyde

Søndag 11te Ja, jeg var i en Angst. «Kl 5 i det allerseneste har du dem her i Aften!» forsikrede Presidenten før han tog bort, og derpaa giorde jeg sikker Regning. Men den blev 6 og 7 og 8, og der kom Ingen. Jeg tog og lagde Strikketøyet, tog og lagde Jean Pauls Werke und Fata – som jeg læser anden Gang (denne Digter maae man læse flere Gange for at suge al Honningen af hans ambrosialske Blomster, som dog selv ved tiende Udsugen intet har tabt af sin Sødhed, snarere blevet endnu sødere) og tog dog min Tilflugt atter til den tryllende Digter, som det nesten lykkedes at inddysse min Angst. Saa længe hans Hierte taler, fængsler han Hierterne uimodstaaeligt; men giver han sit Hoved Tøylen allene, faaer han alle Hoveder til at løbe rundt.

Vi lod Aslak ride de Ventede imøde med Lygte, og Lys i, det forstaaer sig. Min Koren, som ikke vilde lade sig mærke med sin Uroelighed, gik frem og tilbage paa Gulvet, og blev staaende ved Vinduet. Lygten saae han langt borte, jeg saae den ogsaa, og den var mig et en Haabstiærne. Virkelig saae den ud som en bevægelig Stiærne i den bælmørke Nat. De kom da, Kl henimod 9, dygtig vaade, men friske og muntre. Jess og Fabritius raabte om Mad, men Maja og Lina behøvede ikke andet end Kiæling, og den fik de fuldt op, de søde, snilde Unger!

143Foruden de mange mange Hilsener, og de deylige Pærer og Æbler – alt fra Auestad, Strømsøe og Tøyen – bragte de mig ogsaa Brev fra min vennehulde Sally, et Do fra liden Zarine, og atter Hilsener fra Slotspræstparret, som nu ere indflyttede i den nye Boelig, hvor baade Sally, Maja og Lina finder det saa beqvæmt og peent, og hvor Gud give Eder mange lykkelige Dage, mine Kiære! – At jeg ikke har seet en Linie hverken fra Eder eller Lotta siden jeg saae Eder selv – det faaer nu saa være –

Med Pakken var det gaaet som jeg troede. Paa Tøyen havde lille Maja fundet den mellem Reysetøyet, og var blevet saa hiertelig bedrøvet, siger hun, men havde flux skrevet et Par Ord med den til sit elskte Navne, og i Dag kommer den haaber jeg rigtig frem med Fragtvognen (det er nemlig Mandag i Dag) da Maja P: havde paataget sig at besørge den.

Vor Sally tog lige til Generalauditeurens, og er der fremdeles, og det giør Du Ret i, søde Barn, da det i denne mageløsmislige Høst er trist saagar paa mit Hovind. I Dag skulde Mutter Bergh reyse hiem fra Mad: Mandahl, men neppe vover hun sig ud i dette reent fatale Veyr – øsende Regn og Blæst – og neppe venter de gode Hertels os herfra heller i Dag. Du bliver ley, Kista mi; men Du vil os alligevel ikke saa ondt, at vi skulde fare ud i Dag. Og nu er der jo kun en Dag til, saa har vi Dig, Du os, for stedse –

I Gaar var lille Ole paa Veyen til Rotnæs, men blev syg, og vendte tilbage (Guds Straf over ham fordi han glæmte at sige noget om Pakken i Sækken, som var ham paalagt – ikke Sækken, forstaaer I, men at giøre Rede for hvad den indeholdt), og nu faaer Kista først i Dag mit og Majas Brev – Det trøster mig nesten over det leye Veyr, at det har betaget dem Haabet om vor Komme forinden de bliver vis i Sagen.

144Bergh havde skrevet midt inde i Sallys Brev: «Tænk Moer Koren! hun spørger: om hun skal hilse fra mig? Er ikke Ungen gal? Ja Gu skal du hilse, Ja!» –

I Gaar var Mad: Giørup, Frøken Keilhau og Fabritius her, saa det var en anderledes lustig Søndag end den foregaaende. Ungdommen holdt Spektakler i en Pokkers Tiid. Jeg sluttede Oversættelsen af Leontine, og har dette Arbeyde skaffet mig mangen behagelig Stund. Ved at giennemstudere den saa nøye blev jeg alt mere og mere tvivl som om, at Kotzebue er dens virkelige Forfatter.

Først da de Fremmede vare gaaet i Aftes – mens de var her, lagde jeg Kabal – tog jeg fat paa den anden Deel af Jean Pauls Werke und Fata, og nu skal jeg til at excerpere af første Deel. Man kunde være fristet til at excerpere halve Bogen

____________

Kan Fader Pavels hexe? Jeg havde netop lagt disse Blade hen, da kom Posten (som ellers pleyer komme Søndagmorgen) med et langt et kiærligt og interessant Brev fra samme Sønnen min, og siger han der blandt andet: «at Moer Koren vist er en Smule vreed, skiænt der kanske ogsaa lidt i Dagbogen, fordi hun intet Brev fik med sin Marie.» – Det sidste har I da seet, Elskede, har sin Rigtighed men vreed var jeg dog ikke, gode Pavels, kun lidt forundret. Og det, seer jeg, De selv har følt jeg maatte være. – At den unge Wexels var een af Deres kiæreste Elever og Confirmanter, vidste jeg ikke, men blot at han var et saare elskværdigt ungt Menneske, og derfor rørte det mig inderligt da jeg i Aviserne saae hans Død. Ak! ethvert saadant Dødsfald faaer mit Hiertes aldrig lægte Saar til at bløde paa nye. Men jeg takkede Gud, at hans fromme svage Moder modtog ham uden Svaghed og uden Frygt for Skilsmisse. Uden at vide det, ahnede det mig, at han maatte have været denne Moders Glæde og Stolthed, som De forvisser mig om han var. Jeg kunde den hele Aften, da jeg havde læst dette Dødsfald, ikke tænke paa andet – Men mit Hefte gaaer til Ende – er allerede endt.

145Tirsdag 13de Dette Hefte skal jeg ret begynde med noget Nyt. I Dag venter vi vor Kista, som vi skulde sendt Hest efter (men da var hun først kommet i Morgen) men som hendes Broder er saa god at befordre hid. Og bliver Du vist rig, min Veninde, thi jeg blev nu saa søvnig, da vi havde spiist, at jeg maatte lægge mig paa Sophaen, og sov ind i det jeg sluttede Jean Pauls Werke und Fata, som nu vor Sally skal have – Med Excerperingen, som optog mange Sider i min Bog, blev jeg netop færdig i Formiddag. Men her var en Løben udenfor med Ungerne, saa jeg neppe havde slumret ind, ikke engang drømt, da jeg vaagnede, stod lidt fortredelig op, men sidder nu her lie bli lel, skiøndt den uophørlige Regn begynder at prøve min som Alles Geduld vel haardt og længe – Ja, skiøndt Lapsen Scheitlie junior, formodentlig paa han tilkommende Hr Svigerfaders Professor Ole Pihls, og kanskee dennes Hr Svoger, Jonas Widings Opfordring, atter har meldt sig til Hovind som Odelsmand (sæt det selv ret om Børn: som Odelsmand til etc –) I det mindste kom Stævningen fra Hr Jonas, vel det completteste Sidestykke til Professor Ole, hvad Skurkestreger angaaer (kun er han dummere) som kan opvises. Maaskee mindes eller veed I ikke engang alle, at han var første Gang gift med Jomfr: Bierregaard, der havde været hos os fra sin Barndom, og for hvis Skyld vi ikke allene behandlede ham som et honet Menneske, men giorde os Umage for at troe, han kunde blive det. Min alt for gode Koren beviste ham virkelige Velgiærninger, skaffede ham godt Hus og Hiem (vort Houg) da han ikke havde noget Hiem paa Jorden – (der snød han os i en Pokkers Tiid) kort 146Koren lod det ikke blive ved at oversee hans Canallierier, men tiltroede ham dem ikke engang, indtil han giorde det saa grovt, at det var umueligt at lade sig bedrage længere. Han maatte fra Houg, og er nu hos Agent Nielsen som Fuldmægtig paa ved et Brug i Gierdrum, og gift for et Aars tiid siden med en aldrende Søster af Hr Ole. Jeg har ikke seet ham siden den stakkels Marens Død, og heller aldrig længtes efter det før nu, og det for at kunde sige ham: «at alle Pihler og Widinger og alle Skurker i Verden ikke skal være istand til at fordrive os fra hele Hovind – som der er anlagt paa – da kun en Trediepart deraf var gamle Scheitlies Eyendom, det øvrige bøxlet af Skolegodset, og kiøbt af Koren» – Det gaaer nu naturligviis til Proces, og vel alle Retter igiennem, saa det, mener min Koren, nok kan vare en 4 til 5 Aar inden Sagen bliver endt. Den Trediepart, siger han, kan ikke negtes ham; men foruden at han skal tage den efter Taxt, er det vanskeligt at sige, hvor den Trediepart egentlig ligger, som skal løses. Hovedbygningen og Haven og alle mine elskede Minder skal han da nok, haaber jeg med Guds Hielp, lade blive urørte. – Tilgiv denne Vidtløftighed, mine Dyrebare! Jeg er rigtignok, som I vel seer, lidt i Harnisk; og kan man andet, naar der saa aabenbar lægges an paa, at forstyrre vor Roe, vi, som Ingens vil forstyrre, og det af pure rene Ondskab? –

Nu har jeg slukket min Harme ned med en deylig Kop Caffe; men jeg drak kun een Kop, for at holde min Kista med Compagnie naar hun kommer, og jeg haaber, det bliver snart. Min Maja er taget til en Væverkone en Fierdingvey herfra, og har liden Kaja med. Det var egentlig i Anledning af denne Expedition her var saadan Støy, at min Middagssøvn blev afbrudt. – Nu skal jeg have et Par Breve færdige, som skal ind til Byen med Frue Hiort, som ventes hid i Aften eller tidlig i Morgen.

147Onsdag 14de Det blev ikke saa snart; Kista kom. Det var allerede mørkt, og just Øyeblikket før havde jeg sluttet et lille Brev til Frue Mariboe og en Do Sæddel til Sally, da jeg fik saa pludselig ondt, at jeg neppe kunde staae paa Benene mens jeg bød min Kista velkommen til sit Hiem, hvor Gud velsigne Din Ind- og Udgang, min og alle Mines kiære troe Veninde, fra nu og til Evigtiid! Amen. –

Caffe kunde jeg ikke drikke med Kista, men det Onde gik dog braadt over, da hun sad hos mig, imellem os alle hendes og mine Kiære, og da min Koren kom. Saa lukte hun sig inde her i mit Kammer for at faae læst Dagbogheftet, som i Dag er gaaet til Tøyen med et Par Ord til Lottamoer, som hun nok ikke slaaer paa Kirkevæggen, thi jeg var ret bøs, fordi hun ikke har skrevet et Ord til mig siden vi saaes. Den stakkels Frue Hiort kom i Morges, allerede paa det stykke Vey giennemvaad, og tog bort igien saa snart hun havde tørret sit Reysetøy som vi forøgede det beste vi kunde, og spist lidt Frokost – Siden har jeg skrevet til den sinds- og legemssyge Mad. Vangensten paa Vildberg, og Invitationer til Løverdag. Sættende mig i min Nestes Sted troer jeg, Ingen vover sig ud i dette Føre – om end Veyret forandredes (o hvor denne Pladsken Dag og Nat er ubehagelig!) især ingen fra Byen, men min lille Maja er saa vis paa, at hendes Zarine og Hanna Bull kommer, og Lieut: Stenersen, at jeg blot kan sige: «Dig skee som du troer!» – Ellers blev hun saa hierteglad, den samme Maja, ved i Aftes at faae et lille kiærligt Brev fra sin Majasøster paa Auestad, som hun i Dag har besvaret med et meget langt, hvori jeg giærne havde tilføyet et Par Ord, om den leye Unge ikke alt havde forseglet det – Min Koren er atter i Dag paa Flugten, og kommer først hiem i Morgen. Jess har været borte siden Mandag.

148Fredag 16de Ikke mindre end 7 Breve fik jeg med Posten, som først kom i Dag, og som Maja bragte mig ret triumpherende. Et Par af disse, Svar paa Invitationen til i Morgen, sagde da ikke just meget, skiøndt Frue Ingier skriver saa morsomt, og siger, at til Guldbrylluppet kommer hun, enten vi beder hende eller ikke, og da vil hun have en Dands med Brudgommen, og det en Polskdands, som han aldrig har traad i sit Liv untagen engang med samme muntre, tækkelige Frue Ingier, som tog ham med Magt, og selv gik foran – De andre Breve vare fra min Søster og Svoger i Lolland, fra Biltzing, som ønsker sig saa inderlig til Norge igien, fra lille Georg Jessen, som er lykkelig ariveret til Kbhn, fra stakkels Edvard Munk, som nu er i Begreb med at reyse did for at søge, og med saa tungt Hierte forlader sin Sophie og sit Barn, og saa – I veed det var Torsdagsposten – fra min elskte Maja C, som Gud skee Lov er frisk og flink paa sin Maade, ligesom Alle hendes Kiære. Hun har været i Selskab med den dybt nedbøyede Frue Holsten og hendes Datter, der nu ere og forbliver endeel af Vinteren hos Rørbyes paa Strømsøe. Min Maja – ak, ogsaa hun kan sympathisere med den lidende Moder – finder min Fayes Søster som jeg kiender hende af Beskrivelsen og har tænkt mig hende. Ogsaa Datteren har min Majas og Thrinasaras Bifald – I Aftes fik lille Maja Brev fra Zarina, at hun, Hanna Bull og Lieut: Stenersen kommer i Aften. Hverken Føre eller Veyr, siger det gode Barn, kan afskrække dem fra Reysen til deres kiære Hovind. Fra Næss venter vi endeel Ungdom – men ikke Hertel og Kone. De kan ikke komme, hører jeg, og det har saaret mig inderligt 148egentlig 149at Hertel, som har tilbragt de 22 af disse 25 Aar i vort Hus, som vort Barn, kunde ved andet end Sygdom hindres fra at være her den Dag – ney, det troede jeg ikke. Men han frygter vel sin Kajas svage Helbred, og tør derfor ey vove at tage hende ud – hun kom saa giærne, siger min Koren, som var der i Gaar i Forretning – og, ja sikkert kom Hertel ogsaa giærne, det veed jeg – og Gud lade aldrig den Dag komme, jeg skulde tvile derom – hans Grunde siger han mig nok. Min Jess som kom hiem i Aftes lidt upasselig, er heller ikke i Dag rigtig frisk. Hans Søstre og Kista spøger med ham, at det er fordi han i Gaar fik et Afslag, som bedrøvede ham. Han var nemlig selv hos gamle Obristinde Grønvold i Næss, for at bede om Tilladelse for hendes Datter- Sønne-datter, den tækkelige, os alle saa kiære Karen, at komme hid i Dag eller i Morgen; men gamle Bedstemoder var ubevægelig. «End om jeg skrev hende til?» sagde jeg – og Guttens Aasyn opklaredes. «Ja, det hielper vist» mente Kista og Maja og de alle «for seer du, Moer» sagde Maja, «saadanne Gamle finder vel altiid en ung Fyrs Indbydelse lidt mistænkelig» – Jeg satte mig flux ned og skrev en Epistel til Grandmama, som jeg haaber skal røre hende, og Gunder er afsted med den og Hest og Kariol, og bragte han nu den kiære Pige tilbage, haaber jeg, og Barna haaber det endnu vissere, at Jess blev fuldkommen rask igien, det Gud give, enten hun kommer eller ey. Min Rikke kommer med sit unge Selskab i Morgeneftermiddag, og bliver her Natten over, da hendes lille Lise Gud skee Lov er brav igien. Skulde hun heller ikke kommet, det havde blevet alt for tungt. I denne Omkreds, det veed I, har jeg kun den ene Rikke. – Nu vil jeg, mens mine Jomfruer har det saa travlt med Tillavningen til Morgendagen, tage fat paa Majabrevet til Besvarelse, at hun ikke skal vente forgiæves neste Post. Hun sendte mig 150Sidetallene fra side 150 til 155 er rettet ved overskrivingogsaa en Sang af vor Egerven ved den sieldne agtværdige Madam Collets Jordefærd paa Kongsberg, hvoraf det, som blev siunget efter Jordspaakastelsen, især synes mig saa deyligt. Her er det:

«Saa synker i Jorden hvad Jorden tilhører;
Men Aanden Sig hæver til Aandernes Gud,
Og Dækket, som Evigheds Gaade tilslører,
Bortviger for Himlens ‹…› forklarede Brud.
Huldsalig i Livet – du salige Siæl,
Modtag nu vort sidste, vort ømme Farvel!»

I dette Øyeblik kom min Koren, og spurgte mig, om jeg havde læst Avisen? og da jeg svarede Ney, fortalte han mig, at det indeholdt et Avertissement som vilde bedrøve mig: Carl v Krogh, min ædle Hetgens ædle Broder har mistet sin Julie, ved hvis Side han var saa usigelig lykkelig – hans to smaae Piger en øm og fortræffelig Moder. Ja, det har bedrøvet mig inderlig. Men da jeg nu selv tog Avisen og gienemøynede den, og saae, hvordan i Moschow 30000 saarede Russer vare blevne et Rov for den af Mordbrændere antendte Stads Flammer – o evige Gud, evige vise og albarmhiertige Gud! saa nævner jeg dig, jeg veed, du er det, jeg føler det – og Vee mig, følte jeg det ikke! – Men vare da ikke ogsaa disse under rasende Smerter og Dødsangst, lang Dødsangst, tusind Gange smerteligere end den rædselfulde Dødselv, Hensmægtede, vare da ikke ogsaa disse dine Børn, Alvise, Algode! Mange af dem dine ædleste, bedste Børn? – og – de har overstridt – men deres Efterladte, for hvem denne deres Elskedes Jammerdød ikke kan blive skiult – o de tifold Ulyksalige, for hvis Øyne, i hvis Øren, i hvis hele Siæl disse rædselfulde Scener uophørlig fornyes – Og der skulde intet andet Liv gives? Ingen Erstatning for saadanne Lidelser? O grusomme Gudsbespottelse! Kun over Erobrerens, Tyrannens Læber kunde du komme – 151– ja, hvad kunde rædde ham fra at styrte sig fortvivlet i de Flammer han antændte, der bliver et Baal for Millioner – de Slagtersværd der felder Mennesket som Halmstraaet, lykkedes det ham ikke at overdøve den Stemme der dog vel stunddom siger ham: «der er en Gud, et Liv efter dette, en Giengieldelse» – 10,3000 Mænd vare faldne i det 5 Dage vedholdende Slag, har man fortalt. Det rystede mig, men ikke saaledes som Efterretningen om disse i Flammerne omkomne – de Rædningsløse, som saae den gruelige Død, og ikke kunde undflye den – Smerteleyet fængslede dem – Ney, det græsselige Billede viger ikke fra min Siæl –

17de Octbr – min Sølvbryllupsdag. (tidlig om Morgenen)

«Er det mueligt?» har jeg ofte sagt til mig selv ved et Aars Slutning – «Er det mueligt, at dette Aar allerede er forbi?» Og nu, 25 Aar, en Fierdepart af et Sekel! Jeg seer tilbage paa denne mit Livs vigtigste Dag, Kilden hvorfra alle mit Livs Glæder udstrømmede i dette Fierdingaarhundrede, hvori jeg drak Forglæmmelse af min første Ungdoms bittre Dage, Styrke for de Prøvelsesdage, som maatte minde mig om, at jeg endnu var paa Jorden, hvor intet kan – intet maae være fuldkomment – og begriber ikke, hvordan dette lange Tidsrum er blevet mig saa kort. Min Koren siger det samme, og det var vel ikke saa for mig, følte han det ikke ligedan.

Tak dig, Algode, for hver af disse Dage, de mørke som de lyse! Tak dig, at du gav mig ham, ved hvem de lyse bleve lysere, de mørke tabte sin Dunkelhed! Tak Dig, at jeg endnu aldrig engang har havt Aarsag til at ønske, mit Lod skulde faldt anderledes, og at – dog det forudsættes jo allerede herved – heller ikke min Koren har ønsket sig det anderledes!

152I dag 4 Aar skrev Sara mig til fra Tøyen, ønskede sine elskede Forældre saa mange Gange glad at opleve denne Dag – Ak, det var sidste Gang hun og Wilhelm saae denne Dag! – Dog, o de seer den vist fra deres Himmel, og ere ogsaa nu om os, og glæde sig, at vi endnu kan være glade –

Pyntet som en Brudgom hør og bør, med en fiin Krave, Maja har syet til denne Dag, en nydelig hviid med grønt baldyret Væst, Zarine bragte til Morgengave (til mig et Par sorte Korduans Skoe) sidder Skriveren inde og seer paa Jomfruernes Dands, som længe gik af ved Sang, til han fik en Spillemand ind til dem. Min Jess og (som Gud skee Lov er brav i Dag, hører jeg) og Lieut: Stenersen ligger endnu, de dovne Krabater, for at hvile sig ud, siger de, til Natten. I seer da, Elskede, at de fra Byen Ventede kom[.] Fra Rotnæs kom al Ungdommen og Jomfr: Reich – men den hulde Karen Grønvold fik ingen tilladelse, i hvor bevægeligt jeg bad. Jess, vel fordi han ønskede det saa hierteligt, tvivlede allene, vi andre vare visse paa vor Sag – og dog saae Ingen oftere ud af Vinduet end han. Da Gunder kom ene tilbage, bleve vi ret floue allesammen, og udøste vor Harme over den gamle grætne Kiælling, som undskylder meget høfligt, at hun, saa gammel og svag, ikke kan undvære sin eneste Pleyerinde. Men just fordi hun er det, og er det saa ømt og utrætteligt, burde hun unde hende en saa uskyldig Glæde. Hun sagde aldrig et Ord, fortalte Gunder, men han saae, hun græd, og gik bort da han fik Brevet. Nu veed jeg vist, disse Taare faldt tungt paa Jesses Hierte, og dog saae man, forsikrer Kista i det mindste, at de giorde ham saa godt. Ja, saadan ere vi! –

Et lille venligt Brev bragte Hanna mig fra sin og min Lottamoer, Zarina mig et fra Dig, ømme Sally – for dem begge, for Eders kiærlige Ønsker ogsaa her min Tak! O at I vare her Alle I, hvis Tanker 153i Dag omsvæve os med reen Kiærlighed og Ømhed, reen og evig som vores for Eder!

Endnu sidder jeg i min Morgenkiole, og kan ikke forlade disse kiære Blade, hvori jeg ligesom har Eder alle omkring mig, før jeg har fortalt, hvad for Brudegaver vi har faaet i Dag. Nogle af dem har jeg allerede nævnt. Før jeg stod op i Dag, kom først Maja, Lina og Kaja ind, de to første med hver sin nydelige Krave, Kaja med et Par Nanqvins lange Fingerhandsker, og siden Hanna Bull med ogsaa en meget peen Krave, saa jeg nu ret er Kraverig. Et Vestetøy fik Skriveren af Kajalil, en Tandstikker af Lina – Ogsaa kom min Kista med et Fad deylige Æbler, Blommer og Apricoser fra vor kiære Lottamoer og fra sig selv – Jeg har sluttet et Hastværksbrev til min Maja C, og gaaer nu hen at pynte mig med Majakappen (fra Geburtsdagen) og Linakraven –

Mandag 19de Først nu reyste de Sidste af vore kiære Fremmede, en heel velsignet Mængde Ungdom, Zarine, Hanna Bull, Lieut: Stenersen til Byen, hvor de vist kommer seent, da Kl nu strax er 12. Major Ingiers Børn, Præsten Chrysties, Lieutenant Birk og Lassen, de Alle bleve over i Gaar, saa her ikke var for roeligt, kan I troe, og træt var jeg og søvnig, saa der slet ingen Skriven blev af. Min Lotta fik intet, min Sally til Svar paa to kiærlige Breve, intet. Kun til Slotspræsten fik jeg et lille Brev færdigt, og deri Interimssvar paa et, jeg i Aftes fik fra Egersønnen, som i Morgen ariverer til Xstiania med Fragtvognen, og har tiltænkt sin Faer og Moer Hovind et Besøg paa samme Tour, hvad dog nok Veyret, der desværre i Dag er i det gamle Regnhiørne, nøder ham til at udsætte. O, man tør ikke beklage sig over, at dette Uveyr tilintetgiør saadanne Ønsker, naar man tænker paa, hvor sørgeligt det tilintetgiør saa Manges, fast Alles glade Haab om en, kun taalelig Høst – ak, en rigere end man engang i Sommer torde haabe, undes vel Ingen, saa lidet som at see Kornet uskaaren sidst i Octbr –

154Det er ligesom jeg maatte have alt dette af mit Hierte først, før jeg kunde fortælle om Festdagen. Dens egentlige Festlighed var i vore lykkelige og for vor Lykke taknemmelige Hierter, min ædle Korens og mit og vore Børns, og i de Enkeltes, som kunde dele disse Følelser med os; thi at Alle Nærværende, maaskee et Par Vildfremmedes undtagen, ville dele og paa Sæt og Viis delte dem, er jeg vis paa. Al Ungdom fra Naboebøygderne, Eidsvold undtagen, var her, slet ingen Gifte, min kiære Borchsenius og hans og min Rikke undtagen, og det var en anden Sag, seer I vel – og saa Mad: Giørup, som Børnene holder meget af, og rigtig er snild. Tre Cavallierer havde Jess buden paa sin egen Haand, dog den Ene vidste han, vi saa giærne ønskede hid, det var den snilde stø Lieut: Birk. De andre to var en Capit: Hoff, vist den Eneste, som ennyerte sig her (det skal være saa hans Vane) den anden lille Lieut: Hagemann, som har Ord for – og nok ikke med Uret – at være en Smule lapset, men her altiid er ret anstændig – Min Rikke og jeg stial os herind og havde det saa godt i vor stille Roe, og Kista mi gik fra og til og glædede sig over vi kunde have det saa godt, og giorde alt Mueligt til, intet skulde forstyrre os, som hun uafladelig, al den Tiid jeg har kiendt hende, har søgt at glæde andre uden Hensyn til sig selv. Uden hendes Nærværelse vilde jeg endnu smerteligere savnet Hertel, som vi forgiæves ventede alt til Mørket faldt paa. Hans Kaja har nok ikke været saa vel, at han har tordet forlade hende, og naar han ikke kunde det med Roe, saa var det vist nok bædre, han ey kom. Men jeg veed, det kostede mig en god Deel af den Fornøyelse jeg kunde havt mere. Hvert Øyeblik var det, som han maatte komme, og jeg saae mig om efter ham. – Ved Bordet blev siunget en Vise af gamle Faer Munthe, som Andreas havde nok saa travlt med at faae rigtig anbragt. Den var vist hiertensgodt meent, det er jeg overbevist om, og det faaer være istæden for digterisk Værd, som Forfatteren selv neppe har tiltroet den. Det allerværste var, at den var for lang, hele 6 Værs, og den beste Vise af Verden, selv «mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc» – kan være 155for lang til Bordvise. Om mit forvænte Øre vil vi ey tale.

Nok, Manden, Korens gamle og inderlige Ven, mente det af Hiertet. Hurra og Klap ledsagede den. – Ikke længe efter vi havde spist, gik jeg tilsengs, Fogden og hans Kone ligesaa. Men den gamle Brudgom holdt til Kl 5, og Ingen tog bort før Solen stod høyt paa Himlen, og saa skiøn stod den der ikke i lang Tiid, som i Gaar den hele Dag. En deylig Time eller to havde jeg og min Rikke imens de fleste endnu sov eller rettere, først havde begyndt at sove, her i det lille fortroelige Kammer, hvor Kista gav os vor Caffe. Kl 10 toge Fogdens bort. Ungdommen fra Rotnæs om Eftermidd: I Aftes legede de Tilbageblevne Julelege. Jeg var ikke ret frisk, og er det heller ikke i Dag, og gik derfor tilsengs da de Andre gik tilbords. Unge Wexels fra Hurdalen kom Kl 9 og blev her, saa Huset var fuldt over alt. Frue Hiort kom ogsaa efter at jeg havde lagt mig, men vilde slet ikke blive Natten over, da hun ilede til sine Børn. I Morges fik jeg hvad hun havde med til mig, et langt saare interessant Brev fra Mariboe, et kortere do fra hans Ragna, og med dette en stoer Kasse deylige Pærer og Æbler, som den Gode havde ønsket skulde kommet hid i Løverdags, og at hun da selv kunde lagt i Kassen, for at bringe mig og min Koren sin Lykønskning. Da hun ey kunde det, sendte hun Bud til vor Sally, og vilde hun da med hende og sin Ludvig i Stilhed helligholde Dagen, skrev hun. Mariboe skriver, at Veyen for Reysende giennem Sverrig er spærret, og kun Posten endnu gaaer frit. Ak, og hvor længe gaaer den frit! Og hvordan gaaer det den gode Edvard Munk, som nu er paa sin Nedreyse, og har hævet sin hele Husholdning? Ak, hvordan gaaer det det hele haardt hiemsøgte Land! – Nu, som Gud vil! Han er vor Fader.

Kl. er 3. Jeg seer neppe hvad jeg skriver, saa mørkt er det. Kiørene kommer brølende

156Onsdag 21de Henimod Middag i Gaar kom Obrstl: Ingier og han Brodersøn, Lieut: Hans. De blev og spiste Kaal med os, og drak Caffe, og toge saa bort i det samme øsende Regn, de kom hid i. Ikke siden 1807 har Obrl. Ingier været her, dog har jeg seet ham siden nogle Gange, men ikke i senere Tiid. Han ønskede saa, han skulde været her i Løverdags, men da, forsikrede han, skulde jeg ey sluppet for at dandse. Jeg mente jo, men han paastod, det var rent urigtigt, ikke at dandse i sit Sølvbryllup. Ak, siden Dichmanns Død har jeg aldrig dandset, saa længe gik jeg med for at fornøye min Koren, Børnene og Hertel, som vilde det saa giærne – Apropos om Dands – Min Koren førte den første Dands op med sin Marie, der gik i mit Sted. Fogden var det nederste Par. Han sagde siden til Skriveren: «Naa kiære Skriver, var ikke det en Flok vakre Arestantere, vi havde imellom os?» – Jeg var saa glad i at see den raske muntre Mand her, der saa sielden faaer Tiid at komme nogen Steds. Han var i hiertens godt Hommeur, og en saadan Opmuntring imellem er ham tiænlig baade paa Siæl og Legeme. Derfor var ogsaa hans Rikke dobbelt glad her denne Gang.

I Dag blæser det en Himmelstorm, og Solen skinner. Dog fra Morgenstunden regnede det. Men et saadant Veyr som nu i en 14 Dage, og ikke for stærk Frost, da kunde der endnu blive Rædning for meget af Jordens Grøde. Vi har sammenbedt en Mængde Folk til i Morgen, og haaber at faae giort godt Arbeyd, holder Veyret, som jeg haaber. Min Kista ønsker at have Marie 14 og Lina 8 Dage ad Gangen med sig i Husholdningen, som de begge giærne vil. Linchen har giort Begyndelsen i denne Uge, og I skulde ret more Eder ved at see, hvilket Haandelag hun har til alting.

157Torsdag 22de En heel Mængde Hielpere har vi havt i Dag, og Gud skee Lov faaet giort endeel. Vor bedste Rug har vi faaet ind; men da det frøs stærkt i Nat, er den saa fuld af Riim, at der ligger hele Dynger som Snee paa Loven, hvor den viskes af, eller som de siger her, skrifter den. Ligesaa vidløftig seer det ud, hvordan det døyvaade Korn som blev skaaret i Dag, skal blive tørt. Dog, det saae jo sørgeligere ud for et Par Dage siden – altsaa bort med Klager, hvor vi skulde takke Gud fordi dog noget kan udrettes. Mellin jamrer for sine Poteter i Haven, og frygter det skal fryse til, saa de ey kommer op. Det har ingen Nød, mener jeg. Denne Frost vedvarer ikke.

Løverdag 24de Ney, men Regnen løser den troelig af. Det er dog besynderligt, hvor lidt alt forslaaer i dette sørgelige Aar. Vi har nu faaet vor meste Rug ind – 2 Tdr, efter en halv Tds Udsæd, og saa vaad, at den sikkert svinder ind til Halvdelen. Og saa er det med alt, lige til Kartofler, Rødder etc – Jeg anfører dette ikke her for at giøre det til Text for en Jammersang, men blot at det kan staae her for Fremtidens Skyld. O ney, jeg kan jo ikke gientage det for tidt: at vort Lod er misundelseværdigt i Sammenligning med de Mangetusindes, som i denne Tiid ere berøvede alt Fremtids Haab, nedstyrtede fra Lykkens høyeste Spidse til unævnelig Elendighed, til Mangel af Livets første Nødvendigheder, Huslye og de simpleste Levnetsmidler, som for faa Uger siden vare i Besiddelse af alt, hvad der giør Livet ønskværdigt, og nu ingen Tilflugt veed, intet Tag at tye hen under i den tilstundende Vinter. Vee over den, over de ti- og tusindfold afskyelige, med evig Skiændsel brændemærkede Barbarer, fra hvem al den Jammer kom!!! I vil sige – dog ney, ikke I, Elskede – men mange siger «Det er sørgeligt at søge Trøst i Andres større Nød og Kummer» Og vil jeg da det skal trøste os? Det skal, det kan det ikke ak, det forudsatte jo, vi vare følesløse med Alle uden os selv.

158Men styrke os skal det, og beskiæmme os, naar vi lader Modet synke, og uskiønsomme glæmmer hvad vi har, for at klynke over hvad vi mangler – Tilgiver mig denne Iver, mine Kiære! Men sandelig, den kan neppe undgaaes. Jeg vil vende Tankerne til andre Gienstande, til Dit kiærlige Vennehulde Brev, min Maja, og min gode Søn Berghs, som jeg fik først i Gaar Middag. Vi begyndte allerede at ymte om Postens Spærring giennem Sverrig, men Kista, som altiid har frit Mod var vis paa, det var Førets Skyld, og det var det. «Gud skee Lov!» sagde jeg, da jeg havde læst Majabrevet, det muntre, kiære lange Brev, og seet at Alle de Elskte levede og leed vel. «Gud skee Lov!» gientog jeg, da jeg saae min unge Ven Bergh havde faaet sin juridiske Attestats med bedste Charakter, og løb ind at fortælle Barna det – og tredie Gang lød mit «Gud skee Lov!» da jeg havde læst det tredie Brev fra Bille Zarine, som saa omstændelig beskriver det bedrøvelige Indtog herfra, hvorlunde Skydsen ikke var bestilt i det Hundehul Skrimstad (som Fader Pavels er den Eneste af alle Reysende jeg har hørt tale godt om) saa de i tre Timer maatte holde ud imellem vaade Klæder ved den osedende Ovn, og Snavs i hver Krog, imens det ene smukke Selskab afvæxlede med det andet, og var, foruden Dagens Thema: Veyret og Grøen, alt hvad de hørte lutter Jammergeschichter, om Een som havde blødt, Een redet sig ihiel, og Slutningen var Klager og Forbandelser over Føret, især den sidste Miil til Byen – en god Trøst for de arme Børn, som havde den værste Vey tilbage i bæl Mørke. Dog ariverede de lykkelig og vel til Olsens Kl 1 om Natten, og derfor sagde jeg Gud skee Lov –

At Du faaer Det det kiære Monument igien til Dine Elskedes Grave, dyrebare Maja C, fornøyede mig ogsaa. En ung svensk Mand har tilbagekiøbt det for Faer Cappelen i Gothenborg for 800rd «Det var dyrt» skrev han, «men det var et dyrebart Minde – altsaa ikke for dyrekiøbt» –

159Min Maja troede, Egersønnen skulde være her, naar hendes Brev kom; men da jeg saae af dette, at han skulde tilbage med Fragtvognen Mandag, forsvandt den lille Rest af Haab om at see ham denne Gang. Et Bud skulde gaaet ind i Dag med en Koe, min Jess har kiøbt for Slotspræstbroderen, men det bliver nu ey før i Morgen, og har jeg altsaa lagt det Brev, jeg troede min gode Frederich skulde modtaget i Christ:, inden i Majas, saa han nu faaer det i sit Hiem, og deri som her min moderlige Tak for hans barnlige Villie og Forsæt.

En heel Pakke Breve giorde jeg færdig, som skulde været afsted i Dag, og skrev endogsaa ved Lys fire hele Sider til min Lotta, hvad jeg nu betaler med slem Hovedpine. Ogsaa til min Sally skrev jeg paa fire tætte Sider, men ved Dagslyset. Hele Morgendagen har jeg tænkt at opofre Brevskrivning.

Mandag 26de Havde jeg ikke nu og da lidt at fortælle Eder om de kiære Breve, jeg fik, saae det i denne Tiid mavert ud med Dagbogen, og alt hvad I saae der, blev da, hvordan Veyret og mit Hoved sympathiserer etc – I Gaar, f. E. laae jeg flere Tourer, og kunde trængt til det i Dag ogsaa; men jeg lader mig ikke kuskenere saa let, veed I nok –

Her var ikke et Menneske i Gaar, uden Faer Mørk i den sædvanlige Fropræken, og mod Aften Madam Giørup. Jeg lagde Kabal om Alskens Ting, og spillede tre Rabuser med min Kista. Saa kom Aslak fra Rotnæs med et langt kiærligt Brev fra den gode Hertel, som saa vemodig klager over, han ikke kunde komme hid den 17de. Hans Kone har været meget ussel igien, men er nu Gud skee Lov bædre – I Dag fik jeg med Posten et stort Brev, ret 160som var det et kongelig Tiæneste- eller Provstebrev. Nu, det sidste var det for saa vidt det var baade fra en Provst og Præst, begge Sønnerne mine, Schmidt og Pavels. Den Første beklager sig over alle de Hindringer, Skiæbnen lagde i Veyen for hans Reyse til Faer og Moer Koren (det er i denne Tiid som om alle vore Skiæbner laae i Veyret – og for en stoer Deel giør de det vel ogsaa – thi om andet hører man ey tale)

Ja, Tak, min elskelige Søn, for det barnlige Forsæt, som skal være os i Udførelsens Sted. De Glæder, jeg skal tilkiøbe mig paa Andres, var det end ikke mine Elskedes, Bekostning, er mig ingen Glæder; og dette var blevet Tilfældet, skulde min gode Frederich ved to møysommelige Dage forskaffet os og sig een behagelig. Til Vinteren lover De, at tage Deres Mon igien, og dertil holder jeg mig –

Det var ret et kiært, interessant Brev, uagtet dets langagtige Form. Min gode Pavels havde ret været i Brevskriverhiørnet, og det er han for det meste, naar han skriver til sin Moer Koren. Et Sted er saa morsomt, at jeg med min Hr Søns og mit daarlige Hoveds Tilladelse maae afskrive det: «Om Sølvbrylluppet veed vi da intet, før Dagbogen kommer; men noget som De formodentlig ikke veed, og som jeg dog ikke vil forholde Dem, da jeg ingen Dagbog har at sende, er, at et Menneske, som jeg aldrig vidste var blandt Deres intime Venner, teede sig ret ynkelig, fordi han ved det slette Føre hindredes fra at bivaane denne Fest. Det var da ikke Provst Schmidt, ikke Slotspræst Pavels, ikke Expastor Ottesen, ikke engang Wulfsberg, som De ikke maae undrage Deres Venskab og Agtelse, fast Manden kan have sine svage 161Sider – ney saamæn! det er hverken meer eller mindre end Hr Schioldager, der talte om Dem, som han havde været Deres eenbaarne Søn, og jeg var ganske himmelfalden, da De forekommer mig at have omtalt ham med med megen Kulde» – Ja, sikkerlig har jeg det; thi endskønt det ubehagelige Indtryk hans Physiognomie den første Gang jeg saae ham, giorde paa mig, tabte sig lidt den neste Gang – og meer end to Gange erindrer jeg ikke at have seet ham – saa kunde han dog, derom er jeg overbevist, aldrig komme blandt mine Udvalgtes Tal, i hvor brav og retskaffen han for Resten kan være, og jeg troer, virkelig er. Jeg troer heller ikke, vi har talt ti Ord sammen, saa Mennesket maae have havt et Slags Perial. Videre siger Søn Pavels: «Men at vi alle sammen – vi, Deres sande Børn – maatte savne den Fryd at lykønske Dem og Deres ædle Mand paa Deres Hædersdag, det var nesten ligesaa tungt som hiin Geschichte; thi jeg er saa bange for, at vi paa Guldbryllupsdagen kunde faae Forfald.»

See nu fik jeg nesten to Sider «fuldpløyede med Slotspræstens Kalv» – og derfor vil I alle takke ham med mig. Regnen vedvarer og min Hovedpine, dog skal jeg nu i færd med Brevskrivningen, der er blevet opsat alt til nu, og ey kan opsættes længer – Det maae jeg dog efter min lille Majas og Kistas indstændige Bøn fortælle, at jeg tilbragte en Deel af Gaarsaftenen med at sye Arme til og paa Kajas Dukke, som mistede denne Pryd i Hertels Bryllup. Men saa lægger jeg endnu til, at Kista havde end travlere end jeg med at tilklippe og være paa Raad med begge de Smaae, Garderoben angaaende

162Torsdag 29de min velsignede Majas 18de Aars Fødselsdag – Solen smiler til denne kiære Dag, og giver Alt ligesom et nyt Liv. Just saadan smilte den for 18 Aar siden da jeg første Gang lagde den søde lille runde Glut til Brystet, det mindes jeg saa godt, som hvad der nyelig er skedt. Gud være lovet, hun er frisk og munter, og har det altiid saa travlt, skiøndt man ikke mærker til det, fordi hun gaaer saa sagtfærdig tilværks med alting. At hun gaaer 14 og Linchen 8 Dage i Husholdningen med Kista, veed jeg ikke, om jeg har sagt Eder. Det er lidt Lettelse for den kiære Kista, og endnu mere Hygge. Maren Skieldrup er paa Vildberg, og kommer nok ikke hastig derfra. Telja spinder og sysler med Barnas Tøy – Om Aftenen samles vi Alle om eet Bord, og naar da min Koren ogsaa sidder hos os med sin Bog eller noget Smaaepillerie, troer jeg, Ingen kan sidde bædre, end jeg. Jess er sielden nede hos os, da han har nok med sine Auctionsgreyer at tage vare. Nu er han Gud skee Lov brav igien, paa lidt Hoste nær. Hvad Majalil har faaet til Geburtsdagsgaver? Af mig Øhlenschlägers første Digte, som han selv i Kbhvn forærede Sarotkie, kostelig indbunden i rød Safian med forgyldt Snit (Sara havde faa Ting, der var hende kiærere end denne Bog) og 1ste Deel af Ingemanns Digte. Af Kista en peen Krave; af Lina en lille nysselig Æske med smaae Flasker i, og af Kaja en lille hviid Glasbolle – oven i Kiøbet af mig en Bog Postpapir –

163Af Papa faaer hun vist ogsaa noget, naar han kommer hiem i Aften. Han tog til Gierdrum i Gaar. Jess er endnu ikke kommet i med at giøre Presenter paa bestemte Tider. Ellers er hans som de Andres største Lyst at give. Han fik af mig i Dag en Gulduhrnøgle, som egentlig hørte til Majas efter Sara arvede Uhr, men hun bad saa vakkert, hendes Jess maatte faae den, da han var borte paa sin Napoleanske Fødselsdag, stakkels Gut, og fik Intet –

I Gaar kom Byebudet. Fra de elskede Døttrene mine i Kbhn fik jeg et langt, kiært Brev. Allerede begyndte jeg at skiænde, fordi der intet var til mig fra Lotta, og blev skalu paa Kista, som sad triumpherende med et langt Brev i Haanden. Men da jeg saa aabnede Døttrebrevet, faldt en lille Brevunge ud af det, og det var fra min gode Lotta, som saa behændig havde puttet den derind. Da det Kbhnske Brev var baade til Sally og mig, besvarede jeg det strax; men dette Svar ligger her, og det convoluterte Brev til Sally, og flere skal inden Aften ligge hos disse, alt i Forventning af Presidentens Tilbagekomst fra Hedemarken, hvor vi hører, han endnu var først i denne Uge. Skulde han, da hans Veye ere usporlige, ikke komme herom, ja, saa maae vi see at faae det afsted paa andet Sæt og Viis. Endnu engang Tak for Dit lille Brev, bedste Lotta (Du skal nemlig først faae den i Svaret herpaa) og I Elskede dernede for det længere, I dyrebare, for mine stakkels Breve og Dagbøger saa taknemmelige Børn! – I Dag kan vi ingen Post vente. Først i Morgen kommer den –

164Denne hele Uge har jeg havt hyppige Feberanfald, og er ganske skiæv i Ansigtet af Hævelse. Den slemme Gigt raser i det hele Legeme i alt for stoer Sympathie med det sørgelige Veyr. Dog, i Dag skinner jo Solen, af og til blæser det ogsaa lidt, og jeg er meget bædre.

Endnu to Breve har jeg skrevet med Posten, og det saa mæn oeconomiske Breve, det ene til Hr Bergh paa Ringsager, om det skulde være ham Mueligt at skaffe os noget Sædekorn til Vaaren – det andet til en Frue Hoel paa Hedemarken, for at faae kiøbt noget Liin, thi ogsaa det slaaer her feyl i Aar – Men nu er det ogsaa Aften, maae I vide, og min høyre Arm, ussel før af Gigtsmerte, saa træt og ussel, at den vel behøver Hvile. De andre færdige Breve ere til min Søster i Lolland, til lille Zarine – et halvfærdigt til Bergh i Kbhn.

Fredag 30te Ja, der ligger de færdige, 5 Breve, som jeg saa vist troede, at faae fragtet ind med Presidenten. Jo, ham kan vi nu skyde en hviid Pind efter. I Dag fik jeg Brev fra Hr Munthe, at han i Gaar havde været der som snareste, kom fra Rotnæs, og fortsatte Touren uopholdelig – om han ellers ikke er opkapret af Frue Waager, som han, mellem os sagt, er kommet i Maskepie med paa denne Reyse. Vi var saa vis paa hver Aften at han maatte komme, saa vi nesten, som Frue sal Munk i Eidsberg, dækkede for Morbroer Peter – Kista stegte saa gar en Fugl i Forgaarsaftes, som skulde være færdig til Frokost. «For Faer vil giærne tidlig ud» sagde hun.

165Men Gud skee Lov, nu har Du ham da, Lotta mi, og vist frisk og rask, som han forlod Munthes, og saa faaer det gaae med Brevene som det kan – de faaer afsted med Posten i Morgen.

«En temmelig fornuftig mand» – fortalte Skriveren i Aftes, da han kom hiem, «har spaaet, at det nu skal blive godt Veyr.» – men endnu er ikke denne Spaadom gaaet i Opfyldelse. Vi har over 50 Mennesker her i Dag, som deels ere komne af sig selv for at hielpe os i Ageren, og saa har det nu været i mange Dage. Det er godt at have gode Naboer og saadanne Ting. Fortsættelsen i Morgen, Mørket overfalder mig.

Løverdag 31te Og nu er det slet ikke lysere. Men først nu har jeg faaet revet Dagens Arbeyde, det er dens Skriverie, tilside. – Hvad jeg har at sige Eder om Gaarsdagen er da ey mere, end at jeg fik det korteste Brev, jeg troer, nogentiid at have faaet fra Maja mi. Men hun vidste nok, den Gode, at det vilde være mig kiært endda, og at hendes Taushed vilde uroeliget mig. Et stort længere faaer Du ey denne Gang fra mig. Saa er Omsteds Ambrosia, Bugges 16 Aarsgl Kone, bortrevet fra alle sine Herligheder og jordiske Forhaabninger? Ak ja, vel jordiske! Ved disse hang det unge Hierte kun alt for fast, og den Algode vilde ikke, det skulde indsnæres endnu mere, og han udløste det af Forfængelighedens Garn, før det indhildedes i Lasternes, der grændser saa let til hiint, at de ofte ikke ere et 166Haarbred fra hinanden. Den stakkels Moder! Jeg troer, det var hendes kiæreste Barn. Ak, jeg mindes, hvor bitterlig hun græd, da for fire Aar siden hun saae mig hos min dyrebare Maja C, strax efter mit smertelige Tab. Jeg har ikke glæmt det, arme Moder, og nu staaer mine Øyne fulde af Taare for dig. Kunde du løfte dine Øyne over din Ambrosius Grav, fæstede du dem ikke blot paa det skiønne unge Legemes Forraadnelse, paa alle de Herligheder, Døden her rev hende fra – ak, men det frygter jeg, du giør – og hvor finder da det tomme Hierte Trøst?! –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.