1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> April | Bokselskap

Dagbok 1813

av Christiane Koren

April

Torsdag 1ste Dagen svarer ret til sit Navn. Det blideste Solskin afvexler med det ublideste Sludveyr, dette sidste har nu, Kl. 5 Overhaand, og tænker man paa den snart forestaaende Reyse i saadant Veyr og Føre, kan man let blive modløs. Det er jeg imidlertiid ikke, skiøndt jeg ønsker mig Aladdins Lampe for ved den at transporteres hiem i en Hast. Ak, til meget mere end det ønskede jeg mig den i denne Tiid, og neppe blev denne Transport Aandens første Arbeyde.

107Gaarsdagen blev hvad jeg lovede mig den skulde blive. Fra Mostues var foruden den gode muntre Hanna med hendes Børn, den gamle Frue Annechen med sin Søn Hr Svend, en Jomfrue Dedikam, som jeg for 18 Aar siden saae som Barn i Ullensager Prstgrd, og hendes Fetter af samme Navn, to ret godlidende unge Mennesker. Fra Thranes kom kun den interessante originale Madam Lena med sin Valescha, og Jomfrue Andersen som er i hendes Hus. Hendes Mand var Fadder i Familien. Hun kommer sielden ud, end ikke hid, hvor hun dog saa giærne kommer og boer saa nær. Det kostede sandelig meget at modstaae hendes nesten uimodstaaelige Bøn at komme til hende i Dag. De toge alle bort før det blev mørkt for Førets Skyld. Stakkels Hannamoer, eller som Børnene kaldte hende Moer Hanna, var ikke frisk men lige munter. «Jeg er saa syg som e Bikkie, Moer Koren» sagde hun. Vor Sally blev hos os, og tog først bort i Aftenstunden. Thi I maae vide, at jeg skriver dette ved Lys imens Barna klæder sig af. Vi gik tidligere op end sædvanlig, da min hulde Ragna havde stærk Hovedpine[.] Ellers havde vi havt en ublandet deylig Dag i Dag; men det skal jo intet være i denne Verden. Marieboe har været hiemme hos os den hele Dag, og vi har i alle Dele havt det saa hiemmeligt og godt. Ragnas Hovedpine blev først senere i Aften saa slem. Det er et skrækkeligt Veyr og de Gode her forsikrer, vi ey faaer Lov at reyse, bliver det saaledes i Morgen. Jeg stoler paa min gode Stiærne. At Gaarsdagen endnu blev mig deyligere ved et Brev fra min Maja C til Sally, og ogsaa til mig, maae I endnu vide, før jeg siger Eder God Nat fra det vakre, det hyggelige Økeren.

108Hovind Løverdag 3die O at I vidste, alle I Elskede, som i denne Tiid og især i Gaar har været saa bekymrede for Eders Moer Koren, hvor frisk og færm hun sidder her i det kiære grønne Kammer, hvor alting smiler om hende i det blideste Solskin. Hvor vilde min Ragna og hendes Ludvig glæde sig over at jeg modstod deres søde Overtalelser – det var vel I ey saae, hvor nær de vare ved at rokke min Standhaftighed – og ey blev over til i Dag. Vel er Veyret mildere end i Gaar fra Morgenstunden; men det har frosset stærkt i Nat, og Føret er vist derved i høy Grad forslemmet. Heel tidlig vare vi reysefærdige, jeg og Barna. Min Ragna kom ind, og bad mig ikke, men sagde bestemt: «Du faaer ikke Lov at reyse i denne gyselige Storm, Moer Koren» – «Men see, gode Ragna, hvor Solen skinner; føl hvor den allerede varmer. Vi ere saa forsynede med Reysetøy, at ingen Blæst skal kunde trænge igiennem, og hvem indestaaer os desuden for, at det i Morgen bliver bædre? Det er uvist, men vist at Føret med hver Time bliver værre» – Men nu tog hun til sine farligste Vaaben, de søde smigrende Bønner, der bleve end farligere ved Taarene i de blaa Øyne, og ved Ilden i hendes Ludvigs, da han, som en troefast Ægteherre hør og bør, traadde paa hendes Side. De kunde lige saa lidt selv være roelige ved, som forsvare for mine andre Elskende, at de lode mig, der taalte saa lidt, tage ud i saadant Veyr, og hvad Kiærlighed og Venskab mere kunde indgive dem. Ikke af Frygt for Veyret, men for at bedrøve de kiære Mennesker, vaklede jeg. Dog, som sagt, lovet være min Fasthed – Vi maatte til Frokostbordet, hvor jeg intet kunde spise, men blot drak et nesten fuldt Glas af Ragnas selvlavede Hæggebærbrændeviin. Det samme giorde Ungerne. Vi skulde just reyse os og lave os til Farten, da kom Fetter Randulff, som havde overnattet paa Tøyen, ridende i Gaarden, for i det mindste at see os. Og stort mere blev det ikke heller, og endskiøndt 109det sinkede os lidt, var jeg dog glad ved at have seet den brave Fetter, og faaet endnu en Hilsen fra min Lotta og Tøyen[.] Et af mine sidste Arbeyder var at skrive et Par Ord til Aggerhussønnen, som Ragna lovede at besørge –

Klokken var vel 10, da vi satte os i Bevægelse. Det gik sagte, men gruelig vel. Op ad Dagen blev Veyret deyligt, og meer end engang sagde jeg ved mig selv: «Den Retfærdiges Bøn formaaer meget» – thi jeg vidste jo, I Elskede, hvor I bade for mig.Til vort første Hvilested, Bonkellen, kom vi jus da Kl slog 12, og holdt der vort gode Maaltiid; thi som til en to eller tre Dages Reyse havde Ragna forsynet os med Mad og Drikke. Den stakkels gamle Kone ligger ligedan med sit brudte Been, som hun nok aldrig kommer til at gaae paa mere. Hun fik sin Portion af Rypestegen, men de deylige fyldte Pandekager saae Børnene blot paa med lystne Øyne, og besluttede at giæmme dem til Moe. Der giorde de og jeg os ret tilgode med dem, imens Caffen blev færdig. Ja, Føret var slemt, det er sandt; men dog ingen Stæder værre, og nogle meget bædre, end jeg havde forestillet mig det. Og ofte vare vi krøbne en halv Miil frem, uden at mine Tanker havde dvælet et Øyeblik ved Veyens Besværligheder. De nydte og ventede Glæder beskiæftigede dem fast ene og allene. Blandt de sidste var, foruden de Kiæres glade Modtagelse og Giensamlingen med dem (min Koren og Jess vidste jeg, jeg ey faaer see før den 7de. Det havde Kista skrevet) det velsignede Majabrev jeg skulde finde her. Og alt fandt jeg hvad jeg haabede og kunde ønske. Kista, Telja, Kaja og Tønder Lund modtog os hver med sit Udtryk af Glæde, lige saa alle Pigerne, alle som jeg saae, og hvorhen jeg saae smilte alting mig et venligt Velkommen imøde. Det kiære Majabrev skal jeg nu besvare, og stille de Elskendes Uroe paa Tøyen og Økeren. O, at de saae hvor frisk jeg er, hvor godt jeg har det!

110Søndag 4de «Man maae ikke nævne Strikke i hængt Mands Hus» – Jeg hoverede nok i Gaar for meget over min Friskhed, og det leed ikke den avindsyge Hovedpine og begyndte alt i Nat at straffe mit Overmod, der dog var saa uskyldigt. Men jeg vil vove en dyst med den Ondartede, og vi vil see, om den skal faae Bugt med mig.

Mine tre Breve bleve færdige og afsendte. Min Hiemmeglæde blev sørgelig tempereret ved Efterretningen om et ungt Menneskes Død, den brave stræbsomme og i sit huslige Liv ikke lykkelige Prctr Smiths ældste Søn. Hvad denne Mand lider og i mange Aar har lidt, skulde bøye mangen Helt til Jorden. Men han staaer opreyst endnu, kiæmpende med sin haarde Skiæbne. Dog, for sine Børns Skyld stræber og bærer han alt saa modigt, og nu gik et af hans kiæreste Haab til grunde.

Kl 4 i Morges blev en af vore Naboer begravet i al Stilhed. Han havde voldsom endt sine Dage, efter ved det ulyksalige Hang til Drukkenskab at have bragt sin Familie fra Velstand til Armod. Hvilken Contrast med det Ovenstaaende! Det var i øvrigt en tiænstvilllig, snild Mand, og det giør mig inderlig ondt, han saaledes skulde ende sit Liv.

En Mærkværdighed maae dog ogsaa faae Plads her. I Torsdags jordedes to Børn, begge fødte paa en Gaard, Langeland, paa een Dag, bleve paa een Dag syge, og døde paa een Dag. Begges Forældre har ikke flere Sønner. Drengene vare 7 Aar. De trøstesløse Fædre fulgte dem, den ene stille, den anden høyt grædende, til Hvilestædet.

Det har atter frosset stærkt i Nat, og var det nok ikke Vaarens Alvor at komme paa engang, som den vilde faae os til at troe. Børnene vil i Kirken; det vilde jeg med, var mit Hoved godt. Endnu er der langt frem, da lille Mørk ikke har holdt sin Fropræken her endnu. Jeg vil lægge mig lidt paa Sophaen mindre for at føye det tunge Hoved end for at giøre mig til gode og læse ret i Roelighed.

111Eftermidd: Kl 6 En Times Søvn har giort mig godt. Mad: Giørup og hendes gamle Moder er her. Det er just intet fornøyeligt Selskab, men det er gode, skikkelige Folk for Resten, og generer mig ikke. Frøken Keilhau er her ogsaa. Hun kom i Formidd: og vilde gaaet i Kirke med Marie, men ingen af dem fik Lov for Doctoren og Præsten, fordi det var vaadt og blæste. Jeg laae da lille Mørk var her, og saae ham ikke.

Lige til nu har jeg havt et lille Haab, at Skriveren skulde giøre et lille Sving hiem – han tager i Dag fra Næss til Gierdrum. Nu er det forbi, og jeg faaer hverken see ham eller Jess før Onsdag. Men Gud skee Lov, jeg veed de ere friske.

Jeg begyndte paa Die Söhne des Thales, som jeg laante af Mad: Thrane, og hvoraf jeg kun har læst den 1ste Deel før. Men i Dag koster saadan Læsning mig for megen Anstrængelse. Den slemme Mathed har indfunden sig igien – jeg troede virkelig i Gaar den var bleven liggende igien paa min sagtmodige Hiemreyse. Siden det er uendelig behageligere at conversere her i mit stille Kammer med Eder, Elskede, end med Selskabet i Stuen, vil jeg fortælle Jer lidt om den lustige Lina. Da vi hvilte paa Moe, kom jeg til at sige til Maja: «Du faaer vist en adstadig Enkemand, Maja, for alle gamle Mænd holder saa meget af dig» – «Og alle unge af mig! alle unge af mig!» sang Ungen Lina, dreyende sig rundt paa Gulvet. Hun var den hele Vey i det bedste Lune, og Munden stod aldrig paa hende, før det mørknede og Stiærnerne i tusindtal blinkede over os. Da viste Marie hende de Stiærner hun af sin moderlige Navnesøster har lært at kiende, og begge glædede sig i Haabet at blive engang ret fast i denne elskelige Videnskab. Hvor trøstefuld og glædelig er mig disse Børns giensidige Kiærlighed! Den, haaber jeg, skal ogsaa bevare Linas Hierte for Forfængelighed, denne aand- og hiertefortærende Gift, som ved ubetænksomme Menneskers Bifaldsyttringer saa let sniger sig i den spæde Barm og om ikke afgn afgnaver, dog døver Spiren til alt virkelig Stort og Skiønt i Naturen.

112«Jeg var saa bange» – sagde min Ragna – «at Lina skulde høre alle de smukke Ting, man sagde om hende paa Ballet.» Ja, min elskelige unge Veninde, mit gode Barn, det har jeg ofte været bange for, og, saa smigrende det er en Moder at høre sine Børn rost, saa ængsteligt er det virkeligt, naar ogsaa disse hører det, især i den Alder, Lina nu er, og med hendes letvakte Følelse for Alt. Dog, denne er det jo ogsaa, som sikrer mig at den forstandige og kiærlige Majas aldrig udeblivende Modgift skal aldeles døve hiin. Og vel hende og os alle, som elsker hende, at hun lever sin meste Tiid paa Landet og i den stille huslige Kreds, aldrig noget Øyeblik ubeskiæftiget.

Onsdag 7de I seer, mine Kiære, at Vaarkniben yttrer sig skinbarlig i Dagbogen. Dette er den tredie Dag disse Blade hviler, og jeg har slet intet havt at fortælle Eder i alle dem, uden at vi lever i sød Roe, og at jeg er ret dygtig frisk. Om Formiddagen læser jeg to Timer tydsk med Marie og Lina, fra 8 til 10, siden strikker, skriver eller læser jeg. Maja steller lidt i Kiøkkenet med sin Kista, sidder for Resten ved sit Syetøy med Lina, Kaja, og endnu en lille Pige, omkring sig (det er min fordums vakre Kari Kokkepiges Datter, et stille, godlidende Barn, som har været hos Kaja mens hun var allene, og nu vel faaer sit Hiem her for det meste. Moderen er uheldig gift og meget fattig)[.] Som en Læremoder sidder Marie imellem dem, hielper dem ved deres Arbeyde, hører deres Lextier o.s.v. Ogsaa Tønder Lund hører til dette Institut hvad Læsningen angaaer. Saa læser han igien med lille Ole saa det har Skik. Telja sidder ved sin Rok, og Kista ved sin Søm, den Tiid hun kan erobre fra Husholdningsvæsnet. Naar vi har spiist, lægger hun og jeg vore sædvanlige tre Aftenrabuser, og de lyver, til Maries og Linas store Glæde, saa det er en Lyst, saa 113lovede de f. E. i Aftes, at Skriveren skulde komme, og nu er det atter Qvellen, og ingen Skriver endnu enten at see eller høre. – Jeg har havt Brev fra min gode Rikke i Dag. Gud skee Lov hun med alle sine lever vel, kun længes hun efter at see sin Moer Koren, som Moer Koren efter at see hende. En Transport Bøger fik og sendte jeg tilbage. – Med dyb Hiertens Andagt har jeg nu udlæst die Söhne des Thales. Men jeg maae kiøbe og eye og læse den ofte. Jeg er langt fra at forstaae alt til Grunden, men hvad jeg fatter varmer og hæver mit Hierte. Den ædle blide Molay, og den gamle barnlige Hugo, og den længe saa ubegribelige Ærkebiskop Wilhelm af Sens, hvilke Charakterer!

Aprilveyret vedvarer, og det glæder mig ordentlig, da jeg ikke mindes denne Maaned i de senere Aar er blevet sig selv saa liig som i disse syv Dage, og deraf lover jeg mig et godt Aar. Det synes jo, som Naturen var gledet lidt ud af sin Orden, og nu vil træde ind i den igien.

Torsdag aften 8de Glad vaagnede jeg i Dag ved min Korens Side, og tænkte paa Dig, kiæreste Katty, og velsignede Dig og takkede Gud, at Du neste 8de April skulde see Din Fødselsdag smile Dig imøde i det dyrebare Land, hvor Du først hilsede Livet, hvor Du nu, en lykkelig Kone, Moder, Søster og Veninde, atter skal hilse den blandt Dine Ungdoms Venner, i den Kreds, «Hiertet aldrig glæmmer.» – Jeg følte mig frisk og munter, havde min Koren igien – han kom i Aftes Kl over 8 – og skulde se Jessen min, som ogsaa kom i Morges, men strax maatte afsted igien til en Auction, og fandt det ey Umagen værd at ombytte de af Stænk og Snavs stive Reyseklæder, da de dog i Øyeblikket vilde blive ligedan igien. Min Koren tog ogsaa bort til Tinget, hvor han skal holde ud alt til Løverdagaften, men saa seer vi ham dog Morgen og Qvellen

114Ak, min lyse Morgen blev sørgelig formørket. Dog, noget jeg havde talt med min Koren om, havde allerede trukket smaae Skyer for Solen, der dog vel vare adspredte igien, havde ikke en stærkere Storm drevet dem sammen. Med det Udraab: «Poppe er død!» styrtede den arme Kista høytjamrende herind, og saa op paa Kammeret og i sin Seng. Jeg havde ikke forstaaet hende, fulgte hende nesten uden Bevidsthed, og hørte nu, det var hendes brave Svoger, der er kaldt bort fra en svagelig Kone og 6 smaae Børn. Stakkels min Kista fik dette Sørgebudskab saa pludselig, hun havde vist ellers ikke bragt mig det saaledes, hun der ellers giærne, om hun kunde, bar alle Livets Byrder for mig. Hun er saa usigelig nedslaget, og det er naturligt. Men nu kom hendes gode Broder, og det haaber jeg skal styrke hende. De tale nu sammen. Hun har lagt hele Dagen. Ak, og en smertelig Scene forestod mig endnu; at sige min lille Kaja hun nu ingen anden Fader havde mere end Gud, som ogsaa vilde være hendes Sødskendes Fader, hendes Moders Trøst, og min Koren. Jeg kunde ikke tale det ud for Taare, men Barnet forstod mig da jeg grædende trykkede hendes lille Hoved til mit Hierte. «Saa længe Jess og Marie og Lina har en Fader, Kaja, er Du ikke faderløs» – var alt hvad jeg kunde sige. Siden tog min fromme Maja sin lille Yndling til sit kiærlige Bryst. I hendes Skiød fandt det lille trætte Hoved Hvile. Saa tog den gode deeltagende T: Lund hende og lille Bolette med sig ud i Haven, og Taarene tørredes indtil den stedse grædende Kistas atter fremlokkede dem. See, der gaaer de, alle de Smaae, Arm i Arm, og Kaja smiler til hvad det nu er T: L: fortæller hende. «Lyksalige Alder! hvi er du saa kort?!» –

Jeg har lidt Hovedpine, og er ret mat – Dog nu er min K: kommet hiem, og det giver nok Kræfter. Min gode Maja og Telja paastaaer, jeg skal have Bygsuppe at styrke mig paa. Hertels trøstefulde Ord har givet Kista noget af sit tabte 115Mod igien. Han er allerede reyst, den brave, sig i alle Livets Forhold saa lige Hertel. Kista har lagt sig igien. Gud gyde lægende Balsam i hendes dybtsaarede Søsterhierte! – ak, og i ethvert lidende Hierte!

Fredag 9de Baade inden og uden Huset er det i Dag, ikke Solskin, men blidt stille Veyr, og denne Temperatur holder jeg meest af i Luften som i Livet. Jeg sidder rigtig nok ikke smertefrie her, men dog stod jeg rask op Kl 6, thi naar jeg kun ingen Hovedpine har, synes mig det andet Onde ingen Ting. Tanken om at det er Postdag, giør ogsaa sit til den blide Temperatur. Min stakkels Kista seer forvaaget og ussel ud; men hun er dog Gud skee Lov fattet, og kan tale om sit Tab og tænke paa Fremtiden. Hertel, hvis Lod det nu engang synes at være, stedse at leve for andre, tager et Par af sin Søsters faderløse Børn til sig. Han har før sin afdøde Broders 3 – altsaa giver Gud ham en stoer Familie – (to af hans Kones Sødskende er der ogsaa i Huset, og en gammel af alle forladt Kone –) at forsørge, om han selv ikke bliver saa lykkelig at vorde Fader. Dog, Gud skiænke ham denne Lykke, og i den den rigeste Løn for hvad han er for Andre, for saa Mange!

Lille Kaja sover endnu. Underligt var det, at hun i Gaar Morges vaagnede op i bitterlig Graad, og kunde neppe svare Pigen som var paa Kammeret, da hun spurgte hvad der fattedes hende? «Aa jeg drømte Faer var død» jamrede hun, «og jeg saae ham» – hun græd sig i Søvn igien, stakkels Barn, og vaagnede op for at høre sin sørgelige Drøm opfyldt.

Middag Her sidder jeg, og skulde være glad over de velsignede Breve fra Maja C, fra C: Treschow, og kan det ikke, og tør heller ikke sige hvorfor jeg ey kan det, thi minmin] rettet fra: Min ved overskriving Koren har forbudet mig det. Jeg vil da blot sige, at han leer af mig og giør min Bekymring, at der fattes ham noget, til Spøg. Walbohm, som jeg paa min egen Haand sendte Bud efter, tager det ikke fuldt saa let; men nu gik han, leende af os Begge, til Giestad med sin Væske under Armen; Jess, som først kom hiem i Morgenstunden, 116fulgte ham, med sine Siebensachen paa Ryggen (og saae han ud som en vandrende Bursch). Tønder Lund, heller ikke tomhændet, fuldendte Toget, som jeg dog ikke kunde bare mig for at smile af. Min Korens Onde – (saa meget seer jeg dog jeg maae sige til Eders Beroeligelse, da dette er det sidste Blad i Heftet) er paa ingen Maade farligt, men fordrer blot Forsigtighed. Ak, det var dog godt, synes jeg, saa længe han ikke behøvede at troe denne nødvendig. Men: «alt skal tiæne den til Gode som elsker Gud» – og han elsker Gud og alle Mennesker og alt som lever, og derfor skal maaskee dette Onde forekomme et større[.] Mine Strømsøe Elskede ere friske. Thrinasara var i Kirken i Søndags, og tog saa, da hun havde mættet sin Otilia, hiem med Mama si og spiste til Middag – hvilken Festdag paa Auestad! O, og saadanne give Gud Eder mange! –

Glæden taler af hver Linie i min Kattys Brev. Hun synes allerede at aande sit Norges rene Luft. I et lidet Afskeds Selskab de gav, var Øhlenschlägers og Ørsteds budne. «Jeg tænkte,» siger Katty, «at kunde sende dig en ganske frisk Hilsen fra din Adam» – men han kom ikke, hans Lotta var syg og han vilde ikke forlade hende og sin Christiane, som jeg seer, har givet ham en Søn, der skal hedde Johannes «efter Ewald og saa mange prægtige Johanneser» – skriver Katty. Gud give ham nu sin Lotta frisk og rask snart igien, at han kan nyde sin dobbelte Faderglæde af fuldt Hierte! O, kunde jeg see ham, hvor glad han er! – Men veed jeg, om han er glad? om hans Yndling Lotta er frisk igien? Jeg haaber det, haaber det, Algode, til dig!

Rimeligviis er dette Hefte det sidste, mine Elskede Kbhnske Døttre og min hæderværdige, ældste Søn læser i mit Danien. Maaskee modtager det dem ogsaa først her i deres Klippeland. Men hvor I læser det, Dyrebare, det vil være Eder det kiæreste af alle dem I har læst: thi har I da ikke allerede opnaaet Eders Ønskers Maal, langt fra det ere I dog ikke. Og derfor slutter jeg ogsaa med glade Ahnelser: at jeg maaskee selv bringer Eder de neste Hefter. Mere om det kiære, kun 6 Dage gl Brev, som i Morgen skal gaae til vor Sally, en anden Gang. Jeg har skrevet imens de andre spiste (Kista tvang mig til at spise Rypesteg til Frokost) og nu trænger jeg til lidt Hvile her paa Sophaen, inden jeg tager paa denne Posts svære Expedition. Sex Breve burde jeg have færdige til i Morgenaften.

117Løverdag 10de Jeg har engang for alle giort mig det til en Regel, naar jeg opdagede nogle Synderligheder hos mig selv, at efterspore hvorfra de kunde have sit Udspring. I Gaar foregik en pludselig Forandring i mit Inderste. Jeg var lidt forstæmt over at vide min Koren mindre rask, mindre unverletzlich (tilgiv mig dette tydske Ord, jeg veed i Hast intet saa passende i Dansken) end jeg var blevet vant til at troe ham, og over min gode Kistas vedholdende Sorg. Med et blev det mig saa let, saa vel – var det maaskee Forahnelser («Forahnelser? hvilken dum Snak! gives der da Bagahnelser?» Ney, mit kiære Barn – jeg veed ikke hvem af Eder det var, der spurgte – men jeg giør Forskiæl paa Ahnelser der strax, og længe forud foregaaer hvad de dunkelt bebude. «Du destingverer snurrigt nok. Ja ja da, bliv ved» –) var det maaskee Forahnelser af det kiære Maja- og Kattybreve, Posten bragte mig? Vist er det, at disse Breve end mere befæstede min indvortes Roe og Munterhed. Man har undertiden bebreydet mig – men endnu har jeg aldrig bebreydet mig det selv – at min Deeltagelse i andres Vel og Vee var overdrevet. Lad saa være, jeg finder mig vel ved det, og beder den Algode at mit Hierte før maae holde op at slaae, end føle anderledes end nu.

Dog, Andres Vee og Vel sagde jeg her kun saa i Almindelighed. Min Maja, Thrinasara, mine kbnske Børn, I Alle, Elskede, ere jo ikke Andre, I ere jo mig Selv, da I ere Mine. Naar jeg nu tænker paa, at jeg snart kan haabe at see Eder fast Alle og paa engang omkring mig! «Du kan ikke, siger Du, elskede Katty; saa langt borte tænke Dig det Øyeblik saa nær, der skal som med et sætte Dig i den elskede Kreds, tænke Dig, at Du skal see Din Moer Koren ligesaa snart som Sally seer hende, og alle Christianiensere, ja selv Majadals Maja.» Jeg kan selv neppe tænke mig det, mit kiære Barn, og dog Gud skee Lov, er det saa. Selv Collegialtidenden, den Ufeylbare, bekræfter det jo. Ja, vel vil Eders Afskeed, I Kiære, med saa mange elskede 118Væsner, falde Eder tung – denne Følelse er ikke den mindst smertelige, Erfaring har lært mig – men den hellige Erindring (som ofte synes mig huldere, skiønnere end selve Haabet) vil troefast følge Eder, og smelte de forbigangne og nærværende Glæder saadan i Et, at disse forøges ved hine.

Søndag 11te Med hvor mange Pakker og Breve vandrede nu den liden Gangerpilt, Ole, ad Byen til. Iblandt disse var et lidet til de kbhnske Døttrene mine, som nu snart ikke mere ere de kbhnske, men de ægte norske som før. Aldrig pleyer jeg foretage mig noget, hvorved jeg tænker: det er for sidste Gang – uden en underlig vemodsfuld Fornæmmelse. Men ved at tænke mig: dette er det sidste Brev, det sidste Journalhefte de Elskede dernede modtager fra dig – fornam jeg intet uden Glæde. I Gaar skrev jeg med Posten til min dyrebare Maja C, og til den stakkels Poppenheim, eller rettere bortsendte de i Fredags bortsen skrevne Breve. I dette Arbeyde blev jeg ellers afbrudt af en Visit, Mad: Munthe og en Mad: Michelsen fra Hurdalen, der vel ikke varede længe, men dog – længe nok, især da det siden blev for mørkt til at ile igien hid og styrke mig efter den flaue Samtale. Adskillige Gange blev jeg i Formidd: afbrudt, da jeg dog havde det retteligt travlt, men baade den snilde Walbohm, Fader Mørk og Frue Hiort sagde jeg uden Forbeholdenhed, at jeg ikke kunde underholde mig med dem før mit Byebud var expideret. De to første bleve da ey saa længe, men Frue Hiort tog nyelig, Kl 5, herfra. Maren Skieldrup er her ogsaa siden Fredag i et Besøg for nogle Dage og for lidt siden kom Frøken Keilhau. Min Maja er ikke ret brav i Dag kan jeg mærke, skiøndt hun ikke klager over noget, men smiler blot naar jeg seer paa hende, og forsøger 119at være frisk Fyr. Men alt hvad der hedder Forstillelse er jo det kiære Barn fremmet. Det er dog med Guds Hielp kun Hovedpine, det moderlige Arvegods, som efter en roelig Nat gaaer over igien. – Træt af denne hele Dags Skriven vil jeg nu gaae ind, og ligesom Syvald spørge Kabalen, om mine Kiæres Opreyse skal gaae for sig til Lands eller Vands. Gaaer den ud, bliver det det første, thi det ønsker jeg helst.

Mandag 12te Den gik ud, altsaa, Elskede, kommer I til Lands. Vi faaer nu høre, om Syvalds Orakel har sagt det samme, og hvor vidt man kan forlade sig paa dets Udsagn. – Det har været saa stille, sørgmodigt her i Dag. Min Kista gaaer med rødgrædte Øyne – det er hendes Svogers Begravelsesdag, og alle de grufulde Scener staaer saa levende for hendes Øyne. Lille Kaja, som dog ingen har sagt noget herom, synes det Ahnelsen afpræsser Taare. Min Marie er ikke ret frisk, var det ikke i Gaar heller, som dog først imod Aftenen blev mig tydeligt. «Jeg har blot lidt Hovedpine, Moer!» siger hun, naar jeg bekymret seer paa hende; men den hastige Rødme paa de blege Kinder røber at hun siger en Usandhed, og føler vel, at det er mere. Dog forekommer hun mig bædre end i Morges. Gud give det var saa, og at hun snart maatte blive fuldkommen rask og munter igien, som hun nu længe har været.

Det er en sand Vaardag. Forrige Aars May havde faa saa skiønne. To Gange har jeg været paa Veyen at giøre min første Tour i Haven, men er blevet hindret; og nu aftnes det, saa der vel heller intet bliver af. – Fra min kiære troe Lotta fik jeg Brev med Posten, og deri den ubehagelige Ikkenyehed, at fem til Trondhiem bestemte Kornskibe vare tagne nær Reysens Maal. Hvad betyder da al den Snak om frie Fart og forestaaende Fred? Ak, det er ikke godt at dysses i saa blide Drømme blot for strax at vaagne til mørk Virkelighed.

120Tirsdag aften 13de Bleeg hænger Maanen paa den rene dunk‹el›blaa Himmel her lige for mit Vindue. Hvilken herlig Dag, hvilken sød stille Aften! Med min Koren har jeg giort den første Tour i Haven, saa langt vi kunde komme. Endnu er det Nederste meget vaadt. Men jeg sad et Øyeblik i alle de tre Lysthuse, jeg kunde komme til, mit eget, det ved Keglebanen, og Saras – nu Majas. Og i dem alle tænkte jeg paa, hvordan jeg her i Sommer med Guds Hielp skal sidde hos, blandt de Dyrebare, de, som ofte sad, og de som aldrig før sad der med mig. Ak, men nu naar jeg seer paa den blege Maane, tænker jeg paa den arme Wulfsberg, der maaskee i dette Øyeblik staaer saa bleg og stille ved sin kiære Mosses kolde Liig – Mere i Morgen.

Onsdag – Sommerdagen. Ja, de har mistet sin Førstefødte, de arme Forældre, skriver min kiære gode Lotta, fra hvem jeg nu i Gaar fik et langt Brev med hendes Brodersøn, min T: Lunds Broder, der spadserede herud med lille Ole. Hun døde pludselig af stærk Hævelse. O, lyksaligt er vel hvert Barn der i denne Uskyldsalder gaaer ind i den Himmel, hvor vi kun ved at vorde Børn igien kunde komme. Hvorfor jeg troer dette Barn dobbelt lykkelig ved den tidlige Bortgang herfra, behøver jeg ikke sige Eder, saa lidt som hvorfor jeg beklager Faderen end mere, føler hans Smerte end mere end Moderens. – Med de smaae Gangerpilte fik jeg ogsaa et lille kiærligt Gesvindtbrev fra min Ragna, og et meget langt og meget gammelt fra gamle Moer Møller i Kbhn, der paa sin gode sparsommelige Viis ikke skriver uden med Leylighed. Min kiære flittige Lotta maae ogsaa her have dobbelt Tak for det lange Brev, som jeg ikke kunde ventet efter at have faaet et saa nyelig med Posten. Jeg har begyndt paa et Brev til Slotspræstbarna, men da jeg nu neppe faaer det bort inden Løverdag, haster det ikke 121just med at fuldende det; dog er det ligesom jeg var blevet lidt roeligere siden jeg begyndte paa det. Kista rystede min, dog ikke slumrende Samvittighed forgangen Dag ved at spørge: hvorfor Moer saa sielden faaer Brev fra Festningen? og lægge til: «Kanskee Moer heller ikke har skrevet did nyelig?» – Men maatte jeg arme Barn, som dog kun har et Hoved og een Skriverhaand, ikke først have tømt de manende Breves Rum, som jeg til min Forskrækkelse faldt fandt halvfuldt da jeg kom hiem? Det maae være et Brev af synderlig Natur, jeg længe kan lade være ubesvaret.

Min Marie var ret ussel i Gaar, laae meget og gik ordentlig tilsengs Kl 8. Dog sov hun endnu da jeg gik ned, og jeg har intet hørt fra hende endnu i Dag. Gud lade hende vaagne styrket og i det mindste bædre, end hun var i Gaar. Klagede hun – det vilde vel saare mig, men det stumme Smiil i de fromme matte Øyne saarer mere.

I Dag har vi, hvad her er usædvanligt, begyndt at pløye, og lød Taarn-bindestrek rettet fra: komma ved overskriving eller som de her kalder det Vællingklokken for første Gang for at kalde Folkene hiem fra Marken. Det er da ogsaa hvad Sommerdagen egner og anstaaer.

Nu var Maja her og hilsede mig Godmorgen, og forsikrede hun var bædre. Da hun har noget Arbeyde, som endelig maae være færdigt til Helgen, læser vi ikke i Dag, og derved taber jeg en sand Fornøyelse. Den raske muntre Lina ramser sin Oversættelse op saa jeg neppe kan følge hende med Øynene; men spørger jeg da om enkelte Ord hist og her, gaaer det ofte istaae for Mamsellen. Dog bliver det daglig bædre hermed. Maja har ikke, og har aldrig havt Sands for noget Overfladigt; hun maae trænge tilbunds, og bevarer det saa dybt i det stille Hierte.

Grumme travlt faaer min Koren i Dag med at copulere og pode. Baade fra Økeren og Tøyen fik han i Gaar en deylig Mængde Podeqviste, dem han saae saa forliebt paa, som om det havde været – jeg vogter mig nok for at sige hvilken – Frue –

122122] rettet fra: 121 ved overskrivingOg nu – Kl. 11 – skulde I see ham siddende her, nesten i en heel Time paa samme Sted, oversmørende de Baand der skal bindes om Podningerne med Vox, som han blødgiør ved min Kakkelovn, hvor der dog endnu det meste af Dagen glimter lidt Ild under Asken, og atter om et Par Timer, naar vi har spiist, skulde I see ham med sin Halmhat paa liggende paa Knæer og Albuer for det ene Træe efter det andet, hvor I vist kunde finde ham lige til den bælmørke Nat. Gode, taalmodige Skriver! saae Du dog Frugten af al Dine Bestræbelser!

Skiærtorsdag Aften Lieut: Fabritius kom i Aftes fra Kbhn til Gislevold, hvor hans Grethe er. Nu ere de her begge, og med dem en Bredal, som er fulgt op med Fabritius, og veed jeg ey mere om ham, end at han er en Bergentser. Men det veed jeg, at Fabr: har bragt mig fra min kiære Søn Irgens Bergh Grundtvigs Krønike, og min Adams Kanariefugl og Ærlighed varer længst. Den første læste jeg i Midd: Hvilestunden her paa Sophaen, og loe, nesten som da jeg læste Freyas Altar, ganske høyt. Der seer man ham ret i al sin ungdommelige Lustighed, og paa hvert Blad staaer den velsignede Yngling for mig i al sin deylige Kortvillighed, som naar han for 11 Aar siden ret var paa sin hvide Hest. Den lille Idyl har jeg lovet at læse høyt for Barna, og skulde nu til at opfylde mit Løfte, da de Fremede kom.

Min Koren var i Kirken og hørte en god Præken, siger han, af lille Mørk. Skiøndt Maja Gud skee Lov er meget brav i Dag, fik hun dog ikke Lov at gaae i Kirken, da det blæser saa koldt. Et i Gaar begyndt Brev til Slotspræstparret har jeg giort færdig i Dag, og gaaer det i Morgen til Byen tilligemed et Par Linier til Lottamoer. Nu kom Jess galloperende fra Hurdalen. Det andet unge Mandskab spadserede i Daggryet til Rotnæs. Ogsaa anden Deel af Ingemanns Digte fik jeg fra Søn Irgens; men da 123123] rettet fra: 122 ved overskrivingjeg har dem før – en Foræring af Steinarsen – gav jeg Marie ogsaa denne som den første Deel.

Langfredag Heller ikke i Dag kom jeg i Kirken. Maja, Kista og Maren S: var der, skiøndt jeg nødig vilde, Maja skulde gaaet ud i den stærke kolde Blæst; men hun var godt indpakket, og har nu alle Jomfruerne mine, Telja undtagen, været en Tour paa Gislevold for at besee al Grethes Brudestads. Ellers alt stille her. En rig Post fik jeg i Aftes. Majabrevet, det kiærlige lange, et Do Do fra Egersønnen, og et Do kortere fra Søn Slotspræst, der var kommet med Bud, og ledsagede en Pakke som har givet Pavels nok at speculere paa, da den, han vidste ikke hvordan, var kommet ind i hans Stue, var med Udskrift til mig addresseret til ham, han kiendte ey Haanden. Det var imidlertiid hverken meer eller mindre end Hesperus, som E: Munk kiøbte for mig i Kbhn, og nu kom op med unge Bukiær, med hvem ogsaa Maja C nu har faaet sine Bøger – Det ahnede mig, der var Brev fra Aggers Festning – Jeg ventede lidt Skrub for jeg ikke hadde skrevet, og værgede mig alt i Tankerne med mit afsendte Brev. Men see! der var ikke et bebreydende Ord fra min gode Pavels, ikke engang Klage over de vedholdende Smerter i hans Been. Giid den rene Vaarluft maatte formilde disse Smerter. Han takker Gud med sønligt Hierte for sin fromme Moders Befrielse fra alle de mange Aars Lidelser hun med saa sielden Aandsstyrke har udholdt. Gamle Nordahl Brun, som hendes Dødsdag fyldte sit 68de Aar, var hos hende nesten til sidste Øyeblik. Samme Dag og Time som hendes Mand for et Aar siden blev baaret til sit Hvilested, fulgte hun ham i Glædens Boeliger. – Wulfsberg – især Faderen – sørger hierteligt over den lille Frederikes Bortgang. «Tanken om hendes høyere Lyksalighed skal trøste os» – siger han i Bekiendtgiørelsen af hendes Død – O ja, hvad anden – hvad større Trøst gives der‹…› havde vi ikke denne, hvad havde vi da?! –

124Første Paaskedag Glædelig Fest, mine Elskede Alle! Solen skinner, som I jo veed den altiid skal og maae paa denne Morgen; men det er en skarp Storm fra Norden, og den er det vel, der huserer saa skarpt i mit Hoved. Det var saa tungt, da jeg vaagnede ved min sædvanlige Tiid, at jeg ikke kunde faae det fra Puden før Kl 8. Min Kirkegang bliver der da heller ikke noget af i Dag, og jeg faaer derfor holde min Andagt i Stilhed, tildeels med Grundtvigs Krønike som jeg alt er langt henne i, nesten ved Reformationen. Ellers skal jeg skrive et Par Breve, da jeg troer min Hr Søn i Morgen nok kommer til at giøre en Tour til Byen – I Gaar Formidd: i stille, godt Veyr, gik Maja, Lina, Telja og Maren til Houg og kom først hiem da Paaskegrøden stod paa Bordet. Lidt før kom alt det unge Mandskab tilbage fra Rotnæs, hvor de spadserede hen Torsd: Morgen, og var begge Hertels Brodersønner og hans yngste Svoger med dem, saa her med et blev saa levende i Huset, som det Dagen igiennem var stille. – Da jeg havde forseglet Løverd: Brevet til Dig, elskte Maja C, erindrede jeg først at jeg ikke havde ønsket Dig og Dine en glædelig Paaskefest. Det har jeg dog sandelig lel, fast det ikke staaer i Brevet, og Du veed det ligefuldt.

Onsdag 21de Saa længe har den stakkels Dagbog hvilet. Det kommer da af, at jeg Gud skee Lov ogsaa har hvilet i Fred og Roe, det er, syslet den ene Dag som den anden, og fast ikke seet et fremmed Menneske – thi Fabritius, hans Grethe, Walbohm og Mørk kommer og gaaer saa dagligdags.

Jess kom ikke til at reyse før i Gaar Morges, og havde jeg da sørget for, han var vel bepakket med Breve til mine Kiære fiærn og nær! Anden Paaskedag var Børnene budne til Giørups, og toge did, skiøndt det var et fælt Stormveyr, som det da har været fra og til i al denne Tiid. Om Formiddagen vare de i Kirken. Det var Munthes Offerdag, og derfor kom vi ikke til Bords før Kl over 3. Uagtet han 125fra den hellige Talestoel havde ladet tillyse, at Almuen maatte erindre, hvor lidt de nu gangbare Penge gieldte, troer jeg ikke, denne Forsigtighed var ham til stoer Baade. Dog var han paa sit Viis ret bliid, især da han havde faaet sin Midd: Hvile, den dog de forstyrrede Unger ved idel Trappeløb op og ned, ofte havde afbrudt.

Der maae være underlige og vigtige Ting i Giæring, Rigernes Vel og Vee angaaende, kan man slutte af et Brev min Koren med Søndags Posten (den vi først faaer Mandag i denne Tiid) fik fra Stadtholderen. Dets Indhold er Eder formodentlig Alle bekiendt – thi det skulde paa en Maade offentliggiøres – inden I læser det her, altsaa derom intet. I veed, jeg forsager ikke let, heller ikke nu har jeg tabt Modet, og taber det først, vil Gud, med Livet, taber det da, for at vinde det utabeligt – det kan ikke synke, da det grunder sig i Haabet paa den Albarmhiertiges Kiærlighed, i fast Liid til ham. Ak, men dog kan jeg frygte, maae jeg frygte for mit elskede Danmarks Hæder, mit kiære Norges Fare, frygte for at Gud endnu længere finder det nødigt at sætte os paa haarde Prøver, og da kan jeg ey andet end sukke med Digteren: «O tilgiv, Miskundelige! At vi græde, naar vi sige: Skee din Villie, Gud!»

Efter hvad hiint Brev lader formode, seer vor gode, haardt betrængte, faderlige Konge sig nødt til, hvis det arme Norge ikke skal blive et Offer for Hunger – eller Fiendesværd, at giøre det tunge første Skridt til Forlig med det troeløse Britannien. Dertil tvinger det ikke mindre skiændigt troeløse Naboe ham – og det er det, som saa inderlig bedrøver, ja nedbøyer mig – anden Gang at see det elskede, mishandlede Fødeland saa skrækkeligt ydmyget. O Gud, kan 126det skee, da tag denne bittre Kalk fra os! Dog skee ikke vor Villie, men Din! –

Torsdag 22de Her sidder jeg igien med det samme tunge Hierte, som endnu een Bekymring nedtynger: min fromme taalmodige Maja er ikke brav. Jeg seer det tydeligt, men det saarer hende naar hun troer jeg veed det, og saa undertvinger jeg mine Spørgsmaal, og ønsker kun, at jeg saa godt kunde tilbagetvinge mine Taare, som nu giør mig utydeligt hvad jeg skriver – Roserne paa hendes Kinder ere saa blege, Øynene, de blide, saa matte. Naar Marie fattes noget, er ogsaa Lina stille, stillere endnu end Søsteren, som vil faae os til at troe hun intet fattes. Ak, vi ere Alle jo kun Eet, et Legeme, en Siæl, og maae lide med hverandre, glædes med hverandre. Den ømme Telja, et Lem paa det samme Legeme, gaaer og steller saa sagtmodigt om sit Hiertes Yndling. Dog, hun ligger ikke; hun sidder alt længe siden ved sin Rok. – Min Kista tog i Gaar til sin Broder, Maren Skieldrup med hende, og kommer tilbage i Morgen. Ogsaa Hertels Ungdom gik hiem i Gaar, saa vi nu af Paaskebesøget kun har min Lottas Pleyesøn, min Tønder Lunds Broder, igien. Han spadserer tilbage i Morgen. Solen skinner, men ikke varmt. Den barske Nordenvind, som hvilte et Par Dage, er begyndt igien, Nattefrosten ligesaa. Jeg frygtede nok for, det milde Vaarveyr kom for tidligt til at holde ud; og nu skader det vel ogsaa mindre, den tørrende Vind og Nattekulden, end om vi skulde faaet det senere. Gud give, det nu maatte rase fra sig, og det giør det vist.

Rygtet sagde i Gaar, at den til Christ: nyelig ankomne nye Stiftamtmand, Thygeson, er reyst til Oplandet. Jeg, med flere anseer det for et Held blandt Landets mange Uheld, at den raske, unge, paa Siæl og Legem sunde Mand er kommet paa en Post, hvor han er, men den ædle sagtfærdige Rosenkrantz vist ikke var, paa den rette Hylde. Hensigten af Th: Reyse veed vi ikke, men god og for 127Landet nyttig kan man ey tvivle om den er. Siden vi taler om saadanne Ting, kan jeg ikke andet end yttre min Harme en Smule over, at Grev Knuth, den unge, driftige Mand, tog sin Afskeed fra en Post, hvor han med sin utrættelige Arbeydsomhed, sin alvorlige Iver for alt hvad godt og ret var, kunde været Fædrelandet saa meget: Det er vist nok vanskeligt at bedømme andres Handlinger, hvis Grunde man ey veed – jeg dømmer heller ikke den brave Knuths, men siger blot, hvad Juristerne kalder «sin uforgribelige Formening.» Lidt bidrager det vel ogsaa til min Fortrydelse, at jeg holdt saa meget af den simple, godmodige unge Mand, og ret glædede mig til at see ham her engang imellem – Ikke saa lidt troer jeg –Ikke saa lidt tror jeg] er skrevet av en annens penn. Nederst på siden kommenterer Koren dette selv: (Ney nu seer jeg først den canallie Skrivers Anmærkning)

I Forgaars begyndte jeg at oversætte Tobias Hoppe, tildeels efter min kiære Egersøns Raad. Han skrev nemlig, da jeg klagede over at Seidelin ikke, og neppe nogen i denne Tiid vilde paatage sig at trykke mine mange Oversættelser, som saa: «Lad Dem ikke derved afskrække, kiære Moer Koren, fra at oversætte Lafontaines bedste Arbeyder, hvortil De har et saa sandt Kald. Der kommer bædre Tider. Naar det store Blodbad – og det skeer vel snart – er forbi – da da vil de fredelige Muser atter høres og dyrkes ved den stille Arne, og da vil den afvexlende ‹…› huslig-blide og romantisk-kraftfulde Lafontaine være velkommen. Under alle Omstændigheder glæder De Deres ikke tydsklæsende Veninder etc.» – Ja, dette sidste er det der giør mig dette i sig selv behagelige Arbeyde dobbelt behageligt, og det gaaer fra Haanden som det var smurt –

Og nu har jeg rigtig skrevet mit Hierte lettere, som det altiid bliver naar jeg taler med Eder, Elskede, og kan kære Eder alle dets smaae og store Sorger. Der er min stille blege Maja med sin Bog, og nu skal vi til at læse. Saa kommer Lina hoppende bagefter, og atter tager jeg da fat paa min Oversættelse – Posten venter jeg vist, min Jess halv om halv i Aften. Gud give jeg med begge maae faae ønskelige Efterretninger – (Ney nu seer jeg først den canallie Skrivers Anmærkning)Parentesbemerkning gjelder teksten «Ikke saa lidt troer jeg» lenger opp på siden, se forrige note

128Løverdag 24de Jessen min kom Torsdagaften, men ingen Post før Fredag ud paa Formidd, og var jeg allerede færdig at skrive det tunge Hierte let her, eller lettere – thi i et Brev til Lottamoer, Svar paa et langt, kiærligt Jess bragte mig fra hende – havde jeg allerede udtømt en Deel af hvad der tyngede paa det – da den kom, bragte Aviser og mit Majabrev. Dette sidste vidste jeg, var der, og saae nu for første Gang Aviserne med end større Glæde. Det vil blive Eder tydeligt – «Herregud, Moer Koren, troer du os da saa dumme at vi ikke kan begribe, uden du tyller os det ind med Skeer, at du frygtede for Postens Standsning i Sveariget, og saae deri Krigserklæringen?» – Ja, mine kloge Børn, saa var det. «Er Kbhns Post kommet? Er der Aviser?» lød fra alle Kanter, og da vi havde disse, var det fast, som havde vi holdt Fredstractaten i vore Hænder. Det vil vel synes (er det maaskee ogsaa) latterligt, men I skal see mig i alle mine Skikkelser, Børn. I mit stille Sind – som Maja C altiid siger – havde den Idee sadt sig fast: «Er Posten kommet op denne Gang, faaer vi Fred med Sverrig.» – den er ikke rokket et Haarbred endnu, og give Gud, dens Stadfæstelse snart maatte følge! – End gladere maatte vi blive ved Aviserne, da de lader Sverrig trække en Armee, og det med dets Kronprints i Spidsen, ad Tyskland til – torde vi kun troe det! Mistroe, veed I nok, er ikke i min Natur, snarere det Modsatte. Men Gud forlade Sverrigs Fyrster, at de, til alt det øvrige de har at staae til Ansvar for, har saaet denne slemme Sæd i mit Bryst, og vel paa et Sted, hvor hidtil intet Forsøg er giort: thi denne har slaaet Rødder, der dog, med Guds Hielp, om de ey lader sig udrydde ganske, ikke skal brede sig nok ud for at qvæle – hvad hidtil udgiorde mit Livs bedste Glæder – Troens frugtbare Sæd 129med dens liflige, qvægende Skygge og Frugter. – Foruden Lottabrevet, bragte Jess mig et fra min Sally; det første siden vi saaes. Hun er Gud skee Lov frisk, men hiertelig bekymret ved den Taage der atter lægger sig uigiennemtrængelig selv over den nærmeste Fremtiid. «Hvordan bliver det? Moer Koren! Hvordan kommer nu vore Elskede herop?» er Resultatet af det kiære ængstelige Barns Brev. Jeg skal svare, og give hende alt hvad jeg kan give hende, alt hvad jeg har: mine lyse Forhaabninger.

Min hulde Ragna kunde ikke skrive. Hun har forbrændt sin Haand, og skiøndt mindre smertefuld, var den hoven endnu. Baade min Lotta og Maja C har havt en slem Paaskehelg, begge de Kiære har været plaget af den hæslige Gigt; dog er Maja mi bædre, ja føler sig endog friskere end før Gigten brød ud; men Lottamoer lider endnu smerteligt i sine Arme, og smerteligere ved at see sin Jørgen lide af den vel saa kiedelige som smertefulde Øyensvaghed, der har anfaldt ham i denne Vaar. Alle disse skriftlige og mundtlige Efterretninger bragte Jess hiem med sig, og Krigsrygterne og Tilberedelserne, og endnu et Brev fra den snilde Stenersen, som saa fast havde foresat sig at komme herud i Paaskedagene, men ey torde tænke paa sligt i denne Tiid, da enhver Melitair er tilsagt at være paa Pletten 5 Timer efter Bannens Lysning (som Fredens Gud give, aldrig mere maatte lyse over Landet!) – Jomfruerne kom seent i Aftes fra Næss, hvor de havde fundet alt vel, lille Moer Hertel uvanlig brav. I Morgen havde jeg tænkt at see engang igien til min gode kiære Rikke; men de siger, der endnu paa Veyen did er slemme Tellegrøb, og saa nødes jeg vel til endnu nogle Dage at nægte hende og mig den længe savnede Glæde at sees og tale sammen. Reyser jeg ikke, skriver jeg, og sender Øhlenschl: Stykker, og giid hun ikke vilde lade udgaae saa haard en Dom over dem, som – visse andre Folk har nedslaaet mig lidt med.

130Søndag 25de Jeg skal love for, min Rikke faaer Besøg i Dag, og Hilsener fra sin Moer Koren. I Gaar mod Aften kom lille Ragna Chrystie spadserende de halvanden Miil fra sit Hiem hid, mutters ene. Det er da vel Marias kiæreste Barndoms Veninde, og Venskabet har voxet med dem. Her blev da en Glæde.

Lidt efter kom Fabritius med sin Grethe, og saa blev der overlagt, de alle i Dag skulde gaae til Plogstad. Kl 6 var bestemt til Mødet her, men først Kl henimod 8, nu i Øyeblikket, gik Toget for sig, Fabritius midt imellem de 6 Pigebørn, hans egen, mine tre, Ragna og Maren S. – Jess fulgte dem til Veye.

Og nu har jeg ret Tiid og Andagt til, før jeg gaaer i Kirke, at sige Eder i al Korthed og Enfoldighed min Mening om Grundtvigs Krønike, den jeg ret med Alvor og Opmærksomhed nu har giennemlæst. Jeg finder Forfatteren fra den hiertelige Fortales Begyndelse til sidste Linie den samme redelige, Gud og Menneskene velmenende Mand, der lægger sit Hiertes Inderste for Dagen uden Sminke og Skrømt, varmt og strængt, alt som han føler til, men aldrig spottende, aldrig bittert. For at kunde dømme nogenlunde upartiskt om et Værk, er det vel nødigt at tage saa meget mueligt, samme Stade som Forfatteren seer Tingene fra, og det er saa meget mindre vanskeligt her, dada] rettet fra: ‹…› ved overskriving Grundtvig staaer urokkelig paa samme Sted, uden at vige til høyre eller venstre. Skal jeg sige Eder, hvordan han paa sit Dommersæde (som Pavels kalder det) kommer mig for? Som et Medlem i den hemmelige Ret i dennes første Indretning, der sin Eed og sit Løfte troe maae, ofte med dybtblødende Hierte, udtale sit: «Skyldig!» over sit Hiertes Nærmeste og Dyrebareste. At jeg ikke stedse er eller kan være af hans Mening, behøver ikke at staae her; men selv hvor jeg var det allermindst, har jeg ikke kundet miskiende ham, har jeg ikke kundet opdage Spor til personligt Angreb eller Hyklerie. Han har svoret til Guds og Sandheds Fane, og er blevet sin Eed troe – Naar jeg her nævner Sandhed, forstaaer l at jeg mener: Hvad han efter sin Overbevisning følte var Sandhed.

131Hvor rigtigt er hvad han siger om Baggesen; hvor skiøn og rørende hans Opfordring til ham: at vende tilbage til den Tiid, han var lille! Ja, selv hvor han taler om mine kiæreste Yndlinger, Ewald, Øhlenschläger, Herder, Schiller, Rousseau, ere vi kun i meget lidt af ulige Meninger, den strænge Grundtvig og Eders, som I alle ere enige om at kalde hende, mildtdømmende Moer Koren. Og nu, før jeg slutter min Recension, vil jeg afskrive Eder hvad min kiære Søn Pavels siger i sit Seneste: «Grundtvigs Krønike har jeg læst; det er en interessant, men for mig pinefuld Lecture, og jeg takkede Gud da jeg var færdig med den. Det er frygtelige Mennesker, de, der saaledes sætte sig paa Dommersædet over Levende og Døde, og finde hundrede slette mod en god» etc[.] At flere er enigere med Pavels end mig, vil jeg giærne troe. Vist nok er der noget Frygteligt i at see et Menneske, et skrøbeligt Støvets Barn sætte sig til Doms over andre Støvets Børn. Men har Grundvig det? Saa forekommer det ikke mig. Han har, med dyb Erkiendelse af sine egne Brøst og Bræk lagt sine Meninger og Tanker for Dagen, fordi han ikke allene følte Trang til at kundgiøre dem, men efter den Aand der besiæler ham – (og det bør hans Bedømmere aldrig tabe af Syne) følte sig tvungen til det, fordi en Stemme i hans Indre – hiin Aand – bød ham og sagde: «Nu er det Tiid. Træd frem og tal!» – Dog, det synes Eder vel høy Tiid, jeg hører op at tale, og nu tier jeg strax, blot jeg siger Eder: at i lang Tiid ingen Læsning har været mig kiærere, eller saaledes interesseret og giennemvarmet mig som denne Krønike. To Mænd undrer det mig høylig ikke at finde omtalte. Jeg nævner dem ikke her, fordi fast alle disse Blades Læsere og Læserinder, som læser Krøniken, sikkert vil savne dem og undres med mig, at Grundtvig i sit Firmament har udeladt to Stiærner af første Rang. Og er det næsten det Væsentligste, jeg har imod den kiære Bog.

132Mandag 26de En ret meget god Præken hørte vi, min Kista, min Skriver og jeg, af lille Mørk, som først var herinde en rum Tiid. Dagen gik stille, alt til Kl 8, da den kiære Ungdom kom tilbage, dog vare de trætte og gik tidlig tilsengs. Endnu, Kl 8, er ingen af dem kommet tilsyne i Dag. – De Elskedes Hvilested besøgte jeg da ogsaa i Gaar for første Gang. Kun et Rosentræe saae sygt ud, de andre bliver ved at tegne godt.

Et Brev min Koren fik i Dag Gaar med Bud, indeholdt lutter godtspaaende Efterretninger. Ogsaa i Aviserne var intet Modsigende. C. Moltke har Audients hos Ruslands Keyser – Bernstorf er paa en engelsk Brig gaaet til London. Ak, mon det er kommet dertil, at Danmark maae giøre det første Skridt til Fred med vore Ødelæggere – maae kiøbe Norges Rædning med Resten af den danske Hæders Undergang?!! – – Dog, jeg vil vende, saa vidt jeg kan, Øyne og Tanker fra dette vel endnu uigiennemtrængelige Mørke, og derimod opbevare en smuk Anecdot som findes i sidste Intelligentsblad.

Ægtekiærlighed, en Annecdot fra vor? Tiid.

En Selveyerhusmand havde lagt en Tiid lang syg. Børnene vare voxne og fraværende. Konen allene rygtede den Syge og hendes øvrige Dont i den som sædvanlig eneste Stue de havde. Manden var afholdt af Naboerne, som, naar deres Vey faldt saaledes, saae og spurgte til ham. En af disse kommer en Dag, og spørger Konen: «Hvordan er det med’n Gabriel?» – Hun svarede:« Je veit inte, du faaer siøl see.» Han gik hen til Sengen og sagde efter nogen Beskuelse: «Je mener’n Gabriel er dau,» – «Det kan nok være,» svarede Konen – «je har inte fornømmi, han har rørt paa sey i et Par Dage.» – Naboens Gisning var ganske rigtig. – Den seer mig ud til, denne Anecdot, at kunde være af Hr Vangenstens Fabrik. – Børnene loe og kunde ikke tale om andet den hele Qvæl. Ogsaa min Rikke havde leet godt sagde de. Hun var ellers atter i Gaar blevet sveget i Venten efter sin Moer Koren. Sidst i Ugen sees vi vel først. Alt var Gud skee Lov vel der. Børnene havde moret sig deyligt paa Touren, og befinder sig – nu ere de alle paa Benene – vel efter den.

133Det er nu længe siden, mine Elskede, at I fik en Stump Drøm. En ret ængstelig havde jeg i Morgenstunden, som jeg maae fortælle Eder. Min kiære Øhlenschlager, kulsort klædt, skulde, syntes jeg, forlade sin Kone, sine Børn, mig, alle sine Kiære. Han græd bitterlig, og jeg græd med ham, og fulgte ham et Stykke paa Veyen, men kunde ikke, forsøgte ey heller at trøste ham. Vi kom til et dybt Morads, og her bad han mig vemodig, ikke at gaae længere. Jeg blev staaende og saae efter ham, hvordan han med langsomme tunge Fied vadede frem, uden at see sig tilbage; men før jeg saae ham over dette fæle Sted – paa den anden Side af det var en høy, grøn Bakke, – vaagnede jeg ved en Larm neden under, og takkede Gud, det var en Drøm, og bad, det ey maatte have nogen sørgelig Betydning, og at den lille Lotte maatte være frisk igien, og alle hans Elskede og alle, alle mine Elskede. – Et Dødsbudskab, men et glædeligt, fik jeg rigtignok i Morges. En gl Husmand, som syg og forhungret kom hid mens jeg var i Drammen, og min gode Koren har beholdt her siden, alt til for et Par Dage, da han følte sig brav nok til at see hiem til sin hele Vinteren sengeliggende Kone, var gaaet bort i Nat fra denne ham saa sørgelige Verden. Endnu i Gaar spiste han af den Mad, vi sendte ham, og det er mig en trøstelig Tanke, at dog denne Gamle ikke døde af Sult, hvad med Guds Hielp den igienlevende gamle Kone heller ikke skal. Hendes Levedage ere, haaber jeg til Gud, ikke heller mange. Manden var 71 Aar, og Graver i meer end 40 – Endnu for faa Dage siden tilberedte han en Broder det sidste Sovekammer, men fik det ey færdigt, troer jeg – han var for mat. Nu maae en anden tillave ham det kolde, men bløde, sorgfrie Leye. Hviil i fred, gamle Ole! – Kista kom saa fornøyet og fortalte hans Bortgang, og takkede Gud for hver Gang hun havde lædsket og mættet ham.

134Onsdag 28de Da man sagde den gamle Kone, at hendes Mand var død, sagde hun: «Jeg kommer snart efter dig, Faer!» – Og acurat 24 Timer efter, i Gaar Nat, opfyldte hun sit Løfte og fulgte ham.

Det er nu atter, eller seer dog ud som var det fuld Vinter. Sneen har bedækket alt; men dog er det ikke koldt, kun lidt Blæst, og Jorden, den tørre af de vedholdende Storme haardgiorte Jord, har vist nok godt af det bløde, blødgiørende Dække. Men det seer saa trist ud. Fuglene tier. Selv min muntre Sladdrer, Stæren, lader sig ikke see eller høre. Denne tilsyneladende Vinter skulde dog vel ikke have skrækket ham tilbage til vinterløse Egne? – Hvad der i Dag giør mig den døde Natur endnu traurigere, er, at et Par af Pigerne (den ene min kiære blide, vakre Marte Rud) er ret usle, og min Maja har slem Hovedpine, og Kista er heller ikke ganske frisk. Dog, hun gaaer i sine sædvanlige Sysler, og Maja sidder alt fra tidlig Morgenstund ved sin Rok. Der sidder ogsaa Telja Dag ud Dag ind, skiøndt det er mangen god Dag siden hun var ret frisk. En slem Hoste er det, som nu mest plager hende. Lina har havt og har en rasende Snue; men hun er lige lustig, kanskee fordi hun har hørt, man bliver vakker efter Snue. I Aftes kom vi i en god Latter af Kaja. Der var en Mand, sagde de, som havde Farvemose at sælge. Jeg bad hende gaae ud og høre, hvad han vilde have for den, og hun kom tilbage og sagde ganske roelig og sagtmodig: «Det skiller ikke dig!» sagde Manden til mig. I kan aldrig troe, hvor latterligt det klang. Den grætne Gamle vilde have Meel for sin Mose. Det kunde vi ikke give, og saa gik han.

135Torsdag 29de Det har frosset stærkt i Nat, og alt saae i Morges vinterligt ud. Solen skinnede, men bleg, nesten som Maanen, og den haarde kolde Nordstorm betog den al Varme. I min fulde Vinterhabit sidder jeg her, da hører jeg Dombielder, og en Slæde holder her uden for. Jeg troede mig et Øyeblik tilbagesat i Januar; kun de frembrydende Knopper paa min Løn og Hæggen her for Vinduet, modsagde det. I Slæden var Walbohm, Fabritius, og Maleren Bredahl, alle for at giøre en Morgenvisit, dog Walbohm ogsaa for at see til de Syge, der dog Gud skee Lov, een, min lille unge Kokkepige undtagen, ere færme igien. Maria er meget raskere og munter. – De vare her, de Fremmede, en Times Tiid eller lidt mere. Den Bredahl er en godlidende behagelig Mand naar man lærer at kiende ham. Han fandt det urigtigt hos Maja mi, at hun ikke mere og ivrigere dyrkede sit Talent til Tegning, Malen, Udklippen etc. Det her hængende udklippede Stykke fandt han mesterligt i sit Slags. Den arme Walbohm har nu igien faaet den forrykte afsatte Præst Esmark (der har været gift med hans Broders Enke) i Indqvartering. Walbohm havde et i Trondhiems Avis indrykket Værs med, som Forfatteren havde bedt ham tage med sig hid. Det er til Kongens Fødselsdag, og optager hele Bladet; men dog vil jeg hellere paatage mig at finde en i menneskeligt Sprog oversættelig Tanke i Baggesen Lakiærs Galimathias, (det I vist alle kiender af berlingske Aviser og Statstidenden) end i dette, der, Gud forlade ham sin Synd, ikke allene er i Form af, men ogsaa skal være en Efterligning af Schillers herlige: Freude, schöner Götterfunken – Hvor rasende forrykt

136Mennesket er kan I tænke Eder af det eneste Træk, at han siger han er langt klogere, end Christus, der ikke forstod et af de levende Sprog og af mange andre Videnskaber han, Esmark har grundig inde. Ak, hvor Forstanden er saa reent ude, hvad kan der være inde? – Hans Kiæphest er og bliver da, kun een Miil under os huserende Væsner, der afstedkommer alt Ondt som skeer heroven, og hvis Magt, skiøndt den kunde udryddes, dog nu for Tiden er langt større end Guds. –

Jeg har i disse Dage læst anden Deel af Frue Bruns Digte, som min Maja C. har sendt mig, og endskiøndt jeg finder mere i dette end i første BindBind] rettet fra: D ved overskriving efter min Smag, og ikke i noget af dem miskiender de enkelte Skiønheder, især i den Rigdom af Naturbilleder, er dog ikke mit Hierte blevet rørt ved et eneste Stykke, et eneste Sted. Og mon jeg da giør Digterinden Uret naar jeg troer, hendes Hoved har mere Deel i hendes Arbeyder, end Hiertet? Eller er hendes Følelser af en anden Natur, der gaaer over min Horizont? O ney! Følelserne kan kun have et Udspring, et umiskiendeligt Sprog, og det veed jeg, er inden min Naturs Grændser. I Jean Paul, f: E: synes meget Søgt, nesten med Kunst dunkelgiort. Jeg maae læse mange Stæder flere Gange, og alt bliver mig endda ikke tydeligt (i enkelte Stæder, forstaaer I) men det hindrer ikke det Hele fra at giennemgløde, hæve, styrke mig. Jeg skulde troe, denne tilsyneladende Kunst er blevet, om den ey altiid har været, Natur hos ham – og at det Modsatte er Tilfældet hos Frue Brun. De evige Naturskildringer, de være saa rige, store skiønne og afvexlende de være vil, trætter dog tilsidst. Men det er nu engang hendes Yndlings Sujet, og det vil jeg ey giøre hende til Brøde. Hvad jeg ikke kan tilgive 136egentlig 137 hende, er den kolde, fast ringeagtende Tone, hvori hun taler om mit skiønne Danmark, paa hvis Bekostning hun saa ofte hæver sit forgudede Italien. Var hun end ikke saa meget Danmarks Datter som hun er, vilde det harme mig mindre. Og Recensenten har fuldelig Ret, naar han i Recensionen over hendes af Øhlenschl: oversatte: «Til Thorvaldsen, i Anledning af det i Norge opdagede Marmorbrud» siger, efter at have givet Digtet sin vel fortiænte Roes: «Det er ellers lidt krænkende, at see et Digt af en dansk Digterinde til en dansk Kunstner, i Anledning af hvad i Norge er opdaget, i et fremmed Sprog; og at Danmarks første Digterinde saa ganske synes at fornægte sit Fædreland og dets Tungemaal, og saa nesten udelukkende foretrække sine Fædres.» Saa omtrænt ere hans Ord, i det mindste er det deres Mening.

Fredag, sidste April Den ender saa blidt, denne Maaned, som den begyndte stormende. Dog, i de to sidste Nætter har det frosset haardt, og denne Varme om Dagen og Kulde om Natten er vel farlig, i det mindste for Frugttræerne, og man frygter, ogsaa for det som er kommet i Jorden, og mange Stæder har de saaet meget, siger man. Ak, de arme Mennesker skynder sig at faae det fristende Korn giæmt, og Haabet, det blide, men bedragelige, giør dem det tunge Offer let: Hun viser dem allerede de mangefold Frugter, det skal bære dem, og stiller derved for et Øyeblik deres Trang, eller dog dysser den i Slummer. Dog, o Algode! Du lader jo ikke Haabet, Haabet til din Barmhiertighed beskiæmmes, Du vil jo ikke, at vort Mod skal synke, synke ved at see truende Farer bag, for, trindt om os. Fredsglimtet er atter indsløret i de tykke, mørke, uigiennemtrængelige Skyer, en satanisk P paa vor Hungersnød 138grundet Politik, har trukket om det. Men see! de i flere Dage rasende Nordvinde hviler, Iisdækket de aandede hen over det fremspirende Græs er opløst ved de hede Solstraaler, og Jorden smiler atter i sit grønnende Klædebond. Til ham, som har Stormene og Menneskenes Hierter i sin Haand, vil vi hæve vort Blik, til og tilbede og haabe og troe, det komme som det vil. Sit Land og Konge troe slaaer Normandens Hierte; og kunde det slaae saa, om det ikke slog i Haab og Tillid til Kongernes Konge? Ingen dyb, ædel Følelse kan jeg tænke mig særskildt, uden Sammenhæng med de nærbeslægtede Følelser. Og hvor er dette Slægtskab skiønnere, end her? – Jeg skriver i et stærkt Feberanfald, men Gud skee Lov, IngenIngen] rettet fra: ingen ved overskriving af disse Blades Læsere og Læserinder vil ansee hvad her staaer, for Feber Phantasier.

Hvad sig ellers denne min bestandige Foraarsfeber angaaer, saa troede jeg nesten, den vilde gaae min Dør forbi i Aar; men i Aftes lod den sig melde ved Tunghed, Mathed og alle dens øvrige Forbud, og har indfundet sig ganske fuldstændig selv i Dag, dog Gud skee Tak uden stærk Hovedpine, og kun ved dennes Hielp spiller den Mester over mig[.] Tidlig kom Posten i Gaar, og to Breve bragte den mig, det ene fra Maja mi paa 5, det andet fra min kiære Søn Bergh paa 6 tætskrevne Sider. Det Sidste var begyndt den 6te d: M: – endt den 24de[.] Ak, hvor mange Haab, som min ømme unge Ven først vilde see opfyldte, inden han forkyndte sin Moer Koren dem, vare i dette Mellemrum tilintetgiorte! Dog, ney, ikke tilintetgiorte, kun længere udsatte – det er hans, det er mit Haab, hvorved alle de øvrige re 139støtter sig. Du har været syg, min gode Irgens, meget syg, ogsaa derfor taug Du saa længe. Ak, men jeg vidste det dog. Vidste jeg kun nu, om Du virkelig er fuldkommen frisk? Du nævner blot hvad Du har været, ikke hvad Du er. Dog, kun i Hensyn til din Helbred og udvortes Stilling kan dette nogensinde blive mig tvivlsomt. Min Adams Lotte maae være frisk igien; thi Bergh har nyelig talt med ham, og da var han lutter Glæde over sin lille Johannes Wolfgang, og det kunde han jo ikke været, havde hans Lotte eller Christiane fattedes noget. Det lange Brev skal jeg endnu faae. Jeg vil imidlertiid, standses ikke Postens Gang, ey oppebie det, inden jeg lykønsker ham til den rige Tilvext i hans huslige Held. Mit Haab, snart at see Dig, dyrebareste Maja, har Du betaget mig, men, efter Din Skik, saaledes at jeg ikke kan være bedrøvet over det, at jeg snarere maae glæde mig. Thi hvem seer sig ikke giærne et kiært Haab berøvet for en kort Tiid, naar Opfyldelsen lover det dobbelte af hvad man torde vente? –

I Formiddag var den arme Esmark her. Hans Udvortes er ikke ubehageligt, i hans Stemme er noget blidt, og vilde det ogsaa være i hans Blik – han har vakre store blaae Øyne – om dette ikke svævede saa vildt omkring, som om han overalt ventede at see sine underjordiske Plageaander anfalde ham. Der var ingen af os havde Hierte til at føre denne Materie paa Bane, og saa talte han ganske fornuftig[.] Hans egentlige Ærinde var at formaae Koren til at skrive for ham til en Mand her i Nærheden, hvor han ønskede sig 140indlogeret for det første til ud paa Sommeren. Arme Mand! Jeg vilde saa giærne have dette Hefte færdigt i Dag, for at begynde det nye med den nye Maaned, med den Maaned som skal bringe mig Eder, I Elskede, længe Savnede, tilbage. Mueligt har I allerede forladt Kbhn, for at nytte Tiden til at komme giennem det os saa uforskyldte fiendske Naboeland, ligesom den gode, høystagtværdige Frue Holsten og hendes Mathilde maatte forlade Norge, længe før de havde foresadt sig, for at komme tilbage til Hiemmet. Gud ledsage Eder i vore, dem i deres Elskedes Omarmelser, trygge og glade! Maaskee møde I denne sieldne Moder og Datter underveys. Talte I med dem, de vilde fortælle Eder meget om Eders Kiære heroppe. Gud give, I maatte mødes saaledes! Jeg synes, det vilde trøste mig over, at jeg ikke fik see de Gode her, ak, ikke fik see dem en Gang endnu, og vel aldrig faaer see dem mere før vi samles hvor ikke Krig og Rygte om Krig skal skrække os fra hverandre.

Saa vil jeg dog nu bede Eder, mine dyrebare Alle, ikke at være bekymrede over min Smule Feber, den Kista i denne Aften trækker til Feldts imod med en vældig Spølkum Bygsuppe og deroven paa et Kampher Pulver. Ney, I skal takke den Algode med mig, at alle mine Kiære om mig ere saa friske og muntre, min Marie som de Øvrigere. Hun fulgte sin Ragna i Dag et Stykke paa Veyen, de Smaae, under Tønder Lunds Ledsagelse, fulgte hende længere, og kom hungrigere og tørstige tilbage. – Proctr Krogh er her. Min Koren og Jess er hiemme. Farvel Elskede! Farvel April.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.