1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> December | Bokselskap

Dagbok 1813

av Christiane Koren

December

162Torsdag 2den Om den første Dag i Aarets sidste Maaned har jeg intet at sige Eder, Elskede. Den gik stille i den gamle Tour, og end stillere vil vel denne og de følgende gaae, da nu fast hele Contoiret er paa Tingene, der begynder i Dag. I Morges tog min Koren bort, men kommer maaskee hiem i Morgenaften. De Øvrige seer vi nok ikke før Løverdag eller Søndag[.] Dog, en Mærkværdighed var ved 1ste Decbr: jeg drak Caffe ved Lys, som Børnene endnu ikke havde slukket da jeg kom ned. I Morges brændte det end længere for mig. Jeg kan ikke sove længere end jeg er vant til, og saa snart det er blevet lunt i Kammeret, staaer jeg op, og giør for det meste mit Toilet i Mørke

163Fredag 3die I Gaar Eftermiddag, da det allerede mørknede – det er da Kl halvfire – og jeg, sukkende over den korte Dag, just vilde forlade mit kiære Kammer, kom raslende i Gaarden først een Slæde, saa atter een, og saaledes til sex. Det var hele Pastor Chrysties Familie, en Capit: Blich, som er indqvarteret der, og Lieut: Stenersen, som nu ogsaa ligger i Gierdrum, og Prctr Solner. Præsten havde giort et Løfte, jeg troer saagar soret paa, ikke at komme hid, før jeg havde været i Gierdrum, men nu han hørte, jeg havde været skranten den hele Høst, smæltede dog hans Hierte, og han fulgte med. Rigtig nok fortiæner jeg ikke Nogen skal komme til mig, da jeg kommer til Ingen; men nu skal jeg ogsaa bædre mig, da jeg ikke længer med Sandhed kan retfærdiggiøre min Borteblivelse med Upasselighed; thi jeg kan nu virkelig sige med Presidenten: Jeg er saa syg, som noget sundt friskt Menneske kan være det. – Capit: Blich, en ung, tækkelig Mand, er min Landsmand, det hørte jeg strax, skiøndt han har været 11 Aar i Norge. Han er gift med Auctions Directeur Bierregaards eneste Datter, og allerede Fader til to Børn. – Da jeg veed, Fatter Chrystie giærne faaer sig et Slag Kort, kom Spillebordet ind, men da der kun var 3 Spillere – Solner spiller aldrig – kunde det ey blive andet end en lille Lhomber, som kun varede et Par Timer, en lang Pause iberegnet, hvori de lode Kortene ligge og dandsede med Ungdommen, som holdt sig lustige i Spisestuen ved Gryners Viol, alt til Bordet skulde dækkes. Da de hævede Spillet tidlig, fordi Hiemveyen var lang, spiste vi ogsaa tidligt, og Kl 10 tog den hele Caravane bort. Jeg gav mit Løfte om at komme did Dagen efter et Ball, Officiererne vil give, jeg troer i neste Uge, der skal holdes paa Fieldstad hos Lehnsmanden (og hvortil Barna længe har glædet sig) Min Ungdom hviler da ud paa Prstgrd: og der skal jeg møde, saa fremt alt gaaer efter Bestemmelsen. Posten kom just de vare komne her, de Fremmede, og jeg maatte lade det kiære Majabrev, og et kiærligt Do fra min Egersøn blive ulæste til de vore tagne bort; dog barede jeg mig ikke for at kige lidt i dem 164for at see, om alle de elskede Barna mine levede vel, og Gud skee Lov! det giør de, og den lille søde Peer er rask og frisk igien i alle Maader, og min elskede Maja brav igien i sine Øyne, og alting, alting vel. – Min Petramaja greb med Ængstelse Intellig: Bladet, som jeg ikke torde see i, af Frygt for at finde Marie Berghs Død anmeldt, men min Maja sagde blidt: «Du skal see, Moer, Marie overstaaer det, ligesom jeg, Din Marie.» Gud give det! Men at der endnu ingen Anmeldelse var skedt, kan ikke beroelige mig. O Gud, i disse Dage for 5 Aar siden saae jeg min Sara hver Dag nærme sig Graven, dog kun mit indre Øye saae det, i min Siæl gienlød Wilhelms Kalden paa hende, og jeg havde ikke Mod til at sige nogen min Ahnelse, efter at den første Angst havde forraadt den for min arme taustlidende Koren; det var ligesom Meddelelse vilde giort den vissere, ak, selv til Dig, min troe Maja, som ilede til mig i den første haarde Kamp, kunde det ey komme over mine Læber, og ikke til min troe Egersøn, til Ingen –

Nu skal jeg besvare i det mindste det ene af de kiære Gaarsdags Breve. Min gode Pavels havde nok fortiænt hastigt Svar paa sin vennehulde lange Epistel; men hvor langt rækker man i disse, stedse til Nat grændsende Dage? og til mit Skriverie nytter mig ikke de gode drøye Aftener; selv læse kan jeg kun, naar Stilen ikke er des renere og større, et Qvarterstiid, høyst en halv Time ad Gangen, saa maae jeg hvile Øynene ved mit Strikketøy. Men Gud skee Lov fordi de ere saa gode endda, de stakkels saa haardt og paa mange Maader prøvede Øyne.

Søndag 5te Min Koren kom ikke hiem før i Gaar Eftermiddag; men i Dag har jeg ham hiemme, og fra Torsdag, da Tinget bliver her i Ullensgr, regner jeg det ogsaa for at jeg har ham hiemme. Jess, Giertz og Andersen toge til Hertels, og faaer et fatalt Veyr at reyse hiem i i Dag, da det blæser og fyger alt hvad det kan. At jeg i dette rasende Veyr er saa brav, er fast et Under. Jeg er ellers nu kommet efter, at det trækker gevaltig giennem 165den Væg jeg ligger ved – jeg burde giort denne Opdagelse før i ti Aar – og at det vel kan være Skyld i den nesten vedvarende Gigt i den høyre Arm. Nu i denne Dag har jeg faaet et tykt Teppe slaaet op, som nok skal holde Trækken ude. Slige rene Ubetydeligheder, mine Elskede, skulde jeg ikke underholde Eder med, naar jeg havde noget vigtigere at fylde disse Blade med. Majabrevet afgik i Gaar som sædvanlig, og nu har jeg det gode Forsæt, at skrive til Lottamoer og alle Barna mine, at Pakken kan være færdig naar et Bud bliver færdigt, som ofte er før jeg veed af det. – Med min Oversættelse – den anden Deel af Grev Eisach – skynder jeg mig, saa meget de faa lyse Timer tillader det, da Lotta mi vist længe har udlæst den første Deel, og længes efter mere, og giærne vilde jeg ogsaa, min stakkels Kista skulde have den at gogiøre sig med i Julen.

Eftermidd: I Dag bleve Børnene, Jess og hans Jomfrue Søstre budne til et stort Ball, Officiererne i Gierdrum giver paa Fieldstad førstkommende Fredag. De har længe havt et Nys om og glædet sig til dette Ball; men Glæden er meget forringet nu, da ey deres kiære Maren og Kaja ere budne. Entrepeneuren, en Capt: Hanberg, veed vel neppe af, at her er en voxen Jomfrue endnu i Huset, og Kaja kunde vel ey bedes, da ellers alle Smaabaan i de øvrige Familier maatte indbydes – Lille Mørk var her i Dag som sædvanlig, og nedslogen som sædvanlig over Tidenes Tegn. Men jeg forelæste ham et Sted af min Egersøns Brev, som angik ham, og som opmuntrede ham meget. Han maatte skynde sig, da han havde stoer Altergang, ellers skulde jeg nok faaet ogsaa den sidste Skye fordrevet fra hans aabne Pande. Ellers har vi Ingen seet, og Gud veed, om vi seer Hr Jess og de Øvrige, som maaskee ikke kommer før i Nat engang. Det er ey godt, at slippe fra Hertels. Men ilde giør de imod sig selv, tager de ey tidlig ud i dette fæle Veyr. Og ilde giorde jeg mod mine Øyne skrev jeg mere, da jeg neppe seer hvad jeg har skrevet – og Klokken er ikke stort over 3!! –

166Mandag 6te De unge Mennesker kom ikke før i Nat Kl 2 men da var Veyret deyligt, stille og klart. Nu ere de allerede faret til Gierdrum. Skriveren har skrubbet dem dygtig for deres Natterangling, især Andersen, hvis Bryst er saa svagt, at han burde bruge den mueligste Forsigtighed. Men naar bruger Ungdommen den? – I Morges kom Marie og siden vi Andre i en saadan Latter af den troeskyldige Maren, som i sin Forskrækkelse over at et Lod Silke nu kostede 30rd udbrød i en Jeremiade over det Nuværende og Fremtiden. Maja, der Gud skee Lov er begavet med samme Troe og Haab som hendes Moder, sagde: «Gud som har hiulpet os til denne Dag, hielper os nok ogsaa herefter. Han kan snart giøre det godt altsammen.» – «Ja, gienmælede Maren ret med Inderlighed: Gud give han vilde det, for ellers seer det galt ud med os Allesammen.» Det klang saa snurrigt og hierteligt, at vi maatte lee – Jeg har nu udlæst Recensionen over Grundtvigs Krønike, og var til Slutningen mindre utilfreds med Recensenten end i Begyndelsen. Det han siger om Urigtigheder i Tidsregninger og andre cronologiske Feyltagelser, siger jeg naturligviis intet om. Men han lader dog, synes mig, Forfatterens Hierte nogenlunde vederfares Ret; og meer har jeg jo aldrig forlangt. Grundtvigs Udladelser om gamle Bastholm, veed I var det der fandt mindst Undskyldning hos mig i hans Krønike, og altsaa kan jeg ikke misbillige hvad Rec: i den Anledning siger.

Min elskelige Maja C siger i sit Seneste det samme nesten som Fader Pavels om Grundtvigs vemodsfulde Farvel til Molbech. Er Molbechs Hierte ikke uhelbredelig forstemt, maae jo disse Linier stemme det igien i de gamle Toner. Og nærmer han sig sin mishandlede Ven, sikkert aabner denne sine Arme imod ham.

Da der heller ikke i Gaarsdagens Aviis stod nogen Anmældelse om Marie Berghs Død, saa har vi Alle igien fattet Haab, at Gud har hørt de sørgende Forældres angstfulde Bønner, og givet dem deres elskede, deres Kiærlighed saa værdige Barn tilbage fra Gravens Rand. Maatte dette Haab snart gaae over til Vished! Solen kaster i dette Øyeblik sine Straaler saa blidelig herind, ligesom for at bekræfte mit trøstefulde Haab.

167
Tirsd: 7de Her blev en Glæde over al den Gaard, da Skriveren kom hiem fra Gierdrum i Gaar, og forudsagde, at ogsaa Maren blev buden til Ball. Alle Pigerne – thi de holde alle her i Huset af den gode Pige – toge Deel deri som det skulde været dem selv, ikke at tale om min fromme Telja, som lever ene og allene i andres Vel og Vee. Men ret fornøyede kan de dog ikke være, før de seer Sort paa Hvidt for at hun er buden, og det haaber de Jess skal bringe i Aften. Saadan Virkning giør Fornøyelserne kun selv paa Ungdommen, naar de nydes sielden. Da er et Ball en ordentlig Fest, som nydes forud og bagefter i lang Tiid. Jeg kan ikke andet end nyde den med de gode uskyldige Børn; men hvad der ved denne som ved saa mangen anden Leylighed især er mig kiært, er den Enighed imellem dem Alle, de Ældre og Yngre, og at de saa at sige kun udgiør Eet. At lille Kaja skal være udelukt fra denne Høytiid, giør dem ondt, og de finder paa alskens Ting for at erstatte hende hende denne Udelukkelse. Men hun er lige lustig, og glad i at jeg har lovet hende hun skal blive med mig til Chrysties om Løverdagen, da jeg har lovet at afhente Balldamerne der, naar de har udhvilet. Dog kommer vi neppe fra den giæstfrie Præstgrd før Søndag, som jeg kunde høre paa Moer Chrystie da hun var her.

Onsd: 8de Oftere end her i Journalen, hver Morgen har jeg sagt: ‹…›I Dag skal jeg begynde at afbetale paa min Brevgield.» Hver Aften har jeg sagt: «I Morgen skal der dog vist blive noget af» – og derved er det blevet, og Thronen i Helvede, som jeg engang skrev om her i Journalen, har faaet flere og flere nye smukke Zirater. I Gaar Eftermiddag – det korte Daglys begyndte allerede at dale – kom Koren ind, og spurgte, om jeg nu havde mine Breve og Pakker færdige, saa kunde jeg faae dem sikkert ind med en Mand, der reyste om nogle Timer. Men der var intet færdigt, og kunde ikke heller blive det. Kun nogle faa Linier skrev jeg i Halvmørket til min Catty, og sendte Ossian ind til Fader Pavels, som har bedt om den til Laans, uden at kunde ledsage den med et eneste Ord. Men nu tager jeg alvorlig fat 168paa Arbeydet, og saa skal det vel gaae uafbrudt, haab‹…› På denne siden er slutten på mange av linjene usikker gå grunn av innbindingen jeg, men lover intet, thi hvor sandt Ordsproget er: Loven er ‹…› men Holden besværlig – lærer Erfarenhed mig daglig.

Over Midienat kom Natteravnene, Jess og Giertz fra Gi‹…›drum. Stenersen var med dem. Han og Jess ere allerede p‹…› Flugten igien. Maren Skieldrup har nu faaet en formel‹…› Indvitation til Ballet, og alting er i sin Orden. – M‹…› Koren er i Næss. Han var oppe Kl 6, jeg en halv Time sene‹…› klædte mig paa ved Lys og Maaneskin, sad hos mine flittig‹…› Jomfruer til Daglyset havde overvundet Maanens Lys ‹…› vi glædede os alle ved at see denne Striid – gik saa herind og ordnede et og andet, har saa siden sat og sladdret me‹…› Steinar og min egen Ungdom, og nu er det Middag. I den behagelig lunefulde Anton Walls Amathonte læste jeg lidt ‹…› Aftes, lidt i Morges for Barna; nu skal jeg tilbords, og saa‹…› hvad I videre skal faae at see.

Torsdag 9de Og hvad skal I faae at see? Naar I havde hør‹…› og seet, hvordan jeg nu en Times Tiid har sat inde hos Børne‹…› hørt paa deres glade Sniksnak om i Morgen, og endogsaa nu ‹…› da taget Deel i den for at trænge Taarene tilbage i mit Hierte saa vilde I saa lidet som de ahnet, hvordan dette Hierte blødte, hvordan det hele Natten, de korte Slumrens Øyeblik undtagen har banket smertelig ved de alt for levende Forestillinger om denne skrækkelige Nat og Dag for 5 Aar siden. Stenersen og Jess kom atter i Nat tilbage, og ved den Gang i Dørrene og paa Trapperne – de laae paa Sahlkammeret – blev disse aldrig udslettede Minder end mere opfriskede. Jeg stod op Kl 7. Den venlige Maane lyste sødt for mig saa jeg intet andet Lys behøvede, og saa har jeg sat inde til nu, Kl 8½, og giort mit Muelige for at intet skulde tilbagekalde de glade Børn nogen Erindring, som kunde forbittret dem deres roelige Munterhed. Selv min Maja glæder sig saa til Morgendagen. Ak! giid hun altiid kunde glæde sig! – I, Dyrebare! kiedes ikke ved mine Klager, og om I giorde det, vilde I dog taale dem, ved Tanken om at det lindrede Moer Korens Hierte.

169Fredag 10de Decbr 1813 Skal jeg da begynde dette Hefte som jeg endte det forrige, med Klager? Ak! og kan jeg andet, kan jeg bortfjærne Sørgebilledet fra min Siæl: de arme trøstesløse Forældre ved det elskede, det med saa megen Ret elskede Barns Liig? I Gaar stod det i Intllgsbl: Den fromme, blide Marie Bergh er gaaet herfra, gaaet hiem til Gud, og til Sara og Wilhelm. Jeg var jo meer end forberedt paa dette Budskab, og det Haab jeg gav mig selv, eller rettere min Koren og Marie gav mig, holdt ikke Stand mod mine Ahnelser. I Gaar var jo allerede for mit Hierte saa beklæmt, og da jeg læste Bekiendtgiørelsen om hendes Død, som jeg allerede havde læst i min Maries Ansigt – hun havde seet det før jeg, hørte jeg siden – forekom det mig, som det var denne 9de Decbr, der ogsaa var hendes, den elskelige unge Piges, Dødsdag. Jeg havde hele Dagen tilbagetrængt Smerten i mit Inderste (kun med Eder havde jeg deelt den i disse Blade) – jeg giorde det ogsaa nu, og først da vi havde lagt os i Aftes, min Koren og jeg, gav jeg Hiertet Luft. Men jeg talte ikke om at det var d: 9de Decbr, ak, han vidste det nok, og min Marie vidste det, men hun talte heller ikke om det.

Nu har jeg skrevet mit Brev færdigt til Fader Pavels, og det har giort mig godt. Han har et Hierte for sine Venners Vel og Vee, som I Alle har det, mine Dyrebare! og jeg vil ikke forsynde mig mod Menneskeligheden ved at sige eller tænke: som kun Faa har det. Hvorfor skulde jeg blandt de Faa have fundet saa Mange?

At min Maja C var hos mig i Gaar og i alle disse Dage med sin hele Siæl, det vidste jeg før hendes Brev saa vennehuldt sagde mig det. Ogsaa dette kiære Brev tænker jeg at besvare i Dag, eller dog begynde paa Svaret. Jeg fik ogsaa et Par Linier fra Nella Borch, hvori hun siger at hun længes efter sit gamle Hovind, og at hun, hendes Mand og hans Moder giærne kom hid i Julen, om det ikke var os til Uleylighed, og vi bleve hiemme. Uleylighed kan det slet ikke giøre os, og hiemme bliver vi, i hvor fristende den i Gaar atter gientagne Indbydelse til mit Auestad, i Selskab med min Treschow og hans Catty og min, end er mig. Men Barna her har længe siden taget et Løfte af mig, at jeg skulde være hiemme, og jeg brød endnu aldrig et Løfte jeg gav dem. Nu pynter de sig til Ballet. Stenersen reyste hiem, for ogsaa at pynte sig.

170Løverd: 11te I dag, min Treschow og Catty, havde Eders Gudsøn, hvis han havde levet, Johan Enevold Randulf været 17 Aar. «Hvor ere de henfarne Aar? Blandt Aarene før Syndfloden» – O Gud! hvor mange smertelige Tab kan dog Mennesket overleve! Hvor mange har jeg ikke overlevet! Mange tabte maaskee saa Meget, og endnu Mere, end jeg; men Faa beholdt saa Meget tilbage. O at Alle, som har smertelige Savn at begræde, havde saa meget, der forsødede dem disse, som Eders Moer Koren, Gud lønne Eder det Hver og Een! har.

I Aftes, just da de pyntede Smaaepiger kom ned og vare reysefærdige, kom Hertel hid, og gik han da som i gamle Dage og hialp Børnene og pakkede dem ind, og formanede dem at være forsigtige, ikke forkiøle sig, og passe paa deres Reysetøy etc. Han sad og snakkede en Times Tiid efter Ungdommens Bortfart med mig og Skriveren, saa foer ogsaa han, den gode gamle Hertel, og vi andre Gamlere bleve tilbage, min Koren og jeg og Telja, som for at trøste lille Kaja gav hende alt Pandekage-Tilbehør, og lod hende selv røre, og stelle og bage i sin lille Pande. Bolla hialp hende, og vi bleve alle tracterede med Pandekager af den lille Pande, og de smagte nok saa godt. I Morgen skulde den stakkels Unge fulgt med mig til Gierdrum, men her er hverken Slæde eller Styrekarl at faae, da vi skal have saa mange efter Jomfruerne. Hun forsikrer ogsaa, at hun er nok saa giærne hiemme hos Bolla og Telja og Tønder Lund. Nu Farvel, mine Elskede, til Mandag. Jeg har skrevet langt Brev til Egersønen med en Bogpakke, den jeg tilligemed Dagbogen tager med mig til Gierdrum, hvorfra han Steinar har lovet mig at besørge det alt videre. Min Maja C fik i Dag det useligste lille Brev hun længe har faaet. Et endnu kortere afgik til Nella Borch, for at bede hende med Følge være velkommen til Julen. Fader Pavels fik en temmelig lang Epistel med Posten.

Mandag 13de (min troe Teljas Fødselsdag) – Skiøndt vi ikke slap fra den hyggelige giæstmilde Præstegaard før Kl over 10 – og det endda med Nød og Neppe – og altsaa ey kom hiem og i Roe før over Midienat, har jeg dog hverken Hoved- eller anden Slags Vee, Gud skee 171Lov! og alle Ungerne fandt jeg raske og muntre, kun Jess havde faaet en lille Skavank i den ene Fod, som jeg dog haaber, intet har at betyde. Det værste er, at han ikke kan blive i Roe, men nu maae afsted paa Tinget. Skriveren er allerede reyst. Pigerne havde forsovet sig i Gaar – som hendes imellem naar det er Helligdag – og lagde seent i Ovnen, saa jeg ikke kom saa tidlig ud, som jeg havde i Sinde. Dog var ikke al Ungdommen kommen til syne da jeg kom, men de som vare paa Benene, og det snilde Præstepar, og den yderst godlidende Capit: Blik, og min egen stø Steinar, omringede Slæden og kappedes gladelig om at faae mig ud af den og af mit Reysetøy. Paa Prstgrdn seer det heelt melitairisk ud. Det var Lønnings Dag, saa der vrimlede af røde og graae Mennesker. Musik havde vi ogsaa, og hele Dagen gik behageligt. Jeg skrev endnu et lille Addresbrev til min Maja C med Pakken, og besvarede et lille venligt Brev fra min Catty, som laae der til mig, i et Par Linier. Om Aftene‹n› satte Præsten, Stenersen, Jess og Giertz sig til Spillebordet, hvor de dog toge ikke saa liden Deel i Julelegene, som den anden Ungdom fandt paa‹,› – og hvori Ingen glædede sig mere end den barnligmuntre Blik, en Landsmand, som jeg ret holder meget af. Jeg var snart med i Legen, snart med mit Strikketøy Tilskuer ved Spillet, snart sad jeg i god jævn Snak med min snilde Moer Chrystie. – Men først nu har Pigebarna giort mig Regnskab for hvordan de morede sig paa Ballet. Lina og Maren ret dygtig, Maja mindre. De fik dandse Mætta si, der var prægtig Musik, gode Dandsere – «hvad var der da ellers i Veyen?» – En Samling af Lapser og Lapsinder, hvis Lige de uskyldige Børn aldrig har seet, og som drev Lapseriet, mellem sig, til en Grad af Uanstændighed, som maatte harme hver ærbar Pige og Yngling, og dybt saare Uskylds og Ærbarheds egen Datter. «Men det er rigtig sandt, hvad du altiid siger, Moer, at et Fruentimmer selv maae give Anledning, naar et Mandfolk skal føre sig uanstændigt op mod hende – sagde Maja mi: for jeg dandsede Kehraus med Haxthausen, og sædeligere og ærbødigere kunde Ingen være baade i Opførsel og Dands end han da var.» Hvad der især giør Maja ondt, var er at hun saae en Yngling, vi Alle har holdt meget af, og som var Beskedenheden selv, saa henrevet af Lapsestrømmen, at hun neppe kiendte ham igien – og sandelig, det er 172sørgeligt. Hvor sandt er det, at ondt Selskab fordærver gode Sæder. Jeg troer ikke, der paa hele øvre Romerige findes en Eneste, som med Ret kan tælles i Lapseordenen, i det mindste Ingen i vor Bekiendtskabskreds – Omgangskreds siger jeg naturligviis ikke. En Enkelt hist og her kunde maaskee lade sig henrive i Hvirvlen, men Gud skee Lov, der gives ikke her saadanne Malstrømme. Des flere har nedre Romerige til sin Skam at braske med. Arme Børn, hvis Fædre og Mødre, istæden for at holde dem tilbage og advare dem for de Klipper, hvor deres Uskyld og med den deres hele Lyksalighed maae strande, selv styrter dem i Strømmen, hvor disse Klipper kun ved et Mirakel kan undgaaes.

Tirsdag 14de Hvilken velsignet Dag var denne, altiid velsignede Dag, vor Sarathrines Fødselsdag os, Dig, elskede Maja C, og mig, for tre Aar siden! Vi undgik det larmende Giæstebud hos Omsteds, hvori det kiære unge Par maatte poenitere, da det var giort dem til Ære, og ene, ganske ene vare vi hele Dagen og Aftenen. Hvor godt jeg erindrer nesten hvert Ord vi talte. I Dag har Barna vore det bædre. Lykkeligere endnu end den Gang – thi da havde de jo ingen Peer, ingen Otilia – tilbringer de vist Dagen i bliid Stilhed paa Auestad, og mange, mange saadanne Dage leve I sammen, mine Dyrebare Alle! Mange saadanne har jeg deelt, og mange skal jeg endnu dele med Eder, I med mig og Mine. Det høre Gud!

Et lille venligt Brev laae til mig fra min Sally, da jeg kom fra Gierdrum. Det var saa planmæssigt, som Fader Pavels selv skulde have været paa Raad med Sally da hun skrev det. Det kiære Barn kan ikke blive med Sødskende sine til Auestad, seer jeg, og det smerter hende, og vilde smerte hende endnu mere, om hun ikke trøstede sig ved at kunde giøre den kiære Reyse i Mama Korens Selskab. Hendes Svigerinde skranter bestandig, Børnene ere ikke heller friske, og min kiærlige Sara lider med dem Alle. Men jeg haaber, den anden Halvdeel af Vinteren skal give hende nogen Erstatning for den første Halvdeels Ubehageliger. Marie Bergh, hendes Yndlings Død, ak, hvad hun lider derved, føler jeg. Da hun skrev, vidste hun endnu intet, thi hun nævner det ikke, og sin Moer Koren siger hun alting.

173Torsdag 16de Tirsdagaften var jeg en Times Tiid paa Gislevold. Det var ikke for tidligt, jeg engang igien saae til Naboerne. Egentlig tog jeg dog did for at gratulere Obrist:de Roweder, som var der, med hendes ældste Datters Giftermaal. Den stakkels Moder sukkede, og hemmelig sukkede jeg med hende; thi hendes Luise har giort et Vovestykke i at indgaae Forbindelse med Provst Legangers Søn paa Hedemarken, et først i Bund og Grund forkiælet og fordærvet Barn (thi det er dog ikke stedse det samme) siden en dybt falden Yngling[.] Hun er sagtmodig og god, og har været den Eneste, der har kundet styre den ofte Ustyrlige. Forældrene, de arme sorgfulde Forældre, har, saa længe hun har været der, elsket hende som deres Barn. Blandt mange underlige Grunde til at gifte sig, har jeg hørt en Mand giftede sig blot for at faae gode Svigerforældre. Skulde ikke Luise Roweder have været i samme Fald?

I Gaar mod Middag kom den ret vakre Frue Brat hid for at tale med Skriveren, som hun havde hørt var hiemme. Hun er for en Tiid siden kommet tilbage fra Sverrig, hvor hun var i et Besøg da Krigen med os blev erklæret. Hendes Mand har ingen Tilladelse at komme hid igien, før han kan nævne sig Borger i Norge, og nu reyser den arme Kone omkring, hvor hun hører en Gaard er tilfals, for at faae den. Herfra tog hun til Gierdrum, og jeg skrev et Par Linier med hende til Hr. Chrystie, som hun aldrig har seet, og han vil vist retvise hende det bedste han kan. Vi ventede hende her tilbage; men formodentlig har de giæstmilde Præstefolk ikke villet, hun skulde tage derfra, da hun kom der seent, skiøndt vi skyndte os saa meget mueligt med Mad og Caffe. Maaskee kommer hun i Dag.

I Aftes fik jeg sluttet min Oversættelse. Ved den første flygtige Giennemlæsning fandt jeg Grev Eisach af de mindre fortrinlige blandt Lafontaines Romaner; men nu, jeg er blevet ret fortroelig med den, finder jeg det anderledes. Blandt flere sande og deylige Stæder, rørte mig et især. Betty Montemor, opdraget af en gammel Tante, der vilde udmærke sig ved den brillante 174omhufulde Opdragelse hun gav sin Pleyedatter, lagde til Grund for denne et System hun med megen Møye havde udarbeydet, men hvori hun kun havde ene og allene taget Hensyn til den glimrende Rolle, Betty skulde spille i Verden. Naturligviis bliver Tantens System Bettys, og hun befinder sig vel ved det; først da hun ved det taber en elsket Elsker, hvis Tab, det føler hun, aldrig kan erstattes hende, begynder hun at indsee hvor feylfuldt Systemet er; dog, først da hun er blevet Moder, farer hun med Skræk tilbage for dets Kulde, dets Usselhed. Moderhiertet lærer hende, hvor sandt, hvor helligt Meget er af det, hun før har tænkt paa med Ligegyldighed, og betragtet som from Eenfoldighed. Troen paa Gud, paa en bædre Dyd, paa Udødeligheden, flammer med et op i hendes Siæl. Hendes Mand, hendes Børns Fader, en Verdensmand i Ordets mest udstrakte Betydning, vil med sin giftige kolde Spot dæmpe denne Flamme – da farer et gloende Sværd giennem det arme Moderhierte, da først føler hun sig forarmet midt i sin stolteste Pragt, Rigdom og Glands.

Gives der Mennesker, som virkelig tvivler om vort Væsens Udødelighed, en Moder gives der dog vist ikke blandt disse Ulykkelige. O evige Gud! hvad skulde holde os fra at styrte os i den Grav, som opsluger den bedste Deel, det kiæreste af vort Selv, om vi ikke havde Haab om Gienforening, om vi ikke vidste med Vished, at kun Støvet blev Støv, at Ætherflammen steg did op, hvorfra den kom, steg did for aldrig, aldrig udslukkes! –

Løverdag 18de Gaarsdagen gik hen med at besvare det kiære Majabrev, som jeg dog først nu sluttede, og to Breve fra min Sally. De korte Dage gaaer saa brat, og den lange Aften, da jeg sidder inde med mit Strikketøy hos de kiære lustige Ungerne mine, er ogsaa forbi inden vi veed af det. De har nu travlt med at faae deres hiemmegiorte Juleqvels Kiortler istand. Nu var Kaja herinde og lod sig see med sin, som Maja i dette Øyeblik havde faaet færdig, den tredie i denne Uge. Nu er Marens tilbage, som hun selv kun faaer liden Tiid at sidde ved. Telja har længe siden sin i fuld Stand. Hun har nog en lille Nisse der hielper hende; thi jeg seer nesten aldrig hun syer paa sit eget Tøy, og dog 175faaer hun det færdigt, og er altiid peen. Kl 7 var jeg oppe i Dag, og naar jeg først er kommet op og ned til Ungerne, der da allerede længe har sadt om Lyset ved sit Arbeyde, synes jeg det er saa morsomt, og Caffen smager saa godt. Ney, Elskede, I troer ikke hvor frisk og let jeg er i det hele Legeme, fra Hoved til Fod.

Denne hele Dag har jeg bestemt til Brevskrivning. Et langt, venligt Brev fik jeg i Torsdags fra min Ragna den Favre, det skal jeg besvare, og saa skal Lottamoer have et lille Brev der skal ledsage Grev Eisach, og min Catty og hendes og min T: et Levvel med paa Veyen til vor Maja C – og længere strækker neppe Dagen, og giid den strak saa langt. Gud skee Lov! i Aften kommer Skriveren min og maaskee ogsaa Jessegutten hiem.

Sidste Advents Søndag De kom i Aftes, min Koren og Jess, og jeg sad igien engang ved Siden af min Skriver, omkring os Barna, og bædre sidder da intet Menneske paa denne Jord, det veed jeg vist. Der var en Glæde paa os, som om vi ikke havde seet Mand, Fader, Søn og Broder i et heelt Aar. Giærne sad jeg ogsaa saaledes iblandt dem i Dag, men nu maae jeg, siger de Alle, endelig i Barselvisit hos Mad: Krogh. Der tænker jeg at træffe den gode Hertel, som ligger der i Nat, skrev han til mig, og reyser til Byen i Morgen. Jeg leverer ham da selv alle de Siebensacher, min Koren skulde havt med sig, og saa kommer de een Dag før, thi Skriveren reyser først Tirsdag. Dog ganske tomhændet skal han heller ikke tage afsted. Paa Veyen til Kroghs tager jeg min Middagsmad hos min kiære Rikke og tilbringer et Par glade Timer hos hende. Det er allerede høyt paa Dagen, og Tiid at iføre sig, naar jeg skal have lidt godt af min Rikkes Selskab. Men det maae jeg ogsaa forestille mig ret levende, for uden et Suk at rive mig herfra, hvor jeg sidder saa deyligt, og nu har alle mine Kiære hiemme. Men Barselvisitten skal ikke blive lang, og i god Betids er jeg hiemme hos dem igien. Det er min Lotta, Sally og Ragna som faaer Breve med Hertel. Til min Catty skriver jeg med Skriveren.

176Mandag 20de «Saa kort et Besøg giorde min Moer Koren dog aldrig før hos mig» – sagde Rikkemoer i Gaar, og det var nok sandt, skiøndt jeg var hos hende fra Kl 11 til over 3, og baade spiste og drak Caffe før jeg reyste. Hun havde endnu ikke faaet Futen sin hiem da han fra Tingstædet tog til Fabritius’s, som boer strax derved. Men hvert Øyeblik ventede hun ham, og giærne havde jeg blevet for at temperere hendes Længsel, men det var allerede seent nok jeg kom i Barselvisitten. Den stakkels Mad: Krogh var bleg og mat, men gaaer allerede længe siden igien i sin Husholdning, og nødes til det, da hun Ingen har at sætte Liid til; thi hendes ældste 15 Aars gl Datter er vel en meget flittig og færm Pige, men dog for ung og uerfaren til et saa stort Huses Bestyrelse. Herregud, hvilken Børnevrimmel! Marie den Ældste af 8 Søstre, 3 yngere end min Sara Wilhelmine, som kun er lidt over 4 Aar. De yngste ere de vakreste, især Sara og Luise, men nesten Alle har de saa søde fromme blaae Øyne. Disse To, Sara og Luise, veg ikke fra mig, og kiælede jeg for meget for hende med det dyrebare Navn, blev den Lille, hun er halvandet Aar, ganske jaloux. Lidt skamfuld blev jeg ved at høre, jeg ikke havde været der i 4 Aar, og det er dog Mennesker jeg agter for deres Retskaffenhed og Stræbsomhed. Hertel kom en god Stund efter mig, og jeg blev en god Stund længere, end jeg havde tænkt at blive, og slap med Nød og Neppe derfra Kl 7. Det snedte og regnede da jeg tog hiem, men det gik raskt. Da jeg kom i Alleen her, saae jeg af flere Lys i Stuen, at her var Fremmede. Det var de i Ullensger indqvarterede Officierer, Capit: Ring og Lieut: Ziegler. De toge bort nu, de havde spist Frokost, thi da de bleve sent færdige med deres Spil, bad jeg dem blive her i Nat; men saa bad ogsaa jeg og min Hr Gemahl dem ikke at tage ilde op vi gik tilsengs da Kl var 11. Hvor længe de siden sad, veed jeg ikke. Jeg har Ingen af dem seet før. Capit: forekom mig en Smule vindig, og skar Caprioler i en Pokkers Tiid, Lieut: leed jeg bædre, han var passeligere munter, og saae ret stø ud. Vi alle leed ham bædre. Ring er gift med en Jomfr: Døderlein, og boer i Guldbrandsdalen i Waage Sogn. Der boer en gammel Veninde af mig, Sorenskriver Bierregaards Kone, et af de elskeligste, sagtmodigste Væsner jeg har kiendt, ak, og et af de ulykkeligste. Hendes hele Ungdom 177var en Kiæde af legemlige Lidelser, der nu, sagde Ring, tildeels har ophørt, men Siælens de langt bittrere Lidelser mildner først Graven. Hvor «Taarestrømme ey forsone en ægteskabelig Tyran» – findes ingen Tilflugt uden i Dødens Arme. Min Sallys Broder, Ulrich, som var Præst der, har fortalt det samme som Ring fortalte, begge beundrer hende, den Taalmods Engel, som de hade og foragte, som man maae hade og foragte den Mand, der sætter en nedrig Qvinde ved Siden af en agtværdig Kone (om denne Kone end ingen Aleth Ørtlein var) og giver denne Herredømmet over hiin, over hendes Børn, og – det er vel endnu det skrækkeligste – lærer disse at foragte deres Moder. O at jeg endnu engang kunde tørre Taarene af min Aleths fromme Øyne – men de bittreste har jeg dog ikke seet – O at Dødens kolde Haand snart maatte standse dem for stedse!

Tirsdag 21de Men her blev et Hurlumhey og Glædes Skrig i Gaar Eftermiddag, allerbedst jeg sad og skrev til min Catty. «Christie er kommet, Moer! Christie er kommet!» skreg Kaja ind af Dørren og fløy igien. Jeg maae gientage, hvad jeg skrev til Catty: Gud forlade min slemme Synd, vidste jeg hvad for en Christi hun mente. Det var da den snilde Fetter Hosevinkel, som endelig havde faaet sledt sig løs af Adjutant-Kiæden, og faaet Tilladelse at tilbringe Juledagene hos os. Ingen af Børnene kunde blive gladere i hans Komme, end jeg og Skriveren blev. Han er meget stille, det gode vakre unge Menneske. Her møder ham, kan jeg tænke, ubehagelige Erindringer overalt; men vi skal stræbe at formilde dem, om vi ikke kan mere. Hans stille Sorg over Tilintetgiørelsen af en Forbindelse, der neppe vilde giort ham lykkelig, kan jeg ikke andet end ære. – Jess reyste i Aftes til sin gode Ven Stenersen, for at blive i Følge med ham til Byen i Dag. Skriveren er ogsaa reyst i Morges. Nu har jeg giort Ball-Indbydelsen færdig, og afsted er den nok allerede. Christie giør en Tour til Nannestad Prtgrd i Eftermiddag, for at hilse Hr Birk fra en gammel Skoleven, Consistorialraad Aschehoug i Rachestad Sogn, hos hvem Fetteren er indqvarteret. – Har jeg sagt Eder, at jeg har Haab om at see Lotta her i Julen? Jeg har bedt hende saa vakkert, hun kan ikke modstaae.

178Jørgen og hans Agatha tager til Hertels, men kommer da naturligviis hid paa samme Tour, jeg haaber første Juledag. Walbohm er blevet meget heftig syg. Hans stakkels Kone ligger ogsaa. Obristd: Roweder kan af Sorg og Nattevaagen neppe holde sig oppe. Der er et Sorgens Huus. Gud give det snart maae blive godt med de Syge, saa kommer Glæden dobbelt tilbage. Marie og Lina vare der nu. De talte kun med Frue Roweder.

Torsdag 23de At I intet fik i Gaar, mine Elskede, var dog ikke fordi det var Aarets korteste Dag, men fordi jeg var meget inde hos den gode Fetter der, da Smaaepigerne havde nok ude at tage vare med alskens Bagning og øvrige Juletilberedelser, sad ganske ene. Onsdag Tirsdag Eftermiddag var han en lille Tour i Nannestad Præstgrd – dog det husker jeg nu, er allerede omtalt: Han fandt ikke Præsten hiemme, og kom tilbage i god Betids. I Aftes i Skumringen fik Marie et Brev, bragt med en af Naboerne fra Byen. Hun gik hen til Kakkelovnen for at læse det, men gik ud strax og sagde, da jeg i det samme spurgte hende fra hvem det var, at hun ikke kunde see det. Det var fra Zarina, skrevet Aftenen før hendes Bryllupsdag, der var i Gaar. Derfor gik Maja bort, og blev, da hun havde givet mig Brevet, ude et Par Timer, formodentlig fordi hun vilde jeg skulde sige vor kiære Christie hvad han dog snart maae faae at vide. Vi havde før ikke talt et Ord herom. Jeg indledte Samtalen saa godt jeg kunde, men paa hans Spørgsmaal: Hvordan det nu var? kunde jeg blot svare: hun enten har havt eller skal snart have Bryllup – At denne Dag var Bryllupsdagen, kunde jeg ikke sagt ham for alt det jeg veed. Denne Samtale, hvori jeg læste i hans Inderste, og lod ham læse i mit, overbeviste mig end mere end før om, hvor fiint, hvor sieldent han tænker og føler. Gud lade ham finde et Hierte, der bædre svarer til hans, end det han tabte. Og det finder han vist.

179Giid ogsaa Zarine maae blive lykkelig. Hun skrev saa vemodigt til Marie. Ganske roeligt er hendes Hierte vel ikke, thi det er vel svagt, men godt. Da Jess ikke, som han havde just foresat sig, kom hiem i Aftes, formoder vi, jeg og Marie, at baade han og hans Fader har været til Bryllup. I Dag kan vi vente dem begge, sagde Budet, som kom tilbage tidlig i Morges.

Walbohm er Gud skee Tak i Bædring, og har havt en roelig Nat. Nu kan jeg med et lettere Hierte see Julen og dens ventede behagelige Dage imøde. Alle til Ballet Indbudne har den Ære at komme, Ingen undtagen. Det bliver en heel Skok. Christie havde et langt Brev til mig fra gamle Jette Degen, en sand Jeremiade fordi hun aldrig hører fra Tante, som dog har en af de allerøverste Pladser paa hendes Venskabs Hylde[.] Jeg har nu skrevet et Svar paa fire fulde Qvartsider, og dermed kan den gode Pige nok lade sig nøye et Aarstiid. Hun er nu paa Giølstad i Rachestad Sogn i Huset hos en ung Enke, der har to Børn, en agtværdig Kone (Mad: Mamen hedder hun) siger Alle, og jeg troer det vel, thi som Jomfr: Aagaard var hun en inderlig tækkelig, vakker Pige. I Frdstd var jeg for flere Aar siden nogle Dage i Selskab med hende. Jeg var en Dag ikke ret frisk, og hun gik saa barnlig ømt om mig. Sligt glæmmer man aldrig. Hun var ikke lykkelig gift, og var paa Veyen at blive endnu ulykkeligere ved et andet Ægteskab; men som til hendes Lykke er gaaet overstyr.

Juleaften. Der kom ingen Lotta, og kommer ingen. Hun sidder ganske ene hiemme i den hele Juul[,] Mand og Børn ere hver paa sin Kant, og Du, Lotta, kunde sadt saa godt her, og vi skulde havt det saa hyggeligt, vi to Gamle allene; thi kun Borch og hans Kone, ikke Moderen, kommer i Aften. O hvorfor kunde du ikke komme, min Veninde! til Din saa trygt ventende Moer Koren? Du er ikke frisk, siger Du, men Du var blevet det, havde Du kommet hid med Skriveren vor, 180der førte liden Hanna Bull med sig i sin Slæde. Det er ret et Exempel af en Fader til at være god mod Barna sine, et Exempel af en 55 Aars gl Mand til at være galant mod Damerne. Han betaler sin Godhed og sit Galanterie ved at have ret dygtig ondt i Knæene i Dag, saa jeg frygter han ikke kan giøre store Hop i Morgen. Stakkels Hanna har ondt i Tænderne, og nesten alle mine Jomfruer har hver sin lille Plage, og Ingen er raskere i hele Huset end min gamle Telja og jeg. Men i Morgen vil det give sig, hvem der ere de friskeste lell. Jess, som tog om Gierdrum, kom først mod Sengetiid. Med ham kom min Tønder Lunds Broder fra Tøyen. Kun fra min kiære Lotta fik jeg Brev. Treschows skulde i stort Galla hos Thygesons, min Ragna var mismodig, fordi søde Ida ikke var ret frisk. Pavels’s havde Skriveren ikke naaet til. Og jeg var saa vis paa, at han eller Jess skulde bragt mig Brev fra Slotspræsten, og at hans Marie ogsaa havde taget en Afskrift til mig af den Tale, han har holdt ved Marie Berghs Grav, som min Maja C har faaet fra M:P:, og som, siger hun, er noget af det mest rørende, trøstefuldeste, hun har læst.

Nu bliver der intet Bud at faae ud eller ind før over Julen, maaskee faaer jeg hverken hiin Tale eller faaer høre hvordan det bliver med Ida, før jeg selv kommer ind. Dog, det er godt at have meget Godt tilgode; og det søde venlige Idabarn bliver med Guds Hielp snart rask igien. Hun gik oppe, var vel lidt bleg, men spøgte dog med Skriveren, saa det nok blot er en lille snart forbigaaende Forkiølelse. Jeg veed jo, hvor lidet der vil til at foruroelige en Moder.

Da her i Morgen torde blive liden Roe, tager jeg nu fat paa mit Majabrev. Nu er vel allerede min T: med sin Catty og Barna paa Veyen til Auestad. Gud være med Eder, Elskede, til den glade Reyse! Troe mig, nu er Sywald i sin Herres Glæde. Veyr og Føre er ønskeligt, og saa haaber jeg alt er og vil blive for Eder Alle, Dyrebare! Før jeg begynder mit Brev maae jeg ind og see til de mange Unger, jeg nu har at tage vare paa, og snakke lidt med Hr Jess, som jeg kun fik sagt Godaften til da han kom.

181Juledagsmorgen maae det første Ord man siger være: En glædelig Fest! og det siger jeg af Hiertet Eder Alle, mine Elskede! Dog er det ikke nu Morgen, men Middag, og jeg har nyelig sluttet et langt Julebrev til min dyrebare Maja C: Endnu sidder jeg og gaaer vi Alle i dyb Negligé. Borches kom i Aftes. De bragte mig et lille Brev fra min Maja, hos hvem der i Dag til Mid: er et ligesaa stort Compagnie, som vi venter her til Aften. Derfor faaer jeg intet Brev paa Torsdag, da det skulde skrives i Dag, og maae, og bør være lie bli lell. Nu har Du det anderledes travlt, Dyrebare, end jeg, som sidder her ganske roeligt, og tænker at sidde saa for det meste i Dag, og lade Ungdommen styre det bedste den kan og veed. Nella, der ganske er den gamle Nella, lover at være Visevertinde, og dermed er jeg overmaade fornøyet, thi saa behøver jeg blot at lade mig see imellem, og kan uden Ank pleye min Magelighed for Resten. Jeg syntes, da jeg satte mig, at der var saa meget, jeg skulde sagt Eder, og nu er det fløyet bort altsammen da Ungerne kom stormende ind med liden Grethe Reich, den første af Ballgiæsterne, som bliver her i nogle Dage. At hun ligesaa lidt som Nogen her er i sin Pynt, kan I let tænke.

Juleaftenen gik ret behageligt. Borches, Jess og Christie spillede en lille Floxeboston, da de Alle, Borch maaskee undtagen, vare Begyndere. Vi andre cabalerede og rabuserede, selv Marie, der er en saadan Hader af Kort. Saa spiste og drak vi og snakkede saa Kl var halvtolv inden vi skildtes ad, og sov jeg ind ved Børnenes høye Prat og Latter paa Jomfruekammeret.

Walbohm er meget bædre i Dag end i Gaar; men saa kom Faer Mørk her, og var saa forilet, at han neppe fik ønsket os Alle en glædelig Fest, da han havde faaet Bud fra Chrystie, som var blevet pludselig syg, og Begiæring at forrette Tiænesten for ham i Dag, naar han var færdig ved Hovind. Det giorde mig atter ley. Giid det gik saa snart over som det kom[.] Min Maries Fornøyelse vil blive meget tempereret, kommer ikke hendes kiære Ragna, især da hun veed Aarsagen til hendes Borteblivelse. Vi vil haabe det bedste saa længe vi kan.

182Anden Juledag Kl: 11. Nu, men ogsaa nu først, toge de sidste Ballgiæster bort; en halv Snees Stykker bliver her for det første Middag: over. Jeg vil være saa ordentlig som muelig, og begynde for fra, da ellers det ene vilde gaae i det andet, fordi mit Blod er lidt i Bevægelse, ikke af den liden Søvn jeg har faaet, men af den Skræk jeg vaagnede i, da jeg mod Morgenstunden var falt i Slum. Det hører da til mod Slutningen. Det varede usædvanligt længe, inden de begyndte at komme i Aftes, men saa kom de ogsaa som om de havde tilsagt hverandre fra alle Hiørner og Kanter. Kl: henimod 8 var da alle paa Plætten, en 3 a 4 og 60, og Dandsen begyndte. Af de unge Piger var kun tre, jeg ikke havde seet før: Jomfrue Stenersen, min Steinars Søster, som i denne Tiid er hos Birkes, og kom med ham istæden for hans Ane, der ey tør vove sig ud. Jomfrue Bierk Thesen, en Søsterdatter af Mad: Bierk i Nannestad, og en lille Jomfrue Riis fra Byen, et ret vakkert 10 Aars gl Pigebarn. Af disse tre forekom mig Thesen mindst interessant. Marie Stenersen saae ud til at være en simpel godmodig Pige. Alle disse ere blandt de Bortfarne. Derimod var en stor Hob af Chapeauerne mig vildfremmede, de fleste vare Officierer, og alle Jesses Bekiendtere. Musikken var deylig – det var 8 af de melitaire Spillikantere i Gierdrum; men neppe vare de Dandsende gladere i den, end Fader Bierk fra Nannestad, som kom med sine tre Jomfruer, og vidste nok, han skiøndt ubuden, ikke fik Plads paa Dørtærskelen. Han laae et Par Timer, og tog lige herfra til Anexet Holter for at prædike. Ragna Chrystie kom dog, men var ikke munter, stakkels Barn, da faderen endnu var syg; men han vilde endelig, hun skulde tage hid. Gud give hun maae finde ham brav naar hun kommer hiem, eller dog bædre. Det gik lustig, og sielden blev der pauseret. Fra mit lille stille Himmerige her giorde jeg smaae Visk ind og saae paa dem, til Kl: 12, da lagde jeg mig; men for den Søvn jeg fik, kunde jeg giærne været oppe, dog, jeg hvilede, og hverken Musik med samt Tromme eller deres Hurraraab ved Bordet forstyrrede min Roe; men nu min Skræk, da jeg vaagnede af et kort Blund ved mange høyrøstede Stemmer nede i Dagligstuen (lige under vort Sovekammer) og hørte disse bedende, 183truende, advarende Stemmer, blandt hvilke jeg kiendte Jes’s og Christies, afbrudt og overdøvet ved høy, rasende Hulken, Slag i Bordet, og fæle Skrig og Eder. Selv Koren vaagnede derved. Paa mit Raab og Banken kom endelig en af Pigerne, men vidste intet mere, end at Lieutenant Dahl var den som foer saa afsted. Jeg fik tændt Lys og stod op, Kl var over 6 – alt var Glæde og Dands, da jeg kom ned; men nu hørte jeg, at denne Person (som Ingen af os her kiendte) der er, naar han bliver heed i Hovedet, en reen Bærsærker, var blevet fornærmet, fordi Stenersen og endnu en Officier havde med mueligste Skaansel sagt ham, at hans Opførsel – Munterhed kaldte de det – ikke var passelig i det Hus og det Selskab han var i. Da var der ingen Holden mere. Han foer ind paa hvem der stod ham nærmest, rev Rabatterne af den ene, Kraven af den anden, og da Jess med Flere vilde have ham bort, tog han ham i Struben, og slap ikke Taget før lykkeligviis en af de Stærkeste fik vristet Fingrene løs af Halstørklædet, ikke engang ved et Stød, Jess gav ham for Brystet, ved hvilket han tumlede tilbage. Men anden Gang foer han paa ham, og rev hans Vest (stakkels Majas Geburtsdagsgave til Broderen sin) itu fra øverst til nederst. Da de nu ingen andre Skiolde havde at indknibe ham i for at standse hans Bærsærkergang, kneb de ham dygtig ind imellem sig, truede ham med Prygl, og han blev roelig for en Stund. Da jeg kom ned var han borte, men kom ind igien og giorde barske Miner. Jeg forsøgte at tale ham tilrette med høflig Alvorlighed, og sandelig, jeg kunde ikke nægte det ulykkelige unge Menneske min Medynk. Hans vilde Aasyn forskrækkede mig lidt, men det har før lyktes mig at tæmme saa glubende en Løve; dog her drev jeg det ikke videre, end at han forholdt sig roelig, talte ikke et Ord og tog endelig bort, da han havde giort mig, og kun mig allene, et stumt, dybt Buk. Men han har svoret Stenersen Hævn, og hans Forsæt var, uden Tilladelse at tage lige herfra til Byen, hvad han vel, sig selv til liden Baade, tør udføre. Alle hans Kammerater, samtlig høyst anstændige Mennesker, nogle høyst agtværdige, bade mig om Forladelse, fordi Een af deres havde ført sig saa afskyeligt op, og jeg svarte leende, at de jo ligesaa lidt kunde svare for enhver Kammerats som jeg enhver Sorenskriverkones Opførsel, hvad jeg nok vil frabede mig. Men de fandt dog, der var en Forskiæl, og vare og ere nedslagne for sligt skulde hende her – det var rigtig nok ogsaa første og skal, haaber jeg, 184blive sidste Gang et saadant Optrin skal forefalde her i Huset. Nogle sover, nogle vaager, nogle gaaer i Søvne. Skriveren, som dandsede hver Dands, der ikke var Feyer, før Bordet, sidder her og læser i Sophaen, og jeg sidder og sladdrer med mine Kiære, uden Hovedpine, uden Træthed. Dog torde maaskee Søvnen snart indfinde sig, gav jeg den et Vink, og nesten er jeg fristet til det, da vi vel ikke kommer til at spise paa denne Side Kl. 4, da vi skal vente Munthe, og det er Offerdag.

Tredie Dag Juul Det blev endda ikke saa seent. Vi fik afspist før det blev mørkt, og da vi havde drukket Caffe fore de tilbageblevne Ofserer, Capt: Ring, der saa Gu denne Gang var ganske bra, og Liutnerne Ziegler, et tækkeligt Menneske, to Brødre Busk og Petersen, alle meget beskedne godlidende Personer, og den lille Springfire, Hagemann, der er saare kurtvillig, som Dichman sagde i gl: Dage; med gientagne Hurraraab forlode de Gaarden. Men Stenersen forlod den ikke, og raabte intet Hurra, thi han og Christie gik lige fra Bordet til Sengs, og var det ikke mueligt at faae Liv i dem før Kl over 7, da Nella og Hanna gik op med hvert sit Lys og fik dem paa Benene. Præsten, der ikke var frisk, tog ogsaa hiem strax han havde drukket Caffe. Jomfruerne sad i hver sin Krog og sov og snakkede i Søvne, men saa fandt Christie paa de skulde giøre Julelege og flyve dygtig om, og det hialp; men før Kl 10 var her neppe noget vaagent Væsen i det hele Huus. Nu delibreres der stærkt om, hvordan det øvrige af Julen skal tilbringes, og Resultatet troer jeg bliver, at al Ungdommen i Morgen tager til Hertels, bliver der Onsdag over, og tager Torsdag eller Nytaarsdag til Nannestad Prstgrd: Did maae jeg være med, det lovede jeg Præsten og Dotter hans. Her er nu altsaa Ingen af Ballfolket tilbage uden min gode Grethe Reich og Steinar, der ligesom hører blandt Barna mine. I Dag kommer først Sviren efter med mig, dog er jeg mere fortumlet i Hovedet end jeg har ondt i det. Naar jeg tager mig en fornuftig Midd: Søvn, tænker jeg nok jeg bliver fuldkommen brav igien. Her er ingen sørgmodig i hele Huset, undtagen min stakkels Maren Skieldrup, som i Gaar fik Brev fra sin Broder, der nu som Lieut: ved Husarerne flakker om (ifald han lever enddnu) i Holsten og Tydskland. Brevet var af 1ste Novbr. Han har lidt ret meget, og Tanken om hvad han endnu har at lide, nedslaaer hende reent. Denne Broder er den stakkels Pige Alt, og skal være hendes Kiærlighed værd. I Gaar var Hr Chrystie ikke bædre. Nu tage begge de unge Buller did for at skaffe os nøye Underretning om hans 185Befindende. Give Gud denne maae ‹…› være til vore Ønsker. Til Walb: seer jeg selv engang i Dag.

Fierde Juledag «Hvor mange Juledage har I da paa Hovind?» – Jeg kunde nesten svare 365. Dog ney, saadan Surr fra Morgen til Aften er her dog ikke, og var det ikke godt her skulde være. Men mit gamle Valgsprog kiender I: Lad den grønne Ungdom kun forlyste sig i de favre Dage, som gaaer hastelig – Verset er ikke saa smukt, men Ordene ere Sandhed. Planen til Julereyserne maatte omlægges, da her i Gaar kom Invitation fra Nannestad Prstgrd. til Ball i Morgen. To Bud har her været, for at paalægge os Alle i Huset at være følgagtige[.] Mit Løfte har de forud, og jeg faaer følge Strømmen. Naar jeg tænker paa, hvor morsomt det var der i Fior, glæder jeg mig ret paa de Unges Vegne. Der var da en almindelig Beklagelse, fordi min Marie ikke var med (de vidste ikke hvor godt hun havde det hos sin Moer Cappelen) og Hr. Bierk lod sig forstaae med, da han var her, at Marie Koren dog ogsaa burde have en Dands paa Nannestad. Nu faaer hun den. Noget maae temperere alle vore Glæder herneden, saaledes kan Maja mi ikke tænke med ret Fornøyelse paa Morgendagen, før vi hører fra Gierdrum, om det staaer bædre til der end i Gaar; thi da var det endnu maadeligt med den gode Chrystie, og hans og Maries Ragna hiertelig bedrøvet, sagde mine smaae Buller, der kom seent hiem i Aftes. Ragna er ogsaa buden til Bierkes, men det er vel neppe at haabe, hendes Fader bliver saa brav, at hun har Lyst til at tage did, det gode kiærlige Barn. I Aftes toge de sig allesammen en Slædetour, min Koren, jeg og Telja undtagen. Al Ungdommen agede i to Langslæder, og den ene, som Stenersen kiørte, væltede med alle Jomfruerne her ved Allee-Hiørnet – hvor min Wilhelm lagde mig den sidste Gang han styrede mig her i Verden. Jeg vilde imens de vare borte giort Touren til Walbohms, men de havde ranet alle Slædefæller med sig, og saa blev der intet af. Walb: bliver hver Dag bædre, Gud skee Lov! blev nu Chryst: det ogsaa! Da de kom hiem og havde drukket Thee, gik Spil og Leeg for ‹s›ig igien, saa de vare færdige at døve vore Øren. Nella var med, skiøndt hun ikke var, og heller ikke i Dag er ret frisk. Efter Bestemmelsen skal nu Borches tage til Hertels Nytaarsdagen aften, og bliver der til anden Dag i Aaret, da de fortsætter Hiemreysen uden at komme herom tilbage. Jeg maae altsaa skrive et Par Ord med dem til min Maja C, og et lille Brev til Kista, om dertil bliver levnet mig Roe.

186Onsd: 29de Har de andre Aftener været støyende og muntre, saa vaar Gaarsaftnen det Modsatte. Da vi havde spist Midd: tog Christie og Borch til Prctr Kroghs – Stenersen var om Formidd; reyst til sit Qvarter, da Hegerman ventedes til Gierdrum, og Jess til sin Herregaard – I Skumringen giorde jeg da endelig mit Besøg hos Walbohm, som jeg fandt bædre, end jeg torde vente det, dog er han langt fra ikke brav. En slem Hoste betager ham Roe og Søvn, og giør ham det nesten umueligt at ligge. Han sad i en Læhnestoel og lavede Medicin til sig selv. Mat og bleg og maver er han blevet, men saae temmelig munter ud, og var glad ved mit Komme, som hans gode bekymrede Kone og Frue Roweder ikke mindre var. Dog giorde jeg mit Besøg saa kort som et Sygebesøg bør være, og kom hiem til Theetiid. Skriveren sad læsende blandt alle sine Damer, der hver var beskiæftiget paa sin Maade. Maren Skieldrup satte sig, da Theetøyet var taget ud, hos Marie og Grethe Reich. Der blev en Pause i Samtalen, og da vi saae op, sad hun med Hovedet lænet paa Stolen og Øynene lukte. Vi troede hun sov, og begyndte at lee; men det var en tung, lang Søvn. Hun var besvimet, og alle vore Bestræbelser for at bringe hende til sig selv, vare nesten i en halv Time forgiæves. Først da Koren og en af Gutterne havde baaret hende som en Død ud i Pigekamret i en Seng, fik den flinke Nella det Indfald, at lukke Vinduerne op, og lægge Snee paa hendes Bryst, og derved kom Aandedrættet tilbage. Hun brød ud i høy krampagtig Graad; men det var just hvad jeg ønskede: thi derved blev det i saa mange Dage beklæmte Hierte lettet. En Times Tiid efter gik hun selv op paa Jomfruekammeret, kom ordentlig tilsengs, og sov strax ind. I Dag er hun ret færm, og var oppe i god Betids. Enten hun vil eller ey skal hun med til Nannestad i Aften, thi jo mere Adspredelse og Bevægelse hun faaer, jo bædre haaber jeg, hun skal blive. Dette, Walbohms og Chrysties Sygdom, har da været smaae mørke Intermezzoer i Juleglædernes lyse, muntre Lystspil. Lidet bædre syntes de den gode Chrystie var i Gaar, vi havde Bud derfra, og en færm Læge, With, er kommet did fra Byen, saa vi haaber Liv og Helbred skal vende tilbage. Gud opfylde vort Haab! I Dag har vi intet hørt derfra.

187Aarets sidste Dag er sørgelig. Vort Haab blev ikke opfyldt. Ak, mit Hierte lider usigelig, og Taarene kommer aldrig af mine Øyne men falder sielden, undtagen her i mit eensomme Kammer, hvor kun Gud seer dem. Stilhed hersker i det hele Huus. Jeg kan intet Sammenhængende sige Eder, mine Dyrebare! allermindst om Nannestadtouren og dens Glæder. I Gaar, den bitre Mindedag (Sara havde været 24 Aar) tog jeg lige fra Glædens Huus til Sorgens. Den skiønne Vinterdag opmuntrede mig ikke, de afvexlende Udsigter paa den mig ganske nye Vey adspredte ikke min Ængstelse der tiltog paa den lange, mig uendelig lange Vey. Da jeg saae Præstegrd: og Kirken havde jeg neppe Kraft til at aande. Jomfr: Horster og Fieldstad tog imod mig. Jeg saae Svaret paa de Spørgsmaal der ikke kom over mine Læber i deres Ansigter, endnu mere i de arme Børns, i den blege, dødblege Ragnas stumme stive Blik. Endnu var den sidste svage Livsgnist ikke udslukt. Hverken Kone eller Børn havde seet den i to Dage døende Mand og Fader, som laae uden Bevidsthed, uden Følelse. Den arme Moder sad stille paa sin Seng. Jeg sad stille ved Siden af hende. Ak, jeg havde intet at give hende uden Taare, og giærne havde jeg givet hende dem, hende og hendes Ragna; men de græd ikke. Jeg talte endelig, talte om min Sara, og hvor glade vi mang en Gang havde levet denne Dag, Glædens Dag paa Hovind, sammen. Ak, jeg veed at Mindet om evigsvundne Glæder snarere aflokker Taare end Mindet om de dybeste Smerter. Men hendes Øyne blev kun vaade[.] Da jeg sagde hende mit stumme Farvel trykte hun mig heftig i Armene og sagde: «Moer Koren, kom snart til mig igien. Jeg er saa forladt» – «Ney ney, du er ikke forladt, du Gode. Gud lever, og du har dine Børn, og dine Venner endnu. Koren og jeg er dine Sødskende» – noget saadant sagde jeg, troer jeg. Det græsselige: jeg er saa forladt! – rystede mit hele Væsen. Jeg veed ikke hvordan jeg kom ned, i Reysetøyet og i Slæden. Blik og Stenersen, ligesaa nedslagne som Jomfr: Horster og alle de grædende Mennesker hialp mig allesammen. Maanen skuede som for 5 Aar siden da Chrystie og hans forladte, nu forladte Kone, fulgte os. I veed det – d: 10de Decbr 1808 – Her saae alle mit Budskab. Marie blev bleg og gik ud. De andre græd omkring mig. Nella var syg. Hvilken Contrast mod de foregaaende muntre Aftner. Kl 8 kom Stenersen med de to faderløse Børn. Ragna skulde ikke vide, Faderen 188død. Men hun vidste det vel. Marie faldt hende om Halsen. Hun vilde ikke græde, og hendes Graad brød ud i høy Hulken. Dog, hvorfor forsøger jeg at udmale disse Scener. De ere her, de skal blive her, de arme Faderløse, saa længe mueligt. Jeg skal giengielde mod dine Forladte, du hiemgangne Ven, den Ømhed du og de viste Saras og Wilhelms trøstesløse Forældre og Sødskende. See ned fra din Himmel – Vi skal giengielde det – Men jeg seer ikke mere giennem de dunkle Øyne – Nu ere de klarere. Stenersen, den sieldne, sieldne Yngling, vilde taget tilbage i Nat; men han fik ikke Lov. I Daggryet fulgte min Koren med ham til Sorgens Hus. Jeg er ikke ret brav for mit Bryst, og det er jeg aldrig naar jeg er bedrøvet. Men Hovedet er godt, og saa tør jeg græde, og saa bliver ogsaa Brystet godt. Borches bliver over her til 2den Jan: De vilde taget lige til Byen i Dag, ‹d›a Nella frygtede for at blive alvorlig syg. Men jeg haaber hun bliver bædre naar hun holder sig her i Roe. Af Næstouren bliver intet. Og jeg er blevet bædre imens jeg skrev. Værer ubekymrede for ‹…›ig, I Elskede! Jeg fik et langt Brev fra Søn Pavels i Gaar, et sandt ‹…›ne og Vennebrev. Han vil have mundtlig Svar paa det. Men heri ‹…›odtage han for det første min Tak. Saa snart kommer jeg nu vel ikke til ‹…›yen. De Lykkelige eller de Lykkeligere kan undvære Moer Koren. De Lidende har Fordring paa mig, end mere de som har lidt med mig. Aaret og dette Hefte endes her med Bedrøvelse. Ak, hvor giærne afskrev jeg hvad nu nyelig giorde mit Hierte saa godt, et Sted i Jean Pauls Blumen-Frucht-und Dornenstucke. Men det skal komme i neste, i Aaret 1814tens første Hefte. Og da, naar jeg bliver roeligere, skal jeg fortælle om disse Dage. – Walbohm bædres, haaber man, men langsomt. Min Rikke er ogsaa syg. Jeg fik en Sæddel fra hende nu, skrevet paa Sengen. Hun beder mig see til sig i Morgen. Jeg kan det ikke. Giid hun blev saa brav, hun kunde komme hid. Derom har jeg bedt hende; men jeg har lidet Haab om at hun kan komme.

Det mørkner. Det gamle Aar gaaer til Ende. Tak, I Elskede, for hver af dets Dage og Timer. Gud velsigne Eder!

Gud trøste Alle som Sorrigfulde ere, hvad enten de ere nære eller fiærne! God Nat. – Fader i Himmelen, tag de blødende Hierter i din Haand, og hold den beskiærmende over de, som ikke bløder! Amen. God Nat!

_______

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.