1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Februari | Bokselskap

Dagbok 1813

av Christiane Koren

Februari

37Mandag 1ste Ved nogle Timers Hvile haaber jeg at have samlet saa mange Kræfter, at jeg kan fortælle Eder om Gaarsdagen, og vil dertil nytte den Tiid jeg har Raadighed over inden Selskabet kommer, som ventes her til Middag.

Hos Rørbyes var stort Compagnie, nogle og halvhundrede, og kiendte jeg ikke de halve. Værelser, Anretning og alt der er meget smagfuldt og brillant. Vi vare de sidste som kom, og det gik snart tilbords. Verten tog Frue Holsten, for hvem Selskabet var; men vi andre ventede forgiæves paa Afhentelse, og gik derfor paa egen Haand, og kom saaledes for det meste hvert Kiøn til at sidde for sig selv. Min Plads blev mellem Frue Holsten og Frue Mønster, og var altsaa som I seer ikke uheldig. Begge Majaerne kom langt fra mig, det var det værste. Jeg fik ingen Tiid og var heller ikke oplagt til at giøre nye Bekiendtskaber. Dog havde jeg den bedste Anledning af Verden under den lange dræbende Bordsidden – spise kunde jeg lidt eller intet – at mønstre de mig ubekiendte Physiognomier, og giætte mig til, hvem den og den monne være. Den jeg først traf, og efter min Thrinasaras Beskrivelse ikke kunde tage Feyl af, var en naragtig gammel Petitmaitre fra forrige Secel, oven i Kiøbet Pebbersvend, Justitsraad Tiedeman fra Kbhn. Han trætter alle Mennesker med flaue Complimenter og smukke Ting, hvad jeg dog kun veed von Hørensagen, thi saa snart vi vare staaet fra Bordet, holdt Slædevognen for Dørren, og uagtet alle Lamentationer af den giæstfrie Vert og Vertinde og mange af Selskabet, blandt hvilke min raske Lieut: Collet var den ungeduldigste, absenterte vi os, min Maja C og jeg, saa tyst som mueligt. Faer C, Broder Realf og Søn Realf, fulgte vort Exempl

38Dog, jeg kan ikke forlade Selskabet uden at sige Eder lidt mere om det. Der findes dog neppe noget Steds mere Stadsen og Udmayen end her i Drammen. Levantintaft og Tyl svømmer de i, Turbaner med Sølvflor paa gamle stygge Hoveder, tørre mavre Knokler besat med gefærlig store Ringe – kort, intet kan være smagløsere, uden det skulde være de Dukker, som vare satte paa Bordet hos Rørbyes, og der, nest min Conversation med den høyst interessante Frue Holsten, var min bedste Moroe. Det var nemlig Engler – af Vingerne at slutte – med Sætter, Alongeperuqver, Schäferhatte og alskens Firlefanserie paa. Jeg ønskede ikke at giøre Bekiendtskab med et af de nye Mennesker jeg saae, og følte mig friskere og bædre da jeg sad ved min hulde Majas Side i Vognen[.] Strax vi vare komne hiem, kom vor elskelige Sarathrina, og først et Par Timer efter Jørgensen og hans Søster i et rasende Stormveyr, som med et afløste det blideste nesten vaarlige. Jeg hører Bielder, skal klæde mig paa, og dermed vil det gaae langsomt, da jeg er grumme mat, og har havt en slem Febernat. I skal faae Fortsættelsen, mine Elskede fra –

Tøyen, mener I? – O ney, endnu i Dag, Tirsdag den 2den sidder jeg atter i min Majas Kammer, ved hendes Side, og endskiøndt min Skyds er bestilt til i Morgen, er det dog mueligt, hvis jeg med nogen Reysende kan faae den afsagt, at jeg bliver her flere Dage. Doctor Heiberg, som var her i Gaar, bad mig holde mig nogle Dage i Roe og bruge den Medicin han ordinerede mig. Hvor meget dette stemmer med min Majas og mine egne Ønsker, veed I Elskede, og hvor meget I Alle, som nu vente mig, længes efter Eders Moer Koren, veed dog jeg, at I hellere undværer hende en Tiid, og beholder hende kortere, end seer hende igien saa ussel, som hun nu er. Jeg bliver bange for mit blege Ansigt og de indsiunkne Øyne naar jeg kaster et Blik i Speylet; og neppe troer jeg, jeg taalte at reyse saa længe Hosten er saa stræng, og det hele Legeme saa svagt. Nu først et Par Ord til lille Maja, 39som i Gaar foer til Christiania med Jørgensens, for at underrette de Kiære om min forandrede Beslutning.

Onsdag 3die At der engang kan komme Orden igien i Tingene, vil vi, som ingen Ting var, gaae tilbage til Søndagaften, og saa ligefrem som sig hør og bør. – Jomfrue Jørgensen er en fornuftig, interessant Pige. Hun som hele Familien har taget sig den brave Ynglings, Diderichs voldsomme Død meget nær. Om Moderens Lidelser kunde hun ikke tale uden Taare. En sørgelig Trøst var det, sagde hun, at Lægerne ved at obducere den Dræbte, eenstemmig havde udsagt, han neppe kunde levet et Aar. Jeg troer det var hans Lunger der vare angrebne[.] Overalt er nok ingen af disse Sødskende stærke.

Hvilken fæl Nat jeg havde! Mad: Bang som hørte mig hoste, og ved Bordet sad hos Maja C, gav et Raad, som min ømme Maja vel fandt for strængt, men jeg dog brugte. Det var en Theekop Rum kogt med lidt Smør og meget Sukker i, som jeg skulde drikke naar jeg lagde mig. Det kostede meget at faae den slemme Drik ned, og jeg var færdig at tabe Aandedrættet; men lille Karen bad saa længe til jeg havde tømt Kalken til Bunds. Den giorde omtrænt samme Virkning som den Dram, min Lotta gav mig da jeg forlod Tøyen kun i langt høyere Grad. Den heftigste Feberfrost overfaldt mig, ikke for et Øyeblik, men for hele Natten; udmattende Phantasier afløste hinanden, beklæmt og med rasende Hovedpine stod jeg op Kl. 10, men da blev det bædre, og bædre endnu op ad Dagen, saa jeg kunde ret alvorlig fornøye mig i det behagelige Selskab vi havde her. Det bestod blot i Familien, den inderlig hyggelige Mad: Casper Cappelens med hendes Børn, Sønnen Michael og hans Kone, Doctor Heiberg som er gift med Datteren, Leonore, et lille huldt Væsen, som noget nær bliver den vakre Moder mest liig, skiøndt to yngere Søstre, den Yngste kun 12 Aar, ogsaa ere vakre, beskedne Børn. Den der af alle mindst interesserede mig – og fleer end mig – var den unge Mad: Michael Cappelen, som, skiøndt ret smuk, har noget om ikke frastødende, dog koldt og ‹…› udeeltagende i sit Væsen, 40der ikke giør hende elskværdig. Hun kan vel ikke for det. De havde alle Strikketøy med sig, vi arbeydede og snakkede, Mændene spillede Boston, Ottesen lod sig løse af imellem, og sang og læste i gamle Peer Syvs Kiæmpeviser for os. Aftenen gik hurtigt og godt. Heiberg ordinerede mig nogle Pulvere, som jeg har befundet mig meget vel efter, og bad mig holde mig i Roe nogle Dage. Min lille Maja fulgte med Jørgensen og hans Søster, først Kl over 5 kom de afsted, men Skydsen var bestilt, og hun havde saa godt Følge, at jeg er ganske roelig for det kiære Børn. Sin Pakke glæmte hun, det lille Tossedyr, men Majasøsteren fik den flux afsted til Borch, som i Gaar tidlig reyste ind til Markedet. Atter havde jeg en fatal Nat, og var i Gaar det sygeste jeg endnu har været siden denne Skrantning begyndte. Jeg angrede hiertelig at have bestilt Skydsen til i Dag, men der i fandt min Maja ingen Anstødssteen, og forudsaae, at Don Pedro nok vilde vide Raad her ogsaa. Og det fandt han snart. Med en i Dag Indreysende blev den afsagt, og med megen Møye skrev jeg nogle Linier for at beroelige de elskte Ventende, og et Par Ord til Hovind for at bede om min Aslak og min Gulen, da jeg med dem farer saa trygt. Da det var bragt i Orden, gik jeg til Sengs og faldt i en sød tryg Slummer, hvoraf jeg efter et Par Timer vaagnede qvæget og styrket. Jeg havde intet spist siden den forrige Dags Midd: men nu spiste jeg Tvebakker til min Caffe saa det havde Skik, og det smagte fortræffeligt. Min Maja, som heller ikke var vel, blev ogsaa bædre efter en lille Hvile. Hun skrev om Formiddagen nesten med ligesaa megen Møye som jeg, et langt Brev til vor Sally, og saa veed ogsaa disse mine Kiære hvad der hindrer min Indreyse. – Frue Holsten og hendes Mathilde, som havde hørt jeg var her endnu, vilde see mig saa længe de kunde, sagde de Gode, og blev her efter min Majas venlige Indbydelse. Realf kom op med Faderen sin. I kan troe, vi havde en kostelig Aften. De beundrede den kunstige Realfs Hænders Giærninger. (Han arbeyder nemlig paa nogle nydelige Zirater til nye Stole som skal pryde den deylige Havestue her) og min Korens Kunstfærdighed – jeg har vel sagt Eder, at han ingen Rast eller Roe havde før han fik 41skaaret en lille Kurv og Punschøse til den tækkelige Mathilde. For Resten gik aldrig Samtalen istaae, saa lidt som den ophørte at være behagelig. Vi spøgte ogsaa med Kortlægning, som gav Anledning til megen Moroe[.] Tilsidst spillede Mathilde lidt paa Claveer og sang med sin behagelige Stemme min Adams Romance «Bag grønklædte Bakke der ligger et Hus» – Men Slæden holdt længe for Dørren, og den søde Pige maatte afbryde.

I Dag er jeg Gud skee Lov meget færm, kun noget mat. Hosten er nesten ophørt. Dog føler jeg, hvor nødvendig Roelighed er mig for at faae alle mine tabte Kræfter tilbage. Fader C: og Broderen Realf tager i Morgen til Christiania. Med dem maae jeg skrive lidt til alle mine Kiære der. Nu kom Faer C og siger at Barna kommer her op til Middag – og Middagen er for Døren og der er Barna vore ogsaa for Dørren –

Torsdag 4de Lille Peer sov da de toge herop, og kom altsaa ikke med, og nu har jeg ey seet ham siden Mandag. Naar Thrina ikke har Ungen sin med, stunder hun bestandig efter ham, og vilde reyst strax vi havde spist, men lovede mig dog at slaae sig til Roe her i Kammeret hos Mama si, imens jeg tog mig en Times Roe eller Hvile i Sengen. Da vi drak Caffe kom Grev Wedel. Jeg skulde fuldendt Brevet til min Lotta, der skulde være som et Circulair til mine kiære Ventende; men jeg modstod ikke den Fristelse at see og høre paa den raske, vakre Mand, og blev siddende smukt i Sophaen med mit Strikketøy, og Thrinabarnet ligesaa med sit, vel ikke af samme Aarsag som jeg, skiønt det kanskee bandt hende lidt; men fordi begge Morerne forsikrede det ikke gik an hun tog bort for Greven, især da hendes Ægteherre skulde styre hende hiem, og med ham og Faer C. var Wedel kommet i saa godt Prat, at han blev her til Kl. henimod 6; men da var ogsaa Thrinabarnet reysefærdig, og saa giærne vi beholdt hende, kiendte vi dog for godt hendes Længsel til at prøve paa at bestride den. Faer Pedro fulgte med Greven, 42og gik siden for første Gang i lang Tiid paa Clubben, did fulgte hans Broder ham, saa Maja og jeg bleve allene med vort Strikketøy, vor Cabal og fremfor alt vor søde fortroelige Samsnakken. Clubgiæsterne kom saa tidlig tilbage, at jeg endnu fik mig tre Rabusser med Fatter inden Sengetiid. Kl 6 i Morges foer han med Broderen sin til Christiania; og har Du vist, min Lotta, Dit Brev inden Qvellen, og min lille Maja (som logerer hos Olsens) de Hilsener jeg sendte hende med Mathias, og saa glædes I Elskede ved at vide Eders Moer Koren i bedste Bædring. Fuld saa færm som i Gaar er jeg just ikke; men dog ret brav, og stærk nok til at giøre Alvor af at faae den Brevgield til alle Barna i Kbhn, der ligger mig saa tungt paa Hiertet, afbetalt. Maaskee tager vi saa mod Aftenen ned til Børnene i Byen for at see dem og liden Peer, der neppe kommer herop i Dag, da det blæser sterkt. Denne Blæst skylder jeg ogsaa for, at jeg er mindre rask end i Gaar. Men op ad Dagen bliver jeg altiid meget bædre.

Fredag 5te Det blev jeg ogsaa i Gaar, men da Stormen vedblev, og endogsaa tog til, opsatte vi Besøget til vore Kiære til i Aften. Vor gode Realf var her en liden Stund for at see til begge Mødrene sine. Han er meget plaget af Gigthovedpine, det stakkels Barn, og havde den i Aftes vist i høyere Grad end han lod sig mærke med, da han var saa grumme bleg. O kan noget legemligt Onde forbittre os Livets Glæder, er det dette. Hvem veed det af sørgelig Erfaring bædre end Eders Moer Koren, som aldrig nogen eneste Dag er aldeles befriet for det? Ellers saae vi ingen i Gaar, undtagen min Majas gl Farbroder, Mad: Mallings Fader, som spiste her til Middag. Dag og Aften gik som sædvanligt 43det veed I engang for alle er udlagt: stille og blidt. Mine Breve bleve ey færdige. Nu tager jeg fat paa dem igien.

Kl 12 Pludselig sidder jeg nu her allene. Et Brev fra den gode bedrøvede Elise Thorsteinson melder, at gamle Betta er saa svag, at de nu troer, hendes Øyeblik ere talte. «Vild du sige hende det sidste Farvel, min dyrebareste troefaste Moer Cappelen, o saa iil hid!» skriver det kiære Barn, og den dyrebare troefaste Veninde var reysefærdig inden en Time, og nu er hun paa Veyen til de Sørgende. O maatte Du bringe os den fromme Gamles sidste Farvel, min Maja! Maatte Du see hendes længselfulde, ofte til Utaalmodighed grændsende Ønsker om Opløsning, opfyldte inden Du forlod hendes langvarige Smerteleye, ved hvilket vor Elises Taare flød saa ofte og saa bittert, naar alt hvad hun og den gode Dorette udtænkte til den elskte Lidendes Lindring og Hygge intet udrettede hos det kiære gamle Barn, som, sin Tænkekraft og nesten alle Sandser berøvet, ikke stundede efter andet end hvad Jorden ikke kunde give før det tunge Støv synker tilbage i dens stille Moderskiød. Men her skal det staae, gode Elisa – ak, hvor langt skiønnere har Din Engel skrevet det i Livsens Bog! – at Du intet Offer, det maatte fordres fra Din Siæls eller Dit Legemes Kræfter, fandt for tungt, naar Du troede derved at kunde blidne den trætte Gamles Dage, at Du villig frasagde Dig alle Livets Glæder og Nydelser for, eller rettere ingen fandt uden i den gamle Moders Tilfredshed, og kun følte Dit Lod tungt, naar alle Dine Bestræbelser herfor vare frugtesløse, ligesom Du fandt det misundelseværdigt naar den Fromme, kommet tilbage til sin Bevisthed igien, smilende velsignede Dig.

44Nu var min kiære Realf her et Øyeblik, og i Dag er baade hans og mit Hoved i den ønskeligste Harmonie med det deylige, milde Veyr. Han havde mødt Mama si da han gik op, og i Aften mødes vi hos de velsignede Barna vore. Brevet til Døttrene mine er færdigt, og nu skal jeg nytte de eensomme Timer til jeg farer ned til Børnene, for at faae besvaret min kiære Berghs Seneste, som jeg fik før jeg forlod Hovind. Men ligesom jeg sendte Døttrenes Breve herfra i min Kuffert (det var da undskyldeligt, da jeg troede Dagen derpaa at følge efter) lod jeg Sønnens Brev ligge hiemme – som dog ogsaa kan undskyldes ved den Larm og Tumult der fra Julens Begyndelse omgav mig. Deraf flyder da naturligviis, at I ikke, mine Elskede, faaer de kiære Breve fuldstændigt besvarede, men maae give mig Credit for det resterende, til jeg igien kommer i min Orden.

I det foregaaende Hefter fik I 4 Sider for lidet, kiæreste Venner! Jeg saae det først da jeg var halvveys i dette, og vilde i det mindste at dette skulde holde sine 24 Sider, men derfor har det heller ikke sin rette Form. Var det nu kun Tilfældet med det Forrige, at det erstattede ved Qvalitet hvad det manglede i Qvantitet, saa kunde det dog paa en Maade sættes i Classe med vore Rigsbanks Marker. Giid jeg torde haabe det! Og kan jeg saa slutte dette stadseligere, end med min stolte moderlige Lykønskning til mine ridderlige Sønner, Egerprovsten og Slotspræsten? Maaskee sidder I i dette Øyeblik bekorsede lige for hinanden for at undersøge paa hvis sorte Kiortel Ordenen tager sig bedst ud, hvem der bærer Korset med meest Gracie og meest – Geduld. Mon mine Øyne paa denne Tour faaer see Eder i Eders Herlighed? Nu, med Siælens Øye har jeg skuet den, som I her seer, og min Lykønskning finder I her, og vil modtage den sønlig ad interims.

45Løverdag 6te Febr: Da jeg og lille Sophie i Gaar havde holdt vor to Couverts Middagstaffel, gik jeg med et Bind af Herder op paa mit Kammer, lagde mig paa Sengen, og kom saa dybt ind i denne min Yndlingsforfatters schøne Litteratur und Kunst, især i Eloises og Abelards Levnetsløb, som jeg her læste for første Gang med Glæde og Tilfredsstillelse – thi alt hvad jeg hidtil saae om disse ædle Ulykkelige modsagde min Følelse – lagde Bogen bort, tænkte over det læste, og slumrede ind uden at vilde det. Hastig foer jeg op, da Sophie sagde mig, Kl var halvfire, vreed paa mig selv over at være blevet mit Forsæt utroe. Det blev nu for seent at skrive til min kiære Bergh. Da vi havde drukket Caffe gik Touren til de elskede Barna mine, som jeg fandt raske og glade i deres Moer Korens Komme og den ventede anden Moders. Lille Peer var sovet ind paa sin Marthes Skiød, og laae der endnu som en smilende Engel da min Maja, tidligere end vi torde ventet det, kom tilbage. Ak, endnu var ikke den gamle trætte Bettas Hviletime kommet. Dog er den efter al Sandsynlighed ikke langt borte. For den gamle og de unge Lidende var det lige qvægende at see den elskede troefaste Moer Cappelen; og min Majas Hierte der – ak Ingen veed bædre end jeg hvordan – kan dele Glæde og Sorg med sine Elskede, var det ey mindre qvægende at have fremtryllet dette Solglimt paa Sorgens mørke Himmel. Det svandt ikke med Dig, min Veninde, det vil lyse og varme den Udlevede endnu i Dødens Nat, og giøre den mindre ængstelig for hendes Børn, som, hvor hiertelig de under og ønsker den Trætte sin Hvile, dog med Zittren seer Øyeblikket imøde, da hun skal gaae over til den, da de hellige Lævninger af hvad der var dem saa dyrebart skal overgives den kolde, mørke Jord.

46Maja havde intet Strikketøy med, og vor Tilflugt blev altsaa Rabusen, som dog lille Don Pedro ofte forstyrrede, da han ingensteds er hellere, end paa Bedstemoders Skiød. Han sprang lige af Søvnens Arme paa sin hvide Hest, det er – veed I nok – udlagt: han var i det bedste Lune af Verden. Dog det er han fast altiid. Han falder saa det dundrer i Gulvet, og staaer leende op; sligt anfægter ham ikke, lige som intet forskrækker han; kort, det er en Dreng «wie er seyn soll» – Det var da en Aften, som jeg i disse tre Uger har havt saa mange af, stille, deylig. Kl henimod 10 forlode vi de kiære Barna vore, jeg med det tause Ønske i Dag at see min Sarathrina med lille Peers Broder eller Søster i sine Arme – det bliver mig tungt at tage herfra forinden, dog, det seer jeg nu, jeg maae. Hun er lige færm i Dag, det kiære Barn, og nu venter vi hende og hendes Realf hvert Øyeblik.

Klokken var ikke langt fra 11 da vi køyede, endnu var Husets Herre ikke kommet, og vi tvivlede om han kom før i Dag. Min Maja tillod mig, skiøndt ugiærne, da hun troer mit Hoved og Øynene lider ved det, at læse lidt paa Sengen, og desværre blev det nok længere end det burde, thi just som jeg slukkede Lyset hørte jeg Biælder, da kom Fatter, og Kl var var] rettet fra: har ved overskriving halvet. Et Brev bragte han mig fra lille Maja, som jeg i Morges modtog og læste paa Sengen. Min stakkels Jess og Lina har været i Byen, og reyser hiem i Dag, hiertelig bedrøvede over ikke at have seet Moer, siger Maja, og end mere fordi jeg har været syg. Men Gud skee Lov, de ere friske, og alle mine Elskede HiemmeHiemme] rettet fra: hiemme ved overskriving, og alting vel der. Min gode Kista har da ikke været i Byen. Maaskee møder hun mig dog der. Det faaer jeg da vide i Dag med Aslak, og om han kommer, som Thrina og Mama hendes ønsker ikke maatte skee før i Morgen. Og jeg? – veed ikke ret selv, hvad jeg ønsker, og bør ønske. Brevet til min kiære Bergh er færdigt, og afsendes i Dag med det til Døttrene.

47Søndag 7de

«Ak, vort Haab er skiult af mange Farer,
Mange Skyer trækkes for dets Smiil –»

Jeg tænkte mindst paa, da jeg lagde disse Blade hen, hvilken Scene der forestod. Vel var min dyrebare Maja ikke ret rask, og klagede over Trykken for Brystet; men vi haabede alle, hun selv med, det skulde gaae over. Thrina havde bragt Gutten sin med, og lagt ham saa polisk i Sophaen, hvor Bedstemama uformodet skulde finde ham sovende, og jeg vinkede hende ud, og hun stod smilende for den søde Slumrende; vi gik tilbords, og alting var godt, syntes vi, da med et den skrækkelige Krampe; pludselig som Lynet fra en klar Himmel, overfaldt vor elskede Maja. Min første Omsorg var at faae Thrinabarnet bort fra det sørgelige Syn. Faer C bar med Ottesens Hielp sin Maja ind paa Sophaen, Heiberg kom, og Krampeanfaldene vare Gud skee Lov ikke saa frygtelige, som jeg saae dem i Sommer. Efter en Aareladning gik de reent over, Thrinabarnet reyste nogenlunde beroeliget hiem, den elskede Syge har havt en roelig god Nat, og er nu nede for at ordne Bordet, da her i Dag skal være Mandsselskab. Gud give kun hun ikke vovede sig for meget. Vi bliver for Resten her oppe i vor Eensomhed, og haaber jeg, vor Sarathrine ogsaa snart kommer hid, og slaaer sig til vort Partie.

Der kom ingen Aslak i Aftes, og det var vel, da jeg dog ikke havde reyst før i Morgen, og de da paa Tøyen vilde fanget Griller over min Udeblivelse. Men end flere vil jeg fange, kommer han ikke i Aften, som han dog vist maae.

Thrina er kommet og bliver hos os. Maja er Gud skee Lov brav, det er bædre, end vi torde haabe hun saa snart skulde blevet. De til Huset hørende Herrer har giort sin Opvartning hos os, og fik kort Audience. Bliver Maja nu 48ved at være saa brav som nu, o hvor langt deyligere vil da denne Søndag gaae end den forrige i det store stive Callads; hvor dog den gode Frue Holstens Naboeskab formildede den kiedelige Bordsidden. Maja har to Gange været herinde hos mig og vist mig Feylskrivninger i det seneste Journalhefte. Hun kommer sikkert engang til, thi alle gode Ting ere jo tre. Og med Glæde retter jeg alle de Feyl Du viser mig, Elskede, thi jeg veed, Du finder ingen andre hos Din Moer Koren end de i alles Øyne faldende.

Aviserne bragte mig en Sørgetidende, som har opvakt saa mange Ungdoms søde og bittre Minder i min Siæl. Den yngste af min gamle Moer Hincheldey’s Børn, Nicoline, gift med en Godseyer Dons i Lolland, er død fra 7 Børn. Da jeg saae hende første Gang var hun 8 Aar, et blidt elskeligt Barn. Da jeg forlod Danmark var hun ikke voxen. Stakkels gamle Moder som overlever det kiære yngste og jeg troer lykkeligste af alle hendes 5 Børn, ak, og i visse Maader overlever sig selv, nedtrykt ved et svagt Legeme og mange Sorger. Biltzing skrev for ikke længe siden, at hans bedste Recreation var den Adgang han havde i Dons’s Huus, og kunde ikke fuldelig, sagde han, beskrive hvilken elskværdig og lykkelig Familie det var, og hvor giærne Nicoline erindrede og talte om Christiane Diderichsen. Hviil sødt, min fromme Lina! Lina Walvais kaldte jeg dig altiid i fordums Dage. –

Nu var den snilde Fader C her og vilde havt mig en Kiøretour ud paa Isen i det herlige Middagsveyr; men jeg skal jo forlade min dyrebare Maja i Morgen, og blev derfor hellere hiemme. Thrina tog med og hiem for at faae Gutten sin med. Hun kommer ey tilbage før i Dæmringen, og da skal vi have vort Stel saa deyligt heroppe. Gud give mig nu gode, glade Tidender fra Hiemmet og mine Elskede i og om Christiania! Af min lille Majas Brev saae jeg, jeg havde glædet mig for tidlig paa min hulde Ragnas Vegne, og at hun først i Torsdags fik sin Ludvig tilbage. Men Gud skee Lov, at hun har ham frisk og vel igien!

49Mandag 8de Endnu i Dag hilser jeg Eder fra det kiære Majakammer, lykkelig og glad ved min dyrebare Majas Side en god Morgen, mine Elskede! Aslak kom i Aftes, men Alle her, fra Faer Cappelen selv til Mathias, finder det ubilligt at Gulen min som kom i Aftes seent, skulde gaae igien i Dag. Og, «gode ere at lokke hvem efter vil hoppe» – siger Ordsproget mere sandt end velklingende. At min Maja og Thrina vare de ivrigste paa Gulens Partie endogsaa før hans Ankomst, troer I nok uden Forsikring, som at min Modstand var saare svag. «Og nu seer jeg denne Dag an som en reen og uventet Gevinst» siger Maja mi; og hvad er den da ikke mig? Intet tynger paa mit Hierte, uden at min Lotta og Majalil maaskee kunde blive lidt bekymrede over ogsaa i Aften at vente mig forgiæves. Men jeg haaber, de indseer Aarsagen og beroeliger sig, de Kiære. Min Maja er brav over al vor Forventning, og var det hele Gaarsdagen; mit hulde Thrinabarn venter vi hid med begge Gutterne sine; fra min Kista fik jeg et glædeligt Brev at alt er vel paa mit Hovind, alle de Elskede der friske, og den gode Kaja Hertel ogsaa i fuld Bædring (Kista har været hos sin Broders et Par glade Dage, men møder mig ikke paa Tøyen) og fra Lottamoer en lille venlig Epistel – thi selv de Skiænd hun giver og lover røber jo hun holder af sin Christiane, og jeg gaaer dem kiækt imøde. Hvorfor vil Du skiænde? min Lotta! fordi jeg har været syg? O ney, naar Du seer mig, glæmmer Du nok at skiænde – seer Du, jeg kiender Dig bædre, kanskee, end Du kiender Dig selv; og det er da desværre saa ofte Tilfældet med os, for vort eget Jeg meest kortsynede Mennesker. – Vi blev vor Plan troe i Gaar. Kun et Øyeblik var jeg nede og drak Caffe. Adskillige af Herrerne kom hen og talte med mig, den allerførste var gamle Scheitlie som med et forfærdelig varmt Haandkys erkyndigede sig om Moer Cappelens Sundhed, og min, og Skriverens Befindende etc – Mange af de Tilstædeværende vare mig fremmede, og jeg saae dem neppe, da det alt dæmrede, men havde det end 50været høy Middag, vilde jeg dog vel lige lidt giort noget nyt Bekiendtskab. – Strax efter jeg var kommet op til min Maja, kom vor Sarathrina, og vi levede, o I kan tænke Eder, hvor stille godt. Faer C og vor Realf saae imellem til os, og gamle Casper Cappelen var som snarest oppe og hilsede paa Vertinden.

I Dag er det Expressens Dag fra Christiania hid, og mueligt seer jeg da Egersønnen min, som formodentlig, da han reyste med den kommer med den tilbage. Han veed vel ikke hvor hans Moer Koren er støyen eller fløyen, og det var ret sønligt og broderligt af ham, kom han ind om os, som jeg vist troer han giør, om hans Tiid tillader det, og jeg fik da ogsaa vide hvad Barna paa Festningen giør sig for Tanker om min, som det vel synes dem der ey veed Tingenes Sammenhæng, underlige Vandring.

Kl 2 Nu har vi spist, og jeg har overtalt min elskede Maja, der er mat, hvad ey er at undres over, men ellers Gud skee Lov taalelig, at lægge sig lidt. Jeg vil nu sige Eder for Alvor Farvel herfra, mine Venner. Fra det skiønne Auestad, fra min Majas Kammer og Pult – Ottesens kom ikke til Middag, men i Aften kommer de dog vist, dog da har de neppe lille Peer med sig, og jeg faaer denne Gang intet Farvel sagt ham, ikke givet ham de Kys min Lotta sendte mig til ham, min Kista ligesaa. Men Maja skal da faae dem med sig tilligemed mine. – Kommer ikke Hr. Frederich, giør jeg nok et lille Afskedsbesøg hos den gode Frue Holsten og Mathilde i Aftningen. Og her, mine Elskede, giver jeg Eder for denne Gang Afskedsaudience fra det kiære evigvelsignede Auestad, hvor Gud forunde mig endnu mange mange Gange at sige Eder hvor glad og lykkelig jeg er ved min Majas Side, blandt vore fælleds dyrebare Børn –

51Virkelig sidder jeg nu, Onsdagen den 10de, paa Tøyen, munter og tilfreds, skiøndt langt fra ikke frisk. Dog, bort med de evige Jeremiader. Mit Hoved er smertefrit og klart, og derfor skal Bryst og Ryg smukt holde sig i Skindet uden en Muk –

Da jeg havde lagt disse Blade bort i Mandags, tænkte jeg: du maae lade Cabalen sige dig, om Egersønnen din kommer i Dag. Men den Løgnerske sagde Ney – og just som jeg, fortredelig herover, pakkede Kortet sammen, hørte jeg Bielder, saae ud, og see! det var ham selv, og, ganske forglæmmende den moderlige Værdighed, fløy jeg ham imøde i Dørren. Saa gik jeg sagte op til min Maja, der ikke sov men laae og læste, og saa kom strax efter Fatter med Barna sine, som jeg nesten begyndte at tvivle om skulde komme da det blev et stygt Sludveyr. Men ikke allene min kiærlige ømme Thrinasara havde vovet sig ud i det fæle Veyr og Føre, ogsaa hendes velsignede lille Peer var med for at sige Moer Koren Farvel. Dog tilstod hun aabenhiertet, at det var Faer Cappelens Skyld. «Moer Koren skal see Gutten engang endnu før hun reyser, og han smelter ikke» – har han vist nok sagt. Og det var som den søde Lille vidste, jeg skulde reyse, thi imod sin Skik gav han mig saa mange Kysse som jeg neppe troer alt i alt at have faaet af ham den hele Tiid før. Ganske brav var den kiære Thrina mi ikke og tog derfor hiem mens det endnu var lyst med Gutten sin – med begge Gutterne sine; thi Realf betroer i denne Tiid sielden nogen anden end sig selv at styre sin beste Skat.

52Taarene vilde trænge sig frem ved Afskedsomfavnelsen, min Thrina, men jeg tvang dem tilbage, og først her skal Du see, naar med Guds den Algodes Bistand det Forestaaende er lykkelig og vel forbi, at jeg var inderlig bedrøvet over, ikke at kunde være Vidne til de første Udbrud af Din, Din Realfs, Dine Forældres Moder- Faderglæder. Og vilde jeg været blot Vidne? O ney! I veed det Alle, at der ikke findes et Hierte der inderligere deler Eders Følelser, end dette, som hvert Øyeblik dvæler med alle sine Tanker hos Eder, sine Længsler og Ønsker.

Faer C havde lovet sig ud om Aftenen til Michael Cappelen, hvor han skulde træffe Niels Aall fra Porsgrund, som han endelig maatte tale med. Han vilde overtalt Egerprovsten til at følge med; men han blev hellere hiemme i Roe hos Mama og Søster si, for at hvile sig ud efter Markedsstyren, ja, jeg kunde sige Sviren, thi det er noget ganske forskrækkeligt, saa her har været giæstereret[.] Alt dette Leben maatte han nu fortælle os, og det giorde han som en smuk lydig Søn, og forelæste os de hos Slotspræsten ved det store Bispecollads afsiungne Viser. Efter Bordet spillede og sang vor kiære Giæst (I veed, jeg er hiemme paa Auestad som hos alle Barna mine og paa Tøyen) en Stund for os, og i borgerlig Tiid gik det zu Bett –

Klart skinnede Solen i Gaar Morges, som paa denne Dag for 25 Aar siden, da jeg første Gang satte min Fod paa norsk Grund, og brød med barnlig Glæde (barnagtig om I vil) den første Granqvist af jeg kunde naae, og giærne havde kysset Skildvagten, der ved Indkiørslen i Frdhld raabte os an. Men inden vi havde drukket Thee, blev Himlen mørk, og det regnede stærkt. De Elskede giorde et Forsøg paa at faae mig til endnu en Dag at udsætte Reysen, men det kunde og burde jeg da ikke, og desuden havde min Maja jo saa meget i Beredskab, som skulde 53beskytte mig mod Veyret. Min kiære Faer C, som havde lovet at møde Tankes paa Asker Prstgrd, og vist efter sit Viis var faret afsted Kl 6, blev nu taalmodig og god efter mig, for at vi kunde følges ad saa langt. Kl var vel 10 før vi kom afsted. Realf kom op for at hilse fra sin Thrina, at hun var færm, og for at bringe mig endnu et Farvel fra hende og sig selv. Begge Sønnerne mine fulgte og pakkede mig i Slæden, og endnu seer jeg Dig, evigdyrebare Maja, tilvinke mig Farvel fra Vinduet, føler Dit hede Afskedskys paa mine Læber. For hver nye Prøve paa Din, paa alle Dines Kiærlighed og det ømmeste Venskab min Tak her, og den stille evige i min Siæl for – for hver enkelt og dem alle.

Veyret klarnede, og giennem min Rustning havde Regnen ey trængt, var den end vedblevet. «Jeg faaer altiid godt Veyr naar jeg er ude og reyser» sagde Faer C: – «eller jeg troer det er godt, og det kommer ud paa et.» – Og i dette sidste som i saa meget har den raske Mand Ret. Hvordan var vel ogsaa ellers «Troen Overbevisning om de Ting, som ey sees?» –

I Paradisbakkerne holdt vi jævnsides og lod Hestene puste, og saa pratede vi, og oppe paa Høyden vare vi før jeg troede os stort meer end halvveys til den. Paa Gillebek fik min Ledsager en Hest og lod sin staae, da han vilde tilbage samme Aften. Ikke desmindre havde han ey Hierte til at forlade mig før Gulen havde udhvilet.

Capt: Fleischer, den afdøde Poletiemesters Broder, kom ogsaa did for at hvile. Faer C og jeg vare enige om, at det er en meget vakker Mand, kun at der i hans Øyne eller Blik er noget unheimligt, der dog, om ikke ganske forsvinder, mildnes naar han smiler. Vi havde ikke kiørt langt i det favreste Solskin, og jeg sad fordybet i Mindet om de tilbagelagte 25 Aar, da Slæderne standsede, og Faer Pedro som et Lyn stod paa Veyen og ilte til en ligeledes 54standsende Slæde. Det var den gode, blide Madam Thank, som vilde see sin Maja og Thrina, da hun var dem saa nær, skiøndt hun kun kunde blive et Par Timer, da hun med sit hele Følge i Dag skulde til Bærum. Vi gav hinanden Haanden i Slæderne, og Faer C snoede om, bød mig Farvel, og fulgte sin saa kiære Søster til Auestad, bestemt til atter at følge hende tilbage om Aftenen til Asker. Nu var jeg ene med Aslak og Gulen, der syntes at savne sit Følge ligesaa meget som jeg mit, det slutter jeg deraf, at den saae sig flere Gange tilbage. Paa Ravnsborg spiste jeg de Smørrebrød, min Maja selv havde skaaret til mig, imens min Caffe blev færdig, og læste «Snedkeren i Liefland» – et lille ret interessant Stykke, Maja gav mig med til Aandes Qvægelse. Vertens Søn, en lille tre Aars Gut, som jeg ved at dele min Mad med ham, give ham et Æble, Kage eller sligt, er blevet meget fortroelig med, bragte mig sin A be ce, og jeg maatte lægge min Snedker bort for at høre han kunde kiende de første Bogstaver. Et af mine Majaæbler var hans Løn, og han sprang glad bort. Min kiæreste Læsning eller hvad andet jeg har for, lægger jeg villig hen naar et Barn nærmer sig mig med Kiærlighed og Tillid. Barndommen som Alderdommen har noget vist høytideligt, helligt ved sig, og selv et ondt, haardt Menneske troer jeg maatte blive god, altiid omgivet af uskyldige Smaae eller agtværdige Gamle. Jeg skulde nesten troe, Moderen var blevet ligesaa glad i Æblet Drengen fik som han selv. Hun tog kun 2rd for Caffe og Foer til Hesten, og det var jo kun fattige 32 ß. Saa meget gav man jo i de gode gamle Tider. Konen maae ey forstaae sig paa Cursen

55Jeg havde fra Gillebek havt slemt ondt for Brystet og end mere i Ryggen; men nu blev det værre og værre, og ofte var jeg færdig at skrige i høyen Skye; dog lod jeg det være, og beed Tænderne sammen, og sagde til Aslak jeg vilde sove, for ikke at snakke. Jeg havde bedt ham kiøre om Olsens for at see Maja mi, men holdt blot ved Trappen, hvor i et Øyeblik Slæden blev omringet af Ungen min, alle Husets Folk, Jomfrue Zilche, og den gode, fromme Ovidia Lange (før Messel) som jeg ey har seet siden hun blev gift – ak, og nu er hun Moder til to faderløse Børn! Min Marie var frisk og munter; men da det var saa seent, tog hun ey herop før i Dag. – Lottamoer havde lovet mig Skiænd fordi jeg havde ladet hende vente saa længe forgiæves; men det gik som jeg følte forud: da hun saae mig, blev hun for glad til at skiænde. Hun sad ene med sin Agatha og Hanna. Presidenten er faret til Hedemarken. Lidt efter kom Jørgen, Ovidia Lange, og Broderen John. Aftenen gik ved god Prat, lidt Musik og mere Rabus.

Her laae tre Breve til mig, et fra Døttrene mine, et fra min Kista, og et fra Fader Pavels. Han var en Aftenstund gaaet herop i Mulm og Mørke, vis paa at finde sin Moer Koren her, og var saa utaalmodig som en Elsker (siden jeg er saa nær det halve Secel tør jeg nok sige det, uden at Du skal blive jaloux, gode M:) siger Lotta. Tak for denne Gang, for Brevet og Alt vilde jeg sagt Dem i Morgen, min kiære troe Søn; men nu var her Bud fra min Ragna, at hendes Marieboe skal reyse bort paa Fredag, og derfor maae jeg did i Morgen, da det vilde gaae mig alt for nær, skulde jeg ikke faae see og tale med han denne Gang.

56Fredag 12te I troer ikke – dog, hvorfor skulde I ey troe det? – hvilken deylig Dag jeg havde i Gaar. Da jeg havde skrevet et Par Ord til Slotspræstens, tog jeg afsted, Kl. omtrænt 10. Jeg fandt min hulde Ragna, af hvis Øyne Glæden straalede, allene med sin søde Ida. Hendes Ludvig var i Byen for Postens Skyld, og Sally ventedes hvert Øyeblik. Under kiærlig Samsnak drak vi deylig Chocolade med deylige Kager til af et nyt Stel M. havde med sig fra Kbhn, ikke allene det eleganteste Porcellain jeg har seet, men ogsaa det særskildteste. Ikke to Par Kopper vare af en Sort i Henseende til Tegning og det var vanskeligt at sige hvilke der vare de smukkeste. Dog havde især et Par graae med Guld mit høye Bifald. Aarsagen til denne Forskiællighed er, at om et eller flere Par kommer itu, Stellet derfor ikke bliver u-egalt, da det ellers er vanskeligt at faae igien selvsamme Sort. Et Par Timer efter mig kom først vor Sally, meget mismodig, da hendes Broder ikke var frisk, og hans Kone meget syg[.] Dog, nu sad hun hos sin Ragna og sin Moer Koren, og det kiære Barns Aasyn opklaredes snart. Endelig kom min med hver Gang jeg seer ham elskeligere Hr. Ludvig, og nu blev Samtalen saa righaltig, at jeg giærne havde renoncert paa Middagsmaaltidet. («Ja, det troer jeg nok, da du havde faaet saa deylig en Frokost» – Kan saa være, Barn; men ogsaa uden den havde jeg giærne giort det) Dog, vi lod os ikke afbryde, og Spørgsmaal og Svar vexlede uophørlig. Hvor fortalte han mig ikke om mine dyrebare Børn dernede, om lille Syvald, om min Adam og hans Lotta, som jeg aldrig har hørt noget om før. Det er en lille tyk, feed Glut, siger han. O hvor gik Dagen og Aftenen herligt! Ragna var ret paa sin hvide Hest, og maatte M: 57der havde nogle Affairer at afgiøre med sin Fuldmægtig Borchsenius, flytte ud i et andet Værelse. En Geschichte, som ikke kan faae sin Plads her, gav især Anledning til en fast uophørlig Latter, der dog endelig afbrødes – skiøndt Gud skee Lov kun en kort Stund – da min Ragna, som endnu ikke taaler Rystelse af noget Slags, blev lidt syg; alligevel maatte hun lee imellem, og vi kom Alle snart i den forrige muntre Tone. – Bøger havde min gode Hr. Ludvig ogsaa med til mig, to lafontainske Romaner, Frigge og Forsoms Lommebog. (To Jeanpauliana, Fata und Werke Fata und Werke] rettet fra: Werke und Fata ved nummerering over ordene, og Hesperus har Edvard Munk kiøbt for mig) Kl. var 10 – den blev det saa snart – min Hest var længe siden kommet og jeg maatte forlade de Kiære, dog med giensidigt Haab om snart at sees igien – hvorom en anden Gang. Min Sally tog bort paa samme Tiid. Maanen lyste blidt for os, saa Hiemfarten var liig den hele Dag, mild og skiøn som den. Lille Hanna var allene oppe da jeg kom hiem. Min Lotta havde giort to Spadsertoure til og fra Byen, og var derfor træt gaaet tilsengs. Jeg giorde brat det samme; men læste en Stund i Bangs dramatiske Forsøg, dem jeg aldrig før har faaet Øye paa. Med Hovedpine og lidt Feber stod jeg op i Dag, og har jeg skrevet til min dyrebare Maja C, og sidder jeg nu her – dog meget bædre, efter at have spist et Par Smørrebrød min Lotta selv bragte mig, og sladdret lidt med hende. Da jeg heroven for nævnte Frigge, kom jeg ihu, at jeg intet har fortalt Eder, mine Elskede, om TorsOnsdagen, der dog ogsaa var mig en saa behagelig Dag. Rigtig nok gaaer den hele Formiddag bort med Skriverie, og det er Uret mod Lotta og mig 58men naar jeg har spiist, maae jeg have mig en lille Lur, og siden torde det hende, da Veyret er saa godt, at Slotspræstens lode Naade gaae for Ret, og giorde en Spadsertour herop. Det ahner mig – og denne Ahnelse har sin gode Grund i Visheden om deres Venskab for Moer Koren – Altsaa til Onsdagen. Lille Maja kom herop for at tilbringe Dagen før hendes Retour til Strømsøe hos os. Hun er Gud skee Lov nok saa munter og rask. Ovidia og Jørgen kom ey hiem til Middag, som de havde lovet, men om Aftenen kom de, John og Frederich Messel, en Jomfrue Holbye, og min gode brave Stenersen, ellers Steinar kaldet. Aftenen gik ved Arbeyd, Snak og Musik. Agatha spillede, og hendes Sødskende sang, og det var nok saa juflig liufligt. Hvor tækkelig og snild den Ovidia er! Ak, og saa var hun min Saras elskede elskende Barndoms Veninde, Wilhelms ligesaa, som hendes Brødre, Tvillingerne, vare hans kiæreste Venner. Halvbroderen, Capitain Frederich er en dannet ung Mand, en rask Søemand, med Mod i Brystet og et Hierte fuldt af Godhed mod alle Levende. For Resten et Beviis for, at et Menneske, være sig Mand eller Qvinde, kan uagtet et mere stygt end vakkert Ansigt, være saare behagelig. Dog, styg er her et upassende Ord, thi fra Grimhed til Styghed er flere Grader, og om Messel kan man kun sige han ikke er vakker – At det var Frigge der mindede mig om jeg intet havde sagt om Onsdageftermidd: skylder jeg Eder endnu Regnskab for. Den laae her nemlig til mig fra min brave Steinar da jeg kom. Med lille Maja sendte jeg den ældre Navnesøster den, og fik den 59nu igien. Sligt kalder min Thrina O: den belønnede Dyd. Aslak og Gulen bragte Maja til Ravnsborg, og did fulgte lille Zarine og F: Messel hende. Derfra havde jeg bestilt Skyds for hende til Gillebek, hvor min kiære Realf lod sin Karl og Hest møde hende, saa hun med Guds Hielp lykkelig og vel og i betimelig Tiid er ariveret i sin Moer Cappelens Arme.

Kl. 4. Nu har jeg sovet, Hovedet er bædre, Brystet værre. Endnu mærker jeg ingen Fæstningsbarn; men det er jo ogsaa tidlig dags. Farvel, I Elskede, fra mit kiære Tøyen, hvor Dagen er gaaet her ved Skriverbordet for det meste. Vi ere ganske ene hidtil. Mad: Lange er paa Stabek, sin gamle Boelig, vist en tung Reyse for den ømme, gode Ovidia. Gud signe Eder! God Nat.

Hovind

Søndag 14de. Nu har jeg faaet alle mine Ting i Orden, og holdt en lang Passiar med Doctor Walbohm og Faer Mørk og saa kan jeg i al Roe hilse Eder, Elskede, fra det velsignede Hiem, og fortælle mine Fata siden vi sidst saaes her. Fredagaften gik stille hen i vort eget Lag. Der kom ingen Barn fra Festningen, og intet lode de høre fra sig. Sikkert, mine Gode, ere I misfornøyede med Eders Moer Koren, men disse Blade vil sige Eder, at I har Uret, og I vil angre, at I har giort mig Uret. Jeg var slet ikke frisk, men skiulte det saa meget jeg kunde, for ikke at foruroelige min kiære ømme Lotta. Vi fik os vor Rabus, imens Jørgen, Agatha og Ovidia havde sit Snak sammen. Vi gik tidligere tilsengs end sædvanlig, dog pakkede jeg først alle 60mine Smaaeting ind, at jeg kunde være betids færdig til Hiemreysen. Veyret havde forandret sig med et. Stormen tudede, og Regnen pidskede paa Vinduerne. Jeg sov godt ind under denne ikke behagelige Vuggesang, vaagnede ikke desmindre med Hovedpine, som dog gleed bort da jeg kom op. Min Lotta holdt sit Ord: at intet skulde holde mig fra at komme betids afsted. Da jeg kom ind om Morgenen, stod en Tellerken deylige blommefyldte Pandekager færdige til min Madsæk. En maatte jeg spise, og tage mig en Dosis til, forsikrede Lottamoer, thi ellers fik jeg ey Lov at tage bort. Jeg adlød uden Modsigelse. Hun puttede endnu et Par af sine sidste Gravenstener i min Pose, og bød mig et Farvel endnu da jeg alt sad i Slæden omringet af alle de Kiære – og med stille Velsignelser over Dig, fromme Veninde, og Dit hele Hus, forlod Din Christiane Dig. – Det havde sneet lidt mod Morgenstunden, men nu var alt indhyllet i Taage, der faldt ned som Smaaeregn den hele Dag. Dog, Føret var godt, jeg havde nydt saa mange rene Glæder, og ilede til det kiære Hiem, til de elskte glade Ventende, skulde da Veyret eller den slemme Rygpine der atter indfandt sig som en ubuden Ledsager, kunde faae Bugt med min muntre Tilfredshed? O ney, langt fra! I mit Inderste var sød Fred, og der var det saa klar Solskin, som taaget uden om mig. Nu og da pratede jeg med Aslak, fordi han er vant til det, og Tiden ikke skulde blive ham for lang; men hele Timer sad jeg hensiunken i Erindringer og Haab, og vidste neppe, om disse eller hiint giorde mig lykkeligst. At jeg ogsaa lod det Nærværende skee sin Ret falder af sig selv. Hvor lykkelig Haab og Erindring kan giøre os, det veed jeg; men just fordi jeg veed det, veed jeg ogsaa, at Hiertet ikke banker saadan som nu mit, naar man skal hente al sin Glæde og Lykke fra det Svundne og Kommende.

61«Kiære Lotta, Halvdelen af de Pandekager er mere, end jeg behøver» – sagde jeg, da hun geskiæftig pakkede dem alle ind. «Tag du dem, Gullet mit. Spiser ikke du dem, kan Ungerne dine smage Tante Lottas Kager, og Kista mi holder ogsaa af Pandekager» – gienmælede Fruen, og jeg maatte tage dem alle. Paa Bonkallen, mit første Hvilested, kom de frem. Der ligger den stakkels gamle Kone nu siden før Juul af et Beenbrud. Fra Barndommen er jeg vant til, ikke at lade en Hund see mig spise uden at give den lidt med, hvor meget mindre kunde jeg da lade mine Pandekager, der smagte mig saa fortræffeligt, blive udeelte med den syge Kone? Kort, kun en eneste Smagekage kom hiem til Huset, og den delte Lina og Kaja imellem sig. Paa Moe, hvor til min Harme min lille Stue var optaget, drak jeg Caffe, og læste Slutningen af Knud Lavard, der slutter Bangs dramatiske Forsøg. De indeholder foruden dette kun et Lystspil: Stævnerne, der ikke er saa ueffent, skiøndt Sujettet er temmelig forslidt; men han har givet det nogle nye Vendinger, og Dialogen er temmelig let, saa det lader sig læse med Behag, og, godt udført, vist vilde giøre Lykke – a la Kotzebue. Om Moralen, uden just at være overtraadt, ikke er traadt lidt for nær? kunde være et Spørgsmaal. Sørgespillet Knud Lavard, i simpel Prosa, giver jeg i fast alle Henseender Fortrinnet for det sanderske, som jeg dog ikke erindrer stort mere af, end at det baade i Hensyn til Plan og Udførelse er aldeles forskiælligt fra dette. Hvilket der kommer Historien nærmest, maae Sønnerne mine sige mig, naar de har læst det, da jeg desværre ikke kiender den uden saa løselig. Klokken 4 var jeg paa mit kiære Hovind (halvti forlod jeg Tøyen) og var nær ikke kommet af Slæden, da Lina, Kaja, Kista, Telja, lille Marthe, alle vilde hielpe mig paa engang, og raabte glade deres Velkommen imellem hinanden

62Min Koren var hiemme, men omringet af saa mange Mennesker, at han ikke kunde komme ned, før jeg alt var i fuld Prat med mine kiære opmerksomme Tilhørerinder der vilde have Regnskab af mig for saa mange Ting, og saa hvert Øyeblik afbrød mig for at fortælle sig hvad i min Fraværelse havde tildraget sig her. – Enhver havde sit at sige: Kista om Husholdningsvæsnet, der, paa Kornmangelen nær, og at de maatte knibe med Foret til Kuerne, var i god Stand – Barna hvad de havde bestilt, og fik de, inclusive Tønder Lund mange Lovtaler af den samme Kista for deres Flittighed; Telja spurgte kun om sin Marie og siden om alle vore andre Kiære, fordi hun ikke, stakkels min gode Telja, hørte min Efterretning da jeg kom, fuldstændelig. Endelig blev Skriveren sit Paahæng qvit, og kom ned, men kun for at fortælle sin Naadige at hun en anden Gang skulde giøre kortere Toure, holde sine Løfter bædre, ikke reyse bort for at blive syg o.s.v. – men alt det mente han intet med, det kunde da den see og høre som ikke vidste det før, ligesom at han ikke var mindre glad i sin Christianes Hiemkomst end alle de andre i deres Moer Korens. Jessen min kom lidt før vi spiste. Jeg havde ikke Hierte til at skiænde paa den kiære Gut, men lidt Skrub maatte han dog have, kun Slotspræstparret veed hvorfor. Han retfærdiggiorde sig tildeels, og det ønsker jeg, mine Kiære, han ogsaa maae kunde for Eder – Det er, seer I, en Commission angaaende, som han ikke har kundet udføre som han ønskede. Gud være lovet, han som alle de Elskede lever lykkelig og vel for Resten.

63Min Kista og jeg lagde et Par Rabuser, den første om vi paa Torsdag skulde faae glade Tidender om vor Thrinasaras Nedkomst – og den gik ud.

Da jeg kom ned ad Trappen i Morges, mødte mig Røgelselugten her fra Kamret. Jeg skyndte mig hid, traadde saa glad ind, fandt alt ordentligt og peent men pludselig faldt mine Øyne paa en lang Fortegnelse her paa Bordet paa udlaante Bøger, og jeg blev med et ganske bøs, og gik ind og begyndte at skiænde istædenfor at giengielde de glade Godmorgener Børnene og min Kista kom mig imøde med. «Det var ret stygt af dig, Moer vor!» – Ja, det følte jeg strax med Beskiæmmelse, og blev bliid igien. Thi «som Comedier etc altiid er Synd, men om hellige Dage dobbelt Synd» saa er Vrede altiid styg, især over Smaaeting; men dobbelt, ja tifold styg, naar saa usigelig meget opfordrer til Glæde og Taknemmelighed mod Gud og Mennesker. Men jeg drak ogsaa to Kopper Caffe, til min Kistas store Fornøyelse, og roste den af Hiertensgrund. Egentlig var det Skriveren og Jess der havde fordristet sig til at udlaane mine Bøger – I veed, de ere mig mit tredie Øyesteen.

Nu er det Aften. Her er ingen uden den snilde Maren Skieldrup som kom i Middags. Jess er taget til Næss. Koren er endnu i Arbeyde paa sit Kammer. Tønder Lund og Smaaepigerne ager Kælkebakke ned over Loebroen midt ned i Gaarden under høye Jubelskrig. Jeg er meget rask. Og nu gaaer jeg ind til mine Jomfruer, for enten at læse for dem i Qvel, eller under Alskens Sniksnak drive den sædvanlige Kortleg med Marieboes nye pene Kort.

64Onsdag 17de Dagbogens mavre Dage ere nu komne, lader det til. Men, som Fader Pavels engang sagde og Erfaring har lært mig: om vort Livs lykkeligste Dage lader sig altiid lidet eller intet fortælle. Engang, dyrebare Maja, tilbragte jeg 14 Dage i Din Dal – jeg glæmmer dem aldrig – og naar jeg havde beskrevet een, saadan som sligt lader sig beskrive – behøvede jeg blot, eller kunde intet mere end henvise til denne. Dog, i disse Dage i mit roelige Hiem har dog været et Par smaae Intermezzer – saa var her f:E: i Forgaars en kiedsommelig Captajn, som jeg, fordi jeg kiender hans Kone (der er ret snild og brav) maatte holde med Selskab. Naar det ikke var alt for ækkelt, behøvede jeg kun at fortælle Eder een af hans Lignelser for at I kunde slutte Eder til Resten. Naa, I kan sagtens see, som jeg maatte høre den. Der taltes da om det Sædvanlige, vor politiske Stilling etc. «Ja, sagde den smokke Mand, «Norge er som en L..s mellem to Negle» – fye, jeg skriver dette paa fastende Hierte, og sandelig, det qvalmer for mig. Lina saae paa Manden, slog Øynene ned og blev rød, og Kaja loe saa hun maatte gaae ud – Men det tog da ogsaa Ende, i hvor vel han drøyede det ud i det længste, da han altiid brugte tre Bekræftelsesord hvor et fast var overflødigt. Tilsidst kom han frem med en Bøn, hvortil Indledningen vel varede et Qvarter, og den bestod da i et Boglaan til hans Kone, og dem fik han, og saa foer han da endelig omsider langtomlænge.

Søndag Eftermidd: kom den gode Maren Skieldrup hid, og reyser hiem i Dag. Kista vor følger hende, og jeg bryder over tvært og tager til min kiære Rikke, nu Frue Kammerraadinde.

Hele Gaarsdagen gik behagelig med 65Brevskrivning til min Maja C, Lotta, Ragna, Stenersen og lille Zarine, Bøgers Indpakning osv – I Dag skal det altsammen gaae ind fra Houg, om de ellers vover sig ud, da Føret ved dette Tøeveyr er blevet meget misligt, især mod Byen. Mandagaften læste jeg Bangs Lystspil, Stævnerne, høyt for min lille Forsamling, men fandt den ikke var af det Slags man ikke maae læse meer end engang for at finde den taalelig. Hvad der er ægte godt bliver os ved hver Giennemlæsning kiærere.

Torsdag 18de Den lille Frue modtog mig paa Trappen, og saae saa glad ud, at jeg troede, hun ogsaa var frisk; men desværre, det hverken var eller har hun i lang Tiid været. Til hendes andet jævnlige Onde, har hun udstaaet meget af en Brystbyld, som hun blev nødt til at lade skiære – at denne Smerte er een af de største legemlige Smerter, har jeg da erfaret. Nu var den Kamp overvunden, men hendes Hovedpine og det dermed følgende Onde – ak, naar endes det? Fogden – om Forladelse, Hr. Kammerraaden – var frisk og munter, de vakre Smaae med, og da cujoneres en Kone og Moder som min Rikke ikke let af nogen anden Ting. Til en lille Vederqvægelse bragte jeg hende den ene af mine nye Lafontainer. Skriveren læser den anden. Jeg har endnu ikke seet i dem uden Pag: 58 da jeg skrev mit Navn. Frigge har jeg ikke engang læst uden lidt hist og her paa Tøyen. «Hvad læser du da? Moer Koren!» Fast intet. Om Dagen skriver jeg, og naar jeg saa om Aftenen sidder inde hos mine Kiære, som saa længe har savnet mig, har jeg vel stunddom en Bog i Haanden, men lægger den bort og tager Strikketøyet for at sladdre lidt med dem, og fortælle om mine Reyser fra Hadersleb til Kiel. Med min Rikke havde jeg saa uendelig meget at tale, at det af bare Overflødighed tidt gik i staae for mig.

66Kammerraaden og min Koren (som kom did om Eftermidd: fra Munthes) havde ey mindre Stof til Samtale, Pengevæsnet var især den Axel, hvorom dreyede sig Politik og alt øvrigt. Kl 9 toge vi bort, deels fordi jeg ey tør være seent ude, deels fordi jeg saae, min gode Rikke trængte til Hvile, trængte mere til den end hun maaskee selv følte saa længe hun havde og talte med sin Moer Koren. Hun har foresat sig, bliver hun kun taalelig frisk, at giøre en lille Tour til Smaalehnene med sin Luise til dennes Forældre, Fogden Radiks[.] Og giid den maae gaae for sig. Jeg er overbevist om den vil giøre hende godt paa Sind og Legeme. Dog lovede hun mig at komme hid først. – I tre Qvarter vare vi hiemme, saa godt er Føret; men Maanen saae traurig ned til os giennem Sneeskyerne. Min Telja modtog mig med en Spølkum Bygsuppe, det bedste af alt hvad jeg faaer i denne Tiid. Smaaepigerne og Tønder Lund spillede Mukka. Og jeg har sovet deyligt, og min første Tanke da jeg vaagnede var: i Dag faaer du Brev fra din velsignede Maja, maaskee fra baade den store og lille. Og et Suk mellem Frygt og Haab fløy med denne Tanke til Himlen. Mit Suk var en Bøn, og hvorom jeg bad, ak, det kan I vel vide, som hvor mine Tanker i denne Tiid uophørlig standser – hos min Sarathrina.

I Aften kommer ogsaa min kiære Kista tilbage fra Vildberg, og min Jess venter jeg fra Næss. Hvor meget godt og glædeligt haaber jeg da af denne Aften! Gud lade det alt gaae i Opfyldelse! – De to sidste Sider i dette Hefte skal giæmmes til at fortælle Eder om denne Aften. Nu skal jeg afskrive Slutningen af Majadalen til min Ragna. Men der ligger et heelt Rum fuldt af ubesvarede Breve. Hu tu tu! hvi lod jeg dem ligge der saa længe!

67Fredag 19de Jeg har ofte spurgt mig selv, naar min Længsel efter et eller andet blev fast piinlig: «kunde du ikke have flere glade Timer end du har, naar du stræbte at holde dit Haab og din Frygt (thi det udgiør jo egentlig Længslen) mere i Tømme?» men hidtil har jeg intet bestemt Svar kundet give mig, dog troer jeg, det blev snarere Ney end Ja. Gaarsaftenen bragte mig ikke allene ingen af de ventede Glæder (dog jo, min Jess kom da vi skulde lægge os) men forbittrede mig dem, jeg kunde havt. Ingen Torsdag, imens jeg var borte, er Posten udeblevet, kun i Aftes kom den ikke, og er endnu, Kl 8 Formidd: ikke kommet. Kista har nok ey sluppet fra Vangenstens, i hvor bestemt hun var til at være hiemme i Aftes. – Ak, kom kun Posten god naar den kommer, da skulde jeg let glæmme, hvor umueligt det var mig at samle hvad jeg læste eller talte med de Smaae og de med mig. Hver Gang Hunden giøede, og det var hvert Øyeblik, bankede Hiertet endnu stærkere end før. «Der er Posten» tænkte jeg «og hvad bringer den?» –

Løverdag 20de To velsignede Breve fra min store og lille Maja bragte den, men i ingen af dem den glædelige ventede Tidende. Dog, alle de Elskede ere friske og lever vel, hvad vil jeg mere? Min Venten og Længsel bliver alt stillere og roeligere. Jeg veed det, Fader i Himlen, du vil giøre alt godt. – Og megen Glæde bragte Gaarsdagen mig. Vort Bud kom fra Byen, jeg fik et lille Brev fra min kiærlige Lotta, der dog har været meget bedrøvet for sin kiære Ovidia, der nesten siden jeg forlod Tøyen har været meget syg, men nu Gud skee Lov er i Bædring. Det er ogsaa Thrina Olsen, hendes lille Dreng, og min Zarina, som underrettede mig herom, 68og som den Gang Dag første Gang var nede af sit Kammer. Fra den snilde Fr: Messel fik jeg sendende Abelard og Heloise, to deylige Stykker, som nu hænger her over mit Skriverbord paa hver sin Side af Caroline, der ikke var lykkeligere, – ak vel ogsaa ulykkeligere end disse hvis skyldløse Kiærlighed saa grusomt blev straffet, men dog ikke kunde tilintetgiøres; og denne Følelse, som Gud skee Lov ingen Helvedondskab kan undertrykke, mindre udrydde af det Hierte den knuser, giør jo saa ofte Smerten selv til Lyst, og: «Urania omsvæver Sorgens Minde», Og byder evigt Lys bag Dødens Nat oprinde» – har min Egersøn saa deyligt skrevet i Tiedges Urania, som han har givet m‹…› Maja C, og hun i sit kiære Brev i Gaar har afskrevet til mig.

Min kiære Kista kom hiem strax over Middag, og havde fornøyet sig nok saa godt hos sin gamle Veninde, Thrina V – Ikke mindre glad er hun, fordi vi i Morgen skal faae Bud ind efter Korn, som Gud give kun ikke maae være bortsolgt inden vi kommer. Det er maadelig Havre, 24‹…› d: C: Tønden, men til Brød tør den dog nok gaae an, saa giid vi fik den.

I Aftes kom Lunde op fra Kbhn. Han havde intet til mig uden et eneste Brev. Fra hvem det var, og hvorom det handlede skal I en anden Gang faae vide. Et helligt Løfte binder min Tunge og min Pen. Nu kun: at det har fyldt min hele Siæl med Glæde, og at det angaaer mine ældste og kiæreste Venner; men saa længe deres Skiæbne – ak, de har sukket længe under tunge Trængsler – ikke endnu er ganske bestemt, tør jeg ikke ganske glæde mig med dem – og maae tie.

Maria Boetius, fordum Hahn, har da ogsaa Dødens milde Haand befriet fra Siæls og Legems Lidelser. Arme Maria, Du var øm og god, og har bødet haardt fordi Du ey hørte mine moderlige Advarsler, ikke at indlade dig med et Menneske, som vel ikke var ond, men uden Grundsætninger, og som jeg forudsaae, vilde giøre dig ulykkelig. Hviil sødt! Gud vil være dine Børns Fader. Mere om mit Forhold til hende i neste Hefte.

69Mandag 22de Febr: Om Marie Hahn lovede jeg at fortælle Eder noget mere. Hun kom herop fra Lolland, hvor hun var fød i et Hus paa Landet, hvor vi ofte kom. Min Koren havde kiendt hende førend jeg. Da Konen, i det Hus hun var, havde forladt sin Mand – de kunde ikke leve sammen – fandt den 19 Aars Pige det upassende at blive længere ene hos den unge Mand, og da hun ingen i Norges hele Land kiendte uden os, kom hun før vi vidste det flyttende til os med alt sit Smule Tøy. Glad var jeg, naar jeg skal være oprigtig, ikke over det. Marie var en hiertens god, meget forstandig og færm Pige. Hun hang sig fra vort første Bekiendtskab med Inderlighed ved mig og ved mine Børn – hvad ellers er saa temmelig sikker Vey til Moderens Yndest – jeg bebreydede mig, gik, som altiid naar jeg troer at have Uret, skarpt i Rette med mig selv, men ligesaa ubegribeligt som det var mig, at jeg ikke kunde giengielde hendes Kiærlighed, ligesaa umueligt var det mig at udfinde nogen Grund for den Kulde, jeg saa meget mueligt søgte at skiule da den ikke vilde lade sig fordrive. Jeg havde aldrig før været i denne Situation og den var mig pinlig. Da min første Lina var fød, gik hun om mig med barnlig Ømhed, vaagede og vartede mig Dag og Nat. Mine Lidelser aflokkede hende Taare, de smeltede mit Hierte, men i Anger, ikke i Kiærlighed. Jeg græd over min Haardhed, dog Gud veed, hun følte den aldrig, og jeg optænkte alt hvormed jeg kunde glæde hende; ethvert Beviis jeg kunde give hende paa øm Velvillie udsonede mig lidt med mig selv. I denne Tiid, da jeg ikke kom ud af mit Kammer, indgik hun den ulykkelige Forbindelse med Boetius. Han var Informator hos Munthes, et ungt, yderst letsindigt Menneske, uden Grundsætninger, god af Temperament, og tiænstvillig nesten i al for høy Grad. Han havde et godt Hoved, men han brugte det ikke godt. Med alle 70hans Feyl kunde man aldrig blive ret vreed paa ham; dog var der een iblandt disse som i mine Øyne nedsætter Mennesket fast meer end nogen anden: Hang til at være usand. Jeg har fra min Barndom faaet en ubegrændset Afskye for Løgn, og søgt at indpræge den i mine Børns og i alle de unge Hierter min Stemme har naaet. Ved første Øyekast var han blevet indtaget i Maria, og som det syntes, hun i ham. Jeg fandt det min Pligt at advare hende, at sige hende reent ud mine Tanker om B: og taug ikke før jeg saae, Tingen var uigienkaldelig afgiort. Kun om et bad jeg hende endnu: ikke at følges med ham til Kbhn; men ogsaa det var forgiæves. Hendes hele Livs Lykke beroede herpaa, forsikrede hun med bittre Taare, og forlod mig – det var imens min Koren og Wilhelm var i Bergen – med de varmeste Velsignelser over mig og Mine, og det tør jeg vidne med mig selv, at den inderligste Medynk over at see hende ile sin Undergang imøde, giennemvarmede mit Hierte, og at det aldrig mere blev koldt for hende siden. B: blev i den sidste Tiid ret uværdig behandlet i Munthes Hus, hvor han vel ikke havde været hvad eller som han burde, men dog paa ingen Maade fortiænt de ‹…› bittre Krænkelser, der blev ham tilføyet. Den sig altiid selv lige Hertel giorde for Boetius ligesom jeg for den stakkels Maria alt hvad vi kunde for at mildne det tunge ved en saadan Skilsmisse. Strax efter de kom til Kbhn havde de Bryllup, han fik en lille Tiæneste ved Tallotteriet, hun arbeydede utrættelig, og skrev ofte, hun var lykkelig i sine smaae Kaar. Da jeg og Sara kom til Kbhn 3 Aar efter, stod Boetius paa Posthuset for at modtage os, og et Øyeblik efter kom hans Maria med sin Vilhelm paa Armen. Hun havde havt Kopperne imens hun laae i Barselseng, var bleven maver og blegere end før, jeg kiendte hende neppe. Ellers var hun den samme, bliid og from, og han ogsaa sig selv liig, dog 71syntes jeg – maaskee fordi jeg ønskede det, lidt støere[.] De af Eder – og jeg troer nesten det er Eder Alle – som har læst min kbhnske Journal, veed hvor meget dette Par bidrog til at giøre os vort Ophold dernede behageligt. Nesten ingen Dag gik forbi uden vi jo saae enten dem begge eller een af dem. I deres lille Boelig hærskede den yderste Simpelhed og Reenhed, men af egentlig Mangel saaes intet Spor, og Maria klagede aldrig over noget Savn, han endnu mindre. De Krampetilfælde, hun fra Barndom havde havt, var hun nu befriet for, men at hendes Helbred var svækket, kunde hun ikke skiule, dog troede, eller vilde hun faae mig til at troe, det kom af hendes Frugtsommelighed. To Dage før vi forlod Kbhn kom hun ned med en Datter, og jeg seer endnu det blege Ansigt, de Taare som rullede ned af det, og hvordan hun bedækkede Øynene med den ene matte Haand da hun sidste Gang rakte mig den anden til Farvel –

Farvel gode Marie! tilgiv mig om jeg engang var uretfærdig imod dig, for disse Taares Skyld, tilgiv mig! og lad mig have den Trøst, at du aldrig følte jeg ey giengieldte din Kiærlighed.

Min ømme, deeltagende Katty og Malla saae imellem til hende, Malla oftest især i den senere Tiid, det Gud lønne Dig, Elskte, lønne Eder Begge. Hun leed meget. Imellem skrev hun os til, og kunde ikke længere dølge hun leed Mangel nesten paa Alt. Men hvordan hun nedbrød sit svage Legeme ved at arbeyde over sine Kræfter, sagde hun ikke, og langt mindre hvor lidt hendes Mand bekymrede sig om hende og hendes tre Børn. Det veed vi kun af min Mallas Breve. – Endnu engang Farvel, fromme Martyrinde! Fred med Dit Støv. Dine fader- og moderløse Børn har en Fader i Himlen som ey forlader dem, en troe Forbederinde i dig, og som deres Skytsaand vil du omsvæve dem.

_______

Et saadan Fragment af en Biographie eller andet, Dagbogen ikke egentlig vedkommende, veed jeg, I ikke med Misnøye finder her, mine Elskelige, allermindst naar der som nu er saa lidt at sige om de eensformige Dage.

72I Gaar var det en behagelig Dag for mig. Jeg havde netop faaet forseglet mit sidste Brev – det sidste af mange Breve og Pakker Gunder fik med sig til Byen – saa kom min kiære Rikke. Begge vare vi friske, og begge nøde vi Dagen saa fuldstændigt, som ikke i lang Tiid. Hun var allene. Hendes Jomfruer vare paa Gislevold, hvorhen de før havde lovet sig, og min Vilhelm, der havde grædt modige Taare fordi han ey kom med til Moer Koren, torde Rikke ikke tage ud, da han Dagen før og om Natten havde været lidt upasselig. Kammerraaden – jeg faaer dog ogsaa vænne mig til at kalde ham saa – er engang for alle fængslet ved sit Skriverbord, som Koren ved sit, og kun Forretninger af anden Art kalder dem derfra. Jomfrue Radik og Heide kom Kl 9 fra Gislevold og hid, og da reyste de Alle. Det blæste og regnede og var bollene mørkt. Gud give min gode Rikke maae være kommet godt hiem. I Dag er det ligedan Veyr, og det tegner ey til der skal blive noget af den lille Frues og Luises Reyse til Smaalehnene, som var bestemt til Løverdag. Dog, hvor snart kan Veyret ikke i denne foranderlige Tiid gaae over fra den ene Yderlighed til den anden. Og at denne stærke Tøe ikke maae vare for længe var vel af mange Aarsager ønskeligt; ogsaa af den, at Fader Pavels kunde faae noget Høe ind, Jess har kiøbt til ham, og langt om længe faaet en af Naboerne overtalt til at kiøre ind. I Dag skulde han været afsted, men tør ikke som Veyret nu lager sig. Giid stakkels Gunder var vel hiemme med sit Læs, og at han da bragte mig ønsket Svar paa alle mine Epistler fra Lotta, Ragna, Pavels, Zarine og Stenersen.

73Tirsdag 23de I hvor daarligt Føret end skal være, kom dog den flinke Gunder Kl 9 i Formiddag, og bragte mig et kiærligt Ragna- og Lottabrev. Fra min Ragna fik jeg deylig Thee hun har havt den Godhed at skaffe mig, og fra hendes M: ikke mindre deyligt Papiir. Forsviret efter Ballet havde det kiære Barn skrevet, siger hun, i Halvsøvne, men det saaes dog ey i det venlige og endda ikke saa korte Brev. Lottamoer havde ret grebet sig an og skrevet paa 4 Sider. Hun var glad i at have sin President tilbage der var taget vor Dør strunk forbi, og havde lagt Veyen om Nannestad Prstgrd. Ja, Gud skee Lov, min Veninde, Du har ham hiemme, da Føret og Veyret nu er lige usselt. Giid han nu havde forvundet den lille Forkiølelse, Du frygter for, og som dog vist kun er Følger af Reysen, at Du kunde være ret glad i hans Hiemkomst, og i den Ovidias Helbredelse. Fra Zarine fik jeg intet. Hun var vel ogsaa forsviret efter Klubballet. Med Posten skal jeg faae Svar, lovede hun, og med den hører jeg vel ogsaa noget fra Fader Pavels og Steinar. Men en glædelig Tidende meldte Olsen min Koren: at Engelsmanden nu ingen Kornskibe tager fra os, og at der ved Iisbredden ligger en Deel af disse, som de nu holder paa at bringe ind til Byen. Gud være lovet for sin Miskundhed! Og nu falder det mig ind, at jeg vist har glæmt her at fortælle Eder en Drøm jeg havde i en af de første Nætter efter jeg var kommet hiem. Jeg saae Fredens Genius – at det var det, vidste jeg – svævende i Luften, og i det jeg vaagnede var det som Ordet: Fred! lød for mit Øre. Dog, jeg kan godt forklare mig denne deylige Drøms Anledning. Naar jeg ikke kan sove, har jeg fundet det et sikkert Middel til at vugge mig i Slummer, at recitere Værs eller hvad jeg ellers kan udenad. Denne Nat sov jeg ind under mit lille Digts Carl Jessen, Gientagelse. Det kiender I fast Alle, og kan let forklare Grunden til min Drøm.

74Torsdag 25de Vel har jeg ikke stort andet at sige Eder, Elskede, end at den mildeste Vaarsol, som var det i April, lyser herind, varmer endogsaa, og sukkende maae jeg dæmpe dens Skin med mit grønne Forhæng for de svage Øynes Skyld. Dog, des mildere bliver dens Lys, mildt som Erindringen Haand i Haand med Haabet – Men tale med Eder maae jeg dog, om aldrig for andet, saa for at faae de Øyeblik til at glide behageligt, da denne Længselsdag vil blive mig lang, og jeg ikke engang tør vente med Vished at faae Posten i Aften. Nu reyser Lunde. Hans Plan for Fremtiden er Advocaturen. Han har været ualmindelig flittig i Kbhn, og det er gaaet ham godt, og saa ønsker jeg, det altiid maae gaae ham. Har jeg sagt Eder, at Tyve har giort Indbrud hos min stakkels Broder Josias i Helsingøer, og borttaget hans hele Garderobe, der vel ey var betydelig, men betydelig nok for den, som med Møye kan skaffe Brød til sin Familie. Nu sender min gode Koren ham, og Jess sit lille Navne (der ogsaa har mistet sin lille Smule Pynt) deylig fiint Vadmel, som Lunde lover at besørge nedsendt, og lover ham ligeledes at faae Dagboghefterne eller hvad andre smaae Pakker jeg har befordret hurtigt og sikkert, og det er mig trøstelige Ord.

I Dag faaer Fader Pavels sit Høe og Brev, og nu jeg ongefær kan giøre Regning paa han har det, er jeg ordentlig lettere om Hiertet – ak, der er nok endda som tynger paa det – (Høet, skiøndt to Læs, var ikke det tungeste) jeg veed ikke ret selv hvad det er; maaskee kommer det blot af at mit Bryst er lidt slemt i disse Morgenstunder, thi op ad Dagen bliver det altiid bædre; og en god, glædelig Post, det veed jeg, vilde lette mere end noget andet. Min Koren, som nu har havt lang Roe, over 8 Dage, er paa en Forretning. Lina har i flere Dage havt ondt i de Tænder, hun fælder endnu, men er temmelig brav i Dag, 75og accorderer om at komme lidt ud i det deylige Veyr, som hun, lidt indpakket, vist heller ikke har ondt af. Er det ikke ellers seent den lange Tøs fælder Tænder?

Fredag 26de Ney, nu vil jeg slet ikke mere glæde mig til Torsdagen. Endnu ingen Post, men derimod fik jeg i Gaar paa fastende Hierte en Hiobspost. Den Mand, som skulde bringe min gode Pavels Høe, Brev etc – kom ikke længere end til Lersund, der maatte han faae sine Læs indsat, da alt Føret var borte, og vende tilbage efter Vogn. Dog har det nu sneet lidt igien i Nat, og jeg veed ikke, paa hvad Maade han nu, eller hvad Tiid han fortsætter Reysen. Af min gode Rikke og hendes Luises Smaaelehnsreyse bliver nu vel intet denne Gang. Den skulde gaaet for sig i Morgen. Saa mang en Plan gaaer istaae ved dette Uføre –

Jeg vil nu fortælle Eder noget om de nye lafontainske Producter. Moralsystemet eller Grev Eisach forekommer mig at være et reent Hastværksarbeyde, uden synderlig Plan eller Orden. Det skal egentlig vise Forskiællen i og Følgerne af en aldeles kunstlet, en aldeles naturlig eller frie, og en huslig Opdragelse i en elskelig Families Skiød. Slutningen er det bedste, og enkelte skiønne Stæder savnes saa lidt her som i noget eneste af denne Digters Arbeyder. Men nu den anden: Bürgersinn und Familienliebe, oder Tobias Hoppe den sætter jeg dristig ved siden af Forfatterens bedste, kraftfuldeste Arbeyder, ved Siden af det fortrinligste i det Slags jeg har læst, NB om Slutningen, som endnu ikke er kommet ud, svarer til de to Dele jeg har. Koren er ikke mindre indtaget i den end jeg, og kan neppe lægge den bort. Den har, som min Rikke, der først læste den anmærkede, nogen Lighed med Sophies Reyse, ogsaa i Henseende 76til de mange Episoder; men i Tobias Hoppe staaer disse meer eller mindre i saa nøye Forbindelse med selve Historien at man neppe kan kalde dem Episoder. Der er iblandt flere elskelige Charakterer to, Tobias og Therese – kort svarer det øvrige til det jeg har, skal det være mig et kiært Arbeyde at oversætte den, om den end aldrig bliver trykket, blot for de af mine Elskede, som ikke læser tydsk.

– Nu, Kl 11, kom da Posten, og det velsignede Majabrev med den glædelige glædelige Efterretning. Til Lykke min dyrebare Sarathrina, med den diende Datter ved Dit moderlige Bryst! Til Lykke, Søn Realf, glade lykkelige Dannemand! min værdige Faer Cappelen, og Du, Du, min Siæls Veninde, min Maja, tusindfold til Lykke Alle! Alle! og jeg og vi Alle!

Kl 3 Kista bragte mig Brevene, først et fra Søn Pavels, saa fra Zarine – «intet fra Strømsøe?» – spurgte jeg, og saae Svaret i hendes Øyne før hun rakte mig det tilbageholdte Brev og bad: «Bræk det nu, Moer, Herregud bræk det» – og jeg havde allerede begyndt at læse og sukkede: «ney, endnu er det ikke overstaaet» – Kista tog hvert Ord fra mine Læber, og jeg læste høyt – det var begyndt d: 21de Jeg vilde ikke see Slutningen før jeg kom ordentlig did, der laae ligesom en Ahnelse i min Siæl; thi det maatte jeg dog see ved et Blik over det Hele, at Slutningen var skrevet med flyvende Hast – ak ja, Dyrebare, saa Din Haand skialv af Glæde da Du følte den fordoblet ved at kunde meddele DitDit] rettet fra: Din ved overskriving andet Jeg den, saa skialv min Stemme, og Øynene bleve vaade, og kun min kiære utaalmodige Kistas «Meer, meer, Moer!» holdt mig i Gang til jeg ved Enden – og saa op til min Koren, og til Børnene – Lina fandt jeg 77ikke. Hun havde faaet Brev, hørte jeg, fra sin Maja – saa veed hun det, tænkte jeg, og satte mig herind igien, men kunde endnu ikke begynde paa de andre Breve. Da bragte Lina mig sit, som ogsaa var til Telja – «Er du nu glad da? min Lina!» spurgte jeg. «Ja, Gud skee Lov, Marie mi lever vel; men Thrina som gaaer endnu!» – Majas Brev var nemlig skrevet Mandag Morgen eller Søndag – nu hørte Lina hvad siden havde tildraget sig, og fik et ganske andet Ansigt og hoppede høyt med et «Gud skee Lov! Gud skee Lov!» og slog de smaae Hænder sammen og fra alle Læber, fra alle Hierter her toner det: «Gud skee Lov! Og uden nogen foregaaende Angst, ømme, kiærlige Moder, fik Du denne som forrige Gang Glædesbudskabet. Tak være min gode Realf, som intet Bud sendte Dig før alt var saa lykkeligt, saa snart – efter to Timers Forløb – forbi – Ak, var nu kun Føret anderledes, da føler jeg, at intet holdt mig fra at giøre en Flyvetour til Dig, min Thrina, see dig med Din Otilia Marie (saa har jeg alt døbt hende) ved Brystet. Din søde Peer i glad Forundring over dette Syn, alle de elskte elskende Væsner – min lille Maja iblandt dem – om Din Seng – velsigne Dig, falde i den lykkelige Bedstemoders Arme, leve et Par glade Dage iblandt Eder, og saa tilbage, et Par Dage hos min Ragna og hendes Ludvig, ligesaa hos min Lotta, og saa bragte jeg min gode Pavels mundtlig Svar paa hans kiærlige Brev, og saa – ak, det kan kun blive Drømme – men lad mig drømme saa behageligt, til det kan blive virkeligt, og det kan det dog vel blive endnu. Det er fast godt, det i disse Dage er ugiørligt, thi mit Løfte at komme til Nannestad Prstgrd den 9de Martj, har jeg maattet give med et Haandslag; og det er de gode Mennesker, forsikrer de, vigtigt at jeg holder det. Der skulde for lang Tiid siden 78været et Selskab – jeg veed ikke om i nogen vis Anledning og det er saa længe udsat og nu saa længe forud bestæmt, fordi de vil være visse paa, vi herfra skal komme did. At lille Maja endelig maatte være med, var en Betingelse, jeg ikke kunde indgaae –

Hvordan kan man saaledes i et og samme Øyeblik være siæleglad, og inderlig bedrøvet? Paa mit glædebankende Hierte faldt det tungt, da min Koren fortalte mig – selv havde jeg ingen Roe til at læse Aviserne – at en ung Mand, Secretair Hiort i Kbhn, var død. For hans Forældres, især hans agtværdige gamle Moders Skyld, giorde det mig saa bitterlig ondt. De havde Haab om at see ham som Sorenskriver i Heggen og Frøeland, min Korens forrige Skriverie, altsaa i den Egn, hvor han var fød, hvor de boer, deres egen Fødeegn – Faderen er Præst i Aschim. Bædre, mere forekommende og snilde end disse Præstefolk vare mod os da vi kom herop, kunde ingen være. Jeg kunde nesten sige de bar mig paa Hænderne, optænkte alt hvad de kunde troe vilde glæde mig – skulde jeg da ikke dele deres bittre Kummer, deres saa sørgelig tilintetgiorde Haab! Da min Førstefødte blev revet af mine Arme, var den gode Moer Hiort hos mig, forlod mig ikke den hele Nat, trøstede ikke, men græd kun for mig, over mig, thi selv kunde jeg ikke græde. Ak, den Gang troede jeg ikke Moderhiertet kunde saares dybere –

See, saaledes flyver Tankerne fra Glædens til Sorgens Boelig, og standser intet Sted, og alle glade og sørgelige Scener gaaer enkelte og blandt hinanden forbi min Siæl.

Jeg vil ikke sidde herinde længere i det kiære ensomme Kammer, men gaae ind til de muntre Ungerne mine, som sidder i fuld Prat med den snurrige Lieut: Riis. Min Kista har sadt en Stund og snakket med mig. Telja seer vemodig paa mig. Ogsaa om hendes Ungdomsdage erindres hun ved dette Dødsfald, og om mangt et Tab og uforvindeligt Savn.

79Søndag 28de Naa, endelig slap jeg af min Arest. Der sad jeg vel en stiv Klokketime, der syntes mig tre, leyret mellem Gamle Munthe og gamle Obrist Scheel, og begge mælede ey Ordet, uden naar jeg nu og da tvang demdem] rettet fra: det ved overskriving det af Munden, og mig er det umueligt at sidde imellem stumme Mennesker. Det var da Caffen var taget bort, og med den forsvandt Kista og Ungerne, Skriveren var paa sit Kammer (hvor Lehnsmand Riis nok ikke underholdt ham behageligere) og Jess – er i Hurdalen. Nu er mit Selskab borte, men der er kommet et Par Leyelser igien op til Skriveren, som vi maaskee siden faaer drages med herinde ogsaa. Jeg har lovet Kista og Lina at komme ind til dem og lægge Cabal, og saa vil jeg blot fortælle, at Breve og Pakker til Fader Pavels ligger her paa mit Bord endnu, da Manden – hvad jeg vil see før jeg troer det – skal reyse i Morgen. Imidlertiid har Breve og Pakker taget til ved samme Leylighed. Til min Maja C gik Brevet af i Gaar, og et Par Embedsbreve, det er, Husholdningen vedkommende – som hindrede mig fra at faae et Par andre, der laae mig nærmere om Hiertet – det ene til min Egersøn – færdigt. I Dag er det stakkels lille Kajas Ikkegeburtsdag. Men jeg har ligevel bedt min Kista giøre lidt Geburtsdag med Pandekager eller sligt

Vi har ventet Hertels i alle disse Dage, men nu lakker det stærkt ad Qvællen, og med Dagen tager Haabet meer og meer af. Dog veed vi, Gud skee Lov, at de ere friske. Maaskee er de reyst til Byen som var bestemt Onsdag, men da gik ind igien for Føret Skyld. – O hvor længes, hvor ønsker jeg at kunde flyve for, var det kun et Øyeblik, at være paa Strømsøe!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.