Dagbok 1813

av Christiane Koren

[Januar]

Nytaarsdag.

1«Fred være med dette Hus!» med disse Ord treen lille Fader Mørk nu nyelig ind ad Dørren. «Fred være med alle min Siæls Elskede!» med dette Ønske aabnede jeg mine Øyne, begynder jeg min Dagbog – Ja, Siæls Fred og Legems Sundhed, hvad bædre kan gives os herneden? og det, mine Dyrebare fiærn og nær, give Gud Eder, give han os Alle, i Jesu Navn! Amen.

Ak, at Aaret maae gaae anderledes frem, dette nye, end det i Dag begynder og i Gaar det gamle endtes for min Kista. Hun blev pludselig syg, har været det hele Natten, og er det endnu. Det gik med Guds Hielp snart over, kunde hun faae lidt Roe; men den er det vanskelig at faae i Dag her i Huset, da her er fuldt og bliver endnu fuldere overalt. Marie og Zarine pynter nu Bruden; al Ungdommen skal være med i Kirken.

Min Lotta sidder her og læser. Men alt er saa underlig trist, synes jeg, og det er det altiid, naar nogen man holder af fattes noget. Overalt er det mig ikke gemytligt, at her i Dag skal være Selskab, da jeg giærne begynder Aaret i Stilhed; men det kunde nu denne Gang ikke blive anderledes, og var kun min Kista frisk, vilde jeg nok være glad, især bragte Posten – som endnu ikke er kommet – mig noget Glædeligt.

Og saa give Gud alle Mennesker et taaleligt Aar, et bædre for vort stakkels Norge end det foregaaende – ak, og for det hele lidende Europa – for alle Jordens Slægter, hvad gavnligst er! – Men giver Alstyreren ikke stedse det? – ogsaa vil vi indbefatte alle vore Ønsker i dette ene. –

Alle mine Svagheder skal I vide, altsaa ogsaa den, at 13 er en af mine Contraparter mellem Tal. Maaskee udsones jeg i dette dets 2Regieringsaar med det. Gud give det!

Løverdag 2den Hvilken morsom Dag det kunde været i Gaar, hadde min Kista ikke været saa grumme syg, og var den leye Post ikke udeblevet. Endnu har vi ikke faaet den, og det mindes jeg ikke før har været Tilfældet, uden i de sørgelige Tider, da vi ventede Kbhns Posten hele Maaneder forgiæves – men saa kom dog de indenrigs, og jeg fik mine Majabreve rigtigt, skiøndt ikke saadan som nu, et hver Uge. Driviis i Sundet formoder man har hindret Overfarten. Vort Postbud er atter afsted med et Brev til Dig, min Maja, som blot siger Dig – at jeg intet har faaet.

Naar jeg kunde glæmt, min gode troe Kista leed og leed dobbelt, fordi hun ikke kunde være paa færde denne lidt travle Dag, og som hun saa længe havde glædet sig til, skulde jeg ret været glad i Gaar, fordi alt var saa morsomt, den kiære Ungdom saa fornøyet, og alle vore Folk med og iblandt dem havde det saa godt som vi Alle. Ak, hvor sielden falder en saadan Dag i disse stakkels Menneskers Lod, som Aar ud og Aar ind maae trælle for vore Beqvæmmeligheder, vore Fornøyelser. Gud give, jeg ofte kunde forskaffe dem saadanne Dage. – Brudeparret var saa tækkeligt, og Bruden, som lille Zarine havde pyntet, tog sig ualmindelig godt ud i den hende usædvanlige Stads. Hun er ret vakker og net i sig selv. Aslak var som en Dukkemand. Al Ungdommen fulgte dem til Kirken og ofrede med dem. Det var dem ikke liden Hæder, kan I tænke. De spiste i deres eget Lag, da de maatte have deres sædvanlige Retter, og sidder saa længe tilbords. Men saa drak de Caffe med os i Storstuen, og dandsede lustigt alt til Kl 5 i Morges. Skriveren holdt ud til sidste Mand, var igien oppe Kl 8, og er nu paa en Forretning. Gud skee Lov, Kista blev bædre mod Aftenen, fik sove godt nogle Timer, og er i Dag, skiøndt bleeg og mat, paa Benene, og sysler som om hun ikke havde fattedes nogen Ting.

3Men min Lotta er ikke brav. Hun sidder imidlertiid her hos mig, og læser i Valiero, og siger ofte hos sig selv: «Stakkel!» og tørrer sine fromme Øyne. Naar vi har spiist, tager de fleste Fremmede bort – Hertels Ungdom – han selv var syg og kom ikke – Jomfr: Reich, Jomfr: Chrystie, Frøken og Lieut: Ingier, og den raske Capit: Messel. Saa skal vi, trøster jeg Lotta, have os en Middagssøvn, derpaa en god Kop Caffe, saa en Rabus, og saa tidlig til Sengs.

Søndag 3die Som sagt saa skedt. Ungdommen stormede afsted, kun Ragna Chrystie og Grethe Reich bleve igien. Jeg havde lagt mig her paa Sophaen, og var faldt i Søvn, saa kom de og sagde, lille Mørk var inde, og vor gode Hertel. Han var blevet rask igien, Gud skee Lov, og egentlig er det kun med og for sin nesten stedse lidende Kone han lider – kun, siger jeg – ak, som om man kunde lide bittrere end med og for dem der ere et med vort Hierte! – Fader Mørk kom for at takke Messel og Jess, der ogsaa havde ofret ham, og vel ham mere, end Sogneherren. Men han traf ingen af dem. Jess fulgte sin Ven Messel, og er endnu ikke kommet tilbage. – Ak, og nu kom det tredie Bud tilbage fra Ullensger, og ingen Post, ingen Torsdagspost var endnu kommet. Det kan umuelig være Isen, der saa længe hindrer. Jeg begynder nu at frygte, der maae være andre, sørgeligere Hindringer for Postens Hidkomst fra Kbhn. Mit Hierte er ret inderlig beklæmt, inden jeg veed Sammenhængen. «Stakkels Frue Marieboe!» sukkede nu Lotta. Ja, stakkels min elskede Ragna, for hvem hver Postdag er en Festdag, og som nu maaskee seer sin bedste Festdag, sin Ludvigs Hiemkomst, hindret, Gud veed for hvor lang Tiid. O Gud, skulde dette Aar begynde saa sørgeligt! Men ney, lad os ikke giøre os de mørkeste Forestillinger. I dag skal atter Posten komme fra Christ: og saa maae vi da faae Oplysning – Ja, give Gud, alt da maae lysne!

4Mandag 4de Det er blevet mørkere, end det var. Heller ingen Søndagspost er kommet. Min kiære Lotta er borte, med hende det med Aaret sluttede Dagboghefte, ledsaget af et Par Linier til min Maja C, fuldt af Klager, og et Brev til Søn Bergh – Just som Lotta var reysefærdig, kom Pastor Bierk, hans Datter og Jomfr: Jensen. Jeg blev ikke glad som ellers i disse snilde Menneskers Komme – min Kista er ikke saa brav i Dag – Telja laae hele Gaarsdagen (og Hovindjomfruerne skal være syge til Gavns naar de gaaer til Sengs) og lille Zarine var ogsaa i Gaar og er i Dag ussel af en slem Tandbyld. Men Præstens skulde til Næss, og spiste blot Frokost her. De ere alt tagne bort. Ungdommen ruster sig til, som de haaber, en Balltour. Vi bleve i Aftes alle budne til Major Ingiers til Eftermiddagen. Jeg undskyldte mig. Min Koren er paa Forretning, men tager nok fra denne did. Jeg ynker min gode Zarine, som neppe bør vove sig ud, skiøndt hun giærne selv vilde, og de Andre endnu hellere. Maaskee kunde det ikke skade hende, men jeg tør intet Raad give. – Gud skee Lov, min kiære Lotta har deyligt Veyr, og jeg troer vist, godt Føre. Har jeg sagt Eder, vi fik dygtig Snee Nytaarsaften? Der var en Glæde herover paa Alle, især paa vor gamle Christopher, som sukkede saa over, at Træerne vare bare Nytaarsqvællen. Nu bleve de deyligt puddrede, og Juleaften stode de fulde af Riim, og det skal være Forbetydning om et godt Aar – ak, det give os Gud! Pastor Bierk trøstede mig med, at det just var et godt Teyn, der heller ikke i Dag kom nogen Post, da man deraf tydelig saae, den hvert Øyeblik ventedes fra Kbhn, og at altsaa blot Isen i Sundet hindrede dens Overfart, og ingen Slags Ufred. Jeg spurgte Moer Bulls Karl, om han havde hørt noget Laate om Ufred? Men det havde han ikke; tværtimod 5havde han hørt, Præsten Pavels Nytaarsdag havde holdt en Præken, som var den grummeste, nogen kunde høre, og hvori han havde takket Gud saa vakkert for vi havde Fred med Sverrige – Seer I, Elskede, alt det har ordentlig sadt Mod i mig. Var nu kun alle mine Syge friske, saa vilde jeg give mig til Taals – Giid Du kunde blevet hos mig i Dag over, Lotta mi: saa skulde vi havt det saa roeligt og godt. Men da Du hørte, Presidenten var hiemme, saa var der ingen Holden at tænke paa; og saa siger han dog, naar han hører det: «Aa ja, hun leger den ømme Kone!» –

Tirsdag 5te Hvor det var sørgeligt stille i Aftes, og er det i Dag! Zarine maatte blive hiemme, det gode Barn, var et Øyeblik nede, men kunde ikke engang holde ud at sidde oppe. Kista var lige ussel. Jeg fik dem til at gaae op, ogsaa min ikke raske Telja, kun lille Marthe Stuepige sad hos mig til Kl over 11, saa fornam jeg nok, der ingen Skriver kom, og gik til Sengs. Jeg sov uroeligt, og er ikke brav i Dag; men giid min Kiære, nu saa længe lidende Kista saa sandt blev snart frisk, som nok jeg bliver det. Ak, hun er reent ussel i Dag, og ligger endnu, og giid hun vilde blive i Roe, var det kun een Dag, saa troer jeg det Onde med Guds Hielp atter vilde ophøre. Min Zarine har sovet godt, og er meget bædre. – Det er vel den rasende Søndenvind der huserer i mit Legeme som nu med det stakkels Smule Føre, der med hvert Øyeblik tager af. Giid min Koren og Børnene kom snart. Jeg er saa ley tilmode. Dog glædede jeg mig, da det tudede saa i Luften i Nat, over at jeg havde paalagt dem at blive paa Maastad, og i det mindste hvile et Par Timer. De kiører paa to Langslæder, og kan ikke sidde saa varmt der som i hver sin Slæde. Det ængster mig ogsaa. Og hvad ængster ikke, naar man er saadan stemt?

6Onsdag 6te Min Koren kom i Gaar nogle Timer før de Øvrige. Han var ikke ret frisk, og min Kista – o Gud, hvilken haard Dag havde hun. Walbohm kom, hun fik Brækmiddel, og det virkede godt; men mat og ussel var hun før, og blev det nu mere. Hun phantaserede, og Sara og Wilhelm var hvert andet Ord. Hvor ængsteligt det var mig, er det unødigt at sige Eder. Men mod Aftenen blev hun bædre, og da Børnene kom hiem, kunde hun snakke og spøge med dem, og spiste ogsaa lidt. Koren loe af min Frygt for ham, de Unge vare alle muntre, og havde fornøyet sig herligt i den hyggelige Familie – denne og de herfra udgiorde nesten hele Selskabet, men det var endda talrigt – og da i Dag min kiære Skriver blot blev liggende fordi jeg bad ham, og Kista mi var ret over al Forventning færm, Zarine ogsaa taalelig, saa var ret alt mit Mod kommet tilbage, og jeg skrev til min Lotta, til Sally og Ragna, og havde begyndt et Brev til Ven Pavels, da her kom en Expresse fra Hertel. «Hu, sagde jeg da Marthe bragte mig Brevet – «det er forseglet med sort Oblat» – Ak, dets Indhold var mørkt nok. Hans Kone er saa overmaade slet. Han har sendt Bud efter Thulstrup, og beder mig saa inderlig komme did. Jeg torde ey ud i Aften (det var allerede seent) og fik jeg en alt for uroelig Nat, frygter jeg for at blive virkelig syg, da jeg ikke er ganske brav. Men i Morgen saa tidlig mueligt tager jeg derhen. Jeg veed, min Nærværelse vil trøste ham, den Dybtnedbøyede. Dog haaber jeg til Gud, at ogsaa dette Anfald skal gaae over, og maaskee have gode Følger, da ved denne Leylighed Thulstrup kommer did – Gud lade ham saa sandt komme snart! Først i Morgen kan 7de vente ham, og hver Time er lang for den Lidende, endnu mere for den paa Siæl end Legeme Lidende. – Jeg vilde saa giærne, min svage Kista intet skulde vidst herom, og havde alt overlagt med Telja, jeg vilde foregive Reysen gik til Plogstad. Men hun havde seet der var Bud og Brev fra Rotnæs, og nu kunde Sandheden ikke dølges hende, da hun ellers kunde giort sig end sørgeligere Forestillinger herom. Jeg er jo desuden vant til, aldrig at dølge hende noget. Saa meget jeg kunde, har jeg stræbt at beroelige hende, og mig selv og os Alle. Ja, jeg haaber det Bedste. Men tung bliver denne Reyse mig. Jeg havde tænkt mig i Morgen til min gode Rikke, fra hvem jeg ikke har hørt eller seet noget saa længe, som om ogsaa Posten var standset mellem os –

Min Koren er oppe, men dog paa sit Kammer, og bleg, men bliid og munter, og forsikrer han, han ikke har det mindste Ondt. Ak, men jeg lægger nu med et beklæmt Hierte disse Blade bort, vel for flere Dage. Give Gud, jeg maatte tage dem frem med et lettere! – Jess styrede nu Grethe Reich, som fulgte med os fra Næss – ney, hun kom efter, det er sandt – tilbage, og tager fra Wormnæs til Hertel, for at blive over der i Nat. Det vil ogsaa være den arme lidende Mand en lille Trøst at have denne hans kiære unge Ven om sig.

Og nu maae jeg tage bort uden at faae høre noget fra Eder, I alle mine Dyrebare, som kunde styrket mig til den tunge Reyse. Jeg har bedt mine Kiære her, om der kom Breve til mig, at sende mig dem. O at I alle vare lykkelige og glade, I Fraværende! At jeg kunde begynde paa neste Side med Tak til Gud, som jeg slutter denne med et dybt Hiertesuk: Gud trøste og styrke alle Bedrøvede, fiærn og nær!

8Søndag 10de Ja, jeg begynder gladere, end jeg sluttede, jeg begynder – ved Siden af min elskelige Ragna og Sally, som begge sidde her i Sophaen, læsende og beseende Billeder som andre smaae Børn, dem man vil have til at tie mens man har noget Uopsætteligt at forrette. Dog være det sagt til Barnas Roes, at jeg selv meget oftere end de bryder Tausheden. Men der er jo saa meget at prate med de Kiære om – og ogsaa her har jeg saa meget at prate om, at jeg nok, for ikke at komme i Ugreye, maae gaae den lange, og dog saa korte Vey tilbage til Onsdagaften. Den Styrkelse jeg bad Gud om til den tunge Reyse, fik jeg. Torsdagsposten, den forrige nemlig, kom seent Onsdagaften, et Brev fra min Maja af 28de f: A: sagde mig, alt stod vel til hos hende, at hendes og min Thrinasare endnu var paa Benene, men rask og frisk – og et fra min Ragna, at ogsaa der alt var vel, og at hun og Sally Løverdag havde tænkt sig til Hovind. Men det kiære lille Brev var – uden Dato, og jeg altsaa uvis, hvad Løverdag der var meent, men maatte formode, det var den kommende. Hun sendte mig tillige de seneste Breve fra sin Ludvig, og holdt jeg ey af ham før, vilde jeg det efter at have læst dem, da han saa indstændig beder sin Ragna tage til sin Moer Koren. – Torsdag Morgen var jeg oppe før det lysnede, men kom dog ikke afsted før Kl over 8 – Skriveren forsikrede, han var bædre, Kista at hun var fuldkommen rask, lille Maja ligesaa, og jeg satte mig i Slæden, efter at have taget Afskeed med den snilde Zarine og Hanna Bull, som skulde reyse herfra Løverdag – thi før Løverdag troede jeg ikke at komme tilbage, dog tidlig nok for at modtage de elskte Ventede. Ængsteligere og ængsteligere blev jeg, jo nærmere jeg kom Næss. Ogsaa paa min gode Rikke tænkte jeg med Veemod, da jeg vidste, hun daglig ventede mig, og den Dag havde jeg bestemt hende. Vi mødte en af Hertels Husmænd, som 9Aslak, men ikke jeg kiendte, og det foer som et Dolkestik igiennem mig da Aslak spurgte: «Veed du noget om, hvordan det staaer til med Mad: Hertel?» – I Dag har jeg intet hørt, lød Svaret, men i Aftes var hun rettelig kleen – Nu gik det – Føret var deyligt – end fortere, og snart vare vi der. Ingen saae vi. Endelig kom Moer Hertels Søster og en af Pigerne, og neppe vovede jeg at spørge eller staae af Slæden. Men nu hørte jeg: «Hun er meget bædre» – og blev saa glad, som om hun havde været rigtig frisk. Hertel kom ogsaa, og paa hans Ansigt læste jeg Bekræftelsen paa hvad jeg havde hørt. Jeg fik ikke Lov at gaae til den kiære Syge før jeg havde spist Kex med friskt Smør paa, og drukket et Glas Viin. Alt ordnede og ordnede hentede han selv, den mageløse, for alt opmærksomme Mand. Jess var ikke kommet. Strax efter mig kom han. Det havde været umueligt Aftenen før at blive sadt over Sundet, da det var en gyselig Storm, og Modvind. Min fromme lidende Kaja fandt jeg da rigtig nok bædre end jeg torde vente. Haabet om Thulstrups Komme, og min, oplivede hende. Hele Dagen sad jeg hos hende, og hele Aftenen, og hun var ret munter, og forsikrede mig, naar jeg yttrede Frygt for hun ikke taalte at tale saa meget, at det just opmuntrede hende. Hertel gik fra og til for at see os tilgode. Nesten al hans Ungdom maatte til et Ball hos hans Svoger, Øiset. Kl henimod 10 forlod jeg den gode Kaja, og hun glædede sig til at hun var saa brav at hun torde staae op for at faae sin Seng red, og at komme til Hvile. Jeg gik ned i mit Kammer, hvor jeg endnu spøgte med Hertel, som havde sadt to hele Lys ind, og sagde, at jeg nu vidste hvordan han vilde have det naar han kom til Hovind. Nesten var jeg sengefærdig, da hørte jeg, Moer Hertel var blevet saa ussel igien efter at have været oppe af sin Seng (skiøndt kun flyttet hen i en anden) og ilte til hende. Ak, hun lider frygteligt. I to 10Timer afløste den ene Besvimelse den anden, og i Mellemrummene vare dog hendes Øyne lukte, hendes Bryst fløy, hun bevægede Læberne, men kunde ingen Lyd frembringe, men hævede saa meget hun kunde den matte Haand for at klappe den stumme ængstelige Mands Kinder, og med den anden Haand, som hvilede i min, forsøgte hun at trykke min Haand, men havde ingen Kraft, undtagen naar den frygtelige Krampe gav hende den. I disse sørgelige Øyeblik bragte man mig en Sæddel fra Jess – han maatte hiem om Eftermidd: da han Fredag havde Forretninger – jeg blev endnu mere ængstelig end jeg var – paa denne Tiid – Kl var 11 – et Bud fra Hiemmet. Hertel læste den, jeg kunde ikke. Han meldte blot i et Par Ord, at Frue Marieboe og Jomfr: Bøyesen var kommet, og man ønskede min Hiemkomst Dagen efter. Ak, ikke kunde jeg tænkt mig, at disse Kiære, saa længe Ventedes Komme kunde foruroeliget mig, og dog var det nu Tilfældet – forlade de Lidende i denne Forfatning, kunde jeg ikke, og lade de Elskte her hiemme vente mig forgiæves kunde jeg heller ikke. Men Gud jævnede det for mig, som han naadig og god har jævnet saa mang en Tornestie for mig. Kl henimod 1 gik Anfaldene over, og hun kunde, skiøndt svagt og med Anstrængelse, tale nogle forstaaelige Ord. De første var, at hun nu var meget bædre, og de neste – hvad jeg før troede at see paa hendes Læber, at jeg maatte lægge mig, da jeg ellers kunde blive syg. Jeg giorde det da for at føye hende og fordi ogsaa Hertel bad mig og jeg følte de havde Ret. Med Bøn til Gud for det fromme taaliglidende Væsen og alle mine Elskede, sov jeg ind, og blev glædet, da jeg aabnede Øynene, med den Efterretning, at hun havde slumret – thi sove kan det ey kaldes – lidt, og var vel yderlig mat, men dog uden Smerte. Saa fandt jeg hende ogsaa, og kunde nogenlunde roelig forlade de Gode, og vovede nu først at glæde mig til Ragnas og Saras Besøg. Hertel pakkede mig hele Slæden fuld af Alskens Gotter, Kex og Kringler og saa gar Sukkerbrød, og let gleed det paa den om Natten faldne Snee tilbage, skiøndt det var ubehageligt Sludveyr.

11Forgiæves var vor Venten efter Thulstrup. Først Fredag Morgen kom Budet med et Brev fra ham, og Medicin. Han var selv upasselig, og havde Patienter, han ikke kunde forlade. Først i neste Uge vilde han komme, blev det ham mueligt. Gud give hver den, som skal vente paa Lægen, Haab og Taalmodighed! – Jeg har følt den Siæleangst, Saras sidste Levedag.

Mandag 11te Nu Fortsættelsen. Da jeg kom til Giæstegruben hvor Jess har sit Møllebrug, stod Mølleren der, og fortalte, Skriveren var nyelig taget hiem fra Giestad, at han var saa grumme bleeg, at han, Mølleren, havde været her om Morgenen, og hørt Jomfr: Marie var grumt skrald ta sey I kan tænke, om det forstyrrede mine glade Drømme om de her hiemme ventede Glæder. Men ved Slæden mødte mig min gamle Ane Stuepige nok saa bliid, og jeg hørte, de vare alle friske her, og sad tilbords. Jeg gik ind i Pigekammeret for at tage mit vaade Reysetøy af, og nu omringede alle de Elskede mig i Kiøkkenet, og foruden de jeg vidste var her, fandt jeg den snilde Fetter Randulf, som Gud selv havde sendt, som I siden skal høre, ret i den beleylige Tiid, skiøndt ingen Ven nogensinde kan komme ubeleyligt. Min lille Maja var frisk og munter, men Skriveren rigtig nok bleeg. Ragna mi var saa færm som jeg nogentiid har seet hende, og Sally ligesaa. Vi havde en glad Aften, og Gud skee Lov, vi har nu lutter glade Dage og Aftner. Thi vel var i Løverdags min Koren ikke brav, og skulde været ude paa en Forretning, men da aftog den gode Fetter Randulf dette og reyste for ham, og atter i Dag tog, tilligemed Jess, for ham til Eidsvold, saa min velsignede Skriver ret kan faae udhvilet; thi skiøndt han, Gud være Lovet, nu er meget brav, giør det ham dog godt. Tre af Pigerne laae samme Dag som Skriveren, men er efter, som han at have faaet Brækmidddel 12bleve de bædre, og ere nu paa Benene. Dog er min lille Marthe Stuepige ikke paa Benene men i Sengen nu, og har maattet finde sig i at bruge Cur, efter hvilken jeg haaber, hun skal blive rask som de Andre.

Hvor vi har det deyligt, roeligt og stille! For det meste findes vi samlede her i det lille Kammer, jeg skrivende, Ragna og Sally læsende – som i dette Øyeblik. Skriveren og Barna seer ind til os imellem, og min Kista kommer saa med et, saa med et andet, hun troer at giøre os tilgode med – ligesom naar Du sidder her hos mig, min Lotta, og Du, min Maja, hos hvem jeg med Guds Hielp i Dag 8 Dage sidder saadan i Dit Kammer, for første Gang, og for mange Dage. Og her Tak for Dit kiære lille Brev, som modtog mig da jeg kom fra Næss, for at giøre mig den glade Aften tilgavns glædelig. Dog, Du lider i Dine Øyne; men snart – snart skal jeg kysse dem Gode. Thi Torsdag følger jeg de Elskede til Økeren, seer Tøyen og dets Kiære, men kun som snareste, thi derfra iler jeg – til Dig.

Her var ingen i Gaar undtagen Fatter Munthe og mod Aftenen Mad: Giørup. Dagen gik som hver Dag gaaer, og i Aftes holdt den hele kiære Ungdom dygtig Larm, da de spillede, jeg veed ikke hvor mange Slags honette Spil, f. E: Sludder-Mads (som ellers har et endnu reputerligere Navn) Snipsnapsnurre etc – Jeg lagde ved et andet Bord min Kabal meget gravetetisk, og slog blot til Lyd naar de bleve mig alt for lustige. Saa gaaer Timerne som Øyeblik, Dagerne som Timer. Og endnu gladere er i Dag min Ragna og vi Alle med hende. I Aftes fik hun Brev fra Moer Huwald, at søde Ida var frisk og rask, og i Dag atter fra Bedstemoder samme Efterretning, og Brev fra sin Ludvig, Glædens Budskab – Al Isen er borte, Søen aaben, Norge – haaber han og vi med ham til Gud – frælst. Allerede ere en Deel Kornskibe ariverede, og nu tør vi daglig vente flere. Takket være Du Algode! takket og priset, fordi du ikke satte vort Haab, vor Tilliid paa haardere Prøver! –

13Jeg forkyndte hele Huset den glade Tidende. Kista, som nyelig havde veyet og modtaget en heel Hob Smør, vi kiøbte, slog paa Smørbutten hun stod ved og sagde: «Naa Gud skee Lov! Smør har vi, og Ost og Kiød, aa naar vi nu faaer Korn au» – Her kiender I vist alle den husholdriske Kista vor igien. Telja frygtede, Engelskmanden skulde tage det; men jeg beroeligede hende. Ak, men saa som vi vare i denne glade Stemning kom Brev fra den kiære lidende Hertel. Hans Kaja er endnu lige slet, skiøndt i Dag efter et Par Timers Søvn lidt styrket. O kom dog Thulstrup og med ham Hielp og Trøst! Ja, det haaber jeg, han bringer, og haaber ogsaa vist, han i disse Dage kommer. Min gode Kaja siger, at Moer Korens Nærværelse vilde gavne hende mere endnu end alle Lægemidler. Gud give jeg var hende nærmere, den fromme Lidende, og kunde som jeg ønskede bidrage til hendes Helbredelse. Det adspreder og opmuntrer hende naturligviis at have nogen om sig, hun holder af, og som kan tale med hende, og begge Dele er Tilfældet med Eders Moer K:

Der har vi Fremmede. Jomfr. Bierk og Jensen. Dog, det bliver kun en kort Visit paa deres Hiemtour fra Næss.

Onsdag 13de De spiste og blev her til det mørknede. – Jeg maatte see min Rikke før jeg nu atter i saa lang Tiid skal forlade Hiemmet, og hun havde bedt os Alle komme did; men Resultatet blev, at jeg reyste allene i Gaar Morges. Min Ragna sov endnuendnu] rettet fra: ‹…› ved overskriving, da jeg tog bort, men Sally er en aarle Mand, og hende og de andre lovede jeg, at være hiemme igien i Mørkningen. Kista lagde mig det især paa Samvittigheden, og raabte det erfter mig, da jeg kiørte bort. – Nu har vi – giid det maae vedvare! – det deyligste Føre mueligt, og ingen Time vare vi underveys, Aslak, Gulen og jeg. Min kiære, ak saa jævnligt lidende Rikke, fandt jeg vel oppe, men slet ikke brav. Dog blev hun bædre, da vi havde talt sammen en Stund – Ak, men den Stund og de følgende gik kun alt for snart, 14og just imod den Tiid, jeg skulde bort, var min Rikkes Onde, imod hendes egen Forventning, nesten ganske forbi. Men hun bad mig ikke blive, den Gode, fordi hun vidste jeg ventedes og ilede hiem. Kl 4 tog jeg bort. Fogden var i Forretninger. De søde Smaae vare raske, og min Pose ikke aldeles tom for Willa. Hiemad var Gulen efter Sædvane endnu friskere, og vi vare over Mosen og Fiældet før jeg vidste det. Med et lød en sød Stemme: «God Aften, Moer Koren!» Jeg troede, det var en af Biergets Nympher, der hilsede mig saa blidt; men Aslak bragte mig til Vished: «Det er Frue Marieboe og lille Presidenten» – og det var saa. Hun vilde møde sin Moer Koren. Indfaldet kom egentlig fra Sally – og saa styrede Gryner hende, og Skriveren – som jeg, mellem os sagt, troer giærne selv havde trakt Fruens Slæde – var naturligviis strax rede med sin Yndling, den lille President. Da vi vare komne op ad Giæstegruben, saae vi atter i Halvmørket noget langt borte, der saae saa gilt ud. «Mon der kommer flere og møder os?» – sagde jeg. «Det giør der nok» – sagde Aslak, og kiendte med sit skarpe Blik Skriveren og vor Sally, som kom os spadserende imøde. Theen smagte godt oven paa vor Tour, og den var neppe borte og jeg havde begyndt min Forelæsning – (denne Gang min Adams morsomme Eventyr, Sigrid. Aftenen før fik de hans usigelig skiønne Aly og Guldhyndy) saa kom Fetter Randulf og min Jess fra Næss. Gud skee Lov, den gode Moer Hertel var lidt i Bædring, og sad nogle Øyeblik oppe. Endnu havde Thulstrup ikke været der. Gud forlade ham det! –

Og veed I, hvor Ragna og Sara nu er? – Paa Vilhelmsminde. Jess styrer Fruen, og Jomfruen gik med begge Fettrene, Skriveren og Auditeuren. Ragna vilde see mit Yndlingssted. Ak, kunde jeg til Sommeren der glæde mig med hende, som jeg har glædet mig der med Eder Alle, I Elskede, og skal glæde mig der endnu mangen Gang, og, i hvilken Triumph! – føre de dyrebare længe savnede 15Børn, som aldrig saae det før, min Treschow, Katty og Malla, did til Someren – O Gud, lad mig fortiæne al den Glæde, du gav mig

Det lille utaalmodigglade Barn, Ragna, var saa tidlig oppe i Morges. Tanken om, med hendes Folk hiemme fra i Dag at faae Brev fra sin Mand, Brev fra sin Moer med Underretning om søde Ida, lod hende ingen Roe at sove. Men vor forstandige Kista bad hende lægge sig lidt igien, og det giorde hun, og er nu, Gud skee Lov, saa rask og har været det hele Tiden, baade hun og Sally mi, at – ak, nu de nesten 8 Dage har været os som 8 Timer. Jeg maae nu tænke paa Indpakningen. I Morgen er den deylige Uge forbi; men saa – hvor mange nye Glæder iler jeg ey imøde!

Fredag 15de Økeren Da jeg havde pakket alting ind, lod jeg disse Blade blive liggende, i Formodning om, jeg i Gaar skulde faae sagt Eder et Par Ord før jeg tog fra Hiemmet. Men der blev intet af, og først nu herfra hilser jeg Eder, Elskede, igien. Jeg tvivlede nesten om, der skulde blevet noget af, da mine Øyne slog sig lidt leye i Morges; men nu ere de Gud skee Lov bædre, dog tør jeg ikke bruge dem alt for meget, og vil blot i Korthed sige Eder, at Onsdagaften gik saare fornøyeligt. Min Ragna fik de ønskeligste Efterretninger baade fra sin Ludvig og Ida, og var baade hun og Sally ret til Overgivenhed muntre, hvortil Fetter Randulf den Lustige ey bidrog lidet. Jeg maatte ordentlig holde Styr paa de forstyrrede Ungerne mine. Men Sara siger, Ragna kan giøre hvad hun vil, saa faaer hun Medhold, dog lægger hun til, mer‹…› af Skriveren og de andre i Huset end af mig; og det vil I, som veed hvilken upartisk Moder jeg er, ogsaa vist troe. Gud skee Lov, at min Ragna fandt sig saa fornøyet paa Hovind, saa tør jeg love mig 16hun oftere vil glæde mig med sin hulde Nærværelse, mig og os Alle. At Skriveren er en Smule, og vel ikke saa lidt endda forliebt i sin nye Datter, nægter han ikke, og derover undres jeg ikke – tænk, naar selv gamle Munthes Hierte ikke gik skudfrie – ey at tale om Melin, som er færdig at miste sin Lævning af Vid og Forstand, og forsikrer at han aldrig har seet saa fiint et Fruentimmer, og som var saadan pyntet som Frue Marieboe – Da vi havde spist en deylig Ret Torsk, Ragna havde bedt Moer Huwald sende os, gik det løs paa Piqvet, hvortil disse Børn er reent forfalden, og Rabus med Kista og mig. Vi gik ordentlig tilsengs, og Kl lidt over 10 forlode vi det velsignede Hovind, hvor de Kiære ikke bleve glade tilbage, da vi droge fra dem, og Moer Koren ikke lovede sig tilbage før i det tidligste om tre Uger. Randulf var med os. Da jeg kom til Liøgodt mærkede jeg, jeg havde glæmt min Tippert, og Aslak kiørte flux tilbage i Randulfs Slæde, og den snilde Fetter styrede mig lige til Moe, hvorved vi da fik snakke mere sammen, end i de faa Dage han var hos os. Veyret var mildt, Føret overmaade godt, og vi glede frem i en Fart. Paa Groerud spiste vi lidt, og vare her Kl: halvfem, længe før vi vare ventede. Mama Huwald tog hiertensglad imod os, og strax stod den dampende Caffe paa Bordet. Jomfr: Zilche var her og ifærd med at sye en Dukke til søde Ida (der i Begyndelsen var lidt fremmed for Moer sin, men snart ikke mere vilde fra hende) og med den hialp vi Alle, saa hun nesten kom i fuld Puds inden vi gik til Sengs. I Dag har Moer Ragna fuldendt hendes Pynt til Idas usigelige Glæde.

Nu er her blevet saa nydeligt overalt, og vi vare ere igien ret hiemme i den muntre gule Stue, som vi sidst jeg var her, vare saa godt som landflygtige fra.)

17Hverken min Ragna eller SaraSara] rettet fra: ‹…› ved overskriving har sovet godt i Nat, dog er Ragna nogenlunde, men den slemme Hovedpine har nødt stakkels Sally til Sengs. Jeg troer nesten, hun sover, og det give Gud, saa blev hun bædre. – Jeg er ret rask, og mine Øyne ere blevne bædre imens jeg skrev. Moer Huwald er dog den færmeste af os Alle, og sidder og steller med mine Kapper, og giør en Splinternye, Ragna endelig vil, jeg skal have.

Da jeg bliver i Morgen over paa Tøyen, bliver jeg her til Aften. Blev Randulf saa tidlig færdig med en Forretning i Schismoe, kommer han hid, og vi følges ad til Tøyen, hvis ikke, kommer han efter did.

Løverdag 16de Tøyen. Fetteren kom, men før han kom, lidt før vi giklidt før vi gik] rettet fra: lidt vi før gik ved nummerering over ordene tilbords, Commandeur Sølling, det gale Menneske, med hvem jeg kom ind i en lang Passiar om gamle Tider. Jeg har nemlig kiendt ham ret godt i min favre Ungdom, da han var med denden] rettet fra: de‹…› ved overskriving Ostindiefarer, min ældste Broder gik ‹…› fra, i engelsk Tiæneste, og hørte vi da, som de Fleste af Eder veed, aldrig mere fra ham siden. Denne min Broder Diderich, var en saare elskelig Yngling, og Alles Yndling, Ogsaa Søllings, med hvem han var jævnaldrende, og liig i Mod og Uforsagthed. Men hvad ellers altiid er Tilfældet med mig, naar Barndoms eller Ungdoms Scenerne pludselig bliver bragt mig i Minde, var det slet ikke her. Sølling talte meget om sin uforglæmmelige Ungdoms Ven, og denne Broder glæmmer jeg heller aldrig; men – sympathisere med dette forstyrrede Menneske, kunde jeg dog slet ikke; selv naar han prøvede paa at være alvorlig, saagar at philosophere over Tiid og Forgiængelighed, loe jeg, og vi Alle loe. Han var dog, hørte jeg, ikke saa ganske rigtig i det lustige Hiørne, som han pleyer. Da vi havde drukket 18Caffe, gik den fremmede Mand, som Ida et Par Gange sagde skulde ha Dadae – Sally kom ned og spiste, blev nede, og var bædre, men ikke ret brav. Det var nok Ragna ikke heller, skiøndt ingen af dem talte om det; men til nogen ret hovindsk Latter kunde det ikke komme. Min snilde Moer Huwald fik en Kappe saa peent istand til mig, Sally en anden, og Ragna vilde endelig jeg skulde have mig en nye, hvortil hun søgte Kniplinger etc op til mig, al min Protestering uagtet, at jeg var saa rig paa Kapper, som rigtig sandt er. Den faaer jeg i Dag – det forstaaer sig, Moer Huwald forfærdiger den, og neppe finder hun sin Mester i Pyntarbeyder, og ikke i selve min Elise Thorsteinson i Kunstarbeyder. I Velvillighed og Lyst til at giøre noget for Eders Moer Koren, kappes I Alle, Dyrebare!

Vi drak tidlig Thee, da jeg, i hvor deyligt jeg sad, ilede til mit kiære gamle Tøyen. Randulf og Aslak styrede mig, og vi fandt her, foruden Husets Beboere – hvortil jeg regner liden Agatha – en Totens Mand (Jørgens tilkommende Naboe) med Dotter si, min egen Stenersen, og dennes Fetter, en Lieutent Collin. De havde endnu ikke drukket Thee her, og Lottamoer sagde: «du maae drikke om igien, Gullet mit» – Det giorde jeg da, som et lydigt Barn. De to Par Fettre satte sig til en Lhombre, Lotta, Barna hendes og jeg til en – sædelig Triset, som jeg fast havde glæmt, men lærte snart op igien, saa jeg gik af med hele Gevinsten. I Aften har jeg lovet dem Revange. Alle Herrerne, Jørgen undtagen, ere i Byen. Hanna fulgte ogsaa ned med den lille Totens Pige. Jeg synes nesten det er Synd at være saa længe fra Lotta mi den korte Tiid, jeg er hos hende – dog, der er hun, med Smørrebrød, Madera og syltede Apricoser til mig – Ney, I skiæmmer mig rent bort.

19Nu har min Lotta sadt og pratet en god Stund med mig, men nu maatte hun ud i sin Husholdning, og jeg skal skrive et Par Ord til min Ragna efter noget af mit der efterliggende Løsøre og den nye Kappe, og maaskee et Par Ord til Hiemmet. Dog, det bliver maaskee ikke før med Aslak fra Auestad – O i Morgen ved denne Tiid – Kl er nu over 12 – er jeg det velsignede Hiem et godt Stykke nærmere, og Eder Alle, I Elskede der –

I Dag tager min Kista, Telja og Lina til Hertels. Veyret er ikke godt, det blæser og sneer; men give Gud, de maae finde den gode Moer Hertel nogenlunde, hvad siger da Veyret! – Ja, hvad vil det sige paa den længere Vey i Morgen til Dig, min Maja, blev det end værre, end det i Dag er! O, hvor snart er det glæmt. –

Fra Barn og Venner i Byen faaer jeg intet hørt forinden jeg forlader Tøyen. Men Presidenten havde nyelig været i Selskab med Fader Pavels, og da var han og alle hans vel.

Min Majas søde Kammer, 19de Tirsdag. Ja, takket være Gud! her sidder jeg da, i det rigtige Majakammer i hendes Sopha ved hendes Bord, og hilser Eder Alle, Elskede, i den klare kolde Vinterdag en varm Godmorgen, og ønsker min dyrebare Maja saa mange glade Øyeblik i sit lille Kammer, som jeg har havt i mit, uden nogen af de bittre, der dog ogsaa ikke har været uden sine Sødheder. Først vil jeg nu fortælle Eder, at Majakammeret, foruden dets herlige Udsigt, er i det Hele langt zirligere end Moerkorenkamret, og i mange Henseender beqvæmmere; men I vil troe mig naar jeg siger, jeg føler dette med Fornøyelse, og vilde føle det, om jeg end ikke havde et vist Slags Ret til at kalde ogsaa dette Kammer mit – Dernest vil jeg giøre Eder Regnskab for min Taushed her i Gaar. Aslak skulde i Dag fare tilbage, og med ham skrev jeg til Hovind, Tøyen og Økeren 20og knap nok tog jeg mig Tiid hertil; thi Barna vore de Kiære vare her, og lille søde Peer, som bemægtiger sig baade ens Øyne og Øren, og saa var her Visitter, og saa var min Maja og jeg i Visitter, og da vi kom derfra, var Faer Cappelen ariveret fra Værket, og saa skulde der snakkes og spilles Rabus etc – Og nu veed jeg ikke ret, om jeg skal blive saadan ved at gaae bag fra, eller nytte denne sidste Side til at fortælle om Hidreysen. Det sidste er vel bedst. Vi vare ene om Aftenen paa Tøyen, og spillede, efter vedtagen Skik, vor Triset. Jeg havde faaet fra hiin gode Stenersen en Bog at læse i paa Skifterne, et splinternyt Produkt fra dette Aar, Messenierne, Sørgespil af Jens Smith, dediceret Biskop Bech. Om dette en anden Gang. Jeg modstod ikke Fristelsen, men læste de to Acter paa Sengen, og stod desuagtet op uden Hovedpine, var rask og reysefærdig Kl 9, men først over 10 kom jeg afsted. Lottamoer skiænkede et heelt Desertglas fuldt af, som jeg troede, Viin, og drak det reent ud. Presidenten saae forundret paa mig. Det var ægte gl Rom, seer I. Jeg blev lidt rød for mig selv, men lod mig ikke mærke, da min Lotta saae vemodigt paa mig. Dog, da jeg strax kom ud i Luften, havde det ingen anden Virkning, end at jeg strax blev meget varm, saa kold og søvnig, og lagde jeg mig nesten ned i Slæden, heelt under Felden, og i halv Døs kom jeg til Ravnsborg. For at forjage den leye Frysen, bestilte jeg Caffe, og skiøndt den var tynd, varmede den dog. Paa Gillebek hvilede jeg neppe en halv Time, og var det som det ahnede mig, at jeg havde et kiært Møde i Vente. Neden for Paradisbakkerne kom to Slæder. Jeg saae ikke hvem det var, men jeg hørte det strax: det var min velsignede Maja selv, og Barna hendes og mine. Realf styrede Thrina si[.] Nu gik vel Veyen fortere; men der var saa uendelig meget at spørge om og jeg kiørte imellem de Kiære, og maatte dog tie for det meste. Vi toge ind til de Unge, hvor lille Peer som Vert modtog os. Ak, nu var jeg da ret hos dem, i de Elskedes Arme, ved deres Hierter. Men hvad der formørkede ogsaa disse lyse Øyeblik, i neste Hefte. – Da vi havde drukket Caffe og Thee og spist Goraae, toge Maja og jeg hid – Faer C var paa Værket – og da, først da, var jeg ved min Reyses Maal.

21Onsdag 20de Hvad der formørkede mig Giensamlingens første velsignede Øyeblik, ønsker I vist først at vide. Min Maja havde skrevet mig til i det Seneste jeg fik fra hende, at den unge Diderich Jørgensen, som I ofte har seet omtalt her som en Yngling af Aand, Hierte og Talenter, var død i London, hvor han forfor] rettet fra: paa ved overskriving Mineralogiens og andre Videnskabers Skyld havde opholdt sig en Tiid. Dette Dødsfald bedrøvede men forundrede mig ikke, da han var ‹ved› svag Helbred, og man kunde troe, Siælen vilde nedbryde ‹…› Legemet. Men nu hører jeg hans Dødsmaade som den ømme Maja ey nænte at tilmelde mig. Skiændig er han myrdet ved et Pistolskud og udplyndret midt paa Londons Gader. Hans Tøy var indpakket til Hiemreysen, og samme Dag havde han modtaget en stoer Pengesum, som de udlærte Gavtyve vel havde Nys om, og maaskee bevogtede hvert af hans Skridt. Han gik fra Comedien, hvor han blev tilbage efter sit Følge for at besee en nye Indretning. Hvordan den sørgelige Efterretning rystede mig, behøver jeg ikke at sige Eder, Elskede! Enhver af Eder kan sætte sig i mit Sted. Alle, som kiendte ham, elskede ham, men min brave Faer Cappelen, som havde Faders Hierte til denne sin Søstersøn, har især taget sig hans Død og Dødsmaade meget nær.

Nu den Visit vi havde, og den vi giorde. Da vi, min Maja og jeg, vare færdige at tage til Rørbyes for at hilse paa Frue Holsten og hendes Datter, kom den yngste Mad: Cappelen, Petronelle, hid, drak Thee og var her en Stund, og blev det tidsnok for os at giøre vort Besøg. Vi fandt alle hiemme, og jeg fandt i Moder og Datter hvad jeg efter min gode Berghs og siden min Maja C’s Skildring, ventede. Frue Holsten er meget lille og spæd, og uden egentlig at være lig sin Broder, Faye, seer man dog, hun er hans Søster

22Dybe Præg af lange Lidelser staaer umiskiendelige i hendes Ansigt, lyder selv i Tonen af hendes Stemme. Datteren Mathilde er en elskelig Pige, elskeligst naar hun hefter det ømme barnlige Blik paa Moderen, som alle Børnene tilbeder, efter Berghs Udtryk, ligesom de Bortgangne, de tidlig Bortgangne, tilbad hende. I Morgen bliver her et lidet Middagsselskab for Frue Holstens, eller rettere min Skyld, at jeg kan lære at kiende disse interessante Mennesker nøyere, og da mere om dem.

I Gaar Formiddag var Nella Borch her i et kort Besøg, og inden hun tog bort, kom vor Thrinasara spadserende noksaa kiækt ved sin Papas Side, og strax efter Realf styrende Gutten sin, som Bedstefaer endelig vilde have ud, hvor meget Moderen protesterede, da det var en stræng Kulde, som holder ved ogsaa i Dag. Vor Thrina og Realf blev her til Aftens, og vi havde det nok saa behageligt, og ligesaa haaber jeg vi faaer det i Aften, da vi skal ned til Barna vore, hvor Provsten Munk og Kone kommer. Mueligt kommer ogsaa min Ragna og Sally hid i Dag. De ønskede at see en Comedie her, og den bliver i Morgenaften, som Maja og jeg i Gaar lod dem vide med Aslak. Kan kun de kiære Børn blive reysefærdige i saadan Hast. Den skulde først ikke været før Mandag, men saa blev det omgiort.

Med det i Gaar færdige Dagboghefte, som Maja og Thrina expiderede i Gaaraftes, og nu gaaer til min kiære Egersøn, skal jeg skrive et Par Linier, og saa naar vi har spiist, hvile mig lidt, thi jeg er ikke ret brav i Dag, og vilde dog saa giærne blive og være det –

Messenierne har jeg nu læst ud. Min Dom over det er som saa: Det har enkelte vakre, men langt flere matte Passiar Scener ingen fuldt udtegnet Charakter, den eneste Damocles maaskee undtagen, ingen Velklang, kort, saare lidt ohlenslægeriskt

23Torsdag 21te Som jeg med megen Møye – thi jeg var grumme mat og ussel – havde skrevet de faa Linier til Egersønnen, kom Frue Holsten og hendes Datter. De bleve her over een Time, og i behagelig Samtale med disse høyst interessante Mennesker, gleed det Onde over lidt efter lidt[.] Naar jeg een heel Dag havde været i Selskab med dem, lovede jeg Eder deres Charakteristik; men jeg kan ligesaa godt give Eder det nu: thi hvor Siælen ligger saaledes i det aabne Blik som her, vover man intet ved at slutte fra det Ydre til det Indre. Dog, at I ikke skal troe, jeg vil giøre mig saa forskrækkelig til af min Menneskekundskab, vil jeg bringe Eder i Erindring, at jeg jo har kiendt Fayes Søster og hendes Børn i mange mange Aar, skiøndt jeg ikke har seet dem, har kiendt hende Moderen som ædel og fast og sig selv liig i alle Livets ofte mislige Forhold – eine fromme Dulderin. Hendes Fromheds og Lidelsers Løn har hun fundet rigelig i sine fortræffelige Børns Kiærlighed, og finder i Erindringen om de Bortgangnes det bittre Savn forsødet. Mathilde er ikke hvad man egentlig kalder smuk. Hun har et rundt fyldigt Ansigt, men ingen Couleur. De blegblaa Øyne ere vel i sig selv ikke skiønne; men det hulde, ofte naar det hviler paa den lidende Moder vaade Blik, er skiønt, som var det fra selve Ragnas søde mørke blaa Øynesøde mørke blaa Øyne] rettet fra: søde blaa mørke Øyne ved nummerering over ordene, eller fordum min Saras. Hun er ikke høy, noget fyldig, men net, og over hendes hele Væsen er udbredt noget saa livligt naivt, som vilde giøre selv en uskiøn Figur tækkelig. – Med dette lille Udkast maae I for det første nøyes – thi I veed jo, her skal være et lille Compagnie i Dag, og jeg har endnu meget at fortælle om Gaarsdagen, inden jeg tyer til Toilettet.

Provst Munkes var hos Ottesens. Faer C. spiste der til Middag, og min Maja og jeg skulde did til Aftens. Men at jeg skulde have ret godt af denne kiære Aften, fandt Maja og jeg selv, at det var bedst, jeg først tog mig en Luur, og den 24fik jeg baade lang og god, drak min Kop Caffe mens jeg klædte mig paa, og toge vi saa ned til Barna vore i Slædevognen nok saa deyligt. Det var første Gang jeg saae Provstinde Munk, og skiøndt jeg ikke kan sige hvori Ligheden bestaaer, saae jeg dog, hun var Sophie Munks Søster. Hun er meget høyere og smækrere, og den lange farlige Sygdom, hvori først Livet og siden Forstanden nær havde gaaet til Grunde, har efterladt sig dybe Spor paa hendes Ansigt, men som for mig gav det en Interesse, det maaskee ellers ikke vilde havt. Gud give nu denne Postdag maae bringe Bekræftelsen paa det faste Haab, den brave Munk har om Sande Kald, som det skulde være utilgiveligt, at Regieringen tilintetgiorde, da han foruden alt det øvrige der berettiger ham til Befordring, har Grev Wedels usvigelige Løfte. Og neppe glæder den gode Storm sig mere til sin egen ventede Lykke, end til Broderen Edvards, der ligeledes har det mest grundede Haab om et Kald ved Schien.

Mit Hoved blev ved at være meget slemt, dog havde jeg en meget morsom Qvæl, og jeg troer, lille Peer vilde trøste mig fordi jeg ikke var frisk, thi saa lidt han er for at kysse, gav han mig paa engang tre, fire søde Kys –

Men ingen Ragna og Sara kom. Hver Gang vi hørte Bielder eller det ringede paa Porten, troede vi, der er de – Og med mindre Haab venter vi dem i Dag, da de maatte være tidlig ude, for at komme tidsnok til Comedien. O jeg tænkte det nok, og Maja mi og vi Alle, at de neppe kom eller kunde komme efter saa kort Varsel. Maaskee har den strænge Kuld ogsaa afskrækket min ikke stærke Ragna[.] Dog er endnu ikke alt Haab ude; men nære det vil jeg ikke. Brev fra dem kan jeg ey vente før Løverdag, heller ikke fra Hiemmet. Gud give kun alle de Elskede maae være friske og vel! – Ret brav er jeg just ikke i Dag, dog bædre end de forrige Dage, og ganske bliver jeg det, naar vi kommer i vor egen 25Roe, og sidder stille fortroeligt sammen i det kiære Kammer.

Løverdag 23de Lidt Hovedpine, lidt Dovenskab, og mangehaande behagelige Adspredelser, holdt mig i Gaar fra disse Blade, og nu er jeg atter færdig at forlade dem, da jeg har saa meget Stof, at jeg ikke ret veed, hvordan jeg skal tage fat paa det. Nu, ligefrem gaaer man vel bedst. Det var da Torsdag Selskabet samledes, Barna vore vare komne, og Provst Munkes, Dajon og hans med Smag, NB Alderen og Udseendet fraregnede, pyntede Frue, den gode Frue Holsten og hendes Mathilde, og der ventedes nu ingen flere end Frue Rørbye – Manden er ikke ret frisk – da kom Maja C ind og saae saa glad og skiælmsk ud, og hvidskede til Sønnen sin, som foer ud, og braat kom ind igien med – Skriveren min. Ja, saadan har han sin Glæde af at overraske mig, den gode Slæmme.

Mit første Spørgsmaal kan I tænke Eder var, om Smaaepigerne vare med? Maja var med, Linaungen maatte blive hiemme, da 2 Karle og Heste ikke godt kunde være borte paa engang. Men Gud skee Lov, friske og vel ere alle de Kiære derhiemme. Jeg ilede da op til lille Maja, som rød og hviid og glad var ifærd med at smykke sig. O hvor var det en deylig Dag, en deylig Aften! thi ogsaa min Sara og Ragna kom imens vi sad til Bords, og alle fulgtes vi ad paa Comedien. Tre kiære Breve havde min Koren med til mig, fra Maja mi her, som var kommet samme Dag jeg reyste, og fra Fader Pavels, og fra Døttrene mine dernede, de længste, fuldstændigste Breve, jeg i lang Tiid fik fra dem, Sara og jeg, thi de vare til os Begge, og et Par Linier var der fra min ædle Treschows egen Haand, og Søte Moer Koren havde søte Syvald egenhændig malet under de Linier fra hans Fader. Dog al denne deylige Lecture maatte jeg giæmme til Frokost i Gaar, og var ogsaa det en af de Ting, som holdt mig fra Dagbogen. Foruden Ottesens og søde Peer, var Bergmester Stenstrup og den raske 26Lieut: Collet her i Gaar den hele Dag. Hverken min Maja C eller Ragna var ganske frisk, men Gud skee Lov, i Dag ere de det begge, og nu er vore Økeren Damer ude i Visitter, Skriveren med dem, og jeg har revet mig løs fra det kiære Majakammer, hvor der skrives saa deyligt men ogsaa snakkes saa deyligt, og sidder nu her paa mit eget ogsaa vakre Kammer – og hvor findes et Værelse paa det skiønne Auestad som ey er livligt og vakkert?

«Men med alt det, Moer, maae du ey snyde os for Fortællingen om Comedien, som det lader til du har i Sinde» – Mindre end det, mine Børn! jeg vilde blot have det øvrige resterende fra Haanden for at kunde udbrede mig lidt vidtløftigere herom. Dog er det snart sagt, som I begriber naar I hører, Stykket var et af Kotzebues usleste Farcer – og det er dog meget sagt. Det var Galningen, hvori en ung Baron giør Begyndelsen til sit Frierie til en ung Pige han engang har seet i Kirken, med at sige Moderen Grovheder og giøre hende saa latterlig, mueligt. Han spiller i denne smukke Hensigt fire, fem forskiællige Roller, og selv da han har bortført Pigen, og hans Hovmester holdt en rørende Tale til ham (den eneste taalelige Scene i Stykket) hvori han lægger ham sin Ubesindighed paa Hiertet, pønser han ikke paa andet end nye Spilopper. Denne Hovedrolle gav Borch, Nellas Mand, og ganske bra saa Gu. Frue Collet var Moderen, og jeg veed ikke, om dette Slags Roller kunde gives anderledes. Datteren var en Jomfr: Sivers, hvis Udvortes svarede fuldkommen til den Idee, man maae giøre sig om en naturlig god af en unaturlig Moder forkuet 15 Aars Pige. Unægtelig kunde hun giort mere af sin Rolle, hvor flau den var, end hun giorde. Molins, en Invalid med et Træebeen, Rosing, var ret brav, Kammerpigen, der har en stoer Indflydelse paa det Hele, forstod man ikke – men den bedste af hele Personalet var unægtelig den forgiældede Herremand, Pfiffelberg, (Kamr Foged Collet) som frier til den rige Jesabel. Han var hvad han skulde være, en ægte Rævejæger. Vi loe ret godt, og det 27var og er altiid, naar jeg tager i Skuespil, hvad jeg helst vil.

Vi kom ellers saa seent, at det meste af første Act var forbi, og det var ret leyt, da jeg giærne seer Grundtvig, som var Hovmesteren, paa Theatret her, og nu havde han kun et Par Ord at sige sin Elev, men som han sagde fortræffeligt. Stykkets Opløsning ligger i en Gienkiendelse mellem Moderen og Hovmesteren, han er nemlig hendes Mand, men som hun har jaget paa Flugten ved sin Sataniskhed, og nu uformodet møder. Som den lille Nanettes Fader bruger han sin Ret til at bortgive hendes Haand, hvori da Moderen ogsaa samtykker paa det Vilkaar, aldrig at see sin Hr Gemahl mere, og for al Tiltale frie at være.

Man hører nu ikke tale om andet, end den hovedkulds Forandring i Pengevæsnet, som er færdig at forrykke selv de stærkeste Hiærner. Mig er det, som fast alt Pengevæsenet vedkommende, reent Algebra. Men Haabet svigter mig heller ikke her. Jeg troer det var nødvendigt, en Forandring maatte skee, og at det ey kan blive værre, end det var – kun at det kom saa uforberedt kan jeg ikke, fra hvad Synspunkt jeg seer det, finde rigtigt. Det maae bringe Giæring blandt alle Stænder – Gud give kun ingens Ruin! Hu tu, var det først kommet i den Gang, det skulde.

Søndag 24de, min brave Faer Cappelens 50de Aars Fødselsdag – og lille Peers Daabsdag. Derfor havde min Thrinasara saa hiertelig ønsket, det skulde blevet den Ventedes Fødselsdag, men det lader ey til, Du faaer dette Ønske opfyldt, Barnet mit, og jeg er ogsaa glad ved at kunde see Dig saa færm dagligdags, skiønt det ogsaa vilde glæde mig, i det mindste inden jeg reyste, at see Dig med det andet lille Nor i Dine moderlige Arme.

28Tirsdag 26de Ja vist gaaer det smaat med Dagbogen, Elskede, men I skal derfor intet tabe af hvad jeg skylder Eder, og skylder mig selv, thi ogsaa jeg skal jo her gienfinde og giennyde mine Glæder. Søndag lod jeg disse Blade ligge for at gaae ned et Øyeblik, tænkte jeg; men saa var min Thrina og Realf og Peergutten kommet, og der blev ingen Skrivning af mere. Inden vi havde spiist, mørknede det, og da vi tændte Lys gik det til Rabus, Cabale, Piqvet, og – Bostonbordet. «Hvorved du dog vel intet havde at giøre?» – Jo saa men, for første Gang spillede jeg med Faer C, Broderen hans, og afvexlende Realf og Thrina[.] I Mellemrummene spillede Faer C Piqvet med lille Ragnamoer. Maja C og Sally rabuserede, Thrina og lille Maja sad her i Majakamret (thi jeg har taget mit Sæde her igien) og cabaliserede. Saaledes vare vi beskiæftigede, da Dørren gik op, og Moer Maja kom ind med Jessen min ved Haanden. Jeg havde just faaet Thrina til Makker med 6 Stik i bedste Couleur, men foer op i en Fart fra det altsammen, glad og angst, thi jeg begreb ikke hvad der havde bragt ham hid. Det var da det forhadte Pengevæsen. Hovind havde næsten været bestormet af raadløse, angstfulde Mennesker, der vilde have Oplysninger af den arme Gut, han selv trængte til, og vidste han ey bædre Raad, end flux ile til Faer sin, hvad ogsaa Fogden havde tilraadt ham. Jeg blev nu beroeliget i enhver Henseende, og fik Hilsener fra det kiære Hiem, og Aftenen gik i Lyst og Gammen. At jeg fik Roes for mit Bostonspil baade af Faer C og min Realf, maae jeg ikke forglæmme. Bedst gik det dog naar Thrina og jeg vare Makkere (dette Styrvolt Udtryk passer maaskee ikke til det fornemme Boston; men I maae taale det til jeg lærer et andet –

Og nu kommer Egersønnen min tilbage fra en kort Tour paa Bragernæs, derfor maae I taale, jeg atter pauserer til –

29Onsdag 27de og saa igien spadserer tilbage til Mandagen. Da skulde vi miste vor hulde Ragna og Sally. De vilde reyst Søndag, men der blev intet af. Længe før enten de eller jeg var paa Benene, reyste Fatter C med Broderen sin en Gesvindttour til Byen, Hovedstaden, mener jeg. Kl var vel 11 inden de Kiære kom afsted, og Solen skinnede varmt, Føret er uforligneligt, og snart glede de vist til det vakre Økeren, hvor Moer Huwald med Ida ved den ene Haand og et Brev fra Marieboe i den anden, vist har modtaget sin Ragna. Skriveren blev smukt hiemme og modtog sin Egersøn, som ventedes og rigtig kom til Middag, men Jess, Maja og liden Sophi giorde Afstikkere af sig, gik til Byen, og kom først hiem mod Aftenen. Dog kom Maja tidlig nok til at høre Broderen sin spille hendes og vore Yndlingsstykker paa Claveret, som, jeg veed ikke hvordan det er, dog, Ingen anden spiller og synger saadan som han. Det øvrige at Qvellen gik i Passiar, og i hvor vel mit moderlige Forbud imod at tale om det fortredelige Pengevæsen, tidt blev overtraadt, blev dog Kl halvtolv før jeg troede den var 10. I Gaar Morges reyste min Koren og Gutten vor, dog bliver de nok over denne Dag i Christiania, i det mindste Skriveren, som i Morgen tager lige derfra til en Forretning i Gierdrum – Heller ikke min kiære Frederich kunde blive længere end til i Gaaraftes. Realf og Thrina var her til Middag, men tog hiem i Mørkningen, da de ventede Fremmede, som vi dog nu med Ærgelse hører, ikke vare ere komne saa de kunde blevet her i god Roe, og saa var lille Peer kommet med, som vi nu ikke har seet i to hele Dage. Jeg afbrød i Gaar, da Egersønnen kom tilbage fra Bragernæs. Stakkels Barn, han kom i en bedrøvelig Skikkelse, neppe 30istand til at gaae. Paa en glat Steentrappe var han faldet, og havde slaaet sin Ryg slemt. Det blev værre jo længere det leed mod Aften, dog kunde vi ikke overtale ham til at blive, da han i Dag havde bestemte og uopsættelige Forretninger. Dertil kom, at baade han og vi frygtede for, det i Dag, da han absolut i god Betids maatte være hiemme, kunde blive endnu vanskeligere for ham at taale Reysen. Alt hvad Moder og Søster kunde overtale ham til var, at tage en Gut med sig, og med ham venter vi nu snart Underretning om hvordan det gik med Reysen, og hvordan han befinder sig efter den. Og synes jeg nu ret her er Stædet at bede Sønnen min om aldrig, især naar han skal være seent ude, at reyse saa ganske ene. Ak, I veed ikke, mine Elskede, hvor nær vor Ven, Søn og Broder var sin Grav i Søndags 8 Dage, da han i Mulm og Mørke kiørte ned i Isen, og nesten som ved et Mirakel, og vaad og stivfrossen slæbte sig, først hvert Øyeblik i Fare for Isen skulde brække under ham, og siden op ad svære Bakker, til en Bondegaard, hvor han fik Hielp netop da hans sidste Kræfter vare udtømte. Gud være lovet, som holdt sin Haand over ham – som holder sin Haand over os naar det synes som alle Glædens, Livets og Haabets Baand vare brustne! –

Lille Maja var i Gaar den hele Dag hos Borches, hvor Nella hialp hende med en Kiole. Da vi havde spist vort Smørrebrød i Aftes, Maja C, Sophie og jeg, med behørig Chocolade til, hørte vi Bielder, men blev siddende roelige ved vor Cabal, vis paa, det var Ungen vor som kom tilbage; men see, det var begge Caplerne som allerede kom igien fra Christ:Touren. Strax efter kom Maja, som blev ganske flau fordi Egerbroderen var reyst, som hun troede, var blevet over, og bedrøvet over det Uheld han 31havde havt – Faer C hilste os fra Slotspræstparret, som han havde besøgt, og som levede vel. Nu kiære Fader Pavels, har De vist mit lille Brev og paa engang to Dagboghefter, som Økerenbarna tog med sig, og saa er De jo lie bli lell, og Moer Koren retfærdiggiort?

Torsdag – hans Majestæts høye Fødselsdag, som vi haaber, begge mine Majaer og jeg, at tilbringe i sød Roelighed – Fader Cappelen er taget til Majadal Kl 6 i Morges, men skal være hiemme i Aften. Hvad der for mig og mine Lige er en Udenlandsreyse, er en Springvey for ham. Broderen Real gaaer her igien, men ham holder lille Maja og Sophie med Selskab, og som oftest tager han til takke med sit eget. Det er et hiertensgodt Menneske, men mere veed jeg ikke heller at sige om ham.

Her var et morsomt lille Compagnie i Gaar. Da vi endnu sad til Bords (det var senere end ellers, thi Fatter blev længe opholdt i Byen) kom den vakre, tækkelige Madam Kirkegaard, og da hun lovede at blive, sendte Moer C: Bud og bad hendes Mand og Søsteren, den interessante, snilde Hanna Strøm hid, og de kom, og Barna vore kom, og saa gar lille Peer, skiøndt Mama sielden pleyer tage ham saa sent ud. Han var saa velsignet overgiven, og saa morsom i sin lille hiemvævede Kiole. Kysse er han ikke meget for, og man faaer sielden et, uden naar Bedstemoer holder ham paa Armen, hvem hun da kysser, kysser han med. – Jeg skulde, vilde Faer C:, igien forsøge mit Held i Boston, men det gik ikke fuldt saa godt som første Gang, det er at sige saa lykkeligt, thi slettere spillede jeg vel just ikke. Hvad maae man ikke give Lærepennige for i denne Verden?

32Real Cappelen afløste mig imellem, og Boston‹en› varede i det Hele ikke længe, saa jeg havde min gode Deel i det hyggelige Selskab, der ikke forlod os før Kl: over 11. – Fra Egersønnen kom et lille Brev. Han var kommet vel hiem, og befandt sig taalelig. Tirsdag tager han til Christiania – jeg og Maja Mandag – og der sees vi dog vist.

Min elskede Maja C er ikke saa aldeles frisk i Dag, og jeg ogsaa lidt forkiølet, men nu sidder vi her i vor ganske Eensomhed. – Smaaepigerne gik ned til Byen – og saa haaber jeg, vi skal snakke hinanden friske.

Fredag 29de Vi bleve afbrudte i vor Eensomhed, men kunde intet have imod denne Afbrydelse. Frue Holsten kom, og sad her vel et Par Timer, og de gik meget behageligt. Vore tre saarede Moderhierter fløde sammen, og vore Taare fløde blide og lindrende. Ogsaa deri lignede vore Skiæbner hinanden, at vore elskte Hiemgangne vare gangne ind til deres Faders evige Glæder uden at have kiendt andet end den lyseste Side af dette Liv. «Ak» sukkede den gode, dybttænkende Frue H: «min Mine var alt for lykkelig til at det kunde vedvaret, men ogsaa alt for forvendt til at kunde fundet sig selv i den mindste Forandring. Mennesket, selv det bedste, er foranderligt. Hendes Mand elskede ikke, han forgudede hende og jeg tænkte ofte med Angst: «Dette kan dog umuelig vedvare. Hendes Lykke kan ikke forøges; det er imod Naturens Orden at vi længe, end sige stedse, kan blive paa samme Trin, og den mindste, blot tilsyneladende Forandring hos ham vil giøre det elskede Barn ulykkeligt» – For denne Angst blev jeg da, rigtig nok paa en smertelig Maade, befriet –» Og saa trøstede vi giensidig hverandre, og følte med Vemod, der nesten grændsede til Glæde, at vi ikke allene vare, men endnu ere blandt de lykkeligste Mødre, ikke allene ved hvad Gud endnu har ladet os beholde, men ogsaa ved hvad vi har 33mistet. – Hendes Mathilde var i Christiania, men ventedes hiem, og skulde paa Ball om Aftenen. Der havde hun ventet at finde os alle herfra, men da hun hørte, vi ikke kom did, vilde hun dog see os. – Det øvrige af Dagen vare vi ene; først Kl henimod 8 kom Fader Pedro fra Værket, og Sønnen hans fulgte ham hid, men blev kun et Øyeblik, da han havde lovet sin Thrina at komme tilbage og spise med hende. – I Dag skulde jeg været ovre og hilset paa Borches, men jeg er rigtig syg i Dag, og tænker stærkt paa at lægge mig lidt naar jeg har lagt disse Blade bort. Jomfrue Ravert kommer her i Eftermidd[.] Lille Maja tog nu over til Borches som snarest. I Morgen maae jeg see at komme did. Jeg har opsat det fra Dag til Dag, da hver Stund jeg skal skille mig fra Auestad og Maja er et Rov mod mig selv. De elskede Barna vore haaber jeg kommer her i Dag, da de i Morgen venter Fremmede fra Schien. Søndag troer jeg; vi skal til Rørbyes, den sidste Dag jeg er her – ak, hvor er ogsaa blevet af disse saa nær 14 Dage? –

Posten kom først i Dag, og, underligt nok, bragte mig ikke en Linie ent fra Hiemmet, Tøyen eller Økeren, og fra alle tre Stæder ventede jeg noget med Vished.

Her har været Spektakler paa Strømsøe i Dag, da ingen Høker eller anden Smaaehandler vil sælge det ringeste før den 15de Febr: Almuen har taget sin Tilflugt til Byefogden, og han maae vel see at faae føyet Anstalter, at Folk ikke skal sulte ihiel før Tiden. Gud give alle disse Ugreyer maatte komme i Orden uden alt for ubehagelige foregaaende Uordner. I dette Øyeblik sidder min Maja C og læser saa hierteglad for mig af Collegialtidenden de til Norges Universitet udnævnte Professorer, vor ædle Treschow i Spidsen, saa Sverdrup, Rathke, Rasmussen, Platou etc – og var nu ikke mit arme Hoved saa sløvt, den høyre Arm saa træt og smertefuld tog jeg strax fat paa det Brev jeg skylder de elskede Børn dernede til Svar paa de kiærlige jeg her har liggende fra dem

34Men hvorfra tager man Tiid til at underholde sig skriftlig med de kiære Fraværende, naar Tiden synes for kort til den mundtlige Underholdning med de Nærværende? Det er jo alt det jeg kan give disse Blade sin Ret.

Løverdag 30te Barna vore kom her i Gaar til Middag. Da jeg havde spist første Ret, fik jeg Lov at gaae og søge Sengen. Lille Maja holdt kun altfor punktlig hvad jeg bad hende, at vække mig Kl halv fire. Da havde jeg netop sovet ind. Jeg stod da op og smykkede mig i al Gesvindighed, og tænkte paa Veyen ned, at nu vilde Jomfr: Raverts første Spørgsmaal være om mit Befindende etc – men den stakkels Pige havde faaet andet at tænke paa, da hun ved et Brev var blevet underrettet om, at alt hvad hun nesten sin hele Tiid har stræbt for, og hvorved hun troede at see en sorgløs Alderdom imøde, var sammensmeltet saa godt som til intet. Hun var i heftigt Oprør, og derover kan ingen undres, som er istand til at sætte sig i sin lidende Nestes Sted. Hun kom ikke ganske i sit Æs den hele Aften, men dog adspredtes hun noget. Vi spillede og snakkede og loe. Min Hovedpine gik over, men i Nat blev jeg ret alvorlig syg for Brystet og fast i hele Legemet følte jeg Smerter, saa jeg neppe orkede at staae op og klæde mig paa. Ikke desmindre vedblev jeg mit Forsæt, og tog til Borches, og denne lille Tour har giort mig ret godt. Jeg var der ikke over en Times Tiid. Borches lever vel, har to vakre Børn, men begge plagede af Udslæt især paa Benene, som uroer baade de Smaae og dem som er om dem. For første Gang kiørte jeg – ikke over, men under den nye Broe, som jeg ret holdt og betragtede, som er en Ziir og Nytte for Drammen, og et Hædersminde for Faer Cappelen, uden hvis Driftighed og uafbrudte Tilsyn, den, om end nogen Tiid, dog vist ikke i saa kort Tiid var kommet i saa fuld Stand.

Kammhrr. Anker, som skulde kommet her paa Mandag, kommer ikke, hans Podagra forbyder ham det. Derimod har Auestad den Ære at beholde mig og Maja til Tirsdag. Unge Jørgensen og hans Søster kommer 35i Morgen hid fra Schien, og bliver her til Tirsdag, og vi bliver da i Følge med dem. Jeg har nok ikke sagt Eder, at min lille Maja tager hid igien til sin velsignede anden Moder og Navnesøster. Det skal være lidt Hygge for den ældre Søster at have sin Petramaja hos sig naar vor Thrinasara hindres fra at komme herop, og saa kan Ungen lære, hvordan en Barselkone skal vartes og pleyes, og det er nyttigt og godt. Jeg sagde øyeblikkelig og glad Ja da Maja bad om at faae Søsteren sin igien; men Skriveren giorde sig ordentlig lidt kostbar ved denne Leylighed, jeg troer for at bilde sig selv ind at han giorde sin saa dyrebare Moer Cappelen en vigtig Tiæneste, hvad han saa ofte har ønsket sig Leylighed til. Lina mi vil det vel koste nogle Taare at hun endnu længere skal miste sin Marie; men nu sees de dog, haaber jeg, i Christiania, og naar hun da hører, vor Moer C selv bringer sit Pleyebarn tilbage, naar vor kiære Thrina er kommet paa Benene igien giver hun sig nok tilfreds. Kista formoder jeg ogsaa halvveys at møde i Byen. Jeg hører intet fra Hiemmet, intet fra noget Menneske – ney saa haarde vare I dog aldrig før mod Eders Moer Koren, og det ret som I havde overlagt det. Formodentlig troer I, at jeg har det saa godt, at blev det mere, blev det for meget. Hvad der beroeliger mig lidt er to Breve Maja har faaet fra Zarine og Hanna Bull, og især det sidste, da deri mit Hovind omtales og at alle og alt er vel der. Gud skee Lov!

Søndag sidste Dag i Aarets første Maaned Dersom den fatale Hoste og en ligesaa fatal Mathed tillader det, vilde jeg fortælle Eder i faa Ord, hvilken usigelig deylig Aften vi havde i Aftes, min Maja og jeg, ganske ganske ene. Ingen af os befandt sig vel fra Morgenstunden af og afsloge derfor vor Sarathrines venlige Indbydelse til Aften. Faer C og Smaaepigerne toge did; og da vi begge havde 36taget os en Middagshvile, og Maja hørte Ottesens Broder, Tante og Søn (Tantens, ikke Realfs Søn, begriber I) vare ariverede, giorde hun et lille Besøg did, men var ingen Time borte. Vi strikkede, snakkede, cabaliserede og rabuserede, spiste vor deylige Æblegrød med Fløde til, og gik tilsengs Kl halvelleve, da vi høyst forundrede saae, den var saa mange. Jeg havde alt faaet min første Blund da Maja kom op paa Kammeret. Hun havde ikke havt det mindre morsomt paa sin Maade, og faaet sig mangen kostelig Latter. Denne Realfs Broder, Jacob, skal være en ægte brav Søemand, og en lustig Fetter.

Ogsaa denne Nat var min Søvn afbrudt og mere mattende end styrkende. Hvad gav jeg ikke til at kunde være hiemme i Roe! og var det ey for endnu engang at see og tale med den sieldne Moder og Datter, Frue Holsten og hendes Mathilde, foredrog jeg vist Sengen for Selskabet. Da min Maja venter sin Mands Søsterbørn fra Schien i Aften, tager hun tidlig hiem, og jeg med hende. Atter en Post – alle faaer Brev, kun ikke jeg. Dog, et fra vor kiære Sally til Moer C er paa en Maade til os begge. O hvor er min hulde Ragna i Dag i sin Himmel. Gud give Dig Kræfter Du Gode til at udholde Glæden, der pleyer virke paa Dig heftig som Sorgen, naar Du efter saa lang Skilsmisse atter indslutter Din Ludvig i Dine Arme. I Dag kommer han, skriver Sally. Hvor lykkelig og glad skal jeg i Slutningen af denne Uge see Dig, see Eder begge, Eder Alle igien! –

Nu maae jeg sige Majakammeret Farvel for denne Gang. Her bliver et lille Selskab i Morgen Middag, og saa flytter jeg med Dagbogen igien op paa mit Kammer. Farvel du søde hulde Kammer, og Tak for alle de Glæder du har givet, og vist mange mange Gange vil give mig.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.