1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> September | Bokselskap

Dagbok 1812

av Christiane Koren

September

98Tirsdag 1ste Bevares Gud fra, denne Maaned skulde blive saa kold, som den begynder! Med min uldne Kiortel, aldeles i Vinteruniform, kan jeg endda neppe holde Pennen, saa fryser jeg. Og det er ingen Feberkulde, thi jeg er i Dag ret færm, og alle klager som jeg. Min Koren er ikke fuldt saa færm i Dag som – jeg, havde jeg nær sagt, men Gud lade ikke den Tiid komme, at jeg skulde være nødt til at sige det! – ney, som ellers. Han føler saadan Smerte i den ene Hofte, at han maae halte, og frygter, det skal blive en Byld. Men troer I det kuskenerer ham, saa troer I feyl. Han humpede ret lustigt omkring, parodierende sig selv, før han tog til Giestad, hvor han har Maanedsting. Dog bliver jeg altiid saa bange naar han feyler noget i hvad det end er –

Denne Dag havde jeg foresadt mig at tilbringe paa mit Wilhelmsminde, hvor det vist ogsaa er varmere end her, da det ligger midt i den velsignede Sol. Men den kolde Blæst giør det leyt at komme did, og Maja og Lina har saa travlt med deres Spinderokke, at de ikke kan blive med mig; Kaja vilde kiede sig der naar jeg sad ved min Pult, og ganske ene er jeg der heller ikke giærne; jeg faaer nok altsaa skrive til alle mine elskede Børn i Kbhn fra det lille grønne Kammer.

Onsdag 2den Flere Gange i Formiddag tog jeg Pennen, og vilde sagt Eder Elskede, min Bekymring først, siden min uovervindelige Angst. Jeg fik høre, Walbohm tidlig i Morges var hentet til Rotnæs, og at Mad: Hertel var syg. Det giorde mig meget uroelig, jeg havde Bud paa Gislevold, men de vidste kun, at Doctr: var hentet did og ikke videre. Bedst som jeg nu sad, var det som En havde sagt: «Det er Jess, som er blevet syg der» – Jeg maatte ud, op til min Koren, 99som loe af mig, til Børnene, som mit blege Ansigt, min Skiælven forskrækkede. «Gaae til Gislevold, Maja, og hør nøye Beskeed!» bad jeg, og før jeg havde udtalt, var det kiære Barn fra sin Spinderok og færdig at vandre. Men det var mig umueligt at oppebie hendes Tilbagekomst. Jeg gik strax efter selv, og begriber ikke endnu, hvordan jeg med de zittrende Knæer der neppe vilde bære mig, kom afsted, og især over alle de fatale Krybeled eller Stenter. Solen brændte stærkt, jeg følte det ikke. Tet ved Gaarden mødte jeg Maja og Grethe Keilhau, som var ene hiemme, og som giorde alt Mueligt for at betage mig min Frygt, og forsikrede, hun vidste vist, det var ikke Jess der var syg, og fremførte alle de Beroeligelsesgrunde, hun kunde opfinde. Nu for et Øyeblik siden kom min Jess (som vi ventede i Gaar, maae I vide, for ey at finde min Frygt alt for urimelig) Gud skee Lov, han er frisk og vel i alle Dele; men det er rigtig nok den gode Moer Hertel, som atter lider af sit gl Tilfælde, Hysterie, dog var hun bædre i Dag, forsikrer Jess, og Walbohm haabede, det snart vilde gaae over. – Følgerne af min, Gud være lovet ugrundede Frygt, føler jeg dog endnu. Min Haand zittrer lidt imellem, mine Knæe endnu mere –

Og Gud, hvilket Veyr det bliver med et! Regn og Storm, og et nesten natligt Mørke. Giid min gode President og Lotte ikke maatte være ude i denne Byge, thi det haaber jeg dog det kun er. I disse Dage maae de, bliver de deres Bestemmelse troe, dog vel komme tilbage. Hverken vi eller Kista har hørt fra dem i al denne Tiid. Gud give, de maae være friske! og at de ikke nu maae være ude.

Jeg skrev kun til Sønnen min, Bergh, i Gaar, da jeg tænkte det var bædre at skrive til Døttrene dernede, naar deres og min Sally kunde skrive lidt med – naar vi havde det saa godt sammen.

100Torsdag 3die Hvad jeg i Dag har at fortælle Eder, Elskte, er just ikke at Glæde sig over. Efter den kolde sene Regn i Gaar, har det frosset stærkt, for denne Aarstiid usædvanlig stærkt i Nat. Det er saa meget sørgeligere, som Kornet nesten overalt staaer græsgrønt, og det, frygter jeg, har i Nat faaet et uovervindeligt Knæk. Alle vore Bønner har sagt os Farvel, og dem lovede vi os da ikke stort af, fordi de endnu ikke var kommet stort videre, end til Blomstring. Potetesgræsset er kulsort, altsaa ganske unyttigt; dog ney, det er det dog heller ikke, da det beskytter Frugten for Frost, haaber jeg. I Dag, da det brænder første Gang i min Kakkelovn, faaer vi nok vort sidste Høe ind. Hvilken underlig Blanding af Midsommer og Vinter! Gud see naadig til det arme Land!

Walbohm var saa god og kom herindom i Aftes da han kom fra Rotnæs. Gud skee Lov og Tak, vor kiære Kaja Hertel var meget bædre inden fan forlod hende.

Hvor mit Hierte banker Postens komme imøde!

Aften Det bankede ikke forgiæves. Gud lønne Eder Alle for de kiære Breve, min Maja, Lotta, begge Sønnerne mine, Pavels og Hr Frederich! Altsaa Søndag tør jeg vist vente Dig, evig dyrebare Maja, og med Dig vor elskelige Sally! men ikke min Egersøn, og om Børnene de andre – det skal først enten mine Øyne eller de kiære Kommende sige mig. Mere i Morgen, Elskte! Jeg har havt en lille Skræk, den er forbi – ogsaa om den i Morgen.

Fra den blide Frue Maribo fik jeg ogsaa et saa kiærligt Brev. Men hun er saa sygelig nu igien, den Gode!

101Fredag 4de Det var da de mange kiære Breve, jeg skulde sige lidt mere om. Du er frisk, dyrebare Maja, og Du kommer til Dine længselfuld Ventende, vor Sally med Dig – det har jeg da, som Vished, at glæde mig til. Lottamoer med alle hendes Kiære, lever in floribus. Om sin Hiemreyse taler hun ikke et Ord, men vente dem hid, det veed jeg jeg kan –

Begge Sønnebrevene vare usigelig interessante – det var da ikke første Gang de vare det, kan jeg troe; men hvad der gav dem end meer Interesse end sædvanlig, var: at de i saa mange Berørelsespunkter vare saa enige og dog igien forskiællige.

Begge ere i Dagbogform. I Provstebrevet flyder det som en Strøm: Bispebesøget, den hele Visitationstour, Broder Pavels Komme, Ophold, deres Reyse til vor elskte Dal, Dagene der, Hiemkomsten – Øyne og Tanker har fast ingen Hvilepunkt, det maae gaae med samme Hurtighed ved Læsningen som ved Skrivningen – ogsaa havde min Tilfærdighed endnu en Aarsag: «paa den 4de Side staaer der da vel, at Moer Koren ey venter Sønnen sin forgiæves» – haabede jeg. I har seet, hvordan mit Haab fik en lang Næse – Nu Slotspræstbrevet – Der risler den sagte Bæk saa stille, at man faaer Tiid til at bemærke hver lille Steen der opholder dens Gang, hver lille Blomst, den i Forbigaaende kysser. Fra Ud- til Indfarten af Slotsporten (Fæstningsporten mener jeg – Maren Skieldrup stod her og vaasede om Mad, det forstyrrede mig) kan jeg følge, høre, see, føle, dele Alt. Det er kort sagt to velsignede, hiertelige Sønnebreve. Min Pavels taler desuden saa sandt som inderligt om min elskelige Adam – i hvad Anledning kan jeg ikke her tale om – vore Følelser mødes saa ofte, og hvor godt det giør at blive saaledes mødt, veed I Alle – Lille Frue Maribo fortæller en Anecdot, som maae gientages her. De har en Tiæner, Eduard ved Navn, et grumme skikkeligt og dumt Menneske. En hvis Familie, som det for Mandens Skyld giør mig alt for ondt at nævne, har i den senere Tiid ikke allene været paatrængende, men viist sig uartig, «saa jeg, siger den gode 102Ragna, har været nødt til et Par Gange at nægte mig hiemme for dem. Nu troer Edvard at giøre sine Sager fortræffeligt i det han siger mig ude for Deres og min kiære Sara Bøyesen, og kommer ret triumpherende og fortæller sit Mesterstykke. Men han maatte smukt strax ride afsted og bede hende komme tilbage. Han troede, vi uden Undtagelse var borte for Alle – Men den Stakkel kunde jo heller ikke vide, hvor glad jeg er i min Moer Korens Veninde» – Ellers er Tonen i hendes Brev saa sørgelig, saa nedstemt, at det skiærer mig i Hiertet. Hun troer det vil blive bædre med hende naar hun seer sin Moer Koren, siger hun, og kunde jeg troe det samme, skulde vist intet holde mig fra endnu i Høst at see til det kiærlige lidende Væsen –

Hvad sig min Forskrækkelse i Gaar betræffer, saa var den just ikke saa forskrækkelig, uden for første Øyeblik. Jeg sad her hvor jeg pleyer sidde, og saae dem komme med et Høelæs, og skiændte ved mig selv, fordi de havde læsset saa ugudeligt, og saae medynksom min Gul og den lille unge Hoppe, Du, min gode Elise S: for flere Aar siden bad Liv i, trække op af den fæle Loebroe. Med et blev Hoppen borte. Jeg troede den var styrtet, og fløy ud for ikke at see mere. Til al Lykke var Jess kommet hiem af Marken, saae Uheldet fra sit Vindue, og styrtede ned og ud til Hielp. Den havde blot kommet ned med Forbenene ved at træde et Bræt itu i den usle gamle Broe. Jess fik stablet op under Broen saa den fik Fodspænd, og skiød sig rask op uden videre Hielp. Hvordan det ellers var gaaet veed jeg ikke, thi der stod de, en to, tre gamle Invalider (som vi her har en heel Skok af) og jamrede og bad Gud bære sig, og en af dem spiste derimellem paa sit Smørrebrød ret trøstig, men derved blev det. Jeg skulde ærget mig, men da det var vel forbi, blev jeg saa glad at jeg glæmte det – Herre Gud, hvilken øsende Regn i Dag igien! Maatte Du dog faae bædre Veyr i Morgen, elskte M: og naar Du iler i mine Arme, og naar Du igien maae rive Dig ud af dem – aa ja, ogsaa mens I ere hos mig, I Dyrebare!

103Løverdag 5te

Og Haabet, ikke meer med Veemods Smiil,
Men glad Triumph, i Krandsen Rosen binder,
Fordi hun seer, den snart udfoldes vil,
O Treschow! blandt Dit Norges stolte Tinder.

Ja, det er jo ikke længere blot Ønske, blot Haab, det er jo glad Vished, at De, ædle Treschow, skal hilse Deres neste Fødselsdag, at den neste velsignede 5te Septbr skal hilse Dem blandt det elskede Norges stolte Tinder. Længe før vi troede, det skulde skee saaledes, sagde De: «1813, det gaae som det vil, seer jeg mit Norge igien! Da har jeg opofret 40 Aar af mit Liv til Læreembedet, da kan det ey nægtes mig, ønsker jeg det, at leve mine øvrige Dage i Fred og Sorgløshed i Fødelandet.» Kun tildeels er vil dette Ønske eller Forudsigelse gaae i Opfyldelse[.] Men lidet maatte jeg kiende Norges og min Treschow, troede jeg ikke, det saaledes som det er, er ham ulige kiærere, end saadan som han da tænkte sig det. – Og jeg skal ikke mere «blot i Aanden» være tilstæde i Eders lille udvalgte Kreds. Med Siæl og Legeme skal jeg være det. Ja, Fredens og Kiærlighedens Gud og Fader! til dig, haaber og paa dig troer jeg, og du vil ikke lade mit Haab, min Troe staae beskiæmmet. «Troe og Haab og Kiærlighed ere store Dyder» – begynder en gammel Psalme eller Vise. Hvor store de ere som Dyder, tør jeg ikke afgiøre; men at Livets høyeste Lykke – dets eneste – kun bestaaer i og ved dem, det veed jeg des vissere.

Med Troe, Haab og Kiærlighed signer jeg Dem, min ædle ældste Søn, og alle de elskede Væsner som omgiver Dem, og den Eder her ventende Cirkel, og den neste 5te Septbr og mange dens Efterfølgere, og mig selv – O hele Verden, Bretland selv ikke undtagen, signer jeg i Dag med et saa glad Hierte, skiøndt mit Hoved er ret slemt, og, hvad der er det 104værste, jeg er selv Skyld i det: thi jeg burde vide, at man ikke kan studere Schlegels Dramtrg: i Larmen af to Spinderokke, Majas og Linas, og ved Praten mellem disse, Kaja, Jess og den lille balstyrige Tønder Lund. Ogsaa er Stilen i denne Udgave saa fiin, at det ret lider paa Øynene ved Lys, ere de end væbnede med Briller og grønt Skiærm. Men den tredie Deel som jeg nu er i, interesserer mig endnu mere, langt mere, end de foregaaende; og holdt mig derfor fast til Kl var over 10 –

Kl 3) Og nu har Lieut: Brat, som er her i Anledning af sit Gaardsalg (han flytter igien til Sverrig med sin Familie) holdt mig fra, hvad jeg havde saa vist foresat mig, at begynde et Brev, just paa denne kiære Dag, til Barna dernede – og Hovedet, frygter jeg, vil holde mig fra det herefter. Veyret er saa deyligt, dog lidt koldt. Roser og Lilier, som endnu i Onsdags smykkede min Ovn, har nu givet Plads for Varmen – det er fast en Forandring som fremvirket ved et Trylleslag. Dog, det havde vel snarere tryllet Blomsterne paa end af Ovnen.

Søndag 8de Stille og bliid, som de elskte Ventede, er Dagen. O hvor glad skal jeg om nogle Timer ile til mit Wilhelmsminde, for derfra at øyne Eder langt borte, og saa – i Eders Arme. Frue Hiort og Wærner med Børn ere her. Jeg vilde helst i Dag uforstyrret blot tænkt mig det glade Møde. Nu ere de alle i Kirken, men seent faaer det vel Ende der i Dag, der ere mange Forretninger, og nu nylig, Kl over 11, er begyndt. Men der er min gode Rikke med sin søde Willa og Luise Radik, – ja det var noget andet –

Onsdag 9de Saa længe, Elskede, har jeg ikke talt med Eder her. I skal høre hvorfor, og finde det begribeligt. «Aa, det finder vi det alt. Du havde jo Dine Kiære hos dig, og har» – dem endnu, 105Gud skee Lov! og beholder dem endnu i mange glade Dage. Det var uforsvarligt, vilde jeg i denne Tiid være glad allene, og ikke dele med Eder, I fraværende Dyrebare, saa meget jeg kan dele med Eder. Men hør nu alt i sin Orden

Min Rikke kom da Søndag Middag, med Barna sine. Vi gik i Haven, sad sammen her, og hvad vi meest talte om, var de Ventede. De to Fruer med Børn gik i Kirke, og kom tilbage længe før den seendrægtige Munthe. Først Kl over 2 kom vi til Bords, og der gik mig alting saa bedrøveligt langsomt, at Rikke ret loe af mig for min Utaalmodighed. Kl 3 var da det forbi, og Caffen kom strax. Imens vi endnu sad ved den, kom min Majas Forbud – kun to Heste vare bestilte, at det altsaa ikke var flere end de Kiære jeg før ventede med Vished, saae jeg da. Kl 4 vare Hestene paa Dragvold bestilte – det var den strax her. «Før Kl 6 kan de slet ikke være her» mente Skriveren og Jess, men jeg ilte lell, satte mig med min Rikke i Frue Hiorts Kiærre, som stod forespændt (da de vilde reyse) for at tage imod Maja og Saja paa Wilhelmsminde med Theen. Men netop havde vi dreyet om Hiørnet ved Vildskov, saa seer vi noget hvidne ved Liøgodt. «Sandelig, der er de –» sagde Rikke – og det var dem min dyrebare Maja og Sally i en Bredcarriol, lille Lena Bergh i min Korens gamle enkelte, som hendes Søster fik laant herfra ind sidst. Nu blev der en Accordering, om vi skulde tage hiem, eller til Wilhelmsminde. Stemmerne vare delte. Men i det samme sage Lena Bergh: «Der kiører en Vogn til Hovind. Nu faaer Moer Koren flere Fremmede» – Jeg saae mig om, men de vare mig alt af Syne, dog begreb jeg, det maatte være Presidenterens, og det var det. Nu var det da afgiort, at Rikke og jeg snoede om igien, og endnu vare de ey ret udpakkede af Vognen, Bulls, da vi holdt herudenfor. Presidenten stod midt i Gaarden, Lotta og Børnene 106rundt om ham, og hvilke hiertelige Velkomner og Favnetag der nu vankede, det overlader jeg Eders egne Hierter at fortælle. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde vende mig hen, for at, i det mindste mine Blik kunde omfatte dem Alle som mit Hierte omfattede dem. Til Dig, Du mig igiengivne Maja! trak Hiertet sig især hen – Ak, det havde jo for ikke længe siden blødt saa usigelig smertefuldt ved den Tanke: «om du aldrig mere omfavner Hende paa dit Hovind!» –

Endnu var Hiortes og Wærners her, og det surrede om mig som en Bisværm. Da Kuben var min, kan jeg jo vel uden Stolthed og for at blive i Lignelsen sige: at jeg forekom mig som Dronningen i Kuben, hvis Pligt det var, at være saa meget mueligt overalt. Det tog lidt Tiid hen inden vi fik Thee og Caffe her, da det var anordnet paa Wilhelmsminde. Fruerne med deres Børn reyste. Min kiære Rikke torde ey være for seent ude, og tog bort før det mørknede, og som et Øyeblik gik Aftenen ved Alskens Meddelelser. Gud skee Lov, Alle vare de saa friske, de Elskede, alle fornøyede. Sally var reent forstyrret, saae saa rask ud – det giør ogsaa vor Maja C, bædre, synes vi Alle, end hun i senere Tiid har seet ud. Lotta havde fornøyet sig deyligt paa sin Tour, men da Lawsonmand paastod de maatte og skulde reyse Mandag, trillede Taarene ned ad hendes Kinder, men hun sagde blot: «havde jeg dog kundet blevet denne eneste Dag over hos dig, Gullet mit!» – og det rørte dog nok hendes strænge Husbond og Herre, som vore Overtalelser ikke kunde bevæget, og de Gode bleve her til Tirsdag Morgen. Sally fulgte Lena til Engelstad imod Aftenen om Mandagen, og i Dag venter vi hende tilbage. Gaarsdagen, o hvor sødt gik den, skiønt mit Hoved var meget slemt, men ofte glæmte jeg det i Samtale med Maja mi. Her var saa stille i det lille grønne Kammer. Saadan havde vi længe ikke sadt sammen. Imellem saae Skriveren og Børnene ind til os. Da vi havde spiist, maatte jeg dog tilsengs, men stod efter et Par Timers Hvile færm op igien, strikkede og snakkede til Mørket kom, da tyede vi ind i den lille lune Stue, – 107thi baade der og her havde vi lidt i Kakkelovnen – spillede Rabus og giorde Kortkonster – thi Maja har lært at spaae i denne Tiid af Moer Peckel – og tænk, nu har lille Maja – thi hvad kan hun afslaae sit elskede Navne? – faaet hende ind, midt paa Formiddagen at giøre sine Kunster, og derfor, seer I, har jeg havt saa god Roe til at faae betalt min Gield her. Men der har jeg hende igien; og nu har jeg savnet hende saa længe, at I ey vil undres over, jeg blot i al Hast fortæller Eder, at Fristelsen har faaet Bugt med mig, at jeg følger med til Auestad, og bliver der den velsignede 21de over – det veed Sally intet af, og nu vil hun giøre store Øyne naar hun hører det. Om hun skulde have noget imod det? – I veed, hun følger med. –

Torsdag 10de Det blev saa stille og blidt i Aftes, og min Maja C besøgte med mig det dyrebare Hvilested. Vi bragte med os alle de Roser, vi fandt, maaskee de sidste, det i Aar prydes med. Ogsaa der blomstrer Rosentræerne endnu. Vi sad der en Stund, talte om disse Dage forrige Aar, da min Maja bragte mig sine og mine Børn tilbage, i Følge med de mange andre Kiære. Vi talte om de forbigangne Dage og Aar – om Altings Forgiængelighed – Da vi kom hiem drak vi Thee, og giorde Planer til at narre Sally lidt naar hun kom. Vi vilde f:E: ladt som vi havde grumme travlt naar hun traadde ind ad Dørren og saa bilde hende ind, Printsen kom her i Dag og spiste Frokost før han tog til Garder (thi han farer nu omkring igien fra en Exercerplads til en anden) men hun kom før vi havde faaet Rollerne fordelte, og det gik i staae. Det kiære Barn havde levet ret fornøyeligt, men dog længtes til Hovind. Nu sidder baade hun og Maja her paa Sophaen, skriver, læser og spiser Bær – og nu skal jeg tømme lidt paa de ubesvarede Breves Rum.

108Fredag 11te Til min kiære Egersøn fik jeg skrevet, skiøndt ikke et Svar som hans interessante lange Brev havde fortiænt, da de kiære Barna sad her og smaasnakkede, og mine Øyne vare saa usle, som de ikke har været i lang Tiid. Men han tager jo stedse til takke med Moderens gode Villie, som en artig Søn hør og bør. En lille Smule bøs er jeg vel ogsaa paa ham, fordi han sveg mit Haab, og derfor gik det, naar jeg skal være oprigtig, heller ikke fuldt saa glat som det pleyer. Han mærker det nok, og studerer paa at faae Mutter god igien. Og et Barn behøver jo kun blot at giøre Tegn til det første Skridt, saa rækker Moderhiertet ham, tidt uden selv at vide det, Haanden imøde –

Saa skrev jeg til Forvalter Krefting. Har jeg sagt Eder, at jeg forrige Søndag fik Brev fra ham, og at hans Kone var saa syg? Gud lade mit Brev finde hende fuldkommen frisk igien, den gode, umistelige Kone, Moder og Datter! – Jeg fik ogsaa i Søndags Brev fra den snurrige Jordan, der taler bædre for sig, end han skriver. Han venter saa tillidsfuld Svar – jeg havde lovet ham det – og «Norges yndige Digterinde» maae see at holde sin Credit vedlige hos hendes «ydmyge Beundrer»

Men om han faaer Svar i Dag, tvivler jeg dog om – thi hør kun! først kom lille Georg Jessen imod Aftenen, for at tage Afskeed da han Onsdag reyser til Kbhn, i Morgen herfra. Med ham maae jeg dog skrive til Døttrene mine dernede i det mindste – da vi havde sagt hinanden Godnat (– Sarabarnet havde sin fæle Hovedpine, og gik tilsengs før vi spiste) og jeg nesten var sengefærdig, kom lille Maja, stak Hovedet ind af Dørren og sagde: «Hertels er nede!» – «Saa seent, i dette Veyr (det regnede stærkt) med den svage Kone!» – smaaebrummede Skriveren, alt halvsovende. Jeg i en Hast kastede mig i #min Slobrok, og ilede ned til de Kiære i fuld Nathabit. Hvor glad saae jeg min gode Kaja igien, saa munter og rask, at man skulde troe hende Sundheden selv. Hertel havde været lidt grætten, fortalte hun, fordi hun ingen Roe gav ham før hun kom ud i Gaar. De skulde reyst tidlig, men der kom Fremmede og Alskens Hindringer, saa de først Kl halvfire kom af sted. Hertel vilde blevet til i Dag, men der kunde da komme de samme Hindringer, mente Kajamoer. Nu havde de ret lidt Ondt paa Veyen, og torde, da det blev saa mørkt, ikke blive i Vognen hvor Veyen var slem, til de naaede en af vore Husmands Pladser, hvorfra de fik Manden til at gaae foran Vognen med en Fakkel, og kom Gud skee Lov vel hid, og befinder vi os Alle, ogsaa lille søde Sara, i Dag i høyeste Velgaaende –

Nu har Sally skrevet her ved mit Bord til sit Hovind ved Byen – Maja C sidder inde og faaer sig en Rabus med Hertel – lille Kaja hans gaaer i Husholdningen med lille Maja Telja og Maren. Sara vilde tage sig en Tour i Haven. Skriveren, stakkels Skriveren min, maae, imens vi Alle har det saa velsignet godt, drages med Frue Waagers Tyvepak paa Gilstad – Og tager jeg nu fat paa de resterende Breve.

Løverdag 12te Ja, ærlig har jeg stræbt med Brevskrivning i denne Dag, og det er saa meget mere fortiænstligt af mig, som hvert Øyeblik nu er mig saa dyrebart. Til Egersønnen og Døttrene i Kbhn fik jeg skrevet i Gaar, til Lottamoer, Thrinasara, den gamle Lollik, Dall, og Hr Jordan, i Dag. Hertels toge bort Kl henimod 11. Da de ikke kunde blive i Dag over, vilde jeg ikke, havde jeg end kundet det, holde længere paa dem. Det var nok, de lede ondt paa Hidreysen, de Gode. Min lille Georg tog jeg Afskeed med ret med et tungt Hierte.

110Ak, han vandrer nu ud i den vide Verden, det gode Barn, fader- og moderløs. Dog, Gud har opvakt ham faderlige Venner og Forsørgere, der ey forlader ham. Held og Velsignelse følge Dig, du brave, flinke Yngling, og aldrig vige Fred og Uskyld fra dit Hierte! – –

Imens jeg skrev, vandrede Maja og Sally lidt omkring da den første havde skrevet til sit Thrinabarn, og den anden til Søstrene sine i Kbhn. De kom netop hiem til Spisetiid, og nu, vi havde drukket Caffe og min Post var ganske fra Haanden, skulde vi giort en Tour til min Høy, Saras Grotte, og saa langt det kunde gaae, men det begyndte at regne, saa det slap op til en Spadsertour i Haven, der dog heller ikke gik længere end til de første Stikkelsbærtræer. Nu øser det ned. Maja C sidder saa ivrig læsende i Printsessen af Wolfenbüttel, Sara med begge mine Sønners Dagbogbreve. Hun havde læst Pavels’s, tog saa fat paa Jordans, der laae paa Bordet, begyndte: «Høystærede Frue!» – kastede det, og fik endelig fat paa det rette: I kan troe, der vanker alt imellem en lille snurrig Geschichte med det kiære Sallybarn.

Mandag 14de Det er et sandt Ordsprog: at Intet er saa ondt, det jo er godt for noget. Havde jeg ey lidt ondt i min ene Hofte, af et Glid i Gaar, kunde jeg nu ikke sidde her og snakke med Eder, og hvile mig imens, da maatte jeg gaae omkring – ikke med mine kiære Logerende, de vandrer paa sin egen Haand, og med dem var jeg giærne, om jeg kunde – men for ikke at løbe Surr i disse Dages Tummultarier, maae jeg gaae tilbage til –

111Søndag Her sad vi, Maja C og jeg, Sara var, Gud veed hvor, min Koren og lille Maja i Kirken. Da kom Telja saa hurtigt. «Kom ikke og meld Fremmede!» raabte jeg hende imøde. «Men det er dog det jeg maae» gienmælte Telja, og i Øyeblikket holdt her udenfor en Phaeston og en Carriol (saaledes, med to r r, har Fader Pavels bedt mig for Orthographiens Genius’s Skyld at stave Ordet) og deri var Obr: Lieut: Krogh med Kone og Datter, og Frue Brat. Ja, i vor Eensomhed vare vi vel bædre, men min tækkelige Frue Krogh maatte være mig hiertelig velkommen lell, ligesaa den søde Hetgens lille Navne, og den min Sara saa lige Frue Brat. Med Maden var blev og maatte det blive som engang var ordnet, da det alt var Middag.

Vi drak Caffe paa Wilhelmsminde, som alle disse Gode saae første Gang – baade det og hele Hovind saae Frue Brat første og sidste Gang; thi egentlig var det for hendes Skyld de kom, da hun vilde tage Afskeed med os før hun forlod Norge. De vilde hiem inden det mørknede, og vi vare just i Begreb med at gaae ned, da – Fader Pavels med Hustroe kom, som vare de faldne fra Luften. Lille Claudine var den første, jeg fik see, og troede neppe mine egne Øyne. Jo men var det dem. Jeg vidste nu ikke, hvordan jeg skulde dele mig, da Kroghs, det saae jeg, ilede, og de kiære Reysende skulde have sig en Kop Caffe. Skriveren blev da tilbage, og jeg gik her hiem med det øvrige Selskab. Paa Nedveyen gleed jeg, og var nær ved at falde paa Næsen, men slap med Skrækken og et lille Vrid, som jeg i Dag af og til føler Mindelser af. Imens Kroghs med Majalild var inde paa min Høy og i Saras Grotte, og siden ved mine Elsktes Grav, fik jeg 112Besørget Thee etc, til de kom tilbage, og imens samledes vi Alle. Kroghs og Frue Brat (som de alle fandt, lignede min bortgangne Sara saa overmaade meget, baade af Ansigt, Figur og Gang) toge bort, og det smertede mig rigtig, at sige den elskværdige Kone det vistnok sidste Lev- og Farvel. Aftenen gik hen med Samtaler og en Rabus mellem Maja C og Sara. Tidlig gik vi til Sengs. De Reysende vare trætte, om min velsignede Maja C har siden Løverdag ikke været fuldt saa rask, som i de allerførste Dage hun kom til sit Hovind

Og nu i Dag – see, da rullede længe før Middagstide en Vogn og Carriol atter ind her i Gaarden. Naa, hvor Visitterne er ude i disse Dage! tænkte jeg. Det var Pastor Bierk, hans Datter, Svigerinden, Jomfr: Roll, og Jomfrue Jensen, samt dennes Broder, Captaynen, som dog kun blev et Øyeblik, da hans Skyds til Christ: var bestilt. Et ikke stort længere Besøg havde vi af en Lieut: Nissen, som bragte os kiærlige Hilsner fra Tøyen, og et Brev fra Kistamoer til Majalild – han tog bort fra Wilhelmsminde, da han havde spist og drukket Caffe. Et ret godlidende ungt Menneske – Resten i Morgen thi dette har jeg stiaalet mig til at skrive naar de har været ude paa Vandring. Nu reyste Bierkes, men det er allerede mørkt, og et Brev til Tøyen endnu ufuldendt.

Tirsdag 15de Jeg fik det færdigt, og nu tager Manden som skal hente det min Kistas Dragkiste herud, afsted. Jeg har ey takket Dig, beste Lotta, for Dit vennehulde Brev med Barna fra Festningen, her tage Du denne min Tak for det første. Og fra Eder, I elskede Døttrene mine i Kbhn, bragte 113Søndags Posten et kiærligt Brev, som Sally vor læste paa Wilhelmsminde, men jeg først ret med Andagt her i Gaar Morges. Ja, det er bestemt, Tøyen bliver Universitet, saa min ædle Treschows og Sverdrups Glæde herover ikke var forgiæves

En Lieut: Nissen, som i Gaar kom hid med Breve og Hilsner fra Tøyen, bragte denne Vished, som Brevene bekræftede. Jeg kan kun gientage hvad jeg før har sagt i denne Anledning: Naar mit evigkiære Tøyen skal skifte Eyer, saa takker jeg Gud, at den bliver en saa udmærket National-Eyendom. Men mit Hierte er saa underlig beklæmt i dette Øyeblik. Det er, som om mine bedste Glæder alle laae i Erindringen. Dog, Haabet vil gientage sine Rettigheder – det giør det jo i dette Øyeblik. At jeg er saa beklæmt, kommer vel af, at min dyrebare Maja C heller ikke i Dag er brav. Hun har sovet lidet eller intet i Nat. Nu kom jeg fra hende, og det venlige blege Ansigt, og de huldt- men matsmilende Øyne staaer saa levende for mig, som naar hun sidder her ved min Side. Dog, Gud skee Lov, hun er nu oppe, og sidder her snart igien hos mig. O saae jeg hende kun igien som i de første Dage hun kom hid! Dog – der er du atter, venlige Haab! – saa skal jeg med Guds Hielp see hende inden hun forlader det grønne Kammer –

Onsdag 16de Det glade Haab gaaer allerede i Opfyldelse. Hun sidder her i Sophaen, læsende Wansbecker Boten, Sally ved hendes Side med mit sidste Journalhefte. Det kiære Slotspræstpar forlod os nyelig. Jeg vil ikke giærne sladdre paa Barna mine, ellers burde her staae lidt om en vis Slotspræsts Ungeduld, fordi der var lidt Ugreye med Skydsen; men ney, min gode ærlige Pavels var saa ganske den samme vennehulde Pavels 114i Øyeblikket igien, og jeg seer endnu hvor hans Øyne hang paa hans Claudine, som ønskede at blive her til Fredag, og følge ind med os, og – ney, min kiære Søn og Ven! her skal intet staae, uden hvad jeg føler og tænker, og det er: vel os, naar vore Smaaefeyl saaledes op- og overveyes – «Vi er, desværre jo alle Jyder for vor Herre» – Tak for I vare her, mine gode Børn, og lyksom Reyse! men Regnen hænger over vore Hoveder den undgaaer I neppe. –

Jo men kom her Fremmede i Gaar ogsaa, at det kunde vare tre hellige Dage til Ende. Det var Frue Bergh med begge Smaaetupperne sine, og Frøken Leganger. Hun kom lige fra Eidsvold og blev her kun nogle Timer, da hun frygtede for Mørket, det hun havde dobbelt Aarsag til, da de ingen Gut havde med sig, men sad alle fire inden i Vognen og lille Marie kiørte. Ogsaa min Maja C fandt Frue Bergh meget godlidende, og det finder vist Alle som kiender hende.

Torsdag 17de En skiønnere Dag end denne kan ey tænkes. Just nu kommer vi, Maja C, Sally og jeg, fra en lille Spadsertour paa min Høy og i Saras Grotte. O hvor deyligt der var begge Stæder! Især fandt Sally et lille Sæde inde i Bakken, skiult af Træer, som hun med Møye kunde rive sig fra, og som fra denne Stund skal være hendes som en synderlig Ting. Nu er hun i Haven og flætter med de andre Barna en stoer Krands til det velsignede Hvilested, som vi skal bede Farvel, naar min Maja har hvilt sig lidt (hun og Sara giorde en længere Tour) og vi har drukket Thee. Gud skee Lov! i Dag er hun overmaade færm, men jeg maae holde lidt Haand i Hanke med hende, at hun ikke skal gaae 115for langt, som forgangen Dag, da hun med Slotspræstparret og Sally giorde saa lang en Tour, at hun baade den og følgende Dag følte sig mat efter det. Men o hvilken himmelsk Dag denne er! og Tanken: at det er den sidste jeg denne Gang har de Elskede, forbittrer den jo ikke heller, da vi fulde 8 Dage endnu bliver samlede. Ney, ingen Maaned i det hele Aar har saadanne Dage som September, min Treschows og min Majas Maaned –

Posten bliver urimelig længe borte, og vi venter den Alle, jeg veed ikke selv hvorfor, saa længselsfulde. Dog, min Maja C, venter Efterretninger fra sit kiære Hiem, og faaer den vist ogsaa fra sit troefaste Thrinabarn, maaskee fra Faer siøl.

Fredag 18de Fra sin og min Thrinasara fik hun ret et lustigt Brev, den kiære velsignede Maja, og glæder det gode Barn sig over, at hun har faaet meget Besøggreye fra Haanden til Mama hendes kommer. At Bedstemama følger med, fik hun først vide i Gaar, og i hvor stort Compagnie vi ariverer til Auestad. Jeg ventede intet og fik intet –

Da vi havde drukket Thee, vandrede vi, Maja, Sally, jeg, lille Maja, Lina, Claudine og Kaja, til Graven med vore Blomsterofre. Maanen stod bleg paa den blaa rene Himmel. Da Graven var krandset og blomstret, bad jeg Sally synge Fatimes Aftensang[.] Hun sang det første Vers. I det andet kom hun ey længere end til «snart er dens Dødens Rov, dens Hierte isner» – da qvalte Taare den hulde Stemme – Vi gik tause tilbage. Tynde Skyer skiulte Maanen men gleed den forbi, og den smilte sødt igien til os paa vor Vandring i Haven, og da vi sad i Saras Lysthus og paa Wilhelms Bænk i Runddelen. – I Dag er det atter en 116herlig sand Septemberdag. Endnu har jeg ey bedt de Elskede Godmorgen. Men Barna ere allerede færdige, og Maja staaer her hos mig saa sød og rød og hviid med sin sorte Frakketrøye og Skiørt, og spørger, om jeg vil have noget Bud til Hertels, hvorhen hun sender tre af Barna sine – tre Ællinger.

Og nu Tak, dyrebareste Maja, for hver glad Stund, Du skiænkede mig her! Og Dig, Algode, mit Hiertes Tak, at hun igien kunde skiænke mig dem! – Og Dig, elskede Sally, min Tak, for Din kiære Nærværelse – Du har jo ogsaa glædet Dig blandt Dit Hiertes Elskede, og skal ofte glæde Dig blandt dem – O hvor deylige Dage seer jeg imøde, Dage, Uger, Aar! – og saa de uendelige, de uomskiftelige. Stode ey de i Baggrunden – hvad var da Alt

Auestad

Søndag 20de Her sidder jeg, i det store, høye, lyse Værelse, lige for en af de skiønneste, videste Udsigter I kunde tænke Eder. Men jeg kan ey hielpe Eder, Elskte! I maae rive Jer fra den ligesom jeg, og vende tilbage med mig i den simple lille Daglig-Spisestue paa Hovind, og sætte Eder med os om det tarvelige Frokostbord, som vi sad Fredag Morgen. Vi vare netop ved Slutningen af den første blandt de ikke sex Retter, da et lille Væsen som smilende og neyende ind ad Dørren. Jeg maatte spørge, da hun sagde: «Nu faaer De uventede Fremmede! – hvem hun var? og see! da var det en Frøken Motzfeldt, som for 10 Aar siden, just da jeg reyste til Kbhn, havde seet mig engang i Byen, og nu kom for at takke for Laanet af en Carriol som Skriveren den Gang havde laant hende fra Hovind til Trondhiem (som NB: længe siden var kommet tilbage) derfra hun, nu ariverede. Hendes Agt var, som I siden skal høre, at slaae sig til god Roe paa Hovind. Jeg negter ikke, at dette var en nye Grund til at glæde mig over min Beslutning at følge med mine Kiære. Thi tænk Eder 117at ombytte dette, min Majas, min Sallys, med dette aldeles fremmede, for ey at sige heterogene! – Hendes Tour skulde egentlig gaae til Moss, og for det første, da Hovindopholdet blev saa kort, til Tøyen. Hun frokosterede da med os, og vi lovede hvad vi ærlig holdt, at bestille Skyds for hende, og toge bort paa engang. Endskiøndt Skydsen stod færdig for Maja og Sally, hvilede de dog for min og Barnas Skyld (vi havde egne Heste, de til Christ:, jeg lige hid) paa Moe, og vare vi nesten stedse i Følge. Uden andre Eventyr, end at vi kiørte forbi en styrtet stakkels Hest paa Veyen (der mindede mig om det styrtede Æsel i Yoriks Reyse) naaede vi Tøyen – et Par smaae Regnbyger er ey at tale om – som jeg saae igien med en underlig vemodsfuld Fornemmelse. Lille Mariane og Julie Pavels kom os uden for Porten springende imøde, Faer og Moer fulgte lidt adstadigere efter. I Gaarden modtog Kista os, og blev ligesom Hanna lidt furten, fordi Maja og Lina vare gangne til Olsens (de stode af i Lakkegaden og spadserte did) Lotta favnede os hiertelig, men rystede lidt paa Hodet og saae til Hvidstuen. Derinde befandt sig nemlig Frue Wexels med sine Døttre, Madam Lund og Kaja. Aa ja, derved var da intet at giøre, vi maatte gedulde os. Caffe og Thee smagte deylig lell, og Praten gik saa Gu ogsaa ganske bra. Noget af en Samtale mellem Frue Wexels og mig, nænner jeg dog ikke at slaae under mig. «Jeg er ret fornøyet (begyndte Fruen) over at faae vide Sammenhængen ret med den Affaire Deres Søn har havt for nyelig.» – Min Søn? Frue! – «Ja, med de Røvere, han fik fat paa» – Det veed jeg intet om. Alle de Eventyr jeg veed, han i senere Tiid har bestaaet, er, at han forgangen i en bælmørk Nat reed ind i en Slagterdrift, og rigtig nok nær kunde redet sig og Dyrene ihiel. – «Ih, hvor Folk dog kan snakke! Rygtet gaaer, han var kommet ridende om Natten, og stødt paa en Hoben mistænkelige Mennesker, uden at de 118bleve ham vaer. Saa var han taget hen til en Lehnsmand og faaet mange Folk med sig, og de havde omringet Røverne thi det var det rigtig nok, kan I tænke – otte i Tallet, og disse havde da tilstaaet, at de vare 200 i Tallet osv – Det skulde været mig kiært; hendtes sligt min Hr Søn, at han viste saadan Conduite, men det tvivler jeg om: thi lige ukiendt med med Mistænkelighed og Frygt, vilde han formodentlig gaae lige paa, sig til liden Baade –

Maja og Lina kom, fulgt af den snilde Zarine og den brave Lieut: Stenersen. Aftenen gik ret fornøyeligt. Sally maatte tage hiem strax hun havde drukket Thee for at ordne sine Ting til Hidreysen[.] Lina fulgte med sin Moer Cappelen til Festningen, og var hendes Sovekamerat. Der samledes vi om i Gaar Morges til Afreysen. Paa Trappen tog Søn Pavels imod mig med de trøstefulde Ord: «Naa det var vel De kom, kiære Moer Koren, Champagnevinen staaer og venter paa Dem». Aa, den dunster nok ikke ud – gienmælede jeg, som troede, det var Slotspræstens Spøg; men see, det var ramme Alvor. Hertil Karbonade og Pæregrød – Jo jo, det var en delicat Frokost. Vi toge da vel forsynede fra Festningbarna, dem vi sidste Gang saae i den gamle vakre beqvæmme Boelig. Neste Gang hilse vi dem i deres egen eyendommelige forrige Frue Mansbaks, eller rettere – thi hun er stedse den samme Frue – i den samme Frues forrige Gaard, som Fader Pavels rigtig nok har dyrekiøbt, men er passelig og beqvæm for ham især, i alle Maader.

Endnu skiønnere end i Fredags var Veyret, og afbrødes ikke ved nogen Regnskur. Ingen Sommerdag har i Aar været saa varm som Gaarsdagen. Underveys og paa Ravnsborg, lode vi de deylige Tøyenpærer, Lottamoer havde forsynet os med, smage os deyligt, og Sallys Hovindstikkelsbær ey mindre.

119Fra Ravnsborg toge de fra mig, de Gode, allesammen, men i den kiærlige Hensigt at bestille og have Caffe færdig til jeg kom efter til Gillebek. Den var strax paa rede Haand, og Maja C, Vertinden mætta, beværtede, skiænkede, og det styrkede, kan I troe. Fra Gillebek fulgtes vi ad, og forlode ikke mere hinanden. Maanen steg op bag de sorte Skove. Aftenen var herlig som Dagen havde været. Ved Bragerøen skulde vi sætte over. Der mødte os den troe Søn og Broder Realf, og giorde og havde giort de prægtigste Anstalter for os, og Maanen lyste os over den blanke stille Flade, og Sally og de andre Børn glædede sig i den gyldne spillende Straalebroe tvært over Vandet, og vi alle glædede os som gode lykkelige Børn, og følte ret inderlig, at vor Fader elskede os Allesammen, og saae ned til os fra den lyse Hvælving med Kiærlighed. –

Før vi landede, hørte vi Faer Cappelens Velkomsthilsen, og af hans Arme ilede vi i vor elskelige Thrinabarns, og først da vi havde vare bleven færdige med vore giensidige Hilsner, Spørgsmaal og Giensvar, og kyssed og kiæled lille søde Peer, som alle tre Smaaepigerne strax slog en Ring om, mærkede vi, at vor Thrinasara var bleg og stærk forkiølet. Det er hun desværre endnu. Da vi havde drukket Caffe, Chocolade og Thee, toge vi hid, og underligt kom det mig for, at forladede kiære gamle Gaard, saa seent, og for at tage Natteherberge et andet Steds. Fader C var i Forveyen og tog imod os her paa det skiønne Auestad, og det var med Nød og Neppe Barna holdt sig fra at løbe Huset rundt. Dog, Søvnen overfaldt dem i den bløde Sopha da vi havde spist, og de knurrede lidt over, at Fader C og jeg spillede et Par Rabuser inden det bar tilsengs. Her hvor jeg nu sidder ved Majas lille Pult og skriver, er mit og Børnenes Sovekammer. Den hele Nat smilte Maanen ind til os, og jeg bad til Gud om mange glade Dage og Aar for dette 120ynderige Steds ædle Beboere, for alle mine Elskte, og sov sødt ind, og vaagnede og glædede mig ved at ligge paa det nye Auestad, og sov og drømte, men kunde intet samle af hvad jeg havde drømt, i hvor vist jeg foresatte mig at erindre det –

Nu vil jeg blot sige Eder, at det er Mandag i Dag, for at fortælle Eder om Gaarsdagen – thi med den velsignede 21de vil jeg begynde et nyt Hefte. Thrina med begge Gutterne sine, den store og lille, kom Formidd: men var saa harm, fordi hun Kl 3 maatte ned igien, da Mad. Kirkegaard havde meldt sig did. For dog at kunde være samlet med alle sine Kiære, bad hun os did til Aften, og det lovede vi giærne, skiøndt vi hellere havde beholdt dem her, og alle blevet i denne søde Roe.

Jeg sov en lille Midd: Søvn, som var blevet endnu lillere, havde ikke Maja K: taget det andet Bind af Ingemans Digte fra mig, der lover af det jeg har seet at blive sin ældre Søster værdig. Vi sad om Caffebordet – dog, kun Maja C og jeg sad ved det i Sophaen. Børnene vare herinde i Kammeret, Ottesens længe siden hiemme – da seer vi op, og midt i den aabne Dør staaer, dybt bukkende – min Hr Gemahl. Det var en Overraskelse og en glædelig. Vi fløy ham om Halsen. Jeg ind til Ungerne – men Lina var i Forveyen, dog røbede hun intet, men bad dem blot komme ind. Sara blev staaende med begge Hænderne i Siden og saae paa den Fremmede, lille Maja hang blodrød af Glæde i hans Arme. Dog Heftet gaaer til Ende. Vi havde en morsom Aften hos Barna vore[.] Skriverens Komme giorde der samme Effect som her. Mad: Kirkegaard den vakre tækkelige Kone kiender I Alle af disse Blade. Hun havde tre smaae velopdragne Pigebørn med sig. Selv var hun saa stille. Hendes Søster, den interessante Hanna er saa svagelig. Hun var ey med. Fader C er paa Værket, men kommer tilbage i Eftermidd: Egersønnen venter vi til Middag. Realf og Thrinasara er her og søde Petrus. Og alt for længe har jeg nu været fra de Elskede. Om denne Dag er ellers, maae I vide, endnu intet sagt.


Sang d: 21de Septbr 1812

121Austad hilser fro i Dag
Majadals Forskiønnerinde.
Indsigt, Kraft og Kunst og Smag
Bød det nye og stolt oprinde

Majadals Forskiønnerinde!
Under Austads giæstfrie Tag.
Ønske vi Dig Held, Veninde!
Paa Din kiære Fødselsdag.

Ofte her Du møde fro!
Svundne Dages kiære Minder
Hilse Dig i Majaroe,
Medens Haabet Krandse binder.

Svundne Dages kiære Minder
Hilse Dig i Majaroe,
Medens Haabet Krandse vinder
Om den stille Fredens Boe.

Skue med Fryd Din Alders Høst!
Skiøn og moden Frugt den pryder,
Og i Hiertet Haab og Trøst
Af sit Fyldehorn den gyder.

Skiønne, modne Frugter pryder
Smilende Din Alders Høst,
Af sit Fyldehorn den gyder
I Dit Hierte Haab og Trøst

Kunde jeg vel begynde mit nye Hefte med noget bædre, end denne min Egersøns Sang? En Note maae jeg sætte til for Eder, Elskede, som endnu ikke har seet det skiønne Auestad og dets Omgivelser. Majaroe er et lille Sted her i Nærheden; ved en 122stedse rislende Bæk i en lille Kratskov har, vor, min dyrebare Maja alt i sin Barndom havt sig et Yndlingssted, og paa sin lille Græsbænk drømt og ahnet sig ind i den hende ubekiendte Verden, som hun nu der ahner sig ind i den end ukiendtere bædre, evige Verden. Det lille blide Majaroe er nu omhegnet med et lille Springelværk paa den ene Side; paa den anden har Naturen omhegnet det med det grønklædte Field. En lille Broe over Bækken fører did –

Torsdag 24de Saa mange Dage har disse Blade hvilet. Jeg vil begynde der jeg slap, saa seer I Aarsagen, Elskede. – Her var ingen den velsignede 21de, uden, det forstaaer sig, de kiære Barna vore, Thrinasara og hendes Realf og lille Peer, som bragte Bedstemoder en Krands af Evighedsblomster. Over hendes Skriverbord hænger den uforvisnelige Krands, og Tusindfryd smile den i Dit ædle Troe Hierte, Maja, hver Gang Dit Blik hefter sig paa den!

Min stakkels Geburtsdagsgave var de gamle fastingske Provinzialblade, der havde faaet nye Overkiole paa, og tiltalte som saa Maja paa hendes Fødselsdag:

Endskiøndt i nye Overklæder,
Tilskaarne efter Nutids Smag,
Længst uvant til en festlig Dag
Vi gamle Bøger bly fremtræder.
Dog, kiend‹er› de vort indre Værd,
Og Dit, vor ædle nye Herinde!
Og sendt fra den, Du har saa kiær,
Vi haabe trygt Din Gunst at vinde.
Vor fordums Eyerinde, som
Har holdt os smukt i Agt og Ære,
Vor og sit Hiertes Tolk vil være,
Og derfor hun selv med os kom.
I stakkels gamle Bøger, ak!
Hvor vil I hen med al den Snak?
Jeg Eders Tolk vel kunde blive,
Og Jer fortiænte Skudsmaal give
123(Vel Eder, det behøves ey)
Men dette fulde Hiertes? – ney,
Jer Gamles Ord i Agt og Ære,
Det selv sin egen Tolk maae være.
Et Suk, et Smiil – men Ord? – o ney,
(Vel det og mig!) – behøves ey.

____________

Lille Maja bragte anden Deel af Ingemans Digte, Lina et Par pene Strømper, Sally Forsoms nye Skuespillerbog. Før Egersønnen kom Fader C og liden Sophi, som vi først ventede mod Aftenen. Da Aften Klokken blev henved 3, gik vi tilbords, men havde ikke sadt der længe, før Hr. Frederich kom, og med ham Visen, som han selv, Sally og Realf sang over Borde ved Glassenes Klang. Stille med bliid Musik, Claverspil og Sang, endtes den kiære Dag, som den Algode lade os opleve med fro og glade Hierter mange, mange Gange. O Du var os jo gienfødt, Du Dyrebare, giengivet fra Gravens Rand. I min Siæls Inderste helligholdt jeg Din dobbelte Fødselsfest, og Dine Elskede Alle helligholdte den saaledes –

Tirsdag 22de læste vor Egerven for os ved Thebordet om Morgenen i Ingemans Digte, mangt et deyligt Stykke. Naar jeg har giennemlæst dem Alle, skal jeg efter min gamle Skik sige Eder hvad jeg fortrinlig ynder. Nu kun, saa meget seer jeg, den sieldne unge Digters Gangergrif er ikke dalet. – Vor Thrina, som er saa grumme forkiølet, kom ikke hid, da det blæste stærkt, men Realf slog vi Arrest paa, dog fik han Hiemlov engang om Eftermiddagen. Vi drak kostelig Champagne ved Bordet, og fik dertil et Par Smaaeviser. Eftermidd: til Kl 6 snakkede vi bort. Det var ey mueligt at holde vor Egerven længer, han maatte hiem, uagtet det blæste, eller rettere stormede, som det da giør hver Dag i denne Tiid. Om Aftenen spillede Faer C, Realf og min Koren en Tremands Piqvet, og jeg læste høyt for mine kiære Tilhørerinder Ingemans Mithridat, som ikke har den Fuldendelse, synes mig, som de mindre Digte. Det varede til Kl over 11, og var vel dette Aarsag i, at jeg vaagnede saa syg 124i Gaar Morges, laae til Kl 12, stod ret ussel op, og var fast en heel Time om mit Toilet som ikke pleyer medtage mange Minuter. Her var et lille Selskab til Middag, Mad: Cappelen fra Schien, Diderichs Kone, og hendes Datter, en lille 13 Aars godlidende Pige, og Svigersønnen Michael Cappelen (hans Kone ligger i Barselseng; flere af Familien vare budne, men kom ikke) Jomfrue Ravert, og de kiære Strømsøebarna, men ikke lille Peer, da det var en af de koldeste Dage vi har havt i Høst. Mad: Cappelen er en rask, tækkelig Kone, som jeg ret var glad ved at see igien. Ved mit Ophold i Schien viste hun mig, min Koren og Sara overmaade megen Venskabelighed. Da vi gik til Bords var jeg saa syg, at jeg fandt, Sengen vilde tiænt mig bædre; men det bædredes med mig alt som jeg spiste, og jeg spiste dygtigt, og en god Kop Caffe fuldendte Curen, saa jeg ret med Moroe og Gammen var Vidne til Bouston’n, som Mad: Cappelen, hendes Svigersøn, Faer C og hans Svigersøn spillede; dog, da gamle Amtsforvalter Strange kom hid, maatte Thrina mi tage sin Faders Kort, og han selv giorde Lhombrepartie med Strange og min Koren. Kl: 10 brød Selskabet op. – I Dag vare vi alle budne til Barsels hos Mallings, men har Alle undskyldt os, Ottesen undtagen, som skal være Fadder. Han fulgte dog nu sin Thrina og søde Gut herop. Hun er Gud skee Lov meget flinkere end de forrige Dage. Lille Peer blev bragt sovende ind paa store Peers Seng, og jeg har endnu ikke kysset ham, og ikke seet ham i to Dage.

Grev Wedel og nogle andre Mandsperfolk spiser her til Middag. Da jeg kom op fra Haven i Dag med Faer C, og havde Aviserne i Haanden, kom just Greven, den vakkre raske Mand, som nu vel troer, jeg er en heel Politikus. Han opholdt sig kun et Øyeblik, da han med Faer Pedro skulde have et Møde med endeel andre, Gud veed hvor. Det bliver nok ikke tidlig til Middag.

125Fredag 25de Det blev ey før Kl over 4! og vare vi Alle saa skrubsultne at vi vare færdige at blive grætne, især paa Rørbye, som lod vente paa sig endnu en Stund efter Grevens Tilbagekomst[.] Foruden dem var kun Etatsraad Jespersen her, som i Aftes gik ombord med sin hele Familie til Kbhn, hvorfra han siden gaaer videre til Viborg. Han er blevet gammel og jydsk, synes mig. Wedel bliver jeg alt mere indtaget i hver Gang jeg seer ham. Han var i prægtigt Hommeur i Gaar ved Bordet, og fik vor Sally saa deylig rød, da han sagde, han saae paa hende hun havde godt for at finde Udflugter. «Ney det er just det jeg ikke har» – sagde Sally, og det var Sandhed. Han hilsede mig fra de elskte Barna mine i Kbhn, og spurgte, om jeg havde faaet det Brev, han medbragte fra dem.

Tøyen

Løverdag 26de Jeg ble afbrudt ved Diderich Cappelens Komme som jeg maatte ind og hilse paa, og siden blev det ikke mueligt at faae sagt Eder mere, mine elskede Venner. Jeg vil derfor nu blive ved, som sad jeg endnu paa samme Sted. Alt var indpakket og vi ventede kun paa nogle Penge og Papirer, Fader C vilde have herind til Byen med os. Nesten færdig at stige i Carriolen var der saa nær ingen Reyse blevet af. Seer I, eller rettere, I har alt seet, fast hver Dag var der Fremmede paa Auestad, saa det netop var den kiære 21de vi bleve ganske uforstyrrede. Torsdagaften var min Maja C slet ikke brav, og maatte lægge sig i Mørkningen, dog giorde hun sig stærk for at være ved Bordet om Aftenen.

I Gaar var Faer C udbuden baade til Middag og Aften, og der var al Sandsynlighed for der vilde blive fuldkommen roeligt for Besøg den hele Dag. Maja var bædre. Sally faldt først paa, i det mindste med Ord, at yttre det Ønske: «kunde du dog blevet hos os denne Dag over!» Majas Øyne sagde meer end Ord det samme Fristelsen var stoer, endogsaa uden dette: thi I vide jo: «Hver fristes 126naar han lokkes af sine egne Begiærligheder» – dog, jeg overvandt, og Kl halvelleve tog jeg Afskeed med min velsignede Maja og med Sally, som først havde tænkt tilligemed de andre Barna at følge os til Borches, men vilde ikke forlade, selv troefast, sin troefaste Veninde. Don Pedro var gaaet lidt før med begge Brødrene sine (lille Real er med D: Cappelen) Til min dyrebare Thrinasara havde jeg sagt Farvel om Aftenen, da jeg vilde tage lige til Borches, og hendes og min Realf kom op om Morgenen, for at sige sit tredie Forældrepar endnu et Farvel. Just som vi toge Reysetøyet paa, kom et Brev fra Egersønnen min saa jeg fik et Farvel endnu fra ham ogsaa, og et Brev med til Broderen Pavels, det Aslak allerede er afsted med, for tillige at melde vor høye Igienkomst til Tøyen. Saa længe jeg kunde see det stolttonende Auestad, vendte Øynene sig did, og Hiertet langt længere. Gud være lovet, at det indre Øye ikke indskrænkes som det ydre, at Tankens Flugt er friere end Fuglen i Luften! – Lille Maja, Lina og Sophie Peckel fulgte os. Da Fergen var paa den anden Side, toge vi over i Baad, for at vinde Tiid, og hos Nella, (hvis Mand endnu ikke er hiemkommet fra Engeland) blev vi kun til Hestene kom efter. Der var mig saa beklumret: thi den fatale Morgenstierne var der med Kone og Børn, og alt op i et Røre, da de ogsaa – de havde logeret der – stode reysefærdige til Christiania. Foruden dem var der en vakker ung Kone, Madam Scheel fra Moss, som i det mindste Kbhns Døttrene og Sally kiendte ret godt, da hun er opdraget hos Jess Ankers. Jeg havde hørt tidt nok tale om Sophie Hesselberg til giærne at vilde giort hendes Bekiendtskab, men som sagt, Luften var mig saa qvalm. Nella er bleg og maver, og utaalmodig over sin Borchs lange Udeblivelse, lever for Resten vel og har to vakkre Børn. Der forlod jeg da Barna mine, og sendte Kys og Hilsner 127med dem, og Velsignelser. Ved Frydenlund toge Øynene for denne Gang Afskeed med Auestad, og takkede det for hver glad forbigangen og ventet Stund. Saa koldt det var om Morgenen, saa blidt blev det opad Dagen. Paa Gillebek fortalte min Koren mig, at han var blevet Græsrytter underveys, da gamle Felix (en Ridehest, han imellem bruger for at spare Presidenten) der gaaer deyligt i kort Gallop, var styrtet med ham. Han loe, og var glad ved, jeg ikke havde seet det, men blot at høre det ængstede mig. Vi spiste der vor medbragte Proviant, Smørrebrød, Kage og Stikkelsbær, og han klagede ikke, kun det ene Knæe var lidt ømt, sagde han; men da han skulde stige af ved Ravnsborg, befandt han sig slet ikke vel, og kom med Møye af Hesten. Jeg var inderlig bekymret, men han blev snart bædre, drak Caffe med mig, og røgte sin Pibe, steg rask til Hest og fortsatte de lange 7 Fierdinger uden Uleylighed. Gulen var ey at holde, saa jeg vist var her en halv Time – der syntes mig i min Angst to hele – inden han kom. I Dag er han meget stiv og øm i hele Kroppen, men haaber ved denne Dags Hvile og den ømme Pleye vor hulde Lotta og Kista og alle yder ham, at blive stærk til Hiemreysen i Morgen. Dog har vi Bud efter en Carriol som vel er at faae et eller andet Sted, da det i alle Fald vil blive ham tiænligere, end at ride, og betrygge mig, som herefter aldrig bliver ret roelig naar han bruger den gamle Felix

De vare nesten ude af Venten da jeg kom i Aftes, især Kista, som angrede paa de gode Kiødkager vi skulde gaae glip af. Men Lottamoer opgav ikke Haabet saa snart. Presidenten var i Compagnie hos Agent Nilsen; i Dag er han i Gratulats hos Prindsen, i Anledning af dennes forestaaende endnu nøyere Besvogring med Kongehuset – derfra skal han til Rosenkrantz’s, og i Morgen til Skøyen til Pløns – det er ret en Tøyte-President – Men fandt vi 128ikke Presidenten, fandt vi i dets Sted Frøken Motzfeldt her endnu, som, saa vidt jeg troer, ikke har giort Mine til at vilde fortsætte Reysen. Nu sidder hun nok saa pertentelig med grøn Kiole og grønne Skoe og baldyrer en sort Tyls Strimmel, der vist vil tage sig skiønt ud paa en rosenrød Kiortel, hun i Dag kiøber Tøyet til. Jeg gientager hvad jeg engang, troer jeg, har sagt, at hun vist nok kan være meget bra, som hun er flink til sin Haands Giærning; men det generer dog, og kan jeg ikke faae saadan af Hiertets Grund fortalt mine Geschichter eller vi Alle sladdre mellem hinanden, som vare vi ene – Paa denne Side Mortensdag troer jeg knap hun reyser.

Nu har vi spiist. Kl er to. Og nu ere I vel, min Maja og Sally, i Eders fulde Pomp ariverede i Barselstuen. Jeg har dog vel sagt mine Dagboglæsere, at der i Dag er Barsel hos Michael Cappelen, i hvilken Anledning den unge Madams Forældre fra Schien ere didkomne. Os, mig, min Koren og Barna var saamen den samme Høytiid beskiæret, men vi frietoges for den ved Reysen, Børnene blev ogsaa hellere hiemme i Roe med liden Sophi, men Moer C og Sally maae nok holde for, og Thrinabarnet kan vel heller neppe tye længere til sin Erkaltung for at skulke. Jeg gad nok staaet useet i en Krog og skuet til, hvordan I havde det, Elskede! og saa vilde jeg flyve i Forveyen til Auestad og forfærde Ungerne lidt først, og siden Eder, naar I kom, og jeg tog imod Eder og fortalte hvordan alt var tilgaaet i Barselgildet –

Men Tiden til Midd:slumren er nesten forløben, og endnu sidder jeg her, og dog behøver det ikke ret rigtige Hoved Hvile.

129Søndag 27de Det blev kun et kort Blund jeg fik. Min gode Kista kom og vækkede mig med en Kop Caffe. Da vi havde begyndt at drikke Thee, det mørknede alt og smaaeregnede, gik Dørren op og ind traadde det kiære Slotspræstpar, som vare vandrede herop og den lange Vey for at hilse paa Moer Koren, og høre hvordan det stod til der vi kom fra. De havde kunt alt for sande Ahnelser om, det i Dag vilde blive Regn tilgavns, og nyttede derfor Aftenstunden. Vi snakkede, smaaeskiendtes, forligtes, spillede Rabus, og med to brændende Lys i en Lygte hentede dem deres liden Smaaedreng Kl: henimod 10. Rigtig nok var Veyret da bædre end da de gik herop, og langt bædre, end i Dag. – Ogsaa mit Hoved var ulige bædre. I Nat var jeg ret syg, og er ikke med det friskeste endnu. Det leye Veyr ængster mig ret. Min Koren tog nu hiem, dog er jeg lidt roeligere, fordi han lod sig overtale til at kiøre. Og mon Du vover Dig til Din Dal i Dag? elskede Maja, med Dit kiære Følge? Du maae did, og desværre tør vi ikke giøre Regning paa stadigt godt Veyr herefter, før de hvide Fugle kommer. Men jeg længes saa efter at vide, om I ere reyste – ak, og før Torsdag 8 Dage, saa nær 14 Dage, seer jeg intet fra Eder. Frue Wibe troer jeg kommer her i Dag med sine Børn. Jeg glæder mig ret til dette Bekiendtskab. Presidenten betænker sig paa at tage til Skøyen, og opgiver nok Touren, holder Regnen ved.

Kl 5. Regnen holdt ved, holder ved endnu, men ikke desmindre fulgte Presidenten med Wibe til Skøyen. Proctr Hansten var her i Formiddag, og længe underholdt jeg mig med ham om mine Elskede i Kbhn, først og sidst om lille Syvald, som han fortalte saa mange smaae Løyer om. Han tog lige til Hochsund, og saa skrev jeg med ham til min Thrinasara, og nu veed jeg, jeg paa Torsdag faaer Brev fra hende, thi jeg bad hende og hun negter ikke sin Moer Koren noget. Frue Wibe er her, en meget behagelig og vakker Kone, og har to Smaaepiger 130med sig, to vakre Glutter, den ene 8, den anden 5 Aar. Hun er en lykkelig Moder til 7 saadanne raske Børn, alle vakre og gode.

Mand: 28de Færdig at tage til Økeren, vil jeg dog endnu sige Eder et Par Ord om i Gaar. Aftenen som Dagen gik hen ved Snak, og det ret interessant Snak. Kun plager Frøken M: mig hvert Øyeblik hun faaer mig under 4 Øyne med Spørgsmaal i Anledning af hva hun kalder min poetiske Geyst. Hun vil vide, hvad Tiid den vaagnede, og sagde jeg hende: «vaagner den ikke med Hiertets første Slag, vaagner den aldrig» – forstod hun mig dog ikke. Ligerviis vil hun vide, om ingen af mine Børn, de hiemgangne og de, jeg har tilbage, har arvet mit Genie? – Siger mig, Elskte, hvad lader sig svare paa sligt? Hun har ulykkeligviis faaet fat paa mine gamle dramatiske Forsøg og en uudtømmelig Spørgsmaalkilde er derved aabnet for hende.

Presidenten og Wibe kom, og den Sidste tog Kone og Børn med sig. «Mænd gik med deres Koner, vi andre ene gik» – til Sengs. Lille Rasmus Borchsenius var her i Gaar – ellers ingen uden de Omtalte. I Dag er det klart i Veyret og i mit Hoved.

Kl 12 «Stakket Dands er snart sprunget» – Jeg var ey halvveys til Økeren, da mødte jeg lille Ragna med sin Ida paa Skiødet. Hun blev ikke mindre flau end jeg, og vilde endelig vendt om, men da hun tog ned til Byen med sin Ida, der havde faaet et slemt Udslet, for at tale med Thulstrup, som hun forgiæves havde ventet paa i 14 Dage, vilde jeg paa ingen Maade hindre hendes Tour, og lovede at komme til hende i Morgen Formiddag. Hun saae saa frisk ud, og var det ogsaa, forsikrede hun. Da jeg kom tilbage, mødte Frue Lotta mig leende i Gaarden, men da hun hørte, jeg skulde afsted igien i Morgen, rystede hun paa Hovedet. Kista mi tager i Eftermidd: til Byen i tunge Afskedsbesøg. Frøkenen følger med hende. Presidenten er hiemme hos os hele Dagen.

131Nu en Smule politik til Forandring. Frue Wibe fortalte, hendes Mand havde faaet Brev fra Kbhn, hvori den ubehagelige Efterretning, at Beltet er sperret af svenske, russiske og engelske Skibe, og at dette vel var et Forbud om Fredsbrud fra Sverrigs Side. Skulde nu Svea svige saadan sit Ord, efter at have inddysset os i sød Roe ved Venskabs Vuggesange, o, da var det vel værd at nævnes paa engang med Bretland, naar der taltes om Troeløshed. Men jeg kan ey troe det. Presidenten havde ogsaa hørt af Rosenkrantz, at Tingen ikke var saa farlig, efter Breve han med denne Post havde havt fra Kbhn. «Gud raader vor Skiæbne, han raader den bedst – Saa lidt vi forandrer med Klage –»

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1812

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.